Af samme forfatter Afrikas grønne bjerge At have og ikke have Der er ingen ende på Paris Døden kommer om eftermiddagen Edens Have Farlig sommer Farvel til våbnene Hvem ringer klokkerne for Noveller Om at skrive Over floden – ind i skovene Sandt ved daggry Solen går sin gang Øen og havet
Den gamle mand.indd 2
10/04/15 15.02
ERNEST HEMINGWAY
Den gamle mand og havet
P책 dansk ved Ole Restrup
Lindhardt og Ringhof
Den gamle mand.indd 3
10/04/15 15.02
Han var en gammel mand, og han fiskede alene i en jolle i Golfstrømmen, og nu var der gået fireogfirsindstyve dage, uden at han havde fanget en fisk. I de første fyrretyve dage havde en dreng været ude med ham. Men da de fyrretyve dage var gået, uden at han havde fanget en fisk, havde drengens forældre sagt til ham, at nu var den gamle endelig og afgjort salao, så forladt af held, som et menneske kan være, og drengen havde fået besked på at tage ud med en anden båd, der fangede tre gode fisk den første uge. Drengen var bedrøvet over at se den gamle mand komme ind hver dag med tom jolle, og han gik ned hver gang for at hjælpe ham med at bære enten de oprullede liner eller fangstkrogen og harpunen og sejlet, der var viklet rundt om masten. Sejlet var lappet med hvedemelssække, og når det var rullet sammen om masten, virkede det som det sørgmodigt viftende symbol på det stadige nederlag. 5
Den gamle mand.indd 5
10/04/15 15.02
Den gamle var tynd og gusten, med dybe furer i nakken. På begge kinder havde han de brune pletter, der er karakteristiske for den kroniske, forholdsvis godartede solskoldning, der fremkom- mer ved solens reflekser i det tropiske hav. Pletterne bredte sig ret langt ned på begge sider af hans ansigt, og hænderne havde dybe ar efter arbejdet med de store fisk i linerne. Men ingen af disse ar var friske. De var så gamle som smuldrende klipper i en ørken uden fisk. Alt ved ham var gammelt undtagen øjnene, der havde samme farve som havet og var muntre og ubesejrede. “Santiago,” sagde drengen til ham, da de klatrede op på bredden, hvor jollen blev halet op. “Jeg kan godt tage med dig igen. Vi har tjent penge.” Den gamle havde lært drengen at fiske, og drengen elskede ham. “Nej,” sagde den gamle mand. “Du er ude med en båd, der har held. Bliv hos de andre.” “Men kan du huske, at du gik i syvogfirs dage uden at fange en fisk, og så fangede vi store fisk hver dag i tre uger.” “Det kan jeg godt huske,” sagde den gamle. “Jeg ved, at du ikke har forladt mig, fordi du tvivlede.” “Det var far, der sagde, at jeg skulle gå. Jeg er dreng, så jeg må rette mig efter ham.” “Det ved jeg,” sagde den gamle. “Det er, som det skal være.” 6
Den gamle mand.indd 6
10/04/15 15.02
“Han har ikke megen tro.” “Nej,” sagde den gamle. “Men det har vi. Har vi ikke?” “Jo,” sagde drengen. “Må jeg gi’ en øl på Terrassen, så kan vi gå hjem med grejerne bagefter.” “Lad gå,” sagde den gamle. “Vi er fiskere begge to.” De sad på Terrassen, og mange af fiskerne lavede sjov med den gamle, og han blev ikke vred. Andre af fiskerne, mest de ældre, så på ham og havde ondt af ham. Men de viste det ikke, og de snakkede venligt om strømmen, om de steder, hvor de havde kastet liner ud, om vejret, der stadig var godt, og om, hvad de havde set. De fiskere, der havde haft held den dag, var allerede kommet ind med deres sejlfisk, de stribede marlin’er, havde parteret dem og lagt dem på række, så lange de var, over to brædder, og to mand høj, én for hver ende af brædderne, havde gyngende båret dem til fiskehuset, hvor de holdt og ventede med isvognen, der kørte fiskene til markedet i Havana. De, der havde fanget hajer, havde bragt dem over til hajkogeriet på den anden side af bugten, hvor de blev hejset op med blok og talje, hvor leveren blev fjernet, finnerne skåret af, skindet flået og kødet skåret ud i strimler til nedsaltning. Når vinden var i øst, kom lugten ind over havnen fra hajkogeriet; men i dag var der kun en svag anelse af duften, for vinden var gået om i nord og løjet af, og der var rart i solskinnet på Terrassen. 7
Den gamle mand.indd 7
10/04/15 15.02
“Santiago,” sagde drengen. “Ja,” sagde den gamle. Han sad med sit glas i hånden, og tankerne gik tilbage til tiden for mange år siden. “Skal jeg gå hen og hente nogle sardiner til dig til i morgen?” “Nej. Gå hen og spil baseball. Jeg kan ro endnu, og Rogelio kaster gerne nettet ud.” “Må jeg ikke? Hvis jeg ikke kan tage ud at fiske med dig, vil jeg gerne gøre dig en tjeneste på anden måde.” “Du har givet en øl,” sagde den gamle. “Du er en rigtig mand.” “Hvor gammel var jeg, da du første gang tog mig med ud i en båd?” “Fem år, og du var nær blevet slået ihjel. Fisken var for levende, da jeg tog ham ind, så han var ved at slå båden i stumper og stykker. Kan du huske det?” “Jeg kan huske, hvor halen baskede og slog, og toften knækkede, og jeg kan huske den lyd, da du slog den med køllen. Jeg kan huske, at du smed mig frem i stævnen, hvor de våde sammenrullede liner lå, og jeg mærkede det ryste i hele båden. Jeg kan endnu høre den lyd, da du slog den med køllen; det lød, som når man fælder et træ. Og den sødlige blodlugt over det hele.” “Kan du virkelig huske det, eller er det bare mig, der har fortalt dig om det.” 8
Den gamle mand.indd 8
10/04/15 15.02
“Jeg kan huske det alt sammen, fra den gang vi var ude sammen første gang.” Den gamle så på ham med de solblegede, tillidsfulde, kærlige øjne. “Hvis du var min dreng, ville jeg tage dig med ud og lade stå til,” sagde han. “Men du er din fars dreng og din mors, og du er ude med en båd, der har held.” “Må jeg så hente de sardiner? Jeg ved også, hvor jeg kan få fine agn.” “Jeg kan bruge dem fra i dag. Jeg lagde dem i salt i kassen.” “Lad mig skaffe dig fire friske.” “Én,” sagde den gamle. Hans håb og tiltro svigtede aldrig. Men nu voksede hans selvtillid, som når en brise frisker op. “To,” sagde drengen. “To,” nikkede den gamle. “Du stjæler dem vel ikke?” “Det gjorde jeg gerne,” sagde drengen. “Men jeg har købt de her.” “Tak,” sagde den gamle. Han var alt for ligetil til at grunde over, hvornår han havde erhvervet sig ydmyghed. Men han vidste, at han havde erhvervet den, og han vidste, at der ikke var noget nedværdigende i den, og at man ikke satte noget af sin naturlige stolthed til, fordi man var ydmyg. “I morgen bliver det en god dag, hvis strømmen holder,” sagde han. 9
Den gamle mand.indd 9
10/04/15 15.02
“Hvor vil du hen?” spurgte drengen. “Langt ud, så jeg kan gå indad, når vinden drejer. Jeg vil være ude, før det bliver lyst.” “Jeg vil prøve, om jeg ikke kan få ham til at tage langt ud også,” sagde drengen. “Så vi kan komme dig til hjælp, hvis du fanger en rigtig stor en.” “Han kan ikke li’ at ligge så langt ude.” “Nej,” sagde drengen. “Men jeg kan få øje på noget, han ikke kan se, for eksempel en fugl, der dykker, og få ham til at gå ud efter guldmakrel.” “Er hans øjne så dårlige?” “Han er næsten blind.” “Det er mærkeligt,” sagde den gamle. “Han har da aldrig fanget havskildpadder. Det er sådan noget, der ødelægger øjnene.” “Du har da i årevis fanget havskildpadder ved Moskitokysten, og dine øjne er gode nok.” “Jeg er en mærkelig gammel mand.” “Men du er stærk nok til at tage en rigtig stor fisk?” “Det tror jeg. Og der er mange ting, man kan gøre.” “Lad os gå hjem med grejerne,” sagde drengen. “Så tager jeg kastenettet og henter sardinerne.” De tog grejerne i båden. Den gamle lagde masten over skul- deren, og drengen tog trækassen med de sammenrullede, hårdt- snoede brune liner, fangstkrogen og harpunen med skaft. Kassen med maddingen lod de blive i agterstavnen sammen med 10
Den gamle mand.indd 10
10/04/15 15.02
køllen, der blev brugt til at gøre det af med de store fisk, når de var halet langskibs. Der var ingen, det ville falde ind at stjæle fra den gamle mand, men det var bedst at tage sejlet og de svære liner med hjem, for de havde ikke godt af duggen, og skønt han var ganske sikker på, at ingen af de lokale folk ville stjæle fra ham, syntes den gamle, at det ville være meningsløst at friste nogen ved at lade fangstkrog og en harpun blive liggende i en båd. De fulgtes op ad vejen til den gamle mands hytte og gik ind ad den åbentstående dør. Den gamle stillede masten, der var pakket ind i sejlet, op ad væggen, og drengen anbragte kassen og de andre grejer på gulvet ved siden af den. Masten var næsten lige så lang som hyttens eneste rum. Hytten var tækket med de seje knopskæl fra kongepalmen, der kaldes guano; inden i den var der en seng, et bord, en stol, og et kogested på lergulvet, hvor der kunne tændes op med trækul. På de brune vægge, hvor man kunne se de udglattede taglagte blade af den grovfibrede guano, hang der et farvelagt billede af Jesu Hellige Hjerte og et af Den Hellige Jomfru i Cobre. Det var ting fra hans kones tid. Engang havde der også været et farvefotografi af hans kone på væggen, men det havde han taget ned, for han kom til at føle sig alt for ensom, når han så på det, og nu lå det på hylden i hjørnet under hans rene skjorte. “Har du noget at spise?” spurgte drengen. 11
Den gamle mand.indd 11
10/04/15 15.02
“En krukke gul ris med fisk. Vil du have noget med?” “Nej. Jeg skal hjem og spise. Skal jeg tænde op for dig?” “Nej. Det kan jeg selv gøre senere. Ellers spiser jeg risen kold.” “Må jeg tage kastenettet?” “Selvfølgelig.” Der var ikke noget kastenet, og drengen kunne godt huske, da de havde solgt det. Men den komedie spillede de hver dag. Der var heller ikke nogen krukke med gul ris og fisk, det vidste drengen også godt. “Femogfirs er et heldigt tal,” sagde den gamle. “Hvad ville du sige, hvis jeg kom ind med én, der vejede over tusind pund?” “Jeg tager kastenettet og henter sardiner. Vil du sidde i solen på dørtrinet?” “Ja. Jeg har avisen fra i går, og jeg vil se, hvad der står om baseball-kampen.” Drengen vidste heller ikke, om det var sandt med avisen fra i går. Men den gamle tog den frem under sengen. “Perico gav mig den i bodega’en,” forklarede han. “Jeg kommer igen, når jeg har hentet sardinerne. Jeg lægger dine og mine på is sammen, så kan vi dele dem i morgen tidlig. Når jeg kommer igen, kan du fortælle mig om baseball-kampen.” “Yankee’erne taber bestemt ikke.” 12
Den gamle mand.indd 12
10/04/15 15.02
“Men jeg er bange for Indianerne fra Cleveland.” “Stol du bare på Yankee’erne, min dreng. Tænk på den store DiMaggio.” “Jeg er bange for både Tigrene fra Detroit og Indianerne fra Cleveland.” “Det ender såmænd med, at du også bliver bange for de Røde fra Cincinnati og for White Sox fra Chicago.” “Nu kan du læse avisen og fortælle mig, hvad der stod, når jeg kommer igen.” “Synes du, vi skulle købe en lotteriseddel med femogfirs? I morgen er det den femogfirsindstyvende dag.” “Det kan vi godt,” sagde drengen, “men skal vi ikke hellere tage en med syvogfirs? Det var den syvogfirsindstyvende dag, du havde det mægtige held dengang.” “Sådan noget sker ikke to gange. Tror du, du kan få fat i en med femogfirs?” “Jeg kan bestille en.” “Én seddel. Det er to en halv dollar. Hvem kan vi låne dem af?” “Det er let nok. Jeg kan sagtens låne to en halv dollar.” “Det kan jeg vist også. Men jeg prøver altid på at lade være med at låne. Først så låner man. Så tigger man.” “Bliv nu ikke kold, gamle,” sagde drengen. “Husk på, vi er i september.” 13
Den gamle mand.indd 13
10/04/15 15.02
“Ja, den måned, hvor de store fisk kommer,” sagde den gamle. “Enhver idiot kan fange fisk i maj.” “Nu går jeg hen efter sardinerne,” sagde drengen. Da drengen kom tilbage, sad den gamle mand og sov i stolen, og solen var gået ned. Drengen tog det gamle militærtæppe fra sengen og lagde det over stoleryggen om skuldrene på ham. Det var nogle mærkelige skuldre, de var fulde af kraft, skønt de var meget gamle, og halsen var stærk endnu, og rynkerne kunne ikke ses ret meget, når han sad og sov og hovedet faldt forover. Hans skjorte var lappet så mange gange, at den mindede om sejlet, og lapperne var falmet af solen, så de efterhånden havde antaget alle mulige kulører. Men den gamle mands hoved var gammelt, og når han havde lukket øjnene, var der intet liv i ansigtet. Avisen lå på hans knæ, og vægten af hans arm fik den til at blive liggende trods aftenvinden. Han havde bare fødder. Drengen gik igen, og da han kom tilbage anden gang, sad den gamle mand stadig og sov. “Vågn op, gamle,” sagde drengen og lagde hånden på hans ene knæ. Den gamle åbnede øjnene, og det varede et øjeblik, før han kom tilbage langt borte fra. Så smilede han. “Hvad er det, du har med?” spurgte han. “Aftensmad,” sagde drengen. “Vi skal have aftens mad.” “Jeg er ikke særlig sulten.” 14
Den gamle mand.indd 14
10/04/15 15.02
“Kom nu og spis. Du kan ikke fiske uden at få mad.” “Det har jeg da gjort,” sagde den gamle og rejste sig og tog avisen og lagde den sammen. Så begyndte han også at lægge tæppet sammen. “Behold tæppet på,” sagde drengen. “Du kommer ikke til at fiske uden at få mad, så længe jeg lever.” “Så må du leve længe og passe godt på dig selv,” sagde den gamle. “Hvad skal vi så have?” “Brune bønner, ris, ristede bananer og lidt kogt kød.” Drengen havde maden med i en toetages beholder fra Terrassen. Han havde to sæt kniv, gaffel og ske i lommen, og der var viklet en papirsserviet om hvert af sættene. “Hvem har du fået det her af?” “Af Martin. Ejeren.” “Jeg må huske at få sagt tak til ham.” “Jeg har allerede sagt tak,” sagde drengen. “Du behøver ikke at sige tak til ham.” “Jeg vil give ham bugstykket af en stor fisk,” sagde den gamle. “Har han gjort det tidligere?” “Ja, det tror jeg, han har.” “Så må jeg give ham noget mere end bugstykket. Han er så betænksom over for os.” “Han gav mig også to øller.” “Jeg kan bedst lide dåse-øl.” 15
Den gamle mand.indd 15
10/04/15 15.02
“Det ved jeg godt. Men det her er nu flaskeøl. Hatuey-øl. Jeg har lovet at aflevere flaskerne igen.” “Det er pænt af dig,” sagde den gamle. “Skal vi så ikke spise?” “Jeg har sagt værsgo,” sagde drengen pænt. “Jeg ville ikke lukke op for beholderen, før du var klar.” “Jeg er klar nu,” sagde den gamle. “Jeg skulle bare have vasket hænder.” Hvor kunne man vaske hænder? tænkte drengen. Landsbyen hentede vand to gader længere nede. Jeg må se at tage noget vand med til ham, tænkte drengen, og sæbe og et ordentligt håndklæde. Hvor er jeg dog tankeløs! Jeg må se at få en ny skjorte til ham – og en jakke til vinter – og nogle sko af en eller anden slags – og et tæppe til. “Det kød smager godt,” sagde den gamle. “Lad mig høre lidt om baseball-kampen,” bad drengen. “I den amerikanske turnering blev det Yankee’ erne, som jeg sagde,” sagde den gamle glad. “De har tabt i dag,” sagde drengen. “Det betyder ikke noget. Den store DiMaggio er i stødet igen.” “Der er også andre gode spillere på holdet.” “Ja, selvfølgelig. Men det er ham, der er den afgørende. I den anden turnering, mellem Brooklyn og Philadelphia, holder jeg på Brooklyn. Men så kommer jeg altid til at tænke på Dick Sisler og de flotte kampe i det gamle anlæg.” 16
Den gamle mand.indd 16
10/04/15 15.02
“Der har aldrig været noget lignende. Han har slået den længste bold, jeg nogen sinde har set.” “Kan du huske, dengang han kom på Terrassen? Jeg ville så gerne have ham med ud at fiske, men jeg var for genert til at spørge ham. Så bad jeg dig spørge, og du var også for genert.” “Det kan jeg godt huske. Det var en stor fejl. Han var nok taget ud med os. Så havde vi haft det at tænke på hele resten af livet.” “Hvor ville jeg gerne have haft den store DiMaggio med ud at fiske,” sagde den gamle. “De siger, hans far var fisker. Det kan være, han var lige så fattig som vi og kunne forstå det.” “Den store Sislers far har aldrig været fattig, og hans far var med i de store turneringer, da han var i min alder.” “Da jeg var i din alder, var jeg rigtig sømand på et råsejlsrigget skib, der sejlede på Afrika, og jeg har set løver på strandbredden om aftenen.” “Det kan jeg godt huske. Det har du fortalt mig om.” “Skal vi tale om Afrika eller om baseball?” “Om baseball, tror jeg,” sagde drengen. “Fortæl mig om den store John J. McGraw.” Han udtalte J’et meget omhyggeligt. “Han kom også tit på Terrassen i gamle dage. Men han blev fræk og grov og besværlig, når han havde fået noget at drikke. Han havde lige så meget begreb om heste som om baseball. Han gik i hvert 17
Den gamle mand.indd 17
10/04/15 15.02
fald altid rundt med hestelister i lommen og sagde ustand- seligt hestenavne, når han talte i telefonen.” “Han var en stor arrangør,” sagde drengen. “Far siger, han var den største af dem alle sammen.” “Det var, fordi han kom her så meget,” sagde den gamle. “Hvis det var Durocher, der var blevet ved med at komme her hvert år, ville din far have sagt, at han var den største arrangør.” “Hvem er så egentlig den største arrangør, Luque eller Mike Gonzalez?” “De er sikkert lige store.” “Og den bedste fisker er dig.” “Nej. Jeg kender andre, der er bedre.” “Qué va,” sagde drengen. “Der er mange gode fiskere, og der er nogle af dem, der er store. Men der er kun én, der er dig.” “Mange tak. Du gør mig helt glad. Bare der ikke kommer en fisk, der er så stor, at den viser, at vi har taget fejl.” “Sådan en fisk findes ikke, hvis du endnu er så stærk, som du siger, du er.” “Det kan jo være, jeg ikke er så stærk, som jeg tror,” sagde den gamle. “Men jeg ved en hel del om, hvordan man skal bære sig ad, og jeg kan træffe en hurtig beslutning.” “Du skulle gå i seng nu, så du er oplagt til i morgen tidlig. Jeg går hen på Terrassen med tingene her.” “Så godnat. Jeg vækker dig i morgen tidlig.” 18
Den gamle mand.indd 18
10/04/15 15.02
aldrende fisker, som efter fireogfirs døgn uden fangst bliver hånet af folk i sin landsby. Fiskeren har hverken penge til ordentligt udstyr eller mad, men han begiver sig atter ud på det store hav for at prøve lykken. Her ender han i en lang, nådesløs og sindsoprivende kamp mod en gigantisk ”Hemingways plads i litteraturen kommer man altså ikke udenom.”
”Den bedste historie, Hemingway har skrevet … ikke en eneste side i denne bog kunne gøres bedre eller anderledes.”
I et enkelt og kraftfuldt sprog skildrer Ernest Hemingway menneskets mod gennem fiskerens ukuelige sejrsvilje og kamp på havet.
TH E SUN DAY TI M ES
”En fremragende fortalt historie.” TH E N EW YORK TI M ES
”Hans bedste. Og tiden vil måske endda vise, at det er det bedste, nogen af os har skrevet, jeg tænker på hans og mine samtidige.” W I LLI A M FAU LK N E R
Den g amle mand og havet
WEEKEN DAVISEN
marlin langt ude i Golfstrømmen.
H E M I NG WAY
Den gamle mand og havet er den klassiske fortælling om en
ERNEST H E M I N G WAY
Den g amle mand og havet
Den gamle mand og havet blev oprindeligt udgivet i 1952, og Hemingway modtog året efter Pulitzerprisen. I 1954 blev Hemingway tildelt Nobelprisen i litteratur “for sin mestring af fortællekunsten, senest demonstreret i Den gamle mand og havet, og for den indflydelse, han har bedrevet på den samtidslitterære stil.”
L I N D H A R DT O G R I N G H O F OMSLAG: IMPERIET
ERNEST HEMINGWAY (1899-1961) er en af det 20. århundredes mest betydningsfulde amerikanske forfattere. Gennem sit arbejde som journalist lærte han sig en enkelt stil, der blev karakteristisk for hans forfatterskab.