I det fjerne læseprøve

HERNAN DIAZ

“En strålende debut.”

– Publishers Weekly

Omslagsdesign af Luke Bird Omslagsbilleder © Nadia Attura / Millennium Images, UK; © Mo And Kay Photography / Alamy Stock Photo Forfatterfoto © Jason Fulford

In the Distance_Danish Edition.indd 1

I det fjerne er en bevægende roman om en ung svensk immigrants vej over de amerikanske vidder i det 19. århundrede.

“En strålende roman som beskriver en mands udvikling fra dreng til mytisk skikkelse, og hans rejse mellem kontinenter og menneskelige forhold.”

– Pulitzer-prisens udvalg “I det fjerne fremmaner på forbilledlig vis en følelse af desorienterende fremmedhed. Resultatet er en eventyrlig historie såvel som dybsindige tanker om betydningen af at høre hjemme.”

– The Sunday Times “Hernan Diaz’ roman I det fjerne er uovertruffen: sikker, bevægende og et mesterværk; den rummer den mest grundige og præcise beskrivelse af ensomhed, jeg nogensinde har læst.”

– Lauren Groff (forfatter til Skæbne og hævn og Florida)

“Et medrivende eventyr, som også er en dybsindig udforskning af ensomhed og venskab, fremmedhed og hjem; en bildungsroman i det 19. århundredes storslåede stil, som også er en barsk kritik af de romantiserede sagn om bosættelserne i Det Vilde Vesten.”

– The Guardian

I DET FJERNE

Hernan Diaz (f. 1973) er født i Argentina, opvokset i Sverige og bor nu i Brooklyn med sin hustru og datter. Ud over sin skrivekarriere er Diaz prodekan på det latinamerikanske institut på Columbia University. I det fjerne er Diaz’ debut, som i 2018 var finalist til både PEN/Faulknerog Pulitzer-prisen.

“En roman man aldrig glemmer.”

– Morgenbladet

På den lange rejse fra Sverige til New York bliver drengen Håkan væk fra sin storebror, Linus, og ender i San Francisco. Fattig, alene og uden at kunne sproget begiver Håkan sig tværs over Amerika i et forsøg på at blive genforenet med Linus. Undervejs lærer han ensomheden at kende i den kvælende ørken, på den øde prærie og i de iskolde bjerge.

Men hans rejse byder også på mødet med en broget skare af mennesker; naturforskere, kriminelle, religiøse fanatikere, svindlere, indianere, soldater og lovens håndhævere.

9

788711

999042

ROMAN | LINDHARDT OG RINGHOF

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

30/06/2021 16:57

Content_9788711999042.indd 18

28/06/21 3:20 PM

I DET FJERNE HERNAN DIAZ

På dansk ved Jakob Levinsen

Lindhardt og Ringhof

Content_9788711999042.indd 3

28/06/21 3:20 PM

I det fjerne er oversat fra amerikansk efter In the Distance Copyright © 2017 by Hernan Diaz Originally published by Coffee House Press (Minneapolis, MN, United States) All rights reserved Dansk copyright © 2021 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Luke Bird Bogen er sat med Garamond og trykt hos Livonia Print ISBN: 978-87-11-99904-2 1. udgave, 1. oplag, 2021 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Denne bog er udgivet med støtte fra:

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S – et selskab i Egmont

Content_9788711999042.indd 4

28/06/21 3:20 PM

Til Anne og Elsa

Content_9788711999042.indd 5

28/06/21 3:20 PM

Content_9788711999042.indd 6

28/06/21 3:20 PM

Hullet, en ujævn stjerne i isen, var det eneste brud i det hvide terræn, der gik i et med den hvide himmel. Ikke en vind, ikke en lyd, ikke et eneste tegn på liv.

To hænder kom op af vandet og famlede efter kanten omkring det uregelmæssige hul. Det tog de søgende fingre lidt tid at komme op over åbningens tykke indre vægge, der kunne ligne klippesider omkring en lillebitte canyon, og finde vej til overfladen. Efter at være kommet op over kanten borede de sig ned i sneen og trak til. Et hoved kom til syne. Svømmeren slog øjnene op og så ud over den ensartede, horisontløse flade.

Hans lange, hvide hår og skæg var isprængte halmfarvede striber. Han viste ingen tegn på ophidselse. Hvis han var stakåndet, var dampen fra hans åndedræt ikke til at få øje på mod den farveløse baggrund. Han hvilede albuerne og brystet på det tynde snelag og vendte sig om.

7

Content_9788711999042.indd 7

28/06/21 3:20 PM

Små hundrede meter derfra betragtede en halv snes utålmodige, skæggede mænd i pelse og oilskinsdragter ham fra dækket på en skonnert, der sad fast i isen. En af dem råbte noget, der nåede ham som en utydelig mumlen. Latter.

Svømmeren pustede en dråbe væk fra næsetippen. Sat op imod den tykke, detaljererige virkelighed i denne udånding (og den knasende sne under albuerne og vandets lyde mod kanten af hullet) mindede de svage lyde fra båden om noget, der trængte ud fra en drøm. Han ignorerede besætningens dæmpede råb og fortsatte med at holde fast i kanten, vendte sig væk fra skibet og så endnu en gang mod den hvide intethed. Han kunne ikke se andet levende end sine hænder.

Han trak sin nøgne krop op af hullet og tog den økse, han havde brugt til at slå hul på isen med, tøvede et øjeblik og missede mod den lyse, overskyede himmel. Han lignede en gammel, stærk Kristus.

Efter at have tørret panden med håndryggen bøjede han sig ned og tog sin riffel op. Først da blev hans enorme størrelse synlig efter hidtil at have været skjult af de nøgne vidder. I hånden på ham virkede riflen ikke som andet end en legetøjsbøsse, og selv om han holdt den i mundingen, rørte kolben ikke ved jorden. Med riflen som målestok viste håndøksen over hans skulder sig at være en skovøkse i fuld størrelse. Han var så stor, som det overhovedet var muligt at være uden at ophøre med at være et menneske.

Den nøgne mand betragtede de fodspor, han havde efterladt på vej hen til badehullet i isen, og fulgte dem derefter igen tilbage til skibet.

En uge forinden havde den unge og uerfarne kaptajn på Impeccable på trods af sin besætnings og flere højrøstede passagerers advarsler styret ind i et farvand med isflager, hvor skibet efter en snestorm og en alvorlig kuldeperiode nu havde sat sig fast. Da det var i begyndelsen af april, og 8

Content_9788711999042.indd 8

28/06/21 3:20 PM

uvejret kun havde afbrudt det tøvejr, der et par uger tidligere var sat ind, fik det ikke værre konsekvenser end en streng rationering af provianten, at besætningen kedede sig og var irriteret, et par misfornøjede guldgravere, en dybt bekymret ansat fra San Francisco Cooling Company og kaptajn Whistlers nu belastede ry. Hvis forårets komme satte skibet fri, ville det også bringe dets mission i fare – for skonnerten skulle hente laks og pelse i Alaska og derefter på vegne af The Cooling Company fragte is til San Francisco, Sandwich Islands og måske ligefrem også Kina og Japan. Ud over besætningen var hovedparten af mændene ombord guldgravere, som havde betalt deres billet med arbejdskraft bestående i at sprænge og hamre store blokke ud af gletsjere, der derefter blev fragtet tilbage til skibet og opbevaret på hø i lasten, som var dårligt isoleret med huder og presenninger. At sejle tilbage sydpå gennem stadig varmere vand ville formindske omfanget af deres last. En eller anden havde påpeget det pudsige ved et indefrosset skib fuldt af is. Ingen havde moret sig, og emnet var ikke blevet bragt på bane siden.

Den nøgne svømmer havde været endnu højere, hvis han ikke have været så hjulbenet. Han trådte kun med ydersiderne af fodsålerne, som om han gik på skarpe sten, lænede sig fremad, drejede skuldrene for at holde balancen, nåede langsomt tilbage til skibet med riflen på ryggen og øksen i venstre hånd, klatrede i tre adrætte bevægelser op ad skroget, greb fat i rælingen og sprang ombord.

Selv om de nu tavse mænd foregav at se væk, kunne de alligevel ikke lade være med at iagttage ham ud af øjenkrogen.

Uanset at hans tæppe lå et par skridt derfra, hvor han tidligere havde efterladt det, blev han stående og kiggede hen over hovedet på alle andre ud over rælingen, som om han var helt alene og vandet på hans krop ikke langsomt var ved at fryse 9

Content_9788711999042.indd 9

28/06/21 3:20 PM

til is. Han var den eneste hvidhårede mand ombord. Hans på samme tid vejrbidte og muskuløse skikkelse var kommet til at fremstå med en forunderligt afmagret robusthed. Til sidst iførte han sig sin vadmelstrøje, som med det tildækkede hoved fik ham til at ligne en munk, gik hen til lugen og forsvandt ned under dæk.

“Så andefuglen dér er altså Høgen?” sagde en af guldgraverne, spyttede ud over rælingen og grinede.

Hvis det første grin, mens den høje svømmer stadig befandt sig ude på isen, havde været udtryk for kollektiv morskab, var der denne gang højst tale om en svag rumlen. Kun nogle få af mændene klukkede genert med, mens hovedparten foregav ikke at have hørt guldgraverens bemærkning eller set ham spytte.

“Kom nu, Munro,” bønfaldt en af hans kammerater og trak ham blidt i armen.

“Han går endda som en and,” insisterede Munro og rystede sin vens hånd af sig. “Rap, rap, lille ælling! Rap, rap, lille ælling!” messede han og vraltede rundt i et forsøg på at efterligne svømmerens besynderlige gangart.

Nu var det kun to af hans kammerater, der stadig småfnes.

Resten af dem holdt sig på så lang afstand af spøgefuglen som muligt. Enkelte af guldgraverne samlede sig i bagstavnen ved det uddøende bål, som nogle af dem havde prøvet at holde liv i – kaptajn Whistler havde oprindelig forbudt bål ombord, men da det så ud til, at de ville komme til at sidde fast i isen i et stykke tid, havde den ydmygede skibsfører ikke længere gennemslagskraft til at opretholde forbuddet.

De ældste af mændene var en gruppe på vej tilbage til de miner, de i september havde været nødsaget til at opgive, da jorden begyndte at fryse til is. Den yngste, som var den eneste skægløse ombord, kunne ikke være meget mere end femten. Han havde planer om at slutte sig til en anden gruppe 10

Content_9788711999042.indd 10

28/06/21 3:20 PM

guldgravere i håb om at få heldet med sig længere nordpå.

Alaska var jomfrueligt land, og der gik vilde rygter.

Fra den modsatte ende af skibet lød der ophidsede råb.

Munro stod nu med den ene hånd om struben på en spinkel mand og den anden om en flaske.

“Mr. Bartlett her har været så venlig at tilbyde at give en omgang til alle ombord,” forkyndte Munro. Bartlett skar ansigt af smerte. “Fra sin private kælder.”

Munro tog en slurk, slap sit offer og sendte flasken videre.

“Er det sandt?” spurgte drengen og vendte sig igen om mod sine kammerater. “Alt det i historierne. Som de fortæller om Høgen. Er det?”

“Hvad for nogle af dem?” gengældte en af guldgraverne spørgsmålet. “Den om at tæve brødrene ihjel? Eller den om den sorte bjørn i Sierra?”

“Du mener bjergløven,” indskød en mand uden tænder. “Det var en bjergløve. Som han dræbte med sine bare næver.”

“Han har været høvding engang,” sagde en mand i laset dobbeltradet frakke, som et par skridt derfra havde lyttet til deres samtale. “Blandt de indfødte. Det var der, han fik navnet.”

Lidt efter lidt begyndte samtalen at tiltrække sig opmærksomhed blandt mændene på dækket, indtil de fleste af dem var sivet hen til den oprindelige gruppe i bagstavnen. De havde alle sammen en historie at fortælle.

“Unionen tilbød ham hans eget territorium, altså ligesom en rigtig delstat med egne love og alt muligt. Bare for at holde sig væk.”

“Han går mærkeligt, fordi de brændemærkede hans fødder.”

“Han har en hær af huleboere parat oppe i bjergene, der kun venter på hans tilbagevenden.”

11

Content_9788711999042.indd 11

28/06/21 3:20 PM

“Han blev forrådt af sin egen bande og dræbte dem alle sammen.”

Historierne greb om sig, og snart var der flere diskussioner i gang samtidig og med tiltagende lydstyrke, efterhånden som stadig mere dristige og besynderlige gerninger blev gengivet.

“Løgn!” råbte Munro på vej hen mod gruppen. Han var beruset. “Løgn alt sammen! Kig på ham! Så I ham ikke?

Den gamle kujon. Jeg er parat til at slås med en flok høge når som helst. Jeg får ram på dem, som var de duer! Bang, bang, bang!” Han skød løs rundt på himlen med en usynlig riffel. “Til enhver tid. Giv mig bare den, den bandeleder, den, den, den høvding. Når som helst. Løgn alt sammen.”

Lugen i dækket gik op med en knirken. Alle blev tavse.

Langsomt kom svømmeren op gennem den og tog som en delvist lammet kæmpe et par pinefulde skridt hen mod forsamlingen. Han var nu iført lædergamacher, en laset trøje og flere lag ubestemmeligt uldtøj, det hele dækket af en pels bestående af skind fra losser og prærieulve, bævere og bjørne, hjorte og slanger, ræve og præriehunde, næsebjørne og bjergløver og andre ukendte dyr. Hist og her dinglede en snude, en pote eller en hale. Det tømte hoved fra en stor bjergløve hang som en hætte ned ad ryggen på ham.

De mange forskellige dyr, der var blevet brugt til frakken, gav ligesom skindenes forskellige stadier af forfald både en fornemmelse af, hvor lang tid det havde taget at fremstille klædningsstykket, og af hvor langt bæreren havde rejst. Han holdt en flækket brændekævle i hver hånd.

“Ja,” sagde han uden at se på nogen bestemt. “Det meste af det er løgn.”

Alle trak sig hurtigt tilbage fra den usynlige streg mellem Munro og manden i pelsfrakken. Munro holdt en hånd parat over sit pistolhylster. Han blev stående med den lamslåede alvor, der kendetegner meget berusede og meget bange mænd.

12

Content_9788711999042.indd 12

28/06/21 3:20 PM

Den enorme mand sukkede. Han virkede umådelig træt.

Munro rørte sig ikke ud af stedet. Svømmeren sukkede endnu en gang, og pludselig, før nogen kunne så meget som blinke, hamrede han kævlerne sammen med et øredøvende brag. Munro kastede sig ned og krøllede sig sammen, mens resten af mændene enten dukkede sig eller satte en beskyttende arm for panden. Efterhånden som braget kulminerede, gav ekko og forsvandt ud over vidderne, begyndte alle at se sig omkring. Munro lå stadig nede på dækket. Forsigtigt løftede han hovedet og kom op at stå. Rød i hovedet og ude af stand til at se på andet end sine egne støvler forsvandt han om bag sine kammerater og derefter hen i et afsides hjørne af skibet.

Titanen blev ved med at holde kævlerne op, som om de stadig vibrerede, og så begyndte han at gå i retning af den hensygnende ild, mens forsamlingen delte sig foran ham.

Han tog et stykke reb og noget tjæret lærred op af frakken.

Smed optændingen på gløderne og lod den følge af den ene kævle, mens han brugte den anden til at røre rundt i kullene med, før den også blev overgivet til flammerne og fik en hvirvelvind af gnister til at stå op mod den mørke himmel.

Da malstrømmen af gløder var faldet til ro igen, varmede manden hænderne over bålet. Han lukkede øjnene og bøjede sig en anelse ind mod det. I det kobberfarvede lys virkede han yngre og lod også til at smile tilfreds – men det kunne lige så vel have været den grimasse, som kraftig varme får alle til at skære. Mændene begyndte med deres sædvanlige blanding af ærbødighed og frygt at trække sig væk fra ham.

“Bliv ved bålet,” sagde han stille.

Det var første gang, han henvendte sig til dem. Mændene standsede brat op, som om de overvejede de lige skræmmende valgmuligheder enten at efterfølge opfordringen eller at ignorere den.

13

Content_9788711999042.indd 13

28/06/21 3:20 PM

“Det meste af det er løgn,” gentog manden. “Ikke alt. Det meste. Mit navn,” sagde han og slog sig ned på en tønde.

Satte albuerne på knæene og skjulte ansigtet i hænderne, tog en dyb indånding og rettede sig træt, men majestætisk op. Guldgraverne og sømændene blev stående med bøjede hoveder. Drengen dukkede op fra omme bag flokken, mens han trillede afsted med en tønde. Han stillede den dristigt tæt på manden og satte sig. Den høje mand nikkede, muligvis anerkendende, men den forbigående og næsten umærkelige gestus kunne lige så godt bare have været en tilfældig bøjning af hovedet.

“Håkan,” sagde manden, mens han så ind i ilden, og udtalte den første vokal som et u, der omgående blev til et o og derefter et a, ikke i rækkefølge, men som et spring eller en drejning, så alle tre lyde et kort øjeblik var den samme. “Håkan Söderström. Efternavnet har aldrig været nødvendigt. Jeg har aldrig brugt det. Og fornavnet var der ingen, der kunne udtalte. Da jeg kom hertil, kunne jeg ikke engelsk. Folk spurgte om mit navn. Jeg svarede Håkan,” sagde han og lagde håndfladen på brystet. “Høg kan? spurgte de. Høg kan hvad? Hvad kan du? Da jeg fik lært at tale og forklare mig, var jeg allerede blevet til Høgen.”

Håkan så ud til at tale til bålet, men ikke have noget imod at lade andre lytte med. Kun den unge fyr sad ned. Nogle af de andre blev stående, mens andre havde trukket sig tilbage og spredt sig i retning af forstavnen eller var gået under dæk.

Til sidst kom en håndfuld mænd hen mod bålet med fustager, kasser og bylter til at sidde på. Håkan blev tavs. Nogen tog et stykke tobak og en lommekniv op, skar omhyggeligt et stykke af, undersøgte det, som var det et guldfund, og satte det ind i munden. Imens forsamlede de lyttende sig omkring Håkan, satte sig ud på kanten af deres improviserede stole og holdt sig parat til at springe op, hvis den enorme mand skulle 14

Content_9788711999042.indd 14

28/06/21 3:20 PM

komme i ondt lune. En af guldgraverne fandt surbrød og laks frem, en anden havde kartofler og fiskeolie. Maden blev sendt rundt. Håkan takkede nej. Mændene syntes at falde til ro, mens de spiste. Ingen sagde noget. Himlen lod sig stadig ikke skelne fra jorden, men begge dele syntes efterhånden at være blevet mere grå. Til sidst, efter at have rykket rundt på gløderne i bålet, begyndte Håkan at tale. Med lange pauser og indimellem nærmest uhørlig stemme fortsatte han lige til solopgang og altid henvendt til bålet, som om hans ord skulle brændes umiddelbart efter at være blevet udtalt. Indimellem syntes han dog også at henvende sig til drengen.

Content_9788711999042.indd 15

28/06/21 3:20 PM

Content_9788711999042.indd 18

28/06/21 3:20 PM

1 Håkan Söderström var født på en gård nord for søen Tystnaden i Sverige. Hans familie dyrkede udpint jord, som tilhørte en herremand, de aldrig havde mødt, men som til gengæld regelmæssigt sendte sin godsforvalter forbi efter en andel af høsten. Høsten slog fejl flere år i træk, godsejeren strammede grebet, og familien Söderström var tvunget til at leve af svampe og bær, de samlede i skoven, og ål og gedder, de fangede i søen (hvor Håkan med opmuntring fra sin far fik smag for iskolde bade). De fleste familier på egnen fristede en lignende tilværelse, og efterhånden som flere og flere af naboerne forlod deres hjem for at drage til Stockholm eller endnu længere sydpå, blev familien Söderström mere og mere isoleret, indtil de ikke længere havde kontakt med andre mennesker overhovedet – med undtagelse af godsforvalteren, der troppede op et par gange om året for at indkræve sin andel. De yngste og ældste sønner blev syge og døde, så der til sidst kun var Håkan og hans fire år ældre bror, Linus, tilbage.

19

Content_9788711999042.indd 19

28/06/21 3:20 PM

De levede som udstødte. Der kunne gå dage, uden at der blev sagt et ord i huset. Drengene tilbragte så meget som muligt af deres tid enten ude i skoven eller på egnens forladte gårde, hvor Linus fortalte Håkan den ene historie efter den anden – om angivelig selvoplevede eventyr eller beretninger om bedrifter, han påstod at have hørt på første hånd fra de heltemodige hovedpersoner, eller fortællinger om fjerne steder, han åbenbart på en eller anden måde havde detaljeret kendskab til. Som følge af deres isolation – og fordi de ikke kunne læse – var der ikke andre mulige kilder til historierne end Linus’ livlige fantasi. Men uanset hvor afsindige historierne kunne være, tvivlede Håkan aldrig et øjeblik på sin bror. Måske netop fordi Linus altid forsvarede ham uforbeholdent og aldrig tøvede med selv at påtage sig skylden og indkassere for samtlige sin brors små fejltrin, nærede Håkan ubegrænset tillid til ham. Reelt ville han sandsynligvis også være død uden Linus, der altid sørgede for at lade ham få nok at spise, holde huset varmt i deres forældres fravær og aflede hans opmærksomhed med historier, når der var knaphed på brænde og mad.

Alting ændrede sig, da familiens hoppe blev drægtig. Under et af sine kortvarige besøg gav godsforvalteren Håkans far, Erik, besked på at sørge for, at det kom til at gå godt – på grund af hungersnøden havde de allerede mistet for mange heste, og hans herre ville hilse en tilføjelse til sin skrumpende besætning velkommen. Som tiden gik, blev hoppen unormalt stor. Det undrede derfor heller ikke Erik at se den føde tvillinger. For måske første gang i sit liv besluttede han sig for at lyve. Sammen med drengene ryddede han en plet inde i skoven og byggede en hemmelig fold, hvor han førte det ene føl ud i samme øjeblik, det var vænnet fra. Et par uger senere kom godsforvalteren forbi og krævede at få dets bror med sig. Erik holdt sin plag skjult og sørgede for at gøre 20

Content_9788711999042.indd 20

28/06/21 3:20 PM

den stærk og rask. Da tiden var inde, solgte han den til en møller i en fjern by, hvor ingen kendte ham. Da Erik kom hjem, forklarede han samme aften sine sønner, at de om to dage skulle rejse til Amerika. Pengene fra plagen rakte kun til to billetter. I alle tilfælde havde han heller ikke tænkt sig at flygte som en anden forbryder. Deres mor sagde ikke noget.

Håkan og Linus, som aldrig havde så meget som set et billede af en by, skyndte sig til Göteborg i håb om at kunne tilbringe et par dage der, men nåede kun lige akkurat tids nok frem til at komme med den planlagte afgang til Portsmouth.

Ombord på skibet fordelte de deres penge imellem sig for det tilfældes skyld, at der skete noget med en af dem. På denne del af turen berettede Linus alt muligt for Håkan om de vidundere, der ventede dem i Amerika. Da de ikke talte engelsk, blev navnet på deres bestemmelsessted en abstrakt talisman for dem ved navn “Nujårk.”

De ankom langt senere end forventet til Portsmouth, og alle havde voldsomt travlt med at komme ned i de robåde, der skulle bringe dem i land. Så snart Håkan og Linus satte fod på kajen, blev de opslugt af en travl folkemængde på vej op og ned ad hovedgaden. De gik afsted side om side i noget nær løbetempo. Nu og da vendte Linus sig om mod sin bror for at lære ham noget om alle de mærkelige syn rundt omkring dem. De prøvede begge at suge mest muligt til sig, mens de ledte efter deres næste skib med afgang allerede samme eftermiddag. Købmænd, røgelse, tatoveringer, vogne, violinspillere, kirkespir, søfolk, lægtehammere, flag, damp, tiggere, turbaner, geder, mandoliner, kraner, gøglere, kurve, sejlmagere, opslagstavler, ludere, skorstene, fløjter, lirekasser, vævere, vandpiber, bissekræmmere, peberfrugter, dukker, slagsmål, krøblinger, fjer, tryllekunstnere, aber, soldater, kastanjer, silke, dansere, kakaduer, prædikanter, skinker, auktioner, akkordeonspillere, raflebægere, akrobater, 21

Content_9788711999042.indd 21

28/06/21 3:20 PM

klokketårn, tæpper, frugt, tørresnore. Da Håkan et øjeblik kiggede til højre, var hans bror forsvundet.

De var lige kommet forbi en gruppe kinesiske søfolk i færd med at spise frokost, og Linus havde fortalt sin bror et par ting om deres land og dets traditioner. De var gået videre med store øjne og åben mund og betragtet folkelivet omkring sig, og da Håkan igen vendte sig om mod Linus, var han væk. Han så sig omkring, gik tilbage, gik fra kantstenen hen til muren, løb fremad og så tilbage til det sted, de var gået i land. Robåden var der ikke længere. Han gik tilbage til det sted, hvor de var kommet væk fra hinanden.

Forpustet og skælvende stillede han sig op på en kasse, skreg sin brors navn og kiggede ned på menneskemylderet. En salt prikken på tungen blev hurtigt til en lammende kilden, der bredte sig over hele kroppen. Han kunne dårligt nok kontrollere sine rystende knæ og styrtede hen til den nærmeste mole for at spørge nogle sømænd nede i en jolle om Nujårk. Det forstod de ikke noget af. Efter adskillige forsøg prøvede han i stedet med “Amerika”. Det forstod de med det samme, men rystede ikke desto mindre på hovedet.

Håkan gik fra mole til mole og spurgte om Amerika. Efter adskillige mislykkede forsøg svarede nogen endelig tilbage med “Amerika” og pegede først på en robåd og derefter på et skib, der lå for anker omkring tre kabellængder fra land.

Håkan så ned i båden. Linus var der ikke. Måske var han allerede gået ombord. En sømand tilbød Håkan en hånd, og han steg ned i båden.

Så snart de kom op i skibet, var der nogen, som krævede og tog hans penge og derefter viste ham hen til et mørkt hjørne under dæk, hvor der lugtede af kål og stald og hang lanterner og svingede i bjælker og ringbolte, mens højlydte grupper af emigranter prøvede at finde sig til rette mellem sovepladser og skibskister og bylter og tønder og gøre krav 22

Content_9788711999042.indd 22

28/06/21 3:20 PM

på lidt af tredje klasse til den lange rejse. Han kiggede efter Linus blandt de forvrængede silhuetter i det flakkende lys og fandt vej forbi skrigende og sovende spædbørn, leende og hærgede kvinder og robuste og grædende mænd. Med tiltagende fortvivlelse styrtede han op på dækket igen og maste sig gennem vinkende menneskeklynger og travle sømænd.

De besøgende var ved at gå fra borde. Landgangsbroen blev fjernet. Han råbte sin brors navn. Skibet lettede anker og satte sig i bevægelse, mens folkemængden jublede.

Et par dage efter afrejsen blev han fundet udsultet og feberplaget af Eileen Brennan, der sammen med sin mand, kulminearbejderen James, tog sig af ham, som om han var et af deres egne børn, varsomt fik ham overtalt til at spise noget og plejede ham, til han blev rask. Sige noget ville han ikke.

Efter nogen tid forlod Håkan endelig tredjeklassedækket, men undgik enhver form for selskab og fordrev tiden med at se ud over horisonten.

Dag for dag blev det koldere, selvom de havde forladt England om foråret, og det rettelig allerede burde være sommer.

Der gik flere uger, hvor Håkan fortsat nægtede at sige noget.

Nogenlunde samtidig med at Eileen gav ham en uformelig kappe, hun havde syet af gamle klude, så de land.

De styrede ind i usædvanligt brunt vand og kastede anker foran en solbleget, lav by. Håkan så på de falmede bygninger i lyserøde og okkergule farver uden at kunne få øje på nogen af de seværdigheder, Linus havde beskrevet for ham. Robåde fulde af kasser sejlede frem tilbage mellem skibet og den lerfarvede kyst. Ingen gik fra borde. Den stadig mere ængstelige Håkan spurgte en ledig sømand, om det var Amerika. Det var de første ord, han havde sagt, siden han i Portsmouth havde råbt sin brors navn. Sømanden sagde ja, det var Amerika. På grådens rand spurgte Håkan, om de var 23

Content_9788711999042.indd 23

28/06/21 3:20 PM

i New York. Sømanden betragtede Håkans mund, mens han endnu en gang fremsagde sin klump af sammensmeltede lyde: “Nujårk?” Med stigende frustration så Håkan et smil brede sig på sømandens ansigt og ende med at blive en skraldlatter.

“New York? Nej! Ikke New York,” sagde sømanden.

“Buenos Aires.” Han lo igen, mens han slog sig på knæet med den ene hånd og ruskede Håkan i skulderen med den anden.

Ved aftensmåltidet prøvede Håkan at få ud af det irske ægtepar, hvor de var henne, og hvor lang tid det ville tage dem at komme til New York. De var et stykke tid om at forstå hinanden, men til sidst var der ikke længere nogen tvivl. Gennem tegnsprog og ved hjælp af et lille stykke bly, som Eileen tegnede et primitivt verdenskort med, forstod Håkan, at de var en evighed fra New York – og fjernede sig mere og mere. Han forstod, at de var ved at sejle til verdens ende, skulle runde Kap Horn og derefter videre mod nord.

Her hørte han for første gang ordet “Californien”.

Da de havde passeret de voldsomme farvande omkring Kap Horn, blev det mildere i vejret, og passagererne begyndte at blive ivrige. Der blev lagt planer og drøftet fremtidsmuligheder og indgået partnerskaber og dannet grupper. Efterhånden som Håkan begyndte at følge med i samtalerne, gik det op for ham, at de fleste af passagererne kun var optaget af et bestemt emne – guld.

Til sidst kastede de anker i noget, der på forunderlig vis lignede en travl spøgelseshavn. Den var fuld af halvvejs sunkne skibe, der var blevet plyndret og forladt af besætninger, som derefter var rømmet til guldminerne. Til gengæld var de forladte fartøjer blevet indtaget af bosættere og sågar ombygget til flydende kroer og købmandsforretninger, hvorfra handelsmænd solgte varer til overpris til nyankomne guldgravere.

Robåde, pramme og tømmerflåder sejlede kunder og varer 24

Content_9788711999042.indd 24

28/06/21 3:20 PM

frem og tilbage mellem de improviserede etablissementer.

Tættere på kysten var flere af de store skibe langsomt ved at falde fra hinanden, efterhånden som tidevandet tvang de nedslidte skrog ud i de mærkeligste positioner. Mere eller mindre frivilligt var et par både gået på grund i det lave vand og blevet til boliger og butikker med stilladser, halvtag og sågar rigtige bygninger sat fast til sig, og dermed bredt sig helt ind til landjorden og byen. På den anden side af masterne var der stillet store, lysebrune telte op mellem de røgsvedne træhuse – enten var byen lige skudt op, eller også var den lige faldet delvis sammen.

Der var gået flere måneder, siden de sejlede ud, men da de lagde til i San Francisco, var Håkan allerede blevet adskillige år ældre – den ranglede dreng var blevet en høj, ung mand med markerede træk, vejrbidt af solen og den salte blæst og furet af et permanent sammenknebet blik præget af lige dele tvivl og beslutsomhed. Han havde studeret det kort, som den irske Eileen havde tegnet for ham med bly. Uanset at det ville omfatte at krydse et helt kontinent, nåede han frem til den konklusion, at den hurtigste måde at blive genforenet med sin bror på ville være at rejse over landjorden.

Content_9788711999042.indd 25

28/06/21 3:20 PM

Content_9788711999042.indd 26

28/06/21 3:20 PM

2 Familien Brennan insisterede på, at Håkan tog med på deres ekspedition for at finde guld. Han skulle i alle tilfælde ind i landet, og de havde brug for hjælp til at bære deres udstyr.

De håbede også på, at han ville blive og grave sammen med dem i et stykke tid – han skulle bruge penge for at komme til New York, og de kunne godt bruge en ekstra mand til at bevogte deres lod, når de havde fundet guld. Det havde de gode chancer for at gøre, hævdede de selv, for James var kulminearbejder og forstod sig på klipper. Det gik Håkan med til. Selv om han var opsat på at komme hurtigst muligt af sted, indså han samtidig også, at det ville være umuligt at krydse kontinentet uden heste og proviant. At hans bror var nået til New York, tvivlede han ikke et øjeblik på – Linus var alt for klog til bare at forsvinde. Og selv om de aldrig havde forestillet sig en situation som denne, var der ikke andre steder end New York at mødes af den simple grund, at det var det eneste sted i Amerika, de begge to kendte navnet på. For Håkan gjaldt det bare om at komme dertil. Så skulle Linus nok finde ham.

27

Content_9788711999042.indd 27

28/06/21 3:20 PM

Umiddelbart efter at være gået i land måtte familien Brennan sande, at deres sparepenge var værdiløse. Et seletøj i Californien kostede det samme som en hest i Irland, og et stykke brød det samme som en tønde hvede. Selv efter at have solgt alle deres ejendele derhjemme havde de kun lige råd til to gamle pakæsler, en hjulbør, nogle grundlæggende fornødenheder og en flintebøsse. Kort efter at være gået fra borde førte en bitter James sin familie ind i landet med utilstrækkeligt udstyr.

Uden Håkan ville det lille selskab ikke være nået ret langt, for det ene æsel fik hurtigt trommesyge og døde, og derefter tilfaldt det ham at tage sig af hovedparten af slæbearbejdet.

Han konstruerede ligefrem et slags åg – af læder, reb og træ – som gjorde det lettere for ham at trække børen op ad bakke. Børnene skiftedes til at sidde i den. Flere gange om dagen standsede James op, betragtede jorden og begav sig ud på egen hånd for at følge et spor, som kun han selv kunne få øje på. Derefter prikkede han til en sten og siede noget mudder, studerede resultaterne, mumlede noget for sig selv og gav tegn til de andre om at komme videre.

Amerika gjorde ikke noget større indtryk på Håkan. Efter at have hørt på så mange af Linus’ historier var han endt med at forvente en drømmeagtig, afsindig verden. Uanset at han ikke kunne sætte navn på træerne, ikke genkendte fuglenes sang og fandt jorden på de golde strækninger overraskende rød og blå, samlede det hele (planter, dyr, sten) sig til en virkelighed, der på trods af at være ukendt dog stadig tilhørte det muliges rige.

De bevægede sig i tavshed afsted gennem det endeløse bynkelandskab, hvis monotoni nu og da blev afbrudt af små flokke af hunde og travle, sky gnavere. Prærieharerne var James ikke i stand til at ramme, men til gengæld skød han sjældent forbi de lokale ryper. Børnene pilede rundt 28

Content_9788711999042.indd 28

28/06/21 3:20 PM

om børen og æslet og ledte efter skinnende småsten, som de lod deres far tage i øjesyn. Undervejs samlede de brænde til at lave bål af, og samtidig brugte Eileen bålet til at pleje Håkans hænder og skuldre med deres store vabler fra børens håndtag og seletøjet, og til at læse op af Bibelen for familien, før de skulle sove. Det var en langsommelig rejse, som trak større veksler på deres tålmodighed end på deres tapperhed.

Efter at være kommet igennem en skov med gigantiske træer (der som det hidtil eneste landskab havde blot en vis lighed med Linus’ afsindige skildringer fra Amerika) mødte de en behåret og lakonisk pelsjæger iført fedtet jagtfrakke og nåede få dage senere frem til de første minebyer. De passerede ydmyge bosættelser, klynger af vakkelvorne tilflugtssteder under presenninger og skæve bjælkehytter med tag af sækkelærred under bevogtning af ugæstfri guldgravere, der aldrig inviterede dem ind for at få varmen omkring bålet eller dele en kop vand. De små ting, de bad om (mad til børnene, et søm til børen), blev de tilbudt til overpriser, som udelukkende kunne afregnes i guld.

Håkan forstod kun spredte brudstykker af disse ordvekslinger – enkelte ord og i bedste fald den overordnede mening, som sammenhængen antydede. For ham at høre var engelsk et jordskred af tyndtflydende og sjappede lyde, der slet ikke fandtes på hans modersmål – r, th, sh og et par særlig geleagtige vokaler. Frawder thur prueless rare shur per thurst.

Mirtler freckling thow. Gold freys yawder far cration. Crewl fry rackler friend thur. No shemling keal rearand for fear under shall an frick. Folger rich shermane furl hearst when pearsh thurlow larshes your morse claws. Clushes ream glown roven thurm shalter shirt. Earen railing hole shawn churl neaven warver this merle at molten rate. Clewd other joshter thuck croshing licks lurd and press rilough lard. Hinder plural shud regrout crool ashter grein. Rashen thist loger an fash 29

Content_9788711999042.indd 29

28/06/21 3:20 PM

remur thow rackling potion weer shust roomer gold loth an shermour fleesh. Raw war sheldens fractur shell crawls an row per sher. Til at begynde med bestræbte ægteparret Brennan (i særdeleshed Eileen) sig på at holde Håkan underrettet om deres planer, men til sidst gav de op. Håkan fulgte bare med dem uden at prøve på at stille spørgsmål. Det meste af tiden bevægede de sig mod øst, og mere behøvede han ikke at vide.

For at holde afstand til de andre guldgravere afviste James at følge den spinkle vej op over bjergene. De prøvede at finde vej ind gennem dale og op over lave bakker, men børen var for besværlig til det terræn. De kom ind i et område uden græs og uden ret meget vand. Det meste af huden på Håkans hænder og skuldre (hvor han satte læderseletøjet på for at trække børen) var væk, og hans blotlagte kød glinsede lyserødt under de tyktflydende, honningfarvede lag af begyndende betændelse. På vej ned ad en stejl skråning gik de forbindinger af, som Eileen havde pakket Håkans hænder ind i, så de ru håndtag brændte sig ned i hans vabelfyldte håndflader, flåede sårskorperne af og fortsatte med at sende snesevis af splinter ind i hans blotlagte kød, så han blev nødt til at give slip. Børen susede ned ad bakken med stadig større fart, vaklede, væltede, rullede rundt og endte med at hoppe og snurre forunderligt yndefuldt af sted, indtil den stødte ind i en kampesten og blev uopretteligt ødelagt. Nærmest bevidstløs af smerte blev Håkan liggende på klipperne, men uden at få hjælp af ægteparret Brennan, der nærmest hypnotiserede af katastrofen stirrede på rækken af deres ejendele, som lå spredt ned ad bakken. Til sidst kom James ud af sin handlingslammelse, styrtede hen til Håkan og begyndte at sparke ham i maven – mens han udstødte et ordløst skrig, en slags dybt hyl. På en eller anden måde formåede Eileen at få beroliget sin mand, som faldt grædende og savlende om på jorden.

30

Content_9788711999042.indd 30

28/06/21 3:20 PM

“Det er ikke din skyld,” gentog hun den ene gang efter den anden til Håkan, mens hun fik ham op at stå og undersøgte hans hænder. “Det er ikke din skyld.”

De fik samlet deres ting sammen, slog lejr ved et vandløb i nærheden, prøvede at falde i søvn omkring et svagt bål og udsatte drøftelsen af deres udsigter til næste morgen.

Der lå angiveligt en by et par dagsrejser derfra, men de havde ikke lyst til at efterlade deres ting. Det var umuligt at sende Håkan af sted, og James virkede utilbøjelig til at lade sin kone, sine børn og sine ejendele blive tilbage sammen med ham. Den venlige irer, som var gået ombord i Portsmouth, blev der til stadighed mindre og mindre tilbage af – siden landgangen i San Francisco var han blevet mere og mere formørket af skuffelse og hurtigt reduceret til en vred og mistroisk skygge af sit gamle jeg.

Fordybet i tanker gik James hen til vandløbet med sit fad, mere af vane end med nogen klar plan i tankerne, og stak fraværende fadet ned i vandet, mens han mumlede for sig selv.

Da fadet kom op igen, stirrede han lamslået ned i det, som om han så ind i et spejl uden at kunne genkende det ansigt, der måtte antages at være hans eget. Derefter begyndte han for anden gang på to dage at græde.

Det var det første guld, Håkan nogensinde havde set, og de bittesmå klumper forekom ham skuffende blege. Kvarts og selv glimmerskæl på en helt almindelig klippe var efter hans begreber mere imponerende end disse uklare, svampede stumper. James var imidlertid ikke i tvivl. For at være helt sikker lagde han den blege, gule ært ned på et klippestykke og hamrede løs på den med en sten. Den var blød og gik ikke i stykker. Det var hinsides enhver tvivl guld.

James opmålte en linje fra findestedet hen til bjerget og gik i gang med sin hakke på en løs bakkeside ned mod flodbredden. Hans familie så på. Lidt efter standsede han op, 31

Content_9788711999042.indd 31

28/06/21 3:20 PM

spyttede på klippen og gned på den med fingerspidserne.

Pludselig blev han bleg, begyndte at stønne og tumle stift rundt som en fugl, der ikke kunne flyve, gik hen til sine børn, slæbte dem med hen til bakkesiden og prøvede tilsyneladende at forklare dem, hvad han lige havde fundet. Med lukkede øjne pegede han først op på himlen, så ned på jorden og til sidst på sit hjerte, som han prikkede på, samtidig med at han gentog den samme sætning igen og igen. Det eneste ord, Håkan forstod, var “fader”. Børnene blev skræmt af James’ ophidselse, og til sidst blev Eileen nødt til at gribe ind, da han tog den yngste i skuldrene og fremførte en manisk enetale så henført, at det fik drengen til at græde. James bemærkede ikke selv den virkning, hans tilstand havde på hans familie.

På intet tidspunkt afbrød han sin opstemte henvendelse til klipperne, sletterne og himlen.

De følgende uger mindede på mange måder om Håkans liv hjemme i Sverige. Han havde først og fremmest til opgave at indsamle og fange familiens mad og tog til det formål på lange udflugter sammen med børnene, nøjagtig ligesom han havde gjort sammen med sin bror. Det var tydeligt, at James ikke ville have ham i nærheden af minen. Han betroede kun Håkan banale, styrkekrævende hverv, der holdt ham langt væk fra selve udgravningen – at fjerne store sten, skovle jord væk og til sidst grave en kanal fra bækken hen til minen.

Imens arbejdede James alene videre med hakke, mejsel og hammer, kravlede ind i sine huller og sad foroverbøjet over småsten, som han spyttede på og gned mod sin skjorte. Han begyndte at grave ved daggry og holdt først op igen langt ud på aftenen, når hans øjne blev røde og blodskudte af at arbejde i det svage lys fra to petroleumslamper. Efter dagens arbejde forsvandt han ind i mørket, antagelig for at gemme sit guld, og kom så tilbage til deres lejr for at spise og bagefter falde om ved siden af bålet.

32

Content_9788711999042.indd 32

28/06/21 3:20 PM

Deres levevilkår forringedes hurtigt. James var så opslugt af sit arbejde, at han aldrig fik taget sig tid til at bygge ordentligt husly til sin familie – Håkan havde forsøgt at få en vakkelvorn hytte op at stå, men den egnede sig kun til at lade børnene lege i. Vejrliget begyndte at få deres tøj til at gå i opløsning, og under laserne boblede der vabler frem på deres røde hud. Eileen og børnene, som var meget lyse, fik endda hvide, skællignende sårskorper på læber, næsebor og øreflipper. Da James ikke ville henlede opmærksomheden på sin udgravning ved af affyre musketten, havde de kun mulighed for at supplere deres svindende proviant med småvildt – hovedsagelig ryper, som de hurtigt konstaterede var så uvante med mennesker, at børnene slet og ret kunne gå hen til dem og slå deres hoved i stykker. Eileen tilberedte fuglene i en fed, bittersød sauce på en form for blåbær, som Håkan aldrig senere under sine rejser stødte på. Børnene løb rundt sammen med Håkan hele dagen og undgik deres mors halvhjertede forsøg på at undervise dem. James arbejdede konstant, fik dårligt nok noget at spise og kom stadig mere til at ligne et afpillet genfærd med udstående øjne – som på samme tid var fraværende og fokuserede, som om de så verden gennem et snavset vindue og snarere undersøgte det beskidte glas end kiggede gennem det – i sit hærgede, kantede ansigt.

I løbet af få dage tabte han de første tre tænder.

Hver aften sneg han sig væk til sit hemmelige sted. På et tidspunkt var Håkan tilfældigvis i nærheden og så ham fjerne en flad sten hen over et hul for at lægge dagens udbytte ned i det. James blev siddende på hug lidt og kiggede ned i hullet. Så lagde han den flade sten på plads, dækkede den til med sand og grus, trak bukserne ned og besørgede sin nødtørft på den.

Det lod sig ikke længere gøre at udskyde en tur til den nærliggende by. De havde brug for grundlæggende fornøden33

Content_9788711999042.indd 33

28/06/21 3:20 PM

heder og frem for alt for apparatur til at udvide operationen med – James var navnlig optaget af at få skaffet lamper, der ville gøre det muligt for ham at arbejde hele natten. Efter komplicerede og hemmelighedsfulde forberedelser besluttede han sig for, at det var på tide at tage af sted. Han gav Eileen og børnene udførlige instrukser, der altid mundede ud i den samme grundlæggende ordre – ingen ild. Han pakkede æslet let og gav Håkan besked på at følge med.

Rejsen forløb uden hændelser. De mødte ikke nogen på vejen. Tavsheden blev sjældent brudt. Det svage æsel var langsom til bens. James tog stort set ikke hånden væk fra brystet, hvor han under sin lasede bluse havde en lille lærredspose hængende i en snor om halsen. Den tredje morgen nåede de frem.

Byen bestod blot af en enkelt klynge bygninger – en kro, en købmandsbutik og en håndfuld huse med skodder for. De grove, skæve bygninger så ud til at være blevet rejst samme morgen (der lugtede stadig af savsmuld, tjære og maling) alene med henblik på at skulle tages ned igen ved solnedgang. De nye, men vakkelvorne huse, der så ud til at have været født forfaldne, virkede nærmest ivrige efter at blive til ruiner. Gaden havde kun en side – dørtrinene gik direkte over i prærien.

Nogle få udmagrede heste stod bundet til pæle hen ad gaden og vred sig under sværme af fluer. Til gengæld lod de mænd, der stod lænet op ad vægge og dørkarme, til at være immune over for insekterne, som sikkert blev holdt på afstand af den stærke tobak, de alle sammen røg. Ligesom for James’ og Håkans vedkommende hang deres tøj i laser, og de vejrbidte ansigter under de bredskyggede hatte var som skåret ud i bark og læder. Ikke desto mindre opretholdt tilskuerne svage tegn på civilisation, som livet i vildnisset fuldstændig havde udvisket fra de nyankomnes fremtoning.

34

Content_9788711999042.indd 34

28/06/21 3:20 PM

James og Håkan gik langsomt afsted i de rygendes tavse påsyn, og den samme tavshed fulgte dem med ind i købmandsbutikken. Indehaveren afbrød sin samtale med en gammel mand i falmet dragonuniform. James nikkede til dem. De nikkede tilbage. Han gik rundt og tog petroleumslamper, værktøj, sække med mel og sukker, tæpper, tørret kød, krudt og andre varer, som han med lakoniske grynt udbad sig omme bag disken. Da James var færdig, gik indehaveren genstandene igennem, pegede roligt på hver enkelt med pegefinger og langfinger, som om han velsignede dem, og fremviste derefter sin kunde en regning nedfældet med blyant. James så knap nok på den. Han gik om bag i butikken, forsøgte uden videre held at skjule sig bag et par fustager, lænede sig forover, som om han var i færd med at foretage sig noget obskønt, så sig et par gange stjålent over skulderen for så at komme tilbage til disken og lægge et par guldklumper fra sig på den.

Indehaveren må have været erfaren i at bedømme den slags, for han hverken pruttede om prisen eller undersøgte guldet, men stak det blot til side og takkede sin kunde for handlen. En dreng på Håkans alder, blot halvt så stor, begyndte at bære deres ting udenfor. Dragonen smuttede ud uden at sige farvel.

Mens æslet blev læsset, gik James og Håkan ind på værtshuset. Hoveder vendte sig, og flere par øjne kiggede op fra krus med skummende øl, en hånd stivnede midt i at give kort, og et fyrtøj blev hængende for længe foran en cigar.

Ireren og svenskeren standsede også. Alle gloede på dem. Da de nyankomne tog deres første skridt op mod disken, kom der atter liv i de øvrige gæster.

Bartenderen nikkede ved synet af dem, og da de nåede op til baren, stod der to øl og en tallerken tørret kød klar til dem.

Håkan havde aldrig før smagt spiritus og fandt det varme, 35

Content_9788711999042.indd 35

28/06/21 3:20 PM

bitre bryg afskyeligt. Han var for genert til at bede om vand og begik den fejl at spise noget af det tørrede kød. James tog en slurk af sin øl. Selv om ingen så direkte på dem, var alles opmærksomhed ikke desto mindre rettet mod dem. James klappede sig på brystet i et forsøg på at skjule den pose, der blev ved med at komme til syne bag flængerne i hans lasede skjorte. Bartenderen sørgede for at fylde hans krus op.

En dør på første sal over for disken gik op. Kun James og Håkan drejede hovedet og kiggede. Håkan fik kortvarigt øje på en høj kvinde i lilla kjole med pailletter. Også hendes barm oven over korsettet glimtede. Hendes tykke, ravgyldne hår bølgede ned over skuldrene, og hendes læber var så røde, at de næsten var sorte. Hun lagde hovedet på skrå og betragtede Håkan med en intensitet, som på en eller anden måde udsprang mere af læberne end af øjnene, så forsvandt hun om bag dørstolpen. I samme øjeblik hun var væk, kom den lurvede dragon ud fra værelset efterfulgt af en fed, velklædt mand. Den rundbuede laps vraltede ned ad trappen efter dragonen og gik direkte hen til de to fremmede. Uanset at han var gennemblødt af sved, var han den eneste rene person derinde, den eneste uden striber af snavs overalt på sig.

Han var omgivet af en duft af orangeblomst. Han tørrede panden af med et ulasteligt lommetørklæde og foldede det omhyggeligt sammen for derefter at sætte det på plads i brystlommen, stryge håret til siden med hånden og rømme sig. Det hele foregik under stor højtidelighed. Så smilede han, som om en fjeder var blevet udløst og havde aktiveret en skjult mekanisme, bukkede let og henvendte sig særdeles højlydt til de fremmede. Det lod til at være en formel tale.

Imens bevægede den fede mand sin løftede hånd rundt i en bue, der tilsyneladende omfattede hele baren, måske ligefrem også hele ørkenen ude bagved, og slog derefter ud med den anden arm, som om han modtog eller tildelte en vældig 36

Content_9788711999042.indd 36

28/06/21 3:20 PM

gave, lukkede lyksaligt øjnene og sagde efter en kunstpause: “Velkommen til Clangston.”

James nikkede uden så meget som at se op.

Med samme højlydte og affekterede venskabelighed, som Håkan senere mødte hos prædikanter og bissekræmmere, stillede den parfumerede mand et meget langt spørgsmål og gjorde sig derefter endnu bredere ved at stikke tommelfingrene ind i ærmegabene på sin vest.

James gryntede et kort svar i et tørt tonefald, der enten var trodsigt eller frygtsomt.

Inde bag det uforstyrrelige smil nikkede den fede mand medfølende, som om han havde med et sygt barn eller en harmløs tåbe at gøre.

Dragonen, som havde sneget sig om i lokalets mørkeste hjørne, trykkede sit ene næsebor til og udsendte en snotklat fra det andet. Den fede mand sukkede, gjorde tegn til ham med en blød hånd og undskyldte i et træt og lettere moderligt tonefald. Derefter vendte han sig atter om mod James og stillede ham stadig smilende og høflig et nyt spørgsmål.

James så ned i sit ølkrus. Den fede mand gentog spørgsmålet.

Kun nogle få af de spillende og drikkende foregav at tale videre. James tørrede den beskidte disk af med håndryggen et par gange. Med affekteret tålmodighed pegede manden på købmandsbutikken, hvor de lige havde købt proviant, og forklarede noget i et nedladende tonefald. Derefter trak han på skuldrene og så over på James, som efter en lang pause sagde “Nej.” Den fede mand trak atter på skuldrene, stak underlæben frem og klappede sig på lårene, så endnu en sky af orangeblomst rejste sig, og rystede på hovedet, som om han var tvunget til at anerkende en eller anden afsindig forestilling som en ufravigelig sandhed. Han blev stående tavs lidt i tilsyneladende eftertænksomt lune, så hævede han øjenbrynene og nikkede for at foregive endelig at have forstået James’ svar 37

Content_9788711999042.indd 37

28/06/21 3:20 PM

og have affundet sig helt og aldeles med det. Dragonen snød det andet næsebor. Uden at der kom noget ud.

Bartenderen skulle lige til at fylde James’ krus op endnu en gang, da drengen fra butikken stak hovedet ind for at meddele, at æslet var klar. James fandt et par mønter frem fra bukselommen, men den fede mand foregav at blive dybt krænket og udbrød: “Nej, nej, nej, nej, nej, nej,” og lagde sit stivede ærme mellem James og bartenderen.

Han fremsatte en kortfattet, ceremoniel erklæring, tog en dyb indånding og gentog til slut, mens hans fingre kravlede rundt omkring vesteknapperne: “Velkommen til Clangston.”

Håkan og James gik udenfor og kontrollerede de reb og seler, deres indkøb var fæstnet til æslet med. James satte langsomt i gang uden at se sig tilbage, men Håkan blev stående ved tøjrpælene. Han så sig omkring for at være sikker på ikke at blive iagttaget, samlede hænderne til en skål og drak grådigt af det brunlige vand ved siden af de flueomsværmede heste. Mændene inde i baren grinede. Håkan vendte sig forbløffet og skamfuld om, men døren var kun et sort hul i den solbrankede facade. Så kom han i tanke om kvinden og kiggede op. Vinduet glimtede uigennemskueligt. Han indhentede James, og sammen fortsatte de hen ad Clangstons eneste gade.

De rejste afsted så hurtigt som muligt, standsede efter mørkets frembrud og satte i gang igen før daggry. Over lange stræk gav James ordre til Håkan om at følge bagefter og feje jorden med en pind for at sløre og udviske deres spor. Indimellem standsede James pludselig op og så ud i det fjerne med pegefingeren for munden og en hånd bag øret for at lytte efter forfølgere. De spiste tørret kød og kiks (som James i begge tilfælde var nødt til at udbløde i vand) og tændte aldrig bål.

38

Content_9788711999042.indd 38

28/06/21 3:20 PM

Selvom de kun havde været kort tid i Clangston – og uanset at den korte, beskidte gade knap nok kunne kaldes en by, og de få, snavsede indbyggere nærmest var blevet udslettet af elementerne – blev Håkan stadig forbløffet over gensynet med James’ primitive mine ved bækken. Lejren var ikke andet end en bunke grene, et par planker fra den ødelagte bør og noget skrammel, der kun i denne ekstreme isolation kunne have nogen værdi – det hele spredt rundt om en askegrube. Eileen og børnene, der sprang op og ned af glæde over at se dem, gik rundt i laser som opsvulmede, byldebefængte skabninger. Ikke blot deres tøj, men også selve deres hud var laset og hang fra kødet som gammel gaze. De var udmagrede, men også opsvulmede på grund af solen, og i deres selvmodsigende skikkelser lyste deres små, gråblå øjne med et febrilsk glimt, som kun gjorde deres glæde endnu mere skræmmende at opleve. De gav Håkan mindelser om forbandede skovvæsener fra hans brors historier.

Snarere end at forbedre deres situation kom de nye forsyninger kun til at udvide afgrunden mellem familien Brennan og den øvrige verden. Efter at have hængt sine nye lamper op var James nu i stand til at arbejde i døgndrift. Han blev et manisk skelet, der hamrede løs både dag og nat og kun holdt inde for indimellem at snige sig ud i mørket for at skjule sine daglige fund. Eileen og børnene var lige så livlige som altid, men sørgede omhyggeligt for at holde sig på afstand af James, hvis mistroiske vredesudbrud blev nærmest umulige at holde tilbage. Når Håkan ikke udvidede kanalen eller slæbte store sten væk, var han sammen med børnene, som lærte ham lidt engelsk – om end de ord, han lærte, ikke nåede meget ud over deres umiddelbare omgivelser og de beskedne krav i forbindelse med deres lege.

Der gik et par dage. Hvor mange, var Håkan ikke i stand til at afgøre – han var ikke engang sikker på, hvor lang tid 39

Content_9788711999042.indd 39

28/06/21 3:20 PM

der var gået, siden han gik i land i San Francisco. På gården hjemme i Sverige havde de hverken haft kalender eller ur, men arbejdet havde på samme tid opdelt dagene i regelmæssige bestanddele og samlet dem i tilbagevendende kredsløb.

Omkring minen lod tiden derimod til at være gået enten i stå eller i opløsning – det var ikke til at sige. James arbejdede uophørligt. Eileen opfandt gøremål til sig selv. Børnene strejfede frit omkring. Hver enkelt dag lignede fuldstændig den foregående, og deres tilværelse ændrede sig ikke, før en støvet plet kom til syne i horisonten.

Da Eileen havde fået varskoet James, var pletten blevet til en gullig plamage på himlen, og mens James hentede sin musket, blev den til en sky omkring seks ryttere og en vogn.

James så kortegen nærme sig, mens han hældte hagl i mundingen og fumlede med sit krudthorn. Hans kone stillede ham nervøse spørgsmål. Han ignorerede hende og spændte flintelåsen. Børnene kom hen til deres far og stirrede med åben mund. James fjernede ikke blikket fra horisonten og skubbede dem væk fra sig. Hestene nærmede sig i langsomt tempo. Lidt efter lidt begyndte man at kunne høre småsten blive knust under stålhjul, høre fjedre og sparsomt smurte aksler knirke og høre bidsler, spænder og sporer klirre. Alles blikke rettede sig mod vognen. Det var en lilla karet dækket med skinnende pletter, som middagssolen spejlede sig i. De fire heste med fjerbuske foran den så ud til at føle sig krænket over varmen. Der hang kvaster ned fra siderne på taget.

Da vognen kom nærmere, viste de skinnende pletter sig at være forgyldte volutter, blomster, blonder og kranse rundt om livagtigt malede scenerier af mænd, der gennemgik de mest grusomme pinsler, og kvinder, der blev voldført på de mest ubeskrivelige måder, af landsbyer i flammer og bunker af rådnende dyr, af piskninger og spidninger, af halshugninger og brændende bål, af gabestokke og galger, af forpinte 40

Content_9788711999042.indd 40

28/06/21 3:20 PM

ansigter og blotlagte indvolde. Forrest i kortegen fik Håkan øje på den velklædte, fede mand og dragonen.

De standsede op på passende afstand, men tæt nok på til at henvende sig til James uden at behøve skrige. Ingen steg ned. De havde alle sammen våben i bæltet, og en af dem desuden to æsler på slæb. James blev stående ubevægelig.

Børnene klyngede sig til Eileen. Dørene og vinduerne til vognen forblev lukket. De tunge, sorte fløjlsgardiner bølgede langsomt og regelmæssigt ud og ind, som om vognen åndede.

Den fede mand klappede kærligt sin skinnende grå hoppe og bøjede sig ned over dens hals for at hviske noget til den. Han rømmede sig, den hemmelige fjeder udløste hans mekaniske smil, og – efter først at have lettet på hatten over for Eileen, der genert gjorde gengæld ved at neje – begyndte han på en af sine lange, selvtilfredse taler. Han henvendte sig hovedsagelig til Eileen, men havde også skinhellige smil og irettesættende pegefingerbevægelser til børnene. Pludselig foregav han at have opdaget minen og kanalen og blive dybt imponeret over dem. Endnu en åndfuld enetale fulgte. Da han var kommet igennem sin nedladende panegyrik, foregav han at have svært ved at lægge en dæmper på sin begejstring, men efter endelig at have fattet sig rettede han på sine papirmanchetter, gned sig i hænderne og gik over til de mere alvorlige sager. Efter en omstændelig indledning løsnede han omhyggeligt sin sadeltaske og åbnede den på vid gab.

Den var propfuld af pengesedler. Han holdt en kunstpause og understregede den med demonstrativt at rette på sin vest.

James holdt fortsat øje med ham. Den fede mand tørrede panden af med sit lommetørklæde og sagde med præstelig patos endnu et par ord. Så gjorde han atter tegn i retning af minen. Denne gang lod han til at omtale den med en vis skepsis og pegede igen afslutningsvis med stor tilfredshed på pengene.

41

Content_9788711999042.indd 41

28/06/21 3:20 PM

“Nej,” sagde James med overbevisning i stemmen.

Den fede mand sukkede stoisk, som var han en læge i færd med at behandle en overtroisk patient uden forståelse for sit eget bedste, og vendte sig derefter om mod Eileen, anlagde atter sit nedladende, messende tonefald og sagde noget om børnene.

Skælvende af raseri begyndte James at skrige. Han befalede sin familie at træde tilbage og råbte ad kortegen, mens han svingede med sin gamle musket. Den fede mand foregav at blive forarget over udbruddet. James rettede sin vrede mod vognen. Håkan forstod ikke ordene, men James spurgte tydeligvis, hvem der befandt sig derinde, og krævede af vedkommende at komme ud. Til sidst gjorde han lovlig ophidset tegn i retning af vognen og fik mændene til at trække blank.

James blegnede. Dragonen red rundt i en stor bue, så han fik Eileen og børnene lige på skudhold. Den fede mand lagde sig imellem med en forsonlig harken, som om han var den eneste voksne til stede. Igen talte han resigneret om James’ børn. Denne gang fattede han sig i korthed. Et øjebliks tavshed fulgte, hvorefter den fede mand knipsede med fingrene, og æslerne blev ført hen ved siden af James. Den fede mand smed tasken med penge over til James og forklarede, at æslerne var til Eileen og børnene.

“Afsted,” sluttede han overraskende brysk. “Nu.” James forsøgte at fremstamme et svar.

“Nu,” gentog han.

James betragtede minen med dirrende mund. Han havde samme udtryk i ansigtet som en underdanig hund, der har fået besked på at lystre en kommando, den ikke forstår.

Han så hen mod det hemmelige hul, hvor han gemte sit guld. Eileen satte børnene op på det ene æsel og gik hen for at hente sin lamslåede mand. Håkan begyndte at pakke de forhåndenværende forsyninger sammen.

42

Content_9788711999042.indd 42

28/06/21 3:20 PM

“Nej. Ikke dig,” sagde dragonen og nikkede i retning af Håkan. Hans tonefald var overraskende venligt. “Hvad hedder du?”

“Håkan.”

“Hvad?”

“Håkan.”

“Høg?”

“Håkan.”

“Høg kan hvad?”

“Håkan.”

“Kan hvad?”

Håkan sagde ikke noget.

“Sæt dig ind i vognen, Høg.”

Håkan så sig rådvild omkring. Ægteparret Brennan havde for travlt og var for lamslåede til at ænse ham. Han gik modvilligt hen til vognen og åbnede døren. I det blændende middagslys forekom dens indre ham lige så enormt som nattehimlen. Der lugtede af røgelse og kandis. Han satte sig akavet op på et lurvet fløjlssæde, og efterhånden som det blev muligt at se skygger inde i mørket, begyndte den utydelige, men glimtende silhuet af kvinden med de tykke læber og det ravgyldne hår gradvis at komme til syne over for ham.

“Du taler ikke engelsk. Du forstår ikke. Det er godt.”

Ordene strømmede ud fra hendes fyldige læber. Andet sagde kvinden ikke under deres fire dage lange rejse til Clangston.

Håkan spiste og sov sammen med mændene, men kørte sammen med kvinden i hendes mørke og iltfattige vogn.

Nogenlunde midt under rejsen gav hun ham både ved tegn og ved med fast hånd at styre hans krop besked på at lægge hovedet i hendes skød. De næste to dage kærtegnede hun hans hår og aede ham i nakken.

Content_9788711999042.indd 43

28/06/21 3:20 PM

HERNAN DIAZ

“En strålende debut.”

– Publishers Weekly

Omslagsdesign af Luke Bird Omslagsbilleder © Nadia Attura / Millennium Images, UK; © Mo And Kay Photography / Alamy Stock Photo Forfatterfoto © Jason Fulford

In the Distance_Danish Edition.indd 1

I det fjerne er en bevægende roman om en ung svensk immigrants vej over de amerikanske vidder i det 19. århundrede.

“En strålende roman som beskriver en mands udvikling fra dreng til mytisk skikkelse, og hans rejse mellem kontinenter og menneskelige forhold.”

– Pulitzer-prisens udvalg “I det fjerne fremmaner på forbilledlig vis en følelse af desorienterende fremmedhed. Resultatet er en eventyrlig historie såvel som dybsindige tanker om betydningen af at høre hjemme.”

– The Sunday Times “Hernan Diaz’ roman I det fjerne er uovertruffen: sikker, bevægende og et mesterværk; den rummer den mest grundige og præcise beskrivelse af ensomhed, jeg nogensinde har læst.”

– Lauren Groff (forfatter til Skæbne og hævn og Florida)

“Et medrivende eventyr, som også er en dybsindig udforskning af ensomhed og venskab, fremmedhed og hjem; en bildungsroman i det 19. århundredes storslåede stil, som også er en barsk kritik af de romantiserede sagn om bosættelserne i Det Vilde Vesten.”

– The Guardian

I DET FJERNE

Hernan Diaz (f. 1973) er født i Argentina, opvokset i Sverige og bor nu i Brooklyn med sin hustru og datter. Ud over sin skrivekarriere er Diaz prodekan på det latinamerikanske institut på Columbia University. I det fjerne er Diaz’ debut, som i 2018 var finalist til både PEN/Faulknerog Pulitzer-prisen.

“En roman man aldrig glemmer.”

– Morgenbladet

På den lange rejse fra Sverige til New York bliver drengen Håkan væk fra sin storebror, Linus, og ender i San Francisco. Fattig, alene og uden at kunne sproget begiver Håkan sig tværs over Amerika i et forsøg på at blive genforenet med Linus. Undervejs lærer han ensomheden at kende i den kvælende ørken, på den øde prærie og i de iskolde bjerge.

Men hans rejse byder også på mødet med en broget skare af mennesker; naturforskere, kriminelle, religiøse fanatikere, svindlere, indianere, soldater og lovens håndhævere.

9

788711

999042

ROMAN | LINDHARDT OG RINGHOF

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

30/06/2021 16:57