Diabolik - læseprøve

S. J. K I N C A I D

UNG · SMUK · DRÆBERMASKINE

En diabolik er skabt til at være ubetinget loyal over for sin ejer.

En diabolik er en nådesløs dræbermaskine.

Nemesis er diabolik. Hun er bundet til Sidonia og vil ofre sig uden at tøve, hvis hendes ejer er i fare.

Nemesis er bare ikke helt almindelig.

Hun har en svaghed, der gør hende til den farligste diabolik i imperiet – hun ved det bare ikke … endnu.

En stærk fortælling om magt, intriger og kærlighed i rummet.

S. J. K I N C A I D 9

788711 523773

DIABOLIK.indd 2

29/08/16 1:03 pm

S. J. Kincaid

DIABOLIK

PÃ¥ dansk ved Thomas Munkholt

DIABOLIK.indd 3

29/08/16 1:03 pm

DIABOLIK Er oversat fra amerikansk efter The Diabolic af Thomas Munkholt Danish language copyright © 2016 by Forlaget Carlsen Original English copyright © 2016 by S. J. Kincaid Cover © 2016 by Sam Weber Published by arrangement with Simon & Schuster Books For Young Readers, an imprint of Simon & Schuster Children’s Publishing Division. All rights reserved. No part of this book may be reproduced or transmitted in any form or by any means, electronic or mechanical, including photocopying, recording or by any information storage and retrieval system, without permission in writing from the Publisher.

Bogen er sat med Adobe Carson Pro ISBN: 9788711523773 1. udgave, 1. oplag, 2016 Printed in Lithuania www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen - et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S - et selskab i Egmont

DIABOLIK.indd 4

29/08/16 1:03 pm

Er lammets skaber din skaber?

– William Blake, ‘Tiger’

DIABOLIK.indd 5

29/08/16 1:03 pm

DIABOLIK.indd 6

29/08/16 1:03 pm

Alle gik ud fra, at diabolikker var frygtløse, men i mine tidlige år bestod mit liv ikke af andet end frygt. Den gnavede også i mig den morgen, Impyrean-familien besigtigede mig i stalden.

Jeg kunne ikke tale, men jeg forstod de fleste ord. Staldmesteren kom med febrilske formaninger til sine assistenter. Senator von Impyrean og hans hustru, den impyreanske matriark, ville snart være her. Vogterne kredsede om mit bur, målte mig fra øverst til nederst, ledte efter den mindste brist.

Jeg ventede på senatoren og matriarken med bankende hjerte og muskler, der var spændte til kamp.

Og så kom de.

Alle trænerne, alle vogterne, knælede for dem. Staldmesteren førte ærbødigt deres hænder op til sine kinder. „Vi er beærede over jeres besøg.“ Frygten skød igennem mig. Hvad var det her for væsner, der fik selv den frygtede staldmester til at knæle for dem? Det glødende kraftfelt omkring mit bur havde aldrig føltes så indsnævrende. Jeg veg så langt tilbage som muligt. Senator von Impyrean og hans hustru slentrede hen og kiggede på mig fra den anden side af den usynlige barriere. „Som I kan se,“ fortalte staldmesteren dem, „er Nemesis omtrent på jeres datters alder og fysisk skræddersyet efter jeres specifikationer. Hun vil kun vokse sig større og stærkere hen over de kommende år.“ „Er du helt sikker på, at denne pige er farlig?“ sagde senatoren i et drævende tonefald. „Hun ligner et skræmt barn.“ Ordene løb mig koldt ned ad ryggen.

Jeg burde aldrig være skræmt. Frygt blev straffet med stød, reducerede madrationer, tortur. Ingen måtte nogensinde se mig bange. Jeg sendte senatoren et blodtørstigt blik.

Da han mødte mit blik, blev han forskrækket. Han åbnede munden for at tale igen, tøvede, kneb øjnene i og trak blikket til sig. „Måske har du ret,“ mumlede han. „Det er øjnene. Man kan se umenneskeligheden. Min kære, er du sikker på, vi har brug for dette uhyre i vores husstand?“ 7

DIABOLIK.indd 7

29/08/16 1:03 pm

„Alle de magtfulde familier har en diabolik nu til dags. Vores datter skal ikke være den eneste, der er ubeskyttet,“ sagde matriarken. Hun vendte sig om mod staldmesteren. „Jeg ønsker at se, hvad vi får vores penge.“ „Naturligvis,“ svarede staldmesteren og vendte sig om for at give tegn til en vogter. „Noget lokkemad …“ „Nej.“ Matriarkens stemme var skarp som et piskesmæld. „Vi må være sikre. Vi har medbragt tre af vores egne straffefanger. De vil kunne teste væsnet tilstrækkeligt.“ Staldmesteren smilede. „Naturligvis, grandina von Impyrean. Man kan ikke være for forsigtig. Der findes så mange underlødige opdrættere … Nemesis vil ikke skuffe jer.“ Matriarken nikkede til en, jeg ikke kunne se. Den fare, jeg havde forudset, materialiserede sig i form af tre mænd, der blev ledt hen til mit bur.

Jeg trykkede mig op ad kraftfeltet igen og mærkede en snurren mod huden på ryggen. En iskold afgrund åbnede sig i min mave. Jeg vidste allerede, hvad der ventede. Det var ikke de første mænd, der var blevet sendt ind til mig.

Staldmesterens assistenter løsnede mændenes lænker og deaktiverede kraftfeltet i den modsatte side for at skubbe dem ind og hævede det så igen. Jeg trak vejret i stød. Jeg ønskede ikke at gøre det her. Det gjorde jeg ikke. „Hvad er det her for noget?“ ville en af straffefangerne vide og så på skift på mig og det beskedne publikum. „Er det ikke indlysende?“ Matriarken lagde en hånd under senatorens arm. Hun så med tilfredshed på sin mand og henvendte sig til straffefangerne i et venligt toneleje: „Jeres voldelige forbrydelser har bragt jer hertil, men I har her en anledning til at redde jer selv. Dræb dette barn, og min mand og jeg vil benåde jer.“ Mændene gloede på senatoren, der viftede uinteresseret med hånden. „Det forholder sig, som min hustru siger.“ En af mændene bandede indædt. „Jeg ved godt, hvad det er for et væsen. Ligner jeg en idiot? Jeg skal ikke i nærheden af det!“ 8

DIABOLIK.indd 8

29/08/16 1:03 pm

„Hvis ikke du gør det,“ svarede matriarken med et smil, „bliver I alle tre henrettet. Og dræb så det barn.“ Straffefangerne betragtede mig, og efter et øjeblik smilede den største af dem ondskabsfuldt. „Det er en lille pige. Jeg gør det bare selv. Kom her, tøs.“ Han luntede hen imod mig. „Vil I se blod, eller skal jeg bare brække nakken på hende?“ „Det vælger du selv,“ sagde matriarken.

Mandens selvsikkerhed opildnede de andre og tændte håbet om frihed. Mit hjerte hamrede. Jeg var ikke i stand til at advare dem om at holde sig fra mig. Selv hvis jeg havde været det, ville de ikke have lyttet.

Deres leder havde erklæret, at jeg bare var en pige, og det var alt, hvad de så. Det var deres skæbnesvangre fejltagelse.

Den store rakte uforsigtigt ned for at gribe fat i mig, og hans hånd var så tæt på, at jeg kunne lugte hans sved.

Lugten tændte et eller andet i mig. Det var det samme som alle de andre gange: Frygten forsvandt. Rædslen opløstes i et brusende raseri.

Min tænder bed sammen om hans hånd. Blodet sprøjtede, varmt og med en smag af kobber. Han skreg og forsøgte at trække sig væk – for sent. Jeg greb fat om hans håndled og kastede mig frem, idet jeg trak i hele hans arm. Hans ledbånd knasede. Jeg sparkede ham i knæhasen og væltede ham ned på jorden. Jeg satte af og landede med stampende støvler på hans baghoved, så kraniet blev knust.

En anden mand, der også havde været overmodig, var kommet for tæt på og indså først nu sin fejltagelse. Han hylede af skræk, men han slap ikke væk. Jeg var for hurtig. Min håndrod stødte op mod hans næse og hamrede brusken direkte op i hans hjerne.

Jeg trådte hen over de to lig mod den tredje mand – manden, der havde været så fornuftig at frygte mig. Han skreg og stavrede bagud mod kraftfeltet, hvor han krøb sammen, som jeg selv havde gjort tidligere, da jeg endnu ikke var vred. Han løftede sine skælvende hænder. Hele hans krop rystede af krampagtig gråd. „Nej, jeg beder dig. Du må ikke gøre mig noget!“ Ordene fik mig til at tøve.

9

DIABOLIK.indd 9

29/08/16 1:03 pm

Mit liv, hele mit liv, var gået med det her – med at nedkæmpe angribere, med at dræbe for at holde døden på afstand, dræbe for ikke at blive dræbt. Men kun én gang før havde en stemme tigget om nåde. Dengang havde jeg ikke vidst, hvad jeg skulle gøre. Nu hvor jeg stod over den krympende mand, bredte den samme forvirring sig i mig, og jeg stod stivnet på stedet. Hvad gjorde jeg nu? „Nemesis.“ Matriarken stod pludselig foran mig, lige på den anden side af kraftfeltet. „Kan hun forstå mig, hvis jeg taler til hende?“ spurgte hun staldmesteren. „De har tilstrækkeligt meget menneske i sig til at lære sprog,“ sagde staldmesteren. „Men hun lærer først at svare, når maskinerne har arbejdet lidt på hendes hjerne.“ Matriarken nikkede og vendte sig om mod mig igen. „Du har imponeret mig, Nemesis. Nu spørger jeg dig: Ønsker du at forlade det her sted? Ønsker du noget dyrebart, du kan beskytte og rette din kærlighed mod? Et hjem med al den luksus, du kunne drømme om?“ Kærlighed? Luksus? Det var ord, jeg ikke kendte. Jeg vidste ikke, hvad de betød, men hendes toneleje var lokkende, fyldt med løfter. De bredte sig som musik i min hjerne og overdøvede den rædselsslagne mands klynken.

Jeg kunne ikke tage blikket fra matriarkens skarpe øjne. „Hvis du vil være mere end et dyr i det her mørke bur,“ sagde hun, „må du vise dig værdig til at tjene huset Impyrean. Vis os, at du kan adlyde, når det gælder. Dræb den mand.“ Kærlighed. Luksus. Jeg vidste ikke, hvad det var, men jeg ville have det. Det skulle være mit. Jeg sprang frem og brækkede mandens hals.

Det tredje lig landede for mine fødder, og matriarken smilede.

Senere bragte vogterne mig til laboratoriet, hvor en ung pige ventede.

Jeg var fastspændt af hensyn til hendes sikkerhed, og mine arme og ben indkapslet i kraftig jern med en yderskal af knitrende elektricitet. Jeg kunne ikke holde op med at stirre på dette sære, sårbare væsen, lille og 10

DIABOLIK.indd 10

29/08/16 1:03 pm

skælvende, med mørkt hår og hud og en næse, der aldrig havde været brækket.

Jeg vidste, hvem dette væsen var. Det var en rigtig pige.

Jeg vidste det, for jeg havde engang dræbt en.

Hun kom et skridt for tæt på, og jeg snerrede ad hende. Hun veg tilbage med et sæt. „Hun hader mig,“ sagde hun med bævende underlæbe. „Nemesis hader dig ikke,“ forsikrede lægen hende, mens han dobbelttjekkede mine håndjern. „Det er naturlig adfærd hos en diabolik på det her udviklingsstadie. De ligner os, men de er ikke rigtige menneskelige væsner som os to. De er rovdyr. De kan ikke føle empati eller ømhed. De har simpelthen ikke anlæg for det. Det er derfor, vi er nødt til at civilisere dem, når de bliver gamle nok. Kom nærmere, Sidonia.“ Han krogede pegefingeren. Sidonia fulgte efter ham hen til en computerskærm. „Kan du se dét?“ spurgte han hende.

Jeg kunne også se billedet, men jeg fandt det ikke interessant. Jeg havde knust tilstrækkeligt mange kranier til at genkende en menneskehjerne. „Det hedder frontallappen.“ Han blev tavs et øjeblik, og der var en snert af frygt i det blik, han sendte pigen. „Altså, jeg har naturligvis ikke selv forsket i det, men i mit fag lærer man helt enkelt ved at iagttage maskinerne.“ Sidonia fik panderynker, som var hun forvirret over hans ord.

Han skyndte sig befippet videre. „Som jeg forstår det, vil de her maskiner gøre den del af hendes hjerne større. Meget større. De vil gøre Nemesis klogere. Hun vil lære at tale med dig og drage fornuftsslutninger. Maskinerne vil også påbegynde bindingsprocessen.“ „Og så vil hun kunne lide mig?“ „Fra og med i dag vil hun være din ven.“ „Så hun ikke længere er så vred?“ Sidonias stemme lød meget lille. „Tjo, den aggression er simpelthen sådan, en diabolik er konstrueret.

Men Nemesis vil ikke rette den mod dig. Du vil være den eneste i hele 11

DIABOLIK.indd 11

29/08/16 1:03 pm

universet, hun nogensinde vil elske. Enhver, der forsøger at gøre dig noget … må hellere passe på.“ Sidonia smilede nervøst. „Og nu, søde ven, skal jeg bede dig stille dig hen, hvor jeg kan se dig. Øjenkontakt er yderst vigtig i bindingsprocessen.“ Lægen placerede Sidonia foran mig, omhyggeligt uden for rækkevidde. Han undgik min snappende mund og satte de stimulerende dioder på mit kranie. Efter et øjeblik begyndte de at summe og brumme.

En sitren gik gennem min hjerne, og stjerner dansede for mine øjne.

Mit had, mit behov for at smadre og flænse og ødelægge – alt dét begyndte at lægge sig. Begyndte at falme.

Endnu en knitrende strømbølge, så endnu en.

Jeg stirrede på pigen foran mig, og noget nyt vågnede i mig – en fornemmelse, jeg aldrig havde følt før.

Brølet i mit kranie var konstant nu. Det forandrede mig, ændrede mit perspektiv.

Jeg ønskede at hjælpe denne pige. Jeg ønskede at beskytte hende.

Brølet blev ved og ved, og så fortonede det sig, som om der ikke eksisterede andet i hele universet end hende.

I flere timer blev min hjerne modificeret, og lægen gennemførte tests.

Han lod Sidonia komme tættere på mig, og så tættere endnu. Han betragtede mig, mens jeg betragtede Sidonia.

Til sidst var det tid.

Lægen trak sig lidt væk og lod Sidonia stå alene foran mig. Hun rejste sig op og rystede over hele kroppen. Lægen rettede for en sikkerheds skyld en strømpistol mod mig og løsnede mine håndjern.

Jeg rettede mig op og gjorde mig fri af lænkerne. Den lille pige gispede, og kravebenet stod tydeligt frem under hendes radmagre hals. Den ville have været så let at brække. Det vidste jeg. Men selvom jeg kunne have gjort hende ondt, og selvom jeg var blevet sluppet løs sammen med hende ligesom alle de andre, jeg havde dræbt, fyldte tanken om at såre dette skrøbelige væsen mig med afsky.

12

DIABOLIK.indd 12

29/08/16 1:03 pm

Jeg kom tættere på, så jeg kunne se rigtigt på pigen, dette uendeligt dyrebare væsen, hvis overlevelse nu var vigtigere for mig end min egen.

Så lille hun var. Jeg undrede mig over følelsen, der ulmede som varme gløder i mit bryst. Denne forunderlige glød kom af at se på hende.

Da jeg rørte den bløde hud på Sidonias kind, krympede hun sig.

Jeg undersøgte hendes mørke hår, der var så forskelligt fra min egen hvidblonde tone. Jeg lænede mig frem for at undersøge iris i hendes store øjne. De svømmede over med frygt, og jeg ville ønske, at den frygt ikke var der. Hun skælvede stadig, så jeg lagde hænderne på hendes spinkle arme og stod helt stille og håbede, at min ro ville trøste hende.

Sidonia stoppede med at skælve. Frygten lagde sig. Hendes læber krusedes ved mundvigene.

Jeg efterlignede hendes grimasse og tvang mine læber opad. Det føltes unaturligt og kejtet, men jeg gjorde det for hende. Det var første gang i mit liv, jeg bekymrede mig for andre end mig selv. „Hej, Nemesis,“ hviskede Sidonia. Hun sank højlydt. „Jeg hedder Sidonia.“ En fure trådte frem mellem hendes øjenbryn, og hun pressede håndfladen mod brystet. „Si-do-ni-ja.“ Jeg efterlignede hende og klappede mig selv på brystet. „Sidonia.“ Sidonia lo. „Nej.“ Hun tog min hånd og holdt den ind til sit bryst. Jeg kunne mærke hendes hjertes febrilske rytme. „Jeg er Sidonia. Men du kan kalde mig for Donia.“ „Donia,“ gentog jeg og klappede hende på kravebenet, forstod hende.

Donia sendte mig et smil, der fik mig til at føle … varme, glæde, stolthed. Hun kiggede tilbage på lægen. „Du har ret. Hun hader mig ikke.“ Lægen nikkede. „Nemesis er bundet til dig nu. Hun vil leve og ånde for dig resten af dit liv.“ „Jeg kan også godt lide hende,“ erklærede Donia og smilede til mig. „Jeg tror, vi bliver bedste venner.“ Lægen lo stille. „Venner, ja. Jeg lover dig, Nemesis bliver din bedste ven nogensinde. Hun vil elske dig til din dødsdag.“ 13

DIABOLIK.indd 13

29/08/16 1:03 pm

Og endelig kunne jeg sætte navn på denne følelse, denne sære, men helt vidunderlige nye fornemmelse indeni. Det var dét, den impyreanske matriark havde lovet mig.

Det var kærlighed.

DIABOLIK.indd 14

29/08/16 1:03 pm

1

Sidonia havde begået en farlig fejl.

Hun var i færd med at udhugge en skulptur af en stor stenblok.

Der var noget fængslende ved den fejende og funklende laserkniv, der lyste klart mod det mørke vindue med udsigt over stjernevrimlen.

Hun rettede aldrig klingen hen, hvor jeg havde forventet, men på en eller anden måde frembragte hun altid et billede i stenen, min egen fantasi aldrig kunne have fundet på. I dag var det en stjerne i supernovafasen, en scene fra de helionistiske fortællinger levendegjort i sten.

Men et enkelt strøg med klingen havde slået for stort et stykke løs af skulpturens base. Jeg så det med det samme og sprang årvågent på benene. Strukturen var ikke længere stabil. Hele statuen kunne når som helst styrte omkuld.

Donia knælede for at studere det visuelle udtryk, hun havde skabt. Ænsede ikke faren.

Jeg nærmede mig lydløst. Jeg ønskede ikke at advare hende – hvis hun blev forskrækket, risikerede hun at skære sig på laseren. Det var bedre at løse situationen selv. Mine skridt førte mig gennem lokalet.

Netop som jeg nåede frem, lød den første knagen, og det regnede med støvkorn, da statuen tippede forover.

Jeg greb fat i Donia og trak hende væk. Der lød et drøn, og kvælende støv fyldte den stillestående luft i atelieret.

Jeg vristede laserklingen ud af Donias hånd og slukkede for den.

15

DIABOLIK.indd 15

29/08/16 1:03 pm

Hun trak sig fri og gned sig i øjnene. „Åh nej! Jeg så det slet ikke ske.“ Modløsheden gjorde hendes ansigt tungt, da hun så på stumperne. „Jeg har ødelagt den, har jeg ikke?“ „Skidt med statuen,“ sagde jeg. „Kom du noget til?“ Hun affejede bedrøvet mit spørgsmål. „Hvordan kunne jeg være så klodset. Det gik lige så godt …“ Hun sparkede til en stenklods, sukkede og så på mig. „Fik jeg sagt tak? Det gjorde jeg ikke. Tak, Nemesis.“ Jeg var ikke interesseret i hendes tak. Kun hendes sikkerhed betød noget for mig. Jeg var hendes diabolik. Kun mennesker havde behov for ros.

Diabolikker var ikke mennesker.

Vi lignede ganske vist mennesker. Vi havde menneskelig DNA, men vi var noget andet: skabt til at være fuldkommen nådesløse og ubetinget loyale over for et enkelt individ. Vi ville med glæde dræbe for den person, og kun for ham eller hende. Det var derfor, de fineste kejserlige familier var så ivrige efter at indkøbe os som livvagter til sig selv og deres børn, og til at dræbe deres fjender.

Men på det seneste virkede det, som om diabolikkerne var blevet lidt for gode til deres arbejde. Det kejserlige senat var begyndt at tale om ‘den diabolske plage’. Senatorer diskuterede diabolikker, der var kommet ud af kontrol og havde dræbt deres herrers fjender på grund af ubetydelige krænkelser. Ja, ligefrem myrdet familiemedlemmer til det barn, de havde til opgave at beskytte, for at fremme barnets tarv. For visse familier var vi i højere grad en trussel end et aktiv.

Jeg vidste, at senatet måtte have truffet en afgørelse, for her til morgen havde matriarken overleveret en officiel skrivelse til sin datter – direkte fra kejseren. Donia havde kastet et enkelt blik på den og givet sig til at udhugge.

Jeg havde levet sammen med hende i næsten otte år. Vi var praktisk taget vokset op side om side. Hun blev kun tavs og fjern som nu, når hun bekymrede sig om mig. „Hvad stod der i skrivelsen, Donia?“ Hun pillede ved en stenklods fra den knuste statue. „Nemesis … de har forbudt diabolikker. Med bagudvirkende kraft.“ 16

DIABOLIK.indd 16

29/08/16 1:03 pm

Bagudvirkende. Altså også aktive diabolikker. Som mig. „Kejseren forventer med andre ord, at du skiller dig af med mig.“ Donia rystede på hovedet. „Jeg vil ikke, Nemesis.“ Selvfølgelig ville hun ikke det. Og så ville hun blive straffet. Min stemme fik en skarp kant. „Hvis du ikke kan få dig til at skaffe dig af med mig, må jeg gøre det selv.“ „Jeg sagde, at jeg ikke ville gøre det, Nemesis, og det vil du heller ikke!“ Hendes øjne lynede. Hun løftede trodsigt hagen. „Jeg finder en anden løsning.“ Sidonia havde altid virket sagtmodig og sky, men skinnet bedragede.

Jeg havde for længst lært, at hun besad en kerne af stål.

Hendes far, senator von Impyrean, trådte til med hjælp. Han nærede en voldsom modvilje mod kejseren, Randevald von Domitrian.

Da Sidonia bad for mit liv, sneg et trodsigt glimt sig ind i senatorens øjne. „Nå, så kejseren kræver hendes død? Vær trygt forvisset, min kære.

Du behøver ikke miste din diabolik. Jeg fortæller kejseren, at dødsdommen er fuldbragt, og så er den ikke længere.“ Senatoren tog fejl.

Som de fleste magtfulde familier foretrak huset Impyrean at leve isoleret og kun socialisere i virtuelle rum. De nærmeste plebejere – de frie borgere, der levede rundt om på planeterne – var flere systemer væk fra senator von Impyrean og hans familie. Han udøvede sin myndighed over plebejerne på strategisk afstand. Familiens fæstning var i kredsløb om en ubeboet gaskæmpe med en ring af livløse måner.

Så vi blev alle sammen overraskede nogle uger senere, da et stjerneskib ankom fra rummets dyb – uanmeldt og uventet. Det var udsendt af kejseren under foregivende af at skulle ‘inspicere’ diabolikkens lig, men der var ikke nogen almindelig inspektør om bord.

Det var en inkvisitor.

Senator von Impyrean havde undervurderet kejserens fjendtlighed mod huset Impyrean. Min blotte eksistens gav kejseren en undskyldning for at indsætte en af sine egne agenter i Impyreans fæstning. Ink17

DIABOLIK.indd 17

29/08/16 1:03 pm

visitorer var en særlig gren af præsteskabet, trænet til at tage sig af de værste hedninge og gennemtvinge den helionistiske tros forordninger, ofte med vold.

Alene inkvisitorens ankomst burde have skræmt senatoren til lydighed, men Sidonias far omgik fortsat kejserens vilje.

Inkvisitoren var kommet for at se et lig, så et lig blev fremvist.

Det var bare ikke mit.

En af husets domestikker havde lidt af solarsyge. Ligesom diabolikker var domestikker genetisk konstrueret til et liv i tjeneste.

Modsat os havde de ikke brug for at træffe beslutninger, så de var konstrueret uden den evne. Senatoren førte mig til den hensygnende domestiks sengeleje og rakte mig dolken. „Gør, hvad du gør bedst, diabolik.“ Jeg var taknemlig for, at han havde sendt Sidonia til hendes gemakker. Jeg ønskede ikke, hun skulle se det her. Jeg førte dolken ind under domestikkens brystkasse. Hun blinkede ikke, forsøgte ikke at flygte.

Hun stirrede bare på mig med blanke, tomme øjne, og et øjeblik senere var hun død.

Først da fik inkvisitoren lov til at gå i havn ved fæstningen. Han foretog en overfladisk inspektion af liget og blev kun længe nok til at bemærke: „Hvor underligt. Hun virker … død for nylig.“ Senatoren stod ved mandens skulder og rejste børster. „Diabolikken har været døende af solarsyge i flere uger. Vi besluttede os for at gøre en ende på hendes lidelser, da du ankom til vores system.“ „I modstrid med direktivet,“ konstaterede inkvisitoren og vendte sig ophidset om mod ham. „Du påstod, at aflivningen allerede var foretaget.

Nu hvor jeg ser hende, undrer jeg mig over hendes størrelse. Hun er ret lille af en diabolik at være.“ „Stiller du nu også spørgsmål ved hendes lig?“ brølede senatoren. „Jeg sagde jo, hun har hensygnet i flere uger.“ Jeg betragtede inkvisitoren fra mit hjørne. Jeg var klædt som domestik, så min størrelse og muskulatur var skjult under kjortlens løse folder.

Hvis han gennemskuede vores list, ville jeg dræbe ham.

18

DIABOLIK.indd 18

29/08/16 1:03 pm

Jeg håbede ikke, det kom så vidt. Det kunne vise sig ganske … kompliceret at skjule liget af en inkvisitor. „Hvis din familie var mere respektfuld over for Det Levende Kosmos,“ bemærkede inkvisitoren, „ville dit hus måske være blevet forskånet en skrækkelig lidelse som solarsyge.“ Senatoren tog en dyb indånding for at svare igen, men i samme øjeblik pilede matriarken frem fra sin venteposition i døråbningen. Hun tog sin mands arm og kom ham i forkøbet. „Du har så evigt ret, inkvisitor. Vi er umådeligt taknemlige for din indsigt.“ Hendes smil var indsmigrende, for matriarken delte ikke sin mands iver efter at trodse kejseren.

Hun havde fået den kejserlige vrede at føle i en ung alder. Hendes egen familie havde mishaget kejseren, og en af hendes søskende havde betalt prisen. Nu virkede hun helt elektrisk af ængstelse, og hun ligefrem dirrede efter at formilde deres gæst. „Det ville være mig en stor glæde, hvis du ville deltage i vores messe i aften, inkvisitor. Måske kan du bemærke, hvad vi gør forkert.“ Hendes tone var honningsød, og det lød underligt i kontrast til hendes normalt så hvasse stemme. „Med fornøjelse, grandina von Impyrean,“ svarede inkvisitoren, nu med større venlighed. Han rakte ud for at føre hendes knoer op til sin kind.

Hun trak sig væk. „Jeg vil straks forberede det med vores domestikker. Jeg tager hende her med mig med det samme. Dig – følg med.“ Hun gjorde tegn til, at jeg skulle ledsage hende ved at vippe med hovedet.

Jeg havde ikke lyst til at forlade inkvisitoren. Jeg havde lyst til at holde øje med den mindste bevægelse og observere hver eneste grimasse, men matriarken havde ikke givet mig andet valg end at følge hende, som en domestik ville gøre. Vores skridt førte os ud af værelset, langt ud af syne af inkvisitoren. Matriarken satte farten op, og jeg gjorde det samme. Sammen fulgte vi gangene til senatorens gemakker. „Vanvid,“ mumlede hun. „Det er vanvid at løbe den risiko lige nu. Du burde ligge død foran den inkvisitor, ikke gå her ved min side!“ 19

DIABOLIK.indd 19

29/08/16 1:03 pm

Jeg kastede et langt, eftertænksomt blik på hende. Jeg ville gladeligt dø for Donia, men hvis det stod mellem mit liv og matriarkens, ville jeg sætte mit eget først. „Har du i sinde at fortælle inkvisitoren, hvad jeg er?“ Mens jeg talte, visualiserede jeg det slag, jeg ville dræbe hende med.

Et enkelt slag til baghovedet … ingen grund til at risikere et skrig. Donia kunne finde på at komme ud fra sit værelse, hvis hun hørte noget.

Jeg ville hade at skulle myrde hendes mor for øjnene af hende.

Matriarken besad det overlevelsesinstinkt, hendes mand og datter savnede. Selv min venlige tone sendte trækninger af rædsel over hendes ansigt. Det næste øjeblik forsvandt de så brat, at jeg spekulerede på, om det var noget, jeg havde bildt mig ind. „Naturligvis ikke. Sandheden ville være ensbetydende med døden for os alle.“ Jeg kunne altså lade hende leve. Jeg slappede af i musklerne. „Nu er du her, så gør dig nyttig,“ sagde hun dystert. „Hjælp mig med at dække over min mands arbejde, inden inkvisitoren inspicerer hans gemakker.“ Det kunne jeg klare. Vi skyndte os ind på senatorens kontor, hvor matriarken løftede op i sin kjole og sjokkede gennem rodet, der lå spredt over hele gulvet: blasfemiske databasefragmenter, der øjeblikkeligt ville dødsdømme hele denne familie, hvis inkvisitoren fandt dem. „Skynd dig,“ sagde hun og gjorde tegn til, at jeg skulle begynde at samle dem op. „Jeg tager dem til forbrænderen …“ „Nej.“ Hun lød bitter. „Min mand ville bare udnytte deres bortskaffelse til at anskaffe sig flere. Lige nu skal vi bare have dem ud af syne.“ Hun stak pegefingeren ind i en sprække i væggen, så gulvet gled fra og afslørede et hemmeligt rum.

Så satte hun sig til rette i senatorens stol og viftede sig med hånden, mens jeg smed spredte fragmenter af noget, der lignede computerdele og datachips, ned i hulrummet. Senatoren tilbragte flere dage herinde med at reparere, hvad han kunne redde, og lægge oplysninger op på sin private database. Han læste begærligt materialet og diskuterede det ofte 20

DIABOLIK.indd 20

29/08/16 1:03 pm

med Sidonia. Videnskabelige teorier, teknologiske arbejdstegninger.

Det hele var blasfemi. En hån mod Det Levende Kosmos.

Jeg gemte senatorens private computer væk sammen med stumperne, og så gik matriarken igen hen til væggen og stak fingeren ind i sprækken. Gulvet gled for. Jeg trak senatorens skrivebord hen over det, så det dækkede for det hemmelige rum.

Da jeg rettede mig op igen, så jeg matriarken betragte mig indgående. „Du ville have dræbt mig ude i gangen.“ Hendes glitrende øjne var en invitation til at benægte det.

Det gjorde jeg ikke. „Du ved, hvad jeg er, frue.“ „Åh ja, det gør jeg.“ Hun skar ansigt. „Et monster. Jeg ved, hvad der foregår bag dine kolde, sjæleløse øjne. Det er netop derfor, diabolikker er blevet forbudt. De beskytter én og udgør en trussel mod alle andre.

Du må aldrig glemme, at Sidonia har brug for mig. Jeg er hendes mor.“ „Og du må aldrig glemme, at jeg er hendes diabolik. Hun har endnu mere brug for mig.“ „Du har ikke den ringeste anelse om, hvad en mor betyder for sit barn.“ Nej. Det havde jeg ikke. Jeg havde aldrig haft en. Det eneste, jeg vidste, var, at Sidonia var i større sikkerhed hos mig end nogen anden i hele universet. Selv hendes egne slægtninge.

Matriarken lo en ubehagelig latter. „Hvorfor overhovedet diskutere det med dig? Du er lige så lidt i stand til at forstå familie, som en hund er til at komponere et digt. Nej, det, der betyder noget, er, at du og jeg har en fælles sag. Sidonia er godhjertet og naiv. Uden for den her fæstning, i resten af Imperiet … måske vil en skabning som dig netop være det, min datter behøver for at overleve. Men du må aldrig – aldrig – nævne for nogen, hvad vi har gjort i dag.“ „Aldrig.“ „Og hvis du får mistanke om, at nogen vil afsløre, at vi har skånet vores diabolik, så vil du tage dig af det problem.“ Alene tanken fyldte mig med en skoldhed, vred beskyttertrang. „Uden at tøve.“ 21

DIABOLIK.indd 21

29/08/16 1:03 pm

Hendes øjne var skarpe og rovfugleagtige. „Også selvom det betyder … at du må starte med dig selv.“ Jeg nedværdigede mig ikke til at svare. Selvfølgelig ville jeg dø for Sidonia. Hun var hele mit univers. Jeg elskede ikke andre end hende, og intet var vigtigere for mig end hendes liv. Uden hende havde jeg ingen grund til at leve.

Døden ville være en trøst i forhold til det.

DIABOLIK.indd 22

29/08/16 1:03 pm

S. J. K I N C A I D

UNG · SMUK · DRÆBERMASKINE

En diabolik er skabt til at være ubetinget loyal over for sin ejer.

En diabolik er en nådesløs dræbermaskine.

Nemesis er diabolik. Hun er bundet til Sidonia og vil ofre sig uden at tøve, hvis hendes ejer er i fare.

Nemesis er bare ikke helt almindelig.

Hun har en svaghed, der gør hende til den farligste diabolik i imperiet – hun ved det bare ikke … endnu.

En stærk fortælling om magt, intriger og kærlighed i rummet.

S. J. K I N C A I D 9

788711 523773