HB 137x215mm + 15mm beskæring
ryg: 40 mm
3
”Fascinerende” Troldspejlet
”Arvtageren til Stephenie Meyers krone er landet” The Times ”En overnaturlig thriller med højt tempo – som en blanding af en sort-som-kul Harry Potter og The Bourne Identity” Metro
SALLY
”En af den slags bøger, hvor man næsten ikke kan vente på fortsættelsen” Weekendavisen
Nathan er stærkere end nogensinde – men han er tæt på at gå fra forstanden. For at redde Forbundet fra at blive udslettet er han nødt til at blive deres stærkeste våben, stærkere end hans far var. Selv ønsker han hævn over alle sine fjender, mest af alle Annalise, om det så skal koste ham livet. Selv ikke Gabriel kan stoppe ham.
Tredje og sidste bind i trilogien.
9
788711 377291
halvvejs fortabt
GRE E N
Krigen er i fuld gang, og den endelige konfrontation nærmer sig. Men er Nathan stærk nok til at vinde over jægerne og de hvide hekse? Og vil det ødelægge ham for evigt?
”Enormt underholdende og farligt vanedannende” Time
Af samme forfatter Half Bad – Halvkode Half Wild – Halvvild
Half Lost – Halvvejs fortabt af Sally Green Oversat fra engelsk af Kim Langer efter Half Lost Original English language edition first published By Penguin Books Ltd, London Text copyright © Half Bad Books Limited 2015 Cover based on an original design by Tim Green, Faceout Studio Cover illustration by Justin Metz All rights reserved Dansk udgave © Forlaget Carlsen, 2016 Sat med Sabon hos Kat·Art Printed in Latvia ISBN 9788711377291 1. udgave, 1. oplag www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
Half_Lost.indd 2
23/06/2016 09.58
halvvejs fortabt
LOST Sally Green
PĂĽ dansk ved Kim Langer
Half_Lost.indd 1
23/06/2016 09.58
i nd hold
såret, ikke faret vild
11
F Ø R S T E D E L : H V E M K A N M A N S TOL E PÅ
sten 15 træning 30 en standardfælde 40 valgmulighed nummer tre 51 fangen 59 hjemme i lejren 75 mod enhver normal person ville de være dødbringende 83 blodtørst 92 fylder mig med gru 103 spyt 113 medikamenter 128 faldet ned 133 gyldent 144 lejr 1 146 hvert eneste sekund er dyrebart 156 den magiske kugle
Half_Lost.indd 5
163
23/06/2016 09.58
træt 171 177 jeg vil have at det skal være sandt
A N D E N D E L : H A LV V EJ S F U N D E T
tilbage til bunkeren
189
den sidste aften 201 kort 214 ødemarken 223 hytten 231 at imponere ledger 245 begge løb? 256 alt for kostbart 267
T R E DJ E D E L : H A LV V EJ S FORTA BT
problem nummer 51 277 uendelige problemer 290 møgdyr 301 ind i skoven 312 indbruddet 320 tårnet 333 tommelfingre 342 kuplen 353 det blå 364 slutningen begynder 375 udspring fra klippen
Half_Lost.indd 6
395
23/06/2016 09.58
slut 401 413 jeg lÌser højt for ham
tak 421
Half_Lost.indd 7
23/06/2016 09.58
Half_Lost.indd 8
23/06/2016 09.58
Det selvsamme menneske er, i forskellige aldre og under forskellige omstændigheder, fuldstændig forskellige mennesker. Somme tider næsten en djævel, somme tider næsten en helgen. Men hans navn ændrer sig ikke, og det navn tillægger vi hele molevitten, både godt og ondt. The Gulag Archipelago, Aleksandr Solzhenitsyn
Half_Lost.indd 9
23/06/2016 09.58
Half_Lost.indd 10
23/06/2016 09.58
såret, ikke faret vild ”Vi burde aftale nogle feltråb.” ”Jaså? Hvorfor det?” ”Fordi en dag får du dig selv slået ihjel på en af dine ture, og så kommer en jæger med forklædningsevne tilbage til lejren og lader, som om hun er dig, og myrder mig.” ”Det er mere sandsynligt, at de finder lejren, myrder dig, og sætter sig til at vente på, at jeg kommer spadserende hjem, glad og ubekymret, mens jeg fløjter en lille melodi.” ”Det er også en mulighed, selvom jeg har svært ved at forestille mig det med, at du fløjter.” ”Hvad er feltråbet så?” ”Ikke bare et ord, men en hel sætning. Jeg siger noget bestemt, og du kommer med det rigtige svar.” ”Åh, okay. Jeg siger: ’Jeg fløjter, fordi jeg lige har dræbt ti jægere,’ og så svarer du: ’Men jeg ville hellere bestige Eiger’.” ”Jeg forestiller mig mere noget, jeg rent faktisk kunne finde på at spørge om.” ”Hvad, for eksempel?” 11
Half_Lost.indd 11
23/06/2016 09.58
”Du har været længe væk. Var du faret vild?” ”Og hvad svarer jeg så?” ”Jeg var såret, ikke faret vild.” ”Det tror jeg aldrig, jeg kunne finde på at sige.” ”Det er lige meget … Skal vi øve det? Så vi er sikre på, at du kan huske det?” ”Nej.”
Half_Lost.indd 12
23/06/2016 09.58
første del
hvem kan man stole pĂĽ
Half_Lost.indd 13
23/06/2016 09.58
Half_Lost.indd 14
23/06/2016 09.58
sten Det år, min far fyldte 28, dræbte han 32 personer. Celia satte mig altid til at lære forskellige ting om Marcus. Det er én af dem. Før krigen mellem Souls Råd og Forbundet af Frie Hekse var det det største antal, han havde dræbt på ét år. Engang syntes jeg, at 32 var mange. Det år, Marcus fyldte 17, året, hvor han fik sin bibringelse, dræbte han kun fire. Jeg er stadig kun 17. Før Slaget i Bialowieza – den dag, min far mistede livet, den dag, næsten halvdelen af Forbundet mistede livet, den dag, der nu kun omtales som SB af enhver, der overhovedet vover at omtale det – men i hvert fald, før den dag havde jeg dræbt 23 personer. SB var for flere måneder siden, og i dag er jeg oppe på over 50 drab. Helt nøjagtigt har jeg dræbt 52 personer. Det er vigtigt at være nøjeregnende med den slags. Jeg tæller ikke Pilot med – hun ville være død alligevel – og Sameen er heller ikke med i optællingen. Det var ren medlidenhed, det, jeg gjorde for hende. Det var jægerne, der dræbte Sameen. De skød hende i ryggen, da vi flygtede fra slagmarken. Og Marcus? Ham regner jeg 15
Half_Lost.indd 15
23/06/2016 09.58
bestemt ikke med i de 52. Det var hende, der dræbte ham. Annalise. Bare navnet giver mig brækfornemmelser. Alt ved hende giver mig brækfornemmelser: hendes lyse hår, hendes blå øjne, hendes gyldne hud. Alt ved hende er falsk og kvalmende. Hun sagde, hun elskede mig. Og jeg sagde, at jeg elskede hende, men jeg mente det. Jeg elskede hende virkelig. Hold kæft, en kæmpeidiot! At falde for hende, en O’Brien. Hun sagde, jeg var hendes helt, hendes prins, og som det store, dumme drog jeg er, ville jeg så gerne tro på hende. Og det gjorde jeg. Og nu vil jeg bare gerne dræbe hende. Sprætte hende op og rive skrig ud af hende. Men selv det er ikke nok; langtfra. Jeg ville være nødt til at vise hende, hvor svært det var for mig. Jeg ville være nødt til at tvinge hende til at skære sin egen hånd af og spise den eller stikke sine øjne ud og spise dem, og så ville hun stadig have det nemmere, end jeg havde det. Jeg har dræbt 52 personer. Men i virkeligheden er det bare hende, jeg gerne vil have fat i. Jeg vil godt nøjes med 53. Bare én til, så vil jeg være tilfreds. ”Bare hende.” Men jeg har gennemtrevlet hver en kvadratcentimeter af slagmarken og den gamle lejr. Jeg har dræbt hver eneste jæger, jeg har mødt – nogle af dem, mens de ryddede op efter slaget, andre har jeg sporet sidenhen. Men jeg har ikke set hende. Ikke et eneste spor! I dagevis, ugevis, 16
Half_Lost.indd 16
23/06/2016 09.58
har jeg forfulgt hvert et spor, hver en sti, hver eneste lille antydning af et fodaftryk, og intet af det fører til hende. ”Ingenting.” Lyden får mig til at kigge op og lytte. Der er stille. Jeg tror, lyden var mig, der taler med mig selv igen. ”Pis!” Annalise! Det er hende, der får mig til det. ”Fuck hende.” Jeg løfter hovedet og kigger op og råber til trætoppene. ”Fuck hende!” Så siger jeg lige så stille til stenene: ”Jeg vil bare have, at hun skal dø. Udryddes. Hendes sjæl skal holde op med at eksistere. Hun skal slettes fra jordens overflade. For evigt. Det er det hele. Så stopper jeg.” Jeg samler en lille sten op og hvisker til den: ”Eller måske ikke. Måske ikke.” Marcus sagde, at jeg skulle myrde dem alle. Det kan jeg måske godt. Jeg tror, han vidste, at jeg kunne, ellers ville han ikke have sagt det. Jeg skubber mine sten sammen i en lille bunke. Der er 52. Det lyder af mange, 52, men det er det ikke. Det er ingenting, i forhold til hvor mange min far ville have mig til at dræbe. Det er ingenting, i forhold til hvor mange der er døde på grund af Annalise. Over hundrede i SB. Jeg skal virkelig oppe mig, hvis jeg skal konkurrere med hendes slagteorgie. På grund af hende er Forbundet mere eller mindre smadret. På grund af hende er Marcus død – den eneste, der kunne have bremset jægerne, da 17
Half_Lost.indd 17
23/06/2016 09.58
de gik til angreb, den eneste, der kunne have besejret dem. Men i stedet, på grund af hende, fordi hun skød ham, er Forbundet så godt som udslettet. Og oveni er der også den nagende tanke, at hun hele tiden har været spion for Soul. Soul er trods alt hendes onkel. Gabriel har aldrig stolet på Annalise, og han har hele tiden sagt, at det godt kunne have været hende, der viste jægerne vej til Mercurys lejlighed i Genève. Jeg har aldrig troet på det, men måske har han ret. Noget bevæger sig inde mellem træerne, og så kommer Gabriel til syne. Han har været ude at samle brænde. Han hørte mig sikkert råbe. Og nu kommer han gående og lader, som om han alligevel var på vej tilbage og smider brændet på jorden og stiller sig ved siden af min stenbunke. Jeg har ikke fortalt Gabriel, hvad stenene er, og han spørger heller ikke om det, men jeg tror, han ved det. Jeg samler en af dem op. Den er lille, ikke større end en negl. Det er kun små sten, men de er alle sammen ret forskellige. Én for hver person, jeg har dræbt. Før i tiden vidste jeg, hvem hver eneste sten repræsenterede – ikke deres navne eller den slags; de fleste jægere er bare jægere – men stenene hjalp mig med at huske hændelserne og kampene og den måde, de døde på. I dag kan jeg ikke længere huske den ene kamp fra den anden; de er gledet sammen i én lang, uendelig blodkavalkade, men jeg har 52 små sten i min bunke. 18
Half_Lost.indd 18
23/06/2016 09.58
Gabriels støvler drejer 90 grader og står stille i et sekund eller to, før han siger: ”Vi skal bruge mere brænde. Gi’r du en hånd med?” ”Om lidt.” Hans støvler bliver stående i et par sekunder endnu, hvorefter de drejer sig 45 grader og bliver stående i yderligere fire, fem, seks, syv sekunder, inden de igen bevæger sig ind mellem træerne. Jeg fisker den hvide sten op af lommen. Den er oval og kridhvid: kvarts. Glat, men ikke skinnende. Det er Annalises sten. Jeg fandt den ved et vandløb, en dag jeg ledte efter hende. Jeg troede, den var et godt tegn. Jeg var sikker på, at jeg ville finde hendes spor den dag. Det gjorde jeg ikke, men det gør jeg en dag. Når jeg dræber hende, kommer den ikke med i bunken. Jeg smider den væk. Så vil den være borte. Ligesom hende. Måske vil det sætte en stopper for drømmene. Jeg tvivler, men man kan aldrig vide. Jeg drømmer tit om Annalise. Nogle gange begynder drømmene endda meget behageligt, men det varer ikke længe. Sommetider skyder hun min far, og det er lige så virkelighedstro, som det var i SB. Hvis jeg er heldig, vågner jeg inden da, men nogle gange fortsætter det, som om jeg gennemlever det hele en gang til. Bare jeg kunne drømme om Gabriel. Det ville være nogle rare drømme. Så ville jeg drømme, at vi klatrede i bjerge sammen, sådan som vi plejede, og var venner 19
Half_Lost.indd 19
23/06/2016 09.58
ligesom i gamle dage. Vi er også venner nu; vi vil altid være venner, men det er ikke det samme. Vi taler ikke så meget sammen. En gang imellem fortæller han om sin familie, eller om hvad han lavede for flere år siden, før alt det her, eller også taler han om klatring, eller om en bog, han har læst, eller … hvad ved jeg … ting, han er glad for. Han er god til at tale, men jeg er elendig til at lytte. Forleden dag fortalte han om en klatretur, han engang havde været på i Frankrig. Det var højt oppe over en flod og et helt utrolig smukt sted. Jeg lytter og forestiller mig skoven, som han er vandret igennem for at komme til stedet, og han beskriver slugten og floden, og så er jeg fuldstændig holdt op med at høre efter og tænker i stedet på, at Annalise er på fri fod. En stemme inden i mig siger: Lyt til Gabriel! Lyt til hans fortælling! Men på den anden side har jeg også lyst til at tænke på Annalise, og den stemme siger: Mens han taler, render Annalise frit rundt et eller andet sted derude. Og min far er død, og jeg ved ikke, hvad der blev af hans lig, bortset fra at jeg selvfølgelig har noget af det inde i mig, fordi jeg spiste hans hjerte, og det må være det sygeste nogensinde, og her er jeg, mig, en dreng, som har spist sin far, og jeg sidder ved siden af Gabriel, som fortæller om en forpulet klatretur, og om hvordan han vadede over floden for at komme til foden af klippen, og jeg tænker, at jeg har spist min egen far og holdt ham i mine arme, da han døde, og Annalise render frit omkring, og 20
Half_Lost.indd 20
23/06/2016 09.58
Gabriel taler stadig om at klatre, og hvordan kan det være normalt og okay? Og så siger jeg til ham, så roligt som jeg kan: ”Gabriel, gider du holde kæft et øjeblik om din skide klatretur?” Jeg siger det virkelig lavt og stille, for ellers ville jeg skrige. Og han stopper og siger: ”Selvfølgelig. Og tror du, du kan prøve at sige en sætning uden at bande?” Han driller for at holde tonen let, og jeg ved, det er det, han gør, men af en eller anden grund går det mig endnu mere på, og så siger jeg, at han skal skride ad helvede til. Bortset fra at jeg ikke kun siger skride ad helvede til, jeg siger også nogle andre grimme ord, og så kan jeg nærmest ikke holde mig tilbage, eller jeg kan ikke holde mig tilbage, og så bander og svovler jeg og sviner ham til igen, og han prøver at holde om mig, tage fat i min arm, og jeg skubber ham fra mig og siger, at han skal gå, ellers slår jeg ham, og så går han. Jeg falder til ro, da han er gået. Og så ruller lettelsen ind over mig i en kæmpe bølge, fordi jeg er alene, og jeg kan bedre trække vejret, når jeg er alene. I et lille stykke tid er jeg okay, og da jeg så er faldet helt til ro, hader jeg mig selv, fordi jeg gerne vil have ham til at røre ved min arm, og fordi jeg gerne vil høre hans historie. Jeg vil gerne have, at han taler til mig, og jeg vil gerne være normal. Men jeg er ikke normal. Jeg kan ikke være normal. Og det er alt sammen hendes skyld.
21
Half_Lost.indd 21
23/06/2016 09.58
Vi sidder sammen og kigger ind i bålet. Jeg har sagt til mig selv, at jeg skal gøre mig mere umage for at tale med Gabriel. Snakke, ligesom en almindelig person. Og også lytte. Men jeg kan ikke finde på noget at sige. Gabriel har heller ikke sagt ret meget. Jeg tror, han er irriteret over stenene. Jeg har ikke sagt noget om de to nye sten, jeg lagde oven i bunken i går. Jeg har ikke lyst til at fortælle ham om det … om dem. Jeg skraber rundt i kanten af min bliktallerken, selvom jeg allerede har skrabet den, og den er tom. Vi har fået ost og pulversuppe; suppen var tynd, men bedre end ingenting. Jeg er stadig sulten, og det ved jeg, at Gabriel også er. Han er tynd som en pind. Udmagret, er ordet. Jeg fik engang at vide, at jeg så udmagret ud. Jeg kan huske, at jeg dengang også var virkelig sulten. ”Vi har brug for noget kød,” siger jeg. ”Ja, det ville være dejligt til en forandring.” ”Jeg sætter nogle kaninfælder ud i morgen.” ”Skal jeg hjælpe dig med det?” ”Nej.” Han siger ikke noget, men roder i bålet. ”Jeg er hurtigere alene,” siger jeg. ”Ja, det ved jeg godt.” Gabriel roder lidt mere i bålet, og jeg skraber min tallerken igen. Det var Trev, der kaldte mig udmagret. Jeg prøver at huske, hvornår det var, men jeg kan ikke genkalde mig 22
Half_Lost.indd 22
23/06/2016 09.58
det. Jeg kan huske, at han kom gående op ad gaden i Liverpool med en plasticpose i hånden. Så kommer jeg i tanke om hende fropigen, der også var der, og jægerne, som var efter mig, og det føles som noget fra en anden verden og et helt andet liv. ”Jeg mødte engang en pige i Liverpool,” fortæller jeg Gabriel. ”En fro. Hun var sej. Hun havde en bror, og han havde en pistol … og hunde. Eller måske var det ikke hendes bror. Nej, det var en anden, som havde nogle hunde. Hendes bror havde en pistol. Det fortalte hun mig, men jeg så ham aldrig. Nå, men jeg var i Liverpool for at møde Trev. Han var en sær snegl. Høj og … jeg ved ikke … tavs, og han gik, som om han svævede. Hvid heks. Men god nok. Han havde taget prøver fra min tatovering, den på anklen. Blod, hud og knogle. Han skulle finde ud af, hvad tatoveringerne gjorde. Under alle omstændigheder kom jægerne, og vi stak af, men jeg tabte plasticposen med prøverne i og var nødt til at vende om, og i mellemtiden havde hende fropigen fundet dem. Hun afleverede dem til mig, og bagefter brændte jeg dem.” Gabriel ser på mig, som om han venter på resten af historien. Jeg er ikke sikker på, hvad resten af historien er, men så kommer jeg i tanke om det. ”Der var to jægere. De havde nær fanget os, mig og Trev. Men pigen, hende der havde en bror, hun var med i sådan en frobande. Det endte med, at det var dem, der fangede jægerne. Jeg gik. Jeg ved ikke, hvad de gjorde 23
Half_Lost.indd 23
23/06/2016 09.58
ved dem.” Jeg kigger på Gabriel og siger: ”Det faldt mig slet ikke ind at dræbe jægerne. Nu ville det ikke falde mig ind at lade være.” ”Vi er i krig nu,” siger Gabriel. ”Det er noget andet.” ”Ja, det er det i hvert fald.” Og så tilføjer jeg: ”Dengang var det mig, der var udmagret, og nu er det dig.” ”Udmagret?” Og så går det op for mig, at jeg ikke fortalt ham, hvorfor jeg begyndte at fortælle historien, og at vi faktisk begge to er udmagrede, og desuden gider jeg ikke forklare det, så jeg siger: ”Det er lige meget.” Vi sidder og kigger ind i bålet. Det er det eneste lys i miles omkreds. Det er overskyet. Der er ingen måne. Og jeg spekulerer på, hvad der er blevet af Trev og af hans kammerat Jim. Og så kommer jeg i tanke om, at det ikke var Trev, der kaldte mig udtæret; det var Jim. ”Jeg var henne hos Greatorex i dag,” siger Gabriel. ”Ja, det ved jeg.” Han kom tilbage med suppeposer og osten. Det tager en time hver vej hen til Greatorex. Gabriel må være taget af sted, mens jeg talte mine sten, og så har han samlet brænde, da han kom tilbage. Jeg må have siddet og talt i timevis. ”Der er ikke rigtig noget at berette,” siger han. Også det ved jeg. De medlemmer af Forbundet, der overlevede slaget, bor i syv isolerede lejre spredt rundt i Europa. Vi hører 24
Half_Lost.indd 24
23/06/2016 09.58
til i Greatorex’ lejr, en lille flok i Polen. Bortset fra at vi ikke er sammen med dem. Jeg holder mig langt væk fra alle. Jeg har min egen lejr her. Alle lejrene har numre. Greatorex’ er Lejr 3. Det gør vel min til Lejr 3B eller Lejr 3½. Under alle omstændigheder har Greatorex ansvaret for lejren og for kommunikationen med Lejr 1, Celias lejr, men så vidt jeg kan se, er der ikke ret meget at kommunikere om. Det eneste, Greatorex kan gøre, er at træne de unge hekse, der overlevede, i håb om at der en dag bliver brug for deres træning. Jeg holdt øje med rekrutterne, sidst jeg var i Lejr 3. Jeg kan godt lide Greatorex, men ikke rekrutterne. Rekrutterne kigger ikke på mig, ikke når jeg kigger på dem. Når jeg ikke kigger, kan jeg mærke deres blikke på mig, men når jeg så skæver til dem, er de pludselig dybt opslugt af at stirre ned i jorden. Jeg tror, min far havde det på samme måde. Ham var der heller ingen, der ville se i øjnene. Men sådan plejede det ikke at være for mig. Før SB var jeg en del af holdet, det krigerhold, hvor jeg var makker med N esbitt, og Gabriel var sammen med Sameen, og vi trænede med Greatorex og de andre. Vi var et godt hold. Vi grinede og pjattede og kæmpede og spiste og snakkede med hinanden. Den følelse savner jeg; den er væk, og jeg ved, den aldrig kommer igen. Men Greatorex gør nu stadig et godt stykke arbejde med sit hold. ”Hun er god til at træne dem,” siger jeg. 25
Half_Lost.indd 25
23/06/2016 09.58
”Mener du Greatorex?” ”Hvem er det ellers, vi snakker om?” Jeg ved ikke, hvorfor jeg vrisser ad ham. ”Du skulle ta’ og komme med mig ind til lejren. Greatorex vil gerne tale med dig.” ”Ja. Måske.” Men vi ved begge to, at det betyder nej. Det er flere uger siden, jeg sidst så Greatorex eller nogen anden end Gabriel. Faktisk var de sidste mennesker, jeg har set, bortset fra Gabriel, de to jægere, og dem dræbte jeg. Nu jeg tænker over det, har jeg det med at dræbe dem, jeg møder. Greatorex skal bare være glad for, at jeg holder mig væk. ”Hun vil gerne vise dig sine rekrutter. De er blevet meget bedre.” Og så ved jeg ikke, hvad jeg skal svare. Hvad skal jeg sige? ”Åh?” ”Fint.” Eller ”Kan det ikke være pisseligegyldigt, for det kommer alligevel ikke til at betyde en skid for noget som helst?” Jeg aner virkelig ikke, hvad jeg skal sige. Så kommer jeg i tanke om noget og spørger: ”Hvilken dag er det?” ”Det spurgte du om i går,” siger Gabriel. ”Og?” ”Jeg ved det ikke. Jeg ville have spurgt Greatorex, men det glemte jeg.” Han vender sig om mod mig og spørger: ”Er det vigtigt?” Jeg ryster på hovedet. Det er fuldkommen ligegyldigt, 26
Half_Lost.indd 26
23/06/2016 09.58
hvilken dag det er, bortset fra at jeg forsøger at holde styr på tingene i hovedet, men alle dagene ligner hinanden, og der er gået ugevis, men det kunne lige så godt være månedsvis, og det hele smelter sammen i min hukommelse. Jeg er nødt til at koncentrere mig for ikke at miste overblikket. Jeg dræbte de to jægere i går. Så tog jeg her tilbage, men det føles allerede, som om det er længere tid siden. Jeg er nødt til at tage tilbage og se til ligene. Der vil komme andre jægere for at lede efter deres kammerater. Måske får jeg chancen for at tage en til fange og udspørge dem. Måske kan de fortælle mig noget om Annalise Hvis hun er spion, må hun være vendt tilbage til Soul; måske har jægerne set hende. Jeg lægger mig ned på ryggen og lægger armen over ansigtet. Grunden til, at jeg ikke har fortalt Gabriel om de to jægere, er, at han vil sige det videre til Greatorex, og så flytter hun lejren, og derfor skal jeg have tjekket jægerne før da. Men først trænger jeg til at sove. Jeg har ikke sovet ret meget, siden Marcus døde. Først skal jeg sove, og så kan jeg tjekke jægerne. Eller måske vente en dag mere. I morgen kan jeg udvide jagten sydpå. Se, om der er nogen spor af Annalise, så komme her tilbage, og så tage hen til ligene af de to jægere. Jeg skal også have skaffet mere mad. Så sydpå og kaninfælder i morgen og døde jægere og forhåbentlig også et par levende dagen efter. 27
Half_Lost.indd 27
23/06/2016 09.58
Det går op for mig, at jeg ligger og stirrer ind i min arm; jeg har stadig åbne øjne. Jeg må huske at lukke øjnene. Jeg trænger til at sove. Vi sidder tæt sammen med benene dinglende ud over kanten. Blade hvirvler ned. Annalises solbrune ben er tæt på mine. Hun rækker ud efter et dalende blad, griber det og tager samtidig fat i mit ærme. Hun vender sig om mod mig igen, holder bladet op foran ansigtet på mig for at få min opmærksomhed og prikker mig på næsen med bladet. Hendes øjne funkler, sølvglimtene drejer hurtigt. Hendes hud er glat og fløjlsblød, og jeg har lyst til at røre ved hende. Jeg forsøger at læne mig frem, men jeg kan ikke bevæge mig, og jeg er bundet til en bænk, og Wallend står bøjet over mig og siger: ”Det føles muligvis lidt mærkeligt,” og han sætter metallet til min hals, og så ligger jeg på knæ i skoven, og min far ligger på jorden og bløder fra maven. Jeg har Fairborn-kniven fremme og mærker den vibrere i hånden på mig, som om den er levende og ivrig efter at komme i gang. Min højre hånd holder om Marcus’ skulder uden på hans jakke. Og min far siger: ”Du kan godt.” Og så begynder vi. Det første snit er gennem hans skjorte og hans kød i ét langt træk, og så skærer vi på tværs af det første og dybere. Så et tredje snit, endnu dybere, der skærer gennem ribbenene, som var de lavet af papir. Blodet flyder varmt ud over Marcus’ hud og mine 28
Half_Lost.indd 28
23/06/2016 09.58
hænder, men bliver hurtigt koldt. Jeg sætter fingrene rundt om hans hjerte og mærker det slå, da jeg læner mig frem. Bid. Blodet sprøjter ind i munden på mig. Jeg får kvælningsfornemmelser, men jeg synker. Og jeg tager en bid mere og ser min far i øjnene, og han stirrer op på mig, mens hans blod fylder min mund. Jeg vågner og hoster og brækker mig og er badet i sved. Gabriel kravler over og holder om mig. Og jeg holder om ham. Og han siger ikke noget, holder bare om mig, og det er godt. Sådan ligger vi længe, og til sidst siger han: ”Kan du fortælle mig, hvad der sker i din drøm?” Men jeg har ikke lyst til at tænke på det. Og jeg har i hvert fald slet ikke i sinde at tale om det. Gabriel ved, hvad jeg gjorde, hvad jeg var nødt til at gøre for at overtage min fars evner. Gabriel så mig bagefter, da jeg var indsmurt i blod, men han så mig i det mindste ikke gøre det. Han tror, at jeg kan få det bedre ved at tale om det, men om jeg så talte om det uafbrudt, ville det ikke ændre noget ved det, jeg gjorde, og det eneste, der ville komme ud af det, var, at han ville finde ud af, hvor frastødende det var, og … ”Nathan, vil du ikke godt sige noget?” Og så siger han: ”Det var en drøm, var det ikke? Du ville fortælle mig det, hvis du fik et nyt syn, ikke?” Jeg skubber ham fra mig. Bare jeg aldrig havde fortalt ham, at jeg var begyndt at få syner.
Half_Lost.indd 29
23/06/2016 09.58
HB 137x215mm + 15mm beskæring
ryg: 40 mm
3
”Fascinerende” Troldspejlet
”Arvtageren til Stephenie Meyers krone er landet” The Times ”En overnaturlig thriller med højt tempo – som en blanding af en sort-som-kul Harry Potter og The Bourne Identity” Metro
SALLY
”En af den slags bøger, hvor man næsten ikke kan vente på fortsættelsen” Weekendavisen
Nathan er stærkere end nogensinde – men han er tæt på at gå fra forstanden. For at redde Forbundet fra at blive udslettet er han nødt til at blive deres stærkeste våben, stærkere end hans far var. Selv ønsker han hævn over alle sine fjender, mest af alle Annalise, om det så skal koste ham livet. Selv ikke Gabriel kan stoppe ham.
Tredje og sidste bind i trilogien.
9
788711 377291
halvvejs fortabt
GRE E N
Krigen er i fuld gang, og den endelige konfrontation nærmer sig. Men er Nathan stærk nok til at vinde over jægerne og de hvide hekse? Og vil det ødelægge ham for evigt?
”Enormt underholdende og farligt vanedannende” Time