Hvad vil du virkelig læseprøve

SOFIA MANNING & MIE KAAE

HVAD VIL DU VIRKELIG? SÅDAN REALISERER DU DIN LIVSDRØM

HVAD VIL DU VIRKELIG? Mie Kaae & Sofia Manning

Lindhardt og Ringhof

Hvad vil du virkelig.indd 1

25/11/13 13.55

HVAD VIL DU VIRKELIG? Det er efterhånden ti år siden, at vi begyndte at arbejde med coaching i Danmark. Dengang var det nyt at arbejde så målrettet med spørgsmål som: Hvad vil du?, og de spørgsmål, der er en ligeså naturlig og vigtig del af den proces, det er at finde et svar: Hvorfor vil du det? Og hvad forhindrer dig i at opnå det? Det er spørgsmål, som flere og flere stiller sig selv. Men vi har bidt mærke i, at der er sket en ændring i folks bevidsthed.

Og forskellen på dengang og nu er måske netop, at hvor vi for ti år siden ikke var vant til at reflektere over vores valg på den måde, så er vi nu langt mere bevidste om, at vi kan vælge anderledes. Og så bliver spørgsmålet endnu mere presserende.

Af forskellige årsager for forskellige mennesker. Hvorfor læser du vores bog? Er du blot nysgerrig? Eller har tanken også strejfet dig, at livet godt måtte være lidt anderledes, end det er nu; lidt sjovere, lidt mere roligt eller måske lidt mere meningsfuldt? Og det er der råd for.

Kender du Woody Allens film ”Annie Hall”? Vi er ret vilde med den. Især starten, hvor Woody Allen selv træder frem på skærmen og fortæller en joke om to ældre kvinder, der sidder til middag på deres pensionat: Den ene siger lidt bittert til den anden: “Maden er elendig!”

Dertil tilføjer den anden surt: “Ja, og portionerne er alt for små!”

Her samler Woody Allen tråden op: “Sådan ser jeg livet ...”, siger han og fortsætter, “... ensomt, elendigt og ulykkeligt. Og alt for hurtigt forbi.”

5

Hvad vil du virkelig?

Hvad vil du virkelig.indd 5

25/11/13 13.55

Vi elsker den gode instruktørs knastørre humor, men den livsindstilling, den afspejler, er ikke god. Den bringer heller ingen glæde med sig. Og så er vi helt sikre på, at Woody tager fejl – for vi har prøvet på egen krop, at det sagtens kan lade sig gøre at få både store og gode portioner i livet – og vi taler ikke kun om maden. For os er livet en glæde. Og jo mere rig på glæder livet er, des længere vil du opleve det. Måske er det derfor, vi griner af den her joke – fordi det er en tragikomisk vittighed, der ikke behøver at være sand. Måske griner vi af det menneske, vi hver især ville have været, hvis vi ikke havde taget fat om livets rod og gjort noget for at gøre det bedre. Desværre er der stadig mange, der har samme følelse som Woody Allen og de to ældre kvinder.

Vi kender også den følelse. Men alligevel er det vores klare overbevisning og personlige erfaring, at livet er og bliver magisk. Hele tiden! Også når det ikke føles sådan. Vi tror, at hemmeligheden er, at vi tager udgangspunkt i vores liv – her og nu – og ikke vores livssituation. For os er der en meget stor forskel! Mange af os føler meget stærkt, at livet er et mirakel, når vi ser en nyfødt. Vi ved, at tilværelsen er magisk, når vi ser vores børn indtage verden bid for bid. Men vi glemmer bare tit, at vores eget liv også er et mirakel.

Mange af de kursister, vi har mødt igennem tiden, kan indimellem synes, at livet er en lang meningsløs ørkenvandring uden mål eller ende. De synes ligesom de to ældre damer, at portionerne er for små, eller at maden er elendig. Nogle af kursisterne sidder nærmest kronisk fast i deres personlige ørken og lider under det. Måske har du det på samme måde?

6 INDLEDNING

Hvad vil du virkelig.indd 6

25/11/13 13.55

Det liv, du lever, er måske ikke det liv, du drømte om. Det kan være, du er en smule skuffet over at være endt, hvor du er?

Måske føler du dig slet ikke til stede i dit eget liv. Måske har du følelsen af, at du lever et liv, der er beregnet på en anden.

Det kan være, du har det ligesom kursisterne, der føler sig lidt punkterede, luften er gået af ballonen, og den er dalet ned i dit livs ørken. Det er hverken usædvanligt eller underligt.

Vi kalder den slags liv for punkterede liv i vores praksis. At være punkteret føles ofte som at være lidt ubeslutsom, stresset, modløs, ked af det, ligeglad med det hele, og samtidig er mange bange for, hvad andre tænker om dem. Det er at føle sig fastlåst og isoleret, men samtidig have lyst til, at livet skal være anderledes. At være punkteret kan være at drømme sig væk fra det hele, at gøre sig hård, at gemme sig i mediernes og underholdningens verden eller at fordybe sig hovedløst i Facebook og andre sociale medier – måske med et par ekstra glas vin til og lidt for meget chokolade.

Det er slet ikke så dumt at føle sig punkteret. For hvis du erkender, at du føler dig punkteret, så kan du bruge den erkendelse aktivt – det er vores erfaring, at det faktisk kan være noget af det bedste, der er sket dig i lang tid. I erkendelsen er der nemlig rig mulighed for, at forandringen kan vokse frem.

Det er i erkendelsen, at vi begge er blevet opmærksomme på at vælge til og fra i vores eget liv. Med udgangspunkt i vores egne personlige fortælling viser vi dig, hvordan du kan gøre det samme. Det er nemlig vigtigt, at du er klar over, hvad det er, du virkelig vil, hvis du vil skabe det liv, du ønsker dig. Og det er vigtigt, at du lærer at identificere og vælge den følelse, der ligger bag dine drømme, i stedet for at gå hovedløst efter

7

Hvad vil du virkelig?

Hvad vil du virkelig.indd 7

25/11/13 13.55

én eneste fikseret og fastlåst drøm, som du måske bare ikke kan slippe eller komme videre med.

Langt de fleste af os ved godt, at vi har et valg. Nogle gange skal vi bare tænke os grundigt om, før vi kommer i tanke om, at vi har det. Men kort sagt: Et valg, dét har vi! Så når det handler om, hvorvidt det er muligt at leve sit liv anderledes, så er de fleste klar over, at det sandsynligvis godt kan lade sig gøre, hvis man vælger at følge følelsen bag drømmen frem for den fastlåste tanke.

Det kræver mere end en bog at afklare, hvilket liv du ønsker dig, og hvordan du skal få det. Men vi kan godt love dig, at du efter bogens sidste side er blevet mere klar til at handle på den inspiration, som vores fortælling giver dig. Vi hjælper dig med at præcisere dine drømme. Og så ligger vejen til at skabe et nyt liv i praksis åben. Men hvordan og om, du indfrier dine drømme, er en anden sag. Dét er nemlig en snak, som du skal have med dig selv. Måske også med andre? Uanset er det en snak, der handler om, hvad du helt konkret skal gøre. For at skære det ud i pap: Hvis du drømmer om at blive forfatter, skal du skrive. Hvis du drømmer om et festligere liv, skal du være mere social, ringe til flere mennesker og øse mere ud af din tid. Det vigtigste er: Du skal handle!

Hvis du ikke handler, så bliver denne bog sikkert bare endnu en blandt mange bøger om selvhjælp, slankekure og mindfulness, der samler støv på din reol. Især kvinder, men også

8 INDLEDNING

Hvad vil du virkelig.indd 8

25/11/13 13.55

mænd, køber år efter år selvhjælpsbøger. Men uden handling køber man reelt kun inspirationen og drømmen. Og det er vel næppe nødvendigt at sige, at ingen taber sig af at læse om slankekure og kalorier. På samme måde får du heller ikke det liv, du ønsker dig, ved at læse denne bog. Det ville svare til, at du kunne ligge på sofaen og forandre dit liv – og det kan du naturligvis ikke. Så når du har samlet inspiration og mod nok, så træf dit valg.

Vores håb for dig er, at du via vores bog bliver inspireret og genfinder glæden ved livet, hvis du føler dig punkteret. Og vi ønsker for dig, at du stiger op over din egen ørkesløshed som en farvestrålende luftballon og gør, som vi gør i denne bog: Ser tilbage på vores ørken og vores nødvendige erkendelser for at få handlet konkret på de ønsker og drømme, der nu er vores virkelighed.

Vi ønsker dig verdens bedste rejse.

Sofia & Mie Spanien, september 2013

9

Hvad vil du virkelig?

Hvad vil du virkelig.indd 9

25/11/13 13.55

Hvad vil du virkelig.indd 10

25/11/13 13.55

HVEM ER VI ?

Hvad vil du virkelig.indd 11

25/11/13 13.55

1 HVEM ER VI? Vi har lyst til at dele vores historier med dig, fordi vi synes, at vi har lært meget af at se på vores egne baggrunde og de veje, vi har rejst, for at komme dertil, hvor vi er i dag. Måske rummer din historie også en masse lærdom for dig, hvis du kigger nærmere på den.

Vi har nemlig selv oplevet, at det er alt for let at blive fanget af sin historie. Derfor er det vigtigt at huske, at du har en historie, du er ikke din historie. Du er meget mere. Og du kan lære af din historie, ligesom vi har gjort, hvis du skriver den ned og forholder dig til den som den person, du er i dag, og kigger på, hvilke evner, styrker og ressourcer, du har fået, netop fordi du har den historie, du har.

Mennesker mødes … Alt muligt kan opstå i mødet mellem mennesker. Møder med andre mennesker er centrale i vores liv. Både i vores arbejdsliv og vores privatliv, og i det felt, hvor de to smelter sammen. Gennem de sidste mange år har vi begge to mødt et hav af mennesker, som vi er stødt på gennem vores arbejde med at uddanne coaches, være teamcoaches på arbejdspladser, coache enkeltindivider, deltage i selvudviklingskurser og optræde i medier.

Vi har arbejdet med sygeplejersker, topledere, arbejdsløse og selvstændige. Mænd, kvinder, unge, midaldrende og ældre. Søgende mennesker, drømmende mennesker, målrettede mennesker. Det har været fantastisk at møde dem. Men en ting har slået os gang på gang:

12

KAPITEL 1

Hvad vil du virkelig.indd 12

25/11/13 13.55

Ind ad døren kommer mennesker, som er fulde af kompetencer og muligheder, men som i mange tilfælde er utrolig meget i tvivl om, hvad de skal med deres liv. På den første dag på coachinguddannelsen tager vi altid en runde, hvor deltagerne skal sætte sig sammen to og to og fortælle hinanden, hvorfor de er kommet. Bagefter beder vi et par stykker om at fortælle hele gruppen, hvad de har fortalt. Næsten alle deltagere fortæller om store livsskift og om udfordringer i livet, som betød, at de stod ved en skillevej. De føler, de er faret vild i livet, og de føler sig usikre på, hvilken retning de skal bevæge sig i, og hvorfor. De er også meget ofte usikre på sig selv og livets mening, og de synes, de mangler fokus og indhold. De har lyst til at skifte spor, men ved ikke hvordan. Mange er også kommet, fordi de føler et behov for at skabe en positiv forandring for sig selv og andre. De har en stor lyst til at gøre en positiv forskel både i deres egen, men også i andres tilværelser.

En kursist sagde engang: ”Jeg føler, at jeg har brugt en masse år på at puste mig op. Igennem en uddannelse, som jeg troede, jeg skulle have. Og et ægteskab, som jeg mente var det rigtige, og et karrierejob, som lød rigtigt i alle andres ører. Men en dag vågnede jeg op, og det summede i hele min krop og peb i mine ører på en måde, som slet ikke føltes normal eller sund. Stress havde prikket hul på mit oppustede liv, og jeg var punkteret.”

Den dag slog det os, at det var netop der, vi mødte mange mennesker. Der, hvor de på den ene eller anden måde havde mistet livsgejsten. Livet havde bragt dem til et sted, hvor de var blevet desillusionerede. Alt det, de havde brugt mange år

13

Hvem er vi?

Hvad vil du virkelig.indd 13

25/11/13 13.55

på at opnå, havde ikke givet dem det, de havde regnet med.

De havde kæmpet hårdt. For parforholdet, familien, karrieren og sundheden, men livet havde spillet dem et puds, og luften var gået af ballonen. Nu var de et sted i livet, hvor de enten kunne lukke oplevelsen ned og fortsætte med et punkteret liv.

Eller åbne op og indse, at de stod med en enestående mulighed for at få en ny start. En mulighed for et liv bygget på det, de virkelig ville, i stedet for alt det, de troede, de skulle.

Vi har begge to haft behov for at tage os tid til at finde ud af, hvad vi skulle bruge livet til, på forholdsvis tidlige tidspunkter i hver vores liv. Vi har begge to oplevet, at skæbnen stak os nogle vilkår, der gjorde, at det var umuligt at skøjte gennem livet uden at reflektere over, hvad det liv skulle bruges til. Derfor lægger vi ud med vores egen historier om, hvordan vi hver især måtte erkende, at vi var nødt til at træffe et valg for ikke at klaske sammen og leve et liv på halv kraft. Et punkteret liv.

I vores historier kan forklaringen på vores egen søgen efter, hvad vi virkelig vil bruge livet på, måske findes.

MIE

”Da jeg fyldte 40 år, holdt jeg en fest og en tale for

mine allernærmeste venner. Det var vigtigt for mig at fejre min fødselsdag. Det har det ellers ikke været, men for første gang i mit liv havde jeg følelsen af at være på præcis det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Med to sunde børn og en mand, jeg elsker højt, et fuldtidsjob som partner i en virksomhed, der gør en reel forskel for folk, som jeg ejer sammen med to mennesker, som jeg betragter som min familie.

Jeg har på alle måder et skønt og meget privilegeret liv.

14

KAPITEL 1

Hvad vil du virkelig.indd 14

25/11/13 13.55

Det har ellers ikke været oplagt, at jeg ville lande præcis det sted i livet, hvor jeg gerne vil være, eller være et menneske, jeg selv synes, jeg kan være bekendt. Jeg har på mange måder skabt mit liv på trods af min baggrund, eller måske netop på grund af min baggrund. I en årrække troede og opførte jeg mig, som om det var andre menneskers ansvar at få styr på mit liv. Og inden da troede jeg nok bare, at mit liv var dømt til at være en lang forvirrende kæde af oplevelser, som aldrig ville hænge sammen. Hvis jeg skal bruge et billede til at forklare, hvordan jeg havde det indeni, så føltes det, som om livet var noget virkelig filtret hår, som jeg rodede igennem med en tættekam. Jeg forstod aldrig rigtig, hvorfor det var sådan, og hvad der egentlig foregik.

Men mest af alt følte jeg en hel masse uden at vide, hvad jeg skulle gøre af mine følelser, for i min barndom havde der ikke været meget plads til følelser.

Min historie begynder i Grenå i marts 1973. Så meget ved jeg med sikkerhed: Min mor var 14 år, og min far var lige så ung. De havde været kærester i et par år. I begyndelsen var det meget uskyldigt, men første gang de gik i seng med hinanden, blev jeg skabt – sådan lyder historien i hvert fald.

Min mormor arbejdede på færgen fra Grenå til Varberg i Sverige, og hun var væk i en uge ad gangen. Derfor tog min 14-årige mor sig af sine to brødre. Min mormor havde allerede mistet et barn, og relativ kort tid inden, min mor blev gravid, mistede hun et andet barn, da min mors lillesøster døde i en bilulykke.

15

Hvem er vi?

Hvad vil du virkelig.indd 15

25/11/13 13.55

Så det var en familie i sorg og en familie, hvor nogle af familiemedlemmerne drak alt for meget, især til de mange familiefester. På mange måder var det et tidstypisk liv i et lille fiskersamfund i 70’erne i provinsen. Men dengang i 70’erne fik man ikke psykologhjælp eller krisehjælp eller anden form for støtte, når børn døde, eller ens 14-årige datter blev gravid. Man lod tiden læge alle sår, eller i det mindste prøvede man at lade tiden arbejde for sig og simpelthen ikke tale om ulykkerne. Min mor, som er en stærk, begavet, følsom og meget introvert kvinde af natur, klarede sin graviditet ved at lade være med at nævne den for nogen indtil 14 dage før, hun skulle nedkomme. Hun tog kun seks kilo på under graviditeten, og hun bevarede sin lange spinkle pigekrop, så der var tilsyneladende ikke nogen, der opdagede hendes situation.

Jeg ved ikke, hvad min far og mor talte om, når de var sammen, og jeg ved intet om, hvad de tænkte om den kendsgerning, at jeg snart ville komme til verden. Jeg ved kun, at jeg efter fødslen blev opgivet til adoption, fordi min mor blev presset fra alle sider: Af lærere, Mødrehjælpen og velmenende læger. Min mormor lod det være op til min mor at træffe det valg og lovede at støtte hende, uanset hvad hun besluttede.

Så jeg blev født i Grenå og startede mit liv på en spædbarnsinstitution i Århus.

Den 4. maj 1973 var min unge far på sin toptunede knallert på vej til færgen, hvor han var kommet i kokkelære. Han ville

16

KAPITEL 1

Hvad vil du virkelig.indd 16

25/11/13 13.55

lige suse forbi og give min mor et kys på vejen, men inden han nåede så langt, kørte han direkte ud på vejbanen uden at se sig for og blev kørt ned og dræbt på stedet.

Min mor tog til Århus, hvor hun hentede mig fra spædbarnsinstitutionen og tog mig med hjem, hvor jeg voksede op sammen med hende, min mormor og mine to onkler. Da min mor var 20 år, giftede hun sig med en anden skolekammerat, Steen, og jeg fik en stedfar og en lillesøster.

Jeg havde altid en oplevelse af, at jeg faldt udenfor. Der var noget, der var anderledes ved mig. Det var i al fald den følelse, jeg havde. Jeg havde altid en fornemmelse af ikke at passe ind. Jeg havde masser af veninder, som jeg brugte stort set alle mine vågne timer sammen med, men selvom jeg havde det fint og hyggeligt i deres selskab, så vidste jeg altid intuitivt, at verden var større end Grenå. Selvfølgelig drømte jeg naivt om, at min far ikke var død, men i USA, og at han en dag ville dukke op og tage mig med ud i verden.

Jeg kunne ikke tale om de ting med nogen, men indeni mig selv lagde jeg konstant planer, som handlede om én ting: Hvornår jeg kunne slippe væk derfra. I min fantasi var USA altid mit forjættede land. Jeg husker, hvordan jeg som fireårig stod foran tv’et, som var lige så højt, som jeg var, og tænkte: ”Når jeg bliver stor, så vil jeg bo i New York.” Hvordan jeg kendte til New York, aner jeg ikke. Men New York og Grenå er muligvis lige så langt fra hinanden, som to steder kan være i den vestlige verden, når man sammenligner livsstil og muligheder for store armbevægelser. Min krop og min sjæl var ikke skabt til Grenå. Jeg talte for meget, fyldte

17

Hvem er vi?

Hvad vil du virkelig.indd 17

25/11/13 13.55

for meget og larmede for meget som barn, og jeg tilbragte utrolig mange timer på gangen frem for inde i klasselokalet.

Det er svært for mig at sætte ord på livet og opvæksten i Grenå. På den ene side var min barndom nogenlunde identisk med alle andre 70’er børns i provinsen: Kernefamilie på fire med skiftende boliger, en temmelig uinspirerende folkeskole, rideskole, veninder, teenageidoler, E.T, Karatekid og Wham. På den anden side var jeg født ind i en familie, der befandt sig i en, hvad der for mig føltes som en langtrukken sorgtilstand. De voksne var til stede, min mor var fx altid hjemme, når jeg kom fra skole, men der var ikke altid det nærvær og den kontakt, jeg havde hårdt brug for som barn.

Min mor gjorde det allerbedste, hun kunne, med de ressourcer, hun havde til sin rådighed, og hun gjorde det rigtig godt. Hun er min mor og en skøn dame, men hun forstod nok aldrig helt, hvad det var for en datter, hun havde fået, og hvor meget jeg gerne ville alt muligt, som aldrig rigtig kunne lade sig gøre i Grenå. I hvert fald ikke dengang. Måske kan det undskyldes med manglende viden og de normer, der dengang var. Men det, at jeg følte, at jeg kom fra en anden planet end alle dem, der var omkring mig, gjorde, at jeg flyttede hjemmefra i en alder af 17 år. Først tog jeg på ungdomshøjskole i Egå og oplevede et af de lykkeligste halvår i mit liv og starten på en helt ny tilværelse. For her var jo netop alt, hvad jeg søgte: Store armbevægelser, frihed, kunst, mødet med filosofi, politik, drama og mennesker, der ville noget med livet, og som gjorde noget. Siden flyttede jeg til Sjælland sammen med min kæreste fra højskolen, hans

18

KAPITEL 1

Hvad vil du virkelig.indd 18

25/11/13 13.55

søster og hendes kæreste. Vi havde et par fantastiske år i en skøn villa i Farum, og jeg fik arbejde som piccoline på et børnebogsforlag i Skindergade. Det var himmelsk for mig.

At være piccoline var faktisk præcis så eksotisk, som det lyder, og når jeg havde fri, storhyggede vi hjemme i bofællesskabet, spillede musik, tog på skiferier og lavede festlige middage. På alle mulige måder åbnede der sig en helt ny og spændende verden for mig i villaen i Farum.

Med mig i bagagen fra Grenå havde jeg to egenskaber, som gav mig mulighed for at bryde med det miljø, jeg var vokset op i og få en akademisk uddannelse og en karriere.

Som barn i en familie, hvor alle i en lang periode befandt sig i en blanding af chok, krise og sorg, udviklede jeg en stærk evne til at mærke og aflæse andre mennesker. Når man er et lille barn, er ens forældre som guder i ens barneøjne, og det er meget vigtigt, at forældrene er i live og allerhelst også har det godt, for så er det trygt og rart at være barn. Derfor udviklede jeg en meget stærk evne til at mærke stemninger og lægge mærke til de mindste signaler i andres kropssprog. Jeg kunne næsten scanne min mor med øjnene og lynhurtigt aflæse, hvordan hun havde det den dag. Hvilken slags humør var hun i, og hvad kunne jeg gøre for at gøre hende glad? Jeg tror, det var mit primære fokus, både bevidst og ubevidst, da jeg var barn. At sørge for, at min mor var glad. Jeg er blevet rigtig god til det. Jeg kan gøre de fleste mennesker glade, hvilket har vist sig at være en stor gave i mit liv. Det, at jeg kan få folk til at være i godt humør og have det godt med sig selv, har åbnet mange døre. Til

19

Hvem er vi?

Hvad vil du virkelig.indd 19

25/11/13 13.55

mit held opdagede jeg, mens jeg voksede op, at folk godt kunne lide mit selskab. Som en af mine gode venner siger: ”Du har altid været en cocktaildronning.” Han kender mig godt, for vi mødte hinanden, da vi var helt unge og boede i samme kollektiv på Vesterbro, Med det mener han, at jeg er et menneske, der kan snakke med alle, og som er god til at skabe en festlig stemning. Det har været en enorm styrke, også som coach, og det har givet mig selvtillid og styrke i forhold til at turde bevæge mig ind i miljøer, der var meget anderledes end det, jeg kom fra.

Den anden meget vigtige styrke, jeg har fået i kraft af min barndom, er, at jeg har været næsten irriterende bevidst om, hvad jeg savnede. Min virkelighed, sådan som jeg oplevede min barndom, var, at jeg voksede op i en familie, der forsøgte at fortrænge smerten, glemme sorgen og langsomt slukkede for lysten. Som barn savnede jeg meget at mærke en grundlæggende glæde i livet. Helt reel, fysisk, spontan livsglæde, bare for at være til. Jeg ved, at de ting ikke er de eneste forhold, der har betydning for, om man får en god barndom, men stemningen var indimellem lidt tung derhjemme. I al fald for mig, som er født med et relativt optimistisk sind. Når jeg vågner om morgenen, er jeg som udgangspunkt glad, og sådan har jeg nok altid været. Min grundholdning er, at livet er en fest, og at det kan være en leg at være i live.

Men livsglæde var ikke noget, der hang på træerne, og det gjorde ikke følelsen af at være anderledes mindre, at jeg ofte stod i skærende kontrast til mine omgivelsers sindstilstand. Måske er det så simpelt, at min mor var meget intro-

20

KAPITEL 1

Hvad vil du virkelig.indd 20

25/11/13 13.55

vert, og jeg er meget ekstrovert, og det gjorde noget meget grundlæggende ved følelsen af kontakt og glæde for mig. Derfor blev jeg god til at spotte den livsindstilling hos andre. Og til at knytte bånd med energiske og lyslevende mennesker, som tydeligt nyder livet og glædes ved det. Allerede som helt lille havde jeg en veludviklet evne til at finde de personer, hvor der både var noget at give og at få. I de små klasser havde jeg en veninde, Annesofie, hvis forældre jeg holdt meget af. De var næsten altid glade, og hvis de ikke var glade, så var de lige så tydeligt sure fx, indtil det gik over, og de så var glade igen. De kerede sig om livet og hinanden på næsten magisk vis, og jeg sugede den stemning og omsorg til mig som en svamp. Især hendes far, som var filosofilærer på Grenå gymnasium, var et lysende eksempel på, hvordan man kunne leve et godt liv, og jeg elskede, når han lærte os at lappe cykler, smurte fedtemadder til os eller inviterede til forårsjazz i familiens gule stue, når de første solstråler meldte sig.”

SOFIA ”Lige siden jeg var helt lille, har jeg haft en fornemmelse af, at der var noget galt. Noget var ikke, som det skulle være. Jeg ved ikke, hvor den fornemmelse kommer fra. Jeg spurgte ovenikøbet min gamle kloge svenske mormor om livets mening. Hun var en meget introvert dame, der holdt sig mest hjemme, læste livskloge bøger, hørte klassisk musik og lavede mad. Hun havde altid lidt af ”nerver”, som det hed dengang. Måske var det blot et andet ord for, at hun ikke havde fundet sig helt til rette i livet. Min mormor havde en yndlingslænestol i hjørnet af sin meget lille

21

Hvem er vi?

Hvad vil du virkelig.indd 21

25/11/13 13.55

lejlighed, og det var den, hun sad i, da hun kiggede på mig og sagde på klingende svensk: ”Det må jeg lige tænke over, Sofia.” Jeg havde jo spurgt hende, hvad meningen var med livet, så det var forståeligt, at hun skulle tænke over det.

Senere på aftenen kaldte hun mig ind til sig og sagde: ”Jeg har tænkt og tænkt over, hvad meningen mon kan være. Og jeg tror, jeg er kommet frem til, at det, jeg ønsker for dig, er, at meningen bliver, at du er glad.” Så holdt hun noget, der virkede på mig som en lang pause, og så sagde hun: ”Men du kommer også ud af en familie af meget sensitive mennesker, så måske kommer du også til at bruge tid på at lære at leve med dig selv.” Så rejste hun sig langsomt op, gik over til sit fine gamle barskab og skænkede sig en sjus.

Jeg var kun 10 år, så selvom jeg udmærket forstod hendes svenske udtale, så forstod jeg alligevel ikke helt, hvad hun mente. Men jeg kunne mærke, at hun havde ret. Jeg ville komme til at bruge tid på at komme overens med mig selv.

Det kom jeg til at bruge mange år på. Det blev min livsvej: At lære at danse livets dans. Det betød så meget for mig at lære det, at det også blev min karrierevej. Men hendes ord er altid med mig som en byrde og som en gave. En slags rettesnor i livet, som jeg altid har kunnet bruge til at evaluere mit liv. Er jeg glad? Det spørgsmål har ført mig ud på mange af mine livs rejser. Hvis svaret var nej, jeg var ikke glad, drog jeg straks af sted for at finde glæden et nyt sted. Jeg arbejdede hårdt i mange år på at finde lykken. Jeg bildte mig ind, at den lå i den rigtige uddannelse, det rigtige udseende, den perfekte vægt eller et tilstrækkeligt stort beløb på bankkontoen. Den rigtige kæreste, eller nogle gange

22

KAPITEL 1

Hvad vil du virkelig.indd 22

25/11/13 13.55

bare en kæreste. Og jeg arbejdede hårdt på, at livet skulle blive, ligesom jeg forestillede mig det. At når alt var, som jeg forestillede mig, det skulle være, så ville jeg også føle mig tilfreds indeni. Men den dag kom aldrig. Til gengæld kom der en forfærdelig dag, hvor jeg opdagede, at alle mine forestillinger om livet var vrangforestillinger. Jeg blev efterladt i et stort virvar af sorg og overvældethed. Det var det værste, der var sket mig, og samtidig også starten på mit liv.

Oplevelsen hang sammen med min brors død og min rejse til USA. Jeg har skrevet om begge dele før, men ikke så personligt som her. Og det er to oplevelser, som var startskuddet til, at jeg kunne skabe mig det liv, jeg virkelig drømte om.

Min punktering sker i 1996. Jeg er 21 år gammel. Jeg bor i en lejlighed på hjørnet af Nørrebrogade og Fælledvej. Jeg bor sammen med min storebrors kæreste, Henriette, og hendes venner. Jeg er simpelthen lige landet efter en fantastisk tur til Venezuela. Det er den sidste torsdag i juli. Jeg går ind på mit værelse, smider rygsækken på min seng og ser, at telefonsvareren blinker helt vildt.

Første besked er fra min mor, der siger: ”Magnus (min storebror) er meget syg, og jeg er bekymret, skynd dig at ringe, når du kommer hjem.” Den næste besked er også fra min mor: ”Det er blevet værre med Magnus. Nu er han rigtig syg.

Vi er på Rigshospitalet, og jeg bliver hos ham, for han har meget høj feber, men ring med det samme, når du kommer hjem.” Den tredje besked er også fra min mor: ”Nu er vi på

23

Hvem er vi?

Hvad vil du virkelig.indd 23

25/11/13 13.55

intensiv, og du må ringe, så snart du er hjemme, for der er noget virkelig galt.”

Jeg bliver forskrækket, for min mor lyder meget bange. Der er flere beskeder, tre stykker fra Henriette. Jeg skynder mig ned ad trappen, tager min cykel og kører over til Rigshospitalet, som ligger mindre end en kilometer væk. Det er en meget smuk sommerdag. Sankt Hans Torv er ved at koge over i sommerrus. Børnene leger på pladsen, mens glade københavnere og unge turister hygger sig ved cafeernes udendørsborde på pladsen. På vej ned ad Blegdamsvej tænker jeg, at det nok ikke er så slemt med Magnus. Det er nok bare min mor, som har overreageret lidt.

Jeg stiller min cykel og går lidt forvirret rundt for at finde ud af, hvor jeg skal hen. Jeg finder informationsdisken, bliver vist vej, og så kommer jeg ind på intensiv afdeling. Det er et temmelig ubehageligt sted, og der er en fortættet, koncentreret stemning.

Min mor kommer ud på gangen: ”Hej skat, det er godt, du er kommet.” Jeg kan se, at hun er i chok, men tænker: ”Tag det nu roligt, han er jo først blevet indlagt i dag, hvor alvorligt kan det være, det her?” Min mor kigger på mig med bekymrede øjne og et indtrængende blik: ”Han er lige gået i koma for en time siden.”

Det forskrækker mig. I det sekund går det for alvor op for mig, at Magnus er alvorligt syg. Jeg skynder mig ind til ham.

Min mor fortæller: ”Han ringede til mig for cirka to uger si-

24

KAPITEL 1

Hvad vil du virkelig.indd 24

25/11/13 13.55

den og fortalte, at han havde det rigtig skidt. Han plejer jo aldrig at fejle noget, så jeg blev lidt bekymret og tog hjem til ham. Han havde høj feber og var lidt gullig i huden. Og så var han ret afkræftet. Det ligner ham jo ikke.”

Jeg kigger på ham. Han ligger helt stille. Han kom hjem fra Indonesien for fem-seks uger siden, og han er stadig flot brun i kontrast til det hvide sengetøj. Min mor fortsætter: ”Lægerne troede først, at det var en tropesygdom. Så han kom på Rigshospitalet ambulant i en uges tid, men han fik det ikke bedre af tropemedicinen.”

Henriette sidder også ved Magnus’ seng, og et par af hans bedste venner er der også. De siger, at hans organer fungerer meget dårligt. Lungerne, leveren og hjertet arbejder slet ikke, som de burde. Lægerne tager blodprøver, som de sender af sted til laboratoriet, og så går de igen.

Vi andre forsøger at fastholde en samtale, men ingen af os kan få øjnene fra de apparater, som Magnus er tilsluttet. Vi taler uden at være til stede i det, vi siger, for lige nu er det kun tallene på skærmen ved siden af Magnus’ seng, som betyder noget. De fortæller os om livets tilstand, og de fortæller os, når døden indtræder i stedet.

Magnus’ hjerte går i stå. Der er ikke noget personale på stuen. Kun os. Vi skynder os at ringe efter hjælp, og så kommer personalet løbende med det samme. De kaster sig over Magnus. De når ikke at sende os uden for døren, for de er

25

Hvem er vi?

Hvad vil du virkelig.indd 25

25/11/13 13.55

optagede af forsøget på at redde hans liv. Jeg står en halv meter fra Magnus’ ansigt. Jeg kigger på ham. De giver ham stød fra hjertemaskinen fire gange. Det er meget voldsomt at se på. En vase med blomster falder på gulvet. Jeg ser den i langsom gengivelse, ligesom på film falder den langsomt mod gulvet og splintres i tusindvis af stykker, der flyver ud til alle sider.

Efter fjerde genoplivningsforsøg giver personalet op. Og så går de. Jeg tænker: ”Hey, I kan da ikke bare gå. Han er jo død. I kan da ikke bare sådan give op. Kom tilbage. Det kan da ikke være meningen, det her. Han er kun otteogtyve.”

Så kommer der en anden person ind på stuen. Måske en læge. Han er venlig og fortæller os, at vi kan blive på stuen, så længe vi vil. Der er meget stille. Vi sidder omkring sengen. En gang imellem er der en, som siger noget: ”Det kan ikke passe. Det er ikke rigtigt.”

Jeg sidder helt apatisk. Helt stille. Jeg græder ikke. Jeg er helt rolig indeni. Faktisk er vi alle sammen meget rolige. Det værste er jo sket. Det er ligesom at stå midt i et jordskælv.

Der bryder man jo heller ikke grædende sammen, forestiller jeg mig. Der forholder man sig til katastrofen, og så græder man, når man har fået lidt afstand til oplevelsen.

Da vi har siddet der i nogle timer, aftaler vi at gå ud for at få noget at spise. Vi tager hver især afsked med Magnus.

Jeg giver ham et knus og hvisker et langt farvel i hans øre og takker ham. Min mor husker, at jeg kaster mig over ham,

26

KAPITEL 1

Hvad vil du virkelig.indd 26

25/11/13 13.55

græder og nægter at forlade stuen, og i dag ved jeg ikke, hvad der er sandt. Det betyder heller ikke noget. Det, der betyder noget, er, at sorgen bliver altoverskyggende i en lang periode. Samtidig bliver min brors død starten på mit liv som voksen. Jeg fik et kolossalt spark ud af den bane, jeg havde forestillet mig, at mit liv skulle tage. Jeg kunne ikke holde fast i den historie, jeg havde fortalt mig selv om mit liv. Jeg indså, at mit ego måske ikke var så vigtigt, men at mit liv var vigtigt, og at det handlede om at leve det fuldt ud lige nu. Den erkendelse resulterede i, at jeg forfulgte en livsdrøm, jeg aldrig havde troet kunne realiseres.”

MIE

”Jeg blev gift den 21. juni 2008. Min ven Bjarke, som

jeg kendte fra tiden i kollektivet på Vesterbro, gik med mig op ad kirkegulvet, og der blev holdt nogle fantastiske taler. Naturligvis var højdepunktet min mands tale, men også Bjarke, som agerede min far den dag (da jeg ikke har nogen far, og Bjarke er en af mine bedste venner), holdt faderens tale til datteren, som var fabelagtig. Generelt var der et hav af smukke taler, men én af dem står alligevel frem som noget særligt, og specielt én sætning husker jeg klart: ”You got me at Hello” – var Sofias indledende ord i sin tale. Det fortæller mig, at vi begge vidste, at vores møde var betydningsfuldt, og jeg bliver glad, når jeg tænker på det.

Sofia og jeg mødte hinanden på café Carlton på Vesterbro.

Og så sagde det bang! Ikke på den romantiske måde, men det var ret klart for os begge to, at det var et helt særligt møde, og at vi hver især havde meget at bidrage med til

27

Hvem er vi?

Hvad vil du virkelig.indd 27

25/11/13 13.55

hinanden. Så det var et af de møder, man intuitivt ved, er skelsættende.

Mennesker, som laver noget, de elsker, og som har fundet deres rette hylde i livet, fortæller ofte om et klart vendepunkt i deres liv – et før og efter. Sådan var det også for mig. Jeg husker mit første møde med Sofia som et klart defineret punkt, hvor min verden tog en ny drejning. Det var næsten ligesom at hoppe på et tog, jeg ubevidst havde ventet på meget længe. Lige pludselig var der mening, retning og fremdrift.

Sofia er et de mest veldefinerede og retningsangivende mennesker, jeg kender. Hun ved præcis, hvad hun vil og hvorfor. Det var den fornemmelse, jeg havde, da jeg gik fra det møde. Jeg vidste ikke præcis, hvad vi skulle lave sammen, men jeg vidste, at vi skulle udrette noget sammen, og at det havde potentiale til at blive stort.

Det møde markerer et før og efter i mit liv. En skillelinje og et vendepunkt. Ikke kun i forhold til min karriere, men til hele mit liv.

Baggrunden for det møde var, at jeg året inden var blevet færdiguddannet fra RUC med en kandidatgrad i kommunikation og erhvervspsykologi. Studierne havde ikke været en fest hele vejen igennem. I mine øjne var kommunikationsstudiet retningsløst og uden praktisk anvendelse, og jeg syntes, at psykologistudiet havde en gammeldags måde at anskue menneskets psyke på, hvor man forklarede psyken

28

KAPITEL 1

Hvad vil du virkelig.indd 28

25/11/13 13.55

med det, der var sket i dets liv: Opvækst, det sociale lag, barndomsoplevelser osv. formede mennesket, som slet ikke havde nogen medfødt, unik personlighed eller kerne.

Jeg stod som 30-årig med en lang uddannelse i ryggen, men uden at have nogen idé om, hvad jeg skulle bruge uddannelsen til, og det på et tidspunkt med en stadig voksende arbejdsløshed for akademikere. Jeg gjorde det, som alle andre også gjorde, og som alle sagde, man skulle gøre: Jeg skrev ansøgninger. Mange om ugen i mange uger. Min eneste rigtige drøm var at blive HR-direktør i Danmarks Radio.

Men jeg fik ingen jobs og mindst 150 afvisninger. Heldigvis kunne jeg bruge min tid på at være nyforelsket, så jeg overgav mig til mit optimistiske sind og troen på, at det hele nok skulle gå. Gennem mit netværk blev jeg bedt om at holde et foredrag på arkitektskolen. Foredraget handlede om at sætte mål, det var en frygtelig oplevelse, og jeg var rød i hovedet i samtlige 45 minutter. En medstuderende fra universitetet, Lars, spurgte, om jeg ville være med til at lave et undervisningsforløb på Rytmisk Musikkonservatorium, hvor han kendte en lærer. Vi blev ansat til at lære de studerende at blive bedre til at samarbejde. Uden de store forkundskaber, men efter en masse møder og samtaler, fik Lars og jeg faktisk strikket et udmærket forløb sammen. De studerende virkede glade for os, og jeg husker faktisk, at det, de især havde brug for, var at snakke med nogen om, hvordan de egentlig havde det, og hvad der udfordrede dem.

Efterfølgende fik jeg et tilsvarende forløb på arkitektskolen.

29

Hvem er vi?

Hvad vil du virkelig.indd 29

25/11/13 13.55

Og lærte, at de, der virkelig skulle lære at arbejde sammen, måske ikke var de studerende, men lærerene.

De undervisningsforløb var mine første oplevelser med at lære andre at blive bedre til det, de er gode til og elsker.

Jeg var heldig, for det var ikke en oplevelse, jeg selv havde opsøgt, men en opgave, som fandt mig. Og så fandt jeg Sofia, og jeg fandt coaching, som blev et U-turn i mit liv. Min allerførste oplevelse med Sofia var på en sofa hos min svigermor. Jeg læste Alt for Damerne, og her var der i 2004 en artikel om Sofia Manning. Der var en masse fotos, en masse praktiske værktøjer og nogle uddrag fra coachingbogen, som udkom i april samme år.

Jeg studsede især over nogle af spørgsmålene: ”Hvad vil du virkelig? Og hvordan skal du få det til at ske?”

Det havde jeg ikke tænkt over. Længe. Så det gjorde jeg.

Jo mere jeg tænkte, des mere vidste jeg, at jeg havde brug for at blive helt afklaret med det spørgsmål. For jeg vidste faktisk virkelig ikke, hvad jeg ville. Jeg anede det ikke. Jeg havde det på samme måde, som jeg siden har set og hørt det hos tusindvis af kursister og klienter: Som om jeg havde låst den viden inde i et eller andet skab og havde smidt nøglen væk. For jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg ville.

Jeg husker særligt en aften, det blev klart for mig, at jeg var kommet meget langt, langt væk fra mine drømme. En ven var blevet færdiguddannet som tandlæge, og vi holdt en afslutningsfest for ham. Han var allerede lidt nervøs over

30

KAPITEL 1

Hvad vil du virkelig.indd 30

25/11/13 13.55

sin fremtid som tandlæge og fik faktisk sagt ordene: ”Det er lige før, jeg allerede glæder mig til at gå på pension.” Han var lidt beruset af en lang sommeraften og lidt for mange belgiske øl, og det samme var jeg, da jeg sagde, at min drøm var at komme til at arbejde som selvstændig og meget gerne lave noget, der inspirerede folk, måske gennem kurser eller workshops. Og så ville jeg arbejde sammen med en masse spændende mennesker og rejse en masse. Selvom jeg aldrig havde formuleret mine drømme før, hverken mundtligt eller i mit eget hoved, og selvom jeg var arbejdsløs og i gang med at skrive ansøgninger, så var det alligevel den drøm, der boede et sted inden i mig. Nogle gange skal man høre sandheden fra børn og fulde mennesker, også når det er en selv, der taler. Det blev i al fald min sandhed.

Tilbage til mødet med Sofia. Hun var nærmest dronningen af coaching, som kom lige fra USA, hvor hun var uddannet af verdens førende coach, og nu havde hun skrevet en bog om coaching, som hun gerne ville have promoveret. Hvis der er noget, jeg altid har været god til, så er det at få min vilje og at overtale andre til, at jeg kan få det, jeg gerne vil have. Det hedder også at være god til at sælge. Derfor sagde jeg ja til at samarbejde med Sofia, hvor min primære opgave skulle være at sælge og promovere hendes bog i Danmark, selvom jeg aldrig havde prøvet noget, der mindede om det. Dermed var den coachuddannelse, som jeg allerede planlagde, nærmest et must i mit nye og fremtidige arbejde.”

31

Hvem er vi?

Hvad vil du virkelig.indd 31

25/11/13 13.55

Den bog, som Mie skulle promovere, var Sofias første bog, der hedder ”Coaching – det handler om at stille de rigtige spørgsmål”. Bogen er en enkel indføring i ideerne bag coaching og et redskab til selvudvikling til alle dem, der gerne vil blive bedre til at udnytte deres eget potentiale og dermed blive bedre til at tage ansvar for deres eget liv og vælge, hvad livet skal fyldes med.

SOFIA

”Da jeg kom tilbage til Danmark efter syv år i

USA, havde jeg en ret klar forestilling om, hvad jeg ville med min virksomhed. Coaching er min store passion, og det var det, jeg ville arbejde med. Jeg ville tilbyde danskerne coach­uddannelser på højt niveau, og jeg ville være blandt de mest efterspurgte på det marked.

Jeg var meget bevidst om ikke at begynde det forkerte sted. Jeg tænkte, at det dummeste, jeg kunne gøre, var at gå i banken for at låne penge til en fin og dyr hjemmeside, en masse lækkert salgsmateriale og dyre lokaler med designermøbler. Og så tænkte jeg, at jeg ikke måtte falde i administrationsfælden og drukne mig selv i bogholderi og Excel-ark. I stedet var jeg sikker på, at jeg skulle starte med slutningen: Jeg skulle starte med at finde ud af, hvad resultatet af min indsats skulle være, eller hvad mit mål var.

Derfor gav jeg mig til at beskrive, hvor min virksomhed skulle være om to, tre, fire, fem og ti år. Det beskrev jeg ret grundigt, og jeg forsøgte at finde balancen mellem at være meget realistisk og alligevel meget ambitiøs.

Da jeg havde en klar forestilling om, hvad det var for en

32

KAPITEL 1

Hvad vil du virkelig.indd 32

25/11/13 13.55

virksomhed, jeg var ved at skabe, gik det op for mig, at hvis jeg ville det her, havde jeg brug for et team. Ikke bare et hvilket som helst team, men det bedste, jeg kunne finde.

Jeg vidste allerede, at jeg ville have Chris Manning, min daværende mand, med på teamet. Han var den bedste coach, jeg kendte, og den bedste underviser, jeg nogensinde havde oplevet. Men jeg vidste ikke, hvem der ellers skulle være med på holdet.

Jeg anede ikke, hvor jeg skulle finde en til, der kunne være med. Men jeg havde brug for hjælp. Min første bog, ”Coaching”, var lige udkommet, og jeg havde meget travlt. Pludselig var der en enorm efterspørgsel på coaching og forfatterforedrag. Den var blevet en bestseller, til min egen store overraskelse, og alle ville have en bid af coachingfænomenet.

En dag, jeg sad i vores lille lejlighed på Vesterbro, dumpede der en e-mail ind i min inboks. Det var fra en pige ved navn Mie Madsen (senere gift til Mie Kaae). Hun havde læst min bog og var blevet bjergtaget af både bogen og hele tanken bag coaching. Jeg kan huske, at jeg blev meget fanget af tonen i mailen. Den var medrivende og fuld af energi og power. Jeg sad med en fornemmelse af, at jeg bare måtte møde hende. Hun spurgte selv i mailen, om vi ikke skulle drikke en kop kaffe, og jeg sagde straks ja tak.

Fra første sekund jeg mødte Mie, gled samtalen helt ubesværet. Hun var åben, livsglad og strålede af glæde, mulig-

33

Hvem er vi?

Hvad vil du virkelig.indd 33

25/11/13 13.55

heder og nysgerrighed. Så var hun ovenikøbet uddannet i kommunikation og psykologi og meget interesseret i coaching. Endelig kunne jeg mærke, at hun havde et stort engagement og var helt igennem ægte. Et af de mennesker, som, man kan mærke, har levet sit liv fuldt ud og altid vil gøre det. Jeg tænkte, at hun ville være genial til at hjælpe med at udbrede coachingbogen. Til min store glæde ville hun gerne være med.

Allerede næste dag sad vi i min lille lejlighed og var i fuld gang. Mie viste sig at være perfekt til jobbet, og samtidig havde vi det virkelig sjovt og rart sammen. Den dag blev starten på et dyrebart og fint samarbejde og venskab, som jeg er dybt taknemmelig for hver eneste dag.”

MIE

”Mødet med Sofia førte til, at jeg kort tid efter be-

fandt mig på forreste række på coachuddannelsen i 2004.

Jeg har set så mange andre mennesker sidde på præcis den plads, og jeg vidste, at det var det helt rigtige for mig.

Coach­ing var det, jeg ville, og som skulle fylde hele min karriere. Og jeg har aldrig set mig tilbage eller fortrudt et eneste sekund.

Når jeg tænker nærmere over det og kigger tilbage, er det muligvis den mest oplagte uddannelse og karrierevej for en person som mig. Jeg har altid stillet spørgsmål – i manges øjne alle de forkerte og irriterende spørgsmål. Jeg har i al fald stillet de spørgsmål, som det tit var svært at svare entydigt på. Jeg har også altid elsket at være sammen med

34

KAPITEL 1

Hvad vil du virkelig.indd 34

25/11/13 13.55

mennesker, men jeg er som sagt også meget ferm til at aflæse andre menneskers kropssprog og deres humør. Det er egenskaber, som er udmærkede at besidde som coach.

Hånden på hjertet, når jeg tænker tilbage på det, så vidste jeg med det samme, at det ville blive skelsættende. Ligesom jeg også vidste, at jeg inden da havde været på vej i en retning, som ikke var rigtig for mig, selvom den så rigtig ud i alle andres øjne. Jeg kunne mærke det meget tydeligt, når folk omkring mig sagde: ”Nej, hvorfor spilde tiden på at promovere en bog, når du lige har taget dig en lang uddannelse? Skal du ikke hellere have dig et rigtigt job?” Men jeg kunne mærke, at hvis jeg ikke gjorde det her, så ville jeg miste mig selv.

Min omgangskreds’ velmenende gode råd gjorde det endnu tydeligere for mig, hvor langt ned ad en forkert sti jeg havde bevæget mig. Jo mere andre sagde, det var forkert at indgå i et samarbejde med Sofia, des mere kunne jeg mærke, hvor vigtigt det var for mig at vælge at skifte retning. Jeg var i mange år inden for den akademiske verden, og hvis jeg fortsatte i den retning, så ville jeg ikke alene puste mig mere og mere op. Så ville jeg eksplodere. Derfor var det så fantastisk at kunne mærke, at jeg havde mistet gejsten.

Med den erkendelse i mit sind var jeg i stand til at vælge at skifte kurs.”

35

Hvem er vi?

Hvad vil du virkelig.indd 35

25/11/13 13.55

Vi ved begge, at vores historier har været med til at forme os, og selvom der har været hårde oplevelser, så er vi begge i dag taknemmelige for, at vi har fået de ressourcer, som vores baggrunde har givet os.

Måske er du blevet inspireret til at tage din egen historie frem og kigge på den? Vi har selv haft stor glæde af at gøre det, og vi har erfaret, at det kan være en god idé at give sig selv den opgave at finde frem til mindst tre kvaliteter, du har fået med dig fra din baggrund, eller ting, du har lært, i kraft af din historie. På den måde kan du hjælpe dig selv til at få øje på de ressourcer og styrker, din unikke historie rummer.

36

KAPITEL 1

Hvad vil du virkelig.indd 36

25/11/13 13.55

DIT VENDEPUNKT Skriv ned, hvad det vigtigste vendepunkt i dit liv har været. Ikke det tidspunkt, hvor du fx tog et spring op ad karrierestigen, men der, hvor du har udviklet dig allermest.

Dernæst skal du spørge sig selv: Hvad jeg har lært af den erfaring?

Hvilke styrker og egenskaber kan jeg tage med mig derfra?

Hvad vil du virkelig.indd 37

25/11/13 13.55

Mie Kaae og Sofia Manning HVAD VIL DU VIRKELIG? Sådan realiserer du din livsdrøm © Mie Kaae, Sofia Manning og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S 1.udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-11-40365-5 Særudgave ISBN: 978-87-11-34449-1 Redaktion: Jeanette Holm Forsidefoto: Mariya Pepelanova Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Ida Maria Hermod Nissen / People Are Strange Sats: Demuth Grafisk Bogen er sat med Meta Serif Pro og Gotham Trykkeri: Livonia Print Printed in Latvia 2013 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner og ­virksomheder, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont: Lindhardtogringhof.dk

Hvad vil du virkelig.indd 261

25/11/13 13.55

Hvad vil du virkelig.indd 45

25/11/13 13.55

MIE: Det har ellers ikke været oplagt, at jeg ville lande præcis det sted i livet, hvor jeg gerne vil være, eller være et menneske, jeg selv synes, jeg kan være bekendt. Jeg har på mange måder skabt mit liv på trods af min baggrund, eller måske netop på grund af min baggrund.

Fra kapitel 1 HVEM ER VI?

REDSKABER OG INSPIRATION TIL DET LIV DU DRØMMER OM

SOFIA MANNING & MIE KAAE

ning Inspire sammen med Mie Kaae og Chris Manning.

Hvis du fortsætter med at leve dit liv, præcis som du gør nu, vil det så give mening? Og vil det være alt det, du drømmer, livet skal være?

De er ikke uden grund Danmarks mest populære og eftertragtede coaches.

De har et stort engagement og er

Hvis du stiller dig selv spørgsmålene: Hvordan har jeg virkelig lyst til at have det? Hvad er vigtigt for mig? Og hvis du tager dine svar alvorligt, hvordan vil dit liv så se ud?

Valget er dit!

inspirerende undervisere.

De afholder jævnligt kurser i både Danmark og udlandet, er coaches og mentorer for et stort antal mennesker og har bl.a. undervist på Novo Nordisk, DR og Lego.

SOFIA: Jeg lærte for alvor at lytte til mig selv, da jeg begyndte at tage væk en uge en eller to gange om året.

Jeg tager væk fra alt: Kontoret, e-mails, mobilen. Helt væk. (…) Ugen gør nemlig det, at jeg kommer til at være fuldstændig til stede i mit liv. Jeg lytter til mig selv, og når jeg lytter til mig selv, træffer jeg helt andre beslutninger, end når livet løbe løbsk, og jeg bliver trukket rundt i manegen af tilværelsen.

Fra kapitel 3 AT VÆLGE EN LIVSVEJ

SOFIA MANNING & MIE KAAE har mødt tusindvis af mennesker, der har haft brug for hjælp til at finde deres vej i livet.

I denne bog videregiver de deres ERFARINGER med at COACHE andre og FORTÆLLER ÆRLIGT, hvordan de selv bar sig ad med at få deres drømme til at lykkes, også da det hele så sort ud.

Denne bog indeholder REDSKABER og er en INSPIRATION til dig, der: • • • • •

Vil vide, hvordan du får det liv, du drømmer om.

Er i tvivl om, hvad du virkelig vil.

Har travlt og ikke altid synes, livet giver helt så meget mening, som det burde.

Er ved at køre lidt sur i det hele og bare har lyst til en lang, lang ferie.

Og til dig, der er tæt på at have det liv, du gerne vil have, men som har brug for et kærligt skub.

9 788711 403655

113993_Hvad vil du virkelig-Cover.indd 1

Sofia Manning introducerede coaching i Danmark. I dag ejer hun firmaet Man-

HVAD VIL DU VIRKELIG?

Du kan læse mere om Manning Inspire på www.manninginspire.com Her finder du bl.a. oplysninger om coachinguddannelsen, lederkurser og afklaringsforløb for ledige og flere andre aktiviteter og arrangementer.

SÅDAN REALISERER DU DIN LIVSDRØM 25/11/13 12.23