Hundedage - læseprøve

142mm

120mm

HUNDEDAGE er en revolution af en roman, der sætter vante forestillinger om litteratur i parentes. Fiktionen er fartøj for virkeligheden, nutiden prisme for fortiden, i en grænsesprængende fortælling om den danske kaperkaptajn og eventyrer Jørgen Jürgensen, med Einar Már Guðmundsson ved roret.

LAKAGÍGAR, islandsk vulkan, der gik i udbrud i 1783.

Udbruddet varede over et år og er det største i verdenshistorien.

Måske forårsagede det indirekte Den Franske Revolution.

OMSLAG / MIKKEL HENSSEL

120mm

UDDRAG FRA BOGEN JØRGEN JÜRGENSEN var ikke en person, der holdt

sig inden døre, og denne beretning foregår snarere uden- end

indendørs. Der findes folk, der opdeler litteratur i litteratur, der foregår udendørs, og litteratur, der foregår indendørs.

Litteratur, der foregår indendørs, hævdes at vidne om en særlig form for menneskeliv, der er blottet for begivenheder, at forfatterne ikke har så meget andet at fortælle om end samlejer og ægteskabelige problemer, hvorimod litteratur, der foregår udendørs, stadig rummer den primitive nerve, som vaktes til live med gamle dages beretninger om søfarere.

Dette er naturligvis en forenkling, for søfarernes hedeste ønske

EINAR MÁR GUÐMUNDSSON (f.1954) er forfatter, digter og essayist med en lyrisk åre, en social vision og en glødende humor. Hans værker bevæger sig fra

var at komme i seng med de kvinder, der ventede på dem, så

den spraglede bykultur i Reykjavik til den nøgne

fremtidens ægteskabsproblemer kunne opstå.

islandske natur, fra samfundets kollektive proble-

Dog er dette ikke altafgørende. I Jørgen Jürgensens liv var verden bare ét eneste stort værelse uden vægge og loft, undtagen når han sad i fængsel, eller måske netop da. Når han hævede sig op over ISBN 9788711448403 natten, strejfede han himlen,

JÓN STEINGRÍMSSON (1728-1791), mordanklaget præst på Island. Fast forankret på øen i Nordatlanten, hvor han er kendt som ildpræsten“, den ” mand, der alene ved sin tro stoppede verdenshistoriens største vulkanudbrud.

142mm

evigheden og tiden …

matikker til de mørkeste krinkelkroge i det enkelte menneskes sind. Fra historiens dyb til nutidens kamppladser.

Guðmundsson er en af Islands største nulevende forfattere. Med Universets engle skrev Guðmundsson sig ind i den nordiske kanon og modtog Nordisk Råds Litteraturpris. Senest modtog han i 2012 Det Svenske Akademis Nordiske Pris, også kaldet den lille nobelpris“. Med i alt tretten romaner, seks ” digtsamlinger og tre essaysamlinger står

9 788711 448403 > L I N D H A R D TO G R I N G H O F. D K

forfatterskabet som en milepæl i den nordiske fortælletradition.

217mm

JØRGEN JÜRGENSEN (1780-1841), dansk opdagelsesrejsende og sørøver, Islands eneste konge og britisk spion, straffefange og betjent i Tasmanien, forfatter til flere romaner samt den eneste eksisterende ordbog over de indfødtes sprog i Van Diemen’s Land.

Kendt på Island som Hundedagekongen“. ”

”

35mm

Einar Már Guđmundsson

Hundedage Roman

Oversat fra islandsk af Erik Skyum-Nielsen

Lindhardt og Ringhof

Jørgen Jürgensens Brudstykker af en selvbiografi er (med ubetydelige afvigelser) citeret efter den danske oversættelse (2006) ved Jørgen Jensen & Marie Friis K ­ elstrup.

Günter Grass’ Bliktrommen er citeret efter Mogens Boisens oversættelse (1961).

Haldór Laxness’ Kristenliv ved Jøkelen er citeret efter Helgi Jónssons oversættelse (1969).

Shakespeares Macbeth er citeret efter Niels Brunses oversættelse (2000), Hamlet i sammes fordanskning fra 1997.

Homers Iliade er citeret efter Otto Steen Dues oversættelse (2002).

Hundedage Oversat fra islandsk efter: Hundadagar Copyright © 2015 Einar Már Guðmundsson og Forlagið Danske rettigheder forhandlet gennem: Leonhardt & Høier Literary Agency Dansk udgave © 2015 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Oversat af Erik Skyum-Nielsen Omslag: Mikkel Henssel Grafisk tilrettelæggelse og sats: Remote grafik / Lars Ole Nielsen Trykt hos: ScandBook ISBN: 978-87-11-44840-3 1. udgave/1. oplag 2015 Printed in Sweden 2015 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont.

„History has many cunning passages.“ T. S. Eliot, Gerontion

Første del

I 1 „Råber en uskyldig mand på hævn over mig? Har jeg udgydt et andet menneskes blod? Har jeg tjent penge på folkets bekostning eller beriget mig til skade for andre? Er folk blevet smidt i fængsel, fordi de vendte sig imod mig?“ …

Sådan eller noget i den retning sagde Jørgen Jürgensen, da han forsøgte at forsvare sine handlinger over for dem, der ikke længere ville lytte, og dem var der mange af, næsten alle.

Vi islændinge kalder ham Jörundur Hundedagekonge, og han er da også på sin helt egen måde den eneste konge, vi har haft. Og så hed han i virkeligheden bare Jørgen Jürgensen, hvad der svarer til at hedde Jón Jónsson eller N.N. eller så godt som slet ingenting.

Jørgen var født i København 29. marts 1780. Danmark blev dengang regeret af Christian den Syvende, som brevvekslede med Voltaire, men ikke var rigtig i hovedet. Dengang var København også hovedstad for os islændinge og Christian den Syvende vores konge.

Georg den Tredje, konge af England, var heller ikke rigtig klog. Vi havde ikke andet at vælge imellem end tossede konger.

Der er heller ikke noget nyt i, at vi taler om konger eller betragter os selv som sådanne. Vi kan nemlig føre vores slægter tilbage til 9

mange konger, specielt dem af dem, der optræder i gamle bøger, og som ingen andre end os har hørt om.

Historien beretter, at vi engang flygtede fra en konge, fordi han gik og bildte sig ind, at han var mere magtfuld end vi. Det var Harald Hårfager, som nægtede at lade sig klippe, før han herskede over hele Norge. Så pakkede vi vores ting og havnede her.

Dette er den korte version, og vi nåede da helt bestemt at få både norske og danske konger over os. Selv om de indtager hver deres plads i historien og der findes billeder af dem i pudsige kostumer, er ingen dog så navnkundig som Jörundur Hundedagekonge.

Dette ser man bedst af det faktum, at vi knap nok kan huske, hvad de virkelige konger hed, for slet ikke at tale om deres dronninger, med undtagelse af de allerskrappeste. Hvis de bedrog deres mænd med fyre, som vi holdt med, eller myrdede dem med gift eller foretog sig et eller andet endnu saftigere, så kunne der fortælles historier om dem.

Bortset herfra bekymrede vi os ikke ret meget om de mennesker.

De fleste af vores konger glider sammen til én grød og er ikke meget andet end romertallene efter deres navne. Så godt som ingen af dem kom nogen sinde til Island.

Det forekom ganske vist undertiden, at vi sendte dem bønskrivelser, og besynderligt nok svarede de nogle gange på dem, men når dette så endelig skete, tog vores embedsmænd og lokale magthavere ingen notits af svaret, omtrent som i vore dage, når sager bliver indbragt for udenlandske domstole.

Kort sagt: Vi har ikke meget at sige om alle disse konger. Det er kun Jörundur Hundedagekonge, som har skrevet sit navn i skyerne, næsten dekoreret med diamanter ligesom Lucy i Beatles-sangen, Lucy in the Sky with Diamonds, hvem hun så ellers var.

Hans vej gennem livet var også lang og slynget, for nu at henvise til endnu en sang af The Beatles, og hans første rejse til Island udgik faktisk fra deres fødeby, Liverpool, 29. december 1808, længe før Beatles selv blev født. Skibet hed Clarence.

10

Ja, uanset hvordan man vender og drejer det: Ham var der kun ét eksemplar af. Ingen når med tæerne derhen, hvor Jørgen Jürgensen, eller Jörundur Hundedagekonge, har sine hæle.

Han har leveret stof til lystspil og sangtekster. Børn er blevet opkaldt efter ham, restauranter og barer bærer hans navn, og sådan kunne man blive ved. Mens disse linjer skrives, har man for nylig opkaldt en lille gade i Reykjaviks centrum efter ham: Jörundarstræde. Jørgen Jürgensen er anderledes end alle, vi kender. Han er mere farverig end de fleste romanpersoner, og med dette mener jeg: Ham behøver man ikke fortælle løgnehistorier om.

Ikke desto mindre ved de fleste forbavsende lidt om ham. De færreste af hans landsmænd i Danmark har overhovedet hørt om ham, islændinge kender kun to måneder af hans liv, og englændere og australiere og Tasmaniens indbyggere kan fortælle en helt anden historie, vel at mærke hvis de i det hele taget kender til nogen historie. Mange vandrer rundt i røg og tåge og har enten kun den dybeste foragt tilovers for ham eller hæver ham til skyerne. Han er skiftevis en nar og en helt, undertiden en naragtig helt.

Det har jeg ikke tænkt mig at sætte mig til dommer over her, men jeg spørger: Hvem var Jørgen Jürgensen, hvad skete der og hvorfor?

Jeg håber, at vi får svar på disse spørgsmål, og faktisk flere endnu, inden beretningen slutter.

2 Tit havde vores konge, Jørgen Jürgensen, det, som om han stod foran en henrettelsespeloton, og ikke uden grund. Henrettelsespelotonerne fandtes både i det indre og det ydre. Ved en enkelt lejlighed var han endda på vej til galgen.

Hans bror Fritz sagde, at han havde ødelagt ikke alene sit eget rygte, men også familiens, og det fandt Fritz sørgeligt, set i lyset af at Jørgen havde haft alle muligheder for at blive en kapacitet på så mange felter. „Du kunne have udrettet så meget,“ skrev Fritz i et brev til sin bror, efter at denne var kommet til Tasmanien. Derhen blev han transporteret imod sin gode vilje, men galgen slap han for. Spørgsmålet er imidlertid, om det ikke netop var det, Jørgen gjorde. Fik han ikke udrettet meget, når alt kommer til alt?

Det vil vi få at se, og ligeledes hvordan hans liv kaster lys over andre mennesker. Han indhyller dem i et lysskær, som ellers for længst ville være slukket. Det samme kan man sige om pastor Jon Steingrimsson, der også optræder i denne historie, endskønt pastor Jon snarere kastede en skygge over sine samtidige og ikke havde meget godt at sige om dem, i hvert fald de fleste af dem.

Pastor Jon Steingrimsson er den eneste præst i verden, der har standset et vulkanudbrud midt i en gudstjeneste, og han har således verdensformat, uanset hvilke proportioner man lægger til grund. Det er ikke til at sige, om nogen nutidig præst ville have samme format som han til et vulkanudbrud.

Men nej, nu må jeg ikke fortælle hele historien, inden jeg får begyndt. Man har tit lyst til at fortælle om slutningen først. Visse bøger ville jeg have foretrukket at læse bagfra, og der findes film, 12

hvor slutningen havde været nok, og endnu flere, som det ville have været bedst at undvære helt. Men eftersom dette handler om døde personer, kan man i virkeligheden begynde hvor som helst.

Det kan være lige meget, hvad vi kalder ham, Jørgen Jürgensen eller Jörundur Hundedagekonge. I England kaldte man ham Jorgen Jorgenson, et navn, han også selv brugte, efter at han var blevet spion på det europæiske kontinent. Alle er enige om, at han var et skrøbeligt menneske.

Og det var nemt at finde svage punkter hos ham. Hans spillegæld hobede sig op. Han befandt sig på steder, hvor han ikke burde være, eller rendte fra de steder, hvor han burde have været. Da han ikke måtte forlade England, rejste han derfra, men da han fik besked på at skrubbe af, var han ikke til at slippe af med. Derfor fik han et glimt af galgen.

Ikke desto mindre så de, der befattede sig med hans sager, deres interesse i ikke at lytte til hans synspunkter, men i stedet gøre dem excentriske og mistænkelige. På den måde kunne de fornægte ham med god samvittighed.

3 Om alt dette sagde Jørgen Jürgensen selv: „På én og samme gang bliver jeg anklaget for at have tilranet mig kongelig magt og for at have oprettet en republik på Island. Det er i realiteten en komplet selvmodsigelse, for hvis jeg har tilranet mig kongelig magt, kan jeg ikke have oprettet en republik, og har jeg oprettet en republik, kan jeg ikke have tilranet mig kongelig magt.“ Denne besynderlige modsigelse gik igen i anklagerne mod Jørgen Jürgensen.

Derfor greb man ofte til andre anklagepunkter. Og dette var tilfældet, uanset om det drejede sig om danske eller engelske myndigheder.

Når det virkelig gjaldt, stod landenes overklasser sammen, på trods af at det var deres indbyrdes fjendskab, der førte til, at Jørgen tog magten her i landet, eller rettere stjal den.

Både danskerne og englænderne var enige om, at Jørgen Jürgensen havde begået forbrydelser og det i den helt store stil.

4 Lad os være lidt mere præcise: Da grev Trampe, den danske guvernør, der var blevet sat fra magten på Island, skrev en rapport om revolutionen, beskrev han dens følger som „elendighed forvoldt af grænseløst voldsherredømme“.

Og ikke nok med det, for dette grænseløse voldsherredømme var gået „hårdt ud over et sagesløst folk, som alle dage havde været lydigt og tro imod sin konge“.

Heri har grev Trampe fuldkommen ret. Ingen tvivlede på kongen, herom vidner alle de breve, han modtog med klager fra den almindelige befolkning, men den elendighed, som Trampe siger fulgte i kølvandet på Jørgens magtovertagelse, stemmer på ingen måde overens med virkeligheden.

Rapporten blev indleveret til de engelske myndigheder. Det sære er, at englænderne bakkede op om grev Trampes klage. De, der havde villet vælte ham af pinden, ville hellere lytte til ham end til hans landsmand, Jørgen Jürgensen, der faktisk væltede ham af pinden.

Således ytrede sir Joseph Banks, formand for det kongelige engelske videnskabernes selskab, og nært knyttet til landets regering og dens ministre: „Min opfattelse er, at Jorgenson er et dårligt menneske, at Phelps er et lige så dårligt menneske, og at grev Trampe er en fortrinlig mand, så god som danskere overhovedet kan blive, når de er gode, om end de naturligvis ikke er lige så gode som en god englænder.“ Samuel Phelps var den engelske købmand, der kom med Jørgen Jürgensen til Island. Sir Joseph Banks ytrede sig på den citerede måde i et brev til sir William Hooker, den botaniker, der også kom med Jørgen Jürgensen til Island, og som sandsynligvis var hans bedste og mest trofaste ven, hvis ikke ligefrem den eneste.

15

Dér vendte sir Joseph Banks verden på hovedet. Der eksisterer således et brev, hvori han opfordrer til at anholde grev Trampe, således at det bliver muligt for briterne at besætte Island.

Grev Trampe, hvis fulde navn lød Fredrik Christoffer Trampe, var et år ældre end Jørgen Jürgensen. Han var juridisk uddannet adelsmand, født på en herregård på Lolland, og havde store tanker om sig selv. Grev Trampe og Jörundur Hundedagekonge var som repræsentanter for det danske folk så forskellige, som man kunne tænke sig. Ved siden af ham var Jørgen Jürgensen en ren og skær gadedreng.

Sir Joseph Banks var blevet begejstret for Jørgen Jürgensen. I hans øjne var Jürgensen de nye tiders repræsentant, en modig vovehals, en eventyrer fyldt med idealer. Men lige pludselig var han blevet et menneske af tvivlsom karakter og hans handlinger lutter dumdristighed og pjank – „silly business“, som sir Joseph formulerer det på sit eget sprog.

Sådan er det hele så besynderligt og modsigelserne så store.

5 Sådan er historien, modsigelsesfyldt og mærkværdig. Den overrasker uafladelig, er en konstant kamp mellem klasser, samfundsgrupper og enkeltindivider. Historien er både sprællevende, broget og morsom, men daler undertiden ned i depression og tungsind og står i stampe år efter år – ja, selv gennem århundreder.

Det er ligeledes almindelig kendt, at historien gentager sig selv og udspiller sig først som tragedie, derefter som komedie. Det sagde Karl Marx i sit skrift „Louis Bonapartes attende Brumaire“. Det med gentagelsen havde han fra Hegel, resten tilføjede han selv.

Brumaire var det nye navn for november efter Den Franske Revolution. Dengang begyndte en ny tidsregning. Måneder og dage blev tildelt nye navne, for alting skulle forandres og revolutioneres. De, der ikke var med på noderne, blev lagt på blokken og gjort et hoved kortere, og mange af dem, der førte øksen, røg senere samme vej.

Dette anser nogle for revolutioners væsen og historiens gang, men Jörundur Hundedagekonge mente selv at bryde denne tradition gennem en revolution på Island sommeren 1809, en revolution, der var både tragisk og komisk, ligesom i grunden manden selv. „Medmindre en eller anden mere boglærd historiker kan anføre et eksempel, kender jeg ikke til en revolution i nogen nations annaler, som er forløbet mere smidigt, mere fredeligt eller mere resolut end denne,“ sagde han selv i sin levnedsskildring, som han kalder A Shred of Autobiography, Brudstykker af en selvbiografi.

Den skrev Jørgen Jürgensen på engelsk mange år efter sin revolution på Island. Den blev først offentliggjort i en avis på den anden side af jordkloden, i Van Diemen´s Land Annual i Tasmanien. Dér var Jørgen Jürgensen både straffefange og politibetjent og giftede sig 17

med en kvinde fra Irland. De lĂŚrte hinanden at kende, da JĂźrgensen anholdt hende. Hun hed Nora Corbett. Hun drak sig ihjel.

6 „Hvem er bedre egnet til at skrive et menneskes livshistorie end han selv?“ Hvem spørger på denne måde? Selvfølgelig Jørgen Jürgensen, vor mand, kongen, manden med de tre navne, og faktisk flere endnu, alt efter hvor på landkortet han befandt sig eller hvad han havde brug for at hedde fra gang til gang. Andre gav ham så endnu flere navne, og undertiden foretrak han at være navnløs og færdedes i al hemmelighed.

Og adjektiverne blev flere end ét. Ligeledes de overfladiske domme, fængselscellerne og spillebulerne …

Han peger også på, hvor mærkeligt det er, at den vigtigste begivenhed i et menneskes liv, fødslen, må baseres på andenhånds­ oplysninger. Selv om fødslen er forudsætningen for det hele, husker vi intet om den, og når først vi glemmer den største begivenhed i vores eget liv, har vi næppe svært ved at glemme andre.

Jørgen Jürgensen skrev endvidere, at de vigtigste begivenheder i det enkelte menneskes liv som regel finder sted i løbet af et kort øjeblik, for eksempel „hvis en kanonkugle uventet river hovedet af ham“.

Han rummede stor indsigt. Eller skulle vi sige filosofisk indsigt? Og dog havde han ingen eksaminer, der bekræftede det.

Men skrøbelig var han. Og han gik nemt itu. Han drog gerne af sted i fineste stil, men havarerede så. Det var hans stil at havarere.

Han satte sig alt for højtravende mål, at finde lande, blive rig, blive greve, blive konge. Men han gik ikke endegyldigt itu. Eller hvad?

Hans liv var både en tragedie og en komedie.

Men hvem husker sin egen fødsel? Jeg kender ganske vist adskillige, der husker andre liv, andre tilværelsesniveauer. Vi kender også 19

godt den lære, der siger, at mennesker, dyr og planter genfødes igen og igen, men ellers er det kun romanpersoner som dværgen Oskar i Bliktrommen af Günter Grass, der kan huske deres egen fødsel.

Det første, Oskar ser, da han skuer dagens lys, er to 60-watt-pærer, og så tilføjer han: „Den dag i dag forekommer bibelordet: ‘Der vorde lys; og der blev lys’ mig at være det mest vellykkede reklameslagord for firmaet Osram.“ Men her taler vi ikke om Günter Grass og ikke om dværgen Oskar, men om Jørgen Jürgensen eller Jörundur Hundedagekonge, manden, der lavede revolution på Island eller stjal magten og var konge her i to måneder, manden, der ikke alene bar mange navne, men også utallige titler: sømand og opdagelsesrejsende, konge, spion og præst, forfatter og straffefange, revolutionær og journalist, læge og politibetjent, alkoholiker, ludoman … og mere kunne føjes til listen.

Ham er det, der spørger, hvem der er bedre egnet til at skrive sin livshistorie end manden selv, og det er ham, der siger sådan om sin fødsel, Jørgen Jürgensen, den engelske dansker, den danske englænder, kongen af Island, den første dansker, der sejlede rundt om jorden, født i 1780, tre år inden vulkanudbruddet begyndte i Laki-kraterne vest for Vatnajøkel og alting ændrede sig, ikke bare Island, for faktisk skete der mangt og meget i Europa – ja, tilmed over hele verden.

7 Lad os derfor berette en lille smule om Skaftå-udbruddene. Udbruddet begyndte i Laki-kraterne, men lavaen flød gennem Skaftåens flodleje. Derfor taler vi om Skaftå-udbruddene. De begyndte, treogtyve år inden Jørgen Jürgensen kom til Island. På det tidspunkt havde jordskælv stået på et stykke tid. Det var måden, hvorpå vulkanudbruddene forkyndte deres ankomst. Ikke desto mindre tager de os altid på sengen. Historien tager os altid på sengen. Grunden hertil er enkel. Vi forstår den ikke før bagefter. … „Sandheden er Gud,“ sagde pastor Jon Steingrimsson, der aldrig mistede troen, uanset hvad der hændte. Det lyder som i et mindeportræt, men jeg er ikke i færd med at skrive noget mindeportræt.

Ikke desto mindre er det sandt, og sandheden spørger ikke efter, hvordan den lyder.

Jeg kunne også have sagt: Det er nat. Det er altid godt at lade historier foregå ved nattetide. Derimod er det ikke sandt, for det er dag. Jeg burde sige højlys dag, for det er sommer, og der er guds­ tjeneste i den lille kirke, der ligger oppe på bakken, rede til at modtage Gud. Ikke desto mindre er det nat, for denne dag, denne højlyse dag, er bælgmørk, og alt i hele verden er, som om det er nat. Der er mørkt og trist. Der er måske ikke lige så mørkt som i begyndelsen, inden ordet blev til og Gud skabte både himmel og jord, men næsten.

Sigurd, der forpagter det tidligere kloster, har fjernet alt fra kirken, alle løse genstande, og er ikke selv til stede. Det er også ham, der senere hen bryder forseglingen på pakken med økonomisk støtte til 21

vanskeligt stedte. Det er ham, der over for myndighederne stempler pastor Jon som kriminel. Det er hans skyld, at pastor Jon bliver nødt til at bede Altinget om tilgivelse, fordi han har ladet retfærdigheden gå forud for reglementer og love.

Nej, måske ikke kun ham, for sådan var det utvivlsomt nødt til at gå, men netop denne bælgmørke dag holder pastor Jon Steingrimsson gudstjeneste i den lille kirke på bakken med sandheden og Gud på sin side. Andre er der ikke på hans side.

Alt er mørkt. Det er bælgravende mørkt, bortset fra at lynild raser hen over himlen. Lynene springer hid og did i røgmasserne. Røgen skjuler solen og forvandler dag til nat. Man kan lige akkurat skimte solen. Den er som en ildkugle, en lille rød ildkugle. „Er turen nu kommet til os?“ spørger menigheden med øjnene, med tavsheden i øjnene. Der er ingen, der har sovet. Ilden har allerede slugt to kirker på egnen, og nu kommer den herhen mod os med lynets hast, tænker menigheden, og mærker, hvordan undergangen nærmer sig, og hører det drøne og dundre.

Pastor Jon Steingrimsson er sjælehyrde for denne skræmte hjord.

Han er præst over menigheden i Kirkjubærkloster. Hjorden stimler sammen i ly af sandheden og Gud, kirken og pastor Jon. Imens flammer ilden fra jordens indre, røgmasserne stiger op, og dampen lægger sig over landet og fiskebankerne og breder sig ud i verden.

Senere sidder pastor Jon ved sit bord i det lille kammer på den gamle tørvebyggede præstegård og nedskriver denne historie, sin egen historie og ildens historie, om de kæmpemæssige omvæltninger, som fandt sted her, og som stadig lever i mindet og i landskabet og bredte sig ud over hele verden.

8 I Tyskland talte man om den blå sommer, hvor tåge og dis hvilede tungt over landet. Der lå en besynderlig damp i luften, en røgtåge, både i England og på det europæiske kontinent. Når solen stod højest, var den ikke lysere end en måne bag en sky. Lyset blev til mørke, men det mørke, der bredte sig over jorden, førte lys med sig, revolutionernes og de store forandringers lys, lyset af håb. … „Jeg, Jon Steingrimsson, ved Guds enestående godhed og miskundhed provst over Skaftafellssyssel og sognepræst for menigheden i Kirkjubærkloster, blev barnefødt og bragt til denne verden på gården Tværå i Blandali i Hegranessyssel i året 1728 efter vor Frelsers komme hertil, af gudfrygtige og fromme forældre.“ Sådan begynder pastor Jon Steingrimssons levnedsbeskrivelse,­ i korthed kaldet Selvbiografien. Han tilføjer også datoen, 10. september, seks uger inden vinterens komme. Sådan fødtes folk på prent for mere end to hundrede år siden. De havde ikke travlt med at komme ind i verden.

Selvbiografien og Ildberetningen, det er de vigtigste bøger, der foreligger af pastor Jon. Vi kommer til at støtte os til dem, men springer over adskilligt, der er uden betydning i vores historie, men tilføjer så andre ting, der stammer andre steder fra, og tilpasser dem vores historie.

Måske er det bare helt udmærket at have personnumre som i dag og kunne præsentere sig i korthed. Hvad for et personnummer ville pastor Jon have fået? Det ville have begyndt med cifrene 100928.

Så ville det ganske vist ikke have fremgået, at han er født i 1728, 23

men han levede også før personnumrenes tid og dermed også inden personnummersvindelens tid, skønt der da fandtes snyd og bedrag dengang såvel som nu.

Hvad der er vigtigt, er, at her er alting rigtigt og sandt. Eller er det vigtigt? Her bliver ikke løjet om noget. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skulle give mig til at lyve, men nogle gange er man nødt til at lyve for at sige noget sandt.

Men selv om alting her er både rigtigt og sandt, har man altid løjet om pastor Jon. Det mener han i hvert fald selv, og det er da sikkert og vist, at han slap ud af vanskelige sager, hvor han blev udsat for tungtvejende anklager.

I en af disse sager gik hans stedsøn forrest. Men så var der også folkene på hans egn, indtil flere sysselmænd, en biskop eller flere endnu, og kongens embedsmænd. Alle havde de noget at udsætte på pastor Jon, denne gådefulde skabning, der siden hen forvandledes til helgen.

Mange var også gode imod ham. Lad os ikke glemme det, lige så lidt som den kendsgerning, at fordi pastor Jon rejste viden om i landet, lærte han mange mennesker, deres lynne og skikke at kende.

Pastor Jon Steingrimsson var lige så vidtberejst på Island, som ­Jørgen Jürgensen var i hele verden. Pastor Jon taler ofte om, at han var omgivet af mennesker, der misundte og hadede ham. Jørgen Jürgensen havde kun hadere omkring sig. Der var ingen, der misundte ham.

142mm

120mm

HUNDEDAGE er en revolution af en roman, der sætter vante forestillinger om litteratur i parentes. Fiktionen er fartøj for virkeligheden, nutiden prisme for fortiden, i en grænsesprængende fortælling om den danske kaperkaptajn og eventyrer Jørgen Jürgensen, med Einar Már Guðmundsson ved roret.

LAKAGÍGAR, islandsk vulkan, der gik i udbrud i 1783.

Udbruddet varede over et år og er det største i verdenshistorien.

Måske forårsagede det indirekte Den Franske Revolution.

OMSLAG / MIKKEL HENSSEL

120mm

UDDRAG FRA BOGEN JØRGEN JÜRGENSEN var ikke en person, der holdt

sig inden døre, og denne beretning foregår snarere uden- end

indendørs. Der findes folk, der opdeler litteratur i litteratur, der foregår udendørs, og litteratur, der foregår indendørs.

Litteratur, der foregår indendørs, hævdes at vidne om en særlig form for menneskeliv, der er blottet for begivenheder, at forfatterne ikke har så meget andet at fortælle om end samlejer og ægteskabelige problemer, hvorimod litteratur, der foregår udendørs, stadig rummer den primitive nerve, som vaktes til live med gamle dages beretninger om søfarere.

Dette er naturligvis en forenkling, for søfarernes hedeste ønske

EINAR MÁR GUÐMUNDSSON (f.1954) er forfatter, digter og essayist med en lyrisk åre, en social vision og en glødende humor. Hans værker bevæger sig fra

var at komme i seng med de kvinder, der ventede på dem, så

den spraglede bykultur i Reykjavik til den nøgne

fremtidens ægteskabsproblemer kunne opstå.

islandske natur, fra samfundets kollektive proble-

Dog er dette ikke altafgørende. I Jørgen Jürgensens liv var verden bare ét eneste stort værelse uden vægge og loft, undtagen når han sad i fængsel, eller måske netop da. Når han hævede sig op over ISBN 9788711448403 natten, strejfede han himlen,

JÓN STEINGRÍMSSON (1728-1791), mordanklaget præst på Island. Fast forankret på øen i Nordatlanten, hvor han er kendt som ildpræsten“, den ” mand, der alene ved sin tro stoppede verdenshistoriens største vulkanudbrud.

142mm

evigheden og tiden …

9 788711 448403 > L I N D H A R D TO G R I N G H O F. D K

matikker til de mørkeste krinkelkroge i det enkelte menneskes sind. Fra historiens dyb til nutidens kamppladser.

Guðmundsson er en af Islands største nulevende forfattere. Med Universets engle skrev Guðmundsson sig ind i den nordiske kanon og modtog Nordisk Råds Litteraturpris. Senest modtog han i 2012 Det Svenske Akademis Nordiske Pris, også kaldet den lille nobelpris“. Med i alt tretten romaner, seks ” digtsamlinger og tre essaysamlinger står forfatterskabet som en milepæl i den nordiske fortælletradition.

217mm

JØRGEN JÜRGENSEN (1780-1841), dansk opdagelsesrejsende og sørøver, Islands eneste konge og britisk spion, straffefange og betjent i Tasmanien, forfatter til flere romaner samt den eneste eksisterende ordbog over de indfødtes sprog i Van Diemen’s Land.

Kendt på Island som Hundedagekongen“. ”

”

35mm