Fadermord læseprøve

155 mm

Han har gjort hendes liv til et helvede. Nu planlægger hun at straffe ham på den værst tænkelige måde. Med tv-serien Dexter som forbillede sidder kvinden i Skövde

33 mm

155 mm

”Højst læseværdig, en god intrige, interessante karakterer og et godt plot.”

DAGENS NYHETER

og planlægger det ultimative mord. For ikke at miste sit fokus har hun på sit køleskab opsat en lap med ordet: FADERMORD.

Samtidig med at mordet planlægges, findes en kvinde frosset ihjel i Simsjön.

Hos politiet i Skövde arbejder kriminalinspektør Anna Eiler med sagen, mens journalisterne på lokalavisen, Julia Almliden og Ing-Marie Andersson, på egen hånd prøver at komme til bunds i denne sag. Det har de deres helt personlige grunde til, for i den lille by har alle en eller anden relation til hinanden – relationer, der denne vinter bliver sat på en hård prøve.

Og måske bærer en af de tre kvinder på en mørk hemmelighed …

Fadermord er en psykologisk roman, der kryber ind under huden på læseren.

K R I M I

L I N D H A R D T O G

R I N G H O F

Carina Bergfeldt

FADERMORD På dansk ved Charlotte Jørgensen

Lindhardt og Ringhof

Fadermord.indd 3

29/11/13 14.17

D ommedag

Så ligger han endelig for hendes fødder. Fastbundet med otte ruller plastfolie, på den blå drømmeseng hun havde købt i Ikea for 499 kroner.

Hun betragter de tykke lag gennemsigtig plast der er viklet om hans pande. Om hans afklædte krop.

Hans brystkasse.

Arme.

Mave.

Ben. Og ankler.

Hun er ret så sikker på at han ikke vil kunne røre sig når han engang vågner.

Hun følger hans åndedrag som han ligger der, dybt bevidstløs.

Uvidende om den frygtelig ubekvemme stilling hans fastbundne krop ligger i. Uvidende, endnu. Men det vil meget snart gå op for ham. Meget snart vil alt blive tydeligt.

Hun lukker øjnene og tæller dagene baglæns til hun kommer til den 1. januar.

Som hun dog har ventet på denne dag.

78 dage. Eller hele sit liv, alt afhængig af hvordan man regner.

Hun vil ikke vække ham. Ikke endnu.

Hun har ikke travlt.

Intet af det der skal ske de næste timer må stresses frem.

At slå ham ihjel må tage den tid der er nødvendig.

7

Fadermord.indd 7

29/11/13 14.17

1.

To

måneder og 17 dage tidligere , lørdag den 2 . januar 2010

H emmeligheder . D e betyder lige så meget som den person man allerhelst vil fortælle dem til.

Det første jeg ville den morgen da alt blev forandret, var at vende mig mod ham og fortælle. Sige det. Sige alt. Ikke udelade noget. Der var ingen jeg hellere ville dele hemmeligheden med end ham.

Men jeg gjorde det ikke.

Jeg lod hemmeligheden forblive det den var. En hemmelighed. Noget der til evig tid ville findes mellem os. Noget der skulle kiles ind mellem os. Skabe en lille sprække i vores indbyrdes fortrolighed hvor et tomrum kunne flytte ind. Slå sig ned. Brede sig.

Jeg havde ikke noget valg.

Jeg stod op, klædte mig på, gik på arbejde.

Og vidste at intet ville blive som før.

8

Fadermord.indd 8

29/11/13 14.17

2.

L ørdag

den 2. januar 2010

T ermometret uden for vinduet viste 16 minusgrader. Det havde sneet. Årets første snefald. Julia Almliden måtte anstrenge sig for at tyde tallene, for vinduet, der vendte ud mod den tomme parkeringsplads i Mörkegatan i Skövde, var dækket af rimfrost.

Hun lagde fingeren mod glasset for at mærke om de små glitrende krystaller sad på indersiden eller ydersiden.

De smeltede ikke da hun satte fingeren på dem. Altså ydersiden. Julia fnøs. Iskrystallerne kunne lige så godt have siddet indenfor.

Avisens økonomiafdeling sparede på alt, hvad der overhovedet kunne spares på. Kuglepenne, skriveblokke, overtid.

Varme.

Den seneste vinter havde det været særlig tydeligt. Temperaturen inde på redaktionen kom aldrig op over 18 grader. Det var umuligt at skrive en ordentlig artikel. For tredje gang havde hun måttet trykke på en knap på tastaturet for at stoppe screensaveren, som ellers gik i gang. Det skulle i det mindste se ud som om hun arbejdede.

Hun sukkede. Satte sig ned. Forsøgte igen.

Resterne fra julebordet stinker.

Men ifølge familien Johansson skal man bare vænne sig til den modbydelige lugt, som slår imod deres ansigter hver gang de åbner døren.

Skraldemændene vægrer sig ved at nærme sig parrets hus på grund af ulven som færdes i skoven.

9

Fadermord.indd 9

29/11/13 14.17

“Hvor svært kan det være?” mumlede hun mens hun markerede og slettede de tre udsagn.

Julia Almliden vendte sig om og skævede til kollegaen Ing-Marie Andersson. Hun sad som hun plejede. Brugte højre hånd til at holde trøjen sammen over brystet og venstre hånd til at surfe. Ing-Marie blev snart 40, men så ud til at være tre-fire år ældre. Hun havde et helt almindeligt udseende. Kruset, rødblondt hår klippet i en nakkekort pagefrisure.

Lys hud og fregner i et oftest usminket ansigt. Kriminalreporterens magre krop var sædvanligvis skjult under tykke striktrøjer i diskrete, neutrale farver. Brune, for det meste.

Eller ja, ‘kriminalreporter’ var jo en forskønnende omskrivning, tænkte Julia. Hvis man så bort fra fuldeslagsmålene uden for Bogens, et enkelt voldeligt røveri i Ryd og alle anmeldelserne om mishandling i hjemmet, skete der ikke særlig meget i Skövde, men en del af Ing-Maries arbejde – ved siden af den faste opgave med at have tjek på kommunen – var at ringe og tale med politiet dagligt. Det var et arbejde hun tog meget alvorligt, og frem for alt fremhævede hun det på bekostning af det andet.

Til Julias let hånlige fryd præsenterede Ing-Marie sig aldrig som den kommunal- og landstingsreporter hun var ifølge sin ansættelseskontrakt, men altid som kriminalreporter.

På trods af at chefen havde sagt nej, havde Ing-Marie bestilt visitkort med titlen ‘kriminalreporter’ på, dog betalt af egen lomme. De lå i en lille, hvid æske på hendes skrivebord ved siden af dem som Västgöta-Nytt betalte.

Ing-Marie tog indimellem et af de selvfinansierede visitkort op og fingererede ved det. Nu virkede hun imidlertid optaget af noget andet. Julia var helt sikker på at hun, hvis hun bøjede sig frem og skævede til kollegaens skærm, ville se at hun var logget ind på CSI. De tre serier var Ing-Maries favoritter, og kriminalreporteren beklagede sig ofte over manglen på mord af New Yorks, Miamis eller Las Vegas’ kaliber i Skövde. Ing-Marie var normalt en stilfærdig kvinde, men når 10

Fadermord.indd 10

29/11/13 14.17

hun åbnede munden på fællesmødet om morgenen, var det ofte for at give en kort orientering om hvad der var hændt på Kanal 5 klokken 21 aftenen før. Kroppe der var blevet ædt af alligatorer, spillemaskiner indsmurt i cyanid eller taxachauffører i gule biler, der transporterede lig i bagagerummet.

Julia spekulerede på hvor skuffet kollegaen også måtte være over Skövdes manglende evne til at bidrage med en Horatio Cane, Mac Taylor eller Gil Grissom. Hun havde ingen anelse om hvorvidt Ing-Marie datede nogen, kriminalreporteren fortalte aldrig noget om sit privatliv, men Julia havde svært ved at tro at hun gjorde. Ing-Marie havde i hvert fald ingen børn og havde aldrig været gift, det havde Julia i et anfald af nysgerrighed tjekket i folkeregisteret. Tilsyneladende levede hun for drømmen om at opklare en stor mordsag, og hun troede vel at alt det andet ville følge efter når den engang viste sig.

Julia tvang sit blik væk fra Ing-Marie og fokuserede igen på skærmen og indledningen der ikke ville skrives. Lige nu var der ikke plads til flere overvejelser i hendes hoved.

Hun klappede sig selv hårdt på kinden, og mens hun stadig mærkede den brændende varme i huden, gik hun i gang med at arbejde.

Juleskinken er rådden.

Nytårshummeren et stinkende skelet.

– Man må håbe de kommer inden midsommersilden, siger en opgivende Herman Johansson.

I to uger har skraldemændene boykottet familiens hus.

Julia lo. Det ville ordne sig.

11

Fadermord.indd 11

29/11/13 14.17

3.

I ng -M arie A ndersson hadede hendes smælden med tun gen .

Hun lukkede øjnene, masserede tindingerne hårdt og fortrød at hun lige før jul havde smidt de gule ørepropper ud, som hun havde haft liggende i den øverste skrivebordsskuffe.

Ing-Marie ville vel ikke beskrive sig selv som en særlig vred­laden person, men kulturredaktøren, Lottie Strömberg, gik hende på nerverne.

Den buttede kollega havde to egenskaber som irriterede hende.

Hun var doven, og hun bagtalte andre.

Og dertil kom så den afskyelige smælden med tungen.

Ing-Marie vidste at hvis hun vendte blikket i retning af kollegaen, ville kulturredaktørens screensaver være i gang og vise nøgenbilleder af Lotties lige så utålelige ven Stephan et eller andet. Ing-Marie kunne aldrig huske hvad han hed.

Lottie selv ville tygge tyggegummi med åben mund samtidig med at hendes fingre dansede hen over den nye iPhone.

Alt dette vidste Ing-Marie.

Alt dette provokerede Ing-Marie.

Derfor vendte hun ikke blikket mod højre, men mod venstre. Public service-redaktøren Julia Almliden virkede dybt koncentreret om noget på skærmen. Hun iagttog den ti år yngre kollega i tavshed. Julia havde sat sit lyse hår op. Det var altid sat op. Enten i en sjusket dusk eller en stram knude.

Hun spekulerede på hvor langt håret ville være hvis det hang løst ned over skuldrene.

12

Fadermord.indd 12

29/11/13 14.17

Men Julia ville aldrig have udslået hår. Det var for feminint. Det passede ikke til hendes drengede ‘jeans, T-shirt og jeg gør som det passer mig’-attitude. Julia smilede ofte og virkede venlig, men indbød sjældent til en dybere samtale.

Ing-Marie satte pris på at kollegaen var så reserveret. I de fire år de havde arbejdet sammen, siden Julia Almliden begyndte som reporter på Västgota-Nytt, havde de aldrig spist frokost sammen undtagen ved de fælles jule- og påskesammenkomster som koncernen påtvang dem. Det passede hende udmærket. Kollegialt samvær var noget hun helst ville slippe for, af flere årsager. Først og fremmest på grund af det der i tiltagende grad optog hendes tanker.

Hun så ud over det nedslidte lokale hvor avisen havde haft til huse i de 22 år hun havde arbejdet der, og 47 år før det. Huset i Mörkegatan afspejlede på mange måder den redaktion den husede. Det havde et snavset og slidt udseende, og når man skrabede i overfladen, et næsten lige så tyndt indhold.

Ing-Marie ville ikke rigtig vedkende sig et medansvar for det, men mente at det var avisens ledelse som ville have godt af en reel forandring. Hendes blik fæstnede sig ved nyhedschefen – og chefredaktøren – Sven Lindgren, som sad skråt bag Julia og sløvt bladrede i dagens avis samtidig med at han talte i telefon med høj stemme. At dømme efter hans indsmigrende tonefald måtte det være en af byens honoratiores der var i den anden ende. Hun ville ønske at Sven Lindgren var lige så optaget af avisen som han var af sit image. Det tykke og unaturligt mørke hår var velklippet. Han var altid iført jeans, mørk habitjakke og en ternet skjorte af et finere mærke, en skjorte som han stædigt kun knappede op til den næstøverste knap så lidt af det sorte hår på brystet stak frem.

Ing-Marie spekulerede på om han havde et peniskompleks og om det sorte hår fik ham til at føle sig mere maskulin. Personligt syntes hun mest af alt at han lignede en behåret abe.

Sven Lindgren var tre år tidligere af Västgöta-Nytts ejer blevet overtalt til at påtage sig jobbet som chefredaktør. Han 13

Fadermord.indd 13

29/11/13 14.17

kom fra Göteborg hvor han havde været assisterende nattechef på GT. At få lov til at lede en avis – i alt fald på papiret – havde fristet ham. Men han snakkede for meget og lavede for lidt. Siden han var tiltrådt, var han ikke kommet med en eneste original ide, og mellem en og tre abonnenter opsagde hver måned avisen for i stedet at begynde at læse den konkurrerende Skövde Nyheter. Det syntes ikke at bekymre den 42-årige Sven særlig meget. Så længe hans hår var tykt, hans kone repræsentativ, og han i egenskab af at ‘være nogen’ blev indbudt til alle de officielle sammenkomster og middage i byen, var han tilfreds med tilværelsen.

Bag chefredaktørens plads stod Håckes skrivebord. Der var ingen. Selvfølgelig ikke.

Normalt ville Ing-Marie have følt sig irriteret over kollegernes nonchalante indstilling til jobbet, men netop i dag var hun taknemlig over at alle syntes at være langt væk fra Skövde-redaktionen – i alt fald i tankerne.

Hun burde ikke.

Vidste egentlig bedre.

Men hun kunne ikke modstå fristelsen. Følelsen var så ny.

Så stærk. Og alle andre var tilmed optaget af deres, ræsonnerede hun.

Derfor vovede Ing-Marie til sidst at åbne et nyt vindue i computeren for at gå ind på en side hun absolut ikke ville have at hendes såkaldte arbejdskammerater skulle se.

14

Fadermord.indd 14

29/11/13 14.17

4.

600 meter fra avisen , men i tankerne mange år tilbage i tiden

sad politiassistent Anna Eiler foran computeren på sit kontor på politigården. Hun havde lukket døren. Hun ville være i fred.

Billeder af had og død og sorg og afmagt. Hun havde så kort tid. Alle disse ofre som havde ventet så længe på oprejsning. Hun ville give dem sin fulde opmærksomhed.

Ville give dem retfærdighed. Nu. Men det var svært, for ikke at sige umuligt, at koncentrere sig.

Han optog som sædvanlig alle hendes tanker.

15

Fadermord.indd 15

29/11/13 14.17

5.

D et var på høje tid . På høje tid at holde op med at fantasere om hans død og i stedet begynde at planlægge den.

Jeg gjorde en synkebevægelse, vidste knap nok hvor jeg skulle begynde. Åbnede et nyt vindue i computeren og googlede ordet ‘lejemorder’. Pegefingeren rystede da jeg trykkede ‘enter’.

18.300 hits.

Jeg scrollede resultaterne igennem, men det var bare en stor rodebunke. En etymologisk forklaring af ordet, anmeldelser af filmen “Sjakalen” og en artikel fra Expressen som kunne fortælle at den tidligere verdensmester i boksning, Mike Tyson, engang i et anfald af jalousi havde benyttet en lejemorder til at forsøge at myrde Brad Pitt.

Suk. Hvad havde jeg forventet? At der ville dukke et link op til det perfekte mord? Ja måske, hvis jeg skal være ærlig.

Jeg klikkede ind på Flashback og fandt flere indlæg om at det kostede ca. 100.000 kroner at leje nogen til at dræbe en person. I alt fald i Malmø. Jeg spekulerede på hvad prisen var i Skövde og om jeg skulle bede om hjælp på sitet. Jeg rystede på hovedet, lukkede siden ned, slettede computerens historik og følte det mislykkede forsøg brede sig i kroppen som en ondartet virus. Bede om hjælp på nettet. En ualmindelig dum ide.

Jeg vidste bedre. Og jeg stolede ikke på nogen. Hvordan skulle jeg kunne overlade det vigtigste job jeg nogensinde havde stået overfor, til en fremmed?

Det her var noget jeg selv måtte klare.

Men ikke nu.

16

Fadermord.indd 16

29/11/13 14.17

Timerne sneglede sig af sted resten af dagen. Først da jeg var kommet hjem, gav jeg mig selv lov til at spekulere på det igen. På ham.

Jeg gik hurtigt hen til kaffemaskinen og bryggede tre kopper. Stod ved den og ventede til der var nok til at fylde min sorte yndlingskop og gik så hen til den ventende hvide sofa.

Jeg krøb op i mit yndlingshjørne og strakte hånden ud mod det juletræslys der var nærmest. Skruede på det til alle lysene på træet var tændt, betragtede den glimtende gran og mærkede roen brede sig i kroppen. Jeg blundede og lod følelsen fylde mig. Jeg havde brug for ro.

Jeg sad stille i nogle minutter med lukkede øjne, så strakte jeg mig efter den sorte skindtaske. Jeg fiskede min nye notesbog op af den.

Det var en bog i A5-format, linjeret. Omslaget, der var af gennemsigtig, hård plastic, var oversået med alle mulige slags amerikanske muffins. Jeg lod fingeren løbe hen over bagværket og talte dem. Syv rækker med fem i hver. 35 muffins. Eller cupcakes, som de så internationalt blev betegnet på indersiden af omslaget.

De så gode ud. En brun chokolademuffin var overstrøet med sølvkugler. En muffin med hvid glasur var dekoreret med en smuk, rosa sukkerrose på toppen. Og en lyseblå muffin var dækket med drys i alle mulige farver.

Jeg kunne godt lide notesbogen. Havde været inde i Akademibokhandeln efter arbejde og købt den for 59 kroner. Det var måske lidt fjollet, men jeg ville ikke bruge en standardblok.

Jeg ville have noget finere.

Noget som satte mig i godt humør.

Jeg ville have at det skulle være en festlig notesbog på trods af indholdet.

Jeg slog op på første side. Skrev “Far” og satte en streg under.

Det første punkt var enkelt. Det havde jeg bestemt mig til kl. 15.51 dagen før.

17

Fadermord.indd 17

29/11/13 14.17

1. Slå far ihjel.

Og hvad så bagefter?

Hjernen føltes tom.

Jeg tændte computeren, skrev ordet “død” i søgefeltet og gik ind på det første link som dukkede op: Praktisk medicins hjemmeside. Jeg læste: Definition: Svensk lov har siden 1987 defineret begrebet DØD som en tilstand hvor hjernens funktioner totalt og uigenkaldeligt er ophørt. Hjernens død er menneskets død. Konstateringen af hjernedød sker fortrinsvis indirekte ved at konstatere at hjerteslag og åndedræt er ophørt.

Konstatering af død: Mangel på palpabel puls i A. carotis, A. radialis, A. inguinalis.

Manglende hjertelyd ved auskultation.

Manglende lungefunktion ved auskultation.

Manglende torakale bevægelser.

Ophævet pupilrefleks.

Cornea bleg, mat, grå.

Soleklart. Eller hvad? Jeg lukkede computeren. Snoede en tot hår mellem to fingre mens jeg bed i kuglepennen. Funderede et øjeblik inden jeg fortsatte med punkt to i muffinbogen.

2. Slippe af sted med mordet.

Jeg kiggede i notesbogen og gjorde nogle synkebevægelser.

Mærkede hvordan åndedrættet blev sværere og sværere at kontrollere. Jeg syntes jeg kunne høre mit hjerte.

Det var ikke hurtige slag der lød inde fra kroppen.

Det var et eksprestog.

En Formel 1-bil.

Det var mit hjerte som ramte lydmuren.

“Tag dig sammen. Du kan godt klare det her,” sagde jeg højt.

Jeg blundede. Ventede til åndedrættet var blevet normalt efter det emotionelle Vasaløb inden jeg fortsatte med at skrive.

18

Fadermord.indd 18

29/11/13 14.17

3. Sørge for at ingen havner i fængsel i stedet for mig.

4. Sørge for han lider.

Jeg følte mig snavset.

Jeg betragtede de ord jeg netop havde skrevet og indså hvor meget jeg måtte have inden i mig som jeg aldrig havde ladet komme frem.

Og for første gang i mit liv lod jeg det komme.

Jeg græd uafbrudt mens tankerne for som de ville frem og tilbage gennem tiden. Til rum jeg ikke ville være i, steder jeg ikke ville besøge. Indtil jeg faldt i søvn, liggende i fosterstilling på den hvide sofa med kinderne stribede af indtørrede tårer og kuglepennen krampagtigt i hånden, notesbogen ved siden af og med hovedet fuldt af tanker om far, fuldstændig sønderknust.

19

Fadermord.indd 19

29/11/13 14.17

6.

S øndag

den 3 . januar 2010

S amtalen kom klokken 07.34.

Da den vrede lyd fra mobilen vækkede hende, forstod hun først ikke hvor hun befandt sig. Det var ikke i sengen.

Anna Eiler satte sig op i sofaen for at nå telefonen. Den usikre arm væltede det halvfulde glas så vandet løb ud over træbordet. Hun bandede, men så på displayet hvem det var og indså at der ikke var tid til at hente en klud.

Anna rømmede sig for ikke at lyde som om hun lige var vågnet, og svarede. Hun lyttede til den korte ordre, samlede sit tøj der var smidt på gulvet, sammen, og gik hen mod yderdøren.

Hjemme hos Julia Almliden ringede telefonen nøjagtig otte minutter senere. Hun for op for at finde den larmende tingest.

“Hallo?”

“Go’morgen, min pige.”

Julia var overbevist om at hun ville kunne kende Janne “Blålys” Perssons stemme blandt en million andre. Freelancefotografen havde den mest nasale stemme hun nogensinde havde hørt. Han lød som en sur kælling – men med mandsstemme. Og dertil kom en västgötadialekt som ville få Bert Karlsson til at rødme. En helt ubegribelig kombination, tænkte hun og gned sig i øjnene inden hun fremstammede et svar.

“Blålys. Det er søndag, og jeg har faktisk fri. Ring til Ing-­ Marie.”

20

Fadermord.indd 20

29/11/13 14.17

“Men hun ævler så forbandet. Tror hun arbejder ved politiet. ‘Tag et billede der. Fik du det? Har du virkelig fået billederne?’ Jeg vil hellere tilbringe en søndag morgen sammen med dig.”

Julia stønnede højt.

“O.k. Hvad vil du?”

“Jeg er på stranden ved Simsjön. Står og kigger på Karl­ kvists kammerater som er ved at fiske et lig op af vandet. Eller ja, op af isen. Det tager lidt tid, for kroppen er frosset fast.

Skynd dig, så du når herhen inden den er savet fri.”

“Er der om ti minutter,” sagde hun og lagde på.

Først 40 minutter senere, da både Anna og Julia allerede var ved Simsjön, ringede en tredje telefon, hjemme hos Ing-Marie Andersson. Hun kastede et blik på displayet og mærkede den velkendte klump i maven da hun så nummeret. Hun burde svare. Hun ville ikke. Ikke nu. Hun slukkede mobilen.

21

Fadermord.indd 21

29/11/13 14.17

7.

J ulia A lmliden vidste at hun skulle skynde sig, men drejede alligevel af og stillede bilen på den store parkeringsplads til venstre for stranden i stedet for at parkere i vejsiden. At skændes med politibetjentene om hvor hun måtte eller ikke måtte parkere ville tage længere tid end at gå de ekstra meter.

Hun kiggede undersøgende på de andre biler der holdt parkeret, men ingen af dem havde Skövde Nyheters logo. Julia smilede for sig selv. Konkurrenten var ikke ankommet til stedet endnu.

Hun gik de 50 meter fra parkeringspladsen hen til vejen som førte ned til Simsjön, og hun så skiftevis op på skyerne og ned på jorden for ikke at snuble over nogen af de rødder der stak op. Strøg af lilla og blåt dansede på den sorte vinterhimmel, og et blåligt skær oplyste sneen, der knirkede under hendes fødder.

Julia nåede lige at tænke at det var en usædvanlig smuk januarmorgen da Janne “Blålys” Persson kom gående hen imod hende. Han så tilfreds ud.

“Kig,” sagde han og zappede hen til et billede i kameraets display.

Julia kiggede og slap hurtigt alle tanker om et glitrende og funklende morgengry da hendes blik i stedet fæstnede sig på det som engang for længe siden havde været et levende menneske, men som nu var en uformelig klump af en krop, svøbt i et højrødt stof og frosset fast i en isblok. Det eneste der var tydeligt, var et par knæ og et par opsvulmede bare fødder der stak ud fra isblokken.

Det var ikke første gang hun så et dødt menneske, desvær22

Fadermord.indd 22

29/11/13 14.17

re indgik det i arbejdet på grund af alle de trafikulykker som ustandselig indtraf på vejene rundt om Skövde. Motorcyklister på Bilingen, fartbøller på Mariestadsrakan, børn der løb over vejen ved afkørslen til Sommarland. Hun havde mødt døden før, men den fyldte hende alligevel med lige stort ubehag hver gang. I virkelighedens verden lignede døde kroppe langtfra de elegante filmlig som blev vist i tossekassen hver aften. Hun kunne ikke rigtig sætte fingeren på hvad det var som var anderledes. Måske først og fremmest deres hudfarve. Den snavsetgule farve, som en død krop i virkeligheden hurtigt antog når blodet ophørte med at cirkulere. Lige med undtagelse af den krop hun stirrede på nu. Den var alt andet end snavsetgul. Snarere svagt grålilla. Men når man tænkte på at den var frosset, var det ikke så mærkeligt.

Julia løftede blikket og kiggede ud over Simsjön, bare for at møde samme syn længere borte. Begge broer til højre for strandkanten lå badet i lys. Store spotlights var blevet monteret for at gøre arbejdet, der foregik femten meter ude, lettere.

En hund og flere personer med refleksveste bevægede sig ude på broerne. Orange kegler var blevet stillet op på de to store klipper, og et politiafspærringsbånd svajede mellem dem. Bag båndet var der tre biler, flere politibetjente med lommelygter samt en gruppe på fire mand fra redningstjenesten, der arbejdede så godt de kunne med at save kroppen fri af isen.

To brandfolk tog sig af selve savningen mens to kolleger og en mediciner stod ved siden af og fulgte processen. De stod med et redningsbræt man havde tænkt sig at fragte isblokken med den fastfrosne krop på. Hun spekulerede på om brættet kunne holde. Det var en temmelig stor isblok der blev savet ud. Julia vendte sig mod fotografen.

“O.k. Hvad ved du?”

“Holder på hende moderen til to.”

Simsjön.

Mor til to.

Julia forsøgte desperat at komme til sig selv så hun kunne 23

Fadermord.indd 23

29/11/13 14.17

forstå hvad det var han talte om. Så kom hun endelig i tanke om den deprimerede mor, Elisabeth Hjort, som efterlod en seddel til mand og børn i huset på Livbojstigen i november og derefter forsvandt sporløst. Trods Ing-Marie Anderssons meget beundringsværdige forsøg på glødende spændingsjournalistik havde alle, inklusive Julia, antaget at det var selv­mord. Man havde bare aldrig fundet liget.

Ing-Marie. Du milde, hvor ville hun blive gal over at Julia var her og ikke hende selv.

Julia kiggede rundt for at se om den forsvundne kvindes mand, Klas Hjort, var der et eller andet sted. Hun kunne skimte ham, han sad med et gult ambulancetæppe om sig på bagsædet af en af politibilerne der var blevet kørt ned til bredden af søen bag afspærringerne.

Julia missede med øjnene og så at mandens beige chinos var våde op til knæene. Hun spekulerede på om han havde forsøgt at styrte hen til det som formodentlig engang havde været hans kone, og gøs ved tanken.

Foran Klas Hjort stod politikommissær Ulf Karlkvist. Han lagde hånden på Klas Hjorts skulder, og Julia så hvordan Hjort forskrækket gjorde en bevægelse så hånden hurtigt forsvandt.

Stakkels mand. Hvor må han være bange, tænkte hun.

Hun noterede sig at Ulf Karlkvist – garanteret forsætligt – stod i vejen for at manden ikke skulle kigge for meget på det arbejde der foregik ude på isen.

Julia rystede skuffet på hovedet. Kriminalkommissær Ulf Karlkvist fra Västra Götalandspolitiets Skövdeafdeling for grov kriminalitet kunne man godt få en udtalelse fra, men han var næppe typen der lod journalister komme inden for afspærringerne for at tale med de pårørende. Hun så på sit ur. Gode råd var dyre, eller hvad man nu sagde. Hun vendte sig mod Blålys.

“Har du fået det du har brug for, så du kan nå at hjælpe mig med noget? Det haster.”

24

Fadermord.indd 24

29/11/13 14.17

Fotografen scrollede gennem sine billeder og kastede et blik på omgivelserne for at dobbelttjekke at konkurrenten ikke var nået frem, inden han nikkede.

“Godt, det er SN jeg er nervøs for. Ring til Karlkvist. Snak lidt om hvad som helst. Fisk. Forsøg bare at holde ham ved telefonen nogle minutter.”

Julia tog sin egen telefon frem, gik ind på hitta.se og fandt nummeret. Hun ventede til hun hørte den svage lyd af et mobilsignal og så Karlkvist gå hen til forsædet for at svare, inden hun ringede. Hun håbede at hun havde fået fat i det rigtige nummer, og da hun derefter så Klas Hjort lede i sin brystlomme samtidig med at opkaldet nåede frem, gav hun sig selv et mentalt klap på skulderen. En person hvis kone er savnet, har altid mobilen på sig.

“Ha ... Hallo?”

“Hej Klas. Julia Almliden her, fra Västgöta-Nytt. Vi mødte hinanden i november.”

Det var pure løgn. Hun antog at Klas Hjort under de givne omstændigheder ikke ville kunne huske hvem han havde mødt i forbindelse med sin kones forsvinden.

“Ja, hej. Det ... er lidt ubelejligt nu.”

“Ja, det forstår jeg, og jeg vil ikke forstyrre. Men jeg ville bare tjekke hvordan du havde det nu hvor hun ...”

“Ja.” Han trak vejret tungt. Hun tav og håbede på en fortsættelse.

“Det er godt at vide det, tænker jeg. Uvisheden har knækket os. Men vi håbede ...”

“Så det er helt sikkert at det er hende? Vi har kolleger der har været ude ved Simsjön her til morgen. Og på de billeder jeg har set, så ja, det er lidt svært at sige hvem det er.”

Hun bed sig i tungen. Idiot. Var det nødvendigt at påpege hvor skadet hans kone var efter to måneder i vandet. Hun trak vejret dybt og håbede han ikke ville afbryde forbindelsen. Hun havde hans tunge åndedræt i øret.

25

Fadermord.indd 25

29/11/13 14.17

“Nej ... Det er hende. Hun havde den røde kjole på som jeg købte til hende da vi skulle ud og spise middag på vores femårsdag. Hun ... hun elskede den kjole.”

Julia kunne høre hvordan hans åndedræt ændrede sig, blev uregelmæssigt. Hun indså at Klas Hjort meget snart ikke ville være i stand til at få et ord frem.

Hun løftede blikket og kiggede på manden der var uvidende om at den han talte med, kun befandt sig nogle meter derfra. Hun så hvordan han, når Ulf Karlkvist ikke længere stod som en beskyttende skygge, kiggede lige frem mod de fastfrosne fødder. Hun hørte hvordan han gispede i telefonen og snappede efter vejret.

“Tak, Klas, undskyld jeg forstyrrede. Vi tales ved.”

Hun afbrød forbindelsen og viftede med hænderne mod Janne Blålys for at få hans opmærksomhed.

Fotografen som stadig opholdt Ulf Karlkvist i telefonen, noterede sig hendes håndbevægelser og kiggede op. Han fulgte hendes pegefinger i retning af Klas Hjort og indså hvad der var ved at ske. Blålys afsluttede hurtigt samtalen, fiskede kameraet frem og begyndte at tage billeder. Da kommissær Karlkvist nogle få sekunder senere var tilbage ved den sørgende mand, havde Janne Blålys perfekt skudlinje og fik et godt billede af en fortvivlet ægtemand og lovens vogter sammen i sneen. Både fotografen og Julia vidste at billederne ville blive morgendagens trumf.

Da lyden fra Blålys’ kamera forsvandt, vendte han sig mod hende og løftede armen til en high five.

I samme øjeblik som hun besvarede håndklappet, hørte hun en fnysen bag sig.

“Helt ærligt! En person ligger død et par meter herfra, og I to står og klapper!”

En stemme hun engang elskede.

En stemme hun stadig elskede.

Et ekko fra en svunden tid.

“Hej Anna. Jeg spekulerede netop over hvor du var hen26

Fadermord.indd 26

29/11/13 14.17

ne,” svarede Julia og vendte sig mod den kvinde som engang havde stået hende nærmere end nogen anden i hele verden, før helvede brød løs.

Anna Eiler var blevet klippet. Det sorte hår havde altid været kort, men nu havde hun en næsten drengeagtig kort frisure. Kun lidt af pandehåret var tilbage og hang ned over halvdelen af panden.

Anna hilste ikke tilbage. De mørkebrune øjne sendte bare Julia og Janne et kort blik inden hun krøb ind under afspærringsbåndet og med faste skridt gik hen mod Ulf Karlkvist.

Blålys kiggede undrende på hende.

“Spørg mig ikke,” svarede Julia.

Han spurgte ikke. En af de egenskaber hun satte størst pris på ved ham.

Tilbage på redaktionen forsøgte Julia ikke at lytte til sin samvittighed som gnavede i baghovedet. Hun var god til sit arbejde, men hvor hun dog hadede det indimellem. Lyve, lirke, vinkle. De tre værste ingredienser i journalistjobbet.

Hun skubbede tankerne fra sig, satte sig ved computeren og begyndte at skrive.

Han har søgt efter en hustru, en mor og en livsledsager uafbrudt i 58 dage.

I går blev søgningen afsluttet for Klas Hjort, 42.

I Simsjön, kun hundrede meter fra parrets hus, blev hans hustru fundet druknet.

– Åh gud, hvor jeg savner hende, siger han til Västgöta-Nytt.

Julia tænkte på Elisabeth Hjorts røde kjole. Man skulle måske fokusere på den i indledningen? For omstændeligt, besluttede hun og gik i stedet i gang med brødteksten.

Han havde aldrig set hende så smuk som da.

Elisabeth Hjort havde været Klas’ kone i fem år, og da hun stod smilende foran ham i den nye røde kjole, klar til at fejre deres bryllupsdag, var det som om de var nygifte igen.

27

Fadermord.indd 27

29/11/13 14.17

“Hun var så smuk i den. Hun elskede den der kjole,” siger enkemanden til VN. Elisabeth Hjort havde aldrig mere kjolen på efter den middag. Ifølge hendes mand fandt hun aldrig en passende anledning.

Før nu.

Efter at Elisabeth, der var mor til to, forsvandt den 2. november sidste år, har hendes mand ledt ihærdigt. I går blev hun fundet druknet i Simsjön. Hun var iført sin yndlingskjole.

“Det er forfærdeligt, jeg kan ikke beskrive det ... men det føles i det mindste godt endelig at få at vide hvad der skete. Uvisheden har ødelagt os,” siger Klas Hjort.

Julia kiggede på udkastet. Følelsesporno, kaldte de det på avisen. En smule overdrevet, men hun var sikker på at Klas Hjort ikke ville protestere mod hendes formuleringer. Hun tvivlede på at han overhovedet kunne huske deres samtale når man tænker på hvad han gik igennem.

Hun skulle skære teksten lidt til, men det her kunne fungere som udgangspunkt. Hun håbede at Skövde Nyheter, som først var ankommet til stedet da liget var blevet ført væk, ikke havde fået fat i det med kjolen. Det var en dramatisk detalje som hun godt kunne lide, og som hun helst ville være alene om.

Julia bladede i tekstarkivet for at finde de artikler der var skrevet i dagene omkring Elisabeth Hjorts forsvinding. Seks i alt. Alle signeret Ing-Marie Andersson. Naturligvis. Alle fyldt med stærkt værdiladede ord. Ing-Marie elskede virkelig ord som “eksklusivt”, “chok” og “afsløre”. Hun var som skabt til en aftenavis, tænkte Julia og smilede mens hun skimmede teksterne. Fortvivlet ægtemand poserede med to søde børn der ikke så ud til at forstå hvad der var sket. Interview med den 44-årige nabo, Klara Hunnevie, som tog initiativ til en kædeeftersøgning, og derefter et klip med lederen af forundersøgelsen Ulf Karlkvist, som sagde at alt tydede på en frivillig forsvinding. Kort udtalelse fra Elisabeth Hjorts psy28

Fadermord.indd 28

29/11/13 14.17

kolog der ikke havde kommentarer til spørgsmålet om hvorvidt hun udviste suicidale tendenser i sin terapi, eller om hun overhovedet havde gået i terapi, og til slut et dystert foto af et par af Elisabeth Hjorts kolleger fra afdeling 55 på Kärnsjukhuset i Skövde, hvor hun arbejdede som sosu-assistent inden hun blev sygemeldt på grund af udbrændthed kun to uger før hun forsvandt.

Julia stykkede en kortfattet “Hvad der er sket”-tekst sammen på basis af Ing-Maries gamle artikler, og vendte så til­ bage til sin egen tekst. Hun var midt i notaterne da hun hørte en rømmen bag sig.

“Er du snart færdig? Kattis har indbudt kommunalchefen og hans kone til søndagsmiddag, og jeg er nødt til at stikke af.”

Julia for sammen og vendte sig mod nyhedschefen.

“Hvad? Skal du allerede spise?”

“Ja, klokken er fem, og de kommer om en time. Og det er søndag, og jeg skal faktisk slet ikke arbejde i dag. Du heller ikke.”

Hun kiggede på uret. Præcis fem. Hvordan var det dog gået til? “Øh, næh. Fandens. Eller ja, nej, det er o.k.,” sagde hun.

Sven Lindgren lo. En perfekt række Patrick Ekwall-hvide tænder. Lige så kunstige som latteren selv.

“Godt arbejde i dag. Ring hvis du kommer i tanke om noget, og sov lidt længere i morgen for at kompensere for overtiden i dag,” fortsatte han og gik hen mod døren.

Julia ville mene at det ikke var rimeligt at kompensere ni timers overarbejde på en søndag med muligheden for at sove længe en mandag, men hun indså at hun ikke havde tid til at gøre vrøvl.

Hun læste teksten igen. Hun manglede en udtalelse fra politiet. Hun ringede til stationen og håbede at kommissæren ikke var tidsfascist à la Sven Lindgren, som gik hjem på slaget fem selv om søndagen. Før i tiden ville hun have ringet 29

Fadermord.indd 29

29/11/13 14.17

til Anna, men for øjeblikket var det en dårlig ide. Måske ville det være det i al fremtid, tænkte hun og følte et stik i hjertet.

“Almliden.”

Modvilje i stemmen. Det var tydeligvis ikke det rette tidspunkt at tale med lovens tjenere på.

“Det var modbydeligt af dig at ringe til manden.”

Hun bandede indvendigt. Ulf Karlkvist var for det meste i dårligt humør og ikke sjov at bide skeer med når han var vred. Selv om hun mest var lettet over at han overhovedet svarede, blev hun nervøs.

“Undskyld,” forsøgte hun, men fik kun en mumlen til svar.

“Hvad vil du?”

“Vide hvem der fandt liget.”

“En jogger. Hej.” “Vent! Søde Uffe, jeg har brug for et citat.”

Kommissæren tav. Ulf Karlkvist var sur, men man kunne ikke anklage ham for at være uprofessionel. Gudskelov.

“Kl. 07.32 i morges fik vi et alarmopkald om at en kvindelig jogger havde set en krop der var frosset fast i Simsjön. Vi kørte ud til stedet og fik det bekræftet. Politiet går ud fra at personen i vandet er en savnet 43-årig kvinde der er hjemmehørende i Skövde, og vi har ikke mistanke om en forbrydelse.

Liget skal sendes til retsmedicinsk undersøgelse, hvilket er vores praksis, men vi anser sagen for afsluttet.”

“Er det ikke mærkeligt at hun kunne ligge som hun gjorde, med fødderne op i luften? Er der mistanke om at der ligger en forbrydelse bag?”

Et suk i telefonen.

“Nej, nej og atter nej. Liget har sandsynligvis ligget i vandet i længere tid, og vejret har været meget omskifteligt de seneste måneder. Du, Almliden, jeg har ikke tid til at tale mere med dig.”

Julia forsøgte at protestere, men Ulf Karlkvist standsede hende.

“Jeg er nødt til at løbe. Som du måske forstår, er det en 30

Fadermord.indd 30

29/11/13 14.17

tragisk historie hvor små børn er indblandet, og jeg havde naturligvis af hele mit hjerte håbet at det var endt på en anden måde.”

De tav begge to. En usædvanlig poetisk formulering af Ulf Karlkvist. Noget som han åbenbart også selv kunne indse.

Hun kunne høre at han rømmede sig.

“Stryg det sidste,” sagde kommissæren og lagde på.

31

Fadermord.indd 31

29/11/13 14.17

Fadermord.indd 2

29/11/13 14.17

Fadermord er oversat fra svensk efter Fadersmord Copyright © Carina Bergfeldt 2012 All rights reserved Published under arrangement with Nilsson Literary Agency Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Bogen er sat med Palatino hos Lymi DTP-Service og trykt hos ScandBook AB, Falun Omslag og illustration: Peter Stolze 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden ISBN 978-87-11-37880-9 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S – et selskab i Egmont

Fadermord.indd 4

29/11/13 14.17

155 mm

Han har gjort hendes liv til et helvede. Nu planlægger hun at straffe ham på den værst tænkelige måde. Med tv-serien Dexter som forbillede sidder kvinden i Skövde

33 mm

155 mm

”Højst læseværdig, en god intrige, interessante karakterer og et godt plot.”

DAGENS NYHETER

og planlægger det ultimative mord. For ikke at miste sit fokus har hun på sit køleskab opsat en lap med ordet: FADERMORD.

Samtidig med at mordet planlægges, findes en kvinde frosset ihjel i Simsjön.

Hos politiet i Skövde arbejder kriminalinspektør Anna Eiler med sagen, mens journalisterne på lokalavisen, Julia Almliden og Ing-Marie Andersson, på egen hånd prøver at komme til bunds i denne sag. Det har de deres helt personlige grunde til, for i den lille by har alle en eller anden relation til hinanden – relationer, der denne vinter bliver sat på en hård prøve.

Og måske bærer en af de tre kvinder på en mørk hemmelighed …

Fadermord er en psykologisk roman, der kryber ind under huden på læseren.

K R I M I

L I N D H A R D T O G

R I N G H O F