Geminiforbandelsen 2 læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

“Nej – jeg har aldrig haft en grund til det før i dag.”

Rasmus og Xander er vendt tilbage til deres normale liv i Sønderdal, og de prøver at lægge eventyret i Erytnevia bag sig. Men nogen – eller noget – sender kryptiske beskeder til dem. Mon eneboeren Atamai har brug for deres hjælp? Drengene beslutter sig for at rejse tilbage, men i den anden verden møder de helt nye farer og monstre, som er mere skrækindjagende, end de troede var muligt. Andet bind af GEMINIFORBANDELSEN. Boghandlerforeningen udvalgte første bog i serien som Årets bog 2021 til VERDENSBOGUGEN.

KIM ACE

GEMINIFORBANDELSEN

Men i dag har vi ved Obi-Wan Kenobi en god grund, tænkte Rasmus. En troldmand fra en parallelverden har sendt bud efter os. Hvis ikke man må skippe en enkelt skoledag for dét, hvad må man så egentlig?

KIM ACE

“Har du egentlig prøvet at pjække før?” spurgte Rasmus, da han endelig indhentede Xander.

EN EPISK FORTÆLLING OM KUJONER OG KÆMPEORME

carlsen.dk

C ARLSEN

Content_9788711999875.indd 2

19/08/21 4:21 PM

KIM ACE

Kim Ace

GEMINI 2

FORBANDELSEN 1 EN EPISK FORTÆLLING OM KUJONER O G KÆMPEORME

En episk fortælling om tis og trolddom

Carlsen CARLSEN

Geminiforbandelsen.indd 3 Content_9788711999875.indd 3

10/02/21 19/08/21 3:58 4:21 PM PM

Geminiforbandelsen 2 – en episk fortælling om kujoner og kæmpeorme © Kim Ace og Forlaget Carlsen 2021 Omslagsillustration: Jonathan Moltke Nielsen Omslagsdesign: Harvey Macaulay, Imperiet Bogen er sat med Minion Pro og trykt hos Livonia Print 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2021 ISBN 9788711999875 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. carlsen.dk lindhardtogringhof.dk CARLSEN EGMONT Forlaget Carlsen - et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Content_9788711999875.indd 4

19/08/21 4:21 PM

PROLO G

Der herskede komplet stilhed i Golahas dunkle gader. Tulaga Lunas to måner hang på himlen og lignede et par gigantiske stirrende øjne, som fik rimfrosten til at glimte med et sølvagtigt skær. Det eneste tegn på liv kom fra skyggerne mellem to huse, hvor små, hvide dampskyer bølgede i takt med et hæst åndedræt. Gemt i sit skjulested trak Atamai sin hætte endnu tættere omkring ansigtet og forsøgte at holde vejret. Han havde ikke set spor af mennesker, siden han efterlod bjerglossen Raja uden for hovedstadens port, men følelsen af at blive overvåget fik ham alligevel til at sætte farten op. Han bed tænderne sammen mod kulden og satte i løb mod slotspladsen. Hans fodtrin gav genlyd imellem byens barrikaderede huse På samtlige gadehjørner over hele byen hang plakater med det samme motiv. Det forestillede Erytnevias konge, Khayaamo. Under billedet stod der med blodrød skrift: KUN DU, ALENE, KAN SIKRE ERYTNEVIAS FREMTID. Med kåben flagrende om kroppen og hjertet hamrende i brystet nåede Atamai endelig frem til slotspladsen. Det var mere end 13 år, siden han sidst havde sat sine ben i nærheden

Content_9788711999875.indd 5

19/08/21 4:21 PM

af slottet, og han gøs ved tanken om den nat, forbandelsen var blevet kastet og havde spredt Formørkelsen ud over hele landet. Kongeslottet lå som en ruin foran ham, og under den lå resterne af Eneboernes Klan, mast ihjel af de sammenstyrtede murbrokker. Ingen havde siden forsøgt at genopbygge slottet, og uden Eneboernes magi ville byggeriet alligevel have været så godt som umuligt. Atamai vidste, at et andet slot i byen var blevet taget i brug som kongens bolig, men det var ikke der, han havde sit ærinde denne nat. Forsigtigt nærmede han sig resterne af det gamle slot, imens han hele tiden anstrengte sine sanser for at sikre sig, at ingen holdt øje med ham på den tomme plads. Det var, som om hele byen stank af sort magi. Atamai ville have følt sig mere sikker med Raja ved sin side, men hendes hvide pels lyste op som et fyrtårn i natten, og det var altafgørende, at Atamai ikke blev opdaget. Siden kampen ved Sydvolden for et halvt år siden havde rygterne svirret om en eneboer, der havde dræbt mere end 20 af kongens vagter. Nogle mente selv at have set magikeren, imens andre påstod, at det havde været et stort kattedyr, der tilintetgjorde vagterne. Historierne var blevet mere og mere usandsynlige, som tiden var gået, hvilket kun var til Atamais fordel. Da han nåede frem, trådte han forsigtigt ud i murbrokkerne og satte sig med en knagende lyd. Han placerede sin vandrestav imellem sine knæ og rakte ud efter Naturatina. Atamai havde brugt de sidste mange måneder på at forstærke Symbiosen med den universelle kraft. De mange offergaver havde langsomt fyldt ham til bristepunktet med energi, og nu lod han den flyde ud af sig i bølgende impulser,

Content_9788711999875.indd 6

19/08/21 4:21 PM

så den trængte dybt ned i jorden under ham. Langsomt fandt han frem til det, han søgte. De døde eneboeres kvaste knogler lå fordelt i små bunker i en bred cirkel under ham. Han kunne mærke deres smerte. Rædslen og forvirringen, de hver især havde følt i deres sidste levende øjeblikke, borede sig pinefuldt gennem Atamais krop. Men han ledte videre. Lidt efter lidt fandt han frem til hver og en, der var gået bort den nat, og efterhånden som hans kræfter slap op, forstod han, at han havde taget fejl. Han forblev i en form for trance, da han endelig gav slip på Naturatina. Hvordan kunne det være sandt? Han havde været så sikker på, at Fet Oanu på en eller anden måde var undsluppet. Men de var der alle sammen! 132 eneboere var døde den nat, da balkonen brasede sammen. Atamai var virkelig den sidste eneboer! Men hvem stod så bag den sorte magi og vagterne? Uroen voksede i Atamai. Hele hans krop skælvede, og hans puls fik det til at hyle skingert for hans ører. Noget var helt galt! Lyden blev højere og højere, indtil den forvandledes til én lang hyletone, der rev ham ud af trancen. Han slog øjnene op, og i samme sekund mærkede han en iskold hånd, der med uhyggelig kraft greb ham om den ene skulder. Han vendte sig og stirrede direkte ind i et knoglehvidt ansigt.

Content_9788711999875.indd 7

19/08/21 4:21 PM

Content_9788711999875.indd 8

19/08/21 4:21 PM

KAPITEL 1

ROBERTAS VARSEL

Rasmus slog rædselsslagen øjnene op og kastede sig rundt i sengen. Han børstede sig febrilsk på sin ene skulder for at skubbe den kolde hånd væk. Han ville skrige, men hans hals var lammet af frygt. Langsomt forsvandt den skingre lyd, og han indså, at han lå i sin seng på sit værelse i huset på Solhøjen. Med besvær trak han vejret dybt ind og forsøgte at skubbe mareridtet væk. Føj! Det havde været ekstra nøjeren denne gang. Drømmen var kun én af mange, han havde haft de seneste fem måneder, men denne her havde virket så meget mere virkelig end de andre. Mareridtets detaljer var allerede ved at forsvinde, men han skuttede sig alligevel i et forsøg på at trykke control+alt+delete, så han kunne få genstartet sit indre system. Det skvulpede let i madrassen under ham. Det føltes, som om han lå i et soppebassin. Come on, mand! Han var tretten et halvt år nu. Hvordan kunne der overhovedet være plads til så meget tis inden i ham? Det var, som om en elefant lige havde drukket hele DGI Byens vandland og derefter havde tømt snablen ud i hans seng. Der var ingen vej udenom. Han måtte op og skifte boksershorts.

Content_9788711999875.indd 9

19/08/21 4:21 PM

Han satte sig op og skulle til at svinge benene ud over sengekanten, da han fik øje på Xander. Han lå på en luftmadras på gulvet og sov som en sten. Han lignede en labradoodlehvalp med ansigtet viklet ind i sit lange hår. Det var altid fedt at holde sleepover med Xander, hvilket de havde gjort mange gange hele efteråret. Men det var især fedt, at han var der, når Rasmus havde mareridt. Selvom Xander havde et kæmpestort værelse med en rigtig gæsteseng, foretrak han altid, at de sov hos Rasmus. Hos Xander kunne de ellers have huset helt for dem selv, fordi hans forældre næsten aldrig var hjemme. Der var kun nannyen Rosita, som boede i kælderen, og som kun kom op i huset, når hun skulle lave mad eller gøre rent. Rasmus havde en teori om, at Rosita måtte være det eneste menneske på Jorden, der rent faktisk havde gennemført Netflix. Alligevel var de altid her hos Rasmus og hans plejefamilie. Rasmus trådte ud på gulvet foran sin seng og trak forsigtigt den drivvåde dyne med sig. Han måtte finde et tæppe i skabet at sove under resten af natten, så han foldede dynen sammen til en klump og skulle lige til at træde et langt skridt hen over Xander, da han pludselig fik øje på et kridhvidt ansigt i den modsatte ende af værelset. Det stirrede direkte på ham. Rasmus blev så forskrækket, at han snublede baglæns og mistede grebet om dynen. Samtidig fik han trådt Xander hårdt i maven, og der lød en lang, klagende lyd, som når en flodhest, der har levet af kål i 15 år, endelig får lov at slå en rigtig brandskid. Sekundet efter sad Rasmus fortumlet i sin seng, og den plaskvåde dyne landede oven på Xander.

Content_9788711999875.indd 10

19/08/21 4:21 PM

„Mmmff … ppfff … hvad sker der?!“ kom det jamrende fra Xander, imens han forsøgte at kæmpe sig fri af tisdynen. Rasmus ænsede ham ikke. Han sad bare, forstenet af skræk, og stirrede på det hvide ansigt, der lod til at svæve frit i luften ikke mere end en halv meter over gulvet. Xander kom langt om længe fri og satte sig op. „Okay? Det er så rimelig ulækkert, det her!“ sagde han og skubbede dynen fra sig med væmmelse malet i hele ansigtet. „Prøver du på at drukne …?“ Han gik i stå, da han fik øje på Rasmus’ ansigt. „Bro?“ Rasmus kunne stadig ikke få et ord frem. Synet af det stirrende ansigt havde sendt ham direkte tilbage til mareridtet. Xander fulgte hans blik. „Hej, Roberta.“ Først da gik det op for Rasmus, at det bare var hans plejelillesøster, der kiggede på ham. Hun stod helt roligt uden at blinke med et lille smil på læben. „Roberta, for hel…“ udbrød han. „Hvad laver du her? Jeg blev pissebange.“ „Ja, det kan jeg godt fornemme,“ sagde Xander træt nede fra gulvet. Rasmus kiggede forfærdet ned og skubbede hurtigt dynen til side med sin ene fod. „Ej seriøst, undskyld! Hun gav mig bare et herrestort chok, så jeg kom til at tabe dynen …“ „Rolig, bro,“ smilede Xander og blinkede til Rasmus. „Det er fint nok. Jeg skal bare lige ha’ lov til at prale lidt med, at jeg har holdt mig knastør i nat.“ Han trak sin dyne til side og fremviste stolt den tisfrie luftmadras. „Eller det var lige indtil du smed din dyne i hovedet på mig.“

Content_9788711999875.indd 11

19/08/21 4:21 PM

„Tillykke, du har vundet DM i blærekontrol!“ svarede Rasmus igen, inden han skiftede sit fokus hen på Roberta. „Hey, søster-løster. Hvad laver du herinde?“ Roberta svarede ikke, men fastholdt bare sit mærkelige smil og blev ved med at stirre på ham. Rasmus kunne ikke lade være med at få lidt noia af det besynderlige udtryk i hendes øjne. „Går hun i søvne eller hvad?“ spurgte Xander. „Aner det ikke … Roberta?“ prøvede Rasmus igen. „Hallooo?“ Stadig intet svar. Rasmus kom i tanker om sine gennemblødte boksershorts og madrassen. Han begyndte at rejse sig, men i det samme brød Robertas spinkle stemme stilheden: „Kom med.“ Rasmus så overrasket på hende. Roberta var blevet meget bedre til at tale i løbet af de sidste par måneder, men hun havde aldrig talt så rent som lige nu. Den nuttede babylyd, hun plejede at have, var pludselig fuldstændig væk. „Hvad sagde du?“ spurgte han overrasket. Der gik et øjeblik. Så lagde hun hovedet let på skrå, imens hun fastholdt sit lille, skøre smil. „Oooh, kom med,“ hviskede hun. „Ta’ mig … kom med.“ Rasmus og Xander gloede undrende på hinanden. „Jeg tror, du skal gå med hende,“ konstaterede Xander. „Øh, ja okay, Roberta. Jeg skal bare lige skifte nattøj og øhh – ja, have sendt min dyne til afbrænding i et krematorium, så kommer jeg.“ „Nh-nh,“ svarede Roberta og rystede på hovedet. „Ta’ mig.“ Denne gang lød det lidt højere. Rasmus var ét stort spørgsmålstegn. Hvad var der i vejen? Var hun blevet bange for et eller andet? Skulle han med ind og

Content_9788711999875.indd 12

19/08/21 4:21 PM

kigge efter monstre på hendes værelse? Hvorfor var hun ikke gået ind og havde vækket Vita og Bjørn? Hun kunne endda have hentet Troels. Men på den anden side var han jo selv et stort monster, så hvis Troels fandt et eller andet ulækkert krapyl på Robertas værelse, ville det nok mere ende som en slags fætterkusinefest under hendes seng. „Okay – så kommer jeg med.“ „Hvad er det, vi skal?“ istemte Xander. Roberta rystede hidsigt på hovedet og stirrede intenst på Rasmus. „Kom med! Ta’ mig!“ sagde hun endnu højere end før og med fuldstændig klar tale. „Ja ja, vi kommer jo nu,“ beroligede Rasmus og begyndte at rejse sig. „Nej!“ Roberta sagde det så højt, at både Rasmus og Xander stivnede. Helt langsomt løftede hun sin ene arm og pegede direkte på Rasmus. Eller gjorde hun? Rasmus flyttede sig lidt i sengen og opdagede, at Roberta i virkeligheden pegede på noget lige bag ham. „Ooooh …“ sagde hun med en underlig stemme. Det løb Rasmus koldt ned ad ryggen. Langsomt drejede han hovedet med en stigende uro for, hvilket syn han ville møde i mørket bag sig. Med tilbageholdt åndedræt afsøgte han skyggerne bag sin seng. Der var ingenting. Han sad bare og gloede ind i savsmuldstapetet på væggen. „Det her er altså lidt creepy,“ kom det åndeløst fra Xander. „Skal vi ikke prøve at vække hende?“ „Jeg … tror ikke, hun går i søvne,“ hviskede Rasmus og løsrev sit blik fra den tomme luft, som Roberta pegede på.

Content_9788711999875.indd 13

19/08/21 4:21 PM

Han kiggede igen på sin plejelillesøster. „Roberta, er du vågen?“ „Ta’ mig – kom med,“ sagde hun igen, helt stille, imens hun sænkede sin arm som en robot, hvis batteri er løbet tør for strøm. „Siger du, at vi skal komme med?“ forsøgte Rasmus igen. Roberta rystede på hovedet. Rasmus rejste sig fra sengen, trådte forsigtigt hen over Xander og satte sig på hug ved siden af Roberta. Hun ænsede ham ikke, men blev bare ved med at kigge ind i skyggerne bag hans seng. „Du siger jo hele tiden, at vi skal komme med …“ Roberta rystede på hovedet. „Skal vi ikke komme med?“ Roberta nikkede. „… Okay?“ Rasmus anede ikke, hvad han skulle stille op. „Rimelig ubeslutsom type – du siger jo at …“ Rasmus blev afbrudt, da Roberta igen rystede voldsomt på hovedet. Der var stille i lang tid. Xander havde siddet og kigget frem og tilbage mellem Roberta og det sted, hun ikke ville slippe med øjnene. „Er det ikke noget, DU siger?“ spurgte han forsigtigt. Det mystiske smil bredte sig igen i Robertas ansigt, og hun rystede langsomt på hovedet. Som i slowmotion løftede hun igen sin arm og pegede. Både Rasmus og Xander fulgte hendes finger med øjnene og stirrede ud i den tomme luft. „Oooh si’r – kom med,“ sagde hun med tilfredshed i stemmen. Endnu en gang løb det Rasmus iskoldt ned ad ryggen.

Content_9788711999875.indd 14

19/08/21 4:21 PM

KAPITEL 2

PØLLEBRØD

Næste morgen blev Rasmus og Xander vækket af Vita, der kaldte på dem for foden af trappen: „Rasmus og Lyxandeeer! Så er der morgenmad.“ Der var iskoldt på værelset, fordi Rasmus havde hængt den våde dyne til tørre om natten. Han skyndte sig at trække dynen indenfor og smække vinduet i, inden de med klaprende tænder kom i tøjet og begav sig ned mod køkkenet. Xander stoppede halvvejs nede ad gangen på første sal. „Jeg skal lige morgenstrinte – jeg gætter på, jeg må komme først? Du har vel fået tisset godt og grundigt af?“ Han grinede og daskede drillende Rasmus i siden. Når Xander daskede, føltes det nogle gange mere som at få en lammer af en boksekænguru. „Årh, hold kæft!“ Rasmus lod, som om han var fornærmet, og daskede tilbage. „Vent lige på mig,“ smilede Xander og tog i dørhåndtaget, lige idet døren blev åbnet indefra. Xander væltede ind på badeværelset og klaskede lige ind i maven på Troels. Rasmus forberedte sig på et irriteret udbrud, men Troels grinede bare. „Hey, dude – så meget er der ikke nogen, der skal skide!“ 15

Content_9788711999875.indd 15

19/08/21 4:21 PM

Xander grinede, skubbede Troels ud på gangen og lukkede døren efter sig. Troels kiggede ned på Rasmus, som om han var en nullermand, der skulle støvsuges bort. Som med alle andre i verden havde Xander formået at charmere sig ind på Troels på trods af den ydmygelse, han havde udsat ham for i skolegården for et halvt år siden. Nu talte de om knallerter og fodbold og alle mulige andre ting, som Rasmus ikke anede noget om. Rasmus derimod var aldrig rigtigt blevet tilgivet for hele Puch Maxi-skandalen og forsøgte derfor altid at undgå Troels så meget som muligt, når Xander ikke var i nærheden. „Godmorgen, tisse-terrorist,“ vrissede Troels og gloede muggent på Rasmus. „Godmorgen, Hr. Skæg,“ svarede han og kiggede flabet på Troels’ overlæbe. Rasmus vidste godt, at han burde lade være, men Troels’ nyeste projekt var nærmest umuligt ikke at tage lidt pis på. Han havde nemlig bestemt sig for at få overskæg. Indtil videre var det kun blevet til nogle sørgelige små rødlige dun. „Ja, pøj pøj med selv at blive en rigtig mand,“ svarede Troels. „Jeg gætter på, du bliver 200 år, før du får så meget som et enkelt hår under armene … pattebarn.“ Han kørte højtideligt sin tommel- og pegefinger hen over sin overlæbe, inden han vendte sig og forsvandt ned ad trappen. Da Rasmus og Xander nåede ned i køkkenet, lignede Vita som sædvanlig en tornado på koffeinpiller. „Godmorgen, drenge,“ smilede hun forpustet, imens hun forsøgte at holde styr på madpakker, Robertas manglende indtag af morgenmad og en ubestemmelig substans, som hun

Content_9788711999875.indd 16

19/08/21 4:21 PM

var ved at blende i foodprocessoren. Den tyktflydende væske mindede på en eller anden måde Rasmus om den radioaktive slim, som engang havde forvandlet fire små skildpadder til Teenage Mutant Ninja Turtles. Bjørn og Troels sad over for hinanden ved køkkenbordet, den ene med ansigtet limet til sin mobil, og den anden begravet i Gadget Magasinet. Siden Rasmus og Xanders familier havde lært hinanden at kende, og siden den ene gang, Bjørn og Vita havde været til parmiddag hos Xanders forældre, havde Bjørns nyeste besættelse været gadgets. Xanders hus var nemlig fyldt med dem. Bjørn havde ikke så meget som et halvt øje på Roberta, som sad i sin højstol ved siden af og smurte det, der tilsyneladende var øllebrød, i håret, som om det var shampoo. Hun grinede overstadigt, da hun så Rasmus og Xander. „Skynd jer at finde en plads ved bordet, drenge,“ fortsatte Vita, imens hun rørte rundt i en kasserolle. Hendes arm lod til at forvandle sig til en tornado, så brunt splat sprøjtede til alle sider. „Vil I have glutenfri øllebrød eller bare Coco Pops?“ Det var som at blive spurgt, om man helst ville vælte på cykel eller vinde i lotto. „Uuh, den er svær,“ svarede Rasmus og smilede til Xander, som hjemmevant fandt dybe tallerkener og skeer i skabet, imens Rasmus greb en liter letmælk og æsken med Coco Pops og skyndte sig hen til køkkenbordet. Roberta rakte glad begge arme ud for at give krammer, da de satte sig ved siden af hende, og råbte, så højt hun kunne: „Ra-xander!“ De lænede sig begge lidt forsigtigt ned til hende og lod sig kramme. Samtidig fik Rasmus fat i køkkenrullen og gav

Content_9788711999875.indd 17

19/08/21 4:21 PM

sig til den umulige opgave at gnide øllebrød ud af hendes hår. Han standsede, da det gik op for ham, at hendes nuttede babylyd var tilbage. Han spekulerede på det, der var sket om natten. Det lod til, at Roberta havde glemt alt om det. Der var i hvert fald ikke skyggen af det mærkværdige ansigtsudtryk tilbage. Hendes nattebesøg på hans værelse var endt med, at både han og Xander havde fulgt hende ned i seng, hvor hun var faldet i søvn, så snart hun ramte sin hovedpude. „Glædelig 1. december, alle sammen,“ sagde Vita muntert, idet hun satte sig ved bordet og stillede en hjemmelavet juledekoration midt på køkkenbordet. På en eller anden ubegribelig måde var kalenderlyset allerede brændt ned til 5. december. Rasmus lovede sig selv at holde et skarpt øje med lyset hver eneste dag. For med den mængde vissen gran, vatnisser og hjemmetørret bark, som dekorationen bestod af, var det, som om ‘brandfare’ slet ikke var et stærkt nok ord til at beskrive Vitas lille kunstværk. „Glædelig forjul,“ svarede Xander og smilede venligt til Vita. „Ha! Forjul,“ grinede Troels uden at tage øjnene fra sin telefon. „Raller, skat, har du tid til at hente Roberta i dag efter skole? Jeg skal ned og måle op til min udstilling på Pepper Ronnis Pizza i eftermiddag. Jeg kan slet ikke forstå det. Min første fernisering er allerede i morgen.“ Lige så bizar, som den sætning lød, lige så korrekt var den. Vita havde, efter megen overtalelse og ubegribelige

Content_9788711999875.indd 18

19/08/21 4:21 PM

mængder hawaiipizza til aftensmad, med udbringning fra Pepper Ronnis Pizza, fået lov at udstille sine kunstværker i deres lille restaurantlokale på Hovedgaden. Skuret i haven var fyldt til bristepunktet med portrætmalerier af nærmest samtlige indbyggere i hele Sønderdal. „Ja, det kan jeg godt,“ svarede Rasmus med munden fuld af Coco Pops og kiggede på Xander. „Gider du med?“ „Jeg kan ikke i dag,“ svarede han med strålende øjne. „Mine forældre kommer hjem fra Hongkong, så jeg må hellere være der til at tage imod dem.“ „Nå, så må du huske at hilse,“ smilede Vita. „Men så klarer du bare den selv, ikk’, Raller?“ Under hele samtalen havde Roberta siddet og guffet store håndfulde af Coco Pops i sig, som hun fiskede fra Rasmus’ tallerken. Som om hun ville give noget i bytte, udstødte hun pludselig en langtrukken pruttelyd og sendte sin øllebrødsske i retning af Rasmus. Han lod modvilligt flyvemaskineskeen lande på sine læber og fakede, at han spiste den brune substans. Robertas pruttelyde passede lidt for godt til udseendet på det, der var på skeen. „Mmm – mange tak, Robbie,“ sagde han og smilede til hende, imens Xander undertrykte et fnis. „Skal Xander ikke også ha’ lov til at smage?“ Xander spærrede forfærdet øjnene op, imens Rasmus sendte ham et snedigt smil. Roberta lod straks flyveren lette og satte kurs mod Xanders mund med nye, pøllelignende forsyninger. Imens så Rasmus sit snit til at spørge Vita: „Går Roberta egentlig nogle gange i søvne?“ Vita kiggede nysgerrigt på ham. „Næh, det tror jeg ikke. Hvorfor?“

Content_9788711999875.indd 19

19/08/21 4:21 PM

„Fordi hun vistnok gjorde det i nat,“ svarede Rasmus. „Hun kom ind og vækkede os.“ „Ja,“ indskød Xander med pøllegrød i mundvigen. „Rasmus blev megaforskrækket.“ „Ha! Taber! Bli’r han nu også bange for Roberta?“ fnøs Troels hånligt. Rasmus ignorerede ham. „Hun var bare sådan ret mærkelig.“ „Nåh – mere mærkelig, end hun plejer?“ spurgte Vita med et glimt i øjet og smilede kærligt til sin datter. Rasmus tænkte lidt over det. „Ja, hun blev ved med at gentage det samme igen og igen: Kom med – tag mig – kom med.“ „Ja,“ sagde Xander. „Og det var, som om hun kunne se noget, som ikke var der.“ Noget … eller nogen? Tanken slog ned i Rasmus uden forklaring. „Hun gik sikkert bare i søvne, som I selv siger – eller også har hun drømt et eller andet,“ smilede Vita ubekymret og kiggede på sit armbåndsur. „Hvad?! Er klokken 20 i otte?! I skal i skole, drenge!“ Hun sprang op fra stolen. „Bjørn, kan du ikke finde en dims i det der blad, der på magisk vis kan vise, hvad klokken er?“ Bjørn så forundret op fra sit gadgetmagasin. „… Er det ikke bare et ur?“ svarede han undrende. „Præcis – så mangler vi bare, at du kigger på et en gang imellem,“ vrissede Vita og forsvandt op ad trappen.

Content_9788711999875.indd 20

19/08/21 4:21 PM

Content_9788711999875.indd 8

19/08/21 4:21 PM

“Nej – jeg har aldrig haft en grund til det før i dag.”

KIM ACE

GEMINIFORBANDELSEN

KIM ACE

“Har du egentlig prøvet at pjække før?” spurgte Rasmus, da han endelig indhentede Xander.

EN EPISK FORTÆLLING OM KUJONER OG KÆMPEORME

carlsen.dk

C ARLSEN