Elverdronningens børn 7: På liv og død - læseprøve

Elverdronningens børn

G O D E H I S T O R I E R , D U S E LV K A N L Æ S E

Dette er det syvende af i alt otte bind i serien om elverne:

PÅ LIV OG DØD Af Peter Gotthardt

E LV E R D R O N N I N G E N S B Ø R N

En gådefuld fremmed giver Følfod et sværd, der er smedet af solens ild. Nu er hun klar til den kamp, hun ikke kan undgå.

Men hvem er den fjende, hun skal møde?

PETER GOTTHARDT

En lille flok elvere er havnet i en fjern og fremmed verden. Deres største ønske er at komme hjem.

Men de har en lang og farefuld rejse foran sig …

7

Elverdronningens børn

9

788711 394687

CARLS EN

CARLS ENS S TRIBEDE

CARLS ENS S TRIBEDE

CARLSENS STRIBEDE er en serie spændende bøger for børn, der har læst et lille stykke tid, men som nu kræver mere sproglig udfordring.

Bøgernes lix i CARLSENS STRIBEDE varierer, men alle bøgerne er lette at læse. Da lixberegning ikke fortæller hele sandheden om sværhedsgraden i en bog, har vi bestræbt os på også at gøre bøgerne tilgængelige for målgruppen af let øvede læsere på andre områder.

I udformningen af teksterne er der fortrinsvis brugt letgenkendelige ord, ligesom der er anvendt en stor, åben og let læsbar W\SRJUD¿ Samtidig er bøgerne rigt illustrerede, således at illustrationerne fungerer som støtte for læsningen.

Denne bog har lix 20.

Elverdronningens børn SYVENDE bog

PÅ LIV OG DØD Peter Gotthardt Illustreret af Peter Snejbjerg og Magnus Værness

CARLS EN

E

lvernes lange rejse

'HU ÂżQGHV PDQJH VWMHUQHU Sn KLPOHQ RJ OLJH Vn mange fortĂŚllinger om elverne. Dette er en af dem.

'HW HU EHUHWQLQJHQ RP HQ OLOOH ÀRN HOYHUH GHU pludselig havner langt, langt borte fra deres hjem.

Høje bjerge og vÌldige vande spÌrrer hjemvejen for dem. Og de für fjender, der jager dem uden nüde.

Men intet kan fĂĽ elverne til at give op. De vil 7

trodse alle farer og forhindringer for at komme hjem.

Dag efter dag vandrer de mod øst for at nå til elverlandet, hvor skoven står grøn, og kilderne springer med livgivende vand.

1

Følfod og hendes venner kom gående ad en smal sti. Klipperne rejste sig stejlt på begge sider.

'H YDU NRPPHW VHMOHQGH DG ÀRGHQ 0HQ XQGHUYHMV NRP GHU VWDGLJ ÀHUH VNMXOWH VWHQ L YDQGHW Til sidst var der så mange, at de blev nødt til at forlade båden og fortsætte til fods. ”Det er en skam, at vi ikke kan sejle længere,” sagde Brombær. Han var Følfods bror og den yngste af dem. ”Men båden bragte os et godt stykke videre på vores rejse,” sagde Følfod. Hun havde lovet at føre dem alle sammen hjem til elverlandet. ”Og vi tager ikke skade af at bruge benene,” 9

sagde Slåen. Han var en elverridder, der havde lært Følfod at bruge et sværd.

Følfods veninde Anemone sagde ikke noget. Hun så Morkel dybt ind i øjnene.

0RUNHO ÀHWWHGH VLQH ¿QJUH LQG L KHQGHV +DQ YDU et menneske, de havde mødt på deres rejse. En god vejviser.

De gik rask til ad den smalle sti med Følfod i spidsen. Grønne slyngplanter snoede sig ned over NOLSSHUQH 6Pn ¿UEHQ SLOHGH KHQ RYHU GH VROYDUPH sten.

Pludselig skræppede en fugl et sted. Følfod var straks på vagt. Hun så sig om til alle sider.

En mand kom springende ned ad klippesiden.

Han landede på stien foran dem.

Følfod greb om sit sværd. Men hun slap det igen, da hun så, at manden ikke var bevæbnet.

Hans ansigt var brunt og rynket, og hans hår og skæg var hvidt. Han var barbenet og havde en stok i hånden.

11

”Er du Følfod, elverdronningens datter?” spurgte han. ”Øh … ja,” svarede Følfod forbavset. ”Hvor kender du mig fra?” ”Hvordan er du til at fægte?” spurgte han uden at svare. ”Hun er god,” sagde Slåen. ”Men er du god nok?” spurgte den fremmede og slog ud efter Følfod med stokken.

Det gik så lynende hurtigt, at Følfod hverken

nåede at forsvare sig eller springe til side. Stokken ramte hende i brystet. Stødet var så kraftigt, at hun væltede omkuld.

Med et brøl af vrede trak Slåen sit sværd og sprang frem.

Et susende slag af stokken slog det ud af hans hånd. ”Vi angriber ham alle sammen på én gang!” råbte Morkel og løftede sin stav. De andre rykkede frem sammen med ham.

”Stop! Sådan behandler man ikke en ven,” sagde den fremmede. ”En ven!” fnøs Slåen og tog sit sværd op. ”Du overfaldt Følfod!” ”Det var kun en prøve,” sagde den fremmede roligt.

Følfod rejste sig og sagde: ”Der er ikke sket mig noget. Jeg er bare øm.”

Morkel sænkede sin stav. Men Slåen havde stadig sværdet fremme. ”Du taler så gådefuldt” sagde Følfod til den fremmede. ”Du er vores ven, siger du. Hvem er du egentlig?” ”Jeg hedder Vind,” svarede han. ”Hurtig som blæsten, stærk som stormen. Min hytte ligger i en skjult dal tæt herved. Folk kalder mig Eneboeren fra Klippedalen. Jeg har ventet på, at I skulle komme.” ”Eneboeren?” gentog Slåen. ”Vi mødte engang en anden eneboer. Han viste os hvilken vej, vi 14

skulle følge for at komme hjem til elvernes rige.” ”Det var måske Eneboeren fra Ulveklippen?” spurgte Vind med et smil. ”Ja. Kender du ham?” sagde Slåen forbavset.

Hans mistro var væk nu. ”Vi er brødre,” svarede Vind. ”Han sendte mig besked om, at I var på vej.” ”Og her er vi så,” sagde Følfod. ”Hvad er det, du vil os, Vind? Og hvad er det for en prøve, du talte om?” ”En prøve, du ikke bestod,” svarede han. ”Du er ikke dygtig nok til at klare den kamp, der venter dig. Ikke endnu, i hvert fald.” ”Flere gåder,” sagde Følfod. ”Hvad mener du?” ”I har skaffet jer fjender i denne verden,” svarede Vind. ”Mægtige fjender. De vil udrydde jer. Du er den eneste, der kan redde dig selv og dine venner.” ”Hvordan? Hvad skal jeg gøre?” spurgte Følfod. ”Det skal jeg vise dig,” sagde Vind. ”Kom!”