Hestehviskeren læseprøve

20 KÆRLIGHEDEN LOKKER OS AD SNØRKLEDE STIER

Det bliver et møde, der ændrer alt. I Rocky Mountains' storslåede natur får Annie et nyt blik på kærligheden.

Kærligheden til datteren, som hun har svigtet i sit karriereræs. Men også den store, besættende kærlighed til et andet menneske. Kan hun finde den igen?

Hun finder svaret – og manden …

“Det er en tankevækkende bog, og det er en helt enestående kærlighedshistorie.”

NICHOLAS EVANS

Efter en alvorlig rideulykke, der mærker både pige og hest, begiver Annie Graves sig på en rejse tværs over USA for at opsøge hestehviskeren Tom Booker.

– Robert Redford

NICHOLAS EVANS

ROMAN lindhardtogringhof.dk

| LINDHARDT OG RINGHOF

Hestehviskeren er oversat fra engelsk af Søren H. Madsen efter The Horse Whisperer Copyright © 1995 by Nicholas Evans All rights reserved Dansk copyright © 2001, 2021 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Omslag: Mathilde Weien Udgivet af Aschehoug Dansk forlag 1997, 2001 Tryk: Livonia Print WEB, 2021 ISBN: 978-87-11-99631-7 5. udgave, 1. oplag, 2021 Citat fra John Bunyan, s. 305: The Pilgrim’s Progress, på dansk Pilgrimsvandringen, J. Frimodts Forlag, 1955.

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Content_9788711996317.indd 2

21/01/21 12:08 pm

Nicholas Evans

Hestehviskeren På dansk ved Søren H. Madsen

Lindhardt og Ringhof

Content_9788711996317.indd 1

21/01/21 12:08 pm

Til Jennifer

Content_9788711996317.indd 3

21/01/21 12:08 pm

Content_9788711996317.indd 4

21/01/21 12:08 pm

Content_9788711996317.indd 4

21/01/21 12:08 pm

FORORD

Man kunne høre hesten på næsten en kilometers afstand, selv før pickuppen med hestetraileren forlod motorvejen. Hun vrinskede højlydt og hamrede hovene mod metalvæggene. Og da bagklappen blev sænket, skød hun som et lyn ud i folden, bukkende og zigzaggende, og sendte en sky af støv op i den sollyse luft. Hendes ejer havde kørt hundredvis af kilometer for at få hende hertil. Han anede ikke sine levende råd og sukkede, mens han lænede sig op ad hegnet ved siden af mig for at se på.

‘Hvis Tom ikke kan få sat skik på hende, er der ingen, der kan.’

Det var i april 1994, og jeg var i Merced i Californien, hjemme hos Tom Dorrance. Han stod midt i folden, en lille mand med en stor, hvid cowboyhat, og kneb øjnene sammen i støvet, mens hoppen galopperede som en gal rundt om ham.

To timer senere var hun som smør i hans hænder. Og for første gang var hendes ejer i stand til at stå ved siden af hende og ae og klappe hende. Hun virkede ikke engang til at opdage, da han lagde sadel og gjord på hende og sad op. Forvandlingen var utrolig.

For Tom var det bare endnu en arbejdsdag. På det tidspunkt var han midt i firserne. Hans lyseblå øjne syntes at se lige ind i en. Man vidste, at man var i selskab med en, der var noget særligt. ‘Det handler bare om at se og forstå, hvad der foregår,’ sagde han, efter hoppen var væk. ‘Mange mennesker kigger men ser ingenting.’

5

Content_9788711996317.indd 5

21/01/21 12:08 pm

Han havde ikke forsøgt at fange hesten. At jagte hende ville have været meningsløst. Han stod bare der og betragtede hende løbe rundt om sig, springende og fnysende og med det hvide vendt ud af øjnene. Til sidst blev hun træt og stoppede. Badet i sved stod hun og skrabede i jorden og stirrede på ham. Hun så ud, som om hun undrede sig over, hvem den lille fyr var, og hvad i alverden han ville. I lang tid tog de ikke blikket fra hinanden. Så vendte Tom langsomt ryggen til og gik væk. Og hesten fulgte efter.

Noget lignende skete i mit liv på samme tidspunkt. I de sidste ti år havde jeg arbejdet som manuskriptforfatter og filmproducer.

Jeg havde haft en smule succes i TV-branchen men ville lave film. Jeg havde lavet en, som ikke havde klaret sig særlig godt, så jeg besluttede, at jeg selv ville instruere den næste film, jeg skrev. Jeg fandt en agent i Los Angeles, og de næste to år forsøgte jeg at få gang i filmen. Men det gik hele tiden i vasken. Jeg jagtede Hollywood-hesten, men bæstet løb hele tiden fra mig.

Imens trak jeg min familie længere og længere ned i gæld. Så jeg vendte ryggen til filmbranchen og gik min vej.

Jeg var treogfyrre og følte mig fortabt og som en fiasko. Jeg havde allerede en stak manuskripter, der aldrig var blevet filmatiseret, så der var ingen grund til at lave flere. Jeg havde aldrig manglet idéer til historier, så jeg besluttede mig for at skrive den næste som en roman. Set i bakspejlet var det en temmelig dum idé. Hvorfor skulle en debutroman af en ukendt forfatter have bedre chancer end en film? Ikke desto mindre var det derfor, jeg i april ’94 stod lænet op ad hegnet omkring folden i Californien og så på en gammel mand, der beroligede en hysterisk hest.

I 1950’erne bestod TV af westerns i lange baner. Cheyenne, The Range Rider, Wagon Train, Maverick, Rawhide – jeg elskede dem alle sammen. Jeg kan stadig synge temasangene. Som manuskriptforfatter havde jeg en idé om, at jeg en dag skulle prøve kræfter med en westernfilm, måske en kærlighedshistorie, men den skulle foregå i nutiden. Det var bare en tanke. Jeg havde hverken udtænkt historie eller karakterer. Det vil sige, 6

Content_9788711996317.indd 6

21/01/21 12:08 pm

indtil den aften jeg mødte en beslagsmed, en der skor heste, ved navn Robbie Richardson.

Til middag hos en ven i Devon hvor jeg bor nu, fortalte Robbie mig om en ‘hestehvisker’, han engang havde mødt. Jeg havde redet som dreng, og selvom vi ikke havde penge til selv at eje heste, havde jeg altid elsket dem. Alligevel havde jeg aldrig hørt om hestehviskere.

Jeg begyndte at researche. Det viste sig at være et ældgammelt begreb. I århundreder havde der været folk, som havde evnen til at berolige bange heste. Nogle steder troede man, at de havde magiske kræfter. Langsomt begyndte en historie at tage form i mit hoved. Jeg vidste fra starten, at den skulle foregå i Amerika.

I England har heste og ejerskab af dem for tætte konnotationer til overklassen. Mine hovedpersoner, de to personer, som forelsker sig i hinanden, skulle komme fra forskellige kulturer, men ingen af dem skulle føle sig socialt overlegen. Og lige så vigtigt var det, at historien havde geografisk spændvidde.

Forestil dig, at Annie boede i London og måske ejede et andet hus i Cotswolds. Hvis hun tog sin datters traumatiserede hest med til hviskeren i Devon, kunne hun tage afsted om morgenen og være der ved frokosttid. Hun behøvede ikke engang tanke bilen. Men fra New York til Montana? 3.000 kilometer på tværs af et helt kontinent. Det var bedre.

Efter adskillige dyre transatlantiske opkald fra mit hjem i det sydlige London var der jackpot. En ven af en ven kendte nogen i Montana, som havde mødt Tom Dorrance. Tom havde oplært en anden dygtig hestepasser ved navn Ray Hunt, som så havde oplært en ung mand ved navn Buck Brannaman (som senere kom til at stå for arbejdet med hestene og var Robert Redfords stuntmand i filmen). Jeg fløj til USA og tilbragte mange uger med at køre rundt i de vestlige stater, fra New Mexico gennem Colorado og Californien og til sidst til Montana, mens jeg sugede de endeløse landskaber til mig og så de fantastiske hestepassere arbejde.

7

Content_9788711996317.indd 7

21/01/21 12:08 pm

Så tog jeg hjem igen og begyndte at skrive. Jeg skrev omkring 250 sider og viste dem til min ven, Caradoc King, en litteraturagent (som endnu ikke var min). Han sendte det halvfærdige manuskript til de største forlæggere i Storbritannien på aftenen for den årlige bogmesse i Frankfurt. En af dem, en dygtig redaktør hos Transworld ved navn Ursula Mackenzie, ville købe romanen, og snart løb rygtet som en steppebrand. Inden ugen var omme, bød forlag fra hele verden og tre store Hollywood-studier også på den. Ligesom Tom var jeg gået væk, og hesten var fulgt efter.

Var det ikke vidunderligt? Jo, naturligvis. Bortset fra . . . den var stadigvæk kun halvt færdig. Og på netop den dag, hvor The Times kaldte mig Storbritanniens heldigste debutromanforfatter, sad jeg på en trist hospitalsgang i London, hvor jeg lige var blevet diagnosticeret med en dødelig modermærkekræft. Udsigterne var ikke gode. Dengang var det sådan, at hvis kræften bredte sig til ens lymfesystem, var man så godt som død. Faktisk ville det samme tage livet af min mor ti år senere. Min vævsprøve var uklar: Kræften havde måske spredt sig, måske havde den ikke. Hvis den havde, havde jeg højst seks måneder tilbage at leve i. Så jeg skulle skynde mig.

Caradoc (som naturligvis nu var min agent) satte min halvfærdige bog på auktion. Og dagen efter at jeg havde fået skåret et stykke af min mave, skulle jeg med ham for at møde de tre højstbydende britiske forlag. Ingen vidste noget om kræften bortset fra min kone, Jenny. Ikke engang Caradoc. Hvorfor skulle de købe en bog af en, der var ved at dø? Jeg havde tyve sting I maven og var et par gange ved at besvime af smerte. Jeg forsøgte at være charmerende, men de må have undret sig over, hvorfor jeg svedte så meget og var bleg som et lig.

Den periode, hvor jeg skrev bogen færdig, var en følelsesladet tid. Livet forekom mig smukt og dyrebart. Jeg forstillede mig mine børn vokse op og fortælle folk, at deres far engang halvt havde skrevet noget, der ville have gjort dem rige. Jenny og jeg havde en plan om, at hun ikke ville sige det til nogen, hvis jeg 8

Content_9788711996317.indd 8

21/01/21 12:08 pm

døde; hun ville putte mig i fryseren og få en ven til at færdiggøre bogen. Hollywood Pictures havde vundet filmrettighederne og ville have mig til et helbredstjek, før de underskrev kontrakten.

Det var åbenbart standardpraksis. Men jeg nægtede. Hvordan skulle jeg forklare det store lyserøde ar på min mave?

Men jeg overlevede tydeligvis. Bogen blev udgivet i efteråret 1995. Den blev oversat til seksogtredive sprog og lå nummer et på bestsellerlisten i seksten lande. Til dato er der solgt omkring tyve millioner eksemplarer på verdensplan, og den har inspireret talløse variationer. Hunde, elefanter, babyer, planter, selv spøgelser har nu deres egne ”hviskere”.

Hvad var det ved historien, der vandt genklang hos så mange mennesker? Hvis jeg vidste det, ville jeg hælde det på flaske.

Normalt er det at skrive en roman som at bestige et bjerg. Det er en langsommelig og besværlig proces, og man kan let fare vild.

Men med Hestehviskeren kunne jeg se historien foran mig som vadesten i en flod. Det eneste, jeg skulle gøre, var at sætte den ene fod foran den anden. Det er den eneste gang, det er sket for mig. Jeg blev bevidst om, at jeg fortalte en ældgammel historie – den slags, som mennesker har fortalt hinanden i tusinder af år. Den handler om gode mennesker, der bliver kastet ud i en mørk malstrøm af smerte. Til sidst rækker en kærlig hånd frem og redder dem ud i lyset. I andre versioner af den gamle historie tilhører hånden en engel eller troldmand eller en fremmed med en hvid hat. Tænk på Gandalf, tænkt på Dumbledore. Tænk på englen, der frelser Daniel i løvekulen.

Af hensyn til dem der endnu ikke har læst bogen, vil jeg ikke sige meget mere. Jeg vil bare tilføje, at det ikke er en bog om heste. Den handler om os og om, hvor let er for os alle at blive fortabte og formørkede og adskilt fra de ting i livet, der virkelig betyder noget. Og om hvordan, hvis vi er heldige, en ren og uselvisk kærlighed kan redde os.

Nicholas Evans, november 2020 9

Content_9788711996317.indd 9

21/01/21 12:08 pm

Jeg er følgende personer stor tak skyldig: Huw Alban Davies, Michelle Hamer, Tim Galer, Josephine Haworth, Patrick de Freitas, Bob Peebles og familie, Tom Dorrance, Ray Hunt, Buck Brannaman, Leslie Desmond, Lonnie og Darlene Schwend, Beth Ferris og Bob Ream samt to lastbilchauffører, Rick og Chris, som tog mig med op at køre.

Frem for alt står jeg i dyb taknemmelighedsgæld til mine tre gode venner: Fred Davis, Caradoc King og James Long – og Robbie Richardson, som var den første, der fortalte mig om hestehviskere.

Content_9788711996317.indd 10

21/01/21 12:08 pm

Stræb ikke efter de ydre forviklinger; dvæl ikke i det indre tomrum; vær afklaret i tingenes enhed, og dobbeltheden forsvinder af sig selv.

Fra ‘Om tiltro til hjertet’ af Seng-t’san (d. 606)

Content_9788711996317.indd 11

21/01/21 12:08 pm

Content_9788711996317.indd 12

21/01/21 12:08 pm

FØRSTE DEL

Content_9788711996317.indd 13

21/01/21 12:08 pm

Content_9788711996317.indd 14

21/01/21 12:08 pm

KAPITEL 1

Det begyndte med død, og det endte med død. Men hun ville aldrig finde ud af, om det var en flygtig dødsskygge, der gled gennem hendes drømme og vækkede hende lige netop denne morgen. Da hun åbnede øjnene, vidste hun bare, at verden ikke var som før.

Urets røde, lysende tal viste, at der endnu var en halv time til det tidspunkt, hvor det skulle vække hende, og hun blev liggende helt stille uden at løfte hovedet og prøvede at finde ud af, hvad forandringen mon bestod i. Det var mørkt, men ikke så mørkt som det burde være. Hun kunne tydeligt skelne ridepræmierne på de tætpakkede hylder langs den modsatte væg – og oven over dem ansigterne på rockstjernerne, som hun engang havde ment, hun burde interessere sig for. Hun lyttede.

Stilheden, der fyldte huset, var også anderledes – nærmest lidt afventende ligesom pausen mellem en indånding og nogle talte ord. Inden længe ville fyret give sig til at rumle nede i kælderen, og gulvbrædderne i det gamle stuehus ville indlede deres rituelle klagesang. Hun viklede sig ud af sengetøjet og gik hen til vinduet.

Der var hvidt overalt. Vinterens første sne. Hun kunne se på hegnspælene ude ved søen, at sneen måtte ligge tredive-fyrre centimeter højt. Det var vindstille, og sneen havde lagt sig i et tykt lag på grenene ude på de seks små kirsebærtræer, som hendes far havde plantet sidste år. En enlig stjerne blinkede på 15

Content_9788711996317.indd 15

21/01/21 12:08 pm

den mørkeblå bræmme af himmel over skoven. Hun kiggede ned og fik øje på isblomsterne, der var vokset frem nederst på vinduesruderne, og hun lagde sin pegefinger mod striben og smeltede et hul i den. Hun skuttede sig – ikke af kulde, men af betagelse over at den forvandlede verden var hendes helt alene.

Hun vendte sig om og skyndte sig i tøjet.

Grace Maclean og hendes far var taget herud fra New York aftenen før. Hun holdt altid meget af turen – to og en halv times kørsel ad Taconic State Parkway. De havde siddet i den store Mercedes og lyttet til musik og snakket om skolen og den nye sag, som han arbejdede på. Hun kunne godt lide at høre ham snakke, mens han kørte. Det var rart at have ham for sig selv – se, hvordan han langsomt slappede af i sit ulastelige weekendtøj. Hendes mor skulle som sædvanlig til en middag eller en eller anden fest, og hun ville tage med toget til Hudson her til formiddag. Det gjorde heller ikke spor. Den langsommelige fredagstrafik gjorde hende altid knotten, og så kompenserede hun ved at herse med Robert – Graces far – og sige til ham, at han skulle sætte farten ned eller op eller køre en omvej for at undgå flere forsinkelser. Han ulejligede sig aldrig med at protestere. Han gjorde bare, hvad han fik besked på. Men det kunne hænde, at han sukkede eller lavede øjne til Grace i bakspejlet. Forældrenes forhold havde længe været noget af et mysterium for hende – et kompliceret univers, hvor dominans og eftergivenhed aldrig rigtig var, hvad det gav sig ud for. Grace havde ikke lyst til at deltage i legen, så hun begravede sig i vellydene fra sin musik.

Og hendes mor ville arbejde dybt koncentreret under hele togrejsen. Grace havde for nylig haft fornøjelsen at dele kupé med hende, og det havde især vakt hendes forbløffelse, at moderen kun kastede et flygtigt blik ud ad vinduet, mens hun talte i mobiltelefon med en eller anden berømt forfatter eller en af sine mere emsige medredaktører.

Lyset på gangen uden for Graces værelse brændte stadig.

Hun listede sig på strømpefødder forbi den halvt åbne dør ind 16

Content_9788711996317.indd 16

21/01/21 12:08 pm

til forældrenes soveværelse og standsede. Hun kunne høre vægurets tikken i forstuen nedenunder – og faderens trygge, dæmpede snorken. Hun gik ned ad trappen, og forstuens vægge lyste allerede mørkeblå i lyset fra sneen udenfor. Hun gik ud i køkkenet og drak et glas mælk i ét drag og spiste en chokoladekiks, mens hun kradsede en besked ned til sin far på blokken ved siden af telefonen. “Er taget ud at ride. Tilbage ved 10-tiden. Kærligst G.” Hun tog en kiks til og gumlede løs på den, mens hun gik ud i mellemgangen til bagdøren, hvor de hængte deres frakker og stillede deres beskidte støvler. Hun tog sin lammeskindsjakke på og trak i ridestøvlerne, mens hun elegant hoppede rundt med kiksen i munden. Hun trak lynlåsen helt op til halsen, trak handskerne på og tog ridehjelmen ned fra hylden. Et øjeblik spekulerede hun på, om hun skulle ringe Judith op og spørge hende, om hun stadig havde lyst til at ride, selv om det havde sneet. Men det var der ingen grund til. Judith var sikkert lige så opsat på det, som hun selv var. Og netop som Grace åbnede døren og skulle til at gå ud i den iskolde luft, hørte hun fyret begynde at rumle nede i kælderen.

Wayne P. Tanner kiggede skulende hen over kanten på sin kaffekop og ud på de mange snedækkede lastbiler, der holdt parkeret uden for restauranten. Han hadede sne, men han hadede om muligt endnu mere at blive taget med bukserne nede. Og nu var det sket ikke mindre end to gange i løbet af det sidste par timer.

De der New York-strømere havde virkelig fået en oplevelse ud af det. Selvglade yankee-amøber. De havde lagt sig lige i røven på ham, og dér var de blevet liggende det sidste par kilometer.

Og selvfølgelig vidste de godt, at han havde set dem. Og de godtede sig selvfølgelig. Og så var blinklyset blevet tændt, og han var kørt ind til siden, og en smart fyr, der dårligt nok var blevet tør bag ørerne, kom spankulerende hen imod ham med sin store cowboyhat, som om han spillede med i en skide film.

17

Content_9788711996317.indd 17

21/01/21 12:08 pm

Han havde bedt om at se kørselsbogen, og Wayne havde fundet den frem og rakt den ned til grønskollingen.

“Atlanta, hmmm?” sagde betjenten og bladrede hurtigt bogen igennem.

“Ja, sir,” svarede Wayne. “Og det er ikke så lidt varmere dernede. Det kan jeg godt fortælle Dem.” Den respektfulde og alligevel kammeratlige tone plejede at tage kegler hos strømerne.

Landevejen var deres fælles arbejdsplads og alt det der. Men fløsen kiggede ikke op fra bogen.

“Hmm, hmmm. Du ved godt, at den radardetektor, du har der, er ulovlig, ikke?”

Wayne kastede et blik på den lille, sorte kasse, der var monteret på instrumentbrættet, og et øjeblik overvejede han, om han skulle spille uskyldig. I staten New York var det kun ulovligt at have radardetektorer i lastbiler over ni ton. Han havde cirka tre-fire gange så megen vægt med. Hvis han hævdede, at han ikke vidste noget om det, ville den lille skiderik måske bare spænde tommeskruen endnu mere. Han sendte ham et forstilt brødebetynget smil, men det var spildt ulejlighed, for grønskollingen kiggede stadig ikke op på ham. “Det ved du godt, ikke?” sagde strømeren. “Øh … joh … det gør jeg vel.”

Grønskollingen smækkede kørselsbogen i og rakte den op til ham. Langt om længe så han ham ind i øjnene. “Godt,” sagde han. “Og lad os så se den anden.”

“Hvad?”

“Den anden kørselsbog. Den rigtige. Denne her er jo kun til pynt.” Wayne kunne mærke, hvordan hans strube snørede sig sammen.

I femten år havde han – ligesom tusinder af andre lastbilchauffører – ført to kørselsbøger. Den ene fortalte sandheden om kørselstider, afstande, hvilepauser og den slags – og den anden, der var kreeret til situationer som denne her, viste, at han havde overholdt alle forskrifterne. Og i løbet af de femten 18

Content_9788711996317.indd 18

21/01/21 12:08 pm

år var han blevet standset et hav af gange på sine ture fra kyst til kyst, men ingen af betjentene havde teet sig som ham her. For helvede da! Så godt som alle de lastbilchauffører, han kendte, førte en falsk kørselsbog. De kaldte dem ‘vittighedsblade’. Det var det rene humbug. Hvis man kun var sig selv og ikke havde nogen makker til at afløse sig, hvordan fanden skulle man så kunne nå frem til tiden? Vorherre til vejrs! Firmaerne havde selvfølgelig kendskab til det, men lod bare som om de ikke anede en snus om det.

Han havde forsøgt at trække tiden ud. Han havde spillet forurettet og forarget, men han vidste godt, at han ikke ville komme nogen vegne med det. Grønskollingens makker – en stor fyr med tyrenakke og et smørret grin om munden – ville åbenbart ikke gå glip af alt det sjove og steg ud af patruljevognen. De sagde til ham, at han skulle hoppe ned fra førerhuset, så de kunne gennemstøve det. Han kunne se på dem, at de havde til hensigt at splitte det ad, så han fiskede kørselsbogen ud fra gemmestedet under køjen og rakte den ned til dem. Det fremgik af den, at han havde kørt femten hundrede kilometer på ét døgn, og at han kun havde holdt hvil én gang – i fire timer og ikke de otte timer, som loven foreskrev.

Han vidste, at han lænede sig op ad en bøde på mellem tusind og tretten hundrede dollars. Og den ville blive endnu større, hvis de fik ham knaldet for den skide radardetektor. Han kunne også risikere at miste sit erhvervskørekort. Betjentene havde givet ham en masse papirer og eskorteret ham hen til denne her rasteplads, og de havde indskærpet over for ham, at han ikke skulle så meget som drømme om at begive sig af sted igen før næste morgen.

Han ventede på, at de skulle køre deres vej. Så gik han hen til tankstationen og købte en gammel, tør kalkunsandwich og en karton med seks dåser øl. Han tilbragte natten i køjen bagest i førerhuset. Den var rummelig og komfortabel nok, og han følte sig lidt bedre tilpas, da han havde sat et par af øllerne til livs.

19

Content_9788711996317.indd 19

21/01/21 12:08 pm

Men det meste af natten lå han alligevel vågen og tænkte. Og så vågnede han op og opdagede, at det havde sneet – og han kunne konstatere, at han endnu en gang var blevet taget med bukserne nede.

I den balsamiske morgenluft i Georgia for to dage siden havde Wayne ikke spekuleret på at se efter, om han havde snekæderne med. Og her til morgen havde han kigget ind i det aflåselige rum – og de skide tingester havde ikke været der. Ufatteligt.

En eller anden dosmer måtte have lånt dem eller hugget dem.

Wayne vidste, at der ikke ville være nogen problemer med at køre på motorvejen. Den var blevet ryddet med sneplove og gruset for flere timer siden. Men de to kæmpemæssige turbiner, som han kørte med, skulle afleveres på en papirfabrik i en lille by ved navn Chatham, og han var nødt til at køre væk fra motorvejen. Bivejene var snoede og smalle, og de var sikkert ikke blevet ryddet endnu. Wayne bandede ad sig selv, sank den sidste mundfuld kaffe og lagde en femdollarseddel på bordet.

Han standsede uden for døren og tændte en cigaret. Så trak han sin Braves-baseballkasket godt ned i panden. Han kunne høre støjen fra lastbilerne, der kørte ude på motorvejen. Sneen knirkede under hans støvlehæle, mens han skråede over parkeringspladsen.

Der stod fyrre-halvtreds lastbiler side om side. De var alle sammen udstyret med atten hjul ligesom hans egen. Waynes var en sort og forkromet Kenworth Conventional. ‘Myreslugere’ blev de kaldt på grund af de lange, skrå snuder. Og selv om den så bedre ud med den lukkede sættevogn, end den gjorde lige nu med de to turbiner anbragt på ladet, syntes han alligevel, det var den pæneste lastbil på parkeringspladsen. Han blev stående et øjeblik og beundrede den, mens han røg sin cigaret færdig. I modsætning til de yngre chauffører, der sked det hele en hatfuld, sørgede han altid for at holde førerhuset skinnende blankt. Han havde endda skrabet al sneen af, inden han gik ind og spiste morgenmad. Men i modsætning til ham havde de sikkert ikke 20

Content_9788711996317.indd 20

21/01/21 12:08 pm

glemt deres skide snekæder. Wayne Tanner masede sin cigaret ud i sneen og halede sig op i førerhuset.

To sæt fodspor løb sammen ved mundingen af den lange allé, der førte op til staldene. De to piger var kommet næsten samtidig og var fulgtes op ad bakken. Deres latter havde kunnet høres helt ned i dalen. Selv om solen ikke havde vist sig endnu, så det hvide hegn på begge sider snavset ud med sneen som baggrund. Og det samme gjorde stenterne på markerne bagved. Pigernes spor svingede i en bue op til toppen af bakken og forsvandt mellem de lave bygninger, der lå og trykkede sig rundt om den store hestestald.

Netop som Grace og Judith drejede ind på gårdspladsen, pilede en kat væk og pløjede sneen op. De blev stående i nogle sekunder og kiggede hen mod stuehuset. Der var ingen at se.

Mrs. Dyer, der ejede stedet og havde lært dem begge at ride, plejede at være oppe på denne her tid.

“Synes du, vi skal fortælle hende, at vi tager ud at ride?” spurgte Grace dæmpet.

De to piger var vokset op sammen, og de var mødtes herude på landet i weekenderne, lige så længe de kunne huske. Begge boede i den nordvestlige del af byen, begge gik i skole i den østlige del af byen, og begges fædre var advokater. Men det var overhovedet ikke faldet dem ind, at de også kunne have været sammen i løbet af ugen. Deres venskab hørte til herude – sammen med deres heste. Judith var lige fyldt fjorten, og hun var næsten et år ældre end Grace. Det var altid Judith, der tog beslutningerne – og derfor også risikerede at blive genstand for mrs. Dyers vrede, som Grace helst ville undgå. Judith snøftede og skar en grimasse.

“Neeej,” sagde hun. “Så giver hun os bare en skideballe, fordi vi har vækket hende. Kom.” Der var varmt inde i stalden, og der lugtede sødligt af hø og møg. Pigerne bar deres sadler ind og lukkede døren, og en 21

Content_9788711996317.indd 21

21/01/21 12:08 pm

halv snes heste kiggede på dem fra deres båse. De havde rejst ørerne, og de kunne fornemme noget anderledes ved daggryet udenfor – ligesom Grace havde kunnet. Judiths hest – Gulliver hed den, en kastanjebrun vallak med milde, rolige øjne – vrinskede, da hun kom hen til båsen. Han stak hovedet frem, så hun kunne klappe ham.

“Hej, skattebasse,” sagde hun. “Hvordan har du det i dag?”

Hesten rykkede lidt baglæns, så Judith fik plads til at komme ind i båsen med seletøjet.

Grace gik videre. Hendes hest stod i den sidste bås i den fjerneste ende af stalden. Grace talte blidt til de andre heste, mens hun gik forbi dem. Hun hilste på hver enkelt med navns nævnelse. Pilgrim stod stille med strakt hals og fulgte hende med øjnene. Han var en fireårig morgan – en vallak af så mørk rødbrun lød, at han i bestemte belysninger kunne virke sort.

Hun havde fået ham af sine forældre til sin fødselsdag sidste år. De havde været lidt betænkelige, fordi han var så stor og så ung. Men for Graces vedkommende havde det været kærlighed ved første blik.

De var fløjet ned til Kentucky for at se ham, og da de var kørt ud i marken, kom han helt hen til hegnet for at kigge hende efter i sømmene. Han ville ikke have, at hun rørte ved ham, men han snusede bare til hendes hånd og lod sine mulehår strejfe den.

Så gav han et kast med hovedet, som om han var en hovmodig fyrste, og løb væk. Halen havde stået skråt ud i luften, og pelsen havde glimtet i solen som blankpoleret ibenholt.

Damen, der havde ham til salg, gav Grace lov til at ride på ham – og først da kiggede hendes forældre på hinanden, og hun vidste, at de ville lade hende få ham. Hendes mor havde ikke redet, siden hun var lille, men hun havde ikke svært ved at se, at der var stil over Pilgrim. Hun var heller ikke i tvivl om, at han ikke var let at styre, og at han var en hel del anderledes end de andre heste, hun havde redet. Men da Grace sad på hans ryg med benene hængende ned ad hans varme flanker, vidste hun, 22

Content_9788711996317.indd 22

21/01/21 12:08 pm

at han inderst inde var en god hest, og at de ville komme godt ud af det med hinanden. De passede sammen.

Hun ville gerne have givet ham et lidt mere flot klingende navn – for eksempel Cochise eller Khan. Men hendes mor havde sagt, at selv om det strengt taget ikke vedkom hende, så ville hun dog ikke undlade at gøre opmærksom på, at det efter hendes mening betød ulykke, hvis man ændrede en hests navn. Og så blev han ved med at hedde Pilgrim.

“Hej, smukke,” sagde hun, da hun kom hen til båsen. “Hvem er min bedste ven?” Hun rakte hånden frem imod ham, og han lod hende stryge ham over den fløjlsbløde mule – men kun et kort øjeblik. Så vippede han hovedet op og væk fra hende. “Du gør dig nok kostbar, hvad? Kom så. Lad os se at få dig rigget til.”

Grace gik ind i båsen og tog dækkenet af hesten. Da hun svingede sadlen ind over ham, flyttede han sig lidt, sådan som han altid gjorde, og hun gav ham besked på at stå stille. Hun fortalte ham om den overraskelse, der ventede ham udenfor, mens hun satte buggjorden fast og gav ham hovedtøjet på. Så tog hun et hovjern op af lommen og rensede systematisk hver af hovene for snavs. Hun kunne høre, at Judith allerede var ved at føre Gulliver ud af båsen, og hun skyndte sig at spænde gjorden.

De førte hestene ud på gårdspladsen og lod dem blive stående i et halvt minuts tid, for at de kunne vænne sig til sneen.

Judith gik tilbage og lukkede stalddøren. Gulliver sænkede hovedet og snusede – og konkluderede hurtigt, at det var den samme substans, som han havde set hundrede gange før. Men Pilgrim var fuldkommen paf. Han skrabede i sneen og blev forskrækket, da den bevægede sig. Han forsøgte at snuse til den, sådan som han havde set den ældre hest gøre. Men han snusede for kraftigt og nøs, og de to piger kunne ikke lade være med at le.

“Det er måske første gang, han ser sne,” sagde Judith.

“Mon dog? Kender de ikke til sne i Kentucky?”

23

Content_9788711996317.indd 23

21/01/21 12:08 pm

“Det ved jeg ikke. Det gør de vel.” Hun kastede et blik hen imod mrs. Dyers hus. “Lad os nu se at komme af sted. Ellers vækker vi bare dragen.”

De førte hestene ud fra gårdspladsen og ind på den første mark. De satte sig op i sadlerne og red af sted i langsomt trav hen imod ledet, der førte ud til skoven. Sporene dannede en lige diagonal hen over den hvide, kvadratiske mark. Og da de nåede hen til skovbrynet, steg hele solskiven op over bakkedraget og fyldte dalen bag dem med lange, skrå skygger.

Hvis der var noget, Graces mor hadede ved weekenderne, så måtte det være det bjerg af nyhedsstof, hun skulle pløje sig igennem. Det voksede hele ugen som en slags truende vulkansk lava.

Hver eneste dag supplerede hun det med ugeblade og samtlige sektioner af New York Times, som hun ikke turde smide ud.

Omkring lørdag var det blevet så stort, at det var umuligt at ignorere det, og med adskillige flere ton søndagsudgave af New York Times indså hun, at hvis hun ikke tog affære nu, ville hun blive fejet bort og begravet. Alle de ord, der blev sluppet løs. Alle de anstrengelser. Bare for at man skulle få dårlig samvittighed.

Annie smed endnu en bunke ned på gulvet og tog med et suk New York Post op.

Macleans lejlighed lå på syvende sal i en stilfuld, gammel ejendom på Central Park West. Annie sad med benene trukket op under sig på den gule sofa henne ved vinduet. Hun var iført et par sorte gamacher og en lysegrå sweatshirt, og hendes bobbede, kastanjebrune hår, der var redt op i en kort hestehale, glødede i solen, der strømmede ind bag hende og dannede et skyggebillede af hende på den tilsvarende sofa i den modsatte ende af dagligstuen.

Væggene i den rektangulære stue var malet lysegule. Langs den ene væg var der en reol med bøger og afrikanske kunstgenstande, og på gulvet stod der et flygel, hvis ene hjørne ramtes af solens stråler. Hvis Annie havde vendt sig om, ville hun have 24

Content_9788711996317.indd 24

21/01/21 12:08 pm

set de mange måger, der spankulerede rundt på reservoirets is.

Trods sneen og det tidlige tidspunkt en lørdag morgen var der kondiløbere ude. Og hun ville selv slutte sig til dem, lige så snart hun var færdig med aviserne. Hun tog en slurk af tekruset og skulle lige til at smide New York Post fra sig, da hendes blik faldt på en lille notits i en spalte, hun ellers plejede at springe over.

“Det er løgn,” mumlede hun. “Den lille skiderik.”

Hun hamrede kruset ned i bordet og rejste sig op og gik ud til telefonen i forstuen. Hun tastede nummeret, mens hun var på vej ind i stuen igen, og stillede sig hen ved vinduet og vippede utålmodigt med den ene fod. Neden for reservoiret masede en gammel mand med et par store hovedtelefoner sig energisk hen imod træerne på et par ski. En dame skændte på et kobbel små hunde, der alle var iført ens, strikkede dækkener.

De havde så korte ben, at de var nødt til at hoppe og rutsche for overhovedet at komme frem.

“Anthony? Har du set Washington Post?” Annie havde tydeligvis vækket sin unge assistent, men det faldt hende ikke ind at sige undskyld. “De har skrevet noget om mig og Fiske.

Den lille lort påstår, at jeg fyrede ham, og at jeg har pyntet på de nye oplagstal.”

Anthony kom med en medfølende bemærkning. Men det var ikke medfølelse, Annie anglede efter. “Har du Don Farlows weekendnummer?” Han begav sig af sted for at hente det.

Nede i parken havde damen med hundene givet op og var nu i færd med at slæbe dem op mod gaden. Anthony kom tilbage til telefonen og gav Annie nummeret, og hun kradsede det ned på et stykke papir.

“Fint,” sagde hun. “Sov så bare videre.” Hun afbrød forbindelsen og tastede straks Farlows nummer.

Don Farlow var forlagets kamplystne advokat. I løbet af det halve års tid, der var gået, siden Annie Graves (hun brugte altid sit pigenavn i professionel sammenhæng) var blevet ansat som chefredaktør for at redde dets synkende ugebladsflagskib, var 25

Content_9788711996317.indd 25

21/01/21 12:08 pm

han blevet en forbundsfælle og – næsten – en ven. Sammen var de gået i gang med at rense ud i den gamle garde. Der havde flydt blod, og pressen havde labbet hver eneste dråbe i sig. Blandt ofrene var adskillige skribenter, der havde gode forbindelser, og som prompte tog hævn i sladderspalterne.

Annie forstod godt deres bitterhed. Nogle af dem havde været der i så mange år, at de følte, de ejede stedet. Det var i sig selv nedværdigende at blive rykket op med rode. Og det var naturligvis helt utåleligt at blive kasseret af en 43-årig kvindelig opkomling, som tilmed var englænder. Men udrensningen var efterhånden så godt som fuldført, og Annie og Farlow var på det sidste blevet helt dygtige til at strikke nogle bonusaftaler sammen, som fik de afskedigede personer til at holde munden lukket. Hun var også af den opfattelse, at de havde købt sig til Fenimore Fiskes tavshed. Fiske var bladets aldrende og uudholdelige filmanmelder, som nu bagtalte hende i New York Post.

Den sjuft. Men mens Annie ventede på, at Farlow skulle tage telefonen, trøstede hun sig med, at Fiske havde begået en stor bommert ved at kalde hendes øgede oplagstal for svindel. Det var de ikke, og det kunne hun bevise.

Farlow var ikke alene oppe, han havde også læst notitsen i New York Post. De aftalte at mødes på hendes kontor om to timer. De ville sagsøge ham og kræve alle de stikpenge tilbage, som de havde forsynet ham med.

Annie ringede til sit privatnummer i Chatham og hørte sin egen stemme på den automatiske telefonsvarer. Hun indtalte en besked til sin mand, Robert: Det var på tide, at han stod op; hun ville tage det senere tog; og han skulle ikke tage i supermarkedet, før hun kom. Så kørte hun ned med elevatoren og begav sig ud i sneen for at slutte sig til kondiløberne. Annie Graves joggede ikke. Hun løb. Andre mennesker kunne måske have svært ved at se det, men Annie selv var ikke i tvivl. Forskellen mellem joggernes og hendes hurtighed og teknik var lige så klar som den kolde morgenluft, hun nu indåndede.

26

Content_9788711996317.indd 26

21/01/21 12:08 pm

Motorvejen var ganske rigtigt ryddet for sne, sådan som Wayne Tanner havde forudset. Han ville fortsætte ad hovedvej 90 – tværs over Hudson-floden og ned mod Chatham nordfra.

Han havde studeret kortet grundigt, og selv om det ikke var den mest direkte rute, ville den føre ham gennem et minimum af småveje, der måske ikke var blevet ryddet. Han havde ikke nogen kæder, så han håbede inderligt, at denne her vej ud til papirmøllen, som de havde fortalt ham om, ikke bare var en grusvej eller noget i den retning.

Da han fik øje på det første skilt, der pegede i østlig retning mod hovedvej 90, var han begyndt at føle sig bedre tilpas. ­Landskabet lignede et julekort, Garth Brooks lød over højtalerne, og solen blinkede i lakken på den store Kenworths snude – og det hele så ikke nær så slemt ud, som det havde gjort aftenen før. For pokker da! Hvis det værste skulle ske og han mistede sit kørekort, kunne han altid blive mekaniker igen. Det ville selvfølgelig ikke give så mange penge. Det var fornærmende, så lidt man tjente som mekaniker, selv om man havde været gennem flere års uddannelse og anskaffet sig værktøj for sådan cirka ti tusind dollars. Men han var efterhånden blevet en smule træt af at drøne rundt på vejene. Det ville måske være meget rart at tilbringe lidt mere tid derhjemme sammen med konen og ungerne. Måske. Det ville i hvert fald være rart at bruge lidt mere tid på at fiske.

Wayne fik pludselig øje på frakørselsrampen mod Chatham, og han slog bremserne i og gearede ned, så den kraftige Cumminsmotor gav sig. Mens han drejede væk fra motorvejen, satte han firhjulstrækket til og slog forakselen fra. Han skønnede, at der kun var otte-ni kilometer til fabrikken herfra.

Der var helt stille inde i skoven – som om selve livet var sat midlertidigt ud af drift. Alle dyr var tavse, og den eneste lyd, der hørtes, var det sporadiske bump af sne fra overfyldte grene.

Pigernes latter steg op mod himlen mellem ahorn- og birketræernes kroner.

27

Content_9788711996317.indd 27

21/01/21 12:08 pm

De begav sig langsomt op ad den snoede sti, der førte op til bakkekammen. Hestene bestemte farten. Judith red forrest, og med den ene hånd holdt hun fast i Gullivers sadelkrans, mens hun leende kiggede tilbage på Pilgrim.

“Du skulle lade ham optræde i et cirkus,” sagde hun. “Jeg er sikker på, han kunne gøre sig som klovn.”

Grace kunne ikke svare for bare latter. Pilgrim skridtede af sted med bøjet hoved og pløjede mulen gennem sneen. Med jævne mellemrum prustede han en snesky i vejret og satte i trav, som om han blev forskrækket over det, han havde gjort.

“Så er det godt!” sagde Grace og holdt hesten an. Pilgrim begyndte igen at gå i skridtgang, og Judith rystede grinende på hovedet og rettede på ny blikket fremad. Gulliver lod sig overhovedet ikke påvirke af de narrestreger, der foregik bag ham. Hans hoved bevægede sig taktfast op og ned. Med en snes meters mellemrum var der sat orangefarvede plakater op på træerne med oplysning om, at adgang var forbudt for uvedkommende, og at man ville blive meldt til politiet, hvis man jagede vildt eller satte fælder ud. Øverst på bakkedraget, der dannede adskillelse mellem de to dale, var der en lille, rund lysning, hvor de undertiden kunne se hjorte eller vilde kalkuner. Men da pigerne i dag red ud i solen, så de ikke andet end en blodig, afrevet fuglevinge. Den lå næsten midt i lysningen ligesom en kompasviser, og pigerne standsede og kiggede ned på den.

“Hvad er det?” spurgte Grace. “En fasan?”

“Det tror jeg. En forhenværende fasan. En del af en forhenværende fasan.”

Grace rynkede brynene. “Hvordan er den kommet herop?”

“Det ved jeg ikke. En ræv måske.”

“Umuligt. Hvor er sporene efter den?”

Der var ikke nogen. Der var heller ingen spor efter kamp.

Det så næsten ud, som om vingen var fløjet derop af sig selv.

Judith trak på skuldrene.

28

Content_9788711996317.indd 28

21/01/21 12:08 pm

“Måske har nogen skudt den.”

“Og så er resten af den fløjet videre med én vinge?”

De funderede begge to lidt over det. Så nikkede Judith sindigt. “En høg. En høg har tabt vingen, mens den fløj hen over stedet her.”

Grace så meget eftertænksom ud. “En høg. Hmmm … Det er nok ikke helt forkert.” De satte hestene i gang igen.

“Eller en flyvemaskine, der er fløjet over stedet.”

Grace lo. “Ja, selvfølgelig,” sagde hun. “Det ligner den kylling, som de serverede i flyet til London sidste år. Den ser bare bedre ud.”

Når de red herop til bakkedraget, lod de som regel hestene løbe i kort galop tværs over lysningen, hvorefter de skridtede tilbage til staldene ad en anden sti. Men sneen og solen og den skyfri morgenhimmel gav begge piger mere blod på tanden.

De besluttede at gøre noget, som de kun havde gjort en enkelt gang tidligere – for et par år siden, da Grace stadig havde haft sin lille palominopony Gypsy. De ville fortsætte ned i den næste dal – skære ned gennem skoven og følge den lange rute tilbage langs floden og rundt om bakken. Det indebar, at de skulle krydse en vej eller to. Men det lod til, at Pilgrim var faldet til ro.

Og i øvrigt ville der næppe være mange folk på vejene sådan en tidlig lørdag morgen med sne.

Grace og Judith red tavse ind mellem træerne på den anden side af lysningen. Der voksede valnøddetræer og popler på denne side af bakkekammen, og der var ingen egentlige stier, så pigerne måtte tit bøje hovedet for at passere under grenene.

Og inden længe var både pigerne og hestene dækket af et fint lag neddrysset sne. De red langsomt ned langs floden. Den var dækket af en tynd skorpe af is, og de kunne lige skimte det mørke vand, der strømmede af sted under den. Skråningen blev stejlere og stejlere, og hestene bevægede sig varsomt og forsigtigt af sted. Gullivers ene hov skred på en skjult sten, men han genvandt hurtigt balancen uden at blive grebet af panik. Solen 29

Content_9788711996317.indd 29

21/01/21 12:08 pm

skinnede ned mellem træerne og dannede sære mønstre i sneen og fik hestenes ånde til at lyse. Men pigerne ænsede det dårligt nok. De koncentrerede sig udelukkende om nedstigningen.

Pigerne drog et lettelsens suk, da de langt om længe så Kinderhook-bækken blinke nede under sig mellem træerne. Nedstigningen havde været vanskeligere, end de havde forestillet sig, og først nu kunne de tillade sig at kigge på hinanden og smile.

“Hyggelig tur, ikke?” sagde Judith og holdt Gulliver an.

Grace lo. “Det gik som en leg.” Hun bøjede sig frem og klappede Pilgrim på halsen. “De klarede det fint, ikke?”

“De klarede det med bravur.”

“Jeg kan ikke huske, at der var så stejlt.”

“Det var der heller ikke. Jeg tror, vi fulgte en anden bæk. Jeg tror, vi er kommet et par kilometer længere mod syd, end vi egentlig skulle være.”

De børstede sneen af deres tøj og hjelme og kiggede ned mellem træerne. En eng med hvid, jomfruelig sne skrånede blidt ned mod floden. De kunne lige skimte hegnspælene langs den gamle vej, der førte hen til papirmøllen. Vejen blev ikke længere benyttet, for der var blevet anlagt en bredere og mere direkte indkørsel fra hovedvejen, der lå en lille kilometer borte på den anden side af floden. Pigerne var nødt til at ride nordpå langs den gamle møllevej for at følge den planlagte rute hjemad.

Vejen ned til Chatham var – ganske som han havde frygtet det – ikke blevet ryddet. Men Wayne Tanner blev hurtigt klar over, at der ikke var grund til bekymring. Han var ikke den første, der kørte her, og den store Kenworths atten kraftige dæk skar sig uden vanskeligheder ned i sporene. Han havde altså ikke behøvet at tage de skide kæder med. Han passerede en modkørende sneplov, og selv om det ikke havde så stor betydning for ham, gjorde det ham så glad og lettet, at han vinkede og dyttede til chaufføren.

Han tændte en cigaret og kastede et blik på sit armbåndsur.

Han var faktisk for tidligt på den. Efter sammenstødet med 30

Content_9788711996317.indd 30

21/01/21 12:08 pm

strømerne havde han ringet til Atlanta og bedt dem give folkene på papirfabrikken besked om, at han ville aflevere turbinerne næste morgen. Ingen brød sig om at arbejde på en lørdag, og han ville sikkert ikke blive modtaget med åbne arme. Men det var trods alt deres problem. Han satte en ny Garth Brooks sang på og holdt udkig efter indkørselen til papirfabrikken.

Det var ingen sag at følge den gamle møllevej, og både pigerne og hestene slappede af, mens de begav sig af sted side om side.

På deres venstre hånd jagtede et par skader hinanden i træerne, der voksede langs floden, og gennem deres hæse skratten og vandets klukken kunne Grace høre lyden af en sneplov, der nok var ude for at rydde hovedvejen.

“Nu er vi der!” Judith nikkede frem for sig.

Det var det sted, de havde holdt udkig efter: stedet, hvor et par jernbanespor engang havde krydset først møllevejen og derefter floden. Jernbanen var blevet nedlagt for mange år siden, og det var kun broen over floden, der stadig var intakt.

Den øverste del af broen tværs over vejen var blevet fjernet, og det var kun de to bropiller, der stod tilbage. Vejen passerede ind mellem dem og forsvandt i et sving. En sti førte op ad skråningen til dæmningen – og det var den, pigerne skulle følge for at komme ud på broen tværs over floden.

Judith førte an og styrede Gulliver op ad stien. Han tog et par skridt og standsede.

“Kom så! Du kan godt!”

Hesten stampede i sneen. Judith pressede sine hæle ind i flankerne på ham.

“Kom så, dit dovendyr! Vi skal op!”

Gulliver føjede sig og fortsatte op ad stien. Grace ventede nede på vejen. Det var, som om lyden fra sneploven ude på hovedvejen var blevet kraftigere. Pilgrim spidsede ører. Hun bøjede sig frem og klappede ham på den svedige hals.

31

Content_9788711996317.indd 31

21/01/21 12:08 pm

“Hvordan er stien?” råbte hun op til Judith.

“Fin nok. Men tag det bare stille og roligt.”

Det skete, da Gulliver var nået næsten op til toppen af dæmningen. Grace var begyndt at følge efter i hans spor. Hun lod Pilgrim bestemme farten. Han var nået halvvejs op ad skråningen, da hun hørte Gullivers ene sko skrabe mod noget is, og i næste øjeblik udstødte Judith et højt skrig af forskrækkelse.

Pigerne vidste ikke, at den skråning, de red op ad, var blevet oversvømmet af vand fra en utæt stenkiste siden sensommeren.

Og nu skjulte snetæppet et lag is.

Gulliver vaklede og forsøgte at finde fodfæste med bagbenene, og han sparkede en sky af sne og isstumper i vejret. Men hans ene forben skred ud til siden, og han faldt ned på det andet knæ. Judith skreg op, mens hun blev slynget fremad, og hendes ene fod gled ud af stigbøjlen. Men hun greb fat om hestens hals og holdt sig fast.

“Kom væk, Grace!” råbte hun. “Kom væk!”

Grace sad som forstenet. Hun stirrede måbende op på sin veninde. Så vågnede hun pludselig op til dåd og forsøgte at få Pilgrim til at vende om og gå ned ad skråningen. Hesten gjorde et kast med hovedet som for at trodse hende. Han tog nogle små sidelæns skridt op ad skråningen, indtil hans hove også begyndte at skride, og han vrinskede forskrækket. Gulliver gled lige ned imod dem. Grace skreg op og halede og sled i tømmen.

“Kom så, Pilgrim! Af sted!”

Sekundet før Gulliver stødte ind i dem, gik det op for Grace, at sneploven ikke kørte ude på hovedvejen. Det var motorstøjen alt for kraftig til. Sneploven var tættere på. Og i næste nu ramlede Gullivers bagparti mod Pilgrims skulder og fik ham til at snurre rundt. Grace kunne mærke, hvordan hun blev løftet ud af sadlen. Og hvis hendes hånd ikke var stødt mod den anden hests kryds, ville hun være faldet til jorden. Men hun knugede Pilgrims man mellem fingrene, mens han gled ned ad skråningen under hende.

32

Content_9788711996317.indd 32

21/01/21 12:08 pm

Gulliver og Judith var passeret forbi hende, og hun så, hvordan hendes veninde blev slynget tilbage over hestens bagparti, mens hendes fod sad fast i stigbøjlen. Judiths krop svingede sidelæns, og hun hamrede nakken ned i isen, og hendes fod drejede om i stigbøjlen. De to heste og deres ryttere kurede i én sammenfiltret bunke ned mod vejen.

Wayne Tanner opdagede dem i samme øjeblik, han kom ud af svinget. Folkene på papirfabrikken gik ud fra, at han ville komme sydfra, så de havde ikke tænkt på at nævne den gamle tilkørselsvej længere nordpå. Wayne havde ikke haft svært ved at se svinget, og han var lettet over, at dækkene havde nogenlunde lige så godt greb i sneen her som i asfalten oppe på hovedvejen. Han kørte fri af svinget, og cirka hundrede meter længere fremme stod broens betonpiller. Og lidt længere fremme var der et dyr af en eller anden art. En hest? Og den trak noget efter sig … Waynes strube snørede sig sammen.

“Hvad fanden …”

Han bremsede op, men ikke for hårdt. Ellers ville hjulene blokere. Han aktiverede bremserne bagest på sættevognen, men det gav ingen effekt. Han hamrede håndfladen ned mod gearstangen og koblede ud to gange, og motoren brølede. Fandens osse! Han havde kørt for hurtigt. Han kunne se, at der var to heste. Og der var en rytter på den ene. Hvad fanden var det, de lavede? Hvorfor kom de ikke væk fra vejen? Hjertet hamrede i hans bryst, og sveden drev ned ad ham, mens han bremsede og gearede ned. Slå bremsen i, skift gear. Slå bremsen i, skift gear.

Ordene fandt deres egen mantrarytme i hans hjerne. Slå bremsen i, skift gear. Men broen nærmede sig for hurtigt. For helvede da!

Kunne de ikke høre, han kom? Kunne de ikke se ham?

Det kunne de godt. Selv Judith kunne se bilen, mens hun skrigende blev slæbt gennem sneen. Hun havde brækket lårbenet, da hun ramte jorden, og under rutscheturen ned mod vejen havde begge heste trådt på hende og knust nogle af hendes ribben og knoglen i hendes ene underarm. Gulliver havde 33

Content_9788711996317.indd 33

21/01/21 12:08 pm

brækket sit ene knæ og revet nogle sener over, og hans øjne var opspilede af smerte og frygt.

Grace fik øje på lastbilen, lige så snart de nåede ned til vejen.

På en eller anden måde var det lykkedes hende at blive siddende i sadlen, og nu skulle hun forsøge at få dem alle sammen væk fra vejen. Hvis hun kunne få fat i Gullivers tømmer, kunne hun føre ham i sikkerhed. Og hun kunne få slæbt Judith med. Men Pilgrim var lige så forskræmt som den ældre hest.

Grace halede af alle kræfter i Pilgrims tømme og holdt hans opmærksomhed fangen et øjeblik. Hun styrede ham hen imod den anden hest og lænede sig faretruende ud fra sadlen og rakte ud efter Gullivers hovedtøj. Han bevægede sig væk fra hende, men hun fulgte med og strakte armen så langt ud som overhovedet muligt. Hendes fingre var lige ved at nå hovedtøjet, da lastbilens horn tudede.

Wayne så, hvordan det gav et sæt i begge hestene. Og nu kunne han pludselig se, hvad det var, der hang ned fra den hest, som ikke havde nogen rytter.

“Tak skævben!” udbrød han og konstaterede i samme øjeblik, at der ikke var flere gear at skifte ned til. Broen og hestene nærmede sig så hurtigt, at han var nødt til at aktivere traktorbremsen. Han mumlede en lille bøn og trådte hårdere, end han burde, på ventilbremsen. Han kunne mærke, hvordan hjulene bag førerhuset gav sig.

“Sådan! Dygtig pige!”

Så blokerede hjulene, og Wayne kunne mærke, hvordan fyrre ton stål tog skæbnen i deres egen hånd.

Kenworth-lastbilen slingrede ind mellem bropillerne uden at lade sig påvirke det mindste af hans anstrengelser ved rattet.

Wayne var blevet reduceret til en iagttager, og han så, hvordan den højre forskærm skrabede mod betonmuren, så gnisterne sprang. I næste øjeblik skubbede sættevognen på bagfra, og den kvasende lyd af metal, der krøllede sig sammen, fik luften til at dirre.

34

Content_9788711996317.indd 34

21/01/21 12:08 pm

Den sorte hest vendte sig om imod ham, og han kunne se, at rytteren var en ung pige. Hendes øjne under den mørke ridehjelm var opspilede af rædsel.

“Nej, nej, nej!” råbte han.

Men hesten stejlede trodsigt foran ham, og pigen blev kastet tilbage og faldt ned på vejen. Hovene på hestens forben rørte kun jorden et kort øjeblik, inden den løftede hovedet og stejlede igen. Men denne gang sprang hesten lige imod ham. Den satte af med bagbenene og sprang op over kølergitteret. Skoene på dens forben ramlede mod kølerhjelmen og gled hen ad den og slog mod forruden. Der lød et højt smæld, og i næste nu var forruden fyldt med fine revner. Wayne kunne ikke se noget. Hvor var pigen henne? Åh Gud! Hun lå sikkert nede på vejen – lige foran ham.

Wayne hamrede næven og underarmen mod forruden, og gennem hullet kunne han se, at hesten stadig hang hen over motorhjelmen. Dens højre forben sad fast i sidespejlets skråstivere på forskærmen, og den hylede og skreg. Glasskårene haglede ned over den, og den havde blodig fråde om munden. Wayne kunne se den anden hest inde ved vejkanten. Den forsøgte at humpe væk, og rytterens fod hang stadig fast i stigbøjlen.

Og lastbilen bevægede sig stadig fremad. Sættevognen kom fri af bropillen og skred ud til siden og sendte en bovbølge af sne i vejret.

Hesten, der lå hen over motorhjelmen, gjorde en sidste kraftanstrengelse. Sidespejlets skråstivere knækkede, og hesten rullede væk og forsvandt ud af syne. Wayne så, hvordan sættevognen langsomt bevægede sig væk fra hegnet og marken og nærmede sig førerhuset. Og i mellemrummet mellem førerhuset og sættevognen stod den anden hest, der ikke vidste, hvordan den skulle redde sig ud af kniben. Det var, som om dens rytter løftede hovedet op fra jorden og kiggede på Wayne, og i næste nu var hun begravet i den store snebølge. Sættevognen fejede hen over hende og skovlede hesten ind mod førerhuset, hvor den knustes mod metallet.

35

Content_9788711996317.indd 35

21/01/21 12:08 pm

“Hallo? Gracie?”

Robert Maclean standsede i mellemgangen omme ved bagdøren. Han havde to store indkøbsposer i hænderne. Der kom ikke noget svar, og han gik ind i køkkenet og stillede poserne op på bordet.

Han kunne bedst lide at få ordnet weekendindkøbene, inden Annie dukkede op. Ellers skulle de bare følges ad hen til supermarkedet, hvor Annie ville bruge det meste af en time på at foretage sammenligninger mellem de forskellige varetyper.

Han forstod ikke, hvordan et menneske, der hver eneste arbejdsdag skulle træffe hurtige beslutninger og jonglerede med svimlende dollarbeløb, i weekenden kunne bruge ti minutter på at spekulere over, hvilken slags sauce hun skulle købe. Det var også meget dyrere, end hvis han købte ind alene, for Annie fandt aldrig ud af, hvilket mærke der var det bedste, og det endte som regel med, at hun købte dem alle tre.

Ulempen ved at gå i butikker alene var naturligvis, at han uvægerlig ville blive kritiseret for at have købt de forkerte varer. Men på ægte advokatvis havde Robert grundigt vurderet begge sider af sagen, og der var så ubetinget flest fordele ved at foretage indkøbene uden hans kones medvirken.

Grace havde lagt en besked ved siden af telefonen. Robert kastede et blik på sit armbåndsur. Klokken var kun lidt over ti, og der var ikke noget at sige til, at de to piger gerne ville være lidt længere ude at ride sådan en morgen. Han trykkede på afspilningsknappen på telefonsvareren, tog sin pjækkert af og gik i gang med at sætte varerne på plads. Der var to beskeder.

Han kunne ikke lade være med at smile, da han hørte den første – fra Annie. Hun måtte have ringet, lige efter at han var taget af sted til supermarkedet. Ja, det var rigtignok på høje tid, han stod op. Den anden besked var fra mrs. Dyer oppe på ridecenteret. Hun spurgte bare, om de ville være så venlige at ringe til hende. Men der var noget ved hendes tonefald, der fik det til at løbe ham koldt ned ad ryggen.

36

Content_9788711996317.indd 36

21/01/21 12:08 pm

Helikopteren hang og svævede oppe over floden, som om den lige ville danne sig et overblik over situationen. Så sænkede den snuden og løftede sig op over skoven og fyldte dalen med rotorbladenes dumpe drønen. Piloten kiggede ned til den ene side, mens han kredsede en gang til. Der var ambulancer og politibiler og redningskøretøjer dernede. De røde lygter blinkede, og alle køretøjerne holdt i vifteform inde på marken ved siden af den store lastbil, der var knækket sammen som en lommekniv. De havde markeret stedet, hvor helikopteren skulle lande, og en betjent stod og fægtede – ganske overflødigt – i luften med armene.

De havde kun været ti minutter om at flyve herned fra Albany, og redningslægerne havde haft travlt med at kontrollere udstyret undervejs. Nu var de klar, og de kiggede tavse hen over pilotens skulder, mens han kredsede og nærmede sig landingsstedet.

Solstrålerne glimtede i flodens vand, mens helikopteren fulgte sin egen skygge ind over politiets vejspærring og hen over en rød firhjulstrukket bil, der også styrede hen imod ulykkesstedet.

Wayne Tanner kiggede ud gennem politibilens vindue og så helikopteren sænke sig langsomt ned mod landingsstedet og rejse en storm omkring betjenten, der dirigerede den ned.

Wayne sad på passagersædet med et tæppe over skuldrene.

I hånden havde han en kop med et eller andet varmt, som han endnu ikke havde smagt på. Han vidste ikke rigtig, hvad der foregik omkring ham – lige så lidt, som han forstod de skrattende ord, der kom ud af politiradioen ved siden af ham. Han havde ondt i skulderen, og der var en lille flænge i hans hånd, som ambulancedamen havde insisteret på at lægge en enorm bandage om. Det var ganske unødvendigt. Måske havde hun gjort det, for at han ikke skulle føle sig tilsidesat midt i hele det her blodbad.

Wayne kunne se Koopman – den unge vicepolitimester, hvis bil han sad i – stå og tale med redningsfolkene henne ved lastbilen. Den lille jæger med pelshuen, som havde slået alarm, 37

Content_9788711996317.indd 37

21/01/21 12:08 pm

stod lænet op ad motorhjelmen på en lyseblå, rusten varevogn.

Han havde hørt braget oppe i skoven og havde skyndt sig ned til papirmøllen, hvor man havde ringet til politimesterens kontor.

Da Koopman nåede frem, sad Wayne ude på marken i sneen.

Vicepolitimesteren var ganske ung og havde tydeligvis aldrig før været ude for så alvorlig en ulykke. Men han havde båret sig fornuftigt ad og havde endda set skuffet ud, da Wayne fortalte ham, at han allerede havde sendt en melding af sted over kanal 9 på sin kommunikationsradio. Det var den kanal, der blev aflyttet af statens politi, og der gik kun ganske få minutter, før de begyndte at indfinde sig. Nu vrimlede det med politifolk på stedet, og Koopman virkede en lille smule sur over, at det ikke længere var ham, der førte det store ord.

Flammerne fra skærebrænderne, som redningsfolkene skar sig gennem sættevognen og turbinerne med, spejlede sig i sneen omme bag lastbilen. Han kiggede den anden vej og forsøgte at glemme de lange minutter, efter at lastbilen havde foldet sig sammen som en lommekniv.

Han havde ikke hørt det lige med det samme. Garth Brooks sang videre over højtalerne, og Wayne havde været så forvirret, at han ikke vidste, om det var ham selv eller hans genfærd, der klatrede ned fra førerhuset. Nogle skader skræppede i træerne, og til at begynde med troede han, at den anden lyd også kom fra dem. Men så blev han klar over, at lyden kom fra en hest, der var ved at blive klemt ihjel, og han havde presset hænderne mod ørerne og var løbet ud på marken.

De havde fortalt ham, at den ene af pigerne stadig var i live, og han kunne se, hvordan lægerne arbejdede henne ved hendes båre. De var ved at gøre hende klar til at blive løftet op i helikopteren. En af lægerne trykkede en maske ned over hendes ansigt, og en anden holdt to plasticposer med noget væske, som var forbundet til hendes arme via et par slanger. Liget af den anden pige var for længst blevet fløjet bort.

38

Content_9788711996317.indd 38

21/01/21 12:08 pm

Et rødt firhjulstrukket køretøj var netop standset, og Wayne så en stor mand med fuldskæg stige ud af det og tage en sort sæk ud af bagagerummet. Han slængede sækken over skulderen og gik hen imod Koopman, der vendte sig om og hilste på ham.

De talte sammen i et par minutter. Så førte Koopman ham om bag lastbilen, hvor skærebrænderne hvæsede og spruttede. Da de dukkede op igen, så manden med fuldskægget meget bister ud. De gik hen til den lille jæger og sagde noget til ham. Jægeren nikkede og tog et riffelhylster ud af førerhuset på sin varevogn.

Så gik de alle tre hen imod Wayne. Koopman åbnede sidedøren.

“Klarer De den?”

“Ja, ja. Jeg klarer den.”

Koopman nikkede i retning af manden med fuldskægget.

“Mr. Logan her er dyrlæge. Vi skal have fundet den anden hest.” Wayne kunne høre lyden fra skærebrænderne gennem den åbne dør. Han skar en grimasse.

“Har De nogen idé om, hvor den løb hen?”

“Nej, sir. Men den er sikkert ikke nået ret langt.”

“Godt.” Koopman lagde hånden på Waynes skulder. “Vi skal nok snart se at få Dem væk herfra. Er det i orden?”

Wayne nikkede. Koopman smækkede døren i. De blev stående og snakkede sammen lige uden for bilen, men Wayne kunne ikke høre, hvad de sagde. Helikopteren lettede og transporterede pigen væk. En af betjentene tabte sin kasket i stormvejret.

Men Wayne så ikke noget af det. Han så kun hestens blodige og frådende mund og dens øjne, der stirrede på ham hen over den takkede kant på den ituslåede forrude. Og han vidste, at de ville blive ved med at stirre på ham i hans drømme langt ud i fremtiden.

“Vi har ham … ikke sandt?”

Annie stod ved siden af sit skrivebord og kiggede Don Farlow over skulderen, mens han sad og læste kontrakten igennem.

39

Content_9788711996317.indd 39

21/01/21 12:08 pm

Han svarede ikke, men løftede bare sit ene rødblonde øjenbryn og læste siden færdig.

“Det har vi,” sagde Annie. “Jeg ved det.”

Farlow lagde kontrakten ned i skødet.

“Ja, det tror jeg.”

“Ha!” Annie løftede sin knyttede hånd i vejret og gik hen til den anden ende af kontoret og skænkede sig en kop kaffe til.

De havde været der en halv times tid. Hun havde taget en taxi til hjørnet af 43rd Street og 6th Avenue. Der var opstået en trafikprop, og hun havde spadseret det sidste stykke vej. Bilisterne klarede sig så godt, som de nu kunne: de dyttede og råbte ad hinanden. Farlow var allerede mødt op på kontoret og havde brygget noget kaffe. Hun kunne godt lide, at han følte sig hjemme.

“Han vil selvfølgelig hævde, at han aldrig nogen sinde har talt med dem,” sagde han.

“Det er et direkte citat, Don. Og der er en masse enkeltheder.

Han kan ikke nægte, at han har sagt det.”

Annie bar kaffekoppen tilbage og satte sig ned ved skrivebordet – et stort, asymmetrisk skrummel i elme- og valnøddetræ, som en ven i England havde lavet til hende for fire år siden, da hun til alles overraskelse havde lagt skriveriet på hylden for at overtage en ledende stilling. Bordet var fulgt med hende fra det gamle ugeblad til det nye (og langt større), hvor det straks havde vakt indretningsarkitektens mishag. Han havde taget det ganske fornuftige standpunkt, at eftersom det var umuligt at indpasse skrivebordet i et ordentligt interiør, måtte interiøret forvandles til ét stort kaos. Resultatet var blevet en kakofoni af former og farver, som indretningsarkitekten uden at blinke kaldte ‘eklektisk dekonstruktivisme’.

Det eneste, der rigtig gjorde sig, var nogle abstrakte klatmalerier, som Grace havde udført i treårsalderen, og som Annie (i begyndelsen til datterens stolthed, men siden til hendes lige så store fortrydelse) havde ladet indramme. De hang på væggene mellem alle præmierne og diplomerne og fotografierne af Annie, 40

Content_9788711996317.indd 40

21/01/21 12:08 pm

der smilede i selskab med forskellige berømtheder. Fotografierne af de personer, som hun holdt af – Grace, Robert og hendes far – havde hun anbragt lidt mere diskret på sit skrivebord, så kun hun selv kunne se dem.

Hun kiggede på Don Farlow hen over de indrammede familiefotos. Det var underligt at se ham uden habit. Den gamle cowboyjakke og vandrestøvlerne havde overrasket hende. Hun havde troet, han ville møde op i vide benklæder med pressefolder, hyttesko og gul, ulden sweater. Han smilede.

“Godt. Og du vil altså lægge sag an mod ham?”

Annie lo. “Ja, selvfølgelig vil jeg lægge sag an mod ham. Han har skrevet under på, at han ikke vil udtale sig til pressen. Og han har bagvasket mig ved at sige, at jeg har fusket med tallene.”

“En bagvaskelse, som vil blive gentaget hundrede gange, hvis vi lægger sag an. Og som vil blive pustet op til en meget større historie.”

Annie rynkede brynene.

“Don … nu går du vel ikke hen og bliver blød i knæene?

Fenimore Fiske er en gammel, bitter, lusket, talentløs, ondskabsfuld fnatmide.”

Farlow slog smilende ud med hænderne. “Du skal ikke holde noget tilbage, Annie. Fortæl mig, hvad du mener.”

“Mens han var her, forsøgte han på alle mulige måder at lave rav i den. Og nu hvor han ikke er her mere, prøver han at gøre det samme. Jeg har lyst til at riste ham over en sagte ild.”

“Udmærket. Det er dig, der bestemmer.”

“Det kan du lige bande på, det er.”

En af telefonerne på skrivebordet klikkede, og hun løftede røret af. Det var Robert. Han fortalte hende i et helt roligt tonefald, at Grace var kommet til skade ved en ulykke. Hun var blevet fløjet op til et hospital i Albany, hvor hun var indlagt på intensivafdelingen. Hun var stadig bevidstløs. Annie skulle bare tage toget helt op til Albany. Så ville han hente hende dér.

Content_9788711996317.indd 41

21/01/21 12:08 pm

20 KÆRLIGHEDEN LOKKER OS AD SNØRKLEDE STIER

Det bliver et møde, der ændrer alt. I Rocky Mountains' storslåede natur får Annie et nyt blik på kærligheden.

Kærligheden til datteren, som hun har svigtet i sit karriereræs. Men også den store, besættende kærlighed til et andet menneske. Kan hun finde den igen?

Hun finder svaret – og manden …

“Det er en tankevækkende bog, og det er en helt enestående kærlighedshistorie.”

NICHOLAS EVANS

Efter en alvorlig rideulykke, der mærker både pige og hest, begiver Annie Graves sig på en rejse tværs over USA for at opsøge hestehviskeren Tom Booker.

– Robert Redford

NICHOLAS EVANS

ROMAN lindhardtogringhof.dk

| LINDHARDT OG RINGHOF