Det man husker - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

arbejderklasse i 1946. Moren går hjemme og plejer sine huslige pligter og dårlige nerver, faren er maskinarbejder. Uffe er barn af kommandørkaptajn Klovfeldt og Bents bedste ven.

Bent Haller (f. 1946) blev født i Bangsbostrand ved Frederikshavn. Han har et imponerende forfatterskab bag sig bestående af både romaner og børne- og ungdomsbøger. Bent Haller har modtaget adskillige priser og blev i 2011 tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Han introducerer Bent for amerikansk musik på grammofonen og lærer ham ord som ”okay”, når de besøger familiens fine badehotel. Mens Uffe melder sig ud af samfundet, bliver Bent til forfatteren Bent Haller, kendt og elsket for sine børne- og ungdomsklassikere. Dette er fortællingen om deres skæbnesvangre venskab, og hvad livet lærer os. Det vi husker …

BENT HALLER

Bent fra Bangsbostrand er et skravl. Født ind i Frederikshavns

BENT HALLER DET MAN HUSKER E T P O RT R Æ T

LINDHARDT OG RINGHOF

”

Jeg fik en fornemmelse af, at jeg havde fortegnet mig. Det var et eller andet med belysningen. Jeg tænkte: Der må være et mere ærligt ansigt bag den maske. […] Nu vil jeg, her hvor jeg

nærmer mig de halvfjerds, gerne være den jeg er, uanset hvem det viser sig at være. Så start lirekassen, men uden den tamme abe, jeg vil selv danse. – citat fra bogen

DET MAN HUSKER

lindhardtogringhof.dk

BENT Bent Haller HALLER Det DET man husker M ASelvportæt N HUSKER ET PORTRÆT

Lindhardt og Ringhof

Det man husker © Bent Haller og Lindhardt og Ringhof forlag 2015 Omslagslayout og -illustration: Harvey Macaulay - Imperiet Grafisk tilrettelæggelse og sats: Lars Ole Nielsen - Remote Grafik Sat med Bembo Trykt hos UAB Print it ISBN 978-87-11-44619-5 1. udgave, 1. oplag Trykt i Litauen 2015 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

1 Hvem sagde: ”Jeg er ked af at sige det, men jeg tror ikke, den dreng er levedygtig”? Ordene faldt grundlovsdag, 5. juni 1946, da jeg blev født i det lille, hvide hus, Højrupsvej 8, i Nyholmstrand, Frederikshavn. Det kan ikke have været min mor; hun var et helt andet sted. Det med at være to steder på én gang har jeg fra hende. Jeg ved ikke, om udsagnet er sandt, men på et tidspunkt blev det skrevet ned med barnlig hånd på en dosmerseddel, som jeg fandt i en gammel notesbog fra Frederikshavns værft. Jeg vågnede en morgen uden lyst til at stå op. Normalt er jeg ude af sengen, i samme øjeblik uret ringer, for ikke at komme til at stå i netop dén situa tion. En seng egner sig ikke til at tænke i. Når mus bliver til elefanter, er der ikke plads nok. Det gælder altså om at komme op. Den morgen var det svært. 5

Det værste, jeg ved, er, hvis nogen kalder på mig om natten. Det sker med jævne mellemrum. Når jeg vågner uden præcis at vide hvorfor, så er det som regel derfor. Det er næsten altid min mor, der kalder, selv om hun har været død i årevis. Jeg satte mig op i sengen og tænkte: Det kunne have været en norne? Jeg havde svært ved at rejse mig, før jeg besluttede, at nu skulle der ske noget nyt. Hvad det nye skulle bestå af, vidste jeg ikke rigtig. Men jeg skrev det ned på en seddel. Det kunne have været en norne. Så stod jeg op. Jeg var i fuld sving med det sædvanlige, selvfølgelig, dagens dont, det samme, altid, skrive, male, dag efter dag. Det forekom mig pludselig trivielt, og det trivielle bliver på en måde uden retning. Jeg fik en fornemmelse af, at jeg havde fortegnet mig. Det var et eller andet med belysningen. Jeg tænkte: Der må være et mere ærligt ansigt bag den maske. Et portræt kan laves på mange måder, det kan være overflade, eller det kan trænge i dybden. Men et portræt skal ikke så meget ligne, som det skal være. Jeg var træt af det gamle billede, det lignede på en forkert måde, det var ikke helt ærligt. Nu vil jeg, her hvor jeg nærmer mig de halvfjerds, gerne være den, jeg er, uanset hvem det viser sig at være. Så start lirekassen, men uden den tamme abe; jeg vil selv danse. 6

* Min mor var et nervøst gemyt. Naturligvis var hun oprevet, da hun stod der med et barn, som angivelig, ifølge en ekspert, ikke var levedygtigt. Jeg var ikke, som jeg i mange år fik lov til at tro, hendes førstefødte. Der var ellers, hvad der skulle være, oppe som nede, næsen sad på sin plads, men barnets angivelige skrøbelighed var alligevel så fremherskende, at der var grund til bekymring. Efterhånden som tiden gik, og familielægen, doktor Trausted, kom til og kunne berolige min mor med, at den lille, som ganske vist var noget anæmisk, havde det aldeles glimrende, burde profetien være manet i jorden. Men min mor, som sædvanligvis troede blindt på autoriteter af enhver slags, var skeptisk, når det drejede sig om udtalelser fremsagt i den hensigt at berolige hende. Selv om jeg de første år blev ved med at ligne en, der var undfanget i en koncentrationslejr, som man sagde dengang, alt for tynd og splejset trods rigeligt med vælling, voksede jeg som jeg skulle; nornens profeti blev efterhånden tvunget i baggrunden. Til trods for at jeg åbenbart var fysisk sund og rask, virkede jeg underligt apatisk og fraværende, og mine forældre begyndte at få den mistanke, at der alligevel var noget galt. Det blev ikke sagt højt, aldrig, men jeg var ikke ret gammel, før jeg fandt ud af, at 7

det hang sådan sammen. Jeg var måske ikke ligefrem dum, trods alt, det trøstede jeg mig med, da jeg blev i stand til at tænke over tingene, men jeg var, og det hørte jeg: langsom i optrækket. Hvor gammel var jeg: fem, seks? Erindringer er ikke pålidelige. Set i et langt tilbageblik følte jeg, at jeg aldrig rigtig var et fuldgyldigt medlem af den store familie, som ellers havde slået kreds om mig. Jeg er overbevist om, at de alle sammen holdt af mig. Jeg led ikke nogen nød og fik altid nok at spise, hvad man ikke kunne tage for givet dengang. Jeg havde varmt tøj til om vinteren, købt så jeg kunne passe det i årevis. Men jeg stod på sidelinjen. Der var skodder mellem mig og de andre, uanset hvem der sad med mig på skødet eller gik med mig i hånden. Det føltes lidt som at være inde i et spejl. Jeg sad der og ventede, uden at vide, hvad jeg ventede på. Måske på en, jeg kunne genkende. Det var egentlig aldrig noget problem at være spærret inde. Vanskelighederne opstod først, da jeg blev lukket ud. Intet var nogensinde let for mig. Jeg gjorde alting modstræbende. Jeg ville helst ikke. Jeg lærte at tale, men i lang tid kun sort. Hvem har fortalt mig det? Jeg tror som sagt ikke, det var min mor. Det må have været min mormor. Eller en af mine utallige mostre. Eller en norne? 8

Jeg faldt tit i søvn midt i hvad som helst, og så kunne de finde mig, sammenkrøbet på divanen eller under bordet, bag en dør. Når jeg råbte ”Mor”, kom min mormor. For eksempel om aftenen, når jeg var kommet i seng, hvis en af hønsene var kommet ind gennem vinduet, som nogen havde glemt at lukke. – Herut med dig, din fjerkælling, råbte hun så. Min mor havde det, man i gamle dage kaldte ”dårlige nerver”. Det var der flere grunde til. Hun havde det ikke let med omgivelserne og det, som var gået forud. Altså fortiden. På hendes gamle dage forsøgte jeg, som noget nær voksen, at tale med hende om det, men det fik hun bare endnu dårligere nerver af. Hun var vel bange for, at jeg ville skrive om det. De første år af mit liv blev hendes skrøbelige nerver camoufleret som ”mavesår”. Man havde dengang en forkærlighed for metaforer. Jeg fik at vide, at mor var på Rigshospitalet i København. Der var hun i så lang tid, at jeg, som dengang boede på Højrupsvej, troede, at hende den omkringfarende tykke kone med den evige cigaret i munden, var min mor og ikke min mormor. Første gang min mor kom hjem fra et af sine lange hospitalsophold, havde jeg glemt hende. Kom 9

hen til mor, sagde hun, og jeg forstod ikke, hvad hun mente. Hun sagde, at hun havde savnet mig. Hvad var det, der havde givet min mor de dårlige nerver, som prægede os alle sammen, eller måske bare mig? Det var vel ikke bare frygten for, hvordan det ville gå den lille purk, som nornen havde dømt ude. Hun var tavs, nærmest lukket, parat til at forsvare sig med med næb og klør. Hun blev direkte fornærmet, hvis man forsøgte at bringe ”det” på bane. Skulle der absolut snakkes, så skulle der snakkes om ingenting. Et sært fænomen, denne tomme snak. Hun havde en måde at forsvare sig på. Hun gik til angreb. Jeg lærte, at når hun sagde noget for sjov, så skulle det tages alvorligt. Hun udviklede en vane med absolut at skulle pille én ned, hvis hun syntes, man var kommet lidt for højt op. At være langt nede kunne imidlertid ikke betragtes som noget problem. Det var et livsvilkår. – Kom nu ikke for godt i gang, sagde hun. Som tiden gik begyndte jeg at samle på brudstykker, ligesom hvis jeg havde fundet nogle løsrevne brikker til et puslespil, hvor forlægget var forsvundet. Det var begyndelsen. Det, som i denne forbindelse ikke har eksistentiel betydning, er forsvundet. Det, man trods alt, nærmest på trods, husker, må vise frem til det sted, hvor hun10

den ligger begravet. Der findes kun nogle ganske få ting, som jeg husker fuldstændig klart. Men det er nok. De svenskrøde barakker på den let skrånende mark oppe ved Frederikshavn Sygehus. En nøgen, nedslidt mark med spredte totter af græs. Store, spejlende vandpytter. Masser af pløre overalt. Jeg husker, at jeg stod på kanten af en stor vandpyt og stirrede på skyerne, der sejlede ind mellem mine ben. Engang troede jeg, at skyerne blev født af vandpytterne. Da man fortalte mig, at det ikke var tilfældet, blev jeg så ulykkelig, at jeg gik ud og satte mig i min mormors hønsehus. Det var tyske flygtninge, som havde boet i de barakker. Der lugtede ikke godt. Det var et grimt og fugtigt sted, og der skulle vi bo, min mor og jeg, sammen med en hjemvendt sømand, som jeg på det tidspunkt ikke rigtig ville kendes ved. Jeg løb hjem til Højrupsvej og spurgte forpustet min mormor, om det passede, at den mand, som min mor var sammen med, var den far, de havde snakket så meget om. Hun forklarede, ligesom mor, at min far var maskinmester på et stort skib, at han sejlede på de syv have, fordi han skulle tjene penge, så vi, så hurtigt som muligt, kunne få et ordentligt sted at bo. Vi boede også kun kort tid i de barakker. Min mor afskyede stedet, og senere fik vi så den lille to11

værelses lejlighed i Ågården, hvor mine forældre boede det meste af deres liv. Jeg har set de samme barakker i film. Det var nogle halvrådne skure med skæve vægge, malingen var skallet af, nordsiden var dækket af grønbrune alger. Træskur ved træskur. Der var tre trin op til døren, der peb i sine rustne hængsler, et rækværk at holde fast i, som var løst i den ene ende, en trappe, man kunne sidde på og kikke over på sygehusets røde bygning. Når jeg var ude at lege, stod min mor og holdt vagt i døren. Jeg måtte ikke blive våd. Jeg skulle spise min varme vælling til sidste skefuld med femten dråber torskelevertran. Jeg havde altid to striktrøjer på og vanter, selv om solen skinnede fra en skyfri himmel. Der blev i dén grad passet på mig. Det var ikke spor trygt. * På et tidspunkt undrede jeg mig over, hvorfor min mor var blevet tyk. Min mormor afslørede hemmeligheden. En ny baby var på vej. Det blev endnu en søn, denne gang forhåbentlig en mere robust af slagsen. Min far havde nu to sønner, hvilket han var godt tilfreds med. Min mor var også glad, så var det overstået, og nu har 12

jeg lyst til at fortælle, at jordemoderen bøjede sig over den lille og sagde: Jamen, det ser da bestemt ud til at være en sund og levedygtig dreng. Det var han ikke. Min nye lillebror blev ikke mange dage gammel, så døde han, aldeles uegnet til livet. Jeg glemte det hurtigt. Jeg, som ikke var levedygtig, levede dygtigt videre. Først som voksen fik jeg genopfrisket hukommelsen. En nat så jeg ham. Hans ansigt var hvidt og dækket af bittesmå frostkorn. Der var ikke noget skræmmende ved det. Tværtimod. Han ville ind i varmen, og det gav jeg ham lov til. Han er velkommen, hver gang han dukker op, og det gør han med jævne mellemrum. Jeg er født i tvillingernes tegn. Det betyder noget. Jeg er spaltet i en venstre og en højre del, som gennem hele mit liv har været uenige om mål og retning. Måske er han den del af mig, som på trods har formået at føre mig frem til den relativt høje alder, hvor jeg snart kan være bekendt at gøre reverens og takke af? Jeg har tit tænkt på, om det var ham, en venligsindet dæmon, der førte mig gennem labyrinten, ligesom Vergil førte Dante. Måske var det ham, der blev billedkunstneren, ham, der stædigt holdt fast i at bruge venstre hånd, mens jeg måtte lære at bruge den højre? 13

Det hjalp naturligvis ikke på min mors dårligdom, at den lille således forvandlede sig til ingenting for øjnene af hende. Min far bed tænderne sammen, blev tavs og drog atter til søs. Min mor måtte tilbage til hospitalet. Jeg kom hjem til min mormor på Højrupsvej. På Højrupsvej kom og gik folk i det uendelige. Min morfar og mormor havde så mange børn, at man skulle tro, det var løgn. Da jeg lærte at tælle til fjorten, fik jeg vist dem alle med, men det var altså ikke udelukkende egen avl. Senere viste det sig, at den ene af de to yngste piger i børneflokken, som jeg altid havde fået at vide var min mors lillesøster, i virkeligheden var min halvsøster. Det er det, man kalder en banalitet. Det kom ikke mig ved dengang, og senere kom det slet ingen ved. Der var tit et sted mellem ti og femten mennesker forsamlet i det lille, hvide hus, men der var alligevel plads nok. Onkler og tanter, mostre, fætre og kusiner. Når der ikke var stole til alle, måtte dem under ti år sætte sig på gulvet. Her blev mange liv samlet, der var også glade dage, derfor var min mormor altid træt. Hun skulle lave mad og brygge kaffe i en uendelighed. – A hår kuns to hæjer, sagde hun. Snakken gik. Jeg gik rundt med spidsede ører. – Men han er da alligevel en sød bitte knejt, som altid er så villig til at holde garnet. 14

Somme tider havde jeg den opfattelse, at min mormor og jeg var de eneste, der lavede noget. Mormor i køkken og fadebur og mig stående med begge arme strakt frem, mens moster Gerda, eller hvem af dem det nu var, viklede garn op i et nøgle. Jeg skulle stå bomstille. Så når en af mine onkler kastede et garn nøgle efter katten, lo jeg med stram, lukket mund. Da min mor kom hjem fra hospitalet og stod der i døren, var hun fuldstændig fremmed. Jeg kunne ikke få øjnene fra hende. Hun var så pæn i den brune spadseredragt. Hun havde en lille hat på, med slør. Denne gang genkendte hun mig heller ikke. – Nå, hvem er så den søde lille dreng dér? spurgte hun, – er det mon en, jeg kender? Hvad hedder du? – Bent. – Bent? Er du virkelig Bent? Er du blevet så stor? Hun kom nærmere. – Se, jeg har noget med hjem til dig. Jeg vidste ikke, hvad kandis var, og kunne ikke lide det. Hendes mørke øjne var fulde af tårer. Hun var alt for fin og lignede noget, der kunne gå i stykker når som helst. Jeg var så vant til, at min ”mor” tøffede rundt i sivsko med nikotingult hår og vandblå øjne, evigt rygende, tykkindet og rødmosset, med store næver og forklædet, der lugtede af svinefedt og rugbrød. 15

Var det der virkelig min rigtige mor? Billedskøn var hun, i bogstaveligste forstand. Det var på billederne, man kunne se det. Jeg ved ikke om de fotografier var manipulerede, det var ikke ualmindeligt i 40’erne, hvor fotograferne signerede deres billeder, eller om det var, fordi hun var specielt fotogen, men på alle fotografierne ligner hun en amerikansk filmstjerne. Hun var meget mørk og lignede en fra et fremmed land sydpå. Hendes lysere brødre drillede hende altid med, at hun var tabt bag af en sigøjnervogn. Min mormor og morfar fik lyse børn med blå øjne og mørke børn med brune øjne. Min mormor var nærmest farveløs. Morfar var mørk som en tater, hvad han måske også var. Min mor fik lov til at tage mig op på skødet og kysse mig. Men det varede længe, før jeg vovede at kalde hende mor. Alle hendes tænder var rådne, før hun fyldte tretten. Hun fik et gebis i konfirmationsgave. Det var meget almindeligt dengang. Før hun blev konfirmeret, smilede hun aldrig. Der findes ingen billeder af hende fra den tid. Jeg har en idé om, at det var hendes sigøjner agtige udseende, der var årsag til, at hun kom galt af sted. Hendes sarte konstitution kunne ikke holde til det. Hele hendes liv blev præget af en frygt for, at 16

”nogen” i byen vidste ”noget” om hende. Det handlede om krigen. Det er næsten så forslidt, som det kan blive, og et aldrig færdigskrevet kapitel, jeg fik ind med modermælken. * 12. januar 1953 kom endnu et barn til verden. Også en dreng. Det blev fortalt, at han kom med storken. Den sukkerknald, som var blevet lagt i vindueskarmen ved det åbne vindue, var forsvundet. Jeg turde ikke fortælle dem, at det var mig, der havde spist den. Doktor Trausted blev tilkaldt. Jeg gemte mig bag døren, da han kom buldrende ind for lidt efter, råbende, med sin enorme gestikulerende skygge på væggen at konstatere, at drengen var, som han skulle være. – SUND OG RASK, FRU JENSEN! Det havde nok ikke hjulpet på min mors nerver at skulle føde endnu et barn, som den Vorherre, hun ikke troede på, måske ville tage fra hende. Men da det viste sig, at det nye barn var særdeles livskapabelt, blev halmstrået efterhånden skiftet ud med en mere regulær redningsplanke. Vi var flyttet til Søndergade 227 i Bangsbostrand, en stor, firkantet, grå klods, som blev kaldt Pjaltenborg. 17

Det var den rene luksus efter den grimme tysker barak med de tynde, umalede bræddevægge. Jeg husker en revne i væggen. Man kunne se ind til naboen gennem den. Der stod min mor af og til. Hun ville ikke. Men hun kunne ikke lade være. Min far var gået i land og havde taget sin tavshed med. Skete det, at han sagde flere sætninger efter hinanden, blev min mor endnu mere nervøs. Jeg husker ham på vej over gulvet, fra væg til væg, frem og tilbage, frem og tilbage. Engang, da min lillebror var et par år, han lå af en eller anden grund og vrælede om natten, stod min far op, hev med et snuptag min lillebror ud af sengen, tog hans hånd, og så vandrede de af sted, frem og tilbage, frem og tilbage, indtil de havde lavet en sti i de ferniserede gulvbrædder. Så tav selv min lillebror. * En dag kom mine forældre og sagde, at nu skulle jeg i skole. De havde forinden forsøgt at overbevise mig om, hvor sjovt det ville blive. Men jeg troede ikke rigtig på det. Jeg var for lille til et sted, som var alt for stort. Jeg stirrede ind i et kaos, jeg ikke kunne begribe, og klamrede mig til min mor. Jeg græd mine øjne knastørre. Jeg var bange for, at min far skulle tage mig i hånden og begynde at gå mod et ukendt mål. – Du er syv år, Bent, sagde han. 18

Det troede jeg ikke på. Efter et stykke tid gav jeg op. Jeg bildte mig selv ind, at det alligevel ville blive alletiders at gå i skole. Når de spurgte, om jeg glædede mig, sagde jeg ja. Det var mest for at få fred. Det første, der generede mig i skolen, var mit mellemnavn. Jeg fik aldrig lov til bare at hedde Bent Jensen. Jeg blev kaldt Haller. Så grinede de andre. Det var min bedstefar i Skagen, som var kommet med det navn. Jeg nægtede i årevis at have noget som helst med ham at gøre, hvilket han ikke havde det mindste imod. Sådan var han. Senere viste det sig, at han var flink nok. Hver sommer kunne han pludselig dukke op og åbne sin pung, og så måtte jeg tage en blank daler til sparebøssen. Jeg spurgte min mor, om man ikke kunne blive døbt om. Det var min far, der svarede med en ildevarslende brummen. Grunden til, at jeg altid blev kaldt Haller, var, at vi var fire Bent’er i klassen. Dem, der ikke hed Bent, hed Kurt. Pigerne hed Kirsten. De første mange gange fulgte min mor mig i skole. Hun var så bange for den ellers ret sparsomme trafik på Søndergade, at hun ikke turde lade mig gå de tre hundrede meter hen til Bangsbostrand Skole. Jeg skulle altid blive på den rigtige side af Søndergade, 19

der, hvor Ågården lå. Men eftersom skolen lå på den anden side, havde vi et lille problem. Det var ikke kun bilerne, min mor var bange for, det var også cyklisterne, og de knaldende Nimbusser. Jeg frygtede, at mine skolekammerater skulle se os. Dér, over for kirken og skolen, stod vi så og ventede, og ventede. – Nu. Vi skyndte os over gaden og stod der med bankende hjerter, og så skulle hun tilbage igen. Det var lige så svært. Jeg husker ikke, om jeg blev drillet af kammeraterne, fordi jeg var sådan en mors dreng. Jeg kan have fortrængt det. Men jeg kan stadigvæk drømme, at jeg skal over den vej. – Jamen, mor, du er jo død. – Ja ja, det ved jeg godt, men nogen må følge dig over vejen. Jeg var kejthåndet, og når man var kejthåndet dengang, så var det ikke bare hånden, der var kejtet. Kejtet betød dum. Man skulle række højre hånd frem, når man hilste. Den venstre hånd brugte man kun, når man skulle tørre sig bagi. Det var simple begreber.Venstre hånd var forbandet. Jeg var nødt til at lære at bruge den rigtige hånd, og den kendte jeg ikke særlig godt. Jeg brugte den 20

aldrig til noget. Den hang der bare. Selv de simpleste ting kunne den ikke finde ud af, og så var det den, Vorherre havde givet sin velsignelse. Jeg kunne skrive mit navn med venstre hånd. Jeg kunne slå søm i, snitte med kniv, kaste med sten. – Hvad er det for kragetæer? spurgte lærer Petersen, vores klasselærer. – I skulle skrive jeres navne, ikke tegne spyfluer. Den hånd, som kunne skrive, måtte jeg holde gemt i mørket under bordet. – Forfra, sagde lærer Petersen. – Øvelse gør mester. Jeg fik næseblod. Når jeg brugte højre hånd, kunne jeg mærke, hvor forkert det var oppe i mit hoved. Det var selve bevægelsen, der forvirrede mig. Forfra. Og det dryppede fra næsen. I Bangsbostrand Skole skulle jeg lære alt det der om venstre og højre, forkert og rigtigt. Det var svært. Jeg måtte bøje mig for noget, som blev kaldt kendsgerninger. Jeg tog hul på de ti tusind timers øvelse og satte mig på min venstre hånd eller bandt den fast til låret. Det blev rigtig bøvlet, da vi skulle skrive med blæk.Vi var to om at dele blækhuset, som stod midt på bordet. Det var duksens opgave at sørge for, at der var blæk nok til alle.Vi havde et blåt penneskaft, hvor pennen skulle sættes fast i en lille metalklemme. Mange gange ville de simpelthen ikke skrive. Blækket kunne ikke hænge fast. Så spyttede man på 21

pennen. Det hjalp måske lidt. Hvis man trykkede lidt for hårdt, kom der en klat. Mit trækpapir så altid forfærdeligt ud. Bogstaverne skulle stå mellem to hjælpelinjer, som var tegnet med en lineal. Min lineal var skæv, fordi jeg brugte den som sværd i frikvarteret. Det fik bogstaverne til at hoppe, så jeg fik kvalme af at se på dem. Jeg fik altid blæk på min tøj, og i mit ansigt, fordi jeg altid havde blæk på fingrene. – Hvordan i alverden er det, du ser ud, sagde min mor. – Kaster I det stads efter hinanden? Der var der faktisk nogen, som gjorde. De dyppede for eksempel deres viskelæder i blækhuset og kastede det efter tøserne. Så hvinede de, især bondetøserne oppe fra Gærum, som sagde: A ska kom ætter dæ. Men det værste ved skolen var frikvarteret, en tvungen foranstaltning, hvor jungleloven for en kort stund fik lov at herske. Så drønede drengene rundt i gården. De sloges og spyttede og bed hinanden. De små blev smidt i vandkummerne, og de store røg cigaretter på lokummerne og pissede på hinandens bukseben, så det stank i klassen. Det var alles kamp mod alle, og taberne var i flertal. På den anden side af den mur, der skilte skolegården, herskede mere civiliserede forhold. Det var der, pigerne holdt til. 22