Karl Ove Knausg책rd Fredrik Ekelund
HJEMME UDE P책 dansk ved Karen Fastrup
Lindhardt og Ringhof
Hjemme - ude.indd 3
10/9/15 8:48 PM
Hjemme – ude er oversat fra norsk og svensk efter Hjemme – Borte Copyright © 2014, Pelikanen Forlag All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Bogen er sat med Garamond og trykt hos ScandBook AB Omslag: Asbjørn Jensen Omslagsfoto, forside: Fredrik Ekelund: privat foto Karl Ove Knausgård: Christina Ottosson Öygarden Foto, bagside: Christina Ottosson Öygarden 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-11-44121-3 Printed in Sweden Kopiering fra denne udgave må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
Denne oversættelse har fået støtte fra NORLA.
www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S – et selskab i Egmont
Hjemme - ude.indd 4
10/9/15 8:48 PM
Limhamn, 10. juni Kære Karl Ove! Jeg begynder med et minde fra den 19. november 1983. Jeg er i Paris og hengiver mig til frie studier, bor på Cité Universitaire, skriver for det nu lukkede dagblad Arbetet og arbejder med en hovedfagsopgave om en fransk arbejderforfatter jeg stiftede bekendtskab med året før, Georges Navel. Det er en lykkelig tid i mit liv. Samme år, i august, er min første roman, Stuv Malmö, kom! blevet antaget på Bonniers, og jeg lever derfor i den rus det er at vide at jeg snart bliver det jeg allerede længe havde drømt om: forfatter. Om dagen går jeg på Collège de France og hører Michel Foucault og Emmanuel Le Roy Ladurie, eller sniger mig ind på École Normale Supérieure og hører Jacques Derrida. At sidde for fødderne af Foucault og Derrida bidrog til at forstærke den intellektuelle rus jeg dengang levede i. Den 19. november var dagen før jeg fyldte tredive. Jeg sad på en studenterrestaurant på boulevard Saint-Michel, og lige over for mig slog en mand med et sorgfuldt og lidt strengt indianeransigt sig ned. Vi begyndte at tale. Det viste sig at han var mexicaner og arbejdede som kemiker på rue d’Assas lige i nærheden. Dagen efter havde jeg planlagt en lille fødselsdagsmiddag på mit studenterværelse, og pludselig, uden at jeg husker hvorfor, havde jeg inviteret Juan, som han hed, med til middagen. Vi blev venner, begyndte at ses, og efter en tid fik jeg at vide at han var flyttet til Paris med en amerikansk kvinde som han havde fået et barn med. Da de var kommet til Paris, havde han opdaget sin homoseksualitet, var blevet skilt og levede nu sammen med en franskmand. En dag kom vi til at tale om Octavio Paz. Jeg udtrykte min beundring for 5
Hjemme - ude.indd 5
10/9/15 8:48 PM
den mexicanske digter og lod min nye ven forstå at jeg ville lære spansk så jeg kunne læse Paz på originalsproget, og tænkte på om ikke vi, Juan og jeg, kunne læse Paz sammen. Og sådan blev det, på en parkbænk i Jardin du Luxembourg. Han læste højt for mig. Jeg gentog og smagte på sætninger som El laberinto de la soledad og A cinco años de Tlatelolco, og ordet soledad var så smukt, syntes jeg, at det var værd at lære sig et helt nyt sprog for. Det var sådan den latinamerikanske dør åbnede sig på klem for mig. To år senere, den 18. december 1985, rejste jeg til Chile med min bror, en fælles ven og hans chilenske kone. Jeg skulle skrive om rejsen for Sydsvenskan, om hvordan det var for Esmerita, min vens kone, at vende tilbage til militærdiktaturets Chile efter ti år i eksil. Vi landede i et stegende hedt Santiago, drog videre til La Calera, en fattig by præget af en døende cementindustri. Men vel fremme i det nedslidte kvarter hvor hendes familie boede, smed Esmerita mig ud, af frygt for at jeg skulle lokke hendes mand, min ven og tiltænkte tolk, med ud at føjte. Jeg tog mit habengut, rejste tilbage til Santiago, tjekkede ind på et lurvet hotel hvor jeg etablerede en lille skrivestue. Inden afrejsen havde jeg booket en række interviews med politikere, fagforeningsledere og forfattere, men det var alt sammen planlagt med Stefan, min ven, som tolk. Nu var jeg alene, men spørgsmålene kunne jeg jo godt stille, og om aftenerne på mit hotelværelse, alene med båndoptageren, sad jeg time efter time og transskriberede de svar jeg havde fået på mine spørgsmål. Der åbnede den spanske, og latinamerikanske, dør sig på vid gab. Juan på parkbænken i Paris havde hjulpet mig med at danne fundamentet, nu tog jeg endnu et skridt, og pludselig sad jeg hjemme hos José Donoso, en af de ”magiske realister”, og hos Nicanor Parra, digteren, som havde opnået kultstatus, og stillede mine spørgsmål. Parra lod mig sove i sit store hus ved foden af Andesbjergene, et hus bygget ud over en afgrund sådan som hele 6
Hjemme - ude.indd 6
10/9/15 8:48 PM
Chile hviler over en afgrund, som han sagde, med den vedvarende trussel om jordskælv. Han hamrede cuecaens (Chiles nationaldans) betydning ind i mig, trak skindet af tomater og løg på en højtidelig, nærmest religiøs måde, hyldede det enkle og fik mig, en ukendt svensk forfatter, til at føle mig som hans compañero, og pludselig sad vi i hans bil, og jeg lyttede, og han talte og kørte rundt, rundt i den enorme gryde som kaldes Santiago, og viste mig byen, ikke mindst Nerudas hus, La Chascona, og præcis Neruda var vigtig eftersom Parras egen æstetik var en antipoesi funderet i en protest mod Nerudas romantiske, suggestive billedstrøm: monoton og sovende, ifølge min ven i Santiago-natten, som beskrev Neruda som en crooner, en poesiens Frank Sinatra. Jeg var overvældet af hans generøsitet, og først langt senere – sådan er det ofte med mig, det tager tid for mig at forstå hvad jeg egentlig lever/oplever – blev den tanke/mistanke født i mig at han måske også gjorde alt dette for mig af en anden grund: Ved hjælp af en stor artikel i en svensk avis (som det jo skulle blive til) fik han måske et skub i retning af en Nobelpris, sådan som hans evige modbillede Neruda havde fået i 1972. Jeg ved det ikke, men tanken blev født og har ikke sluppet mig siden. Under alle omstændigheder, Karl Ove, var det parkbænken i Jardin du Luxembourg og rejsen til Santiago som gjorde mig spansktalende og fik mig – hvis man kan sige at hvert sprog er et hus – til at gå ind i det spanske hus. Det mærkelige er at jeg straks følte mig så hjemme der, som om det spanske havde ventet på mig, eller i mig. Der er et stort rum i det spanske sprog, et klingende og smukt vokalsprog, og det er via det jeg er havnet i det portugisiske – den brasilianske variant, vel at mærke – også smuk, men sværere at tale, sværere at forstå og i højere grad et konsonantsprog, ikke det samme klangrum. Det var godt at se dig i jeres farvestrålende have i Glemmingebro i går. Kan dårligt tænke mig en skarpere kontrast end den der 7
Hjemme - ude.indd 7
10/9/15 8:48 PM
er mellem denne skånske idyl og Rio de Janeiro. Så er det tid igen. Latinamerika for, tror jeg, tyvende gang. Dengang, i 1985, hvor jeg rejste til Chile, mellemlandede vi i Recife, og da jeg var gået ned ad trappen fra flyet, lagde jeg mig ned og kyssede jorden. En intuitiv handling, som en hyldest til min barndoms fodboldhelte: Pelé og Garrincha. Det gør jeg ikke længere, kysser jorden, men jeg mærker en stærk længsel og har allerede længe siddet klar i cidade maravilhosa i mine tanker. Varme hilsener, Fredrik
Hjemme - ude.indd 8
10/9/15 8:48 PM
Glemmingebro, 11. juni Kære Fredrik Du har ret: Kontrasterne kunne ikke have været større. Omtrent på den tid hvor du formentlig gik ud af flyet i Rio de Janeiro og tog ind til byen og installerede dig i den lejlighed hvor du skal bo i de næste fem uger, var jeg til forældrekomsammen med min ældste datters klasse, på stranden nogle kilometer herfra, hvor vi først grillede medbragte pølser, derefter lavede spørgerunde og til sidst spillede rundbold: tredjeklasse mod forældrene, skyggerne lange under lyset fra den nedgående sol. Min plan var at skrive til dig efter at børnene var kommet i seng, ved nitiden, men jeg var i USA for nogle dage siden, og har stadig jetlag: Klokken halv ni faldt jeg i søvn med alt tøjet på, med ungerne rundt om mig, og vågnede først halv to i nat, omgivet af stilhed. Reserveplanen var at skrive i formiddags, jeg havde bestilt en nanny, som de hedder nu, til at tage sig af vores fire måneder gamle datter mens jeg skrev. Anne, som vores lille datter hedder, er normalt blid og glad og skaber aldrig problemer – hun lægger sig til at sove halv ni, og vågner igen klokken seks eller halv syv om morgenen – men lige i dag, da jeg skulle have tid til at skrive, skreg hun som besat. Nannyen kunne ikke håndtere hende, så jeg måtte gøre det, først få hende rolig, derefter give hende mad og skifte hende – og da jeg så gav hende fra mig, hvad skete der? Nyt sammenbrud, hun skreg til hun var rød i ansigtet og tårerne sprøjtede. Jeg tog over igen, og da hun blev rolig, tog nannyen hende med ud i barnevognen. De er stadig ude at gå, i den silende sommerregn. Og jeg skriver endelig. Af det brev du skrev i går, som var rigt og tæt og generøst, drager jeg den åbenlyse slutning at du er romantiker. Har jeg ret i det? 9
Hjemme - ude.indd 9
10/9/15 8:48 PM
I hvert fald var det du skrev om, romantisk for mig. Studietid i Paris, med Foucault og Derrida, møde med unge mennesker fra Sydamerika – så tænker jeg på hvad Paris var for de latinamerikanske forfattere, især Cortázar, som boede i eksil der i mange år, og som skrev nogle af de mest fantastiske historier jeg har læst. Det du skriver, vækker et sug i mig efter at være der, og en fornemmelse af at det er for sent, af at alle tog er kørt. Men du var der. Og din første bog var blevet antaget – det er også romantisk, den unge forfatter i Paris. Et sidste strejf af romantik i dit brev som jeg vil påpege inden jeg giver mig, har med arbejderbevægelsen at gøre, både beskrivelsen af det manuelle arbejde som findes i nogle af dine bøger, og af solidariteten med den arbejdende klasse. Vi snakkede kort om et aspekt af det da du besøgte mig her i haven dagen inden du rejste, din fascination af den norske AKP (ml)-bevægelse, og ikke mindst af dens mange gode forfattere. Især Dag Solstad, men også gentlemanen i periferien, den enestående (også i den forstand at han altid står alene) – Kjartan Fløgstad. Sidstnævnte var aldrig AKP’er, men på venstrefløjen, og hans forfatterskab har en stærk og vedvarende politisk åre. Set fra Sverige er der noget eksotisk både over den tid, de norske 70’ere, og det udtryk de fik i litteraturen. Når man voksede op i Norge, som jeg gjorde, var der hverken romantisk eller eksotisk litteratur, der var bare litteraturen, og den dominerede fuldstændig. Jeg tror ikke man skal undervurdere betydningen af den litteratur der dominerer mens man vokser op, den der er så tæt på at man ikke ser den, i forhold til hvilken slags bøger man senere kommer til at skrive. Dag Solstad, det var den europæiske, måske især den tyske litteratur – selv om jeg ikke vidste det – det var Peter Handke, Robert Musil, Hermann Broch: modernismen og modernismens efterdønninger. Strengt, lakonisk, koncentreret, avanceret. Kjartan Fløgstad, det var den latinamerikanske og spanske litteratur, det var det sprudlende, det overskudsfyldte, højt og lavt mellem hinanden, ordspil, vittigheder, men også det folkelige 10
Hjemme - ude.indd 10
10/9/15 8:48 PM
liv, det der ligger litteraturen forstået som det boglige allerfjernest. Hvis nogen havde stillet mig følgende spørgsmål: I hvilke romaner vil du helst leve? Så ville jeg i ti ud af ti gange have valgt Fløg stads. Men hvis spørgsmålet havde været: I hvilke romaner hører du hjemme, ville jeg desværre have været nødt til at sige Solstads. Jeg er protestant langt ind i knoglemarven, jeg er en der nægter mig selv ting, som siger nej til ting, og hvis jeg kan lide at læse om det frodige, dampende, udadvendte, livlige folkeliv i verden, hvor overskuddet er det menneskelige, ikke det materielle eller økonomiske, så er det ikke en verden jeg kan leve i, knap nok opholde mig i, jeg vender mig bort, længes efter at være alene, kan ikke forholde mig til al denne generøsitet og varme. Hvorfor skriver jeg det? Det har du måske gættet. Brasilien, det er ikke et sted for mig. Ikke det brasilianske liv, som jeg godt nok aldrig har oplevet og kun kender gennem beskrivelser – blandt andet dine! – og heller ikke den brasilianske fodbold. Under VM i Korea og Japan i 2002, hvor Tyskland mødte Brasilien, holdt jeg med Tyskland. Det har jeg aldrig gjort før og kommer formentlig aldrig til at gøre det igen. Men det var det mindste af to onder. Jeg så kampen sammen med min bror på en bar i Stockholm, og da Brasilien scorede, bøjede han sig frem og klappede demonstrativt lige foran mig, som for at sige: Du tager så meget fejl, forstår du ikke det? Ikke at holde med Brasilien, at tage afstand fra den brasilianske fodbold, er lidt som at sige at jeg foretrækker grimme frem for smukke kvinder. Eller, for at tage et andet eksempel end et der umiddelbart vil blive læst som sexistisk (bogen skal jo også udkomme i Sverige) – det er som at sige at jeg hellere vil læse dårlige bøger end gode. Det har ikke altid været sådan. Da jeg var ung, ville jeg ud i verden, jeg ville se, lugte, høre og smage på alt. Jeg ville livet. 11
Hjemme - ude.indd 11
10/9/15 8:48 PM
Jeg havde planer om at rejse ud, ned gennem Europa, arbejde undervejs, være væk i flere år, mens jeg skrev på den store roman. Jeg ville møde mennesker, opleve eventyr, blive forelsket, drikke mig fuld, sige ja til verden. Sådan blev det ikke, jeg rejste aldrig ud, i stedet blev jeg siddende i Bergen – aldrig Paris, som dig, heller aldrig Latinamerika – og indledte en langsom, livsfornægtende proces som er kulmineret nu, hvor jeg knap nok møder et menneske og ikke lever noget socialt liv overhovedet (i går, til den forældrekomsammen, talte jeg ikke med nogen, faktisk). Jeg drikker stort set ikke, og jeg spiser kun lidt, bryder mig ikke om mad overhovedet. Jeg har konstant dårlig samvittighed fordi jeg arbejder for lidt – for det er ikke godt ikke at lave noget, det er at drive den af. Derfor vækker dit brev, som handler om ungdom og liv, så stærke længsler i mig. Men toget er kørt, og til VM i fodbold sympatiserer jeg altid med to hold: Argentina og Italien. Begge er traditionelt kyniske hold, som du ved, der i deres bedste årgange altid har været ekstremt godt defensivt organiseret, og som har spillet på modstandernes svagheder snarere end egne styrker. De har altid ekstreme kvaliteter, men det er noget med at de aldrig bruger dem på nogen overskudsagtig måde, aldrig gør noget smukt for det smukkes skyld, men kun hvis det resulterer i noget. Og det at de kan, men holder det tilbage, appellerer til noget dybt i mig. Det første klare TV-minde jeg har, er fra sommeren 1978, VM i Argentina. Folkehavet på tribunerne, det konfettidækkede græs, Ricardo Villa, Osvaldo Ardiles, Mario Kempes. Jeg vidste intet om den politiske situation, selvfølgelig, jeg var ni år, men jeg var fortryllet. Argentina, både holdet og landet, stod for noget eventyrligt. Senere er det eventyrlige vokset, for jeg læste Borges, jeg læste Cortázar – og jeg læser César Aira nu – og jeg læste den 12
Hjemme - ude.indd 12
10/9/15 8:48 PM
polske eksilforfatter Witold Gombrowicz. (Hans dagbøger er fantastiske, de er skrevet i Argentina, og da han mod slutningen rejser til Paris, den gamle verden, er det som om dagbøgerne dør, de mister al deres vitalitet, al deres kraft – kom den fra hans eksiltilværelse i Buenos Aires?). Der er meget romantik i dette, men det er en anden form for romantik end den jeg finder i dig og i dit brev – af den enkle grund at det Brasilien som du siger ja til, er en fysisk størrelse i dit liv, du har været der utallige gange, du har venner der, og du kender kulturen på kroppen – du kan sproget, har oversat brasiliansk litteratur til svensk – og du spiller fodbold som en brasilianer. Ikke mindst det! Brasilien for dig er levet liv, det er levende. Argentina for mig? Jeg har aldrig været der, det er kun en drøm, fantasier, ikke forankret noget andet sted end i de bøger jeg har læst. Det er det modsatte af levet, det modsatte af levende, det er ikke-liv, som i sin yderste konsekvens er livsfornægtende – og det var derfor arbejdstitlen på min seneste roman, som kom til at hedde Min kamp, længe var Argentina. I morgen begynder VM. Jeg glæder mig. Jeg husker alle verdensmesterskaberne fra og med det i 1978, hvad jeg lavede, hvordan jeg levede, hvem jeg var, og i hvilken verden det foregik. Men jeg har altid kun set dem på TV, aldrig i virkeligheden, og jeg vil gerne at det skal fortsætte på den måde – så det er udgangspunktet for denne bog, er det ikke? Livet mod døden, ja mod nej, Brasilien mod Argentina. Alt godt Karl Ove PS: Jeg har endnu ikke udfyldt tipstallene til den VM-konkurrence Eirik inviterede os med i, det er sidste frist i aften, så du får mine efter at børnene er kommet i seng. 13
Hjemme - ude.indd 13
10/9/15 8:48 PM
Rua Assunção 174, Botafogo, Rio, 11. juni Kære Karl Ove! Tak for brevet. Når jeg læser om forældremødet, slår det mig hvor meget jeg kan savne den tid hvor mine børn var små, nærheden til dem, men forældremøderne – gud ske tak og lov for at jeg slipper for dem. Jeg er landet nu. Det er altid med let overraskelse at jeg stiger ud af flyet efter en lang rejse – at jeg er i live. At jeg ikke døde. At flyet heller ikke denne gang styrtede i Atlanterhavet. Den er så drømmeagtig, den her lufthavns- og flyverden. Fremmedgørelsen i afgangshallerne, alle er forvandlet til kroppe alene, som store kødstykker i jakkesæt og kjoler. Og næsten alle med så lukkede ansigter. Hvordan er det blevet naturligt at sætte sig ned i et sæde inden en transatlantisk flyvning uden så meget som at hilse på de nærmeste medpassagerer? Hvordan er vi blevet sådan? Læste Rubens Figueiredo i flyet, en Rio-forfatter som skriver fantastiske noveller der udspiller sig i drømmeagtige junglelandskaber, bedøvede mig bagefter med en whisky, tre glas rødvin og en sovepille. Vågnede udhvilet og så, først da – altså efter ti timer – talte jeg med den nærmeste nabo, en Rio-kvinde i fyrrerne. Et ord, Karl Ove, et lille bank på en fremmed dør, og så åbner verden sig. Hvor ofte har jeg ikke været med til dette, og jeg elsker det. Hun havde været i Moskva og Wien med to kolleger, var i skønhedsbranchen, havde sin egen klinik i Rio og pludselig viser hun mig billeder af sønnen, en tyve år gammel ungdomsprofessionel i Cagliari, Italien. Fodbolddøren! Så beskrev hun sig selv som en flamenguista doente (fanatisk Flamengotilhænger) og grinede, og da jeg sagde at jeg skulle bo i Botafogo, syntes hun jeg skulle dele en taxa med hendes veninde Patricia, hvilket jeg gjorde, og det 14
Hjemme - ude.indd 14
10/9/15 8:48 PM
var på den måde, i intensiv samtale med en anden skønhedsklinikindehaver, at taxaen gled gennem Rio-morgenen, gennem det dystre, fattige nordlige Rio, fugtig, grå under regntunge skyer på en motorvej hvor jeg altid tænker tanken balas perdidas (kugler på afveje) for her holder to bander til, på hver sin side af motorvejen, i evig krig med hinanden, og det fortælles at kuglerne nogle gange har ramt folk i forbipasserende biler på motorvejen. Sådan dør uskyldige mennesker i Rio hvert år: sovende i deres senge, elskende i sengen på et luksushotel, mødre på vej til børnehaven, taxachauffører der bare prøver at gøre deres arbejde. Den tanke er altid nærværende her: den hurtige død. De to andre i bilen undrede sig over udlandets billede af Brasilien. Jeg svarede sådan som jeg tror det er: at medierne i udlandet elsker det romantiserede billede af brasiliansk fodbold og karneval og billedet af volden/slumkvartererne. Skønheden sælger, volden sælger, og sandheden – som er langt mere kompleks – lider skade. Nogle gange kan jeg mærke at dette også er noget af grunden til at jeg har valgt at skrive om landet, for at udvide dette billede og skabe en form for balance. De satte mig af ved en rusten jernport på rua Assunção 174, hvor min vært, søvndrukken, klokken var syv da jeg ankom, tog imod mig. Han hedder Afonso Machado og er musiker, guitarist, og har spillet med mange af de store, ikke mindst Chico Buarque og Elza Soares. Hos Afonso har jeg mit eget værelse i en gammel villa, klemt inde mellem jungle, en bjergvæg, andre villaer og nogle udlejningsboliger. Nu er min egen verden etableret: biblioteket, fjernsynet, cd-afspilleren, bøgerne, printeren. En salig lykke hver gang, uanset hvad der sker, at lave sin egen verden og værksted. Det er altså herfra jeg skriver til dig, og hvis jeg kigger ud gennem det åbne vindue, ser jeg en flig af himlen, to blokke og hvert tiende minut et indenrigsfly som drøner over himlen i lav højde ned mod Santos Dumont, og det er også fodboldhistorisk grund, for nogle hundrede meter 15
Hjemme - ude.indd 15
10/9/15 8:48 PM
længere væk ligger Fluminenses slotslignende anlæg, og det var på den bane, Laranjeiras, at Brasilien blev sydamerikanske mestre for første gang, i 1919, med et mål i den forlængede spilletid af Arthur Friedenreich, mulatten som ville være hvid, et mål der blev foreviget i Pixinguinhas choro Um a zero (1-0). Fik god kontakt med Afonso med det samme, han har glimt i øjet, smil, en varm udstråling og, som så mange her, det rioske, det sløve, lidt tilbagelænede som ikke er ironisk eller kunstigt, men helt naturligt. Han satte morgenmad frem, og i løbet af nogle få minutter var vi der hvor man som regel havner her, i fodboldens verden. Han er Botafogo. Det hedder det. Man er sit hold, man nøjes ikke med at holde med det. Og så kom vi med det samme ind på Garrincha, Botafogos bedste spiller gennem tiderne. Jeg fortalte om den film Lasse Westman og jeg havde lavet om Garrinchas svenske søn, Ulf Lindberg. Han fortalte at han havde været på turné med Elza Soares, som levede i et stormfuldt forhold med Garrincha i mange år, og om hendes stemme, om hvor utrolig han synes den er, og var. Og så fortalte han, mellem mundfuldene, at hans far tog ham med til Maracanã da han var lille, for at se Botafogo, og at han var der den dag i 1962 hvor Botafogo slog Flamengo 3-0 foran 160.000 tilskuere i finalen i Rio-mesterskabet, Garrinchas måske bedste kamp nogensinde, helt sammenlignelig med åbningen i gruppekampen i 1958 mellem Sovjet og Brasilien på Ullevi, en forestilling som rystede Drillo, som du ved, den sekstenårige Drillo der var taget på stop til Gøteborg bare for at se det kalveknæede og hjulbenede geni på nært hold. Det er rigtigt som du skriver, at der er aldre i vores liv hvor vi er meget modtagelige, og at den prægning aldrig slipper os. Det første VM som gik ind gennem dine porer, var i 1978, deraf din kærlighed til Argentina. Mit første VM på samme måde var i 1970 da Pelé var på toppen af sin karriere, og Brasilien ifølge mange havde det bedste landshold som nogensinde har eksisteret. Men, og det er 16
Hjemme - ude.indd 16
10/9/15 8:48 PM
et vigtigt men, jeg er ikke helt enig i din dikotomi, dit enten-eller, at man altid skal være det ene eller det andet når man – jeg! – ofte finder at man/jeg er både-og. Da jeg var tolv, vandt England VM med spillere som Bobby Charlton, Bobby Moore, Nobby Stiles og Alan Ball. Spillere jeg tog til mit hjerte, ikke mindst Moore, som jeg syntes var så mandig og smuk og derfor også – bildte jeg mig dengang ind – god. Det hollandske totalfodbold elskede jeg, Cruyff og Neeskens var budbringere fra en ny verden. Jeg har et indre kartotek med store tyske fodboldspillere som jeg beundrer (Seeler, Beckenbauer, Netzer, Rummenigge, Littbarski, Hässler, for eksempel), og det Argentina som vandt i 1978, kunne jeg også rigtig godt lide, ikke mindst Kempes’ naturkraft, hvordan han trængte frem der i konfettisnefaldet uden at nogen kunne stoppe ham, og Maradona, Karl Ove. For pokker! Der findes nok ingen fodboldspillere – bortset fra Garrincha – som jeg har beundret som el pibe de oro. Det er et af mine største øjeblikke, mit møde med ham i Firenze i 1990, efter ottendedelsfinalen mellem Argentina og Brasilien, som han afgjorde med nogle geniale driblinger på midtbanen inden han afleverede til Caniggia: Jeg sidder forrest på pressekonferencen og er helt betaget af ham, det intelligente blik, de kvikke svar, den ydmyge holdning over for de knuste modstandere. Da det hele er overstået, rejser han sig op på podiet, og så, pludselig, hører jeg min egen stemme sige: Diego, por favor! Hvorpå han, den i Italien så hadede og bagtalte, vender sig om og kommer hen til mig og skriver sin autograf på min fremstrakte blok. I samme øjeblik forvandles de øvrige to hundrede sportsjournalister i salen til det samme: til den lille dreng jeg var, og da de stormede podiet, kunne jeg trække mig væk med mit klenodie, som senere blev indrammet. Men jo, lad os alligevel holde en form for polemik levende omkring fodbolden, men så egner Brasilien-Italien eller Brasilien-England/Tyskland sig nok bedre som modpoler, og kampen i Barcelona i 1982 (Italien-Brasilien, 3-2) indeholder jo 17
Hjemme - ude.indd 17
10/9/15 8:48 PM
alt i forhold til denne modsætning mellem ”det brasilianske” (hvad det så end er) og ”det italienske” (hvad det så end er). Du har ret i forhold til romantikken. Og det er sjovt at du skriver det nu, for det er kun nogle uger siden jeg selv konstaterede det, at det er præcis hvad jeg er, en romantiker. Men en romantiker som ligger i krig med sig selv og som forsøger at bekæmpe sine afveje. Romantikken har præget mig og var der allerede i 70’erne hvor jeg var tiltrukket af maoismen, ikke mindst dens norske variant som blev en slags mærkelig skandinavisk urmaoisme, mere interessant og spændende end vores egen lidt livløse svenske. Solstad, Hoem og selv Obrestad blev vigtige for mig i en periode mens jeg tog mine første usikre skridt på forfattervejen. Solstad lærte mig at man godt kunne forene politik og litteratur, Hoem metaperspektivet (Kjærleikens ferjereiser), og Obrestad at det er vigtigt at stå tidligt op om morgenen og gå på arbejde (på fabrikken eller, der hvor jeg arbejdede dengang, på havnen). Fløgstad – som jo ikke var ml’er hvis jeg har forstået det ret – sprængte senere det meste i stykker og udvidede verden med Dalen Portland og Fyr og flamme og viste at politik er stor som livet selv, og at partipolitikken (AKP ml i jeres tilfælde, SKP i Sverige) altid fører til sterilitet og kunstens død. Eksotisme og romantik går ofte hånd i hånd og betinger hinanden. For mig var Oslo, og Norge, eksotisk, selv om alt dér blot var en anden, lidt mere protestantisk variant af det svenske. Men der var en eksotisme som fungerede for mig på det tidspunkt, som prægede mig og gjorde mig til den forfatter jeg blev, og når jeg ser mig selv gennem historiens kikkert, på en kaj på Bygdøy, sommeren 1976, læsende Arild Asnes eller Sauda! Streik!, en ung mand der er organiseret i Svenska Hamnarbetarförbundet, og som senere samme efterår skal skrive et hyldestdigt til Mao i anledning af dennes død, ser jeg en ung mand – en god en af slagsen, synes jeg – som ville forandre verden og troede at marxismen-leninismen 18
Hjemme - ude.indd 18
10/9/15 8:48 PM
var det bedste og klogeste værktøj, og som endnu ikke havde lært tilstrækkeligt om de totalitære tankers forfærdelige skyggesider. I aften skal jeg spise middag med Afonso her et sted i Botafogo, og så tænker jeg på det du skriver om mad, drikke og kvinder og kan ikke lade være med at gøre det med let sorg i hjertet eftersom det du skriver, går så meget imod alt det jeg føler for dette: Jeg elsker mad og drikke og kan af og til føle, ved et lækkert dækket bord i gode venners lag, eller på en bøfrestaurant som Porcão her i Rio (for en fast pris kan man spise lige så meget man vil), at jeg ikke er et menneske, men en art kødædende væsen, at jeg ønsker at gå i et med det jeg spiser, en stille ekstase (derhjemme plejer børnene og Marianne at påpege at jeg laver brummende lyde for mig selv når jeg går ind i den tilstand), som også kan findes i mit forhold til vin, øl og snaps, at jeg hele tiden vil videre, længere væk, ind i noget andet, større – dionysisk? – og når du skriver det om kvinderne, forstår jeg det heller ikke. Eller: Jeg forstår, men for mig er det modsat. Når en smuk kvinde kommer ind i et rum jeg befinder mig i, går der som et stød igennem mig, det sker ofte, og det er ikke Jorge Amados ønske om at nedlægge alle verdens kvinder, men en slags dyrkelse af skønhed, glæden ved for en stund at have det privilegium at kunne nyde skønhedens gåde. Eftersom al den slags var tabu, protestantisk tabu, i de maoistiske (læs: hyperprotestantiske) 70’ere, kunne det ske at jeg, i en slags impuls efter at bekæmpe alle eros’ ytringer i mig, ville kastrere mig selv og forvandle mig til en Jan Myrdalsk lampe, en helt igennem kønsløs og oplyst skabning hvor al menneskelig aktivitet var reduceret til argumentation og dialektik. Uha! Nu sætter jeg punktum for i dag, min ven. Nu gælder det Copacabana. I bedste fald fodbold, eller footvolley, med venner fra tidligere. I værste fald bare en dukkert efterfulgt af en, eller to, caipirinha(s). Varme hilsener, Fredrik 19
Hjemme - ude.indd 19
10/9/15 8:48 PM
Glemmingebro, 12. juni Kære Fredrik Tak for brevet. Jeg fik det sent, og læste det i sengen inden jeg faldt i søvn, med en let rødme i kinderne, for det handler om virkeligheden, hvilket mit ikke gjorde, jeg skrev om teorier, noget fikseret og karikeret, og var egentlig ganske tilfreds med at jeg nåede frem til det punkt hvor der stod mellem liv og død, ja og nej, alt eller ingenting. Dit brev korrigerede venligt dette, ikke ved at du kommenterede det, men ved at være et eksempel på noget andet, nemlig kompleksitet. Sådan har jeg det ofte, at jeg skriver noget som for så vidt lyder godt, for så, i alt fra en time til flere år senere, at forstå at det aldrig er sådan, aldrig er så enkelt, aldrig bare er det ene eller det andet. Dette handler egentlig om afstand, og er et grundlæggende litterært problem, tænker jeg: Det at skrive skaber en afstand til det man skriver om, og afstand forenkler. Form forenkler yderligere. Hvis man tænker litteraturen som en autonom størrelse, er det ikke et problem, for da har den ikke noget repræsentativt ansvar. Hvis man derimod vil skrive om livet, er forenklingen en svøbe, noget man konstant skal bekæmpe. Det gør man ved at gå så tæt på man kan, derind hvor alle store linjer, alle generaliserende overbygninger ikke gælder længere, eller ikke lader sig gribe. For mig, sådan som jeg ser det, er det simpelthen litteraturens opgave. Ikke nødvendigvis i form af realisme og virkelighedsbeskrivelse, men som en stædig, aldrig hvilende insisteren på, og søgen mod, opløsning af strukturen på det vi kender. I livet ser det anderledes ud, der er det næsten modsat, at forenklingen og generaliseringen er nødvendig, den udgør rammerne for hverdagen og livet med andre, og dens fravær ville gøre alt kaotisk 20
Hjemme - ude.indd 20
10/9/15 8:48 PM
og uoverskueligt. Dette er abstrakt, jeg ved det, det er bare en idé jeg har, måske tilmed en fiks idé, men det er baseret på erfaring, og af en ganske bestemt slags: Linda, som jeg er gift med, har en bipolar diagnose, og de gange i hendes liv hvor de svingninger den medfører, ikke er blevet holdt i ave, er det som om hendes personlighed er i forandring, fra det nedstemte, hvor alt er stumt og tavst, urørligt og umuligt, til det opstemte, hvor alt er åbent, bevægeligt, muligt, bekræftet, og alle de niveauer man kan tænke sig mellem disse yderligheder. Så livet herhjemme har handlet om at søge stabilitet, søge regler, søge det faste og gentagende – rutinerne har været som en vej gennem det uoverskuelige og kaotiske, og det er gået fint, vi har det godt alle sammen. Men det at et menneske man kender så godt som man kun kender dem man har levet sammen med i mange år, pludselig forandrer sig, pludselig er i bevægelse, får mig til at spekulere over hvad personlighed er, hvad karakter egentlig er. Jeg er vant til at betragte det som noget fast, en kerne, noget uforanderligt. Selvfølgelig med variationer – vi kender alle ham eller hende som pludselig får en ny opblomstring i livet og begynder at gøre andre, førhen fremmede ting – men alligevel overskueligt og relativt sammentømret. Når jeg tænker efter, er det ikke meget jeg ved om dem jeg kender, de fleste har jeg et klart billede af – han er sådan, hun er sådan – og det er med udgangspunkt i denne forenkling at jeg er sammen med dem. Den afstand som den slags generaliseringer skaber, er nødvendig for at det sociale liv kan fungere. Det er derfor vi aldrig lægger vores sjæl frem på bordet når vi mødes, og hvis det sker – for det sker af og til, der er altid nogen som ikke kan lade være – bliver det ubehageligt, uudholdeligt, en byrde vi får pålagt os, og så er det en lettelse at komme væk derfra. I litteraturen er det omvendt, der er det netop de overskridelser man søger, både som forfatter og læser. Der er opløsningen det centrale. Det er som om der er en pragmatisk sandhed som vi lever i forhold til, og så en 21
Hjemme - ude.indd 21
10/9/15 8:48 PM
essentiel sandhed som vi måske kender, måske ikke kender, men som vi kun sjældent forholder os til. Den kommer til syne i kriser, når nogen dør, når nogen bliver født, når nogen bliver forelsket, hvor alle regler, alle begrænsninger med ét ophæves. Du skriver meget i dine breve om det der åbner sig. Døren til det spanske og til det latinamerikanske som i din ungdom først åbnede sig på klem, siden på vid gab. Men også hvordan der åbnes ind til menneskene – først det upersonlige lufthavnsmiljø, hvordan alle er lukkede om sig selv, tilmed dem man sidder sammen med ombord på flyet, kun nogle centimeter væk – og så åbningen, livet som pludselig kommer til syne med en vældig kraft: en skønhedsklinikindehaver med sin italienske professionelle fodbold-søn! Og sådan er det jo, hvert menneske er en dør som kan åbnes, og indenfor står livet, lige så stærkt og skinnende som ens eget liv står for en selv. Det er som om du har en tryllestav, Fredrik – du berører din næste med nogle få ord, og hun eller han åbner sig. At læse beskrivelsen af din rejse til Rio er som at læse en roman, jeg ser alt for mig, er med på turen – men at den udspiller sig i realtid, at du er der nu, midt i Rio med alt det der sker der, mens jeg sidder her, alene i arbejdsværelset i Glemmingebro, kan jeg ikke begribe. For mig er du nu inde i en roman. Og det foresvæver mig at hvad som helst kan ske. For lidt siden talte jeg i telefon med min ven og nabo Geir Angell. Han er, som du ved, totalt uinteresseret i fodbold, hans eneste sport er boksning – som han insisterer på ikke er en sport, men noget helt andet – hvorom alting er, så fortalte jeg ham lidt om dig og dine to breve. Jeg beskrev dig som en livsnyder – selv om det er en simplificering, passer det vel også? – du nyder mad, du nyder drikke, du nyder litteratur, du nyder fodbold – og så fortalte jeg lidt om hvilken slags fodboldspiller du er, og hvilket forhold du 22
Hjemme - ude.indd 22
10/9/15 8:48 PM
har til sporten. Jeg sagde vel noget i retning af at du er i det. Det fik Geir til at spørge hvilket forhold jeg egentlig har til fodbold. Jeg er ikke i det, jeg spiller ikke mere, så hvad er det så? Er jeg også en betragter af det? Altså er det noget jeg står udenfor og ser ind på? Jeg har været interesseret i fodbold så længe jeg kan huske. Nogle af mine allerførste minder handler om fodbold, jeg var måske fem, seks år, og vi spillede rundt omkring på markerne der hvor vi boede, nogle gange flokke af børn, andre gange bare to eller tre, men det var en af de ting vi gjorde, og som fyldte os med glæde: en bold, en mark, to jakker som mål. Åh, råbene om aftenen, bolden tung og glat af væde, eller tør og let med jord synlig mellem stingene i lædersyningerne, den konstante spænding, og skuffelsen når de første begyndte at gå hjem, og holdene skulle omorganiseres, måske bare to mod to, til det ikke gik længere, enten fordi mørket var for tæt, eller fordi de sidste var lusket hjem. Om efteråret i regnen, om vinteren i sneen, om foråret i mudderet, om sommeren i varmen: fodbold, fodbold, fodbold. På asfaltvejen uden for huset, på den svagt skrånende eng på plateauet lige bag klippen, på stykket med hårdtstampet jord inde i skoven. Jeg husker en gang hvor der blev organiseret en turnering, alle kunne melde et hold til, og vi der boede på den samme vej, gjorde det. Den spænding. Vi cyklede nogle kilometer for at komme derhen, og vi havde holdtrøjer (T-shirts i nogenlunde samme farve), og vi spillede på en rigtig bane mod et rigtigt hold. Det er et af de stærkeste barndomsminder jeg har, den dag. Jeg tror, hvis jeg er ærlig over for mig selv og betragter de forskellige aldre demokratisk, med lige ret, at den dag, hvor vi havde tømret et hold sammen og spillede en hel turnering, er et af de største øjeblikke i mit liv. Jeg stod på mål, dengang ville jeg gerne være målmand, men jeg kunne kun kaste mig til den ene side, mod venstre, men da jeg syv år gammel begyndte at spille klubfodbold (på miniput-holdet 23
Hjemme - ude.indd 23
10/9/15 8:48 PM
i Trauma – et navn alle min mors kolleger lo ad når de så det på ryggen af træningstrøjen, de var psykiatriske sygeplejere), var der allerede en målmand, og jeg begyndte at spille i marken. Vi trænede to gange om ugen, husker jeg, og så var der en kamp om ugen i løbet af sæsonen. Derudover spillede vi hjemme om aftenerne, og i hvert frikvarter i skolen. Holdet jeg spillede på, havde en fire-fem særligt talentfulde spillere, vi plejede at vinde vores kampe med seks-syv mål, ikke sjældent blev det tocifret, og jeg tror vi vandt serien hvert eneste år mens jeg var med – det vil sige frem til vi flyttede derfra da jeg var tretten. Vi var med i Norway Cup om somrene, vi nåede til sekstendedelsfinalen et år, da vi mødte Tromsø hvor alle spillerne var et hoved højere end os. Jeg spillede midtbane, og hørte ikke med til de gode, og selv om jeg drømte om det, og kunne stå og sparke bolden mod en stor mur time efter time på de der lange, dovne og kedelige sommerdage eller snige mig ind sammen med en kammerat på fodboldbanen og øve frispark i timevis, så var det aldrig det vigtigste, det var ikke derfor jeg spillede fodbold, det var fordi det altid, lige meget hvad, var sjovt. Det blev aldrig kedeligt. Det var altid spændende. Og måske, tænker jeg nu, slap alt andet taget i mig når jeg var i gang, at det var det der var pointen, man gjorde noget sammen, alle var med til det, ingen blev ekskluderet, og man forsvandt for sig selv. At spille fodbold var som at være et andet sted, det var som en egen verden i verden, hvor egne regler gjaldt, og hvor jeg var lykkelig. Ja, for fanden, det var det det handlede om: lykke. Være i noget andet end sig selv. Det fortsatte helt frem til jeg var seksten. Jeg fik andre ideer om mig selv, og det ikke at være god stod pludselig i vejen, for jeg lyttede til britisk postpunk, musik var uendelig vigtigt, og jeg kunne bare have retfærdiggjort det at spille videre med at jeg var særligt god, så kunne jeg være fortsat med værdighed, men det var jeg ikke, og jeg holdt op. Samtidig begyndte jeg at drikke, og fandt noget af det samme i det at drik24
Hjemme - ude.indd 24
10/9/15 8:48 PM
ke: en verden i verden, hvor der gjaldt andre regler, og hvor man forsvandt for sig selv. Men jeg fortsatte med at se på fodbold. Mine hold var Start i Norge, Liverpool i England, og hvert fjerde år, til fodbold-VM, altså Italien og Argentina. Dengang, i 70’erne, var fodbolden ikke lige så kommerciel som den er nu, den var ikke lige så stor, det var ikke noget alle beskæftigede sig med eller dyrkede. I min klasse var vi måske fem drenge som spillede. I fjernsynet var der næsten aldrig fodbold – der var kun tipskampen hver lørdag, fra den engelske liga, og så var der FA-cupfinalen i maj, en stor dag, og så Europacuppen for mesterhold og pokalvindere, også i maj. Derudover kom de norske landskampe. Jeg voksede op i en fodboldinteresseret familie. Min farfar, som boede i Kristiansand, cyklede ud til Stadion hver anden søndag og så IK Starts hjemmekampe. Jeg kan huske hvor spændende det var, for gaden neden for huset blev fyldt med supportere når kickoff nærmede sig, og igen når kampen var slut, og når farfar kom tilbage, var det altid let at se hvordan det var gået. Han talte altid negativt om holdet, det var altid dårligt, men det var mest af alt en jargon, for næste søndag cyklede han derud igen, formentlig fyldt af nyt håb. Vi var der fordi min far også så hjemmekampene, og efterhånden kom min bror og jeg med. At gå til fodboldkampe var en af de få ting min bror og jeg gjorde sammen med vores far, og det var en af de få ting vi som familie gjorde sammen med mange andre. Det løber mig stadig koldt ned ad ryggen når jeg hører det kollektive brøl fra et fodboldstadion. Start vandt mesterskabet første gang i 1978, hvor jeg må have set nogle af kampene, men jeg husker ingen. Derimod husker jeg at min far kørte ind til Kristiansand midt på ugen engang, det må have været året efter, i 1979, for da spillede de mod Eintracht Frankfurt i Europacuppen for Mesterhold. Det var stort for min far, et tysk hold på Kristiansand 25
Hjemme - ude.indd 25
10/9/15 8:48 PM
Stadion. Vi tog til flere udekampe, jeg husker kun nogle få af dem, at vi kørte i bil næsten hele formiddagen, sad på et fremmed stadion i to timer, derefter mange timers køretur hjem igen, i mørket. En kamp mod Mjøndalen, eller bruntrøjerne som de noget upassende blev kaldt, husker jeg. I 1980 var jeg på stadion da Start blev mestre for anden gang, og stormede ind på banen. Stod og hyldede holdet neden for garderobebygningen bagefter, de kom ud og kastede trøjerne ned, jeg fik fat i en, det var Svein Mathisens, men en voksen mand trak den ud af mine hænder. Åh, navnene på disse spillere, de kalder en hel verden tilbage: Svein Mathisen, Helge Skuseth, Reidar Flaa, Trond Pedersen, Roy Amundsen, Steinar Aase. Jeg læste fodboldblade, jeg læste alle avisernes sportssider efter kampene, jeg så alt hvad der blev vist af fodbold i fjernsynet. At det ikke var så lettilgængeligt, var nok lidt af glæden, for det at se for eksempel Milan eller Real Madrid eller Bayern München skete så sjældent at det føltes som en gave, en nåde. I den verden hvor alt i virkeligheden var centreret omkring fodbold, var fodbold-VM noget helt exceptionelt. Kampe hver dag, mange af dem med spillere jeg kun havde læst om. Det første VM jeg var stor nok til at få alt med af, var det i 1982. Frankrig dengang, med Rocheteau på fløjen, den der klassiske langhårede driblewing-type, husker du ham, Fredrik? Kampen mod Tyskland, var det semifinalen? Jeg tror stadig det er den bedste fodboldkamp jeg har set. Jeg sørgede i flere dage bagefter, det er faktisk det eneste dækkende ord for de følelser kampen fyldte mig med: sorg. Og er det ikke utroligt at det samme VM havde Zicos og Sócrates’ Brasilien med, og Paolo Rossis Italien? For mig er det tre separate virkeligheder som jeg har i hver sit aflukke i hvælvet af minder. Der ligger kampene, men også hele den verden de blev set i. 1998, jeg husker Argentina-England, og at min første roman var færdig og skulle udkomme, men også, på en måde adskilt fra alt andet, Brasilien-Norge, 26
Hjemme - ude.indd 26
10/9/15 8:48 PM
straffesparket i de sidste minutter, som jeg ikke turde se på, min brors grådkvalte stemme i telefonen lige bagefter, for vi havde slået Brasilien og var gået videre fra gruppespillet. Jeg så kampen i Molde, og i gaderne bagefter omfavnede folk hinanden, både de der kendte hinanden, og de der ikke gjorde. VM i 2002 hvor Italien blev snydt af dommeren, jeg så kampen i Stockholm, på en italiensk kaffebar, og var så forelsket som jeg aldrig har været – det var dengang kampene blev sendt om morgenen. Dengang lå vi i sengen og så dem. Sverige-Argentina, derefter kampen hvor Sverige blev slået ud, efter Anders Svenssons Laudrup-finte og spark som du nævnte for et par dage siden ude i haven her, der ramte stolpen og ud. VM i 2006, da havde vi fået to børn, og så finalen sammen med dem på et hotelværelse i Bergen, det var mørkt udenfor og fuldt af lyn, mener jeg at huske, og Zidane, hvis bevægelser var så fantastisk en nydelse at se på, han må være en af de største europæiske spillere nogensinde, og hvordan han nikkede Materazzi en skalle. Og så Spanien i forrige VM, som vi så herude, vi havde lejet et hus, badede om formiddagen, gik til husfremvisninger bagefter – og købte til sidst dette hus! – derefter så vi to kampe om aftenen. Det var en perfekt sommer, som alle somre med VM i fodbold er perfekte. Min tipning kom heller ikke i går, Fredrik – jeg faldt i søvn på sofaen mens børnene så børne-TV, helt slået ud af træthed, det er stadig jetlaget der gør sig gældende, og da børnene vækkede mig for at jeg skulle putte dem, og jeg havde læst for dem, var jeg så søvnig at det eneste jeg havde kræfter til, var at læse dit brev, slukke lyset og forsvinde ind i søvnen. Men jeg skynder mig igennem det nu her bagefter – skal bare lige hente børnene først, det er deres sidste skoledag – og så gå til afslutning med dem. Forhåbentlig når jeg at tippe før første kamp begynder. Den begynder klokken ti i aften så vidt jeg ved. Med fare for at dumme mig: Min første 27
Hjemme - ude.indd 27
10/9/15 8:48 PM
indskydelse er at Kroatien vinder 2-1. Men som du ved, åbningskampe ender ofte uafgjort, så mit tip bliver derfor 1-1. Jeg håber du har det godt derovre, Fredrik – du må sørge for at leve lidt for mig også! Alt godt Karl Ove
Hjemme - ude.indd 28
10/9/15 8:48 PM
Glemmingebro, 11. juni Kære Fredrik Du har ret: Kontrasterne kunne ikke have været større. Omtrent på den tid hvor du formentlig gik ud af flyet i Rio de Janeiro og tog ind til byen og installerede dig i den lejlighed hvor du skal bo i de næste fem uger, var jeg til forældrekomsammen med min ældste datters klasse, på stranden nogle kilometer herfra, hvor vi først grillede medbragte pølser, derefter lavede spørgerunde og til sidst spillede rundbold: tredje klasse mod forældrene, skyggerne lange under lyset fra den nedgående sol. Min plan var at skrive til dig efter at børnene var kommet i seng, ved nitiden, men jeg var i USA for nogle dage siden og har stadig jetlag: Klokken halv ni faldt jeg i søvn med alt tøjet på, med ungerne rundt om mig og vågnede først halv to i nat, omgivet af stilhed. Reserveplanen var at skrive i formiddags, jeg havde bestilt en nanny, som de hedder nu, til at tage sig af vores fire måneder gamle datter mens jeg skrev. Anne, som vores lille datter hedder, er normalt blid og glad og skaber aldrig problemer – hun lægger sig til at sove halv ni og vågner igen klokken seks eller halv syv om morgenen – men lige i dag, da jeg skulle have tid til at skrive, skreg hun som besat. Nannyen kunne ikke håndtere hende, så jeg måtte gøre det, først få hende rolig, derefter give hende mad og skifte hende – og da jeg så gav hende fra mig, hvad skete der? Nyt sammenbrud, hun skreg til hun var rød i ansigtet og tårerne sprøjtede. Jeg tog over igen, og da hun blev rolig, tog nannyen hende med ud i barnevognen. De er stadig ude at gå, i den silende sommerregn. Og jeg skriver endelig. Rua Assunção 174, Botafogo, Rio, 11. juni Kære Karl Ove! Tak for brevet. Når jeg læser om forældremødet, slår det mig hvor meget jeg kan savne den tid hvor mine børn var små, nærheden til dem, men forældremøderne – gud ske tak og lov for at jeg slipper for dem. Jeg er landet nu. Det er altid med let overraskelse at jeg stiger ud af flyet efter en lang rejse – at jeg er i live. At jeg ikke døde. At flyet heller ikke denne gang styrtede i Atlanterhavet. Den er så drømmeagtig, den her lufthavns- og flyverden. Fremmedgørelsen i afgangshallerne, alle er forvandlet til kroppe alene, som store kødstykker i jakkesæt og kjoler. Og næsten alle med så lukkede ansigter. Hvordan er det blevet naturligt at sætte sig ned i et sæde inden en transatlantisk flyvning uden så meget som at hilse på de nærmeste medpassagerer? Hvordan er vi blevet sådan?
karl ove knausgård sidder hjemme i Skåne med kone, fire små børn og en hund. Han ser fodbold på tv og falder i søvn foran skærmen. Han foretrækker 0–0-kampe, cigaretter, kaffe og Argentina. fredrik ekelund er ude, han er i Brasilien, hvor han spiller fodbold på stranden og ser kampene live sammen med de lokale. Fredrik elsker kampe, der ender 4–3 og hold, der spiller elegant fodbold. Han foretrækker caipirinha og Brasilien. Hjemme – ude er en fodboldbog ud over det sædvanlige. Verdensmesterskabet i fodbold i Brasilien 2014 danner udgangspunkt for en brevveksling mellem de to forfattere, hvor de deler tanker omkring liv og død, kunst og politik, klasse og litteratur – og deres forhold til deres samtid og ikke mindst fodboldens plads i deres eget liv.
lindhardtogringhof.dk
HJEMME UDE
KARL OVE KNAUSGÅRD
Lindhardt og Ringhof
KARL OVE KNAUSGÅRD Fredrik Ekelund
FRA BOGEN:
HJEMME UDE FREDRIK EKELUND
Fredrik Ekelund (f. 1953), svensk forfatter og journalist, er bosat i Malmø og debuterede i 1984 med romanen Stuv Malmö, kom! Siden er det blevet til yderligere 16 udgivelser, dramatik, to film og en lang række artikler samt oversættelser. Karl Ove Knausgård (f. 1968), norsk forfatter bosiddende i Sverige, har skrevet romanerne Ude af verden (1998), Alting har en tid (2004), Min kamp I-VI (2009-11) og essaysamlingen Sjælens Amerika (2014). I efteråret 2015 udkommer Om efteråret.