Heldigvis - begik jeg ikke de samme fejl som min mor - jeg gjorde nogle andre - læseprøve

137 mm

19,5 mm

Caroline og Camilla Lindemann

straks at invitere sin datter til en samtale af den Lindemannske kaliber.’’

Jette Meier Carlsen forfatter til bogen om Thyra Frank ”Livsglæde og Stjernestunder”

En datter kan som ingen anden konfrontere sin mor med de valg, hun har truffet, og de konsekvenser de har haft.

Heldigvis begik jeg ikke de samme fejl som min mor Jeg gjorde nogle andre

216 mm

Gennem Camilla og Carolines samtaler spejles to generation­ er og to forskellige kvindeliv. Bogen er en tour de force gennem hundrede års kvindeliv, for i samtalerne trækker de tråde til deres formødres vilkår. Bogen rejser et vigtigt spørgsmål om, hvordan vi som mor og datter forsones og frigøres og ikke mindst bliver os selv, samtidig med at vi bevarer nærheden og kærligheden i forholdet.

Caroline og Camilla Lindemann

begik jeg ikke de samme fejl som min mor Jeg gjorde nogle andre

Camilla Lindemann blev i en alder af 37 år chefredaktør i en hård og på det tidspunkt mandsdomineret bladverden. Et karriere­ valg, der kunne få store konsekvenser for hendes familieliv. Dog var det de valg, hun traf på den private front, som fik den største betydning for ikke mindst hendes datter, Caroline: Tre skilsmis­ ser, flytninger og mistede relationer. Det førte til sorg, savn og en vrede, der først mange år senere slog ned som lyn fra en klar himmel.

Heldigvis

''En stærk bog, der giver én lyst til

137 mm

''

CAMILLA LINDEMANN er født i 1949. Hun har været chefredaktør først for magasinet IN og siden også for ugebladet Femina og magasinet Psykolo­ gi, som hun selv udviklede. Hun er mor til to børn, hvoraf Caroline er den ældste.

CAROLINE LINDEMANN er født i 1973, cand.mag. arbejder som freelance­ journalist og har tre børn.

“En smuk og tankevækkende bog“ Renée Toft Simonsen

www.lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof

HELDIGVIS

– begik jeg ikke de samme fejl som min mor, jeg gjorde nogle andre © Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, 2013 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-11-39984-2 Forfattere: Camilla Lindemann og Caroline Lindemann Forlagsredaktør: Jeanette Holm Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Propel/Lene Nørregard Sats: Nina Hagen Bogen er sat med YWFT Hannah og Sabon Fotos: Thomas A. Repro: Highlight Trykkeri: Uab Print it Printed in Lithuania 2013 Udgivet af: Lindhardt og Ringhof Vognmagergade 11 1148 København K Telefon 36 15 66 00 www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof – et selskab i Egmont Kopiering fra denne bog må finde sted på institutioner og virksomheder, der har indgået aftale med COPY-DAN, men kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Institutioner og virksomheder, der ikke har indgået aftale med COPY-DAN, skal ved ønske om kopiering henvende sig til Lindhardt og Ringhof.

113156_Heldigvis-Body.indd 192

21/02/13 21.38

Camilla Lindemann og Caroline Lindemann

HELDIGVIS begik jeg ikke de samme fejl som min mor jeg gjorde nogle andre

113156_Heldigvis-Body.indd 3

21/02/13 21.38

CAMILLA LINDEMANN er født i 1949 i Grønholt ved Fredensborg. Hun er datter af forfatter Kelvin Lindemann og Elena Lindemann. I 1972 blev hun uddannet journalist ved Fyns Tidende. Siden kom hun til Dagbladet i Ringsted, hvor hun arbejdede en årrække. I 1983 blev hun hentet til Aller som reporter og senere som chefredaktør først for magasinet IN og siden også for ugebladet Femina og magasinet Psykologi, som hun selv udviklede. Camilla har tre længerevarende parforhold bag sig. Hun er mor til to voksne børn, Caroline og Andreas, og bedstemor til fem børnebørn. Hun bor på Frederiksberg og har en kæreste.

6

113156_Heldigvis-Body.indd 6

21/02/13 21.38

CAROLINE LINDEMANN er født i 1973 i Ringsted som datter af tidligere chefredaktør Camilla Lindemann og landmand Knud-Erik Brendstrup. Hun er cand.mag., diplomeret fra Institut d’Etudes Politiques, Paris og har senere uddannet sig som journalist. Caroline har undervist i gymnasiet. Arbejder som freelancejournalist. Hun er mor til tre: Asger på 12 år, Ida på 10 år og Cecilie på 5 år. Caroline er gift med børnenes far, Jørgen Madsen Lindemann. www.carolinelindemann.dk

113156_Heldigvis-Body.indd 7

7

21/02/13 21.38

113156_Heldigvis-Body.indd 8

21/02/13 21.38

Hvornår bliver du voksen?

Forord ved Renée Toft Simonsen

Forholdet mellem mor og datter er noget helt særligt. Det er det mest trygge sted i hele verden, selvom ingen af parterne har valgt den anden. Mor og datter bliver hinandens gennem skæbnens og genetikkens lune, og når barnet ligger og sutter fredfyldt på brystet, har moren ingen forestilling om, at det er en anden kvinde, hun har sat i verden. En kvinde, hvis rollemodel i livet vil være moren selv, men som samtidig skal blive sin egen. Som årene går, vokser kvinden frem, og processen er på én gang lykkelig og smertefuld. Lykkelig, fordi det eneste en mor ønsker, er, at denne kvinde, en forlængelse af hende selv, skal vokse sig stor, stærk og selvstændig, og smertefuld, fordi det betyder, at moren skal give slip på barnet og dermed opgive symbiosen med det smukkeste, hun har mødt i sit liv. Det eneste hun ønsker altid at være tæt forbundet med.

Man mærker gennem Camilla og Carolines bog både det lykkelige og det smertefulde i mor/datterforholdet, og man mærker de to kvinders kamp for at blive sig selv hver især, men også for at holde fast

113156_Heldigvis-Body.indd 9

9

21/02/13 21.38

i hinanden og i den kærlighed, de nærer for hinanden. Efterhånden som jeg har læst bogen, har jeg fået en klar fornemmelse af, at det er et både stort og vigtigt projekt, Camilla og Caroline Lindemann er gået i gang med. Ikke kun i forhold til det at skulle skrive en bog, men især i forhold til den udfordring det er at sætte sig sammen, mor og datter, for at tale og skrive om alle de følelser, der har fyldt i deres liv sammen.

Der er stor forskel på Camilla og Caroline, som hver især er stærke kvinder med klare meninger og deres helt egen måde at være i verden på. Men alligevel er lighederne mellem dem det, der stod stærkest ved endt læsning. Der er ingen tvivl om, at rammerne, de er vokset op i, var meget forskellige.

Den ene voksede op i 50’erne, mens den anden var barn i 70’erne. Men de er samtidig begge kvinder, de er begge mødre, og deres ønske om nærhed og kærlighed, deres længsel efter at udfolde egne kvaliteter og samtidig blive elsket af deres nærmeste er fuldstændig den samme. Besværlighederne med at få familielivet til at gå op med de personlige ambitioner, og skuffelsen, vreden og forurettetheden, når kærligheden ikke rækker langt nok til at dække længslen, er også den samme. Dermed har de noget helt fundamentalt til fælles – som handler om kærlighedens væsen og uvæsen, og netop det kredser mange af deres samtaler også om.

Det er blevet til en bog om at være en familie. På

10

113156_Heldigvis-Body.indd 10

21/02/13 21.38

godt og ondt. Og en historie, som mange vil kunne nikke genkendende til. Hvordan man lykkes med projektet og ikke mindst, hvilke konsekvenser det har, når noget ikke lykkes. Skilsmisser og brud bliver endevendt, og gamle traumer bliver bragt på bane. Flytninger, mistede relationer, tabt kærlighed, der kan være svær at genetablere, og sorg og savn over de forandringer og besværligheder, livet har bragt, men også glæden, når noget gik godt. Der er meget, der lykkedes i livet for de to kvinder, men der er også noget, der ikke gjorde, hvilket man fornemmer som sår, der stadig trænger til et blidt pust og et helende plaster.

Men på trods af sår og skrammer, som ville åbenbare sig i ethvert liv, om det blev endevendt, oplever jeg en velgørende vilje fra både mor og datter til at forstå og tilgive hinanden de fejl, vi alle begår undervejs, hvilket jeg synes, gør bogen smuk. Hensynet, vi tager til hinanden, viljen til kærligheden, og ikke mindst ønskerne om at være der for hinanden, fordi vi er vigtige brikker i hinandens liv, og fordi det er de tætte relationer, der betyder noget.

Da jeg læste Carolines ord til Camilla om, at hun tilhører en gylden generation, en generation i opgangstider, der blev gift og skilt, som det passede dem, en generation, der fik alt: ”Jer er der ingen, der skal have ondt af” – da genkendte jeg både mig selv og min egen datter. Jeg genkendte ungdommens uvidenhed og mangel på solidaritet og forståelse, og

113156_Heldigvis-Body.indd 11

11

21/02/13 21.38

jeg måtte smile og bare tænke: ”Ja ja, du har endnu ikke selv været der!”

Caroline siger mod slutningen, at en dag vil hendes børn sikkert sidde og brokke sig til Camilla over noget af det, hun gør, og samtidig tænker hun, at børnenes krav til forældrene må høre op på et tidpunkt. Camilla spørger, hvorvidt man kan forvente, at generationerne tager sig af hinanden? Det er gode spørgsmål – hvornår hører forpligtelsen op, eller hvornår begynder den? Hvor store krav kan vi stille til hinanden? Er fordringen om at være kærligt til stede en evig fordring mellem en mor og hendes datter, mellem en forælder og dennes barn? Går fordringen begge veje, eller er det den ældste, der har ansvaret for relationen? Som Caroline siger. Og hvis det er sandt, er barnet så dermed barn for evigt i forholdet til sine forældre?

Min egen mor har spurgt mig: ”Hvornår bliver du voksen Renée, hvornår er jeg ikke længere bare din mor, men også et menneske, der elsker og lider som dig, et menneske, du må behandle med respekt og kærlighed på lige fod med alle andre mennesker i dit liv?” Jeg har mangen en gang tænkt, at hun var patetisk, at hun skulle tage en tudekiks og være moden og ansvarlig og MIN MOR, færdig. Det er først nu, hvor mine egne unger er ved at blive store, jeg begynder at forstå bare en lille bitte smule af det inderlige og måske eksistentielle ønske om ligeværdighed i relationen.

12

113156_Heldigvis-Body.indd 12

21/02/13 21.38

Ligeværdighed i relationen er også væsentlig for Camilla og Caroline, og mens de har snakket og skrevet, har mine tanker været vidt omkring ikke kun i deres liv, men også i mit eget. De har været berigende selskab, for de har sat tanker i gang og givet mig stof til eftertanke. De har samtidig berørt noget af det vigtigste i livet – at forsones og frigøres og ikke mindst at blive sig selv, samtidig med at man bevarer tætheden og intimiteten, nærheden og kærligheden.

De ser ud til at være lykkedes med det sidste, og jeg tænker, bogen her har været et bevidst og kærligt skridt i den retning. Som den forhåbentlig kan være det for læserne.

Kærlig hilsen Renée Toft Simonsen Århus, den 3. januar 2013

113156_Heldigvis-Body.indd 13

13

21/02/13 21.38

113156_Heldigvis-Body.indd 14

21/02/13 21.38

Min datter hader mig

113156_Heldigvis-Body.indd 15

21/02/13 21.38

113156_Heldigvis-Body.indd 16

21/02/13 21.38

2. juledag, 2007, nærmeste familie, børns svigerfamilie, hele baduljen samlet. De sammenbragte retter er spist, vi har spillet pakkespil, lysene er ved at brænde ned, konfekten ligger tungt i maverne, alt ånder tilsyneladende idyl. I sjov griber jeg ud efter mit barnebarn Asger på syv: ”Kom og få et par flade,” siger jeg, og vi griner. Han undslipper. I det samme kommer det vældig skarpt fra min datter, Caroline, Asgers mor: ”Vi går ikke ind for hårdhændede metoder, ligesom dig.”

Slam. Lige midt i julefreden. Jeg bliver så ked af det, at jeg et øjeblik er lammet. Det er ikke en tilfældig bemærkning, men en tilrettevisning. En bebrejdelse. Et angreb. Jeg har aldrig slået mine børn, ligesom jeg selv aldrig blev slået, men det handler bemærkningen heller ikke om. Det er tydeligt, at den rækker langt videre end den konkrete situation.

Den er kulminationen på noget, der har ligget og ulmet. Tankerne kører rundt i mit hoved. Jeg svarer ikke. Jeg forlader selskabet kort efter. ”Jeg må konstatere, at min datter hader mig,” siger jeg trist i telefonen på vejen hjem, til min veninde Kirsten, som jeg har kendt siden gymnasietiden. Jeg ved, at hun ikke bare vil sige: ”Det kan Caroline ikke være bekendt, du har været sådan en god mor,” men vil se situationen i et større perspektiv. Bortset fra at Kirsten er en god ven, er hun også psykoterapeut. Hun har kendt Caroline hele hendes liv og holder meget af hende.

113156_Heldigvis-Body.indd 17

17

21/02/13 21.38

Kirsten får mig til at se mere nuanceret på det, der er sket. Hun siger blandt andet, at Caroline ikke hader mig, men at hun tydeligvis gemmer på gammel vrede, som hun og jeg må se at få taget hul på. Og så taler vi om, hvad den vrede kunne dreje sig om.

(Camilla)

Camilla: Efter julefrokosten stod det helt klart for mig, at vi måtte tage fat på nogle af smertepunkterne i vores fælles liv. Vi havde aldrig rigtig talt om, hvor forskelligt tilværelsen har formet sig for os, endsige diskuteret de valg, vi hver især har foretaget undervejs. Jeg spekulerede selvfølgelig på, om vi overhovedet kunne nå hinanden, eller om vi ville ende som to kvinder, der stod og råbte hen over generationskløften? Ville du forstå, at tiden også var en medvirkende faktor til, at mit liv udviklede sig, som det gjorde, eller ville samtalerne bringe os yderligere fra hinanden?

Udefra set har jeg forfulgt en karriere i bladbranchen, som mange betegner som hård og mandsdomineret, i hvert fald på lederniveau. Jeg har fået betegnelsen ”rollemodel,” fordi jeg blev chefredaktør som 37-årig. Man kunne tro, at mine børn, du og din bror, af den grund blev forsømt, men sådan var det ikke. Det var de valg, jeg traf på den private front, der fik afgørende betydning for jer. De tre skilsmisser. Men især skilsmissen fra jeres far. Det

18

113156_Heldigvis-Body.indd 18

21/02/13 21.38

var mig, der forlod ham. Jeg kan sagtens forsvare handlingen, men ikke håndteringen af den.

Du har gjort det modsatte. Du har fundet ham, du ønsker at være sammen med resten af livet, og du har i mange år prioriteret børnene før en karriere.

Jeg risikerede, at du ville holde et mentalt spejl op foran mig, og måske ville jeg ikke bryde mig om det, jeg så. En datter kan som ingen anden konfrontere sin mor med de valg, hun har truffet, og de konsekvenser, de har haft. Men hun kan også få større forståelse og accept af morens valg ved at lytte og prøve at forstå. Man kan ikke dømme en anden generation ud fra sine egne muligheder. Du var nødt til at forstå de betingelser, jeg havde.

Så denne gang skulle der ikke være halve sætninger og skjulte bebrejdelser. Vi måtte have det hele frem.

Efter den omtalte julefrokost skrev jeg et brev til dig. Det er typisk for vores familie, at vi udtrykker os skriftligt, før vi går i gang med at tale, når der er alvorlige emner på dagsordenen. I brevet forklarede jeg, at jeg kunne fornemme vreden, og at vi var nødt til at tale om den. Og at du havde alle muligheder for at gøre det bedre som mor, end jeg gjorde.

Der var mange ting, jeg ville have gjort anderledes, hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved i dag. Jeg spurgte også i brevet, om vi skulle lade være med at ses et stykke tid, men understregede, at jeg ville være me-

113156_Heldigvis-Body.indd 19

19

21/02/13 21.38

get ked af det, hvis vores konflikt gik ud over min relation til dine børn.

Du svarede, at jeg bare kunne komme, og at du selv ville få dine følelser bearbejdet hos en psykolog. Så måtte vi tage de vigtige samtaler sidenhen.

Det var jeg meget tryg ved. Jeg var aldrig bange for, at det skulle ende med et brag mellem os, at vi ikke kunne ses i fremtiden eller kun kunne være sammen i en sky af indestængte følelser.

Caroline: Nej, det ville aldrig ske. Men vi to er grundlæggende forskellige. Du er kriger, og jeg er fredsmægler. At du kunne tænke, at det ville gå ud over din relation til mine børn, hvis vi to har en konflikt, siger en masse om dig, ikke om mig. For det ville jeg aldrig tillade. Du skyr ikke en konflikt, griber straks til våben, hvis nogen udfordrer dig.

Klar til angreb. Jeg hejser det hvide flag, reflekterer, vender og drejer sagen, inden jeg bevæger mig ud på slagmarken. Det bedste eksempel på det er, at du har tre skilsmisser bag dig, og jeg et kobberbryllup. Jeg kan ikke huske den skarpe bemærkning, jeg kom med ved den famøse julefrokost, men ja, jeg har været vred. Du havde ret i det, du skrev i brevet. Jeg skulle tage fat på den vrede og alle de gamle følelser. For min egen skyld og af hensyn til vores forhold. Det var mit ansvar. Men du havde også et ansvar.

20

113156_Heldigvis-Body.indd 20

21/02/13 21.38

Camilla: Ja, et stort ansvar. Det kræver mod at indse, at alle de gode intentioner, man havde, om at gøre det bedste for ens børn, da de blev født, ikke holdt. Jeg har ofte, mens min mor levede, udvekslet ”morhistorier” med veninder. Når vi syntes, at vores mødre havde sagt noget, som stadig kunne krænke os, refererede vi det for hinanden og sukkede, og det lå i luften, at så tåbelige var vi ikke som mødre. Men man konstaterer, at man ikke begår de samme fejl som sin mor, man gør nogle andre.

Det var derfor, jeg syntes, det var interessant at gå i gang med denne bog. Jeg havde selv prøvet at finde nogle bøger, der beskrev samtaler, mellem mor og datter, dialoger om de svære emner, som ikke udelukkende var den ene generations kritik af den anden. Ord, der ville gøre begge parter klogere og bringe dem et nyt sted hen. Jeg fandt ingen relevante. Det undrede mig, da jeg ofte har talt med kvinder om de glæder, men sandelig også spændinger, der kan være i et mor/datter-forhold. Det er vores historie, men også en generel historie om to generationer af kvinder, som har haft hver deres drømme og opgør, og som har truffet forskellige valg. Og det kunne være stof til eftertanke for mange. For os var det en rejse, og vi kunne ikke vide, hvor den ville føre os hen. Men formålet var, at vi skulle forstå og i bedste fald tilgive hinanden misforståelser og påført smerte.

113156_Heldigvis-Body.indd 21

21

21/02/13 21.38

113156_Heldigvis-Body.indd 22

21/02/13 21.38

Jeg kunne aldrig have elsket en anden . .

113156_Heldigvis-Body.indd 23

21/02/13 21.38

137 mm

19,5 mm

Caroline og Camilla Lindemann

straks at invitere sin datter til en samtale af den Lindemannske kaliber.’’

Jette Meier Carlsen forfatter til bogen om Thyra Frank ”Livsglæde og Stjernestunder”

En datter kan som ingen anden konfrontere sin mor med de valg, hun har truffet, og de konsekvenser de har haft.

Heldigvis begik jeg ikke de samme fejl som min mor Jeg gjorde nogle andre

216 mm

Gennem Camilla og Carolines samtaler spejles to generation­ er og to forskellige kvindeliv. Bogen er en tour de force gennem hundrede års kvindeliv, for i samtalerne trækker de tråde til deres formødres vilkår. Bogen rejser et vigtigt spørgsmål om, hvordan vi som mor og datter forsones og frigøres og ikke mindst bliver os selv, samtidig med at vi bevarer nærheden og kærligheden i forholdet.

Caroline og Camilla Lindemann

begik jeg ikke de samme fejl som min mor Jeg gjorde nogle andre

Camilla Lindemann blev i en alder af 37 år chefredaktør i en hård og på det tidspunkt mandsdomineret bladverden. Et karriere­ valg, der kunne få store konsekvenser for hendes familieliv. Dog var det de valg, hun traf på den private front, som fik den største betydning for ikke mindst hendes datter, Caroline: Tre skilsmis­ ser, flytninger og mistede relationer. Det førte til sorg, savn og en vrede, der først mange år senere slog ned som lyn fra en klar himmel.

Heldigvis

''En stærk bog, der giver én lyst til

137 mm

''

CAMILLA LINDEMANN er født i 1949. Hun har været chefredaktør først for magasinet IN og siden også for ugebladet Femina og magasinet Psykolo­ gi, som hun selv udviklede. Hun er mor til to børn, hvoraf Caroline er den ældste.

CAROLINE LINDEMANN er født i 1973, cand.mag. arbejder som freelance­ journalist og har tre børn.

“En smuk og tankevækkende bog“ Renée Toft Simonsen

www.lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof