Irène læseprøve

90MM

153mm

226mm

PIERRE LEMAITRE (f. 1951) bor i Paris og har i mange år undervist i litteratur. Han har skrevet fem anmelderroste og prisvindende krimier. På dansk er udkommet Alex, som i 2013 vandt Crime Writers Association International Dagger Award og er en del af Camille Verhoeven-trilogien. I 2013 blev

I et kapløb med tiden skal Camille forsøge at udmanøvrere en særdeles udspekuleret morder, der hele tiden er mindst et kapitel foran. Kun én kan komme sejrrig ud af duellen; ham, der har mindst at miste ...

IRÈNE er første selvstændige bog i trilogien om Camille Verhoeven. Dette er historien, der går forud for bestselleren ALEX, der udkom på dansk i 2014.

Lemaitre ligeledes hædret med den største litterære pris i Frankrig, Prix Goncourt, for sin første historiske roman Vi ses deroppe , som udkom på dansk i 2014.

”Forrygende, fremragende og fransk.”

PIE RE LEMAIT E I ÈNE NE

Kriminalkommissær Camille Verhoeven er lykkelig. Han er gift med den dejlige Irène og sammen venter de deres første barn. Men der bliver pludselig vendt op og ned på deres tilværelse, da Camille skal opklare et yderst voldsomt mord. Da han opdager en forbindelse mellem den umotiverede vold og en drabsscene beskrevet i en berømt krimi, tager sagen for alvor fart. I takt med at politiet finder ældre sager med mere og mere bestialske litterære referencer, står det klart for Camille, at en seriemorder er løs; en, der har gjort det til sin mission at efterligne værker af de største krimiforfattere.

29mm

153mm

PIE RE LEMAIT E

90MM

DEN DANSKE PRESSE OM ALEX:

”Gribende, skræmmende, intelligent og fantastisk.”

THE TIMES

I ÈNE A F F O R FAT T E R E N T I L B E STS E LL E R E N A L E X

”Prisbelønnet fransk krimi sætter nye normer.”

WEEKENDAVISEN

”Fremragende og dødsspændende fransk thriller.”

POLITIKEN

”Pierre Lemaitre er en gave til fornyelseshungrende danske krimilæsere.”

JYLLANDS-POSTEN

”Hårdkogt, uhyggelig og neglebidende god underholdning.”

LITTERATURSIDEN

”En af de bedste udenlandske krimier lige nu.”

BERLINGSKE

DEN DANSKE PRESSE OM VI SES DEROPPE: ”Den er mageløs, en gallisk moppedreng, tungt underholdende.”

POLITIKEN

”Dommen kan afsiges kort: C’est formidable!”

F YEN S STI F T T IDE NDE OM ALEX

WEEKENDAVISEN

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

FORFATTERFOTO © THIERRY RAJIC | OMSLAG: IMPERIET

KRIMI

LINDHARDT OG INGHOF

”Pierre Lemaitres epos om Første Verdenskrig og tiden derefter er et dramatisk, dystert og dejligt spydigt værk om fædrelandsfølelse, familiebånd og forræderi.”

BERLINGSKE

Irene.indd 2

26/09/14 13.48

Pierre Lemaitre

IRÈNE På dansk ved Anders Juel Michelsen

LINDHARDT OG RINGHOF

Irene.indd 3

26/09/14 13.48

Irène er oversat fra fransk efter Travail soigné Copyright © Pierre Lemaitre et Editions du Masque, département des Éditions Jean-Claude Lattès, 2006 All rights reserved Dansk copyright © 2014 Lindhardt og Ringhof A/S, København This book is published by arrangement with Literary Agency Wandel Cruse, Paris Omslag: Imperiet Bogen er sat med Minion hos Lymi DTP-Service og trykt hos Livonia Print, 2014

ISBN 978-87-11-33702-8 1. udgave, 1. oplag 2014

Cet ouvrage a bénéficié du soutien des Programmes d’aide à la publication de l’Institut Français.

Oversættelsen har modtaget støtte fra

Uddrag fra American Psycho af Brett Caston Ellis, oversat af Jan Bredsdorff, Rosinante 1991 Uddrag fra Roseanna af Sjöwall & Wahlöö, oversat af Bjarne Nielsen, Modtryk 2009

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Irene.indd 4

26/09/14 13.48

En forfatter er en, som sÌtter citater sammen, men fjerner anførselstegnene.

Roland Barthes

Irene.indd 6

26/09/14 13.48

Irene.indd 8

26/09/14 13.48

Mandag den 7. april 2003 1 “Alice ...” sagde han og betragtede hende, som alle andre end ham ville have kaldt en ung pige.

Han havde udtalt hendes fornavn som et tegn på hemmelig forståelse mellem dem, men uden at få den mindste reaktion fra hende. Han sænkede blikket og kiggede på Armands notater, griflet ned i løbet af den første afhøring: Alice Vandenbosch, fireogtyve år. Han prøvede at forestille sig, hvordan en Alice ­Vandenbosch på fireogtyve år normalt ville se ud. Det ville være en ung pige med et aflangt ansigt, mellemblondt hår og et direkte blik. Han kiggede op igen, og det, han så, virkede helt usandsynligt på ham. Denne pige lignede ikke det billede, han så for sig. Håret, der engang havde været blondt, klæbede til hovedet og havde mørke udgroninger, hun var sygeligt bleg med en stor, violet blodansamling på venstre kindben og en lille stribe indtørret blod i mundvigen … og i de vilde, undvigende øjne var der intet menneskeligt tilbage undtagen frygt, en forfærdelig frygt, der stadig gav hende kuldegysninger, som var hun gået ud uden frakke på en snevejrsdag. Hun holdt med begge hænder om kaffekruset som en overlevende fra et skibbrud.

9

Irene.indd 9

26/09/14 13.48

Når Camille Verhoeven trådte ind i et rum, fik det gerne selv de mest passive til at reagere. Men ikke Alice. Alice var lukket inde i sig selv, rystende af kulde.

Klokken var halv ni om morgenen.

Camille havde følt sig træt, allerede da han ankom til kriminalafdelingen et par minutter tidligere. Middagsselskabet aftenen før var sluttet på slaget et om natten. Det havde været folk, han ikke kendte, Irènes venner. De havde diskuteret tv-programmer og fortalt anekdoter, som Camille sikkert ville have fundet morsomme, hvis der ikke havde siddet en kvinde over for ham, som mindede ham frygtelig meget om hans mor. Under hele måltidet havde han kæmpet for at løsrive sig fra dette billede, men det var hele tiden det samme blik, den samme mund og de samme cigaretter, der blev kæderøget.

Camilles tanker var gået tyve år tilbage til en velsignet tid, da hans mor kom ud fra sit atelier i en bluse, der var plettet af maling, med en cigaret i munden og uglet hår. En tid, hvor han stadig gik hen for at se hende arbejde. Denne stærke kvinde, stovt og koncentreret, som svang penslen med heftige bevægelser og var så optaget af sig selv, at hun nogle gange ikke syntes at ænse hans tilstedeværelse. Lange og tavse øjeblikke, hvor han beundrede maleriet og iagttog hver bevægelse, som var den nøglen til et mysterium, der angik ham personligt. Det var før. Før de tusinder af cigaretter, der brændte hans mor op, erklærede hende åben krig, men lang tid efter den skæbnesvangre hypotrofi, der havde åbenbaret sig ved Camilles fødsel.

Da hans vækst standsede ved hundred og halvtreds centimeter, vidste Camille ikke, hvad han hadede mest: moren, hvis giftige vane havde formet ham som en bleg kopi af Toulouse-Lautrec, bare mindre vanskabt, eller den spage og magtesløse far, som betragtede sin kone med den svages beundring, eller sit eget spejlbillede: allerede en mand som sekstenårig, men aldrig gjort færdig. Mens hans mor hobede lærreder op i sit atelier, 10

Irene.indd 10

26/09/14 13.48

og hans evigt tavse far passede sit arbejde som apoteker, blev Camille ældre som alle andre, men lærte, hvad det ville sige at være lille. Han holdt op med at stille sig på tåspidserne, vænnede sig til at se op på andre, opgav at forsøge at nå hylderne uden først at trække en stol derhen og indrettede sig som i et dukkehus. Og denne lille mand betragtede uden virkelig at forstå det de enorme lærreder, som hans mor rullede sammen for at tage med hen til galleristerne. Sommetider sagde hun: “Camille, kom lige …” Hun sad på skamlen og lod fingrene glide gennem hans hår uden at sige noget, og Camille vidste, at han elskede hende og tænkte endog, at han aldrig ville kunne elske andre.

Det var de gode tider, tænkte Camille under måltidet, mens han betragtede kvinden over for sig, som lo larmende, drak behersket og røg for fire. Det var, før hans mor måtte tilbringe dagene i knælende stilling i fodenden af sengen med kinden ned i dynen i den eneste stilling, hvor hun kunne få lidt fred for kræften. Sygdommen havde tvunget hende i knæ. Og disse øjeblikke blev første gang, hvor deres blikke, som var uudgrundelige for hinanden, kunne mødes i samme højde. Dengang tegnede Camille meget. Han tilbragte mange timer i sin mors atelier, som nu stod tomt. Når han langt om længe gik ind på hendes værelse, så han sin far, som nu også var tvunget i knæ og tilbragte den anden halvdel af sit liv med at ligge op ad sin kone, holde om hendes skuldre og trække vejret i samme rytme som hende. Camille var alene. Camille tegnede. Camille brugte tiden på at vente.

Da han var kommet ind på jurastudiet, vejede hans mor nærmest det samme som en af sine pensler. Når han kom hjem, var hans far hyllet i smertens tunge tavshed. Det var bare fortsat i det uendelige. Og Camille bøjede sin evige barnekrop over lovteksterne og ventede på, at det skulle slutte.

Det gjorde det en dag i maj. Det kunne lige så godt have 11

Irene.indd 11

26/09/14 13.48

været et anonymt opkald. Hans far havde bare sagt: “Du skal komme hjem,” og Camille havde pludselig forstået, at han nu kom til at leve alene med sig selv, og at der aldrig ville være nogen anden i hans liv.

Fyrre år gammel vidste den skaldede, lille mand med det aflange og markerede ansigt, at det ikke passede, for Irène var kommet ind i hans liv. Men med alle disse billeder fra fortiden havde aftenen forekommet ret udmattende.

Desuden brød han sig ikke om vildt.

Alice var blevet samlet op på boulevard de Bonne Nouvelle, omtrent samtidig med at han gik ind med morgenbakken til Irène.

Camille gled ned fra sin stol og gik ind på Armands kontor, en mager mand med store ører, som var legendarisk fornæret.

“Om ti minutter,” sagde Camille, “kommer du og siger, at Marco er blevet fundet. Slemt tilredt.”

“Fundet? Hvor?” spurgte Armand.

“Det ved jeg ikke, find selv ud af det.”

Camille gik tilbage til sit kontor med små, trippende skridt.

“Godt,” sagde han, da han nærmede sig Alice. “Nu gennemgår vi det hele stille og roligt fra nul.”

Han stod med ansigtet vendt mod hende, og deres øjne var næsten i samme højde. Alice syntes at vågne af sin dvale. Hun betragtede ham, som om hun så ham for første gang, og måtte mere end nogensinde før have fornemmet verdens absurditet ved at tænke på, at hun, Alice, som var blevet slået til plukfisk to timer tidligere, nu pludselig befandt sig på kriminalafdelingen stirrende på en mand, der var en meter og halvtreds høj, og som foreslog hende at tage det hele fra nul, som om hun ikke allerede var ved sit livs nulpunkt.

Camille satte sig bag skrivebordet og tog mekanisk en blyant op blandt de mange i krystalglasset, som Irène havde foræret 12

Irene.indd 12

26/09/14 13.48

ham. Han så over på Alice. Alice var faktisk ikke grim. Snarere køn. Men de smukke træk var hærgede af mangel på personlig omsorg og søvnløse nætter. En pietà. Hun mindede om en kopi af en antik statue.

“Hvor længe har du arbejdet for Santeny?” spurgte han, mens han tegnede et hurtigt omrids af hendes ansigt.

“Jeg arbejder ikke for ham!”

“Godt, så lad os sige to år. Du arbejder for ham, og han holder dig forsynet?”

“Nej.” “Tror du, han elsker dig? Eller hvad?”

Hun stirrede stift på ham. Han smilede til hende, men koncentrerede sig så om sin tegning igen. Der var en lang tavshed. Camille mindedes en sætning, som hans mor havde sagt: “Det er altid kunstnerens hjerte, der banker i modellens krop.”

I notesbogen viste sig straks en anden Alice efter nogle få streger, yngre, lige så smerteplaget, men uden blå mærker.

Camille så på hende igen og syntes at tage en beslutning.

Alice så ham trække en stol hen mod hende, hoppe op på den ligesom et barn og sætte sig med fødderne dinglende tredive centimeter over gulvet.

“Må jeg ryge?” spurgte Alice.

“Santeny er virkelig på skideren,” sagde Camille, som om han intet havde hørt. “Alle leder efter ham. Men det ved du vist godt,” tilføjede han og pegede på de blå mærker. “Det føles ikke rart, vel? Så det er nok bedst, at vi finder ham først, synes du ikke?”

Alice lod til at være hypnotiseret af Camilles fødder, der svingede frem og tilbage som et pendul.

“Han kender for få til at klare sig gennem det her. Jeg giver ham højst to dage. Og det samme gælder dig, de finder dig …

Hvor er Santeny?”

13

Irene.indd 13

26/09/14 13.48

Hun havde den stædige mine på som hos et barn, der ved, at det gør noget dumt, men ikke kan lade være.

“Godt, nu får du fred for mig,” sagde Camille, som om han talte til sig selv. “Næste gang jeg ser dig, håber jeg ikke, det bliver på bunden af en affaldscontainer.”

Armand trådte ind i samme øjeblik.

“Marco er lige blevet fundet. De havde ret, han er slemt tilredt.”

Camille spillede overrasket og kiggede på Armand.

“Hvor?”

“Hjemme hos sig selv.”

Camille betragtede sin kollega med en opgivende mine.

Armand var nærig med alt, selv sin fantasi.

“Godt. Så kan vi lade hende gå,” sagde han og sprang ned fra stolen.

Et lidt panisk suk fulgte, og så: “Han er i Rambouillet,” sagde Alice åndeløst.

“Aha,” svarede Camille i et neutralt tonefald.

“Boulevard Delagrange. Nummer atten.”

“Nummer atten,” gentog Camille, som om det at gentage dette enkle tal sparede ham for at takke den unge kvinde.

Alice tog uden at bede om lov en krøllet pakke cigaretter op af lommen og tændte en.

“Det er usundt at ryge,” sagde Camille.

14

Irene.indd 14

26/09/14 13.48

2 Camille gjorde tegn til Armand om hurtigt at få sendt nogle folk ud til stedet, da telefonen ringede.

Louis lød forpustet i den anden ende af linjen.

“Vi er blevet opholdt i Courbevoie.”

“Fortæl,” bad Camille ham lakonisk og tog en kuglepen.

“Vi fik en anonym opringning i morges. Jeg er der nu. Det er … hvordan skal jeg sige det …”

“Prøv, så får vi se,” afbrød Camille ham lidt irriteret.

“Det er forfærdeligt,” sagde Louis og kæmpede med sin stemme. “Et blodbad. Ikke den sædvanlige slags, hvis De forstår, hvad jeg mener …”

“Ikke særlig godt, Louis, ikke særlig godt.”

“Jeg har aldrig set noget lignende.”

3 Eftersom telefonen var optaget, gik Camille hen til kommissær Le Guens kontor. Han bankede på døren og gik ind uden at vente på svar. Sådan var hans entréer.

Le Guen var en kraftkarl, som havde været på den ene slankekur efter den anden i tyve år ude at tabe så meget som et gram og havde tillagt sig en svagt opgivende fatalisme, som kunne læses i hans ansigt og hele hans person. Gennem årene var han 15

Irene.indd 15

26/09/14 13.48

mere og mere kommet til at ligne en afsat og modfalden konge, som så på verden med et gnavent blik. Af princip afbrød Le Guen altid Camille efter de første par ord ved at sige, at “han ikke havde tid”. Men da Camille havde overbragt ham de første kendsgerninger, besluttede han sig alligevel for at følge med.

4 I telefonen havde Louis sagt: “Jeg har aldrig set noget lignende,” og det kunne Camille ikke lide, hans kollega plejede ikke at udtrykke sig så dystert. Han kunne endda være irriterende optimistisk, så Camille ventede sig ikke noget godt af denne uventede udrykning. Da de kørte over ringvejen, kunne Camille Verhoeven ikke lade være med at smile ved tanken om Louis.

Louis havde lyst hår med skilning i siden og en uregerlig lok, som genetisk tilhører de privilegerede klasser, og som kastes tilbage med et ryk på hovedet eller skubbes tilbage med skødeløs, men veløvet hånd. Camille havde efterhånden lært at skelne mellem de forskellige budskaber, som dette kast med lokken signalerede, og som var et tydeligt barometer for Louis’ humør.

Højrehåndsversionen dækkede alt fra “lad os være rimelige” til “det er utilstedeligt”; venstrehåndsversionen betegnede forlegenhed, ubehag, generthed eller forvirring. Når man så på Louis, var det let at forestille sig ham som konfirmand. Han havde stadig ungdommen, ynden og skrøbeligheden. Fysisk var Louis kort sagt elegant, slank og nydelig, og enormt irriterende.

16

Irene.indd 16

26/09/14 13.48

Frem for alt var Louis rig og opførte sig som de ægte rige: en vis kunstlet facon, en særlig måde at tale og formulere sig på, hans valg af ord, kort sagt alt det der kommer fra modellen på øverste hylde med etiketten “rig, forkælet dreng”. Louis havde været en strålende studerende (lidt jura, økonomi, kunsthistorie, æstetik, psykologi) og havde fulgt sin lyst og, altid med strålende resultater, betragtet universitetsstudierne som en slags forædlet underholdning. Men på et eller andet tidspunkt var der sket noget. Efter hvad Camille havde forstået, havde det drejet sig om en nat med Descartes og en beruselse af historiske dimensioner, en blanding af filosofisk intuition og ren maltwhisky. Louis havde set hele sit liv for sig i sin fornemme seksværelses lejlighed i niende arrondissement med tonsvis af kunstbøger i reolerne, det fine porcelæn i skabene med smukke træsnit, lejen fra hans forskellige ejendomme, der trillede ind på kontoen med større regelmæssighed end en funktionærs løn, ferierne hos moren i Vichy, besøg på de samme restauranter i kvarteret, og oven i alt dette en indre konflikt, der kom lige så pludselig som uventet, en ægte eksistentiel krise som alle andre end Louis ville have sammenfattet ved at sige: “Hvad fanden laver jeg egentlig?”

Var det sket tredive år tidligere, mente Camille, at Louis ville være blevet en venstrefløjsrevolutionær. Men i dag var ideologi ikke noget alternativ. Louis hadede religiøsitet og således også frivilligt arbejde og velgørenhed. Han søgte efter en vej ud af elendigheden. Og pludselig stod det klart for ham: Han ville være politimand. I kriminalpolitiet tvivlede Louis aldrig på sig selv – den egenskab indgik ikke i hans arvemasse – og han var så dygtig, at han sjældent blev skuffet. Han tog sin eksamen og blev politimand, både motiveret af et ønske om at tjene (ikke tjene offentligheden, men bare tjene i almindelighed), af frygt for et få et ensformigt og uforanderligt liv og måske også som afbetaling på en indbildt gæld, som han mente, at 17

Irene.indd 17

26/09/14 13.48

han skyldte arbejderklassen for ikke at være født i dens rækker. Efter sin eksamen endte Louis hurtigt i et univers, som lå meget fjernt fra det, han havde forestillet sig: Der var intet af Agatha Christies pudseløjerlighed over det, intet af Conan Doyles metodiske deduktioner, men derimod beskidte slumboliger og gennembankede kvinder, pushere, der forblødte i affaldscontainerne i Barbès, narkomaner, der stak hinanden ned med knive, stinkende lokummer, hvor man fandt dem, der havde overlevet en overdosis, bøsser, der solgte deres røv for en bane coke, og luderkunder, der ikke ville give mere end fem euro for et blowjob efter klokken to om natten. I starten havde det været ganske underholdende for Camille at betragte Louis med det blonde pandehår, som chokeret, men stålsat og med hvæsset pen skrev den ene rapport efter den anden.

Louis, som flegmatisk hørte på de spontane forklaringer i de rungende og pislugtende trappeopgange, mens han stod ved siden af liget af en trettenårig alfons, der var blevet hakket ihjel med en machete for øjnene af sin mor; Louis, der kom hjem klokken to om natten til sine et hundred og halvtreds kvadratmeter på rue Notre-Dame de lorette og rullede sig sammen fuldt påklædt på veloursofaen under en radering af Pavel mellem bogskabet med signerede førsteudgaver og sin afdøde fars samling af ametyster.

Da Louis tiltrådte i kriminalafdelingen, havde vicekommissær Verhoeven ikke straks følt nogen særlig sympati for denne nydelige, glatte, unge mand, som udtrykte sig så krukket og ikke lod sig overraske af noget. De andre betjente i gruppen, som kun i behersket grad satte pris på at tilbringe dagen sammen med en golden boy, havde ikke skånet ham for noget. På mindre end to måneder havde Louis oplevet næsten alle de grove løjer og mobbetiltag, som alle grupper dyrker for at hævne, når de ikke selv har fået lov at vælge en ny rekrut. Louis havde fundet sig i alt med et skævt smil uden at beklage sig en eneste gang.

18

Irene.indd 18

26/09/14 13.48

Camille Verhoeven havde før alle andre kunnet se, at den overraskende og intelligente unge mand havde anlæg for at blive en god politimand, men havde valgt ikke at gribe ind, formentlig i tillid til den darwinistiske udvælgelsesproces. Louis havde med sit lidt britiske hovmod været ham taknemlig for det. Engang efter fyraften havde Camille set ham skynde sig hen til en bistro lige overfor og tylle to-tre stærke genstande i sig. Det mindede ham om scenen i Skrappe Luke, hvor cool hand-Luke, der er totalt knockoutet og ude af stand til at bokse, bliver ved med at rejse sig og rejse sig, indtil publikum taber humøret, og hans modstander er tømt for energi. Faktisk begyndte hans kolleger at få respekt for den ildhu, Louis lagde i arbejdet, og et ganske overraskende træk hos ham, som vel kunne kaldes godhed eller noget lignende. I årenes løb havde Louis og Camille lært at acceptere hinandens forskelligheder, og da kommissæren ubetinget havde den højeste moralske autoritation i gruppen, fandt ingen det underligt, at den rige dreng efterhånden blev hans nærmeste medarbejder. Camille havde altid sagt du til Louis, ligesom han sagde du til resten af holdet. Men efterhånden som tiden gik, og nye kom til, blev Camille klar over, at kun de ældste fortsatte med at sige du til ham. Han følte det nogle gange, som om han var blevet tildelt en rolle som patriark, hvilket han aldrig havde bedt om. Man sagde De til ham som kommissær, og han vidste godt, at det ikke skyldtes hans stilling i hierarkiet. Det skyldtes snarere den forlegenhed, de fleste følte ved hans lille størrelse, og det var en måde at kompensere for det på. Louis sagde også De, men Camille vidste, at det var af andre grunde: Det var hans klasses uvilkårlige reflekser. De to mænd var aldrig blevet egentlige venner, men de respekterede hinanden, hvilket for dem begge var den bedste garanti for et effektivt samarbejde.

19

Irene.indd 19

26/09/14 13.48

90MM

153mm

226mm

PIERRE LEMAITRE (f. 1951) bor i Paris og har i mange år undervist i litteratur. Han har skrevet fem anmelderroste og prisvindende krimier. På dansk er udkommet Alex, som i 2013 vandt Crime Writers Association International Dagger Award og er en del af Camille Verhoeven-trilogien. I 2013 blev

I et kapløb med tiden skal Camille forsøge at udmanøvrere en særdeles udspekuleret morder, der hele tiden er mindst et kapitel foran. Kun én kan komme sejrrig ud af duellen; ham, der har mindst at miste ...

IRÈNE er første selvstændige bog i trilogien om Camille Verhoeven. Dette er historien, der går forud for bestselleren ALEX, der udkom på dansk i 2014.

Lemaitre ligeledes hædret med den største litterære pris i Frankrig, Prix Goncourt, for sin første historiske roman Vi ses deroppe , som udkom på dansk i 2014.

”Forrygende, fremragende og fransk.”

PIE RE LEMAIT E I ÈNE NE

Kriminalkommissær Camille Verhoeven er lykkelig. Han er gift med den dejlige Irène og sammen venter de deres første barn. Men der bliver pludselig vendt op og ned på deres tilværelse, da Camille skal opklare et yderst voldsomt mord. Da han opdager en forbindelse mellem den umotiverede vold og en drabsscene beskrevet i en berømt krimi, tager sagen for alvor fart. I takt med at politiet finder ældre sager med mere og mere bestialske litterære referencer, står det klart for Camille, at en seriemorder er løs; en, der har gjort det til sin mission at efterligne værker af de største krimiforfattere.

29mm

153mm

PIE RE LEMAIT E

90MM

DEN DANSKE PRESSE OM ALEX:

”Gribende, skræmmende, intelligent og fantastisk.”

THE TIMES

I ÈNE A F F O R FAT T E R E N T I L B E STS E LL E R E N A L E X

”Prisbelønnet fransk krimi sætter nye normer.”

WEEKENDAVISEN

”Fremragende og dødsspændende fransk thriller.”

POLITIKEN

”Pierre Lemaitre er en gave til fornyelseshungrende danske krimilæsere.”

JYLLANDS-POSTEN

”Hårdkogt, uhyggelig og neglebidende god underholdning.”

LITTERATURSIDEN

”En af de bedste udenlandske krimier lige nu.”

BERLINGSKE

DEN DANSKE PRESSE OM VI SES DEROPPE: ”Den er mageløs, en gallisk moppedreng, tungt underholdende.”

POLITIKEN

”Dommen kan afsiges kort: C’est formidable!”

F YEN S STI F T T IDE NDE OM ALEX

WEEKENDAVISEN

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

FORFATTERFOTO © THIERRY RAJIC | OMSLAG: IMPERIET

KRIMI

LINDHARDT OG INGHOF

”Pierre Lemaitres epos om Første Verdenskrig og tiden derefter er et dramatisk, dystert og dejligt spydigt værk om fædrelandsfølelse, familiebånd og forræderi.”

BERLINGSKE