Hafnia Punk - læseprøve

ROMANEN ER EN FEST. DET ER HAMRENDE GODT.

BENN Q. HOLM (født 1962) debuterede ende og har siden udgivet en lang række romaner, bl.a. Sommer og Album, der er filmatiseret som tv-serie. Seneste udgivelser er Byen og øen og Manden i glasset.

En bragende godt skrevet bog.

– BT

Man må bøje sig i respekt.

– INFORMATION

Et intenst blik på byen og dens mennesker.

HAFNIA PUNK er en stor og vigtig samtidsroman.

– AKTUELT

Succes eller fiasko, fortvivlet eller lykkelig, rig eller fattig.

Menneskeskæbner krydser hinanden i baggårde, på kontorer, i elskovsreder, under broer og på barer i denne kalejdoskopiske roman om København.

FOTO: THOMAS A

www.lindhardtogringhof.dk

BENN Q. HOLM HAFNIA PUNK

som forfatter i 1994 med romanen Til verdens

–POLITIKEN

Holm udskifter denne gang sin lette storbymelankoli med en hæsblæsende og humoristisk kynisme, der passer godt til vores slyngelhelt … Det er ret morsomt gjort.

– POLITIKEN

BENN Q. HOLM

HAFNIA PUNK EN MODERNE KLASSIKER LINDHARDT OG RINGHOF

Benn Q. Holm kan knalde en scene op sindssygt skarpt, set og sanset, så den virkelig gnistrer på få linjer - og gør det hele tiden.

– POLITIKEN

Den slags enkle og direkte realisme, som han skriver, fås ikke meget bedre.

– KRISTELIGT DAGBLAD

B E N N Q. H O L M

Hafnia Punk ROMAN

Lindhardt og Ringhof

Hafnia Punk.indd 1

10/06/15 08.54

Hafnia Punk © Benn Q. Holm, 1998 Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Imperiet/Harvey Macaulay Foto © Rune Johansen/Polfoto Bogen er sat med Berling hos LYMI Trykt hos Livonia Print 6. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-11-33218-4 Printed in Latvia 2015 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont www.lindhardtogringhof.dk

Af samme forfatter: Til verdens ende, roman 1994 Mørk, roman 1995 Flugtens tid, roman 1997 Hafnia Punk, roman 1998 Sommer, roman 1999 Album, roman 2002 Frederik Wenzels rejse, roman 2004 Den Ukendte, roman 2005 Københavns mysterier, roman 2008 Den gamle verden, roman 2009 Byen og øen, roman 2011 Manden i glasset, roman 2014

Hafnia Punk.indd 2

10/06/15 08.54

Indhold

Januar Lørdag aften 7 • Lørdag nat 11 • Blækspruttens nøl 14 • Tomme flasker 16 Februar Børn af tiden 27 • I smug 32 • En uge hver tredje uge 33 • Shopping 36 Marts Gennem byen 45 • Hjemme i vinden 48 • Martin Krag blæser ned ad fortovet 53 • Surprise party 55 • Laura og Luna, Luna og Laura 61 • Helsingørmotorvejen, tirsdag morgen 63 • Hvidovre-FC København, 16. marts 1997 68 • Svævende 78 April Magasin du Nord 83 • Første pokalsemifinalekamp, Silkeborg-FC København, 9. april 1997 91 • Gæster 96 • Elisa får en ny klient 99 • Hvad laver de nu, i dette øjeblik? 101 Maj Sol og regn 109 • I den blå løvetime 118 • Svimmel, meget svimmel 119 • Pokalfinale, FC København-Ikast, Kristi Himmelfartsdag 130 • Kærlighedens detektiv 131 Juni Livet i forstæderne 139 • Nøgen i fortidens rude 147 • Bendix Harboe får sig en reparationsbajer 151 • Havnen, en sommeraften 155

Hafnia Punk.indd 3

10/06/15 08.54

Juli Nat med Charlotte 159 • Copenhagen Clinton Jazz Festival 163 • Et lille eventyr 171 • Der mangler noget ... 174 • Ingen kære mor 178 August Varm 183 • Familiesøndag 187 • Base Camp 190 • Hvad er det vi gør galt? 196 • Gadebilleder 202 • AB-FC København, 31. august 1997 204 September Halvfætrene 209 • Dødtræt af blå 217 • Cornershop og Tindersticks i Amager Bio 219 • Europa Cup for pokalvindere, 1. runde, FC København Ararat Yerevan, 18. september 1997 223 • ... og kastes i helvedsilden 225 • Klaustrofobi 233 • Klar til optagelse 236 • Et besøg fra provinsen 252 Oktober Rundtomkring, ved kødgryderne 257 • Dommerenken 261 • Kulturnat 266 • Laura tager en mand med hjem 271 • Ottendedelsfinale, pokalturneringen, B. 93-FC København, 29. oktober 1997 273 • Charlotte en gang imellem 275 November Europa Cup for pokalvindere, 2. runde, FC København-Betis Sevilla, 6. november 1997 283 • I den sidste tid 286 • Når det en sen eftermiddagstime ringer på døren 290 • Fodboldsøndag på Imbiss Bar 298 • Undskyldninger 301 • På spanden 307 • Efterladte papirer 310 • De omfavnede hinanden, hurtigt 313 December TV-Byen 319 • Christian på loftet 322 • En dejlig aften 331 • Tomheden 334 • Tredje søndag i advent 340 • I det foreløbiges rum 349 • Turist 355 • Forbi? 361

Hafnia Punk.indd 4

10/06/15 08.54

Januar

Hafnia Punk.indd 5

10/06/15 08.54

Hafnia Punk.indd 6

10/06/15 08.54

Lørdag aften Et snefnug landede på ruden.

Christian så sin silhuet afspejle sig, så sin krop glide sammen med byens lys på den anden side af vinduet. Han strakte armen frem, som om han rakte ud efter sig selv. Jeg er to, tænkte han idet hans fingre berørte ruden, men den anden bliver mindre og mindre for hver dag.

Han hørte Elisa komme ud fra badeværelset hvor hun havde gjort toilette den sidste time. Han fjernede sig fra stuevinduet og gik hende i møde i entreen.

“Allerede klar?” sagde han.

Elisa smilte, hun funklede. Så målte hun ham indgående, og smilet forsvandt.

“Du har forhåbentlig ikke tænkt dig at gå sådan?” Hun vif­tede med fingrene i et forsøg på at få neglelakken til at lyntørre.

“Hvad mener du?”

Elisa stod stadig med de strittende fingre, “Christian,” sukkede hun.

Han skyndte sig ind i stuen, kiggede ned på gaden. “Den er her!” råbte han, lidt for begejstret, “taxaen.”

Hun stod bag ham. “Du behøver ikke råbe, jeg står lige her.

Hør nu, skat, vil du ikke nok, for min skyld ...”

Christian slukkede for anlægget, midt i Saturday Night med Suede. Han så de små røde lys i anlægget gå ud. Den rene stilhed. “Vi kommer for sent,” sagde han.

7

Hafnia Punk.indd 7

10/06/15 08.54

Hun overhørte ham. “Du kan altså ikke have den FCK-Tshirt på under jakkesættet.”

“Hvorfor ikke? Den er helt nyvasket.”

“Jeg er dødimponeret. Og du har heller ikke brune sko på.”

“Bare fordi vi skal til middag med et bundt advokater, er der vel ikke dresscode; hvor er det pisseirriterende, nu har jeg ventet på dig i en stiv time ...”

“Jeg venter gerne på dig i to minutter mens du tager en skjorte på.”

Christian Raft var allerede på retræte. Han var ingen fighter. For et halvt år siden havde han sagt sit job op. Ikke flere billeder. Nu boede han et sted i den stille zone. Han opgav med glæde alting for hende. Han så op og ned ad hende, guderne skulle vide at hun havde gjort noget ud af sig selv. Formiddagen havde hun tilbragt hos sin frisør. Ny frisure, ny kjole, nye sko. For helvede, hvor var han heldig.

Men jeg siger det ikke, tænkte han forbitret og længtes efter en sjus.

“Det er mine kolleger, Christian.”

“Jaja.”

Taxaen dyttede.

“Er det fordi det er en FCK, eller er det fordi det er en T-­shirt?”

“Begge dele,” Elisa havde bevæget sig hen til det store spejl der hang over den ombetrukne Londonsofa, “men især det sidste.” Hun duppede læberne forsigtigt mod hinanden og strøg en hårlok om bag øret med en krum finger så neglelakken ikke kom i karambolage med den bølgende mørkebrune frisure. Hun strøg håndfladerne fladt mod hofterne, trådte et skidt tilbage, trak maven ind.

“Har jeg ikke tabt mig?”

“Jojo.”

Taxaen dyttede igen.

Elisa vågnede op, “jeg finder en skjorte til dig.”

“Jeg tager ikke slips på!” råbte han.

8

Hafnia Punk.indd 8

10/06/15 08.54

“Du er en sand rebel.”

Han fulgte efter hende, smed den sorte jakke og afførte sig, med noget der lignede sorg, sin hvide T-shirt mens han funderede over den svaghed der stak ham så snart Elisa udsatte ham for sine indgroede borgerlige vaner. Borgerlighed: For ham var det tryghed, et sted hvor han søgte ly når presset fra omverdenen blev for tungt, for hende var det disciplineret arbejde og pæne bordmanerer.

Elisa rakte ham en sennepsgul manchetskjorte fra Brdr.

Andersen, “denne her.”

“Tænd lyset på trappen så han kan se at vi er på vej.”

Han hjalp hende pelsen på så hun kunne gå i forvejen.

Han fandt sine manchetknapper, huskede posen med værtindegaven og vendte sig i entreen for at sikre sig at alt lys var slukket i lejligheden. Han fik øje på det. Der hang det lige så stille, trist og slapt som et forladt tøjdyr i en Peter Plys-historie, det lugtede stadig voldsomt af efterårssæsonens lange række af nederlag, den håbløse nedtur. Og spildte ølsjatter, formentlig. Christian stirrede på det og følte sig straks lige så slatten og vemodig.

Elisa sad på bagsædet og konverserede høfligt chaufføren på den karakteristiske facon hun tillagde sig når hun mødte folk fra andre sociale sfærer end hendes egen, belevent, men alligevel som om hun henvendte sig til et tungnemt barn.

“Jeg prøver at fortælle ham vejen,” hun fik øje på Chri­ stians nussede FCK-halstørklæde som han havde svunget om halsen som var det et elegant silketørklæde fra Hermès.

“Han kan nok selv finde vej, skal du se.” Christian spottede øjeblikkelig den lille læderdukke i fodboldtøj der hang under bakspejlet. Han følte en gysen, den sædvanlige lille gysen, det lillebitte had, dukken var gul og blå, i den senere tid havde han bemærket flere og flere af disse små dukker, især i tax­ aer og den slags halvrustne varevogne som grønthandlere og håndværkere kørte rundt i, og hver gang troede han at det var fjendens, indtil det endelig var gået op for ham at det var 9

Hafnia Punk.indd 9

10/06/15 08.54

tyrkere der udstillede deres store hengivenhed for Istanbulklubben Fenerbahce.

“Nå, Fenerbahce, hvad?” Christian nikkede til taxachaufføren.

“Nå, FC Kopenhag, hvad?” nikkede chaufføren tilbage.

Bilen speedede op, lidt efter drejede de ud på Falkoner Allé.

Elisa fik ikke indført et ord mens de kørte gennem byen.

Det hjalp ikke at Christian havde fået sin lyst styret, heller ikke at han gjorde mine til at samtalen for hans vedkommende var afsluttet, ved at henvende sig til Elisa med et spørgsmål til selskabets sammensætning. Chaufføren talte ufortrødent videre, nu om de tyrkiske og danske landshold.

“Jeg er ligeglad med landsholdet,” meddelte Christian.

“Hvad er du! Du ligeglad med landshold?” “Jep, fuldstændig ligeglad. Bedøvende.”

“Men jeg stadig ikke helt forstå. En mand må elske sit fædreland.”

“Jaja.” Christian gad ikke diskutere med manden, slet ikke når Elisa sad ved siden af med sit tvivlsomme smil. Selvfølgelig holdt han med Danmark, men det betød ikke noget.

Han var ikke engang nervøs under en landskamp, ikke det ringeste, kunne finde på at gå ud og tisse midt i det hele. Når FCK spillede, puttede han ekstra salt på sin mad før han tog af sted, så han ikke blev nødt til at forlade sin faste ståplads på C6 i Parken før der var halvleg eller det var forbi.

Elisa betalte for turen, hvilket tilsyneladende kun bestyrkede chaufførens mistro til Christian. Han kiggede lettere skeptisk efter ham med den ene hånd hvilende på taxaens fordør og kroppen halvt inde i bilen, mens Christian åbnede havelågen for Elisa og tog hende under armen for at føre hende op ad flisegangen til villaen.

“Vent,” sagde hun, “kys mig.”

Han kyssede hende. Han mærkede hendes hånd søge ned mod hans gylp, hendes fingre pillede ved buksestoffet, “i nat, når vi kommer hjem ...” hviskede hun.

10

Hafnia Punk.indd 10

10/06/15 08.54

“Ja,” stønnede han.

“Og tag så det fordømte halstørklæde af.”

Der var lys i alle villaens vinduer. På begge sider af den brede hoveddør stod der to stenkrukker pyntet med julegran og små el-pærer. De gik op ad trappen, “hvordan ser jeg ud?” spurgte Elisa og vædede i det samme en finger og berørte hans mundvige, “du har læbestift i hele hovedet.”

“Du ser fantastisk ud. Lad os tage tidligt hjem.” “Det kunne du lide, hvad? Stå nu lige stille, Christian.”

“Er det væk?”

“Ja.” “Okay, så.” Han greb fat i den tunge messingdør-hammer og lod den falde med et enkelt skarpt smæld.

Lørdag nat Daniel bad taxaen vente mens han løb hen til automaten.

Hævede tusinde kroner, sprang tilbage til bilen, dejsede om på bagsædet og sagde, “Matthæusgade.”

Han tændte en smøg med sin engangslighter, Dunhillen var røget før jul, stirrede anspændt gennem ruden på januars sneslud. Radiocentralen spyede adresser ud, sendte vogne af sted som var de løbere i et mystisk og kaotisk natorienteringsløb der ville strække sig mange timer endnu, til solen stod op over byen og afslørede de tomme triste søndagsgader, mange timer endnu, weekend efter weekend.

Den store Mercedes finkæmmede gaden.

“Stop her.”

Han betalte og steg ud. Tændte en ny smøg. Gik frem og tilbage på fortovet. Fandens også. Så var det nu: Han kunne bare gå videre ud i byen og drikke sig fra sans og samling, vakle bedøvet hjem, eller han kunne besegle sin skæbne. Daniel kiggede op ad facaden. Jo, der var lys, selvfølgelig var der lys.

11

Hafnia Punk.indd 11

10/06/15 08.54

Sidste gang. Allersidste gang. El fucking ultimo. Han trykkede på Osmans dørknap. Lang tid. Forskrækket bjæffen gennem den skrattende dørtelefon. Endelig, efter hvad der føltes som minutter, en tynd summen. Gik op ad den ramponerede opgang. Der glippede det nytårsforsæt. Væddemålet.

Men hans indsats havde været så meget større end Christians, der var mere på spil for ham. Han ville ikke røre noget dope i det Herrens år 1997, Christian ville gå til middag hos en af partnerne i det advokatfirma hvor Elisa arbejdede, iklædt en FCK-T-shirt. Og Hoppe, hvad havde han lagt som indsats? Sin pik og sit hjerte. Hoppe ville i det nye år kun gå i seng med sunde selverhvervende kvinder der havde et afklaret forhold til enlige fædre. Men Hoppe var i musikbranchen, så det sagde sig selv at han vadede i absurd vilde pigebørn der stak deres bryster op i fjæset på ham, heldige svin. Folk ville altid have noget andet. Og ham selv? Daniel vidste det ikke.

Døren stod på klem. Osman kiggede vredt ud på ham og fjernede sikkerhedskæderne med en langstrakt raslen. “Dannyboy, du skræmte livet af mig, der sidder fire fyre med tyndskid derinde. Har jeg ikke sagt du skal ringe først? Vi var fandeme lige ved at skylle hele lortet ud, mand.”

“Force majeure.” “Hvad?”

“Ikke noget. Troede I lærte fransk dernede i Beirut. Giver du en drink?”

De stod i den smalle entré.

“En drink? Come on, Dannyboy, du kommer ikke her midt om natten for at få en drink?”

“Skrid, Osman.”

“Jeg har stadig din Dunhill hvis du har penge.” “Det må vente.”

“Aha.” Han strøg sin moustache. “Hvor meget. To gram?”

Daniel trak på skuldrene, “stik mig en drink først.”

Stuen var tilrøget og ruderne så duggede at det så ud som om de var blændede. Der sad fire mænd rundt om et lavt sofabord hvor det flød med Marlboro-cigaretpakker, mobilte12

Hafnia Punk.indd 12

10/06/15 08.54

lefoner og halvtomme spiritusflasker. Et fjernsyn kørte uden lyd. En blond kvinde blev røvpulet af en mulatpige med en sort læderdildo spændt fast om underlivet.

Han drak sin gin-tonic stående, kiggede fra skærmen til mændene, frem og tilbage. Osman diskuterede lavmælt med en af fyrene der sad henslængt i en kolossal lædersofa og stirrede på pornofilmen mens han nikkede apatisk.

“Kom, Dannyboy, kom min ven.”

Han fulgte efter Osman ud i det aflange køkken. Askede sin cigaret i et kaffefilter der lå i køkkenvasken, mens Osman fandt vægten frem.

“Har du penge? Vis mig.”

Bagefter spurgte han, “må jeg låne toilettet?”

Osman grinte bare, klaskede ham på skulderen og gik ind i stuen.

Da han lå på knæ ude på det lille toilet der stank af gammelt pis, og lagde den første bane til rette på brættet, følte han det velkendte jag af skam, en følelse af at forråde noget dyrebart, noget han ikke ville få chancen for at møde igen, men han ville ikke tænke på det nu, han gravede ikke sin egen grav, han dækkede den til, gik sin vej, alene.

Daniel bøjede sig frem, blokerede det ene næsebor med pegefingeren.

Mændene havde tabt interessen for pornoen. De ventede på en boksekamp fra Las Vegas. Den mindste af dem, en lille tæt fyr med plysset militærfrisure og fipskæg, stirrede på ham. Daniel vidste at de kaldte ham for Serberen. Han skyllede en ny gin-tonic ned og skred.

Serberen indhentede ham i entreen.

“Hvis du mangler et job?”

“Tak, jeg har et job.”

“Dannyboy arbejder for sin farmand, yes?” Osman var kommet til. I hånden holdt han en stor grim joint på størrelse med de kræmmerhuse med julete hans mor købte i Perchs Thehandel. “Daddy cool and little Dannyboy.” Osman slog 13

Hafnia Punk.indd 13

10/06/15 08.54

en vild latter op, “big daddy cool cash,” jointen glødede i den dunkle entré, Daniel vaklede.

Det hjalp at komme ned på gaden. Var det iskoldt, mærkede han det ikke, Daniel undrede sig nærmest over at hans ånde stod som en varm blok ud i nattefrosten. Han gik hurtigt nu. Det morede ham at puste varm luft ud, som var han en ildsluger der spyttede benzindampe ud. Gaderne var rolige nok. Til at leve med. Ingen ballade, ingen uroer. Vesterbro slumrede. Den gamle luders krampetrækninger, snart kom det lette kavaleri. Daniel satte støvlerne tungt mod fortovets fliser, alligevel følte han sig svævende. Let og fjern. En hysterisk politisirene, taxaer på speed, et par ravende fodgængere med armene viklet om hinandens skuldre, som et siamesisk tvillingepar på dødsdruk. Daniel gik gennem de gamle gader.

Han havde ingen idé om hvor han var på vej hen.

Blækspruttens nøl Telefonen ringede hos Bendix Harboe. Han rakte ud efter røret, skrev videre med den frie hånd. “Ja?” “Det er Ruben.”

“Hej, Ruben.”

“Hvad laver du?”

“Hvad jeg laver? Øjeblik ...” han opdagede at der lå en brændende cigaret i askebægret med en hvidgrå bændelorm af aske foran sig, han tog den op, inhalerede, “joeh ... arbejder.”

“Tak for sidst,” sagde hans forlagsredaktør.

“Hvad mener du?” spurgte Bendix Harboe, allerede lettere paranoid.

“Ja, nytårsaften. Du blev godt stiv, skal jeg ellers love for.”

“Arh, visse-vasse,” Bendix Harboe lænede sig tilbage i stolen, smækkede fødderne op på bordet og kom til at sparke 14

Hafnia Punk.indd 14

10/06/15 08.54

et mindre bjerg af bøger og papirer på gulvet, “det var ikke noget at tale om.”

“Fik du fat i en taxa?”

Bendix Harboe tænkte sig om. Havde han fået fat i en taxa? Det var snart to uger siden nu, det kunne han sgu da ikke huske. “Jeg gik noget af vejen,” løj han så.

“Ved du hvad, Bendix,” Ruben Vestergård slog den kammeratlige tone fra, nu talte han forretningsmæssigt, Bendix rettede sig op, på vagt: “Jeg er lige blevet rykket af en agent.

Andrew Nurnberg i London. Skal svare på den Stewart O’Nan-roman.”

“The Speed Queen?”

“Optionen er udløbet. Sig mig, hvor lang tid har du haft den liggende? Du fik den i december.”

“Jeg har læst den.”

“Er den god?”

“La-la.”

“Hvis du har læst den, hvorfor får jeg så ikke en konsulentudtalelse?” Redaktøren var pludselig begyndt at læspe.

Bendix kendte den lyd. Ruben sad og suttede på sin pibe.

“Jeg har så pissetravlt,” klagede Bendix Harboe. “Kussemafiaen i TV-Byen, avisen, dig, min roman.” Efter disse fire stik­ ord trak han triumferende vejret.

“Det ændrer ikke noget her og nu. Desuden påstår du altid at du bliver syltet på avisen. Og hvem betaler bedst?”

“Det gør du,” svarede Bendix Harboe sukkersødt.

“Så får jeg den, hvad skal vi sige, på fredag?”

“Kan det ikke vente lidt?”

“Hvorfor?”

Bendix tøvede. “Fordi jeg er så negativ for tiden. Den er måske slet ikke så la-la når alt kommer til alt. Skulle jeg skrive udtalelsen i dag, ville det blive en massakre. Hvis jeg nu venter til weekenden når jeg garanteret er i bedre humør ...”

“Negativ!” himlede den mand der ud over at være hans redaktør også brødfødte ham med lunser fra konsulentud15

Hafnia Punk.indd 15

10/06/15 08.54

talelsernes bord. “Du er jo stort set altid negativ i dine udtalelser.”

“Skeptisk, kritisk. Ukorrupt. Ikke nem at imponere.”

“Kan du finde på mere?”

“Ikke lige nu,” indrømmede Bendix Harboe. “Ring igen om fem minutter.”

“Okay, jeg har fanget den,” sagde Ruben, “du sidder med din roman og har ikke tid til andet.”

“Hvad med et mundtligt resumé? Over en drink i aften, kunne det ikke være hyggeligt ...”

“Smadderhyggeligt. Hør nu, Dixie, bank et eller andet af i en fart, og fax det til mig. Så tager vi en drink en anden dag.”

Bendix Harboe gik surmulende i gang med at samle bøger og papirer op fra gulvet. Umuligt at få arbejdsro. Han fandt The Speed Queen blandt de bøger der var røget ned fra skrivebordet. Han manglede at læse tredive sider. Klokken var elleve om formiddagen. Han læste hurtigt og kunne ikke drømme om at spilde sin tid med at slå ord op som han ikke kendte. Han sprang frokosten over og satte sig til at skrive udtalelsen ved tolvtiden. Omkring klokken et var han færdig, spiste en gulerod og skyllede en Panodil ned med et stort glas vand sådan som hans elskerinde Simone havde lært ham at man burde gøre, af hensyn til væskebalancen. Simone og hendes skide tre liter vand om dagen. Alle var på nakken af ham. Bendix Harboe fiskede dagens første lyse øl ud af køleskabet, tændte en smøg og gav sig til at skrive på sin nye roman.

Tomme flasker Charlotte havde brugt en halv time på at lede efter koden.

Hun vidste et hundrede procent at hun havde skrevet den op et eller andet sted. Hendes bogsamling var pænt stor uden at 16

Hafnia Punk.indd 16

10/06/15 08.54

være prangende og bestod mest af lasede paperbacks gamle kærester havde efterladt, nogle af forældrenes bogklubbøger hun havde lånt uden at aflevere tilbage og nu havde haft stående så længe at hun betragtede dem som sine, plus alt det løse: nodehæfter, fotoalbum, Kvinde kend din krop som hun i sin tid havde fået overrakt af sin mor med samme ceremonielle højtidelighed som var det en orden hun modtog, ferieguider til Amsterdam og Indien, nogle ordbøger og et par krimier. Det tog hende ikke lang tid at hale samtlige bøger ud af reolen og ryste dem i håb om at den lille seddel med hendes Unifon-kode ville drasle ned på gulvet foran hendes bare fødder.

Hun gik lidt rundt, endevendte bunken med gamle mode­ blade, åbnede kaffe- og kagedåser ude i køkkenet, halvstøvede relikvier fra hendes loppemarkedsfase der aldrig havde tjent som andet end et dekorativt påskud, gennemrodede kommoden og de sorte arkivkasser i soveværelset. Så fik hun den lyse idé at tjekke sin pung, hældte indholdet ud i én stor pærevælling, gamle dankortnotaer, huskesedler, visitkort, af­ revne papirlapper med hastigt nedgriflede telefonnumre, sygesikringsbevis, et krøllet frimærke, og alle de forskellige plastickort til klubber, motionsinstitutter og mærkelige bonusordninger hun aldrig havde benyttet sig af, et kondom, en enlig ørenring der var gået i stykker, fnuller. Alt var der i den pung, undtagen penge. Til gengæld lå der en lille nusset seddel med den telefoniske kode til banken.

Charlotte skyndte sig hen til telefonen.

Mistanke bekræftet: Hun var flad. Der stod niogfirs kroner på hendes konto. Midt på måneden.

Og hun havde kun én cigaret tilbage.

Hun satte noget Goa-techno på. Dumpede ned i stolen ved vinduet hvor lyset faldt ind, trak kimonoen til side og begyndte at plukke de hår af som var vokset ud i bikinilinjen. Charlotte betragtede huden der nu var fyldt af små røde pletter og altid mindede hende om skindet på en kylling.

17

Hafnia Punk.indd 17

10/06/15 08.54

Hun kiggede ned ad sine ben. Ikke noget at udsætte på dem.

Hendes røv var lidt for lille, syntes hun selv, ellers var alt på hende i orden, hun målte en meter og femogfirs uden sko og var højere end sin far. Hendes far som altid “glemte” Information når han var på et af sine sjældne besøg, i håb om at banke lidt dannelse ind i hovedet på hende. Så stod han der og fik øje på sine romaner fra Samlerens Bogklub i reolen, og sagde, “sig mig, er det ikke ...” men han lod dem altid stå, og når de så var gået, forældrene, hendes mor skulle som regel skynde sig videre til et foredrag eller en udstilling hvor hun endog måske selv havde bidraget med en skæv lerkrukke, lå avisen og blomstrede på køkkenbordet. Med hundrede eller to hundrede kroner nedenunder.

Måske skulle hun se at komme i tøjet. Hun tænkte hele tiden på cigaretten mens hun klædte sig på. Sin økonomi. Der var den store Johnnie Walker-magnumflaske hun smed småpenge i, men hun havde tømt den før jul, og det så lidt sølle ud, den lille pyt af kobberfarvede 25- og 50-ører med enkelte sølvagtige glimt fra en- og tokroner i bunden af flasken.

Da hun havde røget cigaretten, gik hun ud i køkkenet og fandt de helt store plasticposer frem, dem hun brugte dengang hun slæbte vasketøj hele vejen hjem til Lyngby, nu var der kommet fællesvaskeri i kælderen. Bagefter mønstrede hun de bugnende poser. Der var tooghalvtreds tomme flasker, lidt over hundrede rare kroner, bedre end ingenting, hun måtte tage forbi Morton og låne til resten af måneden.

Hvad skulle hun gøre uden ham?

Charlotte Månsson trak i sin hvidtjavsede afghanerpels og lod radioen spille i stuen som tyverialarm. Hun gik ad stien langs den store plæne ved Genforeningspladsen. Posernes plastickanter skar i hendes fingre. Tog trapperne ved statuen til minde om Genforeningen i 1920, fortsatte mod Borups Allé. Hun passerede den usynlige kommunegrænse mellem København og Frederiksberg; tingene så allerede bedre ud.

Villaerne bag Fuglebakken Station, dér gad hun godt bo 18

Hafnia Punk.indd 18

10/06/15 08.54

når hun blev gammel og fed, sådan et sted hvor der boede ministre og stenrige enker. Ligge på en divan dagen lang og holde sig unge virile elskere. Drikke Blå Bols og genhøre sine cd-udgivelser fra slutningen af 1990’erne og begyndelsen af det nye årtusinde, eller de store opsamlingshits, The Best of Charlotte M., vol. I-II. Nu gik hun ind i ISO med sine tomme flasker. Halv­liters Julebryg, ølflasker med eller uden krave, colaer. Det tog sin tid at få flaskerne ind i automaten. Køen voksede bag hende, hun var ikke engang gennem den første pose endnu. En håndværker med to ølflasker i den ene hånd stod helt oppe i røven på hende og brokkede sig. “Det var dog satans til tid,” blev han ved. Han lugtede som et helt værtshus. Charlotte ignorerede ham. Hendes bryster var spændte og en smule ømme, kunne mærke at hendes lunte var kort i dag. Da hun var færdig, vendte hun sig og så ham ind i øjnene, han var et stort brød, men hendes ildrøde hår stod ud til alle sider, og hun så at det gav et gib i ham, og hun nidstirrede den stoute mand i plettede overalls og en ternet skjorte hvor en pakke Cecil stak op af brystlommen, og hun slog med hovedet i retning af inskriptionen på flaskeautomaten. “Vil du ha et råd?” spurgte hun.

“Hvad ævler du om? Kan vi andre måske komme til nu?”

“Et råd, ikke? Se hvad der står.”

Håndværkeren kiggede, “ja?”

Brug højre hånd, stod der med sort skrift.

“Det er jeg sgu for træt til om aftenen, søster. Nogen skal jo arbejde.”

Charlotte indløste bonen i blad- og tobakskiosken og købte cigaretter. Hun kunne ikke forstå hvor pengene blev af. Tænk hvis hun en dag arvede. Vandt i Lotto. Engang havde hun tjent lidt sort ved at smide kludene for en fotograf, billederne skulle kun bruges i udlandet, i Tyskland vistnok. Det havde ikke været noget særligt, lidt som at ligge topløs på stranden hvor mændene gloede så man skulle tro at øjnene ville trille ud af hovederne på dem; bortset fra at her havde 19

Hafnia Punk.indd 19

10/06/15 08.54

hun smidt det hele og fået penge for det. Hun gik nu og da og drømte om hvordan billederne, når hun var blevet et navn, ville dukke op på Nettet. Foreløbig skulle hun øve med bandet i aften på Amager. Ventetiden skulle slåes ihjel. Med Morton. Ja, hvad skulle hun gøre uden Morton. * Tiden løb fra hende. Hun blev nødt til at tage en taxa. Morton var computerfreak og insisterede på at vise hende noget nyt kram han havde fået. Faktisk interesserede det hende ikke en bønne. Men han gik vildt op i det, og det var nyt for hende at kende en fyr som virkelig levede for noget. De andre ... tja, der var stort set kun to ting de gik op i, tre hvis de også var sportsidioter. Og Morton kunne endda leve af det, sad hele dagen og designede på computeren. Så skulle de have noget at spise, og så skulle de lige kæle lidt indtil alt deres tøj lå i en bunke på gulvet, og nu løb hun ned ad gaden, det er godt for stemmebåndet, havde han sagt, jaja, men vi har kun kendt hinanden i tre uger, svarede hun, få dig en test, så kan vi tale om det. Øvelokalerne lå i portnerboligens garage. Bagved igen lå tomme fabrikshaller med knuste ruder og mure der var overmalede med graffiti og tags. Hun havde kun været inde i en af hallerne en enkelt gang, for at ryge en joint med Hadi, der holdt en hel duekoloni til derinde, de sad og kurrede og sked oppe på de svære jernskinner med et rustent kranførerhus.

Taxaen rullede op. Charlotte stak chaufføren den tusindelap Morton havde lånt hende. Han brummede surt over den store seddel, men hun bad ham runde op til to hundrede, det lukkede munden på ham. Hun gik mod den raserede portnerbolig. De andre var kommet. To cykler og en motocross stod ved garagen. Hadi, hiphopfyren med fipskæg, Johnny Silvan (han arbejdede i et byggemarked) der mest var til heavy, og Nalle, en ingeniørstuderende der også spillede trommer i et 20

Hafnia Punk.indd 20

10/06/15 08.54

jazzorkester på DTU. Bandets største problem, bortset fra at de kunne være bedre, var at de ikke kunne blive enige om mu­sikken. Diplomaten Nalle mente at det var deres force; en fusion af stilgenrer kunne være lige det markedet manglede.

Men de havde ikke engang noget navn. Indtil videre øvede de bare.

Charlotte åbnede garagens sidedør og skred ind med selvsikker mine og store armbevægelser. Det gjaldt om at vise selvtillid, tro på sig selv. Men det var kun fordi hun inderst inde var dødnervøs, hun huskede kun alt for godt hvad der var sket sidste år i et andet band hvor hun var troppet op med en pose øl til at jamme på. Forsangeren havde trukket hende til side. Du eh Charlotte nu må du ikke, men eh vi er blevet enige om at du nok ikke passer helt ind alligevel. Hun havde ladet posen stå.

“Hej, drenge,” skrålede hun.

“Hej, Charlotte,” mumlede de i kor. Nalle hang med hovedet bag sit trommesæt. Johnny Silvan og Hadi så ud som om de havde lyst til at myrde hinanden.

De er blevet uvenner, tænkte hun lettet, så er det ikke mig.

Der skal ud. Hun ville tage pelsen af, men Hadi sagde: “Du skal ikke smide tøjet, Charlie, der bliver ikke noget musik her.”

“Hvorfor ikke? Hvad er der i vejen.”

“De har sat huslejen op, svinene.” Johnny Silvan gloede olmt på hende. En tynd bisset fyr med dårlig hud. Lidt skrutrygget, altid med en smøg i flaben. “Og det er det ikke værd. Ikke med det lort vi laver.”

“Op? Huslejen? Men ... vi kunne være her indtil det blev revet ned.”

“Ja, for en tusse om måneden, nu vil de ha to. Desuden,” Johnny tværede smøgen ud på det olieplettede gulv med sin ene sko, “har det altid irriteret mig vildt. Jeg mener, det shit her. En dulle der tror at hun er Kate Bush fordi hun har store patter ,og fars jazzdreng på trommer.”

“Hvad sagde du!” Charlotte så på Johnny. “Skrid hjem til 21

Hafnia Punk.indd 21

10/06/15 08.54

dit byggemarked og køb noget bumsecreme. Du ligner jo en hundelort med gåsehud.”

Hadi lo hjerteligt. “Glem det, Charlie. Lad os gå. Kommer du med, Nalle?”

“Smut bare. Jeg skal have en 3x34.”

“Vi skylder stadig for december, og det står i mit navn,” begyndte Johnny.

Charlotte tænkte på Mortons penge, skulle hun ofre sig?

Men Hadi blinkede til hende og fik travlt med at ordne sit udstyr. Så opgav han. Tog sin styrthjelm. “Jeg henter det i morgen.” Han greb Charlotte i albuen, “kom.”

De stod udenfor, hun tændte to cigaretter, stak Hadi den ene. “Tør du efterlade dine ting derinde? Ham Johnny er langt ude.”

Hadi satte sig op på motocrossen. Han rakte hende styrthjelmen. “Hvis Johnny Silvan-nar rører mit gear, er han en død mand.”

“Nåja,” sagde Charlotte, “du sender bare den nørrebroske perkermafia efter ham.”

“Yep,” Hadi lo. Charlotte kunne godt lide ham. Han var cool, men okay. Havde mere hjemme end de andre tilsammen. Hans far var vist en eller anden stor tæppehandler. Han boede stadig hjemme hos forældrene i Charlottenlund, men turede altid rundt inde i byen. Som regel ankom han til øvelokalerne i storebrorens Mercedes der også kom og hentede ham når de var færdige og Hadi havde ringet på mobilen. De drønede ind mod byen. Hun hagede sig fast.

“Hvor skal vi hen?” råbte han mens hun følte hvordan vinden kropsvisiterede hende. Charlotte tænkte sig om. Hun havde lovet at komme forbi Morton når de var færdige, men hun havde lige set ham, og måske sad han og arbejdede. Det hastede ikke.

“Bare kør,” råbte hun mod blæsten.

Det gjorde han. Men ikke længe. På Christianshavn drejede han ned ad Prinsessegade, parkerede foran indgangen.

22

Hafnia Punk.indd 22

10/06/15 08.54

“Du ryger som en skorsten,” sagde hun.

“Hold øje med cyklen.” Han forsvandt ind i Christianias mørke. Fem minutter efter var han tilbage.

Charlotte hagede sig atter fast. De kørte over Knippelsbro, og hun syntes at den var smuk, byen, i vintermørket, med tårne og spir og lys der flimrede forbi. Han kørte hurtigt, og hun tænkte på en fransk film med en fyr og en pige der drønede gennem Paris, men hun kunne ikke huske hvad den hed. De krydsede Vesterbro, ind og ud mellem biler, indtil han holdt på en stille sidevej til Gl. Kongevej. Hadi låste sig ind ad en massiv bagdør og slog alarmen fra. Hun gik rundt og følte på de ægte og uægte tæpper der hang og lå overalt så hun snublede i halvmørket, lyset og trafikken på Gl. Kongevej kastede svage skær ind.

“Vi ryger i baglokalet,” sagde han, “det er bedre.” Bagefter gik hun igen rundt og følte på tæpperne.

Det var som at være i en eventyrverden. Mønstrene flød sammen, hun kunne ikke skelne dem fra hinanden. Hadi havde fået taleflip og sad og talte i telefon i baglokalet. Som en arabisk nat, og Hadi derude, med hans underlige ord og hysteriske hashgrin. Hun stødte hovedet mod noget. Hun sprang tilbage som om hun havde fået et elektrisk stød.

Char­lotte gik nærmere, forsigtigt, det var et tomt papegøjebur, og hun tænkte på bandet der var gået i vasken, endnu et dødfødt projekt, og hun mærkede brysterne der var spændte, og i morgen skulle hun bløde, og så gik hun ud til Hadi.

Hafnia Punk.indd 23

10/06/15 08.54

Hafnia Punk.indd 24

10/06/15 08.54

ROMANEN ER EN FEST. DET ER HAMRENDE GODT.

BENN Q. HOLM (født 1962) debuterede ende og har siden udgivet en lang række romaner, bl.a. Sommer og Album, der er filmatiseret som tv-serie. Seneste udgivelser er Byen og øen og Manden i glasset.

En bragende godt skrevet bog.

– BT

Man må bøje sig i respekt.

– INFORMATION

Et intenst blik på byen og dens mennesker.

HAFNIA PUNK er en stor og vigtig samtidsroman.

– AKTUELT

Succes eller fiasko, fortvivlet eller lykkelig, rig eller fattig.

Menneskeskæbner krydser hinanden i baggårde, på kontorer, i elskovsreder, under broer og på barer i denne kalejdoskopiske roman om København.

FOTO: THOMAS A

www.lindhardtogringhof.dk

BENN Q. HOLM HAFNIA PUNK

som forfatter i 1994 med romanen Til verdens

–POLITIKEN

Holm udskifter denne gang sin lette storbymelankoli med en hæsblæsende og humoristisk kynisme, der passer godt til vores slyngelhelt … Det er ret morsomt gjort.

– POLITIKEN

BENN Q. HOLM

HAFNIA PUNK EN MODERNE KLASSIKER LINDHARDT OG RINGHOF

Benn Q. Holm kan knalde en scene op sindssygt skarpt, set og sanset, så den virkelig gnistrer på få linjer - og gør det hele tiden.

– POLITIKEN

Den slags enkle og direkte realisme, som han skriver, fås ikke meget bedre.

– KRISTELIGT DAGBLAD