Fremmed gæst - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 2 SESS: 12 OUTPUT: Fri Feb 10 12:26:18 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1840_Fremmed_gast_140x220_minion/Materie

JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 3 SESS: 12 OUTPUT: Fri Feb 10 12:26:18 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1840_Fremmed_gast_140x220_minion/Materie

Håkan Östlundh

Fremmed gæst På dansk ved Anders Juel Michelsen

lindhardt og ringhof

JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 4 SESS: 12 OUTPUT: Fri Feb 10 12:26:18 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1840_Fremmed_gast_140x220_minion/Materie

Fremmed gæst er oversat fra svensk efter Inkräktaren Copyright © Håkan Östlundh, 2011 Published by agreement with Grand Agency, Stockholm All rights reserved Dansk copyright © 2012 Lindhardt og Ringhof A/S, København Omslag: Peter Stoltze Bogen er sat med Minion hos BookPartnerMedia og trykt hos XXX, 2012 ISBN 978-87-11-40958-9 1. udgave, 1. oplag 2012 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 5 SESS: 12 OUTPUT: Fri Feb 10 12:26:18 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1840_Fremmed_gast_140x220_minion/Materie

1. Det var for mørkt, til at man kunne se havet, men hun kunne høre bølgerne slå mod skibssiderne gennem lyden fra dieselmotorerne. Projektører kastede deres lys på færgens metaldæk og den gule overbygning. Der var kun to biler med om bord. Deres egen røde Mercedesjeep og en sort stationcar, som holdt lige bag dem. De havde været væk i fire uger. De stævnede hen over sundet mod øen, der havde været deres hjem i to år nu. Hvis man da kunne sige, at en Fåröfærge stævnede. Den havde ikke engang en stævn, hverken for eller agter. Det var en gul flåde af metal med plads til fire rækker biler. Malin havde aldrig troet, at en grim, lille, offentlig færge skulle komme til at spille så vigtig en rolle i hendes liv. Bodilla. Navnet var lige så yndefuldt som den tunge, dieselbrummende jernflåde. Det var Bodilla, de tog med, når de skulle aflevere Axel i børnehaven. Og det var Bodilla, de måtte tage, hvis de ville på værtshus eller købe noget ud over det allermest livsnødvendige. Turistsæsonen var ikke slut, men den sang på sidste vers. Når skoleferien var slut, var det mest udlændinge og pensionister, som fandt vej helt op til Fårö. Snart ville de også være væk. Så lukkede alt bortset fra ICA-butikken og kirken. Børnene sov på bagsædet. Færgen dunkede frem over sundet. Henrik løftede kameraet op fra skødet og rettede det mod hende. – Løft hagen en anelse mere, instruerede han hende. Malin smilede og gjorde, som han bad om. – Nej, du må ikke smile, sagde han hurtigt. Hun prøvede at se ud som før, og det lykkedes måske. Henrik

JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 6 SESS: 12 OUTPUT: Fri Feb 10 12:26:18 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1840_Fremmed_gast_140x220_minion/Materie

tog fem-seks billeder i hurtig rækkefølge med små forskydninger mellem hver eksponering. – Har du ikke allerede taget tusind billeder af mig på den her færge? spurgte hun. Henrik sænkede kameraet. – Hvert billede er et nyt billede, sagde han grinende og blinkede. Malin så på ham, så ind i de mørke, vågne øjne, og nu måtte hun også smile. Henrik lænede sig frem for at kysse hende. Hun veg lidt tilbage. – Hvad nu? sagde han og så forbavset på hende. Mindet om skænderiet i morges holdt hende tilbage. Det var blevet fortrængt, uden at de rigtig havde afsluttet det. – Ikke noget, sagde hun og lænede sig tættere ind mod ham. I samme øjeblik blev de hidsige projektører slukket, og motorernes dunkende lyde døde hen. Malin stønnede og prøvede at se ud gennem sideruden op mod broen, men mørket var uigennemtrængeligt. De flød stille midt i sundet, kunne se lysene i Broa, høre bølgerne tydeligere mod skroget i den nye stilhed. Malin famlede efter knappen til kabinelyset. Inden hun fandt den, begyndte motorerne at buldre igen, og der kom lys på dækket. Hun missede med øjnene i det skarpe lys. Der kunne ikke være gået mere end fem-ti sekunder. – Hvad fanden var det? sagde hun og så på Henrik. – Kaptajnen må være kommet til at læne sig op ad nødstoppet, grinede Henrik. Hun lo, men syntes ikke, det var spor morsomt. En tung kulde havde lagt sig over hendes krop, da lyset og motorerne døde. Nu ville den ikke slippe taget. Få minutter efter lagde færgen til ved kajen. Klappen gik ned, og bommene gik op. Malin startede straks bilen og kørte ud.

JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 7 SESS: 12 OUTPUT: Fri Feb 10 12:26:18 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1840_Fremmed_gast_140x220_minion/Materie

Da de lagde færgelejet bag sig, forsvandt også det sidste lys. I bakspejlet så hun stationcaren dreje af mod Ryssnäs. De var alene i mørket. Det var kun i slutningen af august, men alligevel var der helt sort omkring dem. De var langt borte fra alting: fra gadebelysning, neonreklamer og butiksvinduer, fra byer, som i det fjerne gød deres lys ud over himlen. Det var, som om øen stadig var præget af, at den ikke fik elektricitet før efter krigen, faktisk først i halvtredserne. Da landskabet, som lige var blevet oplyst af bilens forlygter, forsvandt bag dem, mærkede hun en uro, der var beslægtet med den, søfarere måtte have mærket engang for meget længe siden. Ængstelsen for, at verden sluttede. At man når som helst kunne køre ud over kanten. Axel hostede omme på bagsædet. Malin kiggede på ham i bakspejlet. Han missede et par gange med øjnene, men så ud til at falde i søvn igen. – Hallo, vi bor her, råbte Henrik dæmpet. Malin huggede bremserne i for ikke at køre forbi, og børnene klynkede og mumlede i søvne. Hun syntes altid, det var svært at finde vej i mørket. Skiltene sprang pludselig frem i natten uden varsel, selv om vejen var lige og landskabet fladt. Hun drejede til venstre med den store jeep, og inden længe raslede de hen over den første færist. Ristenes skramlende lyde under hjulene hjalp hende med at holde rede på, hvor langt de var kommet. Hun talte. Efter den fjerde rist skulle de svinge til højre. I det samme Malin kom ind i huset, kunne hun mærke, at der havde været nogen. Hun gøs og vendte sig om mod Henrik med Axel i sine arme, men blev så straks klar over, at alt var, som det skulle være. Et kort øjeblik havde hun glemt det. Udlejningen. Tre forskellige lejere på fire uger, mens de rejste rundt mellem slægtninge og venner på fastlandet. Seksogtyve tusind kroner,

JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 8 SESS: 12 OUTPUT: Fri Feb 10 12:26:18 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1840_Fremmed_gast_140x220_minion/Materie

når udlejningsfirmaet havde fået deres andel. Penge, de havde brug for. Henrik gik tilbage til bilen for at hente bagagen. Malin bar Axel op ad den knirkende trappe, mens Ellen gik med trætte, tunge skridt ved siden af hende. Der lugtede underligt i børneværelset. Lejernes fremmede duft? Men lugten stak i næsen. Hun lagde Axel ned på Ellens seng og åbnede vinduet. En let brise førte den tunge, men behagelige duft af sensommerhave med sig. Frodigt grønt, tomater og oregano. Ellen lå på knæ på gulvet og samlede noget af det legetøj op, som hun havde måttet undvære i en hel måned. Malin hentede sengetøj og redte op til Axel. Han sov dybt og fuldstændig afslappet. Arme og ben lå slappe på sengetæppet, da hun forsigtigt klædte ham af og puttede ham under dynen. Ellen rakte sin tøjkanin frem mod hende og smilede bredt. Malin gengældte smilet, men rynkede på næsen. Den fremmede lugt var der stadig bag det grønne. – Er du sulten? Vil du have noget mad? spurgte hun. – Det ved jeg ikke, svarede Ellen fraværende. Malin gik nedenunder. Henrik sad i mørket i køkkenet og fingererede ved sin iPhone. Højre tommelfinger for hen over displayet, mens venstre hånd strøg det strittende, mørke hår tilbage, som faldt ned i øjnene. Han havde bygget et sort bagagebjerg midt på gulvet. Nogle gange kunne hun blive misundelig på hans evne til at glemme alt omkring sig, men for det meste blev hun irriteret. Da de besøgte Henriks venner på fastlandet, var det, som om han havde trykket på en kontakt. Nu handlede det hele bare om øl og arbejdssnak, fiskeri, fodbold og mere øl og drengerøvsminder og lange, røvkedelige diskussioner om istandsættelse af huse. Til sidst måtte hun minde ham om, at han havde to børn, som skulle pas-

JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 9 SESS: 12 OUTPUT: Fri Feb 10 12:26:18 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1840_Fremmed_gast_140x220_minion/Materie

ses og underholdes, og som man i det mindste måtte holde øje med, så de ikke gik hen og druknede et sted. Og så var de kommet op at skændes. Malin tændte loftslampen og lyset over køkkenvasken. – Vil du have te? spurgte hun. – Hvad? sagde Henrik og kiggede op. Munden og hagen blev oplyst af det kølige, blå skær fra mobilen. – Te? gentog hun. – Meget gerne, men ikke det der roiboshø, tak. Malin bøjede sig ned mod grydeskabet med venstre hånd på køkkenbordet. Det føltes klistret, og hun fik krummer i håndfladen. – N ej, altså, sukkede hun. Henrik reagerede ikke. Hun så sig om efter karkluden, men kunne ikke finde den. I stedet åbnede hun skabet under vasken for at finde en ny og gik i stå, da hun fik øje på en halvfuld skraldepose. – Det her er fandeme for meget. – Hvad er der? sagde Henrik fraværende. – De har jo ikke gjort ordentligt rent efter sig. Først nu så han op. – Så må de vel betale et rengøringsfirma. Det står i kontrakten. – Og hvem sørger for, at de betaler regningen? Gør du? – Vi ringer til sommerhusudlejningen. De må tage sig af det. Malin fandt en ny karklud frem og tørrede køkkenbordet af. Da hun havde vredet kluden og hængt den op på vandhanen, fik hun en pludselig indskydelse og åbnede et af skabene. Hun lod hurtigt blikket glide hen over rækkerne af drikkeglas og kaffekopper. – Det her er jo bare for meget. Hun åbnede det ene skab efter det andet med glas og service,

JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 10 SESS: 12 OUTPUT: Fri Feb 10 12:26:18 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1840_Fremmed_gast_140x220_minion/Materie

også det gamle anretterskab, som stod op mod væggen bag spisebordet, en arv efter hendes mormor. – Der mangler noget i alle skabene. – Lidt svind må man regne med, sagde Henrik. – Svind? – Vi slår jo også ting i stykker. Et glas eller to må vi tage på vores kappe. – Men det her er ikke bare et glas eller to. Der mangler en masse ting. Hun begyndte at tælle, men blev usikker på, hvor meget de havde haft af de forskellige slags service. – Man lægger vel nogen penge, hvis man slår noget i stykker? Eller skriver i det mindste en seddel. – De har måske lagt en besked hos udlejningen. Jeg ringer til dem i morgen. – Pis og lort. Hun fyldte hidsigt en kasserolle med vand til te og knaldede den ned på komfuret, så den skvulpede over. Henrik lagde mobilen fra sig og så på hende. – Vi har trods alt kradset seksogtyve tusind ind på det her. De havde satset meget på flytningen til Fårö. Penge, ansættelse, deres fremtid. I starten var det Malin, som havde presset på, for at de skulle købe hus, men dengang havde hun forestillet sig Nacka, Enskede eller måske Värmdö, et sted, hvor hun følte sig hjemme. Ikke Gotland midt ude i Østersøen. Eller Fårö. Hun havde måttet lære at skelne mellem de to ting, Fårö og Storlandet. Malin havde været skeptisk og ligefrem modvillig, da de kørte om bord på færgen i Nynäshamn. Ville Henrik virkelig tilbage? Efter sytten år? Men allerede inden de var nået frem til huset, var hun solgt. Landskabet, som åbnede sig mod det glitrende hav efter Fårö kirke, havde fået hende til at tabe vejret. Huset i Kalbjerga lå smukt neden for en skrænt, typisk got-

JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 11 SESS: 12 OUTPUT: Fri Feb 10 12:26:18 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1840_Fremmed_gast_140x220_minion/Materie

landsk i sin planløsning, men saddeltaget var mere usædvanligt. Det havde tilhørt en af Henriks kolleger, som selv havde købt det af Ingmar Bergman. Ifølge rygterne havde det fungeret som personalebolig for en husholderske. I den store lade, som instruktøren havde anvendt som prøvelokale, stod der tilmed stadig en gammel kulisse fra en af hans film, men det var uklart hvilken. Det var hurtigt blevet en stående vittighed, at de kunne sætte kulisserne på auktion hos Christie’s, hvis alt gik ad helvede til. Lige nu føltes det mere som et desperat håb end en vits. De havde renoveret huset, bygget laden om til et atelier og var begyndt at indrette den store, men enkle udhuslænge til boliger for gæstefotografer. Deres plan var, at Henrik skulle kunne lave de fleste af sine job på Fårö, men også at lokke fotografer til fra hele verden. Fotografer og modeller skulle indkvarteres i den nybyggede boliglænge og kunne arbejde i atelieret, men selvfølgelig især i den eksotiske natur, som havde inspireret en af verdens største filminstruktører. Hvorfor ikke? havde de tænkt. Svenske og amerikanske fotografer valfartede jo til Indien bare for at tage billeder af vesterlandske modeller i det rigtige sollys. De lånte penge og hyrede håndværkere. Alt kørte på skinner. Og så kom lavkonjunkturen. Den følsomme reklamebranche styrtdykkede, da det ene firma efter det andet skar ned på deres markedsføringsbudget. De var blevet tvunget til at trække i nødbremsen. Det betød i praksis, at de måtte sende håndværkerne hjem og betale penge tilbage, som de allerede havde lånt, men endnu ikke nået at bruge. Og der stod de nu. Alt var nu ikke gået helt ad helvede til – endnu. Men Malin vidste, at Henrik lå søvnløs om natten. Han regnede på renteniveauer, på drømmescenarier og skrækscenarier, regnede ud, hvor smertegrænsen lå. Selv prøvede hun på at lade være med at tænke på penge.

JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 12 SESS: 12 OUTPUT: Fri Feb 10 12:26:18 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1840_Fremmed_gast_140x220_minion/Materie

De klarede lånene, men kun fordi Henrik tog arbejde på fastlandet og i udlandet. Helt modsat af, hvad de havde forestillet sig. Malins madblog bidrog også med noget. De håbede at kunne arbejde og tjene penge nok til at gøre resten af gæsteboligerne færdige, en ad gangen. Et par hundred tusind i arv efter Henriks mor ville virkelig kunne gøre en forskel, men Malin havde mere eller mindre opgivet håbet om de penge. De havde ikke råd til at tabe en retssag. Så ville de blive tvunget til at sælge huset. Og det virkede, som om Henriks søstre hellere ville dø end give noget af arven fra sig. Hun tog kasserollen af komfuret og hældte det kogende vand i tekanden. – Der er en dansk fotograf, som måske vil bo her en uge, sagde Henrik og pegede på mobilen. Malin nikkede, men turde ikke håbe for meget. – Mode? – Nej, øl. – Det må gerne være porno, bare vi snart får lidt gang i forretningen. – Okay ... – Det var en joke. Malin skænkede te, hældte lidt mælk i og gik hen til Henrik med krusene. Hun satte dem ned på bordet og trak stolen ud. Smerten, som jog op gennem foden, fik hende til at skrige højt. – Hvad sker der? sagde Henrik og rejste sig. Hans blik søgte uroligt hendes. Hun stod på ét ben og vred sig af smerte, kinderne var våde af tårer. – Malin, hvad sker der? – Jeg ved det ikke, jamrede hun. Det er foden, et eller andet ...

JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 13 SESS: 12 OUTPUT: Fri Feb 10 12:26:18 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1840_Fremmed_gast_140x220_minion/Materie

Hun satte sig langsomt ned på stolen, mens Henrik gik rundt om bordenden. – Du bløder jo. Hun kiggede ned. Først nu så hun, at der var store, mørkerøde dråber på det gråmalede fyrretræsgulv. Hun holdt den smertende fod op med benet strakt ud fra stolesædet. Smerten var skarp og djævelsk. Det gjorde så ondt, at hun blev bange. Henrik satte sig på hug foran hende og undersøgte den udstrakte fod. – Det ligner et glasskår, sagde han og kiggede nærmere efter. Ja, det er det. Midt i hælen. Tanken om et glasskår, som havde skåret sig dybt ind i foden, fik hende igen til at jamre. – Hvordan ser det ud? Er det stort? Henrik åbnede munden. – Eller nej, jeg vil ikke vide det, standsede hun ham. Han så på hendes fod og kiggede så op på hende med en dyb rynke mellem øjnene. – Jeg kommer til at trække det ud. Hun rev instinktivt foden til sig. – Malin, sagde han, som om han talte til et barn, og greb fat om anklen med venstre hånd. – Jeg ved det godt, sukkede hun. Men vær forsigtig. – Du skal sidde stille. Hun kiggede bort og prøvede at slappe af, men det var svært. Hun blev endnu mere anspændt, da hun fornemmede Henriks tommel- og pegefinger, som nærmede sig hælen. Det værste var, da han tog fat i glasskåret, og det drejede rundt i såret. Det var nok kun et par millimeter, men det føltes, som om han stak et spyd gennem benet helt op til hoften. Derefter fulgte en kortvarig, men lettere smerte, og så var det overstået.

JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 14 SESS: 12 OUTPUT: Fri Feb 10 12:26:18 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1840_Fremmed_gast_140x220_minion/Materie

Malin stønnede et par gange og følte sig både befriet og skrøbelig. Henrik holdt glasskåret op. Det var cirka fem centimeter langt og lidt buet, det lignede noget fra et vinglas. – Jeg finder et plaster, sagde han og lagde det blodige glasskår på bordet. Han gik ud på badeværelset med hurtige skridt og vendte tilbage med den grønne plastickasse med førstehjælpsartikler. Han rensede hælen og satte to plastre tværs over såret efter Malins anvisninger. – Det er pænt stort. Du skulle måske tage ind til lægehuset i morgen, sagde han, da han var færdig og samlede de snavsede ting sammen. – I morgen er det for sent. Hvis det skal sys, skal det gøres i aften. Henrik så på hende med en mine, som nok betød: Hvis du gerne vil have det, kan jeg gå over og bede Bengt og Ann-Katrin om at passe børnene, så kører jeg dig til Visby. – Jeg tror alligevel ikke, de vil sy det, sagde hun. Henrik sagde ikke noget, men så synligt lettet ud. Malin satte forsigtigt foden på gulvet. – Jeg hader de skide lejere. Nu er jeg handicappet i flere dage. Henrik skulle til at svare, da han blev afbrudt af Ellens råb fra overetagen. – Mor, mor, kom. – Hvad er der, Ellen? – Mor, kom, der ligger bæ her. Malin og Henrik kiggede på hinanden. – Hvad er det, du siger, råbte Malin, hvad mener du med bæ? – Der er bæ her. I legetøjet. Kom. Henrik smed de snavsede ting, han holdt i hænderne, fra sig og gik ovenpå. Malin fulgte hans tunge skridt hen over gulvet og

JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 15 SESS: 12 OUTPUT: Fri Feb 10 12:26:18 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1840_Fremmed_gast_140x220_minion/Materie

tænkte, at der kunne være flere glasskår. De måtte støvsuge i køkkenet. Hun hørte deres mumlende stemmer deroppe og så Henriks pludselige udbrud. – For helvede, hvor er det klamt. Hvad er det her?

JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 16 SESS: 12 OUTPUT: Fri Feb 10 12:26:18 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1840_Fremmed_gast_140x220_minion/Materie

2. Malin stirrede ned i den store, flettede kurv med legetøj og holdt Ellen tilbage med venstre hånd. – Kan det være et dyr? sagde Henrik. En kat, som er kommet ind? – Det ligner ikke kattelort, sagde Malin. Hun begyndte at få det dårligt, som om hun var ved at få en maveinfluenza. En stor, sort lort havde ligget skjult under børnenes legetøj. Det var så ækelt, at hun ikke rigtig vidste, hvor hun skulle gøre af sig selv. – En hund måske? sagde Henrik. – I think that some sick bastard has crapped in the children’s toybasket, sagde hun og trak Ellen lidt længere væk fra kurven. – Hvad, mor? Hvad sagde du? Hun vidste ikke helt selv, hvorfor hun havde talt engelsk. Og nu havde det kun gjort Ellen endnu mere nysgerrig. – Hold nu op, det må være et dyr, som er kommet herind. – Det eneste dyr, jeg kender, som sniger sig ind i huse og skider i kasser, er katte, og det der er ikke en kattelort. Katte plejer heller ikke at lægge en kubikmeter legetøj ovenpå, når de er færdige. – Men kan en af lejerne ikke have gjort det? Hun så på Henrik. Hvad mente han? – De havde måske ikke bemærket noget, forklarede han, og da de skulle gøre rent, så ... – Det må jo have lugtet, afbrød hun. Det tænkte han lidt over, men trak så på skuldrene og løftede kurven op.

JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 17 SESS: 12 OUTPUT: Fri Feb 10 12:26:18 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1840_Fremmed_gast_140x220_minion/Materie

– Jeg tager den med ned i vaskerummet og prøver at gøre den ren på en eller anden måde. – Alt legetøjet skal også vaskes. – Det ved jeg da godt, vrissede han og gik med legetøjskurven. – Det var ikke ment som kritik, råbte Malin efter ham. Hun sukkede. Herregud. Der var vel ingen grund til at skændes om det her. – Kom, sagde hun til Ellen og humpede ud på toilettet med hende. Da Ellen selv havde vasket hænder, vaskede Malin hende i hovedet og tog hendes tøj af. Hun bandt bæltet i morgenkåben fast og fulgte hende tilbage til børneværelset, hvor hun satte hende på sengekanten. – Sid her, mens jeg henter nogle poser. Rør ikke ved noget. Alt skal vaskes. – Men kaninen, protesterede Ellen. – Den skal også vaskes. Du rører ikke ved noget, forstår du det? Sid stille her, indtil jeg kommer tilbage. Ellen nikkede. Da hun var på vej ned ad trappen og mere eller mindre hoppede på det ene ben, føltes det pludselig forkert at efterlade Ellen deroppe. Følelsen voksede sig stærkere for hvert skridt, hun tog. Det var, som om noget fremmed havde været der. Ja, det havde der jo også, men noget ondt fremmed, noget, som havde efterladt usynlige spor ud over de meget tydelige i legetøjskassen. Hun skulle måske have taget Ellen med ned? Men så ville Axel være helt alene deroppe. Tænk hvis der var nogen i huset? Tanken ramte hende uden varsel og fik hende til at trække vejret hurtigere. Hun prøvede at undertrykke den. Hvorfor skulle der være nogen i huset? Svære tanker. Sådanne tanker plejede hun ikke at have. Nu

JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 18 SESS: 12 OUTPUT: Fri Feb 10 12:26:18 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1840_Fremmed_gast_140x220_minion/Materie

kunne hun ikke gå i seng, før Henrik havde ledt hele huset igennem. Malin åbnede den nederste skuffe i køkkenet og rev hurtigt så mange plasticposer til sig, hun kunne. Hun ville helst bare smide alt det legetøj ud, som havde været i en eller anden form for kontakt med lorten, men det kunne hun selvfølgelig ikke. – Lad mig gøre det der, råbte Henrik fra badeværelset. Hvil du din fod. – Den generer mig ikke, råbte hun tilbage. Det går fint. Hun gik op igen. Det var faktisk lettere at gå op end ned. Hun begyndte at pakke alle de ting ned, Ellen havde nået at finde frem, og blev klar over, at hun havde taget alt for mange poser. Det var nok med tre. To til at pakke ned i og en, som hun havde trukket over hånden for at slippe for at røre ved det ækle stads. Hun tog Ellen med ned i køkkenet. Kom i tanker om, at hun burde have tøfler på, hvis der nu lå flere glasskår. Hun parkerede Ellen på en stol og humpede op og hentede hendes hvide kanintøfler. Da hun kom ind med poserne i vaskerummet, stod Henrik ved vasken og skrubbede på legetøjskassen. Han så hurtigt op. – De har måske også rørt rundt i tekopperne med pikken, sagde han med et skævt smil. – Behøver du være så ulækker? Det er nogenlunde det sidste, jeg har brug for at høre. – Men ... Hun sank ned på en stol i køkkenet og sad der stiv som en pind. Hun ville ikke læne sig tilbage mod ryglænet, ville ikke lade armen hvile på bordet og måtte beherske sig for ikke at sige noget til Ellen, som havde lagt kinden mod bordpladen. Hun blev nødt til at gøre rent i hele huset fra gulv til loft, inden hun kunne holde ud at være der igen. Hun kvalte et suk og rakte en hånd ud mod Ellen. – Kom, så putter vi dig. Malin lagde rent sengetøj på til Ellen og fik hende i seng. Hun

JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 19 SESS: 12 OUTPUT: Fri Feb 10 12:26:18 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1840_Fremmed_gast_140x220_minion/Materie

lod vinduet stå åbent ud mod sensommernatten og følte, at den friske luft strømmede ind og gjorde rent efter alle de fremmede, som havde bevæget sig rundt i deres værelser, rørt ved deres ting, snakket, leet og bandet mellem deres vægge. De havde brug for pengene, og det havde syntes så enkelt at leje huset ud. Nu hvor hun så resultatet, forstod hun ikke, hvor de havde fået den fuldstændig vanvittige idé fra. Hun åbnede begge vinduer i sit og Henriks soveværelse og fandt rene lagner frem til den uredte seng. Inden hun lagde rent sengetøj på, rystede hun dynerne ud gennem vinduet. Hun kæmpede hårdt for at fortrænge en følelse af, at dynerne burde brændes sammen med madrasserne og sengene, og at hun umuligt kunne sove i nat, hvis ikke de hentede et par af de nye senge ind fra gæstelængen. Hun lagde dynerne fra sig og rev puderne til sig for også at lufte dem. Hun standsede, da hun hørte Henrik råbe noget nedefra. – Hvad? Jeg kan ikke høre dig, råbte hun tilbage. Hun hørte selv, hvor irriteret det lød. Hun kunne ikke lade være. I stedet for at råbe endnu højere kom han op. Han standsede i døråbningen. – Tog du billederne i arbejdsværelset ned? – Hvilke billeder? Hun så på ham med puden i favnen. – Billederne af os. I arbejdsværelset. Tog du dem ned, inden vi rejste? – Nej. – Er du sikker? Malin tænkte sig om et par sekunder. Det var egentlig ikke nødvendigt, men Henriks alvor gjorde hende usikker. Hun havde taget en del ting fra inden udlejningen og låst dem ind i gæstelæn-

JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 20 SESS: 12 OUTPUT: Fri Feb 10 12:26:18 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1840_Fremmed_gast_140x220_minion/Materie

gen. Men hun havde ikke taget familieportrætterne, som hang i arbejdsværelset. Hun nikkede. Den bekymrede rynke mellem Henriks øjenbryn var der igen. – Hvad er der? spurgte hun. – De er væk. – Væk? – Ja, de hænger i hvert fald ikke længere på væggen. – Hvad? Hun så vantro på ham. – Nogen må have taget dem ned. Jeg fatter ingenting. Malin kastede puden fra sig på sengen. – Hvad er det for nogle skide idioter, som har været her? Lort og glasskår og ... Hvem gør sådan noget? Vi vil måske bare opdage endnu flere ting. De kan have fundet på hvad som helst. En kold, mørk følelse skyllede ind over hende. At stjæle deres familieportrætter. Det var så personligt, så aggressivt. Henrik sukkede dybt. – Jeg må ringe til udlejningsbureauet som det første i morgen tidlig. Jeg vil også kigge skabene dernede igennem. De kan jo have gemt dem væk, hvis de havde små børn, og glemt at sætte dem tilbage. – Jeg tvivler på ... Malin holdt inde, da hun indså, at hun talte alt for højt. Næsten skreg. Hun sænkede stemmen. – Jeg tvivler på, at folk, som skider i andres legetøj, er så hensynsfulde. Henrik skar ansigt og tilkendegav, at hun nok havde ret. Men han gik alligevel ned for at lede, og Malin fortsatte med at rede seng. Da hun skulle finde hovedpudebetrækket frem, faldt der et stykke papir ud af linnedskabet. Malin bøjede sig ned og samlede

JOBNAME: 1. korrektur PAGE: 21 SESS: 12 OUTPUT: Fri Feb 10 12:26:18 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/1840_Fremmed_gast_140x220_minion/Materie

det op. I samme øjeblik hun vendte det om, så hun, at det var et af billederne fra arbejdsværelset. Det forestillede hele familien sammen på Norsta Auren. Det var en af Henriks gamle venner, som havde taget det, da han besøgte dem forrige sommer. Men der, hvor deres øjne tidligere havde været rettet mod kameraet, var der nu kun fire par huller. Lyset fra lampen på natbordet skinnede lige igennem dem. Denne gang var Malin ligeglad med, om hun skreg.