SOFIE BOYSEN
CARLSEN
Ligegyldigt hvad jeg skal gøre!
I år bliver anderledes.
Kapitel 1
Mascaraen nærmer sig rystende. Jeg forsøger at undgå at blinke, mens mine øjne løber i vand. Hvem har opfundet denne form for tortur? Hvad er det for en gennemført båtnakke, der tænkte: ”Næh, øjenvipper, lad os gøre dem dobbelt så lange, så vi kan mobbe alle dem med kortere vipper.”
Jeg har lyst til at give op, men nu har jeg lavet det ene øje, så det vil se dumt ud, hvis jeg ikke også laver det andet.
Netop som mascaraen er millimeter væk, banker det på døren. Det giver et sæt i mig, og stangen rammer mit øje.
11
”Arggh!”
”Emma, er du faldet i, eller hvad?” lyder min lillebrors stemme fra den anden side af døren.
”Du må lige vente lidt!”
Endnu en banken, denne gang endnu voldsommere.
”Vi er altså nogen, der skal skide!” lyder min storebror Lucas’ stemme.
Adr. Lucas skal altid være så klam.
”Det tager kun to minutter!”
”Fint, så skider jeg i din seng!”
”NEJ!” Jeg løber hen til døren og flår den næsten af hængslerne.
Med alle andre ville man selvfølgelig tænke, at det var sagt som en joke. Men man ved aldrig med Lucas. Jeg tør i hvert fald ikke tage chancen.
Lucas er ganske rigtigt på vej ned mod mit og Mikkels fælles værelse. ”Godt, du lytter til fornuft, Emma, på trods af …” Lucas’ stemme dør ud, da han ser mit ansigt. Så fniser han. ”Hvordan er det, du ser ud?”
”Glem det!” siger jeg og marcherer forbi ham ind på mit og Mikkels værelse. Værelset er delt op af et perleforhæng. Når det er trukket for (som jeg altid gør), kan det godt føles, som om det bare er mit væ -
12
relse, og så er det ret hyggeligt. Jeg har hængt et spejl med guldkrummelurer op på væggen, og i hjørnet står en lille reol. Her er helt anderledes end i Mikkels del af værelset, som er domineret af en kæmpe bunke tøj, hvor en tværfløjtekasse balancerer usikkert på toppen.
Jeg stiller mig foran spejlet. Endelig rammer jeg vippen på det venstre øje. Forsigtige strøg opad.
Sådan! En ny pige kigger tilbage på mig fra spejlet.
Eller … det håber jeg i det mindste. For alt skal gerne ændre sig, når jeg starter i ottende. Jeg skal aldrig, aldrig igen opleve en dag som den sidste skoledag i syvende.
Mit blik flakker over til siden af spejlet, hvor jeg har hængt min slagplan op:
Sådan bliver du sej
1. Skil dig ikke ud.
2. Vær aldrig sårbar.
3. Ræk ikke hånden op i timen.
4. Virk selvsikker.
Men hav den rigtige mening om alting!
5. Vær ikke bange for at sige din mening.
6. Først og fremmest: Vær perfekt.
13
TOTALnerd-alert
Så længe jeg holder mig til planen, bliver alt godt.
”Skynd dig, Emma! Ellers kommer du for sent!” lyder min mors stemme ude fra køkkenet.
Ups! Det indgår ikke i planen at komme for sent på første skoledag. Jeg smider mascaraen fra mig og trasker ud i køkkenet. Far, Mikkel og Lucas sidder ved bordet og tyller havregrød ned, mens mor står ved køkkenbordet og fumler med madpakkerne.
Far ser på mig og hoster så sin kaffe ud i koppen.
”Hvad er der sket med dine øjne?”
”Det er bare mascara.” Jeg hiver en stol ud og sætter mig ned.
”Emma, du er alt for ung til at gå med makeup!” Far tror stadig, jeg er fem år og ikke kan snøre mine egne sko.
”Lad hende nu,” siger mor, mens hun lægger agurker på en mad. ”Det er jo ikke stoffer.”
Typisk mor. Hun har så lave forventninger til sine børn. Så længe vi ikke tager stoffer eller kommer i fængsel, synes hun, det er fint. En gang imellem brokker hun sig over, at danske børn er alt for beskyttede, og så ser hun sultent på os, som om hun drømmer om at sende
14
os på overlevelseslejr i Sibirien for at ”gøre os hårde og klar til livets strabadser”.
Far skuler til mine vipper, men siger ikke mere.
”Tænk, at du barrikaderede døren til toilettet så længe for det resultat,” siger Lucas, som griner med havregrød i tænderne. Mikkel fniser også – den forræder – før han forlegent kigger ned i sin grød.
”Du er bare misundelig,” siger jeg. Det får Lucas til at grine endnu højere.
Man kunne ønske, at ens forældre lige trådte i karakter og opdrog lidt på deres afkom, men hverken mor eller far løfter så meget som et øjenbryn, når Lucas er tarvelig. Af en eller anden grund vil de ikke indse, at deres førstefødte er djævlen selv forklædt som teenager.
Der lyder et lille skrig fra mor, som endelig har lagt madpakkerne fra sig og er ved at hælde mælk i sin kaffe. ”Hvad? Hvem … Mælken er BLÅ!” Hun vender sig mod os med store øjne.
”PRANKED!” råber Lucas glad og rejser sig for at bukke for alle. ”Blå frugtfarve, mor. Du skulle se dit ansigt! Ha ha! Ingen kan pranke som …”
15
”HAR DU ØDELAGT MIN MORGENKAFFE?” Mor
kniber øjnene sammen i sit dræberblik. Lucas kalder sig
The Prankster Supreme, men han plejer ikke at turde
lægge sig ud med mor.
”Æh … nå, men tak for mad!” Lucas snupper sin madpakke fra bordet. ”Jeg skal også smutte nu.”
Mor trommer ildevarslende med fingrene på bordet.
”Lucas, jeg synes lige, vi skal snakke om …”
”Du vil vel ikke have, jeg kommer for sent, mor?”
Lucas lægger en hånd på brystet og ser rystet ud. ”Min skolegang er afgørende her i niende. Det siger du altid.
Hvad skal der blive af mig, hvis jeg får dårlige karakterer?”
Et øjeblik ser mor ud, som om hun vil protestere. Så sukker hun og tager en slurk af sin blålige kaffe.
Lucas blinker til mig og læner sig frem for at hviske:
”Lad være med at snakke til mig i skolen, Emma. Det kan være, jeg er heldig, og folk ikke ved, vi er i familie.”
Jeg når ikke at svare, før han leende er forsvundet ned ad gangen.
Lucas er et år og syv måneder ældre end mig og helt
igennem rædselsfuld.
16
Jeg er biologisk forpligtet til at elske ham, fordi han er min storebror, men han gør det meget svært for mig. Lad mig give nogle eksempler:
1) Da jeg var helt lille, pegede han altid på mit brune hår og mine brune øjne og sagde: ”Du ligner jo slet ikke resten af familien. Jeg glæder mig, til dine rigtige forældre henter dig.”
2) Sidste jul tog han den bog, jeg læste (Heksen, Løven og Garderobeskabet), rendte ind i skabet, tog bukserne af OG SATTE SIG PÅ DEN! NØGEN!!! Så gav han den tilbage til mig med et kæmpe smil. Jeg kunne simpelthen ikke læse videre, for så ville jeg røre lige der, hvor hans numse havde siddet! Jeg aner stadig ikke, om den løve livede op igen.
3) For en måned siden stjal han min dagbog og satte røde streger under alle stavefejl. Og så tog han et billede af den side, hvor jeg havde skrevet, at Achmed havde pæne øjne, og sagde, han ville
DELE DET MED ALLE!!!, hvis jeg ikke sagde til mor og far, at jeg alligevel ikke ville have mit eget værelse.
17
Der reagerede mor og far heldigvis (for en gangs skyld) og fik ham til at slette billedet. Så om en lille uge skal jeg bytte værelse med Lucas, og så kan han prøve at bo sammen med Mikkel og høre ham spille Ach du lieber Augustin falskt på fløjte for hundrede syttende gang.
Far skotter til mig. ”Emma-musen, altså. Jeg vil være helt sikker på, at du ved, at udseende ikke betyder noget.”
Jeg kan ikke lade være med at rulle med øjnene. Det ville lyde lidt mere troværdigt, hvis det ikke kom fra EN TIDLIGERE MODEL!
Ja, det er rigtigt. I sine unge dage var min far noget så pinligt som undertøjsmodel. Ikke for nogle fancy mærker. Mere for billige boksershorts, man finder i Netto. Men stadigvæk, han har altid set godt ud ligesom resten af familien, så hvad ved han om det?
”Det er da SUPERvigtigt, hvordan man ser ud!” siger jeg.
Far ryster på hovedet. ”Det vigtigste er, at du er dig selv. Det siger Chanda Shah også.”
Far følger en eller anden munk i Tibet for at ”få visdom”. Men hvad ved en mand, der lever i cølibat i Asien, egentlig om at være teenager i Danmark?
18
Det er typisk far at sige sådan noget. Efter han mødte mor, droppede han modellivet, og i dag er han coach med speciale i mænds midtlivskrise. Han har en særlig mandelejr, hvor han og en masse midaldrende mænd med mave og stramme løbebukser samles ude i skoven.
Så render de rundt og klatrer i træer og laver bål og råber meget høje urbrøl ud i luften.
”Jeg er jo også mig selv, bare med mascara.”
”Du er den pæneste pige, jeg kender,” bryder Mikkel ind. ”For du ser venlig ud.”
Jeg er tæt på at svare noget sarkastisk, men smiler så i stedet til min lillebror. Hvis der er én god ting, Lucas har lært mig, så er det, at jeg altid har vidst, jeg ville
være en rar storesøster over for Mikkel.
Mikkel er fire år yngre end mig. Og han har brunt
hår ligesom mig (tag den, Lucas), men de smukkeste isblå øjne. I modsætning til resten af familien findes der ikke sarkasme eller ond vilje i ham.
Til gengæld … findes der en masse andre sære ting.
Nu hvor han er fyldt ni, er han blevet kæmpe fan
af Den Store Bagedyst, så han står altid i køkkenet og
laver cremer og glace og andre ting, der lugter mistæn-
19
keligt brændt. Det værste er, når han kombinerer det med sin anden store interesse, dinosaurer. Man skulle ikke tro det, men man kan faktisk godt blive træt af at få serveret muffins med små vrede velociraptorhoveder formet i fondant.
Så altså, selvom jeg elsker min bror og alle hans særheder, glæder jeg mig KOLOSSALT til ikke at dele værelse med ham mere. I mange år var det planen, at far skulle få så mange kunder, at han havde råd til at have et kontor ude i byen. Så skulle jeg overtage den lille strimmel af et værelse, hvor hans skrivebord lige nu er klemt ind. Men det skete ligesom ikke, og nu har jeg ventet så længe, at jeg fortjener Lucas’ værelse.
”Unger, klokken er altså allerede kvart i!” siger mor.
Mikkel og jeg skyller det sidste appelsinjuice ned og styrter ud i entréen. Jeg må ikke komme for sent til den første dag i mit nye liv.
