Hvordan går du? Fodnoter om gangens kultur og biologi - læseprøve

OLE THAGE

ole thage

Gennem årtusinder har vi kultiveret vores gang gennem marcher, kapgang og catwalk. Alligevel er gangen så karakteristisk for det enkelte menneske at det nærmer sig et fingeraftryk.

Ole Thage (f.1928), dr.med., fhv. overlæge, speciallæge i neurologi og klinisk neurofysiologi.

Har modtaget flere priser for sit videnskabelige arbejde, bl.a. Landsforeningen mod Børnelammelses pris. Udenlandsk æresmedlem af de engelske neurologers selskab, og tidligere formand for Dansk neurologisk Selskab, Det medicinske selskab i København samt for Selskabet Kunstindustrimuseets Venner.

Dr.med. Ole Thage har forsket i gangarter siden han skrev sin disputats i neurologi om emnet for små 40 år siden. I ”Hvordan går du?” samler han sin enestående viden i en veloplagt fortælling om menneskets gang.

Toke Lund Christiansen (født 1947), fløjtenist, kammermusiker og forfatter. Docent ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og medstifter af Collegium Musicum.

Kirsten Hastrup (født 1948), D.Phil., dr.scient.soc., professor i antropologi ved Københavns Universitet, hvor hun beskæftiger sig med Islands og Grønlands historie og kultur.

Kjeld Georg Hilligsøe Hillingsø (født 1935), pensioneret generalløjtnant. Tidligere chef for Enhedskommandoen for den nordlige del af NATO’s Centralregion.

Holger Kallehauge (født 1935), jurist, formand for Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede og deltager i Danske Handicaporganisationers arbejde nationalt og internationalt.

Bente Klarlund Pedersen (født 1956), professor, overlæge, dr. med. Sundhedsekspert for dagbladet Politiken. Modtager af DR’s Rosenkjærpris i 2010.

Peder Rasmussen (født 1948), keramiker og forfatter. Formand for Statens Kunstfonds udvalg for Kunsthåndværk og Design 2011-13.

Nanna Simonsen (født 1956), dansk gastronom og forfatter til en række bøger, senest ”Mit køkken på landet” (2012), som tager læseren på en gastronomisk gåtur ud i landskabet omkring Møn.

9 788711 382264

www.lindhardtogringhof.dk

113341_Hvordan_smudsomsl_Cover.indd 1

Fodnoter om gangens kultur og biologi

Hvordan går du?

Har du nogensinde tænkt på, hvorfor en nisse går, som den gør? Eller hvad med en gravid kvinde, en forbryder eller en teenager?

Hvordan går du?

Adskillige velbevandrede mennesker deler ud af deres tankegang i denne udgivelse. Forlaget og forfatteren vil gerne takke de medvirkende:

LINDHARDT OG RINGHOF

Morten Søndergaard (født 1964), digter, oversætter, redaktør og lydkunstner. Opfinder og indehaver af Ordapoteket.

19/03/13 10.15

OLE THAGE

Hvordan g책r du?

Fodnoter om gangens kultur og biologi

LINDHARDT OG RINGHOF

113341_Hvordan_gaar_du_Body.indd 3

19/03/13 10.16

Indgang

Gangen er en væsentlig forudsætning for menneskets udfoldelsesmuligheder, og gangen væver sig ind i vores tilværelse på mange måder: vi går selv, vi mærker vores egen gang, vi ser andre gå og hører dem gå. Gangen har også sin egen kultur: i ord og sproglige vendinger og i skildringen af gående mennesker i litteraturen, i musikken, i den bildende kunst, på teatret, på film og TV. At gangen spiller en stor rolle i vores tilværelse understreges af, at vi går mellem 2.500 og 15.000 skridt hver dag, nogle går endda endnu mere, frivilligt, hvis deres erhverv kræver det, hvis de er på vandretur eller hvis de er på flugt. Mennesket er således på stikkerne en betydelig del af døgnet, af nødvendighed, af lyst eller af nød.

Gangen defineres som det oprejste menneskes bevægelse fremad med en serie skridt, og benbevægelserne er gangens maskine. Under gangen er der hele tiden jordforbindelse, ellers er det løb, for under løb er der et kort øjeblik ved hvert skridt, hvor man svæver.

Gangen er en fantastisk egenskab hos mennesket, der med tilsyneladende enkle bevægelser af benene kan flytte rundt med et legeme, hvor tyngdepunktet sidder meget

højt oppe; derfor vil nogle sige, at gangen er en konstant kamp mod tyngdekraften, så man ikke falder. Gangen kan lynhurtigt skifte tempo og retning og tilpasse sig vidt forskellige vilkår som vejens beskaffenhed, elementernes rasen, tunge støvler og høje hæle. Denne tilpasningsduelighed beror på nogle fysiologiske mekanismer, der også forklarer, hvorfor man hurtigt og sikkert kan gå i timevis uden at trættes. Gangen ændres gennem årene, og evolutionslæren har sandsynliggjort, at menneskets oprejste gang stammer fra gorillaen. Det er gangens biologi.

Gangen er god underholdning. Der er et mylder af gangarter at se på, og kun enæggede tvillinger går ens. Køn, alder og vidt forskellige proportioner og holdninger (ranke eller krumbøjede) giver hvert menneske sin særegne gang, og disse individuelle gangarter er så karakteristiske, at de nærmer sig et fingeraftryk. Derfor kan gangen bruges til identifikation af gerningsmænd på en videooptagelse. Hos den enkelte varierer gangarten tillige fra tid til anden, den kan være en del af kropssproget og give udtryk for flere sider af personligheden som dynamikken og temperamentet, og mange tænder på gangen hos det an-

Indgang

113341_Hvordan_gaar_du_Body.indd 7

7

19/03/13 10.16

I.1 · Illustration af Povl Christensen til H.C. Andersens Valdemar Daae. Hvad Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døtre fra 1859.

ger egnede medvirkende til en film eller et teaterstykke, hvor gangen er en del af rollen; bildende kunstnere og forfattere inspireres af de gående; videnskabsfolk analyserer den normale og den syge gang i detaljer; og læger, fysioterapeuter, ortopædiskomagere, idrætsledere og forsvarets befalingsmænd spotter et gangproblem på lang afstand.

Gangens biologiske mekanismer kan bryde sammen. Det sker midlertidigt ved træthed og udmattelse, så benene bliver tunge og svære at styre; men et hvil vil sædvanligvis gøre benene duelige igen. Mere alvorlige og længerevarende sammenbrud af gangfunktionen skyldes sygdomme i bevægeapparatet, svækket blodforsyning til benene eller sygdomme i nervesystemet. Disse sygdomme ændrer ofte gangarten på hver sin karakteristiske måde. det eller deres eget køn. Det er gangens psykologi.

Underholdende er endvidere de disciplinerede gangarter med særlige regelsæt: militære marchtyper, catwalk og kapgang, og de individuelt indøvede gangarter på teaterscenen, TV, film og i cirkus. Tillærte gangarter ses i erhverv, hvor arbejdet skal udføres, mens man går. Og gangen kan afspejle tendenser i tiden, fx kravet om konstant at være i kontakt med omverdenen ved at gå foroverbøjet og læse eller sende SMS’er på mobilen.

Iagttagere af gangen har forskellig motivation. Fortovskafeer og badestrande har deres connaisseurs med anerkendende eller misbilligende målestokke. Professionelle iagttagere som pressefotografer og opdagere udnytter gangens særpræg i deres arbejde; casting directors sø-

8

113341_Hvordan_gaar_du_Body.indd 8

Litteraturen og den bildende kunst kan gengive gangens særpræg og vanskeligheder så indlevet og livfuldt, at gangen får et bredere perspektiv i et krydsfelt mellem biologi, kultur og psykologi, som åbner iagttagerens sind for nye sider af gangen. Et godt eksempel er Povl Christensens træsnit (1951) til H.C. Andersens Eventyr Valdemar Daae.

Hvad Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døtre.

Historien er den, at Valdemar Daae med nogle uheldige transaktioner har formøblet sin herregård og er her med sine døtre er på vej til en ussel bolig. Det er bidende kold vinter, sneen ligger tyndt på markerne, og en kraftig blæst får skyerne til at fare af sted. De gående har vinden i ryggen i en sådan grad, at de læner sig tilbage i den, og klæ-

Indgang

19/03/13 10.16

derne flagrer fremefter, så Valdemar Daae må styre frakken med højre hånd. Således får samspillet mellem en stemning, klimaet og gangens biologi kunstnerisk udtryk.

At gå er for de fleste en god oplevelse, at blive træt af at gå er en naturlig oplevelse, og gangbesvær er en forbandet oplevelse. Herom mere i det følgende, som – med ud-

nyttelse af krydsfeltet mellem biologi, kultur og psykologi – skal handle om gangens og gangarternes særpræg og mangfoldighed, om hvordan det kan lade sig gøre at gå og gå langt; om træthed og udholdenhed; om hvordan gangen ses, høres, mærkes og drømmes, og om hvordan den skildres i den bildende kunst, i enkelte ord, i sproget, litteraturen og musikken.

Kom godt i gang: nogle definitioner skridt, gangens grundlæggende enhed. Et skridt er både en bevæ-

hælen på ny sættes i jorden længere fremme. Gangcyklus omfatter

gelse og en afstand, dvs. den længste afstand mellem fødderne, når

således to på hinanden følgende skridt.

man går – skridtlængden, der måles fra hæl til hæl.

kadence, (marchhastighed), antallet af skridt pr. minut.

trin, en bevægelse med foden, hvorved den føres bort fra kroppen

gangbasis, (skridtbredden), breddeafstanden mellem de to fødder

og sættes til jorden igen.

målt fra hæl til hæl.

Ved gangens start er det første skridt derfor blot et trin fremad.

tyngdepunktet, (massemidtpunktet), det punkt hvoromkring lege-

gangcyklus, beskriver det ene bens bevægelse fra hælen løftes til

mets masse er ligeligt fordelt.

Indgang

113341_Hvordan_gaar_du_Body.indd 9

9

19/03/13 10.16

1 Gangens særpræg og mangfoldighed

Mange af os er karakteriseret ved den måde, vi går på. Gangen er en del af kropssproget og en del af vores identitet; derfor kan vi genkendes på gangen, ligesom vi kender de lus, vi har på os, på travet. Vores gangart er ofte nedarvet, så vi går ligesom en af vore forældre, der har overladt os en del af deres anatomi, kalveknæ, hjulben eller platfødder,

og en mere eller mindre elegant, dvask eller dynamisk måde at bevæge os på (figur 1.1); det må vi acceptere og sommetider lade os drille med.

I mange tilfælde afspejler gangen også vores personlighed, vores humør og oplagthed, ligesom gangen afspejler gangens vilkår: bare fødder, dårligt passende fodtøj, en snæver nederdel for kvinders vedkommende, og gang i uvejsomt terræn eller på glatis.

Således varierer gangarten hos den enkelte, men det er muligt fuldstændig at ensrette mennesker og slette deres gående individualitet. Det sker med marcherende soldater, mest markant i totalitære regimer, hvor mænd eller kvinder med samme højde, drøjde og med de samme stenansigter udvælges til den magtdemonstrerende strækmarch.

1.1 · Arvelig gangart: ”Han trasker ligesom dig” (’He’s got your trudge’). Tegning af Mueller i The New Yorker 17. januar 2011.

10

113341_Hvordan_gaar_du_Body.indd 10

Gangens særpræg og mangfoldighed

19/03/13 10.16

Gangens individuelle særpræg og psykologi Gangens psykologiske udtryk Gangen kan afspejle sit formål, fx om man går for at tænke over tingene, vandrer i naturen, går på museum eller ser på butikker. Mange vil også indrette deres gang efter den, de går sammen med – voksen, barn eller hund – og gangen bliver forsigtig, når man færdes omkring et sovende barn, skal bære noget med varsomhed eller snige sig ind på noget spændende.

En gang, der midlertidigt er tilpasset til formålet, kan ses hos ansøgere til en stilling eller for at sikre sig en eller anden fordel: disse supplikanter nærmer sig deres forventede velyndere med en passende ydmyg gang. Visse embeder kræver særlige gangarter af deres indehavere, tillærte gangarter, der som regel ikke er udtryk for deres personlighed. Således må præster, biskopper og hoffets embedsmænd i funktion føre sig frem med værdighed, en gangart, der dog også kan fortsætte uden for tjenesten. I romanen Radetzkymarch (1932) har den østrigske forfatter Joseph Roth beskrevet det besøg, som amtmand, baron von Trotta i begyndelsen af 1900-tallet aflægger hos sin søn i dennes garnison i en fjern afkrog af det østrigske kejserrige (Soffy Topsøes oversættelse): Han kom til sit bestemmelsessted om eftermiddagen. Tilfreds og gemytlig steg han ud af toget med de samme ’elastiske skridt’, som aviserne plejede at berømme den gamle kejser for, og som mange embedsmænd efterhånden havde lagt sig til. Thi der gaves på denne tid i monarkiet en ganske særlig, senere forsvunden måde, hvorpå man forlod tog og andre køretøjer, betrådte værtshuse, perroner og huse, nærmede sig slægt og venner, en slags fremadskriden, som måske også til en vis grad bestemtes af de ældre herrers stramme benklæder og af de gummistropper, som mange af

dem endnu holdt af at spænde om deres støvler. Med disse særegne skridt forlod altså hr. von Trotta sin wagon.

Stemningsbetonet gang Glæde, sorg og depression kan ofte udledes af gangen; det udtrykkes fyndigt af Johannes V. Jensen i stroferne fra digtet Flyveren (1938): ”Nogle går på Luft af Glæde. / Andre slæber Sorgens Slæde.”

Godt humør giver ofte en let gang (eller sådan føles det af den gående) eller en frejdig gang, og børns gang kan udtrykke fryd, ikke blot ved at eksperimentere med gangen, men også ved en småhoppende gang, når de er på vej til noget, de glæder sig til.

Modløshed, dårligt humør, depression, sorg, skamfuldhed og skuffelse kan udtrykkes i triste gangarter. Følget efter kisten, der fra kirken bæres til gravstedet, går respektfuldt langsomt og nedbøjet af sorg, og kistens bærere må tilmed gå i trit for ikke at træde hinanden i hælene. Tungsindets gangart karakteriserer den sørgmodige og deprimerede persons måde at gå på, således i Johan Th. Lundbyes Selvkarikatur (figur 1.2) da han var 22 år gammel.

Tegningen findes i Karl Madsens bog om kunstneren fra 1890, og Karl Madsen fortalte om den, at Lundbye ”iført Kavaj og en uhyre Kasket på sit fremludende Hoved kunne stavre af Sted i drømmende Tanker, i færd med at trække de store Bælgvanter på ….”

Lundbye iagttog og kommenterede selv samtidens gående (atter med Karl Madsens ord): ”De fleste Mennesker forstår ikke at gå ordentligt på Gaden; Lundbye har set Oehlenschläger skynde sig, det burde han aldrig; det ville være Lundbye en Gru at se Thorvaldsen fare af Sted i sin berømte Slængkappe.”

Vrede og hidsighed fremkalder en anspændt og hastigere gang, endog bersærkergang.

Gangens særpræg og mangfoldighed

113341_Hvordan_gaar_du_Body.indd 11

11

19/03/13 10.16

Adam og Eva blev de første til at demonstrere skammens gangart, da de blev uddrevet af Edens Have, fordi de havde trodset Guds befaling. Den gangart har maleren Joakim Skovgaard skildret på et freskomaleri i Viborg Domkirke (1899-1906, figur 1.3). Adam og Evas gang er i den grad brødebetynget med bøjede hoveder, bøjede knæ og armene holdt beskyttende hen over hovedet – en meget anstrengende måde at gå på, som det fremgår af de spændte muskler på benene.

Bodsgang hører til i den katolske kirke og er en vandring i bøn og stilhed, med en skyldtynget og angrende gangart, for at sone en brøde En dramatisk bodsgang fandt sted i 1077, hvor den tyske kejser Henrik 4. måtte ydmyge sig, efter at pave Gregor 7. havde lyst ham i band. Kejseren vandrede barfodet og iført bodsdragt til slottet Canossa i Norditalien, hvor paven opholdt sig, og han måtte vente tre dage i vinterkulde, før paven atter tog ham til nåde.

Udtrykket ”at gå til Canossa” blev senere brugt af Bismarck, da han i 1871 havde samlet det tyske rige til ét kejserdømme og i de følgende år førte kamp mod pavestolen; i den tyske rigsdag udtalte han i 1872 de berømte ord ”Nach Canossa gehen wir nicht”. Det kom han nu til alligevel.

1.2 · Selvkarikatur, Johan Thomas Lundbyes tegning af sin egen tungsindige gang i 1840, da han var 22 år gammel. I sin Vejledende tekst til J.Th. Lundbyes skitsebog Trolddom og huletanker skrev Eigil H. Brünniche (1953): ”Han adskilte sig allerede i Barneårene fra de mere robuste Brødre ved sit følelsesbetonede Gemyt, ved sit Vemod

I disse år er udtrykket perp walk (perp, fra engelsk perpetrator, ’gerningsmand’) blevet populært gennem TV-mediets brutale udlevering, især i USA, af kendte personer, der er anholdt uden endnu at være kendt skyldige, og som filmes tæt på i en ydmygende miserabel, ofte uplejet tilstand med håndjern. På samme måde kan TV finde stor underholdningsværdi i at udstille kendte personer, når de snubler og falder, i nådesløse sekvenser, der bringes igen og igen.

og sit indadvendte Sind.”

12

113341_Hvordan_gaar_du_Body.indd 12

Gangens særpræg og mangfoldighed

19/03/13 10.16

Gangens udtryk for personligheden Nogle personlighedstræk kan give sig udtryk i gangen, men en talemåde som ”du er, som du går” holder næppe vand, lige så lidt som ”du er, hvad du spiser”. Men alligevel: personer, der er determinerede, energiske, målbevidste, selvsikre eller selvusikre, forsigtige, oppustede, skrydende, servile eller dovne, kan sommetider kendes på deres gang … dog lettest, når man kender deres personlighed i forvejen!

Henrik Pontoppidan karakteriserer personligheden ved gangen hos mange af sine personer i Lykke-Per (18981904), således: Det var nu også en opvakt, lærelysten, frem for alt pligttro Ungdom, ægte Sidenius’er, der en efter en voksede op i Faderens Billede, ja slægtede ham på i ydre Småtræk – lige til den selvbevidste Holdning og den taktfaste, soldatermæssige Gang.

Og senere, om Pers første kærlighed, mens han bor i Nyboder:

1.3 · Joakim Skovgaards freskomaleri Uddrivelsen af Paradis (18991906), en del af hans storslåede udsmykning i Viborg Domkirke.

Adam og Eva har trodset Guds vilje og må forlade Edens Have med

Francisca (sådan hed den unge Pige) var af middelhøjde, blond, slank, nærmest mager, men meget velbygget. Mest ejendommeligt var hendes Fodskifte, der tydede på noget rankt og ”sikkert” i Karakteren. Når hun gik hen ad Gadens Fliserække med Hænderne i sine Jaketlommer og det unge Bryst kækt fremskudt, veg Folk uvilkårlig til Side for hende, og Per morede sig over at se de slugne Blikke, Herrerne sendte hende.

Demonstrative gangarter kan henlede opmærksomheden på den gående i forskellige situationer. Den utilfredse kan markere sin surhed ved at stampe i gulvet under gangen;

’skammens gangart’.

professionelle boksere, der præsenteres for medierne før en vigtig kamp, går aggresivt truende frem imod hinanden som et par gorillahanner for at vise deres styrke; og kvinder kan byde sig til med sexappeal og en indyndende gang, hvor den nederste del af ryggen sættes i en lystent vrikkende bevægelse.

Gangens særpræg og mangfoldighed

113341_Hvordan_gaar_du_Body.indd 13

13

19/03/13 10.16

Gangens dynamik Gangens dynamik har sine ekstremer, fra de hyperaktive, energiske og altid omkringfarende mennesker til de trætte, der går med slæbende skridt. Flegmatikeren bevæger sig stilfærdigt og langsomt, og en urolig sjæl som H.C. Andersen ”flagrede glad afsted på de lange Skanker”, som Hans Brix skrev i 1951 og fortsatte: ”Hans Humør kunde forvolde heftige Omslag i hans Sind. I det ydre bevirkede denne Uro en Rastløshed, der drev ham af Sted. Derfor befandt han sig godt på ilende Fod”. Trætbarhed og udholdenhed er andre karakterologiske egenskaber af stor betydning for gangen og for evnen til at gå langt. Nogle bryder sig slet ikke om at gå, således som Nanna Simonsen med lune har beskrevet det i indledningen til sit essay Jeg går ikke ret gerne (2005): Jeg går ikke ret gerne. Når nogen foreslår, at vi går en tur, bliver jeg øjeblikkelig blytung i kroppen. Hovedpine eller fornemmelsen af at have sovet for lidt overvælder mig. Jeg har haft det sådan, lige så længe jeg kan huske. Og lige så længe har jeg kæmpet for at overvinde det. For jeg ved, at man har så godt af at gå. Det har min mor fortalt mig. Det har ikke noget at gøre med, hvor langt og hvorhen man går.

Bare man går. Man kan se på dem, at man bliver et bedre menneske af at gå. Så jeg går med …

Folk med stor selvbevidsthed og et stort ego sniger sig sjældent langs husmurene. Når de tillige stikker næsen frem, fx ved at deltage i den offentlige debat, risikerer de at blive ofre for karikaturtegnerne, ofte ved måden, de går på. Den tort måtte forfatteren Johannes V. Jensen også

14

113341_Hvordan_gaar_du_Body.indd 14

lide, da han i begyndelsen af 1900-tallet lagde sig ud med det københavnske borgerskab med sin ”jyske Bevægelse”, sammen med andre jyske forfattere som Johan Skjoldborg, Thøger Larsen og Jeppe Aakjær. I Blæksprutten fra 1907 spiddede tegneren Alfred Schmidt den unge, selvsikkert fremstormende og mangefold klonede forfatter (figur 1.4).

Mænds og kvinders gang Mænd og kvinder går forskelligt, men hvori består forskellen? Her drejer det sig ikke blot om nogle forskelle i det basale gangmønster, forskelle, der kan måles i kølige tal ved ganganalyser. Det drejer sig også om nogle subjektive vurderinger: hvad er en feminin og hvad er en maskulin gang?

Som i skøjteløb gives der således point for både det tekniske niveau og den kunstneriske præstation.

Systematiske ganganalyser påpeger nogle klare kontraster mellem gangmønstret for mænd og kvinder. Det fremgår især af en række undersøgelser af M. Patricia Murray og hendes medarbejdere i USA i 1960’erne, undersøgelser, hvor der ved sammenligningen er korrigeret for legemshøjden. For kvinders gang er det karakteristisk, at bevægelsesudslagene for samtlige bevægelser er mindre end tilfældet er for mænd. Derfor er kvinders skridtlængde også kortere, således at kvinder generelt går langsommere end mænd både ved afslappet og ved hurtig gang. Også armsvinget, overkroppens vrid samt hovedets sidebøjninger er mindre udtalte hos kvinder end hos mænd.

Gangens særpræg og mangfoldighed

19/03/13 10.16

1.4 · Forfatteren Johannes V. Jensen og Den jydske Bevægelse, karikaturtegning af Alfred Schmidt i Blæksprutten, 1907. Johs. V. Jensen havde markante synspunkter, også på det biologiske område – han havde jo påbegyndt det medicinske studium – jf. hans overvejelser i kapitel 6 om ”Hvad man ikke har i hovedet, må man have i benene”.

Gangens særpræg og mangfoldighed

113341_Hvordan_gaar_du_Body.indd 15

15

19/03/13 10.16

Den nøgne sandhed om mænds og kvinders gang - filmet af Eadward Muybridge Den amerikanske fotograf Eadward Muybridge medvirkede til

Muybridges jævnaldrende, den franske fysiolog Étienne-Jules Marey,

filmens fødsel, først med sine billedsekvenser af heste i galop hos

opfandt i slutningen af 1880’erne sammen med Georges Demenÿ

rigmanden og universitetsgrundlæggeren Leland Stanford i Palo Alto,

et apparat til rullefilm, således at han med sin ”chronophotograpie”

Californien. Her kunne han i 1877 vise, at hestene et øjeblik svæver

ligeledes kunne fange mennesket i gående bevægelse (figur 2.3).

over jorden, ganske som Stanford havde hævdet. Senere udvidede Muybridge sine filmobservationer til også at omfatte menneskets bevægelser, først offentliggjort i 1887 og samlet i bogen The Human Figure in Motion, der udkom i 1901 bl.a. med disse illustrationer.

113341_Hvordan_gaar_du_Body.indd 16

19/03/13 10.16

113341_Hvordan_gaar_du_Body.indd 17

19/03/13 10.16

Sådan er de grundlæggende biomekaniske forskelle på, hvordan de to køn går. Men virkeligheden er meget mere spændende, for der er et bredt spektrum mellem de yndefuldt feminine og de grove maskuline kendetegn, ofte beroende på subjektive skøn, hvori påklædning, fodtøj og iagttagerens smag indgår. Grænserne mellem det maskuline og det feminine er udviskede; nogle mænd går let og elegant med et næsten feminint præg, og nogle kvinder går tungt maskulint. Legemsvægten behøver ikke at spille nogen rolle; mange overvægtige mænd og kvinder bevæger sig forbløffende let og spændstigt, næsten som gummibolde.

Den maskuline og den feminine gang er livfuldt indfanget af fotografen Holger Damgaard på Strøget i København i 1929 (figur 1.5). Manden til venstre i billedet går afslappet med lange skridt, venstre hånd i lommen, og han svinger stokken med højre hånd; de to kvinder i centrum går med korte skridt pga. høje hæle.

1.5 · Maskulin og feminin gang på Strøget i København i 1929 fotograferet af Holger Damgaard. De unge kvinders sommerlige påklædning gør det let at følge deres benbevægelser; de går formentlig med højhælede sko, så de ved benets fremsving sætter forfødderne og ikke hælene i fliserne. Bemærk det høje hælløft hos den frakkeklædte kvinde til højre.

18

113341_Hvordan_gaar_du_Body.indd 18

Gangens særpræg og mangfoldighed

19/03/13 10.16

Klummetitel

113341_Hvordan_gaar_du_Body.indd 19

19

19/03/13 10.16

20

113341_Hvordan_gaar_du_Body.indd 20

Gangens sĂŚrprĂŚg og mangfoldighed

19/03/13 10.16

Kvinders gang De fleste kvinder går naturligvis som gudinder, graciøst og afslappet, med en gang, der kan fremhæves af en yndefuld påklædning og elegant fodtøj. Kvinders gang med erotisk udstråling kan fordreje hovederne på mænd, der ofte er ivrige iagttagere af kvindernes ben og gang. I stramtsiddende jeans ses kvindernes hoftebevægelser særligt tydelige, hoftebevægelserne fremhæves også af tidens mode, hvor bukselinningen er placeret ved hofterne og ikke i taljen, og korte skørter gør det let at se både benenes form og bevægelser under gangen. Men løse gevandter kan sagtens fremhæve en smuk gang. Indbegrebet af en yndefuld feminin gang er Blomstersankersken, figur 1.6 a, Johan Th. Lundbyes gengivelse af Flora, et antikt vægmaleri fra omkr. 50 e.Kr. fundet i Stabiae nær Napoli (figur 1.6 b). Lundbye besøgte Napoli i foråret 1846 og skrev den 4. april i sin dagbog om vægmaleriet: ”I Morgen skulle jeg forlade denne store By, jeg bryder mig ikke om at glemme meget af dens Indhold, men lad mig bestandig mindes de henrivende Træk af dette smukke Maleri, jeg her lærte at kende, de dejlige Bronzer og det stolte Pæstum.”

1.6 · Til venstre Blomstersankersken, antikt motiv, radering (ca. 1844) af Johan Thomas Lundbye, efter det antikke vægmaleri til højre, Flora, ca. 50 e.Kr. Vægmaleriet blev fundet i en villa i Stabiae nær Napoli, begravet i aske og sten ved Vesuvs udbrud 79 e.Kr. Lundbye så dette vægmaleri i april 1846 under sin Italiensrejse 1845-46.

Gangens særpræg og mangfoldighed

113341_Hvordan_gaar_du_Body.indd 21

21

19/03/13 10.16

22

113341_Hvordan_gaar_du_Body.indd 22

Gangens sĂŚrprĂŚg og mangfoldighed

19/03/13 10.16

Benene alene kan også demonstrere en feminin gang, således på Vera Myhres litografi fra 1980, Fodgængere II (figur 1.7), der levende og enkelt har fanget de mange menneskeben på farten i et fodgængerfelt, mod en stærk sol.

Den danske maler J.F. Willumsen studerede og malede gående kvinder i Bretagne i 1890, og han skrev hjem til sin malerkollega Anna Petersen: ”Her i Pont-Aven har jeg særlig slået mig over kvinderne, som figurer til at skildre en bevægelse.” På hans billede To gående koner. Bretagne (figur 1.8) fra samme år er der fart over de to kvinder med træsko. Den forreste med paraply (parat til at skåne det fine hovedtøj i det regnfulde Bretagne) løfter højre fod højt ved afsættet som for at frigøre sig fra et gangdrillende skørt; den anden kvinde trykker venstre håndryg mod hoften – er skørtet ved at falde ned? Det bør nok tillægges, at det må være hundesvært at gå yndefuldt i store træsko.

1.8 · To gående koner. Bretagne. Maleri (1890) af J. F. Willumsen, der under et ophold i Bretagne samme år blev betaget og inspireret af kvindernes bevægelser.

1.7 · ”Fodgængere II”, litografi (1980) af Vera Myhre. Litografiet gengiver næsten fotografisk benenes bevægelser i modlyset i et solbeskinnet fodgængerfelt.

Gangens særpræg og mangfoldighed

113341_Hvordan_gaar_du_Body.indd 23

23

19/03/13 10.16

Greta Garbos gang Den svenskfødte filmdiva Greta Garbo (1905-90) havde en fanta-

Bejemarks skyggeagtige skulptur af hende fra 1967, en fornøjelig

stisk udstråling, men hendes gang var forbløffende lidt feminin, en

karakteristik, en venlig karikatur, typisk for kunstnerens humor.

næsten roende gang som hos en matros, måske på grund af hendes

Bevægelsen fremad er umiskendelig, med mindelser om billed-

brede skuldre. Derfor er den svenske billedhugger K.G.

huggeren Giacomettis arbejder (figur 2.5).

Den svenske billedhugger K.G. Bejemarks Greta Garbo, model i sortmalet træ til en bronzeskulptur, 1967.

Næsten en karikatur af den langbenede diva med sømandsgang. Skissernas Museum, Lund.

24

113341_Hvordan_gaar_du_Body.indd 24

Klummetitel

19/03/13 10.16

Beskrivelser af kvinders gang Den franske forfatter Prosper Mérimées hovedperson i romanen Carmen (1845, operatekst 1875) er indbegrebet af dristig sexappeal. Denne sigøjnerpiges måde at gå på betager sergenten Don José, for ”... hun svingede med hofterne som et hoppeføl fra Cordobas stutteri”, og han falder pladask for hende, da han har anholdt hende for knivstikkeri i tobaksfabrikken; da det lykkes hende at stikke af, blottes hendes ben i flugten, og hvilke ben!: ”Baskiske ben er legendariske; men hendes var ypperlige – lige så vævre som de var velformede”.

Georg Brandes værdsatte kvinderne og de ham, og hans mange rejser ud i Europa gav ham grundlag for at vurdere deres gang med nationale særpræg. I et brev i 1876 fortæller han om gangen hos sin tyske veninde og senere hustru, Henriette Strodtmann (Gerda Brandes kom hun til at hedde): ”Hendes gang er meget fast, let og elastisk, men noget for sædelig, for tysk; man ser opdragelsen på den; i Italien går kvinderne friere og smukkere, deres bevægelser har mere abandon.” (Citat fra Jørgen Knudsen i hans: GB. En Georg Brandes-biografi, 2008). ”Abandon” er det franske udtryk for utvungenhed, naturlighed.

Henrik Pontoppidan var, som allerede nævnt, meget opmærksom på gangens udtryk for kønnet og på gangens psykologi. I novellen Det store Spøgelse (1907) skildrer han to unge forelskede: På samme tid gik et ungt Kærestepar med hinanden om Livet henad en Marksti langsmed et bevokset Dige: en køn, velvoksen Karl med en Rest af Holdning fra Soldatertiden og en snaksom lille Pige, som på en egen tapper Måde satte sine Ben unaturligt langt frem for at kunne holde Trit med ham.

I Lykke-Per (1898-1904) beskrives frk. Nancy Salomon set med Pers øjne: Han var ganske fortryllet af den unge Pige. Om det så var hendes Gang, som han havde været mindst tilfreds med, dengang hun kom ind, fordi den var en smule tung og vraltende, så havde den, da hun gik bort (og just af samme Grund) virket sært betagende på ham. Den syntes ham så udpræget kvindelig, så hunkønsagtigt – en ubevidst Logren.

Også i Lykke-Per har Nancy Salomons ældre søster, Jakobe, en karakteristisk gang: Af Skikkelse var hun højere end sine Søskende, havde lange, slanke Ben og en ejendommelig lydløs Gang med et let og hurtigt Fodskifte.

Mange af krimigenrens forfattere lader blikket hvile sanseligt-hårdkogt på labre damer, således i Raymond Chandlers The Big Sleep (1939): ”Hun var omkring de tyve, lille og lækkert skruet sammen, men hun så solid ud”. Og hos en boghandler møder han denne type: ”Hun rejste sig langsomt og slingrede hen imod mig i en stramtsiddende sort dragt, der ikke reflekterede lyset. Hun havde lange lår, og hun gik på en helt speciel måde, som jeg ikke så tit havde set i en boghandel”.

Mænds gang Mænd kan måske gå gudeskønt, men det kniber med gående forbilleder blandt de olympiske guder: Hefaistos haltede, og nok var Hermes forsynet med de bevingede sandaler, vingesko, men hans gang var umulig at iagttage, for han bragte gudernes budskaber rundt i verden så hurtigt, som vi sender en e-mail.

Gangens særpræg og mangfoldighed

113341_Hvordan_gaar_du_Body.indd 25

25

19/03/13 10.16

Mænds gang kan virke muskuløs-atletisk, næsten tung, mænd kan daske af sted, og de kan gå som bamser. Nogle af disse karakteristika udmærker gangen hos forfatteren Ebbe Kløvedal Reich, der på figur 1.9 er fotograferet veloplagt og afslappet gående i et fodgængerfelt.

Den danske kunstner Kurt Trampedach har afbildet sig selv gående i en serie selvportrætter, Forløb, malerier fra 1971 og senere, der viser hans gang i forskellige faser af gangcyklus. Et af dem, figur 1.10, der i 2011 kom på auktion hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner i København, viser ham hurtigt og determineret gående med ansigtet vendt mod tilskueren, mens den 40 år ældre kunstauktionsleder Jesper Bruun Rasmussen lige så determineret kommer gående i modsat retning. Kunstner og kunstformidler mødes i et gående perspektiv – et fotografisk gangscoop!

1.9 · Forfatteren Ebbe Kløvedal Reich afslappet gående i et fodgæn-

1.10 · To mænd går, den modne og den unge. Den 69-årige kunst-

gerfelt på en dansk festdag.

auktionsleder Jesper Bruun Rasmussen går den 30-årige kunstner Kurt Trampedach i møde. Kurt Trampedachs selvportræt Gående mand i et forløb fra 1973 er et af en serie malerier, selvportrætter, af den gående kunstner i forskellige faser af gangcyklus; deraf betegnelsen ”Forløb”.

26

113341_Hvordan_gaar_du_Body.indd 26

Gangens særpræg og mangfoldighed

19/03/13 10.16

Klummetitel

113341_Hvordan_gaar_du_Body.indd 27

27

19/03/13 10.16

Ved hurtig gang får mænd ofte et marcherende præg, således de engelske prinser William og Harry på fotografiet fra 2007 (figur 1.11); de to mænd adskiller sig kun fra hinanden ved at den ene bærer paraplyen i højre hånd, den anden i venstre, og det gør han måske kun for at kunne svinge frit med den uden at ramme broderen. Den hurtige og energiske bevægelse fremhæves af de lange skridt og af jakkesættenes folder.

Umiskendeligt maskulin er den amerikanske kunstner Bruce Naumanns fremstilling af menneskets gang, Marching Man fra 1985 (figur 1.12). I dette kunstværk udført med lysstofrør i mange farver fremkaldes illusionen af en mandig og energisk gang ved et rytmisk skift mellem de fire farver, og med en intens rød farve får også kønnet frejdig dynamik.

1.11 · De engelske prinser William og Harry hurtigt gående i Hyde Park 13. maj 2007. Farten aflæses af skridtlængden og jakkesættenes folder.

1.12 · Bruce Naumanns skulptur Marching man, farvede lysstofrør på aluminium, 1985. Farverne skifter rytmisk og skaber en illusion af en maskulint energisk gang; tilmed en maskulin begejstring.

28

113341_Hvordan_gaar_du_Body.indd 28

Gangens særpræg og mangfoldighed

19/03/13 10.16

Klummetitel

113341_Hvordan_gaar_du_Body.indd 29

29

19/03/13 10.16

Beskrivelser af mænds gang Georg Brandes’ mandige gang er beskrevet af Jeppe Aakjær, som i 1884, 18 år gammel, i Arbejdernes Læseselskab i Rømersgade overværede Brandes’ foredrag i anledning af 200-året for Ludvig Holbergs fødsel: ”Der var ikke én ubesat Plads i den store Sal, oppe som nede, og Spændingen var umådelig, da en Dør i Baggrunden gik op, og en slank, elegant Skikkelse med det hvideste Skjortebryst og sirligt bundet Slips, med lette, elastiske Skridt gled ind over det højre Scenegulv.” (citat fra Jørgen Knudsen i: GB. En Georg Brandes-biografi, 2008).

Blandt grønlandsfareren Knud Rasmussens mange beundrere var også Johannes V. Jensen, som i sine mindeord om ham (i: Mindets Tavle, Portræter og Personligheder, 1941) skrev: ”Han havde en ueuropæisk Gang, let skrævende og vadende, indtilbens, Fødderne sat parallelt, sådan som det siges at Indianerne går; det var i Benene han havde sin Force, det var vist overhovedet ikke muligt at gå ham træt. Jeg så ham en Sommer oppe ved Hundested i Badedragt, og det var ekstraordinære Ben.” (se også side 124 om ”Hvad man ikke har i hovedet, må man have i benene”).

Gudinders gang Venus og Diana Gudinder går naturligvis lige så bedårende som de er smukke, ja, de går som – gudinder. Ingen af os har set det, for det er jo mest et syn for guder. Men gudinders gang er beskrevet i litteraturen og udført af bildende kunstnere. ”Hun går som en gudinde” er en almindeligt anvendt ros til en yndefuldt gående kvinde med et citat fra Vergils Æneiden (29-19 f.Kr.), 1. sang vers 495: ”et vera incessu patuit dea”. Situationen er den, at Venus forsøger at skjule sig for sin søn Aeneas; men han genkender hende på den måde, hun går på, og han henvender sig bebrejdende til hende. Dette citat om gudinden Venus’ gang anføres her tillige med de omgivende vers, med kernesætningen understreget, fra Otto Steen Dues fornemme oversættelse til dansk (1996): Hun vendte sig bort; hendes smukke nakke var skær som blad af en rose, hendes ambrosiske lokker gød himmelsk vellugt i luften, mens hendes kjole smøg sig omkring hendes ankler, og gangen røbede hende som sand gudinde. Da vidste Aeneas det var hans mor …

En helt anden og mindre yndefuld Diana ses på J.F. Willumsens maleri fra 1934 Jægerpigen i Skoven (figur 1.13); her er maleren meget lidt elskværdig over for kvindekønnet, gudinden har en maskulint præget dynamik, næsten

1.13 · Jægerpigen i Skoven, maleri af J.F. Willumsen (1934), oprindelig benævnt ”Den store Diana”. Dianaskikkelsen bærer bue men ingen pile og har under sin fremmarch et maskulint præg.

30

113341_Hvordan_gaar_du_Body.indd 30

Gangens særpræg og mangfoldighed

19/03/13 10.16

Klummetitel

113341_Hvordan_gaar_du_Body.indd 31

31

19/03/13 10.16

som på fotografiet af jægeren A.W. Dinesen, ”Boganis”, hvor han haster gennem skoven (side 87).

Gradiva Et græsk marmorrelief ”Den gående Athena” fra Vatikanets Museo Chiaramonti (figur 1.14) fik i begyndelsen af 1900-tallet betydning for Sigmund Freud og for psykoanalysen, senere også for surrealismen. Det var den tyske forfatter Wilhelm Jensen, der med sin lille roman Gradiva.

Ein pompejanisches Phantasienstück skabte opmærksomhed om marmorrelieffets graciøst gående kvindeskikkelse, ca. 1/3 af normal legemsstørrelse, som han kaldte Gradiva (”den gående kvinde”, af latin gradus, ”et skridt, trin”). I romanen følger man hovedpersonen Norbert Hanolds fascination af kvinders gang og samtidigt hermed hans erotiske vækkelse. Norbert Hanold er docent i arkæologi i en større tysk by. I Rom er han blevet fascineret af det antikke relief, og den gipsafstøbning, han har hjembragt af det, får en fremtrædende plads i hans arbejdsværelse med et ideelt lysindfald fra aftensolen på den eneste frie væg – de øvrige er dækket af bogreoler. Relieffet af den unge romerske kvinde i begyndelsen af tyverne ligner ikke de velbevarede gengivelser af Venus, Diana eller andre olympiske gudinder, synes han. Med et citat fra Wilhelm Jensens roman (egen oversættelse): ”Her var det lykkedes i bedste forstand at fremstille noget almenmenneskeligt, noget ”nutidigt”, som om hun gik forbi på gaden med sin høje, slanke skikkelse, sit letbølgende hår under et foldet hovedtørklæde. Ikke mindst udgik der

1.14 · Græsk marmorrelief i Vatikanets Museo Chiaramonti, ”Den gående Athena”. Bemærk den næsten lodrette stilling af højre fod ved afsættet.

32

113341_Hvordan_gaar_du_Body.indd 32

Gangens særpræg og mangfoldighed

19/03/13 10.16

fra det temmelig slanke ansigt en blændende virkning. De fine træk udtrykte også en skødesløs sindsligevægt uden at agte på omgivelserne. Således var den unge kvinde på ingen måde bundet af plastisk formskønhed, men hun besad den for antikke stenfigurer sjældne, enkle, kvindelige ynde, som havde stor indflydelse på ham. Det skete hovedsageligt ved den bevægelse, hun fremstillede: med et kun let foroverbøjet hoved holdt hun sin særdeles rigt foldede klædning fra nakke til ankler samlet i sin venstre hånd, så fødderne blev synlige i sandalerne. Venstre fod var ført frem, og højre var på vej til at følge efter med en kun let berøring af grunden med tåspidserne, mens fodsålen og hælen var hævet til næsten lodret stilling. Denne bevægelse vakte en dobbeltfølelse af den fremadskridendes lette behændighed og på samme tid en sikker ro, der forlenede hende med en flyvende svæven forbundet med sikre skridt, en særegen ynde.

Hvor kunne hun have gået således, og hvorhen? … For at give kunstværket et navn havde han for sig selv kaldt det ”Gradiva”, ”den fremadskridende” ligesom Mars Gradivus, krigsguden. Pigens holdning og bevægelse antydede en fornem herkomst, og at hun måske var på vej til et ærinde i et tempel ... Han kom på den tanke, at Gradiva kunne have eksisteret i Pompeji, og at hendes gangart skyldtes gadernes trædesten, der sikrede, at fodgængerne kunne komme tørskoede over gaderne.”

Norbert Hanold fortrylles af Gradivaskikkelsen og hendes gangart, han studerer gangens mekanik, forelægger også problemet med den lodrette afsætfod for en anatom, og da han stadigvæk ikke forstår det, foretager han sine egne iagttagelser af det virkelige liv på gaden, noget helt uvant for ham. Hans erkendelsestrang og videnskabelige iver bærer dog ikke frugt, for han kan ikke se kvindernes ben i gadens trængsel; kun tjenestepigerne har korte

skørter, men de går til gengæld i klodset fodtøj, der hæmmer føddernes bevægelser. Altså må han til Pompeji for at søge gåden opklaret. Her møder han, hvad han tror er gudinden. Hun svarer præcis til hans tidligere drømme: hun løfter den højre fod til lodret stilling før afsættet fra trædestenene, hun har den samme lette foroverbøjning af hovedet, og hendes klæder har endda de farver, som den kolde marmor på relieffet savnede. Han befinder sig mellem drøm og virkelighed; men virkelighedens unge yndige kvinde er langt bedre end fantasiens Gradiva; hun forstår hans vrangforestilling og får ham gradvis talt til fornuft. Zoë Bertgang, som hun hedder, kommer fra hans hjemby og har kendt den unge arkæolog fra hun var barn, han har bare aldrig bemærket hende. Ikke blot går hun som Gradiva, hun bærer også sit efternavn med rette: Bertgang betyder ”den, der går strålende”.

Sigmund Freud læste Wilhelm Jensens roman kort efter udgivelsen i 1903, og den optog ham stærkt som et eksempel på, hvordan drømmetydning kan indgå i den kunstneriske skabelsesproces. Få år senere erhvervede Freud selv i Rom en kopi af relieffet, der fik plads i hans venteværelse i Wien og fulgte ham i eksil til hans bolig i London, hvor han døde i 1939.

I 1907 udkom Freuds bog Der Wahn und die Träume in W. Jensens Gradiva omhandlende de synsillusioner, drømmefantasier og vrangforestillinger, som romanens hovedperson har i sin lidenskabelige optagethed af Gradivas gangart. Året 1907 er siden blevet betegnet som en milepæl i den tidlige psykoanalytiske litteraturvidenskab. I 1924 formulerede forfatteren André Breton under påvirkning fra Freud sin definition af surrealismen, hvori ”drømmenes almagt” indgik; i 1930’erne blev Gradiva surrealismens muse, og Salvador Dali gav sin hustru Gala dette tilnavn.

Gangens særpræg og mangfoldighed

113341_Hvordan_gaar_du_Body.indd 33

33

19/03/13 10.16

Det høje hælløft er i øvrigt almindeligt ved gang med højhælet fodtøj, hvor forfodens afsæt tvinger fodsålen i lodret stilling, som det fremgår af figur 1.15; fodens stilling er her identisk med den hos ”den gående Athena”.

Gangen og legemsproportionerne Forskelle i anatomiske strukturer spiller en væsentlig rolle for gangens mangfoldighed. Måden, vi går på, afhænger ikke blot af variationer i fx knoglelængde, ledvinkler og hoftebredde, men også af, om vi er tykke eller tynde, duknakkede og mere eller mindre rundryggede. Hertil føjer sig forskelle på holdningen under gangen, hvor kroppen kan hælde mere eller mindre forover.

1.15 · Højt hælløft under gang med højhælede sko. Her ses den danske klimakommissær Connie Hedegaards fodafsæt, da hun energisk er på vej til arbejdet i Bruxelles kort efter sin tiltræden januar 2010.

34

113341_Hvordan_gaar_du_Body.indd 34

Legemsproportionerne i kunsten I græsk mytologi var Daidalos en ypperlig billedhugger og en snild opfinder. Hans skulpturer af mennesker skal have været så livagtige, med frie armbevægelser og levende øjne, at man lænkede dem fast, for at de ikke skulle stikke af.

Siden da har bildende kunstnere søgt en formel for menneskelegemets harmoni og skønhed. Allerede kort før år 400 f.Kr. udarbejdede den græske billedhugger Polyklet en Kanon, en proportionslære, dvs. en matematisk formulering, der fastsætter de ideale proportioner for menneskekroppens forskellige dele med henblik på at fremstille idealfigurer med harmoniske proportioner. Under renæssancen blev disse studier videreført af Leonardo da Vinci og især af Albrecht Dürer (figur 1.16), der, som flere samtidige kunstnere, fx Erhard Schön (figur 1.17), tillige interesserede sig for anvendelsen af proportionerne ved skildringen af gående mennesker. Sådanne kunstteoretiske studier har været normgivende for den æstetiske vurdering af mange kunstværker. Men de har også provo-

Gangens særpræg og mangfoldighed

19/03/13 10.16

keret kunstnere til modsigelse, tidligt i 1900-tallet var det i Italien Umberto Boccioni (med skulpturen Bevægelsens urform i rummet) og senere, i Danmark, Henrik B. Andersen med skulpturen Farvel til P-klassicismen (post-klassicismen), figur 1.18, fra 1990-91. Denne skulptur bryder på mange måder med den klassiske tradition for afbildningen af en gående skikkelse, her en smukt skabt hovedløs kvinde: benene er meget lange i forhold til kroppen, venstre ben er længere end højre, skridtlængden er betydelig uden vrid af bækkenet, højre hæl er endnu ikke løftet, og armsvinget sker til næsten horisontal stilling uden vrid af skuldrene. Det er i sandhed et opgør med klassiske

normer og proportioner, og måske er det tillige et opgør med den almindeligt accepterede gangbevægelse, så skikkelsen bliver virkelighedsutro og mere får karakter af

1.16 · Bewegungsstudie eines starken Mannes i Albrecht Dürers Proportionslehre, 4. Buch, 114 v, 115 r, 1528. Forholdet mellem kunst og geometri lå Dürer stærkt på sinde, han godtog den romerske arkitekt Vitruvius’ påstand (ca. 25 f.Kr.) om, at navlen er legemets midtpunkt, og udgav Fire bøger om menneskets proportioner, hvorfra de to tegninger er hentet. Teksten over tegningen til højre angiver, at mandens højde svarer til syv hovedlængder.

Gangens særpræg og mangfoldighed

113341_Hvordan_gaar_du_Body.indd 35

35

19/03/13 10.17

positur. Alligevel er helhedsindtrykket en smuk og harmonisk kvindeskikkelse i gående bevægelse, og skulpturen er en øjenåbner for iagttageren af menneskets gang.

Der kan sagtens være en ekstra charme ved de skikkelser, der er mere eller mindre ude af proportioner. Således fortæller den gamle Baron von Brackel i den anden af Karen Blixens Syv fantastiske Fortællinger (1935): ”Jeg ved godt, at der kan være noget højst fortryllende ved det kvindelige Legemes små Ufuldkommenheder, og jeg har selv tilbedt en kalveknæet Venus.”

1.17 · Skematisering af menneskelig bevægelse, tegning af Erhard Schön fra hans Underweysung der Proportion und Steelung der Possen (vejledning i positurens proportion og stilling), 1542. I Erwin Panofsky Billedkunst & billedtolkning.

36

113341_Hvordan_gaar_du_Body.indd 36

Gangens særpræg og mangfoldighed

19/03/13 10.17

Hvordan går du? – fodnoter om gangens kultur og biologi © 2013 Ole Thage og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Redaktion og interviews: Malene Grue Østergaard Billedredaktør: Conny Mikkelsen Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Nina Hagen Illustration på omslag: Helga Ancher, Kongens Nytorv 1922, billedkunst.dk Trykt hos BALTO print ISBN: 978-87-11-38226-4 1. udg., 1. oplag 2013 Printed in Lithuania 2013 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

Udgivet med støtte fra ANNIE & OTTO JOHS. DETLEFS’ FONDE Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond

VELUX FONDEN VELUX FONDENS støtte er ydet under Fondens fundatsbestemmelse, der giver mulighed for at støtte aktive ældre.

Kvalitative og redaktionelle vurderinger i forbindelse med udgivelsen er varetaget af forlaget og forfatteren alene.

113341_Hvordan_gaar_du_Body.indd 2

19/03/13 10.16

OLE THAGE

ole thage

Gennem årtusinder har vi kultiveret vores gang gennem marcher, kapgang og catwalk. Alligevel er gangen så karakteristisk for det enkelte menneske at det nærmer sig et fingeraftryk.

Ole Thage (f.1928), dr.med., fhv. overlæge, speciallæge i neurologi og klinisk neurofysiologi.

Har modtaget flere priser for sit videnskabelige arbejde, bl.a. Landsforeningen mod Børnelammelses pris. Udenlandsk æresmedlem af de engelske neurologers selskab, og tidligere formand for Dansk neurologisk Selskab, Det medicinske selskab i København samt for Selskabet Kunstindustrimuseets Venner.

Dr.med. Ole Thage har forsket i gangarter siden han skrev sin disputats i neurologi om emnet for små 40 år siden. I ”Hvordan går du?” samler han sin enestående viden i en veloplagt fortælling om menneskets gang.

Toke Lund Christiansen (født 1947), fløjtenist, kammermusiker og forfatter. Docent ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og medstifter af Collegium Musicum.

Kirsten Hastrup (født 1948), D.Phil., dr.scient.soc., professor i antropologi ved Københavns Universitet, hvor hun beskæftiger sig med Islands og Grønlands historie og kultur.

Kjeld Georg Hilligsøe Hillingsø (født 1935), pensioneret generalløjtnant. Tidligere chef for Enhedskommandoen for den nordlige del af NATO’s Centralregion.

Holger Kallehauge (født 1935), jurist, formand for Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede og deltager i Danske Handicaporganisationers arbejde nationalt og internationalt.

Bente Klarlund Pedersen (født 1956), professor, overlæge, dr. med. Sundhedsekspert for dagbladet Politiken. Modtager af DR’s Rosenkjærpris i 2010.

Peder Rasmussen (født 1948), keramiker og forfatter. Formand for Statens Kunstfonds udvalg for Kunsthåndværk og Design 2011-13.

Nanna Simonsen (født 1956), dansk gastronom og forfatter til en række bøger, senest ”Mit køkken på landet” (2012), som tager læseren på en gastronomisk gåtur ud i landskabet omkring Møn.

9 788711 382264

www.lindhardtogringhof.dk

113341_Hvordan_smudsomsl_Cover.indd 1

Fodnoter om gangens kultur og biologi

Hvordan går du?

Har du nogensinde tænkt på, hvorfor en nisse går, som den gør? Eller hvad med en gravid kvinde, en forbryder eller en teenager?

Hvordan går du?

Adskillige velbevandrede mennesker deler ud af deres tankegang i denne udgivelse. Forlaget og forfatteren vil gerne takke de medvirkende:

LINDHARDT OG RINGHOF

Morten Søndergaard (født 1964), digter, oversætter, redaktør og lydkunstner. Opfinder og indehaver af Ordapoteket.

19/03/13 10.15