E.H. Gombrichs lille V er denshistorie
På dansk ved Jørgen V. Hansen Copyright © 1985 DuMont Literatur und Kunst Verlag GmbH und Co. KG, Köln Udkom første gang i 1936 på Steyrermühl Verlag, Wien, med titlen Weltgeschichte von der Urzeit bis zur Gegenwart Published by agreement with the Leonhardt & Høier Literary Agency aps, Copenhagen and Yale University Press Copyright © dansk udgave: Forlaget Sesam, 2007, Lindhardt og Ringhof 2012 Originaltitel: Weltgeschichte für junge Leser Omslagslayout og illustrationer: Yale University Press Sat med Minion hos Pamperin & Bech Grafisk Trykt hos Livonia, Polen, 2012 2. udgave, 1. oplag, 2012 ISBN 978-87-11-39405-2 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont
E.H. GOMBR ICHS lille
Ver dens historie Pü dansk ved Jørgen V. Hansen
Lindhardt og Ringhof
k a pitel 3
Landet ved
Nilen H
er – lovede jeg dig – begynder historien. Med et Dengang. Altså: For 5100 år siden, i år 3100 før Kristus, tror vi i dag, regerede en konge i Ægypten, der hed Menes. Hvis du vil vide nærmere besked om vejen til Ægypten, burde du egentlig spørge en svale. Den flyver nemlig sydpå hvert efterår, når det bliver koldt. Ned over Alperne til Italien, derfra et lille stykke over havet, og så er den i Afrika, i den del af Afrika, der er nærmest Europa. Der ligger Ægypten. I Afrika er det varmt, og i mange måneder regner det slet ikke. Derfor kan der i mange områder kun vokse ganske lidt. Der er ørken. Og sådan er det også til højre og venstre i Ægypten. I Ægypten regner det også sjældent. Men der be høvede man ingen regn, for der strømmer Nilen midt igennem landet. To gange om året, når det regnede meget ved dens kilder, oversvømmede den hele landet. Så måtte man færdes i både mellem husene og palmerne. Og når vandet trak sig tilbage, var jorden dejligt gennemvædet og dækket med saftigt mudder. Her voksede kornet i den varme sommer så frodigt som næppe noget andet sted. Derfor har ægypterne også fra de ældste tider tilbedt deres Nil, som var den Gud selv. Vil du høre en sang, som de for 4000 år siden har sunget til den? “Priset være du, o Nil, som strømmer frem fra jorden og flyder her forbi for at skænke Ægypten føde. Du, som vander markerne og er skabt for at ernære alt
12
E . H . G O M B R IC H S lille V erdenshistorie
kvæg. Du, som vander ørkenen, der er fjernt fra vandet. Som frembringer byg og skaber hvede. Som fylder magasinerne og får laderne til at bugne, og som giver den fattige at spise. For dig spiller vi på harpe, og for dig synger vi.”
Sådan har de gamle ægyptere sunget. Og de havde ret. For på grund af Nilen blev landet så rigt, at det også blev en stormagt. Og over alle ægyptere herskede en konge. Den første konge, der herskede over hele landet, var netop kong Menes. Kan du huske, hvornår det var? 3100 år før Kristi fødsel. Du ved måske også fra bibelhistorien, hvad konger af Ægypten blev kaldt? Faraoer. Sådan en farao var uhyre mægtig. Han boede i et vældigt palads af sten med store, tykke søjler og mange gårde, og han skulle adlydes i alt. Alle mennesker i landet måtte arbejde for ham, når han ønskede det. Og det ønskede han tit. En farao, der ikke levede så længe efter kong Menes, 2500 år før Kristus, var kong Keops. Han befalede for eksempel, at alle hans undersåtter skulle være med til at bygge hans grav. Det skulle være et bygningsværk stort som et bjerg. Det blev det sandelig også. Det står endnu i dag. Det er den berømte Keopspyramide. Måske har du allerede set billeder af den. Men hvor stor den er, kan du næppe keopspyramiden og sfinxen
L andet ved N ilen
13
forestille dig. En hvilken som helst kirke ville kunne være inde i den. Man kan klatre op på den ad de kæmpe stenblokke, den er lavet af. Det er som at bestige et bjerg. Og det er mennesker, der har stablet disse enorme stenblokke oven på hinanden. Dengang fandtes der ingen maskiner. Højst ruller og hejseværk. Man måtte trække og skubbe det hele med hænderne. Forestil dig det, midt i Afrikas hede! Sådan har måske 100.000 mennesker igennem 30 år knoklet for faraoen i de måneder, hvor arbejdet i marken lå stille. Og når de blev trætte, så har kongens opsynsmand nok drevet dem frem med flodhestepisken. Sådan har de slidt og slæbt med deres enorme last, alt sammen for at bygge en grav til kongen. Du vil måske spørge, hvordan kongen dog har fået den tanke at lade sådan en kæmpegrav bygge. Det hænger sammen med den oldægyptiske religion. Ægypterne troede på mange guder, og folk, der gør det, kalder man hedninge. Mange af deres guder, troede de, havde engang hersket på Jorden som konger, for eksempel guden Osiris og hans kone Isis. Også Solen troede de var en gud: Amon. I underverdenen herskede en, der havde sjakalhoved og hed Anubis. De mente endvidere, at enhver farao var søn af solguden. Ellers ville de ikke have haft sådan en respekt for ham og ladet sig byde så meget. De udhuggede majestætiske statuer af deres guder i sten, så høje som femetagers huse, og byggede templer så store som hele byer. Foran templerne stod høje, spidse sten, udhugget i ét stykke granit. Dem kalder man obelisker. Det er græsk og betyder egentlig et “lille stegespid”. I mange byer kan du endnu i dag se sådanne obelisker, som man har hjembragt fra Ægypten. I den ægyptiske religion var også mange dyr hellige, for eksempel katten. Man forestillede sig også, at mange guder havde dyreskikkelse, og afbildede dem sådan. Det væsen med løvekrop og menneskehoved, som vi kalder “sfinksen”, var for de gamle ægyptere en mægtig gud. Der ligger en kæmpefigur af den ved pyramiderne, og den er så stor, at der ville være plads til et helt tempel indeni. Denne sfinks har nu i over 5000 år bevogtet faraoernes grave og har fra tid til anden været dækket af ørkensandet. Hvem ved, hvor længe den endnu vil holde vagt?
themsenobelisken
14
en ægyptisk mumie
E . H . G O M B R IC H S lille V erdenshistorie
Det vigtigste i ægypternes mærkværdige religion var dog troen på, at menneskets sjæl ganske vist forlader kroppen, når mennesket dør, men at den alligevel på en eller anden måde fortsat har brug for kroppen. Ægypterne har ment, at det ville være sjælen meget imod, at dens tidligere krop blev til jord efter døden. Derfor har de bevaret de afdødes kroppe på en meget sindrig måde. De gned dem ind i salver og plantesaft og viklede dem ind i lange stofstrimler. Et sådant konserveret lig, der ikke går i forrådnelse, kalder man en mumie. Også i dag, efter mange tusind år, er mumierne endnu ikke faldet fra hinanden. Disse mumier lagde man først ned i en trækiste, derefter blev trækisten anbragt i en stenkiste, men stenkisten kom ikke i jorden, derimod blev den indsat i en klippegrav. Hvis man havde råd til det, sådan som “Solens søn”, faraoen Keops, fik man bygget sig et helt bjerg af sten. Der dybt inde ville mumien være i sikkerhed! Det håbede man i hvert fald. Men alle kong Keops’ bekymringer og al hans magt var til ingen nytte: Pyramiden er tom. Mumier af andre konger og af mange andre fra det gamle Ægypten har man dog stadig kunnet finde i deres grave. Disse grave er indrettet som boliger til sjælen, når den kommer for at besøge sit legeme. Derfor er der lagt mad til den, og der er møbler og tøj og billeder fra den afdødes liv. Også et billede af ham selv, så sjælen straks kan finde hen til den rigtige grav, når den vil aflægge besøg. Af de store statuer af sten og af billederne, der er malet i smukke, stærke farver, kan vi i dag se, hvad ægypterne foretog sig, og hvordan det var dengang. Ganske vist har de ikke tegnet helt rigtigt og naturligt. Ting, som i virkeligheden befinder sig bag hinanden, er normalt sat oven på hinanden. Ofte virker figurerne også stive: Man ser deres krop forfra og hænder og fødder fra siden, så de ser flade ud, som om de var kørt over af en damptromle.
L andet ved N ilen
15 vægmaleri
Men det, som det kom an på for de gamle ægyptere, opnåede de. Man ser hver ting helt nøjagtigt: hvordan de med store net fanger ænder ved Nilen, hvordan de ror og fisker med lange spyd, hvordan de pumper vandet til markerne ind i kanaler, hvordan de driver køer og geder ud på engen, hvordan de tærsker korn og bager brød, laver sko og tøj, blæser glas – det kunne man allerede dengang! – former mursten og bygger huse. Men man ser også, hvordan pigerne spiller bold eller blæser i fløjte, hvordan mændene drager i krig og bringer fremmede folk, for eksempel sorte afrikanere, med sig hjem sammen med alt krigsbyttet. I de fornemmes grave ser man, hvordan fremmede gesandtskaber kommer med kostbare gaver til dem, hvordan kongen belønner sine tro ministre med ordener. Man ser de døde løfte hænderne i bøn foran gudebillederne, og man ser dem hjemme på festdage, hvor sangere synger akkompagneret af harpespil, mens gøglere laver deres krumspring. Ved siden af disse farvestrålende billeder ser man for det meste kun små bil leder af ugler og mænd, små flag, blomster, kager, biller, krukker, men også sik
16
osiris
E . H . G O M B R IC H S lille V erdenshistorie
saklinjer og spiraler ved siden af og under hinanden. Hvad kan det være? Det er ikke billeder, det er deres skrift. Man kalder dem hieroglyffer. Det betyder: hel lige tegn. For ægypterne var så stolte af deres nye kunst, skrivekunsten, at man ærede skriveren højere end nogen anden håndværker og nærmest anså skriften for hellig. Vil du også vide, hvordan man skriver med sådanne hellige tegn eller hiero glyffer? Det var ikke nemt at lære, kan du tro, men det foregår ligesom med en rebus. Hvis man ville skrive navnet på guden Osiris, som de gamle ægyptere kaldte Wosiri, så tegnede man en trone , der på ægyptisk hedder “wos”, og et øje , der hedder “iri”. Det gav så ordet “Wos-iri”. Og for at ingen skulle tro, at det betød tronøje, lavede man ofte et lille flag ved siden af. Det er gudernes tegn. Ligesom vi sætter et kors ved siden af et navn, når vi vil angive, at en person er død. Nu kan du altså skrive Osiris med hieroglyffer! Men forestil dig, hvor besvær ligt det var at tyde alt det, da man for omkring 200 år siden igen beg yndte at beskæftige sig med hieroglyfferne. Tydningen var også kun mulig, fordi man fandt en sten, hvor det samme stod skrevet med det græske sprog, med hierog lyffer og med en anden ægyptisk skrift. Og alligevel var det et puslespil, som mange store lærde viede deres liv til! Denne sten, som man har døbt Rosettastenen, kan du se på British Museum i London. I dag kan man næsten læse alt. Ikke kun det, der står på væggene, men også det, der står i bøgerne, selv om tegnene her ikke er så tydelige. De gamle ægyptere havde nemlig også bøger. Ganske vist ikke af papir, men af en slags siv, der voksede ved Nilen, og som på græsk kaldes papyros. Derfra kommer vores ord papir. Man skrev på lange, brede strimler og rullede derefter disse strimler sammen. En mængde sådanne bogruller er bevaret. De bliver nu studeret, og det bliver stadig tydeligere, hvor vise og kloge de gamle ægyptere var. Vil du høre et ordsprog, som blev skrevet ned for 5000 år siden? Så skal du lytte efter og tænke over det: “Vise ord er sjældnere end
L andet ved N ilen
den grønne ædelsten, og dog hører man dem fra fattige piger, der drejer møllestenene.” Fordi ægypterne var så vise og mægtige, bestod deres rige i lang tid. Længere end noget andet rige hidtil. Næsten 3000 år. Og ligesom de bevarede de døde omhyggeligt, så de ikke forfaldt, således bevarede de også deres gamle skikke og traditioner gennem årtusinder. Deres præster passede nøje på, at sønnerne ikke gjorde noget, som fædrene ikke også havde gjort. Alt gammelt var dem helligt. Kun to gange i løbet af hele den lange tid vendte folk sig imod denne strenge orden. Den ene gang, kort efter kong Keops, omkring 2100 før Kristus, for søgte undersåtterne selv at ændre alt. De rejste sig mod faraoen, dræbte hans vesir og rev mumierne ud af gravene. “De, der før ikke engang havde sandaler, ejer nu skatte, og de, der før ejede smukke klæder, går nu omkring i pjalter”, fortæller en gammel papyrusrulle. “Landet snurrer rundt som et pottemagerhjul”. Men det varede ikke længe, snart var alt igen ved det gamle. Og måske blev der nu holdt endnu strengere orden end førhen. Den anden gang var det faraoen selv, der forsøgte at ændre alting. Han var en mærkværdig mand, denne farao Akhenaton, der levede omkring 1370 før Kristi fødsel. Den ægyptiske religion med dens mange guder og hemmelighedsfulde ritualer forekom ham meningsløs. “Der findes kun én gud,” lærte han sit folk, “og det er Solen, hvis stråler skaber og opretholder alt. Kun den skal I tilbede.” De gamle templer blev lukket, og kong Akhenaton flyttede med sin kone ind i et nyt palads. Fordi han i det hele taget var imod det gamle og gik ind for nye, smukke ideer, lod han også billederne i sit palads male på en helt ny måde. Ikke mere så strenge, stive og højtidelige som før, men helt naturlige og utvungne. Men
17
rosettastenen
18
kong akhenaton
E . H . G O M B R IC H S lille V erdenshistorie
alt det var folket ikke indforstået med. De ville have det sådan, som det havde været i årtusinder. Og derfor vendte de også hurtigt efter Akhenatons død tilbage til de gamle skikke og den gamle kunst, og således forblev alt ved det gamle, så længe det ægyptiske rige bestod. Ligesom på kong Menes’ tid begravede man endnu i næsten tre et halvt årtusind menneskene som mumier, skrev med hieroglyffer og tilbad de samme guder. Også katte vedblev man at ære som hellige dyr. Og hvis du spørger mig, så synes jeg, at i det mindste på det punkt gjorde ægypterne ret.
e.h gombrich i 1935