Cirkus Manera
Copyright © Iselin C. Hermann og Lindhardt og Ringhof Forlag, 2012 Omslag: Tom Møller Kristensen Bogen er sat med Garamond hos Lymi DTP Sats Trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-40330-3 1. udgave, 1. oplag 2012 Printed in Latvia 2012 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Tak til Cirkus Arena Cirkus Arenas Pierrot Ib Groth Rasmussen Cirkus Benneweis Cirque Romanès Maurice Durozier Trine Piil Tak til Statens Kunstråd Alle skæbner og historier er opdigtede – på nær én. Mulige sammenfald med virkelige hændelser skyldes i så fald skæbnens ironi og fiktionens uforudsigelighed. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Cirkus Manera.indd 4
03/10/12 15.39
ISELIN C. HERMANN
C irkus M anera Roman
Lindhardt og Ringhof
Cirkus Manera.indd 3
03/10/12 15.39
PROLOG Drøm og glemsel. Drømmen om at forsvinde i selvforglemmelsens vægtløshed. Det er dét stof, forelskelse er gjort af. De forelskede kan alt, tør alt, tror alt, og at alt er muligt. De er uden substans og så meget i live som aldrig før. Den forelskede er ét med sin puls og den andens. Du og jeg. Uden at vide hvad klokken er, trækker de vejret i takt med tiden selv. Troen på, at det aldrig holder op, leger tagfat med angsten for det sorte ophør. „Kom og leg med mig!“ – „Kan du gætte hvem jeg er?“ – „Om lidt er jeg en anden.“ Forelskelse er den alvorligste af alle de lege, der findes. Alvorligere og farligere end røvere og soldater. Alvorligere end at lege krig. Forelskelse har undergravet samfund. Forelskelsen mellem Prins Paris og Den Smukke Helena blev begyndelsen til Den Trojanske krig. Forelskelse er lige så uvirkelig som virkeligheden selv, lige så ufor ståelig, lige så ulogisk som verden. Lige så grænseløs. Generøs. Skræm mende fordi forelskelse er forandring. Tilbundsgående. Harlekin og Columbine. Længsel og forbud, der overskrides. Turbulens og drømme, der aldrig holder inde. Holder op. Den omrejsende cirkus er kommet kørende ad smalle landeveje til de små flækker, så længe nogen kan huske. Kommet til små byer, hvor verdens ende var ensbetydende med horisontlinjen. Men hvor kom de fra, vognene? Langsomt kom de op over verdenskanten. Vogn efter vogn, som undervejs forsvandt i dalsænkningen og i det støv, som hjulene hvirvlede op, for så atter at komme til syne lige dér lidt uden for byen. Farvestrålende og fremmedartede lige så dragende, som de var frastødende, lige så uvirkelige som et blom9
Cirkus Manera.indd 9
03/10/12 15.39
strende kirsebærtræ om vinteren. Og når de slog vognene op, rejste et telt og gik rundt i byen med musikinstrumenterne for at lokke publikum til, var det først børnene, som ikke kunne stå stille. Så bredte uroen sig til de unge, til de voksne og de gamle. Cirkus kom med sin egen puls. Pulsslaget bredte sig til indbyggerne som en sitren i nerveenderne. Gøglerne tilbød uvirkelighed midt i den virkelighed, som var deres. Den oversavede dame, musikere, dyr, som ingen havde set før på de kanter, en mand, der var malet hvid i hovedet og slet ikke lignede en mand, kaldte publikum til. Og når forestillingen endelig hen under aften gik i gang, glemte de alle sammen alt om, hvor langt der var mellem hvert kornstrå, hvor tør brønden var, og at herredsfogden snart kom igen for at indkræve skatter. I et svimlende sug var alt muligt. Den virkelige virkelighed var stum for en stund, fordi alt var anderledes. Og dén, der sad med opadvendt ansigt og åndeløst beundrede linedanseren helt deroppe under telthimlen, glemte, at tyngdeloven findes. Trommehvirvlen trækker hjertet sammen, fokuserer al opmærksomhed på linen, der vibrerer, fødderne i de tynde skindsko, som nu tager afsæt, kroppen, der snurrer rundt og rundt om sig selv, fødderne lander på linen, selvom det ikke er fysisk muligt. Saltomortalen – det dødelige spring, hvis det mislykkes. Tilskuerne, der sidder på bænkene i mørket, går ind i den drøm, som cirkus er rejsende med. Og de går ud af cirkus med sommerfuglestøv på øjenlåget. Drøm og glemsel. Og dagen efter, når cirkus er væk igen, står indbyggerne tilbage med et fjernt udtryk i ansigtet. Var det virkeligt? Eller var det noget, de forestillede sig? Cirkus efterlader os med længslen efter anderledeshed. Løftet om, at eventyret findes. Uvirkeligt og absolut virkeligt. Det er dét stof, forelskelse er gjort af. Og gøgl.
Cirkus Manera.indd 10
03/10/12 15.39
Kapitel 1. VARSLET Cirkus er nu. Og lige nu har Jacomo ringet til sin søns mobiltelefon og bedt ham komme over i direktørvognen. Teltet er rejst. Stedet er Roskilde dyrskueplads. I morgen er der premiere. Artisterne har holdt tredje og sidste generalprøve. Nogle af dem er i familie med hinanden, men artistfamilierne har ikke arbejdet sammen med de andre før. Alt er nyt endnu en gang, nyt og dirrende nu. – Nå, Danilo, hvordan synes du så, generalprøven gik? Jacomo er en mand i sin bedste alder. Det har han været længe. Det generer ham ikke, at hans tindinger er blevet grå, det klæder ham. Men at han er ved at blive tyndhåret, er en kilde til daglig ærgrelse. Jytte kan kun se det, når hendes mand sidder ned, for hun er meget lavere end ham. Danilo ser til gengæld sin fars sårbarhed hele tiden, fordi han først for nylig er holdt op med at blive højere. Jytte og Jacomo har kun ham, hvilket ikke giver deres søn mulighed for at abdicere til fordel for en lillebror – eller søster. Det vil sige, tanken kan end ikke være under Jacomos tyndhårede isse. Det er bare et held, at det er ham, Jacomo, der blev født først, ellers skulle Francesco have stået ved roret, og det havde mildest talt været en katastrofe. For det første stammer han, og for det andet giftede han sig med Matruska, det forvirrede kvindemenneske, som ikke engang har været i stand til at give ham nogen børn, og for det tredje – den tanke har Jacomo ofte haft – så ville Francesco dårligt kunne brødføde sig selv, hvis intelligens og penge var ligefremt proportionale. – Okay! – I cirkus er okay ikke nok, Danilo. Jeg spørger dig: Hvordan synes du, det gik? – Du er så pisse ligeglad med, hvad jeg synes! Direktøren ryster irriteret på hovedet og rømmer sig. 11
Cirkus Manera.indd 11
03/10/12 15.39
Sønnen er tredje generation i Cirkus Manera og ved at blive kørt i stilling som arvtager. Ja, det vil sige: Han har vidst, lige så længe han kan huske, at det var ham, som en dag skulle lede foretagendet, finde nye artister, fungere som lynafleder, når gemytterne stødte sammen, kaste konfetti ud over den danske sommer, tjene penge og – kort sagt – føre Manera videre. Ligesom der er helt klare regler for, hvornår de kongelige kan tage fri, og hvornår de skal være hvor, så er cirkusdirektøren sprechstallmeister hver aften fra april til september. Da han var lille, og Papa Ricco var forestillingens centrum, var den lille Danilo glad. Stolt over sin farfar og stolt ved tanken om, at han engang skulle gøre det samme. På samme måde. Men da Papa Ricco døde, og Jacomo definitivt tog over, så var det på en helt anden måde. Hvorfor skulle det være sådan? Behøvede det være så stift? Så perfekt? De første par sæsoner efter Pappa Riccos død var hvert eneste af Jacomos ord nøje udvalgt og blev gentaget på præcis samme måde aften efter aften. Han har ikke sin fars runde gemytlighed. Jacomo kunne ikke improvisere og spille ping-pong med publikum, som Papa Ricco gjorde. Ricco var rund. Jacomo er kantet. Jacomo har altid indstuderet forestillingen meget stramt, og når præsentationerne ligger fast, så ligger de som i en rille i en vinylplade. Indrømmet: Med tiden er han blevet bedre til det. Men Pappa Riccos legende og livfulde præsentation af numrene døde med ham. Danilo længtes efter sin farfar hele den første sommer, hver eneste aften når Jacomo var i manegen. Og Danilo – fem år gammel – gem te sig ovre hos hestene. Jordbær smagte sødt og rundt dengang. Helt anderledes. Det var dengang og ikke noget, han bryder sig om at tænke på. – Jeg er faktisk ikke ligeglad, jeg spørger dig, Danilo, fordi du jo ikke bare er en af artisterne. Du er en Manera. Og du skal snart overtage jobbet efter mig. – Du var over 30, før du stod ved roret. – Jamen, jeg overvejer at sætte dig ind lidt før. Under forudsætning 12
Cirkus Manera.indd 12
03/10/12 15.39
af, at du har disciplinen, Danilo. Tænk nu, hvis jeg fik en tagsten i hovedet, så blev du nødt til det. Og husk lige, at begavelse forpligter. Du har et godt hoved. Også på indersiden. Og hvis ikke du bruger både dit udseende og din forstand, så svigter du dét, du er født til. – Du får det til at lyde som et arrangeret ægteskab. – Du snakker gør du! Et arrangeret ægteskab er jo netop et arrangement. Og så begynder faren at rode sig ud i en længere udredning om, at det her er givet på forhånd. Han får det til at lyde som en naturlov, ja ikke bare dét, for Manera-dynastiet er netop et dynasti på linje med de kongeliges. Sønnen har hørt melodien før og vipper utålmodigt på stolen. – Og tænk på, hvilket liv vi kan tilbyde dig, slutter Jacomo. – Papi, jeg har ikke brug for at få tilbudt et liv, jeg har jo mit eget. – Nå, den tager vi senere. Det var nu også, fordi jeg ville tale med dig om Wladi. Det er typisk ham at komme i sidste øjeblik og kræve programændringer. Jeg tror sgu’, det er fordi, han er en mandsling, at han altid skal puste sig op på den måde. Men vi er enige om, at Tonio kommer på lige efter pausen med sit linenummer, ikke sandt? Det kan jo ikke være anderledes, og så kunne man naturligvis sætte tryllekunstnernummeret ind som nummer to, men af hensyn til tempoet vil jeg faktisk foretrække, at Carlos’ knivkasternummer kommer dér og så først Wladi som nummer tre. Hvad synes du? – Tror du, jeg er dum? – Det har jeg da aldrig sagt! – Som om jeg ikke ved, at du bare lader, som om du spørger mig til råds for at få mig ind i kampen, som du plejer at sige. Du har sammensat programmet de sidste 100 år, så det finder du nok ud af. Og for resten er det allerede trykt. Danilo tænder sig en cigaret, selvom han ved, faren ikke kan fordrage, at han også ryger. Som om det ikke er nok, at Jytte lugter som et askebæger. Så øretæveindbydende han er dén dreng. Ikke mindst fordi Jacomo føler sig afsløret. Han har jo ret. Problemet 13
Cirkus Manera.indd 13
03/10/12 15.39
med programrækkefølgen er en skinmanøvre. Nu har han jo ikke så meget imod sine grå tindinger, men den knægt har godt nok bidraget til, at det de seneste par år er blevet hurtigere gråt. Papa Ricco havde ikke et eneste gråt hår. Da han sagde det til Jytte for et par dage siden, så hun strengt på ham og svarede: – Det er jo også en anelse vanskeligt at være gråhåret, når man er pilskaldet! Så var den diskussion ligesom afsluttet. Som det altid er med deres samtaler, får Jytte det sidste ord. Om ikke andet lukker hun samtalen af med et: – Så siger vi dét. – Var der mere du ville „spørge“ mig om? Danilo kigger fraværende ud ad vinduet og puster røg mod ruden. – Hvis ikke tænkte jeg, om jeg kunne låne bilen i aften. – Du har din egen. – Ferrarien, mener jeg! – Ferrarien, knægt, er kun til ganske særlige lejligheder. – Jamen, det er det også! – Er det en sød pige? Danilo trækker på skuldrene. – Hmm. Ja, du skal naturligvis øve dig, inden du binder dig. Men du griser tænderne på hende! – Du taler om Ferrarien, som om det er din hemmelige kæreste. – Du ved godt, at den bil har nogle år på bagen og ikke tåler at blive kørt for hårdt. Når du skifter gear, så gør det ondt langt ind i kroppen på mig. Koble helt ud. Og så skifte gear. Men det gør du ikke. – Okay. Jeg skal nok. – Hmm, men ikke et ord til din mor! Og du er tilbage klokken 11. Vi har premiere i morgen. – Bla. Bla. Bla. Danilo skodder cigaretten i potteplanten, som står i vindueskarmen. – Som om man kan skjule noget for Mamiolis, hun kan lugte et halvlunkent rygte i modvind. Danilo slår kraven op om ørerne, da han står uden for forældrenes vogn. Sopa har pudset Ferrarien og støvsuget den. Der er da nogle 14
Cirkus Manera.indd 14
03/10/12 15.39
fordele ved at være direktørens søn. Hvem der bare kunne nøjes med fordelene og slippe for forudsætningerne. Jytte siger, at Jacomo er alt for eftergivende over for Danilo. – Havde du bare været lidt strengere med ham, hvis du havde sat nogle grænser for ham, så havde vi ikke haft det bøvl med ham nu. Det var sgu’ kun, fordi du er venner med betjenten, at han ikke røg i spjældet dengang, da han blev stoppet i Ferrarien med en 15-årig pige på skødet. Danilo var ikke engang fyldt 17! Hvilke konsekvenser fik det? Om jeg må spørge? – Ja, han fik da kørekortet året efter. – Og det kalder du konsekvens? – Hvad skulle jeg have gjort, Jytte? – Næ, næ, jeg siger det også bare. Du er for blød over for den dreng. Og du ved udmærket godt, at efter en samler kommer en spreder. Det er en naturlov, Jacomo. – Jamen, jeg … – Papa Ricco havde i det mindste energien. Meget kan man sige om din far, men der var skub i den mand. Og du – du vedligeholder værket. Men Danilo han formøbler det hele, hvis ikke du sætter ham stolen for døren. – Jeg siger da i det mindste til ham, at han skal tanke bilen op, når han har kørt i den. – For hvis penge om jeg må spørge? – Ja, men han er da med i forestillingen, skulle jeg mene. Og vores penge er hans. – Så siger vi det! Sådan er ægteparrets samtaler næsten altid: Småknotne og halvbebrejdende, uden at ordene gør nogen forskel. Jytte ved kun alt for godt, at hun lige så godt kunne tale til en stumtjener. Hun kender ham. Javel, kunne man sige, men han kender også hende ... de har jo været gift lige længe.
15
Cirkus Manera.indd 15
03/10/12 15.39
Selvom det liv, vi lever, måske ikke er blevet, som vi forestillede os det, da vi var unge, er det nu dét liv, som er blevet vores. Og vi fortæller historien, mens vi lever det. Da Jacomo var ung, forestillede han sig en blomstrende kone og en masse børn. Han har altid savnet at have flere søskende end Francesco. Jytte var smuk, da de mødtes den sommer, hun optrådte med sit trapeznummer. Noget ældre end Jacomo, hvilket bekymrede Papa Ricco, og havde hun ikke været gift en gang før og sådan? Men Ricco kunne godt se, at Jytte var god for sønnen, håndfast og ja, man kan måske sige ligefrem lidt moderlig. Det ville ikke være nogen skade til, at der kom lidt ro på den unge skørtejæger. Det blev ikke til en børneflok, og Jytte blomstrede alt for hurtigt af. Han kan stadig ikke lade være med at nyde kvindelig ynde, på afstand naturligvis. Man er vel en mand! Og det liv, han lever, er et godt liv. De mangler ikke noget. Og det er dét, han gerne vil give videre til sin søn. Som alle forældre håber han ikke, at Danilo kommer til at begå de samme dumheder, han selv begik som ung, og han bilder sig ind, at han kan dele sin livserfaring med ham og på den måde redde ham fra de værste faldgruber. Sådan starter alle generationer forfra og begår de samme fejl. Igen og igen. Danilo lægger en flad mappe ind på forsædet og kører ud forbi billetvognen. Det er ikke så meget, fordi Ferrarien er en fin veteranbil, at Danilo godt kan lide at køre i den, men fordi den er hundrede gange nemmere at parkere inde i byerne end den store røde camper, hans bil og hans bolig siden sidste år. Da Jacomo gav sin søn lov til at tage bilen, vidste han godt, at sønnen ikke ville overholde sin del af aftalen. Klokken er lidt i midnat, og Danilo er ingen steder. I al fald ikke her. Fanden ta’ den knægt! Cirkusdirektøren skridter, som altid, pladsen af, før han går til ro iført slåbrok og gummirøjsere. – Du der, direktør! Den nye billetpige kommer op på siden af ham. – Ja, Julie? 16
Cirkus Manera.indd 16
03/10/12 15.39
– Ved du hva’, Jacomo ... hun står så tæt på direktøren, at han kan lugte hendes tyggegummi. Umiskendeligt fynsk er de ord, der kommer ud af munden på hende, for hun er nemlig fra Svendborg. – Jeg var altså lige ved at falde over Fadi, som han lå der med røven i vejret og bad til Allah, er det ikke sådan lidt grænseoverskridende? Jeg mener: Er vi i Danmark eller hva’? – Nu skal du høre, lille skat, der er tre helt klare regler for at arbejde i cirkus: Her diskuterer vi ikke politik. Religion er ikke noget, vi taler om. Og væk aldrig en sovende mand! Er det forstået? Billetpigen ser på ham med store blå øjne, og så nikker hun langsomt uden egentlig helt at forstå, hvad der blev sagt. – Okay, okay! Hendes kinder er røde som paradisæbler. Direktøren skal lige til at ønske hende godnat, da stormvejret med ét tager ordet. Og så er der ikke længere tid til noget som helst. Hverken snak eller søvn. Det er nu. Ikke om en halv time. Ikke for tyve minutter siden. Det er nu, fordi intet kan standse øjeblikket, og fordi et af de røde flag, som vajer over indgangen til pladsen, blæser ned. Forkert: Et af de røde flag, som vajer over indgangen til pladsen, blæser ned, da den stribede stang knækker og trækker flaget efter sig hen over jorden. Flagstangen slår hårdt imod den lange træbarak på seksten hjul. Træbarakken med de otte døre, som huser teltarbejderne. Lyset bliver tændt i en af kabinerne, og et gråhåret hoved kommer virrende til syne bag det svungne femtal på glasruden, da noget andet brager mod vognens side. Hva’ er dog det? Wc-manden åbner døren, og lyset derindefra åbner sin fejende vifte hen over den knoldede jord. Wc-manden samler hovedrystende det røde træstakit op, som ligger neden for trappen. Stakittet er det sidste, der bliver sat op, når cirkus er kommet på plads. Det afgrænser verden fra verden og har intet at gøre her på jorden foran kabine fem. Bardunerne kløver vinden med en hvislende piben, stiger til en svag fløjten, tager til i styrke og river et vindue af hasperne. 17
Cirkus Manera.indd 17
03/10/12 15.39
Lyset bliver tændt i campingvognen til højre for indgangen. Camperen er stor nok til, at lyset ikke breder sig til hele vognen, døren er nemlig lukket ind til kontoret og ud til køkkenet, hvor der er varmtvandsbeholder og komfur. Køkkenet som i den anden ende er dagligstue med barskab i en globus og sofahjørne af sort læder. Det er en soveværelseslampe, der bliver tændt. Camperen er beregnet til ferie ved Gardasøen, i Harzen eller Istrien og ville blive bemærket på en hvilken som helst campingplads, misundt og misbilliget på grund af sin pralende størrelse og prangende panoramaruder. Men her sammen med de gammeldags cirkusvogne ser den underlig malplaceret ud. Nu bliver loftslampen over sofabordet i læderhjørnet tændt. Per siennen vippet i vandret. Det er mørkt udenfor. Ikke morgen. Ikke sommer. En eller anden råber et sted ude på pladsen, og døren smækker ud af hånden på Jytte, da hun lukker op. – Jacomo! hører hun én, der råber. – Jacomo! Hvor er teltmesteren? Det forventes, at direktøren ved alt. Men det gør han ikke. – Ingen anelse! råber han et sted derudefra. Nu begynder det at regne. Ikke dråbe for dråbe. Ikke en stille silende natteregn, og faktisk er det forkert at sige, at det begynder at regne, for der er tale om en pludselig tilstedeværelse af massive vandmængder, som slår hårdt imod såvel vertikale som horisontale sider. Bliver slået tilbage af hårde overflader og synker ned i bløde materialer. Teltdugen er allerede ved at ændre farve til dyb rød i mørket. Forteltets venstre sidefløj har revet sig løs, blafrer ud i luften og bliver slået mod jorden af regnen, teltdugen slår vandet af sig i en kaskade og svarer igen på et vindstød. En bardunstrammer triller af sted i et hjulspor, der snart er en rende af vand. Wc-manden med det viltre grå hår løber i retning af cirkusdirektøren. – Jacomo! Wo ist Oleg? Teltmesteren er altid på pletten. Det er ham, der har ansvaret, når teltet skal rejses, når teltet tages ned, det er med andre ord ham, der 18
Cirkus Manera.indd 18
03/10/12 15.39
har ansvar for, at chappen, rundsejlet, forteltet, bagteltet, rundstængerne og gredin’et bliver taget ned i den rigtige rækkefølge, og at vimplerne, wirerne og kablerne pakkes ned i de kasser, hvor de hører til. Ansvar for jernpløkker og master. Teltmesteren er altid på plet ten. Som regel. Bare ikke nu. Endnu en dør smækker. Lyset bliver tændt i kabine tre. I kabine fire og seks. Rustne stemmer, søvndrukne og opskræmte stemmer på flere sprog blander sig med regnen. – Schnell hier! – Bystro, bystro! – Au secours! Tysk, russisk, fransk. Danske bandeord, en polsk ed og en anråbelse til Vatikanets egen Vor Herre går i ét med syndfloden. Jacomo står i sin uldne housecoat med påsyede lidser, lidt for tynde, vinterhvide ben i gummistøvler og hamrer på teltmesterens kabine. Selvom det er uhørt, rusker han i håndtaget. Men nummer syv i rækken af døre forbliver aflåst og mørk. Satans! Jacomo dukker sig, som om han kan snige sig under regnen. Det er da ufatteligt, at folk er så sløve! Som om det ikke er deres fælles arbejdsplads, måske. Selvom han ofte bliver gjort opmærksom på, at det lyder barnagtigt at omtale Francesco som sin lillebror, er og bliver Francesco cirkus direktørens lillebror og agerer fuldkommen som en sådan. Francesco kunne ikke drømme om at komme ud af fjerene og tage fat, medmindre Jacomo beordrer ham til at gøre det. – Du bliver fanme nødt til at gi’ en hånd med her, Stump! råber han, mens han banker på ruden til lillebrorens vogn, hvor han bor sammen med Matruska, det forrykte individ. Sammen har de sanktbernhardtshunden Leo, som savler. Føj! Francesco kommer til syne i døren, gnider sine øjne, klør sig i håret og ser hjælpeløst på Jacomo – Øj, øj, hva’ så, brormand? – Hvad tror du selv? Regndråberne slår over i haglvejr. Små hvide hagl, hårde som dem 19
Cirkus Manera.indd 19
03/10/12 15.39
af bly. En stemme bag ham når lige at advare Jacomo, så det andet af flagene ovre fra indgangen på sin stang ikke rammer ham, men smadrer vinduet i tryllekunstnerens vogn. Glasskår ud til alle sider og en rasende lille mand kommer til syne derinde. Tryllekunstneren har længe stået på sin forhøjning i mørket og set ud over dyrskuepladsen uden at røre sig, uden at fortrække en mine og uden at komme i nærheden af den tanke, at han skulle give en hånd med. Men da ruden i delmængde klirrer ned over det ovale spejlbord på forhøjningen, og et ondsindet, sylespidst glasskår spidder De Ti Sværd, som er tarokkortet for undergang og ruin, må tryllekunstneren sætte sig ned. De hvide hagl er blevet til sne, som fyger ind i vognen, hvor varmen straks ændrer hvidt til vådt. Forstenet stirrer tryllekunstneren frem for sig; teatralsk, som spillede han med i en sort-hvid film fra trediverne, henvender han sig rygvendt til sin papegøje. – Snestorm i marts, Ugarit, er i sig selv et dårligt varsel. Som om det ikke var nok! – Stalin umir. Stalin umir! Den grå Jaco-papegøje sover med åbne øjne. Men den taler ikke i søvne og vågner, som altid, med deklamationen om Stalins død på originalsproget. – Et dårligt varsel kommer sjældent alene, Ugarit! Man ser to så voldsomme varsler på én gang som meget skæbnesvangre. Mærk dig mine ord! Mærk dig mine ord! Snestorm i marts og De Ti Sværd på én gang. Dårligt varsel. Wladi er en heldig mand. Han lytter altid med stor interesse til, hvad han selv siger. Lytter og nikker. Wc-manden råber udenfor, at tryllekunstneren skal tage affære med sine egne rekvisitter ovre i bagteltet. – Ellers ryger de ad helvede til! Som om wc-manden, det gamle virrehoved, skal bryde sig om at give magiens mester ordrer! – Tag teltet ned! råber Jacomo. Det skal være nu! Jacomo Manera har opgivet at finde teltmesteren, men er ikke i 20
Cirkus Manera.indd 20
03/10/12 15.39
tvivl, hvis ikke de tager teltet ned nu, kan det få uoverskuelige konsekvenser. Forteltets sidefløj er allerede halvvejs revet ned og flosset i kanten. Den røde løber som tidligere på dagen – i går altså – blev rullet ud til premieren, er gennemblødt nu. Kassen til klovnens rekvisitter er væltet over ende, kostumerne til de hurtige skift blæst af bøjlerne og ligger dér i mudderet. Jacomo ved, at Jytte får et føl, når hun ser det. Kostumerne ... hvad var det nu, han skulle? Jytte råber et eller andet til sin mand, men Jacomo er med ét fuldstændig udmattet, som han står der i den mørklagte manege. Regnen siler ned ad de to hovedmaster, som holder chappen. Savsmuldet er et ælte. Nogle af stolene er blevet stablet. Andre ikke. En del af afdækningen bag ham er blæst ned. En eller anden råber derudefra, den sidste del af teltet falder med et suk, da bardunerne slækkes. Trægulvet og den gennemblødte balustrade er ved at være i sikkerhed i den største af vognene. Af cirkus er nu kun rundstængerne bag ham tilbage, de to master og de store jernpløkker, der stikker skråt op imod den sorte himmel som skeletresterne af en dinosaurus. Hestene er urolige og vrinsker derude i boksene, slår sig i tøjret. En stikflamme af smerte. Mere husker Jacomo ikke. Alt bliver sort.
Cirkus Manera.indd 21
03/10/12 15.39
16
CIRKUS MANERA
er en kollektivroman om et cirkusdynasti i tre generationer – og alle de artister og andre skæbner, der er underlagt tradition, forventning og præstation.
Cirkus Manera er en roman om gøgl og artisteri, om en verden i verden – men først og fremmest om liv, som liv leves.
Iselin C Hermann
HØJTÆREDE PUBLIKUM VELKOMMEN TIL
cirkus manera
CIRKUS MANERA
roman
cirk u s m anera
Det er fortællingen om det omrejsende liv i en cirkus, der nok er magisk og eventyrlig, men bag det røde hegn også et multikulturelt mikrosamfund med egne uskrevne regler og love: Her diskuterer vi ikke politik. Vi taler ikke om religion. Og væk aldrig en sovende mand! Gennem en skæbnesvanger sommersæson følger vi Cirkus Manera, mens hele det brogede persongalleri både viser og skjuler, hvad der foregår uden for manegen under overfladen – når publikum ikke ser på. En kalejdoskopisk fortælling om dagligdag og drama, sorg og glitrende glæde, sygdom og ikke mindst ung forelskelse, der overskrider alle grænser.
Iselin C Hermann
Iselin C. Hermann, f. 1959, forestillede sig som ung, at hun skulle være klovn. Som 18-årig blev hun optaget på École Nationale du Cirque i Paris og var engageret i gade- og masketeater, før hun via studier i Dansk litteratur og arbejde som engageret forlagsredaktør blev forfatter. Hun debuterede i 1998 med brevromanen Prioritaire, der er solgt til over 20 lande. Siden har hun skrevet både børnebøger, bl.a. Kongen af Sydspanien, og voksenromaner, senest Domino. Med romanen Cirkus Manera vender hun tilbage til sin ungdoms fascination af gøgl, cirkusdisciplin og manegens følgespot.
PAUSE
lindhardt og ringhof
113194_Manera_omslag_CS5-outlinet.indd 1
Jacomo Manera præstenterer med stolthed årets PROGRAM:
Forestillingen ville ingenting være uden Maneras lyslevende cirkusorkester. Giv de to gange Hans og Bob en hånd!
08/10/12 09.33