Den flammende verden læseprøve

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 20

Harriet Burden Notesbog C. (erindringsfragment)

J

lave dem omtrent et år efter, at Felix var død – totemmer, feticher, tegn, væsener der på én gang var ham og ikke var ham, mange forskellige sære skikkelser, der skræmte børnene, selv om de var voksne og ikke længere boede hjemme. De opfattede det som en slags afsporet sorgarbejde. Ikke mindst efter at jeg begyndte at lade nogle af kadaverne være opvarmede, så når man lagde armene om dem, kunne man føle deres kropsvarme.

Maisie sagde, at jeg skulle tage en slapper: “Mor, det er altså for meget. Du bliver nødt til at stoppe, Mor. Du er jo ikke ung længere.” Og Ethan, typisk Ethan, udtrykte sin misbilligelse ved at kalde dem “Mors Monstre,” “de dér faderfigurer” og “pater horribilus’er.” Kun Aven, mit vidunderlige lille barnebarn, syntes om mine elskede bæster. Hun var endnu ikke fyldt to på det tidspunkt og forholdt sig til dem med alvor og forsigtighed. Hun lagde kinden mod de varme maver og kurrede som en due.

Men jeg må hellere standse op og gå tilbage til begyndelsen.

Jeg skriver dette, fordi jeg ikke har tillid til tiden. Jeg, Harriet Burden, også kendt som Harry blandt gamle og udvalgte nye venner, er toogtres, altså ikke ældgammel, men dog godt på vej mod THE END, og jeg har travlt inden en af mine smerter viser sig at være en kræftknude eller hvad-er-det-nu-det-hedder-demensen sætter ind eller en kassevogn ryger op på fortovet og maser mig flad, så jeg aldrig får vejret igen. Livet er som musetrin hen over landmiEG BEGYNDTE AT

20

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 21

ner. Vi ved aldrig, hvad der kommer, og, hvis man spørger mig, har vi heller ikke rigtig nogen idé om, hvad det er der ligger bag os. Men vi er forbandet gode til at finde på historier om det og til at bryde vores hoveder med at få det hele til at falde på plads.

Begyndelser er gåder. Moar og Faar. Det flydende foster. Ab ovo. Men der er utallige øjeblikke i livet, hvor noget nyt opstår; vi skal bare kunne opfatte dem som sådan. Vi var ved at spise morgenmad, Felix og jeg, i den gamle lejlighed på Park Avenue nr.

1185. Som alle andre morgener havde han slået hatten af sit blødkogte æg med et præcist slag med kniven mod skallen og ført skeen med dens hvide og løbende gule indhold op til munden. Jeg så på ham, for det virkede som om han skulle til at sige noget til mig.

Han så overrasket ud et øjeblik, så faldt skeen ned på bordet og derefter ned på gulvet, han faldt forover og ramte panden mod et stykke ristet brød med smør. Fra vinduet faldt et blegt lys på den blå og hvide dug på bordet; kniven havde han lagt på skrå på underkoppen; det grønne salt- og pebersæt stod lige ved siden hans venstre øre. Jeg kan næppe have registreret billedet af min mand, kollapset hen over tallerkenen, i mere end en brøkdel af et sekund, men det brændte sig ind i min bevidsthed, og jeg kan stadig fremkalde det. Jeg ser det, selv om jeg øjeblikkelig sprang op og løftede hans hoved, følte efter en puls, råbte om hjælp, blæste ham i munden, bad mine rodede, sekulære bønner, sad bag i ambulancen sammen med lægerne og lyttede til sirenens skrig. På det tidspunkt var jeg blevet til en stenkvinde, en tilskuer, som samtidig var en af skuespillerne i hele sceneriet. Jeg husker det hele ganske tydeligt, og en del af mig sidder stadig ved det lille bord under vinduet i vores smalle køkken og ser på Felix. Et fragment af Harriet Burden, der aldrig rejste sig og kom videre.

Jeg krydsede broen og købte en ejendom i Brooklyn, der var et hårdere kvarter dengang end det er nu. Jeg ville væk fra Manhattans kunstverden, denne incestuøse, pengestærke, lille snurrende 21

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 22

klode af mennesker, der køber og sælger kunstgenstande. Felix havde været en kæmpe i dette udpinte mikrokosmos, stjernernes sælger, og jeg havde været Gargantuas kunstnerhustru. Hustru vejede tungere end kunstner, og da Felix var væk, bekymrede dette skønhedens rige sig ikke om, hvorvidt jeg blev eller forlod dem til fordel for en fjern provins, kendt som Red Book. Jeg havde to agenter, begge havde droppet mig, den ene efter den anden. Mine værker havde aldrig rigtig solgt og jeg var ikke særlig kendt, men gennem tredive år tjente jeg som værtinde for dem alle sammen – samlerne, kunstnerne og kunstskribenterne – en klub af gensidigt afhængige, så indgroet og tilgroet at deres identiteter syntes at blive fuldstændig blandet sammen. På det tidspunkt da jeg sagde farvel til det hele, var de “hotte” nye talenter, frisk aftappede fra kunstskolerne med deres film og deres performancekunst og deres prætentiøse plapren og forskruede teoretiske referencer, begyndt at tage sig ret ens ud i mine øjne. De unge var i det mindste håbefulde. Men de tog pejling efter noget håbløst – fjolserne der skrev for Art Assembly, en hermetisk sprøjte, der regelmæssigt serverede de kolde rester af fransk litterær teori til sine lige ivrige og uvidende læsere. I årevis arbejdede jeg så hårdt på at holde min mund, at jeg næsten blev stum af det. I årevis havde jeg slidt ved middagsbordet over for Klee-billedet i forskellige antræk af den farvestrålende, excentriske slags, og dirigeret trafikken med ferme signaler og smil, altid masser af smil.

Felix Lord fik øje på mig en sen lørdag aften da jeg stod i hans galleri i SoHo og funderede over en kunstner, der for længst var borte, men som havde et gyldent øjeblik engang i tresserne: Hieronymous Hirsch.1 Jeg var seksogtyve. Han var otteogfyrre. Han 1 Der er ingen dokumentation for, at der skulle have levet en kunstner af det navn.

Hvorfor Burden leger med navnet på den flamske 1400-talsmaler Hieronymous Bosch (ca. 1450-1516), og dermed pludselig gør noget, der i øvrigt fremstår biografisk, til fiktion, er uvist. I Notesbog G bemærker hun om Boschs Lysternes have: “Måske den største kunstner når det gælder kroppens grænser og deres drømmeagtige betydninger. Han og Goya.”

22

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 23

var rig. Jeg var fattig. Han sagde at mit hår fik mig til at ligne en, der havde overlevet den elektriske stol, og at jeg burde gøre noget ved det.

Det var kærlighed.

Og orgasmer, mange af dem, på bløde, fugtige lagner.

Det var en klipning, meget kort.

Det var et ægteskab. Mit første. Hans andet.

Det var samtaler – om malerier, skulpturer, fotografier og installationer. Og om farver, en hel del om farver. De plettede os begge, fyldte vores indre. Det var at læse op af bøger for hinanden og at tale om dem. Han havde en smuk stemme, ru af de cigaretter, det aldrig lykkedes ham at holde op med at ryge.

Det var babyer, som jeg elskede at betragte, de små Lord’er, lækkerier af buttet kød og væsker. I mindst tre år var jeg oversvømmet af mælk og lort og pis og gylp og sved og tårer. Det var himmelsk. Det var udmattende. Det var kedeligt. Det var dejligt, opmuntrende og – mærkeligt nok – sommetider meget ensomt.

Maisie var livsstrømmens maniske fortæller, en lys, evigt pludrende, summende stemme. Hun snakker stadig rigtig, rigtig meget.

Ethan var den metodiske, først én fod, så den næste i parketgulvets kvadrater, en langsom, rytmisk, kontemplativ erfaring af entréen.

Det var samtaler om børnene midt om natten og duften af Felix, en svag eau de cologne blandet med urteshampoo, hans tykke fingre på min ryg. “Min Modigliani.” Han gjorde mit lange, jævne ansigt til en artefakt. Jolie laide.

Barnepiger, så jeg kunne arbejde og læse: Fede Lucy og muskuløse Theresa.

I det værelse jeg kaldte mit mikro-atelier byggede jeg bittesmå, skæve huse med masser af tekst på væggene. “Cerebrale,” sagde Arthur Piggis, der engang kastede et blik derind.2 Geléagtige figu2 Se Arthur Piggis, Notes on Artists, 1975-1990 (New York: Dreyfus Press, 1996).

23

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 24

rer svævede i næsten usynlige snore oppe under loftet. Én af dem holdt et skilt, hvorpå der stod: Hvad laver disse fremmede her?

Jeg skrev herinde, alle de udgydelser som ingen læste; et vildnis, som selv ikke Felix forstod. Felix på vej til lufthavnen. Hans rækker af jakkesæt i skabet. Hans slips og hans forretninger. Hans samling.

“Felix the Cat. Vi venter dig i Berlin i næste uge, afsindigt, brændende. Kærligst, Alex og Sigrid.” Inderlommen i jakken på vej til rensning. Hans uagtsomhed, sagde Rachel, var hans måde at fortælle mig om dem uden at sige noget. Felix Lords hemmelige liv. Det kunne have været en bog eller et skuespil. Ethan, min forfattersøn, kunne skrive den, hvis han vidste, at hans far havde været forelsket i et par igennem tre år. Felix med de fjerne øjne. Og havde jeg ikke også elsket hans uaflæsbarhed? Havde det ikke tiltrukket mig og forført mig, på samme måde som han forførte andre, ikke med det, der var der, men med det, der manglede?

Først min fars død, så min mors, inden for samme år, og alle de sygelige drømme, en overflod, hele natten, hver nat – glimt af tænder og ben, og af blod, der sivede ud under de utallige døre, der førte mig gennem korridorer og ind i værelser som jeg burde, men ikke kunne genkende.

Tiden. Hvordan kan jeg være så gammel? Hvor er den lille Harriet? Hvad blev der af den lange, kejtede krøltop, der studerede så flittigt? Enebarn, forældrene gift – om end ikke hele tiden lige lykkeligt – en filosofiprofessor og hans hjemmegående hustru, hjem på Upper West Side, venstredrejede, mådeholdne, deres eneste luksus var at forgude mig, deres cause célèbre, deres overdimensionerede, behårede byrde, der skuffede dem på nogle punkter, men ikke alle. Ligesom Felix faldt min far død om før klokken tolv middag. En morgen i arbejdsværelset, da han netop havde taget Monadologien ned fra dens plads på hylden over skrivebordet, holdt hans hjerte op med at slå. Efter det blev min ellers høj24

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 25

røstede, energiske mor mere stille og langsom. Jeg så hende svinde ind. Hun syntes at krympe dag for dag, indtil jeg dårligt kunne genkende den lillebitte skikkelse i hospitalssengen, som kaldte, ikke på sin mand eller på mig, men på sin mor – igen og igen.

Jeg sørgede forfærdeligt over dem alle tre; jeg var et oprevet, stort, rastløst travende dyr. Min gamle veninde, Rachel Briefman, der er psykiater, siger, at ingen sorg er enkel, og hun har som regel ret, når det gælder psykens sære gøren og laden, psykoanalysen er hendes kald. Og det er rigtigt, at det første år jeg levede sammen med Felix, var jeg bitter og hævngerrig, en implosion af ærgrelse over alt det jeg havde gjort forkert, og de chancer jeg havde forspildt, en gordisk knude af had og kærlighed til både ham og mig selv. En eftermiddag begyndte jeg at smide hele bunker af det dyre tøj ud, som han havde købt til mig i Barneys og i Bergdorf ’s, og stakkels lille Maisie stod med sin udbulende mave foran skabet og tudede og hikstede noget om at redde gaverne fra Far, og hvordan kunne jeg være så ond, og jeg fortrød at jeg havde gjort noget så åndssvagt. Jeg skjulte så meget som muligt for børnene: Vodkaen, jeg drak for at kunne falde i søvn, følelsen af uvirkelighed, når jeg gik rundt i stuerne som jeg ellers kendte så godt, og den frygtelige sult, som jeg ikke kunne sætte ord på. Opkastene kunne jeg skjule. Straks jeg indtog noget sprøjtede maden ud af mig, ud over toilettet og ud over væggene. Jeg kunne ikke stoppe det. Blot jeg tænker på det, kan jeg mærke toiletsædets kølige, glatte overflade, idet jeg griber om det, de kvælende, smertefulde paroksysmer i halsen og i maven. Også jeg dør, tænkte jeg, også jeg forsvinder.

Prøver og flere prøver. Læger og flere læger. Intet kunne de finde.

Så endelig sidste stop, en såkaldt funktionel lidelse, hysteriet, en krop, der bemægtiger sig talen. Rachel henviste mig til en psykiater og psykoanalytiker. Jeg mødte op, tudede og snakkede og tudede igen. Mor og Far, lejligheden på Riverside Drive, studierne på Cooper Union. Mine fladtrykte ambitioner. Felix og børnene.

25

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 26

Hvad var det jeg havde gjort?

Og så, en eftermiddag, klokken ti minutter over tre, lige før konsultationen var forbi, så doktor Fertig på mig med sine bedrøvede øjne, der måtte have set så meget mere bedrøvelse end mine, og uden tvivl langt værre bedrøvelse end min, og sagde med sin lave, men empatiske stemme: “Der er stadig tid til at ændre på tingene, Harriet.”

Der er stadig tid til at ændre på tingene.

Der er stadig tid til at ændre på tingene, Harriet!

Opkastene forsvandt. Kom ikke og påstå, at der ikke findes magiske ord.

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 27

Interview med Cynthia Clark (Tidligere ejer af Claridge Gallery. New York, den 6. april 2009)

Hess: Kan du huske første gang, du mødte Harriet Burden?

Clark: Ja, det kan jeg. Felix tog hende med ned i galleriet en dag.

Han var blevet skilt fra Sarah på det tidspunkt, og han kom ind ad døren med den her gigantiske pige, stor som et hus, pokkers veldrejet, men med et langt, besynderligt ansigt. De kaldte hende Amazonen.

Hess: Kendte du hendes kunst dengang?

Clark: Nej, men det var der ærligt talt ingen, der gjorde. Nu har jeg set hendes tidlige værker, men sandheden er, at dengang var der ingen i kunstverdenen, der ville have haft noget med hendes kunst at gøre. Den var for sammensat, for fremmedartet. Den passede ikke ind nogen steder. Du ved, der var mange kampe inden for kunsten i tresserne og de tidlige halvfjerdsere. Hun var heller ikke en Judy Chicago, der havde et feministisk standpunkt. Og jeg tror også, at Felix var et problem for hende. Han kunne ikke repræsentere hende, det ville trods alt have været for nepotistisk.

Hess: Er der noget andet ved hende, ud over hendes udseende, som du lagde mærke til og vil bidrage til bogen med?

27

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 28

Clark: Hun lavede en gang en scene til en middag. Det er flere år siden, omkring 85, tror jeg. Hun sad og snakkede med Rodney Farrel, kritikeren – hans stjerne er blegnet siden, men dengang var han ret indflydelsesrig – nå men, han må have sagt noget, der satte hende i gang, for pludselig hørte man den her kvinde – som vi alle sammen opfattede som meget stille – plapre højlydt løs om filosofi og kunst og sprog. Hun talte meget højt og nærmest forelæste, det virkede ret ubehageligt. Jeg tror ikke, at der var nogen, der havde den fjerneste idé om, hvad det var hun snakkede om.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg at det var noget sludder.

Alle andre tav. Og så begyndte hun at le, en vanvittig, mærkværdig latter, og forlod bordet. Felix var vred. Han hadede scener.

Hess: Og pseudonymerne? Havde du en mistanke om hvordan det hang sammen?

Clark: Overhovedet ikke. Og efter at Felix var død, forsvandt hun.

Ingen talte om hende.

Hess: Var du ikke overrasket over, hvor sofistikeret Anton Tishs kunst var? Han var kun 24, kom nærmest ud af det blå og var overraskende uartikuleret i de interviews, han gav. Det var som om han kun havde gjort sig ret overfladiske tanker om sit eget arbejde.

Clark: Jeg har kendt mange kunstnere, der ikke var i stand til at sige noget om det de lavede. Jeg har altid ment, at det er værket der skal tale, og at det er helt misforstået at kræve af kunstnere, at de skal forklare sig.

Hess: Jeg er tilbøjelig til at give dig ret. Og dog: Den vestlige kunsts historie er en kompleks gimmick af et kunstværk, fuld af henvis28

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 29

ninger og citater og ordspil og anagrammer. Der er en henvisning til et essay af Diderot, om et Chardin-maleri på akademiets årlige salon, og citatet må være fra den franske original, for det essay er ikke oversat til engelsk. Men Tish kunne ikke fransk.

Clark: Okay, så lad mig gentage hvad jeg allerede har sagt flere gange. Det er fint nok at undre sig over, hvordan i alverden vi alle sammen kunne tro på det. Men du kan komme med alle de eksempler du vil. Jeg spekulerede ikke over, hvordan han bar sig ad. Han kom til mig med sine værker. De skabte furore. De solgte. Jeg besøgte ham i atelieret, og der var ufærdige værker overalt.

Hvad ville du have gjort?

Hess: Det ved jeg ikke.

Clark: Nej, det er ikke så enkelt, vel? Man kan sagtens hævde, at denne maskepi, hele denne performance, var en del af værket og at det hele hænger sammen, og som du ved går værkerne fra den udstilling - med Anton Tishs signatur - til høje priser. Jeg fortryder ikke et øjeblik, at jeg viste dem.

Hess: Måske er det egentlige spørgsmål: Ville du have vist dem, hvis du havde været klar over, hvem der virkelig havde lavet dem?

Clark: Det tror jeg at jeg ville. Ja, det ville jeg nok.

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 30

Maisie Lord (redigeret båndudskrift)

D

flyttede til Brooklyn begyndte hun at samle på omstrejfende mennesker – ikke omstrejfende katte eller hunde. Hver gang jeg besøgte hende, var det som om, der lige var flyttet en ny “assistent”, digter, vagabond, eller bare én hun tog sig af, ind i et af værelserne, og jeg var bekymret for at de skulle udnytte hende, berøve hende eller slå hende ihjel mens hun lå og sov. Jeg bekymrer mig for meget; det er kronisk. Jeg blev den bekymrede i familien – det er mit job. Ham der kaldte sig Barometeret boede længe hos Mor. Han havde været to uger på Bellevue lige inden han landede hos hende. Han knevrede løs om vindenes ord og gjorde mærkelige bevægelser for at sænke luftfugtigheden. Da jeg bemærkede noget om ham til Mor, sagde hun: “Jamen Maisie, han er sådan et blidt væsen, og en virkelig dygtig tegner.” Hun havde ret, viste det sig. Han endte med at blive emnet for en af mine film, men der var andre mere flygtige og snuskede karakterer, der holdt mig vågen om natten, indtil Phineas kom til og fik lidt styr på det hele hos Mor, men det var først senere. Min mor havde masser af plads, det var et gammelt pakhus. Hun havde to etager, en til at bo på og en til arbejde. Da hun renoverede bygningen, sørgede hun for at der blev rigeligt med soveværelser til “alle mine kommende børnebørn”, men jeg tror også at hun drømte om at støtte unge kunstnere ved at give dem et sted at bo og arbejde. Min far havde sin fond. Mon mor havde A MIN MOR

30

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 31

sin ad hoc kunstnerkoloni i Red Hook.

Da hun var flyttet ind sagde hun til mig: “Maisie, jeg kan flyve.” Hun var fuld af energi for at sige det mildt. Jeg havde læst om hypomani et sted og spekulerede på om min mor mon var hypomanisk. Sørgeprocessen kan kompliceres af følelsesmæssige op- og nedture, og hun var virkelig syg i tiden efter at min far døde. Hun var så svag og tynd, at hun næsten ikke kunne bevæge sig, men hun kom sig, hun gav ikke op. Hun arbejdede i atelieret til sent hver dag, og derefter læste hun i to-tre timer, bog efter bog, romaner, filosofi, kunst, videnskab. Hun førte dagbog og fyldte sine notesbøger med optegnelser. Hun købte en boksebold og hyrede en kvinde ved navn Wanda til at give sig boksetimer. Sommetider blev jeg helt træt bare ved synet af hende. Der havde altid været noget kraftfuldt over hende - hun kunne pludselig eksplodere over et eller andet helt trivielt. Engang da hun havde bedt mig om at børste mine tænder, og jeg nølede - jeg må have været omkring syv - tabte hun fuldstændig fatningen. Hun råbte og skreg og klemte en hel tube tandpasta ud i vasken. Men for det meste var hun en tålmodig mor for mig og min bror. Hun var den der læste højt for os og sang for os, og som fandt på historier, der kunne underholde både mig og Ethan, hvilket ikke var nogen nem opgave, for jeg ville have feer og nisser, og han ville have kampvogne og robotter, så hun måtte opdigte hybrider. Igennem et helt år fortalte hun den lange saga om Flammefolket, der boede i Flammeland. Masser af magi og kampe og avancerede våben. Hun hjalp os med vores lektier helt op i gymnasiet. Jeg ringede også indimellem til hende da jeg gik på universitetet og fik svar på spørgsmål fra timerne og de opgaver jeg skulle lave. Min mor interesserede sig for alting, og hun lod til at have læst alt. Det var hende, der kom til vores sportskampe, oplæsninger og skolekomedier.

Min far kom når han kunne, men han rejste meget. Da jeg var lille, gik jeg sommetider ind og sov hos min mor, når han var væk.

31

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 32

Hun talte i søvne. Jeg ved ikke hvorfor jeg kan huske det, men en gang råbte hun højt: “Hvor er Felix nu henne?”

Børn er selviske. Jeg vidste at min mor var kunstner, og at hun lavede mærkelige huse fyldt med dukker og spøgelser og dyr, som hun sommetider gav mig lov til at røre ved, men jeg tænkte aldrig på det som et arbejde. Hun var min mor. Min far kaldte hende sin Sindets Madonna. Det er forfærdeligt, når jeg tænker tilbage på det, men jeg overvejede aldrig om min mor var frustreret eller ulykkelig. Den endeløse række af afslag må have såret hende, uretfærdigheden i det, men jeg kan ikke sige at det var noget jeg mærkede, da jeg var barn. Hun nynnede og svajede når hun arbejdede på en af sine konstruktioner, og hun førte hånden gennem luften over en figur, før hun rørte ved den. Sommetider snusede hun til materialerne og sukkede. En gang imellem lukkede hun øjnene og sagde, at for hende var der ingen kunst uden kroppen og kroppens rytmer. Som teenager syntes jeg selvfølgelig, at hendes gestik og tics var helt uudholdelige, og jeg forsøgte at undgå, at mine kammerater så dem. Da jeg var sytten, sagde hun en dag til mig: “Maisie, du er heldig, at du ikke fik mine bryster. En lille kvinde med store bryster er tiltrækkende; en stor kvinde med store bryster er skræmmende – for mænd, altså.” Det slog mig, at hun følte, at hendes kvindelighed, hendes krop, hendes størrelse, på en eller anden måde havde forstyrret hendes liv. Det var længe før pseudonymerne, og jeg gik i gymnasiet og var optaget af at lave min første lille film, som jeg kaldte for en visuel dagbog – det var meget prætentiøst: En masse lange, triste klip med mine kammerater, der går rundt i gaderne eller sidder på deres værelser martret af eksistentielt tungsind. Sådan noget. Hvad havde det med mine bryster at gøre?

Da det med pseudonymerne kom for en dag mange år senere, fik jeg en kvalmende følelse af at hun havde haft ret. På det tidspunkt var jeg selvfølgelig blevet voksen og havde oplevet min andel 32

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 33

af nedgørelse og fordomme i forbindelse med mit eget arbejde.

Jeg opfattede det sådan, at hun brugte de dér mænd til at bevise sin påstand, og det tror jeg stadig, i hvert fald delvist, var tilfældet, men da jeg læste hendes erindringsskitser og dagbøgerne, forstod jeg, hvor komplekst et forhold hun havde haft til dem, og at maskerne i en vis forstand samtidig var virkelige nok. Hun blev i skrækkelig grad misforstået. Hun var ikke noget kalkuleret uhyre, der udnyttede alle omkring sig. Ingen ved vel hvornår hun rent faktisk begyndte at bruge pseudonymer. Hun publicerede et stykke tætvævet kunstkritik under navnet Roger Raison i et magasin en gang i firserne, hvor hun gjorde op med Baudrillard-feberen og pillede hans simulakre-teorier fra hinanden, men ikke mange lagde mærke til det. Jeg kan huske at da jeg var femten, og hele familien var i Lissabon, gik hun hen og kyssede statuen af Pessoa.

Min mor sagde at jeg skulle læse ham og – nå ja, han er jo selvfølgelig netop kendt for hvad han kaldte sine “heteronymer”. Hun var også dybt påvirket af Kierkegaard. Hendes trang til at være andre gik utvivlsomt helt tilbage til barndommen. Min mors bedste veninde, Rachel Briefman, er psykiater og psykoanalytiker.

Hun hævder – og det tror jeg er rigtigt – at psykoterapien frigjorde en Harriet Burden, som ingen af os kendte, og dertil en række andre karakterer eller persona som hun havde gået og gemt på. Jeg mener ikke personlighedsspaltning, men – som det ofte er med sammensatte kunstnersind – et antal selv der kommer frem og kræver at få krop. For bare et år siden ville alt det her ikke have stået klart for mig, men jeg er langsomt begyndt at se min mor i et andet lys eller måske snarere i flere forskellige belysninger.

Det har været en gradvis proces. Jeg var således helt og aldeles uforberedt, da jeg så Mindesmærke-drømmen første gang. Og jeg blev temmelig chokeret. Det var en formiddag og jeg havde taget min datter Aven med over til Red Hook til for at spise brunch hos min mor. Min mand, Oscar, var ikke med. Jeg kan ikke huske 33

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 34

hvorfor. Han havde sikkert skullet skrive rapport om et af de børn, han arbejdede med. (Han har en ph.d. i psykologi og tager private patienter, men han bruger også en masse tid på plejebørn for det offentlige, hvilket han bliver betalt næsten ingenting for). Hvis mor havde nogen omstrejfende boende på det tidspunkt, var de der ikke. Aven var lige begyndt at kunne gå, så det må have været i foråret 1996, og vi sad ikke stille ved bordet i ret lang tid ad gangen, for hvert øjeblik skulle hun prøve at gå, eller rettere gå og falde, gå og falde, igen og igen. Min mor klappede og lo, og Aven strålede af glæde og skulle rigtig vise sig, indtil hun var så udmattet at hun tudede, og jeg lagde hende til at sove på sofaen med puder rundt om sig, så hun ikke skulle falde ned. Min mor havde en masse puder, både i dæmpede og i stærke farver. Hun talte tit om farver og deres betydning. Farver har kropslig betydning, sagde hun. Endnu inden vi kan navngive den farve vi ser, er den i os.

Men hvor kom jeg til? Inden Aven vågnede igen, sagde min mor, ville hun vise mig noget hun arbejdede på, og vi gik ned i den bagerste ende af atelieret, som stadig var under ombygning på det tidspunkt. Hun havde bygget et lille rum med vægge af mælkehvidt opalglas. Inde bag glasset kunne jeg ane en skikkelse, og jeg forstod med det samme, at det var min far, siddende på en stol, jeg så. Det må have været holdningen, der gjorde det, for da mor åbnede den næsten usynlige dør, havde den bløde, udstoppede skikkelse, der havde lignet min far så meget, kun vage træk, men den bar et af min fars jakkesæt og min fars yndlingsbog, Don Quixote, lå opslået i skødet på den. Da jeg så ned, opdagede jeg, at gulvet flød med papir – fotokopier, huskesedler, min fars noter, og på de røde linoleumskvadrater var der kradset noget ned med min mors håndskrift. Og der var tre miniature-trapper, der blot førte op ad hver sin væg. På en af væggene var der tegnet fem døre i grove skitser. Jeg brast i gråd. Så begyndte Aven at græde, og Mor forsøgte at redde situationen: “Undskyld, undskyld.” Det var så 34

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 35

typisk. Hun kunne ikke klare at se andre være ude af den. Det påvirkede hende fysisk. Så krummede hun sig sammen, som om nogen havde ramt hende i mellemgulvet.

Vi kom alle tre til hægterne igen, men lige inden jeg tog af sted med Aven i en taxi, så min mor mig i øjnene. Det var et alvorligt blik, ikke koldt, men strengt; sådan som hun sommetider så på mig, da jeg var lille, når jeg havde løjet eller slået Ethan.

Jeg kan huske det, fordi jeg følte mig skyldig, selv om jeg ikke er sikker på hvorfor. Hun lukkede øjnene, åbnede dem igen og sagde med rolig, lav stemme: “Jeg er ked af, at du blev forkrækket, Maisie, men jeg er ikke ked af, at jeg lavede ham. Der er flere drømme, er jeg bange for, og de må ud.” Hun smilede et trist smil og fulgte os ned til den ventende bil.

Jeg kan stadig se hende for mig, da hun vendte sig væk fra os.

Jeg ville ønske at jeg havde filmet hende lige dér. Der er smukt derude ved vandet med udsigten til Frihedsgudinden, men der var også øde og mere dystert end nu, og synet af min mor, der langsomt skridtede væk fra os tilbage til det gamle pakhus under en stor, overskyet himmel, fik mig til at føle at jeg var ved at miste hende. Det var den følelse jeg havde, bagefter jeg havde sagt farvel til hende på sommerlejren. Og – det var kun en lille ting – men jeg lagde mærke til, at hun havde ladet håret vokse, og det lignede en lille vild busk på toppen af hendes hoved.

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 36

Harriet Burden Notesbog C

H

VOR KOM DE fra? Penissen med vinger, det tomme jakkesæt,

jakke og bukser komplet med Felix-udstyr – læsebriller, barbersprit, blinkende neglefil (file X), et hvidt lærred (håb) – Felix som kæmpe, presset ind i en af mine stuer som Alice i Eventyrland, bittesmå Felix’er stillet op på række, klædt ud i forskellige munderinger, “ægtefælle-dukker”, kaldte jeg dem. På en eller anden måde begyndte min far også at optræde. Faldet i søvn med kinden på en side Spinoza; far en minature som Luftmensch skrålæsende Leibniz (han holdt meget af Leibniz) og lige akkurat svævende over trappetrinene, ord over alt på habitten. Ham, der ikke var for fastholdere, dem jeg havde mistet, begyndte at dukke op sammen i tegningerne og skulpturerne, deres ansigter og deres tøj, savn- og begærsblandinger, højtelskede og dødirriterende i uskøn forening i Harrys tanker. Og også vrede – vrede over den magt de havde over mig. Derfor skiftevis voksede de og svandt ind.

Min mor kunne jeg ikke lave. Det skulle først komme senere.

Det var ikke nemt at lave et menneske, jeg engang havde været indeni.

Hende behøvede jeg ikke at jage.

Mændene jagede jeg, og jeg skreg til dem: Se på mig!

Vi har alle ikke-eksisterende, uvirkelige, fantasifigurer i hovedet hele tiden, men i kunsten bevæger de sig indefra og ud, ord og billeder krydser grænsen. Jeg læste en hel del Husserl dengang, 36

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 37

mens jeg lå på sofaen i det store rum med de høje vinduer og udsigt til vandet. Cogitationerne er de første absolutte sansedata.

Husserl holdt meget af Descartes, og han havde haft sine bevidsthedsstrømme, ligesom William James (som han læste), og de løber igennem og ind og ud mellem hinanden, og han vidste at empati var en dyb form for viden.3 Husserls elev, Edith Stein, er den filosof, der er trængt længst ind i tematikken, og hun levede sin filosofi, levede sine ord.4 Det er ikke nemt at afbilde filosofi. Jeg begyndte at spekulere på, om jeg for eksempel kunne fremstille empati ved at bygge en empatikasse. Jeg skitserede lidt på, hvordan den kunne se ud indvendigt. Jeg gjorde notater. Jeg nynnede.

Jeg lyttede en del til Matthæuspassionen. Det gik op for mig, at min frihed var kommet. Der var intet og ingen, der stod i vejen for mig, bortset fra byrden ved at være Burden. Fremtiden der lå vidt åben, fraværets store gaben gjorde mig svimmel, nervøs og af til høj, som havde jeg dopet mig, hvilket jeg ikke havde. Jeg regerede i mit eget lille Brooklyn baroni, en rig enke, der for længst 3 Edmund Husserl (1859-1938). Tysk filosof, grundlægger af fænomenologien, der er studiet af bevidsthedens struktur fra jeg’ets perspektiv. I notesbog H skriver Burden om “bevidstheds-affiniteterne” mellem Descartes og Husserl, om deres kærlighed til matematikken og logiske visheder, og om at de delte en radikal skepsis. “Husserls skepsis”, skriver hun, “er ikke Descartes’ skepsis. Descartes’ cogito er grundfjeldet for den deduktion, der rejser sig fra det indre af bevidsthedens hule.

Husserls cogito me cogitare er bevidsthed som et forhold til og rettet mod verden.”

Husserl var påvirket af William James’ idé om bevidstheden som en strøm, og opfattede empati som vejen til intersubjektiviteten. Se Dan Zahavi: Husserls fænomenologi (København. Gyldendal, 2001).

4 Edith Stein (1891-1942) skrev sin doktorafhandling hos Husserl, men hendes tænkning afviger fra hans og minder i visse træk om Maurice Merleau-Ponty, som Burden ofte citerer i notesbøgerne. Se Edith Stein: On the Problem of Empathy.

Oversat af Waltraut Stein (Washington D.C.: ICS Publications, 1989). Stein redigerede andet bind af den amerikanske oversættelse af Husserls Ideen. Hun var født jøde, men konverterede til katolicismen efter at have læst Den hellige Teresa af Ávilas selvbiografi og blev karmelitternonne. Hun flygtede fra nazisterne til Holland, men blev sendt til Auschwitz, hvor hun døde i 1942. I 1987 blev hun beatificeret af den katolske kirke.

37

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 38

havde overstået babyer og småbørn og større børn, og mit hoved løb over af ideer.

Men så kom nætternes ensomhed, det rastløse begær, der mindede mig om dengang jeg boede alene i min første lejlighed i byen, mens jeg gik på Cooper Union. Jeg blev hvirvlet tilbage til mig selv som ung – den ensomme pige og kunstner, der vagt længtes efter en fremtid, som på en eller anden måde indbefattede berømmelse og kærlighed. Jeg begyndte at forstå, at de følelser jeg havde tilskrevet det, at jeg var så ung dengang, egentlig ikke havde noget med alder at gøre. Jeg længtes forfærdeligt efter en Nogen, en potentiel person, der kunne udfylde den tid jeg havde til overs.

Felix, gode gamle Felix som jeg kunne snakke med, fintfølende, undvigende, syrlige, skørtejægende, rare Felix var der ikke længere. Du kunne drive mig til vanvid! (Jeg var ret hys engang). Men det kom aldrig dertil. Jeg blev ikke drevet nogen steder, og det gjorde han heller ikke; vi havde med jævne mellemrum sørget for at holde hinanden normale. Nu var der ikke længere nogen, der sørgede for at alting blev fikset. Ingen Felix. Jeg kunne ikke fatte det tomrum der var opstået, og den kendsgerning, at jeg var begyndt at se det som virkeligt, antog dette andet tomme væsens form, lakunen, et hul i sjælen, men det var ikke det hul der hed Felix.

Og så begyndte jeg at komme ovre på Sunny’s Bar, hvor jeg sad og betragtede folk og lyttede til deres snak, en balsam af stemmer.

Sommetider var der musik. Engang hørte jeg en digtoplæsning og snakkede bagefter med digteren, som havde store øjne og rød læbestift og var meget yngre end selv Ethan, og som jeg, selv om jeg syntes at hendes digte var rædselsfulde, egentlig ret godt kunne lide. Hun kaldte sig April Rain, hvilket jeg formoder var en idé hun havde fået mens hun skrev. Hun havde en stor køjesæk, hvor lynlåsen var gået i stykker, og hun havde bundet et par sweatre og en hat fast på den, og da hun smed den over skulderen og begynd38

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 39

te at gå, lignede hun en immigrant der stavrede i land anno 1867, og hun sagde, at hun sov på sofaen hos en ven, fordi hun “var i et mellemrum”, og jeg tog hende med hjem.

April Rain, lille hvid pige med fugle-tatoveringer på underarmene og masser af knust glas i sine digte, hvilket indimellem gjorde at hun skar sig, var min første gæstekunstner. Hun blev kun en uge. En aften fandt hun en forpjusket laps på Sunny’s og kom aldrig tilbage, men så længe hun varede, nød jeg at hun var der, og hendes tilstedeværelse holdt det påtrængende aftenproblem i ave. Når jeg betragtede miss Rains bløde, blege ansigt og buttede kinder, mens vi spiste vores linser eller råstegte rodfrugter (hun var vegetar) og snakkede om Hildegard af Bingen eller Christopher Smart, glemte jeg hvordan jeg selv så ud. Jeg glemte at jeg havde rynker, bryster der krævede en kraftig bh for at holde sig oppe, og en midaldrende mave der bulede ud som en vandmelon. Dette hukommelsestab er hverdagens fænomenologi – vi ser ikke os selv – og det, vi ser, bliver til os mens vi ser på det. En aften, da jeg havde sagt godnat til min 25-årige poetesse, så jeg mig i spejlet, inden jeg gik i seng, og blev så forbavset over mit eget ansigt, at jeg brast i gråd. Felix elskede det gamle fjæs, tænkte jeg. Han priste det og kærtegnede det. Der er ingen til at elske det længere.

Det kan have været selvmedlidenhed – en følelse jeg havde dyrket i en grad, så den ikke kunne varme nogen mands seng – der lå bag ideen om at nogle af mine figurer trængte til lidt varme.

Min mor havde haft en forkærlighed for elektriske rullemadrasser, der ristede hende om natten; hun havde, forklarede hun, problemer med blodomløbet og forbening af knoglerne i fødderne.

Mit blod løber ikke; det kravler, og det synes aldrig at nå frem til mine tæer. Mine forældres rullemadras havde forskellige indstillinger for hver side af sengen. Hun satte sin side på seks og sørgede for at min fars var slukket, så han ikke blev stegt sovende. Efter hans død skruede hun sin side op på ti, men lod fortsat hans være 39

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 40

kold, som en mindekølighed. Det var ikke nødvendigt med noget specielt udstyr til mine kadavere, men jeg rodede lidt med ledningerne indtil jeg var tilfreds med resultatet. Jeg begyndte med en Felix-dukke i fuld størrelse; den udtrykte ideen om ham, ikke en figurativ lighed. Hans slanke legeme udstoppet og hyldet i stof jeg malede i blå og grønne farver med lidt gult og klatter af rødt, mennesket som lærred, og afsluttede med en kort, hvid manke af hår på hans hoved. Da jeg satte ham i stikket, glødede han som havde han feber.

Den glæde jeg havde ved det var latterlig. Hvorfor dette varme væsen fyldte mig med glæde, vidste jeg ikke, men det gjorde det.

Jeg rørte forsigtigt ved ham for at mærke hans varme. Jeg lagde armene om ham. Jeg satte ham ved siden af mig i sofaen. Jeg kaldte ham mit transitionale objekt. Aven syntes han var fantastisk.

Ethan syntes han var forfærdelig. Maisie syntes han var okay.

Rachel både morede sig over ham og de andre og tog dem seriøst.

Hun syntes jeg skulle prøve med et galleri igen og gå ud som Willie Loman og falbyde mine varer og få opmærksomhed, opmærksomhed. Men havde de ikke fældet deres dom igen og igen? Ingen ville have Mrs. Lords kunsthåndværk og dukker. Hvem troede jeg at jeg var – Sankt Sebastian?

Det var da jeg var ved at forklare doktor Fertig hvordan varmeelementet i kroppene fungerede, at den indlysende årsag til min glæde gik op for mig. Anima. At animere.

Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.

Det var latterligt. Harry Burden, atelierets halvgud, forsøger igen og igen at puste liv i sin døde mand og sin døde far, sørgemaskinen kører på fuld kraft mens hun syr og udstopper og trækker ledninger og saver og former og gør ved, men det hjælper. Det hjalp og jeg var nået til et punkt, hvor jeg tog imod enhver form for hjælp.

40

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 41

Efter et års hektisk ægtefællelig og faderlig eller måske ægtefædrelig skaben, begyndte jeg at fantasere om at lave de skabninger jeg havde i hovedet, ikke kun virkelige personer, men også dem jeg havde fra min enorme bogsamling. Og ikke bare personerne, men også ideer, stemmer, former, figurer, artikulerede tanker, uartikulerede følelser. Jeg kaldte dem Metamorfer, og nogle var kolde, andre varme eller brændende varme, og andre igen havde stuetemperatur.

Det kan have været April Rain, der fortalte nogle af de andre unge omstrejfende rundt om i nabolaget, at jeg havde værelser og senge i overskud, men det er mere sandsynligt, at det var Edgar Holloway III, en flygtning fra Upper East Side og musikalsk ven af Ethan, færdig med universitetet i flere år, der ledte efter arbejde som et supplement til sine rock n’ roll drømme. Edgar blev min assistent. Han var en tæt bygget ung mand med en opstoppernæse, der virkede for lille til hans ansigt. Han var stærk, villig og lærenem, når det gjaldt håndteringen af materialer og konstruktionerne. Han var imidlertid overraskende kedelig at konversere, men så behøvede jeg til gengæld ikke at føle mig forpligtet til hverken at underholde ham eller at forklare meningen med mine rum og de væsener, jeg fyldte dem med. Jeg var alligevel heller ikke selv helt sikker på, hvad det var jeg havde gang i.

Hvad, jeg dog vidste, var, at jeg i årevis havde holdt mig selv nede, og at der nu var sket noget med mig. Doktor Fertig brugte ordet hæmning. Jeg var blevet mindre hæmmet, mindre bundet og mindre begrænset. Takket være alle opkastene. Opkastene var symptomet, der havde sat gang i ordene og forandringen. Jeg var blevet til Harriet Ubunden, endnu kun femoghalvtreds dengang, men ville jo blive ældre, og jeg tænkte på andre veje, de alternative eksistenser, en anden Harry Burden, der kunne, ville, burde have sluppet sig selv løs noget tidligere, eller en Harry Burden, der lignede April Rain, lille og lyserød, eller en Harry, der var blevet 41

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 42

født som dreng, en rigtig Harry og ikke en Harriet. Jeg ville have været en ret besnærende ung mand med min højde og mit vilde hår. Havde jeg ikke hørt min mor sukke over, at alle disse centimeter var spildt på en pige? Tanken om en anden krop, en anden tilværelse, hjemsøgte mig. Var det en form for fortrydelse? Jeg prøvede at forestille mig, hvordan min bevidsthed ville føles i Edgars krop. Jeg ville bestemt ikke have Edgars sind, der var fyldt til randen med technobands og sætninger, der kørte derudaf, hvor ordet “mand” ustandselig poppede op som en kontinuerlig, meningsløs tegnsætning. Den fantasi, der begyndte at tage form, kredsede om de mulige baner jeg kunne følge, de mange formers kunstner.

Jeg havde en mistanke om, at hvis jeg kommet i en anden indpakning, ville min kunst være blevet modtaget anderledes positivt, eller at jeg i det mindste ville være blevet taget mere seriøs. Jeg bildte mig ikke ind at der var tale om en sammensværgelse. Mange fordomme er ubevidste. Det, der kommer op til overfladen, er den uidentificerbare aversion, som derpå bliver retfærdiggjort på en eller anden rationel måde. Måske er det værre at blive ignoreret – den dér kedsomhed i en andens blik, forvisningen om at intet man kom med ville kunne vække den andens interesse. Men ikke desto mindre havde jeg ophobet så mange tæsk og ydmygelser, at jeg var blevet håndsky af det.

Bag min ryg: Det er Felix Lords kone. Hun laver dukkehuse. Fnisen.

Op i mit åbne ansigt: Jeg har hørt, at Jonathan tog dine værker ind, fordi han er ven med Felix. Og fordi de mangler en kvinde i stalden.

Indpakket: Udstillingen hos Jonathan Palmer af Harriet Burden, gift med den legendariske kunsthandler Felix Lord, består af små arkitektoniske arbejder tilføjet forskellige figurer og tekster. Værkerne er udisciplinerede og ufokuserede og fremstår som en mærkelig blanding af noget prætentiøst og noget naivt. Det kan undre at de blev fundet 42

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 43

værdige til udstilling.5 Tiden havde ikke hjulpet på min skyhed, tværtimod. Rachel opfordrede mig til at komme tilbage i kampen, men jeg var klar over, at det var ungdom, der var den efterstræbte vare, og uanset The Guerrilla Girls var det stadig bedre at have en penis.6 Jeg var over halvvejs i livet og havde aldrig haft en penis. Det var for sent for mig at være mig selv. Jeg var forsvundet for altid, og den lethed, med hvilken det var sket, gjorde det klart for mig, hvor overfladiske mine relationer til dem alle sammen havde været. De kom til bisættelsen, eller i det mindste nogle af dem. Felix’ storhedstid var ovre allerede inden han døde. Han var blevet historisk, kunsthandleren for P. og L. og T. engang i svundne tider. Hans kone var blevet ahistorisk, men hvad nu hvis jeg kunne vende tilbage som en anden? Jeg begyndte at finde geniale forklædninger. Som en Sherlock Holmes ville jeg forsvinde bag mine kostumer og narre selv børnene og Rachel med snedige persona’er. Jeg lavede tegninger af potentielle Harry’er: Harry som supermand med kappe. Harry som hjemløs, ubestemmelig af køn, samler flasker.

Harry som ældre dandy med veltrimmet hvidt skæg; Harry som mandlig transvestit (temmelig overbevisende). Harry med mandlige genitalier af beskeden størrelse i den hellenistiske tradition og et stort grin. Og jeg lod mig inspirere af fortiden: His[torisk]-med[icinsk] Afhandling om Sagen Catherine Vizzani, en ung Kvinde, født i Rom, myrdet efter gennem otte år at have fremtrådt i en Mands Skikkelse havende en Kærlig-

5 Anthony Flood, “A Muddy Aesthetic,” Art Lights. Januar 1979.

6 Kunstnersammenslutning dannet af en række anonyme kvindelige kunstnere i 1985 som reaktion på Museum of Modern Arts udstilling International Survey of Recent Painting and Sculpture, der viste 169 kunstnere, hvoraf kun sytten var kvinder. The Guerrilla Girls laver anonyme protestaktioner og happenings for at gøre opmærksom på sexisme og racisme i billedkunsten.

43

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 44

hedsaffære med en ung Adelsfrøken; undgik med nød og næppe Folkets helgenkåring da det ved dissektionen af Liget fremgik at hun var Jomfru. Med visse interessante og anatomiske Observationer angående Mødommens Liv og Karakteristika. Af Kirurgen der dissekerede hende, Professor i anatomi i Siena, Giovanni Bianchi. Til Hvilken er føjet nogle nødvendige Bemærkninger af Skriftets engelske Redaktør. (London: Meyer, 1751. Overs. John Cleland).

Kort efter at professor Bianchis afhandling var blevet udgivet i England, oversat og redigeret af John Cleland, Fanny Hills berygtede forfatter, begyndte Charles d’Eon de Beaumont, den franske diplomat, spion og kaptajn i hæren, at optræde offentligt iført kvindetøj. Han forklarede, at han var opdraget som en dreng, men faktisk var kvinde. Hun publicerede sine erindringer: La Vie Militaire, politique, et privée de Madmoiselle d’Eon. Da hun døde opdagede man, at hun havde mandlige genitalier.

Der er også den bemærkelsesværdige sag om en læge, James Barry, der påbegyndte medicinstudiet på Edinburgh Universitet i 1809, blev militærkirurg og steg i graderne fra post til post. Da hans karriere sluttede, var han stabslæge med ansvar for militærhospitalerne i Canada. Han døde i London i 1865 af dysenteri. Da blev det opdaget, at han var en hende. Eftersom hendes køn havde afskåret hende fra medicinstudierne, havde hun ændret det.

Billie Tipton, en succesfuld jazzmusiker, født Dorothy Lucille Tipton i 1914, der som pige ikke måtte spille i gymnasiets orkester, 44

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 45

og i stedet begyndte at optræde som mand, gled også i privatlivet helt ind i en mandlig identitet og havde et længerevarende forhold til en Kitty Oakes, en tidligere stripper, og adopterede tre sønner sammen med hende. Indtil hans død i 1989, vidste ingen i hans familie, at Billie anatomisk set havde været en kvinde.

Der er mange historier og lige så mange grunde til at kvinder permanent har forladt deres køn til fordel for det maskuline, eller de har gjort det for en tid, når det var det letteste. Der har været kvinder, som fulgte deres mænd i krig og kæmpede sammen med dem, blot for at være nær dem; og kvinder som gik i krig af ren og skær patriotisme, og som bagefter vendte tilbage til at være kvinder igen. Der har været kvinder, der lod som om de var mænd for at kunne arve deres fædres formuer; og kvinder der efter at have mistet alt – mænd og børn og formue – følte sig så sårbare som kvinder, at de lavede sig til mænd. Mange af dem havde forstående mødre og fædre og søskende og venner, som holdt på deres hemmelighed. Lidt tøj, et andet navn, en lidt ændret stemmeføring og tilsvarende gestik var alt hvad det krævede. Efter et stykke tid var det let at være mand. Og hvad mere var: det blev virkeligt.

Men var jeg interesseret i at eksperimentere med min egen krop, snøre mine bryster ind og stoppe noget i bukserne? Ville jeg leve som en mand? Nej. Det, der interesserede mig, var de opfattelser vi har af tingene, at de lader sig forandre, og den kendsgerning at vi ser, hvad vi forventer at se. Men ændrede den Harry, jeg så i spejlet, sig ikke rigeligt i forvejen? Jeg tænkte ofte på, om jeg overhovedet kunne se mig selv. Nogle dage syntes jeg, at jeg så helt 45

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 46

okay og forholdsvis slank ud. Og næste dag kunne jeg så se billedet af en sammensunken, grotesk skikkelse, der bulede ud alle vegne. Kan man forklare det på anden måde end ved at betragte ens selvbillede som i bedste fald upålideligt? Nej, jeg besluttede mig for at holde min krop udenfor og foretage kunstneriske ekskursioner under andre navne, og her ville jeg andet og mere end blot have et dæknavn som “George Eliot”. Jeg ville have interne udvekslinger á la Kierkegaard, hvis masker stødte sammen og udkæmpede fejder, og værkerne skulle skiftevis være tykt ironiske og næsten transparente. Men hvor fandt jeg en Victor Eremita, en A og B, en Assessor Wilhelm, en Johannes de Silentio, en Constantin Constantius, en Vigilius Haufniensis, en Nicolaus Notabene, en Hilarius Bogbinder, en Inter et Inter, en Johannes Climacus og en Anti-Climacus?7 Hvordan jeg skulle afstedkomme tilsvarende transformationer var i bedste fald uklart. Det var ikke andet end mentale kruseduller, men jeg fandt dem frugtbare.

Havde Kierkegaard måske ikke under pseudonymet Notabene skrevet en række forord uden efterfølgende tekst?8 Hvad nu hvis jeg opfandt en kunstner, omtalt i anmeldelser og med numre i kataloger, men uden at der i virkeligheden fandtes et eneste værk.

Hvor mange kunstnere var trods alt ikke blevet promoveret som 7 I Notesbog K vier Burden femoghalvfjerds sider til Kierkegaards pseudonymer og hans “Indirekte Meddelelser”. Fra hans posthumt udgivne Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed. En ligefrem Meddelelse, Rapport til Historien, citerer Burden følgende: “Man kan bedrage et Menneske for det Sande, og man kan, for at erindre om gamle Socrates, bedrage et Menneske ind i det Sande. Ja, egentligen kan man kun ene paa denne Maade bringe et Menneske, der er i en Indbildning, ind i det Sande, ved at bedrage ham.” (Andet Afsnit, Capitel I, A, §5, C.A. Reitzels Forlag, 1859, Søren Kierkegaard: Samlede værker, udg. af P.P. Rohde, 3. udg., bd.

1-20, Kbh. 1962-64 , bd. 18, s. 104). Burden tilføjer: “Vejen til sandhed er fordoblet, maskeret, ironisk. Dette er min vej, den er ikke lige, men snoet!”

8 Kierkegaard skrev otte satiriske forord under pseudonymet Nicolaus Notabene.

(Nicolaus Notabene: “Forord. Morskabslæsning for enkelte Stænder efter Tid og Leilighed”, Søren Kierkegaards Skrifter, bd. 4, s. 463. Gads Forlag, København 1997).

46

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 47

betydende gennem en omgang rent vrøvl, skrevet af alle de spinatfugle, der var halset efter den sproglige vending. Åh, écriture!

Kunstneren skulle være en ung mand, en enfant terrible, hvis tomhed genererer side efter side efter side. Ha! En herlig spøg! Jeg gjorde forsøget: Aporierne i Xs arbejde er opnået gennem autoinduktionsprocesser frem til fraværet. De implicitte og dermed usynlige autoerotiske handlinger med seksuel baggrund afstedkommer bruddets fantasmer, et afgrundsdybt kollaps og tilbagetrækningen af begærsobjektet.

Blindgyde. Det gik op for mig at det ville tage livet af mig at skulle skrive den slags prætentiøs, forslidt prosa.

Jeg, Harriet Burden, bekender hermed, at mine fantasier var drevet af: 1) en almindelig trang til at hævne mig på tåber, dumrianer og fjolser, 2) en mental isolation resulterende i forskruede ideer og ensomhed, fordi jeg flakkede om i for mange bøger, og ingen havde at tale med dem om, 3) en voksende fornemmelse af, at jeg altid har været misforstået og som en gal tigger om at blive set, set rigtigt, men at intet af det, jeg har lavet, har gjort nogen forskel.

I min frustration og elendighed måtte jeg hver dag trække mig selv op som om jeg var min gamle legetøjsabe med bækkenerne, 47

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 48

jeg hørte mig selv slå dem mod hinanden, og, nota bene, jeg tudede, og når jeg tudede længtes jeg efter min mor, ikke den lille, døende mor på hospitalet, men den store mor fra da jeg var barn, den mor der havde holdt om mig og vugget mig og sagt så, så og aet mig og taget min temperatur og læst højt for mig. Mors pige, bortset fra at mor ikke var overdimensioneret, men lille og velformet og gik i høje hæle. Forstår du, din far kan godt lide mine ben i høje hæle. Men så, efter at jeg havde flæbet et stykke tid, kom jeg til at tænke på min mor mange år senere, to skinnende tårer på hendes indsunkne kind og IV’et i hendes blå-årede hånd. Jeg sagde ikke: Du bliver rask igen, Mor, for hun ville ikke blive rask igen.

Hvem ved hvor længe jeg har igen? Ikke ret længe. Og alligevel brokkede min mor sig over maden, pyjamasen, sygeplejerskerne på hospicet. En uge før hun døde, bad hun mig tage hendes håndtaske og finde læbestiften og give hende lidt rødt på læberne, for hun var for svag til selv at gøre det, og når hun døsede hen i morfintågen til sidst, tog jeg indimellem det lille gyldne rør frem og duppede hendes smalle mund med den rosenfarvede stift.

Blevet forældreløs.

Det jeg prøver at sige er, at set indefra var mit selvskabte eksil i Red Hook ikke begivenhedsløst. Inden i mig brød tiden sammen for altid. Døde og imaginære mennesker spillede en større rolle i min dagligdag end de levende gjorde. Jeg tumlede baglæns for at bjærge stumper af min erindring, og jeg tumlede fremad for at give en imaginær fremtid form. Hvad angik de mennesker i mit liv, der stadig trak vejret, så overholdt jeg trofast min ugentlige aftale med 48

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 49

doktor Fertig, sammen med hvem jeg gjorde visse “fremskridt”, og bagefter mødtes jeg med Rachel til te eller et glas vin i nærheden af hendes kontor på hjørnet af Park Avenue og 91st, og den intimitet vi altid har haft syntes aldrig at blive mindre, selv om vi småskændtes og hun hævdede at jeg havde tvangstanker. Maisie var bekymret for mig. Jeg kunne se det i hendes blik, og oveni bekymrede hun sig så meget om Aven og Oscar, at jeg blev bekymret for, at hun opgav alt muligt for familiens skyld, og at det ville gå ud over hendes eget arbejde. Ethan sad på caféer og skrev noveller og kørte et temmelig smalt tidsskrift, Det ny-situationistiske signalhorn, sammen med Leonard Rudnitzky, hans gode ven fra Oberlin. Han talte meget om vareliggørelse og fremmedgørelse og skuespilsamfundet, og om hvor visionær Guy Debord, hans romantiske helt, havde været.9 Ethan syntes ikke at kunne se at manden overdrev og mente at hans teori var blevet endeligt bekræftet af internettet: “Al direkteoplevelse har fortonet sig i en forestilling.” Hvad med mavepine?

Min revolutionære søn var hemmelighedsfuld om sit privatliv (piger) og jeg var bange for at han var vred over at jeg – i min alder – havde fået mig et nyt liv, og jeg havde en anelse om at han på en eller anden måde fandt det upassende og ikke så lidt af et svigt over for hans fars minde, selv om han aldrig ville sige det.

Jeg var bange for at han var fremmedgjort over for sig selv. Den 9 Guy Debord (1931-1994), selvudnævnt leder af Situationistisk Internationale (SI), grundlagt i 1957. Denne lille gruppe af parisiske kunstnere og intellektuelle (den havde aldrig mere end tolv medlemmer) ville integrere kunst og liv og ophæve distinktionen mellem aktør og tilskuer. I 1960erne voksede gruppens antikapitalistiske kritik, der var inspireret af anarkistbevægelsen, ud over kunstens område og blev rettet mod samfundet i bred forstand. I Debords hovedværk, Skuespilsamfundet, udgivet 1967, hævder han, at i vore dage er livet så domineret af billeder, at de er blevet en “møntenhed” i et samfund, der til stadighed skaber “pseudobehov” hos folk. Gruppen gik i opløsning på grund af interne uoverensstemmelser i 1972. I 1994 begik Guy Debord selvmord. Indtil da havde den franske presse stort set ignoreret både ham og situationisterne, men efter sin død blev han berømt.

49

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 50

lille dreng, der plejede at gemme sig i skabet med sine legetøjssoldater og opfinde kamphandlinger og våbenstilstand til dem, var blevet stor. Han kunne ikke huske sit baby-jeg, og hvordan hans mor havde gået frem og tilbage med ham og vugget og rokket ham time efter time og sunget lige så stille for ham, fordi han havde så svært ved at falde i søvn. Vi kan ikke huske vores tidlige barndom, denne arkaiske tidsalder i moder-kæmpens land.

Anton Tisch så helt rigtig ud. Han var næsten lige så høj som mig og tynd og gik i løstsiddende cowboybukser. Han havde en markant næse og søgende øjne, der ikke syntes at kunne fiksere på noget i længere tid ad gangen, hvilket gav ham et distræt udtryk, der under de rette omstændigheder kunne tolkes som rastløs intelligens. Og så var han kunstner. Jeg mødte ham på Sunny’s en kold vinteraften i begyndelsen af ‘97. Det sneede. Jeg mindes de rytmiske pust af kold luft, når døren blev åbnet og lukket, støvletrampen og det lampeoplyste hvide uden for vinduet. Jeg var der sammen med Barometeret, den omvandrende vejrhane og glimrende tegner, som havde boet hos mig i nogle uger. Ikke alene registrerede Barometeret enhver stigen og falden i lufttrykket med sit kropsinstrument – sit usædvanligt følsomme hoved – det var faktisk på et tidspunkt lykkedes ham at få kontrol over lufttrykket, så han havde kunnet hæve og sænke det med en hektopascal eller to.

Jeg vidste ikke noget om hektopascal før Barometeret kom ind i mit liv, men det er et vidunderligt ord, opkaldt efter Blaise Pascal, dette geni i mangt og meget. Barometeret og jeg kom godt ud af det med hinanden, om end han levede i en selvskabt boble, og det for meste var umuligt at have en egentlig dialog med ham.

På det tidspunkt var jeg blevet stamgæst på Sunny’s. I taknemmelighed over den gode betjening og kammeratlige stemning 50

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 51

havde jeg foræret dem en indrammet tegning, der forestillede etablissementet og nogle af dets mere eller mindre skumle stamgæster, og gaven var blevet hængt op på væggen. Den tegning var Anton Tisch standset op foran. Så stor er kunstnerens forfængelighed, at når jeg var til stede vidste jeg altid præcis hvem der havde bemærket tegningen, og min glæde ved at se en lidt firskåren, ung mand med korte, brune krøller studere mit portræt af Sunny’s Bar var grænseløs – nå, ja, okay måske ikke helt grænseløs, men glad blev jeg i hvert fald.

Imidlertid var jeg stadig ret genert. Barometeret havde været temmelig pirrelig på grund af sneen, men af en eller anden grund lagde han mærke til at Tisch stod og så på tegningen, og pludselig, på en måde der slet ikke lignede ham, og med en stemme, jeg ikke kunne genkende, råbte han til den vildtfremmede unge mand: Det er Harry der har lavet den! Så vidt jeg husker, tog det lidt tid at få klarlagt hvem Harry var, men så snart det var ordnet satte Anton Tisch – som Barometeret hurtigt begyndte at kalde “Bordet” – sig ned til os, og det blev til en lang aften med en masse alkohol og en masse snak. Indholdet af samtalen er borte. Senere fandt jeg ud af at han havde gået på The School of Visual Arts, ikke vidste hvem Giorgione var og mente at Warhol var den mest betydningsfulde kunstner nogensinde, hvilket vel kan forklare hvorfor han var så optaget af silketryk. Tisch lavede ikke silketryk af berømtheder, men af sine venner, formentlig fordi de allerede havde haft eller måtte forventes at få deres femten minutters berømmelse. Han sagde, at hans kunst nok henviste direkte til Warhol, men også til fænomenet reality-tv, om end det nu var ret svært at få ud af de banale billeder han viste mig. Han kunne godt lide ordet konceptuelt og brugte det lige så ofte som Edgar brugte ordet mand. Anton var en god dreng. Han var bare så uendeligt hjerteskærende uvidende.

Bog Den flammende verden-FINAL:Layout 1

26/02/14

15:28

Side 4

Den flammende verden er oversat fra amerikansk af Christian Bundegaard efter The Blazing World Copyright © 2014 by Siri Hustvedt All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Redaktion ved Per Kofod Omslag: Kirsten Sonne efter originalomslag af Christopher Lin Copyright ©2014 Simon & Schuster Grafisk tilrettelægning og sats: John Ovesen /baghus Forfatterfoto: Gorm Valentin Bogen er sat med Garamond Korrektur: Ole Stender Produktion: Specialtrykkeriet, Viborg 1. udgave, 1. oplag Printed in Denmark 2014 ISBN: 978-87-11345-83-2

Oversættelsen har modtaget støtte fra Statens Kunstfond

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Omslag siri 515x220 r 31_Layout 1 28/02/14 15.36 Side 1

internationale succesforfatter Siri Hustvedt tilbage GORM VALENTIN

til New Yorks kunstverden i sin bedste og mest

FOTO :

©

pågående roman siden Det jeg elskede.

Den flammende verden er en flerstemmig Tour de

SIRI HUSTVEDT, født 1955, er opvokset i Minnesota med norsk-amerikanske forældre. Hun bor nu i Brooklyn, New York.

SIRI HUSTVEDT

Med Den flammende verden vender den

MED BIND FOR ØJNENE

“Hvad Hustvedt frem for alt har i sin palet er en erotisk dybdevirkning, snart faretruende og mørk med gnidrede skygger af dominans og underkastelse, snart gyldent fejrende sig selv som ren og skær livskraft midt i New York.”

— Bo Green Jensen, Weekendavisen LILY DAHLS FORTRYLLELSE

“Siri Hustvedts intelligente thriller er fortættet og fordrejet, men aldrig overdrevet … Siri Hustvedts nyeste roman har Twin Peaksmagien over sig. Norsk-amerikanske Hustvedt er en formidabel fortæller, en cool David Lynch.”

— Bo Kampmann Walther, Kristeligt Dagblad

force fra en af sin generations mest ambitiøse og

DET JEG ELSKEDE

“Siri Hustvedts litteratur er smuk, elegant, velovervejet og intellektuel (…) Kunstnerroman, kriminalroman, kærlighedsroman, filosofisk roman, essayroman, skæbnefortælling, thriller. Den begærlige læser kan bare komme an. Bogen har det hele.”

— Klaus Rothstein, Weekendavisen

internationalt anerkendte forfattere. Romanen er et snedigt udtænkt diabolsk puslespil, der afsøger

Siri Hustvedts digte og noveller er blevet offentliggjort i antologier og tidsskrifter. Siden debutromanen fra 1992, Med bind for øjnene, har hun skrevet Lily Dahls fortryllelse, Det jeg elskede, En amerikaners lidelser, Sommeren uden mænd, tre essaysamlinger, hvorfra udvalget til En bøn for Eros er hentet, Kvinden, der rystede eller Historien om mine nerver, samt At leve/At tænke/At se.

fordommenes, pengenes, berømmelsens og

EN BØN FOR EROS

“Hun skriver som en dagdrøm og tænker bedre end godt … Elegant. Det er dét, hun er, frem for alt – elegant … Siri Hustvedt forfører os med sin elegance. Også den litterære.”

— Lise Garsdal, Politiken

begærets bedrageriske kraft.

Siri Hustvedts nye roman er emotionel,

EN AMERIKANERS LIDELSER

“… en væsentlig roman, et engageret og gennemreflekteret bud på den amerikanske virkelighed efter 2001 set fra et følsomt og intellektuelt New York-perspektiv.”

— Lars Ole Sauerberg, Jyllandsposten

intens og intellektuelt krævende, ironisk og legesyg, et dristigt og righoldigt mesterværk.

Siri Hustvedt har givet forelæsninger om kunstnere og kunstteorier på Prado Museet i Madrid, The Metropolitan Museum of Art i New York og The Academy of Fine Arts i München. I 2012 holdt Siri Hustvedt åbningstalen ved den niogtredivete Siegmund Freud-konference i Wien, og i 2013 holdt hun åbningstalen på Københavns Universitet ved den internationale konference i anledning af Søren Kierkegaards 200 års dag.

“Kvinden der rystede undersøger noget så stort som selvet eller jeget; det sidste hvide kontinent på verdenskortet, et mørkelagt og mystisk område, hvor neurologien, psykologien, medicinen, filosofien og religionerne mødes med hver sit bud på, hvor kroppen begynder og sjælen holder op.”

— Iben Tandgaard, Weekendavisen SOMMEREN UDEN MÆND

www.lindhardtogringhof.dk

OMSLAG : KIRSTEN SONNE / BAGHUS EFTER ORIGINALOMSLAG AF

KVINDEN DER RYSTEDE ELLER HISTORIEN OM MINE NERVER

CHRISTOPHER LIN

L in dh a rdt og Ri n gh o f

“En underholdende og besnærende roman, der er let at læse, men svær at glemme, og som ydermere cementerer Siri Hustvedts position som en af tidens mest intelligente litterære — Tonny Vorm, Information stemmer i kønspolitikken.”