Grib dagen - læseprøve

© BRIGITTE LACOMBE

Stephanie Adams lever i et kærlighedsløst ægteskab og har tre voksne børn, som for længst er flyttet hjemmefra. Da hendes mand pludselig dør, står alle muligheder åbne, men hun har meget svært ved at finde sig selv og komme videre i sit liv.

En spontan tur fører Stephanie til Las Vegas og Grand Canyon, hvor et tilfældigt møde med countrystjernen Chase Taylor vender op og ned på hendes tilværelse. For sammen med Chase mærker Stephanie igen, hvad kærlighed er, men tør hun kaste sig ud i et nyt forhold, eller skal hun vende tilbage til det sikre og fornuftige derhjemme.

Danielle Steel er en af USA’s allerstørste forfattere. Hendes bøger er trykt i mere end 600 millioner eksemplarer og udkommer på 28 sprog. Hun bor i både Californien og Paris.

GRIB DAGEN

GRIB DAGEN er en fortælling om tab og sorg og om at være åben overfor forandringer.

grib dagen

Læs mere på Danielle Steels hjemmeside www.daniellesteel.com

www.lindhardtogringhof.dk

OMSLAG – IMPERIET

ROMAN

LINDHARDT OG RINGHOF

Danielle Steel

GRIB DAGEN

P책 dansk ved Annemette Goldberg

LINDHARDT OG RINGHOF

Grib dagen Oversat fra amerikansk efter Country Copyright © 2015 by Danielle Steel All rights reserved Dansk Copyright © 2016 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Forfatterfoto: Brigitte Lacombe Omslagsfoto: © Claudio Marinesco (mand), © Barry Winiker/Getty Images (landskab) Omslag: Imperiet/Marlene Diemar Bogen er sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-46936-1 1. udgave, 1. oplag 2016 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Til mine højt elskede børn, Beatrix, Trevor, Todd, Nick, Sam, Victoria, Vanessa, Maxx og Zara.

Gid I må gribe dagen, og gid livet må behandle jer godt.

Gid I får masser af muligheder, umådelige, grænseløse glæder, og gid alle jeres drømme må gå i opfyldelse.

Jeg elsker jer så højt!

Mor/DS

Kapitel 1 Det var en strålende solskinsmorgen, og det klare sollys glimtede i den friske sne, der var faldet dagen før i Squaw Valley. Det var perfekt vejr til at stå på ski, bedre end det nogen sinde havde været for Bill, Stephanie og deres nærmeste venner, ægteparrene Freeman og Dawson, som de holdt ferie med den tredje weekend i februar hvert år. Det var en tradition, de havde haft i ti år, en hellig pagt, som ingen af dem ville bryde.

For to år siden var Alyson Freeman endda kommet med, få dage før hun fødte deres tredje barn, fordi hun nægtede at gå glip af den hyggelige weekend. Og eftersom Brad var læge, erklærede hun, at hun følte sig tryg sammen med dem. Der var kun fire timers køretur til deres hjem, og selv om Brad var ortopædkirurg og ikke fødselslæge, vidste hun, at han ville sørge for, at hun fik den bedste pleje, hvis hun fødte i Tahoe.

De tre par havde aldrig deres børn med på den forlængede weekend, men det betød ikke længere den store forskel for Stepha­nie og Bill, for deres børn var flyttet hjemmefra. To af dem arbejdede i henholdsvis Atlanta og New York og var netop gået i gang med deres karriere, og deres yngste datter tilbragte sit tredje studieår i Rom. Fred og Jean Dawsons døtre var gift og boede begge i Chicago. Men selv Brad og Alyson, hvis børn var meget yngre end de andres, havde indvilget i ikke at tage børnene med, men ladet dem blive hjemme hos deres au pair.

Fred og Jean havde været gift længst og var lidt ældre end 7

de andre. For folk uden for den nærmeste vennekreds så de ud til at have et perfekt ægteskab. Fred havde udviklet software, som han havde tjent en formue på, og han havde været med på dotcom-boomet lige fra begyndelsen. Deres prægtige hjem i Hillsborough vidnede om hans succes, sammen med hans privatfly, hans Ferrari og Aston Martin og en stald fuld af fornemme raceheste, som var Jeans lidenskab. De væltede sig i penge, og Freds ydmyge afstamning var en fjern drøm nu.

Jean havde været servitrice i Modesto, da han mødte hende.

Hun kom fra en ludfattig familie, som netop havde mistet deres gård, efter at hendes far var død i en ulykke og havde efterladt fem udsultede børn og en enke, der så 20 år ældre ud, end hun var. Jean så sjældent sine søskende nu og havde intet til fælles med dem. Hun havde giftet sig med Fred for 30 år siden og var 51 år. Hun havde fået fjernet rynker omkring øjnene, havde fået en perfekt ansigtsløftning hos en plastikkirurg i New York, holdt sig i form, passede sin krop omhyggeligt og fik Botoxindsprøjtninger tre gange om året. Hun var en smuk kvinde, selv om hendes ansigt var næsten udtryksløst, med det var hun ligeglad med. Hun var frem for alt opsat på aldrig at blive fattig igen, og hun vidste, at det ville hun aldrig blive, så længe hun og Fred var gift.

Hun vidste, at han havde været hende utro gennem det meste af deres ægteskab, men hun bekymrede sig ikke længere om det. Hun havde ikke været forelsket i ham i årevis. Hun kunne have fået en formue, hvis de var blevet skilt, men var glad for den livsstil, han gav hende, alle frynsegoderne og sin status som mrs. Fred Dawson. Hun sagde spøgende til sine veninder, at hun havde indgået en pagt med djævlen, og at djævlen i hendes liv var Fred. Hun havde ingen illusioner om ham og intet ønske om at ændre på sit liv. Hun havde sine heste og sine venner og besøgte sine døtre i Chicago, når hun havde lyst til det, og hun 8

og Fred havde en stiltiende overenskomst, der fungerede for dem begge. Der var en umiskendelig hårdhed over hende, som skyldtes den måde, tingene havde udviklet sig på, og hun havde ikke høje tanker om Fred eller mænd som ham. Hun troede på, at alle mænd var utro, hvis de fik den mindste mulighed, og det gjaldt helt sikkert hendes mand. Han gik i seng med sekretærer, assistenter og kvinder, han mødte til cocktailselskaber eller forretningsmøder eller i elevatorer, og kvinder, han sad ved siden af i fly. Hun vidste, at de eneste kvinder, han aldrig havde sex med, var hendes nærmeste veninder. I det mindste var han så anstændig, at han holdt sig fra dem, og desuden var de fleste af dem for gamle til ham. Han var ikke en dårlig mand, bare en kvindejæger med en svaghed for 25-årige.

De havde et civiliseret forhold, der fungerede for dem begge, selv om det manglede varme. Hun havde glemt, hvordan det føltes at være elsket af en mand, og tænkte ikke længere på det.

Materielt set havde hun alt, hvad hun ønskede sig, og det var blevet det vigtigste for hende. Hun ville ikke opgive det for noget i verden. For nylig havde de købt et maleri af Picasso til deres spisestue, og Fred havde betalt næsten ti millioner dollars for det. De havde en af de dyreste kunstsamlinger på vestkysten.

Jeans eneste svage punkt var hendes venner, Alyson og Stephanie. Hun elskede deres weekender sammen og talte i telefon med dem hver dag. Hun havde muligheder og luksusgoder, som de ikke havde, men ingen af dem var jaloux på hende, og det vidste hun. De misundte hende heller ikke hendes ægteskab eller det tomme forhold til Fred, men trods de valg, Jean havde truffet, var der noget ærligt og menneskeligt ved hende, som alle syntes var charmerende. Hun simulerede aldrig, men elskede at være rig og ville gøre hvad som helst, for at det ikke skulle ændre sig. Det var nærmest som et karrierevalg: hustru til en mangemillionær, der var godt på vej til at blive milliardær i 9

hightech-branchen. Fred Dawson havde et instinkt for succes, som mænd beundrede og misundte ham, og den magt, han udstrålede, virkede seksuelt pirrende på kvinder. Jean købte flere raceheste, fantastiske impressionistiske malerier, og hun ejede flere smykker fra Hermès og Louis Vuitton og Graff end de fleste andre kvinder. Men samtidig var hun i stand til at nyde en weekend i Squaw Valley i fulde drag sammen med deres fire bedste venner.

De var kørt fra Hillsborough til skisportsstedet i Freds nye Ferrari, og hun omtalte altid de tre ægtepar som de Seks Store.

Fred havde allerede haft succes, da hun mødte ham, men ikke i samme omfang som nu. Selv Jean måtte indrømme, at han havde tjent latterligt mange penge i de seneste år, men det passede hende fint. Hun følte sig som en dronning, og det var hun i sin verden. Men hendes intelligens, vid og ærlighed over for sig selv og andre forhindrede, at hun virkede utiltalende. Indimellem kunne hun være barsk, og det skyldtes skuffelserne i hendes ægteskab. Men hendes venner elskede hende, som hun var, selv om hendes mand ikke gjorde det. Som 55-årig betragtede Fred unge piger som et statussymbol, der styrkede hans ego, og det vidste Jean alt om. Uanset hvor meget plastikkirurgi eller hvor mange Botox-indsprøjtninger hun fik, eller hvor ihærdigt hun arbejdede med sin personlige træner, havde Fred ikke begæret hende i årevis. Det nærede Jean ingen illusioner om. Det krævede et stærkt ego, hvis hun skulle undgå at lade sig påvirke af det, og hun brugte hans kreditkort ved enhver given lejlighed for at styrke moralen. Det fungerede for hende.

Brad og Alyson Freeman var det stik modsatte af Jean og Fred. Efter 12 års ægteskab var de stadig vildt forelskede i hinanden, og Alyson mente, at hendes mand var verdens ottende vidunder. Hun havde været sælger for et medicinalfirma, og som 35-årig var hun begyndt at tro, at hun skulle være single 10

resten af sit liv, indtil hun mødte sin prins på den hvide hest.

Brad havde lagt mærke til hende, da hun afleverede medicinalvarer på hans kontor. Han var stadig ungkarl som 41-årig og nød hvert minut, og alle sygeplejerskerne og også Alyson drømte om ham. Han var en succesfuld ortopædkirurg og faldt for Alyson med et brag. Otte måneder efter at de var begyndt at date, blev de gift, og Alysons liv ændrede sig for altid. Hun fortsatte med at arbejde i et par måneder, indtil hun blev gravid, og havde siden haft travlt med sine tre børn. 12 år senere talte hun stadig om sin mand, som om han var en gud, og hun var taknemlig for alt, hvad han gjorde for hende, og lykkelig for deres ægteskab. Han var en hengiven, kærlig ægtemand og alle tiders far for deres børn, og hver gang Jean kom med en af sine syrlige bemærkninger om, at alle mænd var ægteskabsbrydere, hvis de fik chancen, forsvarede Alyson Brad lidenskabeligt og sagde til Jean, at han ikke havde kastet et eneste blik på en anden kvinde, siden de var blevet gift, hvilket fik Jean til at sende hende et af sine tørre smil. »Jeg ved, at Brad er perfekt og jordens mest trofaste mand, men han er stadig en mand,« sagde hun. Alysons krop var flot, men hun havde sjældent tid til at gøre noget ud af sit udseende.

Hun havde alt for travlt med børnene. Men hun trænede i et fitnesscenter flere gange om ugen, spillede tennis og elskede at stå på ski med vennerne. Selv Stephanie drillede hende indimellem med, hvor inderligt hun tilbad Brad, og hvor forelsket hun var i ham. Men det var sødt at se på, og de var tydeligvis lykkelige.

Brad havde klaret sig godt, børnene på elleve, seks og to år var kære, og parret havde et smukt hjem i Ross, som var en af de mest luksuriøse, velhavende forstæder til Marin. Det så ud til, at de levede et idyllisk liv. Brad var altid kærlig og opmærksom og lige så forelsket i Alyson, som hun var i ham. Og han var virkelig den perfekte far. Han var leder i deres ældste søns spejderklub, 11

fulgte deres datter til fodbold og ballet i weekenden og havde en »date« med Alyson hver lørdag aften på de bedste restauranter i San Francisco. Han var også en af de mest respekterede kirurger inden for sit felt. Som 53-årig var han stadig en flot mand, som så meget yngre ud, end han var.

De to par repræsenterede to yderligheder, når det gjaldt ægteskabelig lykke. Alyson og Brad var vildt forelskede, og Fred og Jean havde slået sig til tåls med et forhold, der fungerede for dem begge, men som for de mennesker, der kendte dem godt, så ud til at være fuldkommen kærlighedsløst.

Stephanies og Bills forhold lå et sted midt imellem, og de havde oplevet flere op- og nedture og et par voldsomme kriser i løbet af deres 26 års ægteskab. De første otte-ni år havde været vidunderlige og alt, hvad Stephanie havde drømt om. De havde fået børn, købt deres første hus i byen, og Bill var blevet partner i det advokatfirma, hvor han arbejdede, og klarede sig godt. De havde mødtes på Berkeley, da hun var begyndt at studere, og Bill var ved at tage afgangseksamen i jura, og de havde giftet sig kort efter, at hun havde bestået sin sidste eksamen. Hun havde fået et fedt job hos et succesfuldt reklamebureau, der havde god gavn af hendes talent for at skrive tekster og markedsføring, indtil hun fik problemer under sin første graviditet og måtte blive i sengen i fem måneder. Deres første barn, Michael, blev født for tidligt, og efter fødslen støttede Bill hende i, at hun stoppede med at arbejde. Hun blev hjemmegående og nød sit liv, men alting blev mere hektisk, efterhånden som børnene blev større, og der var tidspunkter, hvor hun fortrød, at hun ikke var blevet ved med at arbejde, så hun kunne føle, at hun udrettede noget personligt. Hun talte med Bill om det, da deres yngste datter, Charlotte, begyndte i skolen, men Bill holdt fast i, at han foretrak, at hun blev hjemme, så hun havde opgivet drømmen om at gå på arbejde igen.

12

De havde begge en hektisk hverdag. Hun havde været formand for skolebestyrelsen i flere år og var en fuldtidsmor, som engagerede sig i alle børnenes aktiviteter. Bill havde for travlt i advokatfirmaet til at deltage så meget i børnenes liv, som han burde. I årenes løb havde de indset, at det ikke var hans stærke side at være en engageret forælder. Han var langt bedre til at skabe sig en levevej, som gav dem et pænt hus i byen og betalte for børnenes privatskoler. Han var en fremragende forsørger og et godt menneske, men havde ikke noget ønske om at tilbringe weekenderne med at køre børnene fra den ene fodboldkamp til den næste eller bare at møde op til pigernes balletopvisninger eller skolekomedier en gang om året. Stephanie var blevet ekspert i at finde på undskyldninger for alle de ting, han ikke gjorde.

Han elskede sine børn, men havde tilsyneladende aldrig tid til at være sammen med dem. Han spiste sjældent aftensmad med dem og kom ofte først hjem, efter de var lagt i seng. Men på en eller anden måde lykkedes det altid for Stephanie at undskylde det og få ham til at tage sig godt ud i børnenes øjne. Selv når han spillede golf med klienter i weekenden, havde hun altid en fornuftig forklaring på, hvorfor han var nødt til at være et andet sted. Og da børnene var blevet teenagere, havde de så travlt, at de aldrig lod til at bemærke eller kommentere hans fravær, selv når de ikke havde set ham i flere dage. De troede på deres mor, når hun sagde, at sådan var fædre. Hun gik aldrig glip af en sportskamp, et møde på skolen eller et lægebesøg. Hun kørte for børnene og deres kammerater, da de var yngre, lyttede til deres problemer, lavede halloweenkostumer til dem og pustede på alle deres sår. Bills hyppige fravær lagde et ekstra pres på hende. Hun beklagede sig aldrig over det, men bemærkede det altid, og det samme gjorde Michael, før han rejste hjemmefra for at læse på universitetet.

På det tidspunkt havde han spillet lacrosse i fire år, og en aften 13

ved middagsbordet sagde han, at hans far ikke var kommet til en eneste kamp. Stephanie havde svært ved at fatte det, men da hun senere tænkte nærmere over det, blev hun klar over, at det var sandt. Michael begyndte på UCLA et par måneder senere og forberedte sig på en uddannelse i sportsledelse, som han ville tage efter college. Da han havde fået sin bacheloreksamen, flyttede han til Atlanta for at arbejde for baseballholdet Atlanta Braves. Han havde stadig tænkt sig at videreuddanne sig, men havde bare ikke tid lige nu. Hun savnede ham, men han elskede sit arbejde. Atlanta Braves var et fantastisk hold, og hun var glad på hans vegne.

Pigerne havde aldrig sagt noget om Bills præstationer som far. Stephanie forsøgte at være både mor og far for dem og talte aldrig med Bill om det. Hun vidste, at han arbejdede hårdt, og han gav dem et godt liv.

De manglede intet, og han havde givet hende og børnene en solid base. Alle tre børn havde gået i de bedste skoler, de rejste på pragtfulde ferier hver sommer, og Stephanie havde aldrig været tvunget til at gå på arbejde. Pengemæssigt var han den perfekte ægtemand og far, selv om han ikke huskede hendes eller børnenes fødselsdage eller kom til skolekomedierne.

De drøftede, om hun skulle begynde at arbejde igen, da Charlotte begyndte i gymnasiet. Louise gik i 3.g og Michael læste på universitetet, men på det tidspunkt kunne Stephanie ikke forestille sig, at nogen overhovedet ville ansætte hende. Og før hun havde fundet ud af, hvad hun skulle gøre, sprang der en bombe i deres liv, som hun aldrig havde forudset. Hun opdagede ved et tilfælde, at Bill havde en affære. Indtil da havde hun ment, at de havde et godt ægteskab, trods lejlighedsvise småproblemer.

Men gennem en række uheldige sammenfald opdagede hun, at Bill havde en affære med en yngre advokat i firmaet. De havde arbejdet på en sag sammen, og da Bill havde tilstået, svor han, 14

at det aldrig var sket tidligere. På det tidspunkt havde Stephanie havde haft særlig travlt med at hjælpe Charlotte ind på gymnasiet og Louise med hendes ansøgninger til universitetet, og hun og Bill havde næsten ikke haft tid til at være sammen. Han havde arbejdet på sit kontor hver aften indtil midnat med en vigtig sag. Han og den unge advokat havde tilbragt en uge i L.A. med at indsamle vidneudsagn, og han indrømmede senere, at affæren var begyndt i den uge. Kvinden var også gift, og afsløringen – Stephanie havde set dem på en restaurant, hvor han havde påstået, at han havde møder på kontoret – havde knust hendes verden.

Bill havde beklaget det dybt og indrømmet, at han var forelsket i den unge kvinde, men han sagde også, at han ikke ville opgive deres ægteskab. Stephanie var sønderknust og bad ham om at flytte, indtil han havde truffet en endelig beslutning. Det var en smertefuld periode for hende, og de havde levet hver for sig i to måneder. Han ville giftes med advokaten, men så besluttede hun, at hun ville blive hos sin mand. Bill var ærlig over for Stephanie og sagde, at han ville genoptage deres ægteskab og forsøge at glemme affæren. Det ville være det bedste for deres børn, men han foregav ikke længere, at han elskede hende. Stephanie ville ikke have ham tilbage i mangel af bedre, men hun havde også haft tid til at indse, at hun ikke ønskede en skilsmisse.

Alyson havde været ulykkelig på hendes vegne, da hun fortalte hende om det, og Jean havde sagt, at hun ikke var overrasket, og at det ikke var værre end de snesevis af sidespring, Fred havde haft i årenes løb. Det bekræftede simpelt hen Jeans tro på, at alle mænd var utro, hvis de fik muligheden, og at Bill ikke var bedre end alle andre. »Du kan lade ham betale for det, hvis du bliver,« sagde hun drillende til Stephanie, men hun havde ondt af veninden. Det havde knust Stephanies illusioner om Bill 15

og deres ægteskab, og det var svært, hvis ikke umuligt, at føle det samme for ham som før. De havde gået til parterapi, og det endte med, at hun indvilgede i at blive i ægteskabet. Børnene var klar over, at der var sket noget forfærdeligt mellem deres forældre, men Stephanie fortalte dem aldrig om det. Hun ville ikke have, at de skulle hade deres far, fordi han havde været hende utro. Hun syntes ikke, det var fair over for ham. Jean blev dybt forarget, da Stephanie sagde det, og hun syntes, de burde vide det, men Stephanie havde brugt 20 år på at opbygge en illusion om, at deres far var hengiven, omsorgsfuld, retskaffen og hævet over enhver bebrejdelse. Hun ville ikke udstille ham som den bedrager, han var, over for børnene eller skade deres forhold til ham, men det virkede, som om hendes eget forhold til Bill havde lidt uoprettelig skade, da han flyttede hjem igen.

Efter de to måneders adskillelse var deres liv aldrig blevet det samme igen. De mindede nærmest om bofæller, som delte et hjem. Om ikke andet troede hun på, at de elskede hinanden på grund af deres fælles fortid og deres børn, men der var ikke længere nogen åbenlyse tegn på hengivenhed, og hun beklagede sig ikke længere over, hvor lidt de så til ham. Han havde haft travlt tidligere, men nu var der en kløft mellem dem, som ingen af dem havde været i stand til at overskride. Og hun stolede ikke længere på ham, efter at han var flyttet tilbage. De havde stadig sex, men det var sjældent og uden glød. Hun følte, det var en pligt, fordi de havde valgt at blive sammen, og han elskede med hende, fordi han vidste, at han burde. Deres forhold havde aldrig været lidenskabeligt, men det havde været venligt og varmt i de første år og tilstrækkeligt senere hen, men efter hans affære var alt begæret forsvundet.

Stephanie vidste, at den unge advokat havde forladt firmaet et halvt år efter affæren, men hun var ligeglad. Bill var stadig hendes mand, men han ville aldrig blive hendes bedste ven igen eller 16

én, hun var tæt knyttet til. De havde ikke længere noget at tale om, bortset fra børnene. Hun fortalte ham om deres fremskridt i skolen og på universitetet og om Michael og Louises første arbejde. Louise var netop flyttet til New York for at arbejde i Sotheby’s kunstafdeling. De talte om praktiske ting, men aldrig om deres følelser for hinanden eller hans affære, der stod som en mur mellem dem. Hun havde sørget over det i lang tid, men nu så hun det som et typisk ægteskab efter mange år. Og hun vaklede aldrig i sin beslutning om at blive sammen med ham for børnenes skyld, og Bill havde insisteret på, at han ønskede at blive hos hende. Han ville ikke have en skilsmisse. De var en familie, og han ville have, at det fortsatte sådan, uanset hvor dårligt deres ægteskab var.

Det havde været særlig ensomt for Stephanie, da Charlotte rejste for at læse på universitetet i New York, og det var blevet endnu værre, nu hvor hun studerede et år i Rom. Stephanie og Bill havde besøgt hende i januar, og hun havde haft det fantastisk. Hun skulle bo i Rom indtil sommerferien, som hun ville holde hjemme, og bagefter skulle hun læse videre i New York.

Stephanie kunne ikke vente, til hun kom hjem. Hun legede med tanken om selv at finde arbejde. Efter at alle tre børn var flyttet hjemmefra, var hun desperat efter at få noget at rive i. Hun havde arbejdet i flere velgørenhedsorganisationer, men var led og ked af at planlægge events for at indsamle penge, og hun ville gerne udrette mere med sit liv. Aftenerne var blevet uhyggeligt stille, når Bill arbejdede sent, og de var pinlige, når han var hjemme. De havde så lidt at sige til hinanden, bortset fra de nyheder, hun fortalte om børnene. Han ringede aldrig til dem, men de ringede tit til hende. De eneste aftener, Stephanie for alvor nød, var de aftener, de tilbragte sammen med deres venner, og de rejser, de havde været fælles om i årevis. Hun kunne tale med Alyson og Jean, og Bill kunne hænge ud med »fyrene«.

17

De var alle seks gode skiløbere, men de tre kvinder tog det roligt, mens deres mænd altid skulle konkurrere, især Brad og Fred. Bill var ikke så pågående og tog det lidt mere afslappet.

Mændene løb på de sorte pister, mens kvinderne valgte de lettere, og de mødtes alle sammen til frokost og spiste på gode restauranter om aftenen.

Stephanie glædede sig til at stå på ski med Alyson og Jean.

Hun lynede sin parkajakke op og gik ind i dagligstuen i deres suite for at lede efter Bill. Han så smart ud i en sort parka, skibukser og vandrestøvler. De havde efterladt deres skistøvler, ski og stave i hans skab ved pisten. Stephanies jakke var hvid, og hun havde en lyseblå hue på og havde flettet sit lange, blonde hår. Hun stod med sine skibriller og sine handsker i hånden, og så spørgende på Bill. »Er du klar?« Han nikkede og fulgte efter hende ud af suiten.

Under morgenmaden talte de om vejret, og han læste avis. De gik sammen ud i vintersolskinnet og hen til den hotelbus, som skulle køre dem til stoleliften. De to andre par boede på et hotel neden for liften, hvilket var noget nyt. Bill havde ønsket at bo på det samme hotel som altid og havde ikke noget imod at køre i bus hen til liften. De andre ventede der allerede, og Bill og Stephanie skyndte sig at spænde deres ski på. De stod ved siden af hinanden, og Stephanie skulle lige til at sige noget til ham, da han gik hen mod mændene. Han vendte sig om og så på hende med et alvorligt blik. De smilede sjældent til hinanden. Ingen af dem tænkte på det, og det faldt dem ikke engang ind. »God tur,« sagde hun stille. Hun havde villet tale med ham om at forny Charlottes rejseforsikring, der var ved at løbe ud, men havde glemt at nævne det ved morgenmaden. Hun kunne altid tale med ham senere. De talte kun om praktiske ting såsom at få repareret taget, fældet et træ i haven eller et problem med et af børnene. Hun delte aldrig sine inderste tanker med ham 18

og havde ikke gjort det siden affæren. Det virkede meningsløst, når de ikke længere var tæt knyttet. »Tak,« sagde han, og denne gang smilede han. »I lige måde.« Der var ingen berøring, ingen kys, ingen knus, ingen kærlige ord. De var ikke længere en del af hinandens følelsesmæssige landskab. Hun havde lært at leve uden og spekulerede ofte på, om han havde en ny affære, eller hvornår han ville få det. Deres forhold havde været følelseskoldt og utilstrækkeligt i syv år.

Uden at sige mere stavede Stephanie sig hen til sine veninder. »Sød hue,« sagde Jean og så beundrende på Stephanies lyseblå hue, der havde præcis samme farve som hendes øjne. Jean var klædt i en stor ræveskindshue og en figursyet beige skidragt, hun havde købt i Courchevel. Hun var altid smukt klædt. Hun havde tid og råd til det og shoppede konstant. Hun var den bedst klædte af de tre kvinder, og hendes negle var perfekt manicurerede med klar, rød neglelak. Alyson brugte aldrig neglelak og havde droppet manicuren, da hun fik børn, og det samme havde Stephanie. Hun klædte sig enkelt og praktisk og bestræbte sig ikke på at se sexet eller sød ud for Bills skyld. Hun var klædt i et par lyseblå skibukser, hun havde haft i årevis. Den hvide jakke var ny, men hun havde rent faktisk lånt den af Louise, som havde efterladt den derhjemme, da hun rejste til New York. Alyson var klædt i rødt med en rød skihue, som hun havde stoppet sit mørke hår op under.

De tre kvinder stavede sig hen til liften og kunne se, at deres mænd allerede var på vej op. De havde skyndt sig, for de var ivrige efter at komme ud på pistene. Kvinderne tog sig god tid til at rette på deres huer og briller og tage handsker på, inden de satte sig i liften. De kunne godt have klaret de samme svære pister, som mændene valgte, men foretrak et roligere tempo. Mændene var allerede forsvundet af syne, da de tre kvinder hoppede af liften, mens de talte om deres børn. Stephanie fortalte Alyson alt 19

om rejsen til Rom og den weekend, hun og Bill havde tilbragt i London på hjemturen. Bill havde klienter i London, og Stephanie havde brugt tiden på at shoppe. Jean sagde, at hun og Fred skulle til Europa måneden efter.

De tre kvinder løb graciøst ned ad bjergskråningen og standsede flere steder for at beundre udsigten. »Åh, hvor er vejret pragtfuldt,« sagde Stephanie under en af deres pauser. Skisportsstedet var travlt denne weekend, men der var plads til alle. Der var faldet mindst 30 centimeter sne om natten, og pisten var vanskelig at løbe på, men de morede sig på vej ned og havde tid til endnu en tur. Klokken var næsten 12, da de nåede ned for anden gang og bestemte sig for at vente på mændene, så de kunne spise frokost sammen. De holdt altid pause ved middagstid og spiste på stedets bedste restaurant. »Det var ikke så dårligt af en gammel kone,« sagde Jean tilfreds efter deres sidste tur. Hun var en dygtig skiløber og utrolig veltrænet. Stephanie var også i god form. Det var kun Alyson, som var lidt forpustet, og hun beklagede sig over, at hun ikke kom så tit i fitnesscentret på grund af børnene, og at hun havde taget på i julen.

De snakkede sammen i en halv times tid, mens de ventede på mændene, og Jean så irriteret på sit ur. Det var et rosa guldRolex Daytona, som Fred havde foræret hende året før. »Hvad fanden laver de?« Hun rullede med øjnene med et velkendt ansigtsudtryk, som hun ofte fremviste, når hun talte om Fred. »De er sikkert ved at samle piger op på pisten.« Alyson så oprevet ud, som hun altid gjorde, når Jean sagde den slags. »Det ville Brad ikke gøre,« forsvarede hun ham. »Og de har for meget fart på til at jagte kvinder,« sagde Stephanie og lo. »De er mere interesserede i at vise sig for hinanden,« tilføjede hun snusfornuftigt, og de lo alle tre. Jean foreslog, at de gik hen på restauranten og ventede på mændene dér, for hun 20

trængte til en Bloody Mary. Hun havde næsten fået overtalt de to andre, da Stephanie fik øje på Brad og Fred, der kom gående efter en af skipatruljens slæder. De to mænd så alvorlige ud, og da Stephanie så en skikkelse under et tæppe på slæden, blev hun klar over, at det måtte være Bill. Uden et ord løb hun dem i møde. Jean og Alyson så på hinanden og fulgte efter hende.

Så snart Stephanie nåede hen til mændene, standsede de, og da hun bøjede sig ned for at trække tæppet væk fra hans ansigt, greb Brad fat om hendes arm og standsede hende. Udtrykket i hans ansigt sagde alt, og han havde tårer i øjnene. »Steph, lad være ... »Hun kiggede på ham og kunne se, at der var sket noget forfærdeligt. »Hvad er der sket? Er han okay?« sagde hun panikslagen og rakte ud efter sin mand igen, men Bill bevægede sig ikke. »Han sank sammen på pisten,« forklarede Brad anspændt med et sønderknust ansigtsudtryk. »Jeg tror, han fik et hjerteanfald. Jeg gav ham hjertemassage, indtil skipatruljen nåede frem. Jeg kunne ikke genoplive ham,« sluttede han med tårer i øjnene. »Åh gud!« Stephanie spændte skiene af og knælede i sneen.

Hun undrede sig over, at de ikke gjorde noget for at hjælpe ham, og da hun trak tæppet til side, så Bill ud, som om han sov. Brad rystede på hovedet og så på de to andre kvinder, og de forstod ham med det samme. Alyson fik tårer i øjnene, da hun så på sin mand, og Jean stirrede chokeret på Fred, som også rystede på hovedet. Stephanie knælede stadig i sneen med armene om Bill, men det var tydeligt, at han var død. Brad lagde en arm om hende og hjalp hende op at stå og sagde, at Bill ikke havde lidt.

Han fortalte, at han var død på stedet, men Stephanie så vantro på ham. »Det er umuligt ... han har det godt ... han har ikke problemer med hjertet. Han var til kontrol i sidste uge,« sagde hun.

21

»Det sker bare en gang imellem,« sagde Brad blidt. Skipatruljen førte langsomt slæden hen til førstehjælpsstationen, og Brad holdt om Stephanie, da hun begyndte at græde. Hun blev ved med at sige til sig selv, at det ikke kunne være sandt. Det var ikke sandt. Bill var 52 år, og han kunne ikke være død. Hun forsøgte at huske, hvad han havde sagt samme morgen, før han tog af sted med de andre. Ikke »jeg elsker dig« eller noget andet kærligt, bare »tak«, da hun ønskede ham en god tur. Han havde ikke kysset hende farvel, og hun havde ikke prøvet at kysse ham.

Det var ikke faldet hende ind, at noget kunne gå galt, og at hun aldrig ville få ham at se i live igen. Han sagde bare »tak«, og nu var han død. Hun følte sig som en robot, da hun gik hen til skipatruljens station sammen med de andre. Redderne havde lagt Bill på en båre og stillet den i et lille rum. En af mændene viste hende derind, og hun stod ved siden af Bill og så på ham, stadig ude af stand til at fatte, hvad der lige var sket. Den mand, hun engang havde elsket og havde været gift med i 26 år, var død. De havde ikke været lykkelige de sidste syv år, men de var blevet sammen. De havde elsket hinanden på en stilfærdig, stiltiende måde. De havde regnet med at blive sammen altid. Han var far til hendes børn ... og nu var han død. Stephanie stod bare og så på ham og kærtegnede hans ansigt, mens tårerne strømmede ned ad hendes kinder.

22

© BRIGITTE LACOMBE

Stephanie Adams lever i et kærlighedsløst ægteskab og har tre voksne børn, som for længst er flyttet hjemmefra. Da hendes mand pludselig dør, står alle muligheder åbne, men hun har meget svært ved at finde sig selv og komme videre i sit liv.

En spontan tur fører Stephanie til Las Vegas og Grand Canyon, hvor et tilfældigt møde med countrystjernen Chase Taylor vender op og ned på hendes tilværelse. For sammen med Chase mærker Stephanie igen, hvad kærlighed er, men tør hun kaste sig ud i et nyt forhold, eller skal hun vende tilbage til det sikre og fornuftige derhjemme.

Danielle Steel er en af USA’s allerstørste forfattere. Hendes bøger er trykt i mere end 600 millioner eksemplarer og udkommer på 28 sprog. Hun bor i både Californien og Paris.

GRIB DAGEN

GRIB DAGEN er en fortælling om tab og sorg og om at være åben overfor forandringer.

grib dagen

Læs mere på Danielle Steels hjemmeside www.daniellesteel.com

www.lindhardtogringhof.dk

OMSLAG – IMPERIET

ROMAN

LINDHARDT OG RINGHOF