Ind til kernen. Eventyret om Niels Bohr - læseprøve

788711 332603

Eventyret om Niels Bohr

9

IND TIL KERNEN

Hans teorier var også med til at bane vejen for udviklingen af atombomben, selv om det gik imod hans tanker om fred, åbenhed og samarbejde. Men frygten for, at Hitler skulle komme først med atombomben, fik Bohr til at gå med i laboratoriet. Han brugte resten af sit liv på at arbejde for fred i verden.

Rikke May Kristthorsson

Den danske fysiker Niels Bohr fremsatte i 1913 en ny atomteori, som ingen tidligere havde tænkt på. Fysikere rundt omkring i verden troede nærmest, at noget var gået galt for ham, for hvis den var rigtig, måtte man opfatte virkeligheden på en ny måde. Men Niels var ikke i tvivl. Og ni år senere fik han Nobelprisen – verdens mest fornemme forskerpris – for sin teori.

Rikke May Kristthorsson

IND TIL KERNEN Eventyret om Niels Bohr

Rikke May Kristthorsson

IND TIL KERNEN Eventyret om Niels Bohr

Tak til Niels Bohr Institutet, Niels Bohr Arkivet, Troels Petersen, lektor, Tomas Bohr, barnebarn til Niels Bohr og professor i fysik, DTU, Ulrik Bøvling, fysiklærer, Houlkærskolen, Astrid Aviaja Holmberg Moos og Maria Mølgaard Lindberg, 8. kl., Houlkærskolen, Magnús Þór Benediktsson, M.Sc. og Julie Rotne.

Rikke May Kristthorsson Ind til kernen – eventyret om Niels Bohr Tekst © 2015 Rikke May Kristthorsson og Forlaget Carlsen Omslag © Rasmus Juul 2014 og Forlaget Carlsen Illustrationer: Claus Rye Schierbeck Fotos: Niels Bohr Arkivet Foto s. 193: Ola Jakup Joensen, Niels Bohr Institutet Foto side 76: Jørgen Kalcher Fagkonsulenter: Holger Bech Nielsen, professor emeritus, Niels Bohr Institutet, Bjarning Grøn, lektor i fysik, Viborg Katedralskole, Felicity Pors og Finn Aaserud, Niels Bohr Arkivet Grafisk tilrettelægning: Charlotte Flemmer Bogen er sat med Archer 1. udgave, 1. oplag, 2015 Printed at Livonia, 2015 ISBN 9788711332603 Arbejdet med bogen er støttet af Niels Bohr Institutet Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Hvordan det hele begyndte Universet er noget mærkeligt noget. Og vores verden. Hvor kommer den fra, hvordan blev den til og hvorfor? Der er ingen, der helt præcis ved det. Men mennesket har altid været optaget af at forsøge at forklare det.

Mange gange er interessen for lige netop de spørgsmål blevet til, fordi man er begyndt at undre sig over noget helt andet. Hvorfor gror græsset? Hvad er vand lavet af? Hvordan kan det være, at den blyant, jeg holder i hånden og slipper, falder nedad og ikke bliver hængende i luften? Der er tusindvis og atter tusindvis af andre spørgsmål, der har gjort, at man er blevet ved med at undre sig over verden omkring dig.

De fleste af spørgsmålene kan forklares. Men hvis man bliver ved med at spørge: Hvorfor er det tyngdekraften, der gør, at blyanten falder ned? Og hvor kommer den kraft fra og så videre, så kommer man til sidst til de svar, der har noget med de allermindste dele i verden at gøre: De bittesmå partikler – det vil sige de dele – atomerne består af. Atomerne er de byggesten, som alt er lavet af. Æbler, mennesker, 7

kaffekander, vand, bjerge, giraffer og så videre. Simpelt hen alt.

Ingen har nogensinde set et atom, fordi det er så lille.

Ikke engang i et mikroskop. Men hvis man forestiller sig, at man skulle måle bredden af et menneskehår, ville de svare til, at omkring en million atomer lå på rad og række.

Atomerne opstod efter The Big Bang. Det er det, forskerne kalder den kæmpestore eksplosion i rummet for 13,8 milliarder år siden, der gjorde, at universet opstod. Ved den eksplosion var temperaturen flere milliarder grader varm. Allerede dér blev de første partikler, som atomet består af, dannet.

Men dengang lignede selve universet mest af alt en tyk suppe. Efterhånden fik denne suppe mere fyld i takt med at temperaturen faldt. Men der gik et stykke tid. For eksempel var temperaturen omkring 380.000 år efter The Big Bang nede på cirka 4.000 grader. Da begyndte de første atomer at danne sig.

Dengang var de bare meget, meget små dimser, der var i rummet. Der fandtes ikke noget af det, vi kender som vores verden i dag. Ingen planeter, intet solsystem og ikke noget liv.

Efterhånden begyndte der en udvikling, hvor disse usandsynligt små partikler stødte sammen og på den måde dannede forskellige nye stoffer. Disse nye stoffer stødte sammen med andre stoffer, og sådan tog vores solsystem form. Meget, meget langsomt. Faktisk gik der milliarder af år, indtil planeterne kredsede rundt om Solen, og til de man8

ge millioner forskellige nye stoffer var blevet til vand, jord, bjerge, liv i vandet og så videre. Alt det, der senere blev til dyre- og menneskeliv på land.

Sådan opstod vores verden. Eller det er i hvert fald det bedste bud, som forskerne indtil videre har.

Mennesket har alle dage været optaget af disse utrolige små byggesten, som atomerne er. De fortæller os ikke bare, hvordan universet er opstået, men også om ting i vores hverdag som solens lys, hvordan biler virker, hvorfor vulkaner går i udbrud, hvor farver og dufte kommer fra. Og meget, meget andet.

Så for hver gang en fysiker har gjort en opdagelse, er vi kommet et skridt tættere på forståelsen af hele verden omkring os.

Den danske atomfysiker Niels Bohr er én af mange. Men han blev verdensberømt som få for sine opdagelser af atomets opbygning. Han havde modet til ikke at lade sig stoppe af, hvad man dengang troede var rigtigt. Og fantasien til at forestille sig, at vores opfattelse af fysikkens verden måtte bevæge sig i nye baner, hvis man skulle finde frem til en forklaring på, hvordan atomet var skruet sammen.

Hans opdagelser har blandt andet ført til udviklingen af den viden, der gør, at vi i dag kan tale i mobiltelefon, bruge computere, mikroovne, tage røntgenbilleder arbejde med laser-teknologi for nu at nævne nogle eksempler. Han var også med i det arbejde, der førte til, at verdens første atombombe så dagens lys.

9

Det var ikke noget, han i sig selv var stolt af. Men han havde en god grund. For han gik sine helt egne veje – og tog familien og mange andre omkring sig med.

Hele vejen igennem holdt Niels Bohr fast i, at ’sandhedens modsætning er enkelhed’. Det vil sige, at jo mere man ved om noget, desto sværere bliver det også at forklare sig på en enkel måde.

Det er med denne tanke i baghovedet, at man skal læse denne bog. Den teoretiske fysik, som Niels Bohr arbejdede med, er meget, meget indviklet for dem, der ikke kender til den verden. Derfor rækker fysikken på hans niveau langt ud over en forståelse af teorierne, som denne bog vil kunne bibringe. Her er de forskellige teorier beskrevet i hovedtræk.

Derfor vil man enkelte steder kunne støde på formuleringer, der er mere overordnede – og dermed letforståelige – end præcise.

1.

En fysiker vokser op – familien står bag Det var hen på efteråret i 1885 i midten af København. Familien Bohr ventede spændt. Deres ældste og dengang eneste barn, den to-årige Jenny, skulle være storesøster. Moren, Ellen, var højgravid. Faren, Christian, glædede sig også, selv om han var meget optaget af sit arbejde som professor i fysiologi ved Københavns Universitet. Det er læren om, hvordan kroppen fungerer. Egentlig var han uddannet læge, men han havde en brændende interesse i at udforske kroppen, så han havde ikke noget med patienter at gøre. To gange i sit liv blev han indstillet til Nobelprisen, den fornemmeste forskerpris i verden. Han fik den ikke nogen af gangene. Men alene det at blive indstillet er en meget stor ære.

Christian Bohr fulgte levende med i alt, hvad der foregik omkring ham. Både i familien, i det politiske liv herhjemme og ude i den store verden. Og gammeldags kunne man ikke kalde ham. Han var for eksempel meget optaget af kvinder11

nes ligestilling og selvstændighed. Dengang havde kvinder endnu ikke stemmeret. Det fik de først i 1915. Men for ham var det en selvfølge, at dygtige kvinder skulle have en uddannelse og kunne deltage i de politiske og faglige diskussioner på lige fod med mænd. Blandt andet derfor underviste han et par hold af voksne, kvindelige elever, der ville tage studentereksamen.

På et af de hold gik der en elev, der hed Ellen Adler. Hende var Christian blevet forelsket i og havde giftet sig med.

Det var hende, der nu var gravid med deres andet barn.

Hun, Christian og datteren Jenny boede sammen med Ellens forældre og andre familiemedlemmer i den fornemme ’Gustmeyers Gård’, der lå midt i København lige over for Christiansborg Slot og en spytklat fra Højbro Plads. Og lige dér fødte Ellen parrets andet barn, der blev en dreng. Det skete den 7. oktober 1885, og drengen kom til at hedde Niels.

Niels Henrik David Bohr.

Han kom til verden i en familie, der elskede børn, og som interesserede sig levende for verden omkring dem. For det var ikke bare hans far, der fulgte med i politik, kulturliv, den nyeste forskning og så videre. Ellen kom fra en jødisk familie og var datter af David Baruch Adler, der var en meget kendt finansmand og politiker på den tid.

Ellens mor, Jenny Adler, var også en stærk kvinde, der havde sine meninger. Men hun var først og fremmest fyldt med en varm interesse for andre mennesker. Ikke mindst børnebørnene. Når familien havde gæster, fik børnene altid 12

lov til at sidde med ved middagsbordet. Det var usædvanligt dengang. Ikke mindst når gæsterne var nogle af de største videnskabsmænd og kunstnere. Selv når diskussionerne om de nyeste idéer gik lystigt hen over middagsbordet, sad Niels og de andre børn lige ved siden af mormoren – på afstand af forældrene. Der skulle ikke opdrages ved bordet, og mormoren vidste nok, hvad de havde brug for.

Engang havde Niels dækket sin rødgrød med en ordentlig bunke sukker, og det fangede far Christians opmærksomhed, men mormoren var hurtig til at forsvare barnebarnet: ’Han må vel trænge til det’, lød det bestemt fra hende.

Og Niels fik lov at spise sin grød med alt sukkeret på.

Niels og hans familie blev dog kun boende hos mormoren og morfaren i et par måneder, efter Niels var blevet født.

Derefter flyttede Niels, Jenny og deres forældre ind i embedsboligen i ’Det kirurgiske Akademi’ i Bredgade. Det var den bolig, der fulgte med til det job som læge, som Niels’ far havde fået. Det blev deres første fælles hjem – og ligesom Ellens hjem havde været, blev deres eget også et samlingspunkt for videnskabsmænd, kunstnere og andre, der brændte for den gode diskussion og verden omkring dem.

Også her fik børnene lov til at lytte med. Snart var der én mere i børneflokken: lillebroren Harald Bohr. Han blev født to år efter Niels, i 1887. Allerede fra de var helt små, udviklede de et tæt forhold, der varede hele deres liv.

Det er ikke for meget at sige, at børnene i familien Bohr fik en særlig opdragelse. Fyldt med glæde, varme og kærlighed 13

Niels (længst til højre) med sin søster Jenny (til venstre), der sidder med dukken og sin bror, Harald, der sidder på skødet af deres mor, Ellen Bohr.

14

– både til hinanden, til nye idéer og den gode diskussion.

De blev opdraget til at være nysgerrige. Penge manglede de heller aldrig, så det var på alle måder en tryg og berigende barndom. Niels var ikke ret gammel, da han begyndte at vise, at han havde en særlig evne til at se, hvordan verden hang sammen. Som tre-årig var han ude at gå en tur med sin far, der fortalte ham om et træ: om stammen, grenene, kvistene og bladene. Det imponerede ikke den lille Niels, der skar igennem: ’Jamen, hvis det ikke var sådan, så var der jo heller ikke noget træ.’ Han kunne ikke se, at det var så fantastisk med alt det, faren fortalte om træet. For det hele skulle jo være der. Ellers kunne der netop ikke være tale om et træ.

Sådan havde naturen nu engang indrettet sig.

I øvrigt var det typisk for forældrene, at de gav sig tid til at fortælle børnene om alt muligt og skabte en tørst og en lyst efter at lære mere. Niels begyndte i Gammelholms Latin- og Realskole, da han var syv år. Lærerne var strenge, og de stillede store krav til eleverne. Det gjorde ikke Niels noget. Måske fordi han hjemmefra var vant til, at det at lære nærmest var som en leg. Det var ikke kun hårdt, det var også sjovt. Det var en helt naturlig del af hverdagen for Niels og hans familie.

Måske er det dét, man kan se på et fotografi af Niels’ klasse, som er taget i 1901. Da var han 16 år gammel. Ud af de 20 elever og 6 lærere, der er på billedet, er Niels den eneste, der smiler. De andre ligner alvorlige unge mennesker.

Man ved også fra hans klassekammerater, at han var noget helt særligt for dem alle sammen. For eksempel holdt klasserne på det tidspunkt sammen mod hinanden. Der var 15

16

17

Niels sidder pĂĽ forreste rĂŚkke som nummer tre fra venstre og er den eneste, der smiler.

regler, som ikke stod skrevet nogen steder, men som alle kendte. Man kunne ikke bare gå ind i andre klasser og være sammen med dem på kryds og tværs. Man skulle blive i sin egen. Og kun lege med andre fra klassen i skolegården. Sådan var det ikke for Bohr-brødrene. Harald var velkommen, der hvor Niels var, og det gjorde heller ikke noget, at han var yngre. Alle syntes, det var helt i orden. På samme måde kunne Niels komme og gå blandt Haralds klassekammerater.

En af Niels’ venner fra den tid forklarede det på den måde, at Niels havde en anden status i klassen end de andre. Ikke fordi han bad om den. Det var snarere de andre, der gav ham den. Han var, sagde hans ven, en, man ikke kunne lade være med at beundre, fordi han vidste så meget, var så dygtig og ikke mindst tog så meget hensyn til alle.

Fag som historie, latin og andre sprog kunne Niels rigtig godt lide. Han var også god til at lære digte og salmevers udenad. Det var noget, man gjorde meget ud af i skolerne dengang. Men dansk stil kunne han ikke fordrage. Engang skulle han skrive om en tur i havnen: En tur i havnen. Min bror og jeg gik en tur i havnen. Der så vi skibe losse og lade.

Det var den stil. Det blev læreren ikke begejstret for, men Niels mente selv, at han havde skrevet, hvad der var at sige om den sag.

Han kunne meget bedre lide at bruge sine hænder. Evnen havde han haft, siden han var barn. Engang skilte han en cykel, der var i stykker, helt ad. Den mente han nok, at han kunne ordne. Så det gjorde han. Han satte den sammen 18

igen, så hele bunken af jern og skruer og pedaler og så videre kom til at sidde det rigtige sted, og cyklen kørte nærmest, som var den ny. Der var noget ved den præcision, der skulle til for at kunne samle cyklen, som fascinerede Niels. Et helt lille system, hvor hver eneste dims – stor som lille – var med til at få cyklen til at køre igen.

Og netop matematik og fysik var fag, der fangede hans interesse. Han havde en god fornemmelse for de fag, og lærerne lagde mærke til, at han hurtigt gennemskuede, hvordan regnestykker skulle gribes an, eller hvordan verden hang sammen, når man så på den gennem en fysiklærers briller. Hans far hjalp ham godt på vej. For dengang var fysik ikke et fag, der blev gjort så meget ud af. Men det gjorde Niels. Han læste flere bøger, end han skulle – også nogle, der var langt sværere end dem, de brugte i klassen. Hans far opmuntrede ham og hjalp.

Lærerne opdagede, hvor stærkt det gik, når Niels tænkte sig frem til løsningen af en opgave, når han var oppe ved tavlen. Kridtet fløj hen over tavlen, men Niels tænkte tit hurtigere, end han skrev. Han havde som regel regnet ud, hvad resultatet skulle være, inden han havde nået at skrive alle mellemregningerne op. Så måtte han stoppe op og viske ud, indtil han havde rettet det til, sådan at det hele passede. Men han gav sig ikke tid til at bruge tavlesvampen, når han skulle rette noget. Han brugte fingre og ærmer til at viske det ud med, som han ville skrive på en anden måde, og tavlen kom hurtigt til at ligne et helt snelandskab.

19

Også i gymnasiet, der var en del af Gammelholm Latinog Realskole, læste han bøger, der var sværere end dem, de andre arbejdede med. Niels ville mere i dybden med teorierne. På grund af sin store viden om de forskellige emner opdagede han af og til fejl i de bøger, han læste. Hver gang lavede han en lille note i bogen og gjorde sine klassekammerater bekymrede. For hvis nu Niels til eksamen kom op i et af de afsnit, hvor han havde påstået, at noget var forkert, hvad ville han så gøre? Læreren ville vel holde sig til det, der stod i bogen. Så hvis Niels skulle have en god karakter, var han vel nødt til at tie stille med sin kritik og remse op, hvad han havde læst, tænkte de andre. Den bekymring havde Niels slet ikke. Da han blev spurgt om, hvad han ville gøre, hvis det skete, svarede han: ’Naturligvis fortælle, hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen.’

I 1903 blev han student ’med udmærkelse’, som det blev kaldt. Det betød, at han havde klaret sig utrolig godt. Han begyndte på Københavns Universitet samme år. Det første år læste han filosofi og matematik. Allerede året efter begyndte hans bror Harald også på universitetet. Han havde vist sig at være så dygtig, at han havde sprunget en klasse over og blev student et år inden, han egentlig skulle. Det gav de to brødre mulighed for at studere sammen.

Men familien havde en bekymring: deres søster Jenny.

Hun var psykisk skrøbelig, så der skulle ikke så meget til at slå hende ud. Men hun passede sin skole og begyndte også på universitetet. Hun læste historie, var meget glad for det, men det gik ikke, som hun gerne ville. Hendes sygdom gjorde, at hun var nødt til at stoppe. Kravene på studiet var for 20

Niels (siddende), Harald og Jenny.

Billedet er taget i 1903, hvor Niels var 17 책r, Harald 15 책r og Jenny 19 책r.

21

store og hendes kræfter for svage. Derfor blev det i stedet til en eksamen i pædagogik, så hun kunne undervise. Det kunne hun også godt lide.

Det gjorde hun blandt andet på mosterens, Hannah Adlers, skole. Hannah Adler havde i 1893 grundlagt den første skole, H. Adlers Fællesskole, hvor drenge og piger blev undervist sammen. Det var noget helt nyt dengang. Det blev først almindeligt i København mange år senere, i 1940’erne.

Jenny befandt sig godt som lærer på den skole. Hun underviste i fagene historie og dansk. Det klarede hun fint, men det kunne også være svært for hende. Hun havde ’dårlige nerver’, som det hed dengang. I dag ville man måske i stedet sige, at hun havde en depression. Den blussede ind imellem op og gjorde, at hverdagen kunne være svær at holde ud for hende.

Efterhånden som hun blev ældre, blev hun mere og mere mærket af sin svage psyke. Niels og Harald gjorde, hvad de kunne for at støtte hende. De snakkede med hende, de gik ture sammen og prøvede at hjælpe. Men intet kunne gøre Jenny rask. Hendes psykiske sygdom lå som en dyne hen over hende, fra hun var helt ung og resten af livet. Og Niels og Harald fik efterhånden travlt med deres uddannelser, venner og senere også arbejde og familieliv.

Derfor var deres søster tættest på moren. Da deres mor mange år senere, i 1930, døde, blev det for hårdt for Jenny.

Hun fik et nervesammenbrud. Det betød, at hun blev så psykisk svag, at hun ikke længere kunne klare sig selv. Hun blev indlagt på det psykiatriske hjem Oringe ved Vordingborg, eller Oringe Sindssygehospital, som det blev kaldt. Det var 22

et sted, hvor der blev passet godt på patienterne. Der blev lagt vægt på, at de skulle have masser af ro og kun passes af sygeplejersker, der var uddannet til at tage sig af lige præcis mennesker, der var psykisk svage.

Niels var den fra familien, der var tættest på Jenny efter morens død. Han besøgte hende, når han kunne og forsøgte at holde hendes mod så meget oppe, som han kunne. Men hun blev mere og mere svag. Hun døde som 50-årig i 1933, tre år efter moren. Ikke fordi hun pludselig var blevet mere syg, eller der egentlig var sket noget. Til familiens store lettelse fik hun en fredelig død.

Niels og Harald var meget tæt knyttet til hinanden hele livet igennem. Også selv om de var meget forskellige. Harald elskede at drille sin bror. Han drillede, så Niels næsten ikke kunne holde det ud. Selv drillede Niels ikke, heller ikke selv om Harald plagede ham om det. Efter at have taget tilløb kunne Niels måske lige svinge sig op til at sige: ’Harald, du har en plet på dine bukser’ eller sådan noget.

I Akademisk Boldklub, AB, spillede de fodbold sammen.

Harald var bedst af de to og spillede fire kampe for det danske landshold. Han var også med til at vinde sølvmedalje sammen med holdet, da de deltog i OL i London i 1908. Han scorede to mål mod Frankrig i kvartfinalen, så han var en spiller, der blev lagt mærke til. Det siges også, at da han skulle forsvare sin doktorafhandling i matematik, var der flere fodboldfans end matematikere til stede blandt tilhørerne.

23

Niels kom ikke på landsholdet, men var god som målmand i AB. Han gik meget op i spillet. Som regel, i hvert fald. For der var en kamp, hvor de spillede mod et tysk hold.

AB var foran, og Niels havde ikke meget at lave i målet. Han stod og lænede sig op ad målstolpen. Pludselig kom bolden susende, og alle forventede, at han drønede ud og tog den.

Men han blev stående, og bolden røg ind. Bagefter måtte han indrømme, at han var i gang med at løse et matematisk problem. Der var noget, han lige skulle have til at gå op.

Senere i sin studietid på Københavns Universitet valgte Niels fysik som hovedfag. Han blev så optaget af det, at han bestemte sig for både at tage magister- og doktorgraden i det fag. Magistergraden er den, man får, når man er færdig med sit almindelige studium. I dag kalder man den også kandidatgraden. Doktorgraden er den højeste grad, man kan tage i universitetsverdenen. Også i dag.

Der var ikke mange, der på Niels’ tid studerede fysik på højt niveau. Man regner med, at der i begyndelsen af 1900-tallet var omkring 1.500 personer, der forskede i fysik i hele verden. Så han havde nærmest frit slag og kunne vælge at arbejde med det, der interesserede ham inden for faget.

Især fangede den nyeste forskning inden for fysikken ham, og han fulgte med i, hvad der rørte sig.

I 1907 fik han en guldmedalje af Videnskabernes Selskab for besvarelsen af en prisopgave i et bestemt emne inden for den teoretiske fysik. Det var altså en bunden opgave, hvor han arbejdede teoretisk med væskers overfladespænding.

Det er den, man kan se, hvis man fylder et glas så meget med vand, at vandet står i en slags bue op over kanten af 24

glasset. Hvis man hælder mere vand i, løber det over. Men der er et punkt, hvor spændingen i overfladen holder vandet i glasset, selv om der egentlig er mere vand i, end glasset kan rumme.

Det var vanskeligt stof, men Niels gik skridtet videre, end der var blevet bedt om. Han udbyggede teorien ud fra eksperimenter, som han selv havde foretaget. Nogle af apparaterne, som han brugte, havde han endda selv lavet i sin fars laboratorium.

Så næsten alt i Niels’ liv havde efterhånden fået hans studier som omdrejningspunkt. I 1909 fik han magistergraden.

Den handlede om metallers forskellige egenskaber. Det vil sige, hvorfor metaller er gode til at lede elektrisk strøm og varme, og hvorfor de kan blive magnetiske. Der findes flere slags metaller. Både kobber, jern og sølv er metaller for nu at nævne nogle eksempler. De spiller en vigtig rolle i vores hverdag. For eksempel bruger vi ledninger af kobber, bygger biler af stål, laver fly og dåser til tomatsauce af aluminium.

Da Niels læste på universitetet, vidste man ikke nær så meget om metaller, som man gør i dag. Men fysikere gjorde i de år flere og flere opdagelser, der kan fortælle os, hvordan verden og livet på jorden – dybest set – er skruet sammen.

Det, syntes Niels, var meget fascinerende. For han var ligesom fysikere alle dage har været, helt tilbage til oldtiden, også optaget af at finde ud af, hvor alting kommer fra. Hvad er den mindste del, ’noget’ består af? Hvad er lys? Hvor kommer det fra?

Ligesom dengang han skilte en cykel helt ad for at forstå, hvordan den egentlig var bygget for så at skrue den sammen 25

igen, havde han en stor interesse for de mindste dele af hele vores liv og verden. Disse bittesmå tingester kunne nemlig fortælle ham om selve livet.

Så Niels skulle slet ikke holde lang sommerferie og slappe af, efter at han var blevet magister. Han skulle videre med sin doktorgrad.

Men som altid var han glad for at være omgivet af gode venner. Hans studiekammerater havde også kun godt at sige om ham. Han var dygtig, men også interesseret i andre mennesker – og beskeden. Han gjorde ikke et stort nummer ud af at fortælle andre, at han nok læste lidt mere end de fleste. ’Det er morsomt at kende et geni. Det er Niels Bohr […] Han er det bedste og mest beskedne menneske, jeg har kendt,’ skrev en norsk studiekammerat om Niels i et brev hjem til sin fætter på et tidspunkt.

Han var den, der samlede folk omkring sig. Ligesom han havde været i folkeskolen. Han var en, de andre så op til. Og så holdt han meget af at diskutere. Ligesom han havde hørt videnskabsmænd og kunstnere gøre rundt om middagsbordet derhjemme, da han var barn.

Derfor gik han i diskussionsklub, mens han studerede.

Sammen med Harald mødtes han flere gange om ugen med en flok studiekammerater på forskellige små caféer. De diskuterede filosofiske og videnskabelige spørgsmål.

Når de mødtes, var der altid en, der holdt det, de kaldte et ’indlednings-foredrag’. Det var så det emne, som de sammen skulle diskutere ud fra den aften. De kunne snakke til langt ud på natten.

En i klubben kom til at få stor betydning for ham. Det var 26

Haralds studiekammerat Niels Erik Nørlund. Lige efter Niels havde taget sin magistergrad, skulle Harald besøge sin kammerat. Niels skulle egentlig videre med sin doktorafhandling med det samme, men bestemte sig alligevel for at tage med Harald på besøg hos kammeraten i Slagelse et par dage. Der mødte han Niels Eriks søster, Margrethe.

Det var ikke første gang, Niels så hende. De havde været til et middagsselskab sammen på et tidspunkt – dog uden at tale sammen. Senere krydsedes deres veje flere gange, da hendes bror, Niels og Harald brugte så meget tid sammen.

Men i sommeren 1910, hvor Niels var på besøg hos familien Nørlund i Slagelse, fik de for alvor øjnene op for hinanden.

Niels kunne slet ikke holde op med at tale med den smukke, unge kvinde med det lyse, krøllede hår. Margrethe var i gang med at uddanne sig til fransklærer. Hun havde også gået på en skole for kvinder, hvor de lærte alt, hvad man skulle vide og kunne for at passe et hjem med mand og børn. Både om, hvordan man får pengene til at slå til, lidt sygepleje, lidt om rengøring og tøjvask og den slags.

Margrethe faldt lige så pladask for Niels, som han for hende. Hans rolige stemme, de ’dejlige øjne’, samtidig med at han var så ’venlig og beskeden’, var det, der tog hende med storm.

De blev hurtigt kærester og forlovet senere samme sommer. Der var ingen slinger i valsen hos nogen af dem. De kunne ikke undvære hinanden. Så forlovelsen blev annonceret temmelig hurtigt efter, at de havde fundet sammen.

Allerede den 21. august – få måneder efter, de var blevet kærester, kunne man i avisen læse, at de var blevet forlovet. Det var sådan noget, man skrev i aviserne dengang.

27

Margrethe og Niels modtog mange breve, hvor folk ønskede dem til lykke med forlovelsen. Et af dem kom fra en i Niels’ familie. Hun stillede – og det var tydeligt i brevet, at det var for at lave lidt sjov med Niels – spørgsmålet: ’Hvad siger Harald dog til, at Du har forladt ham?’

Harald selv var mest af alt glad på Margrethe og Niels’ vegne. Det skrev han i et brev til sin kommende svigerinde, hvor hun også kunne læse følgende: ’Du forstaar ham [Niels] som maaske ingen anden, og forstaar ham netop som den samme Niels, som alle vi andre, hans nærmeste, altid har elsket og set op til som det største og rigeste Menneske, vi har kendt.’

De blev altså forlovet mindre end et år inden, Niels blev færdig med sin doktorafhandling. Margrethe var altså hende, han senere blev gift med, og som han levede sammen med resten af sit liv.

Og lige fra deres allerførste tid som kærester havde de brug for at fortælle hinanden alt. På det tidspunkt boede Margrethe stadig i Slagelse og Niels på et værelse i København, efter at han var flyttet hjemmefra. Der sad han og skrev det første brev til sin elskede.

Han var bekymret for, om nogen mon skulle sige grimt om ham til Margrethe og noget tilsvarende om Margrethe til ham. Derfor skrev han i brevet, at han håbede, at de altid ville fortælle hinanden, hvis dette skulle ske. Og så fortsatte han: ’Vi skal heller aldrig snakke ondt om nogen (uden at det er nødvendigt).’

28

Det nyforlovede par, Margrethe og Niels, 1910

29

Så vidt man ved, er der ingen, der nogensinde har hørt Niels tale ondt om nogen. Men det viser, at han på én gang tænkte på, hvor vigtigt det er, at man er ærlig, samtidig med at man tænker over, hvad man siger.

Ligesom Margrethe var velkommen i Niels’ familie, var familien Nørlund meget glade for Niels. Han stillede også gerne op til middagsinvitationer, selv om han egentlig ikke havde tid. Det viser et brev, som han har skrevet til Harald i juli 1910: ’Nørlund har indbudt os begge til at komme til Slagelse omkring den 12de August, jeg tænker, vi tager derned, til Trods for at jeg for min Part næsten ikke kan forsvare det.’

Niels havde rasende travlt med sin doktorafhandling på det tidspunkt. Men af sted kom de, for Niels følte, at familien til begge sider var det vigtigste.

Men ét var at være sammen i de dage i Slagelse. Noget andet var, at Margrethe nok ikke forestillede sig, at hun en dag ville komme til at få den engelske dronning Elizabeth II på besøg.