Det sidste søm læseprøve

VISNINGSFIL

VISNINGSFIL

STEFAN AHNHEMS serie om Fabian Risk udkommer i over 30 lande og er solgt i mere end to millioner eksemplarer.

Han blev tildelt Crimetime Specsavers Award 2015 for sin første bog, Offer uden ansigt.

Bog to, Den niende grav, blev tildelt den tyske krimipris MIMI, og med Atten grader minus fik han sit store gennembrud i Sverige og internationalt.

Stefan Ahnhem har siden 2017 boet i København sammen med sin familie.

Han har afpresset, manipuleret og mishandlet. Han har vadet over lig for at nå til toppen. Han er på alle måder en modbydelig mand.

Han hedder Kim Sleizner og er politichef hos Københavns Politi.

”Med Stefan Ahnhems bøger er man altid sikret 100% spænding.”

Den danske betjent Dunja Hougaard er gået under jorden for på egen hånd at fælde sin tidligere chef. I månedsvis har hun forberedt sin hævn. På den anden side af sundet i Helsingborg får den svenske politimand Fabian Risk en besked, som forandrer alt for ham og hans familie – og sender ham ud på en desperat mission.

”Stefan Ahnhem bliver ved at overgå sig selv, og det siger ikke så lidt!”

Det sidste søm er Stefan Ahnhems sjette og afsluttende bog i Fabian Risk-serien.

”Stefan Ahnhem slår på mesterlig vis det sidste søm i.”

– Jens Henrik Jensen

Omslag: Nils Olsson, oink.se Billeder: Nils Olsson og Getty Images Forfatterfoto: Les Kaner

W W W.L I N D H A R D T O G R I N G H O F.D K

– Michael Katz Krefeld

– Katrine Engberg

Content_9788711906095.indd 2

02/12/21 11:06 am

STEFAN AHNHEM

DET SIDSTE SØM PÅ DANSK VED MI AHNHEM THOMSEN

LINDHARDT OG RINGHOF

Content_9788711906095.indd 3

02/12/21 11:06 am

Det sidste søm er oversat fra svensk efter Den sista spiken Copyright © Stefan Ahnhem 2021 All rights reserved Published by agreement with Salomonsson Agency, Stockholm Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag, København Omslag: Nils Olsson, OINK Bogen er sat med Minion og trykt hos ScandBook UAB ISBN: 978-87-11-90609-5 1. udgave, 1. oplag 2022

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Content_9788711906095.indd 4

02/12/21 11:06 am

Til minde om Theodor Risk * 25. marts 1996 † 31. juli 2012

Content_9788711906095.indd 5

02/12/21 11:06 am

Content_9788711906095.indd 6

02/12/21 11:06 am

PROLOG 3. august 2012 Erica Andersson havde aldrig været særlig begejstret for vand. At tage et brusebad var intet problem. Heller ikke at tilbringe en times tid i badekarret med en god bog. Tværtimod. Det, hun ikke brød sig om og aldrig havde brudt sig om, var, når hun skulle bade. Altså plaske rundt, svømme, eller hvad man nu lavede i vand, når man hverken havde det varmt eller var beskidt.

Det var ikke, fordi hun ikke kunne svømme, selvom hun ikke gik rundt og pralede med at være svømmeduelig. 200 meter skulle man i så fald klare uden at komme til at sluge vand alt for mange gange, hvilket hun langtfra var i stand til. Og da slet ikke i åbent koldt vand med bølger, gopler og ulækre fisk.

Alligevel havde hun ladet sig overtale til at presse alle sine kilo ned i en lille kajak, der var så smal og ustabil, at det var et mirakel, at hun ikke allerede var væltet rundt. Hun sad bogstavelig talt i vandet. Det kolde mørke vand, som med sine ustyrlige bølger nærmest strakte sig efter hende fra alle mulige retninger.

Skulle man tro Mikkel, blev man næsten aldrig våd, når man roede i kajak. I fuld alvor havde han kigget hende i øjnene og påstået, at det i værste fald kunne stænke lidt på hendes underarme.

Der var selvfølgelig ikke et gran af sandhed i det, hvilket var Mikkel i en nøddeskal, særligt når han havde fået en idé, som han selv fandt lysende. Den seneste måned havde han ikke lavet andet end at plapre

7

Content_9788711906095.indd 7

02/12/21 11:06 am

løs om, hvor fantastisk det var at begive sig ud og møde solopgangen på Københavns kanaler og blive ét med vandet. Ét med vandet. Jøsses …

Men hvad gjorde man ikke for kærligheden? Det var jo ikke, fordi hun havde haft en hel skov af villige mænd at vælge imellem, og for at være helt ærlig var Mikkel langt over hendes niveau. Han var ikke bare flot, han havde også en rigtig karriere som programmør med en løn, som de fleste bare kunne drømme om.

Den eneste ulempe var, at han var dansk, og at hun havde været nødt til at forlade Helsingborg. Men det var egentlig ikke noget problem. I det mindste ikke i sammenligning med hendes forsøg på at holde kajakken på ret køl.

Det var, som om det mindste lille bølgeskvulp kunne få den til at vælte omkuld, og hun havde allerede ondt i mavemusklerne. Armene og skuldrene ville hun ikke engang tænke på. Spørgsmålet var, om de stadig ville sidde der, når de havde roet sig gennem Mikkels overambitiøse rute. ”Kan du ikke se, hvor smukt her er?” råbte han foran hende.

Hun nikkede. Jo, det var da smukt. København viste sig virkelig fra en helt anden side. Men hun havde alligevel svært ved at nyde det. Særligt efter de havde lagt den rolige og idylliske Wilders Kanal bag sig og var kommet ud i selve havnen, hvor der var en helt anden trafik og dermed helt andre bølger.

Hun kunne ikke forstå, hvorfor han skulle tvinge hende ud på åbent vand. Men han ville selvfølgelig benytte lejligheden til at vise hende alting nu, hvor det endelig var lykkedes ham at få hende med ud. Eller handlede det i virkeligheden om noget helt andet?

Det var en tankegang, hun ikke ville opholde sig ved, men det var tydeligvis ikke op til hende. Den levede sit eget liv og var allerede i fuld gang med at udvikle sig.

Mikkel havde været usædvanlig irritabel den seneste tid, og det var snart en hel måned siden, de havde været i seng sammen. I begyndelsen havde hun set det som en midlertidig krise, der hurtigt ville gå over. Men det var snarere blevet værre og værre. De var midt i deres ferie og havde ærlig talt aldrig haft det så dårligt som nu.

8

Content_9788711906095.indd 8

02/12/21 11:06 am

Var han blevet træt af hende? Var det, hvad alt det her handlede om? Var det derfor, han tvang hende ud på denne helvedestur? For at få hende til at mistrives i en sådan grad, at det blev hende, der gjorde det forbi i stedet for ham selv. Fordi han ikke turde. Det var fandeme for fejt.

Men han havde jo været for god til at være sand. Det havde hun tænkt lige fra starten. Hvor mærkeligt det var, at han havde valgt netop hende.

Hun kunne være irriterende. Det var hun godt klar over. Specielt når hun fik en fiks idé. Så var hun ikke i stand til at slippe den, før det var for sent. Som da hun havde været overbevist om, at han havde haft en anden, og ved den først givne lejlighed havde gennemsøgt både hans computer og mobiltelefon uden at finde noget mistænkeligt.

Hvis hun bare havde kunnet droppe det der, havde det været okay.

Men nej, selvfølgelig havde hun syntes, det var en fremragende idé at følge efter ham to aftener senere, som i en gammel grynet spionfilm, for at kontrollere, at han virkelig var ude med en kammerat.

Og selvsagt var hun kommet til at afsløre sig selv, og naturligvis var han blevet skidesur. Nej, han var blevet rasende. Præcis som han var blevet dengang, hun havde spurgt en gang for meget til hans tidligere kæreste, der åbenbart var omkommet i en bilulykke. ”Og der har du Operaen!” Han pegede med pagajen mod den storslåede bygning. ”Rigtig flot,” råbte hun tilbage. ”Men, du, kan vi ikke vende om nu?” ”Nej, kan du ikke se, hvor stille og roligt vandet er?” ”Jo, men det er måske nok for denne gang. Jeg begynder at blive træt i armene.” ”Ja, så får du trænet armene lidt.” ”Men, Mikkel, jeg føler mig ikke tryg. Kan du ikke forstå det? Jeg er bange og vil ikke mere nu. Det eneste, jeg vil, er at komme i land.” ”Erica, jeg lover dig. Der er ikke noget at være bange for.”

Så kom det smil, som fik hende til at smelte og gå med til hvad som helst. Det var ren kryptonit mod hendes egen vilje, og hun kunne ikke gøre andet end at fortsætte forbi Operaen og ud i havnen med et suk.

Nøjagtig det smil havde han haft, dengang han var kommet hen og havde tilbudt hende en drink. Hun havde været i København for

9

Content_9788711906095.indd 9

02/12/21 11:06 am

at feste med nogle venner og var straks blevet så forelsket, at hun to uger senere havde sagt sit job op for at flytte til den danske hovedstad.

At hendes mor havde formanet hende om, at det måske gik lige lovlig hurtigt, og advaret om, at hun jo knap nok kendte manden, havde hun ikke lyttet til. I hvert fald ikke dengang. ”Vi ror bare ud til Reffen, og så vender vi om,” råbte han efter yderligere et par hundrede meter. ”Okay?” ”Men jeg ved ikke, om jeg vil mere nu,” sagde hun. ”Helt alvorligt, Mikkel. Den er ved at vælte hele tiden, og …” ”Nej, den er ej. Du skal bare slappe af og blive ved med at ro, stille og roligt.”

Hvorfor kunne han ikke bare gøre det forbi og bede hende flytte hjem til Helsingborg, hvis det var det, han så gerne ville? Jo, hun ville da blive ked af det og helt sikkert vred. Hun ville begynde at råbe op og anklage ham for både det ene og det andet. Måske ville hun endda kaste med ting.

Men til sidst ville hun acceptere det og flytte hjem til Helsingborg igen, selvom hun nok ville kontakte ham et par gange, inden hun gav helt op. Meget værre end som så var det ikke, hvis han bare ville af med hende.

Han turde nok bare ikke. Det var den eneste forklaring. Og hun havde ganske vist temperament, det kunne hun ikke benægte. Men det var faktisk ingenting i sammenligning med, hvad han havde.

Et par gange var hun endda blevet rigtig bange. Særligt den gang, hvor hun havde truet med at anmelde ham for voldtægt, hvis han ikke lod hende sove. Han havde slået knytnæven så hårdt i væggen bare nogle få centimeter over hendes hoved, at der var blevet et stort hul.

Men det var dengang. Nu ville han aldrig dyrke sex længere.

Erkendelsen af, hvad det hele egentlig handlede om, slog hende et par minutter senere, da hun fik øje på krydstogtskibet, der var på vej ind i havnen nogle kilometer foran dem. Pludselig forstod hun præcis, hvad hans plan gik ud på.

Og med den kom panikken. ”Se der!” råbte han, mens hun forsøgte at finde en vej ud, væk fra hele dette mareridt. Væk fra ham og tilbage til Sverige. ”De hvide

10

Content_9788711906095.indd 10

02/12/21 11:06 am

skulpturer!” Han pegede på nogle kridhvide skulpturer, der stod på række længst ude på en kaj.

Han havde selvfølgelig set på hende, at hun havde gennemskuet ham, og gjorde nu alt for at distrahere hende. Skulpturerne var sikkert rigtig flotte, som de stod i al deres pragt og kiggede ud over vandet og trodsede vejr og vind. Men hun kunne kun kaste et hurtigt blik på dem. Hendes fokus var rettet mod krydstogtskibet.

Sandsynligvis ville det ikke fortsætte hele vejen ind, men lægge til ved Langelinje. Men bølgerne, det skabte, ville fortsætte ind i havnen, og selvom hun ikke kunne se dem lige nu, var hun overbevist om, at de var på vej mod hende netop i dette øjeblik.

Hun ville vælte, det vidste hun, hele hendes krop vidste det, og når hun først var væltet, ville hun være chanceløs. Og fremfor alt vidste han det. Hvad var det egentlig for en psykopat, hun var sammen med? Var det sådan her, han gjorde, hver gang han blev træt af dem.

Lod dem forsvinde i en eller anden obskur ulykke.

Det var selvfølgelig derfor, de skulle ud på mere eller mindre åbent hav uden så meget som et eneste vidne i nærheden. Det ville bare ligne endnu en drukneulykke. Endnu en uforsigtig, knap svømmeduelig, idiot, der bidrog med yderligere en streg i statistikken. ”Hjælp!” råbte hun og begyndte at ro ind mod land. ”Hjælp!” ”Erica, hvad har du gang i?”

Uden at holde op med at ro kiggede hun sig over skulderen og så for første gang bølgen. Eller bølgerne. Tre af dem kunne hun se med omtrent ti meters mellemrum. Fra denne afstand synede de ikke så voldsomme, men de var hurtige og rullede frem med en hastighed, som i sig selv var skræmmende. ”Erica!”

Hun tog fat med pagajen, alt det, hun kunne, men kajakken nægtede at adlyde hende. I stedet for at glide fremad svingede den stædigt til venstre eller højre. Pis, pis, pis! Hvorfor havde hun ikke lyttet til sin mor? Hvorfor havde hun ikke set alle tegnene, som nu var så åbenlyse.

Hvordan havde hun kunnet være så naiv?

Og der var den.

Præcis som hun havde regnet med.

11

Content_9788711906095.indd 11

02/12/21 11:06 am

Hun kunne mærke den nu, hvor stor den faktisk var, da hun og hele den bagerste ende af kajakken sank ned, skråt bagud, for et par sekunder senere at blive løftet opad. Åh, for fanden da, var det sidste, hun nåede at tænke, inden alting snurrede rundt.

Hun kneb øjnene sammen. Som om der ikke eksisterede nogen fare, så længe hun ikke kunne se noget. Men uanset hvor hårdt hun lukkede øjnene, befandt hun sig nu under vandet, det kolde mørke vand, hængende i kajakken med hovedet nedad. Hun havde hørt, man kunne komme op igen ved at rulle kajakken rundt i en grønlændervending, men hun behøvede dårligt nok at forsøge for at indse, at det var umuligt. Desuden sad hendes knæ fast.

Det var altså sådan her, det skulle ende. Hængende med hovedet nedad under vandet. Mærkeligt nok følte hun sig ret rolig. Det var, som om al den panik, hun havde følt tidligere, havde sluppet sit tag i hende. Måske fordi hun havde opgivet alt håb og på en måde accepteret sin skæbne.

Hun vidste ikke, hvor længe hun havde befundet sig under vandet, men det kunne ikke dreje sig om mere end et par sekunder, da hun stadig ikke havde nogen åndenød. Måske var det sådan, det var, lige inden alting var slut. At sekunderne gik langsommere, og tiden nærmest blev forlænget.

Og for første gang i sit liv slog hun øjnene op under vandet. Det havde hun aldrig før turdet gøre, men nu havde hun ingenting at tabe. Om et par minutter skulle hun dø, og det kunne hun lige så godt gøre med åbne øjne.

Det gjorde slet ikke så ondt, som hun havde troet. Det kunne næsten ikke mærkes. Det var heller ikke særlig mørkt. Det var snarere ret lyst. Lysegrønt. Og sløret.

Så kom åndenøden. I samme øjeblik, hun vendte hovedet bagud for at kigge nedad og fik øje på en bil nogle meter skråt under hende, kom den, og med den var panikken tilbage.

Bilens bagparti hvilede mod en stor betonklump, mens forenden hang frit en halv meter over havbunden. Bilruderne var rullet ned, og i bagsædet svævede en nøgen kvinde med langt mørkt hår som i en reklamefilm, hvis det ikke havde været for hendes åbne mund og opspærrede øjne.

12

Content_9788711906095.indd 12

02/12/21 11:06 am

I det øjeblik, solen kiggede frem bag en sky langt over hende, forbedredes sigtbarheden, og hun kunne se, at der sad en mand iklædt smoking, skråt foroverbøjet med hovedet mod rattet.

Meget mere nåede hun ikke at se, før hun blev trukket tilbage op mod overfladen. Ikke andet, end at bagsiden af mandens hoved stort set kun bestod af et blodigt rødmosset krater.

Content_9788711906095.indd 13

02/12/21 11:06 am

Content_9788711906095.indd 14

02/12/21 11:06 am

DEL I 3. – 5. august 2012 Vi er mange, som håber, at det gode vinder til sidst. Som ikke ønsker andet, end at vi skal indse, at vi er stærkest sammen. At vi på trods af forskellige hudfarver, kulturer og religioner hører sammen og med forenede kræfter kan bekæmpe de største uretfærdigheder, redde klimaet og i forlængelse heraf nå så langt som til at skabe fred på jorden.

Desværre er det en utopi. Verden, som vi kender den, er ikke bygget på drømmen om en lykkelig slutning. At række hånden frem og hjælpe den svage er en smuk tanke. I teorien.

I virkeligheden er der helt andre kræfter på spil. Så snart vi har noget værdifuldt, vil nogen ønske at tage det fra os. Så snart noget er sundt, vil noget andet forsøge at gøre det sygt. Det går igen i alt fra cellernes kamp i din krop til stjerner, der kollapser og bliver til sorte huller.

Ifølge et kinesisk forskerhold findes forklaringen på menneskets destruktive adfærd i hjernens størrelse. Enkelt forklaret er den stor nok til at kunne opfinde atombomben. Samtidig er den for lille til at kunne forstå konsekvenserne af det.

En anden teori er, at det slet ikke er godheden, der står som garant for vores eksistens og overlevelse. Det er ikke den, som står bag den naturlige udvælgelse, den konstante udvikling og forædling, der får løven til at overleve ude på savannen og træet til at strække sig endnu højere op mod lyset.

Content_9788711906095.indd 15

02/12/21 11:06 am

Det er med andre ord ikke godheden, vi har at takke for, at vi udviklede os fra plankton til fisk og hele vejen videre til mennesket.

Men ondskaben.

Det er den, vi kan takke for det hele.

Ondskaben i sin allerreneste form.

Content_9788711906095.indd 16

02/12/21 11:06 am

1 Det faldefærdige, gamle murstenshus ved Sankt Jørgens Søs vestlige bred midt i det centrale København var fuld af modsigelser. På den ene side var det så uanseligt, at kun et fåtal af de mange københavnere, der på et tidspunkt havde spadseret rundt om søerne, havde lagt mærke til det. På den anden side var det sin beskedne størrelse til trods storslået på sin helt egen måde og kaldte på opmærksomhed.

Blandt andet med sin sortmalede gavl, der vendte mod syd og var udsmykket med en stor, hvid skakbonde i relief. Eller med sit bliktag, som også var pyntet med en sort bonde på hvert hjørne. Præcis hvorfor, var der ingen, som vidste. Der havde aldrig været nogen skakklub i huset. Det havde heller ikke været ejet af nogen med en stor interesse for skak. Måske var bønderne et symbol på, at selv den svageste mod alle odds kunne vokse sig stærk nok til en skønne dag at blive dronning.

Også husets indhold var fuld af modsigelser. Bortset fra et par pulterrum, et badeværelse og et lille køkken bestod det kun af ét rum. Et rum, der med sit hvidmalede gulv, åbne, lyse planløsning, monumentale loftshøjde og store ateliervinduer i sine bedste stunder kunne opleves som betydeligt større end selve bygningen.

Men i den seneste måned havde følelsen mere været i den klaustrofobiske ende, da rummet var fyldt af så meget teknisk udstyr, at det snarere mindede om et studie til elektronisk musik, indeklemt i et cockpit, end om et luftigt atelier.

17

Content_9788711906095.indd 17

02/12/21 11:06 am

Langs med hele den forreste væg under det sprossede loftsvindue stod skriveborde side om side, fyldt med computere, skærme, utallige rackmoduler med blinkende dioder og nøgne printplader, der var forbundet til andre enheder med tynde ledninger i forskellige farver.

Væggene langs siderne var dækkede af store whiteboards. Kim Sleizner stod der med store bogstaver på et af dem. Nedenunder var der en samling billeder, alle taget på afstand, som zoomede ind på den samme mand, når han var på vej til og fra Politigården i København, stod og talte i sin mobiltelefon eller sad i sin bil og ventede på grønt lys.

På et andet whiteboard var der forskellige diagrammer, søjler og kurver samt en masse telefonnumre, der alle var markerede med hvert sit bogstav efterfulgt af forskellige tidsangivelser. Ved siden af, på et stort kort over København, sad en hel mængde små flag, som også var markeret med hvert sit bogstav.

For den uindviede lignede det sikkert et kæmpestort kaos. Men der fandtes et system, en plan over, hvordan alle notaterne med deres pile, forkortelser og symboler skulle bruges, eller hvor alle de forskellige elektroniske enheder præcis skulle placeres og forbindes med hinanden for at give det bedst mulige overblik og kontrol.

Som altid på dette tidlige tidspunkt af døgnet rådede der en slags behersket ro. Som om det hele tilsammen dannede en stor sovende krop med en hvilepuls så lav, at den knap kunne måles. Ganske vist blinkede flere af de hundredvis af dioder, men ikke særlig hektisk.

Tværtimod tog de sig god tid til at tiltage og aftage i lysstyrke, som om de befandt sig i en form for elektronisk meditation, hvor de sammen med pauseskærmene kunne udleve deres drømme, den ene mere fantasifuld end den anden.

Alting holdt sig på vågeblus, forberedt på, at hvad som helst kunne ske.

Hvad som helst, når som helst.

I det samme rum, nogle meter over en bunke væltede pindestole, hængende i et stålrør, der hvilede på nogle af loftsbjælkerne, hævede Dunja Hougaard sig langsomt op i en enarmet pull-up. At gøre det forhastet bare for at få den overstået var meningsløst. Det var udholdenhed, det handlede om. Uden den havde hun været fortabt og opgivet hele projektet for flere måneder siden. Hun ville

18

Content_9788711906095.indd 18

02/12/21 11:06 am

have overbevist sig selv om, at der måske alligevel ikke var noget at slå ned på og afsløre for at få Kim Sleizner, chefen for Københavns Politi, fældet.

Men intet skulle få hende til at give op. Ikke kun fordi han var det stik modsatte af, hvad en højt rangeret chef inden for politiet skulle være. Eller fordi han indædt havde modarbejdet alle hendes forsøg på at passe sit job som drabsefterforsker gennem årene. Så pyt med at det havde kostet uskyldige menneskeliv. Det var heller ikke, at han havde stoppet sine fede klamme fingre op i hende, forsøgt at voldtage hende og derefter havde tvunget hende ud i kulden, som holdt hendes flamme brændende. I stedet var det alt det, de ikke havde fundet endnu. Alt det, som hun var sikker på fandtes og bare ventede på at blive opdaget og trukket frem i lyset.

Da hun havde fået hagen over stålrøret, sænkede hun sig ned igen, så langsomt som den sprøjtende mælkesyre i musklerne tillod.

Det gjorde ondt, men det var derhen, hun skulle. Hele vejen ind til smertepunktet, hvor 98 procent af hende ville slippe taget, og de resterende to holdt fast i erkendelsen af, at faldet på tre meter lige ned på de omvendte stole under hende ville gøre betydeligt mere ondt.

Hun greb fat om røret med den anden hånd og begyndte igen at hæve sig op, så langsomt som overhovedet muligt. Fire langsomme pull-ups var hun nødt til at klare, derefter var hendes to timer lange træningsprogram overstået.

Hun havde aldrig været stærkere. Hun havde så også gennemført to lange styrketræningsprogrammer plus en times yoga alle ugens dage siden foråret. På bare et par måneder havde hendes krop gennemgået en forandring, hun ikke havde troet var mulig. Hun havde taget flere kilo på og var samtidigt blevet slankere. Men først og fremmest var hun blevet mere udholdende. Hun vidste nøjagtig, hvor grænsen gik for, hvad hendes krop kunne klare, og for hver dag der gik, flyttede hun den yderligere et lille stykke frem.

Træningen var begyndt som et nødvendigt onde. Skulle hun have en chance mod Sleizner, var hun nødt til at være både stærkere og hurtigere end ham. Et punkt, hun sandsynligvis allerede havde passeret, hvis man skulle tro de billeder, de havde taget af ham. På dem så man tydeligt, hvordan han havde forsømt sit helbred i sin jagt på hende.

19

Content_9788711906095.indd 19

02/12/21 11:06 am

Nu havde han genoptaget sin morgenyoga, men uanset hvad, var Sleizner den sidste, man skulle undervurdere. Af den grund generede det hende ikke, at træningen var blevet noget, hun var nødt til at gennemføre for ikke at kravle på væggene af abstinenser.

En anden sag var det med selve overvågningen. Her havde de indtil videre ikke fået bid. Intet af interesse var det lykkedes dem at finde.

Intet, som var konkret nok til at sænke ham en gang for alle.

De havde ellers holdt ham under mere eller mindre konstant opsyn de seneste uger. Hver eneste samtale, han havde haft, havde de aflyttet. Alle sms’er og e-mails, som han havde sendt eller modtaget, havde de læst og analyseret. De havde gransket hans økonomiske forehavender, og ved hjælp af en GPS-sender i hans mobiltelefon havde de logget hele hans geografiske bevægelsesmønster, så de med få undtagelser var i stand til at gå ned i mindste detalje og se, hvad han gjorde, hvor han gjorde det, og fremfor alt hvornår han gjorde det. Ofte kunne de desuden med stor præcision forudsige alle tre faktorer, før de fandt sted.

Skidesprælleren var med andre ord helt kortlagt, og det havde overrasket hende, hvor indrammet og uspændende hans liv var. Det mest interessante var, at han regelmæssigt besøgte Jenny Nielsen, eller Jenny Wet-Pussy Nielsen, som hun egentlig kaldte sig, på Nøjsomhedsvej 4.

Det var den samme prostituerede kvinde, han havde mødtes med for tre år siden på bagsædet af sin bil ved Lille Istedgade. Dengang var det blevet til en mindre skandale, da medierne havde fået nys om det. Især fordi det viste sig at være foregået i arbejdstiden og havde medført, at han havde overset et vigtigt opkald fra det svenske politi i Helsingborg.

Det var Fareed Cherukuri, som på eget initiativ og helt uden for hendes kontrol havde lækket oplysningerne til Ekstra Bladet, der så havde igangsat en kampagne, hvor Sleizner blev vingeklippet og fornedret i bedste sendetid og på stort set hver eneste spiseseddel i løbet af de efterfølgende uger. Det resulterede blandt andet i, at hans kone forlod ham, og han fik ordre fra selveste rigspolitichefen, Henrik Hammersten, om at tage en timeout.

Det krævede ingen Einstein at forstå, hvor ødelæggende det må have været for en medieliderlig alfahan som Sleizner, og af en eller anden grund havde han bestemt sig for at lægge hele skylden over

20

Content_9788711906095.indd 20

02/12/21 11:06 am

på hende. Siden da havde han derfor gjort alt, hvad der stod i hans magt, for at tilintetgøre hende.

En magt, der bare var fortsat med at vokse, siden det på nærmest mirakuløs vis var lykkedes ham at kæmpe sig tilbage ind i varmen, hvor han nu, nogle år senere, tilsyneladende havde loyale venner fra stort set hele det øverste sociale lag i Danmark. Det var et på alle måder fuldstændigt usandsynligt comeback, og hvordan han var sluppet afsted med det, var i hendes øjne stadig et stort mysterium.

At han uden for arbejdstiden regelmæssigt gik til en prostitueret, som havde set sine bedste dage, var desværre hverken skandaløst, iøjnefaldende eller for den sags skyld forbudt i dette land. Det var muligvis ynkeligt og patetisk, men det var langtfra nok til at fælde ham. Snarere ville han for mange fremstå mere menneskelig.

Skulle hun være helt ærlig, havde hun forventet noget i en helt anden liga, noget mere ekstravagant og dekadent. Et slags dobbeltliv med det ene ben i politiarbejdet og det andet i … Og det var netop det store problem. Hun anede det ikke. Det eneste, hun havde, var en klar fornemmelse af, at noget ikke var, som det skulle være. At de, på trods af al den tid og energi, de havde investeret i det, for ikke at nævne al den teknik, de havde indkøbt og satset på, dårligt nok havde skrabet hul i overfladen.

At Kim Sleizner helt ud i fingerspidserne var ren og skær ondskab, tvivlede hun til gengæld ikke på. Han kunne rende rundt og lege hæderlig politimand, lige så meget han ville. Hun så lige igennem den polerede facade og vidste udmærket godt, at det ikke var andet end spil for galleriet.

Derfor kunne de ikke gøre andet end at blive ved med at lede, indtil de kom på sporet af noget. Blive ved med at aflytte, følge og analysere hans mindste skridt. For et eller andet sted var der et helt garderobeskab fyldt med ting, der ikke ville kunne tåle dagens lys i så meget som et sekund.

Men de havde travlt. Sleizner var ikke den, der lå på den lade side.

Han brugte alle sine vågne timer på at opbygge sit forsvar og sørge for at blive stærk nok til, at ingen skandale i hele verden kunne vælte ham, og så vidt hun kunne se, var han godt i gang med at lykkes med sit forehavende.

21

Content_9788711906095.indd 21

02/12/21 11:06 am

Hun hævede sig op endnu en gang og trodsede smerten, der skreg i musklerne, uvidende om, hvad der skete et par meter under hende.

Det var begyndt for et par minutter siden med en lysdiode på et af de mange patchmoduler. Et blink, der pludselig havde ændret karakter.

Ikke meget, men nok til, at man kunne ane en forskel i forhold til alle de andre. Hektisk og uregelmæssigt. Som om dioden var vågnet op fra sin harmoniske søvn og netop havde indset, at den havde sovet over sig.

Og som en smitsom virus havde det urolige blink hurtigt spredt sig til yderligere 50 dioder, og umiddelbart derefter kom der liv i flere af computerskærmene, som skiftede fra deres pauseskærme til at vise programmer med lydkurver, kontrolpaneler og tidslinjer, der gik i gang med at optage.

På en af de mange skærme så man et billede af en prangende krystallysekrone, der hang over en uredt dobbeltseng. På sengekanten sad en nøgen Kim Sleizner med begyndende måne og strakte sig.

Fra en højttaler ved siden af skærmen kunne man høre ham stønne, mens han knækkede nakken og ryghvirvlerne på plads, hvorpå han rejste sig og forsvandt ud af billedet.

Dunja reagerede på lyden og svingede sig ned, så hun landede på alle fire ved siden af stolebunken. På vej hen til skærmene kastede hun et blik på sit armbåndsur og konstaterede, at klokken ikke var mere end ti minutter over fem om morgenen.

Så tidligt havde Sleizner aldrig været i nærheden af at stå op i løbet af den tid, de havde overvåget ham, hvilket tydede på, at der endelig var sket noget usædvanligt.

22

Content_9788711906095.indd 22

02/12/21 11:06 am

Content_9788711906095.indd 2

02/12/21 11:06 am

VISNINGSFIL

VISNINGSFIL

STEFAN AHNHEMS serie om Fabian Risk udkommer i over 30 lande og er solgt i mere end to millioner eksemplarer.

Han blev tildelt Crimetime Specsavers Award 2015 for sin første bog, Offer uden ansigt.

Bog to, Den niende grav, blev tildelt den tyske krimipris MIMI, og med Atten grader minus fik han sit store gennembrud i Sverige og internationalt.

Stefan Ahnhem har siden 2017 boet i København sammen med sin familie.

Han har afpresset, manipuleret og mishandlet. Han har vadet over lig for at nå til toppen. Han er på alle måder en modbydelig mand.

Han hedder Kim Sleizner og er politichef hos Københavns Politi.

”Med Stefan Ahnhems bøger er man altid sikret 100% spænding.”

Den danske betjent Dunja Hougaard er gået under jorden for på egen hånd at fælde sin tidligere chef. I månedsvis har hun forberedt sin hævn. På den anden side af sundet i Helsingborg får den svenske politimand Fabian Risk en besked, som forandrer alt for ham og hans familie – og sender ham ud på en desperat mission.

”Stefan Ahnhem bliver ved at overgå sig selv, og det siger ikke så lidt!”

Det sidste søm er Stefan Ahnhems sjette og afsluttende bog i Fabian Risk-serien.

”Stefan Ahnhem slår på mesterlig vis det sidste søm i.”

– Jens Henrik Jensen

Omslag: Nils Olsson, oink.se Billeder: Nils Olsson og Getty Images Forfatterfoto: Les Kaner

W W W.L I N D H A R D T O G R I N G H O F.D K

– Michael Katz Krefeld

– Katrine Engberg