Indespærret - læseprøve

Amy Christine Parker

Efter et tilfældigt møde med en dreng uden for murene, som stiller en masse spørgsmål og vækker nye følelser i hende, og i takt med at deres leders visioner bliver mere og mere dystre, begynder Lyla at komme i tvivl. Men hvis der er én ting, som Kolonien ikke kan tolerere, så er det tvivl …

INDESPÆRRET

I ti år har Lyla og hendes familie levet et trygt liv i Kolonien, overbeviste om, at de er det udvalgte folk, der skal overleve jordens undergang.

INDESPÆRRET

Hun tog fejl.

Amy Christine Parker

Hun troede, at ondskaben fandtes uden for murene.

Amy Christine Parker

INDESPÆRRET Oversat af Elisabeth Kiertzner

Sonar er til dig, der kan lide at læse om livet. Både når det er tindrende lykkeligt, men også når det er mørkt og råt og gør ondt. Du vil møde venskab og vildskab, konflikter og kærlighed, eufori og fortvivlelse. Sonar dykker ned i tanker, oplevelser, handlinger og konsekvenser – alt det, som kan ske, når livet griber fat …

Indespærret Copyright © Amy Christine Parker, 2013 På dansk ved Elisabeth Kiertzner efter Gated Dansk udgave © Forlaget Carlsen 2015 This translation published by arrangement with Random House Children’s Books, a division of Penguin Random House LLC. Omslagsdesign : Mia Risbo Sats : Adobe Caslon Pro hos Mia Risbo Graphic Design Trykt hos Livonia, 2015 ISBN : 9788711456910 1. udgave, 1. oplag www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen ‒ et forlag under Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont

Til min kÌrlige mand, Jay, og mine to smukke døtre, Samantha og Riley, fordi de gav mig tid til og mulighed for at realisere mine drømme.

Det gode i denne verden, det lidt, der er tilbage af det, er værd at beskytte med alle nødvendige midler. Vi må ikke være bange for at stå frem og forsvare det.

– Pioner, leder af Kolonien

ET ”Skyd for at dræbe denne gang, ikke ?” Will blinker og skubber mig ind i det høje korn på vej hen over marken til skydebanen.

Jeg skubber igen, og han griner. Himlen er perfekt skyfri og blå, og luften er varm i sommersolen. Det er en rigtig skovtursdag, ikke en ’skydetræning-før-verdens-undergangsdag’. ”Hvorfor skulle jeg ? Det er det, jeg har dig til,” siger jeg. Jeg justerer læderremmen på mit gevær og rykker den lidt frem og tilbage, indtil den ligger godt mellem min hals og skulder. Så ser jeg op på ham i forventning om, at han smiler over mit sædvanlige brok, men i stedet rynker han panden. ”Hvad nu hvis jeg ikke er sammen med dig, når vi bliver angrebet ? Du kan ikke regne med, at der altid er en anden til at trykke på udløseren for dig.” Han hiver sig i øreflippen ‒ et tegn på, at det ikke længere er for sjov.

Jeg bider svaret i mig og ser ud over kornmarken mod prærien på den anden side. De usagte ord lægger sig som en knude i min mave og gør ondt. Foran os ligger skydebanen. Marie og Brian er der allerede. Smældene fra deres geværer brager hen over marken og fremhæver den pinlige tavshed imellem os. ”Jeg siger bare, at det måske er på tide, at du begynder at tage 7

det her alvorligt.” Will rækker ud efter min geværfri hånd. Jeg tøver, mine fingre stritter i luften. Han sænker hovedet og smiler skævt til mig.

Jeg ved, at han mener det godt. Han mener det altid godt. Han bekymrer sig om mig ; det er mig, der er problemet. Der er nøjagtig tre måneder til verdens undergang, og jeg er stadig ikke i stand til at reagere, som jeg skal. Jeg tager en dyb indånding og glæder mig over den al den luft omkring mig. Jeg har det altid, som om jeg er ved at blive kvalt, når jeg tænker på, at det hele slutter.

Will famler efter min hånd, indtil han fanger den. Han fletter sine lange fingre ind mellem mine. ”Jeg er bekymret for dig, Lyla. Jeg kan ikke være sammen med dig konstant, heller ikke i beskyttelsesrummet. Jeg vil bare være sikker på, at du gør, hvad der skal til for at overleve.”

Jeg kan ikke lade være med at sukke. Vi har haft den her samtale så mange gange. Oftere og oftere for vi er begyndt at skyde til måls her på det sidste. Det er kun femte gang, vi er ude på skydebanen, og hans plagen har nået episke højder. ”Kom nu,” siger jeg til sidst, som om det er ham, der sinker os. Han giver min hånd et lille klem. Vi går de sidste meter hen til det åbne græsareal og skydebanen. Jeg fisker ørepropperne op af lommen og stopper dem i ørerne, inden Will når at sige mere. Han bøjer sig ned, og hans ranglede skikkelse kaster en skygge hen over mit ansigt. Han er som et barometer – måler konstant mit humør og sender resultatet tilbage til mig gennem sine ansigtsudtryk. De lyseblå øjne er ængstelige, og han rynker bekymret på sin fregnede næse. Det betyder, at han tror, jeg er overdrevent nervøs. Jeg vil gerne berolige ham, om ikke andet så for at få ham til at kigge væk, men det er, som om skyerne pludselig har trukket sig sammen over mit hoved.

8

Brian står bag Marie med ansigtet begravet i hendes sorte krøller. Han puffer forsigtigt geværet ind mod hendes kind, sikkert for hundrede og syttende gang. Sammen retter de hendes gevær mod en stor samling halmballer overfor. En udstansning af et menneske i naturlig størrelse er fastgjort til hver halmballe.

De sigter på en kvinde. Det er kun et omrids, men det løber mig alligevel koldt ned ad ryggen, da de affyrer geværet, og jeg ser et stykke af kvindens krydsfinerbryst flyve ud og lande i græsset.

Marie smiler til os og bliver rød i hovedet. ”Så I det ?” spørger hun. Jeg kan ikke rigtig høre noget for ørepropperne, men det er heller ikke nødvendigt. Hun siger det samme, hver gang det lykkes hende at ramme. Jeg smiler påtaget og går hen imod dem og ud af Wills skygge. ”Flot !” råber jeg tilbage. Jeg indtager min sædvanlige plet i græsset over for halmballen med udstansningen af en mand. Jeg er temmelig sikker på, at det gør mig til sexist, men mandefiguren er den eneste, jeg kan klare at skyde på. Jeg sænker geværet fra skulderen og prøver at tage mig sammen.

Ikke plads nok til alle, vi kan ikke have alle med. De fik chancen. Vi er nødt til at beskytte os selv.

Jeg kører den samme remse i mit hoved om og om igen og håber, at den på en eller anden måde vil trænge ind i mit hjerte, så jeg forstår den. Det virkede ikke sidst, og jeg har heller ikke megen tiltro til, at det gør det denne gang. Hvordan skulle jeg kunne tage livet af et andet menneske, der er lige så bange som jeg og søger hjælp ‒ blot for at redde mit eget ?

Jeg skæver til Will. Han står og skyder mod to krydsfinerfigurer : en mand og en kvinde. Geværet sidder mellem skulder og bryst, og hans kind er klistret til geværets kolbe. Han har begge øjne åbne og sigter på sit mål. Han tøver ikke, da han har 9

dem på kornet. Geværet gør et hop, da han skyder, og krydsfinermandens hoved flyver bagud. Det ansigtsløse hoved stirrer op mod himlen. Will gør klar igen og skyder krydsfinerkvinden næsten samme sted. Hendes hoved bliver, hvor det er, men hun mister den øverste, runde del af det. Han smiler, da han sænker geværet og ser på mig.

Jeg vender mig igen mod min egen halmballe og den tavse kydsfinermand, der venter på mig. Jeg rykker geværet på plads og går i stilling. Jeg kan mærke, at de andre ser på mig og håber, at jeg for en gangs skyld rammer et af de obligatoriske mål : hoved eller hjerte. Pandehåret klistrer til min pande, og sveden løber kildrende ned ad min ryg. Jeg står helt stille, sætter fingeren på udløseren og trykker af. Rekylen får det til at gibbe i mig, og jeg lukker øjnene. Da jeg åbner dem og ser min attrapmand, ånder jeg lettet op. Projektilet ramte præcis, hvor jeg ville have det. ”Seriøst, Lyla ? Knæskallen igen ?” Marie står med hænderne på sine smalle hofter og den ene fod skudt frem, som om hun pludselig er blevet en garvet snigmorder. Hun kan simpelthen ikke forstå min uvilje mod at ramme rigtigt. ”Det er hendes hyldest til Terminator 2,” siger Will. ”Der, hvor børnene befaler Terminator kun at affyre ikke-dræbende skud.”

Han ser ikke på mig, da han går tilbage til sin plads og sigter mod sit mål igen, men jeg ved godt, at vores diskussion ikke er ovre. Det er den ikke, før jeg finder en måde at føje dem på, at give efter og kæmpe.

Vi fortsætter med at skyde, indtil vi hver især er igennem vores patronbeholdning. Til sidst er min krydsfinermand den eneste, der har en chance for at overleve. Hans øvrige attrap-venner har været døde siden første skudrunde. Jeg lægger mit gevær på jorden og begynder at hjælpe de andre med at samle patronhylstre10

ne sammen ; de ligger spredt rundt omkring. Jeg er hurtigere end alle de andre. Hvis vi bliver tidligt nok færdige, kan jeg måske nå at male lidt inden aftensmaden.

Marie sætter sig på hug ved siden af mig og samler et patronhylster op fra det høje græs imellem os. ”Hvad handler det om, Lyla ? Hvorfor skyder du ikke rigtigt ?”

Jeg trækker på skuldrene og lægger nogle patronhylstre i lommen. ”Jeg ved det ikke. Det er bare, fordi hver gang jeg kigger på de der dumme menneskeattrapper, så er det rigtige mennesker, jeg ser – ligesom dig eller Brian eller Will. Hvad nu hvis vi på en eller anden måde havnede uden for Siloen og havde brug for hjælp ? Jeg mener, hvordan kan nogen af dem udenfor overhovedet vide, at det er verdens undergang ? Pioner valgte at redde os, men er der andre, der har nogen anelse om, at undergangen nærmer sig ? Ville de så ikke stå her nu og kæmpe for at komme ind ?”

Marie stirrer på mig. Der er lige så få spor af bekymring i hendes ansigt, som der er skyer på himlen. ”Jeg ved det ikke, Lyla. Du bekymrer dig for meget. Du er i sikkerhed, og det er din familie og dine venner også. Desuden er det meningen, at Outsiderne skal dø. Det er deres skæbne, ikke vores.”

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Ja ? Nej ? Hvad er det rigtige at føle, når man ved, at alting er ved at gå helt galt for millioner af andre mennesker ? ”Glem det,” siger jeg i stedet. ”Jeg er bare i et underligt humør i dag, okay ?”

Marie ryster på hovedet og fortsætter med at samle patronhylstre. Jeg er i gang med at følge hendes eksempel, da Koloniens ramponerede røde truck kommer til syne i den modsatte ende 11

af kornmarken. Den er for langt væk til, at man kan se føreren tydeligt, men hans stive holdning afslører ham alligevel. Det er Pioner, vores leder.

Skønt.

Han er kommet for at tjekke op på vores skydetræning. Så vil han opdage, at jeg ikke har forbedret mig. Sidst vi trænede, udviste han tålmodighed med min uvilje mod at dræbe, men han gjorde det klart, at jeg snart må forbedre mig. Jeg begynder at ryste på hænderne. Jeg taber flere hylstre, end jeg kan nå at samle.

Pioner standser bilen og hopper ud fra førersædet. Straks bliver marken omkring os mindre ; den lukker sig om os. Pioner optager det meste af pladsen nu. Det er ikke, fordi han er en særlig stor mand eller meget muskuløs eller noget. Faktisk er han nærmere det modsatte – bleg og tynd som en bønnestage. Det store ved ham er usynligt for øjet. Intensiteten ligger ikke i hans spinkle krop. Den vibrerer omkring ham som lydbølger eller stråler af lys.

Det meste af tiden er det næsten, som om han lyser. Det er han den eneste i Mandrodage Meadows – eller noget som helst andet sted for den sags skyld – der gør. Jeg kan ikke fjerne blikket fra ham, når han er i nærheden ; det er ganske enkelt ikke muligt. Han gnider sig på kinden og bevæger sig hen imod os med faste skridt.

Marie, Brian og Will skæver til mig. Jeg ignorerer dem og lader, som om jeg leder efter flere hylstre, mens jeg ville ønske, at jeg kunne forsvinde i et hul. ”Hvordan er det så gået i dag ?” Pioners stemme er blød og varm, fuld af solskin, nærmest. ”Øh, godt,” siger Will.

Jeg holder vejret. Venter. Hvis jeg er heldig, gør Pioner ikke mere ud af det, tager Wills ord for det og går … men håbet er spinkelt. Jeg sender Pioner og de andre nogle skjulte blikke, 12

mens jeg fortsætter med at samle hylstre. Hans tone er behagelig og konverserende, men hans blå øjne er skarpe og spidder mine venner en efter en. Han ved, at noget ikke stemmer.

Marie springer hen mod Pioner – energisk og munter. ”Jeg ramte hovedet og hjertet to gange i træk !” ”Uden Brians hjælp ?” Pioner lyder skeptisk. Ud ad øjenkrogen ser jeg, at han løfter hånden for at klappe hende på skulderen. ”Jep. På de sidste skud gjorde jeg.” ”Det gjorde hun virkelig,” hører jeg Brian sige.

Jeg ser op igen, idet Pioner sender Marie et strålende smil og giver hende et bjørnekram. ”Godt klaret. Jeg vidste, at du ville få greb om det … til sidst.”

Will og Brian fniser, og Marie rækker tunge ad dem.

Pioner vender atter blikket mod mig og griber mig i at betragte dem. Jeg prøver at smile i påtaget begejstring over, at han er kommet. De andre begynder at bevæge sig hen og stå mellem Pioner og mig. De prøver at aflede ham. Det har de gjort de sidste par minutter, indser jeg, og jeg bliver overvældet af ømhed for dem. Selv om de har presset mig til at skyde rigtigt, hver gang vi har været her, er det kun, fordi de ikke vil have, at jeg får ballade med Pioner. ”Skal vi tjekke skydeskiverne ?” spørger Pioner ekstra højt bag min mur af venner, så jeg bliver klar over, at det specifikt er min, han mener.

Jeg lægger de hylstre, jeg har samlet, fra mig i en bunke på jorden. Jeg rejser mig uden et ord og slutter mig til de andre.

Luften er ladet, som om der er en storm under opsejling, selv om det stadig er en klar og smuk dag. Jeg knytter hænderne, og vi går i samlet flok hen til skydeskiverne.

Brian er den første, der viser Pioner sin skydeskive. Så skynder 13

Will sig til med sin. Pioner nikker og er tydeligvis tilfreds med dem begge. Så viser Marie sin, mens hun snakker løs om, hvor meget hun har forbedret sin positur og ikke længere gør et hop, når geværet skydes af. Jeg ved, at hun prøver at trække tiden ud og aflede hans opmærksomhed lidt fra mig, men det irriterer Pioner. Han vibrerer nærmest, som en stemmegaffel der har fået et ekstra hårdt slag. Jeg bider tænderne sammen og går frem. Marie standser omgående talestrømmen og bakker, indtil hun står mellem drengene. Hun ser bange ud. Jeg undertrykker en latter. Det er mig, der har problemer, og hende, der er bange. Typisk. ”Lyla,” siger Pioner langsomt, ”vær sød at vise mig din skydeskive.”

Jeg gør bare et lille nik med hovedet. Jeg kommer til at skuffe ham, men hvad kan jeg gøre ? Jeg peger på min krydsfinermand, som om den er en særligt latterlig gevinst fra det der quizshow, som Pioner nogle gange giver os lov at se. Så ranker jeg ryggen og afventer hans reaktion.

Pioner står ubehageligt længe foran skydeskiven. Jeg vipper frem og tilbage på fødderne, bider mig i læben og hiver i min fletning. De andre står tæt sammen i tavshed. ”Den skydeskive ser temmelig uskadt ud,” siger Pioner til sidst. ”Hvorfor det ?”

Will åbner munden for at sige noget, men et enkelt blik fra Pioner gør ham tavs. ”Det var Lyla, jeg spurgte.”

Hans øjne borer sig ind i mig, brænder på min hud. Hvorfor kan jeg ikke skyde rigtigt ligesom alle de andre ? Jeg kan ikke give ham et svar, han vil kunne forstå, når jeg ikke engang selv kan forstå det. Så jeg går som altid i panik og siger det første, der falder mig ind.

14

Det forkerte. ”Øh, jeg har nok en svaghed for høje, mørke og ansigtsløse typer ?” Jeg udstøder en kort, nervøs latter. I samme øjeblik ordene er sluppet ud af min mund, ved jeg, hvor rapkæftet det lyder, men det er for sent at trække dem i mig.

Pioners stemme er iskold. ”Det er ikke for sjov, det her. Du er til fare for Kolonien, hvis du ikke kan være med til at forsvare den.”

Han tager en dyb, afmålt indånding og bliver mild i blikket.

Hans læber former sig til et smil. ”Jeg prøver bare at beskytte dig.” Han gør tegn mod banen og skydeskiven. ”Alt det her er til for at beskytte dig.”

Han går hen til Brians skydeskive, bøjer sig ned og samler den op fra jorden. Han banker på den. ”Det er kun papirmasse. Træ. Det er ikke mennesker. Det burde være en nem øvelse. Man er nødt til at desensibilisere sig.

Hvis man ikke kan ramme målene, kan man ikke ramme de rigtige mennesker. Og det har vi brug for, at du kan, Lyla. Det har vi virkelig.”

Pioner går hen til Brian og gør tegn mod hans gevær. Brian rækker ham det. Han vender sig mod mig og løfter det, så det peger på min mave. Han nidstirrer mig med lynende øjne. Jeg ved, at han ikke har tænkt sig at skyde mig, men alligevel spænder jeg musklerne, og mine nerver står på højkant. ”Folk derude kender dig ikke. De er ligeglade med dig. De vil skyde dig og tage, hvad der er dit, hvis det kan redde deres eget liv.” Han svinger geværet og retter det mod Will. Det giver et sæt i Will. Jeg kan se ham bekæmpe trangen til at træde et skridt tilbage. ”De vil myrde dem, du elsker, hvis de får chancen.” Han ser på mig igen. ”Og de vil ikke tøve. Ikke et sekund. Så det må du heller ikke.” Han lægger geværet fra sig, og vi trækker vejret igen.

15

Pioner tager min arm og fører mig hen til pladsen over for den ubrugte skydeskive. Det er en silhuet af en kvinde med et barn i hånden. Jeg stivner. Det er sikkert fjollet, men jeg kan ikke gøre for det. ”Du må ikke opfatte dem som mennesker ligesom dig og mig.

De er allerede spøgelser. Fædrene redder kun os, deres udvalgte. Når Jorden om tre måneder drejer i modsat retning om sin akse, vil størstedelen af menneskeheden blive blæst væk fra dens overflade på få minutter eller gå til under tsunamier, jordskælv og vulkanudbrud. Det har Fædrene sagt mig, og det siger jeg jer. Igen og igen. Det er deres skæbne, ligesom det er vores at overleve. Tror du mig ikke ? Tror du ikke på, at Fædrene, vores alvidende skabere, i deres uendelige visdom har kunnet se, hvem der er værdige, og hvem der ikke er værdige til at starte forfra ?

Har tvivlen taget bolig i dig ?”

Jeg ryster på hovedet og synker en klump. Hans ord rammer mit ømme punkt. Han har ret. Hvis jeg gør modstand, er det det samme som at spytte dem, der har hjulpet mig til at se lyset, lige i hovedet. Hvad er der galt med mig ? ”Vil du tillade din egen tøven at være årsag til, at de tager nogle af os med sig ? Føler du ikke samme omsorg for os, som vi føler for dig ? Ved at skyde dem, der vil skade din familie og bringe Fædrenes plan i fare, viser du din kærlighed til os og din tro på Fædrene.” Han klapper mig på skulderen. ”Du er en sart sjæl, Lille Ugle. Det er derfor, du er en af deres udvalgte. Men også lam må nogle gange være løver.”

Han bruger mit kælenavn – det, han gav mig, fordi jeg altid observerer alting og suger til mig. Som regel kan jeg godt lide navnet og varmen i hans stemme, når han siger det. Men ikke i dag. I dag gør det mig bare svag.

16

Han dirigerer geværet op på min skulder igen og flytter blidt min fletning, så den ikke ligger i klemme mellem geværet og min kind ‒ jeg fokuserer på kvindeattrappen først og retter så geværet ind. Jeg er nødt til at gøre det, han beder mig om. Det skylder jeg ham, det skylder jeg os alle. ”Når du nu trykker af, sigter du efter hovedet eller hjertet,” hvisker Pioner i mit øre. ”Vis mig, vis dem,” – han peger på Will, Brian og Marie – ”hvor højt du elsker os.”

Han bakker hen til de andre. Jeg kan fornemme deres blikke på mig. Jeg bider mig i læben. Tag dig sammen. De er ikke engang levende. Jeg sigter mod kvindens bryst. Tager dybe åndedrag. Så lukker jeg øjnene i sidste sekund og trykker af. Da jeg åbner øjnene, er der et hul i attrappens bryst. ”Godt. Og en gang til,” beordrer Pioner.

Jeg sigter mod den lille skydeskive. Jeg forsøger at undgå at se de små hænder og fødder. Jeg koncentrerer mig om krydsfinerens sorte midte. Men da projektilet skyder ud af geværet, mærker jeg en trykken i brystet. Pioner får mig til at skyde på begge mål igen og igen og igen. Da jeg er færdig, er de helt smadrede og uigenkendelige, men jeg har ikke lige så meget kvalme, som jeg havde i starten. Jeg bryder mig stadig ikke om at skyde, men i det mindste kan jeg nu gøre det, uden at det gibber i mig hver gang.

Pioner sender mig et bredt smil. ”Sådan, min pige !” Han trækker mig ind til sig og kysser mig på panden. Hans skjorte lugter af hø og græs og krudt. ”Det er dit søde væsen, jeg elsker allermest ved dig. Men indtil denne verden ikke er mere, udgør dit væsen en fare. For dig og for os.

Du skal forberede dig de næste måneder. Gøre dig stærk.” Han løfter min hage og ser mig direkte ind i øjnene. ”Lad mig hjælpe dig, Lille Ugle. Jo mere du modarbejder mine ord, jo sværere bli17

ver det for dig.” Der er en undertone i hans stemme nu, og den underminerer hans varme favntag. Jeg gyser. ”I hjælper alle til med at overbevise hende, ikke ? I lader mig vide, hvis hun har brug for min fulde opmærksomhed igen, nu hvor vi nærmer os de sidste dage ?”

Mine venner nikker lydigt. Jeg synker en klump og fokuserer på græsset under mine fødder. Nu er jeg alles projekt. Jeg kan ikke se nogen af dem i øjnene. Jeg er for flov. ”Nå, men eftermiddagsundervisningen starter om tyve minutter,” siger Pioner. ”Skynd jer at rydde op. Jeg regner med, at I er der til tiden.” Han vender sig om og går hen mod trucken uden at se sig tilbage.

Stilheden sænker sig over os. Vi løsner skydeskiverne fra halmballerne og erstatter dem med nogle nye fra skuret i den anden ende af marken, inden vi støvsuger jorden for de sidste patronhylstre. Hjulene på Pioners truck får støvet til at hvirvle op. Jeg får noget i halsen og hoster.

Da skydebanen er ryddet, følger Will og jeg efter Brian og Marie ned til marken og vejen på den anden side af den. Luften imellem os er stadig akavet og anspændt. Jeg hader, at jeg åbenbart skal være sådan en idiot til forsvar. Selv Marie er mere pålidelig. Jeg ved ikke, hvordan jeg laver om på mine instinkter og bliver lige så hurtig til at skyde som de andre. Det har Pioners hjælp ikke ændret ved.

Halvvejs oppe ved vejen vender Marie sig om og retter atter geværet mod skydebanen. Hun sænker stemmen og får den til at lyde underligt mekanisk. ”I’ll be back,” siger hun. Hendes ansigt er fuldstændig udtryksløst. Det bryder den anspændte stemning, og jeg får lyst til at give hende et knus.

18

Brian himler med øjnene og griner. ”Hvad er det med jer to og Terminator-filmene ? Jeg troede, at det var en mandeting ?”

Marie og jeg ser på hinanden, og hun smiler. ”Øh, det er umuligt ikke at citere dem, når Pioner har vist os dem en milliard gange. Og de bliver totalt til tøsefilm, når der er så lækre fyre med, som ham der spiller Kyle i den første.”

Brian stikker fingrene i ørerne. ”Jeg kan ikke høre noget,” siger han lidt for højt, og vi griner alle sammen.

Den sidste spænding imellem os forsvinder i luften. Jeg ser taknemmeligt på Marie, og hun blinker. Jeg ved, at jeg skylder hende – og Will, Pioner og alle de andre for den sags skyld – at blive overbevist. Min Koloni. Min familie. Jeg må holde op med at bekymre mig om resten af verden. Deres skæbne blev ‒ ligesom min ‒ afgjort for længe siden.

19

Hvis jeg kan hjælpe blot et enkelt menneske til at finde fred og glæde, kan jeg dø som en lykkelig mand.

– Pioner

TO Første gang jeg så Pioner, var jeg kun fem år gammel. Han hed noget andet dengang, et mere almindeligt navn, men jeg ved ikke længere, hvad det var, for vi har kaldt ham Pioner, så længe jeg kan huske.

Dengang boede vi i New York i et hus, som mine forældre købte, lige inden min storesøster blev født. Jeg kan huske det pink- og hvidstribede tapet i Karens og mit værelse og min søster Karens brune ruskindssko til skolebrug, som hun altid smed midt i entreen. Min mor stod med de sko i hånden, dengang vi opdagede, at min søster var forsvundet. Karen og jeg havde leget ude foran huset – eller rettere, vi havde skændtes om, hvad vi skulle lege. Karen ville tegne, og jeg ville hinke. Jeg var løbet ind for at sladre om, at hun havde hevet mig i håret, og da jeg kom tilbage sammen med mor, var hun væk. Ingen havde set noget.

Der var ingen spor efter hende eller af den, der havde taget hende. Der var ikke andet end et stykke gult kridt og en halvfærdig tegning af vores familie på fortovet foran huset. På tegningen manglede kun vores fødder. Dengang tænkte jeg, at den, der havde taget hende, bevidst havde fået hende til at standse tegningen der, så vi ikke kunne følge efter hende.

Efter det knugede mor hele tiden Karens sko ind til sit bryst 20

– da politiet kom for at stille spørgsmål og særligt et par dage senere, da de to store tårne inde i byen blev ramt af flyvemaskiner, og politiet holdt op med at lede efter min søster og i stedet begyndte at lede efter overlevende.

Kort efter kom Pioner ind i vores liv. Jeg kan huske, at far lukkede ham ind i huset. Hans smil lyste ligesom hele rummet op.

Det var først, da han stod der, at det gik op for mig, hvor mørkt der var blevet, selv når lysene var tændt. Noget i måden, hans øjne lyste på med næsten samme varme som stearinlys, mindede mig om julemanden, eller måske Jesus – selv om han ikke lignede hverken den ene eller den anden. Han var bleg, havde tætklippet, sort hår og var langtfra smuk, men venlig. Jeg kunne bare mærke det.

De få gange mor har talt om den tid, har hun nævnt, at Pioner hørte om os i nyhederne. Han havde fortalt hende, at han ikke kunne få Karens ansigt ud af hovedet, og at han blev hjemsøgt af mors bøn om hjælp. Da tårnene faldt, og verden gik amok, var det på en eller anden måde min familie, han følte sig draget mod.

Han tænkte, at det måske gav mening at fokusere på en lille brik i det store, tragiske puslespil, der omgav os, og at det at hjælpe med at lede efter Karen måske gjorde det mindre uoverskueligt.

Han tilbød at hjælpe os med at lede videre, og det gjorde han i de næste par uger. Han tog ovenikøbet nogle hjælpere med. Senere fulgte nogle af dem med til Mandrodage Meadows.

Jeg ved ikke helt, hvorfor vi alle sammen fik sådan en sympati for ham. Måske vidste vi bare, at han var noget særligt. Min familie var ret genert. Stille. Vi havde aldrig haft behov for at være sammen med andre, før en af os forsvandt. Vi kunne bare ikke finde Karen på egen hånd. Vi var for bange og for kede af det til at vide, hvad vi skulle gøre. Pioner virkede aldrig bange eller ked 21

af det. Han virkede så sikker på alting. Sådan havde vi aldrig haft det, selv ikke inden Karen forsvandt, men vi havde alle sammen brug for den følelse nu.

Næsten hver aften sad Pioner i timevis sammen med mine forældre i vores køkken, mens mor græd. Jeg kunne høre deres stemmer, når jeg lå i min seng og ikke kunne sove, og den tomhed, Karen havde efterladt i den anden side af værelset, voksede til et mørke, der truede med at opsluge mig. Jeg lå og koncentrerede mig om deres stemmer, særligt Pioners dybe stemme, som om den var det eneste, der holdt mig ude af det mørke.

Første gang han talte til mig, lå jeg udstrakt på stuegulvet under vinduet med solen bagende ind på tæppet. Det var efterhånden det eneste sted i huset, hvor jeg ikke følte mig helt stivnet både indvendig og udvendig. Jeg tegnede det samme billede om og om igen og færdiggjorde det, som Karen var begyndt på. Det var jeg nødt til. Hvis bare jeg ikke havde villet hinke, hvis bare jeg havde sagt ja til at tegne, var hun ikke forsvundet. Jeg blev ved at tegne mine forældre, min søster og mig stående på række på en tynd, grøn græsstribe med hinanden i hænderne som en ubrudt lænke. Måske tænkte jeg, at hvis jeg tegnede os sådan ofte nok, ville det bringe Karen tilbage. Hun var lige der på papiret. Vores familiebillede var fuldendt. Hun kunne ikke være forsvundet, ikke rigtigt, ikke for altid.

Jeg havde aldrig rigtig interesseret mig for at tegne, ikke ligesom Karen, men i flere dage lavede jeg ikke andet. Jeg håbede, at hun måske bare var vred og gemte sig som hævn for, at jeg uden videre havde forladt hende. Hvis bare jeg tegnede nok, ville hun måske tilgive mig og komme hjem. Desuden måtte jeg ikke være med til at lede efter hende. Mor lod mig ikke gå udenfor alene – og slet ikke efter at tårnene var styrtet sammen. Mor og far 22

hang i telefonen det meste af dagen eller stirrede ud ad vinduet på fortovet. Det var, som om de ikke længere så mig, eller værre endnu : at de i stedet så Karen. Intet var det samme. Jeg vidste ikke, hvad der ville ske, hvis vi ikke fandt min søster. Jeg vidste bare, at det, som alle havde allermest brug for, var, at jeg var stille og opførte mig ordentligt. Da Pioner omsider dukkede op, havde jeg fyldt fire tegneblokke. ”Hvad har du der ?” spurgte Pioner, da han den eftermiddag trådte ind i stuen og så mig. Han pegede på bunken af tegninger.

Jeg kiggede ned i gulvet og trak på skuldrene. Jeg kunne godt lide ham, men han var en fremmed og derfor skræmmende. ”Må jeg kigge ?” forsøgte han igen og rakte denne gang hånden frem.

Mor klappede mig let på skulderen. Hendes ansigt var opsvulmet af gråd. Det fik også hende til at virke skræmmende. ”Kom nu, skat, vis ham dine tegninger.”

Jeg trak vejret ind og rakte ham en af tegneblokkene uden at se direkte på ham. I stedet koncentrerede jeg mig om hans hænder.

De var bløde, og hans negle skinnede. Jeg fik lyst til at vende hans håndflader om for at se, om huden var lige så blød på den anden side.

Pioner holdt tegneblokken op foran sig og brugte lidt tid på at blade den igennem. Han fik blanke og våde øjne, hvilket gjorde lyset i dem mere intenst. Han fløjtede stille, hvorefter et smil brød frem på hans ansigt. ”Det lader til, at vi har en spirende kunstner her. Jeg tør vædde med, at din søster ville elske de her tegninger. Hun ser ud præcis som på billederne.” Han pegede på kaminhylden, hvor mit yndlingsbillede af Karen og mig stod.

Jeg kiggede ned på den sorte pindetegning af min søster med 23

gule proptrækkerkrøller og uden en rigtig næse og kunne ikke lade være med at smile. Selv jeg kunne se, at min søster ikke mindede det mindste om den pindepige, jeg havde tegnet, men det, som han sagde, fik mig på en eller anden måde til at forestille mig hende sådan : ikke så meget som en rigtig pige, der var forsvundet, men mere som en smilende tegneseriefigur. Jeg fik lyst til at grine. Det var, som om jeg for en stund kunne glemme, at hun ikke kom tilbage. Jeg bed mig selv i læben og skar en grimasse for ikke at begynde at fnise, hvilket fik ham til at smile lidt mere. ”Kom bare, slip smilet løs,” sagde han mildt. ”Du er alt for sød til at se så trist ud.”

Jeg skrabede min sneaker mod gulvtæppet og forsøgte at lade være med at smile. Det virkede forkert, fordi jeg jo var skyld i, at Karen var forsvundet. Men så kunne jeg ikke holde det inde længere. Jeg så op på ham og smilede bredt.

24

Amy Christine Parker

Efter et tilfældigt møde med en dreng uden for murene, som stiller en masse spørgsmål og vækker nye følelser i hende, og i takt med at deres leders visioner bliver mere og mere dystre, begynder Lyla at komme i tvivl. Men hvis der er én ting, som Kolonien ikke kan tolerere, så er det tvivl …

INDESPÆRRET

I ti år har Lyla og hendes familie levet et trygt liv i Kolonien, overbeviste om, at de er det udvalgte folk, der skal overleve jordens undergang.

INDESPÆRRET

Hun tog fejl.

Amy Christine Parker

Hun troede, at ondskaben fandtes uden for murene.