Horisonten og sådan noget læseprøve

Tina Sakura & Lilian Brøgger

og sådan noget

Horisonten og sådan noget er en eventyrlig fortælling om krig, sorg, kærlighed og mirakler.

h OrIsOnt En

Noura betyder lys. Men mørke er det eneste, Noura kan huske. Hvorfor har hun sejlet omkring i en mystisk ubåd?

Og hvor kommer hun mon fra? Da Noura møder Daimi, begynder hun at huske. Noura og Daimi rejser af sted mod horisonten og savnet og magien: De leder efter deres egen lyd, de leder efter mod. Men vil det virkelig være nok, når de står over for grusomheden selv?

Tina Sakura & Lilian Brøgger

En h OrIsOnt og sådan noget

9 788727 000909

c a r l s e n .d k

CARLSE

N

Tina Sakura & Lilian Brøgger

EN H ORISONT og sådan noget CARLSEN

Sonho meu, sonho meu, vai buscar quem mora longe, sonho meu Min drøm, min drøm, rejs ud og hent dem der er langt borte, min drøm Dona Ivone Lara

Til alle, der længes, til alle, der leder efter deres lyd, til alle, der leder efter en åben dør.

Nu sker mørket. Nu sker alt det, der ikke må ske. Hun kan ikke sige det ord. Farvel. Munden er visnet. Endnu er der tid, men det er i nat, de rejser. Drengen har ikke sagt ret meget. Måske har de allerede sagt farvel med deres kroppe, som vender sig ind i sig selv. Mormor kommer brænde på komfuret og nynner fra et gammelt sted i sig, en måne, en bæk, tænker pigen, mens mormor hælder mere pandekagedej på den tunge, kulsorte pande.

Pigen kan ikke forstå, at mormor også har været pige engang.

Hendes hud har så mange streger og linjer, mormor kalder det ikke rynker, hun siger, det er et kort over alle de dage, hun har været på Jorden, og nætter, siger hun nogle gange, når stjernerne er fremme, og griner, så man kan se de tænder, hun har tilbage. Pigen kigger i sin egen hånd. Der er også streger. Kan stregerne også vise dagene, der kommer? Hvis bare hun kunne tyde dem. Hun klemmer øjnene sammen. Kommer de sikkert frem? Er det en båd, hun kan se midt i hånden? Et sejl? Hvornår kan de hente ham og mormor? Alle vil væk nu. Det ligger som en sitren i byen. Drengen ser på pandekagen på tallerkenen foran sig.

7

„Spis månen, før den forsvinder op på himlen,“ siger mormor.

Hun kalder dem altid for måner. Sløvt smører han syltetøj på, han plejer at kaste det på i klatter, rulle pandekagen og kaste den i munden i så store bidder, hans fem år gamle mund kan rumme. Han tager en lille bid og gumler den langsomt. „Mormor passer på dig,“ siger mormor. „Oldinge og rollinger er der ingen, der er ude efter. De tandløse.“ Drengen ser surt op på hende og viser sine tænder. „Nårhja, nårhja,“ siger mormor. „Jeg kommer efter dig, så snart jeg kan, lillebror,“ siger pigen. „Jeg …“ Hun vil sige, at hun elsker ham, men hun kan ikke. Det er for stort, det føles præcis ligesom at sige farvel, som om hun aldrig nogensinde kommer igen. „Jeg … finder tyggegummi i det fremmede land til dig. Og bøger.“ Han tager en bid mere af pandekagen. Så lukker han øjnene. „Du må ikke gå.“ „Min lille gøj,“ siger pigen og tager om ham. Så snart armene lægger sig omkring ham, kommer lyden, den falder ud sammen med den halvt tyggede pandekage, en piben. Hun holder fastere. Om skulderen og om panden. Sådan som mor gør, når hun trøster. Mormor holder sine store hænder på deres hoveder. En pandekage lugter brændt. Om lidt kommer mor og far med de få ting, de skal have med. I nat rejser de. I nat sker mørket. „Min lille gøj.“ Hun siger det om og om igen. De rokker sammen som én krop. Som noget, der aldrig kan skilles ad. Bror og søster.

10

1 . KAP ITEL

En sælsom lyd

Engang hed Daggert-Daimi ikke Daggert-Daimi. Hun hed bare Daimi. Og det var fint og okay, og hun drak te i udestuen med Henning. Åh, Henning.

Men en dag sagde Henning, at han ikke længere ville sidde i udestuen og drikke te med Daimi. Han arbejdede på en stor fabrik, der lavede julepynt, og fabrikanten Yvonne havde fået et godt øje til ham. Det var vokset frem lige så stille. Og så havde det gode øje blinket og spurgt, om Henning ville flytte ind i fabrikantens store villa.

Og det ville han godt.

Så der sad Daimi alene tilbage i udestuen. Pladerne gik i hak. Det var nogle store, sorte skiver, man afspillede på en pladespiller i gamle dage. Og hak betød, at man hørte den samme bid af en sang om og om igen, ak.

* En tirsdag vågnede Daimi og følte en sær lyd inden i sig. Hun gik ud på badeværelset og så sig i spejlet. Hendes ene øjen11

bryn sad lidt højere end det andet, og hendes ene hånd var en knytnæve, der blev ved med at slå ind i den anden hånd, mens lyden kom igen. Hun havde ikke lyst til te. Hun havde brug for at komme ud. Ned på havnen.

* Hun mærkede vinden i ansigtet, den smagte salt ligesom alle de tårer, hun havde grædt i udestuen. Salt som havet. Igen kom lyden op i hende, hun smækkede knytnæven ind i den anden hånd. Det var tidligt, men alligevel var der gang i den på havnen, buldrende tønder, kraner og blå kedeldragter.

Og kæmpestore skibe med containere på sig i mange farver.

Det mindede hende om de klodser, hun havde som barn.

Men det var ikke så meget skibene, der fyldte hende. Det var horisonten. Derude. Hun havde aldrig tænkt på det før, men nu kunne hun ikke tænke på andet. Måske var det bare en streg? Man kan ikke vide det.

Lige midt imellem to mægtige containerskibe lå et lille skib. Et skib, der havde været ude i horisonten og tilbage igen mange gange, det kunne man se. Træet knirkede, sejlene smældede af eventyr. Eller nej … de var ved at blive pillet ned. Af en mand med to træben. „Skal jeg hjælpe dig?“ sagde Daimi og blev overrasket, da manden vendte sig og viftede med to træhænder og en trænæse. „Det er jo ikke så let mere, når man er træmand,“ sagde manden, da de var færdige. „Og det er et hårdt liv at være sørøver.“ „Jeg har sådan en sælsom lyd i mig,“ sagde Daimi. „Lad mig høre!“ Daimi sagde lyden højt og tydeligt: „AARRRGH! … Er jeg syg?“ 12

13

Manden lagde trænæsen tilbage og grinede. „Jow, det ville nogen nok sige.“ „Er det alvorligt?“ „Tjah, det er, som man tager det ... du er sørøver!“ sagde manden, og endelig kunne Daimi ånde lettet op. Hun vidste, at han havde ret.

Manden orkede ikke længere at være sørøver. „Jeg drømmer sådan om et hus. Et hus med udestue, hvor man kan drikke te.“ Og snart havde Daimi fortalt ham, hvor der lå netop sådan et hus. De vinkede farvel. Men så kom manden tilbage. „Hvad hedder du?“ „Jeg hedder Daimi.“ „Den går ikke, Daimi. Der skal være lidt mere bid i.“ „Bid?“

14

„Ja, noget aarrg. Så nu spørger jeg igen, og så svarer du med et nyt navn. Okay? Det første, der falder dig ind …“ Daimi nikkede. Daimi lukkede øjnene. Og da hun skulle svare igen, sagde hun: „Daggert-Daimi!“ Træmanden fik tårer i øjnene. De nikkede begge to højtideligt. Det var det rigtige navn. Så krammede de og klappede hinanden på ryggen.

* Inde i kahytten var der en stor bog. Den store bog om alt væsentligt sørøverliv af Blod-Bente. Daggert-Daimi gav sig straks til at læse om at sætte sejl. De skulle jo op igen, så hun kunne komme af sted, af sted ud mod horisonten. Det var meget svært, men det gik. Men kun lige.

Og horisonten sagde ikke noget. I hvert fald ikke noget, Daimi kunne høre, selvom hun lyttede godt efter.

Hun rodede lidt rundt i kaptajnens kahyt. I en kiste lå en hel masse ting. For eksempel et penalhus, et dødningehoved, tyve dåser makrel i tomat, en rød sweater, hvor der stod Mor elsker dig, en stor hat med mange fjer. Nej, to hatte. En i rød og en i sort med dødningehoved på. Daimi tog den sorte på, det føltes godt. Men dagene var lange. Alt for lange. Meget længere end i udestuen, og der havde de ellers været virkelig lange. Og nætterne med. Stjernerne sang og lyste ned til hende, de blinkede med alle deres fortællinger, de var bare så langt væk. Ligesom Henning. Henning og … fabrikanten.

Daimi kunne pludselig ikke mærke lyden i sig mere. Hun sparkede til skibet. Det hele havde været en fejl, og nu sad der en mand med trænæse i Daimis udestue, og der ville sikkert blive kamp, hvis hun tog tilbage, og hvem ville i kamp med en sørøver? Daimi fandt en nål i et sysæt i kisten. Så stak hun sig 15

i fingeren og lod nogle dråber falde i havet. Blod tiltrak hajer.

Det havde hun set engang i fjernsynet i udestuen.

Daimi gik med tunge skridt hen mod rælingen og skubbede en planke ud. Sådan noget sørøverpjat med en planke. Man kunne da bare smide folk i vandet. Hun sukkede. Henning susede i hendes blod, i hendes hjerte. Hun ville alligevel altid være alene. Hvordan skulle nogen kunne elske sådan en svækling som hende? Sådan en slatten julepyntsdekoratør, der troede, hun skulle være farlig sørøver? Det var latterligt.

Hun, Daimi, var latterlig. En fiasko. Og grim.

Så gik hun ud på planken.

Og lod en dråbe blod falde i havet.

Og sprang.

16

Tina Sakura & Lilian Brøgger

og sådan noget

Horisonten og sådan noget er en eventyrlig fortælling om krig, sorg, kærlighed og mirakler.

h OrIsOnt En

Noura betyder lys. Men mørke er det eneste, Noura kan huske. Hvorfor har hun sejlet omkring i en mystisk ubåd?

Og hvor kommer hun mon fra? Da Noura møder Daimi, begynder hun at huske. Noura og Daimi rejser af sted mod horisonten og savnet og magien: De leder efter deres egen lyd, de leder efter mod. Men vil det virkelig være nok, når de står over for grusomheden selv?

Tina Sakura & Lilian Brøgger

En h OrIsOnt og sådan noget

9 788727 000909

c a r l s e n .d k

CARLSE

N