Dronninggambit læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

L AD SPILLET BEGYNDE

“Altopslugende … en storslået besættelse.”

WALTER TEVIS

Den otteårige, forældreløse Elizabeth Harmon er en mut og stille pige, der ikke gør et stort væsen af sig. Indtil den dag hun spiller sit første parti skak. Hendes hjerne skærpes, og for første gang i sit liv føler hun sig fuldstændigt i kontrol. Som 16-årig er Beth klar til at deltage i det prestigefyldte U.S. Open skakmesterskab. Men i takt med at hendes succes vokser, gør hendes indre dæmoner det også. Og langsomt men sikkert ødelægges Beth, brik for brik, på vejen mod toppen af den ubarmhjertige skakverden.

– Los Angeles Times

WALTER TEVIS

Content_9788711998137.indd 2

23/01/21 10:45 am

Walter Tevis

Oversat af Mogens Cohrt

Lindhardt og Ringhof

Content_9788711998137.indd 3

23/01/21 10:45 am

Dronninggambit oversat fra engelsk af Mogens Cohrt efter The Queen’s Gambit Copyright © 1983 by Walter Tevis All rights reserved Dansk copyright © 1984, 2017, 2021 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Forsideillustration © Netflix 2021. Used with permission. Omslag: Mathilde Weien Tryk: Livonia Print WEB, 2021 ISBN: 978-87-119-9813-7 3. udgave, 1. oplag, 2021 Denne bog er beskyttet af lov om ophavsret. Kopiering til andet end personlig brug må kun ske efter aftale med Lindhardt og Ringhof samt forfatter.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Content_9788711998137.indd 4

23/01/21 10:45 am

Til Eleanora

Content_9788711998137.indd 5

23/01/21 10:45 am

That the topless towers be burnt And men recall that face, Move gently if move you must In this lonely place. She thinks, part woman, three parts a child, That nobody looks; her feet Practice a tinker shuﬄe Picked up on a street. Like a long-legged fly upon the stream Her mind moves upon silence. W.B. Yeats, “Longed-legged Fly”

Content_9788711998137.indd 6

23/01/21 10:45 am

Forfatterens bemærkning

De helt enestående præstationer, stormestrene Robert Fischer, Boris Spasskij og Anatolij Karpov har ydet på skakbrættet, har i mange år været en kilde til glæde for spillere som mig selv. Da Dronninggambit imidlertid er et skønlitterært værk, syntes det velbetænkt ikke at medtage dem blandt de personer, der optræder i bogen om ikke for andet, så for at forhindre indsigelser. Jeg vil gerne takke Joe Ancrile, Fairfiels Hoban og Stuart Morden, alle fremragende skakspillere, der hjalp mig med bøger, magasiner og turneringsregler. Og jeg var så heldig at få nationalmester Bruce Pandolfinis varmhjertede og grundige hjælp med korrekturlæsning på teksten og hans bistand med at rense den for fejl vedrørende det spil, han spiller så misundelsesværdigt godt.

Content_9788711998137.indd 7

23/01/21 10:45 am

Content_9788711998137.indd 2

23/01/21 10:45 am

1. kapitel

Beth hørte om sin mors død fra en sygeplejerske. Næste dag var hendes billede i Herald-Leader. Fotografiet var taget på verandaen til det grå hus på Maplewood Drive og viste Beth i en enkel bomuldskjole. Selv dengang var det tydeligt, at hun var grim. Under billedet stod der følgende tekst: “Elizabeth Harmon blev forældreløs ved gårsdagens harmonikasammenstød på New Circle Road, og der venter hende nu en usikker fremtid. Efter ulykken, der krævede to dødsofre og adskillige kvæstede, er den otteårige Elizabeth nu uden familie. Elizabeth var alene hjemme da ulykken skete og hørte om den kort før dette billede blev taget. Der vil nu blive sørget godt for hende, siger myndighederne.” På Methuen Børnehjem fik Beth en beroligende pille to gange om dagen. Det fik alle de andre børn også for at “dæmpe deres gemyt”. Så vidt enhver kunne se var der ikke noget i vejen med Beths gemyt men hun var glad for at få den lille pille.

Content_9788711998137.indd 8

23/01/21 10:45 am

Mr. Fergussen gav dem pillerne i et lille papbæger. Udover den grønne, der dæmpede gemyttet, var der orange og brune til opbygning af en stærk krop. Børnene skulle stille sig i kø for at få dem. Den højeste pige var den sorte Jolene. Hun var tolv. På sin anden dag stod Beth bag ved hende i vitaminkøen, og Jolene vendte sig om og så ned på hende med et skulende blik. – Er du ægte forældreløs eller en bastard? Beth vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hun var bange. De stod bagest i køen, og det var meningen hun skulle blive stående der, indtil de nåede hen til vinduet, hvor Mr. Fergussen stod. Beth havde hørt sin mor kalde sin far en bastard, men hun vidste ikke, hvad det betød. – Hvad hedder du, tøs? spurgte Jolene. – Beth. – Er din mor død? Hvad med din far? Beth stirrede på hende. Ordene “mor” og “død” var ikke til at holde ud at høre. Hun havde den største lyst til at løbe, men der var ingen steder hun kunne løbe hen. – Dine de gamle, sagde Jolene med en stemme, der ikke var uden medfølelse, – er de døde? Beth kunne ikke finde på noget at sige eller gøre. Hun stod skrækslagen i køen og ventede på pillerne. – I er allesammen nogle grådige pikslikkere! Det var Ralph i drengeafdelingen, der råbte det. Hun hørte det, fordi hun var i biblioteket, og det havde et vindue ind til drengeafdelingen. Hun havde intet mentalt billede af “pikslikker,” og ordet var fremmed for hende. Men fra lyden af det vidste hun, at han ville få sin mund vasket med sæbe. Det havde de gjort ved hende for “pokkers” – og hendes mor havde sagt “pokkers” hele tiden.

Content_9788711998137.indd 9

23/01/21 10:45 am

Frisøren fik hende til at sidde bomstille i stolen. – Hvis du rører dig, kan det komme til at koste dig et øre. Der var intet gemytligt i hans stemme. Beth sad så roligt hun kunne, men det var umuligt at sidde fuldkommen stille. Hun prøvede at beskæftige sig med at tænke på det der ord “pikslikker”. Det eneste hun kunne forestille sig var en fugl, noget i retning af en oksehakker. Men hun havde på fornemmelsen, at det var forkert. Pedellen var tykkere på den ene led end på den anden. Han hed Shaibel. Mr. Shaibel. En dag blev hun sendt ned i kælderen for at gøre tavlekludene rene ved at slå dem mod hinanden, og hun fandt ham siddende der på en metaltaburet i nærheden af fyret og skule over et grønt og hvidt dambræt. Men hvor dambrikkerne skulle være var der små plasticdimser i mærkelige faconer. Nogle af dem var større end andre. Der var flere af de små end af de andre. Pedellen så på hende. Hun gik uden at sige noget. Om fredagen spiste alle fisk, hvad enten de var katolikker eller ikke. De fik den i firkanter, paneret med en mørk, brun, tør skorpe og overhældt med en tyk, orangefarvet sauce, som den franske dressing man kunne få på flasker. Saucen var sød og smagte skrækkeligt, men fisken under den var værre. Smagen af den var lige ved at få hende til at brække sig. Men man var nødt til at spise hver eneste bid, for ellers ville Mrs. Deardorff få det at vide, og man ville ikke blive adopteret. Nogle børn blev adopteret med det samme. En seksårig pige ved navn Alice var kommet en måned efter Beth, og inden der var gået tre uger havde nogle venligt udseende mennesker, der talte med accent, taget hende til sig. De gik gennem afdelingen den dag, de kom for at hente Alice. Beth havde haft lyst til at slå armene om dem, fordi hun syntes, de så glade og lykkelige ud, men hun vendte

Content_9788711998137.indd 10

23/01/21 10:45 am

sig bort, da de så på hende. Andre børn havde været der længe og vidste, at de aldrig ville komme derfra. De kaldte sig “livsfanger”. Beth spurgte sig selv, om hun var en livsfange. Gymnastik var slemt, og volleyball var det værste. Beth kunne aldrig ramme bolden rigtigt. Hun slog hidsigt til den eller skubbede til den med stive fingre. Engang forvred hun sin finger sådan, at den hovnede op bagefter. De fleste af pigerne lo og råbte, når de spillede, men det gjorde Beth aldrig. Jolene var langt den bedste spiller. Det skyldtes ikke bare, at hun var ældre og højere; hun vidste altid præcis hvad hun skulle gøre, og når bolden kom flyvende højt over nettet, kunne hun placere sig under den uden at råbe til de andre, at de skulle flytte sig, og derefter springe op og slå den ned med en lang, jævn bevægelse af armen. Det hold, der havde Jolene, vandt altid. Ugen efter at Beth var kommet til skade med sin finger, standsede Jolene hende, da gymnastiktimen var forbi, mens de andre styrtede ud til bruserne. – Nu skal jeg vise dig noget, sagde Jolene. Hun holdt hænderne i vejret med de lange fingre åbne og let bøjede. – Du skal gøre det sådan. Hun bøjede albuerne og skubbede hænderne opad i en jævn bevægelse og greb en imaginær bold. – Prøv. Beth prøvede, kejtet til at begynde med. Jolene viste hende det igen og lo. Beth prøvede det endnu et par gange og klarede det bedre. Så tog Jolene bolden og fik Beth til at gribe den med fingerspidserne. Efter nogle gange klarede hun det med lethed. – Arbejd nu videre med det, ikke? sagde Jolene og løb ud til brusebadet. Beth arbejdede med det hele den næste uge, og derefter havde hun ikke det mindste imod volleyball. Hun blev ikke dygtig til det, men det var noget, hun ikke mere var bange for.

Content_9788711998137.indd 11

23/01/21 10:45 am

Hver tirsdag efter regnetimen sendte Miss Graham Beth ned for at ordne tavlekludene. Det blev betragtet som et privilegium, og Beth var den bedste i klassen, selv om hun var den yngste. Hun kunne ikke lide kælderen. Den lugtede muggent, og hun var bange for Mr. Shaibel. Men hun ville gerne vide noget mere om det spil, han spillede, på det bræt alene. En dag gik hun hen og stillede sig nær ved ham og ventede på, at han skulle flytte en brik. Den han rørte var den med et hestehoved på et lille fodstykke. Efter et øjeblik så han op på hende med et irriteret udtryk i ansigtet. – Hvad vil du, barn? sagde han. Normalt flygtede hun fra enhver menneskelig konfrontation, især med voksne, men denne gang trak hun sig ikke tilbage. – Hvad hedder det spil? spurgte hun. Han stirrede på hende. – Du skulle være deroppe sammen med de andre. Hun så roligt på ham; der var noget ved denne mand og den vedholdenhed hvormed han spillede sit gådefulde spil, der hjalp hende til at holde fast ved det, hun ønskede. – Jeg vil ikke være sammen med de andre, sagde hun. – Jeg vil have at vide, hvad det er for et spil, De spiller. Han så mere indgående på hende. Så trak han på skuldrene. – Det hedder skak. En nøgen pære hang i en sort ledning mellem Mr. Shaibel og fyret. Beth passede på ikke at lade skyggen af sit hoved falde på brættet. Det var søndag formiddag. De havde andagt oppe i biblioteket, og hun havde rakt en hånd i vejret for at bede om tilladelse til at gå på toilettet og var så kommet herned. Hun havde i ti minutter stået og set pedellen spille skak. Ingen af dem havde sagt noget, men han syntes at acceptere hendes tilstedeværelse.

Content_9788711998137.indd 12

23/01/21 10:45 am

Han kunne stirre på brikkerne flere minutter ad gangen, uden at røre sig, bare se på dem som om han hadede dem og derefter række ud over sin mave, samle en af dem op med fingerspidserne, holde den et øjeblik som om han holdt en død mus i halen og sætte den på et andet felt. Han så ikke op på Beth. Beth stod med den sorte skygge af sit hoved på betongulvet ved hendes fødder og holdt øje med brættet, tog ikke blikket fra det et eneste øjeblik, fulgte hver eneste træk. Hun havde lært at gemme sine beroligende piller til natten. Hun sov bedre så. Hun puttede den aflange pille i munden, når Mr. Fergussen gav hende den, fik den ind under tungen, tog en slurk af den orangejuice der fulgte med pillen, sank, og når Mr. Fergussen var gået videre til det næste barn, fik hun pillen ud af munden puttede den i lommen på sin kadetbluse. Pillen havde et hårdt overtræk og gik ikke i opløsning mens den lå under tungen. De første to måneder havde hun sovet meget lidt. Hun prøvede at sove, lå meget stille med øjnene fast lukkede. Men hun kunne høre pigerne i de andre senge hoste eller vende sig eller mumle, eller en plejer på nattevagt gik hen ad korridoren og skyggen ville glide over hendes seng, og hun ville se den selv med lukkede øjne. En telefon ringede langt borte, eller et toilet blev skyllet ud. Men værst af alt var det, når hun hørte stemmer fra skrivebordet ved enden af korridoren. Ligegyldigt hvor dæmpet plejeren talte med den vagthavende, ligegyldigt hvor venligt, blev Beth straks anspændt og lysvågen; og søvn ville være udelukket den nat. Nu lagde hun sig godt til rette i sengen, gav sig selv lov til at nyde den spændte fornemmelse i maven, fordi hun vidste, at den snart ville forlade hende. Hun ventede der, alene i mørket, overvågede sig selv og ventede på, at oprøret i hende skulle nå sit højeste. Så

Content_9788711998137.indd 13

23/01/21 10:45 am

sank hun de to piller og lagde sig tilbage, indtil roen begyndte at brede sig i hendes krop som bølger i et varmt hav. – Vil De lære mig det? Shaibel sagde ingenting, viste ikke engang med en bevægelse af hovedet, at han havde hørt spørgsmålet. Oppefra kom lyden af fjerne stemmer der sang “Bringing ind the Sheaves”. Hun ventede i adskillige minutter. Hendes stemme knækkede næsten over i et forsøg på at få ordene frem, men frem kom de. – Jeg vil gerne lære at spille skak. Shaibel rakte en fed hånd ud efter en af de større, sorte brikker, løftede den behændigt op i dens hoved og satte den ned på et felt på den anden side af brættet. Han førte hånden tilbage og foldede armene over brystet. Han så stadig ikke på Beth. – Jeg spiller ikke mod fremmede. Den flade stemme virkede som et slag i ansigtet på hende. Beth vendte sig og gik ovenpå med en dårlig smag i munden. – Jeg er ikke en fremmed, sagde hun til ham to dage senere. – Jeg bor her. Bag hendes hoved kredsede en lille myg omkring den nøgne pære, og dens blege skygge flagrede over brættet med jævne mellemrum. – De kan lære mig det. Jeg kender allerede lidt til det af at se på Dem. – Piger spiller ikke skak. Shaibels stemme var tonløs. Hun stålsatte sig og trådte et skridt nærmere, pegede på, men rørte ikke ved, en af de cylindriske brikker, som hun allerede i fantasien havde kaldt en kanon. – Den der bevæger sig op eller ned eller frem og tilbage. Hele vejen, hvis der ikke står andre brikker i vejen. Shaibel var tavs en tid. Så pegede han på en af dem, hvis top lignede en gennemskåret citron. – Og den her? Hjertet hoppede i livet på hende. – På diagonalerne.

Content_9788711998137.indd 14

23/01/21 10:45 am

Man kunne spare piller op ved kun at tage en om aftenen og beholde den anden. Beth kom de ekstra piller i sit tandbørstehylster, hvor ingen nogen sinde ville se efter. Hun skulle blot sørge for at tørre tandbørsten så godt hun kunne, med et papir håndklæde, når hun havde brugt den, eller slet ikke bruge den og gnide tænderne rene med en finger. Den aften tog hun for første gang tre piller, den ene efter den anden. Det prikkede i hendes nakkehud, og de små hår rejste sig; hun havde opdaget noget vigtigt. Hun lod den varme fornemmelse brede sig over hele kroppen som hun lå der på sin seng i sin falmede blå pyjamas på det værste sted i pigeafdelingen, i nærheden af døren til gangen og lige over for baderummet. Noget i hendes liv var klaret: hun kendte skakbrikkerne nu og vidste hvordan de bevægede sig og slog, og hun vidste, hvordan hun ved hjælp af de piller børnehjemmet gav hende, kunne skaffe sig en god og varm fornemmelse i maven og i de stive led i hendes arme og ben. – Okay, barn, sagde Shaibel. – Vi kan spille skak nu. Jeg spiller hvid. Hun havde tavlekludene. Det var efter regnetimen, og hun skulle have geografi om ti minutter. – Jeg har ikke lang tid, sagde hun. Hun havde lært alle bevægelserne i søndags i løbet af den time andagten tillod hende at være i kælderen. Der var ingen der nogen sinde savnede hende under andagten når bare hun mødte op, på grund af den gruppe piger, der kom fra børnehjemmet i den anden ende af byen. Men det var noget andet med geografi. Hun var forfærdelig bange for Mr. Schell, selv om hun var den bedste i klassen. Pedellens stemme var tonløs. – Nu eller aldrig, sagde han. – Jeg har geografi … – Nu eller aldrig.

Content_9788711998137.indd 15

23/01/21 10:45 am

Hun tænkte sig kun om et sekund, inden hun bestemte sig. Hun havde set en gammel mælkekasse bag ved fyret. Hun trak den hen til den anden ende af brættet, satte sig og sagde: – Træk. Han slog hende efter fire træk med det hun senere skulle lære hed idiotmat. Det gik hurtigt, men ikke hurtigt nok til at forhindre hende i at komme et kvarter for sent til geografi. Hun sagde hun havde været på toilettet. Mr. Schell stod ved katederet med hænderne i hofterne. Han så ud over klassen. – Har nogen af jer unge damer set denne unge dame på pigetoilettet? Der lød dæmpet fnisen. Ingen hænder blev rakt i vejret, ikke engang Jolenes, selv om Beth havde løjet for hende to gange. – Og hvor mange af jer unge damer var på toilettet før timen? Mere fnisen og tre hænder i vejret. – Og så nogen af jer Beth dér? I færd med at vaske sine søde små hænder, måske? Intet svar. Mr. Schell vendte tilbage til tavlen, hvor han havde skrevet en liste over Argentinas eksport og tilføjede ordet “sølv”. Et øjeblik troede Beth, at hun var sluppet for videre tiltale. Men så talte han med ryggen til klassen. – Fem minusser, sagde han. Når man havde ti minusser, blev man pisket i enden med en læderrem. Beth havde kun mærket remmen i sin fantasi, men hendes fantasi udvidede sig et øjeblik med en vision af smerte som ild på hendes blødere legemsdele. Hun lagde en hånd på hjertet og følte i bunden af brystlommen i sin skjorte efter formiddagens pille. Angsten formindskedes kendeligt. Hun så for sig sit tandbørstehylster, det lange, rektangulære plastichylster; der var endnu fire piller i det nu, der i skuffen i det lille metalstativ ved hendes seng. Den aften lå hun på ryggen i sengen. Hun havde endnu ikke taget pillen i hånden. Hun lyttede til nattelydene og lagde mærke til, hvor-

Content_9788711998137.indd 16

23/01/21 10:45 am

dan de syntes at blive højere, efterhånden som hendes øjne vænnede sig til mørket. Nede ad gangen begyndte Mr. Byrne at tale til Mrs. Holland ved skrivebordet. Beth spændte musklerne i kroppen ved lyden. Hun blinkede og så på det mørke loft over hende og tvang sig til at se skakbrættet med de grønne og hvide felter. Så stillede hun brikkerne op på deres hjemmefelter: tårn, springer, løber, dronning, konge og rækken af bønder foran dem. Så flyttede hun hvids kongebonde op til fjerde række. Hun førte sorts frem. Hun kunne dette! Det var let. Hun fortsatte med at spille det spil om, hun havde tabt. Hun førte Shaibels springer op til tredje række nu. Den stod der tydeligt for hendes blik på det grøn-hvide bræt på loftet i sovesalen. Lydene var allerede svundet ind til en hvid, harmonisk baggrundsstøj; Beth lå lykkelig i sengen og spillede skak. Næste søndag blokerede hun idiotmatten med sin kongespringer. Hun havde gennemgået partiet hundrede gange i tankerne, indtil det var renset for al vrede og ydmygelse, sådan at kun brættet og brikkerne stod klart i hendes natlige vision. Da hun om søndagen kom ned for at spille med Shaibel, var det altsammen gennemarbejdet, og hun flyttede springeren som i en drøm. Hun elskede fornemmelsen af brikken, det lille hestehoved i sin hånd. Da hun satte springeren på feltet, skulede pedellen til den. Han tog sin dronning og satte Beths konge skak med den. Men Beth var også forberedt på det; hun havde set det i sengen i nat. Det tog ham fjorten træk at fange hendes dronning. Hun prøvede at spille videre uden dronning, at ignorere det dræbende tab, men han standsede hendes hånd inden den rørte ved den bonde hun skulle til at flytte. – Du opgiver nu, sagde han. Hans stemme var streng.

Content_9788711998137.indd 17

23/01/21 10:45 am

– Giver op? – Netop, barn. Når man mister dronningen på den måde, giver man op. Hun stirrede uforstående på ham. Han slap hendes hånd, tog hendes sorte konge og lagde den ned på brættet. Den rullede frem og tilbage et øjeblik og lå så stille. – Nej, sagde hun. – Jo. Du har opgivet spillet. Hun havde lyst til at slå ham med et eller andet. – Det fortalte De mig ikke om i reglerne. – Det er ikke en regel. Det er en god sportsånd. Hun vidste hvad han mente, men hun brød sig ikke om det. – Jeg vil spille færdig, sagde hun. Hun tog kongen og stillede den tilbage på dens felt. – Nej. – De er nødt til at spille færdig, sagde hun. Han hævede øjenbrynene og rejste sig. Hun havde aldrig set ham stå op i kælderen – kun på gangene når han fejede eller i klasseværelserne, når han vaskede tavlerne. Han var nødt til at bøje nakken lidt for at hans hoved ikke skulle støde mod bjælkerne i det lave loft. – Nej, sagde han. – Du tabte. Det var ikke fair. Hun interesserede sig ikke for god sportsånd. Hun ønskede at spille og at vinde. Hun ønskede at vinde, mere end hun nogen sinde havde ønsket noget. Hun sagde noget hun ikke havde sagt siden sin mors død: – Må jeg ikke nok? – Spillet er slut, sagde han. Hun stirrede rasende på ham. – De grådige … Han lod armene falde ned langs siderne og sagde langsomt: – Ikke mere skak. Ud med dig.

Content_9788711998137.indd 18

23/01/21 10:45 am

Hvis bare hun var større. Men det var hun ikke. Hun rejste sig fra brættet og gik hen til trappen, mens pedellen så efter hende i tavshed. Da hun om tirsdagen gik hen ad gangen til kælderdøren med sine tavleklude, fandt hun døren låst. Hun skubbede to gange til den med hoften, men den gav ikke efter. Hun bankede på, først sagte og så højt, men der var ikke en lyd fra den anden side. Det var forfærdeligt. Hun vidste, at han sad ved brættet, at han bare var vred på hende fra sidste gang, men der var ikke noget, hun kunne gøre ved det. Da hun kom tilbage med tavlekludene, lagde Miss Graham ikke engang mærke til, at de ikke var blevet gjort rene, eller at Beth var kommet tidligere tilbage end sædvanlig. Om torsdagen var hun sikker på, at det ville være det samme, men det var det ikke. Døren var åben, og da hun gik ned ad trappen, optrådte Shaibel som om der intet var sket. Brikkerne var stillet op. Hun skyndte sig at gøre tavlekludene rene og satte sig ved brættet. Shaibel, havde allerede flyttet sin kongebonde, da hun kom derhen. Hun spillede sin kongebonde og rykkede den to felter frem. Denne gang ville hun ikke begå nogen fejltagelser. Han reagerede hurtigt på hendes træk, og hun svarede straks. De talte ikke, men fortsatte med at trække. Beth kunne føle spændingen, og hun syntes om den. I det tyvende træk flyttede Shaibel en springer frem, hvor han ikke skulle have gjort det, og Beth var i stand til at få en bonde frem til sin sjette række. Han flyttede springeren tilbage. Det var et spildt træk, og hun følte en behagelig gysen, da hun så ham gøre det. Hun byttede sin løber for springeren. I det næste træk rykkede hun så bonden frem igen. Den ville blive en dronning i næste træk. Han sad der og så på den, og så rakte han vredt ud og væltede sin konge.

Content_9788711998137.indd 19

23/01/21 10:45 am

Ingen af dem sagde noget. Det var hendes første sejr. Al spændingen var udløst, og det, Beth følte indvendig, var det vidunderligste, hun nogen sinde havde følt i hele sit liv. En søndag efter et spil, han lige akkurat havde vundet, sagde han til hende: – Du burde lære det sicilianske forsvar. – Hvad er det? spurgte hun irritabelt. Hun krympede sig stadig under tabet. Hun havde slået ham i to partier sidste uge. – Når hvid flytter bonden til d4, gør sort dette. Han flyttede den hvide bonde to felter frem på brættet, hans næsten uundgåelige første træk. Så tog han bonden foran den sorte dronningeløber og stillede den to felter fremme mod midten. Det var første gang han nogen sinde havde vist hende noget som dette. – Hvad så? spurgte hun. Han tog kongespringeren og satte den på feltet til højre for bonden. – Springer til f3. – Hvad er f3? – Det tredje felt foran kongeløberen. Der hvor jeg lige stillede springeren. – Har felterne navne? Han nikkede udtryksløst. Hun fornemmede, at han var uvillig til at give selv denne oplysning fra sig. – Hvis man spiller godt, har de navne. Hun lænede sig frem. – Vis mig det. Han så ned på hende. – Nej. Ikke nu. Dette gjorde hende rasende. Hun forstod udmærket, at et menneske kan lide at bevare sine hemmeligheder. Hun bevarede sine. Ikke desto mindre havde hun den største lyst til at læne sig ind over brættet og slå ham i ansigtet og få ham til at fortælle hende den. Hun sugede luft ind. – Er det det sicilianske forsvar?

Content_9788711998137.indd 20

23/01/21 10:45 am

Han syntes at være lettet over, at hun havde droppet emnet om felternes navne. – Der er mere, sagde han. Han gik videre med det og viste hende de grundlæggende træk og nogle varianter. Men han brugte ikke navnene på felterne. Han viste hende Levenfish-varianten og Najdorf-varianten og gav hende besked på at gennemgå dem. Det gjorde hun uden at begå en eneste fejl. Men da de bagefter spillede et rigtigt parti, flyttede han sin dronningbonde frem, og hun kunne straks se, at det, han havde lært hende, ikke kunne bruges i denne situation. Hun skulede til ham over brættet og følte, at hvis hun havde haft en kniv, kunne hun have stukket ham ned med den. Så så hun igen på brættet og flyttede sin egen dronningbonde frem, fast besluttet på at slå ham. Han flyttede bonden ved siden af sin dronningbonde, den foran løberen. Det gjorde han ofte. – Er det en af de ting? Som det sicilianske forsvar? spurgte hun. – Åbninger. Han så ikke på hende; han holdt øje med brættet. – Er det? Han trak på skuldrene. – Dronninggambit. Hun følte sig bedre tilpas nu. Hun havde lært noget mere af ham. Hun besluttede sig til ikke at slå den tilbudte bonde, til at lade spændingen blive på brættet. Hun kunne lide den magt brikkerne udøvede langs rækker og diagonaler. Midt i partiet, da der var brikker overalt, var hun betaget af de kræfter der gik på kryds og tværs over brættet. Hun førte kongespingeren frem og følte dens kraft sprede sig. På tyve træk havde hun vundet begge hans tårne, og han opgav. Hun vendte sig i sengen, lagde en pude over hovedet for at dække for det lys, der sivede ind under døren til gangen og begyndte at tænke over, hvordan man kunne bruge en løber og et tårn sammen

Content_9788711998137.indd 21

23/01/21 10:45 am

til pludselig at sætte kongen en skak. Hvis man flyttede løberen, ville kongen stå skak, og løberen ville være fri til at gøre, hvad den nu havde lyst til, i næste træk – endda tage dronningen. Hun lå længe og tænkte ophidset på dette stærke angreb. Så tog hun puden væk og rullede om på ryggen og lavede skakbrættet på loftet og spillede igen alle sine partier mod Shaibel, et efter et. Hun så to steder, hvor hun kunne have skabt den tårn-løber kombination, hun lige havde udtænkt. I en af dem kunne hun have forstærket den med en dobbelt trussel, og i den anden kunne hun måske have listet den ind. Hun gennemspillede disse to partier i tankerne med de nye træk og vandt dem begge. Hun smilede ved sig selv og faldt i søvn. Regnelæreren gav tavlekludene til en anden elev og sagde, at Beth trængte til en pause. Det var ikke fair, for Beth havde stadig topkarakterer i regning, men hun kunne ikke gøre noget ved det. Hun sad i klassen når den lille, rødhårede dreng hver dag gik ud med tavlekludene og lavede sine meningsløse regnestykker med dirrende hånd. For hver dag blev trangen til at spille skak mere og mere overvældende. Tirsdag og onsdag tog hun kun én pille og gemte den anden. Torsdag lykkedes det hende at falde i søvn efter at have spillet skak i tankerne en times tid, og hun gemte dagens to piller. Hun gjorde det samme om fredagen. Hele lørdagen mens hun gjorde sit arbejde i kantinens køkken og om eftermiddagen under julefilmen i biblioteket og den opbyggelige, personlige samtale før middagen, kunne hun, når som helst hun ønskede det, føle en lille varm fornemmelse ved bevidstheden om, at hun havde seks piller i sit tandbørsteetui. Da lyset var blevet slukket den aften tog hun dem alle, en efter en, og ventede. Da virkningen indtraf, var den vidunderlig – en slags sødmefyldt fornemmelse i maven, en afslappelse af alle de

Content_9788711998137.indd 22

23/01/21 10:45 am

spændte muskler i hendes krop. Hun holdt sig vågen så længe hun kunne for at nyde den varme, der fyldte hende, den dybe, kemisk frembragte lykkefølelse. Om søndagen, da Shaibel spurgte hende, hvor hun havde været, var hun overrasket over, at det interesserede ham. – De ville ikke lade mig forlade klassen, sagde hun. Han nikkede. Skakbrættet var stillet op, og hun så til sin overraskelse, at de hvide brikker vendte mod hende, og at mælkekassen allerede var på plads. – Skal jeg trække først? spurgte hun vantro. – Ja. Fra nu af skiftes vi. Det er sådan det bør spilles. Hun satte sig og flyttede kongebonden. Shaibel flyttede tavs sin løberbonde på dronningefløjen. Hun havde ikke glemt trækkene. Hun glemte aldrig skaktræk. Hun spillede Levenfish-varianten; hun holdt hele tiden øje med hans løbers beherskelse af den lange diagonal, den vej den ventede at slå til ad. Og hun fandt en måde at neutralisere den på i det syttende træk. Hun var i stand til at bytte sin egen, svagere løber for den. Så rykkede hun frem med sin springer, bragte et tårn i spil og satte ham mat i løbet af endnu ti træk. Det havde været ganske ligetil – blot et spørgsmål om at holde øjnene åbne og forestille sig de måder spillet kunne udvikle sig på. Skakmatten overrumplede ham; hun fangede kongen i den bageste række, rakte armen hele vejen over brættet og satte tårnet ned på det felt, der gjorde ham mat. – Mat, sagde hun roligt. Shaibel virkede anderledes i dag. Han skulede ikke som han altid gjorde, når hun slog ham. Han bøjede sig frem og sagde: – Jeg vil lære dig skaknotation. Hun så op på ham. – Navnene på felterne. Jeg vil lære dig det nu.

Content_9788711998137.indd 23

23/01/21 10:45 am

Hun blinkede. – Er jeg dygtig nok nu? Han begyndte at sige noget og standsede. – Hvor gammel er du, barn? – Otte. – Otte år gammel. Han lænede sig frem – så langt hans store mave ville tillade. – Sandt at sige, barn, du er forbløffende. Hun forstod ikke, hvad han sagde. – Undskyld mig. Shaibel bøjede sig ned og tog en næsten tom halvflaske op fra gulvet. Han lagde hovedet tilbage og drak af den. – Er det whisky? spurgte Beth. – Ja, barn. Og sig det ikke til nogen. – Jeg siger ikke noget, sagde hun. – Lær mig nu skaknotation. Han stillede flasken ned på gulvet igen. Beth fulgte den et øjeblik med øjnene og spekulerede på, hvordan whisky mon smagte, og hvordan det ville føles, hvis man drak det. Så vendte hun igen sit blik og sin opmærksomhed mod brættet med dets toogtredive brikker, der hver udøvede sin egen tavse kraft. Somme tider blev hun vækket midt om natten. En eller anden sad på kanten af hendes seng. Hun stivnede. – Slap af, hviskede Jolene. – Det er bare mig. Beth sagde ikke noget, lå bare der og ventede. – Jeg tænkte, du kunne lide at prøve noget morsomt, sagde Jolene. Hun stak en hånd ind under tæppet og lagde den blidt på Beths mave. Beth lå på ryggen. Hånden blev der, og Beth holdt stadig kroppen stiv. – Lad nu være at spænde sådan, hviskede Jolene. – Jeg vil ikke gøre dig noget. Hun fnisede sagte. – Jeg er bare liderlig. Ved du, hvad det er at være liderlig? Det vidste Beth ikke.

Content_9788711998137.indd 24

23/01/21 10:45 am

– Slap nu bare af. Jeg vil bare gnide dig lidt. Det føles dejligt, hvis du giver dig hen i det. Beth drejede hovedet mod døren til gangen. Den var lukket. Lyset sivede ind under den som sædvanlig. Hun kunne høre fjerne stemmer nede ved skrivebordet. Jolenes hånd bevægede sig nedad. Beth rystede på hovedet. – Lad være … hviskede hun. – Ti nu stille, sagde Jolene. Hendes hånd gled længere ned og en finger begyndte at gnide op og ned. Det gjorde ikke ondt, men noget i Beth modsatte sig det. Hun mærkede sveden bryde frem. – Åh pjat, sagde Jolene. – Jeg vil vædde på, at du kan lide det. Hun rykkede lidt nærmere til Beth og tog Beths hånd med sin fri og trak den hen mod sig. – Du skal også røre ved mig, sagde hun. Beth lod sin hånd blive slap. Jolene førte den op under sin natkjole, indtil fingrene strejfede det sted, der føltes varmt og fugtigt. – Ja sådan, baby, hviskede Jolene, – tryk så lidt til, hviskede Jolene. Intensiteten i den hviskende stemme var skræmmende. Beth gjorde hvad hun fik besked på og trykkede hårdere til. – Jå sådan, baby, hviskede Jolene, – bevæg den op og ned. Sådan. Hun begyndte at bevæge sin finger på Beth. Det var skrækindjagende. Beth gned Jolene nogle få gange, gjorde sig virkelig umage, koncentrerede sig om at gøre det. Hendes ansigt var vådt af sved, og med sin frie hånd greb hun om lagenet og knugede det af alle kræfter. Så var Jolenes ansigt tæt ved hende og hendes arm lagde sig om Beths bryst. – Hurtigere, hviskede Jolene. – Hurtigere, – Nej, sagde Beth med høj og skrækslagen stemme. – Nej, jeg vil ikke gøre det. Hun trak hånden til sig. – Møgtøs, sagde Jolene højt. Der lød løbende skridt ude på gangen, og døren blev åbnet. Lys strømmede ind. Det var en af natpersonalet, som Beth ikke kendte.

Content_9788711998137.indd 25

23/01/21 10:45 am

Kvinden stod der et langt minut. Alt var stille. Jolene var borte. Beth turde ikke røre sig for at se, om hun var kommet tilbage til sin egen seng. Endelig gik kvinden. Beth vendte sig og så omridset af Jolenes krop i sengen. Beth havde tre piller i skuffen. Hun tog dem alle tre. Så lagde hun sig tilbage på puden og ventede på, at den dårlige smag skulle forsvinde. Den næste dag i kantinen følte Beth sig elendig af mangel på søvn. – Du er den grimmeste hvide pige i hele verden, sagde Jolene med teaterhvisken. Hun havde stillet sig bag Beth i køen efter de små æsker med corn-flakes. – Din næse er grim og dit ansigt er grimt og din hud er som sandpapir. Din hvide rakkertøs. Jolene gik med knejsende hoved videre til røræggene. Beth sagde ikke noget, for hun vidste det var sandt. Konge, springer, bonde. Spændingerne på brættet var nok til at fordreje det hele. Og så bang! Ned kom dronningen. Tårne ved bunden af brættet, spærret inde først, men i beredskab, øgende presset og så eliminere presset med et enkelt træk. I naturfag havde Miss Hadley talt om magneter, om “kraftlinjer”. Beth, der var ved at falde i søvn af kedsomhed, var pludselig vågnet op. Kraftlinjer: løbere på diagonaler; tårne parallelt med brættets sider. Pladserne i et klasseværelse kunne være som felter. Hvis den rødhårede dreng, der hed Ralph, var en springer, kunne hun løfte ham op og rykke ham to pladser op og en til siden og sætte ham på den tomme plads ved siden af Denise. Dette ville sætte Bertrand skak, Bertrand der sad på første række, og som hun udnævnte til at være konge. Hun smilede ved sig selv. Jolene og hun havde ikke talt til hinanden i mere end en uge, og Beth havde ikke tilladt sig at græde. Hun var næsten ni år, og hun havde ikke brug for Jolene.

Content_9788711998137.indd 26

23/01/21 10:45 am

Det betød ikke noget, hvad hun følte ved det. Hun havde ikke brug for Jolene. – Her, sagde Shaibel. Han rakte hende noget i en brun papirpose. Det var søndag middag. Hun åbnede posen. I den lå en tyk uindbundet bog – Moderne Åbningsspil i Skak. Hun begyndte vantro at blade i den. Den var fyldt med lange, lodrette kolonner af skaknotationer. Der var små skakbrætdiagrammer og kapiteloverskrifter som “Åbningsspil med dronningbonde” og “Indiske forsvarssystemer”. Hun så op. Han skulede til hende. – Det er den bedste bog for dig, sagde han. – Den kan fortælle dig alt, hvad du gerne vil vide. Hun sagde ikke noget men satte sig på sin mælkekasse bag brættet, holdt bogen knuget i skødet og ventede på at spille. Engelsk var den kedeligste time, med Mr. Esperos langsomme stemme og digterne med navne som John Greenleaf Whittier og William Cullen Bryant. “Visne hen i den faldende dug,/ Mens himlen gløder med dagens sidste skridt …” Det var åndssvagt. Og han læste med omhu hvert eneste ord højt. Hun holdt Moderne Åbningsspil i Skak under sin pult, mens Mr. Espero læste. Hun gennemgik variationer én ad gangen; spillede dem i hovedet. Inden der var gået tre dage dukkede notationerne – Sxd5, Le2, Dxg2 – hurtigt frem i hendes hjerne, hun så dem med lethed; der var ikke brug for et bræt. Hun kunne sidde der med Moderne Åbningsspil i Skak i skødet på børnehjemmets blå plisserede sergesnederdel, mens Mr. Espero talte søvndyssende løs om den udvidelse af ånden den store poesi giver os, eller læste linjer som denne højt: “Til ham der i kærlighed til naturen fordyber sig i dens synlige former, taler den et forskelligt sprog,” faldt trækkene i

Content_9788711998137.indd 27

23/01/21 10:45 am

skakpartier på plads foran hendes halvt lukkede øjne. Bag i bogen var der fortsættelser lige til afslutningen af nogle af de klassiske partier, til opgivelse i det syvogtyvende træk eller til remiser i det fyrreogtyvende, og hun havde lært at føre brikkerne gennem hele deres ballet, og somme tider snappede hun efter vejret ved elegancen af et kombinationsangreb eller en ofring eller den beherskede balance i en position. Og altid var hun optaget af at vinde eller af muligheden for at vinde. – “For hans mere lystige timer har hun en stemme fuld af glæde/ og et smil og skønhedens veltalenhed …” læste Mr. Espero, mens Beths tanker dansede i ærefrygt til skakspillets geometriske rokoko, betaget, henrevet, druknende sig i de storslåede permutationer, efterhånden som de åbnede sig for hendes sjæl og hendes sjæl åbnede sig for dem. – Hvide rakkertøs! hvislede Jolene, da historietimen var forbi. – Sorte satan, hvislede Beth tilbage. Jolene standsede og vendte sig om for at stirre på hende. Den følgende lørdag tog Beth seks piller og hengav sig til deres velgørende kemi, mens hun holdt den ene hånd på maven og den anden på sin kusse. Det ord kendte hun. Det var en af de få ting hendes mor havde lært hende, inden hun knuste Chevroletten. – Tør dig nu godt, havde hendes mor altid sagt i badeværelset. – Sørg for at tørre din kusse. Beth bevægede sine fingre op og ned, sådan som Jolene havde gjort det. Det føltes ikke behageligt. Ikke for hende. Hun fjernede hånden og hengav sig igen til den ro i sindet, pillerne indgav hende. Måske var hun for lille. Jolene var fire år ældre og havde dunet hår dernede. Beth havde mærket det.

Content_9788711998137.indd 28

23/01/21 10:45 am

– ’Morgen, hvide rakkertøs, sagde Jolene dæmpet. Hendes ansigt var roligt. – Jolene, sagde Beth. Jolene kom nærmere. Der var ingen i nærheden, kun de to. De var i omklædningsrummet, efter gymnastiktimen. – Hvad vil du? sagde Jolene. – Jeg vil gerne vide, hvad en pikslikker er. Jolene stirrede på hende et øjeblik. Så lo hun. – Okay, sagde hun. – Ved du, hvad en pik er? – Det tror jeg ikke. – Det er sådan en drenge har. Bagest i Sundhedslæren. Lissom en tommelfinger. Beth nikkede. Hun kendte billedet. – Ja, min blomst, sagde Jolene alvorligt, – der er piger, der kan lide at slikke og sutte på den tommelfinger. Beth tænkte over dette. – Er det ikke den de tisser med? sagde hun. – Jo, men de tørrer den vel ren, sagde Jolene. Beth gik bort, chokeret. Og hun var stadig desorienteret. Hun havde hørt om mordere og sadister; hjemme havde hun set en nabo prygle sin hund bevidstløs med en tyk kæp; men hun forstod ikke, hvordan nogen kunne gøre det, Jolene havde sagt. Næste søndag vandt hun fem partier efter hinanden. Hun havde nu spillet mod Shaibel i tre måneder, og hun vidste, at han ikke længere kunne slå hende. Ikke en eneste gang. Hun forudså hver eneste finte, hver eneste trussel, han kunne. Det var umuligt for ham at forvirre hende med sine springere, eller holde en brik posteret på et farligt felt, eller bringe hende i vanskeligheder ved at binde en betydningsfuld brik. Hun kunne se det komme og kunne forhindre det, mens hun selv fortsatte med at opbygge et angreb.

Content_9788711998137.indd 29

23/01/21 10:45 am

Da de var færdige, sagde han: – Du er otte år? – Ni i november. Han nikkede. – Kommer du næste søndag? – Ja. – Godt. Sørg for at være her. Søndag var der en anden mand i kælderen sammen med Shaibel. Han var tynd og havde stribet skjorte og slips på. – Det er Mr. Ganz fra skakklubben, sagde Shaibel. – Skakklub? gentog Beth og så på ham. Han mindede lidt om Shaibel, selv om han smilede. – Vi spiller i en klub, sagde Shaibel. – Og jeg er træner for gymnasiets hold. Duncan High, sagde Mr. Ganz. Hun havde aldrig hørt om gymnasiet. – Har du lyst til at spille et parti med mig? spurgte Mr. Ganz. Som svar satte Beth sig på mælkekassen. Der var stillet en klapstol op ved siden af brættet. Shaibel fik anbragt sin tunge krop i den, og Mr. Ganz satte sig på taburetten. Han rakte frem med en hurtig, nervøs bevægelse og samlede to bønder op: en hvid og en sort. Han tog dem i sine lukkede hænder, rystede dem et øjeblik og rakte så begge sine arme frem mod Beth med hænderne knyttet. – Vælg en hånd, sagde Shaibel. – Hvorfor? – Du spiller den farve, du vælger. – Åh. Hun rakte en arm frem og rørte ganske let ved Mr. Ganz’ venstre hånd. – Den. Han åbnede den. Den sorte bonde lå i hans håndflade. – Det er jeg ked af, sagde han smilende. Hans smil gjorde hende ilde til mode. Brættet var allerede blevet vendt, så de sorte brikker var foran Beth. Mr. Ganz stillede bønderne tilbage på deres pladser, flyttede kongebonden to felter frem, og Beth slappede af. Hun kendte hvert

Content_9788711998137.indd 30

23/01/21 10:45 am

eneste ord om siciliansk fra sin bog. Hun flyttede løberbonden på dronningefløjen to felter frem. Da han førte springeren frem, bestemte hun sig til at bruge Najdorf. Men Mr. Ganz var lidt for klog til det. Han var en bedre spiller end Shaibel. Alligevel vidste hun efter et halvt dusin træk, at han ville blive let at slå, og det gik hun så i gang med, roligt og ubarmhjertigt og tvang ham til at opgive efter treogtyve træk. Han lagde sin konge ned på brættet. – Du kan virkelig spille skak, unge dame. Har I et hold her? Hun så uforstående på ham. – De andre piger. Har de en skakklub? – Nej. – Hvor spiller du så? – Hernede. – Mr. Shaibel sagde, at I spillede nogle partier hver søndag. Hvad bestiller du i mellemtiden. – Ikke noget. – Men hvordan holder du det vedlige? Hun ønskede ikke at fortælle ham om, hvordan hun spillede skak i tankerne i timerne og i sengen om aftenen. For at aflede ham sagde hun: – Har De lyst til et nyt parti? Han lo. – Gerne. Det er din tur til at spille hvid. Hun slog ham endnu mere behændigt ved at bruge Retiåbningsspillet. Bogen havde kaldt det et “hypermoderne” system; hun kunne lide den måde, hvorpå det brugte hendes springer på kongefløjen. Efter tyve træk standsede hun ham ved at gøre ham opmærksom på, at han var mat i tre træk. Det tog ham et halvt minut at se det. Han rystede vantro på hovedet og lagde sin konge ned på brættet. – Du er forbløffende, sagde han. – Jeg har aldrig oplevet noget lignende.

Content_9788711998137.indd 31

23/01/21 10:45 am

Han rejste sig og gik hen til fyret, hvor Beth havde lagt mærke til en lille indkøbspose. – Jeg er nødt til at gå nu. Jeg tog en gave med til dig. Han gav hende indkøbsposen. Hun kiggede ned i den og håbede at se en anden skakbog. Et eller andet var pakket ind i lyserødt silkepapir. – Pak den op, sagde Mr. Ganz smilende. Hun tog det op og fjernede silkepapiret. Det var en lyserød dukke i en blå lærredskjole, med lyst hår og trutmund. Hun holdt den et øjeblik og så på den. – Nå, hvad siger du så? sagde Mr. Ganz. – Har De ikke lyst til at spille et parti til? spurgte Beth. – Jeg er nødt til at gå, sagde Ganz. – Måske kommer jeg igen næste uge. Hun nikkede. Der var en stor olietønde der blev brugt til affald ved enden af gangen. Da hun passerede den på vej til filmen søndag eftermiddag, lod hun dukken falde ned i den. I timen i Sundhedslære fandt hun billedet bagest i bogen. På den ene side var der en kvinde og på siden overfor en mand. Det var stregtegninger uden skygger. De stod begge med armene ned langs siderne og håndfladerne vendt fremad. Ved V’et under maven havde kvinden en enkel, lodret streg. Manden havde ikke en sådan streg, eller hvis han havde, kunne hun ikke se den. Det han havde lignede en lille pung med en rund tingest hængende ned foran den. Jolene sagde, den lignede en tommelfinger. Det var hans pik. Læreren, Mr. Hume, sagde at man skulle have grønsager hver dag. Han begyndte at skrive navnene på grønsagerne på tavlen. Udenfor de store vinduer til venstre for Beth var lyserøde japonica

Content_9788711998137.indd 32

23/01/21 10:45 am

begyndt at blomstre. Hun studerede tegningen af den nøgne mand og prøvede forgæves at finde en eller anden hemmelighed. Mr. Ganz kom igen næste søndag. Han havde sit eget skakbræt med. Det havde sorte og hvide felter, og brikkerne lå i en trææske foret med rødt filt. De var lavet af poleret træ; Beth kunne se årerne i de hvide. Hun rakte hånden ud, mens Mr. Ganz var ved at stille dem op og løftede en af springerne. Den var tungere end dem hun havde brugt og havde en cirkel af grønt filt i bunden. Hun havde aldrig tænkt over dette at eje ting, men hun ville gerne eje dette skakspil. Shaibel havde stillet sit bræt på dets sædvanlige sted og hentet en anden mælkekasse til Mr. Ganz’ bræt. De to brætter stod nu ved siden af hinanden med cirka tredive centimeter mellem dem. Det var en solrig dag, og klart lys kom ind ad vinduet gennem de små buske ved stien for enden af bygningen. Ingen talte, mens brikkerne blev stillet op. Mr. Ganz tog blidt springeren ud af Beths hånd og stillede den på dens plads. – Vi tænkte, du kunne spille mod os begge, sagde han. – Samtidig? Han nikkede. Hendes mælkekasse var blevet anbragt mellem brætterne. Hun havde hvid i begge partier, og i dem begge flyttede hun kongebonden to felter frem. Shaibel svarede med siciliansk; Mr. Ganz flyttede sin kongebonde to felter frem. Hun behøvede ikke engang at standse og tænke over fortsættelserne. Hun spillede begge træk og så ud ad vinduet. Hun slog dem begge uden besvær. Mr. Ganz stillede brikkerne op, og de begyndte igen. Denne gang flyttede hun dronningbonden to felter frem på begge brætter og fulgte efter med bonden til c4 – dronninggambit. Hun følte sig fuldkommen afslappet, næsten i en

Content_9788711998137.indd 33

23/01/21 10:45 am

drøm. Hun havde taget syv beroligende piller ved midnat og noget af sløvheden sad stadig i hende. Cirka midtvejs i spillene stirrede hun ud ad vinduet på en busk med lyserøde blomster, da hun hørte Mr. Ganz’ stemme sige: – Beth, jeg har flyttet min løber til c4 og hun svarede drømmende: – Springer til e5. Busken syntes at gløde i forårssolen. – Løber til b5, sagde Mr. Ganz. – Dronning til d4, svarede Beth stadig uden at se på brættet. – Springer til c6 sagde Shaibel brysk. – Løber til b5 sagde Beth med øjnene på de lyserøde blomster. – Bonde til b6. Der var en mærkelig blid klang i Mr. Ganz’ stemme. – Dronning til a4, skak, sagde Beth. Hun hørte Mr. Ganz snappe efter vejret. Efter et kort øjeblik sagde han: – Konge til f1. – Det er mat i tre træk, sagde Beth uden at vende sig. – Første skak er med springeren. Kongen har de to sorte felter, og løberen dækker den. Så gør springeren den mat. Mr. Ganz slap vejret ud ganske langsomt. – Jesus Kristus! sagde han.

Content_9788711998137.indd 34

23/01/21 10:45 am

L AD SPILLET BEGYNDE

“Altopslugende … en storslået besættelse.”

WALTER TEVIS

– Los Angeles Times

WALTER TEVIS