Fotografiet - læseprøve

00

01

02

03

04

05

06

07

08

09

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

24

25 00

26 01

02

27

28 03

29 04

30 05

31 06

32 07

33

34

35

36

37

38

39

40

41

42

43

44

45

46

47

48

49

50

51

52

53

00 01 02 08 09 10 11 12 13 14 15

Forfatteren og journalisten Carina Bergfeldt er tilbage med en ny psykologisk krimi. I en intenst vibrerende historie om skæbne og hævn skildrer hun på elegant vis en sag om seksuel vold og personlig oprejsning.

07 16 17

Carina Bergfeldt er prisbelønnet journalist og klummeskribent. I 2012 fik hun Den store journalistpris og i 2013 blev hun Årets stilist.

Hun er født og opvokset i Skaraborg og bor nu i Stockholm, når hun ikke er ude på opgaver som udenrigsreporter for avisen Aftonbladet.

Carina Bergfeldt debuterede med krimien FADERMORD i 2012 (da. 2014).

06

Da politiassistent Anna Eiler bliver sat på sagen, dukker der grusomme hemmeligheder fra fortiden op. Hvorfor vil alle de vidner, politiet taler med, beskytte den mand, der åbenlyst har gjort så mange mennesker ondt?

05

Et bestialsk mord får indbyggerne i den lille svenske

by Skövde til at holde vejret. Fundet af liget i den lokale sø foruroliger journalisten Julia Almliden af personlige årsager.

04

Omgivet af åkander bliver et parteret lig fundet i en sø.

03

”Hun var ikke bange på noget tidspunkt. Forventningsfuld. Nervøs. På en vis måde skrækslagen, men ikke rigtig bange. Hun fulgte med ham ud af lokalet og skråede over gaden. Da han gik ind på en græsplæne, tøvede hun, men han vendte sig om og smilede. ”Bag buskene.”

Buksbommen smøg sig ind langs hendes bukseben. Hun hørte stoffet knitre.

Hun så bare lige frem, længtes på en måde, hun aldrig havde længes på før. Han pegede på et skur. Hun så, at en lampe var tændt, og hendes hjerte slog hurtigere. Endelig. ”Derinde.”

Han åbnede døren. ”Damerne først.”

Hun fniste, da hun gik ind. Slaget i hovedet kom så hurtigt, at hun ikke nåede at opfatte det.”

Fra bogen.

18 19 20

9

7 8 8 7 1 1 4 8 3 1 6 9

lindhardtogringhof.dk

21

Forfatterfoto: © Andreas Bardell / Bookmark Omslagsdesign: Thomas Szøke – eyelab.dk

KRIMI

22

LINDHARDT OG RINGHOF

23

Fotografiet 03 153x226 STD4 OMS.indd 2

18/12/2015 16.23

layout: thomas@eyelab.dk +45 51 84 51 51

Carina Bergfeldt

FOTOGRAFIET P책 dansk ved Anders Juel Michelsen

Lindhardt og Ringhof

Fotografiet.indd 3

09/12/15 16.03

Fotografiet er oversat fra svensk efter Fotografiet Copyright © Carina Bergfeldt 2015 All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Bogen er sat med Palatino hos Lymi DTP-Service og trykt hos Livonia Print Omslag: Thomas Szøke 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-11-48-316-9 Printed in Latvia, 2016 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Fotografiet.indd 4

09/12/15 16.03

Hver tredje kvinde i verden vil enten blive voldtaget eller mishandlet i løbet af sit liv. – World Health Organization

Fotografiet.indd 5

09/12/15 16.03

Fotografiet.indd 6

09/12/15 16.03

PROLOG

H

un plejede næsten aldrig at gå til skolens fester. Ingen så hende alligevel, når hun var der. Hun var vant til at føle sig usynlig. Føle, at hun var for grim til at få opmærksomhed. For sær. I aften gjorde det hende ikke noget. Hun ville stå i sit hjørne og alligevel kun have øje for én person. Men for første gang længtes hun samtidig efter at blive set af et andet menneske, selvom hun vidste, at tanken var urimelig.

Hun var nervøs for, at det kunne ses på hende. Hvor hun dog længtes. Hun var bange for, at de ville grine ad hende, hvis de vidste det. Ad hendes naivitet. Som om hun skulle være værd at begære. Hun var bange for, at de stærke følelser, hun havde, sad som fastklistrede uden på hendes krop i stedet for i hendes hjerte.

Hun bemærkede ikke engang, at han sneg sig hen til hende.

“Jeg ved godt, hvem du kigger efter,” hviskede han gennem musikken.

Og så en ny hvisken. Navnet, hun selv havde hvisket så mange gange.

Hun stivnede. Hvordan kunne han vide det?

“Det er okay,” fortsatte han. “Jeg er blevet bedt om at hente dig.”

“Jeg vidste ikke, at I kendte hinanden,” svarede hun usikkert.

Han smilede over hele ansigtet.

7

Fotografiet.indd 7

09/12/15 16.03

“Jo. Og jeg har svoret ikke at sige noget til nogen. Følg med mig.”

Hun gjorde en synkebevægelse. Var hun parat? Hun havde drømt om det her så længe. Ville de kysse hinanden? Tanken var svimlende. Det føltes, som om benene knap kunne bære hende.

Da hun fulgte efter ham, var hun overbevist om, at hendes liv aldrig ville blive det samme. Det, som kom til at ske det sted, han førte hende hen, ville forandre alt.

Hun var ikke bange på noget tidspunkt.

Forventningsfuld. Nervøs. På en vis måde skrækslagen, men ikke rigtig bange. Hun fulgte med ham ud af lokalet og skråede over gaden. Da han gik ind på en græsplæne, tøvede hun, men han vendte sig om og smilede.

“Bag buskene.”

Buksbommen smøg sig ind langs hendes bukseben. Hun hørte stoffet knitre.

Hun så bare lige frem, længtes på en måde, hun aldrig havde turdet længes på før. Han pegede på et skur. Hun så, at en lampe var tændt, og hendes hjerte slog hurtigere. Endelig.

“Derinde.”

Han åbnede døren.

“Damerne først.”

Hun fniste, da hun gik ind. Slaget i hovedet kom så hurtigt, at hun ikke nåede at opfatte det.

Resten af natten forvandles til brudstykker.

Hun prøver at forstå, hvad der er sket, hvor hun er. Da hun åbner øjnene, er alt sløret. Hun ser nogen, ham. Han er mellem hendes ben, hans ansigt lige oven over hendes.

“Hvis du prøver på at skrige, vrider jeg halsen om på dig, som om du var en kattekilling.”

Hun prøver at være stille. Men det han gør mod hende, flår skrigene ud af hendes hals. Hun kan ikke stoppe det.

Hun drømmer, at nogen river hende.

En ulv? En kat? En los?

Et udyr.

8

Fotografiet.indd 8

09/12/15 16.03

Hun åbner øjnene, selvom en stemme i hovedet siger, at hun skal lade være, og blitzen eksploderer i ansigtet på hende. Det flimrer for øjnene. I tågen ser hun ham sænke polaroidkameraet og rive det lille billede til sig, som kommer ud. Hun får kvalme. Hun må væk, inden han viser hende, hvad billedet forestiller. Væk, inden han rører ved hende igen.

Den samme tanke kværner rundt i hendes hoved hele tiden.

Hvis han rører ved mig, så dør jeg.

Han rører ved hende igen.

På en vis måde kommer det, der sker derinde, ikke til at gøre mere ondt senere, end det gør den nat. Smerten, som følger, er ikke som den første intense skræk, chokket. Den vil med tiden udvikle sig til at blive en permanent uindbudt gæst. Resten af livet vil hun når som helst mærke projektoren inde i hovedet varme op, uden at hun er i stand til at standse processen. Ligesom i biografer i gamle dage, de rumlende og knitrende lyde, når filmen begyndte at rulle, de gnistrende billeder, lige inden den går i gang. I starten vil hun spærre øjnene op i den tro, at filmen så vil slutte. Hun vil prøve at kæmpe mod erindringerne, tænke, at hvis hun åbner øjnene og slipper lyset ind, vil erindringerne blive jaget tilbage til mørket, hvor de burde høre hjemme.

Men hendes anstrengelser vil være forgæves.

Erindringerne forsvinder ikke med tiden.

Det kolde gulv. Hans øjne. Rifterne. Følelsen af at se sine egne trusser smidt hen i et hjørne og erkende, at hverken de eller hun nogensinde vil føles rene igen. Men når hun tænker tilbage på den aften, vil hun mest af alt mindes fotografiet.

Fotografiet.indd 9

09/12/15 16.03

1.

TIRSDAG DEN 24. MAJ

D

ykkeren arbejdede langsomt. Famlende hænder, som ru­ti­ neret søgte efter et mål. Han vidste, at folk ved overfladen stirrede på de regelmæssige bobler, som hans åndedræt lavede.

At de ventede.

Han tænkte på, hvordan de var fordelt deroppe, i en verden, som lige nu ikke var hans. På den ene side af afspærringerne de nysgerrige tilskuere med deres morbide længsel efter død. På den anden side politiet med deres utålmodighed og længsel efter at komme videre med efterforskningen. Og lidt afsides kvinden med den der slags rædsel i øjnene, som han ønskede, han aldrig ville komme til at forstå til fulde. Han havde set hendes blik i hundredvis af ansigter før.

Han søgte instinktivt hen mod åkanderne i det vestlige hjørne af søen. Disse planter sugede altid ting til sig – og kroppe – med deres slyngede rødder. Omfavnede dem som en kobraslange og ville ikke give slip.

Hver eneste nerve i hans krop fortalte ham, at han var tæt på.

Han blev pludselig fyldt med ubehag. I løbet af sine mange år i faget havde han samlet niogtredive lig op fra forskellige slags vandområder. En stemme i hans hoved sagde ham, at der var noget specielt ved det sted, hvor han ledte nu.

Han mærkede englens hånd på sin skulder. Hun, som på en 10

Fotografiet.indd 10

09/12/15 16.03

eller anden måde altid gav ham et varsel om, at nu var tiden inde.

Dykkeren standsede op. Så på sit ur for at få vejret, en mental pause. Han noterede, hvor han befandt sig. Fire meter fra stedet, hvor han gik ned, på sølle 1,6 meters dybde. Så tæt på livet ovenover. Boblerne med ilt havde knap forladt hans mund, inden de nåede op til overfladen. Så tæt på og alligevel så langt borte.

Tiden var inde. Han vidste det. Han mærkede, hvordan englens hånd klemte hårdere om hans skulder. Hvis der var noget, alle de timer under vandet havde lært ham, så var det at lytte til hende. Hun kendte ham bedre, end han kendte sig selv. Han stålsatte sig, løftede blikket fra dykkeruret og bevægede sig tredive centimeter frem. I nogle sekunder betragtede han det, der pludselig lå foran ham.

Du gode Gud, tænkte han.

Du gode Gud.

Fotografiet.indd 11

09/12/15 16.03

2.

TORSDAG DEN 19. MAJ (FEM DAGE TIDLIGERE)

N

yhedsreporteren Julia Almliden klappede ad sin lillebrors skud, som ikke rigtigt nåede helt frem. Fodboldtrøjen med Cristiano Ronaldos navn trykt med guldbogstaver var alt for stor til den lille krop. Når han løb, var han lige ved at snuble, fordi trøjen gik ned over knæene. Det var den kommende sæsons hjemmebanetrøje, de havde lige sat den til salg hos Stadium. Hun havde været på pletten sammen med en masse andre og købt den mindste størrelse, der fandtes, en voksen small. Den havde kostet hende 929 kroner. Men han elskede den. Og hun elskede ham, så det gik lige op.

“Flot, Jalle!”

Lyden af en fløjte skar gennem luften. Sekunder efter blev hun hårdt omfavnet af en varm barnekrop.

“Tak, fordi du kom,” sagde han med ansigtet trykket ind mod hendes mave. Hun strøg hans hår og mærkede vokset klæbe til sine fingre. Han var lige så svedig som altid efter træningen. Hun modstod impulsen til at tørre hænderne af i hans dyre trøje.

“Jeg prøver altid at komme, når jeg ikke er på arbejde. Det ved du jo. Du var for resten smaddergod. Det sidste skud mod mål var flot. Den var tæt på at gå ind.”

Hun kunne mærke hans smil mod sin mave. Hvordan han sugede al rosen til sig som en svamp. Otteårige Jarl Almliden gav 12

Fotografiet.indd 12

09/12/15 16.03

altid alt i sig, havde altid gjort det. Hele sin energi, når han spillede, hele sit hjerte, når han syntes om nogen. Han var så sårbar, så modtagelig, den lille dreng i hendes arme. Hun vidste kun alt for godt, hvordan børn, som ikke havde fået tilstrækkelig med bekræftelse, så ud. Hun så sådan et barn i spejlet hver dag, og hun havde lovet sig selv højt og helligt, at hendes lillebror ikke skulle ende med at få de samme bistre træk i ansigtet som hende.

Hans åbne hjerte var det allersmukkeste hos ham. Hun misundte sin lillebror, fordi han turde have et åbent hjerte. Hendes var lukket. Smækket i. Hun havde set for meget til bare at turde have det stående på klem.

Hun slap modvilligt taget og flyttede hånden til hans ryg. Sammen begyndte de at gå hen mod bilen. Hun mærkede kroppen blive spændt og forberede sig på spørgsmålet, som altid kom, når de var næsten fremme. Hun hørte ham tage en indånding og lukkede øjnene for at samle sig.

“Julia … tror du, han kommer hjem i aften?”

Hun sank. Undveg blikket, som hun vidste, var fæstnet på hen­ de.

“Jeg ved det ikke, Jalle. Vi får se.”

Den sætning var den sværeste, hver gang. Når den var blevet sagt, vendte hun sig mod ham og mødte hans blik. Hans øjne var lige så køligt grå som hos manden, hans spørgsmål gik på. Manden, hvis øjne stadig vækkede hende midt om natten og for­fulgte hende i hendes drømme.

“Lad os håbe det. Han ville have været stolt, hvis han havde set dig på banen i dag.”

Og dér kom det så. Det største smil af alle. Det gjorde lige ondt hver gang at se, hvor glad han blev for netop de ord. Det var som en dans, hun aldrig havde budt op til, men blev tvunget til at danse igen og igen. Piruette efter piruette. Hun kunne ikke blive vred på ham over det. Hun havde selv tilbragt tredive år med at længes efter at gøre sin far stolt. Men det gjorde stadig forbandet ondt det smil. Hun skævede til sit ur. Det var ved at blive sent.

Det var på tide at sige farvel.

Fotografiet.indd 13

09/12/15 16.03

3.

P

olitiassistent Anna Eiler lå alene i sin seng og mærkede vreden vokse, for hvert sekund der gik. Ynkeligt.

Erindringen om hans hænder forfulgte hende. Hvor mange ­aftner havde hun ikke tilbragt på denne måde? Alene i en seng.

Med klumpen i maven, som voksede og voksede, indtil den føltes som et jordfaldshul. Det samme pis nat efter nat. Angsten. Tankerne.

Hans hænder. Altid hans hænder. Hun længtes så inderligt efter en nat, hvor hun kunne lægge sig uden klumpen i maven. En nat, hvor hun kunne sove otte timer for så at vågne udhvilet op til en verden, hvor alt var anderledes, hvor alt var godt. Det var hendes arbejde at sikre, at verden var et trygt sted. Og hun kunne ikke engang finde ro i sin egen seng.

Hun stillede sig hen foran vinduet og så ud over den tomme gade. Alle de mange nætter, hun havde stået sådan her. Bare stå der og stirre i håb om pludselig at se lyset. Nogle gange havde hun ventet så længe, at det faktisk var blevet lyst. Hun var så træt af altid at være træt.

Hun vendte sig om og så på vækkeuret og besluttede sig. Hun ville ikke tilbringe én nat til med dæmonerne i soveværelset.

Anna Eiler klædte sig hurtigt på og gik ud ad døren.

14

Fotografiet.indd 14

09/12/15 16.03

4.

D

et var først bagefter, at det for alvor slog mig.

Jeg havde dræbt et andet menneske.

Nu var jeg for evigt og altid en morder. Det ville aldrig forsvinde. Kunne ikke forsvinde. Tony Olsson. Leif Axmyr. Mattias Flink. Og jeg.

Tiden var knap, men jeg kunne ikke bevæge mig. Kroppen tog over og levede sit eget liv. Den mindes en anden tid, hvor jeg havde været en anden. Det føltes som frygtelig længe siden.

Det siges, at der findes to veje til hævn. Den ene fører til fiasko, mens den anden vil gøre en fri. Man ved ikke i forvejen, hvilken en af vejene man ender på. Man mærker det bare. Efterhånden.

Når det allerede er for sent.

Jeg havde håbet på det sidste, men da jeg sad dér ved siden af den døde krop, følte jeg ingen fred. Det gjorde kun ondt. Smerterne strålede ud hele vejen inde fra hjertet og kroppen. Det gjorde så djævelsk ondt.

Jeg kunne stadig blive forbavset over, hvor fysisk ondt sorg gjorde. Sommetider så ondt, at jeg ikke kunne få vejret. Svælget trak sig sammen i kramper og hindrede luften i at presse sig ned i lungerne. Had og vrede og afmagt udkæmpede en kamp mod hinanden og brugte min krop som slagmark. Jeg lod dem afslutte deres kamp, spekulerede på, hvem af dem der gik af 15

Fotografiet.indd 15

09/12/15 16.03

med sejren i dag. Havde lært, at i den situation måtte man bare holde ud.

Jeg kastede et sidste blik på den døde krop. Tog afsked.

Ingen kirkeklokker ringede. Ingen englebasuner lød. Der var intet kor, som sang Händels Halleluja.

Intet føltes lettere.

Det eneste, jeg følte, var en endnu større tomhed.

Fotografiet.indd 16

09/12/15 16.03

5.

FREDAG DEN 20. MAJ

A “

larmcentralen. Hvad er der sket?”

“Det er min mand, Viktor. Han … han er væk.”

“Er din mand forsvundet?”

“Han … han svarer ikke. Der er noget galt. Jeg kan mærke det.

Han er aldrig forsvundet før på den måde. Han er altid hjemme.

Vil I ikke godt hjælpe mig med at finde ham?”

“Hvad hedder du?”

“Jeanette Hyldgaard.”

“Jeg får en adresse op her. Passer det, at du bor på Korallvägen 14 i Skövde?”

“Hvad? Ja, det passer. Han har aldrig gjort sådan noget før.”

“Jeanette, en patrulje er på vej. De er hos dig om femten minutter.”

“Finder I ham?”

“Vi skal gøre vores bedste. Patruljen kommer snart.”

17

Fotografiet.indd 17

09/12/15 16.03

6.

D

agslyset sivede ind gennem persiennerne i lejligheden på Staketgränd 1 i Skövde. Hvordan kunne det allerede være morgen? Hun havde jo lige lukket øjnene. Julia Almliden trak dynen over hovedet i et forgæves forsøg på at få både solstrålerne og billederne inde i sit hoved til at forsvinde. Det fungerede ikke.

Han var overalt.

Julia sukkede og gav op. Strakte sig efter fjernbetjeningen og tændte for fjernsynet, som hun havde flyttet ind i soveværelset for at have som selskab, når sengen føltes for ensom. I SVT’s morgenhjørne blev Gustav Fridolin interviewet i forbindelse med kongressen næste dag, hvor han med største sandsynlighed ville blive valgt til ny ordfører for Miljöpartiet. Hun så på hans læber, mens de bevægede sig. Lyden var på, men hun kunne ikke opfatte, hvad han sagde. Det skete stadig oftere i det seneste års tid, at hun så menneskers læber bevæge sig uden at kunne forstå, hvad der blev sagt. Han talte sikkert om noget vigtigt. Hun havde ingen anelse om hvad. Hun burde gå mere op i politik, tænkte hun.

Hun burde gå mere op i andre ting generelt. Andre mennesker.

Deres skæbner og deres drømme. Hun blev betalt for at lytte til folk, sætte ord på deres tanker og følelser. Hvordan kunne hun overhovedet gøre sit arbejde, når hun ikke selv havde nogen følelser?

18

Fotografiet.indd 18

09/12/15 16.03

Det var måske netop derfor, tænkte hun og stod op. Ord var levende. De havde deres egen agenda. Da hun lukkede af for sit eget liv, sit eget hjerte, kunne hun koncentrere sig helhjertet om at gøre ordenes verden så blomstrende og levende som muligt. Hun havde ladet sproget tage over, givet ordene chancen for at danse gennem hendes artikler, som de selv ville. Skulle man være helt ærlig, så havde hun nok ikke citeret et eneste menneske korrekt i det seneste års tid, men hun var aldrig blevet taget i det, for hun havde fået alle til at lyde bedre, end de var. Klogere, smartere, mere empatiske. Hun havde aldrig skrevet bedre artikler, end hun gjorde nu. Hvor ironisk.

Julia slukkede for fjernsynet. Det var heller ikke i dag, hun blev politisk interesseret.

Fotografiet.indd 19

09/12/15 16.03

7.

M

inutterne fortsatte med at gå, som de altid gjorde. Hvert minut var endnu et skridt væk fra ham. Sådan føltes det altid. Ikke som om Anna Eiler bevægede sig hen mod noget, men at hun kom stadig længere og længere væk fra noget. Nu om dage talte hun minutter på en måde, som hun vidste, var dybt usund, men som hun ikke kunne stoppe. Lige denne morgen var der gået tredive minutter, hvor hun havde ligget i sin seng og kigget på uret på natbordet. Kroppen var lige så langsomt kommet sig efter morgenens følelsesmaraton, men ikke efter nattens fysiske aktivitet.

Anna Eiler kastede et blik på huset, som hun holdt parkeret foran. Det var stort til to personer, tænkte hun. Hun mærkede en instinktiv trang til at blive siddende i bilen og lukke verden ude, men da hun fik øjenkontakt med den uniformerede betjent, som prøvede at lade, som om han ikke kiggede på hende, sukkede hun og steg ud.

“Er Karlkvist her?” spurgte hun og fik en hovedrysten som svar.

Hun nikkede tilbage med den autoritet, som krævedes, når man var vikarierende politimester, og gik, uden at stille flere spørgsmål, hen mod entrédøren, som stod på klem. Hun gik ind i entréen, lukkede døren, tog skoene af og satte dem ved siden af to 20

Fotografiet.indd 20

09/12/15 16.03

par grønne støvler, det ene i herre- og det andet i damestørrelse, inden hun fulgte lyden af to lavmælte stemmer og gik ind i en vinkelstue.

Længst inde i hjørnet gav hun en forgrædt kvinde hånden.

Anna præsenterede sig, sagde, at hun ville være tilbage lige om lidt, og fulgte med sin uniformerede kollega ud i entréen. Efter nogle minutters ordveksling fulgte hun ham med blikket, da han gik ud ad døren hen til sin ventende kollega. Han havde ikke taget skoene af, tænkte hun irriteret. Det var almindelig høflighed at tage skoene af i andre menneskers hjem, især hvis man havde sorte politistøvler på, som havde trampet rundt i både det ene og det andet. På film brasede politifolk altid bare ind hos folk. I virkeligheden havde de fleste det nydeligt og rent hjemme hos sig selv, og mange, deriblandt hende selv, brød sig ikke om at få mærker på parketgulvet.

Anna lukkede øjnene og sank. Nu måtte hun koncentrere sig.

Hvis hun lod tankerne vandre, vidste hun, hvor de ville føre hen.

Hun spekulerede på, om hun skulle bruge resten af livet på at tænke på den mand.

“Hvornår begiver I jer ud? Må jeg gå med og lede, eller er det bedre, at jeg er her, når han kommer hjem?”

“At sende eftersøgningshold ud for at lede er ikke den første eftersøgningsmetode, vi vælger i den slags tilfælde,” sagde Anna Eiler og mærkede, at hun instinktivt havde anvendt et pædagogisk tonefald. Hun rømmede sig og gjorde sig umage for ikke at lyde, som om hun kritiserede kvinden.

“Det er en alt for langsom metode. Der går meget tid tabt på at gennemsøge hver overflade. Under de foreliggende omstændigheder får vi mere ud af at anvende politiets resurser på andre måder. Vi begynder med at tale med dem, som så ham sidst.”

“Men det er jo ikke et barn eller en dement person, vi taler om.

Det er min mand. Hvorfor er I ikke bare ude og leder efter ham, han kan jo ligge skadet et sted?”

“Lige præcis. Det er ikke en dement person. Det er en helt rask, fuldvoksen mand i fyrrerne, som ikke er kommet hjem efter en nat på værtshuset.”

Anna Eiler bed sig i tungen. Hun ville ønske, hun havde haft et 21

Fotografiet.indd 21

09/12/15 16.03

glas med vand på bordet. Hvis hun havde kunnet række ud efter det for at drikke en slurk, havde samtalen fået en naturlig pause.

Hun undskyldte sig og gik ud i køkkenet for at hente to glas.

Mens vandet løb fra hanen, trak hun vejret dybt. Hun kunne lige så godt have sagt til kvinden, at hun ikke var for klog, hvis hun troede, at manden lå skadet i en grøft.

Hun fyldte to glas og bar dem ind i stuen. Kvinden sad ubevægelig og stirrede ned i gulvet. Anna tog endnu en dyb indånding, inden hun fortsatte.

“Jeg forstår godt, at du er urolig for Viktor, og jeg kan forsikre dig, at vi behandler hans forsvinden med største alvor, men samtidig må jeg også sige, at jeg ikke tror, at det bedste lige nu er at anvende alle vores resurser og mere til på at sende eftersøgningshold ud for at lede efter ham. Der findes mange mennesker, vi i stedet kan tale med for at få informationer om i går.”

Anna bladrede i sin blok.

“Mine kolleger arbejder allerede på sagen, og jeg vil personligt sikre, at vi taler med dem, som var sammen med Viktor i går.

Du sagde til min kollega her tidligere, at du havde en veninde, Eva-Lotta Rahm, til middag her, og at hun gik cirka kvart i elleve, at din mand skulle have været i byen med to kolleger, men at kun én af dem dukkede op, at I havde et godt forhold, og at du ikke ved, hvem der kunne ønske at skade ham?”

“Har et godt forhold.”

Anna så op fra blokken.

“Undskyld?”

“Du taler om ham i datid. Vi har et godt forhold.”

“Ja, selvfølgelig. Undskyld. Kan der være noget, du måske har glemt at fortælle?”

Kvinden med det forgrædte ansigt rystede på hovedet. Anna Eiler fandt et visitkort frem og lagde det på bordet.

“Her har du mit mobilnummer. Ring straks til mig, hvis der sker noget. Lad os håbe, at han kommer hjem snart, at han bare … er faret vild et sted.”

Anna kunne høre, hvor forceret hendes bemærkning lød, og i et forsøg på at glatte ud gav hun kvinden et klap på skulderen, der var lige så overfladisk som hendes empati. Hun rejste sig og 22

Fotografiet.indd 22

09/12/15 16.03

gik hen mod husets hoveddør, tog skoene på og åbnede døren. I samme øjeblik hun åbnede den, kom en knytnæve farende gennem luften. Anna værgede instinktivt for sig med armene og lukkede hænderne om knytnæven, som tilhørte en forbløffet Julia Almliden.

“Jamen, hej! Wow, Anna, sikke en reaktionsevne. Jeg ville bare banke på døren.”

Anna slap taget om reporterens næve og vendte sig om.

“Jeanette! Der står to reportere her fra Västgöta-Nytt. Jeg siger til dem, at de skal gå.”

“Nej. De må gerne komme ind.”

Julia Almliden smilede triumferende og maste sig forbi Anna i entréen tæt fulgt af fotografen Janne Persson, bedre kendt som “Blålys” på grund af sin evne til at være på gerningssteder samtidig med eller endog før politiet.

“Luk lige døren efter dig. Vi gider ikke, at Skövde Nyheter kommer rendende,” sagde Julia og sparkede sine sko af. Blålys derimod snørede sindigt sine støvler op og satte dem nydeligt på det grå nålefilttæppe, samme sted hvor Annas sko havde stået for lidt siden.

“Syv?” spurgte Julia og så op på politikvinden. Anna sendte hende et næsten umærkeligt nik, inden entrédøren blev lukket igen.

Fotografiet.indd 23

09/12/15 16.03

8.

M

ed Janne Persson et skridt bag sig gik Julia Almliden ind i stuen, hvor stemmen var kommet fra, men blev mødt af et tomt rum. En attenhundredtalssofa af træ stod på det lyse parketgulv langs den ene væg. Over den hang tre litografier på række.

Julia havde aldrig været specielt kunstinteresseret, men hun havde skrevet en artikel om en tilfældig udstilling af Madeleine Pyk på Konstmuseet kun to måneder tidligere og genkendte straks den fantasifulde og farverige udtryksmåde.

Julia Almliden mindedes, at hun havde følt sig misundelig på kunstneren og spekuleret over den livsglæde, man måtte rumme, når man kunne male så humoristisk og legesygt. Hun vendte blikket bort fra litografierne, det var bedst ikke at blive mindet om alt det, der ikke var. I midten af rummet stod et spisebord og otte stole af eg. Den anden væg var erstattet af glasskydedøre, som vendte ud mod en altan.

“Jeanette Hyldgaard?” spurgte Julia.

“Herinde,” lød en stemme, og de fortsatte rundt om et hjørne blot for at opdage, at stuen var lige så stor set fra en ny vinkel. De gik forbi en åben pejs og hen til en hvid lænestol med tilhørende puf, som stod placeret sammen med en beige hjørnesofa på et stort, persisk tæppe. I midten af sofaen sad en bleg og mager kvinde, som var godt fyrre år gammel. Hun havde mørkt, næsten 24

Fotografiet.indd 24

09/12/15 16.03

sort hår, som var samlet i en løs knold med lokker, der faldt ned over to markerede kindben. Hun var klædt i en for stor strikket trøje og bar sorte jeans. Det hvide i hendes øjne havde røde striber, øjenlågene var opsvulmede af gråd. Julia smilede til kvinden og strøg med sin hånd hen over den hvide lænestol for at mærke lammeskindet, den var betrukket med. Hun skulle lige til at præsentere sig, da den siddende kvinde åbnede munden.

“Det er min mands yndlingsplads, lænestolen, du holder på.”

Julia rev hånden til sig, som om hun havde brændt den. Kvinden så pludselig forlegen ud.

“Undskyld, det var ikke sådan ment. Værsgo at sidde ned. Det er bare det, at han altid sidder i den lænestol, han plejer at falde i søvn i den. Det var det, jeg troede, han også havde gjort i nat, da jeg vågnede i morges. Så jeg gik ud for at bede ham komme ind og lægge sig i sengen. Men han var der ikke.”

Kvinden trak benene op mod brystet og slog armene om dem.

Hun lod blikket hvile på Julia et øjeblik, inden hun atter kiggede ned i gulvet.

“Jeg hedder Julia Almliden,” sagde Julia og gik hen med fremstrakt hånd.

Den blev hængende i luften nogle sekunder, inden kvinden rakte sin hånd frem og hilste. Med tanke på hendes nydelige udseende og spinkle krop havde Julia forventet et svagt håndtryk, men Jeanette Hyldgaards fingre var forbløffende stærke.

“Jeanette.”

Julia nikkede og tog et skridt tilbage.

“Jeg er altså journalist på Västgöta-Nytt, og det her er min kollega Janne Persson, som er fotograf. Han bliver kaldt Blålys.”

“Holder der sådan nogen udenfor?”

“Undskyld?” sagde Blålys, som lige var gået frem for at gentage samme hilseprocedure, men standsede op midt i bevægelsen.

“Blålys,” gentog Jeanette Hyldgaard. “Jeg har altid været ræd for dem. Tanken om, at der kan holde en politibil eller en ambulance uden for mit hjem med blå lys, som blinker. Den tanke har altid skræmt mig.”

“Der holder en politibil udenfor, men de blå lys er ikke tændt,” svarede Janne Persson.

25

Fotografiet.indd 25

09/12/15 16.03

Kvinden nikkede. Ingen sagde noget. Julia mærkede, hvordan hun begyndte at vride sig. Hun hadede pinlig tavshed.

“Vi ville gerne tale lidt med dig om din mands forsvinden, hvis du magter det?”

Jeanette Hyldgaard kiggede først på Julia Almliden. Derefter på Janne Persson. Og så på Julia igen. Selvom hendes øjne var røde og ophovnede, var hendes blik intelligent.

“Politiet synes ikke at tage hans forsvinden alvorligt,” sagde Jeanette Hyldgaard til sidst.

Hver pårørende var et nyt individ. Nogle havde brug for empati, andre ville bare være i fred. Den her kvinde ville have ærlighed, tænkte Julia og rystede på hovedet. Ingen omskrivninger.

“Du har helt ret. Det gør de ikke.”

Julia så forbavselsen i kvindens mine og indså, at hun nu i et par sekunder ville have kvindens udelte opmærksomhed.

“Politiet tager udgangspunkt i deres traditionelle vurderingsmønster. Og der bliver din mands forsvinden ikke klassificeret som en akut situation.”

Kvinden, der havde siddet sammensunket, rettede sig pludselig op.

“Hvad mener du?”

“En akut situation. Når en person forsvinder, gennemgår politiet flere forskellige forhold, som tilsammen danner grundlag for, hvordan man skal gå videre. Har personen været forsvundet før? Kan personen betegnes som hjælpeløs, det vil sige et barn, en dement person, en, der er syg? Hvor farligt er terrænet, hvor han eller hun forsvandt? De ser på personens alder, fysik og psyke. Din mand, en fuldt ud rask fyrreårig, som forsvinder en lun forårsaften, kommer langt ned på listen. De har lov til at vente et døgn, inden de sætter en eftersøgning i gang, og det vil de med største sandsynlighed gøre, nemlig vente. Politiet tror ganske enkelt ikke, at der er hændt din mand noget alvorligt.”

Hun tav for at give Jeanette Hyldgaard mulighed for at svare, men kvinden sad bare stille og ventede på en fortsættelse. Julia bed sig i underlæben. Det var nu, at det kunne gå skævt.

“Jeg kender Anna Eiler. Jeg ved, hvordan hun tænker. Din 26

Fotografiet.indd 26

09/12/15 16.03

mand var i byen i går, er det ikke rigtigt? På after work med sine kolleger?”

Hun bladrede i blokken for at finde navnene, som hun havde fundet frem til i firmaregisteret. “Kenneth Rahm og Lenny Rosengren?”

“Jo,” svarede kvinden og nikkede.

“Eller kollega rettere sagt. I ental. De skulle begge have været med, men Lenny var åbenbart syg og blev hjemme. Jeg ringede til dem begge i morges.”

“Anna Eiler tror, at han fik et par glas for meget, og at han vågnede i en anden seng end sin egen i dag. At han er hos en anden kvinde nu og spekulerer på, hvordan han skal slippe godt fra det her.”

Kvinden foran hende rystede energisk på hovedet. Hun så på Julia, men så samtidig igennem Julia, forbi Julia. Blikket var fokuseret på noget ubestemt, men var i sig selv meget bestemt.

“Han ville aldrig …”

Julia afbrød kvinden. Hun var nødt til at lede hende tilbage, hun måtte ikke forsvinde i sine tanker.

“Undskyld, hvis jeg lyder lidt brysk, Jeanette. Men du sagde, at du følte det, som om politiet ikke tog din mands forsvinden alvorligt, og jeg siger til dig, at det er korrekt. De gør ikke. Men jeg gør.”

Julia overvejede at sige den sidste sætning igen for at understrege budskabet, men vurderede så, at det kun ville svække det, hun lige havde sagt. Hun betragtede tavst Jeanette Hyldgaard og stod bomstille, indtil kvinden til sidst lavede en hurtig, fejende bevægelse med hånden.

“Vil I ikke sidde ned?”

Julia satte sig i Viktor Hyldgaards lænestol, Janne anbragte sig i sofaen, så langt væk fra Jeanette Hyldgaard som muligt.

“Den er meget bekvem,” sagde Julia og smilede. “Jeg kan godt forstå, han kan lide at sidde i den,” fortsatte hun og gjorde sig umage for at anvende nutid, ligesom hustruen gjorde.

Jeanette Hyldgaards ansigtstræk mildnedes. Skyggen, som lå hen over hendes ansigt, forsvandt, og tilbage var en slående smuk kvinde.

“Han fik den af mig på vores fem års bryllupsdag. Vi havde været på Gotland sommeren inden, og på hotellet stod en lam27

Fotografiet.indd 27

09/12/15 16.03

meskindsbetrukket bænk, som Viktor syntes var så bekvem. Da han tog på en tjenesterejse senere hen, stoppede jeg hans yndlingslænestol ind på bagsædet i bilen og tog færgen til Gotland og lod den ombetrække. Han sagde, det var den bedste gave, han nogensinde havde fået.”

Julia rettede sig op.

“Jeanette, hvordan var hans drikkevaner? Ved du, om han var alkoholpåvirket i går?”

“Nej, det er jeg overbevist om, at han ikke var. Viktor bliver meget sjældent alkoholpåvirket, han kan ikke lide at drikke mere end en øl eller to, især ikke når han er på after work med sine kolleger. Jeg tror kun, jeg har set ham rigtig beruset fire-fem gange i al den tid, vi har været gift. Han vil bevare selvkontrollen. Vi er begge mådeholdne med alkohol. Når vi åbner en flaske til maden, er der som regel halvdelen tilbage, når vi har spist.”

“Jeg er sikker på, at Anna vil dobbelttjekke med både hans kollega og personalet i baren i dag, og hvis de bekræfter dine oplysninger, hvilket jeg tror, de gør, så vil han ikke blive klassificeret som hjælpeløs. Så tror de nok endnu mere på teorien om, at han bliver væk af egen fri vilje.”

Julia studerede Jeanette Hyldgaards ansigt. Prøvede at læse det. Hun var bevidst om, at hendes lydhørhed var et af hendes største aktiver i jobbet, når hun ellers gad bruge den. Hun havde øvet sig hele sit liv i at tyde de flygtigste blikke. Hun stolede på, at hun og Jeanette var på rette vej. Derfor sad hun tavs og ventede på, at kvinden på den anden side af bordet skulle begynde at sige noget. Der gik knap femogfyrre sekunder.

“Så det er ligesom en slags forskning? En karakterskala? De giver point for forudsætningerne, og min mand, som er ædrue­ lig og ikke plejer at ende i slagsmål, får lave point og dermed dårligere hjælp af politiet, fordi han ikke er en halvalkoholiseret ballademager, som drikker sig i hegnet hver weekend?”

Julia nikkede.

“Lige præcis. Det er ikke en slags forskning, sådan som du sagde. Det er forskning. Skövdepolitiet har igennem ganske mange år arbejdet med noget, der kaldes MSO, Managing Searching Opera­ tions. Det kommer fra USA og bygger på statistik over mange års 28

Fotografiet.indd 28

09/12/15 16.03

indsamling af forskellige fakta i forbindelse med forsvindinger.

Man noterer alt. Vind og vejr og tøj og alkoholind­tagelse. Formildende og skærpende omstændigheder. Og med stadig flere forsvindinger bliver det muligt at se tydelige mønstre. Takket være denne database ved man ganske præcist, hvor langt et femårigt barn kan gå fra det sted, hvor det forsvandt, inden barnet bliver træt og må hvile sig. Man ved, hvilke tilråb der kan skræmme et barn, der måske sidder gemt i en busk, fra at komme frem. Man ved, hvilke ord der er gode eller dårlige triggere, hvilke lyde der fungerer bedst.

Vidste du for eksempel, at lyden af en isbil er et af de bedste trick til at lokke et lille barn frem? Det er i den alder forbundet med ren glæde. Så løber barnet frem, for det er ufarligt. Men når en politimand på den anden side råber barnets navn, så kan det få den helt modsatte virkning. En høj stemme bevirker, at barnet bliver bange for at få skældud, og så tør det ofte ikke røre på sig.”

Julia så et glas med vand, som hun gættede på, at Anna havde drukket af. Hun lænede sig frem og tog en slurk, inden hun fortsatte.

“MSO viser på samme måde, hvordan en rigtig gammel, dement person ikke kan orientere sig i en skov, men oftest går mod vest.

Databasen viser, at det er nok med en ti centimeter dyb vandpyt, hvis en alvorligt alkoholpåvirket person falder og ender i den med ansigtet nedad. Kort sagt, alt dette lagt sammen gør, at man har en ganske god opfattelse af, om en bestemt forsvundet person er i akut livsfare. Og hvis din mand var relativt ædru en lun forårsaften, så er sandsynligheden for, at han ligger druknet i en grøft, meget lille for ikke at sige ikke eksisterende. Så i stedet tror politiet, at din mand er vågnet i den forkerte seng ved siden af en, han ikke burde vågne ved siden af, og at han nu sidder og bæver og prøver at finde på en troværdig undskyldning. Han ringer måske til sine kolleger for at få et alibi, eller han kommer hjem om nogle timer og undskylder sig med, at der har været en krise på arbejdet.”

Hun skævede til et ur på væggen.

“Det er stadig tidligt,” sagde hun.

Jeanette Hyldgaard lænede sig frem og masserede tindingerne.

Julia og Blålys så tavse på hinanden. Havde det været en mere stresset situation, ville han allerede nu have taget kameraet frem 29

Fotografiet.indd 29

09/12/15 16.03

for at få et godt billede af den urolige hustru, mens hun så allermest fortvivlet ud, men nu sad de bare tavse og ventede. De vidste begge, at de højst sandsynligt ville få betydeligt bedre billeder om lidt. Blålys stolede på Julia. Og hun følte, at han gjorde ret i at gøre det. Hun kunne aldrig helt sætte fingeren på, præcist hvornår det skete, men når først tilliden havde indfundet sig, så vidste hun det. Hun havde Jeanette Hyldgaards tillid.

“Hvis det er forskning … hvis der findes statistik … Hvordan vil det så gå? Vil de finde ham snart?”

Julia nikkede.

“Der forsvinder en person i timen i Sverige hver dag hele året rundt. Tyve om dagen, lidt over syv tusind et hundred personer på et år. Langt de fleste af dem bliver fundet på en eller anden måde. De kan være rejst bort og har glemt at fortælle det, de kan have tilbragt natten et sted, hvor de ikke burde, de kan have ønsket at være i fred af forskellige grunde, eller også er de faret vild.

Og så er der selvfølgelig desværre et par mennesker, som rent faktisk er kommet ud for noget, som er blevet skadet eller har skadet sig selv, eller som i værste fald er omkommet. Men svaret på dit spørgsmål er ja, de fleste bliver fundet igen. I live. Det er kun mellem femogtyve og tredive personer, som aldrig vender tilbage, hvor man ikke får klarhed over, hvad der er sket. Hvor de pårørende aldrig får svar. Sandsynligheden for, at Viktor skulle være et af disse tilfælde, er forsvindende lille. Kun 0,4 procent.”

Kvinden så på reporteren med et forbavset blik.

“Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Hvordan kan det være, at du ved alt det her?”

Julia sad tavs i flere sekunder, inden hun åbnede munden.

“Det gør jeg, Jeanette, fordi min far tilhører den sidste kategori.

De femogtyve til tredive. Han forsvandt for et år, to måneder og en dag siden, og ingen ved, hvad der er hændt ham.”

Julia lod sig rive med af minderne et lille stykke tid, mens stilheden lagde sig i rummet. Så fik Jeanette Hyldgaards dybe vejrtrækning hende trukket tilbage fra fortiden.

“Så tro mig …” fortsatte Julia. “Jeg ved præcis, hvad du går igennem, og jeg lover dig, at jeg vil gøre alt, der står i min magt, for at hjælpe dig. Vi skal nok finde din mand.”

Fotografiet.indd 30

09/12/15 16.03

9.

H

vis Julia Almliden ikke vidste bedre, ville hun have troet, at det var Ing-Marie Andersson, som sad i den hvide bil. Mens Blålys kørte langsomt væk fra Korallvägen 14 i Skövde, tog Julia selen på og kastede et nyt blik i bakspejlet for at få endnu et glimt af den rødhårede kvinde, men bilen, som holdt parkeret to huse fra ægteparret Hyldgaards hjem, var for langt væk. Det kunne ikke være hende, afgjorde Julia med sig selv. Ing-Marie Andersson befandt sig stadig i Stockholm. Julia havde savnet kollegaen meget mere, end hun havde troet, hun ville gøre i året, der var gået, og var overrasket, men taknemlig for, at hun planlagde at vende tilbage.

Ing-Marie Andersson var kriminalreporter til fingerspidserne.

Hun elskede at skrive om grove forbrydelser, som der efter hendes mening var for få af i Skövde. Ing-Marie Andersson havde gjort det godt på et formiddagsblad. Hun havde fået spisesedlen flere gange, Julia havde sendt mms’er med et tillykke og inkluderet fotobeviser for de gule spisesedler på ICA Maxi hver gang, og hun havde været temmelig overbevist om, at kollegaen aldrig ville vende tilbage. Dels på grund af jobbet, dels på grund af Evelina Thott, Ing-Maries kæreste. Julias enogfyrreårige, fåmælte kollega havde for et år siden fortalt hende, at hun havde en kæreste, og at denne arbejdede som kriminaltekniker på Sta31

Fotografiet.indd 31

09/12/15 16.03

tens Kriminaltekniska Laboratoriums kemi- og teknikafdeling i Linköping.

I stedet for at skulle holde sin homoseksualitet hemmelig i Skövde havde Ing-Marie Andersson levet i et relativt åbent parforhold med sin kæreste, og de havde haft betydeligt kortere til hinanden ved blot at skulle pendle mellem Linköping og Stockholm. Julia forstod ikke, hvorfor Ing-Marie ville opgive den del af sit liv, men da Ing-Marie havde ringet for en måned siden og fortalt, at hendes vikariat ikke ville føre til en fastansættelse, havde hun trods alt ikke lydt særlig opgivende. Og Julia var kun glad for, at hun ville komme tilbage. Det havde været et hæsligt år.

Hun slap bakspejlet med blikket og kiggede lige frem, da Blålys svingede ind på Turkosgatan. Foran dem lå Karstorpssøen sort og spejlblank. Det løb pludselig Julia koldt ned ad ryggen.

“Tror du, han ligger derude?” sagde hun til Blålys, da han svingede til højre på Karstorpsvägen.

“Så skal nogen have anbragt ham der,” svarede fotografen uden at tage blikket fra vejen. “Jeg fik ikke indtrykket af, at han kan være faldet ned i den på vejen hjem.”

Blålys satte farten ned, da de kørte langs søen.

“Jeg har altid godt kunnet lide den,” sagde han så. “Karstorpssøen har i mine øjne et ufortjent dårligt ry. Min far tog mig med herhen i weekenderne for at fiske, da jeg var dreng. Vi parkerede og gik i femogtyve minutter til hans særlige sted. Den spadseretur var på sin vis vores vej til roen og freden, hvor vi vidste, at der kun ville være os og fiskestængerne.”

Han smilede.

“Det var vores ting. Vi tog af sted tidligt lørdag morgen, altid så fandens tidligt. Fredag aften var hans og mors, så fejrede de, at det var weekend, men når solen stod op lørdag morgen, var det mig, han ville være sammen med efter en lang arbejdsuge. Det var, som om han kastede al stress og pres og uro ud i vandet, som om de ramte vandet med et plop sammen med maddingen og sank ned. Jeg kan virkelig savne disse stunder sammen med min far noget så inderligt.”

32

Fotografiet.indd 32

09/12/15 16.03

Blålys tav pludselig, slap vejen med blikket og rettede sig hurtigt op.

“Undskyld, det var ikke min mening at tale om min far. Er du okay?”

Julia holdt afværgende hænderne op.

“Ja da. Det er sødt af dig at spørge. Jeg prøver ikke at tænke for meget over det. Så kan jeg ikke gøre mit arbejde.”

Hun tog notesblokken frem.

“Og apropos arbejde, så burde jeg begynde at finde en vinkel på historien. Den bedste sætning, hun sagde, var ‘jeg vil bare have ham hjem’. Tror du, du har et godt billede til dét?”

Blålys nikkede. Julia vendte tilbage til sine notater og begyndte at skitsere artiklen til næste dag. Hendes lærer på Journalisthøjskolen havde sagt til hende engang, at man kun har tre sekunder til at fange læsernes interesse. Hun skævede til klokken og så, at hun ikke havde meget mere tid end dét til at skrive hele artiklen, hvis hun ikke ville komme for sent.

Fotografiet.indd 33

09/12/15 16.03

00

01

02

03

04

05

06

07

08

09

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

24

25 00

26 01

02

27

28 03

29 04

30 05

31 06

32 07

33

34

35

36

37

38

39

40

41

42

43

44

45

46

47

48

49

50

51

52

53

00 01 02 08 09 10 11 12 13 14 15

Forfatteren og journalisten Carina Bergfeldt er tilbage med en ny psykologisk krimi. I en intenst vibrerende historie om skæbne og hævn skildrer hun på elegant vis en sag om seksuel vold og personlig oprejsning.

07 16 17

Carina Bergfeldt er prisbelønnet journalist og klummeskribent. I 2012 fik hun Den store journalistpris og i 2013 blev hun Årets stilist.

Hun er født og opvokset i Skaraborg og bor nu i Stockholm, når hun ikke er ude på opgaver som udenrigsreporter for avisen Aftonbladet.

Carina Bergfeldt debuterede med krimien FADERMORD i 2012 (da. 2014).

06

Da politiassistent Anna Eiler bliver sat på sagen, dukker der grusomme hemmeligheder fra fortiden op. Hvorfor vil alle de vidner, politiet taler med, beskytte den mand, der åbenlyst har gjort så mange mennesker ondt?

05

Et bestialsk mord får indbyggerne i den lille svenske

by Skövde til at holde vejret. Fundet af liget i den lokale sø foruroliger journalisten Julia Almliden af personlige årsager.

04

Omgivet af åkander bliver et parteret lig fundet i en sø.

03

”Hun var ikke bange på noget tidspunkt. Forventningsfuld. Nervøs. På en vis måde skrækslagen, men ikke rigtig bange. Hun fulgte med ham ud af lokalet og skråede over gaden. Da han gik ind på en græsplæne, tøvede hun, men han vendte sig om og smilede. ”Bag buskene.”

Buksbommen smøg sig ind langs hendes bukseben. Hun hørte stoffet knitre.

Hun så bare lige frem, længtes på en måde, hun aldrig havde længes på før. Han pegede på et skur. Hun så, at en lampe var tændt, og hendes hjerte slog hurtigere. Endelig. ”Derinde.”

Han åbnede døren. ”Damerne først.”

Hun fniste, da hun gik ind. Slaget i hovedet kom så hurtigt, at hun ikke nåede at opfatte det.”

Fra bogen.

18 19 20

9

7 8 8 7 1 1 4 8 3 1 6 9

lindhardtogringhof.dk

KRIMI

LINDHARDT OG RINGHOF

22

18/12/2015 16.23

layout: thomas@eyelab.dk +45 51 84 51 51

23

Fotografiet 03 153x226 STD4 OMS.indd 2

21

Forfatterfoto: © Andreas Bardell / Bookmark Omslagsdesign: Thomas Szøke – eyelab.dk