Af samme forfatter: Far!: en ny fars prøvelser det første år, 1999 Passageren, 2008 Den gode datter, 2010 Når de døde vågner, 2011 Trofæ, 2013 Gengældelsen, 2014 Et bjerg af løgne, 2015 Enhjørningen, 2016 Da blev jeg Døden, 2017 Hvis De lige vil sidde helt stille, frue, dr. Jacobsen er ny på afdelingen, 2018 Ghostwriter, 2018 Proxy, 2019
Content_9788711905081.indd 2
06/10/20 3:50 PM
STEFFEN JACOBSEN
Detox
Lindhardt og Ringhof
Content_9788711905081.indd 3
06/10/20 3:50 PM
Detox Copyright © 2021 Steffen Jacobsen All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Mikkel Henssel Omslagsillustration: Frank Mirz Bogen er sat med Garamond og trykt hos Livonia ISBN 978-87-11-90508-1 1. udgave, 1. oplag 2021 Printed Latvia Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
www.lindhardtogringhof.dk
Content_9788711905081.indd 4
06/10/20 3:50 PM
1
Amtoft Vig, sidst i september
S
norre trak lemmen op fra spisekammerets gulv og satte den fast i beslaget på væggen. Han smilede til Anne, der sad ved spisebordet i køkkenet. – Hvis jeg ikke vender tilbage, så send hundene ned. – Hvad er du bange for? ISIS? – Vendelboerne. Hans stride sorte hår med enkelte sølvgrå strejf forsvandt under gulvet, da han trådte ned ad hønsestigen, og neonrørene i farens vinkælder oplyste spisekammerets hylder med mel, sukker, pasta, bønner på dåse, sylteglas, støvede ølflasker og forskellige udgaver af ekstra jomfruolivenolie, der ikke længere var så jomfruelige. Støvet blev løftet op gennem lyset, og Anne bildte sig ind, at det ville dale ned på nøjagtig samme sted, når Snorre og moren igen var taget af sted. Uforstyrreligt. Moren hørte ikke efter. Hun sad på den anden side af køkkenbordet og slettede fotos på sin iPhone. Anne kunne ikke
5
Content_9788711905081.indd 5
06/10/20 3:50 PM
huske, hvornår moren og hun var begyndt at indtage disse positioner ganske automatisk, med et bord imellem sig. I årevis velsagtens. Hun kunne se billederne reflekteret i morens læsebriller. Hurtigt skiftende. Udvalgt, slettet. Læberne bevægede sig uden lyd derovre. Så lukkede moren øjnene og pudsede næse. Anne havde købt ekstra papirlommetørklæder, inden Snorre og moren skulle komme, og fordelt pakkerne overalt i huset. Hun havde cyklet de to kilometer op til Dagli’Brugsen i Vesløs på en af sommerhusets cykler. Havelåger havde faren kaldt de gamle, grønne Raleigh-cykler, som ingen rigtig vidste hvor kom fra, og som ikke kunne låses, fordi nøglerne var forsvundet. Sommerhuset fortærede og genfandt familiens historie – ofte de mest usandsynlige steder. Der var en evindelig vekslen mellem forglemmelse og ihukommelse i det stråtækte hus i plantagen. Dagen før havde Anne fundet et umalet fuglehus i skunken på første sal, som hun sammen med Snorre havde bygget for måske femten år siden. Fuglehuset lå oven på stabler af farens tegneseriehæfter, sirligt bundet sammen årgang for årgang med sejlgarn og stramme knuder. Fart & Tempo, Anders And, Superman, Vakse Viggo, Tarzan, Asterix, Edderkoppen, Battler Britton, Commando-serien, X9, Tintin, Illustrerede Klassikere. Enkelte hæfter var sintret sammen til mugnet papirmasse, hvor der havde været revner mellem taget og bindingsværket og sneen var føget ind, men de fleste var mirakuløst intakte. Anne havde siddet med seriehæfterne i flere selvforglemmende
6
Content_9788711905081.indd 6
06/10/20 3:50 PM
timer. Kun Snorre manglede. Han var lige så begejstret for tegneserier som hun. Det var som at genfinde en park fra sin barndom, en strækning af en fortryllet flod. Faren. Morten Frederiksen-Lindblad, professor, overlæge, dr.med. Nyligt afdød. Hendes far. Det var påkrævet også at være taknemmelig. Blandt andet fordi han havde proppet skunken, der gik helt ud til husets gavl, med tegneserieskatten. Anne læste og læste og lod tegningerne finde aftryk i erindringen. Det var efterhånden blevet mørkt, så hun rykkede længere og længere ind i forældrenes soveværelse for at fange septemberlyset over Løgstør Bredning. Hun satte det tomme, gule kaffekrus fra sig midt i en f almet rose på voksdugen. Rosen var brunt såret af en cigaretglød, der stammede fra tiden, før hun blev født; fra ferier, hvor studiekammerater, venner fra Tandlægehøjskolen og Panum instituttet, Regensen, Valkendorfs og 5. Maj Kollegiet feri erede hos det eksotisk unge ægtepar Morten og Christina Frederiksen-Lindblad, som var det mest uforanderlige i den knopskydende klike: elefantbajere, joints, chillummer, vodka, anarkistiske onenightstands på tværs af ellers stabile r elationer, Leonard Cohen, Joan Baez, Dylan, Springsteen, Stones, Bowie på stereoanlægget og drukne deklamationer, forsoninger, afsked, opgør, forvekslinger, fælles morgenmad, som de to elskende, der ejede huset, insisterede på skulle afholdes, og efter morgenmaden den lange badebro, der førte deres sommerbrune kroppe ind i solen over fjorden.
7
Content_9788711905081.indd 7
06/10/20 3:50 PM
Når aftenerne var skyfrie, gennede Morten og Christina vennerne op på skråningerne under stjernerne. Flagermuslygter og oplæsninger af Henrik Nordbrandt og Højskolesangbogen. Så begyndte efterårssemestrene, og de blev igen asketiske og flittige, som man forventede. – Mere kaffe? spurgte hun, men måske blev spørgsmålet overdøvet af Snorres underjordiske rumsteren med vinkasser og flasker, for moren reagerede ikke. Anne hældte mere vand på elkedlen og så ud ad køkkenvinduet på plantagens våde, sorte grantræer, der stod i endeløse rækker. Hun syntes, de var kommet tættere på i år. – Mere kaffe? Eftertrykket fik moren til at se op fra telefonen. Så kiggede hun ned i sit krus, hvirvlede slatten rundt, nøjagtig som Anne vidste, hun ville gøre, og tømte kruset med en lille, ufri grimasse. – Tak. Hun vendte telefonen mod Anne med et foto af Snorres tvillinger. – Se lige tvillingerne. De er jo blevet enorme. – Har du tænkt dig at slette det? – Selvfølgelig ikke. Anne tog kruset fra bordet og udmålte halvanden måleske Nescafé Gold og hældte kogende vand og lidt letmælk i. Aldrig mælk før vandet. Det var et af sommerhusets utallige bud. Hun forstod ikke hvorfor, men kunne ikke drømme om at gøre det anderledes. Hun rørte rundt, satte kruset foran
8
Content_9788711905081.indd 8
06/10/20 3:50 PM
moren og tændte den orange hængelampe over bordet. Så sig om efter sin uldne cardigan. Endelig skottede moren til hende; hendes klare, grå øjne fandt et øjeblik Annes mørkeblå. Anne så væk, før moren nåede at gøre det samme. En åre slog under den tynde hud i morens tinding. Så slappedes musklerne omkring øjnene, og ensomhed strømmede tilbage. – Vil du ikke hellere med hjem? spurgte hun. – Hjem? Moren sukkede. – Til København da. – Jeg vil gerne blive her et par dage. – Hvorfor? Der er jo ikke mere … – Jeg læste tegneserier hele dagen i går, sagde Anne. – Det var … – Tegneserier? – Ja. Fars tegneserier. Anne kiggede på de tætpakkede stofnet fra Arnold Busck, der stod ved pindestolen ved siden af moren. Papirer, chartekker, skøder, mapper, fotos. Farens skuffer og arkivkasser på kontoret under trappen var blevet lette og halvtomme, og der var lyse felter på det lysegrønne tapet derinde, som om en stærk, men kræsen, trækvind havde huseret. Selv om Anne havde været i sommerhuset i tre dage, var det første gang, hun, Snorre og moren var samlet siden farens bisættelse to uger før. De havde stået i blæsten ved Øster
9
Content_9788711905081.indd 9
06/10/20 3:50 PM
ild Kirke; Snorre og hun lidt afsondret i den frysende flok omkring et blankt kistelåg, der langsomt blev lagt i skygge. Ingen havde sagt noget særligt, andet end at efteråret kom tidligt. Man kunne se bygerne langvejsfra under Thy-himlens vældige, grå kedel. Så fejede regnen hen over dem, den lille, prunkløse kirke, et par sørgende ved andre gravsteder, og der var alt for få paraplyer. Snorre lagde armen om Annes skuldre og trak hende ind under sin paraply. Anne kendte ansigterne omkring sig fra utallige jubilæer, fester, receptioner, indvielser, bryllupper og andre bisættelser, men kunne kun sporadisk sætte et navn under ansigtet. Moren stod mellem sine to ældre brødre og så forbandet lille og spinkel ud. Hun trådte et usikkert skridt frem mod rustvognen, og Anne holdt vejret. Så standsede moren. Bag hendes ryg var højre hånd ved at vride venstre tommelfinger af led, og hendes farveløse negle var begravet i håndfladerne. Den tunge trafik nede fra Aalborgvej slog tilbage fra kirkens granitmure. Et busstop mod vest lå en lille klynge nette rækkehuse med røde tegltage, der blev presset ned i det grønne jordsmon af den store himmel: Solhjem Ældrecenter og Plejehjem. En pause, faren havde sprunget over. du føler ingenting vel – Det gør jeg da, sagde hun højt. Snorre så ned på hende. – Hvad? – Ingenting. – Hvem taler du med?
10
Content_9788711905081.indd 10
06/10/20 3:50 PM
Han studerede hende med opvakt mistro. – Ingen. Bare mig selv. Der er ikke noget. Sådan var det sket, og Stemmen var ankommet og havde fundet sig til rette. Som om to ledningsender endelig havde fundet hinanden et sted i en radio, der begyndte at transmittere fra Helvede. Anne drak af sit krus. – Sælger du så? spurgte hun. Åren slog hurtigere i morens tinding. – Nej. Nej, det gør jeg da ikke. Jeg tænker, at du og Snorre skal have det. Hvis I synes. Også til ungerne. Måske får du også … – Selvfølgelig. – Mangler du noget? Vil du lige låne bilen, inden vi tager af sted? – Nej, det er fint nok. Jeg tager bare cyklen, hvis det er. Jeg tror også, der er noget i fryseren, sagde Anne. En hvid papkasse med et falmet rødt print af et chateau blev løftet op på gulvet. Efterfulgt af en anden og en tredje, skubbet frem af brorens solbrændte hænder. Så steg nakken op: Snorres solbrændte nakke over Stenström-skjortens flip. De brede skuldre. Anne kunne gennem skjortens tynde, hvide bomuld se en skarp, brun grænse midt på overarmene. Selv om han altid havde dyrket sport, havde et lidt for højt kolesteroltal skræmt ham ud på landevejene på alle tider af døgnet og året rundt på sin specialbyggede racercykel. Eller måske var det
11
Content_9788711905081.indd 11
06/10/20 3:50 PM
bare for at komme lidt væk fra hustruen, Lærke, og tvillingerne, hvilket Anne forstod så godt. Han stemte sig op fra hønsestigen med håndfladerne mod gulvet og smilede til Anne. – Hvad spiller du, søs? – Hvad mener du? Nu stod han i køkkenet og var så stor, at rummet trak sig sammen. – Dine fingre. Anne så ned på fingrene, der ubevidst bevægede sig mod lårene. – Åh … Vaughan Williams’ sjette symfoni. Undskyld. – Svært? – Njah … Han bøjede sig ned efter vinen. – Nu er konfirmationerne da reddet til sin tid. En fin Barolo og en Chateauneuf du Pape fra 2000. Det gyldne år. Bliver sgu aldrig overgået. – Dejligt, sagde Anne og så på farens kasser med dyr rødvin, som han i årevis havde efterstræbt, støvet rundt efter eller købt på auktioner. Alt for ikke at være hjemme mere end højst nødvendigt, havde Snorre altid sagt uden for morens hørevidde. Moren så fra den ene til den anden. – Hvornår skal du spille, Anne? Det har du da ikke sagt noget om. Det er da spændende. Williams er så lyrisk, ikke? Hun havde nævnt det flere gange. Det var hun faktisk sikker på.
12
Content_9788711905081.indd 12
06/10/20 3:50 PM
– BBC Proms om tolv dage i Royal Albert Hall. Og der er en Schubert og Elgar-torsdagskoncert i næste uge i DR. Moren smilede indforstået, og Anne nænnede ikke at fortælle hende, at Vaughan Williams’ sjette symfoni rummede alle 2. Verdenskrigs katastrofale fragmenter, fra Dunkirk til Blitzen og dumpe associationer til Hiroshima og Nagasaki. Symfonien var så langt fra at være lyrisk, som musik kunne være. Hverken Snorre eller moren ejede et gran af musikalitet. Det samme gjaldt faren og storesøsteren, Thyra, så Anne havde opgivet at tale om sine bekymringer og sejre, fra hun var elleve og folk begyndte at bemærke hende. De havde været til hendes debutkoncert på konservatoriet, men Snorre var den eneste, der holdt ved.
Content_9788711905081.indd 13
06/10/20 3:50 PM
2
R
egnen faldt på taget og udhusene. I begyndelsen med spredte nedslag, så voksede lyden og blev en allestedsnærværende trommen. Snorre stak armene i cashmerefrakken, og moren pakkede ting i sin rejsekuffert. Der sad stadig en bagagestrimmel om håndtaget fra rejsen til Rom sidste år. Den sidste ferie, hun fik med faren. Han var taget tilbage til Danmark et par dage før hende. Noget uopsætteligt var dukket op. Anne fulgte dem ud i entreen, trak sin cardigan sammen i halsen og stak fødderne i et par træsko, der var flere numre for store. Moren så ned. – Jeg ville ønske, du smed dem ud, altså. – Det skal jeg nok. Hun gled ind i Snorres bjørnekram under halvtaget og lukkede øjnene. Så holdt han hende ud i armslængde og mønstrede
14
Content_9788711905081.indd 14
06/10/20 3:50 PM
hende med sine grå øjne, af nøjagtig samme nuance som morens – og Thyras. Han rømmede sig, men Anne kom ham i forkøbet. – Det er det her, jeg vil, Snorre. Det er okay. Jeg tænker bare, læser tegneserier og øver mig. Jeg vil gerne. Jeg glæder mig til det. – Skal jeg ikke komme over at høre dig i London? Kan du skaffe en billet? – Du kan alligevel ikke se mig, og du falder altid i søvn. Hils Carl og August fra faster Anne. – Ring, hvis du fortryder. – Skal jeg nok. – Hvem er dirigent? – Popar. – Han er finsk, ikke? – Lettisk. Og jeg er kun tredjefløjtenist, bror. Jeg er ikke Hélène Mosnier. – Hvem? – Min professor, for fanden. En kort omfavnelse af morens kølige, beige cottoncoat. Anne måtte bøje sig ned for at lade læberne strejfe morens kind. – Hej, skat. – Hej, mor. Snorre løb hen mod bilen med en vinkasse under hver arm, og moren havde taget to skridt hen over verandaens mørke planker. Så vendte hun sig om. – Pas nu på dig selv, ikke?
15
Content_9788711905081.indd 15
06/10/20 3:50 PM
– Hvad …? Jo, selvfølgelig. Hvad mener du? Moren kneb sine trætte, rødrandede øjne sammen. – Ring, hvis der er noget. – Det skal jeg nok. Moren nikkede kort og halvløb over mod den åbne bildør. Snorre sad ved rattet, sløret bag forrudens dug. Anne trådte ud til kanten, hvor det våde græs begyndte. Bilen bakkede ud ad indkørslen, og dæksporene i indkørslens gule grus blev opløst af regnen. Anne hørte bilens tunge knasen nede på grusvejen, og så klippede lyden bort, da Snorres Mercedes ramte Amtoftvejs jævne asfalt, et mørkeblåt glimt mellem grantræer af ens højde. Så var den borte. Anne blev stående. Forventede måske at se bilen igen. At Snorre vendte tilbage for at hente hende. Så strakte hun hånden ud og rørte ved de lange bundter hvide, hullede sten, der var trukket på sejlgarn og hang fra udhænget som en slags vindklokker. Stenene klikkede under hendes fingre. Hun så på blommetræet, der stod midt i plænens høje græs måske ti meter væk, det eneste løvtræ på de sandede jorde. Krummet lidt af vestenvinden, men højt og solidt. Kirkeblommer, selv om det var et mirakel her. På de tre øverste hylder i kælderen stod sylteglas på række med blommemarmelade, som ingen nogensinde havde haft lyst til at åbne og smage. Den grønne Syltebog fra Tørsleffs Husmoderservice stod stadig sammen med smalle kogebøger med enkle retter på en hylde i køkkenet. Forældrene havde aldrig været kulinariske vove-
16
Content_9788711905081.indd 16
06/10/20 3:50 PM
halse. Der lå også et par brune flasker med Atamon, glemt i underste skuffe. En forbipasserende passion. Som farens runer og nordiske mytologi, morens drivhus, Snorres langbue og Thyras mahognikasse med glaslåg, som faren havde fået en møbelsnedker i Løgstør til at fremstille til storesøsterens samling af søpind svin, omhyggeligt etiketteret med blå blokbogstaver: dato og findested – hvilket altid var Amtoft Vig. Øst eller vest. Anne gik ind og åbnede etuiet med sin kostbare tværfløjte. Hun strøg med en finger hen over det midnatsblå velour som en slags hilsen og samlede fløjten med få, øvede bevægelser. Hun grimasserede for at løsne ansigtet, trak vejret dybt de rituelle ti gange, før hun indstillede blikket på uendeligt og tog durskalaerne fra begyndelse til slutning. Det lød næsten, som det plejede. Stående midt i stuen sendte hun Badinerie ud mod alle verdenshjørner – og begyndte at lytte med, selv om det ikke havde været nødvendigt i årevis. Hun tog fløjten fra munden og så ned ad sig selv. Havde hun spist for meget, ikke drukket nok? Læberne var for tørre, afgjorde hun og drak et glas vand. Så lukkede hun øjnene og prøvede at finde hen til den solflimrende sommereng, der kørte bag hendes halvt lukkede øjne, når hun spillede bedst. Syrinx. Altid. Den havde altid, altid virket, når hun var nervøs, havde menstruation, var uvenner med nogen, var forelsket i en af de uopnåelige, ikke havde sagt det, hun burde.
17
Content_9788711905081.indd 17
06/10/20 3:50 PM
Syrinx kunne alt. Lokkende, spørgende, meditativ. Endeløs. Solid. Den lod sig godmodigt behandle, som hun ville. Men i dag ramte tonerne væggene uden klang, tørrede ind og faldt til gulvet. – Pis, altså. Anne prøvede igen. Og igen. Hun så på fløjten, som om den lunefuldt havde svigtet hende. Så satte hun sig i en kurvestol med instrumentet i skødet og så ud på regndråbernes opspring fra verandaens planker. Måske i morgen. Hun tørrede adspredt tårer fra kinderne med fingerspidserne. Kiggede på nodestativet med fløjtestemmerne fra Williams’ frygtelige sjette symfoni. Flyttede blikket tilbage til regnen: symfonien og Royal Albert Hall var selvfølgelig uopnåelige nu. Hun skilte fløjten ad og lagde den tilbage i etuiet. I entreen fandt hun en lang, grøn regnfrakke og tog så farens sydvest ned fra hattehylden. Det var en latterlig, grim hovedbeklædning, men der var aldrig andre mennesker på stranden på denne tid af året, og den var praktisk. du er ingenting kan ingenting Hun ignorerede ordene. Det kunne hun stadig ret nemt ved at sætte en fløjtestemme på, lade ordene overløbe af oboer, fagotter, klarinetter, valdhorn. Ordene havde ingen chance mod musikken og druknede som bag et vandfald. Annes læber bevægede sig i spejlet i entreen. Så lyste hendes øjne et øjeblik chokerende hvidt som kviksølv.
18
Content_9788711905081.indd 18
06/10/20 3:50 PM
Hun holdt hænderne op for ansigtet. Så kiggede hun mellem fingrene. Ind i spejlet. Ét øje. To. De var igen blevet almindelige og mørkeblå. Hun blinkede og sænkede langsomt hænderne, parat til at hæve dem. Der skete ikke noget. Blikket inde i spejlet gled rundt mellem ansigtstrækkene, men der skete ikke noget. Blommetræet var ubestigeligt for en fem- eller seksårig, medmindre man sad på sin fars skuldre, og han løftede én op til den underste gren, og man med det yderste af fingrene fattede om den mørke, spættede, glatte bark og trak sig op. Grenen var knækket af i 2013-stormen Bodil, og den næste større gren sad en halv meter højere. Anne stod under træet, mens regnen slog mod sydvesten og den stive regnfrakke. Der var en skarprandet fure ind til det hvide ved i grenen tæt ved stammen, men nogen havde fjernet de røde plastikkasser, der hver kunne rumme tyve halvliters sodavand, og som egentlig tilhørte Dagli’Brugsen. Faren havde stået oppe på tre kasser, da han hængte sig. Så gik hun videre gennem haven. Højspændingsledningerne langs kysten brummede uophørligt, og de havde altid hadet dem og aldrig vænnet sig til lyden, der løb langs kablerne i armene på vandrende insekter fra mareridt, der havde til hensigt at spinde hele kloden ind, hvis ikke nogen, for eksempel Gandalf, kom forbi og frøs deres jordvindende trav. ”Thou shall not pass, evil electro-ogres!”
19
Content_9788711905081.indd 19
06/10/20 3:50 PM
En gul, regnfyldt plastikspand stod i den sandkasse, faren havde tømret til Snorres tvillinger. Der var sand tilovers fra byggemarkedet, så faren havde også rejst Carl og Augusts Bjerg bag sandkassen. Anne slap uskadt gennem den lange, mørke sti, hun altid havde frygtet, med dens høje, stedsegrønne hække og fede, passive korsedderkopper i intrikate perlespind, der undertiden næsten barrikaderede stien, især hvis man var lille. Men så lå fjorden ellers befriende for enden. Med den største, svimlende afstand mellem vand og himmel, hun havde set noget sted. Pulsslaget faldt, når de første blåmuslingeskaller og sten knasede under gummistøvlerne og blikket blev løsladt mod morænefladerne i syd, det rolige, mørkegrå, ubesejlede og kolde farvand, der strakte sig uden for øjnenes evne mod vest og øst, den blege himmel, der i dag samlede sætstykker af fjerne byger og lyse og mørkere grå skybanker. Hun havde haft fjorden på nethinden hele sit liv, og landskabet tilhørte hende som fløjten og noderne. Men ikke i dag. Hun standsede mellem hækkene, på tærsklen til stranden. Brændingen lød mat og kraftløs. – Kom nu.
Content_9788711905081.indd 20
06/10/20 3:50 PM
Lindhardt og Ringhof
Content_9788711905081.indd 3
06/10/20 3:50 PM
90mm
16mm
135mm
135mm
90mm
STEFFEN JACOBSEN Thyra havde sluppet hendes – Jeg vil slet ikke være kongelig. Jeg vil være helt almindelig. Vil du ikke det? – Jo, sagde Anne. – Helt sikkert. Men hvis man nu ikke er det? Anne har for nylig mistet sin far og sin søster. Hun vælger at forskanse sig i familiens sommerhus, som skal ryddes efter farens død. Langsomt hun prøver at dulme med nervemedicin og spiritus. Mens hun får sværere og sværere ved at skelne mellem realitet og indbildning, går det op for hende, at der er meget, hun ikke vidste om sin far. Som-
ROMAN LINDHARDT OG RINGHOF
Foto: Thomas A
STEFFEN JACOBSEN debuterede i 2008 med Passageren og fik i 2013 sit store gennembrud med Trofæ, den første af en række spændingsromaner med makkerparret Michael Sander og Lene Jensen, hvoraf den seneste er Ghostwriter. I 2017 udkom Da blev jeg Døden, en stor roman om Niels Bohr og atombomben.
merhuset bliver hendes helle og samtidig en adgang
Med Proxy i 2019 og De stumme piger i
til familiens hidtil ukendte historie – og hendes egen.
2020 introducerede Steffen Jacobsen et nyt efterforskerpar, Tanya Nielsen og Jakob Nordsted.
LINDHARDTOGRINGHOF.DK
9 788711 905081 >
Steffen Jacobsens bøger er solgt til filmatisering og udgivelse i det meste af Europa, USA, Japan, Kina og Taiwan, og udenlandske anmeldere har sammenlignet ham med John le Carré, Frederick Forsyth og Jan Guillou.
210mm
indhentes hun af en formløs, kvælende angst, som
STEFFEN JACOBSEN
hånd, der blev tom og kølig.