Det dyrebare - læseprøve

Af samme forfatter: Før du sover, roman 1998 Nür jeg er hos dig, roman 2001 Nüde, roman 2002 Et velsignet barn, roman 2005

L i nn U ll m a nn

Det dyrebare Roman

P책 dansk ved Karen Fastrup

Lindhardt og Ringhof

Det dyrebare Copyright © Linn Ullmann, 2011 All rights reserved Dansk copyright © 2012 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Omslagslayout: Peter Stoltze Omslagsillustration: Mamma Andersson Kompisar från förr 2001 (detalje) Galleri Magnus Karlsson, Stockholm Bogen er sat med Minion hos Lymi Trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-39058-0 1.udgave, 1. oplag 2012 Printed in Latvia 2012 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

Men själva Ditt försvinnande är kvar.

Gunnar Ekelöf

Til Niels

J

enny Brodal havde ikke drukket så meget som en dråbe i over tyve år. Hun åbnede en flaske rødvin og skænkede sig et stort glas. Hun havde drømt om varmen som skyllede ned i maven, om den prikken i fingerspidserne der kom bagefter. Hun blev skuffet, men tog en slurk til, ja, hun tømte glasset og gøs. Hun havde aldrig sagt aldrig! Hun havde taget én dag ad gangen, én dag ad gangen, og aldrig, aldrig, sagt aldrig. Hun sad på sengekanten, sminket og pyntet, bortset fra de store, grå skisokker som Irma havde strikket. Hun frøs om fødderne. Det var noget med blodcirkulationen.

De var også hævede. Hun gruede for at skulle klemme dem ned i de smalle højhælede sandaler. Nektarinfarvede. Fra 60’erne. Jenny skænkede sig et glas til. Det gjaldt om at få vinen helt ned i fødderne. Hun havde aldrig sagt aldrig. Hun havde sagt én dag ad gangen.

Hun prøvede at huske hvorfor hun havde modsat sig denne fest, denne fejring. Hun rejste sig og drejede sig foran spejlet på væggen.

Den sorte kjole sad perfekt over brysterne. Nu ville hun snart tage skisokkerne af og sandalerne på.

Det var den femtende juli 2008, og Jenny fyldte femoghalvfjerds.

Mai­lund, det store hvide hus hun var vokset op i efter krigen da forældrene tog hende med fra et nedbrændt Molde, var fyldt med blomster. Hun havde levet der det meste af sit liv, i lyst og nød, og nu var syvogfyrre sommerklædte gæster på vej for at fejre hende.

7

I Skatten

M

ille, eller det der var tilbage af hende, blev fundet af Simen og to kammerater som gravede efter en skat i skoven. De vidste ikke hvad det var de havde fundet. Men de vidste at det ikke var skatten. Det var det modsatte af skatten. Senere, da de skulle forklare politiet og deres forældre hvorfor de havde været i skoven, syntes Simen det blev svært. Hvorfor var de begyndt at grave i den lysning? Under det træ? Og hvad var det egentlig de havde ledt efter?

For to år siden havde alle, både voksne og børn, ledt efter Mille.

Alle der ferierede i den lille kystby om sommeren, alle som boede der fast, politiet, hendes forældre, alle dem der skrev om hende i avisen og talte om hende i fjernsynet, havde ledt efter Mille. Til lands og til vands, i grøfter og grave, i sandklitterne ude på Tangen og omkring de ugæstfrie klipper på nordsiden af centrum, i ruin­ dyngen bag den nedlagte skole og i det forladte, faldefærdige hus for enden af Brageveien hvor græsset var vokset op over vinduerne og hvor intet barn fik lov at færdes. Milles forældre havde gennemtrawlet hver en meter af den lille by, de havde gået fra fiskerhus til fiskerhus og fra butik til butik og vist fotografiet af Mille frem, hængt plakater på døren til supermarkedet, på døren til diskotek Bellini, på døren til boghandlen som engang havde været kendt blandt bogelskere i hele Norge for at have et usædvanligt godt ud11

valg af udenlandsk skønlitteratur (det var dengang Jenny Brodal stod bag boghandlerdisken), på døren til Palermo Pizzeria og på døren til det nedlagte bageri som i sommermånederne husede den nyåbnede fiskerestaurant Gloucester MA, som alle bare kaldte det gamle bageri fordi Gloucester var så svært at udtale. Det gamle bageri lå der hvor vejen op mod Mailund begyndte, den lange vej der slyngede sig mellem klipper, skov og alle hytterne, den ene grimmere end den anden.

Alle havde ledt efter Mille, selv drengen som de kaldte KB, ham der siden hen blev arresteret for at have dræbt hende, ledte efter Mille, og i to år havde hun ligget nedgravet under træet i skoven uden at blive fundet, dækket til af jord og græs og mos og kviste og sten, og nu var hun selv næsten blevet til jord, bortset fra kraniet og benresterne og knoglerne og tænderne og de tynde armbånd og det lange mørke hår, som ikke længere var langt og mørkt, men tyndt og vissent, som om det var blevet rykket op af jorden med rod og det hele.

Den sommer Mille forsvandt, troede Simen at han så hende overalt. Hun var ansigtet i butiksruden, hovedet i bølgerne, en fremmed kvindes lange, mørke hår som blev hvirvlet op af vinden, og hun var mors røde kjole. Alle talte om hende, alle tænkte på hvad der var blevet af hende. Engang var Mille virkelig, engang så hun på Simen og lo. Engang hed hun Mille, men så forsvandt hun i tågen. Spaderne var virkelige. Cyklerne var virkelige. Graven hun lå i, var virkelig. Men Mille var ikke virkelig. Mille var et slør af nat og frost som af og til gled gennem ham og trak hans glæde med sig.

Simen havde ikke glemt hende. Han tænkte på hende når han ikke kunne sove, eller når efteråret nærmede sig og luften lugtede af krudt og vådt og vissent løv, men det var længe siden han havde tænkt på hende nu.

Simen var den yngste af de tre drenge. De to andre hed Gunnar og Ole Kristian. Det var en lørdag i slutningen af oktober 2010, og kammeraterne var sammen en sidste weekend. Hytterne skulle 12

lukkes af for vinteren, og den lille kystby et par timers kørsel syd for Oslo ville snart folde sig ind i sit eget mørke. Det var eftermiddag, det var allerede begyndt at mørkne, og drengene havde bestemt sig for at finde og grave den skat op som de havde gravet ned et par måneder tidligere. Gunnar og Ole Kristian kunne ikke se pointen med at have den liggende i jorden i al evighed. Simen var uenig. Det var netop det der var pointen, mente han, det var det der gjorde den til en skat, den var skjult for alle bortset fra dem, skatten var tusind gange mere værdifuld i jorden end over jorden. Han kunne ikke forklare hvorfor, han vidste bare at det var sådan. Men hverken Gunnar eller Ole Kristian forstod noget af hvad Simen talte om, hvis sandheden skulle frem, syntes de Simen var helt rundt på gulvet, de ville begge to have indholdet af skatten tilbage, deres bidrag til skatten, de gav ganske enkelt fanden i skatten som skat, og til sidst sagde Simen at det var helt i orden med ham, det var lige meget for ham, hvorfor ikke bare tage af sted med det samme og grave hele lortet op.

Historien om Simen og skatten begyndte nogle måneder tidligere, i august, da Gunnar, den ældste af de tre drenge, foreslog at de skulle blande blod. Sommeren var snart slut, aftenen var varm og blød, og alt blomstrede en tand mere, som det altid gør når det snart er slut. Om ikke så lang tid skulle de skilles og rejse hver til sit, tilbage til der hvor de normalt boede, til efteråret, til skolen, til fodboldholdet og de andre kammerater.

Gunnar havde lagt ud og sagt: – At blande blod er et symbol på evigt venskab.

De to andre drenge vred sig lidt, tanken om at skære i håndfladen med glasskår fra en knust Fanta-flaske fristede ikke på nogen måde, det ville komme til at gøre utrolig ondt, det var ikke noget man havde lyst til at gøre ved sig selv, ikke engang for evigt venskabs skyld, og selv om man først og fremmest spillede fodbold og brugte benene, havde man faktisk også brug for hænderne, brug for dem til mange forskellige ting, og uden blodige rifter og sår, 13

men hvordan skulle man sige det til Gunnar uden at blive beskyldt for at være fej og barnlig og uden at ødelægge alt det fine?

De sad på træterrassen uden for den hemmelige hytte i skoven, den de havde bygget sammen året før. De havde tændt bål og grillet pølser, spist chips og drukket cola, de var Liverpool-fans alle tre, så samtalen gik af sig selv, de havde også sunget, for der var ingen der kunne høre dem her, der var ingen at dumme sig over for, Walk on, walk on, with hope in your heart, og Simen havde tænkt at når man sang den sang, så følte man at livet virkelig var ved at begynde. Men så var Gunnar, og det var typisk for Gunnar, begyndt at tale om at man måske ikke var rigtige venner bare fordi man var sammen hver sommer. Rigtige venner var dem der var der for hinanden i tykt og tyndt. Gunnar kendte en fyr der havde holdt med Liverpool i mange år, og så var han begyndt at holde med Manchester United bare fordi den nye nabo holdt med Manchester United.

Og hvad stiller man op med sådan en fyr? Er dét en rigtig ven? Og pludselig rodede Gunnar sig ud i en tale om blod og smerte og rigtigt venskab og andre ting som han tilsyneladende havde tænkt meget på i løbet af sommeren, og som mundede ud i dette forslag om at blande blod. Han havde forberedt det hele, lavet et færdigt oplæg, og det var også typisk Gunnar. Glasskårene lå pænt pakket ind i sølvpapir, flasken havde han knust hjemme i baghaven, og så havde han vasket skårene i opvaskemiddel, det var nemlig sådan, sagde Gunnar, at hvis man skar sig i hånden med beskidte glasskår så kunne man få blodforgiftning og dø, og han lagde den lille bulede pakke mellem dem og lukkede sølvpapiret forsigtigt op som om han havde diamanter i pakken eller skorpioner. Det var på det tidspunkt Ole Kristian, som var den der tænkte hurtigst af de tre, fik den idé at man i stedet for kunne grave en skat ned – som et symbol på evigt og ægte og rigtigt venskab. Vinter som sommer. I tykt og tyndt. Og alle tre skulle bidrage med én ting, og den ting skulle være dyrebar. En skat i stedet for at blande blod. Det var aftalen.

14

I skuret i haven hos Ole Kristians forældre stod der en gammel lyseblå blikspand med låg som moren havde købt hos en marskandiser for flere år siden. Spanden var bulet, med solblegede håndmalede billeder af køer og pæne malkepiger, og på den ene side af spanden stod der på engelsk: MILK ­– nature’s most nearly perfect food. Ole Kristians far havde været sur hele dagen fordi moren havde brugt næsten fire hundrede kroner på noget så idiotisk som en gammel mælkespand. Og så var Ole Kristians mor blevet dobbelt så sur og havde sagt at hvis bare faren fik tømret træterrassen uden for soveværelset (som han havde lovet at gøre for en evighed siden), så ville hun pynte med kasser og krukker og klatreroser og puder og tæpper. Det skulle blive deres egen lille italienske veranda, havde hun sagt. Blikspanden var en del af morens plan og skulle, når terrassen engang kom på plads, fyldes med markblomster. Men terrassen kom ikke på plads, ikke dét år og ikke året efter, og nu stod spanden inderst i skuret, delvist gemt bag en ødelagt græsslåmaskine. Spanden kunne være deres skattekiste, sagde Ole Kristian.

(Pointen med at grave en skat ned var, at man aldrig gravede den op igen. Aldrig. Man vidste at den fandtes. Man vidste hvor den var. Man vidste hvor dyrebar den var, og hvor meget man havde ofret da man valgte at grave den ned og aldrig se den igen. Og man kunne aldrig fortælle nogen om den.)

Men Ole Kristian skulle finde noget at lægge i blikspanden, mente Simen – og det var Gunnar enig i. Havde Ole Kristian ikke lige fået to hundrede og halvtreds kroner af sin bedstemor? Han burde i hvert fald ofre to hundrede af dem. Pengene (hvis det var sedler) kunne pakkes ind i en plasticpose, så ville de ikke rådne op. Ole Kristian ville ikke give pengene fra sig, selv om skatten var hans idé og det var ham der havde sagt at alles bidrag skulle have en vis værdi, at man faktisk skulle ofre noget. Men både Simen og Gunnar mente ikke det var nok at sige at blikspanden var hans bidrag. Det var ikke noget offer! Blikspanden var ikke en del af skatten, blikspanden var det skatten lå i. Det var bare ikke en kiste, det var en spand. Når sandheden skulle frem (og det her var på sin 15

vis sandhedens øjeblik, påpegede Gunnar), så havde Ole Kristian ikke andet af værdi end pengene fra bedstemoren.

Det skulle koste noget.

Og når det kom til Gunnar, var der ingen tvivl om hvad hans bidrag skule være. Her var Simen og Ole Kristian helt enige. Gunnar skulle ofre sin autografbog fra Liverpool.

Nogle måneder tidligere havde Gunnar været i Liverpool sammen med sin storebror på toogtyve. De havde været der en hel weekend, boet på hotel og set en Premier League-kamp mellem Liverpool og Tottenham. (Gunnars storebror var ikke en rigtig storebror, selv om Gunnar altid talte om at hans storebror han dit og hans storebror han dat; det var en halvstorebror, han var søn af Gunnars far, og Gunnar så ham ikke så tit, faktisk.) I autografbogen havde blandt andet Steven Gerrard og Fernando Torres og Xabi Alonso og Jamie Carragher skrevet deres autografer, og bagest i bogen var der klistret et fotografi af Gunnar og hans storebror ind uden for Anfield Stadium, begge med Liverpool-halstørklæder om halsen. Storebroren var over en meter og halvfems høj, med langt brunt pandehår og brede skuldre, Gunnar lignede et stankelben ved siden af ham, og under billedet stod der med blå kuglepenskrift: Til verdens sejeste lillebror fra Morten.

Simen vidste at Gunnar, når det kom til stykket, ikke ville lægge autografbogen i spanden. Én ting var de to hundrede og halvtreds kroner fra Ole Kristians bedstemor. Noget helt andet var Gunnars autografbog fra Liverpool, det kom til at gøre ondt. Det skete ret ofte at Ole Kristian fik penge af sin bedstemor, men det skete ikke så tit at Gunnars storebror (selv om det ikke var en rigtig storebror) tog Gunnar med til Liverpool, og det skete ikke særlig tit at man fik autografer af Steven Gerrard, Fernando Torres, Xabi Alonso og Jamie Carragher. Og Gunnar, der var den tyndeste af de tre, var næsten begyndt at græde da han havde lovet de to andre at give autografbogen fra sig.

Og da det var afklaret, hviskede Simen: – Jeg ved godt hvad jeg vil lægge i spanden.

16

Der var kun ham tilbage. Det var blevet overskyet uden for den hemmelige hytte, og Simen ville vise Gunnar og Ole Kristian at han også var parat til at ofre noget.

Simens mor havde et smykke, et lille kors lavet af diamanter.

Hun havde fået det af hans far til jul for to et halvt år siden. Simen havde selv været med i guldsmedeforretningen og købe det og havde været lige ved at besvime over hvor mange tusinde kroner det kostede. Meningen var at korset også skulle være lidt fra ham, og at mor skulle blive rigtig glad. Men han var ikke sikker på om det havde fungeret, altså at betale så mange tusinde kroner for at mor skulle blive glad. Mor var den samme efter jul som før jul.

Simen havde tænkt på om han skulle spørge sin far om det havde været det værd. Men han lod være. Og nu havde han fået en ny idé.

Hver aften før mor gik i seng, tog hun smykket af og lagde det i en blå skål på badeværelset. Det var bare at vente til de sov – det var så let som ingenting. Ingen ville mistænke ham. Simen var ikke sådan en dreng der tog ting. Mor ville blive ked af det, hun ville sætte hele hytten på den anden ende for at finde det, men hun ville aldrig mistænke ham.

Gunnar og Ole Kristian stirrede først på hinanden og så på Simen.

– Hvor meget kostede det, helt præcist? sagde Ole Kristian.

– Mange tusind. Sytten måske.

– Det kan ikke passe, sagde Ole Kristian.

– Hvis det altså er ægte diamanter, sagde Gunnar, – så kan det sagtens passe.

Ole Kristian tænkte sig om.

– O.k., sagde han og så lige på Simen, – så fikser du det smykke!

Den følgende aften havde de afsøgt hele skoven, kørt om kap på cyklerne under de lysende trækroner, ad de små, bugtede skovveje for at finde det perfekte sted at grave spanden ned. De cyklede forbi den grønne skovsø hvor to små børn var druknet for mange, 17

mange år siden. Det var Alma, nabopigen på Mailund, der havde fortalt Simen om drukningerne i skoven. Alma var nogle år ældre end Simen og havde af og til fået penge af moren for at passe ham et par timer. Ikke længere. Nu passede han sig selv. Men før. Da han var lille. Fem, seks, syv, otte år. Nu var han elleve. Når Simen blev voksen og fik børn, ville han aldrig, aldrig i livet betale penge for at sådan en som Alma skulle passe dem. Han ville ikke overlade sine børn til Alma under nogen omstændigheder, selv om det var gratis. Hun var mærkelig og mørkøjet og fortalte historier, nogle var sande, nogle var ikke sande, og han kunne aldrig vide sig sikker på hvad der var hvad. Historien om børnene der druknede i den grønne skovsø, var sand, troede han. Drengen var druknet, mens pigen stod og så på, og bagefter blev de to børns mor så meget ude af sig selv at hun også havde druknet pigen.

– Hun elskede nok sønnen mere end datteren, sagde Alma.

Alma og Simen havde siddet i græsset og set ud over det sommervarme vand med hver sit stykke æblekage og et plastickrus med rød saftevand. Det var Almas mor der havde lavet madkurv til dem, men Alma kunne ikke lide rød saft og hældte det hele ud i søen. Almas mor som hed Siri, plejede at stryge ham over håret og sige hej Simen, hvordan går det med dig i dag.

Alma sagde: – Den lille dreng faldt i vandet og druknede, mens hans søster bare stod og så på, og da pigen kom hjem uden sin lillebror, blev moren så meget ude af sig selv at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre. Hun græd og græd og græd, og ingen kunne være i huset på grund af al den gråd. Pigen holdt sig for ørerne og græd også. Men moren tog sig ikke af det. Eller måske tog hun sig af det, men hun hørte det ikke. Og så en aften blev moren helt stille. Og så blev pigen også helt stille.

– Hvad skete der, spurgte Simen, – blev moren glad igen og holdt op med at græde?

Alma tænkte sig om.

– Nej, sådan var det ikke, sagde hun, – moren tog pigen med op i den store dobbeltseng og læste og sang for hende og kildede 18

hende i nakken og nussede hende i håret og sagde jeg er så glad for dig, lille ... lille ...

Alma ledte efter et ord.

– ... lille sommerfugl, foreslog Simen, fordi det var det hans mor kaldte ham.

– Lille sommerfugl, ja. Jeg er så glad for dig, lille sommerfugl, sagde moren til pigen. Og så rejste hun sig fra sengen og gik ud i køkkenet og lavede en stor kop varm kakao som var det bedste pigen vidste.

Alma vendte sig mod Simen. Han var otte år den gang de sad ved den grønne sø i skoven og spiste æblekage.

– Det er din mor, ikke? Det er din mor der kalder dig lille sommerfugl, sagde Alma.

Simen svarede ikke.

– Hvorfor kalder hun dig lille sommerfugl?

– Det ved jeg egentlig ikke, sagde Simen som fortrød at han havde fortalt Alma om det. Faktisk ville han ikke fortælle Alma noget som helst og i hvert fald ikke det. Han ville ikke sige mere til hende. Han ville ikke sige, fordi hver aften før mor kysser mig og siger godnat og går ud af mit værelse, hvisker hun: Hvad vil du gerne have jeg skal synge for dig inden jeg går? Og så hvisker jeg tilbage: Jeg vil gerne have at du synger Lille Sommerfugl. Alle versene! Og sådan har vi gjort hver aften i mange år, og derfor kalder mor mig lille som­ merfugl.

Alma vendte sig mod vandet igen og fortsatte sin historie.

– Og da moren havde lavet kakao, hældte hun sovemedicin i koppen. Uden farve. Uden smag. Det findes, det ved du godt – sovemedicin som man ikke opdager når man drikker den! Man kan aldrig vide det. Det kan ske når som helst. Det kan også ske for dig.

Din mor kan hælde sovemedicin i din kakao uden at du mærker noget som helst.

– Hold kæft, sagde Simen.

– Hold selv kæft, sagde Alma, – jeg fortæller dig bare hvad der kan ske. Det er livets hårde realiteter.

19

– Hold kæft under alle omstændigheder, gentog Simen.

– Og da pigen havde drukket sin kakao, fortsatte Alma, – sov hun i morens seng. Det var en dyb, dyb søvn. Og moren lagde sit øre til pigens mund og lyttede til hendes vejrtrækning, og da hun var sikker på at hun ikke ville vågne, løftede hun hende op i sine arme og bar hende ind i skoven og her hen til søen og kastede hende ud i den.

– Det tror jeg ikke på, sagde Simen.

– Det er fordi du er så lille, sagde Alma, – og fordi du ikke ved hvad mødre gør når de ikke kan holde op med at græde – og pigens mor kunne ikke holde op med at græde.

Nu var det flere år siden Alma havde passet Simen og fortalt historien om drengen og pigen der druknede i skovsøen, og selv om han ikke troede hundrede procent på historien, så brød han sig ikke om at bade her. Han badede i havet i stedet for. Han ville ikke svømme i det grønne vand og forestille sig at drengen og pigen, forvandlet til åkander, ville tage fat i ham og trække ham ned til sig.

Og Simen cyklede forbi søen hvor han havde siddet sammen med Alma da han var lille, og han tænkte jeg kender den her skov ud og ind.

Skatten lå i den lyseblå blikspand og var bundet fast til Ole Kristians cykelstyr. Skattens indhold: to hundrede kroner i sedler, et diamantkors til en værdi af sytten tusind kroner og en autografbog fra Liverpool. Den ene spade stak op af Gunnars rygsæk. Simen havde lånt en cykeltaske og fået plads til den anden spade i den.

Tre drenge, tynde som blyantstreger, i fuld fart ind gennem det mørkegrønne for at finde det perfekte gemmested.

Skoven åbnede og lukkede sig og tog dem til sig og foldede sig rundt om dem og pludselig stoppede Simen brat og råbte: – Se der!

Under det der træ! De var kommet til en lysning i skoven, og i udkanten af den lå der nogle stenformationer som så ud som om de dannede bogstavet S – som i skat eller Simen eller Bill Shankly – og midt i lysningen stod der et træ, og træet strakte sine grene mod 20

himlen som om det jublede over hvert eneste mål Liverpool havde scoret siden 1892.

Men alt så anderledes ud om efteråret. Ingenting var som det skulle være. Det regnede, og det var koldt og mørkt og man skulle have hue på og tørklæde og sweater og have lommelygte med, og skoven var tavs og tæt og stille, og der var ingen åbne lysninger hvor stenformationerne dannede bogstavet S og træerne jublede.

Men de fandt en lysning, og de fandt et træ som lidt lignede træet fra i sommer.

Ole Kristian var helt sikker på at det her var det rigtige sted, han kunne genkende det, sagde han. Simen så på træet der strakte de næsten nøgne grene mod nattehimlen. Aldrig i livet! Det her træ lignede slet ikke. Det her træ mindede om en ældgammel mand som holdt de knyttede næver i vejret og var vred over at han skulle dø. Og det var ikke kun fordi det havde tabt sine blade. Dette træ var totalt smadret.

Men han sagde ikke noget til de andre. De havde cyklet i den forkerte retning i evigheder nu. Han var næsten helt sikker på at de havde cyklet i den forkerte retning og at det her ikke var det rigtige sted. Men hvis han tog fejl, og Ole Kristian havde ret, og skatten faktisk lå under dette træ, overvejede han om han skulle lægge diamantkorset i den blå skål på badeværelset igen eller beholde det selv og måske få en kammerat til at hjælpe sig med at sælge det.

For sytten tusind kroner kunne man komme langt. Han så sin mor for sig i haven uden for hytten, hun havde en rød kjole på og langt mørkt hår og mørke øjne, og hun smilede til ham sådan som hun gjorde når hun lod som om hun ikke havde skændtes med far.

De satte spaderne i jorden.

– Heldigvis var frosten ikke kommet endnu, sagde Ole Kristian, – så var det slet ikke gået ...

– Det er helt sikkert her, sagde Gunnar, – du kan jo se at der er blevet gravet her før.

– Pointen var jo at vi aldrig skulle grave den op, afbrød Simen.

21

– Hvis fucking pointe var det? sagde Ole Kristian.

– Skatten var jo din idé, sagde Simen.

– Og kan I holde kæft og grave, sagde Gunnar.

Drengene fortsatte med at arbejde i stilhed. Det var blevet mørkt nu, og de skiftedes til at grave og holde lommelygten.

Ingen af dem forstod at det var Mille der lå der, da de forpustede og trætte lyste ned på hende. Graven mindede om en fuglerede, en stor, underjordisk fuglerede af kviste og ben og hud og strå og græs og tøj – og først troede Simen, som ikke opfattede hele gravens indhold på én gang, at det netop var det det var, at det han så, var resterne af en kæmpefugl, den eneste af sin slags, sort og brusende, skjult for verden, mægtig og alene på sine tunge, mørke vinger, frem og tilbage, frem og tilbage, gennem underjordiske tunneller, gange og sale. En stor og stolt og ensom nattefugl som til sidst styrtede mod jorden og kun efterlod sig nogle få tegn på at den havde eksisteret – og han blev ikke trukket ud af sin tanke før Gunnar, som holdt lommelygten, begyndte at skrige.

– Shit, det er et lig.

Gunnar var grøn i ansigtet, og det var ikke kun på grund af lommelygtens spøgelseslys.

Ole Kristian sagde: – Se på håret, der vokser hår på kraniet, det er ikke græs, det er hår.

Og så kastede han op.

Det var to år siden Mille var forsvundet. Simen var ni år dengang, og allerede dengang var han og cyklen ét, det var sådan han tænkte på sig selv den sommer, som en dreng på hjul, som en cykel med krop og hjerte og tunge, og havde han fået lov, så havde han taget cyklen med i seng når han modvilligt gik til køjs om aftenen. Fra tidlig morgen susede og gled og skred han rundt på de smalle grusveje omkring den hvidkalkede kirke eller lod cyklen stejle yderst på kanten af træbryggerne ved siden af færgelejet på indersiden 22

af den lange mole; cykelstyret blinkede i solen, og han indsnusede den ramme lugt af rejeskaller og fiskeaffald fra de to fiskere der stadig holdt ud.

Den aften hun forsvandt, det var den femtende juli 2008, havde det regnet lidt, tågen havde lagt sig rundt om ham, og vejene var sorte og fugtige som om de kunne åbne sig når som helst og sluge ham.

Simen fik lov af sine forældre til at cykle ude alene – så længe han holdt sig i nærheden af hytten. Han frøs, men han ville ikke hjem.

Hans mor og far skændtes, og de kunne ikke holde op selv om han råbte: NU MÅ I IKKE SKÆNDES MERE! På toppen af den vej der hed Svinget (men som Simens far mente burde hedde Svingene – der er jo hundrede sving, Simen, ikke kun ét!) og som slyngede sig som et bånd op over bakkerne fra centrum, lå boghandler Jenny Brodals store, hvide schweizervilla.

Jenny levede sammen med en kvinde der hed Irma, og de to gik tur sammen hver aften. Jenny var lille og net og marcherede fra huset og ned ad den lange vej mod centrum. Irma var stor og bred og kom glidende nogle skridt bag hende. Simen stødte ofte på de to kvinder når han var ude og cykle. Irma sagde aldrig noget, men Jenny plejede at hilse.

– Goddag, Simen, sagde hun altid.

– Hej, sagde Simen, og vidste ikke om han skulle stoppe og hilse rigtigt eller bare cykle videre – men de var altid nået langt væk inden han havde fået bestemt sig.

Irma var en kvinde som Jenny havde forbarmet sig over. Simen vidste ikke helt hvad ordet forbarme betød, men det var det hans mor havde sagt da han spurgte hvad det var for en dame der boede på Mailund sammen med Jenny Brodal.

Sandheden var at Simen undgik Irma så godt han kunne. Det værste var når Irma var ude om aftenen og gik alene. Simen huskede at han engang var kommet cyklende mod hende på vejen og at hun havde grebet fat i hans cykelstyr og havde hvæset ad ham.

Der stod ikke flammer ud af hendes mund, men det kunne der 23

godt have gjort. Hun var på en måde fuld af lys, han lagde mærke til det fordi det var blevet så mørkt ude. Ja, det lyste fra hende, som om hun netop havde slugt en ildsluger.

Han anede ikke hvorfor hun gjorde det. Hvorfor hun hvæsede.

Han havde ikke gjort noget galt. Han havde ikke cyklet i vejen for hende. Det var hende der havde stoppet ham.

Hans mor sagde at Irma måske havde forsøgt at lave sjov med ham, men at hun bare gjorde det på en klodset på. Der var ikke noget i vejen med Irma, sagde moren, og Simen måtte ikke lade sin fantasi løbe løbsk, måtte ikke finde på historier om mennesker han ikke kendte. Det Simen måtte forstå, var at Irma helt sikkert var god og sød, og at hun elskede Jenny Brodal som havde hjulpet hende ud af alle mulige grimme situationer (og som desuden havde forbarmet sig over hende), men det at Irma var så stor, og altså ikke så ud som en almindelig dame, gjorde at man stod i fare for at tillægge hende negative egenskaber. Alt det sagde moren til Simen, og det gjorde hun fordi hun altid troede det bedste om mennesker.

Men i dette tilfælde tog moren fejl. Kæmpekvinden Irma havde grebet fat i hans cykelstyr og havde hvæset, og hun havde lyst i mørket. Det var Simen helt sikker på.

Men den aften i juli traf han hverken Jenny eller Irma på vejen.

Heldigvis. Han vidste hvorfor. Jenny havde fødselsdag, og hendes store have var fuld af folk, han kunne høre stemmerne og latteren langt væk. Det var en stor fest, og Simen syntes det var lidt mærkeligt når man tænkte på hvor gammel Jenny faktisk var. I hvert fald over halvfjerds, måske oven i købet over firs. Han var ikke sikker. Men gammel var hun. Hun skulle jo snart dø. Der var ingen vej udenom. Man kunne ikke snige sig væk. Og Jenny var under alle omstændigheder ikke sådan en dame der sneg sig væk. Hun marcherede – men man kunne heller ikke marchere væk fra døden. Døden havde al magt. Mor skulle dø, far skulle dø. Og engang skulle Simen også dø. Det havde han diskuteret med sin mor – hun gav ordentlige svar. Far var mere undvigende. Så hvorfor holde en stor fest når du skal dø? Hvad er der at fejre?

24

Simen cyklede den lange vej op for at spionere i buskene. Tågen lå over ham og under ham og bag ham, og stemmerne fra Jennys have sprang nærmest ud af den. Det var tågen der lavede stemmerne. Det var tågen der lavede latteren. Det var tågen der lavede vejen som slyngede sig op til huset, og alle de hundrede sving, og det var tågen som lavede alle de mennesker der var til festen, og det var kun Simen og hans cykel der var virkelige. De var kød og blod og ben og hjul og stål og kæde. Simen og hans cykel var ét. I hvert fald til hjulet ramte en sten, og Simen fløj frem over styret. Hans skrig blev klippet over da han ramte jorden. Han lå helt stille en tid før det begyndte at gøre ondt. Hudafskrabningerne i håndfladerne og på knæene. Gruset i sårene. Blodet. Han kravlede ud i vejkanten, satte sig op ad en træstamme og græd. Men uanset hvor højt han græd, ville hverken mor eller far kunne høre ham. Deres hytte lå langt nede ad vejen, og stemmerne fra fødselsdagsfesten overdøvede alt heroppe, og han var helt alene, og det gjorde ondt overalt, især på knæene, cyklen var sikkert ødelagt, og hænderne var kradsede op fordi han havde forsøgt at tage fra med håndfladerne da han faldt. Beskytte hovedet. Det var det man skulle gøre hvis man faldt af cyklen. I virkeligheden skulle man have cykelhjelm på, og mor ville blive vred fordi han ikke havde haft det, og han ville ikke få lov at cykle alene om aftenen længere. Cyklen lå stadig midt på vejen. Sær og forvreden. Simen græd endnu højere. Og så var det hun kom. Pigen i den røde kjole med det lange, mørke hår. Hun var den pæneste pige Simen nogensinde havde set – og det var som om tågen ikke rørte ved hende. Som om den veg til side for det der var smukkere end den. Han blev ved med at græde, selv om noget i ham sagde at når noget så fint som denne pige nærmer sig dig, så skal du ikke sidde i grøften og hulke som en lille unge. På den anden side: Hvis han ikke havde siddet i grøften og grædt, så ville pigen aldrig være stoppet op, hun ville aldrig have sat sig på hug foran ham og lagt armene om ham og hvisket: Er du faldet af din cykel? Har du slået dig? Må jeg se? Hun ville aldrig have hjulpet ham på benene, spurgt ham hvad han hed og brugt sit røde sjal til 25

at tørre snavs og tårer af hans ansigt. Hun ville aldrig have bøjet sig over cyklen og undersøgt skaderne på den. (Den er ikke ødelagt, sagde hun og løftede den op på hjulene, se her, Simen, den er ikke ødelagt.) Og hun ville aldrig have fulgt ham gennem tågen hele den lange vej fra Jennys hus til hans eget hus som lå som nummer to på venstre side – med sin ene hånd i hans og den anden på cykelstyret.

Jeg hedder Mille, sagde hun da de var nået frem.

Hun stillede hans cykel op ad rækværket, så på ham og smilede.

Så bøjede hun sig over ham og kyssede ham på hovedet.

Jeg hedder Mille, og du hedder Simen, og nu skal du ikke græde mere.

Og så vendte hun sig og gik.

II Charles Olson havde ikke hund

J

on Dreyer havde snydt dem alle. Det var sommeren 2008, og han forsøgte at skrive. Men det var Mille han så på.

Det værelse han sad i, lå øverst i Jenny Brodals faldefærdige hvide schweizervilla Mailund hvor familien tilbragte somrene. Det var lille og lyst og støvet, med udsigt over engen og skoven. Den kvinde han levede sammen med, hende med den skæve ryg (bare et lille knæk ved taljen) havde åbnet en restaurant i det gamle bageri, ikke stor, bare med plads til tyve gæster. Siri hed hun. Fyrre år. Datter af boghandler Jenny Brodal og svenskeren Bo Anders Wallin, tidligere indehaver af Wallin Stenhuggeri AB i Slite på Gotland, for længst død. Siris og Jons børn: Alma på tolv og Liv på fem.

Siri havde kaldt restauranten Gloucester MA, efter fiskerbyen i Massachusetts hvor hun og Jon og Alma tilbragte nogle måneder sammen i forbindelse med at Jon skulle skrive første bind af sin trilogi færdig. Han havde, fra en fjern og venlig amerikansk slægtning, fået tilbudt at leje et stort hus i Gloucester. Lejen var symbolsk. De kunne bo der i tre måneder fra juni til september.

Slægtningen var lykkelig for at nogen kunne bo i huset og passe på det mens han selv var på en længere rejse i Sydamerika. Det var et tegn, husker Jon at han dengang tænkte. At få mulighed for at skrive bogen færdig i den by som digteren Charles Olson udødeliggjorde i sit forfatterskab.

29

Det var sommeren 1999, fire år før Liv blev født. Alma var tre år. Siri insisterede på at de alle tre skulle rejse til Gloucester, og gik med til at overlade Oslo-restauranten til daglig leder Kajsa Tinnberg som var mere end kompetent, og køkkenchef Pål Pepper Olsen – en ung og begavet kok, et helvede at have med at gøre i køkkenet (sårbar perfektionist, eftertragtet og manisk, tilnavnet Pepper fik han efter en lidt vel manisk manøvre med peberkværnen), men med stor respekt for Tinnberg. Åh, hvor han skrev dengang.

Nu, ni år senere, var Jon i gang med bind tre, første og andet bind var gået så godt, med udgivelser i 2000 og 2002, men bind tre voldte ham besvær, bogen skulle have været færdig for flere år siden, men noget var kommet i vejen, noget var gået galt, dagene gik bare, og han fik ikke lavet noget. Måske var han deprimeret.

Han så på sine notater om Herman R. og skrev: Historien om en mand som ville fortælle en historie. Og så kom han ikke længere. Det var det han forsøgte at få sat skred i, hvordan skal man skrive historien om et liv, hvad udgør et liv, hvad består det levede liv af, hvad består vi af, og hvordan beskriver vi det? På en gul post-it-sed­del på væggen havde han skriblet lidt af et Charles Olson-digt ned: En amerikaner er en sammensætning af tilfældigheder Var det svaret? Var det alt?

Han havde læst Charles Olson for Siri da de var i Gloucester.

Men hun sagde at han, Charles Olson, tilhørte de gudløses univers, et af mange universer hun følte hun ikke havde adgang til. Farens stenhuggeri var et andet. Det var den sommer hun kæmpede med søvnen, og den eneste måde hun kunne sove på, var ved at han tog hendes hånd og fortalte historier. De lå ved siden af hinanden i mørket, og han fortalte. Og han ville give hende muligheden for at få noget af den ro tilbage som de havde mistet på vejen; der i natten, i mørket, midt i den store stilhed mellem dem, ville han give 30

hende noget som både kunne være hans og hendes. Hans stemme lagde sig i et leje hvor den aldrig havde befundet sig tidligere, og han lå ved siden af hende og tog sig tid til at huske alt det han ikke troede han kunne huske, interiøret i bedstemorens lejlighed, de andre beboere i opgangen på Frogner, morens farverige kjoler, beskrevet én for én, hvert ansigt fra klassebillederne, han skildrede skolevejen meter for meter og hver eneste ting man kunne købe i kolonialhandelen på hjørnet da han voksede op, han talte og talte, nat efter nat, med den samme monotone stemme, om de bøger han havde læst for længe siden, om de historier hans far havde fortalt ham da de gik på fjeldet den sommer han fyldte tolv, om de to undulater han havde haft i bur på sit værelse og som havde skændtes så fjerene bogstaveligt talt føg om ørerne på dem så længe de levede, han holdt Siri i hånden og sagde at han troede de to fugle alligevel havde elsket hinanden, alligevel og på trods, og han gik videre til sine rejser, omhyggelige skildringer af togrejser på kryds og tværs i Europa, og derfra til deres rejser, han lå i mørket og huskede de underligste ting, brokker fra Gloucester-fiskeriets historie som han læste om nu hvor de var der, alle dem der roede ud til de store fiskebanker og som blev væk i tågen, deres hænder frøs fast til årerne, og tågen slugte dem hele, tusindvis af drenge, mænd, sønner, fædre som forsvandt, og nye der kom til, de kom fra Sverige, Norge og Danmark, de kom fra Sicilien, de kom fra Cap Verde og Azorerne, de kom fra New Foundland, de kom for at forsvinde, de kom for at fryse fast, de kom for at blive til tåge, og han lå ved siden af hende og talte og talte, og af og til snorkede hun, og af og til sukkede hun, og af og til lod hun som om hun sov, han kunne aldrig vide sig helt sikker, og det var heller ikke så farligt, han lå ved siden af hende, grebet af sine egne historier og grebet af nærheden og varmen fra Siri, og han strøg hendes hånd til han talte sig ind i sin egen søvn.

Og når Jon holdt op med at fortælle, måske faldt han i søvn midt i et ord, fortsatte Siri. Måske lyttede han, måske ikke. Hun fortalte om drømme hun havde haft som barn, og drømme hun 31

havde nu, om den endeløse trappe i morens hus på Mailund, den der aldrig havde det samme antal trappetrin, men som oftest niogtyve, et trappetrin for hvert bogstav i alfabetet, men af og til flere, af og til færre. Hun fortalte om film hun havde set, og bøger hun havde læst, bøger som Jon ikke ville læse, måske fordi de var skrevet af kvindelige forfattere, Orlando, for eksempel, Virginia Woolfs legende biografi om elskerinden Vita Sackville-West, og tror du det er sådan, Jon, hviskede hun, du som er forfatter, at man skriver for at blive en anden, og er det at blive en anden det samme som at give slip i sig selv, eller kan det også betyde noget mere? Kan det også betyde nødvendigheden af at træde ud af sig selv og ind i en anden, tage en andens plads, medføle, medleve, medånde; hvis jeg for eksempel træder på et glasskår, kan du så mærke hvor ondt det gør, mærke det i din fod, og skrive det sådan at alle dem der læser det, også mærker det, og da hun ikke fik svar, fortalte hun om Orlando som både var mand og kvinde og levede i flere hundrede år, og hun fortalte om da hun var lille, og om faren som i stedet for at læse højt, genfortalte brokker fra store litterære klassikere, præcis som hun gjorde nu, fortællinger som hverken Siri eller Syver havde en chance for at begribe, Siri var seks og lillebroren Syver kun fire, men det stoppede ikke faren som fortalte børnene om Karenin, Anna Kareninas ægtemand der var så sur og streng at alle var bange for ham, men som i bund og grund bare var meget trist. Og dét kendte hun til. Siri kunne huske at hun virkelig forstod hvordan det måtte være at være Karenin, en kold fisk af en russisk aristokrat, selv om hun kun var seks år. Og hun fortalte Jon om da Syver døde i skoven, om moren der var begyndt at drikke og som aldrig dinglede rundt, men bare flyttede sig stødvist om i huset, pludselig dukkede hun op i hjørnet af stuen, pludselig på sengekanten, pludselig over gryder og kasseroller i det alt for store køkken, pludselig foran spejlet og jeg forsøgte at gribe ud efter hende, men hun for­ svandt ud af mine hænder og ind i kasserollerne, ind i spejlet. Og hun fortalte om faren som stak af til Slite og giftede sig med Sofia, om stenhuggeriet Wallin Stenhuggeri AB med gotlandsk kalksten som 32

specialitet, og om dengang han kom på besøg på Mailund og havde glemt at tage en fødselsdagsgave med, og for at råde bod på det forsømte havde klippet sin cottoncoat op og givet hende den og kaldt den en usynlighedskappe, og om hvordan hun havde forsøgt at give kappen til Alma, husker du det Jon, og Alma ville ikke have den, Alma skreg NEJ NEJ NEJ, JEG VIL IKKE HAVE DEN, og det var vel et sundhedstegn, synes du ikke, det kommer til at gå godt med Alma, sagde Siri, og hun fortalte om da hun var højgravid og faren lå død i sengen med et tørklæde rundt om ansigtet, som en kyse, så munden ikke skulle åbne sig og forblive evig åben efter at dødsstivheden havde sat ind. Det var faren der tog hende med til Fårö fyr, det var en af de få gange hun besøgte ham i Slite. Hun kunne lide at være i Slite, kunne lide cementfabrikken som nærmest hang over hele byen, og de små trætte gader i centrum og det hvide støv der lagde sig over alt og alle, men Fårö var noget andet, Fårö var goldt og koldt, og hun huskede at hun ikke ville derhen igen, og hun havde ikke engang tænkt særlig meget på den tur med faren før hun og Jon og lille Alma stod på Good Harbor Beach i Gloucester, mere en tyve år senere og tusindvis af kilometer væk, og så på de to smukke silhuetter af fyrtårnene, tvillingelysene, på Thacher Island.

De havde kastet sig over bøgerne om Gloucesters og Gloucester-fiskeriets historie, begge to – denne hungren efter at erobre nye steder, som om det hastede med at lære sig dem udenad, hastede med at omskabe dem til noget hjemligt, noget kendt – (hun læste, mens Jon skrev og Alma sov, Alma var stadig så lille at hun sov til middag hver formiddag) og hun fortalte ham om dengang i 1635 hvor skibet Watch and Wait med treogtyve mennesker om bord, ti af dem børn, sejlede fra Ipswich rundt om Cape Ann på vej til Marblehead for at bygge en kirke der. Skibet blev overrasket af en kraftig storm, og da vindstødene flængede sejlene, kastede de anker for natten. Tidligt næste morgen, sagde hun, var vinden blevet så kraftig at skibet blev kastet ind mod klipperne og knust til pindebrænde og alle blev skyllet ud i havet. Det var kun englænderen Anthony Thacher og hans hustru, Elizabeth, der havde held 33

til at komme i land, og som overlevede. Alle de andre var væk. Deres fire børn var væk. Og historien om de to der overlevede, men som havde mistet alt, var så uudholdeligt sørgelig at myndighederne i Massachusetts gav dem den ø skibet var strandet imod. Ja, for her var de: Anthony og Elizabeth, Elizabeth og Anthony, nye i det nye land, gode mennesker, gudsfrygtige mennesker, de var på vej til Marblehead for at bygge en kirke, og nu havde de mistet alt, fire børn var forsvundet i bølgerne. Og øen – den de havde reddet sig i land på, den de fik, men ikke ville have – blev kaldt Thachers Woe, Thachers klage. Og det var først i december 1771, sagde Siri, og nu sov han sikkert, tænkte hun, nu var han helt sikkert faldet i søvn, at de to fyrtårne, tvillingetårnene, blev tændt, for at advare mod det farlige rev sydøst for øen. Og eftersom Thacher Island er en del af Cape Ann, blev fyrene kaldt Anns øjne, som om de ser os, sagde hun, våger over os, som om vi opløser os i dem og bliver til i dem.

– Det er dig der lyser, hviskede Jon og lagde sig tæt ind til hende.

– Dit lys lyser.

En dag der i Gloucester, langt hjemmefra, spurgte han om hun ville være med til at lede efter Charles Olsons grav. Jon huskede hvordan han og hun, med lille Alma imellem sig, gik rundt på den store og ikke ligefrem velfriserede, ja, nærmest tilgroede gravlund langs rigsvej 133 på vej til Essex og ledte efter Charles Olsons grav.

De fandt den ikke. Og efter nogle timer gav de op og drog i stedet til Essex og gik i antikvitetsforretninger, og Siri købte en lille blå dukkevogn til Alma som blev i Gloucester da de rejste tilbage til Norge.

Jon havde store planer for det afsluttende bind af trilogien, det handlede bare om at finde vejen ind. Nu sad han på loftsværelset på Mailund, og han var sikker på at romanen på sin vis lå gemt et sted i historien om en mand som ville fortælle en historie, for eksempel om en mand som Herman R., og at hvis det lykkedes Jon 34

at knække koden, så ville døren ind til hans egne historier stå på vid gab.

Han så på sine notater.

Da Herman R. var tolv år og sad i koncentrationslejren Buchenwald i Tyskland, fik han en dag øje på en lille pige på den anden side af pigtrådshegnet. Sulten og bange spurgte han pigen om hun havde noget mad hun kunne give ham. Hun fandt et æble frem og kastede det over hegnet.

Næste dag mødtes de igen på hver sin side af pigtrådshegnet, de sagde ingenting, men pigen kastede et nyt æble. Sådan mødtes de i syv måneder. Af og til kastede hun æbler, af og til brød. Så blev Herman overført til en ny lejr, pigen og drengen kom væk fra hinanden, men Herman og de tre brødre overlevede krigen.

Femten år senere var Herman R. flyttet til New York, og der mødte han en ung jødisk kvinde fra Polen. Den unge kvinde hed Roma. Roma havde fortalt at da hun var barn, under krigen, levede hun og familien i skjul som kristne i Tyskland. Hun fortalte at hun boede i nærheden af en koncentrationslejr, og at hun plejede at kaste æbler ind til en ung dreng på den anden side af hegnet.

Herman havde fundet den pige der holdt ham i live dengang for femten år siden, pigen med æblerne, og han friede med det samme til hende, og siden dengang har de været gift.

Jon overtog loftsværelset i svigermorens hus på Mailund for mange år siden. Det var her han sad og skrev. Det var her tredje bind skulle blive til, det tænkte han i hvert fald på nu. I dag. Loftsværelset var fyldt med LP-plader, bøger, notesbøger, et dukkehus, dukkemøbler og miniaturedukker. Dukketingene havde tilhørt Siri da hun var barn. Det var gamle Ola, den nærmeste nabo, som snittede dem til hende da lillebroren Syver døde.

Indtil Jon begyndte at bruge loftsværelset som arbejdsværelse, havde det været brugt som pulterrum. Jenny smed det meste af Siris legetøj ud da Siri blev stor og flyttede hjemmefra, men dukketingene havde hun ikke kunnet få over sit hjerte at skille sig af med.

35

Jon stirrede på skærmen. Han havde skrevet ordet hjerte. Han tvivlede på om det havde noget med hjerte at gøre at Jenny ikke smed dukketingene ud. Hvis Jenny havde et hjerte, så var det lille og sort og låst inde i et skrin og sænket ned i skovsøen.

Men hvad med Irma? Hvordan forklare Irma? Hvem var Irma for Jenny? Stor og høj og bred, højere og bredere end Jon, og på afstand lignede hun mere en mand end en kvinde, men på nært hold blev han slået af hvor smuk hun var, ikke kroppen, men ansigtet, hun havde langt blondt krøllet hår, fyldige læber, der var noget ophøjet over hende, forfinet, næsten æterisk – som englen Uriel i Leonardos maleri af Madonna i grotten.

Irma boede sammen med Jenny på Mailund og disponerede over kælderlejligheden. Hun betalte ikke husleje, men hjalp til med det ene og det andet, og det var en god ordning for en relativt upraktisk dame som Jenny. Irma havde den skrækkelige uvane at hun tog snus, men det var trods alt bedre end at hun røg. Jenny tålte ikke røg. Nogle betingelser havde Jenny dog sat da Irma flyttede ind. Ikke ryge. Ikke smække med døre. Punktlighed. Og så var der de hjemløse dyr hun til stadighed kom trækkende med – katte, hunde, marsvin – det var i orden, men dyrene skulle holde sig i kælderlejligheden!

Irma elskede dyr mere end mennesker, sagde Siri. Men Jenny selv elskede Irma højest af alle – hvis moren i det hele taget var i stand til at elske nogen. Det der blev sagt, det alle vidste, var at Jenny havde reddet Irma fra en mand som slog hende. Jon havde vanskeligt ved at forestille sig at der i det hele taget fandtes nogen som kunne gå løs på et væsen så enormt som Irma – men måske var det netop størrelsen der gjorde hende så sårbar? Irma havde givet op, blev der også sagt, lagt sig til at dø, og da var det at Jenny rakte hånden ud og sagde: Kom og bo hos mig.

Og Jenny og Irma repræsenterede måske en slags kærlighed, selv om Jon ville forsværge at hans svigermor var i stand til at elske nogen. Hans overvejelser om hvorfor de muligvis elskede hinanden, og om hvordan denne mulige kærlighed havde kunnet opstå, om 36

deres indbyrdes aftale (for Jenny og Irma havde helt klart en aftale om hvad de skulle være for hinanden), og hans forestilling om hvordan de digtede deres egne liv, mindede igen Jon om historien om Herman R., og endnu en gang gik han gennem sine notater.

Hvordan fortæller man historien om et liv? En mulig indgang kan være denne: En dag for lidt over ti år siden bestemte en ukendt snart halvfjerdsårig gammel mand sig for at skrive en historie om kærlighed.

Det er snart Valentine’s Day, og en lokalavis har i anledning af dagen udskrevet en konkurrence om den bedste historie. Historien skal handle om en pige som kaster et æble. Herman ser billedet for sig. Han har båret det med sig altid. Det er aldrig sket, det kunne ikke være sket, han ville være blevet skudt på stedet hvis han havde nærmet sig det strømførende pigtrådshegn, men det sker måske alligevel når han sætter sig ned og skriver. Måske ser han op, måske finder hans blik Roma, den kvinde han giftede sig med og som nu er blevet en gammel dame. Han vil skrive en historie om dengang de var børn og levede i det yderste mørke. Han i Buchenwald og hun i skjul blandt kristne. Men historien skal ikke bare være mørk.

Den skal have et lyspunkt. Den skal indeholde håb. (Er det ikke det vi altid hører?). Og har han ikke altid båret dette billede af pigen med æblerne med sig? Han ved ikke hvor det kommer fra, men han stirrer på Roma, den lille bevægelse hun gør når hun stryger hånden gennem håret, en bevægelse hun sikkert tillagde sig som ung pige og som har fulgt hende hele livet og ind i alderdommen, han stirrer på hende og oplever at hun både åbenbarer sig og opløser sig der foran ham. Alle barrierer, alle forbehold, al tid og al sorg, alt det der gør Herman til Herman og Roma til Roma, rives væk, og der på den anden side af pigtrådshegnet, i daggryet, ser han pigen med æblerne. Han har altid vidst det, altid længtes efter det, nu gælder det bare om at få det ned på papiret.

Herman vinder konkurrencen i lokalavisen, han har skrevet en historie om håb, og han insisterer på at den er sand (Jon plejer at insistere på at hans historier ikke er sande, de er heller ikke særligt 37

håbefulde), og fortællingen om pigen med æblerne begynder at leve sit eget liv, den tager over, bliver den egentlige historie om Herman og Roma. De optræder i talkshows og fortæller historien om og om igen, Herman får en forlagskontrakt, og filmplanerne diskuteres.

På et laset tæppe på den lasede appelsinfarvede sofa lå Jons hund med appetit på hjerte, nyrer og lever, tørfoder kunne der ikke blive tale om, han sultede hellere end at spise tørfoder, og derfor havde han også fået navnet Leopold. Han var en stor sort labrador med en hvid plet på brystet og et mismodigt blik. Leopold, også kaldet Leo, vidste at Jon ikke ville blive færdig med bogen, og det bekymrede ham. Årsagen til at dette bekymrede ham – han var trods alt en hund og ikke engang en synderligt reflekteret hund – var at Jon var holdt op med at gå lange ture med ham. Jon var ikke i stand til at gøre noget som helst før han blev færdig med bogen – bortset fra ikke at skrive bogen. Alt var sat på pause.

Sådan var det ikke for Siri som havde to restauranter at drive, men sådan var det for Jon. Det han sagde til sig selv og Leopold, var at når bare sommeren var gået og bogen var færdig, så ville alt blive normalt igen. Og dag efter dag sad Jon foran den bærbare pc og kom ikke i gang med at skrive, eller også lå han på gulvet og prøvede at sove, eller han stirrede ud ad vinduet og tænkte på hvorfor det tog så lang tid før Herman R.s kærlighedshistorie blev afsløret som løgn og hvorfor historien kun var interessant så længe den var sand – det vil sige at det var sket i virkeligheden – eller han læste Dagbladet på nettet og skrev sms’er til kvinder som måske eller måske ikke svarede, eller han spiste peanuts og drak letøl (aldrig noget stærkere om dagen). Herman R. løj ikke om at han havde siddet i koncentrationslejr. Det var sandt. Han løj ikke om at han havde truffet Roma i New York femten år efter krigen, eller om at hun og hendes familie havde levet i skjul og udgivet sig for at være kristne. Det eneste der ikke var sket i virkeligheden, var det med æblerne.

38

Jon havde et loftsværelse i Jennys hus på Mailund, og han havde et loftsværelse hjemme i det alt for dyre og utætte rækkehus i Oslo som var belånt til over firs procent. Hvorfor banken blev ved at stole på ham og Siri og til stadighed hævede deres kreditmaksimum, var et mysterium.

Jon bøjede sig over tastaturet og skrev: Hvornår begynder en historie og hvornår slutter den? Herman R. løj ikke om Buchenwald. Han løj om æblerne. Men ved at lyve om æblerne (trivialisere, reducere, sentimentalisere), løj han også om Buchenwald?

Hjemme i Oslo skete det at han sov i loftsværelset om natten. Her var der endnu mere utæt end i resten af huset, men her kunne han være i fred. Ligge under skråvæggene og det åbne, spidse loft og drikke whisky. Spille guitar. Surfe på nettet. Sende og modtage sms’er som han slettede med det samme. Det var uklart hvornår Jon og Siri begyndte at sove hver for sig. Det var ikke noget han ville, og det var ikke noget hun ville, og det skete bare af og til. Ikke så ofte. Det var ikke en permanent løsning. Og her på Mailund sov de sammen, de havde tilmed elsket et par gange. Han kunne godt lide at stryge hende over den stejle hofte (som rejste sig så stejlt fra taljen på grund af den skæve ryg), og han kunne lide at trække sin finger ned over den smalle nakke.

Jon rejste sig og strakte sig lidt. Leopold fulgte ham med blikket.

Skulle de ud og gå nu? Nej, så satte han sig igen.

Alle på forlaget havde tillid til at Jon ville blive færdig med bogen. Derfor havde han fået endnu et forskud på 200.000. Bind et og to var jo gået som varmt brød. Det var det de sagde, det var det aviserne skrev om. Men det var længe siden nogen havde sagt eller skrevet noget om Jons bøger, og nu var pengene brugt. Desuden: Jon ville aldrig have brugt udtrykket “at gå som varmt brød” – det var ikke bare en kliché, det var upræcist. Varmt brød solgte ikke mere end mobiltelefoner eller utætte lejligheder (for eksempel i det område hvor han selv boede) eller anti-age-creme. Han så på 39

Leopold. Pointen med en anti-age-creme var at kvinder (og sikkert mange mænd, skønt ingen hunde) som køber cremen og smører den i ansigtet, vil se yngre ud. Føle sig yngre. Blive yngre. Vende tiden. Holde op med at ældes og begynde at anti-ældes. Han havde modvilligt været med Siri i et indkøbscenter uden for Oslo. De havde købt julegaver. Og da de var færdige, skulle hun lige ind forbi en parfumeforretning og købe en fugtighedscreme, sagde hun.

– Mærk hvor tør hud jeg har, sagde hun, og så tog hun hans hånd og strøg den over sin kind.

Kvinden bag disken var iført hvid kittel som om hun var læge eller forsker. Men egentlig, tænkte Jon, var hun en mytisk halvgudinde. Kvinden talte lavt og indforstået med Siri om tingenes tilstand. Jon, som i løbet af sit halvtreds år lange liv havde været vidne til flere politiske vækkelser, kunne ikke andet end beundre hende. Den glatte, hvide hud, den glatte, hvide kittel, den glatte, hvide stemme. Kvinden nævnte ikke døden med et ord, hun talte om skønhed. Og Siri, hans kloge, kølige, kritiske og vrede Siri med elegant skæv ryg og tørre kinder, lyttede opslugt og endte med at betale et tusind syv hundrede og halvtreds kroner af den million som banken netop havde sat ind på deres fælles lønkonto med pant i rækkehuset, for en creme der indeholdt peptider, retinol, EGF (opfundet af en nobelprisvinder, ifølge den hvidklædte halvgudinde), collagen og AHA. Sidste bind i hans trilogi skulle handle om tid. Jon ville skrive en hymne til alt det der består, og til alt det der går i stykker. Men han var, når sandheden skulle frem, usikker på hvad han egentlig mente med “alt det der består, og alt det der går i stykker” og hvordan han skulle skrive om det, men ingen sagde ham imod, bortset fra Leopold som lå udstrakt på gulvet med hundesnoren i kæften og ventede og mindede ham om at et menneskeår svarer til syv hundeår, og tænk hvor mange år det er siden jeg har fået en ordentlig gåtur, jeg er en beskeden hund født med store muskler og lange led, og jeg er nødt til at være i bevægelse, jeg har ikke andre ønsker.

40

En tid legede han, altså Jon, med tanken om at tage tråden op fra Walter Benjamins passageværk. Det ville blive noget andet, selvfølgelig, Jon skulle skrive en roman og ikke et gedigent, umuligt værk om passagerne i 1800-tallets Paris (Walter Benjamin havde ikke meget til overs for romaner). Men noget med udgangspunkt i indkøbscentre, som var vor tids passager, en skildring af tingene, ikke bare menneskene.

Jon sukkede.

Siri lavede mad. Rigtig mad. Ikke skabet gourmetmad. Mennesker spiste hendes mad og blev glade og mætte. Og her sad han år efter år og skrev en roman som måske eller måske ikke skulle handle om et indkøbscenter. Leopold løftede det store hundehoved og så på ham.

– Tanken, sagde Jon, til sin redaktør som hed Gerda, – er at skrive en bog sat sammen af billeder (nærbilleder og oversigtsbilleder), citater og henvisninger ... ansigter og stemmer ... private minder og kollektive minder ... og, ja beskrivelser af ting.

– Ja, sagde Gerda.

– ... en hymne til alt det der består, og alt det der går i stykker, fortsatte Jon. – Ja, gentog Gerda. – Sæt dig ned og skriv. Det bliver godt. Du glemmer at du også gik i panik da du skrev de to første bind.

– Jeg er ikke gået i panik, sagde Jon og spekulerede på om Gerda overhovedet hørte hvad han sagde. Det var en følelse han fik mere og mere. At ingen egentlig hørte hvad han sagde.

– Det er ikke det, sagde han. – Jeg føler bare at der er noget der skrider.

Ingen spiste brød mere. Ikke koldt brød. Ikke varmt brød. Brød var den nye gift. Særlig hvedebrød. Men lige efter at Siri havde født Alma og græd og græd fordi det gjorde så ondt at amme babyen, bagte Jon boller til hende. Det var det eneste hun orkede at spise.

Hun var træt helt ind til knoglerne og dybt taknemmelig. Revet i 41

stykker og med det fremmede lille barn i armene, bad hun ikke om andet end at han ville bage flere hvedeboller.

Han havde snydt dem alle. Omslaget var færdigt, katalogteksten klar, han havde sagt ja til at læse op på forlagets efterårsreception i slutningen af august. Nu var det juli. Jenny Brodal fyldte femoghalvfjerds. Og bogen ville ikke blive færdig.

– Men hvad er det så der skrider? havde Gerda spurgt.

– Jeg ved det ikke. Jeg føler at alt falder fra hinanden, sagde Jon. – Det bliver ikke til noget. Jeg bliver ikke færdig i tide.

Jon havde set fortvivlet på hende. Hvorfor var der ingen der lagde armene om ham og hjalp ham? ­– Du skal nok blive færdig, sagde Gerda. – Du har det altid sådan når deadline nærmer sig.

Jon tog en slurk af sin letøl og så ud ad vinduet. Ude på engen legede hans piger. Alma og Liv. Alma sorthåret og mørkøjet. Liv lyshåret og let. De plukkede blomster og dansede rundt i solen sammen med den unge pige Siri havde hyret som barnepige. Hende der hed Mille. Han havde hilst hurtigt på hende aftenen før, efter at Siri havde hentet hende på busstationen. Han så på Alma og Liv. De hoppede frem og tilbage, og Liv lo og lagde sig i græsset og lavede englebevægelser i sneen selv om der ikke var sne og der ikke ville blive noget aftryk på engen. Noget at holde fast i. Noget der var virkeligt. Alma vendte sig og så op mod vinduet, men der var så mørkt på loftet og så lyst udenfor at hun umuligt kunne se at han stod der og så på hende. Ikke slippe taget. Prøve at leve et anstændigt liv.

Holde fast om pigerne. Beskytte dem. Ikke slippe grebet.

Måske kunne Alma mærke at han stod der og så på hende, for nu dansede hun en slags vild dans i det høje græs, samtidig med at hun så op mod vinduet. Hun snurrede rundt og rundt og rundt og pludselig faldt hun. Jon lo. Alma rejste sig igen og så op som om hun havde hørt ham le. Det korte, mørke hår. Det buttede ansigt. Den lille uudviklede krop. Hun begyndte at snurre rundt igen.

Rundt og rundt og rundt.

42

Jon flyttede blikket for at se om Liv befandt sig lidt nærmere skoven, hun havde fundet et sted hvor der tydeligvis voksede flere blomster. Hun foran og Mille bagved. Det var en stor buket hun havde plukket.

Jon blev stående ved vinduet. Men nu så han ikke på Alma som snurrede rundt og faldt, eller på Liv som plukkede blomster. Han så på Mille. Hun havde langt, mørkt hår og store øjne. En smuk krop. Det havde han lagt mærke til allerede aftenen før. Nitten eller tyve år. Han var ikke sikker. Genert og lidt klodset. Svedige håndflader. Et klart blik da hun hilste på ham og sagde hej. Hun havde holdt hans hånd lidt længere end nødvendigt, og noget i hendes blik fortalte ham at hun, så ung hun end var, havde set ham. Hun løb efter Liv med en blomst som hun ville have at Liv skulle have til sin buket. Noget i ham rørte på sig. Følelsen af at alt gik ad helvede til.

Det var fint at stå her og se på Mille og ikke tænke på noget.