Et perfekt liv.indd 2
18/11/14 11.06
Danielle Steel
ET PERFEKT LIV P책 dansk ved Iben Konradi Brodersen
LINDHARDT OG RINGHOF
Et perfekt liv.indd 3
18/11/14 11.06
Til mine elskede børn, Beatie, Trevor, Todd, Sam, Victoria, Vanessa, Maxx og Zara. Må jeres liv altid være så tæt på det perfekte, som I måtte ønske jer, og må jeres drømme vise sig at være endnu bedre, end I havde turdet håbe på med massevis af store og små mirakler på vejen. Og til min skat Nicky, jeg håber, din verden er fredfyldt og perfekt nu. Jeg elsker jer alle så utrolig højt. Mor/d.s.
Et perfekt liv.indd 5
18/11/14 11.06
“L’amour n’a pas d’âge.” Kærlighed har ingen alder. “Ægte kærlighed er som et særligt sprog: Enten taler du det, eller også gør du ikke” – Laleh Shahideh
Et perfekt liv.indd 6
18/11/14 11.06
Kapitel 1
De studerende begyndte at flokkes uden for Royce Hall-auditoriet på Californiens universitet, UCLA, allerede to timer før kongresmedlem Patrick Olden skulle gå på scenen, en time før de overhovedet åbnede dørene. En initiativrig professor havde inviteret ham til at komme og tale til eleverne som del af en forelæsningsrække om “Borgerskab og offentlige ydelser”. I det øjeblik kongresmedlemmet havde accepteret invitationen, var budskabet blevet udbredt til alle, som studerede statskundskab, og universitetet regnede med et propfyldt auditorium. De forventede, at mere end to tusind elever ville deltage, og tog man bestik af masserne, der stod og ventede på, at dørene ville gå op, så kunne man godt regne med, at der ville komme endnu flere. Han var en populær politiker med en demokratisk vælgerskare i ryggen. Han dedikerede sig til de svage i samfundet og var kendt for at tale på vegne af minoriteter, herunder kvinder, og han sympatiserede med de unges og de ældres problemer. Han var far til fire børn og havde giftet sig med sin gymnasiekæreste. Alle omkring ham elskede ham. De studerende var ivrige efter at høre ham tale. Masserne faldt til ro, så snart dørene gik op på den sol rige, varme oktoberdag. Planen var, at Olden skulle begynde sit foredrag klokken 11, og der var afsat tid til spørgsmål fra publikum til sidst. Bagefter fulgte en frokostaftale med universitetets rektor og derefter et fly tilbage til Washington om 7
Et perfekt liv.indd 7
18/11/14 11.06
eftermiddagen. At han overhovedet var kommet, var et kæmpe scoop for universitetet. Det var ikke i anledning af noget særligt; en politisk kampagne, en dimission eller lignende. Det var blot som en del af den daglige undervisning, og de var alle sammen dybt taknemmelige for, at han havde sagt ja. Heldigvis havde det passet perfekt ind i kongresmedlemmets øvrige planer, for han havde kunnet kombinere besøget med et møde med guvernøren dagen forinden og en prisoverrækkelsesceremoni til hans ære om aftenen. Et af hans egne børn, den ældste søn, gik på universitetet i det sydlige Californien, USC, og de to havde haft lejlighed til at spise morgenmad sammen den samme morgen. Patrick Olden lod dem ikke vente. Der gik blot ti minutter bag scenen, inden han gik på, idet han sikrede sig, at publikum havde fundet deres pladser og var faldet til ro. Han stod på talerstolen med sit varme smil, hans øjne fejede hen over masserne. Man ville have kunnet høre en nål falde til jorden, så stille var der i rummet, da han begyndte at tale. De studerende, som ikke havde fået pladser, sad i skrædderstilling på gulvet i mellemgangen eller stod langs væggen bagerst. De fulgte opmærksomt hvert et ord. Han fortalte om statsstyre og om, hvad deres forpligtelser ville være, hvis de valgte en karriere inden for politik. Han fortalte anekdoter om sine egne universitetsdage og forklarede, hvad det var for et arbejde, han prøvede at gøre ude i de forskellige komiteer, som han var medlem af. Han gav dem en masse brugbare detaljer. Han havde allerede siddet i Kongressen i tre år og havde gjort en betydelig forskel med de lovforslag, han havde fremsat. Det her var ikke engang et valgår for ham, så han var ikke bare ude på at gøre reklame. Han lød troværdig og oprigtig, og publikum var opslugte fra start til slut og sendte ham et tordnende bifald til sidst. Han så tilfreds ud. Han var den perfekte rollemodel for dem. Professoren, som havde inviteret ham, åbnede for spørgsmål, og hundredevis 8
Et perfekt liv.indd 8
18/11/14 11.06
af hænder skød i vejret. Spørgsmålene var velovervejede og intelligente og relevante i forhold til det, han havde talt om. De var tyve minutter inde i spørgerunden, da en ung mand på tredje række rejste sig op i samme sekund, som kongresmedlemmet havde peget på ham og sendt ham et opfordrende smil. “Hvad er din holdning til våbenpolitik i dag?” spurgte den unge mand. Det var ikke et emne, som kongresmedlemmet havde været inde på i sin tale, og det var ikke et emne, som han ønskede at diskutere ved den lejlighed. Han var diplomatisk, men fast i sine holdninger til våbenpolitik. Han gik ind for et forbud mod håndvåben. Men han var klar over, at det var et kontroversielt emne, og at det ikke hørte hjemme i hans foredrag denne dag, som handlede mere om, hvordan man gjorde karriere inden for politik. Det var derfor et emne, som han bevidst havde valgt at undgå. Den unge mand, som stillede spørgsmålet, havde veltrimmet hår, han var nybarberet og iført en blå skjorte og en jakke fra et militæroverskudslager. Han så nydelig og velsoigneret ud, men han smilede ikke tilbage, da Pat Olden smilede til ham, og nogen bemærkede efterfølgende, at han havde set usædvanligt bleg ud, som om han ikke havde været uden for en dør i dagevis. Pat Olden begyndte at besvare hans spørgsmål med ansigtet i alvorlige folder. “Jeg tror, I alle sammen ved, hvordan jeg har det med det her. Til trods for bestemmelsen i vores forfatning, som giver os lov til at bære våben, så mener jeg, at terrorisme er en vigtig faktor i dag, som vi ikke kan ignorere. Skydevåben falder alt for let i de forkerte hænder. Jeg mener ...” sagde han, men før han kunne færdiggøre sin sætning eller fastslå sin position, trak den unge mand en p istol op fra sin lomme og uden så meget som at tøve skød han kongresmedlemmet direkte i brystet og derefter i halsen. Han faldt forover, ind over talerstolen og gled så ned på jorden, mens 9
Et perfekt liv.indd 9
18/11/14 11.06
blodet flød fra hans skudsår. Eleverne i rummet begyndte at skrige. Sikkerhedsvagter styrtede frem sammen med de to livvagter, som havde ledsaget kongresmedlemmet. Folk begyndte at løbe mod udgangene, andre krøb sammen på jorden. Alt imens skød den unge mand den pige, som sad ved siden af ham, i hovedet, og derefter begyndte han at skyde umotiveret ud i masserne. Vagter styrtede mod ham, og han dræbte en af dem, mens de nærmede sig. Sæderne rundt om ham var for længst tomme, og han løb hurtigt hen over dem, mens han skød efter studerende, som prøvede at slippe ud af rummet. Han fik ramt tre i ryggen og endnu en pige i hovedet. Der lå kroppe overalt, mens en flok tog sig af det sårede kongresmedlem på scenen. Der var blod over det hele, og folk blev ved med at skrige i angst og sorg ved synet af deres dræbte klassekammerater. Fuldstændig overlagt havde skytten gemt den sidste kugle til sig selv. En universitetsvagt i uniform stod et par meter fra ham og skulle lige til at gribe ham, da skytten, med blot et øjebliks tøven, hvor han overvejede, om han skulle dræbe vagten eller sig selv, endelig vendte pistolen mod sig selv og skød sig en kugle for panden, og dermed satte en stopper for det blodbad, han havde begyndt for små ti minutter siden. Hele hændelsen havde taget præcis syv minutter, og 11 studerende og to vagter lå døde, otte var sårede, og kongresmedlemmet lå bevidstløs, indsmurt i blod, mens ambulancefolk skyndte sig ud af auditoriet med ham på en båre. Der holdt allerede et dusin ambulancer udenfor, og der var flere på vej, mens universitetspolitiet uden succes prøvede at holde masserne under kontrol. Mange af dem var blevet løbet over ende på vej ud og var blevet såret af det. Der var ikke andet at høre end gråd og skrig. Politiet havde hurtigt omringet skyttens livløse krop, og en politimand gennemrodede hans lommer for at finde ID. Øjeblikke efter førte ambulancefolk ham væk. Hans hjernemasse var sprøjtet ud over de nærmeste stole. 10
Et perfekt liv.indd 10
18/11/14 11.06
Det tog timer, før de sårede var kørt væk med ambulancerne, de døde kroppe fjernet og området ryddet. To af de sårede døde på vej til hospitalet, hvilket bragte dødstallet blandt de studerende op på tretten. Det var en blodig og sorgfuld begivenhed, som desværre ikke stod alene. Det mindede om tidligere tilfælde af skolemassakrer. Alle tv-udsendelser blev ryddet for at give plads til live-reportager fra UCLA. Kongresmedlem Oldens tilstand blev beskrevet som kritisk. Med skudsår i både bryst og hals svævede han mellem liv og død. Ifølge den seneste udmelding lå han på operationsstuen, hvor kirurger kæmpede for at redde hans liv. Inden for en time blev drabsmandens identitet annonceret på skærmen. Han havde været i gang med forberedende jurastudier på universitetet, men var droppet ud året forinden. Han havde en lang historie af mental ustabilitet bag sig. Han havde udvist tegn på psykisk sygdom igennem et helt år, før han forlod sine studier. Han havde nægtet at modtage behandling, mens han gik på UCLA, og han havde tidligere været indlagt på et psykiatrisk hospital, da han gik på high school. Han var blevet anmeldt, mens han gik på universitetet, for at true sin ekskæreste med en pistol, da hun begyndte at se en anden fyr, men han havde aldrig såret nogen før. Han var nitten år gammel, boede alene i en lejlighed og arbejdede hos en pantelåner, hvor han havde købt den pistol, som han havde brugt den dag. Man havde ikke kunnet få kontakt til hans forældre før senere på eftermiddagen. Hans mor var fuldstændig usammenhængende af sorg, da politiet førte hende bort til forhør, og faderen var tilsyneladende bortrejst på en fiskeudflugt. Når naboer blev udspurgt om ham, sagde de, at han havde virket som en flink fyr, altid høflig, dog lidt af en enspænder. Han var besat af computerspil, forlod sjældent sin lejlighed, bortset fra når han skulle på arbejde, og havde efter alt at dømme ingen venner. Han havde været en enspænder hele sit liv. Og det portræt, der blev tegnet af ham 11
Et perfekt liv.indd 11
18/11/14 11.06
af de mennesker, som kendte ham; lærere, kolleger og naboer, stemte overens med et klassisk tilfælde af en mentalt forstyrret fyr, som, på en eller anden måde, var faldet igennem sprækkerne i behandlingssystemet, og som var gået amok. Han havde dræbt seksten mennesker den dag, inklusive sig selv, og såret syv andre, deriblandt kongresmedlemmet. Det var et meningsløst spild af liv. Politiet mente, at han var taget til foredraget den dag for at gennemføre et attentat på Pat Olden på grund af kongresmedlemmets holdninger til våbenpolitik. Det tydede alt på, eftersom han havde været bevæbnet og havde sat sig helt oppe foran på tredje række i salen. Hele universitetets campus blev omgående lukket, undervisningen blev aflyst i takt med, at nyhederne spredtes. Grædende studerende samledes overalt, tæt omslyngede, i dyb sorg over de venner, de havde mistet. Pat Oldens kone, som allerede var steget på et fly tilbage til Washington samme morgen efter prisoverrækkelsen aftenen før, fik at vide, hvad der var sket. Hun var på et statsfly, som landede i Denver. Operationen var stadig i gang, da hun fik overbragt nyhederne, og udsigterne til at han ville overleve var ikke lyse. Hun ringede til deres fire børn, mens piloten mellemlandede for at vende om og flyve tilbage til L.A. igen. Deres ældste søn, som gik på USC, var allerede på hospitalet, og ventede uden for operationsstuen. Han havde siddet til en forelæsning, da han fik overbragt beskeden. En ven havde sendt ham en sms, før nyhederne var nået frem til de store medier. Alle var i en tilstand af dybt chok, og senere på eftermiddagen døde endnu et af ofrene af sine skudsår, et medlem af universitetets politistab. Det var et af de værste skoleskyderier af sin slags, og det var netop sådanne massakrer, som var årsag til, at Pat Olden var modstander af, at håndvåben skulle være bredt tilgængelige, og så ofte lå i de forkerte hænder i samtidens USA. Drengen i den blå skjorte var endnu et bevis på, at han havde ret. 12
Et perfekt liv.indd 12
18/11/14 11.06
*** Blaise McCarthy sad på sit kontor på tv-stationen i New York og betragtede billederne af grædende, hysteriske elever. De samme klip fra dagens tragiske hændelser løb over skærmen igen og igen. De var blevet filmet på en eller andens mobiltelefon og var et kaotisk og rystet virvar af indtryk, som var blevet optaget fra den position, hvor personen havde gemt sig. I dette tilfælde under en stol bagerst i lokalet. Alt som man i virkeligheden kunne se på optagelsen var mennesker, der løb, og så kunne man høre de frygtelige skrig og de skud, som drabsmanden havde affyret, og som havde fået hans ofre til at falde til jorden. Hun studerede billederne med et alvorligt udtryk, da hendes assistent, Mark Spencer kom ind i rummet med en stak rapporter vedrørende den historie, hun skulle dække den følgende dag. Blaise havde været programvært på morgennyhederne i mange år, men var kommet videre og havde fået sit eget særlige segment på showet, som dækkede de vigtigste aspekter af dagens nyheder. Hun stod for dybdegående indslag og interviews med legendariske berømtheder. Det var langt fra der, hvor hun var startet, som vært på Vejret på en tv-station i Seattle, helt grøn fra universitetet, kun toogtyve år gammel. Femogtyve år senere var hun blevet en af de mest berømte kvindelige journalister og et ikon i branchen. Mark havde arbejdet for hende i ti år. Han var en stille, lidt nervøs mand, som gjorde sit bedste for at forudse alle hendes tanker og behov, og som havde en dyb respekt og hengivenhed for hende. Han var en perfektionist, som var stolt over at gøre sit job godt. Han beundrede Blaises værdier såvel som hendes talent. “Har du tænkt dig at tage derud?” spurgte han hende og regnede med, at det var hendes plan, men hun overraskede ham og rystede på hovedet. Blaise havde en manke af rødt 13
Et perfekt liv.indd 13
18/11/14 11.06
hår, fintskårne ansigtstræk og en berømt kløft i hagen. Alt sammen havde været genstand for karikaturtegninger i aviserne i en årrække. Hun havde et karakteristisk ansigt, en fantastisk figur, og man kunne let have taget hende for en, der var ti år yngre end hendes syvogfyrre år. “Der er ikke nok materiale til, at jeg kan dække det endnu,” sagde hun skarpt med et trist ansigtsudtryk. Ligesom Pat Olden gik hun ind for en stram våbenpolitik, selvom hun udmærket var klar over, at det aldrig ville komme til at ske. Den lobbyisme, der blev ført mod våbenkontrol, var en af de stærkeste i landet, til trods for begivenheder som denne. Blaise kendte Pat Olden personligt, og hun holdt af både ham og hans kone. Hun var ked af at høre om det, der var sket ham, for hun vidste, at han havde små børn. I endnu højere grad fik Blaise kvalme over at høre om tragiske begivenheder som denne, hvor så mange uskyldige mennesker blev dræbt. Det var så meningsløst. Hun hadede historierne om psykisk syge elever, som faldt igennem systemet og gik amok. Bag efter beklagede folk sig over, hvad de burde have set komme, og hvad de burde have gjort for at forhindre det. Men der var ikke nogen, der havde gjort noget i tide, og ingen vågnede op, før det var for sent. “Det er op til de lokale reportere lige nu,” forklarede hun Mark, “og de gør et godt stykke arbejde. Den type indslag, som jeg vil lave om det, vil ikke give mening, før støvet har lagt sig lidt, måske om et par dage. Desuden bliver jeg nødt til at tage til London i morgen aften,” mindede hun ham om. Det vidste Mark godt. Det var ham, der havde arrangeret rejsen for hende, samvittighedsfuld som altid. Hun skulle derover for at interviewe den nye britiske premierminister, og der efter skulle hun videre til Dubai for at interviewe en oliesheik. Blaise var aldrig på det samme sted særlig lang tid ad gangen. Hun havde interviewet hvert et statsoverhoved og hver en royal person på planeten, filmstjerner, bemærkelsesværdige 14
Et perfekt liv.indd 14
18/11/14 11.06
kriminelle, politikere og alle, som det kunne betale sig at vide noget om. Hendes indslag var altid ekstraordinære og unikke, og hendes dybdegående kommentarer på hendes eget segment af showet skar ind til benet. Blaise McCarthy var smuk på en interessant måde, og vigtigere end det: Hun var intelligent. Hun havde personlighed og mod. Hun havde opholdt sig i krigszoner og paladser, deltaget i kroninger og statslige begravelser. Blaise McCarthy var kort og godt noget for sig, og Mark vidste, at når hun endelig besluttede sig for at lave et indslag om tragedien på UCLA, så ville det handle om mere end et kongresmedlem og nogle studerende, der var blevet skudt. Det ville være et vigtigt udsagn om verdens tilstand i dag. Hendes dækning af 9/11 fra Ground Zero fik stadig folk til at græde, når de genså den. Hun havde vundet utallige priser og hædersbevisninger igennem årene. Der var ikke det emne, hun ikke havde berørt. Seerne elskede hende, det kunne man se på seertallene. Blaise McCarthy var toppen af kransekagen inden for hendes branche, og indtil nu var der ikke nogen, der havde rørt hendes position. Ingen turde sætte sig op imod hendes succes, og selvom de af og til afprøvede et nyt ansigt på nyhederne, kørte et nyt talent i stilling til at overtage Blaises rolle, så kom de ikke engang tæt på hendes standard. Men hun var altid bevidst om, at de måske ville erstatte hende en dag. Hun kunne ikke lide at tænke på det, men det var den slags ting, der skete i hendes branche. Det kunne også ske for hende en dag, og hun vidste det. Hun havde ingen illusioner omkring livet på de store tv- stationer. Det var en hensynsløs verden. Og hun vidste, at lige meget, hvor god hun var, så ville der komme en dag, hvor der ikke var plads til hende mere. Men for nu var hun i sikkerhed. Det var en kamp at blive på toppen, som hun måtte udkæmpe hver dag. Hun var aldrig bange for hårdt arbejde. Hun trivedes i det. En del af svaret på hendes succes var, at hun arbejdede hårdere end nogen anden. Det havde 15
Et perfekt liv.indd 15
18/11/14 11.06
hun altid gjort, lige fra begyndelsen. Blaise havde været forelsket i sit arbejde og sin karriere fra dag ét. Måske lige med undtagelse af de helt unge år, da hun arbejdede på Vejret på den lokale nyhedsstation i Seattle, hvilket havde forekommet hende en smule useriøst og pinligt. På trods af det havde hvert trin på karrierestigen været spændende for hende. Forfremmelsen i Seattle, hvor hun for første gang begyndte at arbejde med nyhedsstof; så flytningen til søsterkanalen i San Fransisco to år senere; fire år efter: det store gennembrud på tv-stationen i New York, kun otteogtyve år gammel. Ikke et øjeblik havde været kedeligt. Og hun havde været villig til at ofre hvad som helst for, at hendes karriere blev ved med at bevæge sig fremad og for at beskytte sin position, efter hun var nået til tops. Blaise tog aldrig sine øjne fra bolden. Hun var et geni til sit job, hun var skarp til at udvælge det rigtige materiale, til at få øje på den gode vinkel, til at få interviews med spændende mennesker i hus. De valg, hun havde truffet, havde gjort hende til den, hun var. Berømmelsen i sig selv havde aldrig været hendes mål, hun stræbte blot efter perfektion i alt, hvad hun gjorde. Blaise havde aldrig vaklet, ikke et eneste sekund. Seerne var aldrig holdt op med at elske hende, og selv når omlægninger på tv-stationen havde gjort arbejdet udfordrende, havde Blaise stået der som en søjle af stabilitet. Urokkelig, utrættelig og smuk. I en branche, hvor ungdom og skønhed blev sat højt, var man for længst holdt op med at skænke hendes alder en tanke. Hun var heldig, at hun ikke lignede en på syvogfyrre. Hun tog vare på sit udseende, men det meste af tiden tænkte hun mere på sit arbejde. Hun var ikke til at slide op, og store dele af året var hun på farten, skaffede interviews med berømte, magtfulde, fascinerende mennesker, og gjorde det, hun var bedst til. Blaise kastede et blik på fjernsynsskærmen bag Mark, da hun hørte reporterens stemme annoncere, at yderligere to af drabsmandens ofre var afgået ved døden. Kongresmedlem 16
Et perfekt liv.indd 16
18/11/14 11.06
Olden var stadig i live og forblev i kritisk tilstand, stadig på operationsbordet på Cedars Sinai-hospitalet i L.A. Resten af hans børn var kommet til L.A. den samme eftermiddag, og sammen med hans kone, Rosemary Olden, sad de nu og ventede i et privat værelse, som hospitalet havde reserveret til dem. Nyhedsværten fortalte, at kuglen var gået igennem Oldens hals, var kommet ud på den anden side og havde brækket adskillige ryghvirvler på sin vej. Der var en del spekulation omkring, hvorvidt han ville være lammet, hvis han overlevede, men ingen var sikre på noget. Kuglen, som drabsmanden havde affyret mod hans bryst, havde kostet ham en lunge, men på mirakuløs vis havde den ikke ramt hjertet. Sandsynligheden for, at han ville overleve, var lille, men den var der. Blaise så dyster ud, mens hun pakkede noget baggrundsmateriale om den britiske premierminister ned i sin attachemappe og gjorde klar til at forlade kontoret for dagen. “Salima har ringet,” fortalte Mark hende, mens hun rakte ud efter sin jakke. Salima var Blaises nittenårige datter. Hun havde gået på kostskole, siden hun var otte. Blaise havde dårlig samvittighed over det til tider, men de havde stadig et godt forhold til hinanden. Salima var en dejlig, blid pige, som var stolt af sin mor, og som respekterede den målrettede måde, hun arbejdede på. Blaise var, som hun var. Hun elskede sin datter, men hun kunne aldrig have været fuldtidsmor. Hendes assistent talte med Salima oftere, end Blaise gjorde. Mark kunne godt lide, at hun var så ærlig omkring det. Blaise lod aldrig, som om hun var noget, hun ikke var. Og hendes moderlige instinkter havde aldrig været lige så stærke som hendes arbejdsmoral. “Hvordan har hun det?” spurgte Blaise bekymret. “Hun var meget rystet over at høre om skyderiet på UCLA.” “Hvem er ikke det?” Blaise vidste, at hendes datter delte hendes holdninger til vold på universiteter og til våbenkontrol. Og Blaise var pludselig taknemmelig for, at Salima 17
Et perfekt liv.indd 17
18/11/14 11.06
gik på et lille, lokalt universitet i Massachusetts, hvor der var mindre sandsynlighed for, at en tragedie som den, der netop var hændt på UCLA, ville forekomme. “Jeg vil prøve at fange hende på telefonen i aften,” men de vidste begge to, at hun ikke kunne finde på at ringe, før hun var færdig med sin research til udsendelsen næste dag. Det var den måde, hun levede på, og Salima vidste, at det var sådan, det var. Arbejdet kom altid i første række. Blaise forlod kontoret og satte sig ind i tv-stationens vogn, som ventede på hende udenfor. Vognen hørte med til hendes kontrakt, og hun havde haft den samme chauffør i årevis, en godhjertet mand fra Jamaica med et varmt smil. Han kørte hende til og fra kontoret hver dag. “God aften, Tully,” sagde hun afslappet, da han vendte sig om mod hende med et stort smil. Han kunne lide at arbejde for hende, hun var altid fair og høflig, hun stillede aldrig vanvittige krav, og hun havde ingen stjernenykker. Hun kunne have opført sig som en rigtig diva, men det gjorde hun ikke. Hun var betænksom, hårdtarbejdende og beskeden. Hun var en passioneret sportsentusiast, og de diskuterede baseball, fodbold, basketball eller hockey. Hun var en dedikeret Rangers fan, og det var han også. “God aften, miss McCarthy, jeg kan se, du skal til London i morgen. Over at have en lille sludder med dronningen, hva’?”drillede han hende. “Nej, bare premierministeren den her gang.” Hun smilede til ham i bakspejlet. “Jeg tænkte nok, det var sådan noget.” Han elskede at køre med hende og at se hende på fjernsynet. De vendte dagens hændelser på UCLA. Han var en intelligent mand, og Blaise var altid interesseret i at høre hans synspunkter. Og som alle andre havde han en del at sige om vold i samfundet. Han havde selv to børn, som gik på universitetet. Tyve minutter senere satte han hende af på Fifth Avenue, 18
Et perfekt liv.indd 18
18/11/14 11.06
hvor hendes penthouselejlighed lå. Dørmanden løftede hatten, da hun gik forbi. Hun steg ind i elevatoren og kørte op til øverste etage, lukkede sig ind i sin lejlighed og kastede et hurtigt blik i køleskabet. Der lå en salat og et par skiver kyllingebryst, som hushjælpen havde lagt til hende. Blaise levede et stille liv og med undtagelse af vigtige velgørenhedsmiddage, politiske arrangementer eller arbejdsevents, gik hun sjældent i byen, og hun havde kun få venner. Hun havde ikke tid til at pleje venskaber. Når hun ikke var på farten, arbejdede hun. Hendes venner havde haft svært ved at forstå det, og efterhånden faldt de fra. Hun havde et par enkelte venner tilbage fra gamle dage, men hun så dem sjældent, og der havde heller ikke været en mand i hendes liv i fire år. Hendes første kæreste havde været hendes store kærlighed. Det var dengang, hun stadig boede i Seattle, hvor hun kom fra. Hendes mor havde arbejdet som folkeskolelærer, og hendes far var slagter. Hun havde gået i den lokale folkeskole, og de havde levet et simpelt liv. Hun havde ingen søskende. Der havde ikke været mange penge at gøre godt med i hendes barndomshjem, men det havde aldrig betydet noget for hende. Hun havde ikke drømt om succes, berømmelse og penge. Hun havde blot fulgt sin fars råd om at arbejde med noget, som hun brændte for. Og den passion havde hun fundet, da hun begyndte at arbejde med nyhedsjournalistik. Hun havde kun været tyve, da hun mødte Bill. Han arbejdede som kameramand på tv-stationen, og han tilbragte det meste af sin tid on location. Hun havde været vært på Vejret dengang. De forelskede sig hovedkulds i hinanden, og hun giftede sig med ham kun tre måneder efter, de havde mødt hinanden. Han var den mest gavmilde mand, hun nogen sinde havde mødt, og de var vilde med hinanden. Men han tilbragte det meste af sin tid midt i krigszoner, og seks måneder senere var han død, ramt af en snigskytte, og noget i hende døde sammen med ham. Fra da af kastede hun sig over sit arbejde. Hun 19
Et perfekt liv.indd 19
18/11/14 11.06
fandt trøst i det. Det gav hende fast grund under fødderne, og det gav hende noget at leve for, efter Bill var væk. Hun havde aldrig siden elsket en mand på den måde, og i bagklogskabens lys indså hun, at selv ikke dét forhold sandsynligvis ville have overlevet hendes karriere. Hun var steget til tops som en meteor, og den opstigning havde stort set udelukket alt andet. To år efter Bills død, havde hun mødt Harry Stern, mens hun arbejdede i San Fransisco. Hun lavede et interview med ham, dengang han lige havde købt byens lokale baseballhold. Han var toogtyve år ældre end hende, han havde allerede haft fire koner og var en af de mest betydningsfulde investorer i Silicon Valley. Han havde fundet alverdens måder at gøre kur til hende på, og det fascinerede ham, at hun var så uimponeret. Hun fortalte ham, at hun havde alt for travlt med arbejdet til at gå ud med ham. Og hun vidste, at hendes hjerte stadig tilhørte Bill. Harry var ligeglad. Han syntes, hun var den kvikkeste, smukkeste pige, han nogensinde havde mødt. Der gik et helt år med forkælelse og gaver, før han fik hende overbevist. Der fandtes ikke en mand så charmerende som Harry, og selv nu i en alder af niogtres så han strålende ud. Han og Blaise var gode venner. Han havde haft to koner siden hende, og han var stadig uforbederligt tiltrukket af unge kvinder. Seks måneder efter de havde giftet sig, havde Blaise fået sit store gennembrud på tv-stationen i New York. Det havde ikke været svært for hende at tage beslutningen om at flytte. Hun havde gjort det klart for Harry fra starten, at hendes karriere kom i første række. Hun havde altid været ærlig over for ham. Hun elskede ham, men hun ville ikke ofre en stor karrieremulighed til fordel for en mand. Hun havde med det samme takket ja til jobtilbuddet fra tv-stationen, mens Harry var ude at rejse, og han kom derfor hjem til nyheden om, at Blaise havde tænkt sig at flytte til New York. Fra da af havde de pendlet frem og tilbage mellem kysterne, og det fungerede 20
Et perfekt liv.indd 20
18/11/14 11.06
i et stykke tid. Hun kom hjem til hans palæ i Hillsborough i weekenderne, når arbejdet tillod det. Eller også fløj han til New York. Hun blev gravid med Salima tre måneder efter, hun var flyttet til New York, men det fik hende ikke til at tage den mere med ro. Hun arbejdede lige indtil den dag, Salima blev født. Hun blev kørt på hospitalet direkte fra kontoret og var tilbage på skærmen igen bare tre uger efter. Harry fløj til New York for at være med til fødslen, og han nåede det lige. Men han havde allerede fem børn fra sine tidligere ægteskaber og havde aldrig givet nogle løfter om at være en aktivt deltagende far. Han havde ingen planer om at begynde på det nu. Salima så ham en til to gange om året, og han havde fået to børn siden hende. Han havde otte i alt, og han betragtede det som den pris, han måtte betale for at gifte sig med unge kvinder. De ønskede alle sammen børn, og dét ville han godt gå med til. Han støttede dem også gerne økonomisk, men han var mildest talt en fraværende far. Salima havde været skuffet over det, dengang hun var yngre, men Blaise forklarede hende, at det var sådan, han var. Blaise selv elskede sin datter, men der var altid tonsvis af projekter og mennesker, der sloges om hendes tid. Salima var indforstået med, at det nu engang var sådan, hun skulle vokse op, og hun forgudede sin mor. Ægteskabet med Harry holdt i fem år, efter Blaise var flyttet til New York. Så måtte de begge give op. Forholdet var efterhånden skrumpet ind til næsten ingenting udover et varmt venskab og et sent telefonopkald i ny og næ. Der havde ikke været noget fjendskab, ingen skænderier, og de ventede endnu fem år med at blive skilt, indtil det tidspunkt, hvor Harry ønskede at gifte sig igen. I mellemtiden påstod han, at hans officielle ægteskab med Blaise havde holdt ham ude af problemer. Til sidst mødte han dog en supermodel, som overtalte ham til at få en skilsmisse og gifte sig med hende i stedet for. Blaise havde deltaget i deres bryllup og igennem 21
Et perfekt liv.indd 21
18/11/14 11.06
årene havde hun ikke bedt ham om andet end økonomisk støtte til datteren. På papiret havde de været gift i elleve år, men de havde reelt kun levet sammen på fuld tid som mand og kone i mindre end ét år. Blaise var otteogtredive, da de endelig blev skilt. Hun havde ikke haft et fast forhold i tiden efter det. Kun korte affærer. Hun fløj rundt over hele verden og lavede sine historier, og hendes karriere blomstrede fortsat. Hun havde haft en kortvarig affære med en baseballstjerne, men de havde intet til fælles. En romance med en politiker, hvilket havde fået stor opmærksomhed i pressen. En betydningsfuld forretningsmand og en berømt skuespiller. Der var ikke nogen af dem, hun for alvor holdt af, og hun havde aldrig rigtig tid. Affærerne stoppede brat, og mændene havde skiftet hende ud med en ny model, før hun overhovedet fik set sig om. Og det rørte hende ikke. De var ikke andet end vinduespynt i hendes liv. Intet mere end en distraktion. Den seneste affære, som hun indledte i en alder af enogfyrre, havde dog været anderledes. Det var dengang Andrew Weyland tog over som nyhedsvært på stationen. Han lignede en filmstjerne, og hver en kvinde i bygningen fik gele i knæene, når han var i nærheden. Så vidt man vidste, var han gift, og Blaise var den første, som han afslørede over for, at han var i gang med at blive skilt. Han bad hende om at gå stille med dørene, så det ikke endte i sladderbladene, alligevel havde han inviteret hende ud et par dage efter. Hun tøvede kun kort, og selvom hun ikke var immun over for hans gode udseende, så var det, hun bedst kunne lide ved ham, hans intelligens. Andrew var fantastisk, sjov, kvik, han bevægede sig med en lethed i alt, hvad han gjorde, måske lige med undtagelse af kærligheden. Deres forhold var hurtigt blevet intenst. Han var den mest forførende, tiltrækkende, betagende mand, hun nogen sinde havde mødt. Hun forelskede sig hovedkulds i ham, og da han friede til hende, et år efter de var begyndt 22
Et perfekt liv.indd 22
18/11/14 11.06
at date, sagde hun ja, uden at tøve og uden fortrydelse. Selv Salima elskede ham. Han kom godt ud af det med alle, også børn. Og med den karriere og den dedikation, som han og Blaise delte, så de ud til at være det perfekte match. Han var godmodig og forstående og endda humoristisk omkring de ting, hun foretog sig. Modsat andre mænd, som havde været irriterede over den intensitet, hun lagde i sit arbejde, så beundrede Andrew den. Han beklagede sig aldrig over, hvor travl hun var, og han kunne give hende gode råd om hendes arbejde. I det år, hvor de var kærester, var Blaise godt klar over, at han stadig delte et hus i Greenwich med sin kone og sine børn. Han havde forklaret, at indtil huset blev solgt, levede han og konen separate liv under samme tag, og det lød rime ligt. Han havde lejet en lejlighed i byen, og det meste af tiden var han hos Blaise. Og hun var alligevel så meget væk, at det ikke generede hende, at han tilbragte weekenderne i Greenwich sammen med sine børn. Hun forstod det godt. Og kun en enkelt gang, hvor de talte om deres forestående ægteskab, og hun var begyndt at spørge ind til detaljerne omkring hans skilsmisse, og hvor langt de var nået med et endeligt forlig, kunne hun se en skygge glide over hans øjne. Det var den første antydning, hun opfangede om, at noget var galt. Den første af mange. Fra det punkt begyndte sandheden langsomt at titte frem, en løgn her, en lille overraskelse der, som en julekalender, man giver til børn, hvor overraskelserne dukker op bag lågerne én for én. I det her tilfælde var det bare ikke små gaver, det var løgne. Alle på stationen havde for længst regnet ud, at Andrew ikke var i gang med at blive skilt. Han var stadig i høj grad gift med sin kone, som ikke havde nogen anelse om, hvad han foretog sig sammen med Blaise. Faktisk vidste hun lige så lidt, som Blaise gjorde. Blaise havde været så travlt beskæf tiget med arbejde og rejser, at det aldrig var faldet hende ind 23
Et perfekt liv.indd 23
18/11/14 11.06
ikke at stole på det, han fortalte hende. Hans forklaring, dengang hun fandt ud af, at han ikke havde taget kontakt til en advokat endnu, og at der altså ikke lå nogen som helst papirer på skilsmissen, havde lydt, at der bare var tale om “ubetydelige administrative detaljer”, som han havde tænkt sig at se på, men som han bare ikke havde haft tid til at ordne endnu. Men der var ikke nogen skilsmisse. Der var ikke tale om andet end utroskab og en luset affære. Og mens Blaise altså var gået med til at være diskret omkring deres forhold igennem et helt år af hensyn til hans forlig, bildte han sin kone ind, at han blev i byen for at arbejde. Han fik det bedste af begge verdener. En privatdetektivs undersøgelser fortalte Blaise alt det, hun havde brug for at vide. Andrew tilbragte weekenderne med sin kone og sine børn, og hverdagene sammen med hende. Hans venner i Greenwich anså ham som værende lykkeligt gift, og hans kone havde troet, at han og Blaise blot var venner på arbejdet. “Og hvordan havde du lige tænkt dig at gennemføre et bryllup?” spurgte Blaise ham, da hun lærte sandheden at kende. “Havde du tænkt dig at fortælle hende, at du bare lige skulle væk en weekend? Havde du tænkt dig at leve som bigamist?” Blaise var knust. Til sidst var der nogen, der sladrede, og det endte i ugebladene med fotografier af Andrews kone og børn. Blaise blev beskyldt for at være ’den anden kvinde’, og hun brugte tre måneder på at undgå pressen, mens de lurede uden for hendes lejlighed og hendes kontor. Andrew var en løgner og en charlatan. Forholdet, som hun havde troet på og sat sin lid til, havde været ét stort fupnummer. Manden, som hun elskede og stolede på, fandtes slet ikke. Hun havde åbnet sit hjertet og tabt det til ham, men Andrew havde aldrig tænkt sig at blive skilt. Han havde snydt hende fra starten, og hun havde ædt hans løgne råt. Det var aldrig faldet hende ind, at han var en bedrager, fordi hun aldrig selv ville have gjort noget lignende. Da Harry læste om det i 24
Et perfekt liv.indd 24
18/11/14 11.06
ugebladene, ringede han til hende for at fortælle hende, hvor ondt det gjorde ham. Han vidste, hun var et godt menneske, og at hun aldrig ville kunne finde på at gå ud med en gift mand. Da hun sluttede affæren, græd hun i månedsvis. Hun var ulykkelig. Hele affæren havde varet i seksten måneder, og hun var blevet så rystet over det, at der ikke havde været nogen mand siden. Nu sagde hun, at hun var frivilligt single. Hun havde ikke lyst til at sætte sit hjerte på spil igen. Det værste var, at Andrew stadig ringede. Han havde aldrig sagt undskyld for de løgne, han havde fortalt hende. Han sendte hende e-mails og sms’er, hvor han fortalte hende, hvor meget han stadig elskede hende, og hvor meget han savnede hende. Men han havde aldrig beklaget det, han havde gjort. I omtrent to år efter hun havde forladt ham, prøvede han på at få hende tilbage i sengen, vel vidende at det ville gøre hende sårbar overfor ham igen. Hun var klog nok til ikke at falde for hans tricks. Hun savnede ham stadig, hun savnede dét, som hun havde troet, at han var, men hun hoppede aldrig på hans løgne igen. Han påstod stadig, at han og Mary Beth skulle skilles, hvilket tydeligvis var en lodret løgn. Og hun vidste, at han efter hende havde været utro med adskillige andre kvinder. Konen var åbenbart villig til at tilgive ham hvad som helst. Det var Blaise ikke, og hun havde kun været ved at falde i igen en enkelt gang, da de var havnet på det samme hotel i London, og hun var gået med til at tage en drink med ham. Det endte med at blive for mange på en tom mave, og hans charme havde næsten været uimodståelig. Men i sidste øjeblik huskede hun, hvem han virkelig var, og så løb hun. Hun ville aldrig have indrømmet det over for ham, men hun var ensom, og hun tænkte tit på de gode tider, de havde haft sammen. Noget rørte sig stadig i hende, når hun hørte fra ham, og han fik hende til at tro på, at noget af det, de havde haft sammen, havde været ægte. I hendes mere klare øjeblikke vidste hun 25
Et perfekt liv.indd 25
18/11/14 11.06
dog godt, at det ikke var tilfældet. Andrew Weyland var en løgner hele vejen igennem. Det havde været en lettelse, da han havde fået job på en anden tv-station og var flyttet til L.A. Selvfølgelig tog hans kone og børn med ham. Han påstod, at efter Blaise havde slået op med ham, så havde han ikke længere mod på at gennemføre skilsmissen. Han fik det til at lyde, som om det var hendes skyld, at han ikke blev skilt. Andrew løj lige så let, som han trak vejret. Hun hørte stadig fra ham af og til, og i manglen på andre mennesker i sit liv, snakkede hun af og til med ham. Han var en velkendt stemme om ikke andet, og hun kunne altid tale med ham om sit arbejde på tv-stationen. Han var kvik og sjov, og hun var ikke i fare for at falde for ham igen. Det var bare rart at høre hans stemme, lige meget hvad han sagde. Og selvom hun en gang imellem følte sig som et fjols på grund af det, så udfyldte han trods alt et hul, som ingen andre havde udfyldt, siden de var gået fra hinanden. Hun var dog altid deprimeret, efter de havde talt sammen. Hun følte sig som en tåbe og en taber, fordi hun blev mindet om dengang, hun var hoppet på hans løgne. Hun havde været god nok som lidt underholdning for ham, men ikke mere end det. Han havde udnyttet hende, akkurat som han gjorde med alle andre i sit liv. Og det havde været så slemt og smertefuldt for hende, at hun undgik at blive involveret med nogen igen. Endnu en gang, som så ofte før, søgte hun tilflugt og trøst i sit arbejde. Blaise trådte ind på sit hjemmekontor og tændte for lyset. Hun efterlod sin attachemappe ved siden af skrivebordet, smuttede ud i køkkenet, fandt salaten og tog den med tilbage til skrivebordet for at gennemgå researchen til næste dag. Det var lige præcis det materiale, hun havde bedt om. Hun fordybede sig i det og begyndte at planlægge sit indslag til morgenens show. Da hun kastede et blik på sit ur, var klokken blevet 22. For sent til at ringe til Salima, som altid gik tidligt i seng i hendes fredfyldte liv på landet. Blaise havde 26
Et perfekt liv.indd 26
18/11/14 11.06
dårlig samvittighed, da hun gik ind i køkkenet for at sætte sin tallerken i vasken. Hun vidste, hun burde have ringet til hende, og hun lovede sig selv at ringe næste dag, før hun tog af sted til London. På en eller anden måde var der bare aldrig nok tid, medmindre det handlede om arbejde. Hun stod og tænkte på sin datter, mens hun kiggede ud gennem vinduet på Central Park. Det var en smuk lejlighed, som hun havde købt ni år tidligere, dengang hun og Harry endelig var blevet skilt og havde solgt deres byhus på East 74.th Street. Penthouse-lejligheden på Fifth Avenue passede hende perfekt. En stor, rummelig dagligstue med en smuk udsigt, hendes komfortable soveværelse med pudderfarvede silkelagner, hjemmekontoret, hvor hun tilbragte det meste af sin tid, badeværelset i hvid marmor med et kæmpestort badekar, og et påklædningsværelse. Der var et ekstra soveværelse nede ad gangen fra hendes eget soveværelse, som var Salimas værelse, når hun var hjemme fra skole. Der var et topmoderne køkken i sort granit og en spisestue, som var stor nok til at holde middagsselskaber i. Det gjorde Blaise nu aldrig. Hun brugte heller aldrig rummet selv. Bag ved køkkenet var der to værelser til husholdersker, men de havde stået tomme, siden hun flyttede ind. Alt, hvad hun havde brug for, var en hushjælp, som kunne komme en gang om dagen – Blaise ville ikke have nogen til at bo der sammen med hende. Hun havde brug for privatliv. Hun havde været villig til at give afkald på det, dengang hun havde troet, hun skulle giftes med Andrew, men alt det føltes som lysår siden nu. Bortset fra hans tilfældige telefonopringninger nu og da, havde han været ude af hendes liv i fire år. Lejligheden var blevet fotograferet til alle de store boligmagasiner, dengang den lige var blevet istandsat. Og ni år efter så den stadig lige så perfekt og velholdt ud. Blaise var der næsten aldrig. Hun levede i en tilsyneladende perfekt verden, i velstand og luksus, langt væk fra det simple liv i Seattle, som 27
Et perfekt liv.indd 27
18/11/14 11.06
hun var vokset op i. Hun var berømt, feteret, havde succes i en branche med hård konkurrence, hvor meget få mennesker stod distancen, og de fleste karrierer sluttede tidligt. Men med ren og skær kampgejst, talent og gåpåmod, var Blaise steget til tops og var blevet der. Det var et misundelsesværdigt liv, et liv, som andre mennesker længtes efter og drømte om, og som de ville have hugget fra hende, hvis de kunne. Hvad, de ikke så, var ensomheden, de private stunder uden kærlighed og støtte fra andre mennesker. De havde aldrig kendt til de svigt, som hun var blevet udsat for, fra mænd som Andrew Weyland, eller de falske venskaber, som kun varede kort tid, med mennesker, som bare ønskede at ride med på bølgen af hendes succes eller at udnytte hende. Det var virkelig et ensomt liv, og hun smilede for sig selv, da hun satte sig tilbage til skrivebordet og kastede et blik på et magasin, som Mark havde fundet til hende og lagt i hendes taske. Han havde markeret en bestemt side. Det var en kort beskrivelse af hende i et blad, som havde lavet et overfladisk portræt af hende. Over et fotografi af hende, som de havde fået fra tv-stationen, stod overskriften med fede bogstaver: Et perfekt liv. Og det var præcis det, det så ud til at være. Kun Blaise selv vidste, at det var anderledes. Det var ikke mere perfekt end et hvilket som helst andet liv, og på mange måder var det hårdere. Hver eneste dag var en kamp for at holde fast på det, hun havde opnået, for ikke at miste det territorium, hun havde kæmpet så hårdt for. Hun var alene på bjergets tinde. Hendes hjem var hotelværelser spredt over hele verden. Hun havde været syg på steder, som ingen ville have taget til frivilligt selv i rask tilstand. Og hun brugte sit liv på at gå ind og ud af fly. Ingen havde nogen anelse om, hvad der fulgte med det liv, de misundte, eller den pris, hun måtte betale. Det var langtfra et perfekt liv, det vidste Blaise kun alt for godt. Men lige meget hvor hårdt eller hvor ensomt, ville hun ikke have byttet med nogen.
Et perfekt liv.indd 28
18/11/14 11.06