De døde dukkers sommer - læseprøve

De døde dukkers.indd 1

16/04/12 11.06

Antonio Hill

De døde dukkers sommer

På dansk ved Kirsten A. Nielsen

Lindhardt og Ringhof

De døde dukkers.indd 1

16/04/12 11.06

De døde dukkers sommer er oversat fra spansk efter El verano de los juguetes muertos Copyright © Toni Hill Gumbao 2011 © Random House Mondadori S.A. 2011 All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Omslag: Mark Airs Bogen er sat med Garamond hos Lymi DTP Service og trykt hos ScandBook 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden ISBN: 978-87-1140-792-9

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Til min mor, for alt

De døde dukkers.indd 2

16/04/12 11.06

I gĂĽr

De døde dukkers.indd 3

16/04/12 11.06

De døde dukkers.indd 4

16/04/12 11.06

D

et er meget længe siden, at jeg har tænkt på Iris og på den sommer, da hun døde. Jeg formoder, at jeg har forsøgt at glemme det hele, på samme måde som jeg har overvundet barndommens mareridt og rædsler. Og nu, hvor jeg prøver på at huske hende, mindes jeg kun den sidste dag – som om billederne fra den dag har udslettet alle de tidligere billeder. Jeg lukker øjnene og er tilbage i det store, gamle hus, i sovesalen med de tomme senge, der venter på, at den næste gruppe børn skal ankomme. Jeg er seks år, jeg er på sommerlejr, og jeg kan ikke sove, fordi jeg er bange.

Nej, jeg lyver. Denne tidlige morgen var jeg modig: Jeg overtrådte reglerne og trodsede mørket for at gå hen til Iris. Men jeg fandt hende liggende druknet i svømmebassinet, flydende på vandet og omgivet af et helt optog af døde dukker.

De døde dukkers.indd 5

16/04/12 11.06

De døde dukkers.indd 6

16/04/12 11.06

Onsdag

De døde dukkers.indd 7

16/04/12 11.06

De døde dukkers.indd 8

16/04/12 11.06

1

H

an slukkede vækkeuret efter det første ring. Klokken var otte om morgenen. Selvom han havde været vågen i flere timer, blev han overvældet af en pludselig træthed i alle sine led, så han måtte gøre en kraftanstrengelse for at stå op af sengen og gå ud under bruseren. Den friske vandstråle jog trætheden bort og med den nogle af virkningerne af at skulle omstille sig til en ny døgnrytme. Han var ankommet dagen før om eftermiddagen efter en uendelig lang flyvetur fra Buenos Aires til Barcelona, som var blevet yderligere forlænget på lufthavnens kontor for forsvunden bagage. Kontordamen, der i sit forrige liv sikkert havde været en af de der sadistiske engelske privatlærerinder, havde opbrugt hans sidste rest af tålmodighed ved at stirre på ham, som om kufferten var et væsen, der havde sin egen vilje og havde besluttet sig for at skifte sin ejer ud med en mindre skummelt udseende person.

Han tørrede sig energisk og bemærkede irriteret, at sveden allerede var begyndt at bryde frem på hans pande. Sådan var sommeren i Barcelona. Klam og klæbrig som en halvsmeltet is. Med håndklædet omkring livet betragtede han sig selv i spejlet. Han burde barbere sig. Til helvede med det. Han gik ind i soveværelset igen og ledte i det halvtomme skab efter et par underbukser at tage på. Heldigvis var tøjet i den bortkomne kuffert vintertøj, så han havde ingen problemer med at finde en skjorte med korte ærmer og et par bukser. Barfodet satte han sig på sengen. Han trak vejret dybt. Den lange rejse havde sin pris, og nu følte han sig fristet til at lægge sig igen, lukke øjnene og glemme alt om den aftale, han 9

De døde dukkers.indd 9

16/04/12 11.06

havde præcis klokken ti, selv om han inderst inde vidste, at han ikke var i stand til det. Héctor Salgado svigtede aldrig en aftale.

‘Heller ikke om så det var med min bøddel,’ sagde han til sig selv med et ironisk smil. Med højre hånd greb han mobilen på natbordet. Batteriet var ved at løbe tørt, og han kom i tanke om, at opladeren lå i den forbandede kuffert. Dagen før havde han været for træt til at snakke med nogen, men inderst inde håbede han på, at de andre huskede ham. Han fandt Ruths nummer frem og sad i et par sekunder og kiggede på displayet, inden han trykkede på den grønne tast. Han ringede altid til hendes mobil, sikkert i forsøg på at ignorere, at hun også havde et fastnetnummer. Et andet hjem.

En anden partnerske. Hendes stemme, der lød hæs, som om hun lige var stået op, hviskede ind i hans øre: “Héctor ...”

“Vækkede jeg dig?”

“Nej ... Okay, lidt.” Han hørte en dæmpet latter i baggrunden.

“Men jeg skulle alligevel til at stå op. Hvornår kom du tilbage?”

“Undskyld. Jeg ankom i går eftermiddags, men de idioter forliste min kuffert, så jeg tilbragte en halv dag i lufthavnen. Min mobil er lige ved at løbe tør. Jeg ville bare lade jer vide, at jeg er vel ankommet.”

Pludselig følte han sig ret tåbelig. Som et barn, der snakker for meget.

“Hvordan var rejsen?”

“Meget rolig,” løj han. “Hør her, ligger Guillermo stadig og sover?”

Ruth lo.

“Din accent bliver altid tydeligere, når du har været i Buenos Aires. Guillermo er ikke hjemme, har jeg ikke fortalt dig det? Han er taget et par dage til stranden, på besøg hos en ven,” svarede hun. “Men han ligger helt sikkert og sover på det her tidspunkt,” tilføjede hun straks.

“Godt.” En pause. I den seneste tid var deres samtaler hele tiden gået i stå. “Og hvordan går det ellers?”

“Fint, men jeg lover dig, at hvis hans præpubertet varer ret meget længere, så sender jeg ham retur til dig, med portoen betalt.”

10

De døde dukkers.indd 10

16/04/12 11.06

Ruth smilede, kunne han fornemme. Han mindedes den måde, hun smilede på, og den pludselige glans i hendes øjne. Hun skiftede tonefald. “Héctor, har du hørt noget om din sag?”

“Jeg skal mødes med Savall klokken ti.”

“Ring og fortæl mig om det.”

Endnu en pause.

“Skal vi spise sammen?” Héctors stemme var blevet svagere.

Det varede lidt længere end nødvendigt, inden hun svarede.

“Jeg har allerede en aftale, desværre.” Et øjeblik troede han, at batteriet nu var løbet helt tør, men så fortsatte stemmen. “Men lad os snakke sammen senere. Vi kunne måske drikke en kop kaffe ...”

Så skete det. Inden han nåede at svare, forvandledes telefonen til et stykke dødt metal. Han stirrede hadefuldt på den. Så kiggede han ned på sine nøgne fødder. Og i et spring, som om den korte samtale havde givet ham det nødvendige skub, rejste han sig og gik igen hen til det anklagende skab fyldt med tomme bøjler.

Héctor boede på øverste sal i en ejendom med tre etager. Den var ikke noget særligt, blot en ud af mange andre typiske ejendomme i Poblenou-kvarteret, beliggende tæt ved metrostationen og et par blokke fra denne anden rambla, som ikke var nævnt i guidebøgerne. Det eneste særlige ved hans lejlighed var huslejen, som ikke var steget, dengang området blev blæst op som meget attraktivt i og med dets beliggenhed tæt ved stranden, samt at den havde en tagterrasse, som han rent faktisk havde gjort til sin private terrasse, fordi husets anden etage stod tom, og fordi første etage var beboet af ejeren, en kvinde på næsten halvfjerds, som ikke var interesseret i at gå de tre trappeafsnit derop. Han og Ruth havde indrettet den gamle terrasse med overdækning af en del af den og med adskillige planter, der nu var ved at visne, samt med et bord og stole, så de kunne sidde deroppe og spise på sommeraftener. Han havde næsten ikke brugt den, siden Ruth rejste.

Døren på første sal blev åbnet, netop som han gik forbi, og Carmen, husets ejer, kom ud for at hilse på ham.

“Héctor.” Hun smilede. Som sædvanlig sagde han til sig selv, at 11

De døde dukkers.indd 11

16/04/12 11.06

hvis han blev gammel, ville han være ligesom denne rare kvinde.

Eller endnu bedre: have en som hende ved sin side. Han standsede op og gav hende lidt kejtet et kys på kinden. Det at give udtryk for ømhed havde aldrig været hans stærke side. “I går hørte jeg lyde oppefra, men jeg tænkte, at du sikkert var træt. Vil du have en kop kaffe? Jeg har lige lavet den.”

“Du forkæler mig jo.”

“Pjat,” svarede hun bestemt. “En mand skal være velfodret, når han tager af sted. Kom med ud i køkkenet.”

Héctor fulgte lydigt efter. Der duftede af frisklavet kaffe i lejligheden.

“Jeg har savnet din kaffe, Carmen.”

Hun betragtede ham med rynket pande, mens hun hældte en stor kop kaffe op til ham og derefter kom lidt mælk og en teskefuld sukker i.

“Velfodret ... og velbarberet,” tilføjede kvinden med fuldt overlæg.

“Nu skal du ikke være så hård ved mig, Carmen, jeg er jo lige kommet hjem,” sagde han bedende.

“Og du skal ikke gøre dig til offer. Hvordan har du det?” Hun så kærligt over på ham. “Hvordan går det i dit hjemland? Og ryg dig bare en cigaret, for jeg ved jo, at du har lyst til det.”

“Du er bare så god, Carmen.” Han trak cigaretpakken frem og tændte en cigaret. “Jeg forstår ikke, at en eller anden rig bedstefar ikke har kapret dig.”

“Det skyldes måske, at jeg ikke bryder mig om bedstefædre! Da jeg fyldte femogtres, så jeg mig omkring og sagde til mig selv: Carmen, ja n’hi ha prou, luk baren. Giv dig til at se film derhjemme ... For resten, her er dem, du lånte mig. Jeg har set dem alle sammen,” forsikrede hun stolt.

Héctors filmsamling ville have gjort mere end én filmentusiast bleg af misundelse. Den bestod af alt lige fra Hollywood-klassikere, der var Carmens favoritter, til de sidste nye film. Alle samlet i et reolsystem, som gik fra væg til væg, tilsyneladende uden nogen orden.

En af hans største fornøjelser, når han lå søvnløs om natten, var at tage et par tilfældige stykker ud og lægge sig i sofaen og se dem.

12

De døde dukkers.indd 12

16/04/12 11.06

“Nogle vidunderlige film,” fortsatte Carmen. Hun var en erklæret fan af Grace Kelly, som hun havde lignet, da hun var ung, hed det sig. “Men prøv nu ikke på at narre mig. Hvordan har du det?”

Han pustede langsomt røg ud og drak sin kaffe. Kvindens blik gav ham ingen ro; disse blå øjne måtte have været sande mandedræbere. Carmen var ikke en af den slags gamle koner, der elskede at fortælle om fortiden, men takket være Ruth vidste Héctor, at der mindst havde været to ægtemænd, ‘på ingen måde uforglemmelige, de stakler’, hed det med Carmens egne ord, samt en elsker ‘en uforskammet person af den slags, der er uforglemmelig’. Men til syvende og sidst havde det været sidstnævnte, der havde sikret hendes alderdom ved at testamentere hende denne ejendom i tre etager, hvor hun kunne have levet endnu bedre, hvis det ikke var, fordi hun reserverede en af etagerne til en søn, der var rejst for en del år siden og ikke var vendt tilbage igen.

Héctor hældte lidt mere kaffe i sin kop, inden han svarede: “Dig kan jeg ikke narre, Carmen.” Han forsøgte at smile, men det trætte ansigtsudtryk og de triste øjne ødelagde virkningen.

“Det hele er noget lort, med forlov. Det hele har i lang tid været noget værre lort.”

Sag nr. 1231-R. H. Salgado.

Afventer beslutning.

Tre korte linjer skrevet med sort pen på en gul post it-seddel klistret på en mappe i samme farve. For ikke at se på dem åbnede inspektør Savall mappen og løb indholdet igennem. Som om han ikke allerede kunne det udenad. Vidneforklaringer. Lægerapporter. Politibrutalitet. Fotografier af slynglens kvæstelser. Fotografier af den ulykkelige unge nigerianske pige. Fotografier af lejligheden i Raval-kvarteret, hvor de havde stuvet pigerne sammen. Hertil kom forskellige avisudklip, hvoraf nogle – heldigvis ikke ret mange – temmelig ondskabsfuldt fortalte deres særlige version af begi13

De døde dukkers.indd 13

16/04/12 11.06

venhederne, hvori de lagde vægt på begreber som uretfærdighed, racisme og magtmisbrug. Han smækkede mappen i og kiggede på uret, der stod på hans skrivebord. Klokken var 9.10. Halvtreds minutter. Han skubbede stolen tilbage for at strække benene, da der blev banket på døren, og den næsten samtidig gik op.

“Er han kommet?” spurgte han.

Kvinden, der trådte ind på kontoret, rystede på hovedet uden at spørge, hvem han talte om, og meget langsomt gik hun hen og støttede begge hænder på ryglænet af den stol, der stod foran skrivebordet. Hun kiggede ham ind i øjnene og spurgte: “Hvad har du tænkt dig at sige til ham?” Spørgsmålet lød som en anklage, en skudsalve bestående af ni ord.

Savall trak næsten umærkeligt på skuldrene.

“Det der er at sige. Hvad vil du ellers have, at jeg skal sige til ham?”

“Herligt!”

“Martina ...” Han forsøgte at være hård, men han holdt for meget af hende til virkelig at blive vred på hende. Han dæmpede stemmen. “For helvede, mine hænder er jo bundet.”

Hun gav ikke efter. Hun trak stolen lidt tilbage, satte sig ned og skubbede stolen hen mod bordet.

“Hvad mere vil de have? Den der satan er jo allerede kommet ud fra hospitalet. Han går rundt derhjemme, lige så frisk som før, og er i gang med at reorganisere sin forretning ...”

“Hold nu op, Martina!” Sveden piblede frem på hans pande, og pludselig mistede han besindelsen. Da han stod op samme morgen, havde han pålagt sig selv, at dette ikke måtte ske. Men han var kun et menneske. Han åbnede den gule mappe og tog fotografierne frem, hvorefter han lagde dem på bordet som en håndfuld esser i et pokerspil. “Brækket kæbe. To brækkede ribben. Kvæstelser i hovedet og i maven. Et ansigt, der er et helt farveorgie. Alt sammen fordi Héctor gik amok og mødte op i den der skide doktors hus. Og så var han oven i købet satans heldig, at der ingen indre læsioner var. Han gav ham et ordentlig lag tæsk.”

Alt dette vidste hun godt. Hun vidste også, at hvis hun selv hav­ de siddet i stolen bag skrivebordet, ville hun have gjort akkurat det 14

De døde dukkers.indd 14

16/04/12 11.06

samme. Men hvis der var noget, som karakteriserede vicekommissær Martina Andreu, var det en ubrydelig loyalitet over for sine: sin familie, sine kolleger, sine venner. For hende var verden opdelt i to strengt adskilte grupper, hendes og alle de andre, og Héctor Sal­gado befandt sig uden nogen form for tvivl i den første gruppe. Så med en høj stemme, som var fyldt med foragt, og som irriterede hen­des chef mere end synet af fotografierne, gik hun til modangreb: “Hvorfor finder du ikke de andre fotografier frem? Dem med pigen. Hvorfor ser vi ikke, hvad den satans negertroldmand gjorde ved det stakkels pigebarn?”

Savall sukkede.

“Pas på med det der med neger.” Martina satte et utålmodigt ansigt op. “Det var da lige, hvad der manglede. Og det med pigen retfærdiggør ikke overfaldet. Det ved du, det ved jeg, og det ved Héctor. Og det værste er, at det ved den der slyngels advokat også.” Han dæmpede stemmen; han havde arbejdet sammen med Andreu i adskillige år og stolede mere på hende end på nogen anden af sine underordnede. “Han var her i går.”

Martina hævede et øjenbryn.

“Ja, advokaten for ... hvad det nu er han hedder. Jeg gjorde sagen meget klar: Enten trækker han sin anmeldelse mod Salgado tilbage, eller også får hans klient sat en betjent på, der følger ham overalt, også når han går på lokum.”

“Og så?” spurgte hun og så over på sin chef med fornyet respekt.

“Han sagde, at han var nødt til at drøfte det med sin klient. Jeg pressede ham så meget, som jeg kunne. Off the record. Vi blev enige om, at han skulle ringe til mig i formiddag omkring klokken ti.”

“Og hvis nu han siger ja til det? Hvad lovede du ham til gengæld?”

Savall nåede ikke at svare. Telefonen på hans bord ringede som en alarmklokke. Med en håndbevægelse bad han sin vicekommissær om at være stille og tog røret.

“Ja.” Et kort øjeblik så han meget anspændt ud, men straks skiftede hans udtryk til almindelig irritation. “Nej. Nej! Jeg er optaget lige nu. Jeg ringer senere.” Han nøjedes ikke med at lægge 15

De døde dukkers.indd 15

16/04/12 11.06

røret, men kastede det nærmest på og sagde til sin vicekommissær: “Det var Joana Vidal.”

Hun udstødte en langsom prusten.

“Nu igen?”

Kommissæren trak på skuldrene.

“Der er vel ikke noget nyt i den sag?”

“Nej. Har du set rapporten? Den er klar som vand. Drengen var uopmærksom og faldt ud ad vinduet. Et uheld.”

Savall nikkede.

“Det er bestemt en udmærket rapport. Helt perfekt. Det er den nye, der har lavet den, ikke sandt?”

“Jo. Jeg satte hende til at skrive den om, men til sidst blev den god.” Martina smilede. “Pigen er ret kvik.”

Når en ros kom fra Andreu, måtte den tages alvorligt.

“Hendes CV er uangribeligt,” sagde kommissæren. “Den første forfremmelse, uovertrufne anbefalinger fra hendes overordnede, kurser i udlandet ... Og Roca, som ikke har nogen barmhjertighed med de nye, har oven i købet skrevet en rosende anbefaling. Hvis jeg ikke husker forkert, omtaler han hende som et naturtalent i efterforskning.”

Da Martina skulle til at komme med en af sine spydige feministiske kommentarer om talent og intellektuelt niveau hos mændene og kvinderne i korpset, ringede telefonen igen.

På samme tidspunkt, i politistationens køkken, brugte den unge politiassistent Leire Castro dette naturtalent på at tilfredsstille et af de mest kritiserede træk i sin karakter, nemlig sin nysgerrighed.

Hun havde foreslået en betjent, at de skulle drikke en kop kaffe sammen, for han havde i flere uger smilet diskret, men venligt til hende. Fyren virkede som et rart menneske, sagde hun til sig selv, skønt det gav hende en smule dårlig samvittighed at opmuntre ham. Men lige siden hendes ankomst til Cataloniens nationale politikorps’ hovedkvarter på Plaça d’Espanya havde gåden Héctor Salgado været en udfordring for hendes nysgerrighed, og i dag, da hun håbede at se ham dukke op når som helst, havde hun ikke længere kunnet holde sig tilbage.

16

De døde dukkers.indd 16

16/04/12 11.06

Så efter en kort indledning med lidt høflig snak og med en kop sort kaffe i hænderne gik Leire til sagen, mens hun undertrykte trangen til at ryge og satte sit kønneste smil op. Hun kunne ikke bruge en halv time på at stå og sladre i køkkenet.

“Hvordan er han? Jeg mener kommissær Salgado.”

“Kender du ham ikke? Åh nej, selvfølgelig, du startede jo netop, da han begyndte på sin ferie.”

Hun nikkede.

“Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,” fortsatte han. “En almindelig mand, eller det ser han i hvert fald ud til at være.” Han smilede.

“Men med argentinere ved man aldrig.”

Leire gjorde, hvad hun kunne, for at skjule sin skuffelse. Hun hadede, når folk udtalte sig i vage vendinger, og den her fyr med det venlige smil havde automatisk tabt adskillige point. Han måtte have bemærket det, for han anstrengte sig for at udvide sin forklaring.

“Et par dage før hele balladen skete, ville jeg have sagt, at han var en rolig mand. Han råber aldrig højt. Er effektiv. Stædig, men tålmodig. Altså en god politimand ... Samvittighedsfuld, en rigtig snushane. Men pludselig, bang, så slår det klik for ham, og han bliver som et vildt dyr. Vi var alle sammen målløse, kan jeg godt fortælle dig. Vi har allerede et ret dårligt ry i medierne, så det er skidt, når en kommissær går amok på den måde.”

Det havde han ret i, sagde Leire til sig selv. Hun benyttede pausen til at opfordre sin kollega til at fortsætte.

“Hvad skete der? Jeg læste lidt i aviserne, men ...”

“Der skete det, at han gik amok. Hverken mere eller mindre.”

Dette syntes den unge betjent at være fuldstændig overbevist om, for der var ingen tøven. “Ingen siger det her højt, fordi han er kommissær, og fordi inspektøren sætter stor pris på ham, men det er sandheden. Han slog fyren halvt fordærvet. Rygtet siger, at han afleverede sin afskedsbegæring, men at kommissæren rev den i to stykker, hvorefter han sendte ham på en måneds ferie, indtil stormen havde lagt sig. Og det står fast, at pressen ikke har væltet sig i sagen. Så det kunne have været meget værre.”

Leire tog endnu en mundfuld kaffe. Den smagte sært. Hun 17

De døde dukkers.indd 17

16/04/12 11.06

trængte forfærdeligt meget til en cigaret, men hun havde besluttet sig for ikke at ryge dagens første cigaret, før hun havde spist, og det var der mindst fire timer til. Hun trak vejret dybt for at se, om nikotintrangen forsvandt, når hun fyldte lungerne med luft. Tricket virkede halvvejs. Hendes kollega smed sit plastickrus i spanden til genbrug.

“Jeg benægter alt, hvad jeg har fortalt dig, hvis det bliver nødvendigt,” sagde han smilende. “Du ved: Én for alle og alle for én.

Ligesom musketererne. Men der er nogle ting, som ikke er så heldige. Nu må jeg gå, pligten kalder.”

“Selvfølgelig,” samtykkede hun distræt. “Vi ses.”

Hun blev stående endnu et øjeblik i køkkenet og prøvede at komme i tanke om, hvad hun havde læst om kommissær Salgado.

I marts, for knap fire måneder siden, havde Héctor Salgado stået i spidsen for en operation mod kvindehandel. Hans gruppe havde i mindst et år været på sporet af en bande, der beskæftigede sig med at levere unge afrikanske piger, især nigerianere, til bordeller i Vallès og Garraf. Jo yngre jo bedre, naturligvis. Piger fra Østen og fra Sydamerika var gået af mode: De var for dygtige og for krævende. Kunderne forlangte sorte og forskræmte unge piger, som de kunne bruge til at tilfredsstille deres laveste drifter, og kvindehandlerne kunne meget bedre kontrollere disse forvirrede piger, der var analfabeter og hentet ud af en ekstrem fattigdom med et vagt løfte om en fremtid, som ikke kunne være værre end den nutid, de levede i. Men det var den. Nogle gange spurgte Leire sig selv, hvordan pigerne kunne være så blinde. Havde de måske nogen sinde set en af deres forgængere vende hjem som en rig kvinde, der var i stand til at løfte familien ud af fattigdommen? Nej, det var en flugt fremad, en desperat vej, som mange unge piger blev skubbet ud på af deres egne fædre og ægtemænd, og som de ikke kunne sige nej til. En rejse, der sikkert var præget af en blanding af håb og skepsis, og som endte i et ækelt værelse, hvor pigerne forstod, at de ikke kunne tillade sig at nære noget håb. Det drejede sig ikke længere om at stræbe efter et bedre liv, men om at overleve. Og de svin, der styrede dem, et net af kriminelle og tidligere prostituerede, som selv var kommet lidt længere 18

De døde dukkers.indd 18

16/04/12 11.06

op ad rangstigen, anvendte alle til rådighed stående midler, for at pigerne skulle forstå, hvorfor de var dér, og hvad deres nye og modbydelige pligter bestod i.

Hun mærkede vibrationer i bukselommen og tog sin mobil op.

Et blinkende rødt lys meddelte, at der var kommet en besked. Da hun så navnet på afsenderen, fløj et smil hen over hendes ansigt.

Javier. En meter og firs, mørke øjne, en rimelig mængde hår på den solbrændte overkrop og en puma tatoveret skråt hen over maven. Og så oven i købet charmerende, sagde Leire til sig selv, mens hun åbnede den lille, hvide kuvert. ‘Hej, er netop vågnet, og du er gået. Vofr forsvinder du altid uden at sige noget? Ses vi i aften.

Laver du morgenmad til mig i morgen? Jeg sevner dig. Kys.’ Leire stod et øjeblik og stirrede på mobilen. Slut med Javier.

Han var helt sikkert en sød fyr, men han var bestemt ikke en ørn til at stave. Heller ikke til at stå tidligt op, tænkte hun og kiggede på uret. Desuden havde noget i denne sms sat en alarmklokke i gang, som hun ganske udmærket kendte, og som hun havde lært at respektere, et lysende glimt, der løb foran medlemmer af det maskuline køn, som efter et par nætter med god sex begyndte at kræve forklaringer og lade forstå, at de gerne ville have serveret Cola Cao i sengen. Heldigvis var der ikke så mange af den slags.

De fleste accepterede uden problemer hendes betingelser, som hun lagde åbent frem: en ærlig udveksling af sex uden forpligtelser og uden spørgsmål. Men der var altid nogen, der ligesom Javier ikke forstod det helt. Det var en skam, sagde Leire til sig selv, mens hun hurtigt indtastede et svar, at netop han tilhørte denne lille gruppe mænd. ‘Kan ikke i aften. Ringer til dig. Og verbet savner staves med a og ikke med e, husk det. Vi ses!’ Hun læste beskeden igennem, og i et anfald af medlidenhed slettede hun den sidste del, inden hun trykkede på send. Det var hjerteløst, bebrejdede hun sig selv. Den lille, lukkede kuvert fløj ud i cyberspace, og hun ønskede, at Javier forstod at læse mellem linjerne, men for en sikkerheds skyld satte hun mobilen på lydløs, inden hun tømte sin kaffekop.

Den sidste, nu halvkolde mundfuld bragte oprør i hendes mave.

Et par sveddråber brød frem på hendes pande. Endnu en gang trak hun vejret dybt og tænkte, at hun ikke kunne udsætte det længere.

19

De døde dukkers.indd 19

16/04/12 11.06

Der måtte være en forklaring på denne morgenkvalme. ‘I dag går du på apoteket,’ sagde hun med bestemthed til sig selv, selv om hun inderst inde udmærket vidste, at det ikke var nødvendigt. At svaret på hendes spørgsmål var at finde i den pragtfulde weekend for en måned siden.

Hun kom langsomt til sig selv igen, og et par minutter senere havde hun kræfter nok til at vende tilbage til sit skrivebord. Hun satte sig foran computeren, parat til at gå i gang med arbejdet, netop som døren ind til inspektør Savalls kontor blev lukket.

Den tredje mand, der befandt sig i lokalet, havde måske til hensigt at tjene til livets ophold som advokat, men hvis man skulle dømme ham ud fra hans manglende veltalenhed og evne til at udtrykke sig, var det en temmelig dyster fremtid, der ventede ham.

Til hans fordel måtte man sige, at han ikke befandt sig i en særlig behagelig position, og at hverken inspektøren eller Héctor Salgado gjorde det lettere for ham.

For fjerde gang inden for ti minutter tørrede Damián Fernández sveden af panden med det samme krøllede lommetørklæde, inden han svarede på et spørgsmål.

“Det har jeg allerede fortalt. Jeg så doktor Omar i forgårs omkring klokken ni om aftenen.”

“Og De fortalte ham om det tilbud, jeg havde givet ham?”

Héctor vidste ikke, hvad det var for et tilbud, Savall talte om, men han kunne forestille sig, hvad det gik ud på. Han kastede et taknemligt blik over på sin chef, selv om vreden stadig lurede bagest i hans øjne. En hvilken som helst fordelagtig handel med den satans forbryder fik hans pis i kog, også selv om det var for at redde hans eget skind.

Fernández nikkede. Han løsnede på slipseknuden, som om den var ved at kvæle ham.

“Ordret.” Han rømmede sig. “Jeg sagde til ham ... jeg sagde til ham, at han ikke behøvede at tage imod tilbuddet. Og at I under alle omstændigheder havde meget få beviser mod ham.”

Han måtte have bemærket den vrede, der kom til syne i inspektørens ansigt, for straks begyndte han at retfærdiggøre sig. “Det er 20

De døde dukkers.indd 20

16/04/12 11.06

jo sandheden. At pigen er død, betyder ikke, at I kan sætte ham i forbindelse med kvindehandel ... I kan heller ikke anklage ham for forsømmelighed, for han er jo ikke læge. Hvis I burer ham inde for det, bliver I også nødt til at fængsle alle andre spåkoner, kvaksalvere og hellige mænd i Barcelona ... Der vil slet ikke være plads til dem i fængslerne. Men,” skyndte han sig at sige, “jeg understregede over for ham, at politifolk kan være meget stædige, og da han jo nu var kommet sig efter overfaldet,” – idet han udtalte dette ord, kiggede han hurtigt og nervøst over på kommissær Salgado, der sad med udtryksløst ansigt – “var det måske bedst at glemme denne sag ...”

Kommissæren trak vejret dybt.

“Og det overbeviste ham?”

“Det tror jeg nok ... Altså det vil sige,” uddybede han, “at han kun sagde, han ville tænke over det. Og at han ville ringe til mig dagen efter for at give mig et svar.”

“Men det gjorde han ikke.”

“Nej. Jeg ringede til hans konsultation adskillige gange i går, men han svarede ikke. Det undrede mig dog ikke, for doktoren plejer aldrig at tage telefonen, når han arbejder.”

“Og så besluttede De at gå hen til ham her tidligt i morges?”

“Ja. Jeg havde jo en aftale med Dem, og altså,” han tøvede lidt, “jeg har heller ikke så meget at lave netop i disse dage.”

‘Heller ikke i de efterfølgende,’ tænkte både Savall og Salgado, men sagde ikke noget.

“Og De gik derhen omkring klokken ni.”

Fernández nikkede. Han gjorde en synkebevægelse. ‘Bleghed’ var et alt for poetisk ord til at beskrive hans ansigtsfarve.

“Har De lidt vand?”

Kommissæren sukkede.

“Nej, ikke herinde. Vi er løbet tør. Vær venlig at fortsætte, hr.

Fernández.”

“Klokken var endnu ikke ni. Bussen var lige kommet forbi, og ...”

“Kom nu til sagen, tak!”

“Ja, ja. Jeg ville jo bare fortælle Dem, at selv om det var ret tid21

De døde dukkers.indd 21

16/04/12 11.06

ligt, gik jeg alligevel op, og da jeg bankede på døren, opdagede jeg, at den stod på klem.” Han standsede op. “Så tænkte jeg, at jeg hellere måtte gå ind, for måske var der sket ham noget.” Han gjorde atter en synkebevægelse, og papirlommetørklædet var ved at gå i opløsning mellem hans hænder, da han forsøgte at bruge det igen. “Der lugtede ... der lugtede underligt. Råddent. Jeg kaldte på ham, da jeg gik hen mod hans kontor for enden af gangen ...

Døren ind til kontoret stod også halvvejs åben, og ... jeg skubbede den op. Åh gud!”

Resten havde han allerede fortalt med fortrukket ansigt, straks han var ankommet, og inden Héctor var dukket op. Grisehovedet på bordet. Blod overalt. Og intet spor efter doktoren.

“Det var lige, hvad vi havde brug for,” mumlede inspektøren, da den nervøse advokat havde forladt lokalet. “Nu kommer pressen igen og bider os som en flok gribbe.”

Héctor tænkte, at gribbe næppe kunne bide, men holdt kommentaren for sig selv. Han ville nu heller ikke have nået at sige noget, for Savall løftede straks telefonrøret og drejede et lokalnummer. Et halvt minut senere trådte vicekommissær Andreu ind på kontoret.

Martina vidste ikke, hvad der var sket, men kunne se på sin chefs ansigt, at det ikke var noget godt, så efter at have blinket til Héctor med det ene øje som en slags hilsen, beredte hun sig på at lytte. Hvis den nyhed, som Savall nu fortalte, overraskede hende lige så meget, som den havde overrasket de to andre, så skjulte hun det godt. Hun lyttede opmærksomt, stillede et par uddybende spørgsmål og forlod kontoret for at udføre sine ordrer. Héctor fulgte hende med blikket, og det gav næsten et sæt i ham, da han hørte sit navn blive nævnt.

“Héctor. Hør godt efter, for jeg siger det kun én gang. Jeg har vovet halsen for din skyld. Jeg har forsvaret dig over for pressen og dem længere oppe i systemet. Jeg har trukket i alle de tråde, der var inden for min rækkevidde, for at få sagen begravet. Og det var lige ved at lykkes for mig at få den her satans fyr til at trække sin anmeldelse tilbage. Men hvis du nærmer dig den lejlighed, hvis du 22

De døde dukkers.indd 22

16/04/12 11.06

blander dig i efterforskningen, om det så bare er et enkelt minut, kan jeg intet gøre. Er det forstået?”

Héctor lagde det ene ben over det andet. Hans ansigtsudtryk signalerede dyb koncentration.

“Det er mit hoved, der er i guillotinen,” sagde han til sidst. “Sy­ nes du ikke, at jeg har ret til at være med til at opklare, hvorfor de hugger hovedet af mig?”

“Den ret har du mistet, Héctor. Det gjorde du den dag, du kastede dig over den der satans fyr, da var det slut med dine rettigheder. Du trådte i spinaten, og det ved du godt. Nu må du tage konsekvenserne.”

Det vidste Salgado selvfølgelig godt, men på det tidspunkt var han ligeglad. Han var heller ikke i stand til at fortryde, for den omgang, som han havde givet fyren, var retfærdig og velfortjent.

Det var, som om den alvorlige kommissær Salgado var rykket tilbage i tiden, tilbage til sin ungdom i et kvarter i Buenos Aires, hvor man klarede alle uoverensstemmelser med en slåskamp efter skoletid. Hvor man vendte hjem med flækket læbe, men forsikrede, at man var blevet ramt af en bold i en fodboldkamp. En oprørstrang brændte stadig i hans bryst, men det var tåbeligt, det var noget lort og helt bestemt temmelig umodent for en politimand, der netop var fyldt treogfyrre.

“Og det med pigen husker ingen længere?” spurgte Héctor bittert. Et sølle forsvar, men det var det eneste, han kunne præstere.

“Nu må det da snart være trængt ind i dit hoved, Salgado.”

Savall hævede stemmen mod sin vilje. “Det havde vi intet at gøre med. Der var, så vidt vi ved, ikke den mindste kontakt mellem denne doktor Omar og omtalte pige, efter at man ryddede den lejlighed, hvor pigerne blev holdt indespærret. Uden pigens ord for det kan vi heller ikke engang bevise, at der tidligere havde været kontakt mellem dem. Hun opholdt sig på centret for mindreårige, og på en eller anden måde lykkedes det hende at gøre ... det der.”

Héctor nikkede.

“Jeg kender sagens fakta, chef.”

Men sagens fakta kunne ikke beskrive grusomheden. Et pigeansigt, som – skønt pigen var død – afspejlede vild rædsel. Kira var 23

De døde dukkers.indd 23

16/04/12 11.06

endnu ikke fyldt femten, hun talte ikke et ord spansk eller noget andet mere eller mindre kendt sprog, og alligevel var det lykkedes hende at blive hørt. Hun var lille og meget tynd, og i hendes glatte dukkeansigt trådte et par skinnende øjne frem i en farveblanding mellem rav og kastanje, som han aldrig før havde set. Ligesom de andre piger havde Kira deltaget i en ceremoni, inden hun rejste fra sit land på jagt efter en bedre fremtid. Disse ceremonier kaldes juju, og ifølge disse skulle de unge piger, efter at have drukket vand, der var blevet brugt til at vaske en død med, aflevere lidt kønshår eller menstruationsblod, som blev anbragt foran et alter.

Med denne ceremoni forpligtede de sig til ikke at afsløre dem, der handlede med dem, til at betale den gæld, de angiveligt havde oparbejdet på grund af rejsen, og til i al almindelighed at adlyde uden diskussion. Straffen til den, der ikke holdt disse løfter, var en frygtelig død, for pigen eller for familien derhjemme. Kira havde mærket denne frygtelige død på egen krop: Ingen ville have troet, at en så skrøbelig krop kunne indeholde så meget blod.

Héctor forsøgte at få synet ud af sit hoved, det samme syn, som havde fået ham til at miste besindelsen og gå på jagt efter doktor Omar i den hensigt at brække alle knoglerne i hans krop. Navnet på denne mand var kommet frem under efterforskningen, men i teorien var hans eneste funktion at se til pigernes helbredstilstand.

Den frygt, som lyste ud af pigerne, når de hørte hans navn blive nævnt, tydede på, at doktoren havde mere med dem at gøre end rent lægeligt tilsyn. Ikke en eneste af dem havde turdet fortælle noget om ham; manden løb ingen risiko, så han sørgede altid for, at pigerne blev ført til hans konsultation enkeltvis eller to og to.

Man kunne højst anklage ham for ikke at have stillet spørgsmål, og det var en meget mild anklage mod en kvaksalver, der modtog patienter i et møgbeskidt konsultationsværelse og behandlede immigranter uden papirer.

Men det havde Héctor ikke stillet sig tilfreds med, så han havde udvalgt den yngste af pigerne, den mest skræmte, for med hjælp fra en tolk at presse hende. Det eneste han havde fået ud af det var, at Kira med meget lav stemme havde fortalt, at doktoren havde undersøgt hende for at sikre sig, at hun stadig var jomfru, og samtidig 24

De døde dukkers.indd 24

16/04/12 11.06

havde han mindet hende om, at hun skulle gøre, hvad mændene sagde. Ikke andet. Dagen efter greb hendes barnehånd fat i en saks og forvandlede hendes krop til et blodbad. I alle de atten år, hvor Héctor havde været ved politiet, havde han aldrig set noget lignende, og det selv om han havde set narkomaner, der ikke havde et eneste stykke hel hud, hvor de kunne stikke sig, samt ofre for alle mulige typer af vold. Men intet som det her. Kiras lemlæstede krop fremkaldte en pervers og makaber følelse, som ikke kunne beskrives eller forklares med ord. Noget, der kun hørte til i mareridt.

“Endnu en ting.” Savall fortsatte, som om der uden diskussion var blevet enighed om forrige emne. “Inden du genoptager arbejdet, skal du gennemgå nogle samtaler med politiets psykolog.

Det er obligatorisk. Din første samtale er i morgen klokken elleve.

Gør dit bedste for at virke fornuftig. Og du kan jo starte med at barbere dig.”

Héctor protesterede ikke, for det vidste han faktisk godt. Pludselig og til trods for de gode forsætter, som han havde pålagt sig under den lange flyvetur tilbage, var han nu igen pisseligeglad med alt. Alt undtagen det blødende grisehoved.

“Må jeg gå nu?”

“Et øjeblik. Jeg ønsker ikke en eneste udtalelse til pressen. Og hvad angår dig, træffes der en afgørelse, og du har intet at sige.

Har jeg udtrykt mig tydeligt nok?”

Da Savall så, at Héctor nikkede, udstødte han et suk og smilede. Héctor rejste sig, parat til at tage afsked, men inspektøren syntes ikke at være parat til at lade ham gå endnu.

“Hvordan var Buenos Aires så?”

“Fin ... lidt ligesom Perito Moreno-gletsjeren, nogle gange ser den ud, som om den er ved at falde fra hinanden, men alligevel bliver den ved med at stå fast.”

“Det er en fantastisk by. Og du har taget på!”

“For mange grillfester. Hver søndag var jeg inviteret til grillfest hos forskellige venner. Det er svært at sige nej.”

Telefonen på Savalls skrivebord ringede igen, og Héctor ville benytte lejligheden til at komme ud af kontoret.

“Vent, gå ikke endnu. Ja? ... Pis! ... Sig til hende, at jeg ringer 25

De døde dukkers.indd 25

16/04/12 11.06

straks ... Jamen så sig det igen!” Savall hamrede vredt røret på.

“Problemer?” spurgte Héctor.

“Hvad var livet uden?” Savall var tavs et øjeblik. Det plejede han at være, når han fik en pludselig idé og skulle have tid til at omsætte den til ord. “Hør her,” sagde han meget langsomt, “jeg tror, der er noget, du kan gøre for mig. Helt uofficielt.”

“Vil du have mig til at give nogen et lag tæsk? Det er jeg god til.”

“Hvad?” Savall var stadig opslugt af sine spekulationer, der nu pludselig bristede som sæbebobler. “Sæt dig.” Han trak vejret ind, mens han nikkede og smilede tilfreds, som om han netop havde overbevist sig selv om, at hans idé var strålende. “Det var Joana Vidal, der ringede.”

“Beklager, men jeg ved ikke, hvem du taler om.”

“Nå ja, du var jo væk, da det skete. Det var sankthansaften.”

Savall flyttede et par mapper på bordet, indtil han fandt den, han ledte efter. “Marc Castells Vidal, nitten år. Han holdt en lille fest hjemme hos sig selv, bare et par venner og ham. På et tidspunkt ud på natten faldt fyren ud ad vinduet i sit værelse. Han døde med det samme.”

“Superman-kompleks efter et par baner coke?”

“Der var ikke narkotika i blodet. Der var alkohol, men ikke i større mængde. Tilsyneladende havde han den vane at sidde i vinduet og ryge en cigaret. Måske mistede han balancen og faldt, eller måske sprang han ... Han var en besynderlig fyr.”

“Alle er besynderlige som nittenårige.”

“Men de falder ikke ud ad vinduerne,” indvendte Savall. “Sagen er, at Marc Castells var søn af Enric Castells. Det navn siger dig sikkert noget, ikke sandt?”

Héctor tænkte sig om et øjeblik, inden han svarede.

“Meget vagt ... forretningsmand, politiker?”

“Begge dele. Han ledede en virksomhed med over hundrede ansatte. Så begyndte han at investere i fast ejendom og var en af de få, der forstod at hoppe af vognen, inden boblen bristede. Og på det sidste er hans navn ofte blevet nævnt som en mulig nummer to i et politisk parti. Der er temmelig meget bevægelse på listerne 26

De døde dukkers.indd 26

16/04/12 11.06

til det kommende valg til lokalstyret, og der tales om, at der er brug for nye ansigter. Lige nu er intet bekræftet, men det er klart, at et par af højrefløjspartierne godt kunne tænke sig at have ham i deres rækker.”

“Succesrige virksomhedsledere sælger altid.”

“Og især i krisetider. Nå, men sagen er, at den unge mand faldt, eller sprang, ud ad vinduet. Punktum. Andet har vi ikke.”

“Men?” “Men det accepterer hans mor ikke. Det var hende, der lige ringede.” Savall så over på Héctor med det venskabelige udtryk, som han gerne benyttede sig af en gang imellem. “Det er Castells’ ekskone ... En noget uklar historie. Joana forlod sin mand og sin søn, da denne var et par år gammel. Hun så ham først igen i lighuset.”

“Sikke noget lort.”

“Ja. Jeg kendte hende. Altså Joana. Inden hun rejste. Vi var venner.” “Åh ja. Den gamle barcelonesiske garde. Polo-kammerater, måske? Jeg glemmer hele tiden, hvor meget I støtter hinanden.”

Savall slog foragteligt ud med hånden.

“Ligesom alle andre steder. Men som jeg lige sagde, officielt har vi ingenting i den sag. Jeg kan ikke sætte nogen til at efterforske den, fordi jeg ikke har så mange mand, at jeg kan bruge dem på noget, der helt sikkert ikke fører nogen steder hen. Men ...”

“Men jeg er ledig.”

“Netop. Bare kast et blik på sagen. Snak med forældrene og de unge mennesker, der deltog i festen. Giv Joana en endelig konklusion.” Savall kiggede ned. “Du har selv en søn. Hun beder blot om, at nogen bruger lidt mere tid på sønnens død. Vil du gøre det?”

Héctor vidste ikke, om hans chef bad ham om en tjeneste, eller om han havde gættet, hvad han havde tænkt sig at gøre, og ville sørge for, at det ikke skete.

Savall rakte ham mappen med et smil, som det gjorde helt ondt at se på.

“Vi sætter os sammen med Andreu i morgen. Hun åbnede sagen sammen med den nye kvinde.”

“Har vi fået en ny?”

27

De døde dukkers.indd 27

16/04/12 11.06

“Ja, jeg satte hende til at arbejde sammen med Andreu. Hun er noget grøn, men i teorien meget kvik. Den dygtigste til alle prøverne, lynkarriere. Og du ved jo, hvordan de unge kører på.”

Héctor greb mappen og rejste sig.

“Jeg er glad for at have dig hos os igen.” Nu kom det højtidelige øjeblik. Savalls register var stort. I øjeblikke som dette mindede hans ansigt om Robert Duvalls. Faderligt, strengt, elskværdigt og en smule glat: “Og så vil jeg gerne have, at du holder mig ajour med, hvordan det går med den der hjernevrider.” Der manglede bare et ‘opfør dig pænt’ og ‘jeg håber, at du ikke skuffer mig’.

De gav hånd.

“Husk nu,” sagde Savall og gav sin underordnedes hånd et let tryk. “Det med Castells-sagen er helt uofficielt.”

Héctor slap fri, men den sidste sætning fortsatte med at snurre rundt i hans hoved som en af de der spyfluer, der hamrer imod en rude igen og igen.

De døde dukkers.indd 28

16/04/12 11.06