Kim Fupz Aakeson og Rasmus Bregnhøi De Forbandede Dukkers Land Copyright tekst © 2012 Kim Fupz Aakeson Copyright illustrationer © 2012 Rasmus Bregnhøi Udgivet 2012 af Forlaget Carlsen – et forlag i Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Grafisk tilrettelægning: Charlotte Flemmer Bogen er sat med Sina nova Trykt 2012 hos Livonia ISBN 9788711381908 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk
Kim Fupz Aakeson
Illustreret af Rasmus Bregnhøi
Bob havde det godt.
Bob var en strikket dukkemand, der rent faktisk blev leget med. Pigen legede med Bob, satte ham ind i dukkehuse og op på heste og ned i dukkevogne, op og ned og ud og ind. Og det er ikke nogen selvfølge, ikke nu om dage. Find et børneværelse hvor som helst, og du vil støde på bjerge af dukker, biler, klodser, bondegårde, drager, plastikting fra McDonald’s, stakkevis, kilovis, bunkevis af legetøj, som ingen leger med.
Men pigen legede med Bob. Åh jo, Bob mig her og Bob mig der. Bob kom også med i seng om aftenen og lå der og kunne se op på alle de knap så populære sovedyr og dukker oppe på hylderne.
Bob kunne godt selv undre sig over sit held, for hvis man så sådan nøjere på ham, var han jo bare strikket i et irriterende mønster, han havde tynde, slaskede arme og tynde, slaskede ben. Og et lidt uheldigt hår lavet af garn.
Men det varede heller ikke ved, Bobs held.
Pigen, der ellers legede med Bob, havde en af de dage. En af de dage, hvor alt er på tværs. Så ville hun ikke have tøj på. Så ville hun ikke have morgenmad. Så ville hun ikke kede sig, men heller ikke lege med noget, hun ville ingenting. ”Sæt dig og se fjernsyn,” foreslog hendes mor. ”Jeg gider ikke det dumme fjernsyn!” hylede pigen. ”Vi kunne gå på legepladsen?” foreslog hendes far. ”Jeg hader den legeplads!” hylede pigen. ”Leg lidt med Bob,” sagde hendes storesøster så. ”Jeg gider ikke lege med den forbandede Bob!” hylede pigen. Forbandede Bob. Bob var nu forbandet. Det er det værste, der kan ske for en dukke. Strikket eller ikke strikket. Når først et barn forbander et stykke legetøj, er det begyndelsen til enden. Så ender man snart i et hjørne eller i en kasse med andre ligegyldige ting ovenpå. Forbandede Bob vidste det. Alle de andre dukker og sovedyr i børneværelset vidste det. Forbandede Bob var færdig. Pigen skabte sig sådan det meste af dagen og smed Forbandede Bob i vindueskarmen og endte med at få lov til at se en eller anden Disneyfilm på dvd inde i stuen. Forbandede Bob havde masser af tid til at tænke det hele igennem, mens han sad der i kold luft fra det åbne vindue. Han var ikke god til at tænke. Han var bedre til bare at give op, gøre sig slap, lade sig falde bagover. Og det var, hvad han gjorde. Forbandede Bob lod sig falde fra vindueskarmen, ud ad vinduet. Han nåede at fortryde, for der var lang vej ned fra sådan en fjerdesal.
”Uh,” sagde han hele vejen ned. ”Ih, åh, ah.” Han landede dog nogenlunde nede mellem buskene og slog sig ikke nævneværdigt. Så lå han der. Og var væk. Og det blev nat. Og ingen ledte efter ham. ”Ak ja,” sukkede Forbandede Bob for sig selv. ”Det var så det.”