Byen brænder - læseprøve

Garth Risk Hallberg

BYEN BRÆNDER På dansk ved Mich Vraa

Lindhardt og Ringhof

Byen brænder - Læseprøve.indd 5

29/10/15 10.09

Byen brænder er oversat fra amerikansk efter City on Fire © Copyright 2015 by Garth Risk Hallberg All rights reserved Dansk copyright © 2016 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Bogen er sat med Janson hos Lymi DTP-service Og trykt hos Livonia Print Omslag: eyelab –Thomas Szøke efter original af Chip Kidd Forsideillustration: © Tetra Images / Alamy Forfatterfoto: Mark Vessey Printed in Lithuania ISBN: 978-87-11-33261-0 1. udgave, 1. oplag 2016 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Byen brænder - Læseprøve.indd 6

29/10/15 10.09

Til Elise, som tror

Byen brænder - Læseprøve.indd 7

29/10/15 10.09

Byen brænder - Læseprøve.indd 8

29/10/15 10.09

“There is your precious order, that lean, iron lamp, ugly and barren; and there is anarchy, rich, living, reproducing itself – there is anarchy, splendid in green and gold.”

“All the same,” replied Syme patiently, “just at present you only see the tree by the light of the lamp. I wonder when you would ever see the lamp by the light of the tree.” g.k. chesterton “Manden som var torsdag”

Byen brænder - Læseprøve.indd 9

29/10/15 10.09

Byen brænder - Læseprøve.indd 10

29/10/15 10.09

Prolog

kan man få alting leveret. Det er i hvert fald det princip jeg lever efter. Det er midt om sommeren, midt i livet. Jeg befinder mig alene i en lejlighed på West 16th Street og lytter til køleskabets rolige summen i rummet ved siden af, og selv om det ikke indehol­ der andet end en halv pakke mesozoisk smør som mine værter efter­ lod da de tog af sted til kysten, så kan jeg inden for fyrre minutter komme til at spise hvad som helst jeg kan forestille mig at få lyst til.

Da jeg var ung – yngre, burde jeg sige – kunne man endda få stoffer bragt til døren. Visitkort med et 212-nummer og det ensomme ord udbringning eller, mere almindeligt, et eller andet fis med terapeu­ tisk massage. Utroligt at jeg nogensinde glemte det.

Men: Det er en anden by nu, eller folk ønsker sig andre ting. På Union Square er de buske der diskret skærmede for hånd-­til-håndtransaktioner, væk og det samme er de mønttelefoner hvorfra man ringede til sin dealer. I går eftermiddag da jeg gik derover for at tage en pause fra arbejdet, var der nogle moderne dansere der havde gang i noget slowmotion under de genoplivede træer. Familier sad pænt på tæpper i det vinfarvede lys. Man ser den slags overalt nu, gadekunst som knap kan skelnes fra gadeliv, polkaprikkede biler i tomgang nede på Canal Street, aviskiosker pakket ind som fine ga­ I N e w Yo r k

Byen brænder - Læseprøve.indd 11

29/10/15 10.09

ver. Som om vores drømme nu bare er endnu en ting i kataloget over tilgængelige oplevelser. Men hvor sært er det ikke, at når alt det man ønsker sig, i den grad er inden for rækkevidde – overfloden af denne bys overflod – så minder det én om at det man virkelig tørster efter ikke er noget man kan finde derude.

Det jeg personlig har tørstet efter siden jeg ankom for seks uger siden, er at mit hoved skal begynde at føles på en bestemt måde.

Dengang ville jeg ikke have kunnet sætte ord på hvad jeg følte, men nu tror jeg at jeg kan sige at det er noget med en fornemmelse af at tingene når som helst kan forandres.

Jeg var en indfødt søn af byen engang – jeg sprang over sub­ wayens drejekors, rodede i containere og overnattede på fremmede hustage downtown – og den følelse var grundtonen i mit liv. Men nu om stunder møder jeg den kun i glimt. Alligevel har jeg sagt ja til at passe den her lejlighed indtil slutningen af september, og jeg håber så at det er nok. Den er formet som en klods fra et primitivt videospil: værelse og stue ude foran, spiseafdeling og soveværelse bagest med køkkenet hæftet på som en hale. Mens jeg sidder ved spisebordet og bakser med de her indledende bemærkninger, for­ tættes tusmørket uden for de høje vinduer og får askebægrene og papirstablerne foran mig til at ligne et andet menneskes.

Men det jeg virkelig holder mest af ved lejligheden, er ude bag­ ved, bag køkkenet og ud ad en sidedør: en veranda på stylter så høje at jeg lige så godt kunne være i Nantucket. Plankerne er ma­ let parkbænkgrønne, og under dem er der et tæppe af blade fra to afpillede gingko-træer. “Gård” er det ord jeg hele tiden har lyst til at bruge, men “luftskakt” ville også være en meget god beskrivelse; høje beboelsesejendomme indrammer det åbne område, så ingen kan komme derind. De hvide mursten på bygningen lige overfor skaller af i flager, og på de aftener hvor jeg har lyst til helt at opgive projektet, går jeg herud i stedet for og ser lyset krybe opad og blø­ des op efterhånden som solen glider ned ad endnu en regnløs him­ mel. Jeg lader telefonen sitre i min lomme og ser grenenes skygger strække sig op mod det fjerne blå hvor en jetstribe vokser i tykkelse mens den driver forbi. Sirenerne og trafikstøjen og radiolydene der når mig ovre fra avenuerne, er som minder om sirener og trafikstøj og radiolyd. Bag vinduerne i de andre lejligheder bliver tv-appara­ ter tændt, men ingen gider lukke persiennerne. Og jeg begynder [ 12 ]

Byen brænder - Læseprøve.indd 12

29/10/15 10.09

igen at føle at de linjer der har indrammet mit liv – mellem fortid og nutid, udenfor og indenfor, virkelighed og fantasi – går i opløsning.

At jeg selv måske endnu kan blive udfriet.

Der er trods alt intet i denne gård der ikke også var der i 1977; måske er nu slet ikke i år, men i stedet det år, og måske er noget af det der følger, slet ikke sket endnu. Måske flyver en molotovcock­ tail lige nu gennem mørket, måske flygter en journalist over en kir­ kegård; måske bliver en fyrværkers datter siddende i ensom vagt på en snedækket bænk. For hvis bevismaterialet peger i nogen bestemt retning, så er det at der ikke findes én enkelt version af byen. Eller hvis der gør, så er den summen af tusinder af variationer der alle kappes om den samme plads. Det er måske ønsketænkning; men jeg kan ikke slippe den tanke at kontaktfladerne mellem dette sted og min egen tabte by, ikke er fuldstændig helet, men har efterladt ar som jeg mærker når jeg sender mit hoved op ad brandtrappen mod det blå kvadrat af frihed jeg kan se deroppe. Og du derude: Er du ikke på en eller anden måde her sammen med mig? Jeg me­ ner, hvem drømmer ikke stadig om en verden der er en anden end denne? Hvem iblandt os er – hvis det betød at vi måtte opgive gal­ skaben, mysteriet, den fuldstændig unyttige skønhed i en million engang-mulige versioner af New York – selv nu klar til at opgive håbet?

Byen brænder - Læseprøve.indd 13

29/10/15 10.09

[ 14 ]

Byen brænder - Læseprøve.indd 14

29/10/15 10.09

FØRSTE BOG

VI HAR MØDT FJENDEN OG HAN ER OS

[ D e c ember 1976 –­J a n ua r 197 7 ]

Life in the hive puckered up my night; the kiss of death, the embrace of life.

—­t e l e v ision “Marquee Moon”

Byen brænder - Læseprøve.indd 15

29/10/15 10.09

Byen brænder - Læseprøve.indd 16

29/10/15 10.09

1

E

sig op ad 11th Avenue. Eller rettere: Det prøvede at bevæge sig; men det havde filtret sig ind i stålnettet på en indkøbsvogn som en eller anden havde efterladt i fodgæn­ gerfeltet, og hev nu arrigt og forpustet efter vejret, på nippet til at bryde i brand. Eller det indtryk havde Mercer Goodman mens han kæmpede med at gøre træets krone fri af vognens medtagne stålnet. Alt i denne tid var på nippet. På den anden side af gaden var der grimme sodstriber på kanten af de læsseramper hvor lokale dårekistelemmer tændte bål om natten. Luderne der slikkede sol her i dagtimerne, kiggede nu på gennem deres billige solbriller, og et kort øjeblik var Mercer sig smerteligt bevidst om hvordan han tog sig ud: en fløjlsklædt, bebrillet sort fyr der gjorde sit bedste for at bevæge sig baglæns mens en hvid gut med morgenhår og læderjakke prøvede at hive træets stamme fremad uden hensyn til indkøbsvognen. Så skiftede lyset fra DON’T WALK til WALK, og ved en mirakuløs kombination af jeg-skubber og du-trækker var de fri igen.

“Jeg ved godt du er irriteret,” sagde Mercer, “men kunne du prøve at slappe lidt af?”

“Slapper jeg ikke af?” spurgte William. t j u l e t ræ bevægede

[ 17 ]

Byen brænder - Læseprøve.indd 17

29/10/15 10.09

“Folk stirrer.”

Som venner eller endda bare som naboer var de et usandsynligt makkerpar, hvilket kunne være forklaringen på at den mand der drev drengespejdernes juletræsmarked bag tilkørselsrampen ved Lincoln Tunnel, havde tøvet så længe inden han tog imod deres penge. Det var også grunden til at Mercer aldrig kunne have invi­ teret William med hjem for at møde hans familie – og derfor også til at de var nødsaget til at holde jul alene. Man vidste det efter et enkelt blik, den buttede, brune borgerdreng; den senede, blege gadedreng: Hvad skulle dog kunne forene disse to andet end det seksuelles okkulte kraft?

Det var William der havde valgt det største træ der var tilbage.

Mercer havde bedt ham tænke på lejlighedens allerede overfyldte tilstand, for ikke at nævne det halve dusin karréer der lå mellem her og dér, men det var Williams måde at straffe ham for at han havde insisteret på overhovedet at købe et træ. Han havde skrællet to tiere af den seddelrulle han havde i lommen, og erklærede hån­ ligt, og højt nok til at juletræssælgeren kunne høre det: Jeg tager enden. Nu tilføjede han mellem dampende forpustede åndedrag: “Du ved godt ... Jesus ville have kastet os begge i de evige flam­ mer. Det står et sted i 3. Mosebog. Jeg kan bare ikke se fidusen i en Messias der smider folk i helvede.” Forkert testamente, kunne Mercer måske have indvendt, og for resten har vi ikke syndet sam­ men i ugevis, men det var af afgørende betydning ikke at lade sig provokere. Overspejderen var kun hundrede meter væk, for enden af et langt spor af grannåle.

Lidt efter lidt affolkedes gaderne. På denne tid af døgnet be­ stod Hell’s Kitchen mest af tomme grunde med murbrokker, ud­brændte bilchassiser og somme tider en af de her gutter der va­ skede bilruder mod forventet efterbetaling. Det så ud som om der var sprængt en bombe så kun de udstødte var tilbage, hvilket måtte have været et afgørende salgsargument for William Hamil­ ton-Sweeney dengang han flyttede til nabolaget sidst i ‘60’erne.

Faktisk var der sprængt en bombe et par år inden Mercer kom til. En gruppe med et af de der knudrede akronymer som han al­ drig kunne huske, havde sprængt en lastvogn i luften uden for den sidste fungerende fabrik og havde derved banet vejen for flere jam­ merlige loftslejligheder. I den ejendom hvor de selv boede, havde [ 18 ]

Byen brænder - Læseprøve.indd 18

29/10/15 10.09

man i et tidligere liv fremstillet Knickerbocker-pebermyntepastil­ ler. På nogle måder var det meget lidt der var forandret: Omdan­ nelsen fra erhverv til beboelse havde været sjusket og sikkert også ulovlig og havde efterladt gulvene med pulveriseret industriaffald mellem brædderne. Lige meget hvor grundigt Mercer skurede og skrubbede, slap han ikke for antydningen af kvalmende pebermyn­ telugt.

Eftersom vareelevatoren igen var i stykker, eller snarere stadig, tog det dem en halv time at få træet op på femte sal. William fik sin jakke smurt ind i harpiks. Hans lærreder var emigreret til hans atelier oppe i Bronx, men det eneste sted hvor der så ud til at være plads til træet, var foran vinduet i sofaområdet hvor grenene spær­ rede for solen. Mercer, der havde forudset dette, havde sørget for forsyninger der kunne muntre tingene op, lyskæder til at hænge på væggen, et juletræstæppe, en papkarton med alkoholfri æggepunch.

Han stillede tingene frem på køkkenbordet, men William lå bare og surmulede på futonen og spiste vingummi fra en skål mens hans kat, Eartha K., hvilede selvtilfreds på hans bryst. “I det mindste har du da ikke købt en julekrybbe,” sagde han. Hans ord sved, blandt andet fordi Mercer i samme øjeblik lå og rodede i skabet under vasken for at finde de figurer af de tre vise mænd som Mama havde sendt med sin sidste pakke.

I stedet fandt han den stak breve som han kunne have svoret på at han havde ladet ligge frit fremme på radiatoren samme morgen.

Under normale omstændigheder ville han ikke have fundet sig i det – han kunne ikke gå forbi en af Earthas hårboller uden at række ud efter fejebakken – men en bestemt uåbnet konvolut havde ligget der i en uge imellem anden og tredje rykker fra Americard Family of Credit Cards, redundans, sic, og han havde håbet at i dag måske var den dag hvor William endelig ville bemærke dens tilstedeværelse.

Han blandede stakken igen så den pågældende konvolut lå øverst, og lagde den tilbage på radiatoren. Men hans kæreste var allerede oppe for at plaske æggepunch over de grønne vingummier som var det en slags futuristisk morgenmadsprodukt. “Breakfast of champi­ ons,” sagde han. nærmest et geni til ikke at lægge mærke til det han ikke ville lægge mærke til. Endnu et fint eksempel: I dag, juleaf­ Fa k t i s k va r W i l l i a m

[ 19 ]

Byen brænder - Læseprøve.indd 19

29/10/15 10.09

ten 1976, var det halvandet år siden Mercer var ankommet til New York fra den lille by Altana, Georgia. Åh ja, jeg kender godt Atlanta, plejede folk at forsikre ham om i et nedladende muntert tonefald.

Nej, rettede han dem så – Al-tan-a – men med tiden holdt han op med at tage sig af det. Enkelhed var nemmere end præcision. Så vidt nogen derhjemme vidste, var han rejst nordpå for at undervise andetårsstuderende i engelsk på pigeskolen Wenceslas-Mockingbird i Greenwich Village. Men bag ved det havde det naturligvis været hans brændende ambition om at skrive Den Store Amerikanske Ro­ man (den var stadig brændende, men nu i en anden af ordets betyd­ ninger). Og bag ved det ... nå ja, den enkleste måde at formulere det på var at han havde mødt én.

Kærlighed var, sådan som Mercer hidtil havde forstået den, noget med vældige tyngdekraftfelter af pligt og uvilje som pressede sig ned over de involverede parter og forvandlede selv ligegyldig snak til en forpint kamp for at trække vejret. Og her var så et menneske der kunne undlade at ringe tilbage til ham i ugevis uden at føle det ringeste behov for at sige undskyld. En hvid mand der valsede rundt på 125th Street som om han ejede den. En 33-årig der stadig sov til klokken tre om eftermiddagen, selv efter at de var flyttet sammen. At William altid gjorde præcis hvad han havde lyst til, når han havde lyst, havde først været en åbenbaring. Det var pludselig muligt at adskille kærlighed og taknemmelighedsgæld.

Men på det seneste var det begyndt at se ud til at prisen for den befrielse var et stædigt nej til at se sig tilbage. William ville kun i de allermest vage vendinger tale om sit liv præ-Mercer: tiden med he­ roinafhængighed i begyndelsen af 70’erne der havde givet ham hans umættelige søde tand; stablerne af malerier som han nægtede at vise til hverken Mercer eller alle andre der kunne tænkes måske at have købt dem; det imploderede rockband Ex Post Facto, hvis navn han havde brændt ind i ryggen på sin læderjakke med en glødende ståltrådsbøjle. Og hans familie? Total tavshed. I lang tid havde Mer­ cer ikke engang anet at William var én af de Hamilton-Sweeney’er, hvilket svarede meget godt til at møde Frank Tecumseh Sherman og ikke komme i tanker om at spørge om der var en general i fa­ milien. William stivnede stadig, hvis nogen nævnte The Hamil­ ton-Sweeney Company, som om han havde fundet en negl i suppen og prøvede at fiske den op uden at alarmere sine bordfæller. Mercer [ 20 ]

Byen brænder - Læseprøve.indd 20

29/10/15 10.09

sagde til sig selv at hans følelser ikke ville have ændret sig en tøddel om så William havde været en Doe eller en Dinkelfelder. Men det var alligevel svært ikke at være nysgerrig.

Og det var før de yngste klassers tværreligiøse ferieforestilling tidligere på måneden som elevdekanen havde været meget tæt på at forlange at samtlige lærere skulle deltage i. Fyrre minutter inde i arrangementet havde Mercer forsøgt at distrahere sig selv med pro­ grammets endeløse rolleliste da et navn sprang ham i øjnene. Han lod en finger glide over bogstaverne i auditories svage lys: Cate Ha­ milton-Sweeney Lamplighter (børnekor). Han underviste som regel kun de ældre elever – med sine fireogtyve år var han den yngste lærer og tilmed den eneste afroamerikaner på skolen, og de mindre børn lod til at tage ham for at være en slags særlig velklædt pedel – men efter fremkaldelserne fandt han en kollega der underviste i bør­ nehaveklassen. Hun pegede i retning af en klynge økumeniske nisser i nærheden af scenedøren. Denne “Cate” var åbenbart en af dem.

Altså en af hendes, børnehaveklasselærerens. “Og ved du tilfældigvis om der er en William i familien?”

“Hendes bror Will, mener du? Han går i femte eller sjette klasse, mener jeg, på en skole uptown. Det er en skole for begge køn, så jeg ved faktisk ikke hvorfor de ikke lader Cate gå der også.” Kollegaen så ud til at bremse sig selv. “Hvorfor spørger du?” “Årh, ikke for noget,” sagde han og vendte sig for at gå. Det var som han havde troet: en misforståelse, et sammentræf, som han al­ lerede gjorde sit bedste for at glemme.

Men var det Faulkner der sagde at fortiden ikke engang var for­ tid? Den sidste uge, den sidste dag af semestret, efter at den sidste nølende stipendiepige havde afleveret sin sidste og afsluttende eksa­ mensopgave, havde en nervøst udseende, hvid kvinde materialiseret sig i døren til hans klasseværelse. Hun var pæn på den dér ungmor-agtige måde – hendes nederdel alene havde sikkert kostet mere end Mercers samlede garderobe – men det var ikke kun dét der fik hende til at virke bekendt; han kunne bare ikke helt sætte fingeren på det. “Kan jeg hjælpe Dem?” Hun kastede et blik i det papir hun havde i hånden, og så op på navnet uden på døren. “Mr. Goodman?”

“Det er mig.” Eller: Det er jeg? Svært at sige. Han foldede hæn­ derne på skrivebordet og prøvede at se ikke-truende ud, sådan som [ 21 ]

Byen brænder - Læseprøve.indd 21

29/10/15 10.09

han plejede at gøre når han kommunikerede med mødre.

“Jeg ved ikke hvordan jeg kan gøre det her taktfuldt. Min datter hedder Cate Lamplighter. Hendes lærer sagde at De havde nogle spørgsmål til hende efter forestillingen i sidste uge?” “Åh, nå, for pokker.” Han rødmede. “Det var en fejltagelse. Men jeg undskylder sandelig hvis det ...” Og så opdagede han det: den skarpe hage, de forskrækkede blå øjne. Hun kunne have været en kvindelig udgave af William, bortset fra at hendes hår var kastanje­ brunt i stedet for sort og klippet i en enkel pagefrisure. Og så selv­ følgelig det elegante tøj.

“De spurgte hende om hendes onkel, tror jeg, som vi har opkaldt hendes bror efter. Ikke at han ved det, for han har jo aldrig mødt ham. Min bror, mener jeg. William Hamilton-Sweeney.” I modsæt­ ning til hendes stemme rystede den hånd hun rakte frem, ikke det mindste. “Jeg hedder Regan.”

Forsigtig, Mercer, tænkte han. Her på Mockingbird var det en belastning bare at have et y-kromosom, og lige meget hvad de havde sagt da de ansatte ham, så gjaldt det samme for hans hudfarve. Han havde styret sin båd mellem en Skylla af for-meget og en Charyb­ dis af ikke-nok og arbejdet hårdt på at udstråle en tilbageholdende aseksualitet. Hans kolleger havde ingen grund til at tro at han boede sammen med andre end sine bøger. Men han kunne ikke lade være at synes godt om fornemmelsen af hendes navn i sin mund. “Regan.”

“Må jeg spørge hvorfor De interesserer Dem for min bror? Han skylder Dem vel ikke penge eller noget, gør han?”

“Uha nej, da. Slet ikke noget i den retning. Han er bare ... en ven.

Jeg vidste bare ikke at han havde en søster.”

“Vi har ikke rigtig nogen kontakt med hinanden. Har ikke haft det i årevis. Jeg ved faktisk ikke engang hvor han er. Jeg er ikke me­ get for at trænge mig på, men kan jeg måske give den her til Dem?” Hun trådte hen og lagde noget på katederet, og da hun trådte bagud igen, mærkede han et stik af smerte. Ud af det store, tavse hav der udgjorde Williams fortid, var en mast kommet til syne, men kun for atter at synke ned bag horisonten.

Vent, tænkte han. “Jeg var faktisk på vej hen på lærerværelset for at få en kop kaffe. Kunne De tænke Dem en kop?”

Der var ængstelse i hendes ansigt, eller sorg, abstrakt, men tyde­ lig. Hun var faktisk ganske flot, om end en smule for tynd. De fleste [ 22 ]

Byen brænder - Læseprøve.indd 22

29/10/15 10.09

voksne trak sig ligesom ind i sig selv og blev ældre og mindre kønne når de var kede af det; måske som resultat af en naturlig tilpasning der gradvis ville føre til en herskerrace af følelsesmæssigt immune hominider, men hvis det forholdt sig sådan, havde dette gen sprun­ get Hamilton-Sweeney-slægten over. “Det kan jeg ikke,” sagde hun endelig. “Jeg skal køre børnene hen til deres far.” Hun pegede på kuverten på bordet. “Hvis De kunne ... hvis De ser William inden nytår, give ham det og sige ... sige at jeg har brug for at han kommer i år.”

“Kommer hvorhen? Nej, undskyld. Det kommer naturligvis ikke mig ved.”

“Det har været en fornøjelse at hilse på Dem, mr. Goodman.”

Hun standsede i døren. “Og De skal ikke tænke på omstændighe­ derne. Jeg er bare glad for at at vide at han har nogen.”

Inden han kunne nå at spørge hvad hun mente med det, var hun væk. Han smuttede ud i gangen for at se efter hende; hendes hæle klikkede sig vej hen over kvadraterne af lys på flisegulvet. Så kiggede han ned på den lukkede kuvert i sine hænder. Der var ikke noget poststempel, kun en klat rettelak hvor adressen skulle have stået og navnet William Hamilton-­S ween ey III i hastigt nedskrevet kalli­grafi. Han havde ikke vidst at der også var et romertal. og havde dårlig samvittighed. Det ville måske have hjulpet at sove lidt længere, men mange års pavlovsk ritual havde gjort dette til en umulighed. Mama kom altid ind på deres værelser mens det stadig var mørkt, og smed sokker der var propfulde af Florida-appelsiner og billigt flitterstads i fodenden af hans og C.L.’s senge – og lod derefter som om hun blev overrasket når hendes sønner vågnede. Nu hvor han i teorien var voksen, var der ingen julesok, og han lå ved siden af sin snorkende kæreste i no­ get der føltes som ekstremt lang tid, og så lyset bevæge sig ind over gipsskillevæggen. William havde sømmet den op på ingen tid for at skabe en sovekrog i den store åbne loftslejlighed, og han havde aldrig taget sig tid til at male den. Udover madrassen var de eneste indrømmelser til lidt hjemlig hygge et ufærdigt selvportræt og et figurspejl der var hængt horisontalt for at være parallelt med sen­ gen. Han blev flov når han ind imellem tog William i at se i spejlet mens de var in flagrante, men det var en af de ting han vidste at H a n vågnede j u l em o rgen

[ 23 ]

Byen brænder - Læseprøve.indd 23

29/10/15 10.09

han ikke skulle spørge om. Hvorfor kunne han ikke bare respektere disse små lommer af umeddelsomhed? I stedet drog de ham tættere og tættere på sig indtil han i bestræbelserne på at bevare Williams hemmeligheder var tvunget til selv at have hemmeligheder.

Men selve tanken med jul var jo at man ikke skulle vende sig væk og ruge. Temperaturen var faldet dag for dag, og det varmeste over­ tøj William havde, var Ex Post Facto-jakken, så Mercer havde be­ sluttet at give ham en parka, en kokon af varme som ville omslutte ham hvor han gik og stod. Han havde lagt halvtreds dollars til side af sine sidste fem lønchecks og var gået i Bloomingdale’s mens han endnu var iført det som William kaldte sit lærerkostume – slips, blazer, ruskind på albuerne – men det gjorde tilsyneladende ingen forskel for hans held med at overbevise stormagasinets ekspedienter om at han var en legitim kunde. I stedet havde han en butiksdetektiv med et lille gnaveragtigt overskæg i hælene fra overtøj til herretøj til selskabstøj. Men måske var det forsynet, for ellers ville Mercer måske ikke have fået øje på den lange chesterfield-frakke. Den var pragtfuld, gyldenbrun og så blød som var dens uld spundet af kil­ lingepels. Fire knapper og tre inderlommer til pensler og penne og skitseblokke. Dens krave og bælte var i to andre nuancer end selve frakken. Den var så iøjnefaldende flot at William måske ville gå med den, og så var den varm som ind i helvede. Den kostede også en hel del mere end Mercer havde råd til, men en slags ekstatisk oprørsk­ hed eller oprørsk ekstase fik ham hen til kassen og derefter til gaveindpakningsdisken hvor frakken blev svøbt i papir med en sværm af påtrykte gyldne B’er. I halvanden uge havde den nu ligget gemt under futonen. Ude af stand til at vente længere lod Mercer som om han fik et hosteanfald, og inden længe satte William sig op i sengen.

Da Mercer havde brygget kaffe og tændt træets elektriske lys, lagde han den indpakkede æske på Williams skød.

“Hold op, den er tung,” sagde han.

Mercer børstede en nullermand væk. “Pak den op.”

Han studerede William indgående da låget udsendte sit lille pust, og silkepapiret raslede til side. “En frakke.” William forsøgte at præstere et udråbstegn, men at sige navnet på gaven var selvfølgelig noget man gjorde når man var skuffet.

“Prøv den.”

“Oven på min morgenkåbe?” [ 24 ]

Byen brænder - Læseprøve.indd 24

29/10/15 10.09

“Du bli’r nødt til det før eller siden.”

Først nu begyndte William at sige de rigtige ting: at han havde haft brug for en frakke; at den var flot. Han forsvandt ind i sovekro­ gen og blev derinde i overdrevent lang tid. Mercer kunne næsten høre ham vende og dreje sig foran det skæve spejl i et forsøg på at beslutte hvordan han havde det. Endelig kom han ud gennem perle­forhænget. “Den er alle tiders,” sagde han.

Sådan så den i det mindste også ud. Med kraven slået op un­ derstregede den Williams fine ansigtstræk, kindbenenes naturlige aristokrati. “Kan du lide den?”

“Frakken med de mange farver.” William mimede en række be­ vægelser: klappede sig på lommerne, vendte sig foran kameraet.

“Det er ligesom at have en jacuzzi på. Men nu er det din tur, Merce.”

I den anden ende af rummet blinkede træets pærer svagt i mid­ dagslyset. Der lå ikke andet på juletræstæppet end kattehår og et par grannåle; Mercer havde åbnet Mamas gave aftenen før mens han havde hende i telefonen, og han kunne se på den måde hun havde skrevet deres navne på gavemærket, at C.L. og Pop havde glemt eller afstået fra at sende deres egne gaver. Han havde forberedt sig på sandsynligheden af at William heller ikke havde købt en gave til ham, men fra sovekrogen fremdrog William nu en gave som han havde pakket så sjusket ind i avispapir som om han havde været fuld.

“Forsigtig,” sagde han og stillede den på gulvet.

Havde Mercer nogensinde været andet end forsigtig? En lugt af våbenolie overfaldt ham da han tog papiret af, og afslørede rækker af hvide taster: en skrivemaskine.

“Den er elektrisk. Jeg fandt den hos en pantelåner downtown.

Den er som ny. Man siger at det går meget hurtigere.”

“Det skulle du ikke ha’ gjort,” sagde Mercer.

“Den du har nu, er noget skrammel. Hvis det var en hest, ville du skyde den.”

Nej, det skulle han virkelig ikke. Mercer havde endnu ikke fundet ud af at forklare William at hans skriveris langsomme fremskridt – eller måske snarere mangel på samme – ikke havde noget at gøre med hans udstyr, i hvert fald ikke i ordets konventionelle betyd­ ning. For at undgå yderligere forstillelse slog han armene om Wil­ liam. Varmen fra hans krop trængte gennem selv den overdådige frakke. Så måtte William være kommet til at se på ovnens elektriske [ 25 ]

Byen brænder - Læseprøve.indd 25

29/10/15 10.09

ur. “Shit. Har du noget imod at jeg tænder tv’et?”

“Sig ikke der er kamp? Det er en helligdag.”

“Jeg vidste du ville forstå det.”

I et par minutter prøvede Mercer at sidde ved siden af William og se på hans elskede sport, men for ham var tv-transmitteret foot­ ball ikke mere interessant eller narrativt forståeligt end et loppecir­ kus, så han rejste sig og gik ud i det lille køkken for at få overstået højtidens andre byrder. Mens tilskuerne brægede, og reklamespots lovpriste fordelene ved dobbelte barberklinger og Velveeta pasta­ retter med ost, glaserede Mercer skinken og skar de søde kartofler i mindre stykker og åbnede vinen så den kunne ilte. Han drak ikke selv – han havde set hvad det havde gjort ved C.L.’s hjerne – men han mente at lidt Chianti måske kunne få William i det rette humør.

Varmen fortættedes over komfurets to blus. Han gik hen for at åbne vinduet på klem og forskrækkede nogle duer der havde sat sig til rette på hans vintertomme geranium-kasse. Eller den blok af slaggebeton der fungerede som sådan. Fuglene tog flugten ned gennem de gamle fabrikkers kløfter og forsvandt i skiftevis skygge og eksploderede i lys. Da han så hen på William, var frakken til­ bage i sin æske på gulvet ved siden af futonen, og jumboposen med vingummier var næsten tom. Han kunne mærke sig selv forvandles til sin mor.

I halvlegen satte de sig med tallerkener balancerende på knæ­ ene. Mercer havde regnet med at William, nu hvor der var pause i kamphandlingerne, måske ville slukke tv’et, men han skruede ikke engang ned for det og tog ikke blikket fra skærmen. “Alle tiders yams,” sagde han. Foruden reggae og Amateur Night at Apollo var kreolermad en af Williams selvvalgte tilknytninger til det sorte samfund. “Jeg ville ønske du ville lade være med at stirre sådan på mig.”

“Hvordan?”

“Som om jeg har slået din hundehvalp ihjel. Jeg beklager hvis den her dag ikke har levet op til dine forventninger.”

Mercer havde ikke været klar over at han stirrede. Han flyttede sit blik over til træet som allerede var ved at visne på sin alumi­ niumsfod. “Det er den første jul jeg ikke er hjemme,” sagde han.

“Hvis mit forsøg på at holde liv i et par traditioner gør mig til en drømmer, så er det sikkert fordi jeg er en drømmer.” [ 26 ]

Byen brænder - Læseprøve.indd 26

29/10/15 10.09

“Falder det dig nogensinde ind at det måske er afslørende at du stadig omtaler det som ‘hjemme’?” William duppede sin ene mund­ vig med servietten. Hans bordmanerer som var fine på en måde der adskilte sig fra resten af ham, burde have været et tidligt fingerpeg.

“Vi er jo voksne mennesker, Merce. Vi skaber vores egne traditio­ ner. Julen kunne for den sags skyld være tolv nætter på diskotek. Vi kunne spise østers til frokost hver dag hvis vi ville.”

Mercer kunne ikke afgøre hvor meget af dette der var oprigtigt ment, og hvor meget der bare handlede om at William var opsat på at vinde diskussionen. “Helt ærligt, William, østers?”

“Kortene på bordet, skat. Det her handler om den konvolut du bliver ved med at lægge hvor jeg ikke kan undgå at se den, ikke?”

“Jamen har du ikke tænkt dig at åbne den?”

“Hvorfor skulle jeg gøre det? Der er ikke noget i den som kan gøre mig i bedre humør end jeg allerede er. For satan!”

Det tog ham et øjeblik at blive klar over at William talte til foot­ ballkampen hvor en eller anden ubehagelighed bekendtgjorde at kampen nu var i gang igen.

“Ved du hvad jeg tror? Jeg tror du allerede ved hvad den inde­ holder.” Hvilket Mercer faktisk også selv gjorde. Eller han havde i hvert fald sine mistanker.

Han samlede konvolutten op og holdt den op foran tv-skærmen; en skygge tegnede sig dragende derinde, som hemmeligheden i hjertet af en røntgenoptagelse. “Jeg tror den er fra din familie.”

“Jeg vil bare gerne vide hvordan den er nået frem uden poststem­ pel.”

“Og jeg vil gerne vide hvorfor det er så stor en trussel.”

“Jeg kan ikke tale med dig når du er på den her måde, Mercer.”

“Hvorfor må jeg ikke ønske mig noget?”

“Du ved ganske udmærket at det ikke var det jeg sagde.”

Nu var det Mercers tur til at spekulere over i hvor høj grad han mente de ord der kom ud af hans egen mund, og hvor meget han bare gerne ville vinde. Ud ad øjenkrogen kunne han se køkkengrej, hylden med alfabetiserede bøger, juletræet, alt sammen fysiske ting som William havde ladet ham få, det var sandt. Men hvad med det følelsesmæssige? Men han havde allerede sagt for meget nu til at bakke ud. “Her er dit største ønske: Dit liv forbliver uforandret, men jeg snor mig om dig som en slyngplante.” [ 27 ]

Byen brænder - Læseprøve.indd 27

29/10/15 10.09

Et par lyse felter kom til syne på Williams kinder som det altid skete når grænsen mellem hans indre og hans ydre liv blev over­ trådt. Der var et kort øjeblik hvor han kunne have kastet sig hen over sofabordet. Og der var et øjeblik hvor Mercer ville have budt sådan en handling velkommen. Det ville måske have bevist at han var vigtigere for William end hans selvbeherskelse, og hvor ville det være nemt at komme fra et arrigt håndgemæng til en anden, sødere slags gemæng. I stedet rakte William ud efter sin nye frakke. “Jeg går ud.”

“Det er jul.”

“Det er en anden ting vi gerne må, Mercer. Vi må gerne være alene med os selv.”

Men Solitas radix malorum est 1, skulle Mercer senere tænke når han så tilbage. Døren faldt i og efterlod ham alene med den næsten urørte mad. Hans appetit havde også forladt ham. Der var noget undergangsagtigt over det svage eftermiddagslys der blev yderli­ gere svækket af juletræet og det sodlag der dækkede vinduesglasset, og over den kølige luft der trak ind ad den sprække han selv havde ladet stå åben. Hver gang en lastvogn kørte forbi, skælvede de fryn­ sede ender på vinens flettede hylster som nålene i et meget fint seismometer. Ja, alting, personligt som verdenshistorisk var under nedbrydning. Et kort øjeblik lod han som om han fandt adspredelse i de travle footballtrøjer på skærmen. Men i virkeligheden var han listet tilbage i sit kranium med en håndfuld småbitte skruenøgler for at foretage de justeringer der var nødvendige for at han kunne fortsætte med at leve på denne måde, med en kæreste der kunne finde på at gå fra en juledag.

1 Latin: Ensomhed er roden til alt ondt.

Byen brænder - Læseprøve.indd 28

29/10/15 10.09

2

P

havde Charlie Weisbarger, 17, brugt meget tid på sit udseende. Han var ikke forfængelig, det mente han ikke, og han var heller ikke specielt glad for sig selv, men udsigten til at se Sam igen trak han hele tiden tilbage til spejlet. Hvilket var pudsigt: Kærlighed forventedes at bære én ud over ens egne grænser, men af en eller anden grund havde hans kærlighed til hende – ligesom den musik han havde opdaget samme sommer, eller den bevidste nedbrydning af hans sanser – kun kastet ham tilbage på hans eget jegs kyster. Det var som om universet forsøgte at lære ham et eller andet. Han gik ud fra, at udfordringen var at nægte at lære.

Han tog et album fra stablen ved siden af anlægget og lagde en mønt oven på pickuppen for at holde den i rillerne. Den før­ ste Ex Post Facto-LP, fra ’74. Bonus-info: udgivet nogle få måne­ der inden bandet gik i opløsning og derfor også den sidste. Mens elektriske akkorder flåede i højttalernes membraner, hentede han en rund, sort æske fra skabshylden hvortil han havde forvist sine barndomsskatte. Et tykt lag støv klæbede til låget som skind på kold suppe. I stedet for at forsvinde da han pustede på det, hvirv­ lede det op og ind i hans mund, så han tørrede resten af med den nærmeste ting inden for rækkevidde, en gammel battinghandske å de t s ene s t e

[ 29 ]

Byen brænder - Læseprøve.indd 29

29/10/15 10.09

der lå krøllet sammen som et ekstra sæt nosser neden for hans sengebord.

Selv om han godt vidste hvad æsken indeholdt, undgik han aldrig at mærke et stik af ensomhed ved synet af bedstefars sorte pels­ hue; det var som at falde over en rede som fuglene for længst var fløjet fra. Den gamle bondehue, havde hans mor kaldt den – for eksempel: David, behøver han have Den gamle bondehue på igen? Men for Charlie ville det altid være Manhattan-huen, den som bedstefar havde haft på da de for to julemåneder siden var kørt ind til byen, bare de to. Deres påskud var en Rangers-kamp, men det de i virke­ ligheden skulle, og som han havde fået Charlie til at sværge på at han ville holde kaje med, var at tage ind og se Radio City Christmas Spectacular. Brysk som bare fanden havde han været, den gamle jøde, da han masede sig gennem folkevrimlen. Charlie kunne helt ærligt ikke se nogen mening med hemmelighedskræmmeriet; der var alligevel ingen der nogensinde ville tro på at hans bedstefar ville betale for at se sådan en flok shiksa’er steppe rundt. Bagefter stod de nok en time ved Rockefeller Centers skøjtebane og så på skøjteløberne. Charlie havde for lidt tøj på til kulden, men han vidste bedre end at beklage sig. Endelig rakte bedstefar hånden frem og åbnede sin knortede næve. På håndfladen lå, balsameret i vokspapir, en flødekaramel hvis opdukken i bedstefars hånd var et mysterium for Charlie. Den var som de sidste arvesmykker der blev smuglet ud af en krigszone: mere værdifuld fordi den havde været skjult.

Sandheden var at bedstefar havde ondt af ham. Siden den mira­ kuløse fødsel af tvillingerne, hans brødre, var det forbudt for alle at anerkende den kendsgerning at Charlie, storebroren, blev skubbet til side, men bedstefar ville sone den brøde – en ligefremhed som Charlie satte pris på. Han havde bedt om at få lov at rejse op til Montreal til hannukah i år, men mor og bedstefar bebrejdede stadig hinanden at Charlies far var død. Så det var næsten som to dødsfald i familien. Det eneste Charlie havde tilbage nu, var huen.

Det overraskede ham da han nu fandt ud af at bedstefars enorme hoved ikke havde været større end hans eget. Han pose­rede foran spejlet i sin skabsdør, i trekvart og i hel højre profil. Det var ikke til at sige hvordan han ville tage sig ud i Sams øjne, for bortset fra huen havde han kun underbukser og T-shirt på, og også fordi det var som om skiftende tågedis af tiltrækning og væmmelse lagde sig mellem [ 30 ]

Byen brænder - Læseprøve.indd 30

29/10/15 10.09

Charlie og spejlet. Hans lange hvide lemmer og de goi-agtige dun på hans kinder udløste en hormonel flimren, men for tiden fik han somme tider den samme følelse ud af et sitrende sæde i skolebussen, duften af babyolie, visse grøntsager med provokerende former. Og hans astma var et problem. Hans ketchuprøde hår var et problem.

Han sænkede huen og fyldte sit fuglebryst med luft. Han skiftede stilling for at skjule en bums på sit højre lår. (Var det overhovedet muligt at få en bums på låret?) Han sammenlignede sit spejlbillede med fotografiet på LP’ens cover: tre almindelige mænd, magre som han selv, og én uhyggeligt udseende transvestit. Han var ikke sikker på han kunne forestille sig huen på nogen af dem, men ikke desto mindre syntes han stadig den var flot.

Desuden havde han valgt den netop fordi den krænkede den gæl­ dende smagskanon. I det brede og gennemsnitlige midtersegment af det brede og gennemsnitlige Long Island havde 1976 været aprèsski-året. Målet var at se ud som om man havde stået storslalom på vej til skole: acrylsweatere og strikhuer og quiltede dynejakker med liftkort klipset fast til lynlåsene. Disse kort, som var iøjnefaldende gulnede, fordi det var uden for sæsonen, var den eneste grund til at Charlie kendte navnene på skistederne; hans familie stod som hovedregel ikke på ski. Og bedstefars hue ... nå ja, han kunne lige så godt have gået rundt med en pudderparyk. Men det var selve ideen med punk, havde Sam lært han. Oprøret. Omvæltningen. Minder om deres forbudte sommer, den halve snes ture til New York City, inden mor havde ødelagt det hele, sitrede herligt i ham, ligesom de havde gjort ugen før da han tog telefonen og hørte Sam i den anden ende. Men alt for snart sank glæden tilbage i følelsernes almindelige dynd: denne blanding af ro og fortrydelse, som om noget han både var og ikke var klar til at opgive, var ved at blive taget fra ham.

Han vendte pladen for det tilfælde at der var et riff som han var gået glip af, en nuance i fraseringen som han havde forsømt at lære udenad. Brass Tactics, hed pladen. Det var Sams yndlingsalbum; hun havde været helt gak med sangeren, den lille fyr i læderjakke og hanekam der viste fuckfinger på coveret. Nu var det også Char­ lies yndlingsalbum. I løbet af efteråret havde han hørt det om og om igen og bifaldet det som han ikke havde bifaldet noget siden Ziggy Stardust. Ja, han var også ensom. Ja, han havde også kendt til smerte. Ja, han havde ligget på siden på gulvet i loftskammeret [ 31 ]

Byen brænder - Læseprøve.indd 31

29/10/15 10.09

den eftermiddag da de begravede far, og lyttet til den varme vind i træerne udenfor, og ja, han havde hørt bladene skifte farve fra grøn til brun, og han havde tænkt på om der faktisk var nogen som helst mening med noget som helst. Ja, han havde siddet med det ene ben ud ad loftsvinduet det år og set sit kranium sprænges som en vand­ ballon på den revnede cement i indkørslen, men ja, han havde af en eller anden grund afholdt sig fra at springe, og måske var grunden det her. Han havde opdaget Ex Post Facto for sent til at opleve dem live, men nu var bandet, sagde Sam, gået sammen for at give nytårskoncert med en eller anden fyr som Sam kendte, til erstat­ ning for Billy Three-Sticks på vokal, og med løfte om et eller andet pyroteknisk som afslutning. Det dér “en eller anden fyr” nagede ham, men havde hun ikke lige indrømmet at hun havde brug for ham – altså Charlie?

Sneen samlede sig på sålbænken uden for vinduet mens han gen­ nemgik sin kommode en sidste gang. At ryste af kulde var uman­ digt, og han var fast besluttet på ikke at komme til at fryse. På den anden side fik hans lange underhylere ham til at se kønsløs ud, og når Sam lynede hans bukser ned i aften – når de befandt sig alene sammen i hans fantasis måneoplyste værelse (den samme forvent­ ning der fik ham til at stikke et aldrende kondom, størrelse mag­ num, i lommen) – ville han ikke ødelægge det. Han besluttede at han som et kompromis ville tage sine pyjamasbukser på under sine jeans. De ville få hans jeans til at se strammere ud, som om han var det femte medlem af Ramones. Han tog et dybt hiv af sin inhalator, slukkede for stereoanlægget og tog tasken over skulderen.

Ovenpå var hans mor ved at vaske op. Tvillingerne sad på det løse linoleumsgulv ved hendes fødder og skubbede en legetøjsbil frem og tilbage. En Matchbox-bil, så Charlie, med en plasticfigur bundet til taget med et gummibånd som om den var bagage. “Han syg,” forklarede Izzy uden at være spurgt. Abe lavede en “Ba buu”-ambu­ lancelyd. Charlie skulede til dem. Nu var mor blevet opmærksom på hans tilstedeværelse, og han kunne ikke forestille sig at alt på ham ikke lyste af snyd og uærlighed da hun vendte sig om mod ham.

Så fik han øje på den snoede ledning mellem hendes hoved og den vægmonterede telefon. “Er det dig, skat?” sagde hun. Og ned i tele­ fonen: “Han er lige kommet.” Han ville have spurgt hende hvem hun talte med, hvis det ikke var fordi han allerede vidste det. [ 32 ]

Byen brænder - Læseprøve.indd 32

29/10/15 10.09

“Ja, jeg smutter,” sagde han forsigtigt.

Hun havde sat telefonrøret i spænd mellem skulder og hage.

Hendes arme fortsatte med at lave opvaskebevægelser over vaskens dampende vand. “Havde du brug for et lift?”

“Jeg skal bare hen til Mickey. Det er i gåafstand.”

“De siger at snevejret bliver værre inden det bli’r bedre.”

“Mor, jeg klarer det.”

“Nå. Men så ses vi til næste år.”

Vittigheden forbløffede ham et øjeblik, sådan som den gjorde hvert år, lidt ligesom den første gang en pige nev ham på St. Pa­ trick’s Day. Selv efter at han havde forstået den, var det som om en bitter væske var steget op i hans hals. Det han virkelig håbede på, var at hun skulle vende sig og se på ham og prøve at standse ham.

Men hvorfor? Han listede bare ud for natten og ville komme tilbage ved daggry, og alt ville være som det plejede for der var aldrig noget der forandrede sig.

Udenfor, og uden for rækkevidde af husets komplekse og magi­ ske evne til at holde ham fanget, blev hans bevægelser lettere. Han hentede sin cykel fra siden af garagen og skjulte sin weekendtaske bag centralvarmefyret. Tasken havde attrapfyld bestående af snavse­tøj fra gulvet i hans værelse. Sneen faldt tættere nu og var begyndt at lægge sig på fortovet som et glat stykke madpakkepapir. Hans cykeldæk tegnede store, sorte kurver efter ham. Da han kørte un­ der en gadelampe, rejste et monster sig af jorden længere fremme: tyndt forneden, enormt over skuldre og manke (hans tykke jakke, hans lodne hue). Han cyklede videre og kneb øjnene sammen mod sneens dartpile.

På trods af byrådets anstrengelser kunne Flower Hills centrum ikke helt skjule sin natur. I dagtimerne foregav det udtrådt urbani­ tet – der var en blomsterhandler, en brudebutik, en ikke-ret-god pladebutik – men om aftenen viste de oplyste facader koordinaterne i byens virkelige fornødenheder. Massage. Tatoveringer. Våben og Pantelåner. Uden for en mennesketom deli roterede en elektrisk animeret julemand stift til “Bjældeklang” med benene lænket til et ståltrådshegn. Charlie, som ikke længere kunne mærke sine hæn­ der, standsede og gik ind og slugte en kop kaffe. Den begyndte at virke ti minutter senere da han gemte sin cykel under nogle buske ved stationen. Han måtte virkelig se at få fat i en lås. [ 33 ]

Byen brænder - Læseprøve.indd 33

29/10/15 10.09

Sam stod og ventede i en lyskegle i den fjerneste ende af perronen.

Der var gået et halvt år siden han havde set hende sidst, men han kunne se på den måde hun gnaskede i tommelfingerneglen på sin ci­ garethånd, at der var noget der gik hende på. (Eller han burde i hvert fald være i stand til at se det på grund af deres telepatiske forbindelse.

Hvor mange nætter siden sin stuearrest havde han ligget vågen og talt med hende i sit hoved? Men sandheden var at telepati, gnosis og alle de andre superkræfter som han ved forskellige lejligheder havde forestillet sig at være i besiddelse af, ikke fandtes. Der var ingen i den virkelige verden der kunne se gennem vægge. Ingen (tænkte han senere, efter at det der skete, var sket) ville kunne vende tidens pil.) Utroligt nok så hun ham ikke glide i sneen da han skyndte sig over mod hende. Selv da han næsten var henne ved hende, fortsatte hun med at stirre op på stationsurets månefjæs og de hvide snefnug der forsvandt deroppe. Han havde lyst til at lægge armen om hende, men deres kroppes vinkel var forkert, og han nøjedes med at daske hende på skulderen – hvilket kom til at virke svagt og slet ikke som det udtryk for hengivenhed som det ville have været i mere øvede hænder end hans, så han førte det videre i en lille dans og slog hul­ ler i luften så han kunne lade som om han havde ramt hende ved et tilfælde. ’Ey! ’O! Let’s go! Og endelig vendte hun sig og lod ham se det ansigt der havde været ham nægtet i så lang tid: de brændende mørke øjne, opstoppernæsen med sølvringen, munden der var som skabt til film, lidt for bred, og hvorfra hendes røghæse stemme – det bedste ved hende – nu kom ud imod ham. “Længe siden.”

“Nå ja. Jeg har haft travlt.”

“Jeg troede du havde stuearrest, Charlie.”

“Også det.”

Hun rakte ud efter pelshuen. Charlies kinder blussede mens hun inspicerede den selvpåførte hårskade der indirekte havde medført hans eksil. Du ligner en psykiatrisk patient, havde hans mor sagt. Det var næsten vokset ud igen. I mellemtiden havde Sam gjort noget ved sit eget hår, klippet det drengekort og farvet det fra karamel til sort. Hun var næsten lige så høj som Charlie, og i den mørke blazer der skjulte hendes former, lignede hun Patti Smith på coveret til Horses – deres yndlingsalbum nummer to. Selv om det var umuligt at sige hvad hun lyttede til nu, efter at hun var taget på college i New York. Da han spurgte hvordan det var at bo på kollegie, sagde [ 34 ]

Byen brænder - Læseprøve.indd 34

29/10/15 10.09

hun at det var røv og nøgler. Han tilbød hende huen. “Vil du låne den? Den er varm.”

“Jeg har kun ventet et kvarter.”

“Vejen er temmelig glat. Og jeg var nødt til at stoppe og få en kop kaffe. Desværre ingen bil.” Han nævnte aldrig hvor slem hendes kæderygning var for hans astma, og til gengæld lod hun som om hun ikke så ham fylde lungerne med kemi fra den åndede inhalator.

“Min mor tror jeg overnatter hos Mickey Sullivan, hvilket siger lidt om hvad for en planet hun bor på.” Men Sam havde allerede vendt sig om mod skinnerne hvor de slog et sving væk fra perronen og ind i mørket. Et lys nærmede sig glidende som en cool, hvid baseball kastet i en perfekt slider mod home plate. 20:33 til Penn Station.

Om et par timer ville nytårskuglen falde på Times Square, og mænd og kvinder over hele New York ville vende sig mod den person der stod nærmest, og give vedkommende et uskyldigt eller knap så uskyldigt kys. Han prøvede at bilde sig selv ind at den spænding han følte da de gik ind i toget, bare var koffein. “Som om det rager mig hvad Mickey synes. Den klovn vil ikke engang nikke til mig i kanti­ nen længere.” De tre – Mickey, Charlie og Samantha – skulle have været i samme klasse på high school. Men Sams skrækindjagende fyrværkeri af en far, havde sendt hende hen til nonnerne og derefter til en privatskole i det rigtige New York. Det havde åbenbart virket; Sam var kun et halvt år ældre, men havde været begavet nok til at springe sjette over og gik nu på NYU. Hvorimod han og Mickey lå i bunden og ikke længere var venner. Måske burde han faktisk have fundet en der var mere indstillet på at fungere som aftenens alibi, for hvis mor ringede til Mickeys forældre efter midnat for at takke dem (ikke at hun ville huske det, men hvis), ville han sidde i lort til halsen, en stinkende, klæg dynge af det. Og hvad hvis hun fandt ud af hvorfra han havde fået penge til at betale to returbilletter til New York City? Han ville blive spærret inde på sit værelse indtil cirka 1980. “Har du billetterne?”

“Jeg troede det var dig der gav,” sagde hun.

“Jeg mener til Ex Post Facto.”

Hun hev en krøllet flyer op af lommen. “Det er Ex Nihilo nu. Ny sanger, nyt navn.” Et øjeblik så hun lidt trist ud. “Men det er jo ikke opera. Der er ikke sådan noget med billetter.”

Han fulgte efter hende ned gennem gangen under de flimrende [ 35 ]

Byen brænder - Læseprøve.indd 35

29/10/15 10.09

lys og ventede så længe han kunne, inden han mindede hende om at han ikke kunne køre baglæns på grund af sin mave. Hendes ansigt blev spidst; et kort sekund var han bange for at han allerede havde kastet uheld over deres (han kunne ikke lade være med at tænke ordet) date. Men hun havde åbnet døren og førte an ind til plad­ serne i den næste vogn.

Long Island Rail Road tilhørte de unge den aften. Selv de voksne var unge. Og de var få nok til at hver lille gruppe af folk på vej til fest kunne lade adskillige rækker af røde og blå 200-års jubilæumssæder stå tomme som bufferzoner imellem sig. De talte meget hø­ jere end voksne ville have gjort, og det var tydeligt at det var me­ ningen at de ville høres, det var en slags forebyggende middel, en måde at sige: Jeg er ikke bange for dig. Charlie spekulerede på hvor mange mødre fra Nassau County der ikke anede hvor deres børn befandt sig i aften – hvor mange mødre der ganske enkelt havde givet dem deres frihed. Så snart konduktøren havde været igennem vognen, kom øllene frem. En eller anden havde en transistorradio, men højttalerne var elendige, og det eneste man kunne høre ved den lydstyrke, var en stemme der klagede sig liderligt. Sikkert Led Zeppelin hvis tolkienske guitarsoloer havde været lydtæppe i den bilvask hvor Charlie havde arbejdet det første år i high school, men som han havde forsaget sidste sommer da Sam stemplede Robert Plant som en kryptomisogyn showpony. Sådan kunne hun være somme tider, skarp og fuld af ild, og hendes tavshed overrumplede ham nu. Da en fyr et par rækker fra dem fintede et kast med en øldåse, rakte Charlie ud efter den som en anden klovn. Fyrens venner lo.

“Narrøve,” mumlede Charlie i sit mest svidende tonefald, men ikke højt nok til at de kunne høre det, hvorefter han sank tilbage i det knirkende, fremadvendte kunstlædersæde. Sam havde vendt sig væk for at stirre ud på Queens’ huse der gled oplyste forbi uden for vin­ duet, eller også på duggen fra sin egen ånde der forvandlede dem til spøgelseshuse. “Hey, er der noget galt?” sagde han.

“Hvorfor?”

“Det er nytårsaften, ikke? Men det virker ikke som om du er sådan rigtig i festhumør. Og var det ikke meningen du skulle lave noget om det her til dit blad?” Det sidste års tid havde hun udgivet et duplikeret fanblad om punkscenen downtown. Det var en stor del af den hun var, eller havde været. “Hvor er dit kamera?” [ 36 ]

Byen brænder - Læseprøve.indd 36

29/10/15 10.09

Hun sukkede. “Jeg ved det ikke, Charlie. Jeg må have glemt det.

Men jeg har husket den her til dig.” Hun stak hånden i sin taske der var fra et militært overskudslager, og tog en brun flaske uden etiket op. “Det var det eneste jeg kunne finde i sprutskabet. Alt det andet er efterhånden vand.”

Han snusede til det. Ferskenlikør. Han løftede flasken op til munden og håbede at der ikke var bakterier på. Han tørrede læ­ berne med ærmet. “Er du sikker på der ikke er noget i vejen?”

“Ved du godt at du er den eneste der nogensinde spørger mig om det?” Hun lagde hovedet på hans skulder. Han kunne stadig ikke af­ gøre hvad hun tænkte på, men spiritussens medicinske varme havde nået hans indvolde, og at kysse hende – making her, som R. Plant ville have udtrykt det – lod igen til at være inden for det muliges rækkevidde. Under resten af turen måtte han hele tiden tænke på præsident Fords kæbeflæsk for at undgå at få fuldt jern på.

Men på Penn Station blev Sam rastløs igen. Hun hastede gennem menneskemylderet og lugten af hotdogs, hoveder der bevægede sig for hurtigt til at øjet kunne skelne dem fra hinanden. Charlie, der ikke længere kunne kalde sig ædru, fik en vision af et voldsomt lys der strålede ind fra et sted bag ham og stak ild til hvert eneste kun­ stigt sorte hår på hendes baghoved, hendes kollektion af øreringe, det sjove, alfeagtigt flade stykke øverst på hendes ører – som om et filmhold fulgte efter hende og belyste hende. Et lys der ikke blev reflekteret af ting, men kom fra tingenes indre. Fra hendes indre.

De sprang på et eksprestog nummer to mod Flatbush Avenue som ved et sært lykketræf var halvtomt, og da de accelererede gen­ nem en lokal station, var det som om toget gentog konduktørens forvanskede stavelser Flat-bush, Flat-bush. Sam drejede sig i sædet.

Jerndragere på den aflange perron huggede lyset op i korte blitz­ glimt. For første gang så Charlie en lille tatovering i hendes nakke.

Den lignede en kongekrone tegnet af et klodset barn, men han ville ikke spørge til den og derved minde hende om alle de ting ved hende som han åbenbart ikke længere kendte til. Han gav slip på stangen som han havde holdt fast i, og stak hænderne i lommen mens han forsøgte at absorbere togets stød i sin krop – Flat-bush, Flat-bush.

Det var en leg hun havde lært ham, og som hun kaldte “subwaysurf­ing”. Den første der mistede fodfæstet, havde tabt. “Se,” sagde han. Da hun ikke fulgte op, prøvede han igen. “Jeg kan slå dig.” [ 37 ]

Byen brænder - Læseprøve.indd 37

29/10/15 10.09

“Ikke nu.” Hendes stemme havde intet af den moderlige overbæ­ renhed han var vant til, og igen følte han aftenen glide sig af hænde, forsvinde ligesom lyset på de stationer de kørte igennem.

“Bedst ud af fem.”

“Du er så barnlig somme tider, Charles.”

“Det dér ved du godt hvad jeg mener om.”

“Så hold op med at opføre dig som en Charles.”

Det gjorde ham forlegen at hun sagde det så højt. Enhver der ikke vidste bedre, kunne have troet at hun ikke engang brød sig om ham. Så han lod sig dumpe ned på bænken overfor, som om han selv havde besluttet at det var der han hørte til. Ved 14th Street sad en af dørene fast så der kun var en meget smal sprække at mase sig ud igennem. Og han var selvfølgelig en gentleman og lod hende gå først, men fik ikke nogen tak for det. Så kørte de med lokaltoget et enkelt stop og gik op ved Christopher Street. Inden han var blevet spærret inde, havde de tit hængt ud her og spist is og taget sjove piller og drukket hendes fars whisky. Ud på eftermiddagen sad han halvt bombet og fyrede vitser af om homoerne der gik ind i sex­butikkerne, mens bygningerne længere sydpå knejsede som lodrette kongeriger. Himlen der havde strakt sig over dem som et vældigt dunkende orange og blåt trommeskind, skallede nu og faldt af som gammel maling. Og han var ved at brænde op i sine buksers dob­ belte lag stof. Han sagde til hende at han skulle tisse.

“Vi skal ligesom nå noget her, Charlie.”

Men han smuttede ind på et pizzeria-toilet med et Kun for gæster!-skilt på døren. Bag den låste dør tog han sine jeans og pyjamasbukser af, rullede sidstnævnte sammen og proppede dem i jakkelommen inden han tog bukserne på igen. Fyren bag disken stirrede vredt på ham da han gik ud igen.

“Altså hvis du skal være sådan ...” begyndte hun.

“Hvordan?”

“Sådan her. Jeg kan mærke hvordan du dirrer af nervøsitet. Og gider du lige se dig for? Du spærrer fortovet.”

Og det gjorde han, opdagede han. De tværgående gader fra West til East Village var proppet med turister og freaks og andre stude­ rende fra NYU. Men hvornår var hun begyndt at interessere sig for at tage hensyn til andre mennesker? “Sam, jeg har det altså som om du er rasende på mig, og jeg har ikke gjort dig noget?” [ 38 ]

Byen brænder - Læseprøve.indd 38

29/10/15 10.09

“Hvad er det du vil mig, Charlie?”

“Jeg vil ikke noget,” sagde han, faretruende tæt på at klynke.

“Det var dig der ringede til mig, ikke? Kan du huske det? Jeg vil bare være venner igen.”

Det tænkte hun over et sekund. Hvis der havde været et eller andet tegn han kunne have givet hende, et hemmeligt skolehånd­ tryk; spytte i håndfladen, tegne et kors, så ville han have gjort det.

“Okay,” sagde hun, “men lad os nu bare komme derhen hvor vi skal, ikke?”

Derhen hvor de skulle, var en dueoverskidt tidligere bankbyg­ ning på en særlig nedslidt del af Bowery Street, et palæ hvis søjleprydede indgangsparti var et mylder af graffiti som hun engang ville have insisteret på at fotografere. Køen strakte sig ud ad en sidedør, og de tog opstilling bagest under en upålidelig gadelampe.

En sikkerhedsnål blinkede til Charlie fra ansigtet på en høj fyr der stod en halv snes numre længere fremme; han lignede en troldeagtig fyr som han engang havde mødt ikke så langt fra det her sted, og som var en af Sams venner. Charlie kom i tanker om sin hue.

Han ville gerne tage den af før fyren, hvis det altså var den samme fyr, fik øje på dem, men lyset var blevet slukket. Da det vendte til­ bage, puffede han til Sam. “Hey, kender du ikke ham?”

Hun så sig irritabelt omkring. “Hvem?” Men sikkerhedsnålen var blevet opslugt af bygningen, og hendes blik faldt på en anden mand der havde samme størrelse og form som et industrikøleskab og som åbnede og lukkede den brandsikre ståldør tilsyneladende uden at se de mennesker der passerede ind ad den. “Nå, det er bare Bullet.”

Det var som om hun nærmest samlede på disse obskure forbindel­ ser til ældre mænd. Ham her var dækket af tatoveringer – klinger af sort blæk der strakte sig langs hans hals og videre op over hans karamelbrune ansigt som krigsmaling – og klædt i læder fra top til tå og med en ørering formet som en kniv. “Det er udsmideren.”

“Jeg har ikke noget ID,” hviskede Charlie.

“Hvad skal du med ID? Vær cool. Gør ligesom mig.”

Han trak pelshuen ned over øjnene og tvang sig selv til at rette sig op. Hans anstrengelser for at se voksen ud viste sig at være spildte; udsmideren løftede Sam op fra jorden i et bjørneknus, og hans fjæs flækkede i et bredt, lyserødt grin. “Jeg troede ikke at vi ville få dig at se i aften, søde.” [ 39 ]

Byen brænder - Læseprøve.indd 39

29/10/15 10.09

“Der er jo lidt at se til, ikke?” sagde hun. “Du ved hvordan det er.”

“Hvem er bønnestagen?” Han nikkede i retning af Charlie uden at se på ham.

“Det er Charles.”

“Charles ligner en strømer med den hue.”

“Charles er cool. Sig dav, Charles.”

Charlie mumlede et eller andet, men rakte ikke hånden frem.

Han var lidt bange for sorte mennesker i almindelighed og i særdeleshed for denne mand der, hvis han skulle få lyst, kunne knække Charlie over sit knæ som et stykke pindebrænde. Hvis han da overhovedet var sort og ikke simpelt hen bare oversortsmusket eller tyrker eller sådan noget – tatoveringerne gjorde det svært at se.

“Du,” sagde Sam og lænede sig frem. “Har der været nogen og spørge efter mig?”

“Efter dig?”

“Ja, altså ... er der nogen der har spurgt om jeg var her? En tjek­ ket fyr? Flot? I trediverne? Sådan lidt ... ikke herfra?” Hun rystede lidt, skinnende af våd sne, forventningsfuld. Charlie gjorde sit bed­ ste for at hans ansigt ikke skulle røbe noget. Lad dem aldrig se at du bløder, havde bedstefar sagt inden han forsvandt ind i en DC-10 en uge efter shiva.

I mellemtiden var noget der lignede medlidenhed, et: Hvor er dine forældre henne?-udtryk dukket op bag udsmiderens joviale maske. “Jeg ved ikke, skat. Jeg har været her siden klokken otte, og som jeg sagde, jeg regnede ikke med at se dig.”

“Charlie,” sagde hun. “Kan du ikke blive her ved Bullet lidt mens jeg går ind og tjekker noget?” Så han ventede og forsøgte at kante sig væk fra udsmideren ved at skifte vægten fra den ene fod til den anden. Et par duer sad og puttede sig på gadelampens bøjede hals.

En person der var klædt som en mimer, men ikke havde brug for makeup for at se ligbleg ud, kom brasende ud ad døren og faldt på det isglatte fortov. Hun lo og lo, og Charlie ville egentlig gerne gå hen til hende, men ingen andre reagerede. Udsmideren trak på skuldrene som for at sige: Hvad skal man sige til det?

Og hvad var han? Jubilæumssommeren, det år landet fyldte to hundrede år; Sams sommer, var kommet som en glasblå bølge og [ 40 ]

Byen brænder - Læseprøve.indd 40

29/10/15 10.09

havde samlet hans jammerlige liv op i ét stejlt løft og kastet det fremad i så skrå en vinkel at han måtte lægge hovedet tilbage for at se kysten. Men som det sker for alle bølger, var også denne bræk­ ket, og han havde for resten også altid været bange for højder. Han havde set hende en enkelt gang bagefter, fra passagersædet i den stationcar som hans mor ikke længere ville lade ham køre. Hun sad ved et busstoppested i Manhasset. Måske så hun også ham, men et eller andet havde holdt ham tilbage, og noget havde også holdt hende tilbage – den del af hende som han nu kunne se var blevet herude, var redet videre på en endnu stærkere bølge og havde af­ prøvet byen for at se om den var stærk nok til hende. Vær cool, sagde han til sig selv. Bare vær cool.

“Charlie, hør lige engang,” sagde Sam da hun kom ud igen. “Hvis nu det viste sig at jeg var nødt til at tage uptown, ville du så være okay her en times tid?”

Han ville naturligvis have gjort hvad som helst for hende. Han ville have droppet Ex Post Facto, eller hvad de kaldte sig nu om dage, hvis hun bad ham om det. Men hvad skete der når det hun bad ham om, var at gøre ingenting? “For fanden altså, Sam? Jeg troede du ville holde nytår sammen med mig.”

“Det vil jeg også, men jeg vil føle mig som en total lort hvis du går glip af første sæt, og jeg skal bare ... Det er altså et problem som jeg ikke kan udskyde længere.” På den anden side af husmuren sig­ nalerede lyden af en tromme overgangen fra en plade til livemusik.

“De går i gang nu. Er det okay?” Hun vendte sig om mod udsmide­ ren. “Bullet, passer du på Charlie her?”

“Kan han ikke passe på sig selv? Er Charlie svagt begavet eller noget?”

“Det her er fucked-up,” sagde Charlie uden at tale til nogen be­ stemt.

“Bullet –” Udsmideren rakte op, lavede en tang af sin store tommel- og pegefinger og løftede kanten af bedstefars hue så Charlie kunne se op i hans øjne. “Jeg tager gas på dig, mester.”

Charlie lukkede ham ude og koncentrerede sig om Sam. “Hvad skete der med ‘Jeg har brug for dig, Charlie’?”

“Jeg har brug for dig, Charlie. Jeg får brug for dig. Hør lige, hvis jeg ikke er tilbage klokken elleve, så kom op efter mig. Du kan finde [ 41 ]

Byen brænder - Læseprøve.indd 41

29/10/15 10.09

mig klokken kvart i tolv på bænkene ved 72nd Street IND station.

Ved du hvor det er?”

“Selvfølgelig ved jeg hvor det er.” Han anede ikke hvor det var.

“Lige meget hvad, så sværger jeg på at vi går ind i det nye år sammen.” Hendes flade hånd mellem huens øreflap og hans kind var som en kølig dukkert på en varm dag. Så tog hun nogle skridt baglæns, og for første gang siden de mødtes på LIRR-perronen, var det som om hun faktisk så ham. På trods af de hemmeligheder som hun tydeligvis stadig havde ville han gerne tro på hende. Han ville gerne tro at det var muligt at denne vilde, frie skabning havde brug for ham. Men hun var væk. Udsmideren, Bullet, slog døren op. Charlie tænkte på en bil med åbne døre der trillede hen over parkeringspladsen ved skolen og accelererede uden for rækkevidde mens stemmerne fra dens kabine råbte: Kom nu, Weisbarger. Hop ind.

Men det var ikke virkeligt længere – ligesom det ikke var virkeligt at han allerede havde kysset Sam i kælderen under det mærkelige hus på East 3rd Street for alle de måneder siden. Det der var virkeligt, i det vakuum hun havde efterladt, var mindet om hendes hud mod hans hud og musikken der nu blæste ud fra klubbens mørke svælg.

Byen brænder - Læseprøve.indd 42

29/10/15 10.09

00

01

02

03

04

05

06

07

08

09

10

11

12

13

14

15 00

16 01

17 02

18 03

19 04

20 05

21 06

22 07

23

24

25

26

27

28

29

30

31

32

00 01

”En stor, fantastisk debutroman.” – New York Times

02 03 04 05 06

NEW YORK CITY, 1976. Byen forbereder sig på nytårsaften.

07 08

I Hell’s Kitchen aflyser William Hamilton-Sweeney sine nytårs­­­­ planer med kæresten Mercer.

12 13 14 15 16 17

ræderi og tilgivelse; om kunst, sandhed og rock’n’roll; om hvad mennesker har brug for hos hinanden for at overleve ... Og om alt det, der gør livet værd at leve.

11

BYEN BR AENDER er en storslået roman om kærlighed, for­

10

Da klokken nærmer sig midnat, bliver en ung kvinde skudt i Central Park. Opklaringen af skudepisoden påvirker disse menneskers liv og fletter deres skæbner sammen. Da den legen­ dariske strømafbrydelse 13. juli 1977 mørklægger New York og kaster byen ud i halvandet døgns kaos, forandres deres liv uigenkaldeligt.

GA R T H R I S K HA L L B E R G

På Upper West Side er Regan Hamilton-Sweeney netop ankommet til familiens store gallafest for New Yorks rige og magtfulde elite. En fest Mercer dukker op til for at blive klogere på, hvorfor William har brudt med sin familie.

09

På Lower East Side mødes teenagerne Charlie og Samantha til punkkoncert, men Samantha er pludselig nødt til at gå igen.

18 19

Fakta om bogen

GA R T H R I S K HA L L B E R G

20 21

Udkommer: 10. februar 2016 Oversætter: Mich Vraa Omfang: 960 sider Pris: 399,95

RO M A N

LINDHARDT OG RINGHOF 22 23

Byen brænder LÆSEPRØVE 151x226.indd 1

layout: thomas@eyelab.dk +45 51 84 51 51

29/10/2015 15.13