Fars pige læseprøve

100 mm.

153 mm.

153mm.

28 mm.

”Orfords plot er så glimrende, at det er lige så oprivende at stoppe med at læse, som det er at fortsætte.”

– Daily Telegraph

PRESSEN OM MARGIE ORFORD

I Cape Town venter en seksårig pige på, at hendes mor skal ”Orford fortæller medrivende og godt.”

– Aftenposten

hente hende efter en ballettime. En bil dukker ubemærket op, og væk er pigen.

”Orfords bog tilfredsstiller på alle niveauer. Hun ved, hvad hun skriver om, og gør det godt.”

– The Weekender

Hendes far, kommissær Riedwaan Faizal, er chef for Cape Towns bandeenhed og desperat efter at komme i gang med eftersøgningen, men han får et chok, da politiet mistænker ham for at være kidnapperen og suspenderer ham.

”En tempofyldt, uhyggelig thriller.”

– Sunday Times, Sydafrika

© Brooke Farsani

Da eftersøgningen af hans datter indstilles, beder han journa­ listen, Clare Hart,om hjælp.

”Jeg elskede de twists, der var i bogen og det helt og aldeles ukendte ved det næste kapitel.”

– The Bookseller

Clare har lavet en tv-dokumentar om forsvundne piger og ved,

226 mm.

at det er farligt at indlede en eftersøgning uden om politiet.

Men hun ved også, at hun vil gøre hvad som helst for at hjælpe denne sønderknuste far, også selv om det betyder, at hun må

”En thriller, der er udformet med stor dygtighed.”

– Marie Claire

risikere sit eget liv.

FARS PIGE MARGIE ORFORD (f. 1964) er en prisvin­ dende, sydafrikansk journalist, filminstruk­ tør og forfatter. Orford var studenteraktiv­ ist under Sydafrikas und­tagelsestilstand i 1985, hvor hun blev arresteret, og hun skrev sine sidste eksamensopgaver fra fængslet.

Hun er præsident for sydafrikansk PEN og bor i Cape Town sammen med sin mand og tre børn.

Læs mere på www.margieorford.com

er en farefyldt og opslugende thriller og en

”Margie Orford har igen leveret en tæt plottet thriller.”

– The Times, Sydafrika

skræmmende skildring af det brutale bandemiljø i Cape Towns ghettoer.

ISBN 9788711337134 10000

www.lindhardtogringhof.dk

9 788711 337134

KRIMI

LINDHARDT OG RINGHOF

Fars pige er oversat fra engelsk efter Daddy’s Girl Copyright © Margie Orford 2009 All rights reserved Dansk copyright © 2014 Lindhardt og Ringhof, København Omslag: Koitz Animation & Graphics Bogen er sat med Minion hos Lymi DTP-service og trykt hos Livonia Print, 2014 ISBN 978-87-11-33713-4 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont.

Fars pige.indd 4

05/12/14 10.12

Margie Orford

Fars pige P책 dansk ved Steen Sohn

Lindhardt og Ringhof

Fars pige.indd 3

05/12/14 10.12

Den ottende august

TORSDAG

Fars pige.indd 7

05/12/14 10.12

1

En grå hejre ventede i tagrørene, næbbet var parat over vandhullet. Da fængselsportene åbnede sig for manden, fløj fuglen. Fisken dykkede, et glimt i det tebrune vand.

Halv seks. Næsten weekend.

Vagterne ventede utålmodigt på at komme hjem efter en lang vagt.

Mandens prøveløsladelsespapirer var registreret under et navn, der ikke var hans eget. Han holdt om den hundrederand-seddel, han havde fået af Fangevennernes Forening. Han havde allerede smidt adressen på det kristne udslusningshjem, hvor de ventede på hans ankomst, væk.

Manden gik over den øde vej.

Han var iført lånte bukser, en jakke, der afslørede hans benede håndled, en hvid skjorte.

Lugten af en anden mands dag i retten, af den sved der kom af det næsten endeløse øjeblik, hvor dommen afsiges.

Han ventede, mærkede den svage augustsols stråler varme sin ryg.

Fængselsvagterne gjorde sig klar imens de lyttede til radioen, der sendte nyheder fra Cape Town.

I det fjerne hørtes skramlen fra en minitaxabus.

Den nåede toppen og han klemte sin tynde krop ud i en grøft ved siden af vejen.

Chaufføren standsede. Vagterne så op: Det var det nye vagthold, der ankom. Der var ikke meget at fortælle. Torsdag ville blive en 9

Fars pige.indd 9

05/12/14 10.12

stille aften. De foretog overdragelsen, steg ind i taxaen og susede hjem.

Mørket sænkede sig.

Fangen børstede støvet af sit tøj, hans blik fokuserede halvtreds meter frem. Samme længde som fængselsgården.

Eks-fange.

Han gik gennem et landbrugsområde, en skygge der gled gennem tætte vinstokke.

De små hunde, der lå mellem arbejdernes hytter, bjæffede.

En kvinde på vej hjem standsede. Hun lyttede, men hundene tav, og hun gik videre. Usikker.

Manden iagttog hende roligt.

Fængslet fjerner en mands lugt, lærer ham kunsten ikke at være til stede. Over ham kredsede stjernerne, befriet for det tilgitrede kvadrat, der havde begrænset hans nætter i så mange år.

På verandaen ved et stuehus med gavltag løftede hunde hovederne. Så sænkede de dem igen. Indenfor, ved pejsen, sad ejerne og nippede til en cognac, mens de skimmede dagens overskrifter.

Han satte ikke farten ned, mens han pløjede sig gennem natten.

Ved skillevejen orienterede han sig og satte kursen mod Cape Town.

Ingen ventede på ham.

Det var der ingen, der havde gjort siden hans mors begravelse.

Hans syvogtyve år gamle mor, skudt fem gange af sin alfons.

To gange i ansigtet, to gange i hjertet, en gang i kussen.

Dengang havde han håbet, at nogen ville hente ham. Det var der ikke nogen, der havde gjort efter begravelsen. Bortset fra alfonsen, der havde holdt ham fast, så en gammel mand kunne afprøve ham, de havde begge grinet af blodet, tårerne.

Betaling for de kugler, der var blevet brugt til at dræbe hans uforskammede mor.

Han var gået ud i Cape Towns kolde støvregn, havde spidset en cykeleger og gået hen til den smugkro, hvor hans mors morder sad med en øl i den ene hånd og en pige i gule hotpants i den anden.

Han havde stukket egeren ind i ryggen på alfonsen og presset 10

Fars pige.indd 10

05/12/14 10.12

den opad, indtil spidsen trængte gennem hans hjerte. Derefter var han forsvundet ud i natten.

Undskyld mor.

Det havde han fået tatoveret med blæk i huden over sit hjerte.

Vrou is gif.

Det stod over den anden brystvorte, det gjaldt luderen i de gule hotpants, der havde udpeget ham i retten.

Kvinde er gift.

En taxa med arbejdere fra det sene skiftehold holdt ind til siden.

Han satte sig ved et vindue og iagttog, hvordan de nye bebyggelser susede forbi. Villaer, der gemte sig bag sikkerhedsafspærringer; et tomt fodboldstadion, hvor bevæbnede vagter med schæferhunde i snor patruljerede rundt om pigtrådsindhegningen; et indkøbscenter der havde tilbud.

Han havde været borte i årevis.

Tingene havde ændret sig for de rige.

Gaderne blev til forstoppede arterier. Skifteholdsarbejdere på fabrikkerne skyndte sig hjem i mørket. Højrøstede unge mænd holdt til på gadehjørnerne.

Han kom derud, hvor landet var fladt og sydøstenvinden hylede omkring de sammenklemte huse, der strakte sig helt ned til bugten ved False Bay. Regeringsbyggede kasser til folket.

Intet havde ændret sig for de fattige.

Han indåndede lugten af det sted, der havde været hans hjem.

Biludstødning, en død hund, lugten af salt fra det fjerne hav.

Udenfor.

En glemt drøm, han havde begravet, da han kom i fængsel første gang og var blevet optaget i det brutale fængselsbroderskab The Number. Som tiårig morder, havde 27’erne taget imod ham, de havde givet ham rang og formål og en familiefornemmelse, der var stærkere end noget en mor uden for fængslet kunne give.

På hjørnet lå Nice-Time Bar, et bølgeblikskur, der stod lænet op ad en murstensbygning. Hvide plastikstole placeret rundt om røde Cola-kasser; fem mænd sad og drak.

11

Fars pige.indd 11

05/12/14 10.12

Inde i baren flimrede et fjernsyn.

Han bestilte en øl hos servitricen og stirrede på kvinden på skærmen, som var ved at knappe sin skjorte op.

Pigen gav ham en flaske.

“Pop Idols,” sagde hun og zappede videre. “Der er finale i aften.”

“Gå tilbage til det,” forlangte han.

“Det er mos en genudsendelse af Missing, den der doktor Hart serie om bandepiger.” Servitricen rullede med øjnene. “Bare en eller anden Numbergangsters datter, der viser sine ar. En undskyldning for at vise sine patter på TV. Hun håber vel på, at Voice of the Cape vil betale for hendes historie.”

“Gå tilbage. Og skru op for lyden.”

Hun var klog nok til at gøre, hvad hun fik besked på.

“Det er altid det samme, når de kommer ud,” mumlede hun og tændte en cigaret. “Et par centimeter hud og hjernen slår fra.”

Han ignorerede hende, lyttede til kvindens rustne stemme.

Hun kaldte sig Pearl. Åndssvagt navn.

Servitricen slukkede sin cigaret og gik hen for at betjene en anden gæst.

Udsendelsen sluttede, manden tømte sin øl og gik.

Han stod i gyden bag smugkroen og overvejede de planer, han havde lagt sammen med de andre 27’ere, generalerne som havde siddet på hug i en rundkreds.

Vogterne af Numberbandernes uskrevne love havde besluttet, hvem der skulle dø og hvornår.

Selv den mindste forseelse, ethvert krav på ufortjent rang, enhver afsløring af en hemmelighed var et forræderi, der skulle betales med blod.

Det var 27’ernes lov. Han havde ikke meget tid.

Han havde ikke tilstrækkelige informationer.

Men han vidste, hvor han skulle begynde.

Han trak den hjemmelavede kniv frem fra skosålen og lod den glide ned i lommen.

En ekspert i at lirke hemmeligheder op.

Fars pige.indd 12

05/12/14 10.12

Niende august

FREDAG

Fars pige.indd 13

05/12/14 10.12

2

Grønt.

Clare Hart masede sin vogn gennem morgentrafikken denne fredag morgen mellem taxaer og små varevogne, der var på vej mod byen.

Rødt. Tre huskrager, der sad og plukkede i et hundeådsel, hoppede frem og tilbage med deres sorte øjne rettet mod trafikken, deres timing var upåklagelig. En flok drenge, der spillede terninger om ølkapsler, stirrede på Clare. Lænkede hunde gøede i gårde fyldt med henkastet affald. Hun ledte efter en gade uden navn – gadeskiltet var for længst blevet pillet ned og solgt som metalaffald.

Clare kikkede op ad de arrede bygninger; treetages og uden elevator, glohede om sommeren og iskolde om vinteren. The Flats.

Bygningerne var opkaldt efter slag, der var udkæmpet for længe siden af folk, der havde boet langt væk. Waterloo, Hastings, Agincourt, Trafalgar, Tobruk.

De folk, der boede her, kaldte området Bagdad.

Coke adds life.

Et håndmalet slogan i rødt og hvidt på muren ved en hjørnecafé, hvis lille udleveringsåbning var dækket af et kraftigt trådnet, affald blæste mod rusten pigtråd. Legepladsen var fyldt med børn i hvide skjorter. Pigerne var i flaskegrønne nederdele; drengene i grå bukser. I et hjørne stod en lille pige alene under et skilt, der var gennemhullet af kugler.

Jeres Naboovervågning våger over jer.

Pigen klamrede sig til sin madkasse. Hendes store, mørke øjne 15

Fars pige.indd 15

05/12/14 10.12

var rettet mod Clare, da hun kørte forbi. Pludselig dukkede en gruppe større drenge op og omringede den lille pige, slog sandwichene ud af hendes hænder og skubbede hende rundt mellem sig. Pigen gjorde ikke noget for at beskytte sig. En dreng stak en udforskende hånd op under hendes nederdel. Barnets tårer trillede ned over de magre kinder. Clare dyttede, og drengene – ti, elleve år gamle – vendte sig om for at stirre på hende. Hun var på den ene side af hegnet; de var på den anden. De gav pigen et sidste skub og forsvandt i flok og sluttede sig til en fodboldkamp på den støvede sportsplads.

Pigen kom på benene og forsvandt, stoppede den hvide skjorte ned i nederdelen, som hun glattede, mens hun løb og lod overgrebet synke ind. Den overtrampede frokost lod hun ligge.

Lyset skiftede og Clare fortsatte. Dagdriverne så på hende, de mindste af dem forsvandt ned ad en gyde, da hun passerede. Nyheden om hendes tilstedeværelse var ilet i forvejen. Hun tjekkede bilens centrallås.

Gult.

Clare satte farten ned. De usle bygninger var arrede. De sidste fjorten dage var fem børn blevet dræbt i en opblussende bandekrig. Små, hvide kister var blevet båret af barskt udseende onkler og brødre, der svor hævn; bagefter fulgte resignerede mødre, der hulkede, mens de gik hjem for at afvente det næste udbrud af vold, det næste hold af tilskadekomne. Det var ikke sket endnu. Ikke endnu.

El-Alamein.

Afblegede bogstaver indikerede den blok, Clare ledte efter. Et nymalet hammer og segl bekendtgjorde, at dette var afghanernes territorium.

Hun standsede.

En dreng løsrev sig fra en mur, slentrede over mod hende med lavt siddende jeans. Clare var på hans territorium og han vidste det; han vidste, at hun vidste det. Han smilede. Hendes puls slog hurtigere, da hun tastede den SMS, hun var blevet instrueret i at sende.

En anden dreng, tynd som en gadekøter, kom pludselig til syne på hjørnet. Yderligere to slap muren og sluttede sig til de andre. Som 16

Fars pige.indd 16

05/12/14 10.12

samlet gruppe smeltede deres kroppe sammen til en skabning med mange lemmer.

Hun tjekkede telefonens display.

Endnu ikke noget svar.

Hun så op på boligblokkens vinduer. De var alle lukkede. På tredje sal gled et gardin på plads. Noget bevægede sig foran hende.

Drengene fra hjørnet daskede langsomt hen i mod hende.

Fyren ved hendes vindue havde begge hænder på glasset. Han bøjede sig frem, hans øjne havde en forbløffende grøn farve. Clare trykkede vinduet ned. Bag hende blev en tændstik strøget og en stærk duft af tobak bredte sig.

“Ryger du ikke?”

“Nej.” Han havde set hendes næsebor vibrere.

“Så øh, er du den doktor, min mor ringede efter?”

Clare nikkede. Det var ikke på dette tidspunkt, man skulle forklare forskellen på en medicinsk doktor og en ph.d. i voldtægt og serielle kvindemord.

“Sluk den.”

Hans tonefald ændrede sig en anelse – det var den autoritet, der var nødvendig. Lugten forsvandt.

“Hun venter på dig.”

En taxa bumpede op ad gaden, musikanlægget var skruet så højt op, at bastonerne vibrerede ned gennem asfalten og op ad hendes rygrad. Clare hængte kameratasken over skulderen og steg ud af bilen.

“Du kan være helt rolig. Du er sammen med Lemmetjie.” Lemmetjie var så tynd som den kniv, der havde tilføjet ham arret på kinden og givet ham hans tilnavn, Lemmetjie hævede begge arme i en cirkelbevægelse, der omsluttede både hende og gaden. “Der er ingen, der vil gøre dig noget her.”

Han gik ved siden af hende, da hun gik over mod bygningen.

Den graffitimalede dør gik op, før Clare kunne nå at banke på.

Foran hende stod en lille kvinde. Hun så ud, som om, hun var halvtreds, men var formentlig femogtredive. Hun tog Clare i hånden.

“Dr. Hart?”

17

Fars pige.indd 17

05/12/14 10.12

“Clare.”

“Jeg er mrs. Adams,” sagde hun. “Kom indenfor.”

Clare fulgte efter hende ind i dagligstuen, hvor et forhæng adskilte køkkenet fra de sofaer, der trængtes omkring fjernsynet.

Oven på fjernsynet stod et studiefotografi af en lille pige. Hendes hvide kjole var helt ren, glorien af krøller var tæmmet til ære for fotografen, de grønne øjne så på Clare.

“Det er hende, doktor.” Hun tændte en cigaret.

Man kunne genkende det perfekte ansigt i kvindens udmarvede træk, selv om de var knyttet til historien om det sted, hun levede.

Arret på hendes læbe var påført af en ægtemands knytnæver. Hendes øjne var skarpe og grønne. Samme farve som Lemmetjies, og som den savnede datters.

“Hvor er hun?”

“Jeg vil gerne have, at du filmer dette,” sagde hun. “Så du kan fastholde sandheden.”

Clare tog kameraet frem og panorerede fra fotografiet af den lille pige til kvinden ved hendes side. “Forsvundet. I går.”

“Så du hende i går?” spurgte Clare. “Var hun her?”

Kvinden lod hovedet falde ned i sine hænder. “Jeg troede, hun var hos min mor.”

“Det er hun ikke?”

“Min mor sendte hende ud for at hente cigaretter. Men hun kom ikke hjem. De troede, at barnet var gået hjem hertil. Lemmetjie og hans kammerater gik ud for at lede efter hende, men hun var væk.”

Clare følte sig tung om hjertet. “Og I har ledt overalt?” spurgte hun Lemmetjie.

“Alle hendes venner, mine tanter,” sagde Lemmetjie. “Min anden ouma.”

“Og ingen har set hende?”

“Ingen.”

“Har I også spurgt i butikken?” spurgte Clare. “Havde hun været der?”

“Ja. Kvinden havde givet hende cigaretterne.”

“Og ingen har set hende sammen med nogen?”

18

Fars pige.indd 18

05/12/14 10.12

Lemmetjie rystede på hovedet.

“Ellers noget?” spurgte Clare.

“Sê vir haar,” sagde mrs. Adams.

“Der var en bil på gaden. Tonede ruder,” sagde Lemmetjie. “En eller anden sagde, at en onkel talte til hende.”

“Jeg så dig i fjernsynet i aftes. Missing, dit program om den gangsters datter, Pearl. Cape Sun havde også en artikel om dig. De sagde, at du havde fundet nogle af de savnede piger,” sagde mrs. Adams.

“Hun er selvfølgelig forsvundet, en – hvad kaldte du dem? – Persefone, der er blevet ført til helvede. De sagde, at det var det, du ville med dit projekt. Lede efter savnede piger og bringe dem tilbage til deres mødre.”

“Jeg forsøger at finde ud af, hvad der er sket med dem,” sagde Clare og tog øjet væk fra kameraet. “De piger, jeg har fundet,” – der var ingen måde at fortælle det blidt på – “de var allerede døde.”

Mrs. Adams foldede armene omkring sin magre krop. “Hvis hun er død, så vil jeg have hendes lig. Find i det mindste noget, jeg kan begrave.”

Mrs. Adams rystede endnu en cigaret ud af pakken på bordet, kantede sig hen til vinduet gennem den snævre plads mellem sofaen og væggen og trak gardinet op. Hun sugede på cigaretten, som var det hendes eneste mulighed for at få luft.

“Harry Oppenheimer har guldminer. Voëltjie Ahrend og hans gangstere har det her.” Hun viftede med hånden mod virvaret af små huse og baggårdshytter. “Det er også en guldmine. De ejer politiet. Hvis jeg går til politiet, vil min lille pige helt sikkert dø. De vil ikke bare se til, at så megen magt går fra dem.”

“Og hvem køber?” spurgte Clare.

“Køber, sælger. Gangstere, politi, politikere. Mrs. Adams rettede sine grønne øjne mod Clare. “For os, der bor her, kommer det ud på et. Vi er dem, der betaler først som sidst.”

“Din søn er i Naboovervågningen. Han fortalte mig det i telefonen. Du er nødt til at ringe til politiet. De aktiverer Naboovervågningen, og får alle ud at lede. Det kan jeg ikke gøre.”

“Naboovervågningen se moer. Lemmetjie ved ikke noget om noget som helst. Tyve år gammel og han har ikke engang været i fæng19

Fars pige.indd 19

05/12/14 10.12

sel. Det har jeg fortalt ham. Hvad hjælper det at holde nattevagt foran en gangsters narkobule?”

“The Number overtager magten her, mor,” sagde Lemmetjie.

“Voëltjie Ahrend og hans 27’ere.”

“Voëltjie Ahrend ved fokkol om The Number, han har siddet i fængsel et år. Kom ud igen, fordi hans sagfører købte en dommer.

Nu gør han krav på et territorium, han aldrig har kæmpet for. Panserne ejes af disse gangstere – og det er os,” hun prikkede sig selv i brystet, “kvinderne, vores små piger, som betalerne mændenes pris.

Det er derfor, jeg ringede til dig, doktor. Hvis du laver din film, vil de lede efter hende. Ellers vil de bare sige: Vent fireogtyve timer og meld hende så savnet.”

“Jeg har jo fortalt dig, at du tager fejl, mor.” Lemmetjie så hende ikke i øjnene. “Det, jeg gør, gør jeg for Chanel. For at min lillesøster kan lege trygt udenfor.”

“Det skader din søster, at du er den, du er,” hvæsede hans mor.

Et knald i det fjerne: et skud, et smæld fra en motor? Mrs. Adams fjernede sig ikke fra vinduet.

“Chanel,” sagde mrs. Adams. “Det er en advarsel. Til mig. Til ham. Om at holde os væk.”

“Mor,” sagde Lemmetjie. “Vi er nødt til at kæmpe imod. Jeg ringer til politiet.”

“Sig mig, doktor.” Mrs. Adams så ind i Clares kamera. “Hvad betyder endnu en lille pige, i en krig?”

Clare tænkte over spørgsmålet, da hun kørte tilbage. Da hun nærmede sig byen, var der færre revner i vejbelægningen, endnu tættere på voksede der træer, og husene lå stadig længere væk fra vejen.

Der var mure i stedet for pigtrådshegn og snart var hun tilbage i egealléerne i forstæderne, der lå i læ af Taffelbjerget. Hun standsede ved renseriet og hentede sin aftenkjole, købte et par højhælede sandaler på vej tilbage til bilen. Hun lagde dem i bagagerummet og kørte så hen til studiet for at godkende det endelige lydmix til aftenens udgave af Missing. Hun bad om to mindre ændringer og sendte det færdige bånd til sin producer.

Hun tog sine kopier af Missing med sig og kørte hjem. Hun låste 20

Fars pige.indd 20

05/12/14 10.12

hoveddøren op og gik ovenpå til sit stille, hvide refugium. Clare åbnede skydedørene ud til balkonen, hvor hun havde udsigt over Sea Point Promenade, mens katten gned sig mellem hendes ankler og spandt sin velkomst. Hun tog Fritz op på armen. Bag promenaden funklede havet i eftermiddagssolen. På en græsplæne i nærheden af Clares hus skubbede en ung kvinde sin datter i en gul gynge.

“Højere, mor, højere!” råbte barnet med håret flyvende i vinden.

“Jeg flyver! Se på mig, som en fugl!”

Fars pige.indd 21

05/12/14 10.12

3

Eftermiddagssolens stråler brød gennem skyerne og ramte de små hænder på barren og pytten på jorden; pigernes alvorlige ansigter så lige ud. Fra klaveret en enkel menuet. En, to, tre. En, to, tre. Langsom nok til at alle på holdet kunne følge med, de små maver stramme som trommeskind i de nye rosa trikoter.

“Første position. Hælene sammen. Fødderne udad. Holde hænderne rigtigt, op med hagen, plié. Og smil og drej. Og smil. Og drej.

Og stop. Hænderne fremad og anden. Neje.”

Balletlærerinden gik ned langs rækken af små piger, rettede på en hånd, en fod, prikkede på udragende baller og maver. Hun standsede ved siden af den mørkhårede pige, der stod forrest, og lod de lange fingernegle berøre pigens kind.

“Smil, Yasmin. Det er ikke en begravelse.”

Barnet smilede lydigt. Hendes slanke lemmer holdt den korrekte position; det kunne hun se på lærerindens anerkendende pande­ rynke. Madame Merle fortsatte.

“Hænderne yndefulde, piger. Første position og musik, Mister Henry. Og smil. Og smil. Og neje.”

Med et klap i hænderne sluttede hun undervisningen og tog imod en cigaret fra pianisten. Mister Henry tændte den for hende.

“Hvad er der, Yasmin?” Madame Merle blev opmærksom på det tilbageværende barn.

“Er det ikke for tidligt, Madame?”

Madame Merle pustede en perfekt, rund røgring ud, hen over hovedet på barnet. “Skat, der er jo opvisning i aften.”

22

Fars pige.indd 22

05/12/14 10.12

“Persefone. Balletten om pigen, der forvinder,” forklarede Mister Henry. “På Artscape.”

“Nåh.” Yasmin blev stadig stående.

“Smut nu med dig.” Madame Merle vendte sig. Undervisningen var slut. Hendes opmærksomhed var slukket.

Yasmin kunne mærke Mister Henrys øjne hvile på sig, da hun manøvrerede sig gennem strømmen af seksårige, der myldrede ud mod de ventende biler udenfor. Lige siden hendes ældre veninde Calvaleen var holdt op med at danse, var hendes hårknold den eneste mørke blandt alle de blonde.

Døren til omklædningsrummet sprang op og de større piger trængte ud, lutter tyl og snakken. Yasmin pressede sig op mod væggen og gik så hen til sit skab. Hun havde en rigtig balletdanser X-overcardigan, som Amma havde strikket til hende som en tidlig fødselsdagsgave. Hun bandt sløjfen. Da hun tænkte på sin fødselsdag følte hun en knude i maven. Det var hendes fødselsdag, der havde været begyndelsen på hele balladen. Sidste år, da hun blev seks. Når hun havde sovet tre gange, ville hun fylde syv. Hun håbede, det ville blive bedre i år.

Yasmin rakte ned i tasken efter sine sneakers. Hendes mor blev altid tosset, hvis hun gik udenfor i sine satinballerinaer. Hun trak sine gamle sko frem og fik også fat i et stykke grønt papir. Hun foldede det ud, og hendes hjerte begyndte at slå hurtigere. Paniktid.

Det var Ammas øgenavn for far. Det var sådan, hun havde det nu.

Paniktid. Hun kom i tanke om, at der var en anden ting, hun havde glemt. Madame Merle havde udleveret sedler med strenge instrukser om, at de fik dem underskrevet og afleveret til hende. “Det er for at jeg kan være fuldstændig sikker på, at jeres mødre og fædre kan hente jer tidligt, skattebørn,” – det var dét, Madame Merle havde sagt med sin fornemme stemme.

Det var endnu en ting, hendes mor ville skælde ud over. To ting!

Hun havde glemt at aflevere sedlen til sin mor. Og afhentningstidspunktet var ændret. Yasmin følte skammen skylle ind over sig. Hun prøvede så hårdt på at gøre alting rigtigt, på at gøre sin mor glad, at få hende til at smile, som hun plejede at gøre. Men alt, hvad hun gjorde, syntes at gøre hendes mor endnu vredere. Lige siden hendes 23

Fars pige.indd 23

05/12/14 10.12

far havde beholdt hende hos sig en weekend og tante Ndlovu var kommet med papirer fra politiet, hvor der stod, at hendes far var lige så slem som de gangstere, det var meningen, han skulle fange, var tingene blevet endnu værre.

Yasmin glattede den seddel ud, som Madame Merle havde udleveret. Meddelelserne blev kun sendt ud med posten, hvis man ikke havde været til timen. “Det sparer penge, skattebørn,” sagde Madame Merle. “Tror I, at man kan leve af at give balletundervisning?”

Hendes mor vidste selvfølgelig ikke, at undervisningen var sluttet tidligere i dag på grund af opførelsen af Persefone. Calvaleen skulle spille hovedrollen, Persefone. Men hun havde fået meddelelsen med posten, fordi hun var stoppet på de store pigers hold for længe siden. Yasmin savnede hende. Hun krøllede papiret sammen.

Hun brød sig ikke om at tænke på piger, der forsvandt. Hun brød sig ikke om at tænke på, at hendes mor var på arbejde og ville råbe op, hvis Yasmin ringede til hende. Det ville vare længe, inden nogen kom for at hente hende. Hun ville få problemer igen. Hun vidste det.

Hun kunne høre Madame Merles stemme.

“En, to, tre,” skar stemmen gennem musikken. Det var afslutningen på dansen: Som svaner svævede pigerne gennem lokalet, med langstrakte halse og armene bagud.

“Som luft, piger. I er ballerinaer, ikke murersvende. Jeté, jeté, jeté.”

Den tiltagende brændende følelse i Yasmins hals fortalte hende, at hun snart ville begynde at græde. Hun tog en dyb indånding og tvang sig selv til at tænke. Hun var en stor pige. Hun kunne godt lægge en plan. Hun lynede op for sin pung med penge til nødsitua­ tioner og så på mønter. To halvtredscents. Hun genkaldte sig det mobilnummer, hun skulle ringe til i nødsituationer og stillede sig på tæer foran mønttelefonen på gangen. Hun smed den første i møntindkastet, så den anden.

“Nul otte to,” hviskede hun. “Fem fire to to nul nul syv.” Den første mønt droppede ned gennem røret til kassen i gulvet. Den lille knude i Yasmins mave begyndte at løsne sig lidt, da telefonen begyndte at ringe i den anden ende.

24

Fars pige.indd 24

05/12/14 10.12

“Faizal.”

“Far.” Hendes stemme var lys.

“Efterlad en besked.”

Den stemme far brugte til andre mennesker.

Mønttelefonen slugte den sidste mønt og afbrød forbindelsen, før hun kunne nå at indtale en besked. Hun lagde røret på igen.

Klaveret var stoppet med at spille. Mister Henry var ved at lukke låget og samle sine noder. Hans øjne så altid lidt våde ud bag brilleglassene. Han lugtede underligt. Det havde Calvaleen fortalt. Yasmin havde ikke lyst til at vente sammen med ham. Hun tog sin rosa rygsæk på og skyndte sig forbi sikkerhedsvagten for at vente udenfor, indtil hendes mor kom.

Eftermiddagssolen skar skråt gennem pinjetræerne, der stod langs den stejle gade. Yasmin kunne ikke lide at se på dem. De var som træerne i de dystre russiske eventyrskove i hendes bog. Skove, hvor kannibalistiske gamle hekse som Baba Jaga lurede og ventede på små piger. Gaden var tom, kun én bil holdt i nærheden af parken. Hundeluftere. Yasmin kunne høre en hund gø. Hun fortalte sig selv, at en time ikke var så forfærdelig lang tid, så længe det stadig var lyst.

Hun hørte Madame Merle genne de større piger ud på parkeringspladsen. Da porten gik op og en minibus fyldt med sylfider kørte ud, pressede Yasmin sig langt ind i bougainvilleahækken.

Hun holdt hånden op mod munden, og suttede den lyse blodperle væk, der havde dannet sig der, hvor en torn havde stukket hende.

Den salte smag mindede hende om, hvor sulten hun var. Hun havde ikke andet i sin taske end en sandwich med jordnøddesmør fra i går. Brødet var tørt og jordnøddesmørret klæbede til hendes gane, men hun tog endnu en bid, mens hun betragtede to hjemløse bergies komme op ad den stejle vej. Kvinden stoppede for at rode i en affaldsspand på den anden side af vejen og sendte Yasmin et tandløst smil. Yasmin gengældte ikke smilet, men hun vinkede.

Hånden med sandwichen gemte hun på ryggen, fordi hun skammede sig over at spise foran mennesker, der ledte efter mad i skraldespand en. De hjemløse fortsatte op ad vejen mod bjerget, og hun begyndte at spise igen.

25

Fars pige.indd 25

05/12/14 10.12

Hun så op, da hun hørte bilen, slugte og begyndte at smile, mens hun gik hen mod bildøren, der blev åbnet.

Armen krummede sig om hende og klemte hendes lille brystkasse, indtil hun blev bange for, at ribbenene ville knække. Hun bed til af al kraft, da hånden lagde sig over hendes mund og pressede hendes skrig tilbage i halsen. Straks blev hånden til en knytnæve, der slog hende i ansigtet. En anden hånd slog hende så hårdt i maven, at hun ikke kunne trække vejret. Yasmin knækkede forover ned i pizzabakker og coladåser, der lå på bunden af bilen. Chaufføren kørte ned ad bakken, og Yasmin væltede til den ene side, da han drejede. Så slukkede han for motoren, men hverken han eller hans passagerer bevægede sig, da eftermiddagen fortonede sig og blev til aften.

Evighedens begyndelse.

Hun lå der stille, med munden fuld af blod. Den tand, der var begyndt at rokke for nogle dage siden, hang i sin sidste tråd og lå nu på hendes blodige tunge.

Fars pige.indd 26

05/12/14 10.12

100 mm.

153 mm.

153mm.

28 mm.

”Orfords plot er så glimrende, at det er lige så oprivende at stoppe med at læse, som det er at fortsætte.”

– Daily Telegraph

PRESSEN OM MARGIE ORFORD

I Cape Town venter en seksårig pige på, at hendes mor skal ”Orford fortæller medrivende og godt.”

– Aftenposten

hente hende efter en ballettime. En bil dukker ubemærket op, og væk er pigen.

”Orfords bog tilfredsstiller på alle niveauer. Hun ved, hvad hun skriver om, og gør det godt.”

– The Weekender

Hendes far, kommissær Riedwaan Faizal, er chef for Cape Towns bandeenhed og desperat efter at komme i gang med eftersøgningen, men han får et chok, da politiet mistænker ham for at være kidnapperen og suspenderer ham.

”En tempofyldt, uhyggelig thriller.”

– Sunday Times, Sydafrika

© Brooke Farsani

Da eftersøgningen af hans datter indstilles, beder han journa­ listen, Clare Hart,om hjælp.

”Jeg elskede de twists, der var i bogen og det helt og aldeles ukendte ved det næste kapitel.”

– The Bookseller

Clare har lavet en tv-dokumentar om forsvundne piger og ved,

226 mm.

at det er farligt at indlede en eftersøgning uden om politiet.

Men hun ved også, at hun vil gøre hvad som helst for at hjælpe denne sønderknuste far, også selv om det betyder, at hun må

”En thriller, der er udformet med stor dygtighed.”

– Marie Claire

risikere sit eget liv.

FARS PIGE MARGIE ORFORD (f. 1964) er en prisvin­ dende, sydafrikansk journalist, filminstruk­ tør og forfatter. Orford var studenteraktiv­ ist under Sydafrikas und­tagelsestilstand i 1985, hvor hun blev arresteret, og hun skrev sine sidste eksamensopgaver fra fængslet.

Hun er præsident for sydafrikansk PEN og bor i Cape Town sammen med sin mand og tre børn.

Læs mere på www.margieorford.com

er en farefyldt og opslugende thriller og en

”Margie Orford har igen leveret en tæt plottet thriller.”

– The Times, Sydafrika

skræmmende skildring af det brutale bandemiljø i Cape Towns ghettoer.

ISBN 9788711337134 10000

www.lindhardtogringhof.dk

9 788711 337134

KRIMI

LINDHARDT OG RINGHOF