Content_9788711995464.indd 2
03/03/21 10:28 am
KIM ACE
Kim Ace
GEMINI 1
FORBANDELSEN 1 EN EPISK FORTÆLLING OM TIS O G TROLDDOM
En episk fortælling om tis og trolddom
Carlsen CARLSEN
Geminiforbandelsen.indd 3 Content_9788711995464.indd 3
10/02/21 10:28 3:58 PM 03/03/21 am
Geminiforbandelsen (1) – en episk fortælling om tis og trolddom © Kim Ace og Forlaget Carlsen 2021 Omslagsillustration: Jonathan Moltke Nielsen Omslagsdesign: Harvey Macaulay, Imperiet Bogen er sat med Minion Pro og trykt hos Livonia Print 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2021 ISBN 9788711995464 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. carlsen.dk lindhardtogringhof.dk CARLSEN EGMONT Forlaget Carlsen - Et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Content_9788711995464.indd 4
03/03/21 10:28 am
PROLOG
Eneboeren kiggede op mod de to måner på himlen og indså, at tiden var ved at løbe ud. Han var udmattet, men kastede sig alligevel hovedkulds gennem den mørke skov. „Det hele er en løgn,“ mumlede han forpustet. „Hvorfor kan de ikke se, at det er en forbandet løgn?“ Han var høj og tynd og bevægede sig ubesværet gennem det tætte buskads. Han nærmede sig hovedstaden forude, men slet ikke hurtigt nok. Hans hest lå flere kilometer bagude, død af udmattelse efter den lange tur. Hvis bare han havde haft kræfter nok til at redde det stakkels kræ, var han nået frem til byen for længst. Atamai, som eneboeren blev kaldt, nåede endelig frem til byens port. Hans kappe flagrede efter ham som flagermusvinger, og han trak sin hætte tættere omkring ansigtet. Det sidste, han havde brug for nu, var at blive genkendt. Sydportens døre tårnede sig op foran ham. Atamai fortsatte i løb og svang samtidig sin lange vandrestav omkring 5
Content_9788711995464.indd 5
03/03/21 10:28 am
sig i præcise mønstre. Efter et øjeblik sendte han en magisk impuls afsted. Der lød et brag, da dørene blev blæst af deres hængsler, og Atamai fortsatte ind i byens labyrintiske gader. Efterhånden som han nærmede sig byens centrum, begyndte det at vrimle med mennesker. Lanterner med magisk lys hang og svævede frit i luften og kastede et bølgende orange skær over de festende børn og voksne. Han så unge mænd og kvinder, der slyngede farvestrålende fyrværkeriimpulser imellem hinanden, så gnisterne fløj om ørerne på dem. Byens børn hvinede af fryd, imens de hoppede rundt og legede fangeleg på store stykker svævende stof, der snoede sig gennem gaderne. Atamai rundede et hjørne og fortsatte ned ad den vej, som ville lede ham direkte ind på slotspladsen. Kongeslottet kom endelig til syne. Byens borgere havde for længst fyldt pladsen og stod og ventede på, at kong Khayaamo ville træde ud på den øverste balkon og begynde ceremonien. De stod så tæt, at det var umuligt for Atamai at komme forbi dem. Han kiggede op mod de to måner. Den ene dækkede nu næsten helt for den anden. Han havde kun få minutter tilbage. Han hævede endnu en gang sin vandrestav og roterede den rundt i høj fart over hovedet. For sit indre blik så han de nærmeste 100 lanterner og mærkede præcis, hvor de hang og svævede i luften. Med en dyb indånding trak han deres lys til sig og fortsatte vandrestavens roterende bevægelse ned omkring sin krop. Så stødte han den frem foran sig, mens han åbnede munden i en kraftig udånding. Med sine sidste kræfter lod han det magiske lys skyde ud af sig som en bølge af energi. Der lød forskrækkede råb fra menneske-
6
Content_9788711995464.indd 6
03/03/21 10:28 am
mængden, som pludselig blev skubbet til side af lyskeglen. Atamai skyndte sig forbi. Han hørte folk bag sig: „Det var en eneboer!“ „Hvad laver han her – adlyder han ikke kongen?“ Atamai ignorerede dem og fortsatte fremad, imens tankerne myldrede rundt i hans hoved: Hvad skulle han gøre, når han nåede frem? Hvad kunne han stille op imod kongens højre hånd, Fet Oanu. Hvis bare han kunne få de andre eneboere til at indse sandheden. Han var mindre end 100 meter fra indgangen til slottet, da en øredøvende fanfare gjaldede ud over slotspladsen. Hele folkemængden brød ud i hyldest, da kong Khayaamo trådte ud på balkonen i slottets højeste tårn. Han var iført en overdådig krone og en funklende grøn kappe, som matchede den skinnende rustning. Lige bag ham stod Fet Oanu i sin sort- og guldfarvede kåbe og spejdede nervøst ud over folkemængden. Han bevægede sig i underlige spjæt, som om smertefulde jag konstant borede sig gennem hans krop. Kongen slog storladent ud med armene, og der faldt straks fuldkommen ro over folkemængden. „Højt elskede borgere af Golaha,“ lød kongens stemme unaturligt højt. „Velkommen til denne festdag under Tulaga Lunas formørkelse.“ Han pegede op mod de to måner, der nu var blevet til en. Atamai fik svært ved at trække vejret ved synet af den ensomme måne på himlen. Det var for sent. „I aften skal vi hylde min højre hånd, lederen af Eneboernes Klan,“ fortsatte kong Khayaamo og pegede på Fet Oanu bag sig.
7
Content_9788711995464.indd 7
03/03/21 10:28 am
Han lyver for dig, tænkte Atamai, imens folkemængden igen hujede og klappede. Lyden lod til at pine Fet Oanu. Stilheden sænkede sig øjeblikkeligt igen, da kongen gjorde tegn og fortsatte: „Han har efter årtiers søgen og forskning i Symbiosen fundet frem til en besværgelse, som vil skubbe vores land ind i en ny tidsalder. En epoke, hvor magien vil strømme fra Naturatina i hidtil uanede mængder.“ Endnu et brøl af glæde fra folkemængden. Fet Oanu så ud, som om han var ved at besvime af smerte. Atamai forsøgte at råbe sine advarsler ud, men de druknede i larmen fra menneskemængden. Kongen gjorde tegn, og der blev med det samme fuldstændig stille på slotspladsen. Atamai var pludselig ude af stand til at sige en lyd og indså, at hele pladsen var underlagt en besværgelse. Det var umuligt at tale, medmindre kongen tillod det. „Nu er det på tide at byde vores velgørere velkommen,“ sagde kongen og vendte sig rundt, imens han slog ud med armene. „Byd velkommen til Eneboernes Klan.“ Eneboere fra hele verden strømmede nu ud på balkonen. De stod og stirrede ud over byen i deres grå kapper og med lange vandrestave. „Eneboerne er rejst hertil fra hele Panea og vil med deres samlede kraft hidkalde Naturatinas fulde magt og lade den blomstre i hele Erytnevia og langt ud over vores lands grænser.“ Kongen fjernede sin krone og trak nu hætten på sin kappe helt op over hovedet og skjulte sit ansigt. Han satte sig højtideligt på knæ foran Eneboerne.
8
Content_9788711995464.indd 8
03/03/21 10:28 am
„Værsgo, mine velgørere. Lad Symbiosen åbne Naturatina.“ Et kort øjeblik virkede det, som om Fet Oanu ville sige noget. Hans mund åbnede og lukkede sig som en fisk, der forsøger at trække vejret på land. Men der kom ingen ord. Med en forpint bevægelse begyndte han at snurre sin vandrestav rundt i et indviklet mønster foran sin krop. Eneboernes Klan faldt i et med hans bevægelser. Efter lidt tid fik svingningerne vandrestavene til at smelte sammen til en hvirvlende masse, og et pulserende lilla skær af energi strålede nu fra midten af gruppen. Klanen begyndte at messe rytmisk. Det lød som dyb og klagende hvalsang, der langsomt steg i intensitet. Atamai så til i rædsel, imens eneboernes sang blev kraftigere og kraftigere. I én samlet bevægelse pegede de pludselig deres vandrestave direkte mod Tulaga Luna. Samtidig udstødte de alle et smertefuldt brøl, da en kraftig lilla energiudladning skød op i himlen, og en trykbølge af flimrende lys eksploderede med et tordenbrag lige over slottet. Tavshedsbesværgelsen over folkemængden blev brudt, og hele slotspladsen brød ud i jubel. Atamai lukkede øjnene og åbnede sine sanser. Han forsøgte at række ud efter Naturatina, den universelle energikilde, men han var for udmattet. Det var ikke længere muligt at udveksle energi. Da han igen åbnede øjnene, var kong Khayaamo forsvundet fra balkonen, og der var udbrudt kaos blandt eneboerne. En stor gruppe havde presset Fet Oanu helt op ad balkonens rækværk. Deres raseri kunne mærkes helt ned på slotspladsen, og folkets jubelråb blev til urolig snak.
9
Content_9788711995464.indd 9
03/03/21 10:28 am
Himlen skiftede pludselig karakter. Lyspartiklerne brændte ud og forvandledes til en tung, sort søjle af røg. Den ulmende masse hang ubevægeligt i luften et øjeblik, inden den med ét styrtede mod jorden. Byens indbyggere gik i panik og forsøgte på samme tid at mase sig forbi hinanden for at komme væk fra røgen. Samtidig mærkede Atamai et kort vindpust, der blæste fra alle retninger ind mod slottet. Lyset fra byens magiske lanterner forsvandt og efterlod den i næsten totalt mørke. Rædselsskrig hørtes fra den fastklemte menneskehob, da de hundredvis af lanterner larmende faldt til jorden. Sekundet efter lød et voldsomt brag fra slottet. Jorden under Atamais fødder begyndte at ryste, og en faretruende buldren fyldte luften. En bred revne viste sig nederst på slottets tårn. Puds og støv væltede ud fra flængen i stenkonstruktionen. Endnu et brag hørtes, da tårnet med ét sank flere meter i jorden. På balkonen forsøgte en gruppe eneboere at kaste besværgelser, men Atamai vidste, at det var forgæves. Kilden til deres magi svarede ikke længere. Symbiosen med Naturatina var brudt. Tårnet slog pludselig et knæk og tippede faretruende til den ene side. Flere eneboere blev slynget ud over kanten af balkonen og ramte jorden for foden af tårnet. Den sorte røg var nu nået helt ned til folkemængden. Et sidste øredøvende brag tordnede gennem byen, idet slotstårnet smuldrede under sin egen vægt, og Fet Oanu og de resterende medlemmer af Eneboernes Klan styrtede i døden. Det var det sidste, Atamai så, inden den efterfølgende støvsky omsluttede ham, og han forsvandt ind i mørket.
Content_9788711995464.indd 10
03/03/21 10:28 am
13 ÅR SENERE …
Content_9788711995464.indd 11
03/03/21 10:28 am
Content_9788711995464.indd 12
03/03/21 10:28 am
DEN UKENDTE LYD
Det var nat på en villavej lidt uden for landsbyen Sønderdal. Der var ualmindeligt stille. Mørket lå som fløjl over hele området. Med ét skiftede skyggerne karakter. De strakte sig, som var de levende væsener og samledes om et lille punkt bag et af husene. Et kort øjeblik knitrede luften elektrisk, og en svag lugt af benzin spredte sig fra et buskads bagest i en af haverne. En dyb og foruroligende rumlende lyd skar sig gennem natten, og en kæmpemæssig behåret klo trådte ud af mørket. Rasmus slog øjnene op med et chok og stirrede lige frem for sig i mørket. Han lå paralyseret i sin seng, mens hans nakkehår langsomt rejste sig. Der havde været en lyd, tænkte han. En uhyggelig lyd, som kom det fra halsen på noget stort. Lige i nærheden. Var lyden kommet fra hans værelse, hvor han lå og sov? Eller rettere: Hvor han nu lå og var lysvågen. Rasmus anede ikke, hvorfor alle hans indre alarmklokker bimlede og bamlede, men det var, som om at hvis han rykkede det mindste på sig, ville mørket omkring ham blive levende, og et eller andet væsen ville springe på ham. 13
Content_9788711995464.indd 13
03/03/21 10:28 am
Efter hvad der føltes som en evighed i stilhed, bevægede Rasmus langsomt sin ene arm ud under dynen. Han famlede efter stikket på natlampen. Hans hjerte hamrede i brystet. For hvert sekund, der gik, blev han mere og mere sikker på, at et eller andet behåret krapyl ville fare ud fra mørket under sengen. Det ville gribe fat om hans hånd, skrælle huden af hans fingre og slubre kødet i sig, som om det var kyllingenuggets. Klikket lød utrolig højt, da han endelig fik ramt kontakten. Rasmus kunne intet se. Han havde gloet direkte ind i lampen og var nu totalt blændet. Langsomt fik han synet tilbage, og lige så langsomt stoppede hans hjertes dubsteptempo og faldt ind i en nogenlunde normal rytme. Han overvejede et øjeblik, om han måske skulle holde et par dages pause fra fantasybøgerne, men vidste samtidig inderst inde, at han aldrig ville kunne undvære dem. Hyperaktiv fantasi eller ej. Rasmus slog dynen til side og skulle til at vippe fødderne ud over sengekanten, da han udstødte et dybt suk. Han havde tisset i sengen. IGEN! Ville det dog aldrig stoppe? Han kom på benene og trak slukøret dynen ud på gulvet, hvor han begyndte at trække sengetøjet af. Hvad var klokken? Han ville række ud efter sin telefon på natbordet og tog derfor kanten af den våde dyne imellem tænderne, inden han til sin rædsel opdagede, hvad han lige havde proppet i munden. Han spyttede forfærdet dynen ud, harkede et par kæmpe spytklatter op og lod både dyne og dynebetræk falde på gulvet. „Hvad har du egentlig gang i, din uduelige havevander?“ mumlede han forfærdet til sig selv. 14
Content_9788711995464.indd 14
03/03/21 10:28 am
Han fik med et vip vakt telefonen til live og så, at klokken var 03.03. Jep, klokken var altså over midnat. Han var officielt blevet 13 år gammel. Rasmus vendte sig træt og opgivende rundt og fik øje på sig selv i spejlet på skabslågen. „Tillykke, Rasmus. Du starter så lige din 13-års fødselsdag med drivvåde underhylere og dit eget tis i munden. Det er da bare alletiders at være dig, hva’?“ Han fik pillet dynebetræk af dynen og lagen af sengen, krydsede værelset og smed det hele i vasketøjskurven ved siden af klædeskabet. Han trak sine boksershorts af og lod dem følge efter. De landede alt for tungt, i forhold til at de var et par H&M-underbukser i størrelse ekstra-small. Rasmus stod der med fugtige balder og tænkte for sig selv: Hvornår var det nok? Hvornår ville hans blære være så venlig at alarmere hans hjerne om, at der var en tis-tsunami på vej nede sydpå? Hvad var han egentlig? En krydsning mellem et menneske og en lille, tæppetissende chihuahua? Det ville både kunne forklare, hvorfor hans seng næsten hver eneste nat kunne bruges som forlystelse i Fårup Sommerlands vandland, og hvorfor han samtidig lignede en underernæret version af husalfen Dobby. Han udstødte et langt suk og gik over mod døren ud til gangen og toilettet. Han tøvede med hånden på dørhåndtaget. Han lyttede. Var der nogen i huset, der var vågne? Han magtede cirka 0 % at møde sin plejebror Troels på gangen, splitternøgen. Igen. Der var helt stille i huset. 15
Content_9788711995464.indd 15
03/03/21 10:28 am
Rasmus tog mod til sig, dækkede de mest private dele af sin krop med sin ene hånd og åbnede så langsomt døren. Han kunne kun ane omridset af paneler og væggene i gangen. Han rakte langsomt sin ene hånd ud af døråbningen for at finde stikkontakten, men standsede med et gisp, da han igen hørte det. Lyden var tilbage. Ganske kort, men den var ikke til at tage fejl af. En dyb rallen som fra et uhyre fra den fjerneste afkrog af et mareridt. Det var uden tvivl kommet inde fra hans værelse. Der gik et sekund. To sekunder. Tre. Rasmus bevægede sig ikke, trak ikke vejret. Hvad var det, hvad var det, HVAD VAR DET?! „Hrrr-rrRRrr …“ lød det igen lige bag ham. Huden trak sig sammen bag Rasmus’ ører, som om nogen havde åndet ham tungt i nakken. Han snurrede rundt om sig selv og snublede baglæns ud i gangen, samtidig med at han trak døren i bag sig. Nu var der kulsort omkring ham. Kun en lille stribe orange lys sivede ud under døren fra hans værelse. Han trak vejret i små gisp og kunne høre lyden af sit eget hjerte buldre i ørerne. Der var helt stille igen. Intet spor af den dybe … lød det som … knurren? Logikken sneg sig langsomt tilbage i Rasmus’ bevidsthed. Der var ingen skygger under døren. Hvis det var et kæmpedyr, der havde stået og åndet ham i nakken, så ville man kunne se dens skygge i striben af lys under døren, ville man ikke? Rasmus stod længe og ventede på gangen uden at blinke. Han kunne ikke kalde på nogen i huset. Den første, der ville dukke op, var Troels, som lå og snorkede på sit værelse længere nede ad gangen. Rasmus ville næsten hellere blive ædt
16
Content_9788711995464.indd 16
03/03/21 10:28 am
med hud og hår end opdages af Troels lige nu. Han måtte selv klare det her. Ligesom han altid gjorde. Forsigtigt listede han hen mod døren, tog fat i dørhåndtaget og hviskede beroligende til sig selv: „Du så jo værelset, da du lukkede døren, ikk’? Der er ingenting derinde.“ Han tog en dyb indånding og skubbede så forsigtigt døren op. Der var helt stille på værelset. Rasmus krøb rundt om dørkarmen med ryggen presset imod væggen og fik febrilsk hevet sportstasken under skrivebordet frem. Han havde ikke fået vasket sig, og hans idrætstøj ville helt sikkert komme til at lugte af tis, men det var ligegyldigt lige nu. Han flåede hurtigt et par træningsbukser og en alt for stor hættetrøje til sig. Imens han trak trøjen over hovedet, opdagede han, at døren var ved at lukke sig bag ham. I panik satte han en hæl i klemme, så døren ikke kunne svinge i og dermed spærre hans flugtvej. Han kiggede rundt i værelset efter mulige skjulesteder. Hvor ville et monster bo, hvis det skulle være sådan et, han havde fået som roommate? Han fik øje på klædeskabet. Selvfølgelig! Han gik langsomt hen imod det, da han igen fik øje på sit eget spejlbillede i skabslågen. Han registrerede, at han var bleggrøn i ansigtet som en nyvasket knoldselleri. Han tog fat i skabslågen og trak den langsomt op, hele tiden klar til at kaste sig væk, hvis noget skulle komme farende ud af mørket. I begge sider af skabet var der hylder fyldt med tøj, og i bunden lå blandt andet et gammelt skateboard fra forrige sommer, hvor han i 45 minutter troede, han skulle være
17
Content_9788711995464.indd 17
03/03/21 10:28 am
skater. Syv sting i baghovedet og en brækket albue havde sat en stopper for den ide, og skateboardet boede nu i hans skab sammen med de bøger, som der ikke længere var plads til i hans overfyldte bogreol. Intet kunne have gemt sig inde i det overfyldte skab. Ikke noget særlig stort i hvert fald. Stilheden blev pludselig brudt af en dyb og slimet knurren, så dyb, som kom den fra helvedes syvende cirkel. „Hrrr-HrrRRrr…“ Rasmus smækkede skabslågerne i, snurrede rundt og stirrede hen mod persiennerne. Det kom fra den anden side af vinduet. Der var ingen tvivl. Men hans værelse lå på første sal, og der var kun en lille afsats neden for vinduet. Så hvordan kunne et dyr eller væsen sidde derude og knurre? „Kniiiirk,“ lød det, som om en kæmpemæssig fugtig hånd blev trukket hen over glas. Rasmus trak sig forskrækket bagud. Noget sad uden for hans vindue og gned sig op ad det. Som om det ville ind til ham. Persiennerne var trukket for. Han lyttede som en gal, imens han beslutsomt, men rystende listede over mod vindueskarmen og tog fat om snoren til persiennerne. Han tøvede og hviskede beroligende til sig selv: „Rolig, Raller … Det er bare et eller andet dyr, der sidder derude og har det for grineren. Det kan være hvad som helst. En højdeglad hund, et pindsvin med glas-fetich eller måske en mår, der underholder med at imitere Chewbacca i sin fritid. Der findes ikke farlige dyr i Danmark, så tag dig lige sammen, dryp tisseren af for en gangs skyld, og få så skræmt det dyr tilbage til sin hule.“
18
Content_9788711995464.indd 18
03/03/21 10:28 am
Rasmus trak til i snoren, så persiennerne fløj op og smækkede hårdt mod loftet med et smak. Et par kæmpestore, isblå øjne stirrede direkte tilbage på ham fra mørket. Rasmus væltede forskrækket bagud, snublede over kontorstolen bag sig og slog baghovedet hårdt ned i kanten af skrivebordet, idet han landede på numsen og udstødte et lille hyl af smerte. Fra vinduet lød der et knas som af træ, der giver efter for en stor vægt, og sekundet efter hørtes et hult bump fra haven. Rasmus tog sig til hovedet i smerte og kiggede op mod ruden. Han kunne stadig se de blå øjne for sig og også ane omridset af et kæmpemæssigt hvidt hoved. Rasmus kom omtåget på benene. Hvad fanden var det? Han gik hen til vinduet og kiggede ned i haven. Der var ingenting at se. Der findes ikke noget som helst dyr i Danmark, der har den slags øjne, tænkte han. Han åbnede vinduet på klem og mærkede den kølige natteluft mod sin svedige hud. Han kiggede ned og fik øje på afsatsen under vinduet. Den var nærmest flækket midtover. Noget meget stort havde siddet på den og forsøgt at komme ind til ham. Han gøs ved tanken. Rasmus satte sig i vindueskarmen og spejdede nervøst ud i natten. Efter et stykke tid faldt hans blik på det kæmpestore hus for enden af vejen. Der var lys derovre. Han rettede sig lidt op. Så længe han kunne huske, havde det hus stået tomt. Rasmus sad længe og så mod huset. Det, han ikke kunne se, var, at i det hus sad der samtidig en anden dreng og kiggede over mod lyset, der kom fra Rasmus’ værelse. De to drenge kiggede lige mod hinanden uden at vide det.
19
Content_9788711995464.indd 19
03/03/21 10:28 am
Samtidig iagttog det kæmpestore væsen de to drenge fra sit skjulested lige i nærheden. Dets lysende blå øjne skar sig igennem nattens mørke. Det sad der, indtil lyset efter en tid blev slukket på begge værelser. De enorme muskler i væsenets ryg trak sig sammen, da det rejste sig i sin fulde højde og trak dybe klomærker i barken på det egetræ, det havde skjult sig ved. Væsenet smøg sig rundt om træet og forsvandt ind i et nærliggende krat. Langsomt vendte lyden af insekter og andre natdyr tilbage.
Content_9788711995464.indd 20
03/03/21 10:28 am
Content_9788711995464.indd 2
03/03/21 10:28 am
Første bind af GEMINIFORBANDELSEN.
KIM ACE
GEMINIFORBANDELSEN
Rasmus er en ægte fantasynørd, som aldrig rigtig har haft nogen venner. Men da Xander flytter til byen, oplever Rasmus for første gang, hvordan det føles at have en rigtig ven. Samtidig begynder der dog at ske flere uforklarlige ting omkring dem, og en dag står drengene over for et skrækindjagende monster, der tvinger dem ind i en verden fuld af magi, eventyr, ondskab og hemmeligheder.
KIM ACE
Rasmus’ plejemor ville helt sikkert kræve en forklaring. Men hvad skulle han sige? “Jeg er lidt forsinket, fordi Xander og jeg blev jagtet af en muteret los. Vi endte i en parallelverden, hvor en skizofren troldmand råbte, at vi skulle dø, medmindre Xander flytter tilbage til Spanien …” Hun ville tro, han var begyndt at æde narko.
EN EPISK FORTÆLLING OM TIS OG TROLDDOM
1
carlsen.dk
C ARLSEN