Juha Itkonen
I glimt Oversat af Birgita Bonde Hansen
Lindhardt og Ringhof
I glimt-ny.indd 3
24/03/14 16.58
I glimt er oversat fra finsk efter Hetken hohtava valo Copyright © Juha Itkonen ja Kustannusosakeyhtiö Otava 2012 All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Omslag: Mikkel Henssel efter originalomslag af Kannen Kuva © AP / Lehtikuva Bogen er sat med Garamond hos LYMI DTP-Service og trykt hos ScandBook AB 1. udgave, 1. oplag Printed in Sweden, 2014 ISBN 978-87-1138-773-3 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
Udgivet med oversættelsesstøtte fra FILI
Ilja Ehrensburgs værk om Tjekhov er desværre ikke oversat til dansk, hvorfor citaterne er oversat af oversætteren efter den svenske udgave: Ilja Ehrenburg: Tjechov läst på nytt; oversat af Vladimir Semitjov, 1960. Finske citater er oversat af oversætteren.
www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
I glimt-ny.indd 4
24/03/14 16.58
Sometimes I can’t believe it, I’m moving past the feeling a rc a d e f i r e “ t h e s u bu r b s ”
I glimt-ny.indd 5
24/03/14 16.58
du hader tjekhov. Jeg læste det interview, hvor du sagde, at du ikke kunne forestille dig nogensinde at instruere Tjekhov, og hvis du absolut skulle, så ville det være med mimet tekst, for Tjekhovs tekster vækker et stumt raseri i dig. Måske var det mest ment som en provokation, generation efter generation af unge teaterinstruktører skal altid være så vrede og opfinde alting på ny. Jeg ved ikke, om du kan huske, hvordan vi diskuterede Tjekhov, Marjaana og jeg. Det kan du sikkert ikke, du var endnu så lille dengang. På et tidspunkt i Tampere opdagede jeg Tjekhov, det var i de år, hvor din individualitet og uafhængighed endnu ikke var gået op for mig, der var tid nok, hverdagseftermiddagene alene sammen med dig føltes lange på den gode måde og gentog sig efter samme mønster: Der var tid til at gå hånd i hånd ned til biblioteket og tilbage igen, lave frokost i ro og mag og derefter ligge på sofaen og læse, mens du sov til middag. Jeg læste alt det, som Anton Pavlovitj havde skrevet hundrede år før. Først novellerne og så skuespillene, til sidst også brevene, som jeg dengang måtte læse på engelsk, og på et tidspunkt gik det op for Marjaana, hvad det var, jeg læste. Hun blev ligefrem ophidset, stod midt i stuen med Mågen i hånden og opremsede alle de ting, der var galt med Anton Tjekhov. Hun var lige kommet hjem fra arbejde, havde trampet de tre kilometer hjem fra centrum på cykel, og hendes ansigt var rødt og vådt af sved. På den tid havde vi altid vores mest højlydte diskussioner, når Marjaana kom hjem fra arbejde. Hun var træt, og hendes blodsukker var lavt, det irriterede hende at se, hvor tilfreds jeg lå der i stuen og drev den af, læste for min egen fornøjelses skyld. Tjekhov, sagde Marjaana. Forbandede Anton Tjekhov! Marjaana hæ7
I glimt-ny.indd 7
24/03/14 16.58
vede stemmen, uden at hun selv bemærkede det, gav hun sig igen til at tale så hurtigt, at en, der ikke kendte hende, ville have svært ved at forstå, hvad hun sagde. Dér sidder fruerne og sørger under krystallysekronerne på deres store landejendomme, som de har stjålet fra folket. Fordrukne officerer jager kvinder, der allerede er optaget. Voksne mennesker omfavner hinanden, dåner og dejser om i hinandens arme, taler om ting, som intet menneske i den virkelige verden kunne finde på at tale om. Og hvad har de af problemer? Hvad har Anton Tjekhovs karakterer af problemer? Ingen verdens ting! Måske er der et træ, der er væltet. Kirsebærblomsterne visner. En eller anden befinder sig i Moskva, og Moskva ligger langt væk. De menneskers største problem er, at de ikke har nogen problemer. De er ikke i nogen form for nød, de har alt, hvad et menneske har brug for. Tjekhov. Forbandede Anton Tjekhov. Melankoli er ikke nogen forandringskraft, sagde Marjaana til mig. Nostalgi står blot i vejen for udviklingen. Så vidt jeg husker, sad vi allerede om spisebordet, jeg havde fået øset noget pastaret og gulerodssalat op på hendes tallerken, og hun var en anelse mere rolig. Hun skovlede maden i sig på sin sædvanlige effektive manér, fuldstændig ligesom Esko har Marjaana altid været et menneske, der ikke spilder unødig meget tid på at spise. Melankoli er ikke nogen forandringskraft, sagde hun; jeg ved ikke, om det var noget, hun fandt på i det øjeblik, eller om det var taget fra en eller anden pamflet. Nostalgi er en luksus. Der findes mennesker, der ikke har råd til nostalgi. De fattige. De arbejdsløse. Folk med ubehagelige, farlige og underbetalte job. Det kapitalistiske systems undertrykte. Eller folk i den tredje verden, sagde Marjaana, denne verdens virkelige tabere. Læser de måske Tjekhov i Afrika? Nej, det gør de med garanti ikke. Selvom man læste Tjekhov højt for folk dernede på deres eget modersmål, ville de alligevel ikke forstå et ord af det. Ikke en disse! Sådan var Marjaana nogle gange, når hun først kom godt i gang, fuldstændig umådeholden, hun glemte helt den betydelige intelligens, hun var udstyret med, og jeg orkede ikke at diskutere med hende, jeg vidste, at hun kunne blive ved hele aftenen, hvis det skulle være, så jeg ryddede blot af bordet, vaskede op og følte formodentlig en vis grad af skyld. For selvfølgelig havde hun ret, det ændrer intet, at jeg sidder her og husker og indimellem forestiller mig ting. Det hjælper ikke nogen. Og i modsætning til hvad man kan sige om Tjekhov, efterlader det sig heller ikke det mindste spor i verden. 8
I glimt-ny.indd 8
24/03/14 16.58
Men alt dette vidste Anton Pavlovitj. Han var om nogen ydmyg. Hvis han havde siddet, hvor jeg sad på det tidspunkt, ved spisebordet i en treværelseslejlighed i Haukiluoma i Tampere, ville han have handlet ligesådan, have forholdt sig tavs og vedkendt sig sin forbrydelse. Han forbandede jo selv sit verdensbillede. Han betvivlede hver eneste af sine sætninger. Hvis han kunne have skrevet om noget andet, tsarvældets grusomheder eller fabriksarbejdernes lidelser, ville han uden tvivl have gjort det, uden at tøve, i samme øjeblik han satte sig til skrivebordet. Han var ikke blind. Han var bevidst om den slags ting, brændende spørgsmål, som han absolut burde have skrevet om. Han forsøgte endda at skrive om dem, det vidner hans breve om. Anton Pavlovitj kunne bare ikke lade være, uanset hvor vigtige disse spørgsmål var, var de i sidste ende uhjælpelig underordnede for ham. Han oplevede dem ikke selv, de gennemsyrede ikke hans krop. De var ikke inden for hans begrebsverdens rækkevidde på samme måde som hans eget liv som læge og forfatter i et land, hvor der endnu var livegne. Ja, det var et svineheld at leve et så privilegeret liv, men det var det eneste liv, han havde. Hvad skulle Tjekhov ellers have gjort med sit liv? Have ladet være med at skrive om det? Ladet være med at reflektere over det? Han kunne jo ikke bytte det til et andet. Det er der ingen, der kan. Vi er alle på sin vis fanger, vi bliver nødt til at tro på, at vores liv er enestående og værd at reflektere over. Man kan ikke kræve, at mennesket skal kunne se sin egen ubetydelighed fuldt og helt i øjnene, for så ville det ikke være i stand til at leve videre. Jeg har ret til at huske. Ret til at svælge i mine minder, boltre mig i dem og hengive mig til dem, drukne mig i dem, hvis jeg vil. De er mine, og jeg må gøre med dem, hvad jeg vil.
I glimt-ny.indd 9
24/03/14 16.58
1964
Esko Vuori, den unge butiksbestyrer i Urho Puupponens Radioforretning, 26 år gammel, gift og snart far til to; om morgenen den tiende oktober 1964 står han i kø uden for Tokyos olympiske stadion, i en ud af en snes køer, venter lige så pænt som alle andre. Alle smiler til ham, og han smiler til dem, men prøver samtidig at huske på det råd, han har fået om ikke at se japanerne i øjnene. Det er svært, for han er nysgerrig af natur. Andre mennesker interesserer ham, også disse tusinder og atter tusinder af kopier af hinanden. Hans blik dvæler ved en eller anden lille detalje, en gammel mands hat, billetten et barn har i hånden, blomsten, der er stukket gennem en kvindes knaphul, og han opdager pludselig, at modparten forvirret bukker og ser ned i jorden. Sumimasen, siger Esko så, det er de blevet rådet til af ambassaden. Sumimasen, det betyder undskyld, og efter sigende også tak. Han er finne, lidt højere end gennemsnittet, har et stort hoved og brede skuldre, fylder altså godt i landskabet blandt de lokale. Hans øjne er dybblå, hans kortklippede hår strågult. Japanerne synes sikkert, at han ligner en tysker. Han er klædt i sit bedste hverdagstøj, et gråt jakkesæt fra Turo Tailor, købt efter lang tids overvejelse for overskuddet efter rekord omsætningen i august. Slipset foreslog sælgeren ham, og Liisa godkendte det modstræbende, slipseknuden var upåklagelig, regelret og fyldig – om morgenen på hotellet stod Esko stadig foran spejlet og rettede på den, da Hukkanen utålmodigt bankede på døren. Den sorte skuldertaske i læder er prikken over i’et, han holder den tæt ind til sig i presset fra menneskemængden. Tasken indeholder alt; han har nøje pakket den en lomme ad gangen. Japanerne er et hæderligt folkeslag, det er han adskillige gange blevet forsikret om, og han tror det gerne, men han har nu aldrig før 10
I glimt-ny.indd 10
24/03/14 16.58
været udsat for sådan et hav af mennesker omkring sig. Eller ikke et hav, snarere en strøm, en strøm, der flyder i den nogenlunde rigtige retning, uden dog at have noget præcist løb; han må blot forsøge at følge med strømmen og håbe, at den i sidste ende fører ham derhen, hvor han gerne vil, nemlig ind på stadionet. Det er en smuk og solrig dag, det er varmt, men ikke hedt. Som Finland på sit allerbedste, i slutningen af august, tænker Esko, til høst, men før efterårets regnvejr sætter ind. Godt nok er himlen blå på en anden måde, det er svært at sige hvordan, men ti tusind kilometer derfra derhjemme ser himlen anderledes ud: Da Esko efter et pludseligt indfald lægger hovedet tilbage og ser lige op i luften, strækker Fjernøstens fantasifulde og inspirerende farver sig hen over himlen i en bue. To jetfly er netop krydset hen over stadionet, efter at have summet rundt over det i kort tid sætter de i svimlende fart kurs mod Stillehavet og efterlader blot disse langsomt svindende spor. Esko står længe og betragter dem. Han nyder at betragte himlen, elsker den og verdensrummet bag den. Det svimler for en, når man tænker på, at han og Veikko er fløjet hertil tværs over den samme uendelighed, over et helt, gigantisk kontinent på lidt over et døgn. Først til Frankfurt, fra Frankfurt til Wien og via Istanbul til Teheran, fra Teheran til New Delhi og så til Bangkok; fra Bangkok til Hongkong og til sidst til Tokyo. Hvordan er det overhovedet muligt? Hvordan kan verden på en gang være så skrækkelig stor og så forbløffende lille? Hvordan kan mennesket være så genialt, for det er jo det, der er tale om, menneskets genialitet. Mennesket tager hele verden i sin besiddelse, inklusive verdensrummet, sender sine satellitter og sonder og bemandede rumfartøj derop. Russerne er stadig lidt foran, de fik Gagarin ud i rummet som den første, en af de nærmeste dage agter de igen at slynge tre kosmonauter med nerver af stål ud i bane omkring Jorden og så endda i korte ærmer. Så langt er russerne kommet, de kan klare sig inde i rumfartøjet uden rumdragt. Men amerikanerne er lige i hælene på dem og overhaler dem til sidst, det er uundgåeligt, USA er verdens mægtigste land, og Sovjetunionen blot et kæmpe åbent fængsel. Et sted i New Mexi co er man netop nu i gang med prøver, der kaster skam over det, de har opnået i Sibirien. Han har svært ved at tro, at han virkelig er her. Han står virkelig her i denne kø, holder knap og nap stand med albuerne, bevæger sig lang11
I glimt-ny.indd 11
24/03/14 16.58
somt men sikkert frem mod indgangen til stadion. Han har virkelig en billet i inderlommen, den, som mændene fra Hitachi gav ham i går, og som sikrer ham adgang til åbningen af de olympiske lege i Tokyo. Det er en vaskeægte officiel billet med de olympiske ringe, komiteens logo og Japans opgående sol på, om lidt river kontrollørerne, der er klædt i røde jakker og hvide bukser, slippen af, og han får lov til at dykke ind i dette enorme stadions indre. Ved et heldigt sammentræf er det lykkedes butiksmedhjælper Esko Vuori fra Kuopio at trodse tingenes naturlige tilstand og komme et sted hen, hvor han ellers ikke hører til. Han synes ikke engang selv, at han har gjort noget særligt. Han har blot drevet forretning, solgt de små transistorradioer, der dukkede op på lageret først på vinteren. De dukkede virkelig bare op, han havde knap nok hørt om dem før. Indehaveren havde lavet en aftale med importøren og var blevet distriktssælger af Hitachi, åbenbart blot som et forsøg og uden nogen større konkurrenter. Sardindåser, tænkte Esko først. Hvordan vil du sælge dem til folk, de vil jo have en robust tysker, en flot, traditionel rørforstærker, der kan stå omgivet af familiefotografier og pryde reolen. Kunderne syntes da også, at de så små og uanseelige ud. Fandeme nej, sagde en bilmekaniker, han kendte: Jeg ville sgu ikke have det japserskidt i mit hjem, om så du forærede mig det. Men alligevel endte det med, at selv han forlod butikken med et apparat under armen. Og så en dag i starten af juli, en hed højsommerdag, hev Puupponen ham som det første om morgenen med ind i baglokalet og beordrede ham at slå røven i sædet. Urho så ophidset ud, dumpede efter sædvane ned i den roterende kontorstol og foldede hænderne bag nakken, så svedpletterne i armhulerne på hans sommerskjorte kom til syne. Jeg fik et usædvanligt opkald fra Helsinki, sagde Urho med ansigtet lagt i alvorlige folder. Esko var i sit stille sind allerede ved at gennemgå de allermest vovede rabatter, han havde givet, og de kaffemaskiner, han i smug havde givet folk oven i købet for at sætte gang i handlen med fjernsyn. Om hvad? spurgte han så friskfyragtigt, han kunne. Jo, du, svarede Urho. Vores helt egen Esko her har sgu en rejse til Fjernøsten i sigte. Samme aften derhjemme fortalte han den store nyhed, sådan ganske henkastet, da de sad ved spisebordet. Han måtte ud i gangen for at ringe til Urho og lade Liisa komme til telefonen, før hun troede ham. Alene, sagde Liisa, da hun kom ind til spisebordet igen. Du skal alene til Japan. 12
I glimt-ny.indd 12
24/03/14 16.58
Han forstod godt Liisas skuffelse, men var for begejstret til at tage sig af det. Liisa var jo heller ikke ligefrem i form til at rejse, hun var allerede tre måneder henne. Liisa lod sig snart formilde, accepterede sin skæbne og fulgte i september pligtopfyldende med ham til Carlsons stormagasin for at udvælge en passende kuffert. Ugen inden afrejsen strøg Liisa hans skjorter, sokker og underbukser, mens hun så fjernsyn, foldede dem i sirlige bunker og spændte bunkerne fast i kufferten med remme, så de lå pænt. Da han søndag morgen ved femtiden skulle af sted til bussen mod Helsinki, tøffede Liisa emsigt omkring i entréen kun iført sin natkjole og sikrede sig, at han havde pas og billetter med. Han havde allerede lukket døren bag sig og var nået til det øverste trin på trappen, da Liisa kom styrtende efter ham og ivrigt kyssede ham i halvmørket på trappen. Der var næppe nogen, der så det. Ikke engang naboen gennem dørspionen, selvom det var et af den slags kys, der skal ses, et af dem, hvormed giveren udtrykker sit ejerskab, som et segl eller mærke. Du er min. Du tilhører mig, glem ikke det. “Pas godt på dig selv,” sagde Liisa hæst, hendes stemme var grødet af tårer, som hun knap nok formåede at holde tilbage. “Og gør nu ikke noget dumt.” “Hvordan dumt?” spurgte han. “Ja, løb nu ikke efter kvinder. Den slags. Jeg forlader dig, hvis du gør det.” “De har efter sigende nogle af verdens hurtigste kvinder. Jeg ville ikke engang kunne holde trit med dem, hvis jeg prøvede.” Og så gik han, tog af sted, sådan som mænd her i verden gør det: løsnede Liisas greb om sine hofter og gik baglæns ned ad trappen til næste afsats, mens han hele tiden så på sin kone. Esko tænker på Liisa i afskedens øjeblik, hendes lettere indadvendte fødder og små, fine lægge, knæene, der er halvvejs skjult under natkjolen, brysterne, der er større end normalt, de struttende brystvorter og den smukke, runde mave under det blomstrede stof. Et kort øjeblik får han det dårligt, når han tænker på, hvor langt han lige nu er fra sine børns mor. Trængslen er taget til, han og Hukkanen er nu kun en snes meter fra indgangen. Da de kom ind mellem stålhegnene, blev køen til en smallere og mere kontrolleret, men samtidig også mere sammenpresset strøm. Hukkanen er nogle få skridt foran ham, hans kasseformede hoved stikker meget praktisk op over folkemængden, Esko kan se hans udstående ører og den røde, solbrændte nakke. Sumimasen, hører han ved siden af sig, det samme ord om og om igen. Sumimasen, siger han også selv, 13
I glimt-ny.indd 13
24/03/14 16.58
efterhånden næsten helt automatisk. Sumimasen, sumimasen, sumimasen, han dvæler over denne summen, japanernes tale, og for første gang på hele turen bliver menneskemasserne ubehageligt påtrængende, kun et kort øjeblik, lige inden menneskestrømmen, som hegnene leder gennem sit leje, når frem til sit udløb. Derefter sker alt så hurtigt, effektivt og organiseret, at ikke engang Veikko ville kunne klage. Selv tyskerne ville ikke kunne gøre det bedre. Den første kontrollør ser på deres billetter, den næste tjekker deres tasker. Den tredje klistrer runde, røde mærker, Japans opgående sole, på deres hænder. Den fjerde viser vej, den femte bukker, da han og Hukkanen går gennem indgangen, den sjette gør tegn til dem om at blive ved med at bevæge sig fremad. De gør som beordret, fortsætter hen over pladsen, der er belagt med grå og hvide fliser, og som efter trængslen føles fyrstelig stor, og nærmer sig stadionets munding. På den anden side af det mørke gab kan man skimte det allerhelligste, en stribe med grøn græsplæne og rød løbebane. De nærmer sig målet, og det får dem til at sætte farten op. De er næsten fremme, er nået til foden af trapperne op til tribunen, da Hukkanen pludselig stopper op. Veikko hiver ham i ærmet, trækker ham efter sig ind i skyggen af en stolpe og tryller en flad lommelærke frem af lommen. Bevægelsen er så glidende og rutineret, at man knap nok bemærker den, Esko har allerede set den mange gange. Første gang i afgangshallen i lufthavnen, derefter i flyveren efter hver mellemlanding; i går ude foran Hitachis bygning inden rundturen på fabrikken og i dag på hotellet ved morgenmaden. “Nå, hr. supersælger. Skal Finlands stolte søn have en lille opstrammer, inden vi træder ind i løvens gab?” “Ja, for søren da. Hvem ville ellers vove sig ind i gladiatorernes arena?” Veikko Hukkanen, hans medrejsende. Sælger fra Lahti, formand for radio- og tv-forhandlernes brancheforening, ifølge Urho og hans rosende ord talerør for hele branchen. Han blev født i Sortavala i Karelen og evakueret derfra, solgte landbrugsmaskiner i tyve år og var så i starten af 50’erne klog nok til at være en af de første, der skiftede til radiobranchen. Hukkanen er 51 år gammel, men ser ældre ud end sine jævnaldrende. Der er en dyb modsætning mellem hans opførsel og hans fremtoning: Han snakker afslappet om løst og fast, men ansigtet er som hugget i granit. Ikke engang nu, i dette fornøjelige og broderlige øjeblik, smiler Hukkanen, han byder blot Esko, tager derefter selv en stor slurk og skruer låget på igen. 14
I glimt-ny.indd 14
24/03/14 16.58
“Det gjorde godt,” siger Hukkanen og skærer en grimasse, giver Esko et klap på skulderen, da han passerer ham. “Tror du, vi er klar?” “Ja, for satan, lad os komme derop,” svarer Esko. Han er så lykkelig, så opfyldt af kriblende forventning, at det er lige før, han ved et uheld giver sin rejsefælle et kram. “Man har vel oplevet det, der var værre.” “Ja da. Jeg har i hvert fald.” Så af sted går det, de følger efter hinanden op ad trapperne, Veikko forrest og Esko bagerst. Hundrede trin eller mere, så mange at Hukkanen på grund af sine dårlige lunger med jævne mellemrum må stoppe op for at få vejret. De fleste af skiltene er kun på japansk, de kan ikke forstå tegnene og er lige ved at blive væk i bygningens indre; de forsøger at komme ud på tilskuerpladserne ved hver eneste åbning, men personalet spærrer vejen for dem på en pinefuld høflig manér. Højere op, peger de, højere, højere og højere op. “Op på pibehylden,” brummer Hukkanen. “Mændene fra Hitachi har givet os pladser på pibehylden. Satans sumimasen, så tal dog finsk.” Men selv Veikko holder op med at brokke sig, da de endelig finder gennem den rigtige indgang ud i lyset, står der højt over pladsen i det klare dagslys, helt blændede efter halvmørket på trapperne, og ser det olympiske stadion indefra for første gang. Det er et arkitektonisk mesterværk, skinnende hvidt og med smukke buer. Det er også en myretue fuld af stier, hvor folk sværmer forbi i konstant bevægelse. Når man ser på tribunen overfor, bølger menneskemasserne som et hav. Det er nu, tænker Esko. Jeg er fremme. Hans ben er som gele. Han er lidt svimmel og følger pænt efter vagten, der næsten tager dem ved hånden og fører dem hen til deres pladser, endda bliver stående for at sikre sig, at den store, hvide mand ikke besvimer. Sumimasen, siger Esko igen. Sumimasen, sumimasen. To timer senere er Esko nået at falde lidt til ro. Han har fundet sit kamera frem fra tasken, et alt for dyrt Asahi Pentax, indkøbt specielt til rejsen, og har taget nogle få velovervejede fotografier. Med sin lige så nye Bushnell Banner Medium Range-kikkert har han studeret hver enkelt bid af tilskuertribunerne. Kikkerten er fremragende, bedre end Hukkanens betydeligt dyrere Leica; forskellen er så tydelig, at selv Veikko mod sin vilje må indrømme det. Nu virker Veikko lidt muggen, han nipper regelmæssigt af lommelærken og tilbyder kun Esko en slurk hver anden 15
I glimt-ny.indd 15
24/03/14 16.58
gang. Uden nogen åbenlys grund fisker Hukkanen pludselig en pen op af lommen og giver sig til at jonglere med den i luften. “Ved hr. supersælger så, hvad det her er?” “Det ligner en kuglepen.” “Men det er ved gud ikke en hvilken som helst kuglepen. Det er en vesttysk Diplomat. Kan du se kuglen i spidsen der? Den hviler i et leje af sølv. Skaf dig sådan en her, og der kommer gang i forretningen. Der kommer så stort et rend i butikken, at du må skifte hængslerne.” “Afhænger handlen da af en kuglepen?” “Ja, det er ikke ligegyldigt, hvilket redskab kunden bruger til at sætte sit navn på papiret. Det giver et godt indtryk.” Kuglepennen forsvinder ned på plads igen, Hukkanen virker tilfreds. Mandens forfængelighed morer Esko, allerede i flyet viste Veikko påtaget skødesløst sine dyre ejendele frem. Efter kun et par døgns bekendtskab ved Esko, hvilket fjernsyn Veikko har derhjemme, en splinterny Blaupunkt kombinationsmodel direkte fra messen i Hannover, hvor fjernsyn, radio, pladespiller og fire stereohøjttalere er blevet samlet i samme nødde træskabinet, som har kostet det hvide ud af øjnene; fjernsynsskærmen kan drejes, så den forsvinder ind i kabinettet, hvilket efter sigende især glæder konen, der går op i indretning. Hukkanen er dandy og bisse i ét, en morsom kombination. Der er sikkert dem, det ville være værre at rejse sammen med, tænker Esko. Åbenbart har Hukkanen også på sin egen svært fortolkelige måde accepteret ham, i hvert fald prøvede Veikko aftenen før halvt i spøg at overtale ham til at komme og bestyre butikken i Lahti og sælge lige så mange radioer, som han havde gjort i Savo. Det føles rart, at Veikko anerkender hans evner. Men alligevel irriterer de ham, mændene fra generationen før ham. Det er ikke bare Hukkanen, men i lige så høj grad Puupponen og alle dem, der minder om dem, indbildske, stivsindede sælgere, som Esko støder på, når han indimellem tager til brancheforeningens lokale møder. De minder uvilkårligt om hans far. Alle de mænd har været med i den samme krig, inklusive Hukkanen. Det var ikke, fordi Veikko talte meget om det om bord på flyveren, men det kom alligevel op, i en bisætning kom det tilfældigt på tale, at Hukkanen under tilbagetrækningen fra Det Karelske Næs havde skudt sig til et Mannerheimkors. Man kan stadig se det på Hukkanen, den måde han med et dystert blik 16
I glimt-ny.indd 16
24/03/14 16.58
i øjnene suger på sin cigaret. Det var sådan, man røg sin cigaret ude foran jordbunkerne ved fronten, i bidende frost på frontlinjen, mens russernes granater sprang om ørerne på én. Dengang disse mænd mejede russere ned, suttede Esko stadig på sin mors bryst. Det er et faktum, indiskutabelt, og de tilgiver ham aldrig, de står i vejen for ham med deres meninger, holdninger og fordomme og vil formodentlig gøre det indtil deres død. De forhindrer verden i at forandre sig, og man skal vare sin mund i deres selskab. På grund af dem må han tie om ting, der er vigtige for ham. Hukkanens El- og Radioforretning har ikke licens til at sælge Hitachi, ifølge Veikko er de slet ikke interesseret i det. Modsat Esko er Hukkanen her ikke i kraft af sine bedrifter, men i kraft af sin position som formand for foreningen, så japanerne kan drive lobbyvirksomhed over for ham. Svært må det være, han kæmper imod med næb og klør. Det hele ligger for øjnene af dem, Fjernøstens opsving, japanernes fremmarch, frem tiden, og Hukkanen nægter at se det, selvom Esko ikke forstår, hvordan det er muligt. De har været i Japan i snart tre dage og har ikke set andet end mirakler. Allerede den første morgen kom en tolk, som mændene fra Hitachi havde skaffet, og hentede dem på hotellet. Tolken var fem år ældre end Esko. Han hed Lauri og var søn af finske missionærer: Forældrene var vendt hjem efter ti års udstationering, men Lauri blev i Japan. Lauri kunne alt, talte sproget og vidste, hvordan man skulle opføre sig, bevægede sig rundt i byens gader uden kort som en myre på kendte stier. Udefra set lignede Lauri dem til forveksling, han skilte sig lige som dem ud fra mængden på iøjnefaldende vis, men mestrede alligevel de lokale skikke. De tog hen for at beundre Kejserens palads. De spiste frokost på et fiske torv, stod i trængslen på Shinjuku station og ventede på vidundertoget fra Osaka. På hovedgaden var der en endeløs strøm af mennesker og biler, andre menneskers liv flimrede forbi øjnene på én; det var snarere den tanke end risvinen, de havde fået til fisken, der gjorde én beruset. Omvendt var der også roligere områder, indimellem førte Lauri dem ned ad sidegaderne, hvor de så et helt andet Tokyo. Husene i de områder var mere faldefærdige, facaderne forfaldne, og dørene hang lystigt på sned. Krogede gamle mænd skubbede vogne med grønsager foran sig, børn i knæbukser spillede bold på den ujævne jord i baggårdene. Det var som at tage et kæmpe skridt bagud i tiden på et splitsekund, fra fremtiden 17
I glimt-ny.indd 17
24/03/14 16.58
til nutiden eller næsten til fortiden; for Hukkanen var det åbenbart en lettelse, men for Esko var det lidt af en skuffelse. Om aftenen bad han Lauri om at tage ham med til pladsen, som der havde været et fotografi af i avisen, til de strålende neonlys. De var præcis så forbløffende, som han havde forestillet sig, de glimtede endnu for hans øjne, da han lå i sengen på hotelværelset og forgæves forsøgte at falde i søvn. Han fortrød, at han ikke havde taget imod Lauris tilbud om at fortsætte aftenen i et område med barer, der var populært blandt de amerikanske soldater. Alt det skete i forgårs, torsdag. I går havde de klaret rejsens officielle del, en rundtur til Hitachis fabrikker. De kørte i næsten to timer gennem byen, der syntes at fortsætte i det uendelige. De nåede frem til selskabets hovedkontor, stedet hed New Marunouchi og lignede snarere en mindre stat end en virksomhed: Området var overvåget, gennemskåret af snorlige veje og to gange større end Kuopio centrum. Mellem fabriksbygningerne lå der kontorbygninger, og i en af dem stod de herrer Nagahama og Kobayashi parat til at modtage dem. Nagahama og Kobayashi var nøjagtig lige høje, havde ens briller med sort brillestel og ens jakkesæt, der var syet af et kostbart materiale. De talte, Lauri tolkede, Esko og Hukkanen lyttede. 60.000 ansatte. 28 fabrikker. Tre hypermoderne forskningslaboratorier. En egenkapital på 80 millioner yen. Med gravalvorlige miner opremsede Nagahama og Kobayashi tal, der ganske overgik almindelig, sund fornuft. Som det simple menneske, han var, havde Esko troet, at Hitachi kun fremstillede radioer og fjernsyn og husholdningsapparater, men værterne fik hurtigt rettet den fejlagtige antagelse: Det viste sig, at samme koncern også producerede industrimaskiner, måleinstrumenter til kernekraft, endda hele kraftværker. Efter præsentationen kom piger klædt i kimono ind for at servere te, Veikko og han drak te med Nagahama og Kobayashi, begge takkede dem for deres gode salgsarbejde, og håbede, at samarbejdet ville fortsætte og blive tættere i de kommende år, til begge parters ligelige fordel. Sumimasen, svarede de naturligvis, de forsøgte, så godt de kunne, at reagere passende på de høflige bemærkninger, som Lauri oversatte for dem; Veikkos ryg kunne ikke bøjes så meget som en centimeter, men Esko forsøgte at bukke, ligesom japanerne gør. De udvekslede gaver, Nagahama og Kobayashi fik glasskåle designet af Pentti Sarpaneva, Veikko og han fik Hitachis nye A-10-blender, og derefter forlod deres værter dem; en tredje mand, der 18
I glimt-ny.indd 18
24/03/14 16.58
var klædt fuldstændig ligesom dem, men som åbenbart befandt sig på et lavere trin i organisationen, fulgte dem ind i en af fabrikshallerne. I hallen stod fingernemme kvinder klædt i mørkeblå arbejdsjakker langs et samlebånd og samlede netop de små radioer, som han havde solgt så mange af, at det havde gjort ham fortjent til denne rejse. Bare i løbet af samme år skulle der efter sigende laves en halv million til af dem. Der er nogen, der sælger dem, og nogle, der køber dem alle sammen. Fra Tokyo havn bliver de sendt et eller andet sted hen, som skibsfragt til Amerika og Europa og Australien, via haller og havnelagre til store varehuse og små forretninger som Urho Puupponens Radioforretning og derfra ind i folks hjem. Dér i fabrikshallen begyndte han for første gang at tænke over, hvordan varerne bevægede sig rundt på kloden: al den tilrettelæggelse, aftaler og praktiske foranstaltninger, den ufattelige grad af maskin- og muskelkraft, som det krævede. Det apparat, som han præsenterede kunden for på Kauppakatu i Kuopio, dukkede ikke op på hylden af sig selv. På vej tilbage i bilen forsøgte Esko at forklare sine tanker for Hukkanen, men når han forsøgte at sætte ord på det, lød det indviklet, Veikko forstod slet ikke rigtig, hvor han ville hen. Veikko syntes, at tempoet ved samlebåndet havde været alt for højt, med det hastværk kunne man ikke undgå, at det gik ud over kvaliteten. “Jeg har læst noget interessant i Tekniikan Maailma,” siger Esko. “I Tyskland har de udviklet en ny form for motor på Wankels fabrikker. De har solgt licensen til alle bilfabrikker, der var interesserede i motoren, på samme tid. Der var nogle store europæiske mærker imellem dem. Rover. Benz. BMW. Datsun fra Japan. Gæt, hvem der fik det bedste produkt ud af det? Japserne.” “Det tvivler jeg på. Det var nok endnu en gang Daimler-Benz.” “Tro mig, den er god nok. Mændene fra Wankel var her selv for at konstatere det. Datsun var bedst.” “Men en japserbil er det nu. Det kan godt være, at motoren kører, men dørhåndtaget falder af.” “Du hørte vel, hvad de mænd hos Hitachi sagde. Man eksporterer ikke længere noget herfra til udlandet, uden at kvaliteten er i orden. De har et statsligt kvalitetskontrolorgan, der forhindrer det.” “Jeg kender godt den slags organer. Jeg ved vist mere om den slags end dig, sønnike. Se engang på det ur her.” 19
I glimt-ny.indd 19
24/03/14 16.58
“Ja, jeg har set det. Et Cortina DS.” “Et Cortina DS. Med automatisk optræk. Vandtæt. Kan klare et tryk, der svarer til 200 meters dybde. Kan også holde til den kraft, hvormed en 27 kilo tung jernklods falder ned på beton fra seks meters højde. Prøv at forestille dig den rystelse, det giver, Vuori. Jeg tror ikke på, at en japaner ville kunne konstruere sådan et. Det gør jeg dæleme ikke. Made in Japan står lidt for ubehageligt klart i erindringen hos folk fra min generation.” “Det kan man vel så ikke gøre noget ved.” “Nej, det kan man ikke.” “Det er sikkert et hulens dyrt ur.” “Jeg har fået det i gave, jeg ville ikke have ofret så meget på det selv. Brancheforeningens bestyrelse gav mig det, da jeg fyldte halvtreds. Som tak for det gode arbejde.” “Det har også været godt.” “Ja, for satan. Jeg gør mit bedste.” Hukkanen ser tilfreds ud med sig selv, indtager en magelig stilling i tribunesædet og lader det tryktætte ur forsvinde under skjorteærmet. I virkeligheden kender Esko så godt som intet til Hukkanens arbejde. Han har nu og da skimmet formandens leder i radioforhandlernes blad. Han har forsøgt at få læst de analyser af den økonomiske politik, som Veikko laver til hvert nummer, men emnet ligger ham fjernt, han kan ikke rigtig relatere Hukkanens brandtaler til sit arbejde i hverdagen. Hver morgen samme tid går han ned ad den samme gade til den samme forretning, tjener med sin provisionsløn nok til at brødføde en familie på snart fire. Efter fotografierne i bladet at dømme bruger Hukkanen mest sin tid på at rejse verden rundt, læne sig mod nye produkter på messen i Hannover eller sidde omkring middagsbordet og skåle med cheferne for importfirmaer og deres koner. Det lader til, at Hukkanen har været overalt, endda til verdensudstillingen i maj i New York. Det eneste, Esko foreløbig har mærket til adspredelser i sit arbejdsliv, var en tur til en konference for forhandlere af Luxor, der blev afholdt sidste forår i Lohja, og som Puupponen sendte ham til i sidste øjeblik, da han selv fik lungebetændelse. “Hvordan skal jeg sælge de radioer i Lahti?” spørger Esko. “Hitachier ne. Hvordan skal jeg sælge dem, hvis ikke du har nogen? Hvis ikke du skaffer dig rettighederne.” 20
I glimt-ny.indd 20
24/03/14 16.58
“Det kan da også godt være, jeg gør det. Lad os nu først se, hvordan det går med Nordmende.” “Hvad skal du med Nordmende? Har I ikke tilstrækkelig med tyske produkter i forretningen allerede? Kuba. Körting. Grundig. Blaupunkt.” “Hør nu her, en radioforhandler kan aldrig få for mange tyske kvalitetsprodukter.” “Eller måske kan han. De er så store de germanske kasser.” “Store mænd laver store apparater, der passer til ordentlige mandehænder. Små mænd laver små. Se nu bare hvor små folk heromkring er. Den mands hoved der når dig kun til skuldrene.” “Men hvis der nu ikke er plads i forretningen. Eller på lageret. Det var mest det, jeg tænkte på.” “Der er helt sikkert plads, jeg har lige udvidet. Det er tyskernes held, at de tabte krigen. Ikke bare tabte de den, de fik et par ordentlige drag over nakken. Det var godt for Tyskland, at Hitler gik så langt.” “Hvordan det?” “Det giver da sig selv. Når nu det er forbudt for tyskerne at gå i krig, kan de bruge deres kræfter på noget mere fornuftigt.” “Er det ikke det samme med Japan? Det er dem forbudt at gå i krig.” “Det er det vel. I princippet. Men japserne var i forvejen lidt bagud.” “Det gælder også mange andre. Finland for eksempel.” “Og det kan man desværre godt mærke. Jeg ville gerne sælge finske produkter, men det blåhvide fjernsyn står ikke helt mål med det tyske. Og hvordan kan Fenno finde på at give dem sådan nogle kropumulige navne? FE 59. SA 48. Hvordan skal man sælge sådan et til forbrugeren, når alternativet er et Teneriffa eller Verona fra tyske Kuba? Navnet i sig selv kan jo give dem en ny ejer.” “Salora har da Finlandia. Og Boston og Europa. Ganske udmærkede apparater, hvis du spørger mig.” “Ja, ja. Finlandia. Der befinder vi os jo i forvejen. Og så Boston. Hvem hulen vil til Boston? Det skal jo være lidt eksotisk. Sydlandsk. Så snart fjernsynets navn emmer af sol og varme, kommer der gang i forretningen.” Hukkanen tager hatten af og finder en kam frem fra jakkelommen, reder tindingernes grå hår og tørrer sveddråberne af panden med et lommetørklæde. Under denne seance er Veikko så tavs, at Esko når at blive 21
I glimt-ny.indd 21
24/03/14 16.58
bange for, at han har fornærmet sin følgesvend. Disse mænd, der ser så hærdede ud, er overraskende ømskindede, lette at træde over tæerne. “Japanerne er nu flittige,” siger Hukkanen til sidst. “De har fået bygget et allerhelvedes flot stadion, det må man give dem. Så sådan er det nok.” “Hvordan?” “Sådan at man helt seriøst burde overveje det med Hitachi.” Der er åbenbart ved at ske noget, for folkemængden har sat sig i bevægelse. Pludselig springer alle omkring dem op, de er gruelig for sent på den, Veikko er endnu mere pinlig end Esko; det er, som om hele stadionet bare venter på, at finnerne kommer på benene. Alles øjne er rettet mod samme sted, hovedtribunen. En ung mand til venstre for Esko står med hænderne mod brystet, en gammel mand bag ham står med et sammenbidt udtryk. Stemningen er alvorlig som til en begravelse, Esko har lyst til at finde kikkerten frem igen, men tør ikke at give sig til at rode i sin taske; så Veikko og han står bare der ved siden af hinanden og prøver at gætte sig til, hvad der har forårsaget stilheden. Det går først op for Hukkanen. Kejseren. Den skrækindjagende Hirohito, hvisker Veikko i hans øre – han må være lidt af en tyran, når han sådan driver sine undersåtter til tårer. Og nu græder den rynkede gamle mand virkelig, store, ensomme tårer triller ned over kinderne, der er gulnet med tiden. Huden er som indtørret læder, ser ud, som om den ville krakelere, hvis man rørte ved den. Gad vide, hvor dette oldgamle menneske har levet sit liv. I krig, slår det Esko. Han har højst sandsynligt været i krig, først den mod Kina og så den mod USA. Japanerne er overraskende ivrige efter at bekrige andre, de er frygtløse eller snarere dumdristige, da de angreb Pearl Harbor, må de have vidst, at fjenden var dem overlegen. Hvem forestiller sig i ramme alvor at kunne vinde over USA? Russerne gør måske, lige knap og nap, men næppe japanerne. Nej, japanerne vidste, at de ville tabe. Men de var mænd af ære, der stod i en uheldig situation, og det gik dem også ilde. Moren græd, da de fortalte om bombningen af Hiroshima i radioen, Esko kommer i tanker om sin mors gråd dengang. Han kan også huske billederne, moren forsøgte at skjule aviserne for børnene, men Esko så dem alligevel. De trænger sig på midt i eftermiddagens klare lys, den grædende olding vækker dem til live, og han har ikke lyst til at tænke på de beklagelige bomber, de var nødt til at blive kastet. Efter krigen opførte 22
I glimt-ny.indd 22
24/03/14 16.58
amerikanerne sig så ædelt, som en vinder overhovedet kan, hjalp japanerne med at komme på fode igen. Kejseren fik endda lov til at beholde sin position, godt nok blev han frataget sin magt, men alligevel. Stalin ville have haft Hirohito dømt til døden, men MacArthur gjorde modstand, og Hirohito blev ikke henrettet, han er her stadig og driver sit folk til tårer. Hvis japanerne var gået i krig mod russerne og havde tabt, hvad ville der så være sket? Landet ville med garanti være blevet besat, og også ledere, der var langt mindre vigtige end kejseren, ville være blevet likvideret. Der ville ikke være noget Hitachi, intet at sælge i Kuopio, i en socialistisk sovjetrepublik blev der ikke produceret særlig mange radioer til eksport. Og japanerne hader da ikke amerikanerne, de spiller sågar baseball. Esko kommer i tanker om, at de på vej hjem fra fabriksbesøget i går, kørte forbi et enormt baseballstadion. Hvis japanerne stadig var meget bitre over krigen, ville de vel ikke med fuldt overlæg dyrke amerikanernes nationalsport? Efterhånden sætter folk sig ned igen, Hirohito er åbenbart nået frem til sin loge. Esko når lige at tage en slurk af Hukkanens flaske og kaste et blik på uret på resultattavlen, så begynder indmarchen. Da grækerne traditionen tro kommer først ind ad den nordlige indgang og betræder løbebanen med oprejst pande og ranke rygge i deres mørkeblå dragter, fyldes hans sind igen af samme stille jubel, som overvældede ham, da han stod i kø uden for stadionet. Han får lov til at være her, se alle disse dygtige sportsfolk lyslevende og med sine egne øjne – pyt med, at det sker fra de bagerste rækker og ved hjælp af optiske hjælpemidler. Etiopiens flag bliver båret af Abebe Bikila, manden, der vandt maratondistancen i Rom på bare fødder. Næsten lige efter Etiopien kommer finnerne, ledet af Pauli Nevala; da det blåhvide flag er lige ud for dem i opløbssvinget, letter Hukkanen på hatten, og de vinker og klapper begge ad deres landsmænd. Veikko klapper næsten lige så begejstret ad tyskerne, der fremstiller verdens bedste radioer. Esko synes, der er plads til forbedring i deres påklædning: De æggeformede kasketter og helt hvide dragter får mest af alt tyskerne til at ligne koloniherrer, der har forvildet sig til det forkerte kontinent. Ghaneserne, der kommer efter dem, er godt nok endnu hvidere end tyskerne, de har en form for kapper på – lagnerne, der skinner i eftermiddagens solskin, står i skarp kontrast til de alvorlige, sorte ansigter. Allerede halvvejs gennem optoget begynder Esko at vente utålmodigt 23
I glimt-ny.indd 23
24/03/14 16.58
på USA’s hold. Siden i sommers har han siddet på Kuopio kommunebibliotek og læst Life og Time, har med en ordbog i hånden terpet artiklerne om Bob Hayes, Joe Frazier og de andre amerikanske stjerner. Da amerikanerne langt om længe dukker op for enden af opløbsstrækningen, har han svært ved at skjule sin begejstring; han har lyst til at springe et par rækker ned og slutte sig til en gruppe amerikanere, der vifter med deres små Stars and Stripes-papflag og uden den mindste tøven hylder deres landsmænd. Det er en af de ting ved amerikanerne, som Esko beundrer, de holder sig ikke tilbage. Veikko og han hepper dæmpet og tilbageholdende på finnerne, så de ikke vækker for megen opmærksomhed. Amerikanerne derimod fylder i landskabet såvel på tilskuerpladserne som på banen – prangende og selvsikkert marcherer de sportsfolk, han beundrer, forbi hovedtribunen i deres skrigende blå jakker og letter på deres hvide stetsoner. Hvis det ikke havde været for Hukkanen, kunne Esko finde på at slutte sig til det muntre, amerikanske selskab. Han kunne præsentere sig og indlede en samtale, amerikanerne ville med garanti snakke frit og frejdigt med ham. I stedet forsøger han at holde mund og ikke lade sig ophidse af sidekammeratens spydige kommentarer. I et kort sekund i flyet et sted over Sibirien var han en anelse for fuld og unødig åben, derfor ved Veikko i store træk, hvordan han har det med amerikanere. “Sikken de yankee’er hopper omkring. De kan ikke holde rækkerne lige.” “Det er vel det, man normalt kalder frihed.” “Frihed! Bevar mig vel, de jazznegere valser omkring, som det passer dem. Russerne marcherede godt nok over vores grænse, men i det mindste gjorde de det i takt. Man kan ikke lade være med at beundre, hvor kraftfuldt de bevæger sig.” “Vi får se, når startskuddet lyder.” “Hvad?” “Hvordan jazznegerne løber. Det kunne jo ske, at de løber stærkt.” Esko ser slet ikke i retning af Hukkanen, under hele ordvekslingen stirrer han stift gennem sin elskede kikkert på pladsen. Det er rigtigt nok, amerikanernes formation spreder sig uforbeholdent. De, der er værst til at få gruppen til at gå i opløsning, er virkelig de sorte mænd, ser man på deres gang, får man det indtryk, at de er blevet hentet direkte fra jazzklubberne på Manhattan. “Og sorte briller på,” kommenterer Veikko. 24
I glimt-ny.indd 24
24/03/14 16.58
“Sorte briller til de olympiske leges åbningsceremoni, hvorfor, er de blinde? De har sgu ingen skam i livet, de fyre.” Hukkanen bliver ved med at kæfte op, og Esko forsøger at forstå, hvor han kommer fra, men det han siger, giver ingen mening. Enhver radio- og tv-forhandler burde synes, at USA er opfyldelsen af en drøm. 51 millioner fjernsyn sagde han til Veikko i flyet, 56 millioner husstande og 51 millioner fjernsyn, hver eneste familie i USA har et fjernsyn, og de ser i gennemsnit 5 timers fjernsyn i døgnet. Der er over fem hundrede tv-stationer, der sender programmer fra morgen til aften. Allerede næste år vil der blive solgt flere farvefjernsyn i USA end sort-hvide. Veikko lød ikke overbevist, efter sigende havde verdensudstillingen i New York heller ikke været noget særligt. Den overdrevne kapitalisme og amerikanernes spytslikkeri gik ham på nerverne. Amerikanerne opfører sig, som om de er de bedste venner i verden, selvom de faktisk slet ikke kender hinanden. Esko kunne godt tænke sig at spørge Veikko, hvad alternativet er. Hvis amerikanerne irriterer ham sådan, er den sovjetiske model så bedre? Det var jo russerne, der havde tvunget dem til at evakuere Sortavala, ikke amerikanerne. I kølvandet på yankee’erne kommer de robotagtige, udtryksløse sovjetfolk trampende i deres farveløse uniformer. Når de bevæger sig som en samlet armé, et regiment, er der noget skræmmende over dem – deres trykkende, tilknappede tavshed emmer tværs over pladsen og op over tilskuerpladserne som rimtåge, der lægger sig over marken ud på morgenen. Nattefrost, og Kekkonen, der holder dem varme. Kekkonen i sauna med Khrusjtjov på Tamminiemi, Kekkonen, der fælder bjørne, på besøg i Nikitas datja, om bord på flyet havde Veikko blot leet og rost Urho Kaleva for at være en kløgtig fyr. Men hvor langt skal man gå i sin leflen for andre? Hvor går grænsen, hvor meget er til fædrelandets fordel og hvor meget til Urhos egen? Esko forsøger at lægge en dæmper på sig selv og lade være med at svare Veikko, helt lade være med at høre efter, men Hukkanen giver ikke op, han sidder henslængt med hænderne på kanten af tribunesædet og kikkerten på maven og fortsætter sin har celeren. “Det ender med, at de starter en krig, dine amerikanere der. Hvor er de henne for at hærge nu for tiden? Congo. Vietnam. De kommer til at lave ravage igen herude østpå på et tidspunkt, bare vent og se. Fordi de aldrig får nok. De har de bedste fjernsyn og køkkenmaskiner. De største biler. 25
I glimt-ny.indd 25
24/03/14 16.58
Strygejern og tørretumblere og brødristere og ismaskiner, jeg har engang været på messe i Las Vegas, jeg har selv set det. Kan de ikke bare holde sig ovre på den anden side af Atlanten med deres himstregimser og passe sig selv. De må jo have en eller anden form for lillebrorkompleks eller noget i den stil. De fik lov til at redde Europa i sidste øjeblik, og nu vil de så fortsætte med at redde verden. De prøver at ordne alt alle vegne, med andre ord laver de ravage i den. Og så er de skydegale. Pløkker deres egen præsident ned, det er da lidt af en bedrift. Det er de færreste folkeslag, der kan finde på den slags.” John F. Kennedy, hans helt. Kennedy og hans smukke kone, hans inspirerende tanker, præsentable ydre. Kennedy og hans død, den forfærdelige fredag i november husker Esko kun alt for godt. Han sænker kikkerten og ser til en afveksling på pladsen med det blotte øje. Både USA’s og Sovjetunionens hold har samlet sig på plænen. Værterne for legene, der marcherer ind som de sidste, er efter larmen at dømme lige uden for murene, måske allerede ved indgangen og snart på opløbsstrækningen, men det ser Esko ikke; for der er ikke længere andre alternativer, han vender sig mod formanden for radio- og tv-forhandlernes brancheforening Veikko Hukkanen og ser ham direkte i øjnene. Hukkanens øjne er uransagelige, knebet sammen til to streger. Han har rynket panden, en bulnende blodåre banker i tindingen, vinden har blæst håret til side og afsløret et par centimeter langt ar. “Sidder du der og gør grin med mig?” “Ja, det kan sgu godt være.” Hukkanen farer op af sædet, lægger jakken, som han har haft på skødet, på stolen, og står der foran ham i sin fulde højde på et hundrede femoghalvfjerds centimeter. Han er måske ikke så høj, men benene står fast plantet, der er med garanti krudt i armene. For en god ordens skyld tager Esko kikkerten om på ryggen i sikkerhed, den vil han under ingen omstændigheder have ødelagt. De står ansigt til ansigt lidt for tæt på hinanden i bemærkelsesværdig lang tid, så længe at japanerne omkring dem begynder at blive bekymrede. Sumimasen, hører Esko dem sige omkring sig. Sumimasen, tak og undskyld. Japanerne siger undskyld, fordi to finske mænd har tænkt sig at slås til den olympiske åbningsceremoni, som de har forberedt med stor omhu. Hånden ryger i vejret, Veikkos højre hånd, bevæger sig i en bue, 26
I glimt-ny.indd 26
24/03/14 16.58
der lige så godt kunne være indledningen til et slag – men så lander den på hans skulder og giver ham et klem, der er så kraftigt, at knoglerne næsten knaser. Lærken dukker frem af lommen igen, skruelåget bliver lirket op. “Hvad står Hitachis supersælger nu og fabler om? Vi er på tur sammen. Vi repræsenterer ydmyge, men stolte vores fædreland højt mod nord og den hæderlige finske handelsstand til denne sportsbegivenhed, der forener alle fredelige folkeslag i verden.” Selvom øjeblikket ikke virker specielt betydningsfuldt, da det indtræffer, det kan det i sin natur ikke, lagres det i hans erindring. Han forsvarer sin holdning. Sætter sig op imod sin overmand, trodser autoriteterne uden at føle frygt og opnår denne mands respekt. Sådan husker Esko efterfølgende situationen, laver den om til en anekdote og mere end det, den bliver vendepunktet i hans liv, indledningen til hans fortælling. Det er dette øjeblik, der senere samme uge, efter at Pauli Nevala har vundet guld med sit spydkast, hvilket de fejrer med en våd aften, får Veikko Hukkanen til at omtale en af sine bekendte, et medlem af bestyrelsen for radio- og tv-forhandlernes brancheforening, der tilfældigvis er barnløs og skal til at overdrage sin forretning til en efterfølger. Det er derfor, at Hukkanen tre år senere, da det bliver relevant, tilbyder at stå som personlig garantistiller for en betragtelig del af denne næsten uformuende trediveåriges lån. Hele starten af sin karriere inden for detailhandlen har Esko Veikko Hukkanen som sin sponsor og velynder, sin godfather, hvilket ikke betyder, at deres holdninger til diverse verdensanliggender, til Finland, Sovjetunionen og især USA, på nogen måde nærmer sig hinanden. På rejsen lykkes det dem endnu en gang at komme gevaldigt op at skændes, det er om aftenen den femtende oktober, hvor nyheden om Khrusjtjovs afsættelse når dem; Esko oversætter nyheden, der er på engelsk, for Hukkanen nede i receptionsområdet, og ud på natten kommer det til håndgemæng på Veikkos hotelværelse, da de diskuterer følgerne. Hukkanen slår hovedet mod hjørnet af natbordet og får et sår i hovedet, Esko bliver nødt til at finde den pakke med plaster frem fra kufferten, som Liisa har pakket til ham. Men alt det sker først senere, begivenhederne falder sammen med senere begivenheder og får først derigennem betydning, lige nu og her finder de blot sted: Begge mænd forsøger at skjule deres forlegenhed, sætter 27
I glimt-ny.indd 27
24/03/14 16.58
sig på deres pladser, kryber i skjul bag hver deres kikkert og holder blikket stift rettet mod pladsen. Det olympiske flag bliver båret ind på stadion, kanonerne skubbes i position. Skuddene brager, et barn ved siden af dem bliver forskrækket og giver sig til at græde, kvinderne får også først for sent stukket fingrene i ørerne. Himlen fyldes af balloner, blå, grønne, røde, gule, sorte, og da Esko betragter dem, koncentrerer sig om, hvordan de svæver til vejrs, og med hver eneste celle i sin krop fornemmer det boblende røre omkring sig, glemmer han igen alt uvæsentligt og er blot til stede på denne enestående dag. Han er her virkelig. Han er her kun i dag. Hvis Veikko ikke har det som ham, hvis han er for gammel eller verdenstræt til at føle en spontan glæde over det her, hvad skal Esko så gøre ved det? Det er vel ikke hans skyld, at Veikko var med i krigen. Esko tænder en Kent og kommer til at betragte cigaretten. Den er også lidt af et mirakel, sådan en almindelig cigaret: Den brænder så jævnt, og papiret er så glat mod huden. Det kan Hukkanen ikke vide noget om, han ryger North uden filter, og det største mirakel ved Kent er lige netop filtret. På et laboratorium et sted i USA har folkene fra Nasa opfundet et Micronitefilter, selvfølgelig med henblik på brug i rummet, og tobaks producenten P. Lorillard Company i hjertet af Virginia har så udviklet dette perfekte lille produkt af Micronite. Det eksemplar, som Esko har i hånden, er godt nok produceret på Amer tobaksfabrik i Finland, men der sendes en prøve fra hvert eneste parti cigaretter, der bliver produceret i Finland, til godkendelse i USA, sådan lyder kontrakten, man laver ikke Kent, som om det var russisk bondetobak. Filtret er en lille ting, det er klart. Men prøv at forstå en interkontinental tv-transmission, og hvordan den fungerer. I femogtredive tusind kilometers højde i det vægtløse mørke i rummet hænger Syncom III-satellitten, selvfølgelig opsendt af amerikanerne. Satellitten sender billedet til Point Mugu i Californien, hvorfra det via kæder af tv-link spreder sig over hele det enorme kontinent, til Montana, Wyoming, Nebraska og Minnesota, til Ohio og Ontario, helt til Montreal på den canadiske side af grænsen. Et sted i radiohuset, der uden tvivl er gigantisk, sidder fingernemme canadiere parat i et studie, der er proppet med apparater, det ene dyrere end det andet, og optager billedet. Optagelsen bliver smidt om bord i en helikopter og sendt til lufthavnen, hvor en jet holder klar, parat til afgang, mændene sidder allerede med hænderne på h åndtagene; 28
I glimt-ny.indd 28
24/03/14 16.58
på nogle få timer får de tyske piloter, sandsynligvis tidligere piloter i Luftwaffe, transporteret det værdifulde bånd til Eurovisions hovedkontor i Hamburg. Lyd og billede kan vidundersatellitten endnu ikke transmittere samtidig, lyden skal sendes via kabel. Seppo Kannas og Anssi Kukkonen fra sportsnyhederne sidder her også et sted. Formodentlig i de der loger oven over hovedtribunen. De overvåger pladsen med deres kikkerter, der formentlig er superdyre, og plaprer løs i mikrofonen. Japanerne optager deres plapren og sender den via kabel til Hamburg, det vil i praksis sige samme svimlende afstand, hele vejen gennem Asien og Rusland, som Hukkanen og han har tilbagelagt i luften. Tyskerne tager koldblodigt imod finnernes plapren, uden overhovedet at gøre forsøg på at forstå den, og kobler den med sædvanlig tysk præcision sammen med billedet, der er kommet fra Canada med jet. Der følger ni andre slags plapren med, der skal laves ti forskellige udsendelser i Hamburg. Når de er klar, og tiden er inde, sendes de ud i Eurovisions netværk. Hukkanen har ret – når det kommer til den slags, kan man stole på tyskerne. Japanere, amerikanere, canadiere, tyskere. Franskmænd, svenskere, spaniere, italienere. Verdens folkeslag gør dette sammen, de har aftalt og arrangeret denne indviklede operation i rørende enighed. Esko bliver også helt rørt, når han tænker på det, og når han ser, hvordan sportsfolkene begejstrede som små børn drøner ud til kanten af løbebanen, da den olympiske ild endelig ankommer til pladsen. Den bliver båret af en ung mand ved navn Yoshinori Sakai, der er født i Hiroshima 6. august 1945, og nu bærer dette menneske, der har påbegyndt sit liv under en paddehattesky, fredens og venskabets flamme ind på stadionet. Der er ikke en snert af bitterhed at skimte i japanernes blikke. Esko kan i hvert fald ikke se den, kun en umådelig stolthed og måske også lettelse: glæden over, at fortiden er overstået, og fremtiden ligger for deres fødder. Hele verden ser det samme inden for samme døgn. Også Liisa, hun har lovet at følge med. Klokken halv tolv om aftenen sover Esa sødt, alt ånder fred og ro i lejligheden på Kauppakatu, efterårsregnen hamrer mod vinduerne på anden sal. Liisa kommer ind i stuen i den samme blomstrede natkjole, som hun havde på, da han tog af sted, sætter sig i sofaen og tænder fjernsynet. Det er et tyve tommers Salora med en robust fod, Liisa ville absolut have et finsk fjernsyn, og han gjorde ikke modstand, det er et udmærket apparat, uanset hvad Hukkanen siger. Så Liisa sidder der, i sofaen købt 29
I glimt-ny.indd 29
24/03/14 16.58
på afbetaling hos Muhonen i lyset fra standerlampen, der røg med ved samme lejlighed, med benene, der er plaget af graviditeten, anbragt på en fodskammel, og hvem ved, hvad Liisa ser, måske sin ægtemand, det er da muligt – det kan jo ske, at et af stadionets hundredvis af kameraer filmer netop denne række på netop denne tribune, og at netop den optagelse kommer med i det, der bliver transmitteret til hele verden. Det ville ikke være så dårligt, sådan at gå over i historien i selskab med Veikko Hukkanen og en masse ukendte japanere. Folk i Kuopio ville genkende ham, det ville helt sikkert ikke kun være Liisa. Halvdelen af Kuopio ville genkende ham. Enhver, der ejer et fjernsyn, sidder foran det her til aften, og der er fjernsynsejere nok i Kuopio og omegn nu om dage, for stor del takket være ham. Og nu falder Eskos egen rolle i dette mirakel ham ind. For han spiller også en rolle, han, butiksbestyrer Esko Vuori – for hvad skal man med et satellitbillede, hvis folk ikke har modtagere? Men der står de, på ærespladsen i folks dagligstuer, alle de fjernsyn fra Salora, Luxor, Grundig og Asa, som han har solgt i løbet af foråret, sommeren, efteråret. De bliver tændt samtidig, på samme tid hver aften under hele OL, skæret fra dem lyser ud ad vinduerne i husmandssteder og frontkæmperhuse, enkeboliger og ungkarlehybler, en blå flimren i oktobermørket. Lidt lys i efterårets mulm og mørke, en blå dag fra den anden side af kloden, den forunderlig klare himmel, der selvfølgelig bliver vist som sort-hvid i Finland, indtil videre i hvert fald. Indtil videre er et kedeligt udtryk, men bag det ligger fremtiden. Det her er jo også fremtiden. Fremtiden er begivenheder, som man for et øjeblik siden troede var umulige. En fremtid, man har måttet tænke sig til, bliver til nutid, og af nutiden spirer en ny fremtid frem, hvordan kan man undlade at tro på det? Hvordan kan man hoppe af den vogn? Esko retter kikkerten mod foden af podiet, hvor den olympiske ild skal være, fakkelbæreren er ved at nå frem dertil. Trapperne op til karret er dækket af en sort løber og pyntet med gule blomster, Yoshinori Sakai springer adræt op ad trinene i sine hvide shorts og ærmeløse hvide bluse. For enden af trapperne står ti soldater, fem på hver side, de har kasketter på og geværer over skuldrene; Sakai dykker mellem soldaterne ind i stadionets indre, forsvinder ud af syne for en kort stund. Folkemængden venter, man kan høre spændingen, hele det enorme menneskehav holder vejret. Sakai dukker op på platformen ovenfor og ser kort ud over plad30
I glimt-ny.indd 30
24/03/14 16.58
sen, så vender han sig om og lader faklen berøre karret. Væsken bryder straks ud i lys lue, og endelig brænder den, den olympiske ild, Esko bevidner det selv. Råbet kommer samtidig fra de tusindvis af munde, der har stået på vid gab, den rynkede gamle mands mund er også vidåben, tårerne triller igen ned ad hans kinder. Alle råber, mænd og kvinder, børn og oldinge. Esko kan også høre sin egen stemme, overraskende nok endda Hukkanens, han skæver til siden – Veikko står ved siden af ham med øjnene lukkede og klemmer med begge hænder sin dyre hat mod brystet. Citius. Altius. Fortius. Jetjagerne er vendt tilbage på himlen, det er de samme maskiner, som Esko har beundret om morgenen, da han stod i kø, de tegner fem fuldkomne cirkler i luften. Der bliver sendt brevduer op, af en eller anden grund placerer fuglene sig lige foran resultattavlen, og Esko prøver med kikkerten at få øje på de latinske ord, som han kender så godt, på tavlen bag duerne. Hurtigere, højere, stærkere. Ingen af målene virker uopnåelige, tværtimod. Han har det, som om mindst en af dem absolut vil blive opfyldt. Livet ligger stort og ukendt foran ham, byder ham generøst på sine talløse muligheder.
I glimt-ny.indd 31
24/03/14 16.58
155mm
100mm
drøm, troen på fremtiden – de ting er meget vigtige for Esko Vuori, som er forhandler af elektronik og husholdningsapparater. Vejen ligger
”Der er noget medrivende ved Itkonens tekster, der får siderne til at vende sig af sig selv.” – Uusi Suomi
åben, hvis man selv gør en indsats, og produktudviklingens sol stiger over Japan. Eskos kone, Liisa, vil pludselig til at alder af halvtreds år. Hvilke af alle de drømme var i sidste ende hendes egne,
Esko Vuori er taget den lange vej fra Finland til Tokyo for at overvære de olympiske lege i 1964. Her mærker han suset af en verden i forandring, af udviklingen og forventningerne til fremtiden.
og hvilke af dem var Eskos?
I glimt er en på én gang stor og intim generationsFamilieportrættet tegnes af Esa, en journalist, der har fået vinger, og den ældste af deres tre sønner. Da han
fortælling. Den handler ikke blot om tiden, om en periode eller en enkelt families skæbne, men
begynder at spole gennem familiens
om noget langt større – om hvor enestående
historie, finder han andet og mere på
den enkeltes liv er.
155mm
100mm
Juha Itkonen
I glimt ROMAN / LINDHARDT OG RINGHOF
231mm
finde sig selv og genopdage sit liv i en
Den fremtidsbegejstrede elektronikforhandler
Juha Itkonen I glimt
Teknikkens triumfer, den amerikanske
39mm
FOTO / Jouni Harala
Juha Itkonen (f. 1975) er en af den unge finske forfattergenerations mest velansete
de rodede VHS-bånd end højdepunkter
prosaister. Han har modtaget adskillige
fra olympiaden i Lake Placid.
litterære priser, og flere af hans bøger har været indstillet til Finlandia-prisen. I glimt er hans første roman på dansk.
ISBN 9788711387733
9 788711 387733 W W W. L I N D H A R DTO G R I N G H O F. D K
FOTO / ALAN WELNER OMSLAG / MIKKEL HENSSEL