Den hemmelige bibliotekar læseprøve

ROMAN LINDHARDT OG RINGHOF

Af samme forfatter:

Den sidste boghandel i London

DEN HEMMELIGE BIBLIOTEKAR

På dansk ved Mette Wigh Tvermoes

Den hemmelige bibliotekar er oversat fra engelsk efter

The Librarian Spy af Mette Wigh Tvermoes Copyright © Madeline Martin 2022

All rights reserved including the right of reproduction in whole or in part in any form.

This edition is published by arrangement with Harlequin Books S.A. Dansk copyright © Lindhardt og Ringhof Forlag A/S 2023 Omslag: eyelab.dk Bogen er sat med Garamond og trykt hos Livonia Print

ISBN 978-87-27-00732-8 1. udgave, 1. oplag 2023

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

lindhardtogringhof.dk BOG.DK – dit online bogmagasin

FSC®-mærket er din sikkerhed for, at vores papir kommer fra bæredygtigt drevne FSC-certificerede skove og andre ansvarlige kilder.

Lindhardt og Ringhof støtter børn og unge

Lindhardt og Ringhof er en del af Egmont. Egmont er Danmarks største mediekoncern og en fond, som hvert år uddeler næsten 150 millioner kroner til børn og unge, der har det svært.

Til John – tak, fordi du har hjulpet mig igennem et år med mange op- og nedture med din uophørlige kærlighed og støtte, og for at have oplevet en del af min research sammen med mig på turen til Lissabon, som jeg altid vil gemme i mit hjerte.

Ava

April 1943 Washington, D.C.

1Der var ingenting, Ava Harper elskede mere end duften af gamle bøger. Den hengemte duft af aldrende papir og gammel tryksværte førte en ud på en rejse gennem stuer med levende lys på herregårde mellem grønne bakker eller ældgamle slotte med tårne, der rakte op mod vidtstrakte, ukendte himmelstrøg. Det var bøger, som engang havde hvilet i forfædrenes hænder, som lærde havde fordybet sig i, som studerende med en glubende appetit på lærdom havde kastet sig over. På disse duftende, gulnede sider fandt man fortidens historier og evig kundskab. Hun havde virkelig været heldig, at hun var blevet tilbudt et job i The Rare Book Room i Library of Congress, hvor historiens arkaiske duft altid var til stede.

Hun gik med raske skridt gennem den midterste af tre buer ind i salen, hvor der stod borde i nydelige parallelle rækker, og tog forsigtigt en bunke sjældne bøger op i favnen. De havde forskellig størrelse og vægt, deres omslag var slidte, og siderne ujævne i kanten, og dog virkede det, som om stablen passede sammen som det perfekte puslespil. Uagtet den låner, der havde efterladt dem efter at have bestilt langt flere bøger, end vedkommende kunne nå at kigge igennem på en eftermiddag.

Hjernen bliver mæt før øjnene. Det havde hendes bror, Daniel, engang proklameret, efter at Ava havde brokket sig over det hyppige fænomen – som hun også selv havde gjort sig skyldig i – da han var hjemme på orlov.

Lige siden var den talemåde gået gennem hendes tanker, hver gang en efterladt samling bøger mødte hende. Ikke at det var lånerens skyld. Selv fortidens store filosoffer ville ikke være i stand til at suge så megen information til sig i løbet af en eftermiddag. Men hun kunne alligevel godt lide udtrykket og kunne lide, hvordan det altid fik hende til at mindes Daniels leende blik, da han sagde det.

De havde begge to arvet deres mors mosgrønne øjne, om end det aldrig lykkedes Ava at opnå det lattermilde glimt i sine, der var så karakteristisk for hendes storebror.

Et blik på hendes armbåndsur bekræftede, at det næsten var midt på dagen. Hendes mave snørede sig sammen til en hård knude, da hun kom i tanke om sin korte samtale med mr. MacLeish tidligere på dagen. Et møde med kongresbibliotekaren var ikke noget, der skete hver dag, især ikke, når det blev afsluttet med, at en adresse blev kradset ned på et stykke papir med løftet om en ny jobmulighed, der ville passe godt til hende. Hvad det end var, tvivlede hun på, at det ville passe bedre til hende end stillingen i The Rare Books Room. Hun sugede lærdom til sig fra disse ældgamle tekster, lærdom, som hun hev ud af dem efter forgodtbefindende, når hun skulle hjælpe

lånere med at grave de ønskede oplysninger frem. Hvad kunne på nogen måde tiltale hende mere?

Ava gik hen til det sidste bord på højre hånd og lukkede forsigtigt La Maison Reglée, hvis slidte læderindbinding var glat som smør under hendes fingerspidser. Denne 1600-talsbog var en af de mange gastronomiske tekster, de havde fået doneret fra Katherine Golden Bitting-samlingen. Hun havde været et vidunder af en kvinde, som brugte sin viden i sit arbejde i Landbrugsministeriet og American Canners Association.

Enhver bog havde en historie, og Ava var deres vogter. At forlade sin stilling her ville være som at lade sine børn i stikken. Robert svævede ind på sin prætentiøse sky og så ud over lokalet med et kritisk blik. Hun slukkede lyset for at undgå at se, hvordan hendes kollega hånligt snerpede munden sammen. Han rakte hånden ud efter La Maison Reglée, og et irriteret udtryk gled hen over hans ansigt.

“Jeg skal nok sætte den på plads.” Ava knugede den ind til brystet. Han kunne jo ikke engang læse fransk. Han kunne ikke værdsætte den, som hun gjorde.

Hun stillede bogen tilbage til den samling, den tilhørte, så familien igen var samlet, og forlod bibliotekets overdådige sale. Washingtons friske forårsluft omfavnede hende, da hun tog sporvognen mod den adresse, der stod skrevet med kongresbibliotekarens egen håndskrift.

Ava nåede frem til 2430 E Street NW ti minutter inden sin aftale, hvilket viste sig at være en god ting i betragtning af de forhindringer, hun skulle igennem for at komme ind. En streng mand, hvis ansigtsudtryk ikke ændrede sig under deres samtale, standsede hende ved en vagtbygning ved indgangen. Tilsyneladende vidste han ikke mere om mødet, end hun selv gjorde.

Da hun endelig fik lov til at komme ind, fulgte hun en sti hen mod en stor bygning med hvide søjler.

Ava lukkede ned for sin overaktive fantasi, for at den ikke skulle løbe af med hende – hvilket den tit gjorde – og tvang sig selv videre. Efter at være blevet ført ind gennem en åben indgang og hen ad en gang blev hun efterladt på et kontor, hvor der kun var et skrivebord og to træstole med hårdt ryglæn. De fik stolene i The Rare Book Room til at virke komfortable i sammenligning. Det var tydeligvis et sted, der kun blev brugt til jobsamtaler.

Men til hvilket job?

Ava så på sit ur. Hvem det end var, hun skulle møde, kom vedkommende ti minutter for sent. Et stik af ærgrelse gik gennem hende, over at hun havde efterladt sin bog derhjemme på kommoden.

Hun var først for nylig begyndt at læse Daphne du Mauriers Rebecca og var øjeblikkelig blevet fanget af den spændende historie om en ung kvinde, der bliver hvirvlet ind i en uventet romance. Avas bogmærke lå fristende ved stedet, hvor det nygifte par ankommer til Manderley, godset i Cornwall.

Døren til kontoret fløj op, og en mand kom susende ind, iført et gråt, effektivt udseende maksimaltøjsjakkesæt – enkeltradet med smalt revers og uden manchetter eller lommeflapper – syet med brug af så lidt stof som muligt. Han satte sig til rette bag skrivebordet. “Jeg er Charles Edmunds, sekretær for general William Donovan. Og De er Ava Harper?”

Det eneste navn, som var bekendt for hende af de tre, var hendes eget. “Ja, det er jeg.”

Han åbnede en sagsmappe, bladrede nogle papirer igennem og rakte hende en bunke. “Skriv under på de her.”

“Hvad er det?” Hun skimmede dem og så, at de var fyldt med juridisk sprog.

“Fortrolighedserklæringer.”

“Jeg vil ikke skrive under på noget, jeg ikke har læst grundigt igennem.” Hun tog bunken op.

Teksten var mere tør end indholdet i nogle af de kedeligste sjældne bøger i Library of Congress. Alligevel gennemlæste hun grundigt hvert eneste ord, mens mr. Edmunds stirrede irriteret på hende, som om han med sine øjne kunne tvinge hende til at skrive under. Det kunne han naturligvis ikke. Hun havde ventet ti minutter på, at han skulle komme; han kunne godt vente, mens hun fandt ud af, hvad det var, hun var ved at blive rodet ind i. Det hele drejede sig om, at hun ikke skulle fortælle nogen om, hvad der blev drøftet i lokalet om hendes mulige kommende job. Der var ikke noget særlig problematisk ved det, så hun skrev under, hvilket fik mr. Edmunds til at få afløb for sin utålmodighed i et stort lettelsens suk.

“De taler tysk og fransk.” Han så intenst på hende hen over et par sortrandede briller, med undersøgende brune øjne.

“Min far talte flere sprog. Jeg kunne ikke undgå at lære nogle af dem.” Hun mærkede et stik i brystet af en dybtliggende smerte, da et minde fra for flere år siden fløj gennem hendes hoved – hendes far, der slog over i tysk i sin begejstring over en nært forestående rejse sammen med hendes mor i anledning af deres 20-års bryllupsdag. Den rejse. Den, som hendes forældre aldrig var vendt tilbage fra.

“Og De har arbejdet med at affotografere mikrofilm.” Mr. Edmunds hævede øjenbrynene.

Hun så usikkert på ham, og hendes mundvige trak lidt nedad. Da hun lige var begyndt at arbejde i Library of Congress, havde hendes opgaver i højere grad haft med arkivering at gøre end med typisk bibliotekararbejde, idet hun havde mikrofilmet en del gamle aviser, som tidens tand langsomt var ved at ødelægge. “Ja, det har jeg.”

“Regeringen har brug for Dem,” erklærede han på en nøgtern måde, der ikke gav plads til nogen indvendinger. “De opfordres til at blive en del af efterretningstjenesten Office of Strategic Services – OSS – under det informationsindsamlingsprogram,

som kaldes Interdepartmental Committee for the Acquisition of Foreign Publications.”

Hendes hjerne kørte på højtryk for at finde mening i det, han lige havde sagt, men hendes mund fløj op og kom med sin egen spontane mening. “Det var da noget af en mundfuld.”

“Det forkortes IDC,” svarede han uden tøven eller humor. “Det er en hemmelig operation for at indsamle oplysninger fra aviser og tekster i neutrale lande, som kan hjælpe os med at skaffe efterretninger om tyskerne.”

“Får jeg brug for oplæring?” spurgte hun, usikker på, hvordan det at kunne tysk skulle være tilstrækkelig kvalifikation til at kunne spionere mod dem.

“Efter hvad jeg kan forstå, behøver De ikke yderligere oplæring.” Han begyndte at samle papirerne i sagsmappen foran sig igen. “De skal rejse til Lissabon.”

“I Portugal?”

Han gjorde en pause. “Ja, det er det eneste Lissabon, jeg kender.”

Hun ville utvivlsomt være nødt til at rejse dertil med fly. En gysen var på vej ned ad hendes rygrad, men hun undertrykte den. “Hvorfor er jeg blevet anbefalet til denne opgave?”

“Fordi De taler fransk og tysk.” Mr. Edmunds holdt pegefingeren i vejret. “De ved, hvordan man bruger mikrofilm.” Han krydsede det af med endnu en finger. “Fred Kilgour roser Deres skarpe intelligens.” Dér kom endnu en finger.

Det var et navn, hun genkendte.

Hun havde hjulpet Fred året forinden, da han var i gang med at mikrofilme udenlandske publikationer til Harvard University Library. Efter at hun i månedsvis havde gjort det samme for Library of Congress, havde det været let at vise en anden, hvordan man gjorde, og han havde været hurtig til at lære det.

“Og De er køn.” Mr. Edmunds lænede sig tilbage i stolen efter at have nævnt det sidste punkt.

Komplimenten var lige så absurd i denne sammenhæng, som den var uvelkommen. “Hvad har mit udseende med det her at gøre?”

Han trak på skulderen. “Smukke kvinder som Dem kan få, hvad de vil have, når de vil have det. Undtagen når De sætter sådan en vred mine op.” Han gjorde et vip opad med hagen. “De burde smile noget mere, Smukke.”

Nu var det ved at være nok.

“Jeg har ikke taget eksamen fra Pratt Institute som den bedste fra mit hold og fået en meget eftertragtet stilling ved Library of Congress for at blive kaldt ’Smukke’.” Hun rejste sig op. “Og De har ben i næsen, miss Harper.” Mr. Edmunds krydsede det af med sin sidste finger.

Hun åbnede munden for at give ham et skarpt svar, men han fortsatte: “Vi har brug for disse oplysninger for at vide, hvordan vi bedst kan bekæmpe tyskerne. Jo før vi får de informationer, des hurtigere kan denne krig være slut.”

Hun blev stående, hvor hun var, for at lytte lidt længere. Det var han utvivlsomt klar over, at hun ville.

“De har en bror,” fortsatte han. “Daniel Harper, stabssergent ved E-kompagniet i Anden Bataljon, 506. Faldskærmsinfanteriregiment i 101. Luftbårne Division.”

Den Luftbårne Division. Hendes bror havde konfronteret sin angst for fly, modsat hende selv, som holdt sig langt fra dem.

“Det er korrekt,” sagde hun anspændt. Daniel ville aldrig have været i hæren, hvis ikke det havde været for hende. Han ville have været ingeniør, som det altid havde været hans ønske.

Mr. Edmunds tog brillerne af og mødte hendes blik med sine små øjne. “Vil De ikke gerne have ham hurtigere hjem?”

Det var et beskidt spørgsmål, som havde til hensigt at ramme hende dybt i hjertet.

Og det virkede.

Jo længere krigen fortsatte, desto større var Daniels risiko for at blive dræbt eller såret.

Hun havde gjort alt, hvad hun kunne, for at yde sit bidrag. Da rationering kun var frivillig, havde hun efterlevet retningslinjerne, længe før de blev lov. Hun gav blod med nogle måneders mellemrum, så tit som hun fik lov til det. I stedet for at danse og drikke på The Elk Club ligesom sine værelseskammerater tilbragte Ava al sin fritid i Røde Kors’ Produktionskorps med at reparere uniformer, rulle forbindinger og gøre alt, hvad hun blev bedt om, som kunne hjælpe deres mænd i udlandet.

Hun gik endda jævnligt med rød læbestift og flottede sig ved at købe Elizabeth Ardens dyre Victory Red, det civile modstykke til den Montezuma Red, som blev uddelt til de kvindelige soldater. Mørkerøde læber var en hånlig gestus mod Hitlers krig mod kvinder med makeup. Og hun ville gøre alt for at håne den tyran.

Alt dette var mr. Edmunds formentlig klar over.

“De kommer til at udføre konkret arbejde i Lissabon, som kan hjælpe til at få Deres bror og alle vores mænd hjem.” Mr. Edmunds rejste sig og rakte hånden frem. Han var en sælger med ordet i sin magt, parat til at lukke handlen. “Siger De ja?”

Ava så på hans hånd. Hans fingre var små og tykke, med korte, velplejede negle.

“Jeg går ud fra, at jeg så bliver nødt til at rejse med fly.”

“Ingen beder Dem om at springe ud fra et.” Han blinkede. Hendes største frygt ville blive virkelighed. Men Daniel havde gjort langt mere for hende.

Det var bare en enkelt flyvetur for at komme til Lissabon. Én sølle start og landing med en masse flyvetid indimellem. Det prikkede i fodsålerne, og en kvalmende spiral kørte rundt i hendes mave.

Det var helt sikkert det mindste, hun kunne gøre for at hjælpe både ham og alle andre amerikanske soldater. Ikke

bare mændene, men også kvinderne, der ofte udfyldte lige så farlige roller.

Hun stak hagen frem og så ham trodsigt lige i øjnene. “Kald mig aldrig nogensinde ’Smukke’ igen.”

“Okay, miss Harper,” svarede han.

Hun rakte hånden frem mod ham og tog hans med et fast greb, sådan som hendes far havde lært hende. “Jeg siger ja.”

Han smilede bredt. “Velkommen ombord.”

En uge senere kom en sort Buick præcis klokken otte om morgenen for at hente Ava ved den lejlighed, hun delte med to andre i Naylor Gardens. Kvinderne havde holdt en lille afskedsfest for hende, skønt de ikke kendte hinanden særlig godt, og brugt deres sidste sukkerrationer til at bage hende en kage med en klynge solgule rosetter på midten. Det var en sød gestus.

Hun var taknemlig over at vide, at hendes bratte afrejse ikke ville genere dem for meget. I en by, hvor der var knaphed på boliger, havde de allerede nogen parat til at overtage hendes værelse den næste dag – en anden af de mange såkaldte government girls, der var kommet til hovedstaden for at arbejde på offentlige kontorer, i den typiske hvide rayonbluse med presset, konvertibel krave.

At forlade Library of Congress havde været langt sværere. Ava havde holdt af bøgerne, som om de var en del af hende selv, pylret om dem og passet på dem, sørget for, at de fik masser af kærlighed. Hun havde vænnet sig til bibliotekets skønhed, til at have denne guldgrube af lærdom ved hånden hver eneste dag. I de tre, korte år, hun havde været her, var hun blevet til et omvandrende leksikon, parat til at hjælpe hvem som helst med at finde hvad som helst.

Hun havde altid været stolt af, hvor nødvendig hun følte sig. Nu vovede hun sig ind på ukendt område, og hendes viden om det var begrænset til en uges intens research. Ud fra det

materiale, hun havde kunnet finde om Lissabon, var hun i det mindste blevet klar over, at det var vigtigt at pakke adskillige hatte, hvilket hun ellers let kunne have valgt ikke at tage med. At blive set offentligt uden hat i Portugal ville stemple hende som en prostitueret.

Mens hun var i gang, brugte hun de sidste af sine rationeringsmærker nr. 17, mærket til køb af nye sko, til et par nye pumps. Der var kun fire farver at vælge imellem, og hun valgte sort frem for brun, sepiabrun og rødbrun. Hun havde de sko på nu sammen med en enkel, løsthængende slå-om-nederdel og en hvid og grøn rayonbluse.

Med alle de praktiske forberedelser overstået var det eneste, der manglede, den anstrengende køretur til lufthavnen. Det var, som om en hel bikube summede rundt i Avas tomme mave. Hun havde været alt for nervøs til at kunne spise noget om morgenen.

“Har De lyst til at se National Mall, før De rejser?” Chaufføren mødte hendes blik i bakspejlet. “Kirsebærtræerne er lige begyndt at blomstre, og vi har tid til det.”

Nationen fandt disse træer mindre smukke efter det forfærdelige angreb på Pearl Harbor. Fire af dem blev fældet af vandaler, og mange krævede, at Japans udtryk for goodwill næsten 30 år tidligere helt skulle ødelægges.

Midt i al spændingen over at forberede afrejsen til sin nye opgave havde Ava slet ikke tænkt over, at kirsebærtræerne stod i blomst. Normalt var det hendes yndlingstid på året i Washington, D.C., selv om den festival, der plejede at finde sted samtidig, var aflyst for at spare ressourcer til krigen.

“Det vil jeg gerne,” svarede hun, taknemlig for, at han havde tænkt på det, og for et par minutters ekstra frist før den frygtede flyvetur. “Tak.”

Chaufføren drejede til venstre og snoede sig afsted gennem gaderne ved den maksimale hastighedsgrænse på 55 km i timen,

Victory Speed, som man havde indført for at spare benzin. Til sidst dukkede National Mall op foran dem. Stedet var ikke så ærefrygtindgydende som før i tiden. Dets før så velplejede fremtoning var skæmmet af rækkevis af midlertidige boliger og kontorer til government girls og af antiluftskytskanoner, som var spredt rundt mellem monumenterne.

Men kirsebærtræerne var ladet så tungt med lyserøde blade, at de dryssede ned, svævede i vinden og dansede hen over vandet på Tidal Basin som store, bløde snefnug. Hvor Ava dog elskede at slentre hen ad stien under de træer og lade blomster hviske hen over sine kinder, når de dalede yndefuldt nedad på en usynlig brise.

Det var præcis den afledning af tankerne, hun havde haft brug for til at fjerne tankerne fra den forestående flyvetur og hendes frygt og bæven ved at skulle opholde sig et sted, hun vidste så lidt om. Hun var virkelig ikke sikker på, hvilken af delene der var værst.

I det mindste ikke før hun stillede sig op i køen på startbanen for at boarde, og hendes nerver vibrerede ved flymotorernes vedholdende brummen.

At skulle rejse med fly var langt, langt det værste.

1943Ava troede, hendes job som bibliotekar på Library of Congress i Washington DC ville være ensbetydende med et stille og rutinepræget liv. Men et uventet tilbud fra det amerikanske militær fører hende til Lissabon på en betydningsfuld mission.

Samtidig må franske Elaine ofre sin sikkerhed for at finde sin mand, som er blevet anholdt af besættelsesmagten. Hun får til opgave at arbejde med en skjult trykpresse styret af modstandsbevægelsen i det besatte Lyon. Mens krigen raser i Europa, finder de to kvinder frem til hinanden gennem kodede beskeder, og håbet om sejr vokser.