Heksens forbandelse - læseprøve

Jeg lukker øjnene og prøver at slappe af i kroppen. Jeg ligger helt stille i overkøjen. Men så stivner jeg. Det føles pludselig, som om to fødder trykkes op mod min lænd. Ganske langsomt mærker jeg lamellerne under madrassen mod min ryg. Et par sekunder er jeg forstenet, så famler jeg efter lampen på væggen, tænder lyset og ruller rundt på maven i et hurtigt ryk. Jeg kigger ned i underkøjen. Den er tom.

Frederiks kusine, Liv, ligger i koma efter en ulykke på familiens ødegård i Sverige. Da Frederik og hans familie tager på weekend deroppe, sker der uforklarlige ting, og hans lillesøster Luna opfører sig underligt. Frederik beslutter sig for at finde ud af, om det med Liv virkelig var en ulykke.

Allerede første nat går det galt …

9

788711 469712

Line Kyed Knudsen Heksens forbandelse Tekst © 2015 Line Kyed Knudsen og Forlaget Carlsen Omslagsdesign, illustration og typografisk design: BRETH DESIGN v. Mette Breth Grafisk tilrettelægning: Charlotte Flemmer Bogen er sat med Perpetuna ISBN 978-87-1146-971-2 1. udgave, 1. oplag 2015 Printed in Latvia 2015, Livonia Print Sia Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Line Kyed Knudsen

Kapitel 1 Grå skyer flyver hen over himlen. Brune blade klistrer sig fast på bilen, da min far parkerer foran hospitalet. Min moster og onkel står og venter på os.

Min mor krammer dem begge to. Jeg mærker min lillesøsters hånd i min. Jeg ryster den væk. ”Kom, Frederik,” siger min far.

Jeg står ud af bilen, men det føles, som om jeg slet ikke er til stede. Jeg ser i stedet det hele oppefra. Jeg svæver rundt og kigger ned på den store, grå bygning, hvor min moster og onkel står udenfor og græder, og min mor og far trøster. Jeg rager op dernede på parkeringspladsen med mit mørke strithår, min sorte jakke og bukser. Min mor syntes, jeg skulle være pæn, nu vi skal se min kusine for sidste gang.

Mine slidte Nike passer ikke til mit tøj, men det var de sko, jeg havde lyst til at tage på.

Jeg mærker igen min lillesøsters varme hånd. Jeg kan også mærke, at hun ryster, og det irriterer mig.

Jeg behøver ikke engang at kigge ned på hende. Jeg

7

ved, at hun står og glor op på mig. Spørgende og med vand i øjnene. ”Jeg gider ikke holde dig i hånden, Luna,” siger jeg. ”Men hvad skal hun nu, Frederik?” hvisker hun. ”Dø,” siger jeg tonløst og følger efter familien ind på hospitalet.

Min kusine hedder Liv. Hun ligger i koma. Lægerne siger, at hun ikke vil vågne igen. Det er bare et spørgsmål om tid. Enten holder hendes hjerte op med at slå af sig selv, eller også slukker de for den maskine, der holder hende i live. Liv gik i min parallelklasse. Hun var lige fyldt 14 år, da ulykken skete.

For bare 14 dage siden stod hun og hang ind over hækken. Min moster og onkel bor i huset ved siden af vores. De var på vej til Sverige. Jeg sad i en liggestol sammen med min bedste ven, Mathias. Det var efterår, men varmt. Vi snakkede om den kamp, som vi skulle se senere hjemme hos ham. Det var Arsenal mod Manchester. Mathias og jeg heppede på hvert vores hold og drillede hinanden, når det forkerte hold scorede.

Det er så pisseligemeget nu. Det betyder jo ikke en skid, hvem som vinder.

Liv stod der og vinkede, og Mathias var blevet kanonrød i hovedet. Han var vild med hende. Og det var der som sådan ikke noget at sige til. Ud over at

8

Liv var charmerende og snakkende som et vandfald, så havde hun også det der lange, røde, krøllede hår og meget blå øjne, der kunne få Mathias til at blive helt forfjamsket, når hun kiggede på ham. ”Pas nu på, at I ikke bliver alt for lækre, drenge!” råbte hun og smuttede gennem hullet i hækken og kom ind til os i haven. ”Vi er skidelækre i forvejen,” grinede jeg og sprang op fra stolen. Jeg regnede ikke med, at Mathias ville sige noget. Han var altid mundlam, når Liv var i nærheden.

Jeg spændte min overkrop, så godt jeg nu kunne, og Liv tjattede til mig og fnisede. Jeg plejede at træne muskelgrupper med Mathias fire gange om ugen.

Målet var en god sixpack til sommer, når vi fyldte 15.

Det burde kunne lade sig gøre, hvis vi trænede hårdt.

Nu er jeg ligeglad. Mine muskler gider ikke mere.

Jeg er slap og træt. Det betyder jo ikke en fuck, hvordan man ser ud. ”Jeg kender en, der er vild med dig, Frederik, ” sagde Liv drillende, og så gik hun videre gennem haven. ”Hvem?” råbte jeg. ”Det er en hemmelighed!” gentog Liv og vinkede til min mor, der stod inde i køkkenet og lavede aftensmad. ”Og jeg er god til at holde på hemmeligheder.” Liv samlede et af nedfaldsæblerne op og kastede

9

det efter mig. ”Den bedste, hvis jeg selv skal sige det!” ”Ja, ja,” råbte jeg efter hende. Jeg satte mig ned igen, glattede mit hår ned i panden og lukkede øjnene op mod de sidste stråler. Spekulerede på, hvem der var vild med mig.

Solen skinnede rødt og gav haven et gyldent skær.

Så åbnede jeg det ene øje på klem og sparkede til Mathias ben. ”Du skal snart gøre et eller andet,” sagde jeg. ”Der sker jo ikke en skid, hvis du ikke fortæller hende, hvad du føler.”

Mathias sparkede tilbage, og så havde vi ikke snakket mere om det.

Måske var det indbildning, men når jeg tænker tilbage på den dag, sidste gang jeg så hende i live, så husker jeg det, som om alting var lavet af guld. Som om vi var et helt andet sted, hvor døden ikke var noget, man gik og spekulerede på, og hvor himlen var blå, og ens mavemuskler stadig hårde som sten.

Min moster og onkel sad i bilen og dyttede. Luna fulgte Liv ud af haven. Liv var som en storesøster for hende. Hun har hjulpet hende med at lære at læse og skrive, lært hende at vende pandekager i luften og løbe på skateboard. Engang bar hun Luna på ryggen en halv kilometer, da hun havde forstuvet foden i et hul på en skoletur. Og den sidste dag, hvor alt var funklende, krammede Luna hende længe. Mathias sagde stadig

10

ingenting. Sad bare med lukkede øjne i liggestolen. ”Du må ikke gå, Liv,” sagde Luna og ville ikke give slip på hende. ”Vi er hjemme igen på søndag,” sagde Liv og skubbede hende blidt fra sig. ”Vi skal bare se på alle mormors ting, som vi skal arve.”

Vores mormor var død tre uger tidligere. Min mor var ikke specielt ked af det, da det skete. Det var kun Luna, der græd og græd i flere dage. Jeg selv tudede ved begravelsen og tænkte på alle de sommerferier, jeg havde holdt hos hende sammen med Liv. Men jeg skjulte mine tårer, da jeg så min mors stramme mund, da hun stod dér ved graven og gloede lige ud i luften.

Min moster havde samme udtryk, og bagefter snakkede de om, at mormor jo også var gammel. Det havde bare været et spørgsmål om tid. Hun havde heller ikke taget sine piller, som hun skulle.

Min moster og onkel havde allerede været oppe i mormors hus én gang for at hente nogle ting. Min mormor havde boet i en stor, gammel ødegård, som havde været familiens i mange generationer. Nu har vi arvet den. Og nu skulle min moster og onkel og Liv så derop igen. Der var meget, der skulle ordnes. Og min mor havde ikke lyst til det.

Liv kiggede på mig. Hendes øjne var mørkere, end de plejede at være. ”Jeg har faktisk ikke lyst til at tage op til mormors hus …” sagde hun tøvende.

11

Jeg rejste mig. Jeg plejer ikke at kramme Liv, som Luna altid gør, og jeg gjorde det heller ikke den dag, men jeg havde lyst til det.

Og jeg ville ønske, at jeg havde gjort det.

Jeg ville også ønske, at jeg havde sagt til hende, at hun bare skulle nægte at tage af sted. Hun kunne være hos os. Hun behøvede da ikke at tage med igen. ”Du må ikke tage op i mormors hus,” sagde Luna.

Men Liv rystede på hovedet. ”Det er ikke mormors hus mere. Det er vores hus nu.”

Var hendes smil ikke anderledes, end det plejede?

Var hendes øjne ikke blanke? ”Jeg skulle for resten hilse fra Nina,” sagde hun så og kiggede på mig. ”Nå,” sagde jeg og gloede ned på mine Nike.

Nina var Livs veninde fra parallelklassen. En høj, ranglet pige med langt, lyst hår i hestehale. Engang for mange år siden gik jeg til svømning sammen med hende. Jeg har aldrig rigtig snakket med hende. Liv blev stående og kiggede drillende på mig. Så blev hun alvorlig. Hun faldt i staver, som om hun tænkte på noget. Hun stod i modlys. Den synkende sol bag hende fik hendes hår til at skinne og hendes ansigt til at blive fuldt af skygger. Hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg have spurgt hende, om der var noget galt.

Men jeg kan ikke gøre det om.

Ti minutter efter, at de var kørt, så vi en total

12

sej, sort Mercedes parkere ude foran min moster og onkels hus. På svenske plader. Mig og Mathias lagde mærke til manden, der steg ud. Han havde jakkesæt og solbriller på, og da han havde ringet på et par gange, kørte han igen.

Om natten drømte jeg om min mormors hus for første gang. Jeg kom ud af skoven og gik op mod huset. Det regnede. Jorden var mudret. Jeg nærmede mig langsomt den store, røde ødegård. Ved siden af hovedbygningen lå den gamle lade og den fritliggende jordkælder, der var bygget ind i det kuperede terræn og dækket med kampesten. Bag ved huset lå den sorte sø spejlblank og stille. I drømmen sænkede mørket sig meget hurtigt, og jeg fik en følelse af, at noget var galt. Jeg så hen på jordkælderen. Når man åbnede de to røde døre, førte en stejl stentrappe ned i mørket. I drømmen var dørene slået op, og taget på laden var faldet sammen. Der var et stort hul, som om noget stort og tungt havde ramt det. ”Frederik …” kaldte min kusine i drømmen, og jeg vågnede med et sæt.

Dagen efter skete det. Det var lørdag, og det regnede. Ligesom i drømmen. Luna sad i vindueskarmen. Hun lod sin pegefinger følge dråberne ned ad ruden. Min mor stod ved køkkenbordet og drak kaffe. Jeg havde sovet længe og var i gang med at spise min fars hjemmelavede boller, mens jeg brokkede mig

13

over, at vi ikke havde andet at putte på end syltetøj.

Men min mor hørte ikke efter. Hendes blik flakkede hele tiden hen mod Luna, der havde været tavs, siden jeg var stået op. ”Jeg skrider hjem til Mathias,” sagde jeg og skulle lige til at rejse mig, da Luna pludselig faldt ned fra vindueskarmen med et skrig. Et øjeblik syntes jeg, at det så ud, som om en eller anden havde skubbet til hende. ”Liv!” Luna krabbede forvirret rundt på gulvet, som om hun ikke vidste, hvor hun befandt sig.

Først fik jeg kuldegysninger og en klump i halsen, så blev jeg irriteret på Luna. ”Hold nu kæft, Luna!” råbte jeg og gik hen mod hende, fordi min mor bare stod og gloede ned på hende. ”Hvor er Liv?” skreg Luna og satte sig op i et ryk. ”De er oppe i mormors hus i Sverige.” Min mor gik hen og satte sig ned på gulvet og slog armene om min søster. Jeg gloede ud i haven. Regnen tog til og piskede ned på græsset. ”Hvorfor skreg du, Luna?” spurgte min mor, da Luna var faldet lidt til ro.

Jeg satte mig tungt ned igen. Jeg havde pludselig ikke lyst til at tage over til Mathias. Et eller andet sagde mig, at jeg skulle blive hjemme. Mit ben vibrerede rastløst. Jeg kunne ikke få øjnene fra Luna.

14

”Du er en tosse,” mumlede jeg. ”Man begynder ikke bare at skrige …”

Luna sagde ingenting. Hun pegede hen på min mors mobil, der lå på bordet. Så kiggede hun på mig med sine store, blå øjne. Som om hun troede, at jeg vidste, hvorfor hun var blevet ked af det. ”Jeg er bange,” sagde hun alvorligt.

Jeg rystede på hovedet og havde lyst til at råbe til hende, at der ikke var noget at være bange for.

Men så skete det. Luna sprang op, løb hen til mig og greb min hånd, samtidig med at min mors mobil ringede. Lunas øjne blev fyldt med tårer, og jeg fik en iskold knude i brystet.

Det var min moster, der ringede. Jeg kunne høre, hun skreg i telefonen. Hun lød lige så fortvivlet som Luna. Jeg hældte syltetøj på en bolle med en mekanisk bevægelse. Min mor havde glemt at putte en ske i. Klumper af jordbær plaskede ned på det hvide brød.

Min mor havde mobilen mod øret og begyndte at rokke frem og tilbage på stolen, mens hun tog sig til brystet og græd. Luna lagde sig ned på gulvet igen.

Jeg så på dem. Det var, som om det skete i slowmotion. Luna græd og krabbede igen rundt på gulvet. Jeg burde løfte hende og trøste hende, holde hende, gøre noget. Jeg var hendes storebror, og det virkede, som om min mor fuldstændig havde glemt os, mens hun talte med min moster.

15

Jeg lukker øjnene og prøver at slappe af i kroppen. Jeg ligger helt stille i overkøjen. Men så stivner jeg. Det føles pludselig, som om to fødder trykkes op mod min lænd. Ganske langsomt mærker jeg lamellerne under madrassen mod min ryg. Et par sekunder er jeg forstenet, så famler jeg efter lampen på væggen, tænder lyset og ruller rundt på maven i et hurtigt ryk. Jeg kigger ned i underkøjen. Den er tom.

Frederiks kusine, Liv, ligger i koma efter en ulykke på familiens ødegård i Sverige. Da Frederik og hans familie tager på weekend deroppe, sker der uforklarlige ting, og hans lillesøster Luna opfører sig underligt. Frederik beslutter sig for at finde ud af, om det med Liv virkelig var en ulykke.

Allerede første nat går det galt …

9

788711 469712