Half Wild - læseprøve

HB 137x215mm + 15mm beskæring

Pressen skrev om første bind, Half Bad:

ryg: 44 mm

OMSLAGSLAYOUT - OBS - DENNE SIDE IKKE TIL TRYK! CMYK (s. 2). Lakform (s. 3). Folieform (s. 4).

2

‟Fascinerende.”

Troldspejlet ‟Half Bad er en fantastisk god bog!”

Bogboxen.dk “En af den slags bøger, hvor man næsten ikke kan vente på fortsættelsen.”

Weekendavisen

Nathan har langt om længe mødt sin far, Marcus, og fået de tre gaver, der gør ham til heks. Men han er stadig på flugt fra jægerne, og han må samtidig prøve at finde sin ven Gabriel og redde Annalise, der bliver holdt fanget af den magtfulde og farlige sorte heks, Mercury.

Nathans søgen trækker ham ind i en uhellig alliance mellem sorte og hvide hekse, som sammen forsøger at bekæmpe jægerne, der på brutal vis har taget magten over Rådet for Hvide Hekse. Samarbejdet i alliancen plages af tvivl og mistillid, og Nathan befinder sig i en udsat position.

Men den største trussel mod Nathan er måske ham selv. Hvis ikke han kan lære at styre sin nyvundne evne som heks, kan det få katastrofale følger …

ISBN 978-87-11-37730-7

9 788711 377307

halvvild

Du mærker min sjæls tyngde som en isnen i dit bryst, Kravler opad i din hals, båret på hvert et hulk.

Vild i al fortrydelse, Wilfred Owen

Half Wild.indd 9

16/02/15 12.04

første del

rødt

Half Wild.indd 11

16/02/15 12.04

Half Wild.indd 12

16/02/15 12.04

en ny dag en korsnæb kalder

en anden fugl svarer, ikke en korsnæb

den første fugl begynder igen

og igen

korsnæbben …

13

Half Wild.indd 13

16/02/15 12.04

pis, det er morgen jeg har sovet det er meget tidlig morgen pis, pis, pis skal vågne nu

skal vågne nu

fatter ikke, at jeg har sov…

chchchchchchchhchchchchchchhhchchch chhhchchchcchhhchchchchchchchchhch chchcchchchchhchchchchchchhhchchch cchchchchhchchchchchchccchhcchhhch cchchchchhchchchchchchccchhcchhhch PIS! lyden er her. HER!

chchchchchchchhchchchchchchhhchchch chhhchchchcchhhchchchchchchchchhch chchcchchchchhchchchchchchhhchchch cchchchchhchchchchchchccchhcchhhch cchchchchhchchchchchchccchhcchhhch cchchchchhchchchchchchccchhcchhhch cchchchchhchchchchchchccchhcchhhch 14

Half Wild.indd 14

16/02/15 12.04

åh pis, så meget lyd betyder, at der er nogen med en mobiltelefon tæt på, meget tæt på. sig, det er løgn, at jeg har sovet, når der er jægere i hælene på mig. og så hende. den hurtige af dem. hun var tæt på i aftes.

chchchchchchchhchchchchchchhhchchch chhhchchchcchhhchchchchchchchchhch TÆNK! TÆNK!

chchchchchchchhchchchchchchhhchchch chhhchchchcchhhchchchchchchchchhch det er en mobiltelefon, det er helt sikkert en mobiltelefon. lyden er inde i mit hoved, ikke i ørerne, den sidder i den øverste højre side, indeni, uafbrudt, som en atmosfærisk forstyrrelse, ren susen, mobilsusen, og den er høj, som om den kun er tre-fire meter borte.

chchchchchchchhchchchchchchhhchchch chhhchchchcchhhchchchchchchchchhch okay, fint nok, alle har en mobil. jeg ville allerede være død, hvis det er en jæger, den jæger, og hun kunne se mig.

15

Half Wild.indd 15

16/02/15 12.04

jeg er ikke død. hun kan ikke se mig.

chchchchchchchhchchchchchchhhchchch chhhchchchcchhhchchchchchchchchhch lyden bliver ikke højere. hun kommer ikke nærmere, men hun fjerner sig heller ikke. er jeg skjult bag noget? jeg ligger på siden med ansigtet trykket ned i jorden. fuldkommen stille. kan ikke se andet end jord. er nødt til at bevæge mig en lille smule. men ikke endnu. tænk først. bevar roen, og find på noget.

chchchchchchchhchchchchchchhhchchch chhhchchchcchhhchchchchchchchchhch chchchchchchchhchchchchchchhhchchch chhhchchchcchhhchchchchchchchchhch der er ingen vind, ingen sol, kun et svagt lys. det er tidligt. solen må stadig være bag bjergene. jorden er kølig, men tør, ingen dug. der lugter af jord og fyrretræer og … der er en anden lugt. hvad er det for en lugt? og der er en smag.

16

Half Wild.indd 16

16/02/15 12.04

en dårlig smag. det smager som – åh nej … ikke tænke på det ikke tænke på det ikke tænke på det ikke tænke på det tænk på noget andet Tænk på, hvor du er.

chchchchchchchhchchchchchchhhchchch chhhchchchcchhhchchchchchchchchhch chhhchchchcchhhchchchchchchchchhch Du ligger på jorden. Det er tidlig morgen, og luften er kølig. Du fryser. Du fryser, fordi … du er nøgen. Du er nøgen, og du er våd på overkroppen. Dit bryst, dine arme … dit ansigt er vådt.

Og du bevæger fingrene på venstre hånd, en lillebitte, mikroskopisk bevægelse, og de klistrer. Klistrer sammen. Som om de er smurt ind i indtørret sukkersaft. Men det er ikke saft … ikke tænke på det ikke tænke på det ikke tænke på det ikke tænke på det TÆNK PÅ NOGET ANDET! TÆNK PÅ AT HOLDE DIG I LIVE!

17

Half Wild.indd 17

16/02/15 12.04

chhhchchchcchhhchchchchchchchchhch chhhchchchcchhhchchchchchchchchhch Du kan ikke blive liggende. Jægerne er på sporet af dig. Hende den hurtige var tæt på. Hun var meget tæt på i nat. Hvad skete der i nat?

hvad skete der?

NEJ! GLEM DET.

chhhchchchcchhhchchchchchchchchhch TÆNK PÅ AT HOLDE DIG I LIVE. FIND UD AF, HVAD DU SKAL GØRE. Du kan kigge, flytte hovedet en ubetydelighed for bedre at kunne se. Jorden foran dit ansigt er dækket af fyrrenåle. Brune fyrrenåle. Men det brune kommer ikke fra fyrretræerne. Det har samme farve som størknet blod. Din venstre arm er strakt. Det sidder i striber på den. Indtørret brunt i store flager. Men det sidder ikke i striber på din hånd, den er smurt ind i det.

Rødt.

chhhchchchcchhhchchchchchchchchhch 18

Half Wild.indd 18

16/02/15 12.04

Du kan finde en bæk og vaske dig. Vaske det hele af.

chhhchchchcchhhchchchchchchchchhch Du kan ikke blive her. For din egen sikkerheds skyld må du væk. Det skal være nu. Du skal væk.

chhhchchchcchhhchchchchchchchchhch Mobiltelefonen er tæt på, uændret. Den kommer aldrig nærmere.

Men du er nødt til at kigge. Du er nødt til at se efter.

Drej hovedet den anden vej.

Du kan godt.

Det ligner lidt en træstamme. Sig, det er en træstamme, sig, det er en træstamme, sig, det er en træstamme.

Det er ikke en træstamme … Det er sort og rødt.

Sorte støvler. Sorte bukser.

Det ene ben bøjet, det andet strakt. Sort jakke.

Hendes ansigt vender den anden vej.

Hun har kort, lysebrunt hår.

Det er gennemvædet af blod.

19

Half Wild.indd 19

16/02/15 12.04

Hun ligger stille som en træstamme.

Stadig våd.

Bløder stadig.

Ikke længere hurtig.

Det er hendes mobil.

chhhchchchcchhhchchchchchchchchhch chhhchchchcchhhchchchchchchchchhch chhhchchchcchhhchchchchchchchchhch chhhchchchcchhhchchchchchchchchhch Og idet du løfter hovedet, ser du, at hendes hals er ét stort sår, og det er flænset og blodigt og dybt og rødt

Half Wild.indd 20

16/02/15 12.04

venter Jeg er tilbage i Schweiz, højt oppe i en afsidesliggende dal – ikke den, hvor Mercury har sin hytte, men i nærheden, en halv dags vandring derfra.

Jeg har efterhånden været her i nogle uger, og jeg har også været tilbage i Mercurys dal et par gange. Første gang fulgte jeg min gamle rute baglæns for at finde den bæk, hvor jeg mistede Fairborn-kniven, den magiske kniv, som jeg stjal fra jægerne. Som Rose stjal. Bækken var nem nok at finde, og det var heller ikke særlig svært at finde blod og nogle gule pletter på jorden. Men ingen Fairborn. Jeg fulgte bækken i begge retninger og hele vejen rundt om stedet med pletterne på jorden, kiggede under buske og løftede sten. Det var til grin – helt ærligt, at gå rundt og lede under stenene! Efter to dages eftersøgning var jeg nødt til at stoppe mig selv. Jeg var begyndt at tvivle på, om jeg overhovedet havde haft Fairborn-kniven. Jeg spekulerede på, om den kunne være blevet taget af et dyr, om den var forsvundet ved et trylleslag. Det var ved at psyke mig ud. Jeg har ikke været tilbage for at lede efter den siden da.

Nu venter jeg her, ved grotten i den anden dal. Det 21

Half Wild.indd 21

16/02/15 12.04

var det, vi aftalte, mig og Gabriel, så det er det, jeg gør: Jeg venter på Gabriel. Han tog mig med herop en dag og gemte sin blikæske med breve i grotten – det er kærlighedsbrevene, som hans mor og far skrev til hinanden, hans eneste ejendel. Nu ligger blikæsken i min rygsæk.

Og jeg er her. Og jeg siger til mig selv, at vi i det mindste har en plan. Og det er en god ting.

Selvom det ikke er nogen fantastisk plan: ”Hvis det går galt, så vent ved grotten.”

Og det er gået galt – for alvor.

Jeg havde ikke forestillet mig, at vi nogensinde ville få brug for planen. Jeg troede ikke, at det ville kunne gå så galt, uden at jeg var død. Men jeg er i live. Jeg er sytten og har fået mine tre gaver og er en fuldbyrdet heks.

Men jeg ved ikke, hvem der ellers er i live. Rose … Rose er død … Det er jeg sikker på – hun blev skudt af jægerne. Annalise er fange hos Mercury og ligger i en dødlignende søvn, og jeg ved, at hun ikke skal ligge sådan alt for længe, for ellers bliver det dødlignende til slet og ret død. Og Gabriel er stadig forsvundet, her flere uger efter at vi stjal Fairborn-kniven – fire uger og fire dage.

Hvis han var i live, ville han være her, og hvis jægerne har fanget ham, vil de udsætte ham for tortur, og …

Men det er en af de ting, jeg ikke giver mig selv lov til at tænke på. Det er en af mine regler, mens jeg venter: Lad være med at tænke på det negative, hold dig til det positive. Problemet er, at jeg ikke kan gøre andet 22

Half Wild.indd 22

16/02/15 12.04

end at sidde her og vente og tænke. Derfor tvinger jeg mig til hver eneste dag at gennemgå alle de positive ting, og så siger jeg til mig selv, at når jeg er færdig med det, så kommer Gabriel tilbage. Og jeg er nødt til at sige til mig selv, at det stadig godt kan lade sig gøre.

Han kan stadig godt nå at komme tilbage. Jeg skal bare tænke positivt.

Okay, kun positive tanker, igen …

For det første gælder det om at lægge mærke til omgivelserne. Der er positive ting over det hele, og jeg lægger mærke til de samme positive ting hver eneste skide positive dag.

Træerne. Træerne er positive. De fleste af dem er høje og nogenlunde lige og tykke, men nogle få er væltet og dækket af mos. De fleste træer har nåle i stedet for blade, og de grønne farver dækker et spektrum fra næsten sort til limegrønt, alt efter hvordan solstrålerne falder, og hvor gamle nålene er. Jeg kender træerne her på stedet så godt, at jeg kan se hvert eneste af dem for mig med lukkede øjne, men jeg prøver at lukke øjnene så lidt som muligt – det er nemmere at holde fast i de positive tanker med åbne øjne.

Fra træerne går jeg videre til himlen, der også er positiv og som regel er klar og blå om dagen og blegsort om natten. Jeg kan godt lide, når himlen har den farve. Sommetider er der skyer, og så vidt jeg kan se, er de store og hvide og kun sjældent grå, og det er aldrig 23

Half Wild.indd 23

16/02/15 12.04

regnvejrsskyer. De bevæger sig for det meste østpå. Det blæser ikke; vinden når aldrig herned på skovbunden.

Hvad så mere? Nå ja, fugle. Fugle er positive og grådige og højrøstede – kvidrer og æder uafbrudt. Nogle æder frø, og andre æder insekter. Højt oppe over træerne flyver kragerne, men de kommer aldrig ind i skoven, i hvert fald ikke herned, hvor jeg er. De er sorte.

Sorte og skarpt aftegnet. Som om de er blevet klippet ud af sort karton. Jeg holder udkig efter en ørn, men har aldrig fået øje på en, og jeg tænker på min far og spekulerer på, om han virkelig forklædte sig som en og fulgte efter mig, og det føles som noget, der skete for længe siden …

Stop!

Tanker om min far har ikke noget at gøre her. Jeg skal passe på med at tænke på ham. Jeg er nødt til at være disciplineret. Ellers er det for nemt at køre over i det negative spor.

Okay … tilbage til omgivelserne. Hvor er jeg kommet til? Jeg har været igennem træer, himmel, skyer, fugle. Nå ja, så er der stilhed … stilhed er der masser af. En kæmpemæssig stilhed. Stilheden om natten er så stor, at den kunne fylde Stillehavet. Stilhed, det elsker jeg. Der er ikke noget, der summer her, ingen atmosfæriske forstyrrelser. Ingenting. Mit hoved er klart. Jeg synes, jeg burde kunne høre floden i bunden af dalen, men det kan jeg ikke; træerne skygger for lyden.

24

Half Wild.indd 24

16/02/15 12.04

Okay, så er tavsheden ude af verden, og så er der bevægelser. Ting, der har bevæget sig indtil videre: små hjorte, jeg har set en lille håndfuld; de er lydløse og brune og sådan lidt fine i det og lettere nervøst anlagt.

Også kaniner, som er gråbrune og lydløse. Så er der edderkopper, sorte og lydløse; fluer, sorte, lydløse, indtil de kommer helt tæt på, hvorefter de larmer helt grotesk latterligt meget; en enkelt vildfaren sommerfugl, blå som en kornblomst, lydløs; nedfaldende grankogler, ikke lydløse, men med et sagte ord, når de lander i skovbunden – ”dhub”; nedfaldende fyrrenåle, brune, så larmende som snefnug.

Det er alt sammen positivt: sommerfugle og træer og den slags.

Jeg lægger også mærke til mig selv. Jeg har mine gamle støvler på. Tykke såler, bøjelige, fordi de er så slidte. Det brune læder er skrammet og ridset, og der trænger vand ind i den højre gennem en ødelagt syning.

Mine jeans er baggy og er rare at have på, tyndslidte, flænge på venstre knæ, flossede i sømmen, engang blå, nu grå, jordplettede, et par grønne plamager af at klatre i træer. Bælte: tykt, sort læder, messingspænde. Det er et godt bælte. T-shirt: engang hvid, nu grå, hul i højre side, små huller i ærmerne, som om lopperne har gnavet i den. Jeg tror ikke, jeg har lopper. Det klør ikke. Jeg er nok lidt beskidt. Men sommetider vasker jeg mig, og altid, hvis jeg har blod på mig, når jeg vågner. Jeg har 25

Half Wild.indd 25

16/02/15 12.04

ikke blod på tøjet, og det er i det mindste noget. Jeg vågner altid nøgen, hvis jeg har …

Tilbage til tøjet!

Hvor var jeg? T-shirt. Og uden på T-shirten har jeg min skjorte, der er varm og tyk, ulden – det ternede skovhuggermønster, er stadig synligt i grønt, sort og brunt. Den har tre sorte knapper tilbage. Hul i højre side. Flænge i venstre ærme. Jeg har hverken underbukser eller sokker. Jeg havde sokker engang; ved ikke, hvad der blev af dem. Og jeg havde handsker. Mit halstørklæde er pakket ned i rygsækken, tror jeg nok. Jeg har ikke kigget i den i en evighed. Det burde jeg gøre.

Det er tidsfordriv. Jeg tror muligvis også, mine handsker ligger i den.

Og hvad så nu?

Mere om mig selv.

Mine hænder ser frygtelige ud. Virkelig frygtelige.

De er vejrbidte og ru og furede; arvævet på mit højre håndled er hæsligt, som om huden er smeltet; mine negle er sorte og bidt helt ned, og så er der tatoveringerne.

Tre tatoveringer på min højre lillefinger, og den store tatovering på bagsiden af min venstre hånd. S 0,5. En halvkodetatovering. Bare så alle ved, hvad jeg er: halvt sort heks. Og hvis de af en eller anden grund skulle komme til at overse de tatoveringer, er der altid den på anklen og den på halsen (det er den, jeg selv er mest glad for, ha ha).

26

Half Wild.indd 26

16/02/15 12.04

Men det er ikke kun tatoveringer, ikke kun brændemærkninger: Der er også trolddom i dem. Hvis jægerne fanger mig, hvis mMr Wallend fanger mig, så skærer de min lillefinger af og kommer den i en hekseflaske, og så vil jeg være i deres vold. De ville kunne torturere mig med den eller slå mig ihjel når som helst ved at brænde flasken. Jeg tror, det er det, de ville gøre. Tatoveringerne er for, at de kan styre mig. De ville bruge flasken til at få mig til at myrde min far.

Men jeg kommer aldrig til at myrde min far. Det ville jeg ikke kunne, om så jeg prøvede, for min far er stadig den stærkeste sorte heks, jeg nogensinde har hørt om, og jeg er nul og niks sammenlignet med ham. Jeg mener, jeg er okay til at slås, og jeg er okay til at løbe, men det vil aldrig være nok mod Marcus.

Pis! Nu tænker jeg på ham igen.

Jeg skal hellere koncentrere mig om at tænke på min egen krop.

Sommetider gør min krop underlige ting. Den forandrer sig. Det er jeg nødt til at tænke noget mere på. Jeg er nødt til at prøve at regne ud, hvordan den forandrer sig, hvorfor den forandrer sig, og hvad i helvede den forvandler sig til.

Jeg kan ikke engang huske det, men jeg ved, det sker, for når jeg vågner, er jeg nøgen og knap så sulten. Selvom jeg sommetider bliver dårlig og brækker nattens måltid op og derefter mærker min mave trække sig sammen igen og 27

Half Wild.indd 27

16/02/15 12.04

igen. Jeg ved ikke, om det er, fordi min krop ikke kan tåle det, jeg spiser. Jeg spiser mest små dyr, selvom jeg ikke kan huske noget om at fange dem. Men jeg ved, det sker, for der er små knogler i mit opkast, og små pelstotter og blod. Engang var der en hale. En rottehale, tror jeg. Jeg ved, jeg forvandler mig til et eller andet dyr. Det er den eneste forklaring. Jeg har den samme evne som min far.

Men jeg kan ingenting huske: Jeg kan ikke huske forvandlingen, jeg kan ikke huske, at jeg har været et dyr, og jeg kan ikke huske, at jeg forvandler mig tilbage til mig selv igen. Ikke noget, før jeg vågner igen. Jeg ligger altid og sover, så jeg gætter på, at jeg bliver udmattet af det.

I forgårs nat fangede jeg en lille hjort. Vågnede næste morgen ved siden af dens halvædte krop. Den har jeg ikke kastet op igen. Jeg tror, min mave er begyndt at vænne sig til det. Jeg har været så sulten, at tarmene skreg, men det er jeg ikke nu. Så det viser vel bare, at man kan vænne sig til hvad som helst, selv råt kød. Men jeg ville nu alligevel slå ihjel for et ordentligt måltid. En burger, fritter, gryderet, kartoffelmos, roastbeef og vaniljebudding. Menneskeføde. Kager. Vaniljecreme!

Forsigtig nu!

Det er bedst ikke at tænke på det, jeg alligevel ikke kan få: Det er det sikre skråplan. Jeg skal passe på med, hvad jeg tænker. Ikke noget med at flyde ind i det negative. Og jeg har været god til at holde mig til det positive i dag, så jeg kan godt give mig selv en lille belønning og 28

Half Wild.indd 28

16/02/15 12.04

tænke lidt på andre mennesker, endda min far, selvom jeg skal være ekstra forsigtig, når det er ham, mine tanker kredser om.

Jeg har mødt ham. Jeg har mødt Marcus. Han slog mig ikke ihjel, hvilket jeg aldrig rigtig for alvor havde troet, at han ville, selvom det, hans omdømme taget i betragtning, sikkert kunne være gået begge veje.

Størstedelen af min barndom gik jeg rundt og troede, at Marcus var ligeglad med mig, men nu viser det sig, at han har tænkt på mig hele tiden, akkurat som jeg har tænkt på ham. Og han havde hele tiden tænkt sig at hjælpe mig. Han opsøgte mig. Så fik han tiden til at gå i stå for min skyld, og det er sikkert ikke nogen nem ting bare lige at gøre, heller ikke for ham. Han udførte min bibringelsesceremoni: lod mig drikke af sit blod og gav mig tre gaver. Og den guldring, han gav mig, hans egen ring, sidder på min finger, og jeg drejer den og trykker den mod læberne og mærker tyngden i den og smager dens metalsmag. Kuglen, som min far gravede ud af mig, jægerkuglen, har jeg i lommen. Sommetider mærker jeg også på den, selvom jeg ikke engang er sikker på, at jeg har lyst til at have den, fordi den er en jægerting.

Og den tredje gave, han gav mig, mit liv, har jeg stadig.

Jeg ved ikke, om det for alvor tæller med, for jeg har endnu aldrig hørt om en gave, der ikke var en fysisk håndgribelig ting, men han er Marcus, og han ved velsagtens, hvad han gør.

29

Half Wild.indd 29

16/02/15 12.04

Jeg er i live på grund af min far. Jeg har min evne på grund af min far, og min evne er den samme som hans.

De fleste hekse har besvær med at finde deres evne og bruger ofte et år eller mere på at finde ud af, hvad det er, hvorimod jeg end ikke behøvede at se mig omkring efter min. Den fandt mig. Og jeg ved ikke, om det er godt eller ej. Må hellere tænke på noget andet …

Min familie er noget positivt at tænke på. Jeg drejer sjældent over i det negative, når jeg gennemgår familien.

Jeg savner stadig Arran, men ikke halvt så meget som dengang, jeg var fange hos Celia. De første par uger i buret savnede jeg min bror helt ubeskrivelig meget. Men det er flere år siden … to år, tror jeg. Jeg blev taget af Rådet lige før min femtenårs fødselsdag, lige før Arrans bibringelse. Ja, der er gået over to år siden dengang, men jeg ved, at han er okay, og også Deborah. Ellen, min halvblodsven, kontaktede Arran og viste ham et billede af mig, og jeg så en video med ham og hørte hans besked til mig. Men jeg ved, at de har det bedre uden mig.

Jeg kan aldrig få dem at se igen, men det er okay, fordi de ved, at jeg er i live, at jeg er sluppet væk og er fri. At være positiv er det, jeg gør, og det er netop positivt, for jo længere væk jeg er fra dem, jeg holder af, desto bedre er det for dem.

Sommetider sidder jeg i grotteåbningen, eller også ligger jeg og sover lidt, selvom jeg ikke sover særlig godt, og for det meste kan jeg bedre lide at vente heroppe i 30

Half Wild.indd 30

16/02/15 12.04

mit træ, hvor jeg har godt udsyn. Bjergsiden er stejl her; her kommer ikke nogen forbi på en tilfældig spadseretur. Men man ved aldrig. Og jægerne er dygtige til at jage. Jeg prøver at lade være med at tænke for meget på jægere, selvom det er en dum idé bare at lade, som om de ikke eksisterer. I hvert fald sidder jeg oppe i mit træ, og når det bliver mørkt, som nu, giver jeg mig selv lov til at tænke på gamle dage, før Rådet tog mig, før Celia, før de satte mig i bur.

Min yndlingserindring er med mig og Arran, der leger i skoven tæt på Bedstes hus. Jeg havde gemt mig i et træ, og da Arran endelig fik øje på mig, klatrede han op til mig, men jeg klatrede længere og længere ud på en tynd gren. Han tryglede mig om at lade være, så jeg klatrede tilbage igen og sad sammen med ham, ligesom jeg gør nu, overskrævs på grenen og med ryggen mod ham. Jeg ville give nærmest hvad som helst for at sidde sådan sammen med ham nu og mærke varmen fra hans krop, da jeg lænede mig op ad ham. At vide, at han smilede, bare ved at mærke bevægelsen i hans bryst, og mærke hans ånde og hans arme om mig.

Men det er bedst ikke at tænke alt for mange af den slags tanker. Bedst ikke at tænke på det, jeg ikke kan få.

Jeg husker også Bedste med hendes bier og hendes støvler og høns, og så det mudrede køkkengulv. Sidst jeg så Bedste, var, da de slæbte af sted med mig. Jeg var i Rådsbygningen og fik at vide, at Celia skulle være 31

Half Wild.indd 31

16/02/15 12.04

min ’lærer og vogter’. Det var første gang, jeg så Celia, første gang jeg hørte hendes lyd, hendes evne, som hun kunne bruge til at lamme mig med. Det føles som noget, der foregik i et andet liv. Celia slog mig ud med sin lyd, og mens de bar mig ud, fik jeg et sidste glimt af Bedste, der stod helt alene og så gammel og forskræmt ud midt i rummet, hvor jeg var til bedømmelse. Nu jeg tænker tilbage, tror jeg, at Bedste vidste, at hun aldrig ville få mig at se igen. Celia fortalte mig, at hun var død, og jeg ved, at de tvang Bedste til at begå selvmord, ligesom de gjorde med min mor.

I dag ved jeg, at …

Hvad er det?

Fodtrin! Om natten!

Min adrenalin begynder at rulle.

Styr dig! Lyt! Lette fodtrin. Lette nok til at være en jæger.

Jeg drejer hovedet langsomt. Får ikke øje på noget.

Skydækket er tæt, og der trænger intet månelys ned til mig her i skoven.

Flere fodtrin. Mere adrenalin.

Pis! Det er mere end adrenalin – det er dyret i mig.

Så får jeg øje på hende. En lille hjort. Anspændt.

Og dyreadrenalinen vil gerne sprænge dæmningen, dyret i mig vil gerne overtage styringen.

Rolig! Rolig! Træk vejret langsomt. Tæl vejrtrækningerne.

32

Half Wild.indd 32

16/02/15 12.04

Én langsomt ind og langsomt ud.

To langsomt ind – og hold – og langsomt ud.

Tre langsomt ind – og jeg kan mærke det i blodet, det sætter det i kog – og langsomt ud.

Fire langsomt ind, og det er dyret i mig, hvad det end er for et, der får mig til at forvandle mig.

Hjorten fjerner sig og forsvinder hurtigt i mørket.

Men her er jeg, menneske, og hjorten er ikke død. Jeg kan kontrollere min evne. I hvert fald stoppe den. Og hvis jeg kan stoppe den, kan jeg måske også give den lov.

Jeg smiler bredt. For første gang i flere uger er jeg oprigtigt positiv over noget.

Jeg har klaret mig godt i dag, har holdt mig til listerne og er ikke drejet alt for meget over i det negative.

Jeg kan belønne mig selv med nogle gode tanker, ting, jeg gemmer til særlige lejligheder. De bedste handler om Annalise. Og her er, hvad jeg husker …

Half Wild.indd 33

16/02/15 12.04

mig og annalise Vi sidder sammen på sandstensfremspringet og dingler fødderne ud over kanten. Annalise er femten, jeg er stadig kun fjorten. Mit ben er tæt på hendes, men uden helt at røre ved det. Det er sidst på efteråret. De seneste to måneder har vi mødtes her en gang om ugen. I al den tid vi har mødtes, har vi kun rørt ved hinanden én gang. Det var anden gang, vi var her. Jeg holdt om hendes hånd og kyssede den. Jeg fatter stadig ikke, at jeg gjorde det. Jeg lod mig rive med, tror jeg. Nu tænker jeg på det hele tiden, og jeg mener virkelig hele tiden, men jeg kan ikke få mig selv til at gøre det igen. Annalise og jeg snakker og klatrer og løber omkring, men selv når vi leger tagfat, fanger jeg hende aldrig. Jeg kommer tæt på, og så kan jeg ikke. Hun får heller aldrig lov til at fange mig.

Hun svinger med benene. Hendes grå skolenederdel er ren og pæn og nystrøget. Huden på hendes ben er en lille smule solbrun, og hendes hår på benene over knæene er fine og lyse. Og mit ben er millimeter fra hendes, men jeg ved, at jeg ikke kan få mig selv til at rykke tættere på. Jeg tvinger mig selv til at vende hovedet bort og se på noget andet.

34

Half Wild.indd 34

16/02/15 12.04

Klippen er stejl, og faldet er langt, men man lander på sandjord, så det er ikke for langt. Trætoppene suser og svajer, næsten som om de taler sammen og udveksler sladder, og bladene falder i små flokke.

Nogle blade daler ned mod os, og allerede før Annalise bevæger sig, ved jeg, at hun vil prøve at fange et af dem. Hun rækker først hånden, så armen, så kroppen ud over klippekanten. Hun læner sig for langt ud, selvom hun ikke vil slå sig, hvis hun falder ned, men måske burde jeg alligevel tage fat i hende og holde hende. Men jeg gør det ikke. Hun ler og læner sig endnu længere frem og griber bladet og tager samtidig fat i mit ærme, og jeg rører hende stadig ikke. Jeg trækker armen bagud, så der ikke sker hende noget, men jeg rører ikke ved hende.

Hun har fanget bladet. En lille, brun trekant fra et birketræ. Hun holder det i stilken og drejer det frem og tilbage foran mit ansigt. ”Fik det. Ikke at jeg kan takke dig for det! Jeg var lige ved at falde ned.” ”Jeg vidste, at der ikke ville ske noget.” ”Gjorde du virkelig?” Hun trykker bladet mod min næse en enkelt gang, og hendes fingre er helt tæt på mine læber. Jeg trækker hovedet til mig. ”Det er til dig. Her, tag det.” ”Det er bare et blad,” siger jeg. ”De er over det hele.” ”Giv mig din hånd. Det er et særligt blad. Det er et, jeg har grebet, med fare for liv og lemmer, kun til dig.”

35

Half Wild.indd 35

16/02/15 12.04

Jeg rækker hånden frem. Jeg vil gerne have bladet.

Hun lader det dumpe ned i min hule hånd. ”Du siger aldrig tak, vel?”

Det ved jeg ikke. Jeg har aldrig tænkt over det. ”Og du rører aldrig ved mig.”

Jeg trækker på skuldrene. Jeg kan ikke fortælle hende, at jeg tænker på hver eneste millimeter luft imellem os. ”Jeg vil gemme bladet,” siger jeg og sætter af fra klippen og lander på jorden for foden af den.

Jeg er nede på jorden og ved ikke, hvad jeg så skal gøre. Jeg havde håbet, at hun ville springe ned sammen med mig. Jeg ser op på hende og siger: ”Kan vi tale om noget andet?” ”Hvis du kommer op igen og spørger pænt.”

Jeg klatrer op ad klippen, så hurtigt jeg kan for at vise mig, men så stopper jeg, da jeg nærmer mig toppen.

Hun er rykket derhen, hvor jeg plejer at klatre op over kanten. Hun spærrer vejen for mig. Lidt til venstre er der en anden vej op, som er en smule sværere, og jeg klatrer lidt ned og så op igen, og imens rykker hun sidelæns, så hun nu sidder dér i stedet.

Hun læner sig frem og smiler til mig. ”Hej,” siger hun.

Jeg kan kun komme op ved at kravle hen over Annalise. ”Undskyld,” siger jeg. ”Må jeg godt komme forbi?”

Hun ryster på hovedet. ”Hvis jeg nu spørger pænt?”

Hun ryster på hovedet igen og smiler et kæmpe smil.

36

Half Wild.indd 36

16/02/15 12.04

”Af en hårdkogt halvkode at være er du faktisk ikke særlig hårdkogt.” ”Annalise, vær nu sød.” Jeg har ikke ret godt fat. Jeg er allerede ved at få krampe i fingrene, og mit fodfæste begynder at smutte. Jeg kan ikke blive hængende ret meget længere. ”Jeg forstår ikke, hvordan du kunne blive smidt ud af skolen. Du virker som sådan en sky og forsagt dreng.”

Hun siger det i et skolelæreragtigt tonefald. ”Jeg er ikke sky.”

Hun læner sig ned mod mig med et stort grin. ”Så bevis det.”

Jeg skal enten hoppe ned eller klatre hen over hende, og hvad enten det bliver det ene eller det andet, skal det være ret snart, for mit højre ben ryster af at spænde så meget. Jeg tror godt, jeg kan komme hen over hende, hvis jeg sætter hånden til højre for hendes ben, men på en eller anden måde skal jeg have trukket mig hen over skødet på hende og … ”Ih, hvor jeg glæder mig til at fortælle mine brødre, hvor lille og forskræmt du er,” siger hun for at drille. Jeg kigger op i hendes ansigt, og selvom jeg ved, at hun kun siger det for sjov, bliver jeg vred bare ved tanken om, at hun snakker med sine brødre om noget som helst. Jeg ser hendes smil forsvinde på et øjeblik. Jeg giver slip på klippen, vender mig en halv omgang i luften og lander på jorden. Hun råber: ”Nathan! Undskyld! Jeg skulle 37

Half Wild.indd 37

16/02/15 12.04

ikke …” Og hun hopper ned ved siden af mig, så let og yndefuld som altid. ”Det skulle jeg ikke have sagt. Det var åndssvagt gjort.” ”Hvis de nogensinde finder ud af, at vi mødes. Hvis …” ”Du ved jo godt, at jeg aldrig kunne finde på at sige noget til dem. Det var bare en dårlig joke.”

Det går op for mig, at jeg overreagerer og ødelægger stemningen, så jeg sparker lidt i sandet med støvlerne og siger: ”Det ved jeg godt.” Og så smiler jeg til hende og vil gerne bare have det sjovt med hende igen. ”Du må bare love mig aldrig at fortælle nogen, hvor stor en tøsedreng jeg i virkeligheden er, okay? Så siger jeg heller ikke noget om, hvor hårdkogt du er.” ”Mig! Hårdkogt?” Hun griner igen og sparker også i sandet med fødderne. Så trækker hun en lang streg i sandet og siger: ”På en skala fra hårdkogt her …” og hun stikker hælen i jorden i den ene ende ”… til pænt og velopdragent dydsmønster her …” og hun går hen i den anden ende af stregen og borer hælen ned og ser på mig ”… hvor vil du så placere mig?” ”Annalise, Annalise, Annalise,” mumler jeg for mig selv og går frem og tilbage langs stregen. Jeg standser cirka tre fjerdedele af vejen fra dydsmønsterenden, og så småtripper jeg lidt længere ned mod den modsatte ende, og så lidt mere, og lidt mere, indtil jeg er cirka en tiendedel fra hårdkogt-enden af linjen. ”Ha!” siger hun.

38

Half Wild.indd 38

16/02/15 12.04

”Du er alt for hård for mig.”

Hun knurrer ad mig. ”Okay, men de fleste af mine venner i skolen ville placere mig her.” Hun hopper næsten helt ned i dydsmønsterenden. ”Alle dine venner i skolen er froer,” siger jeg. ”Men de kan stadig kende en pæn pige, når de ser hende.” ”Og hvor ville de så placere mig?”

Jeg træder til side, da Annalise tripper af sted langs stregen, næsten til dér, hvor jeg stod lige før, tæt på den ende, der er 100 procent hårdkogt. ”Og dine brødre? Hvor ville de placere mig?”

Hun tøver lidt, men går så forbi hårdkogt-enden og helt ud til klippekanten. ”Frobørnene i skolen var bange for dig, fordi du tæskede folk,” sagde hun. ”Du havde ry for at være vild, men som regel så de dig sidde stille og roligt i timerne, så de vidste, at hvis de lod dig være i fred, ville du også lade dem være i fred.” ”Men det kunne dine brødre ikke rigtig finde ud af.

At lade mig være i fred, mener jeg.” ”Nej. Men de var også bange for dig.” ”De tævede mig! De slog mig bevidstløs og lod mig ligge.” ”Først efter at du havde tævet dem! Men det er mere end det.” Hun tøver lidt og siger så: ”Det er den, du er. Eller den, din far er. Det handler alt sammen om Marcus. De er bange for ham. Alle er bange for ham.”

39

Half Wild.indd 39

16/02/15 12.04

Hun har selvfølgelig ret, men det er jo ikke, fordi han pludselig dukker op og begynder at hjælpe, hvis jeg kommer op at slås.

Så spørger hun: ”Er du bange for ham?”

Jeg ved det ikke. Han er min far. Han er farlig og en dræber, men han er stadig min far. Og jeg vil gerne møde ham. Det ville jeg ikke, hvis jeg var bange for ham. ”Jeg stoler mere på dig end på nogen andre, Annalise,” siger jeg, ”men hvis Rådet nogensinde hører mig tale om ham, eller om mine følelser for ham, eller noget som helst …

Jeg kan bare ikke tale om ham. Det ved du også godt.” ”Undskyld. Jeg skulle ikke have spurgt.” ”Men jeg skal fortælle dig, hvem jeg er bange for: Rådet. Og dine brødre. Hvis …” Men jeg fortsætter ikke. Vi ved, hvad der vil ske med os begge, hvis de finder ud af, at vi mødes. ”Jeg ved det,” siger Annalise. ”Jeg har den værste og mest langt ude familie i verden.” ”Jeg tror, min er en lille smule mere langt ude end din.” ”Ikke meget. Du har i det mindste Arran og Deborah. Du har søde mennesker. Jeg har ikke nogen, der er søde. Jeg mener, Connor er okay, når han ikke er sammen med Niall eller … ” ”Det er dig, der er det søde menneske,” siger jeg.

Hun smiler, men i det samme slår det mig, hvor trist og ensom hun ser ud, og hvor heldig jeg er, at jeg 40

Half Wild.indd 40

16/02/15 12.04

har Arran, Deborah og Bedste. Og uden overhovedet at tænke over det tager jeg hendes hånd. Jeg rører ved hende! Det kommer bag på mig, men det sker, og jeg vil ikke risikere at komme til at tænke for meget over det.

Vores hænder er næsten lige store: Min hånd er bredere, men hendes fingre er længere og slankere. Hendes hud er blød og hudfarvet – ikke skidtfarvet. ”Hvordan kan du have så rene hænder?” Jeg vender langsomt hendes hånd og studerer den indgående. ”Jeg er smurt ind i rødt støv, men du har ikke så meget som et fnug på dig, hverken på hænderne eller andre steder.” ”Jeg er en pige. Vi er kendt for at kunne de mest utrolige ting, ting, som drenge kun kan drømme om.”

Hendes stemme skælver, og hendes hånd skælver også en smule.

Jeg er bange nu, men jeg har ikke tænkt mig at stoppe. Jeg trækker fingerspidsen rundt langs omridset af hendes hånd, mens hun holder den frem. Hen over tommelfingeren, ned mellem tommel- og pegefinger, så ud ad den finger og ned mellem den og den næste, og ud og ned, og så ud og ned igen, og til sidst rundt om lillefingeren og ned til hendes håndled. ”Jeg bliver altid overrasket over, hvor blid du er,” siger hun. ”Du er så helt vildt langt fra den hårdkogte ende af stregen.”

Jeg vil gerne sige noget til gengæld, men kan ikke finde på noget, der lyder rigtigt.

41

Half Wild.indd 41

16/02/15 12.04

”Du er blevet tavs igen,” siger hun. ”Hvad er der galt i at være tavs?” ”Ikke noget, velsagtens. Det passer godt til dig.”

Hun begynder at følge omridset af min hånd med fingeren, ligesom jeg gjorde med hendes. ”Men nogle gange får det mig til at spekulere over, hvad du tænker på.”

Hun kører fingeren videre rundt om min hånd. ”Hvad tænker du på?”

Jeg tænker på, at jeg godt kan lide det, når hun gør sådan. Det føles dejligt. Er det det, jeg skal sige? Jeg ved det ikke. Jeg siger: ”Jeg … du er …”

Hun dukker hovedet for at se på mig. ”Du prøver at skjule ansigtet,” beklager hun sig. ”Rødmer du?” ”Nej!” Hun sætter fingerspidsen på min hagetip og drejer mit hoved om mod sig selv.

Jeg har det lidt varmt, men jeg vil ikke sige, at jeg rødmer. ”Du er så kær,” siger hun.

Kær! ”Jeg synes ellers, jeg er ret så hårdkogt,” siger jeg.

Hun fniser og rejser sig. ”Du er kær, og du er langsom. Du fanger mig aldrig.”

Og så stikker hun af, og jeg løber efter hende, og den dag fanger jeg hende for første gang nogensinde.

Half Wild.indd 42

16/02/15 12.04

HB 137x215mm + 15mm beskæring

Pressen skrev om første bind, Half Bad:

ryg: 44 mm

CMYK

12

‟Fascinerende.”

Troldspejlet ‟Half Bad er en fantastisk god bog!”

Bogboxen.dk “En af den slags bøger, hvor man næsten ikke kan vente på fortsættelsen.”

Weekendavisen

Nathan har langt om længe mødt sin far, Marcus, og fået de tre gaver, der gør ham til heks. Men han er stadig på flugt fra jægerne, og han må samtidig prøve at finde sin ven Gabriel og redde Annalise, der bliver holdt fanget af den magtfulde og farlige sorte heks, Mercury.

Nathans søgen trækker ham ind i en uhellig alliance mellem sorte og hvide hekse, som sammen forsøger at bekæmpe jægerne, der på brutal vis har taget magten over Rådet for Hvide Hekse. Samarbejdet i alliancen plages af tvivl og mistillid, og Nathan befinder sig i en udsat position.

Men den største trussel mod Nathan er måske ham selv. Hvis ikke han kan lære at styre sin nyvundne evne som heks, kan det få katastrofale følger …

ISBN 978-87-11-37730-7

9 788711 377307

halvvild