Butcher's crossing læseprøve

Butcher’s Crossing er oversat fra amerikansk efter Butcher’s Crossing Copyright © 1960 by John Williams All rights reserved Dansk copyright © 2015 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Omslagsdesign: Harvey Macaulay / Imperiet Omslagsillustration: Getty Images Bogen er sat med Garamond hos Lymi DTP-Service og trykt hos ScandBook ISBN: 978-87-11-32525-4 1. udgave, 1. oplag, 2015 Printed in Sweden 2015

Oversættelsen er støttet af Statens Kunstfond

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Butcher's Crossing.indd 4

17/03/15 11.22

… alt hvad der har liv, giver tegn på tilfredshed, og kvæget, som ligger på jorden, synes at have store og rolige tanker. Disse godtvejrsdage kan man vente med lidt større sikkerhed i det rene oktobervejr, som vi kalder “den indianske sommer”. Den umådeligt lange dag sover over de brede høje og varme, vidtstrakte marker.

At have gennemlevet alle dens solskinstimer synes tilstrækkeligt langt liv. De ensomme steder synes ikke ganske ensomme. Ved skovens porte er den forbavsede verdensmand nødt til at opgive sine bybegreber om stort og småt, viist og tåbeligt. Vanens tornyster falder af hans ryg ved de første skridt, han tager inden for disse områder. Her er en herlighed, som gør vore religioner til skamme, og en virkelighed, som bringer vore helte i miskredit.

Her finder vi, at naturen er den omstændighed, som gør alle andre omstændigheder lige og som en gud dømmer alle mennesker, der kommer til den.

Nature, Ralph Waldo Emerson (Uffe Birkedals oversættelse, 1963) Ja, og som en syg hest, der jages ud på væddeløbsbanen, sender digterne den syge sjæl ud i de grønne vange. Digterne tror, at naturen er den store kur mod hjerter, der smerter, ligesom urtedoktoren tror, den er den store kur mod lunger, der hoster. Men hvem sørgede for, at min kusk døde af kulde ude på prærien? Og hvem gjorde den vilde dreng Peter til idiot?

Bondefangeren, Herman Melville (Flemming Chr. Nielsens oversættelse, 2004)

Butcher's Crossing.indd 5

17/03/15 11.22

Butcher's Crossing.indd 6

17/03/15 11.22

FĂ˜RSTE DEL

Butcher's Crossing.indd 7

17/03/15 11.22

Butcher's Crossing.indd 8

17/03/15 11.22

1 Diligencen fra Ellsworth til Butcher’s Crossing var en dougher­ ty der var blevet bygget om til at fragte passagerer og mindre gods. Fire muldyr trak vognen over det knudrede vaskebræt af en vej der førte ned ad en let skråning fra prærien til Butcher’s Crossing; når dougherty’ens små hjul bumlede op og ned i de render som tungere vogne havde efterladt, forskubbede den lærredsindpakkede last i midten af vognen sig, og de sammenrullede lærredssider slog mod de stænger af hickory-træ der bar tværlægterne og lærredstaget, og den eneste passager, der sad bagest i vognen, holdt sig fast ved at presse kroppen ind mod den smalle sidefjæl; hans ene hånd lå med spredte fingre på sædets læderpolstring, mens den anden knugede en af de glatte træstænger der var fastgjort til jernbeslag i sidefjælene. Kusken, der var adskilt fra sin passager af lasten som var stablet næsten helt op til loftet, råbte for at overdøve muldyrenes prusten og vognens knagen: “Så er det Butcher’s Crossing derhenne.”

Passageren nikkede og lænede hoved og skuldre ud over 9

Butcher's Crossing.indd 9

17/03/15 11.22

siden af vognen. Bag muldyrenes svedende bagender og hoppende ører fik han et glimt af et par simple skure og telte der lå tæt sammen foran en klynge af høje træer. Det første indtryk var af farver – af gråbrun der gik over i renere grå mod et klart grønt bagtæppe. Så tvang vognens hoppen ham til at rette sig op igen. Han stirrede på den svajende stabel gods foran sig og missede hurtigt med øjnene. Han var i begyndelsen af tyverne, spinkelt bygget og med lys hud der var begyndt at blive rød efter en dag i solen. Han havde taget hatten af for at tørre sveden af panden og havde ikke taget den på igen; hans lysebrune hår, der havde samme farve som Virginia-tobak, var nydeligt klippet, men lå nu i fugtige, uregelmæssige krøller over hans ører og pande. Hans gulligtbrune nankingsbukser var næsten nye, og pressefolderne kunne endnu anes i det kraftige stof. Han havde for nogen tid siden taget både sin brune jakke, sin vest og sit slips af; men selv i den brise der var resultatet af vognens bevægelse fremad, var hans hvide skjorte skjoldet af sved og klæbede til ham. Hans to dage gamle skægstubbe glinsede af fugt; fra tid til anden gned han ansigtet med et snavset lommetørklæde, som om stubbene irriterede hans hud.

Da de nærmede sig byen, blev vejen mere plan, og vognen satte farten op og svajede blidt fra side til side, så den unge mand kunne slække sit greb om hickorystangen og læne sig fremad på den hårde bænk. Lyden fra muldyrenes hove blev mere rytmisk og dæmpet; en sky af støv rejste sig om vognen som gul røg og fyldte luften bag den. Gennem seletøjets raslen, muldyrenes tunge vejrtrækning, hovenes klapren og vognens knirken kunne man nu og da høre en stemme eller en hest der vrinskede. Langs vejsiden kom bare pletter i præriegræsset til syne; her og der sås forkullede, korslagte brændeknuder hvor nogen havde tændt lejrbål; et par heste med fodreb græssede i det korte, gule græs og løftede brat hovederne med fremadrettede ører da de hørte vognen kørte forbi. En vred stemme 10

Butcher's Crossing.indd 10

17/03/15 11.22

råbte; en eller anden lo; en hest prustede og vrinskede, og et hovedtøj klirrede ved en pludselig bevægelse; en let lugt af gødning hang i den varme luft.

Man kunne se næsten hele Butcher’s Crossing i ét blik. En gruppe på seks enkle bygninger på træramme fordelte sig på hver sin side af en smal jordvej; på begge sider stod spredte telte bag bygningerne. På vognens venstre side kom først et løst opslået telt af militært lærred med oprullede sider fra hvis tagflap der hang et bræt med grove bogstaver malet med rødt: Joe Long, Barbar. På den anden side af vejen lå en lav bygning, næsten kvadratisk og uden vinduer, med en lærredsflap som dør; hen over de nøgne brædder på denne bygnings facade stod med mere omhyggeligt skrevne, sorte bogstaver: Bradleys Manufaktur. Foran den næste bygning, et langt rektangulært hus i to etager, standsede dougherty’en. Inde fra denne bygning lød en lav, vedvarende mumlen og klinken af glas mod glas. Facaden lå i skygge under et langt halvtag, men over indgangsdøren kunne man alligevel skimte et kunstfærdigt udført skilt i rødt med sorte kanter hvorpå der stod: Jackson’s Saloon. På en lang bænk foran denne bygning sad adskillige mænd og stirrede apatisk på vognen da den standsede. Dens unge passager begyndte at samle det tøj han tidligere på dagen havde taget af på grund af varmen, op fra sædet ved siden af sig. Han tog sin hat og sin jakke på og proppede sin vest og kravat i en vadsæk som han havde hvilet fødderne på. Han løftede vadsækken over sidefjælen og stillede den på gaden mens han samtidig løftede et ben over fjælen og trådte ned på den jernplade der fungerede som trin på vej ned på jorden. Da hans støvle ramte jorden, rejste støvet sig om hans fod; det lagde sig på det nye sorte læder og på den nederste del af hans bukseben og jævnede farverne ud så de næsten blev ens. Han tog sin taske og gik ind under halvtagets skygge; bag ham blandede kuskens eder sig med lyden af jern og klirren 11

Butcher's Crossing.indd 11

17/03/15 11.22

fra seletøjet da han tog den bageste hammelstok af vognen.

Kusken råbte klagende: “Kan nogle af de her unge mænd give mig en hånd med godset?”

Den unge mand der lige var stået af vognen, stod på det grove bræddefortov og så kusken kæmpe med tømmerne der havde viklet sig ind i skaglerne. To af de mænd der havde siddet på bænken, rejste sig og gik så tæt forbi ham at de strejfede ham; de trådte ud på gaden, så et øjeblik på de reb der holdt godset, og begyndte uden at forhaste sig at arbejde med knuderne. Med et sidste ryk lykkedes det kusken at få tøjlerne fri; han førte muldyrene i en lang diagonal over gaden i retning af udlejningsstalden, en lav åben bygning med tag af tækkespån båret af lodrette stolper med bark.

Da kusken havde ført sit forspand over til stalden, sænkede en ny stilhed sig over gaden. De to mænd løsnede metodisk de reb der holdt det tildækkede gods; lydene inde fra saloonen var dæmpede som om de skulle igennem flere lag støv og varme.

Den unge mand gik forsigtigt over de uhøvlede brædder i forskellige længder der var lagt direkte på jorden. Foran ham lå et halvt nedgravet skur med stejlt tag foran hvilket en hængslet tagplade blev holdt oppe af to diagonale rafter som kunne lukkes ned for den brede åbning på forsiden; inde i rummet lå nogle få sadler og en håndfuld støvlepar spredt på bænke og hylder; lange strimler af ugarvet læder hang fra en knage der stak ud af tørvevæggen ved siden af åbningen. Til venstre for den lille bygning lå en anden i to etager, nymalet med røde lister og næsten lige så lang som Jackson’s Saloon og noget høje­re. Præcis midt i denne bygning var en bred dør hvorover der hang et fint indrammet skilt med bygningens navn: But­ chers Hotel. Det var i den retning den unge mand gik med langsomme skridt mens han så gadens støv rejse sig i puder om hans fødder når de ramte gaden.

12

Butcher's Crossing.indd 12

17/03/15 11.22

Han gik ind på hotellet og standsede lige inden for den åbne dør for at lade sine øjne vænne sig til halvmørket. Foran sig på sin højre side anede han omridset af en skranke; bag den stod en mand i hvid skjorte, ubevægelig. Seks stole med stive ryglæn og lædersæder stod rundt om i lokalet. Lyset kom fra kvadratiske vinduer der var anbragt med lige store mellemrum i de tre vægge han kunne se; de var dækket af halvgennemsigtigt stof der buede let indad som om rummets halvmørke og relative kølighed udgjorde et vakuum. Han gik over det nøgne trægulv i retning af den ventende portier.

“Jeg vil gerne leje et værelse.” Hans stemme gav hult genlyd i stilheden.

Portieren skubbede en opslået gæstebog over disken og rakte ham en gåsefjer med stålspids. Han skrev sit navn med langsomme bevægelser: William Andrews; blækket var tyndt og lyseblåt mod den grå side.

“To dollars,” sagde portieren og trak bogen tilbage og studerede navnet. “Og en kvart mere hvis De vil ha’ varmt vand båret op.” Han så pludselig op på Andrews. “Bli’r De her i lang tid?”

“Det ved jeg ikke,” sagde Andrews. “Kender De en J.D. McDonald?”

“McDonald?” Portieren nikkede langsomt. “Hudehandleren? Jo da. Alle kender McDonald. Er I venner?”

“Det kan man ikke sige,” sagde Andrews. “Ved De hvor jeg kan finde ham?”

Portieren nikkede. “Han har et kontor nede ved saltbadene.

Det er omkring ti minutter til fods herfra.”

“Jeg finder ham i morgen,” sagde Andrews. “Jeg er lige kommet fra Ellsworth for lidt siden, og jeg er træt.”

Portieren klappede gæstebogen i, valgte en nøgle fra en stor ring der hang fra hans bælte, og gav nøglen til Andrews. “De kommer selv til at bære Deres taske op,” sagde han. “Jeg kommer op med vandet når De siger til.”

13

Butcher's Crossing.indd 13

17/03/15 11.22

“Om en times tid,” sagde Andrews.

“Værelse femten,” sagde portieren. “Det er lige når De kommer op ad trappen.”

Andrews nikkede. Trappen var en række åbne trin uden gelænder der førte stejlt opad fra den fjerneste væg til et rekt­ angulært hul midt i loftet. Andrews stod for enden af en smal gang der strakte sig mellem den lange række af værelser. Han fandt sit værelse og gik ind ad den ulåste dør. Inde på værelset var der kun plads til en smal seng med bund af flettet reb og en tynd madras, et groft tilskåret bord med en lampe og et vaskefad af blik, et spejl og en stol med lodret ryglæn magen til dem han havde set nede i lobbyen. Værelset havde et enkelt vindue der vendte ud mod gaden; i det sad en løs træramme med udspændt gazelignende stof. Han havde ikke set et eneste vindue med glas siden han kørte ind i byen. Han stillede sin vadsæk på den nøgne madras.

Da han havde pakket sine ejendele ud, skubbede han sin vadsæk ind under den lave seng og lagde sig udstrakt på den klumpede madras; den knasede og satte sig under hans vægt; han kunne mærke de stramme reb der bar madrassen, mod ryggen. Det dunkede i den nederste del af ryggen og i hans balder og den øverste del af benene; først nu gik det op for ham hvor trættende rejsen havde været.

Men nu var han fremme; og mens hans muskler slappede af, gik hans tanker tilbage til den vej han var rejst. I næsten to uger havde diligencer og tog båret ham gennem landet. Fra Boston til Albany, fra Albany til New York, fra New York – byernes navne tumlede ind i hans erindring, løsrevet fra den rute han havde rejst. Baltimore, Philadelphia, Cincinnati, St. Louis. Han huskede det opslidende ubehag ved de hårde sæder i diligencerne og den monotone ventetid på bænke med tremmesæder i snavsede remiser. Al rejsens ubehag sivede ud af ham nu, forlod hans knogler, som var bragt til bevidsthed om at rejsen var slut.

14

Butcher's Crossing.indd 14

17/03/15 11.22

Han vidste at han ville være øm næste dag. Han smilede og lukkede øjnene mod lyset fra det tildækkede vindue. Han blundede.

Nogen tid efter kom portieren med et trækar og en spand dampende vand. Andrews tvang sig selv til at vågne og fyldte noget af det varme vand i blikvaskefadet. Han sæbede ansigtet ind og barberede sig; portieren vendte tilbage med endnu to spande koldt vand og hældte dem i karret. Da han havde forladt værelset, klædte Andrews sig langsomt af og rystede støvet ud af sit tøj efterhånden som han trak det af; han lagde det omhyggeligt sammen på den stive stol. Han trådte op i karret og satte sig med knæene trukket op til hagen. Han sæbede sig ind med langsomme bevægelser; det varme vand og stilheden i den sene eftermiddagstime gjorde ham døsig. Han blev siddende i karret indtil hans hoved begyndte at nikke forover; da det endelig rørte ved hans knæ, rettede han sig op og stod ud af karret. Han stod på det nøgne gulv, dryppende af vand, og så sig om i værelset. Da han ikke fik øje på noget håndklæde, tog han sin skjorte fra stolen og tørrede sig med den.

Halvmørket var krøbet ind i værelset; vinduet udsendte et blegt skær i det tiltagende tusmørke, og en kølig brise satte stoffet på rammen i bevægelse; det dunkede som noget levende der skiftevis blev større og mindre. Ude fra gaden lød en gradvis højere mumlen af stemmer og lyden af støvler mod bræddefortovet. En kvinde brast i latter og tav så brat.

Badet havde gjort ham afslappet og dulmet den tiltagende dunken i hans overanstrengte rygmuskler. Stadig nøgen formede han det sammenfoldede hvergarnstæppe til en pude og lagde sig på den utildækkede madras. Den var grov mod hans hud. Men han sov inden det var blevet helt mørkt i værelset.

I løbet af natten blev han vækket adskillige gange af lyde som han i udkanten af sin søvn ikke helt kunne identificere. I løbet af disse perioder af halvvågen tilstand så han sig omkring, 15

Butcher's Crossing.indd 15

17/03/15 11.22

og i det totale mørke kunne han ikke skelne væggene, værelsets grænser; og han fik en følelse af at han var blind og svævede i et intet uden at bevæge sig. Han følte at lydene af latter, stemmerne, de fjerne dunkende og skurrende lyde, ringlen af klokker og kæder i hestenes seletøj, alt sammen opstod i hans eget hoved og hvirvlede rundt derinde som vind i en hul kugle. En gang mente han at han hørte en kvindes stemme og derefter hendes latter meget tæt på, lidt længere nede ad gangen, i et af værelserne. Han lå vågen et langt øjeblik og lyttede koncentreret; men han hørte hende ikke igen.

Butcher's Crossing.indd 16

17/03/15 11.22

2 Andrews spiste morgenmad på hotellet. I et langt smalt lokale bagest på første sal var et enkelt langt bord, kranset af et antal af de rankryggede stole der åbenbart udgjorde en fremherskende del af hotellets møblement. For den ene bordende sad tre mænd bøjet ind over bordet og talte sammen; Andrews satte sig alene for den anden ende. Portieren som havde bragt hans vand op aftenen før, trådte ind i spisesalen og spurgte Andrews om han ville have morgenmad; da Andrews nikkede, vendte han sig og gik ud i det lille køkken bag de tre mænd ved den modsatte ende af bordet. Han gik med en svag halten som man kun bemærkede når man så ham bagfra. Han vendte tilbage med en bakke hvorpå der stod en stor tallerken med bønner og majsgrød og et krus dampende kaffe. Han stillede maden foran Andrews og rakte ind midt på bordet efter et åbent saltkar.

“Hvor kan jeg mon finde McDonald på denne tid af dagen?” spurgte Andrews ham.

“På hans kontor,” sagde portieren. “Der er han det meste af tiden, dag som nat. De går lige ned ad vejen i retning af floden 17

Butcher's Crossing.indd 17

17/03/15 11.22

og så til venstre lige inden De kommer til poppeltræerne. Der ligger et skur på denne side af saltbadene.”

“Saltbadene?”

“Til huderne,” sagde portieren. “De kan ikke tage fejl af det.”

Andrews nikkede. Portieren vendte sig igen og forlod spisesalen. Andrews spiste langsomt; bønnerne var lunkne og smagte ikke af noget, ikke engang selv om han kom salt på, og majsgrøden var tynd og knap nok varmet igennem. Men kaffen var varm og bitter; den gjorde hans tunge følelsesløs og fik ham til at stramme læberne over sine regelmæssige hvide tænder. Han drak det hele så hurtigt som han kunne uden at brænde sig.

Da han var færdig med morgenmaden og gik ud på gaden, var solen oppe over de få bygninger i byen og brændte ned på gaden med en intensitet som kunne man gribe fat om dens stråler. Der var flere mennesker end der havde været den foregående eftermiddag da han lige var kommet til byen; et par mænd i mørke jakkesæt og med bowlerhatte blandede sig med et større antal mere afslappet klædte mænd i falmede blå Levi’s, snavset lærred eller bredvævet bomuldsstof. De gik med en vis målbevidsthed, men dog uden at se ud til at have travlt, på fortovene og på gaden; mellem mændenes anonyme tøj var der indimellem et glimt af noget mere kulørt – rødt, lavendelblåt, rent hvidt – fra en kvindes nederdel eller bluse. Andrews trak skyggen på sin bulehat ned over øjnene og gik hen ad gaden mod klyngen af poppeltræer uden for byen.

Han gik forbi lædervarebutikken, udlejningsstalden og en lille smedje med åbne sider. Byen endte her, og han gik fra fortovet ud på vejen. Cirka to hundrede meter fra byen kom han til den sidevej som portieren havde beskrevet; ikke meget andet end to bånd der var slidt i jorden af de vognhjul der kørte her. For enden af dette hjulspor, omkring hundrede meter fra selve vejen, lå et skur med fladt tag, og bag det var en række hegnspæle hamret i jorden i et mønster som han ikke kunne 18

Butcher's Crossing.indd 18

17/03/15 11.22

gennemskue på denne afstand. I nærheden af hegnet holdt adskillige tomme vogne i tilfældige vinkler med vognstængerne liggende på jorden, alle i en retning der pegede væk fra hegnet.

En svag lugt af noget som Andrews ikke kunne identificere, blev kraftigere efterhånden som han kom tættere på kontoret og hegnet.

Skurets dør stod åben. Andrews tøvede et øjeblik med den knyttede hånd løftet for at banke på; i skurets eneste rum var et formidabelt roderi af bøger, papirer og hovedbøger spredt over det nøgne trægulv og stablet i uensartede stakke i hjørnerne og i kasser der stod op ad væggene. Midt i alle disse ting som øjensynlig var blevet proppet eller smidt ind i skuret, sad en mand i skjorteærmer bøjet over et groft tilvirket bord og bladrede opslugt og hurtigt i en hovedbogs tunge sider; han bandede lavmælt og monotont.

“Mr. McDonald?” sagde Andrews.

Manden så op med den lille mund åben og brynene løftet over udstående, blå øjne hvis hvide del havde den samme ikke helt rene hvide farve som hans skjorte. “Kom ind, kom ind,” sagde han og lod med en voldsom bevægelse sin hånd glide gennem det tynde hår der dinglede fra hans pande. Han skubbede stolen bagud fra bordet, begyndte at rejse sig og lod sig så dumpe tilbage i stolen, træt og med hængende skuldre.

“Kom indenfor; stå ikke bare derude.”

Andrews trådte ind i kontoret og blev stående lige inden for den åbne dør. McDonald slog ud med hånden i retning af et hjørne bag ved Andrews og sagde: “Tag en stol, knægt, sæt Dem ned.”

Andrews trak en stol ud bag en stabel papirer og stillede den foran McDonalds skrivebord.

“Hvad vil De – hvad kan jeg gøre for Dem?” spurgte McDonald.

“Jeg hedder Will Andrews. De kan nok ikke kende mig.”

19

Butcher's Crossing.indd 19

17/03/15 11.22

“Andrews?” McDonald rynkede panden og så på den yngre mand med en vis fjendtlighed i blikket. “Andrews …” Hans læber blev smalle; hans mundvige gik i ét med de linjer der kom op fra hans hage. “Lad nu for helvede da vær’ og spild min tid, ikke; hvis jeg kunne huske Dem, havde jeg nok sagt det da De kom ind ad døren. Så –” “Jeg har et brev,” sagde Andrews og stak hånden i brystlommen, “fra min far. Benjamin Andrews. De kendte ham i Boston.”

McDonald tog brevet som Andrews rakte hen mod ham.

“Andrews? Boston?” Hans tonefald var irritabelt og fraværende. Han blev ved at se på Andrews mens han åbnede brevet.

“Ja da, bestemt. Hvorfor sagde De ikke at De var – Jo da, ham præstefyren.” Han læste brevet med åbenlys interesse og bevægede det foran øjnene som om det gjorde det gå hurtigere at tyde indholdet. Da han var færdig, foldede han brevet sammen og lod det falde ned mellem de andre papirer på bordet. “Åh, Gud! Boston. Det har vel været tolv-fjorten år siden. Inden krigen. Jeg drak af og til te i jeres stue.” Han rystede forundret på hovedet. “Jeg må have set Dem fra tid til anden, vil jeg tro.

Jeg kan ikke huske det.”

“Min far har tit talt om Dem,” sagde Andrews.

“Om mig?” McDonalds mund stod åben igen; han rystede langsomt på hovedet; hans runde øjne så ud til at rotere i deres huler. “Hvorfor dog? Jeg så ham vel kun en fem-seks gange.”

Hans blik gled forbi Andrews, og hans ansigt var udtryksløst da han sagde: “Jeg var ikke noget i hans øjne; ikke noget at tale om. Jeg arbejdede på kontoret i et eller andet manufakturfirma. Jeg kan ikke huske hvad det hed.”

“Jeg tror min far beundrede Dem, mr. McDonald,” sagde Andrews.

“Mig?” Han lo kort og gloede så mistænksomt på Andrews.

“Hør her, knægt. Jeg kom i Deres fars kirke fordi jeg troede jeg 20

Butcher's Crossing.indd 20

17/03/15 11.22

måske kunne møde nogen der ville give mig et bedre job, og jeg begyndte at komme til de dér små møder Deres far holdt, af den samme grund. Halvdelen af tiden vidste jeg ikke engang hvad de talte om.” Han lød bitter da han fortsatte. “Jeg nikkede bare til alt hvad de andre sagde. Ikke at det fandeme hjalp mig den mindste smule.”

“Jeg tror han beundrede Dem fordi De var den eneste mand han nogensinde mødte, som tog herud – vestpå – og skabte sig et liv her.”

McDonald rystede på hovedet. “Boston,” sagde han halvt hviskende. “Åh, Gud!” Han stirrede igen forbi Andrews. Så løftede han skuldrene og fyldte lungerne. “Hvorfra vidste gamle mr. Andrews at jeg var her?”

“En mand fra Bates & Durfee rejste igennem Boston. Han fortalte at De arbejdede for firmaet i Kansas City. I Kansas City fortalte de mig at De havde sagt op og var rejst herud.”

McDonald grinede stramt. “Jeg har mit eget firma nu. Jeg forlod Bates & Durfee for fire-fem år siden.” Han skulede, og hans ene hånd bevægede sig ned til den hovedbog han havde lukket da Andrews trådte ind i skuret. “Laver det hele selv nu … Nå.” Han rettede sig op igen. “Der står i brevet at jeg skal hjælpe Dem så godt jeg kan. Hvad fik Dem i øvrigt til at tage helt herud?”

Andrews rejste sig fra stolen og vandrede formålsløst rundt i rummet og så på papirstablerne.

McDonald grinede; han sænkede stemmen. “Problemer?

Rodede De Dem ud i et eller andet derhjemme?”

“Nej,” sagde Andrews hurtigt. “Ikke noget i den retning.”

“Det er der masser af unge fyre der gør,” sagde McDonald.

“Og så kommer de herud. Selv en præstesøn.”

“Min far er lægprædikant i unitarkirken,” sagde Andrews.

“Der er ingen forskel.” McDonald slog utålmodigt ud med 21

Butcher's Crossing.indd 21

17/03/15 11.22

hånden. “Nå, men er De ude efter et job? De kan sgu da få et job lige her hos mig. Guderne skal vide at jeg ikke kan nå det hele. Se lige alt det her rod.” Han pegede på de stablede papirer; hans fingre rystede. “Jeg er to måneder bagud nu, og det bliver værre hele tiden. Jeg kan ikke finde nogen her i byen der kan sidde stille længe nok til at –” “Mr. McDonald,” sagde Andrews. “Jeg kender ikke noget som helst til Deres forretning.”

“Hva’? Hvad gør De ikke? Jamen, det er huder, knægt. Bisonhuder. Jeg køber og sælger dem. Jeg sender jagtselskaber ud, og de kommer tilbage med huderne. Jeg sælger dem i St. Louis. Garver og farver dem selv, lige her. Jeg ekspederede næsten et hundrede tusind huder sidste år. I år er det dobbelt eller måske tre gange så mange. Det er alle tiders chance, knægt.

Tror De at De kunne klare noget af papirarbejdet?”

“Mr. McDonald –” “Det er det papirnusseri der ta’r livet af mig.” Han lod fingrene glide gennem de tynde, sorte hårtjavser der faldt ned over hans ører.

“Jeg er taknemmelig,” sagde Andrews. “Men jeg er ikke sikker på –” “For fanden, det er bare til at starte på. Se.” Med en hånd så tynd som en fugleklo greb han fat om Andrews arm lige over albuen og skubbede ham hen mod døren. “Se derude.” De gik ud i det varme sollys; Andrews kneb øjnene sammen og skar ansigt i det skarpe lys. McDonald havde stadig fat om hans arm og pegede ind mod byen. “For et år siden da jeg kom herud, var der tre telte og et nedgravet skur derovre – en saloon, et horehus, en manufakturhandel og en smed. Og se så nu.”

Han stak ansigtet helt op til Andrews’ og sagde, hæst hviskende og med en ånde der lugtede sødt og surt af tobak: “De skal ikke sige det til nogen – men den her by bliver til noget i løbet af en to-tre år. Jeg har allerede afmærket seks jordlodder, og 22

Butcher's Crossing.indd 22

17/03/15 11.22

næste gang jeg tager til Kansas City, sætter jeg pæle i til lige så mange. Mulighederne ligger vidtåbne!” Han ruskede Andrews’ arm som om den var en kæp; så sænkede han stemmen som var blevet høj og skinger. “Ser De, knægt. Det er jernbanen.

De skal ikke snakke højt om det, men når jernbanen kommer igennem her, så bliver det her sted til en rigtig by. Hold Dem til mig; jeg skal nok styre os i havn. Enhver kan gøre krav på jorden heromkring; det eneste man skal gøre, er at skrive under på et stykke papir på det stats­lige tinglysningskontor. Og så læner man sig tilbage og venter. Det er det hele.”

“Tak skal De have, sir,” sagde Andrews. “Jeg skal tænke over det.”

“Tænke over det!” McDonald gav slip på hans arm og tog et skridt væk fra ham i åbenlys forbløffelse. Han strakte armene i vejret, og de flaksede deroppe i luften mens han gik rundt i en lille, vred cirkel. “Tænke over det? Jamen, det er alle tiders chance, knægt. Hør her. Hvad lavede De hjemme i Boston inden De rejste herud?”

“Jeg læste på tredje år på Harvard College.”

“Der kan De bare se,” sagde McDonald triumferende. “Og hvad ville De have taget Dem til efter det fjerde år? De ville være begyndt at arbejde for en eller anden, eller også ville De være blevet skolelærer ligesom gamle mr. Andrews eller – Hør engang. Der er ikke mange af os herude. Mænd med visioner.

Mænd der kan tænke længere end til i morgen.” Han pegede med en skælvende hånd i retning af byen. “Så De de folk derinde? Talte De med nogen af dem?”

“Nej, sir,” sagde Andrews. “Jeg kom fra Ellsworth i går eftermiddags.”

“Jægere,” sagde McDonald. Hans tørre læber blev slappe og gled fra hinanden som om han var kommet til at putte noget råddent i munden. “Jægere og hårde sataner, hver og en af dem. Det er sådan landet ville være hvis det ikke var for sådan 23

Butcher's Crossing.indd 23

17/03/15 11.22

nogle som os. De lever af jorden uden at ane hvad de skal stille op med den.”

“Er de fleste i byen jægere?”

“Jægere, hårde negle, et par dagdrivere østfra. I den her by handler alt om huder, knægt. Det bliver anderledes. Vent bare til jernbanen kommer.”

“Jeg tror nu jeg vil tale med nogle af dem,” sagde Andrews.

“Hvem?” råbte McDonald. “Med jægere? Åh, Gud! Sig ikke at De er ligesom de andre unge der kommer rejsende hertil.

Tre år på Harvard, og så vil De spilde Deres tid på den slags?

Jeg sku’ ha’ set det. Jeg sku’ ha’ set det i samme sekund De trådte ind ad døren.”

“Jeg vil bare gerne tale med nogle af dem,” sagde Andrews.

“Ja ja,” sagde McDonald bittert. “Og inden De ser Dem om, får De lyst til at tage med ud også.” Han stemme blev alvorlig. Hør her, knægt. Hør på mig. Hvis De begynder at tage ud med de mænd, så er De færdig. Åh jo, jeg har set det. Det bider sig fast i én som bisonlus. De bliver ligeglad med alting.

De mænd der –” McDonald lavede en bevægelse med hånden som om han prøvede at fange et ord der undveg ham.

“Mr. McDonald,” sagde Andrews stille. “Jeg er taknemmelig over at De prøver at hjælpe mig. Jeg rejste herud –” Han tav og lod blikket glide forbi McDonald, væk fra byen, forbi den jordvold der måtte være flodbredden, helt ud til det flade, gulligtgrønne land der var det eneste imellem ham og den vestlige horisont. Han prøvede at forme de ord som han måtte sige til McDonald. Det var en følelse; det var noget påtrængende og vigtigt som han måtte have ud. Men hvad han end sagde, så vidste han at det kun ville blive et andet navn for den ødemark som han søgte. Det var en frihed og en godhed, et håb og en livskraft som han fornemmede neden under alle de velkendte ting i sit liv; de ting som ikke var frie eller gode eller fulde af håb eller livskraft. Det han søgte, var kilden til og opretholdelsen af 24

Butcher's Crossing.indd 24

17/03/15 11.22

sin verden, en verden der altid forekom ham at vende sig frygtsomt væk fra sin kilde i stedet for at udforske den, sådan som præriegræsset omkring ham sendte sine seje rødder ned i den frodige, mørke fugtighed, ned i det Vilde dernede, og derved fornyede sig selv år efter år. Pludselig så han, midt på denne store, flade prærie, ubeboet og gådefuld, for sit indre blik et billede af en gade i Boston fuld af hestevogne og mænd der sled sig frem til fods under kronerne af de sirligt plantede elmetræer der så ud som om man havde fået dem til at vokse lige op fra vejenes og fortovenes flade sten; han så for sig de høje bygninger der stod tæt side om side, og hvis kunstfærdigt tilhuggede sten var sværtede af røg og storbysnavs; han så for sig floden Charles der snoede sig mellem udstykkede marker og landsbyer og byer og bar al menneskenes affald ud i den vældige havbugt.

Han blev opmærksom på at han havde knyttet sine hænder hårdt i; hans fingerspidser gled i fugtigheden i hans håndflader.

Han slappede af i hænderne og tørrede dem i sine bukser.

“Jeg er kommet herud fordi jeg gerne vil se så meget af landet som jeg kan,” sagde han stille. “Jeg vil gerne lære det at kende. Det er noget som jeg er nødt til at gøre.”

“Unge mennesker,” sagde McDonald. Han talte med lav stemme. Flade bånd af sved løb gennem de glitrende dråber der stod ud fra hans pande og løb ned i hans filtrede øjenbryn som var trukket over øjnene der ufravendt betragtede Andrews.

“De ved ikke hvad de skal stille op med sig selv. Åh, Gud, hvis De ville begynde nu – hvis De havde fornuft i hovedet til at begynde nu, så ville De når De blev fyrre, være –” Han trak på skuldrene. “Aaah. Lad os komme i skygge.”

De gik tilbage i det lille, halvmørke skur. Andrews opdagede at han trak vejret tungt; hans skjorte var gennemblødt af sved og klæbede til hans hud og gled over den på en ubehagelig måde når han bevægede sig. Han tog sin jakke af og sank ned i stolen foran McDonalds bord; han følte en underlig svagelig 25

Butcher's Crossing.indd 25

17/03/15 11.22

mathed brede sig fra brystet og skuldrene helt ud til fingerspidserne. En lang stilhed sænkede sig over rummet. McDonalds hånd hvilede på hans hovedbog; den ene finger bevægede sig formålsløst over siden, men rørte den ikke. Efter et øjeblik sukkede han dybt og sagde: “All right. Så gå ind og tal med dem. Men jeg advarer Dem: De fleste af mændene heromkring jager for mig; De får ikke nemt ved at komme med i et jagtselskab uden min hjælp. De skal ikke prøve at slå Dem sammen med nogen af de mænd jeg sender ud. De skal lade mine mænd være i fred. Jeg vil ikke have ansvaret. Jeg vil ikke have Dem på samvittigheden.”

“Jeg er ikke engang sikker på om jeg har lyst til at tage med på en jagt,” sagde Andrews søvnigt. “Jeg vil bare gerne tale med mænd som gør det.”

“Rakkerpak,” mumlede McDonald. “De rejser helt herud fra Boston, Massachusetts, bare for at blande Dem med rakkerpak.”

“Hvem skal jeg tale med, mr. McDonald?” spurgte Andrews.

“Hva’?”

“Hvem skal jeg tale med?” sagde Andrews igen. “Jeg vil tale med én der kender til det, og De sagde at jeg skal holde mig fra Deres folk.”

McDonald rystede på hovedet. “De hører ikke et ord af hvad man siger til Dem, vel? De har regnet det hele ud på forhånd.”

“Nej, sir,” sagde Andrews. “Jeg har ikke regnet noget ud. Jeg vil bare gerne vide noget mere om landet.”

“All right så,” sagde McDonald træt. Han lukkede hovedbogen som han havde siddet og fingereret med, og smed den oven i en stabel papirer. “Tal med Miller. Han er jæger, men han er ikke så slem som de andre. Han har været herude det meste af sit liv; i det mindste er han ikke så slem som rebellerne og de hårde yankeér. Måske vil han tale med Dem, måske ikke.

Det må De selv finde ud af.”

26

Butcher's Crossing.indd 26

17/03/15 11.22

“Miller?”¨spurgte Andrews.

“Miller,” sagde McDonald. “Han bor i en hytte nede ved floden, men der er nok større chance for at finde ham på Jackson’s. Der hænger de alle sammen døgnet rundt. De kan spørge Dem for: Alle kender Miller.”

“Tak, mr. McDonald,” sagde Andrews. “Jeg er meget taknemmelig for Deres hjælp.”

“De skal ikke takke mig,” sagde McDonald. “Jeg har ikke gjort noget for Dem. Jeg har givet Dem et navn på en mand.”

Andrews rejste sig. Svagheden havde sat sig i benene. Det er varmen, tænkte han, og alt det mærkelige her. Han stod et øjeblik og samlede kræfter.

“En enkelt ting,” sagde McDonald. “Bare en enkelt ting jeg vil bede Dem om.” Det så ud for Andrews som om han trak sig ind i halvmørket.

“Selvfølgelig, mr. McDonald. Hvad er det?”

“Hvis De beslutter Dem for at tage ud, så giv mig besked forinden. Bare kom herned og giv mig besked.”

“Selvfølgelig,” sagde Andrews. “Jeg håber vi kommer til at se meget til hinanden. Jeg har bare brug for lidt tid inden jeg beslutter mig for noget.”

“Det er klart,” sagde McDonald bittert. “Tag Dem al den tid De har brug for. De har masser af den.”

“Farvel, mr. McDonald.”

McDonald vinkede vredt og rettede så igen sin opmærksomhed mod papirerne på sit skrivebord. Andrews gik langsomt ud af skuret og op ad hjulsporet der førte op til landevejen. Da han nåede den, standsede han. Over for ham og nogle meter til venstre stod klyngen af popler; bag den måtte floden være, og vejen måtte krydse den; han kunne ikke se vandet, men han kunne se de høje bredder der var dækket af lavt buskads og ukrudt og bugtede sig ud mod horisonten. Han vendte sig og gik tilbage mod byen.

27

Butcher's Crossing.indd 27

17/03/15 11.22

Klokken var næsten tolv middag da han nåede hotellet; den træthed der havde overmandet ham i McDonalds skur, lå stadig tungt over ham. I hotellets spisesal spiste han lidt af noget sejt, stegt kød og nogle kogte bønner og nippede til den bitre, varme kaffe. Hotellets portier, som haltede ind og ud af spisesalen, spurgte ham om han havde fundet Miller; han svarede at det havde han; portieren nikkede og sagde ikke mere. Snart forlod Andrews spisesalen og gik op på sit værelse og lagde sig på sengen. Han så over mod vinduet hvis stof duvede let indad, indtil han faldt i søvn.

Butcher's Crossing.indd 28

17/03/15 11.22

AF FORFATTEREN TIL DEN INTERNATIONALE BESTSELLER

„Et nyt blik på den gamle historie om det vilde vesten.

Endelig … har en forfatter gjort, hvad al god fiktion skal gøre – give læseren et indblik i det at være menneske.“

STONER

– CHICAGO TRIBUNE

Sammen med bisonjægeren Miller og to andre mænd fra byen tager Andrews ud på en ekspedition til en mytisk kløft i Rocky Mountains i Colorado, hvor der efter sigende lever bisoner i tusindvis. Hvis jagten går godt, kan de alle blive meget rige.

JOHN WILLIAMS (1922-1994) voksede op i Texas. Inden han begyndte sine litteraturstudier, var han i flyvevåbnet og udsendt til bl.a. Burma og Indien. I 1954 vendte han tilbage til University of Denver som lærer, hvor han grundlagde kurset creative writing og underviste, indtil han gik på pension i 1985. Han skrev og fik udgivet to digtsamlinger og tre romaner, Butcher’s Crossing (1960), Stoner (1965) og Augustus, som blev tildelt National Book Award i 1973.

BUTCHER’S CROSSING

Året er 1873, og den unge mand Will Andrews opgiver sine universitetsstudier på Harvard, fordi han er draget af noget andet – af landet og ødemarken. Han ender i midtvesten, i den lille flække Butcher’s Crossing, hvor han møder letlevende damer, dunkle barlokaler og rastløse mænd med frihedstrang og store planer.

De fire mænds tur gennem det barske landskab bliver en kamp mod naturens kræfter og en kamp for overlevelse. Da mændene vender tilbage til Butcher’s Crossing, er de forandrede, men det er livet i byen også.

JOHN WILLIAMS

PRESSEN SKREV OM STONER „Den bedste bog, du aldrig har hørt om.“ – POLITIKEN

”Sagte og suverænt.”

– JYLLANDS-POSTEN

JOHN WILLIAMS

BUTCHER’S CROSSING

– BERLINGSKE

„Ganske enkelt fremragende og så rørende smukt skrevet.“ – WEEKENDAVISEN

„En af årets litterære sensationer.“ – KRISTELIGT DAGBLAD

„Ren litterær kærlighed.“ – ALT FOR DAMERNE

„Nervepirrende og dybt bevægende.“ – POLITIKEN OM STONER

„Williams … har skabt noget tidløst og stort.“ – THE GUARDIAN

Omslagsdesign: Harvey Macaulay / Imperiet Forfatterfoto: © Special Collections University of Arkansas Libraries

„En ægte romanperle.“

L I N D H A R D T O G R I N G H O F. D K

ROMAN

|

LINDHARDT

OG

RINGHOF