Døtrene fra Foxcote læseprøve

Af samme forfatter TILBAGE TIL BLACK RABBIT HALL DA AUDREY WILDE FORSVANDT

Content_9788711998731.indd 2

03/05/21 11:40 AM

På dansk ved Anne Matthiesen

LINDHARDT OG RINGHOF

Content_9788711998731.indd 3

03/05/21 11:40 AM

Døtrene fra Foxcote Manor er oversat fra engelsk efter The Glass House Copyright © Eve Chase Ltd, 2020 All rights reserved Dansk copyright © 2021 Lindhardt og Ringhof A/S, København Omslag: eyelab.dk Bogen er trykt hos Livonia Print, 2021 ISBN 978-87-11-99873-1 1. udgave, 1. oplag 2021

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Content_9788711998731.indd 4

03/05/21 11:40 AM

Til min familie

Content_9788711998731.indd 5

03/05/21 11:40 AM

Content_9788711998731.indd 6

03/05/21 11:40 AM

Hvad er meningen med livet? Det var det hele – et simpelt spørgsmål; som havde det med at rykke tættere ind på livet af én, som årene gik. Den store åbenbaring var aldrig kommet.

Den store åbenbaring kom måske aldrig. I stedet var der små daglige mirakler, klarsyn, tændstikker, der uventet blev strøget i mørket; her var et.

Virginia Woolf: Til fyret

Content_9788711998731.indd 7

03/05/21 11:40 AM

Content_9788711998731.indd 8

03/05/21 11:40 AM

LIG FUNDET I SKOVEN 29. august 1971 Gloucestershire Enquirer Der blev i går fundet et lig i nærheden af et hus i skoven Forest of Dean. Dødsfaldet behandles som mistænkeligt. Chokerede lokale beboere har fortalt til Enquirer, at ejendommen, Foxcote Manor, tilhører familien Harrington, som flyttede ind tidligere på måneden efter en brand i deres hjem i London. En indbygger fra den nærmeste landsby, Hawkswell, som ønsker at være anonym, udtaler: ”Vi beder alle blot til, at det var en grim ulykke. Den slags burde ikke ske et fredsommeligt sted som dette. Eller for en familie som Harrington.”

Content_9788711998731.indd 9

03/05/21 11:40 AM

Content_9788711998731.indd 10

03/05/21 11:40 AM

1

Rita, Forest of Dean, 4. august 1971 Skoven ser ud, som om den ville æde dem levende, tænker Rita. Lyset har fået en underlig grøn tone, og grenene slår ind mod bilens vinduer. Hun strammer sit greb om rattet.

Vejen bliver endnu smallere. Hun kommer i tvivl, om hun er kørt forbi afkørslen til huset, eller det ligger om det næste hjørne, så hun drejer for hurtigt og hamrer så bremsen ned med foden.

Rita tager en indånding og spærrer øjnene op bag Morris Minorens insektplettede forrude. Hun ved ikke, hvad hun havde forventet. Noget mere elegant. Mere Harrington-agtigt.

Ikke det her.

Bag en høj, rusten låge vælter Foxcote Manor op af underskoven, som om det med et geologisk ryk er blevet løftet op fra skovbunden. Som en falmet skønhed blinker det gamle hus fordrukkent med de sprossede vinduer i aftenlysets solpletter.

Enorme træer hænger ind over et buet, rødt teglstenstag, der er sunket sammen på midten som en knækket rygsøjle, så skorstenene hælder i sære vinkler. Efeu sender vildskud op ad facadens bjælker og mursten, tæt, strittende, myldrende med snesevis af bittesmå, vimsende fugle, et bugnende slør 11

Content_9788711998731.indd 11

03/05/21 11:40 AM

af bier. Det er så langt fra Harringtons fine byhus i London, som Rita kan forestille sig.

Et øjeblik siger ingen i bilen noget. En usynlig spætte trommer territorialt i træerne. Sveden pibler ned fra Ritas venstre knæhase. Først nu bemærker hun, at hun ryster på hænderne.

Selv om hun har gjort sit bedste for at skjule det for Jeannie og børnene, har hun været panikslagen, lige siden de drejede ned ad skovvejen, næsten fem timer efter at de forlod London.

Det er ikke kun bekymringen for at tage livet af sine dyrebare passagerer. Nu og da har hendes syn bogstaveligt talt skælvet, i forvirring over alle de skyhøje træer, manglen på udsyn til himlen og tanken om, hvor hård en træstamme er, når man rammer den med firs kilometer i timen. Nu, hvor de har overlevet turen, sætter hun sin hånd for munden. Det hele går stadig for hurtigt. Hvordan i alverden er hun endt her?

En skov. Af alle steder. Hun hader skove.

Det var meningen, at det skulle være et barnepigejob i London.

For fjorten måneder siden havde Rita aldrig været i London. Men hun havde drømt længselsfuldt om det, den Rita, hun kunne blive der, langt fra Torquay og alt det, der var sket. Og storbyfamilien – ligesom familien Darling i Peter Pan – der ville tage hende til sig, som var hun deres egen. De ville bo i et højt, varmt hus, som ikke havde møntslugende elmåler, som der var i bedstemors bungalow. Hun ville få sit eget værelse, med skrivebord og hylde, måske udsigt over den myldrende, spændende by. Og moren, hun skulle arbejde for, ville være … ja, perfekt. En, der var fin og rar og blid.

Dannet. Med småbitte øreflipper og hænder, der flagrede som fugle. Ligesom hendes egen mor, som Rita vagt kunne 12

Content_9788711998731.indd 12

03/05/21 11:40 AM

huske. Alt det, hun havde mistet i ulykken. Og som en lille del af hende blev ved med at lede efter.

Den morgen, hun skulle til samtale, havde hun kigget op på huset ved Primrose Hill, den sukkerhvide facade og den overdådige blåregn, og straks vidst, at her var det. Hendes nye hjem. Hendes nye familie. Da hun bankede på den fine hoveddør, mærkede hun en snurrende fornemmelse, som når et ben har sovet, og hendes hjerte bankede under hendes bedste bluse, som ikke så bedst ud i London. Nu er det hendes næstbedste bluse, stuvet ned i bagagerummet sammen med andet tilfældigt tøj – praktisk, ordinært, lidt for kort på ærmerne eller benene – som hun fik reddet efter branden, der ilede gennem huset i London weekenden før. Selv efter en lang vask på møntvaskeriet havde hendes tøj stadig en svag røglugt.

Rita kaster et blik hen på Jeannie på passagersædet. Hun er udfordrende klædt på til London i et nyt køb fra Harrods, og hun sidder og knuger en sort håndtaske i patentlæder, som gjaldt det livet. Hun ser skrøbelig ud, ulykkelig. Det er smertende tydeligt, at hun har tabt sig på det seneste, som hun sidder der i den flødefarvede crêpebluse med stramt bælte med et ekstra hul, et støvet blåt cardigansæt i kashmir og et hvidt silketørklæde, viklet som en forbinding om hendes stilkagtige hals. Og hun har de solbriller på igen, dem med skildpaddemønster, med glas så store som marmeladelåg, som hun altid tager på, når hun har grædt om natten.

Jeannie havde ikke lyst til at forlade Claridge. (Heller ikke Rita: Hun havde aldrig før boet et sted, hvor hun ikke behøvede at rede sin egen seng. Stuepigen ville ikke engang lade 13

Content_9788711998731.indd 13

03/05/21 11:40 AM

hende hjælpe med de vanskelige madrashjørner). Jeannie havde afgjort ikke haft lyst til at komme hertil: ”Afskyeligt sted. Walters måde at isolere mig på,” hviskede hun aftenen før, uden for børnenes hørevidde. Nu, hvor Rita står og ser op på Foxcote Manor, kan hun ikke lade være at tænke på, om Jeannie havde ret.

Da hun begyndte i jobbet, var alting anderledes. Hun husker, at Jeannie læste hendes anbefaling højt på dagen for samtalen, smilet, der langsomt bredte sig over hendes ansigt, mens hun strøg hænderne over sin solbeskinnede, højgravide mave. Loyal, venlig og forgudet af mine fire børn. Fremragende til babyen. Ikke så god til vasketøj og madlavning. Meget nervøs chauffør. Ville ikke tøve med at ansætte hende igen.

Walter havde ikke været synderligt interesseret. Han havde været venlig, men formel, en reserveret mand med et omhyggeligt plejet overskæg, kraftig, i et tætsiddende, brunt jakkesæt.

Da han energisk havde trykket hendes hånd, undskyldte han sig, sendte nogle luftkys i retning af børnene og hastede af sted på arbejde med et spor af barberskummets svagt sæbeagtige lugt efter sig. Dengang overlod Walter med glæde alle spørgsmål om husførelse til sin hustru. Han styrede Harrington Glass’ hovedkvarter i Mayfair, ikke familiens hjem. Og han virkede mægtig rar. Hvis der havde været nogen alarmklokker, havde Rita ikke hørt dem.

Hun havde aldrig ønsket sig et job så meget. Da hun forsigtigt satte sig i sofaen, havde hun foldet hænderne stramt, så de ikke kunne fingerere ved noget, og krydset sine usoignerede ben ved anklen for at gemme dem væk, som bedstemor havde instrueret hende i (”Det vil få dig til at se mindre ud, skat. Mere feminin”). Hun anstrengte sig for ikke at smile 14

Content_9788711998731.indd 14

03/05/21 11:40 AM

for meget, for at se seriøs og professionel ud, ældre end sine tyve år. Værdig til denne ønskestilling.

Jeannie havde kaldt den dengang femårige Teddy ind i dagligstuen. ”Han er så dejlig,” sagde hun. Og det var han.

Rita måtte undertrykke en trang til at rode op i hans krøller.

Så dukkede den tolvårige Hera op, hun var mindre åbenlyst dejlig, og som om hun kompenserede for det, bød hun på et stykke kage – Jeannie kaldte det ”patisserie” – på en tallerken af benporcelæn med en diminutiv sølvgaffel. Mens Hera genert forklarede, hvordan man udtalte hendes overklassenavn – ”Hiir-raa” – tog Rita imod tallerkenen. Den tippede, og kagen gled af, frygtelig langsomt, og landede på det langluvede tæppe ved siden af urtepotten med aspidistra. Hera fniste.

Rita fangede hendes blik og begyndte, ganske katastrofalt, også at fnise og forsøgte at forklæde det som et hosteanfald.

Hun havde tydeligvis fået ødelagt det grundigt for sig selv og ville blive sendt tilbage til bedstemors bungalow, det afskyelige provinsliv – og sin egen grimme hemmelighed. Men Jeannie fortalte hende senere, at det var dét fnis, der havde sikret hende jobbet. Hun ønskede sig en sjov, ung barnepige til sit barn, ikke en sur, gammel tante.

Men barnet hørte aldrig Rita fnise. Eller nogen andre. Hun er et lillebitte dukkespøgelse, død, hvid, stivnet, en skabning, som konstant kan mærkes, men aldrig bliver nævnt, Gud forbyde det. Og Rita … ja, hvad er hun nu? Ikke bare den sjove, unge barnepige. Og der er mere, der tynger hendes tanker, end hvad de skal have at spise.

Det forekommer hende, at selv træerne kigger anklagende ned på hende, når de ryster deres bladindhyllede hoveder. ”Vores lille aftale”, som Walter kalder den. Da han foreslog 15

Content_9788711998731.indd 15

03/05/21 11:40 AM

det for to dage siden, ville Rita ikke gå med til det. Hun var meget nervøs for hans motiver. ”Vil du gerne tænke over det?” Han fnyste. ”Det her er et arbejde, ikke et menukort, Rita.” Valget var klart: Sig ja eller rejs (”omgående, uden anbefaling”), og så ville han ansætte en, der var mere føjelig. ”Jeg er nødt til at blive i London på grund af firmaet, så du må holde øje med min hustrus sindsstemning.” Walter glattede sit hastigt vigende hår. ”Hold mig underrettet om hendes humør. Appetit. Hvordan hun klarer moderrollen.

Jeg forventer naturligvis absolut diskretion. Min hustru må ikke vide det.”

Ritas hjerne havde arbejdet på højtryk. For det første: Hvis hun rejste, hvor skulle hun så tage hen? Hvad skulle hun leve af? Bedstemor var død et par måneder før – det var alligevel ikke bare svære fordøjelsesproblemer – og kommunen skulle have hendes bungalow tilbage. Hun havde været fast besluttet på at give bedstemor et ordentligt farvel og en gravsten. Det havde drænet hendes opsparing.

Og hun kunne ikke bære tanken om at gå fra Jeannie, Hera og Teddy, da de havde mest brug for hende. Det ville være som at opgive dem. Eller at sige: ”Jeg kan ikke hjælpe jer længere,” selv om hun er overbevist om, at hun kan – hun kender sorgen og de ar, den giver, ikke på huden, men i sjælens bløde dyb.

(Og hvordan det er at være et anderledes barn, som Hera, en, der ikke passer ind). Så ja, det er utvivlsomt bedre, at hun ”rapporterer” om Jeannie denne sommer, og fusker, når det er nødvendigt, end et eller andet nyt, hårdt arbejde, tænkte hun. Også i morges føltes det som den rigtige beslutning. Men nu, hvor de er her, mellem de mørke, skræmmende træer, så langt væk, at det føles, som om de er de sidste overlevende 16

Content_9788711998731.indd 16

03/05/21 11:40 AM

på planeten, er hun ikke længere sikker. Hendes mund er tør og smager metallisk. Den smager af forræderi. ”Rita?” Jeannie strejfer hendes arm og afbryder hendes tanker. Jeannies stemme er grødet af morgenens medicin, som er årsagen til, at det er Rita, der kører. (”Underligt. Jeg kan se glorier,” bemærkede Jeannie over morgenmaden og Claridges perfekt pocherede æg). ”Er du klar?” ”Nå ja! Undskyld.” Rita rødmer. Hendes samvittighed er for let at vække. ”Jamen, så lad os få overstået det her forbandede skidt, ikke?” hvisker Jeannie bistert. Rita nikker og bakser med gearstangen. Jeannie smiler forceret til børnene og siger med høj, klar stemme: ”Jamen, goddag, Foxcote! Hvor er det spændende. Kom nu, Store Rita. Kør ind.”

Content_9788711998731.indd 17

03/05/21 11:40 AM

2

Sylvie, Kensal Town, London, nutiden Jeg slæber den sidste papkasse fra huset ud i bilen og holder hænderne under den bugnende bund, for at der ikke skal falde stykker af mig ud på gaden og tiltrække opmærksomhed.

Det svider i mine øjne, da jeg ser bagud mod huset. Var det dét? Har jeg omsider skilt mig af med familiens hjem og det ægteskab, jeg har tålt så længe?

Mit ægteskab har været omgivet af flyttekasser. Ankomster og afrejser. Hujen og hulken. Da vi flyttede ind for nitten år siden, var jeg fem måneder henne, travl makeupartist, som altid havde tasken pakket og var klar til at flyve af sted på optagelse i udlandet med kort varsel. Jeg ejede ikke en salatslynge. Jeg havde aldrig skiftet en ble. Min forlovelsesring – antik guld, ærtegrøn smaragd – havde tilhørt Steves grandtante og fik mig til at smile, hver gang jeg så på den.

Brylluppet skulle stå, efter at jeg havde smidt graviditetskiloene (ikke dem alle). Jeg skulle have en elfenbenshvid, kniplingsbesat vintagekjole på, og sko med T-rem, ville holde mig lige på den rigtige side af Courtney Love-stilen.

Vi skulle danse til Pulps ”Common People”. Vi skulle være gift for evigt.

18

Content_9788711998731.indd 18

03/05/21 11:40 AM

Jeg kunne heller ikke forestille mig, at denne gade kunne forandre sig.

Den var billig for området og husede en kebabbiks, en tosse, som altid gik rundt og råbte obskøniteter ad lygtepælene, og en velbesøgt narkobule. Gadedøren var malet i en kommunal rustrød. I dag er de fleste af dørene koksgrå i forskellige mudrede nuancer. Kebabbiksen er en blomsterhandel, som flittigt bliver lagt på Instagram og sælger røde dahliaer. Der er fem, der hedder Sophie, i gaden. Nok halvtreds saftpressere. Hvis vi skulle købe vores hus nu, ville vi ikke have råd til det. Vi? Igen den fortalelse. Sker hele tiden. ”Farvel,” siger jeg, så det knapt kan høres. Jeg har flyttet kasser fra huset og ind i min lillebitte lejlighed gennem den sidste måned, lidt ad gangen, mens Steve har været på arbejde.

Nu, hvor det er overstået, føler jeg mig opstemt. Men mit hjerte gør ondt. Det kan jeg ikke bare lukke ligesom hoveddøren. Der er så mange minder i det hus, som et syltetøjsglas fyldt med solskin: blyantsmærkerne på badeværelsesvæggen, der viser Annies voksende højde. Den babylyserøde rose, vi plantede på gravstedet for Salat, Annies kanin. Mapper med gemte papirer. Redaktøropgaver, jeg lavede for magasiner, da jeg begyndte for mere end tyve år siden og stillede mig tilfreds med at være cool i stedet for ordentligt betalt. Nu har jeg ingen opbevaringsplads. Og ingen have. Og alt for mange regninger, som jeg skal betale alene.

En prøveseparation, kalder Steve det stadig. Og han troede ikke på mig, da jeg sagde det til ham for seks uger siden. Vi spiste linguini med rejer i en irritabel tavshed. Jeg havde været væk i den uge og skudt billeder i højlandet til et katalog med tøj i landstil, der involverede masser af fløjl, frysende modeller 19

Content_9788711998731.indd 19

03/05/21 11:40 AM

og silende regn. Steve havde glemt dagen for affaldsafhentning – forbrydelse A – så vi hang på genbrugsaffaldet i to uger mere, og spanden var propfuld allerede. Men i virkeligheden handlede det om noget andet. Andet affald, som var ophobet i vores ægteskab. (Forbrydelse B-Å).

Jeg iagttog Steve halshugge en reje med fingrene, mens han nynnede for sig selv. Hans ansigt – de kantede, mørke bryn, arret på hans kind efter en tur på BMX-cykel i barndommen – var så velkendt, at det var, som om jeg ikke kunne se ham. ”Hvad har jeg nu gjort?” sagde han uden at se op på mig.

Jeg lagde min gaffel fra mig. Ordene væltede bare ud. ”Steve, jeg kan ikke længere det her … os.” Der gik et øjeblik. Steve blinkede hurtigt. Han ventede på, at jeg sagde undskyld eller forklarede det med hormoner. Musikken skiftede til Lou Reeds ”Perfect Day”. Normalt ville vi grine ad ironien. Det gjorde vi ikke. Det føltes, som om intet ville blive sjovt igen. ”Jamen, jeg elsker dig,” fremstammede Steve forbløffet.

Og i det øjeblik – klokken 20.11 den 19. juni – vidste jeg, at han mente det, det gjorde han virkelig, men også, at han ikke kunne forestille sig at leve uden mig, hvilket ikke er helt det samme. Så tænkte jeg på vores attenårige datter Annie, som var i Camden og fejrede sin studentereksamen, lykkeligt uvidende om dette, og jeg brast i gråd. Hvordan kunne jeg gøre det?

Kærlighed. Stabilitet. Et intakt hjem. I det øjeblik, Annie kom til verden, så ubegribeligt dyrebar, havde jeg lovet hende alt det. Jeg begræd ikke min tabte frihed, selv om min karriere snart krympede som kashmir i varmt vand. Jeg kunne ikke længere rejse eller arbejde til langt ud på natten. Jeg var udmattet. Selv mine fødder var tykke. Men jeg kunne ikke 20

Content_9788711998731.indd 20

03/05/21 11:40 AM

komme uden om, at jeg også var dybt, rystende lykkelig, måske for første gang i mit liv. Min magnetiske nordpol havde vendt sig. Så ja, jeg ville være en god mor. Det var det eneste, der betød noget. Jeg ville give Annie alt, hvad jeg havde.

Derfor gjorde jeg mit yderste for ikke at tænke på Lisa fra HR – først i trediverne, flot affarvet hår, spildte sin negroni på min bedste Isabel Marant-kjole til julefesten på Steves arbejde – og 55 procent sikkert kvinden, han spiller double med i tennisklubben – og andre ting, jeg har haft på fornemmelsen, men ikke har haft bevis for gennem de sidste par år.

Hvis man som barn lærer at fortrænge smertefulde ting – for mit vedkommende alt det, der skete i en skov for længe siden, spørgsmål, som fik min mor til at stå helt stille med en stivnet grimasse – bliver man forbandet god til at lukke af for ting. Og holde på hemmeligheder. Men det viser sig bare, at hemmeligheder ikke forsvinder helt. Ligesom møl i et garderobeskab spiser de lidt ad gangen, i det skjulte, før man lægger mærke til hullet.

Da Annies skoletid lakkede mod enden i begyndelsen af sommeren, mærkede jeg en forandring indeni, som jeg ikke havde forventet. Som et gearskifte på min cykel, en mærkelig følelse af at køre på frihjul, og så at falde på plads. En lille stemme i mit hoved begyndte at hviske: Du er seksogfyrre år, hvis du ikke går nu, hvornår så? Hvad er det for et eksempel, du viser Annie? Hun ønsker, at du skal være lykkelig.

Annie så det ikke helt på samme måde. ”Så du har levet på en løgn i al den tid? Spillet skuespil?” fremstammede hun, da jeg afslørede nyheden med et desperat forsøg på at få vores separation til at lyde som en Gwyneth Paltrow-agtig bevidst adskillelse (jeg indrømmer, at jeg strammede den). Jeg kun21

Content_9788711998731.indd 21

03/05/21 11:40 AM

ne ikke bære at fortælle hende om Steves affære, som var et voksenproblem, og min egen ydmygelse var lige så meget et symptom på vores brud, som årsagen til det. Desuden har han altid været en fremragende far, til trods for alt det, der er sket.

Så jeg sagde: ”Vi er fælles om vores kærlighed til dig, Annie.

Det er det vigtigste.” Hvilket er sandt. Men da jeg prøvede at give hende et knus, skubbede hun mig væk. ”Hvorfor har I ikke forberedt mig på det? Ved du hvad, mor? Sådan her har det været hele mit liv, I er bare sådan la, la, la, alt er fint, men lad være med at stille for mange spørgsmål.”

Jeg trådte tilbage, for jeg kunne mærke, at jeg havde ramt noget andet, noget dybere, en bitterhed, som handlede om noget mere end Steves og mit brud. ”Og det er så falsk.”

Dagen efter stak Annie af for sommeren til min mors hus i Devon, hvor Bedstes trøstende skulder ventede. ”Lige nu ligger hun på sofaen og spiser en bøtte af min hjemmelavede karamelis og ser gamle afsnit af Girls,” rapporterede min mor beroligende, da vi talte i telefon senere om aftenen. ”Naturligvis hader hun dig ikke! Nej, hold nu op, Sylvie. Du er en vidunderlig mor. Men det er lidt af et chok. Hun føler sig ført bag lyset. Hun har brug for tid til at fordøje det. Det har vi alle sammen,” tilføjede hun, hvilket jeg opfattede som en lille stikpille.

Jeg havde heller ikke forberedt min mor på det. Vi fortæller kun hinanden om svære ting, når det er nødvendigt. Som mor. Så datter. ”Lad hende få en ubekymret sommer ved vandet. Jeg skal nok tage mig godt af hende, du skal ikke være nervøs. Men hvem skal passe på dig?”

22

Content_9788711998731.indd 22

03/05/21 11:40 AM

Jeg lo og sagde, at jeg godt kunne passe på mig selv. Ja, det kunne jeg faktisk. Men efter mange år som hustru havde jeg brug for at finde ud af, hvem jeg var. ”Hvem du er?” sagde hun dæmpet efter en lang, ladet tavshed og skyndte sig så at skifte emne.

Annie fik et tjenerjob og en kæreste og kom hurtigt i bedre humør. I telefonen påstår hun ofte og ikke helt troværdigt, at der er dårlig forbindelse, og lover at ringe tilbage senere og gør det ikke. Hvis jeg spørger til den nye kæreste – ”Tosset med ham,” siger min mor – afslutter Annie straks samtalen, som om jeg har mistet retten til hendes fortrolighed. Må jeg møde ham? Tavshed. Hvornår kommer hun tilbage til London og ser min nye lejlighed? ”Snart,” siger hun, ofte med et halvkvalt fnis, som om kæresten sidder i baggrunden og nusser hende i nakken. ”Jeg må løbe. Elsker dig. Ja, savner også dig, mor.”

I det mindste hygger hun sig, tænker jeg, da jeg parkerer bilen i min nye gade, som ikke er nær så rar som min gamle, og tager papkassen ud af bagagerummet. Jeg kan allerede høre bygningens sommerrytme. Fra de åbne vinduer konkurrerer lydene fra indelukkede børn, hiphop, radiokommentatorer – ”Mål!” – og operasangeren på anden sal, der øver sine skalaer for fuld hals. En gruppe hætteklædte teenagedrenge, der står lænet op ad en graffitioversprøjtet mur og ryger pot, kigger dovent på mig. Jeg nægter at lade mig skræmme og smiler muntert til dem og går beslutsomt fire etager op med den sidste rest af mit ægteskab i hænderne.

Blokken er det, ejendomsmæglere kalder ”industriagtigt lækker”, en blanding af kommunalt og privat med fælles gangbroer af beton og altaner med udsigt over Grand Union Canal. Min lejlighed – to små værelser, det hyggeligste står 23

Content_9788711998731.indd 23

03/05/21 11:40 AM

klar til Annie, endnu ubenyttet – tilhører Val, en forstående gammel veninde, og bliver normalt lejet ud via Airbnb. Det er en perfekt lyserød drøm med billedgallerier på væggene, lysnede gulvbrædder, berbertæpper og enorme, sejlivede stueplanter med voksagtige blade. Hvad vigtigere er, ligger den kun et par undergrundsstationer fra det gamle hus, så Annie nemt kan tage frem og tilbage mellem mig og Steve, som hun har lyst til. Eller lade være.

Jeg sætter kassen på gulvet og ville ønske, der var en, jeg kunne råbe ”Sæt noget vand over” til.

Stilheden jagter mig rundt, som en kat. Jeg tænder for radioen og åbner altanens glasdør, breder armene ud, kaster hovedet bagud, leger, at jeg er med i en gammel, fransk film.

Byen strømmer ind og lugter af kanaler, diesel og varm øl i den sene julivarme. Jeg løfter hovedet mod solen og smiler.

Jeg skal nok klare det her.

Her efter en måned føles udsigten fra altanen stadig ny, som om store, grå London har kløvet sit skjulte, grønne hjerte og lukket mig ind. Kanalen nedenfor er byens matchagrønne hovedvej for guldsmede, sommerfugle og fugle. Andet interessant udeliv: En fyr i trediverne, som godt kan lide hatte, sidder ude på dækket i sin kanalbåd om aftenen og spiller guitar og synger, underligt ugenert, falsk. En fastboende hejre. I fordrivelsen fra mit gamle hjem har jeg følt et pudsigt slægtskab med denne pjuskede storbyhejre – kejtet, men stoisk, ikke helt ung – og kan ikke lade være at se den som et symbol på min underlige, nye frihed. Har stadig ikke set noget til hende.

Jeg hviler armene på rækværket. Mine mørke krøller er begyndt at kruse, og mine tanker rykker rastløst fremad, som 24

Content_9788711998731.indd 24

03/05/21 11:40 AM

urvisere, til arbejdet, til hvornår det er acceptabelt at tage et glas vin og så til Annie. Der dukker billeder op i mine tanker.

Mor, der traver hen ad en strand, Annie som lille tumling på ryggen af hende; Annie krummet sammen i sofaen, som et silkeblødt pattedyr, i en rede af puder med en samling elektroniske apparater; hendes fregner, ferskenfarvede stjerner, som ingen makeupartist ville kunne lave. Jeg savner de fregner. Jeg savner hende. Og jeg husker stadig nøjagtig, som var det i går, hvordan det føltes at lade min fingerspids løbe hen over hendes første tand, som lå under den ømme, røde gumme og ville frem.

Ud ad øjenkrogen ser jeg hejren, min frie fugl, dykke ned og forvandle sig til en statue på bredden. Jeg smiler til hende.

Min mobil ringer. Jeg genkender ikke nummeret og tænker, at det en sælger, så jeg sætter den på voicemail. Den ringer igen. ”Hallo … Undskyld? … Ja, Sylvie. Sylvie Broom … Hvad?”

Mit åndedræt går i stå. Hejrens enorme vinger folder sig ud, og der holder hun dem, stille, åbne, stivnet midt i afsættet.

Tiden går langsommere. Ordene ”en ulykke” river en flænge i den bagende London-eftermiddag. En lyd af klaprende fjer i luften, og min hejre er væk.

Content_9788711998731.indd 25

03/05/21 11:40 AM

0

01

02

03

04

05

06

07

08

09

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

24

25

26 0

27 01

28 02

29 03

30 04

31 05

32

33

34

35

36

37

38

39

40

41

42

43

44

45

46

47

48

49

50

51

52

53

54

55

06 0 08 09 10 11

– Kate Morton

”Jeg anbefaler bogen til jer, der gerne vil læse en smuk og skøn fortælling om en families hemmeligheder, der – Livet i dukkehuset rører dig helt ind i hjertet.”

07

”Et fængslende mysterium; velskrevet og med masser af dybe, mørke hemmeligheder.”

”Tilbage til Black Rabbit Hall er en rørende historie, om en familie der mister utroligt meget på kort tid, og en kvinde, der prøver at komme til bunds i fortidens hem– De unges ord meligheder.”

06

”Et spændende familiedrama om hemmeligheder, barn– Buch’s Books dom og kærlighed.”

05

”Tilbage til Black Rabbit Hall er en helt fantastisk fortælling … Er skrevet i et smukt billedrigt sprog, har et spændingselement, som gør, at man hele tiden må se, hvad der sker på næste side, og som samtidigt er hjer– Bogblogger.dk tegribende.”

04 12

ANMELDERNE OG L ÆSERNE OM

Da Audrey Wilde forsvandt - Femina

15

”En stor anbefaling herfra, hvis du elsker et godt histo– Bogblogger.dk risk familiedrama.”

14

”Vanvittigt spændende roman.”

13 16 20 21 22

Lindhardt og Ringhof

”Jeg var vild med bogen. Allermest på grund af det fantastiske sprog … Karaktererne er livagtige, landskaber, huse og omgivelser bliver vakt til live på smukkeste vis.”

– Frk. Bogorm

19

Roman

”Fantastisk historisk roman, spændende, mystisk, gotisk ... Anbefales til alle, der holder af en medrivende, historisk roman sat i England omhandlende familie– Litfix hemmeligheder, løgne og fortielser.”

18

Døtrene fra Foxcote Manor

”Velskrevet og spændende med et touch af gotisk gys.”

– Bøgernes labyrint

17

lindhardtogringhof.dk

Af forfatteren til Tilbage til Black Rabbit Hall

Tilbage til Black Rabbit Hall

03

Forfatterportræt: © Clare Borg-Cook Omslagsdesign: eyelab.dk

EVE CHASE

02

”Handler i sidste ende om familie – den, vi er født ind i, den, vi selv skaber og i særdeleshed den, vi flygter fra.”

– The New York Times

01

EVE CHASE er journalist og forfatter.

Hun bor i Oxford med sin mand og deres tre børn. På dansk er tidligere udkommet Tilbage til Black Rabbit Hall og Da Audrey Wilde forsvandt.

Mange år senere i London har den fyrreårige makeup­ artist Sylvie taget en stor beslutning og er gået fra sin utro mand. Hun er klar til at starte på en frisk, da hendes teenagedatter begynder at grave i familiens fortid. Det bringer Sylvie til Foxcote Manor, et gammelt hus med mange hemmeligheder. Finder hun sandheden, og tør hun i så fald afsløre den?

Døtrene fra Foxcote manor

1971. Efter en brand flytter mrs. Harrington med sine to børn og hushjælp på landet for at komme sig. Skovene omkring Foxcote Manor er dog ikke så fredfyldte, som de umiddelbart ser ud. Da de finder et spædbarn, efter­ ladt på en træstub, beslutter de sig for at tage barnet til sig, men da et lig efterfølgende bliver fundet i nærheden, knuses deres drøm om at forblive en samlet familie.

EVE CHASE

”Eve Chase er en enestående forfatter … Hendes absolut – Lisa Jewell, bestsellerforfatter bedste bog.”

ANMELDERNE OG L ÆSERNE OM

23

ISBN 9788711998731

28/04/2021 14.52

24

Døtrene fra Foxcote 155x232 STD4 OMS.indd 2,4,6