Da frøken Jensen blev moderne. En fortælling om kvinden bag kogebogen - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

DA FRØKEN JENSEN BLEV MODERNE er et portræt af en tid og en epoke, som på mange måder varslede den moderne, danske madkultur. Og samtidig en fortælling om en fremsynet og kreativ kvinde, der formåede at forene de forskellige roller i sin tilværelse. Som trådte ud af klunkegardinernes skygge og ind i Københavns forlags-, medie- og erhvervsliv og fik skabt sig en livslang karriere som madskribent.

HELLE JUHL er freelancejournalist, foredragsholder og forfatter til flere bøger om husbestyrerinder, husmødre og livet på landet.

Helle Juhl da frøken jensen blev moderne

197 mm + 6 mm = 203 mm

FRØKEN KRISTINE MARIE JENSEN (1858-1923) var ugift husbestyrerinde. Bag disse nøgterne data om et tilsyneladende anonymt kvindeliv gemmer sig intet mindre end et begreb og et ikon: Frøken Jensen. Forfatteren til Danmarks mest kendte kogebog, madskribent i datidens aviser og ugeblade og trofast husbestyrerinde og reservemor i den københavnske borgerskabsfamilie, Melchior, hvis yngste søn, Lauritz, hun understøttede økonomisk i hans tidlige karriere som operasanger.

H e l l e1 J uh l 1

blev moderne

En fortælling om kvinden bag kogebogen



Lindhardt og Ringhof

  978-87-11-40942-8  

197 mm + 6 mm = 203 mm

20 mm

197 mm + 6 mm = 203 mm

Da Frøken Jensen blev moderne En fortælling om kvinden bag kogebogen ¢ Helle Juhl og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, 2012 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-11-40942-8 Forfatter: Helle Juhl Forlagsredaktør: Dorte Einarsson Graﬁsk tilrettelæggelse: Demuth Graphic Omslag: Bettina Kjærulff-Schmidt med foto af Frøken Jensen fra Det Kongelige Bibliotek (fotograf ukendt) Illustrationer: se side 202 Bogen er sat med Joanna MT og Klavika Repro: Highlight Trykkeri: Livonia Print Printed in Latvia 2012 Lindhardt og Ringhof Vognmagergade 11 1148 København K Telefon 36 15 66 00 www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof – et selskab i Egmont Kopiering fra denne bog må ﬁnde sted på institutioner og virksomheder, der har indgået aftale med COPY-DAN, men kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Institutioner og virksomheder, der ikke har indgået aftale med COPY-DAN, skal ved ønske om kopiering henvende sig til Lindhardt og Ringhof.

113014_Da Froeken Jensen blev moderne_body.indd 4

17/09/12 12.09

? blev moderne

En fortĂŚlling om kvinden bag kogebogen

Lindhardt og Ringhof

113014_Da Froeken Jensen blev moderne_body.indd 3

17/09/12 12.09

3. Laksestadens lille forældreløse pige ørdag den 17. juli 1858 er ikke nogen helt almindelig dag i ejendommen Vestergade 519 (i dag nr. 53 – red.) i udkanten af Randers. Det er dagen, hvor vognmand og værtshusholder Christen Jensens kone, Petrine, nedkommer med en lille pige. Lillesøster til brødrene Mads på knap ni år og Jens Peter på seks år. Den glade nyhed bliver hurtigt spredt og sikkert også behørigt fejret. Mon ikke Christen i dagens anledning har måttet diske op med en gratis omgang. Vestergade-ejendommen er kendt viden om. Beliggende som første ejendom på højre hånd på byens vestlige indfaldsvej kommer der hele tiden vejfarende forbi. Et oplagt sted at gøre holdt for en dram og en bid brød, når man har ærinde i Laksestaden, som Randers også kaldes på grund af Gudenåens rige lakseforekomst. Fra stuehuset, der midt på er delt over af en port ind til en bagvedliggende beskyttet gårdsplads, er der frit udsyn til den travle gade. Vinkelret på ligger yderligere en længe, og neden for ejendommen strækker Hospitals Engen sig som en del af byens markjorder ned mod den brede og vandrige Gudenå. Her er det ingen sag at ﬁske middagsmaden. Der er fyldt godt op i ejendommen. Foruden Christen Jensen og hans familie huser den også svigerforældrene, Signe Marie og Jens Mikkelsen, en

113014_Da Froeken Jensen blev moderne_body.indd 36

17/09/12 12.09

anden familie samt tyende. I alt et dusin personer. Sådan er det de ﬂeste steder. Almuekulturens samboende produktionsliv, underlagt husbonds patriarkalske myndighed, er trods begyndende industrialisering og deraf følgende opsplitning af familierne endnu udbredt. I by såvel som på land. Vestergade 519 er med sin placering og funktion da også en slags kobling mellem land og by, mellem gammelt og nyt. Der hører endnu lidt jord til ejendommen, der således ligger som et ruralt levn i en urban brydningstid fuld af røg, damp og fremskridt. Lige neden for gårdspladsen skal skinnerne til den første jernbane i Jylland om få år blive lagt, og et par hundrede meter længere ude ad landevejen mod Viborg projekteres en ny imponerende nabo i form af Randers Station. Men det er ikke disse planer, der får værtshussnakken til at summe denne sommerdag i 1858. Det er Petrines nedkomst med en lille rødblond datter. For det ved man jo: De rødhårede er der krummer i. Hun skal nok blive til noget, værtshusholderparrets den bette ny, som får navnet Kirstine Marie Jensen. <hW j`[d[ij[aWhb j_b le]dcWdZ I dette travle, farverige miljø med fyr på komfuret fra morgen til midnat, heste og vogne i gården og en evig strøm af landboere, som på vej til og fra Randers gør holdt for at tanke op med mad, drikke og andre fornødenheder, vokser pigen, der senere skal blive landets mest læste kogebogsforfatter, Frøken Jensen, op. Fra spæd vænnes hun til larm, leben og uforudsigelighed. Værtshusdrift kræver ud over gæstfrihed og økonomisk sans en robust blanding af konduite og snusfornuft. At vokse op et sådant sted ruster til lidt af hvert. Ikke nogen dårlig forudsætning for en senere tilværelse som husbestyrerinde, skolemor, pensionatsværtinde, fødevareproducent og kogebogsforfatter i hovedstaden. Selv om ejendommen står i Christens navn, er den mest Petrines, idet den i sin tid har tilhørt hendes længst afdøde forældre, Peder Sørensen og Maren 37

113014_Da Froeken Jensen blev moderne_body.indd 37

17/09/12 12.09

Nielsdatter. Christen er som ung kommet dertil som tjenestekarl, fra den lille ﬂække Hustrup i Ringkøbing Amt. Siden er han startet som vognmand, har giftet sig med Petrine, og sammen driver de nu smålandbrug og værtshus på stedet. Med ham i skænkestuen og hende bag komfuret. Christen er ikke den første vognmand på adressen. Petrines far drev også vognmandsvirksomhed. Det gør mange i 1800-årenes Randers. Den travle havn og et ekspanderende handelsliv lokker oplandets overskud af unge ind til byen for at prøve lykken med hest og vogn. Landbruget kan som følge af omlægning til mere rationel og effektiv drift ikke længere selv opsuge befolkningstilvæksten på landet, og samtidig bliver mange af gårdenes hjemmefremstillede produkter industrialiseret og ﬂyttet til byen. Yngre børn af landbrugere – dem, som ikke skal arve – følger efter i jagten på alternative levebrød inden for handel, service, transport og husholdning eller i den voksende industri. Mellem 1830 og 1900 vokser Randers fra cirka 6.000 til 20.000 indbyggere. En vækst, der først og fremmest skyldes den store indvandring fra landet. Da Petrines far dør, gifter moderen sig med den ni år yngre Jens Mikkelsen, ligeledes vognmand og avlsbruger. Han stammer fra Welling sogn i Viborg Amt og har fra et tidligere ægteskab en lille pige, Kirsten Maria, og han bliver nu også stedfar til Marens to døtre, Mette og Petrine. Det er Jens Mikkelsen, der siden åbner værtshus i ejendommen. Måske fordi han tidligt bliver alenefar og på den måde kan være mere hjemme. Maren Nielsdatter dør nemlig allerede i 1839, hvor den yngste af pigerne kun er 11 år. Døden har dog ikke høstet færdig. I 1846 dør Petrines storesøster og i foråret 1848 også Kirsten Maria, så nu er der kun Petrine tilbage til at føre ejendommen videre. Men ikke uden ægtemand, for hele samfundet hviler på patriarkalsk myndighed, og samme efterår bliver hun da også gift med den ni år ældre tjenestekarl, Christen Jensen. Ved deres bryllup i Sct. Mortens Kirke den 15. november 1848 står de opført i kirkebogen som ”Christen Jensen, 38

113014_Da Froeken Jensen blev moderne_body.indd 38

17/09/12 12.09

Ungkarl og Avlsbruger, 31 år gammel” og ”Pigen Petrine Sørensen, 23 år”. Som forlovere er indført ”M. Jensen og Avlsbruger J. Mikkelsen”, brudeparrets respektive fædre. M. Jensen står formentlig for Mads Jensen, for da Petrine året efter føder en søn, bliver han navngivet Mads. Dengang var det almindeligt at opkalde førstefødte søn efter farfaderen og nummer to efter morfaderen. Lillebroderen fra 1852 kommer således til at hedde Jens Peter. Og efternøleren Kirstine Marie – vores Frøken Jensen – er sikkert opkaldt efter Jens Mikkelsens afdøde datter. Alle disse dødsfald må have tæret på værtshusholderen i Vestergade 519. Det er derfor ret naturligt, at Jens Mikkelsen allerede i 1850 overdrager ejendommen til svigersønnen og går på aftægt, selv om han kun er 52 år gammel. Måske har generationsskiftet også været aftalt i forbindelse med brylluppet. Han vedbliver dog ikke at være enkemand. Nogle år senere gifter Jens Mikkelsen sig med enken Signe Marie Jensdatter, der gennem nogle år har logeret i ejendommen. Dermed bliver hun stedmormor til Kirstine Marie og hendes brødre. En rolle, hun få år senere skal komme til at forpligte sig alvorligt på. Christens og Petrines lille pige fødes altså ind i et sammenvævet kludetæppe af familierelationer, men det er ganske almindeligt i en tid, hvor døden er latent nærværende og ægteskab lig med forsørgelse og forsikring. Romantisk kærlighed er ikke noget, man kalkulerer med i husstandskulturens tid. Det primære er at holde ejendommen og husstanden kørende. ?aa[ _ Z[j ^_cc[bXb Hvorom alting er, er Petrine og Christen i deres bedste alder, han 41, hun 33, da de kan glæde sig over at have forøget familien med en lille rødblond og levestærk datter. Fremtiden tegner lys den sommer i Vestergade 519. At drive værtshus er ikke nogen ringe bestilling. I et af sine sjældne interviews har Frøken Jensen omtalt barndomshjemmet som en købmandsfor39

113014_Da Froeken Jensen blev moderne_body.indd 39

17/09/12 12.09

retning, og selv om det kan være en måde at pynte lidt på cv’et, var det faktisk meget almindeligt dengang at drive købmandsforretning og beværtning under et. En randrusiansk storkøbmand med havnepakhus og eget brænderi – som den navnkundige Niels Brock (1731-1802), der lægger navn til selve professionaliseringen af handelsfaget – er der dog langt fra tale om. Familien i Vestergade 519 er ikke blot af en anden tid, den hører også til længere nede på byens sociale rangstige. I den brede mellemstand af småhandlende og mindre selvstændige håndværkere. At det forholder sig sådan, fremgår af fadderlisten ved Kirstine Maries barnedåb i Sct. Mortens Kirke søndag den 10. oktober 1858. Fadderne er her opført som ”M. Bjerring, Jomfru Eriksen, Aftægtsmand Mikkelsen (stedmorfaderen, red.), Blegmand O. Olsen og Garver Chr. Kjær.” M. Bjerring er efter alt at dømme identisk med den 31-årige Mogens Bjerring Nielsen, der ifølge en datidig vejviser samme år starter som købmand i Torvegade, en af byens vigtige handelsgader. Få år senere køber han også Vestergade 52, tæt på Christen og Petrine. Ikke nogen dårlig førstefadder for den lille pige. På nær jomfru Eriksen er fadderne alle mænd i deres bedste alder og i selvstændigt erhverv. Pænt og solidt – og i hvert fald anderledes velstillet end de fattige arbejderfamilier, enker og enlige mødre, der lever sammenstuvede og for nogles vedkommende på sulteranden i det gamle middelalderkvarter nede ved havnen, for ikke at tale om i byens fattiggård skråt over for værtshuset – men næppe heller mere. Livet i Vestergade 519 har efter fadderlisten at dømme og med digteren H. V. Kaalunds ord været ”på det jævne, på det jævne, ikke i det himmelblå.” <hW c_ZZ[bWbZ[hXo j_b ceZ[hd[ _dZkijh_Xo Randers vokser ikke kun befolkningsmæssigt, da Kirstine Marie Jensen kom40

113014_Da Froeken Jensen blev moderne_body.indd 40

17/09/12 12.09

mer til verden. Den er i fuld gang med at udvikle sig fra indelukket middelalderby til udadvendt potent industriby med moderne faciliteter. Jernbanen mellem Århus og Randers er på tegnebrættet og bliver taget i brug i 1862, syv år senere går sporene helt til Ålborg, og i løbet af 1870’erne og 1880’erne kommer der også jernbaneforbindelse til Grenå og Hadsund. Randers er det merkantile og industrielle midtpunkt i et opland, hvis ubrudte cirkelslag har en radius af 50-60 kilometer. Ibrugtagningen af jernbanen og den nye Randers Station for enden af Vestergade i 1862 er som et signalfløjt til foretagsomheden. Entreprenører, købmænd og håndværksmestre grundlægger i disse folkestyrets første årtier nogle af de virksomheder, som skal gøre Randers til en af landets primære industribyer: Togfabrikken Scandia, Dronningborg Maskinfabrik, Randers Rebslaaeri, Bryggeriet Thor m.fl. Nu er det ikke længere kun laksene og handskerne fra Randers Handskefabrik, som byen profilerer sig på. Gennemførelsen af den frie næringslov i de samme år sætter også skub i handel og vandel, med anlæggelse af flere nye torvepladser til følge. Det skal være let for landboerne at afsætte varer til det voksende antal randrusianere. Og ikke mindst på bolig- og byplanområdet sker der forandringer. De gamle kvarterer fra middelalderen med snævre, brolagte gader kan slet ikke rumme den massive indvandring. Gader bliver rettet ud og lagt om, og en- og toetagers bindingsværkshuse med dyrehold i gårdene må vige for grundmurede bygninger i op til fire etager og med butikker og kontorer i stuen. Køer, grise og høns erstattes af nydelige butiksfolk og funktionærer. På byjorderne uden for den gamle bymidte dukker nye kvarterer op for håndværkere og arbejdere, mange som boligforeninger, og adskillige af de gamle, velhavende familier bygger store udsigtsvillaer langs nye udfaldsveje. Dertil kommer byggeri af offentlige bygninger som Ting- og Arresthuset (1862), Randers Sygehus (1869) og, mest påtrængende af alt, nye skoler. Trods høj børnedødelighed vrimler det med børn i Randers. 41

113014_Da Froeken Jensen blev moderne_body.indd 41

17/09/12 12.09

Den verdensberømte forfatter og Nobelprismodtager, Henrik Pontoppidan (1857-1943), hvis far i de år er præst i Sct. Mortens Kirke, beskriver den rivende udvikling således: :[j lWh Z[d ]Wcb[ e] do J_Z" Z[h ]_a ^_dWdZ[d \ehX_ e] c´Zj[i Å iWWZWd iec ]Wcb[ e] do[ J_Z[h ]³hd[ c´Z[i$ ¾ :[j [h Z[d do J_Z" Z[j d_jj[dZ[ 7Wh^kdZh[# Z[" Z[h eci_Z[h \eh \kbZ Cki_a ^Wh ^ebZj i_j i[`hh_][ ?dZje] _ Z[d ]Wcb[ BWai[ijWZ$

7b[d[ j_bXW][ c[Z ij[ZcehceZ[h[d De første år af Kirstines liv må have været præget af denne brusende udvikling. Men måske også af snigende sygdom. I hvert fald er hun kun ﬁre år gammel, da ulykken på ny slår ned i Vestergade 519. Faderen dør 2. marts 1862, 45 år gammel. Otte dage senere begraves den alt for tidligt bortgåede vognmand og værtshusholder fra Sct. Mortens Kirke. Petrine overtager boet efter sin mand og fortsætter på egen hånd driften af værtshuset – formentlig bistået af de to gamle på aftægt – men tre år senere, den 26. maj 1865, dør også hun, blot 40 år gammel. En menneskelig og social katastrofe for de tre børn og de gamle Mikkelsens. Hvad Christen og Petrine Jensen dør af er ukendt. Men ”brystsyge” er en udbredt dødsårsag blandt yngre mennesker på de tider. Tuberkulose og lungebetændelse har gode kår i de snævre og fugtige boliger. Forstærket af hårdt fysisk arbejde, brændevin og vitaminfattig kost. Vestergade-ejendommen har næppe været det sundeste hus at vokse op i, og måske lægges kimen til Frøken Jensens egen død af lungebetændelse som 64-årig allerede der i form af sarte lunger? Petrines dødsfald kræver boskifte. Randers Byfoged noterer i skifteretsprotokollen, at ”Aar 1865, den 26. Mai, anmeldtes Værtshuusholder Christen Jensens Enke, Petrine f. Sørensen, død, efterladende sig umyndige Arvinger.” Boet er ganske omfattende. Ved den indledende boopgørelse et par uger 42

113014_Da Froeken Jensen blev moderne_body.indd 42

17/09/12 12.09

efter begravelsen sættes Vestergade-ejendommen til en værdi af 1300 Rigsdaler foruden en ”Bygafgift” på hver 200 Rigsdaler fra to markjorder, som familien ikke længere selv driver. Dertil kommer en minutiøs gennemgang af alt løsøre, fra mindste sukkerskål til tunge dragkister og klædeskabe. Alene dette fylder over to sider i protokollen og omfatter godt 125 forskellige emner. Især er der meget køkkenudstyr og andet husgeråd, hvilket hænger sammen med værtshusdriften. Gamle Jens Mikkelsen bevidner boopgørelsens rigtighed, men i svækket tilstand, for han må underskrive ”med ført pen”. Han kan ikke selv holde på pennen, men må lade en anden gøre det for sig. Det varer da heller ikke længe, før også han dør, så der nu kun er Signe Mikkelsen og de tre umyndige børn tilbage. Herefter bliver ejendommen solgt på auktion til en Christopher Bertelsen fra Thisted Amt, som viderefører værtshuset. Kirstines og brødrenes arv bliver sat i Overformynderiet, indtil de bliver myndige. Som en del af handelen får Signe Marie Mikkelsen og Kirstine logi hos den nye ejer. Stedmormoderens aftægtsliv fortsætter således, men nu med ansvaret for en lille pige. En tung opgave for den snart 70-årige værtshusholderenke. Brødrene må klare sig selv. 16-årige Mads har allerede forladt barndomshjemmet, da moderen dør – formentlig i en lære- eller tjenesteplads – og 13-årige Jens Peter følger kort efter trop. Den livlige barndom som efternøler og lillesøster i en stor families midte er med et skrumpet ind til et sorgtynget samliv med stedmormoderen. Syv år gammel er værtshusholderparrets rødhårede Kirstine blevet laksestadens lille forældreløse pige. ? Z[ \Wjj_][i iaeb[ Ulykken indtræffer netop, som et nyt kapitel i hendes liv begynder. For året, hvor Kirstine bliver forældreløs, falder sammen med starten på hendes skole43

113014_Da Froeken Jensen blev moderne_body.indd 43

17/09/12 12.09

gang. Ikke just nogen god forudsætning for en skolestart. Det må have gjort ondt at opleve de andre piger skynde sig hjem til mor og far efter skoletid, mens hun kun har gamle Signe at traske hjem til. Man kan sagtens forestille sig, at den kærlighed, hun som husbestyrerinde mange år senere øser ud over Melchior-familiens børn, og i særdeleshed den lille Lauritz, udspringer af hendes eget tab i barndommen. Hun kan med lethed sætte sig i moderløse børns sted. Kirstine Marie Jensen indskrives i Den Brock-Bredalske Friskole, som er en gratis kommunal skole. I modsætning til betalingsskolerne, hvortil de bedrestillede familier sender deres børn. Navnet har skolen fra Det BrockBredalske Legat, som er med til at ﬁnansiere den, og den er i sin tid stiftet af storkøbmanden og mæcenen, Niels Brock og hustru Lene Bredal, hvis far var købmand og borgmester i Randers. I skolens forsømmelsesprotokol står hun opført som Kirstine Jensen, f. 17/7 1858. Adresse: Vestergade 519. Under forældres/plejeforældres navne står: ”Værtshuusholder Jens Mikkelsens Enke”. Der er ikke gemt standpunktsprotokoller, så hvordan hun klarer sig, står hen i det uvisse, men eftersom hun senere som ung kvinde drømmer om at blive lærerinde, har hun formentlig klaret sig ganske godt. Da Kirstine begynder i første klasse, har skolen til huse i ”Ankerhus” på hjørnet af St. Voldgade og Kirkegade. Sammen med Den Bay-Kirketerpske Skole, som er en betalingsskole. Men elevtallet er ved at sprænge rammerne for de to skoler, så allerede i Kirstines første skoleår går bystyret i gang med at planlægge en ny kommunal skole. I juni 1866 indstiller skolekommissionen at bygge den nye skole i Nørrestræde. Her ligger den såkaldte Fangegård, der har sit navn fra Englandskrigene i 1807, hvor engelske fanger blev bevogtet på stedet. Nu kan der passende opføres skole i moderne tilsnit. Efter ministeriel godkendelse og med tilsagn om støtte fra Det Brock-Bredalske Legat går byggeriet i gang, og 6. 44

113014_Da Froeken Jensen blev moderne_body.indd 44

17/09/12 12.09

januar 1869 kan den nye skole indvies. 14 moderne indrettede klasseværelser med plads til 50 elever i hver. Det giver mulighed for at undervise i alt 800 elever – 400 om formiddagen og tilsvarende om eftermiddagen. Byggepris: 58.000 kroner. Skolen tager både imod piger og drenge, men de undervises hver for sig, og har også hver sin skolegård. Det er det almindelige for byskoler på den tid. Måske er det også meget godt for den lille forældreløse Kirstine, for som kommunal friskole får den hurtigt ry for at være de fattiges skole, der hvor alle de frække gadedrenge går. Selv om den nye Nørrestræde Skole har kapacitet til 800 børn, opstår der ret hurtigt pladsmangel. Allerede ti år efter indvielsen må kommunen leje ekstra lokaler i en kaffeerstatningsfabrik i det nærliggende Fabriksstræde, men da er Kirstine Marie Jensen for længst gået ud. I øvrigt får skolen sin helt egen samfundsrolle at spille trekvart århundrede senere, idet den under anden verdenskrig bliver Randers’ eneste fungerende skole. De øvrige kommunale skoler samt Statsskolen er i de år besat af tyskerne, og i stedet må randrusianernes børn klumpe sig sammen i den gamle ”fattigskole” i Nørrestræde. Sidste kapitel for Frøken Jensens barndomsskole skrives i 1982, hvor den rives ned til fordel for udvidelse af bryggeriet Thor. Eller ”Synnetsveds Bayerske Ølbryggeri”, som det hedder i hendes barndomsår. Stiftet i 1856 af Christian Emil Synnestved og således næsten på årgang med hende selv. >Wld[]oZ[h e] \Wjj_]b[cc[h Jævnaldrende er Kirstine også med byens berømte digtersøn, Henrik Pontoppidan, som er født i 1857. Han kommer til Randers i 1863, da faderen får embede ved Sct. Mortens Kirke. De to børns veje har dog næppe mødtes andet end tilfældigt. Han går i Randers lærde Skole, byens latinskole, og omgås næppe de mindrebemidlede elever i Nørrestrædes Skole. Kirstine kan 45

113014_Da Froeken Jensen blev moderne_body.indd 45

17/09/12 12.09

dog sagtens have passeret Henrik på vej til og fra skole, for latinskolen ligger midtvejs i Vestergade med port lige ud til gaden. Der går hun hver dag forbi. Selv om Henrik Pontoppidan tilhører byens højere samfundslag, har han tidligt nysgerrigheden over for anderledes ringere stillede. I sine erindringer beskriver digteren, hvordan han som dreng strejfede om i byens mørke og trange havnekvarter, hvis smøger med sære navne fristede hans nysgerrighed: :ojc³hia[d" A[h[l[Z[h" F[X[hib_ff[d" JhWd]ijh³Z[$ <b[h[ W\ Z_ii[ \eba[jecc[ ick]" Z[h Xk]j[Z[ i_] c[bb[c ^´`[ fWa^ki]Wlb[" lWh i icWbb[" Wj boZ[d W\ [di []d[ iah_Zj ][db´Z ^kbj Z[h_dZ[ iec _ [d j´dZ[$ @[] lWh WbZh_] h_]j_] ceZ_] l[Z Wj ] _][dd[c Z[c$

Det forstår man godt. Sådan et sted kunne en præstesøn nemt komme galt af sted, selv om opvæksten i den særdeles børnerige præstegård med hele 16 børn og en streng religiøs far nok har forlenet ham med en vis mental og fysisk hårdhudethed. Frygten for og spændingen ved det barske havnemiljø udvikler sig dog senere til social indignation og et forfatterskab, hvis kendemærke er en kritisk granskning af det klassedelte samfund og brydningerne mellem folkestyre, industrialisering, moderne videnskab og århundredgamle kristne traditioner. Hans og Frøken Jensens Randers mellem 1860 og 1880 har til det formål udgjort et glimrende studium. Kirstine er sikkert også blevet advaret mod at færdes alene i byens havnekvarter. Hvor der er stor social nød, er der tilsvarende mange farer og faldgruber. Men også i hendes og Signes ende af byen kan man gøre fattigdomsstudier. Over for Vestergade 519 ligger nemlig byens fattiggård, en lav bindingsværksejendom fra begyndelsen af århundredet. Måske har Kirstine haft det med den som Henrik Pontoppidan med de snævre havnegyder – en gysende fornemmelse af undergang. 46

113014_Da Froeken Jensen blev moderne_body.indd 46

17/09/12 12.09

I fattiggården bor fattiglemmerne stuvet sammen i små værelser, og dagens tre måltider består af grød, flæsk, fisk, kartofler og rugbrød med øl eller kærnemælk til. Som modydelse skal de forarbejde tekstil seks dage om ugen. De fleste er voksne, men også børn kan risikere at havne der. Hvis de er værdigt trængende, og alle andre forsørgelsesmuligheder slår fejl. Det må have været en skræmmende tanke for Kirstine, hvis eneste holdepunkt er den aldrende stedmormoder i værtshusaftægten. Dengang var det ikke mange, der nåede at runde de 70. Hvis hun nu også dør, hvad så? Ec\Wjj[dZ[ ieY_Wb d´Z Nød og elendighed møder Kirstine også i skolen. Særligt hos de skolekammerater, der vokser op i Store Rosengaard og Lille Rosengaard, byens mest usle udlejningsejendomme. Her bor arbejderfamilier, enker, enlige mødre og prostituerede i etværelses lejligheder med åbent ildsted og piksten som gulv. Og en stinkende rendesten lige uden for døren. Det, der trives bedst her, er rotter, lus og smitsomme sygdomme. Den store tilstrømning af fattige landboere i Kirstines opvækstår sætter bystyret og borgerskabet under stigende pres. En af dem, der tager affære over for den sociale nød, er en overlærer på hendes skole ved navn S.N. Albrectsen. Fra katederet har han godt udblik til lappeklædte skolebørn med kirtelsyge, blodmangel, engelsk syge og tuberkulose – følgerne af for dårlig ernæring og manglende hygiejne. I 1867 tager han initiativ til dannelsen af Randers Arbejderforening, der fungerer som en låne- og sparekasse og hjælper medlemmerne med at skaffe billige livsfornødenheder via fællesindkøb. Nogle år senere kommer byggeforening, bibliotek og pantelånerkontor(!) til. Alt sammen for at dæmpe den sociale nød gennem hjælp til selvhjælp og forebygge uro blandt arbejderne. Frygten for socialisme spøger også i Randers. Hvad nu, hvis de fattige 47

113014_Da Froeken Jensen blev moderne_body.indd 47

17/09/12 12.09

pønser på revolution og overtagelse af produktionsapparatet. Det bryder højremanden Albrectsen sig ikke om, så hellere vise en pædagogisk-demokratisk vej ud af elendigheden. Sammenlignet med Rosengårdenes unger er Kirstine Marie Jensen bedre stillet, og hun vokser sig ganske stor og stærk. Føden har været sikret gennem stedmormoderens aftægt. Man kan også forestille sig, at Kirstine tidligt har givet en hånd med i værtshusets køkken og derved nydt godt af grydernes indhold. Formentlig har menuen ofte stået på laks. Den fandt hyppigt vej til randrusianernes middagsborde, lettilgængelig og billig, som den var. Når tjenestefolk skulle fæstes i byens borgerskabshuse, var det ikke ualmindeligt med en passus, der forsikrede, at der kun ville blive serveret laks tre gange om ugen! >[bj Wb[d[ Tre måneder før Kirstine fylder 12 år, bliver hendes frygt for at miste igen til skræmmende virkelighed. Stedmormoderen kan ikke mere og dør 6. maj 1870, 74 år gammel. Nu har Kirstine kun sine to brødre tilbage, 21-årige Mads og 18-årige Jens Peter, men de er formentlig ude i pladser hos fremmede eller i gang med at uddanne sig. Hvordan det har været at miste så mange elskede og voksne holdepunkter, før man når konﬁrmationsalderen, er næsten ikke til at forestille sig. Selv om døden var et højst nærværende eksistensvilkår for alle dengang, og de færreste voksede op uden at miste søskende eller andre nære pårørende, må chokket og sorgen for den 11-årige pige i Vestergade 519 have været udtalt. Hun har dog haft mange omkring sig, for i 1870 er der stuvende fuldt i den gamle bindingsværksejendom. Ved folketællingen i februar samme år fremgår det, at Vestergade 519 huser tre familier, der tilsammen tæller 18 personer. Dobbelt så mange som ved folketællingen i 1855, hvilket igen siger noget om den store vandring fra land til by i de år. 48

113014_Da Froeken Jensen blev moderne_body.indd 48

17/09/12 12.09

Foruden Kirstine og stedmormoderen bebos ejendommen af den nye værtshusholder, Christopher Bertelsen, og hans kone og fire børn. Desuden tæller hans husstand en tjenestepige, en ansat i værtshuset samt svigermoderen. I en anden lejlighed bor en ny vognmandsfamilie, Søren Mollerup Andersen og hustru Kirsten med fire børn og tjenestekarl. Mon ikke de tre kvinder i ejendommen trøster Kirstine og giver hende umiddelbar omsorg? Christopher Bertelsen har selv prøvet at miste, for hans 24-årige kone er næppe mor til alle fire børn mellem seks og elleve år. Hun er formentlig kone nummer to til den 42-årige værtshusholder. I den familie kan de let sætte sig i Kirstines sted. Derudover har hun selvfølgelig fadderne. Det er nu, de skal træde i aktion, ikke mindst førstefadderen. Noget taler da også for, at 11-årige Kirstine efter stedmormoderens død flytter ind hos den velsituerede købmand Bjerring Nielsen og hans familie i Torvegade. Det kan forklare, at hun mange år senere oplyser, at hun er vokset op i en købmandsforretning. Folketællingerne kan desværre ikke fastslå Kirstines bopæl i de sidste barndomsår, for efter 1870 skal man frem til 1880, før der igen bliver gjort mandtal over danskerne, og da er den forældreløse værthusholderdatter blevet voksen og rejst til hovedstaden. Vestergade 519, Randers, er udskiftet med Vesterbrogade 23, København. Hvad hun gør der, skal vi komme til at høre nærmere om senere. At hun forbliver i Randers de første år efter Signe Mikkelsens død, er der dog ikke tvivl om, for i efteråret og vinteren 1871-1872 følger Kirstine konfirmationsforberedelsen ved Sct. Mortens Kirke. Snart skal der således sættes rituelt punktum for skolegangen og for en barndom og opvækst præget af tab og store omvæltninger. Det bliver dog ikke selveste pastor Pontoppidan, men derimod en mere anonym – og sikkert billigere – kapellan ved navn Hansen, der konfirmerer Kirstine Marie Jensen og en række andre piger fra årgang 1858. Dengang betalte man for præsternes kirkelige handlinger, og en forældreløs konfirmand 49

113014_Da Froeken Jensen blev moderne_body.indd 49

17/09/12 12.09

i byens fattigskole må nøjes med en billig kapellan. Konfirmationen finder sted den 14. april 1872, anden søndag efter påske, og hermed indføjer sig den sidste officielle registrering i Sct. Mortens Sogns kirkebog af værtshusholderparret Petrine og Christen Jensens den yngste. Den lille rødhårede, der nok skal drive det til noget, som de skålede på i skænkestuen 14 år tidligere. Fra nu af må laksestadens lille forældreløse pige til at stå på egne ben.

113014_Da Froeken Jensen blev moderne_body.indd 50

17/09/12 12.09

:[j ^kib_][ \W] aec _ \eaki" ZW <h´a[d @[di[d lWh kd]" e] ^kd lWh XbWdZj Z[ \´hij[" iec aec f ^ki^ebZd_d]iiaeb[$ KdZ[hl_id_d][d \eh[]_a _ i³hb_]j _dZh[jj[Z[ ^ki][hd_d]ibeaWb[h" e] [b[l[hd[ XWh aWff[h e] ^l_Z[ \ehab³Z[h$ >[h [h Z[j iaeb[d f IebX`[h]l[` f <h[Z[h_aiX[h]$

113014_Da Froeken Jensen blev moderne_body.indd 67

17/09/12 12.09

HELLE JUHL er freelancejournalist, foredragsholder og forfatter til flere bøger om husbestyrerinder, husmødre og livet på landet.

Helle Juhl da frøken jensen blev moderne

197 mm + 6 mm = 203 mm

H e l l e1 J uh l 1

blev moderne

En fortælling om kvinden bag kogebogen



Lindhardt og Ringhof

  978-87-11-40942-8  

197 mm + 6 mm = 203 mm

20 mm

197 mm + 6 mm = 203 mm