Espegare læseprøve

155mm

100mm

36mm

JA N TH I E LKE

Pressen om Faderskabsdigte: »Jan Thielke digter, så tiden står stille eller folder sig sammen. Med faderskabet som litterært og aldrig for intimt tema.« – Politiken »Særdeles forfriskende … En fortræffelig stilist, der får skrevet en mængde psykologiske og eksistentielle facetter frem i et spændingsfelt mellem finurlig ironi og hjerteskærende tragik.«

155mm

100mm

JAN THIELKE

ROMAN / LINDHARDT OG RINGHOF

– Kristeligt Dagblad

»Giver stemme til de tavse mænd.« – Alt for damerne

»Det er ret en faderfødsel, vi overværer og lever med i Jan Thielkes nye bog. Det bekræfter, at har man det rette greb, så kan alt blive litteratur.

Også det svære, nære stof.« – Flensborg Avis

»En på én gang banal og genial undersøgelse af,

FOTO / Christian Reinholtz

men føler sig samtidig skæv og uden for verden. Ikke mindst efter at han må flytte fra sin trygge tilværelse i Sydsjælland til det klaustrofobiske Espergærde i Nordsjælland. Hans travle forældre skænker ham ikke meget opmærksomhed, og via musikken og sin maniske besættelse af at tegne skaber han sit eget rum, hvor han kan ånde. Men før eller siden er han nødt til at krybe ud af sit indelukke og forholde sig til verden – og navnlig til kærligheden, hvordan dén så end måtte se ud.

ESPEGARE er en moderne dannelsesroman, der følger den utilpassede Kim gennem teenagealderen fra 1975 til 1982.

Samtidig tegnes et præcist tidsbillede af Kystbanedanmark i kølvandet på ungdomsoprøret.

ISBN 9788711348017

hvordan det egentlig føles at blive og være far.«

Jan Thielke er født i 1963 i Køge.

Han har udgivet fire digtsamlinger og har modtaget adskillige legater, bl.a. Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium i 2011. Espegare er hans romandebut.

– Stern und Spielplatz 9 788711 348017 W W W. L I N D H A R DTO G R I N G H O F. D K

OMSLAG / MIKKEL HENSSEL

231mm

– Berlingske

Kim er en særlig dreng. Han er en hypersensitiv registrator,

ESPEGARE

til at hænge overbevisende sammen.«

K YSTBANEROMAN

»Jan Thielke får faderrolle og digterord

espegare

Espegare.indd 1

04/07/14 12.23

ESPEGARE jan thielke

Roman

Lindhardt og Ringhof

Espegare.indd 3

04/07/14 12.23

Espegare © 2014 Jan Thielke og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Mikkel Henssel Bogen er sat med Garamond hos Lymi DTP-Service og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-34801-7 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2014 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Tak til Statens Kunstfond for det treårige arbejdsstipendium i perioden 2011-13 Tak til Bikubenfonden for ophold i legatboligen i Rue Lamarck i Paris i juli 2010 Tak til Det Danske Institut i Rom for ophold i juli 2011

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Espegare.indd 4

04/07/14 12.23

When President Kennedy was shot that fall, I heard the news over the radio while I was alone painting in my studio. I don’t think I missed a stroke. I wanted to know what was going on out there, but that was the extent of my reaction.

A n dy W a r h o l

Espegare.indd 5

04/07/14 12.23

Espegare.indd 6

04/07/14 12.23

1 En dør på klem April 1975 Med ét: lyden af hoveddøren, der åbnes. Og nogen, der træder ind.

Han havde ikke hørt noget. Ingen skridt i perlegruset. Ingen på fliserne. Han mærker panikken hamre. Hvem? Og så nu.

Der plejer ikke sådan at komme nogen. Aldrig. Kun posten.

Gangen er ikke en mands. De hårde hæle i vindfanget. Han holder vejret. Hun. Må. Ikke. Opdage. Ham. Ikke under nogen omstændigheder. Han bliver ved med at holde det. Vejret.

Kryber helt sammen oppe på øverste hylde i klædeskabet og trækker skabsdøren i indefra med neglene, til der kun er den smalleste sprække.

Så kalder hun på ham ude i gangen. Det er naboen. Hun er alene og kalder igen. Går gennem hele huset. Én gang til.

Endnu én. Og tilbage til hans værelse.

Hun forstår det ikke, tænker han. Hun har ikke set ham forlade huset. Har nok også set cyklen i carporten. Han kan mærke, hvordan hendes øjne dernede glider rundt i værelset.

11

Espegare.indd 11

04/07/14 12.23

Bøger, tegneseriehæfter og blade, En rabarberdreng vokser op, Kim & Co., Alfred Hitchcock og de tre detektiver, Greven af Monte Christo, Go, Vi Unge, Pop, Zonk, tegninger, blyanter, tuscher, snavset tøj og singler og kassettebånd med Sweet og Slade, med David Bowie og Rolling Stones ligger i dynger langs den uredte seng og rundtomkring i værelset. Som brokker fra Jerusalems ødelæggelse, ved han, at hun må tænke.

Hun står lidt. Og bliver iagttaget fra alle sider. Værelset er tapetseret med plakater fra gulv til loft. Selv døren er plastret til med ansigter og vidtåbne rockøjne. Kun vinduet er gået fri.

Og spejlet. Det øvrige hus er ryddeligt.

“Kim?” kalder fru Hansen. “Er du der, Kim?” Han kryber yderligere sammen. De høje smæld af hendes stemme helt tæt på får hans tanker til at flakse rundt i alle retninger, hurtigere og hurtigere. Men uden at komme op og få afstand og overblik. Han aner ikke, hvad han skal gøre, hvis hun faktisk opdager ham. Han vil ikke tænke på det. Han krummer sig sammen som en kugle. Som et foster. Han skæver ikke ud ad sprækken. Han er en plante, der holder vejret og har trukket sig tilbage i sit ubefrugtede frø.

Han er her ikke.

Hun lukker hoveddøren bag sig, gør fru Hansen. Med et klik.

Parketgulvet i entréen, gangen og stuen knirker ikke længere faretruende under hendes forsigtige, ikke rigtig hjemmevante fødder. Hun går tilbage til sine to collier, kan han høre. Nalle giver hals. Højlydt. Kløerne skraber mod raftehegnet. I ivrige, rytmiske stød, som bølgeslag. Pinotexen er slidt af på deres side.

Hun gør nok Carmen-curlerne klar nu, tænker han. Hun var i sin tid frisør. Nu klipper og permanenter hun af og til hjemme.

Om formiddagen er der tit en hjemmegående, der har en tid.

12

Espegare.indd 12

04/07/14 12.23

Hans hjerte hamrer ikke længere helt så heftigt. Men han tør ikke røre sig. Ikke endnu. Og han er her stadig ikke. Han åbner ikke skabsdøren. Angstens sved har gjort skabsrummet varmt og luften nærmest velouragtigt tæt. Huset er stille nu. Bortset fra fyret, der med jævne mellemrum tænder i fyrrummet på den anden side af badeværelset, er der ikke en lyd.

Han er bange for, at fru Hansen, selvom der ikke var det mindste tegn på det, alligevel fik et glimt af ham gennem sprækken.

Bange. Selvom der ikke rigtig er noget at være bange for mere.

Og han er også bange for, at Mette fra klassen muligvis fik mere end et lille glimt af ham for et par uger siden, da han gik hjem fra kaffeslabberasen med de to piger, som hans faster Amalie havde slæbt ham og fætter Lars hen til.

På Nylandsvej, lige efter Tatol-forretningen, dukkede Mette til hans rædsel pludselig frem af skyggerne og tusmørket og stod i yderkanten af en gadelygtes lyskegle ovre på den anden side, skråt fremme. Og kunne måske, måske ikke, se alt, da han, uden at lade sit stive blik vige fra asfalten foran sig, bare var nødt til at lade som ingenting, mens han passerede gennem lyskeglen på sin side. Han frygtede, at hun havde. Hun måtte have. Men hun sagde ingenting. Heller ikke i klassen dagen efter.

Faster Amalie, som var den første, der havde set dem, havde heller ikke kommenteret noget. Ikke så det generede, i hvert fald. Søde, sarte faster Amalie, der troligt tusser til bankospil hver torsdag aften og vel af og til får lidt med hjem i de pla­ stik­poser, som hun folder sammen og gemmer i bunden af sin solide håndtaske. Mildt indlevende faster Amalie, som er ét med sit småfortabte blik. Svævende og let og gennemsigtig som en sæbeboble og langt, langt, langt skrøbeligere er hun. Dårlige 13

Espegare.indd 13

04/07/14 12.23

nerver har hun. Har først fået fire børn. Og så efternøleren, som var dråben. Fætter Lars.

Hun skreg og skabte sig ikke. Hun lod det bare være. Først lidt. Så det hele. Dengang. Opvask. Vasketøj. Indkøb. Hun orkede kun at købe spillepladerne om torsdagen. Og til sidst ikke engang det. Og hun havde ingen penge. Ikke til en eneste af regningerne. Kun til piller.

Det var, hvad Kim havde uddraget af sin mors beskrivelser til sine veninder, til Kims mostre og hans mormor, og hvem hun ellers delte sin forfærdelse med. Hans mor var altid så ma­ lende og detaljeret.

“Der stod opvask fra en hel uge og kurvevis af vasketøj, og hun sad bare dér, når vi ankom, med hænderne i skødet, mens Lars fór rundt med kronisk snotnæse og en tung våd ble, der hele tiden gled ned ad lårene på ham og skulle have været skiftet for flere timer siden,” rapporterede moren – og gen­opfriskede historien med kun langsomt svindende kraft, når der var lejlighed til det, og det var jævnligt, i de ti år, der fulgte.

To år gammel blev Lars overdraget til Kims forældre, mens onkel Erik selv tog sig af de fire store den tid, Amalies indlæggelse varede. Kim, hans forældre og hans storebror Tony (der nu for længst er flyttet hjemmefra) boede dengang i en lille lejlighed inde ved Køge Havn. Den lille Lars var kun hjemme i huset på Søllerupvej første søndag i måneden under Amalies døgnkorte orlov fra afdelingen. “Mig Lars vil godt hjem til det lille grønne hus,” forsøgte han sig.

Kim huskede, at faren og moren senere ofte diskuterede, hvordan det syntes at gå med Amalies nerver, og om, hvorvidt hun stod for at skulle indlægges igen, og hvordan de, når Kim havde overnattet dernede, på forskellig vis udfrittede ham.

14

Espegare.indd 14

04/07/14 12.23

“Var der opvask i stabler?” “Havde Amalie siddet og stirret?”

“Havde Lars været rolig?”

Så nej, det var på forhånd umuligt at undslå sig for at tage med hen til faster Amalies veninde og dennes datter. En stille forespørgsel fra sin storesøster kunne Kims far ikke sidde overhørig.

Det ville være synd at sige, at Kim havde set frem til det arrangement. Men han havde altid haft så “god indflydelse” på sin vilde fætter, hed det sig, og han lod sig, muggen, overtale til at stå den næsten et halvt år ældre fortabte søn bi og lade sig indrullere som fætterens tro væbner endnu en gang. Kim havde alligevel ingen gangbare undskyldninger parat og vidste da også, om nogen, hvor usigelig lange mødres kaffeslabberaser kan være, og hvor trist det kan være som ene dreng i selskab med en plisseret pige, der insisterer på, at han skal interessere sig for hendes samling af viskelædere og deres dufte. Og så var det faktisk fem måneder siden, han havde været i fætterens enevældige, men aldrig decideret kedelige selskab.

Men muggen var han altså. Selvfølgelig. Og tavs. Kim var på det rene med, at tavshed var den eneste måde, han kunne give udtryk for sit offer. Og Kim markerede det så umisforståeligt over for faren, syntes han, at han gjorde sig forhåbninger om at kunne veksle indhugget i sin frihed til at slippe for at klippe den obligatoriske portion græskanter (to plankelængder eller cirka seks meter per dag) op ad raftehegnet ind mod dobbelthuset i nummer 18. Kantsaksen gav de modbydeligste klemmelus, når han ikke koncentrerede sig. Og det gjorde han sjældent, for han hadede den opgave rigeligt i forvejen.

Slabberasen fandt sted i en bungalow på Domusvej, en sidevej til en sidevej til Nylandsvej og et godt stykke fra Kims hus 15

Espegare.indd 15

04/07/14 12.23

på Holmevej i Ølby Lyng, helt henne på den anden side af Ølsemaglevej var det, dybt inde i et kvarter i Ølsemagle, han aldrig tidligere havde forvildet sig ind i, fordi det var et ganske andet skoledistrikt. For selvom Ølby Lyng og Ølsemagle for længst var vokset sammen, og fodboldklubberne blevet én, og holdene på alle årgange blandede, opretholdt begge grupper en skepsis over for hinanden, som alle fandt indlysende og sund.

Ja, Kim havde, så vidt han huskede, aldrig talt med nogen af “de andre” fra Ølsemagle. Hans hjerte tordnede oppe i halsen, når han cyklede på stierne til eller fra Rishøjhallen, som lå hundrede meter inde på Ølsemagle-territorium, og var nødt til at passere en gruppe sammenstimlede Ølsemagle-drenge, mens han bad til, at hans fodboldtøj ikke faldt af bagagebæreren eller endnu værre blev snuppet af en af dem.

Kim stod på den aftalte bus ved første stoppested på Ny­ landsvej i Ølby og fik sin billet betalt af en lettet smilende faster Amalie. Hun og Lars havde skiftet bus på Køge Torv, sagde hun. Lars smilede også, men lidt smørret. “Hej, fætter Ølby,” hilste han og hev Kim ned på pladsen ved siden af sig.

Kim havde set masser af bungalows, men aldrig tidligere været inde i én, hvilket nu heller ikke havde været noget ønske, tværtimod. Han brød sig ikke om linjerne i dem, og værst fandt han indgangspartiet med den overdækkede cementtrappe med karrygule, mønstrede glasruder. Der var noget skræmmende, dæmonisk over disse huse. Men naturligvis gik han med op, selvom han var mere end sædvanlig beklemt.

“Det er fru Ladegaard,” sagde faster Amalie og strøg Kim over håret. “Og det er så Kim Dietrich, Lars’ fætter.”

“Marie!” sagde kvindens datter.

“Min pige,” forklarede fru Ladegaard.

“Og det er Louise, min ti minutter yngre tvillingesøster, hi 16

Espegare.indd 16

04/07/14 12.23

hi,” fortsatte Marie og pegede på Louise. Og således var alle, som om det var den naturligste ting i verden, præsenteret for Kim og omvendt.

Kim betvivlede ikke, at faster Amalie kunne have sine perioder med dårlige nerver, men med et “nå, Lars, så må vi se, om du kan lade være med at krumme på ryatæppet!” fik hun straks udvirket, at børnene fik te og kager med ind på Maries værelse.

Laminatdøren lukkede bag dem. Traktementet blev placeret på det lille bord af sammenstykkede ølkasser med en spånplade på og et rødt partisantørklæde over. Der duftede anderledes.

Piget. Væggene var orange. Savsmuldstapet. Fra alle sider kig­ gede The Osmonds (Donny især), David Cassidy, Suzi Quatro og Sweet ned på dem. På reolerne var der pastelfarvede Susyog Puk-bøger, og på skrivebordet lå en pink poesibog.

Kim var stadig noget beklemt. Og uendelig genert, men langsomt forsvandt hans tunnelsyn. Han brød sig ikke om nye steder, nye mennesker og nye situationer. Og han havde aldrig før mødt eller bare hørt om Louise eller Marie, som viste sig hverken at være en- eller tveæggede tvillingesøstre, men gik i klasse sammen og var uadskillelige. De fnisede over, at han åbenbart havde troet på deres lille historie. Begge var mørkblonde, Louise måske hældende til det kastanjebrune. Og langt kønnest. Så meget kunne han da se.

Lars var blevet stående ved døren. Han lagde venstre hånd og øre mod døren, lyttede med vagtsomt koncentrerede brune øjne og en tyssende finger på læberne, til han kunne konstatere, at snakken gik på stabil vis inde fra stuen. Så slog han sig ned i sækkestolen ved siden af Kim. Den var placeret over for skibsbriksen, hvor pigerne sad mellem applikerede rødlige puder. Lars hviskede pustende ind i Kims tvungne øre, om han ville være med.

17

Espegare.indd 17

04/07/14 12.23

“Til hvad?” forhørte Kim sig skeptisk.

“Bare være med,” gentog Lars irriteret.

Frem af en plastikpose med singler drog Lars en blå drikkedunk.

“Det er whisky,” hviskede han hæst og nu så højt, at han var sikker på, at Louise og Marie kunne høre det. “Johnny Wal­ ker,” præciserede han. “Louise troede ikke på, at jeg kunne skaffe os noget at drikke. Noget stærkt.”

Kim svarede ikke prompte, men så over på Louise.

Hun smilede.

Alting var anderledes nu. Og havde været det længe. Måske havde det altid ligget på lur. Men hvor anderledes alting var og ville blive, havde han haft vished for siden januar, hver eneste tiendedel af et sekund i tre måneder. I tre lange måneder havde han vidst, at det var uomgængeligt. Og nu var der ikke engang tre måneder tilbage. Alting var på lånt tid. Nedtællingen var for længst begyndt. Og den var nået langt.

Hun smilede, sødt.

Men Kim nød ikke desto mindre at forhale sit samtykke lige akkurat tilstrækkeligt til, at han kunne konstatere, at Lars blev usikker på, om han virkelig kunne finde på at falde ham i ryggen her på udebane. At sladre til faster Amalie. Som et helligt dydsmønster, der bare ikke kunne holde mund. Og tilmed foran et par piger, der gik et helt trin over ham og to over Kim. “En forbandet lille anstandsdame,” havde Lars vrænget ad ham engang. Ingen af dem havde vidst, hvad det betød. Men noget pænt var det ikke.

De havde alle drukket en halv kop te først.

Så havde Lars hældt op.

Det rev og flåede og brændte overalt i ganen og svælget, som syntes at være ved simpelthen at ætse væk, og Kim forsøgte af 18

Espegare.indd 18

04/07/14 12.23

al magt ikke at hoste eller det, der var værre. Først ved tredje forsigtige slurk var han så vant til den fjendtlige væske, at han evnede at blinke et par tårer væk. Og fik overskud til at se sig rundt. Pigerne, ja, selv Lars kæmpede også deres kamp med det. Men det slog rod. Det varmede venligt i årerne, tindrede.

Og det virkede. “Ahh,” imiterede Kim knap hørbart Lars’ “Ahhhhhh!”.

Men så gik døren til stuen. Og der var pludselig lyd af trin ude på gangen. Lars skjulte lynhurtigt drikkedunken og lyttede til de faretruende skridt.

“Det er min mor,” sagde han, mens Marie skyndte sig at fylde krusene med dampende varm te. Men den gode faster Amalie traskede bare forbi. Hun stak dog hovedet ind til dem på vej tilbage fra toilettet og forvissede sig, med et ekstra blik på Kim og akkompagneret af lyden fra cisternen, om, at de hyg­gede sig.

Kim nikkede forsikrende.

Det prikkede stadig intenst i hans uprøvede læber. “Åh, hun skal fandeme altid snage,” klagede Lars irriteret.

Og lettet.

Kim er stadig ikke kravlet ned fra den øverste hylde i skabet.

Hundene glammer begge to nu. Han hører dem tydeligt. Steele og Nalle. Og poterne, der kradser mod rafternes vaskebræt. Så hører han bløde skridt hvisle over cementfliserne efterfulgt af det lille, dybe klonk, når nogen går over kloakdækslet. Nu er det posten. To breve stikkes ind ad brevsprækken til højre for døren og lander på gulvet ved siden af måtten ude i vindfanget.

19

Espegare.indd 19

04/07/14 12.23

Døren var atter lukket. Snakken gik igen inde i stuen. Marie satte en Osmonds-plade på. En hel lp. Crazy Horses. Hun el­ skede side to med titelnummeret. Hun satte sig igen. Louise hviskede hende i øret, og Marie smilede.

“Hvisker og tisker I om, hvem af os I helst vil kysse?” ville Lars så vide.

“Ja, hvem ved, kvikke lille Lassemand?” begyndte Marie, men blev straks afbrudt af Louise: “Nej, vi diskuterede, om I turde være med til den her lille leg, og hvordan det mon står til med jeres mod og mandshjerte,” refererede hun med et drillende skolemestersmil. “Legen kræver, at I vælger jer en prinsesse.

Den ene Marie, den anden mig. Tør sådan et par små fætre mon det?”

Lars førte sin hånd hen under Kims hage og tvang ham til at se på sig. Han mønstrede Kims øjne, ansigt. Insisterende. Kim sagde ingenting.

At Kim ikke brød sig om at sige ja til lege, han ikke på forhånd kendte indholdet af, havde været kilde til de fleste af deres skænderier gennem årene.

Lars må have kendt tilstrækkeligt til sin forsigtige fætters mutte stædighed til at vide, at skulle næste skridt nogensinde tages, måtte han generøst og uden diskussion tage til takke med den mindst charmerende af de to piger.

“Kim og Louise. Marie og mig,” foreslog Lars.

Det lignede ikke Lars. At Lars måtte have tænkt sådan, overrumplede Kim, for han havde fra første øjeblik lagt mærke til, at Lars gjorde kur til Louise. Som Kim også var tiltrukket af.

Fra første sekund. Så Kim havde svært ved som sådan at protestere, men nølede alligevel også nu, fordi han af princip ikke brød sig om, at Lars havde kunnet aflure, hvem Kim foretrak, og tilmed åbenbart vidst, at det ville have været omsonst at få 20

Espegare.indd 20

04/07/14 12.23

Kim til at vælge den anden. Han følte sig afluret og så med en dæmrende trodsighed ned. Var lidt fortumlet af whiskyen. Og rødmede så, mærkede han. Som et lille fæ.

“Jeg ved ikke,” hvislede Kim knap hørligt.

“Nå, mens vi venter på at høre, hvornår Kim ved, om han tør eller ikke, kan vi jo lige høre, hvad I har turdet. I skal – ama’r halshug – svare på, hvem I har kysset,” sagde Marie.

“Hvis I da har kysset nogen ... som altså ikke lige er jeres mor eller jeres gamle bedstemor,” tilføjede Louise. “Der er to kategorier: kys og tungekys. Kim?” Kim var ikke begejstret for den drejning, det hele tog, men fik blussende og bævende fremstammet sine meget spinkle erfaringer.

“Jamen, nej, hvor fedt!” udbrød Marie. “Det må være noget af det tætteste, vi i disse tider kommer på en jomfrumund, Lou,” konstaterede hun smilende. “Det gælder nok ikke dig, Lars, vel?”

Lars grinede smørret. Og stolt.

Lars er for længst blevet tolv, og Kim vil først selv fylde tolv små to måneder senere. Kim har været pinagtigt forelsket i den samme pige i snart fire år siden allerførste aftenarrangement i anden klasse, hvor han spænede efter hende op og ned ad trapperne til fælleslokalet øverst oppe, og hun efter ham, og hvem der ellers var, mere end fire år tidligere.

Han kender næsten hendes hemmeligheder lige så godt som hun selv, bilder han sig ind. Hendes navn gør alt ukendt og større. Et løsen. Et løsen, han hele tiden har på læberne: “Ma­ rianne! Marianne!”, men som aldrig kommer over dem, altid forbliver tavst. Det gør ham sugende lykkelig. Og frustrerende 21

Espegare.indd 21

04/07/14 12.23

ulykkelig. Han ærgrer sig sådan over at have været fanget af følelsen så længe og ikke være ældre. Han har hele tiden en alt for klar fornemmelse af statistikken og sine chancer og ved, at det er for tidligt. Alt for tidligt. Der er intet sesam, luk dig op noget sted. Om han så erklærer sig, og hun indvilger, vil det under alle omstændigheder kun være søde øvelser, og dét er han ikke interesseret i. Han ønsker kun ét: at det skal være til deres dages ende. Og at det skal være rigtigt. Han kan ikke fore­stille sig andet. Det skal ikke være drømmespind og luft­ slotte. Han brænder af jalousi, når han får nys om, at hun har været hos andre, forstår han, langt mere kontante bejlere, hans søde, højt attråede Lady Marian, men hver gang trøster han sig med den statistik, der plejer at være ham imod.

“Nå, du siger ikke noget ...” sagde Lars utålmodigt og placerede en knyttet pege- og langfinger gnidende en etage op og ned mellem Kims ribben. “Men hvis du ikke vil være med, understår du dig sgu i at gå ind i stuen og sladre.”

Det gibbede i Kim af smerte. Og han ville så slet ikke komme med noget hurtigt svar.

“Jeg skal lige på wc,” sukkede Louise og lukkede døren efter sig.

Kim ligger uroligt om natten. Enten lader han skibsbriksmadrassen glide ud og ligger så i revnen mellem den og væggen – på det kølige, hårde træ – eller modsat dratter ud af sengen midt om natten. Dagene er ikke på nogen synlig måde anderledes. Men han er faldet ud af den verden, han kender.

Smidt ud. Lidt efter lidt. Også bogstaveligt, selvom han jo sta­ dig er lige her.

Frem til sin 11-års fødselsdag har han i troskyldighed kun22

Espegare.indd 22

04/07/14 12.23

net folde sine hænder og bede til Gud efter at have rørt sin lille, stive aspargespik og tænkt på Marianne og smagt på lyden, på stavelserne, én for hvert verdenshjørne, Ma – øst, ri – nord, an – vest og ne – syd, og gentaget dem med konstant skiftende stemmeføring.

Formuleret som sådan er det endnu ikke. Det er klart. For heller ikke han ved altid, hvad han ved. Men han folder ikke længere hænderne, og Gud indgår bare ikke længere som et ele­ ment, der rækker ud over de tre bogstaver. Der har ikke været noget dramatisk opgør – med en spinkel lille knyttet næve rettet op mod den tordnende vrede afgrund, der engang havde kunnet skjule sig oppe i det himmelblå. Det er en sæbeboble, der er sprængt, uden at han har bemærket det.

Præcis en uge efter Kims 11-års fødselsdag havde klassen fri­ time, og drengene drønede rundt og spillede fodbold i skole­ gården. Holland mod Brasilien. Michael, som er Kims bedste ven, var Johan Neeskens. Michael er en anelse mørkere blond end Kim, af samme højde, en anelse til den kvabsede side, hvor Kim er spinkel, men Michael er et større boldtalent.

Kim, som så mange gange før var Cruyff, stormede frem på højre fløj og skulle til at lægge en følt aflevering ind over til en fri Neeskens, men vendte pludselig hovedet mod rotorlyden fra en af Søværnets redningshelikoptere og gled derfor i bolden og knaldede hovedet direkte i asfalten.

Kim blev liggende, bevidstløs. Sikorskyen var drejet bort, og opstandelsen og tumulten, der straks fulgte, ænsede han intet af, selvom han, hjulpet af Michael og småblødende fra tinding, knæ og albue, kom om at ligge på ryggen.

Kim vendte det hvide ud af øjnene, var væk og ligesom ikke af denne verden. Han ænsede ikke, at gårdvagten kom til, 23

Espegare.indd 23

04/07/14 12.23

men begyndte ikke desto mindre at give overraskende direkte kærlighedserklæringer til den femten-tyve år ældre lærerinde, som var parallelklassens klasselærer, og som var blond og smuk på ophøjet svensk manér. Det kom fra hjertet her og nu, og fra øjnene, der intet så. Men som insisterede. Og Kim fik fråde om munden og begyndte at tale i tunger og var i det hele taget helt fra den.

I løbet af ti minutter ankom ambulancen, en sort Mercedes.

To Falckreddere lagde ham på båren og løftede ham ind i ambulancen. Den kørte ham til Køge Sygehus, til observation for hjernerystelse.

Kim havde efterfølgende sit mas med at få udførlige vidnes­byrd ud af kammeraterne. Ikke engang Michael bød på andet end undvigende brudstykker og antydninger. Men Kim pressede på og fik langsomt sammenstykket et referat.

Han var indlagt til observation i fire dage og måtte, da han blev udskrevet, love lægen ikke på nogen måde at gøre pludselige bevægelser eller anstrenge sig, ikke gå hurtigt, ikke læse, ikke koncentrere sig om noget som helst i hvert fald fjorten dag frem. VM var startet, og han så nogle af de indledende kampe i det fælles besøgsrum på afdelingen, men han måtte ikke så meget som overveje at røre en fodbold. Hvis han da ville undgå at få hovedpine resten af livet.

Det VM var hovedpine nok i sig selv. Brasilianerne spillede italiensk, hollænderne magisk, men tyskerne løb med pokalen.

Det var ingen kunst at glemme den ældre, blåsprængte herre med skægget deroppe.

Havde han nogensinde troet sig ét med Michael og med klassen som helhed, og det havde han virkelig, var han nu afgøren24

Espegare.indd 24

04/07/14 12.23

de revet ud af vildfarelsen. Han havde, så længe han kunne huske, misundt sine mere handlekraftige kammerater deres umiddelbarhed. Allerede John, som Kim havde kendt, fra han slog øjnene op, og som var kun en måned ældre end Kim og søn af forældrenes klart nærmeste vennepar, Connie og elektrikeren Leo, havde han misundt den egenskab. John var, hvad han var, og gjorde, hvad han gjorde. Lampen lyste, når man tændte på kontakten.

Kim var begyndt at få en foruroligende fornemmelse af, at han halvt var i denne og halvt i en anden verden. At hans lys blafrede eller blinkede. Langt fra. Tæt på. Men også en fornemmelse af, at spiren til den fornemmelse var lagt betydelig tidligere, da John var flyttet fra Fremtidsvej, og Kim i stedet havde opdaget den tilflyttede Søren og var blevet endnu bedre venner med ham. Søren, der døde, foråret før Kim begyndte i skole. Søren, der var søn af betjent Andersen i genbohuset og et år ældre og for længst i første klasse.

Søren havde cyklet sammen med sine klassekammerater på vej til skole, på vejen, ikke på den påbudte sti, som var en omvej på én kilometer, mindst. De havde cyklet fire ved siden af hinanden med Søren som den yderste en forblæst forårsdag, indtil han i undertrykket fra en overhalende lastbil var blevet trukket lige ud foran en chanceløs personbil. Død på stedet.

Hvor længe havde de nået at være venner? Et år? Højst halv­ andet.

“Hvornår kommer Søren hjem?” havde Kim spurgt sin mor.

Han havde ikke kunnet forstå hendes svar og var dagen efter kravlet over hegnet ind til Søren og havde passeret skuret, hvor de hver havde en æske med deres hemmelige samlinger, og hen 25

Espegare.indd 25

04/07/14 12.23

til hoveddøren. Kim havde ringet på. Og havde, som han plejede, spurgt fru Andersen, Sørens mor, om Søren mon kunne komme ud at lege.

“Nej, lille Kim, det kan han ikke,” havde hun svaret derinde­ fra. Fra entréens mørke.

Hver aften de næste to-tre uger havde Kim bedt til Gud om, at Søren skulle live op igen. Kim havde været rædselsslagen for at blive konfronteret med Sørens mors fortrukne ansigt igen og havde kun turdet betræde baghaven, når han ville undersøge, om de aftenlige bønner mon ikke snart havde virket. Et par måneder senere var Sørens forældre flyttet. Og en enlig kvinde med den modbydeligste schæfer, der knurrede og viste tænder, flyttede ind i stedet.

Louise var tilbage efter at have været på toilettet.

“Jeg vil godt være med,” bedyrede Kim så endelig. “Hvordan er reglerne, Louise?”

“De er enkle,” svarede hun. “Hvis I gør, som vi ønsker, får I lov til at se og røre, hvor I har lyst. Hvor som helst. Men kun i den rækkefølge. I skal have gjort jer fortjent først.”

Lars bød drikkedunken rundt igen. Marie låste døren efter at have forsikret sig om, at snakken inde fra stuen gik. Så trak hun de orange gardiner for vinduet og satte sig over til Lars.

Louise gav tegn til, at Kim skulle komme over.

“Kys vores tæer,” befalede Marie. “Og ikke snyde: De skal alle sammen have.”

Kim tøvede. Ikke kun fordi han var så genert, nej, snarere fordi det forekom ham helt forkert. Hvor mange bakterier måtte der ikke have samlet sig under Louises fod? Men han overvandt sig dog og gjorde det. Og til sin overraskelse med en vis nydelse undervejs. Hun havde smukke tæer.

26

Espegare.indd 26

04/07/14 12.23

“Nu er det vores tur,” ivrede Lars, da han og Kim var tilbage på deres pladser. “Vis os, om I har fået bryster.”

De var endnu ikke fuldt udviklede, men godt på vej. Loui­ ses bryster tegnede allerede de blødeste kurver. Ikke kun i sin vorden, men forjættende – og skræmmende – håndgribelige.

Det var noget andet end pigerne i klassen. Hos Marianne var antydningen af noget kommende spiret frem bag blusernes folder. Kun hos Ditte var der konkurrence. Hun var egentlig køn, langt, mørkt hår, men hendes bryster sad, syntes Kim at kunne spotte, sært langt fra hinanden. Og værst af alt: Hendes hud havde et skummetmælksagtigt blåt skær. Og hun lugtede frastødende. Ikke af sved, bare frastødende fersk.

Louise bad nu Kim komme hen og give hende et kys på læberne.

“Hæ,” afbrød Lars. “Nu må du ikke forvirre min stakkels lille fætter, Louise. Han kan jo ikke vide, hvilke læber du mener.”

Louise rødmede ikke, men hviskede i Maries øre. Marie nikkede. Louise svarede, at Lars da gerne måtte vælge, men at det selvfølgelig ville koste en runde, og hun og Marie antydede, at de så ville have mere omfattende planer med deres to ture.

Der var noget andet, noget forandret ved Louises stemme, fornemmede Kim. “Nu har I – især du, Lars – jo været så interesserede i de små forskelle på os. Og det er vi da også, men vi er jo også ens ...”

Kim havde aldrig set en kvindes køn i virkeligheden. Kun på anden hånd via Ugens Rapport og i de sort-hvide pornoblade, som Connie og Leo havde liggende i deres soveværelsesskuffer, og som John og den halvandet år yngre lillebror, Kenneth, hav­ de vidst nøjagtig, hvor var, og fremvist til ham bag lukkede døre efter i fællesskab at have afkrævet absolut tavshed på tro 27

Espegare.indd 27

04/07/14 12.23

og love. Det havde været året efter, at pornoen blev givet fri.

Hvilket var længe siden. Og han havde aldrig glemt de hastige, stakåndede glimt af billeder, som havde været så svære at af­ kode dengang med nøgne kroppe, der slyngede sig rundt mellem hinanden, ansigter, der fortrak sig i lidelse, nøgne mænd, der stak tissemændene ind og tissede i damerne alle de steder, de kunne, men sikkert var det dog: Billederne var frække. Og forbudte. John og Kenneth havde haft hemmelige skuffer hos Kim, og han én hos dem. Og billeder af nøgne damer havde en yderst central plads dér. De havde været nemmere at legitimere og forklare, hvis de blev opdaget. For det var jo en andens bil­ leder. Det var indlysende.

Lars nød utilsløret synet af Maries spirende hårvækst og kyssede hendes lodrette læber. Længe, forekom det Kim. Louise trak også sine trusser af og løftede op i sin nederdel.

Kim tøvede atter. Hvor mange bakterier måtte der ikke befinde sig dér? Men Louise spredte med to fingre læberne, og Kim så det sarte, sarte, lyserøde kød i mellemrummet og satte læberne til, da Louise havde trukket hans hoved til sig og ned og ind. Og så havde han kysset hende.

Hendes små hår kildede ham i næsen og lugtede lidt af tis, men der var også en duft af noget helt andet. Noget fra den anden side af en grænse. Så tæt på og så langt væk. Og så alligevel ikke.

“Nåhr. Hvor er de små og nuttede!” fnisede de to piger, da de to fætre, som nu begge var ganske tavse, fiskede deres let forsvindende modstykker frem. “Men Lars, på din er der da vist ved at ske et eller andet. Det er da vist et lille hår, det dér!”

På Kims sporedes ingen udvikling. Tværtimod. Louise smi­ lede. Trygt. De to fætre lignede ikke drengene fra realen.

28

Espegare.indd 28

04/07/14 12.23

“Næste runde!” sagde hun. “Nu skal vi se, hvor meget I i vir­keligheden ligner os!”

Lars fyldte tekrusene op en gang til. Kim havde vænnet sig lidt til smagen, men sank stadig ganske langsomt. Det rev i svælget.

De to piger fandt al Maries makeup frem.

Marie tog først Lars under kyndig behandling. Hans drengede, stadig preteen-blide træk gemte tættere og tættere på overfladen den kommende teenager i sig. Nu udviskedes de og blev helt igennem blide. Lars’ smalle, skarpe læber blev større og blødere. Og rougen gav ham kindben. Mascaraen gjorde øjenvipperne længere, og øjenskyggen gav ham et mystisk skær. Pigernes øjne lyste.

“Mums, hvor er du bare yndig, Lars!” ivrede Marie.

“Ja, han ligner sgu en transvestit fra McCloud,” fnes Louise.

“Nå, så er det din tur, Kim!” Whiskyen og legen havde gjort Kim lidt utilpas, men også varm. Og uforsigtig. Han var ikke bange. Og han nød at have Louises varme mandeløjne hvilende så utrætteligt og intensivt på sig og havde på ingen måde lyst til at trække sig bort fra dem.

Ligeledes nød han hendes fjerlette berøringer bag pudderkva­ sten og mascarabørsten. Og hendes små fornøjede udbrud og halslyde. Marie kommenterede, og de morede sig vældigt. Og Lars kvitterede med diskrete pift.

Kim missede med øjnene. Louise havde været uhyre grundig med sit værk. Eller havde hun snarere blot forstærket de træk, der allerede lå i det bløde drengeansigt med det halvlange, blonde hår og de store, blå øjne, hvis øjenvipper ramte det øverste af kindbenene, når han lukkede dem i?

Det skræmte Kim, at ansigtet inde i spejlet ikke skræmte ham. At han i det første glimt kunne lide, hvad han så. Han 29

Espegare.indd 29

04/07/14 12.23

mindedes den uro, han havde følt, da han havde set en fjernsynsudsendelse om amerikaneren George William Jorgensen, der blev til Christine Jorgensen på Rigshospitalet. Han havde ligget og tænkt og tænkt den nat. Og han havde nulret sin tissemand, og den var blevet stiv, og han var blevet ved, mens han tænkte på den brusende fornemmelse af pludselig at have noget så fremmedartet og frækt som bryster. Og på ophidselsen ved det. Han havde aldrig før forestillet sig, at man kunne være noget andet end det, man var. Og den, man ville blive. Hvor gammel havde han været dengang? Syv? Havde det været før eller efter, at Søren døde?

“Nå, vågn op! Nu må du ikke sidde og blive helt forelsket i dig selv!” smilede Louise drilsk. “Den søde kusine Kim må da kunne undvære et kys til søster Louise som tak for arbejdet.”

Pludselig bankede det på døren: “Lars! Kim! Vi skal til at gå nu. Åbn!”

De blussede hektisk og låste overrumplede døren op for Lars’ mor. Som var ét stort smil: “Hvor er det rart at se, at I har leget så godt. Og sikke fine, I dog er blevet! To piger mere! Nå, skynd jer. Lars, vores bus går oppe ved Københavnsvej om fem minutter, vi må sætte det lange ben foran. Og Kim, der er vist ikke længere hjem, end at du kan gå, vel?”

De sagde farvel i al hast. Kim fulgtes med Lars og faster Amalie hen til krydset ved Ølsemaglevej og kunne derfra gå ad Nylandsvej. Det var betydelig længere, end Kim plejede at gå, men han var glad for at få lidt frisk luft, inden han kom hjem.

Kim mærkede tydeligt, at hans kinder blussede under pudderet og det kindrøde, og han kunne også mærke varmen fra whiskyen. Han trak vindjakkens krave godt op. Og så gade30

Espegare.indd 30

04/07/14 12.23

lygterne blive tændt. Tusmørket var på vej. Det gjorde ham ikke noget. Han bad til, at han ikke mødte nogen, han kendte.

Fra klassen eller fra klubben. Rishøjs træningsbaner lå få stenkast inde på højre side. Hvor pinligt ville det ikke være. Men den gående trafik på Nylandsvej bestod ene og alene af voksne, der kom hjem fra arbejde eller havde været henne på det lille bytorv med bager, supermarked og grønthandler for at købe ind til aftensmaden.

Kim prøvede – lidt akavet – at gnide en lille smule af læbe­ stiften af med håndkanten, men så sad det bare på den. Han havde ingen anelse om, hvordan han skulle få alt det andet af.

På den anden side nød han også den pirrende fornemmelse af noget andet og af at betræde forbudt område. Fornemmelsen kom bag på ham, men var faktisk nøjagtig den samme, som han havde følt under de par æblerov, han havde været med til sidste år. Risikoen for at blive opdaget intensiverede situationen, kildrede. Hans hjerte bankede. Maven susede.

Da Mette fra klassen så pludselig stod under gadelygten ved Forsythiavej, slog hans hjerte et ekstra slag, og han var på ingen måde kry. Stum af rædsel var han. Han havde med vilje valgt at gå på den side af vejen, som ikke havde gadelygter. Men han vidste ikke, hvor meget og hvor lidt Mette havde kunnet skelne af hans ansigt. Kim skyndte sig videre. Befippet. Panisk.

Og var knap nok ude af Mettes synsfelt, før han var nødt til at forholde sig til næste problem: Nu kom han til Michaels hus – lige før Lyngvejen.

Hjertet sad oppe i halsen på ham, men han slap dog uset forbi. Og heldet var også med ham på resten af ruten – over jernbaneoverskæringen og ind i hans eget kvarter, hvor Kim måske ikke kendte alle, men kunne placere dem, og de ham. Det var jo også blevet spisetid. Det var et håndværkerkvarter. Aftens31

Espegare.indd 31

04/07/14 12.23

maden stod tidligt på bordet. Gudskelov også hos Marianne, som boede på hjørnet af hans vej. Næsten som en skildvagt.

Deres eget hus var, som ventet, mørkt. Hans forældre var ikke kommet tidligere hjem, end de nu havde fået for vane.

De havde købt en butik i Espergærde og skulle først gøre kasse op og køre de godt 70 kilometer hjem. Han havde tid til at vaske sig og tænde for kartoflerne, som stod klar, inden de kom trætte hjem.

Hver morgen stiller de et vækkeur ind til ham, så han selv kan stå op de dage, han møder sent. Om aftenen skal han sætte kartofler over klokken kvart i seks præcis. Om fredagen klokken syv. Hvis der er problemer, kan han bare gå ind til fru Hansen, naboen.

Mette nævnte til hans forbløffelse intet den følgende dag.

Heller ikke dagen efter. Eller dagen efter igen. Tilsyneladende heller ikke til nogen andre. Måske havde hun faktisk slet ikke set noget. Som dagene passerede, mærkede han ikke længere den akutte rødmen være på spring, når hendes blik så meget som strejfede ham.

Der er ingen gøen fra Steele og Nalle længere. Kim sidder øverst oppe i klædeskabet og kan lige akkurat være der, når han krummer sig sammen. Han har rykket sine brætspil til side og er helt nøgen. Der er en fugtig varme i det indelukkede rum, og han rører igen ved sin nu bløde stump. Det er rart at røre ved den og se skiftende nøgne damer for sig, eller Louises revne og duften og øjnene, men der går kun få sekunder, før Mariannes øjne, ansigt og den krop, han forestiller sig, hun vil få, tager over. Blodet løber hastigt, pulserende til, og den bliver stiv, og Kim bliver ved med at røre. Gnide. Massere. Til den bliver endnu mere stiv, til det vil begynde at sortne for hans 32

Espegare.indd 32

04/07/14 12.23

øjne. Og det begynder det at gøre nu. Det rykker i den, og den lille mund for enden af urinrøret begynder at åbne sig. Og udsende en svag duft af urin, som blander sig med aromaen fra hullet lidt længere nede. Kim stirrer på mundens åbnen og lukken. Den vil udtrykke noget, men der kommer ingenting.

Han forestiller sig, hvad den vil have at sige. Dens røst. At den ser ham og alt, som det er og var og vil blive. Udenforstående.

Indforstået.

Espegare.indd 33

04/07/14 12.23

155mm

100mm

36mm

JA N TH I E LKE

Pressen om Faderskabsdigte: »Jan Thielke digter, så tiden står stille eller folder sig sammen. Med faderskabet som litterært og aldrig for intimt tema.« – Politiken »Særdeles forfriskende … En fortræffelig stilist, der får skrevet en mængde psykologiske og eksistentielle facetter frem i et spændingsfelt mellem finurlig ironi og hjerteskærende tragik.«

155mm

100mm

JAN THIELKE

ROMAN / LINDHARDT OG RINGHOF

– Kristeligt Dagblad

»Giver stemme til de tavse mænd.« – Alt for damerne

»Det er ret en faderfødsel, vi overværer og lever med i Jan Thielkes nye bog. Det bekræfter, at har man det rette greb, så kan alt blive litteratur.

Også det svære, nære stof.« – Flensborg Avis

»En på én gang banal og genial undersøgelse af,

FOTO / Christian Reinholtz

men føler sig samtidig skæv og uden for verden. Ikke mindst efter at han må flytte fra sin trygge tilværelse i Sydsjælland til det klaustrofobiske Espergærde i Nordsjælland. Hans travle forældre skænker ham ikke meget opmærksomhed, og via musikken og sin maniske besættelse af at tegne skaber han sit eget rum, hvor han kan ånde. Men før eller siden er han nødt til at krybe ud af sit indelukke og forholde sig til verden – og navnlig til kærligheden, hvordan dén så end måtte se ud.

ESPEGARE er en moderne dannelsesroman, der følger den utilpassede Kim gennem teenagealderen fra 1975 til 1982.

Samtidig tegnes et præcist tidsbillede af Kystbanedanmark i kølvandet på ungdomsoprøret.

ISBN 9788711348017

hvordan det egentlig føles at blive og være far.«

Jan Thielke er født i 1963 i Køge.

Han har udgivet fire digtsamlinger og har modtaget adskillige legater, bl.a. Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium i 2011. Espegare er hans romandebut.

– Stern und Spielplatz 9 788711 348017 W W W. L I N D H A R DTO G R I N G H O F. D K

OMSLAG / MIKKEL HENSSEL

231mm

– Berlingske

Kim er en særlig dreng. Han er en hypersensitiv registrator,

ESPEGARE

til at hænge overbevisende sammen.«

K YSTBANEROMAN

»Jan Thielke får faderrolle og digterord