Isla og jagten på lykke - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

24,8 mm

132 mm

2 mm

88,9 mm

“Forførende tempo, sprudlende replikker, farverige karakterer.” – GAYLE FORMAN, forfatter til Hvis jeg bliver om Anna og det franske kys

er international bestsellerforfatter og har haft flere bøger på The New York Times’ bestsellerliste. Stephanie

bibliotekar og nu som forfatter. Isla og jagten på lykke blev i 2014 valgt som en af årets bedste ungdomsbøger af brugersitet Goodreads.com.

”Det er svært at forestille sig en mere romantisk fortælling end Isla og jagten på lykke.” – BOOKPAGE

”Magisk … fanger virkelig følelsen af at være forelsket.” – CASSANDRA CLARE, forfatter til Dødens instrumenter

Mød Stephanie på www.stephanieperkins.com Twitter: @naturallysteph

Forelsk dig i flere bøger af Stephanie Perkins!

“Fyrene i Stephanie Perkins’ bøger er helt vidunderlige. Det er pigerne også – men fyrene er det ISÆR.”

ANNA LOLA

og det

– RAINBOW ROWELL, forfatter til Eleanor & Park

FRANSKE

NABOENS

INTERNATIONAL BESTSELLER

KYS

STEPHANIE PERKINS LOVEBOOKS • LINDHARDT OG RINGHOF

SØ N

STEPHANIE PERKINS

som boghandler, derefter som

Med New York, Paris og Barcelona som baggrund byder denne søde og fantastiske historie om ægte kærlighed på et gensyn med de elskede karakterer Anna, Étienne, Lola og Cricket fra bøgerne Anna og det franske kys og Lola og naboens søn.

J A G T E N PÅ LY K K E

har altid arbejdet med bøger: først

Men i løbet af skoleåret er både hun og Josh dog tvunget til at konfrontere nogle svære udfordringer, som mange unge må gå igennem: drama i familien, usikkerhed omkring ens valg for fremtiden og risikoen for at blive adskilt.

PERKINS

ISLA og

JAGTEN PÅ

LY KKE

LOVEBOOKS • LINDHARDT OG RINGHOF

STEPHANIE PERKINS www.lovebooks.dk

ISLA_smudsomslag_nytformat_DK_JK.indd 1

LOVEBOOKS • LINDHARDT OG RINGHOF

Om Anna og det franske kys-serien ”Fyrene i Stephanie Perkins’ bøger er helt vidunderlige. Det er pigerne også – men fyrene er det ISÆR.” – RAINBOW ROWELL, forfatter til Eleanor & Park ”Det er ikke bare en kærlighedshistorie, det er en historie om venskab, om at vokse op og om at træffe svære beslutninger.” – SEVENTEEN.COM ”Magisk … fanger virkelig følelsen af at være forelsket.” – CASSANDRA CLARE, forfatter til Dødens instrumenter ”Vildt underfundig. Vildt sjov. Meget romantisk. Du burde date den her bog.” – MAUREEN JOHNSON, medforfatter til Let it Snow ”Perkins viser med stor dygtighed, at den ægte kærlighed kan få ens sande jeg til at skinne igennem.” – BOOKLIST Omslagsdesign: Per Demuth efter originaldesign af Lindsey Andrews Omslagsfoto: Toshi Sasaki/Getty Images

18/08/15 11.58

197 mm

STEPHANIE PERKINS

Isla har i tre år haft et crush på den indadvendte tegner Josh, som hun går i klasse med på School of America i Paris. I sommerferien møder hun ham tilfældigt på Manhattan, og romantikken begynder at blomstre.

ISLA

Kærligheden tændes i byen, der aldrig sover. Men varer den ved?

ISLA og

JAGTEN PÅ

LYKKE

STEPHANIE PERKINS På dansk ved Laura Konradi Brodersen

LINDHARDT OG RINGHOF

Isla og jagten på lykke.indd 3

10/08/15 15.52

Isla og jagten på lykke er oversat fra amerikansk efter Isla and the Happily Ever After © Copyright 2014 by Stephanie Perkins Dansk copyright © 2015 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Bogen er sat med Palatino hos Lymi DTP-Service og trykt hos UAB Print it, 2015 Omslag: Per Demuth efter originaldesign af Lindsay Andrews Omslagsfoto: Getty Images ISBN: 978-87-11-45234-9 1. udgave, 1. oplag Printed in Lithuania Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Isla og jagten på lykke.indd 4

10/08/15 15.52

Til Jarrod, min bedste ven & mit livs kĂŚrlighed

Isla og jagten pĂĽ lykke.indd 5

10/08/15 15.52

kap itel et

et er midnat, det er brændende varmt, og jeg tror måske, jeg er høj på smertestillende piller, men den fyr – ham, der sidder lige derovre – det er ham. Fyren. Hans måde at sidde på er lige så velkendt for mig som en tilbagevendende drøm. Sammensunkne skuldre, hovedet lagt på skrå mod højre og næsen få centimeter over toppen af hans tusch. Fuldstændig opslugt. Mit hjerte svulmer af en smertefuld form for eufori. Han er tæt på; kun to borde væk, og han vender min vej. Der er kogende hedt på caféen. Luften er fyldt med duften af bittersød kaffe. Tre års længsel river sig fri af min krop og vælter ud gennem mine læber: “Josh!” Han løfter hovedet med et sæt. I lang tid, i meget lang tid stirrer han bare på mig. Og så … blinker han. “Isla?” “Du kender mit navn. Du kan udtale mit navn?” De fleste 7

Isla og jagten på lykke.indd 7

10/08/15 15.52

kalder mig Iz-la, men det udtales Ej-la. Ligesom det engelske ord for ø, “island” – bare uden nd. Jeg lyser op i et smil, der næsten øjeblikkeligt forsvinder. Av. Josh kigger sig omkring, som om han leder efter nogen og lægger så forsigtigt sin tusch ned. “Øh, ja. Vi har siddet ved siden i hinanden i mange forskellige fag.” “Fem fag ved siden af hinanden, og tolv fag sammen i alt.” En pause. “Ja,” siger han langsomt. Endnu en pause. “Er du okay?” En fyr, der ligner en ung version af Abraham Lincoln med en piercing-fetich smider et lamineret menukort på mit bord. Jeg kigger ikke på det. “Noget blødt, tak.” Abraham klør sig træt i skægget. “Men ikke tomatsuppe, chokoladebudding eller hindbær-æblemos. Det er det eneste, jeg har fået at spise i dag,” tilføjer jeg. “Åh.” Abes humør lysner. “Du er syg.” “Nej.” Hans gode humør forsvinder igen. “Whatever.” Han tager menukortet. “Er du allergisk over for noget? Kosher? Vegetar?” “Hva’?” “Jeg ser, hvad vi har i køkkenet.” Og så spankulerer han væk. Mit blik vender tilbage til Josh, der stadig kigger på mig. Han kigger ned i sin skitsebog, og så op igen, og så ned igen. Som om han ikke kan afgøre, om vi stadig er i gang med en samtale. Jeg kigger også ned. Det går med stigende hast op for mig, at hvis jeg fortsætter med at snakke, kommer jeg til at fortryde det i morgen. 8

Isla og jagten på lykke.indd 8

10/08/15 15.52

Men … som om jeg kan lade være – for det kan jeg ikke, ikke når jeg er sammen med ham – jeg kigger op. Mine blodårer dunker, mens mine øjne suger ham til sig. Hans lange, smukke næse. Hans slanke, sikre arme. Hans blege hud er et par nuancer mørkere af sommersolen, og hans sorte tatovering titter ud under ærmet på hans T-shirt. Joshua Wasserstein. Min forelskelse i ham er næsten ikke til at bære. Han kigger også op igen, og jeg rødmer. Rødmen. En forbandelse, der hviler over alle rødhårede. Jeg er taknemmelig, da han rømmer sig for at sige noget. “Er det ikke mærkeligt? At vi aldrig er rendt ind i hinanden før?” Jeg hopper i. “Kommer du tit her?” “Åh.” Han fumler med sin tusch. “Jeg mente her i byen. Jeg vidste, at du boede på Upper West Side, men jeg har aldrig set dig heromkring.” Det knuger i mit bryst. Jeg vidste godt, at han boede her, men jeg havde ingen anelse om, at han vidste, at jeg også boede her. Vi går begge på en kostskole for amerikanere i Paris, men vi tilbringer vores ferier på Manhattan. Alle ved, at Josh bor her, fordi hans far sidder på en af New Yorks pladser i Senatet. Men der er ingen grund til, at nogen skulle huske, at jeg også bor her. “Jeg kommer ikke så tit ud,” ryger det ud af mig. “Men jeg er dødsulten, og der er intet at spise derhjemme.” Og så, på en eller anden måde, sætter jeg mig på den tomme plads over for ham. Min kompashalskæde banker imod bordkanten. “Jeg fik fjernet mine visdomstænder i morges, og jeg tager alle de her piller, men min mund er stadig øm, så det er derfor, jeg kun kan spise blød mad.” Josh lyser for første gang op i et smil. 9

Isla og jagten på lykke.indd 9

10/08/15 15.52

Det føles, som om jeg har klaret en svær opgave. Jeg gengælder smilet så stort, som jeg kan, selvom det gør ondt. “Hvad?” “Smertestillende medicin. Nu giver det mening.” “Åh, shit.” Jeg trækker et ben op og smækker mit knæ op i bordpladen. “Opfører jeg mig virkelig så skørt?” Han griner overrasket. Folk griner altid, fordi de ikke forventer, at ord som “shit” kan komme fra en, der er så lille og har en så stille og sød stemme. “Jeg kunne bare mærke, at der var noget anderledes ved dig,” siger han. “Bivirkningerne består blandt andet af en led kombination af træthed og søvnløshed. Hvilket er grunden til, at jeg er her nu.” Josh griner igen. “Jeg fik fjernet mine sidste sommer. Du har det bedre i morgen.” “Lover du det?” “Nej, ikke rigtigt. Men det vil helt sikkert blive bedre om et par dage.” Vores smil falmer, efterhånden som vi falder ind i en tænksom stilhed. Vi har sjældent talt med hinanden i skolen og aldrig uden for skolen. Jeg er alt for genert, og han er alt for reserveret. Desuden havde han den samme kæreste nærmest altid. Havde. De slog op sidste måned, lige før hun blev student. Josh og jeg har stadig et år tilbage. Og jeg ville ønske, at der var en logisk grund til, at han pludselig skulle begynde at interessere sig for mig, men … det er der ikke. Hans eks var sej og udadvendt. Det modsatte af mig. Måske er det derfor, jeg bliver forskrækket, da jeg opdager, at jeg peger på hans skit-

Isla og jagten på lykke.indd 10

10/08/15 15.52

sebog i min iver efter at forlænge dette midlertidige øjeblik. Dette samtalemirakel. “Hvad arbejder du på?” spørger jeg ham. Hans arm flytter sig for at dække over tegningen, der forestiller en person, der ligner en ung Abraham Lincoln. “Det … er bare for sjov.” “Det er tjeneren.” Jeg smiler. Av. Han ser en smule fåret ud, tager armen væk og trækker på skuldrene. “Og parret ovre i hjørnet.” Er vi ikke alene? Jeg vender mig om og får øje på et midaldrende ægtepar, helt omme bagved, i færd med at læse et eksemplar af The Village Voice sammen. Der er ingen andre her, så i det mindste er jeg ikke helt fra den. Jeg tænker mig ikke om. Jeg vender mig tilbage mod Josh med voksende mod. “Må jeg se?” Jeg spurgte ham. Jeg fatter ikke, at jeg spurgte ham. Jeg har altid gerne villet se en af hans skitsebøger, jeg har altid gerne villet holde en af dem. Josh er den mest talentfulde kunstner på skolen. Han arbejder med forskellige medier, men hans sande passion er tegneserier. Jeg overhørte engang, at han arbejdede på en graphic novel om sit eget liv. En selvbiografi. En dagbog. Hvilke hemmeligheder ville den gemme på? Jeg tager til takke med at kigge på hans kruseduller over hans skulder, malerier hængt til tørre i studiet og skitser klistret fast på venners døre. Hans stil er pudsig. Den er melankolsk og smuk, komplet sin egen. Linjerne er forsigtige. De afslører, at han er opmærksom. Folk tror ikke, at han er opmærksom, fordi han dagdrømmer, pjækker fra timerne

Isla og jagten på lykke.indd 11

10/08/15 15.52

og forsømmer sine lektier, men når jeg ser hans tegninger, ved jeg, at de tager fejl. Jeg ville ønske, at han ville kigge på mig på samme måde, som han kigger på sine motiver. For så ville han se, at der var mere ved mig end genert, ligesom jeg kan se, at der er mere ved ham end pjækker. Mine kinder brænder igen, som om han kunne læse mine tanker, men så går det op for mig … at han faktisk studerer mig. Er jeg blevet siddende her for længe? Hans ansigtsudtryk forvandler sig til bekymring, og jeg rynker panden. Josh nikker mod bordet. Hans skitsebog ligger allerede foran mig. Jeg griner. Det gør han også, selvom det er med en snert af forvirring. Hans bog er stadig slået op på hans igangværende projekt. Det kilder i maven. På den ene side stirrer Abes ansigt dovent på skitsebogens spiralryg. Selv ringene i næsen, øjenbrynene og ørerne ser trætte og irriterede ud. På den modsatte side har Josh fanget det midaldrende pars koncentrerede og venlige udtryk perfekt. Jeg rører forsigtigt ved et hjørne, der ikke er dækket af blæk. For at bevise over for mig selv, at dette øjeblik er virkeligt. Min stemme er ærbødig. “Det her er fantastisk. Er hele bogen fyldt med portrætter ligesom dem her?” Josh lukker skitsebogen og trækker den tilbage mod sig selv. Dens sider er tykke af brug. På forsiden sidder der et klistermærke formet som USA. Et enkelt ord står skrevet med håndskrift hen over det: VELKOMMEN. Jeg ved ikke, hvad det betyder, men jeg kan godt lide det. “Tak.” Han sender mig endnu et smil. “Jeg bruger den til alt muligt, men ja. Primært portrætter.” 12

Isla og jagten på lykke.indd 12

10/08/15 15.52

“Må du godt det?” Han rynker panden. “Må hvad?” “Altså, man skal ikke have deres tilladelse?” “Til at tegne dem?” spørger han. Jeg nikker, og han fortsætter. “Nej. Jeg bruger dem ikke til noget specielt. Det her er ikke engang min gode skitsebog. Se? Jeg kan rive siderne ud.” “Gør du det ofte? Tegner fremmede mennesker?” “Ja da.” Han rækker ud efter sin kaffekop med sin pegefinger. Der er en sort klat blæk ved hans negl. “Hvis man skal blive god til noget, kræver det øvelse.” “Har du lyst til at øve dig på mig?” spørger jeg. Lyserøde pletter spreder sig over Joshs kinder, idet Abe smækker to tallerkner ned på bordet. “Kyllingesuppe og ostekage,” siger Abe til mig. “Det var det eneste, vi havde.” “Merci,” siger jeg. “De nada.” Abe ruller med øjnene og går væk. “Hvad er der i vejen med ham?” spørger jeg, mens jeg skovler ostekage ind. “Åh gud, sålækkert,” mumler jeg med munden fuld. “Vilduhaveenbid?” “Øh. Nej, tak.” Josh ser forfjamsket ud. “Du ser ud til at være sulten.” Jeg begynder glad at fortære resten. “Så, bor du i nærheden?” spørger han efter et øjeblik. Jeg synker. “To minutter væk.” “Også mig. Ti minutter.” Jeg må se overrasket ud, for han fortsætter. “Jeg ved det. Mærkeligt, ikke?” “Det er sejt.” Jeg sluger min suppe. “Åh gud. Det her er fantastisk.” Han kigger stille på mig i endnu et øjeblik. “Så … du 13

Isla og jagten på lykke.indd 13

10/08/15 15.52

mente det? Du ville ikke have noget imod, at jeg lavede en tegning af dig?” “Nej, jeg ville elske det.” Jeg elsker diiiiiiiig. “Hvad skal jeg gøre?” “Lad være med at tænke på det. Bare fortsæt med at gøre det, du gør.” “Ha! Så kommer du til at tegne mig, mens jeg spiser som en hest. Nej. En gris. Jeg mente gris. Mente jeg gris eller hest?” Josh ryster fornøjet på hovedet. Han bladrer op på en ny side i skitsebogen. Hans øjne låser sig fast på mine. Jeg er lamslået. Nøddebrune. Jeg tilføjer ordet til min indre liste med fakta om Josh. Nogle gange har hans øjne virket grønne, nogle gange brune. Nu ved jeg hvorfor. Flerfarvede. Joshs øjne er flerfarvede. Jeg glider ind i en grønbrun tåge. Den kradsende lyd af hans tusch blander sig med den kradsende lyd af en gammel folkesang, der kommer ud gennem højtalerne. Sammen udtrykker de længsel, uro, smerte og kærlighed. Udenfor bryder stormskyer løs. Regn og vind slutter sig til melodien, og jeg nynner med. Mit hoved banker mod et vindue. Jeg sætter mig forskrækket op. Min skål og tallerken er tom. “Hvor længe har jeg været her?” “Et stykke tid.” Josh smiler. “Så, de der piller, du er på. Stærke sager, hva’?” Jeg stønner. “Sig ikke, at jeg savlede.” “Intet savl. Du ser glad ud.” “Jeg er glad,” siger jeg. For … det er jeg. Mit blik bliver sløret. 14

Isla og jagten på lykke.indd 14

10/08/15 15.52

“Isla,” hvisker han. “Det er tid til at gå.” Jeg løfter mit hoved fra bordet. Hvornår endte det der? “Kismet lukker.” “Hvad er Kismet?” “Skæbnen,” siger han. “Hvad?” “Navnet på caféen.” “Åh. Okay.” Jeg følger med ham udenfor, ud i natten. Det regner stadig. Dråberne er store og varme. Jeg dækker mit hoved med mine bare hænder, mens Josh stikker sin skitsebog ind under sin trøje. Jeg fanger et glimt af hans mave. Mums. “Lækker mave.” Han får et chok. “Hvad?” “Hmm?” Et smil spiller i hans mundvige. Jeg vil kysse dem, et kys i hver side. “Okay, Skøre.” Han ryster på hovedet. “Hvilken vej?” “Hvilken vej til hvad?” “Hjem til dig.” “Kommer du med hjem til mig?” Jeg er henrykt. “Jeg følger dig hjem. Det er sent. Og det øser ned.” “Åh, det er sødt af dig,” siger jeg. “Du er sød.” Trafiklysene glimter gult på den våde asfalt. Jeg viser vej, og vi løber hen over Amsterdam Avenue. Det begynder at øse endnu mere. “Deroppe!” siger jeg, og vi dukker os under en bygning dækket af stillads. Tunge regndråber rammer aluminiummet med klang-lyde som en pinball-maskine. “Isla, vent!” Men det er for sent. Stilladser plejer som regel at være det ideelle sted at søge ly i dårligt vejr, men nogle gange krydser stængerne hinan15

Isla og jagten på lykke.indd 15

10/08/15 15.52

den på en måde, der danner en tragt, der kan samle vand og gøre en fuldstændig gennemblødt. Jeg er gennemblødt. Fuldstændig. Mit hår klistrer til mit ansigt, min sommerkjole klæber sig mod min krop, og vandet får mine sandaler til at svuppe, når jeg går. “Ha-ha.” Jeg er ikke sikker på, at det er ægte latter. “Er du okay?” Josh dukker sig ind under stilladset, drejer uden om vandfaldet og kommer ind under igen ved siden af mig. Jeg griner rent faktisk. Jeg holder mig på maven. “Det gør ondt … mund … at grine. Min mund. Min mund og min mave. Og min mund.” Han griner også, men han er distraheret. Hans blik bevæger sig pludseligt hurtigt opad til mit ansigt, og det går op for mig, at han har haft blikket fæstnet på noget andet. Mit smil bliver bredere. Tak, sexede tragt. Josh flytter uroligt på sig, han ser ud til at være ubehageligt til mode. “Vi er der næsten, ikke?” Jeg gør tegn til en række af gavlhuse på den anden side af gaden. “Nummer to. Med de kobbergrønne vinduer og tegltaget.” “Jeg har tegnet dem før.” Han spærrer øjnene imponeret op. “De er fantastiske.” Mine forældres lejlighed ligger på række sammen med flere flamsk-inspirerede huse, bygget i slutningen af det nittende århundrede. Vi bor i et af de eneste nabolag, der er fredelige nok til at beboerne kan stille potteplanter foran deres indgange, uden at de bliver smadret af forbipasserende. “Maman kan også godt lide dem. Hun kan godt lide smukke ting. Hun er fransk. Det er derfor, jeg går på skolen.” Min stemme driver af sted, mens Josh fører mig hen 16

Isla og jagten på lykke.indd 16

10/08/15 15.52

mod indgangen med de lyserøde slyngroser hen over døren. Hjem. Han fjerner sin hånd fra min lænd, og det er først der, jeg lægger mærke til, at den overhovedet var der. “Merci,” siger jeg. “Det var så lidt.” “Tak,” siger jeg. “De rien.” Luften er tyk med duften af regnvåde roser. Jeg fumler mig ind i bygningen, og han venter på fortovet som en statue. Hans mørke hår er lige så vådt som mit nu. En stråle af vand løber ned ad hans næse. Hans ene arm knuger skitsebogen ind mod sit bryst under T-shirten. “Tak,” siger jeg igen. Han hæver stemmen, så jeg kan høre ham igennem glasdøren. “Få noget søvn, Skøre. Drøm sødt.” “Drøm,” gentager jeg. “Sødt.”

Isla og jagten på lykke.indd 17

10/08/15 15.52

ka p itel to

h gud, hvad fanden lavede jeg i går aftes???????????

Isla og jagten på lykke.indd 18

10/08/15 15.52

ka p itel tre

“

et hele er som en tåge! Og jeg kan ikke huske noget af, hvad jeg sagde eller noget af, hvad han sagde, og han må have fulgt mig hjem, fordi han vidste, at jeg var så høj, at jeg ville blive kørt over af en taxi.” Kurt Donald Cobain Bacon stirrer stift på mit loft. “Så, Josh betalte for din mad.” Det tager mig et øjeblik at registrere denne information. Min bedste ven og jeg ligger ved siden af hinanden på min seng. En af mine hænder rækker automatisk langsomt ud og drejer forsiden af hans trøje rundt i en hård knude. “Lad være med det.” Hans toneleje er bryskt – hvilket det ofte er – uden at være uhøfligt. Jeg fjerner min hånd, der bevæger sig direkte op til mine opsvulmede, dunkende og “værre end i går”-gummer. Og så udstøder jeg en skræmmende klagen. “Du sagde, han vækkede dig, og at I derefter forlod caféen,” siger Kurt. “Det betyder, at han betalte din regning.” 19

Isla og jagten på lykke.indd 19

10/08/15 15.52

“Jeg ved det. Jeg ved det.” Men jeg farer alligevel op fra sengen. Jeg tager min taske, vender den på hovedet og ryster den febrilsk. “Du finder den ikke,” siger han. En elsket paperback om en vandreturskatastrofe på Mount Everest dumper ned på mit gulvtæppe. Kuglepenne, læbestifter og kvartdollars vælter ud og triller væk. Min pung. En tom pakke papirlommetørklæder, et par solbriller og en sammenkrøllet flyer fra en ny bagelbutik. Ingenting. Jeg ryster den endnu mere. Stadig ingenting. Jeg tjekker min pung, selvom jeg allerede ved, at jeg ikke vil finde den: en kvittering fra caféen. “Hvad sagde jeg?” siger han. “Jeg er nødt til at sige undskyld for at have været så sindssyg. Jeg er nødt til at betale ham tilbage.” “Betale hvem tilbage?” spørger Hattie. Mit hoved vender sig om med et sæt, og jeg ser min lillesøster vurdere mig fra dørkarmen. Hun læner sig op ad karmen med armene over kors, men hun ser stadig alt for høj ud. Hvilket hun er. Ikke nok med at hun voksede mig over hovedet sidste år, hun blev meget højere. “Jeg ved godt, hvad du lavede i går aftes,” siger hun. “Jeg ved, at du sneg dig ud.” “Jeg sneg mig ikke ud. Jeg var bare ude et par timer.” “Men maman og far vidste det ikke.” Jeg svarer ikke, og Hattie smiler. Hun er lige så selvtilfreds som en kat. Hun siger ikke noget til dem. Når informationen er så værdifuld, vil hun gemme den, indtil hun kan bruge den til noget. Hattie samler min pung op fra gulvet og – mens hun nedstirrer mig og tårner sig op over mig med sit dumme vokseværk – dumper den ned i min taske. Og så er hun væk. 20

Isla og jagten på lykke.indd 20

10/08/15 15.52

Jeg kaster pungen efter det sted, hun stod, og kravler op på sengen igen. Jeg vikler begge mine arme rundt om en af Kurts. “Du er nødt til at tage med mig,” siger jeg. “Til caféen. I aften.” Han rynker panden, så hans øjenbryn danner en velkendt V-form. “Tror du, at Josh er stamkunde?” “Måske.” Jeg har ingen grund til at tro det. Jeg ønsker bare, at han er stamkunde. “Please, jeg er nødt til at give ham en forklaring.” Han trækker på skuldrene ved siden af mig. “Så skal jeg nok finde den Rigtige Vej.” Kurt kan godt lide rutine, og han kan altid bedst lide at vide, hvor han skal hen på forhånd. Han er besat af at tegne den bedste rute til alting … selv en café, der kun ligger få minutter væk. Han kalder sine ruter for de Rigtige Veje. Den Rigtige Vej indebærer aldrig overfyldt offentlig transport, travle kryds eller gader med Abercrombie & Fitch-agtige butikker, der blæser ulidelig musik og/eller parfume ud. Kartografi har fascineret ham, siden han var seks og opdagede The Times Atlas of the World, der lå som pres på et af min storesøsters hjemmelimede formningsprojekter. Kurt blev besat af bogen, og han har været opslugt af dens sider i årevis og har lært sig navne, former og afstande udenad. Da vi var små, lå vi på mit gulv og tegnede vores egne kort. Kurt lavede de her pæne, detaljerede og realistiske kort af vores nabolag, mens jeg tegnede øer med form som England med navne, der lød oldengelske. De havde tætte skove, floder med uendeligt mange edderkoppelignende arme og bjerge med sne på toppen, og rundt om øerne tegnede jeg hajfinner og buer fra søuhyrers rygge. Det drev Kurt til vanvid, at jeg aldrig ville tegne noget rigtigt. 21

Isla og jagten på lykke.indd 21

10/08/15 15.52

Jeg har kendt ham altid. Vores mødre er også bedsteveninder – og de er begge franskmænd, der bor i New York – så han har bare … altid været der. Vi gik på de samme skoler på Manhattan, og nu går vi på den samme skole i Paris. Han er tretten måneder yngre end mig, så der har kun været ét år, hvor vi har været adskilt – da han gik på sit sidste år i folkeskolen, og jeg gik på første år i Paris. Ingen af os kan lide at tænke på det år. Jeg puster en lok af hans uglede, blonde hår væk fra mit ansigt. “Du tror ikke …” “Du er nødt til at gøre den sætning færdig.” “Det er bare … Josh og jeg talte sammen. Jeg kan huske, at jeg følte mig glad. Tror du måske, at det er muligt at i går aftes … ikke var en pinlig fejl, men … begyndelsen på noget?” Han rynker panden igen. “Begyndelsen på hvad?” Kurt er ikke så god til at regne ting ud. Og selvom han altid har vidst, hvad jeg føler for Josh, tøver jeg stadig, før jeg siger det højt. Det her lillebitte, brændende håb. “Et forhold. Kismet, ikke?” “Skæbnen eksisterer ikke.” Han giver mig et afvisende fnys. “Kategorisér i går aftes som endnu en pinlig fejl. Det er ved at være et stykke tid siden, du sidst har lavet en,” tilføjer han. “Næsten et år.” Jeg sukker. “Lige til tiden.” Josh og jeg har haft præcis én meningsfuld interaktion per år, hvoraf ingen af dem har efterladt mig efterstræbelsesværdig. Da vi gik på første år, så Josh mig læse Joann Sfar i kantinen. Han var oppe og køre over at finde en anden, der også var interesseret i europæiske tegneserier, så han begyndte hurtigt at stille mig en lang række spørgsmål, men jeg var alt for overvældet til at kunne svare. Jeg kunne 22

Isla og jagten på lykke.indd 22

10/08/15 15.52

kun stirre tavst på ham. Han sendte mig et mærkeligt blik og gik sin vej. Da vi gik på andet år, dannede jeg par med ham i forbindelse med en opgave, hvor vi skulle konstruere en nyhedsartikel. Jeg var så nervøs, at jeg ikke kunne lade være med at blive ved med at trykke min kuglepen ned i bordet. Og så røg den ud af mine hænder. Og så fløj den ind i hans pande. På tredje år fangede jeg ham og hans kæreste i færd med at råsnave i en elevator. Det var ikke engang på skolen. Det var inde i BHV, et kæmpe stormagasin. Jeg mumlede et uhørligt hej, lod dørene lukke i og tog trappen i stedet for. “Men,” presser jeg på: “Jeg har en grund til at tale med ham nu. Tror du ikke, der er nogen som helst chance for, at det måske kunne føre til noget?” “Siden hvornår er menneskelig opførsel logisk?” “Kom nu.” Jeg spærrer øjnene op som et uskyldigt dådyr. “Kan du ikke lade som om sammen med mig? Bare et lille øjeblik?” “Jeg kan ikke se pointen i at lade som om.” “Det var en joke,” forklarer jeg, fordi Kurt nogle gange har brug for at få tingene forklaret. Han skuler frustreret over sig selv. “Noteret.” “Jeg ved ikke.” Jeg borer mig ind til ham. “Det er ikke logisk, og jeg kan ikke forklare det, men … jeg tror, at Josh vil være der i aften. Jeg tror, vi kommer til at se ham.” “Før du spørger,” – Kurt stormer ind på mit kollegieværelse i Paris, tre måneder senere, og når kun på et hængende hår at styre uden om en tom kuffert –“nej. Jeg har ikke set ham.” “Jeg havde ikke tænkt mig at spørge.” Men det havde jeg. Den sidste glød af håb dør ud. Hen over sommeren blev 23

Isla og jagten på lykke.indd 23

10/08/15 15.52

det ved med at svinde ind, indtil det nærmest ikke længere var synligt. Spøgelset af et håb. Kurt havde ret; menneskelig opførsel er ikke logisk. Eller forudsigelig. Eller tilfredsstillende. Josh var der hverken midnat den aften eller den næste aften. Heller ikke den følgende dag. Jeg tjekkede caféen hver time i to uger, og mine lykkelige minder gik i opløsning, efterhånden som jeg blev mødt med virkeligheden: Jeg hørte ingen musik og mærkede ingen regn. Jeg så ikke engang Abe. Det var, som om den aften aldrig havde fundet sted. Jeg slog Josh op på nettet. Jeg fandt hans e-mailadresse i sidste års skolehåndbog, men da jeg forsøgte at sende en afslappet/venlig forklaring/undskyldning – en mail, der tog mig fire timer at skrive – informerede serveren mig om, at hans konto var deaktiveret på grund af manglende brug. Derefter undersøgte jeg forskellige sociale netværk. Jeg nåede ikke langt. Jeg har faktisk ikke selv nogen brugerprofiler, fordi jeg altid har syntes, at sociale netværk føles som popularitetskonkurrencer. En offentlig udstilling af alle mine utilstrækkeligheder. Det eneste, jeg kunne finde, var det samme sorthvide foto, igen og igen, af Josh ved siden af Seinen, mens han stirrer på et eller andet punkt i horisonten. Jeg må indrømme, at jeg har set det før. Han har brugt det billede online i flere måneder. Men jeg var alt for ynkelig til at oprette mig nogen steder og blive hans såkaldte ven. Så gjorde jeg det, jeg havde svoret over for mig selv, at jeg aldrig ville gøre: Jeg googlede hans hjemmeadresse. De bølger af skam, der skyllede ind over mig, kunne mærkes på tværs af staterne i USA. Men det var dette sidste trin på vejen til at blive stalker, der gav mig den information, jeg havde ledt mest efter. På hans fars hjemmeside var der et 24

Isla og jagten på lykke.indd 24

10/08/15 15.52

billede af familien på vej ud af en lufthavnsterminal i Washington, DC. Billedet var taget to dage efter Kismet, og billedteksten forklarede, at de ville opholde sig i hovedstaden indtil efteråret. Senatoren så statelig og tilfreds ud. Rebecca Wasserstein vinkede til kameraet, mens hun viste sit blændende politikerfrue-smil. Og deres eneste søn? Han var sakket om i baggrunden med sænket hoved og skitsebogen under armen. Jeg klikkede på billedet for at forstørre det, og mit blik blev fanget af det blå klistermærke formet som USA. Jeg er derinde. Jeg er inde i den skitsebog. Jeg fik aldrig set hans tegning. Hvad ville den have afsløret om mig? Om ham? Jeg overvejede, om han nogensinde kiggede på den. Jeg overvejede det hele sommeren. Kurt piller ved håndtaget på min nye dør og ryster mig dermed tilbage til Frankrig. “Den her er i stykker. Du burde få den fikset.” “Jo mere alting ændrer sig, jo mere forbliver de det samme,” siger jeg. Han rynker panden. “Det giver ingen mening. Den dør, du havde sidste år, fungerede fint.” “Det er lige meget.” Jeg sukker. Tre måneder er lang tid. Den selvtillid jeg havde opbygget til at tale til Josh er svundet ind til generthed og frygt. Selv hvis Kurt havde set ham ude på gangen, ville jeg ikke forlade mit værelse for at tale med ham. Kurt skubber med hele sin vægt mod døren, lytter efter dens sigende klik og dumper så ned på sengen ved siden af mig. “Vores døre skulle gerne låse automatisk. Jeg burde ikke kunne gå ind på den måde.” 25

Isla og jagten på lykke.indd 25

10/08/15 15.52

“Og alligevel –” “Bliver jeg ved med at gøre det.” Han smiler. “Men det er underligt, ikke?” Min stemme er præget af den samme ærefrygt, jeg har haft siden vores ankomst for to dage siden. “Hvis dør har det været?” “Statistisk set er det usandsynligt. Men ikke umuligt.” Jeg har et helt livs erfaring med at ryste Kurts lyseslukkerkommentarer af mig, så hans svar generer mig ikke. Især fordi på trods af en hel sommer fyldt med skuffelser og trækken i land … Jeg, Isla Martin, bor nu på Joshua Wassersteins seneste bopæl. Det her har været hans vægge. Det her har været hans loft. De sorte pletter på trægulvet og den der lige oven over stikkontakten? Han har sikkert lavet dem. Resten af året vil jeg have den samme udsigt ud over den samme gade ud ad det samme vindue. Jeg kommer til at sidde i hans stol, gå i bad på hans badeværelse og sove i hans seng. Hans seng. Jeg følger med fingeren mønsteret på mit quiltede sengetæppe. Det er et broderet kort over Manhattan. Når jeg er på Manhattan, sover jeg under et tæppe med et broderet kort over Paris. Men under det her tæppe og under de her lagner er der et helligt sted, der engang tilhørte Josh. Han drømte her. Jeg vil gerne have det her til at betyde noget. Min dør flyver op igen. “Mit værelse er større end dit,” siger Hattie. “Det her er ligesom en fængselscelle.” Jep. Jeg er helt sikkert nødt til at få ordnet den dør. “Det er rigtigt,” siger Kurt, for værelserne i Résidence 26

Isla og jagten på lykke.indd 26

10/08/15 15.52

Lambert er på størrelse med et kosteskab. “Men hvor mange værelseskammerater har du? To? Tre?” Det er min søsters første år på SOAP – School of America in Paris. Da jeg gik på første år, gik vores storesøster, Gen, på fjerde år. Nu er jeg på fjerde år, mens Hattie er på første år. Hun kommer til at bo på et andet kollegium for førsteog andetårselever længere nede ad gaden. Elever på Grivois har værelseskammerater, masser af overvågning og udgangsforbud om aftenen. Her på Lambert har vi vores egne værelser, én Résidence Director og betydeligt mere frihed. Hattie skuler til Kurt. “I det mindste behøver jeg ikke at gemme mig for mine værelseskammerater.” “Lad være med at være et røvhul,” siger han. Sidste år – da jeg boede på dette kollegium, og han stadig boede på Grivois – sov han oftere i min seng end i sin egen, fordi han ikke kom godt ud af det med sine værelseskammerater. Men jeg havde ikke noget imod det. Vi har delt seng, siden før vi kunne tale. Og Kurt og jeg er kun venner. Der er ikke noget af det der “han er min bedste ven, men vi er i hemmelighed forelsket i hinanden”-lort imellem os. Et forhold med ham ville virke incestuøst. Hattie kniber øjnene sammen. “De sidder alle sammen nede i lobbyen og venter på, at vi skal spise.” Hun taler om både hans forældre og vores. “Skynd jer.” Hun smækker døren i. Den springer op igen, men hun er allerede væk. Jeg slæber mig selv op fra sengen. “Jeg ville ønske, mine forældre havde sendt hende på kostskole i Belgien. De taler også fransk der.” Kurt sætter sig op. “Det er en joke, ikke?” Det er det. Det er vigtigt for mine forældre, at vi får en god del af vores uddannelse i Frankrig. Vi har delt statsbor27

Isla og jagten på lykke.indd 27

10/08/15 15.52

gerskab. Vi har alle gået i skole i USA, og vi er alle blevet sendt på high school her. Vi bestemmer selv, hvor vi vil hen derefter. Gen valgte Smith College i Massachusetts. Jeg er ikke sikker på, hvor jeg gerne vil bo, men jeg har tænkt mig snart at søge ind på både Sorbonne her i Paris og Columbia hjemme i New York. Kurt trækker hætten på sin yndlingssweatshirt op over sit hoved, selvom der er varmt udenfor. Jeg tager min værelsesnøgle, og vi går. Det kræver begge hænder for ham at lukke min dør. “Du er virkelig nødt til at tale med Nate om det.” Han nikker mod vores Résidence Directors lejlighed længere nede ad gangen. Okay. Så Joshs gamle værelse har sine ulemper. Det ligger også i stueetagen, så det larmer. Ekstra meget, faktisk, fordi det også ligger ved siden af trappen. “Der er han,” siger Kurt. Jeg går ud fra, at han mener Nate, men jeg følger hans blik og bremser hårdt op. Ham. Josh venter på elevatoren i lobbyen. På under et sekund eksploderer en hel sommer fyldt med dagdrømme, planlægning og øvelse til ingenting. Jeg lukker øjnene for at berolige mig selv. Jeg er svimmel. Det gør fysisk ondt at se på ham. “Jeg kan ikke trække vejret.” “Selvfølgelig kan du det,” siger Kurt. “Du trækker vejret lige nu.” Josh ser ensom ud. Jeg mener, han er alene … men han ser ensom ud. Han bærer på en indkøbspose og stirrer på elevatoren, fuldstændig afskåret fra flokken, der står bag ham. Kurt trækker mig hen mod lobbyen. Elevatoren siger ding, døren åbner og 28

Isla og jagten på lykke.indd 28

10/08/15 15.52

Josh hiver det gammeldags gitter til side. Elever og forældre strømmer ind bag ham – alt for mange mennesker til så lille et areal – og da vi går forbi, krymper han sig over at blive skubbet ind i et hjørne. Men det er kun i et enkelt øjeblik, så vender hans udtryk tilbage til ligegyldighed. Flokken skubber og puffer til hinanden, trykker på knapperne og en eller andens far trækker gitteret for, men det er der, det mærkelige sker. Josh kigger ud over havet af mennesker og gennem metalhegnet. Og hans blik går fra tomt til at være opmærksomt. Han ser på mig. Elevatorens døre lukkes.

Isla og jagten på lykke.indd 29

10/08/15 15.52

24,8 mm

132 mm

2 mm

88,9 mm

“Forførende tempo, sprudlende replikker, farverige karakterer.” – GAYLE FORMAN, forfatter til Hvis jeg bliver om Anna og det franske kys

er international bestsellerforfatter og har haft flere bøger på The New York Times’ bestsellerliste. Stephanie

bibliotekar og nu som forfatter. Isla og jagten på lykke blev i 2014 valgt som en af årets bedste ungdomsbøger af brugersitet Goodreads.com.

”Det er svært at forestille sig en mere romantisk fortælling end Isla og jagten på lykke.” – BOOKPAGE

”Magisk … fanger virkelig følelsen af at være forelsket.” – CASSANDRA CLARE, forfatter til Dødens instrumenter

Mød Stephanie på www.stephanieperkins.com Twitter: @naturallysteph

Forelsk dig i flere bøger af Stephanie Perkins!

“Fyrene i Stephanie Perkins’ bøger er helt vidunderlige. Det er pigerne også – men fyrene er det ISÆR.”

ANNA LOLA

og det

– RAINBOW ROWELL, forfatter til Eleanor & Park

FRANSKE

NABOENS

INTERNATIONAL BESTSELLER

KYS

STEPHANIE PERKINS LOVEBOOKS • LINDHARDT OG RINGHOF

SØ N

STEPHANIE PERKINS

som boghandler, derefter som

J A G T E N PÅ LY K K E

har altid arbejdet med bøger: først

PERKINS

ISLA og

JAGTEN PÅ

LY KKE

LOVEBOOKS • LINDHARDT OG RINGHOF

STEPHANIE PERKINS www.lovebooks.dk

ISLA_smudsomslag_nytformat_DK_JK.indd 1

LOVEBOOKS • LINDHARDT OG RINGHOF

18/08/15 11.58

197 mm

STEPHANIE PERKINS

ISLA

Kærligheden tændes i byen, der aldrig sover. Men varer den ved?