Anja Hitz
Illustreret af Peter Bay Alexandersen
Isak lærte Karl at kende den dag, hvor far var nødt til at køre, inden mor kom hjem. Far bankede på døren til huset overfor og spurgte den gamle mand, om han ville kigge lidt efter Isak. Det ville Karl gerne. Isak elsker at lege i Karls have. Karl har aldrig travlt, og han finder altid på sjove ting, de kan lave. I dag har han hugget brænde til et bål. ”Sætter du fut på bålet, Isak?” spørger Karl og rækker ham tændstikkerne. ”Jeg må ikke lege med ild,” siger Isak. ”Det kan være rigtig farligt.” Karl griner. ”Vi skal ikke lege med ilden.” Og så viser han Isak, hvordan man stryger tændstikken og holder den ned mod kvaset. Bagefter er det Isaks tur.
”Sådan, Isak!” siger Karl og peger på gryden. ”Hvis du fylder vand i den, kan vi koge os en pølse.” Isak skæver til gryden. Den er stor og sort og tung. Man kan få den ned over fødderne, så knoglerne knuses. ”Du kan godt, Isak!” siger Karl, og så begynder Isak at slæbe. Isak bruger alle sine kræfter. Han føler sig stærk som en bjørn. Karl hjælper Isak med at placere gryden over de orange flammer.
Mens Isak og Karl spiser pølser med ketchup, dytter mor tre gange udenfor. Det betyder, at Isak skal hjem. Isak råber farvel til Karl, spæner rundt om huset og over vejen.
”Der er mad,” siger far, da mor og Isak træder ind ad døren. Mor sender Isak ud at vaske hænder. Da han er færdig, snakker far i telefon, og mor skifter lillesøster midt på gulvet. Isak kan lugte, at de skal have fars gode gryderet. Han vil gerne hjælpe, så han rækker op efter gryden på komfuret. Gryden er næsten fyldt til randen. Isak tager små skridt hen mod spisebordet, så maden ikke skvulper ud. Mor får øje på ham og råber: ”PAS PÅ, ISAK!” Først stivner Isak – så snubler han. Gryden knalder i gulvet, og Isak lander midt i den brandvarme pøl af kødstykker og sovs. I begyndelsen mærker Isak ingenting. Han ser bare mors mund bevæge sig. ”Tænk dig dog om ...” siger munden.
Hele aftenen sidder Isak med armene i et baby-badekar med koldt vand. Det gør også ondt indeni. ’Hvad nu hvis jeg havde ramt min lillesøster?’ tænker Isak. ’Den store, tunge gryde havde helt sikkert dræbt hende. På stedet. Og det hele havde været min skyld.’
Et par dage senere får Isak en gave af Karl. En dolk! Den er magen til Karls, bare lidt mindre og helt ny. ”Jeg må ikke lege med ting, der kan skære, så det bløder,” sukker Isak og rækker dolken tilbage til Karl. ”Vi skal sandelig ikke lege med den,” siger Karl. ”Træhytten skal have en ny rebstige.” ”Skarpe knive er farlige!” Isak får billeder i hovedet af blodige kødsår og fingre, der dingler. ”Se her,” siger Karl roligt og viser, hvordan man snitter barken af træet. “Ud til siden og væk fra dig selv. Så kan du hverken ramme dine ben eller den anden hånd.” Isak prøver forsigtigt. I begyndelsen har han ondt i maven, men så går det bedre. ”Ud til siden og væk fra mig selv.” ”Sådan, Isak!” siger Karl. Da bilen dytter ude fra vejen, ligger der seks fine, nye trin til rebstigen på jorden foran Isak. ”Jeg er snittekongen!” råber Isak og løber ud af haven.
I dag er det far, der holder udenfor. Isak skal med hen og hente pizza. Far taler i telefon, mens de kører, og han er stadig ikke færdig, da de stopper over for pizzeriaet. Isak stiger ud af bilen. Han vil bruge ventetiden til at vælge den helt rigtige pizza. Han ser sig godt for, det gør han virkelig. Der kommer ingen biler, så han sætter i løb over den brede vej. Men nu får far øje på Isak og råber ud ad det nedrullede bilvindue: ”PAS PÅ, ISAK!” Isak stivner og standser midt på den ene kørebane. Han ved ikke, om det er bedst at løbe frem eller tilbage. ”ISAK, for helvede!” råber far, men Isak kan ikke røre sig. Han lukker øjnene og hører en bil bremse.
Far er sur på Isak, og Isak er sur på far. Helt indtil de sidder hjemme ved bordet og spiser pizza sammen med mor og lillesøster. ”Vi er jo bare bange for, at der skal ske dig noget,” siger mors mund. ”Det kan du jo nok forstå,” siger fars. Det kan Isak godt forstå. Han er også bange for, at der skal ske nogen noget. Mest mor eller far eller lillesøster.