H ELLE BYGU M
Jeg PETER ET PORTRÆT AF PETER LANGDAL
LINDHARDT OG RINGHOF
Helle Bygum Jeg PETER Et portræt af Peter Langdal © 2015 Helle Bygum og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Simon Lilholt/Imperiet.dk med foto af Thomas A. Bogen er sat med Palatino hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-35346-2 1. udgave, 1. oplag 2015 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont
INDHOLD Forord
EN DAG I PETERS LIV 7 Kapitel 1
EN STJERNE FØDES 13 Kapitel 2
EN OVERLEVER 25 Kapitel 3
PETER, HVAD NU? 35 Kapitel 4
NU SK AL DET VÆRE ALVOR 45 Kapitel 5
HEJ, HOLBERG 57 Kapitel 6
DANSK SNAPS TIL JEPPE 73 Kapitel 7
DRAMA PÅ DRAMATEN 89 Kapitel 8
PETER, BØLLE OG BETTY 99 Kapitel 9
BETTY TUR-RETUR 109 Kapitel 10
PETER OG BØLLE 119
Kapitel 11
FIASKOER 131 Kapitel 12
JEG ER LIDT EN MUSIKER, DER ER GÅET FORKERT 151 Kapitel 13
PETERS MUSER 169 Kapitel 14
AT FÅ NOGET MED HJEM 187 Kapitel 15
SAMTALE FØR DØDEN 199 Kapitel 16
SLÆGTSGÅRDEN 209 Kapitel 17
PETER, JEG PETER 221 EFTERSKRIFT 241 ISCENESÆTTELSER OG PRISER 243 REGISTER 247
6
FOROR D
EN DAG I PETERS LIV »Der er dage, hvor man står op og siger: Jeg orker det ikke. Sådan en nat med to små døtre, som kommer ind i sengen for at putte, bliver der ikke sovet ret meget efter klokken 2. Det er jo fantastisk, når de kravler op til os, og jeg siger til mig selv mindst 50 gange: Husk det nu, Peter, for du kommer aldrig til at opleve det igen, men man er faneme træt, når man står op.« Dagen starter derefter med møde på Betty Nansen Teatret klokken 8.30 om dekorationen til næste forestilling. Så bestyrelsesmøde fra 9.30 til 11. Derefter prøver dagen igennem. I pauserne skal der tages stilling til alle mulige små og store spørgsmål. Om eftermiddagen samtale med mig til bogen. Diverse vigtige telefoner skal besvares. Et forældremøde presses også ind, og til slut et møde med scenografen på det sidste stykke, »Mefisto«, som Peter Langdal sætter op på Betty, mens han endnu er teaterdirektør. Det er et rigt liv, men det er også hårdt. Det er Peter, der oftest følger sine tre unger på vej om morgenen. Og selv om han kan være træt ind til marven, så tænker han, når han ser dem løbe af sted ude ved kolonihavehuset en skøn sensommermorgen, hvor solen står lige for enden af 7
havegangen: »Hold nu kæft, dit gamle røvhul, snart er du der ikke mere, mens de lever videre. Det er en meget stærk oplevelse, stærk at leve i. Jeg øver mig lidt hver dag i forgængeligheden, og jeg synes, det er meget smukt, at min gamle far kan tale højt om livet, der er ved at forsvinde. Jeg har respekt for, at livet går, det er sørgeligt, men det er da også smukt.« Peter Langdal er bestemt ikke gammel, han er sædvanligvis glad, sprudlende energisk og sjældent filosofisk i mol. Men han står ved en korsvej, som påvirker ham. Efter 23 år som teaterdirektør og instruktør på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg – sammen med kollegaen, makkeren og vennen Henrik Hartmann – lukker han døren. Det skal han, det siger teaterloven. Egentlig syntes jeg, jeg kendte ham, allerede fra dengang i 1986, hvor jeg fulgte ham i Stockholm under opsætningen af »Jeppe på Bjerget«, men jeg blev – igen – nysgerrig og inspireret af Politikens store søndagskryds, som spurgte: Hvilken dansk teaterinstruktør, som regnes som en af de førende i Skandinavien, debuterede i 1983 på Gladsaxe Teater med sin egen »Plys og Plastik«? Svaret var nemt. Som Berlingskes legendariske anmelder Jens Kistrup engang skrev i et portræt af Peter Langdal: »... han er gået fra succes til succes. Han er blevet dansk teaters lykkebarn. Et stort talent, som man kan have ubegrænset tillid til – også fordi talentet har hægtet sig på et menneske, som ingen vil kunne finde på noget som helst ondt at sige om.« Men hvad er det, der gør en kunstner til en af Skandinaviens førende instruktører? Hvad er det for talenter, der får en til at holde sig selv og et teater ungt og levende i så mange år? I over halvandet år har jeg fulgt ham. Vi har mødtes i hans kolonihavehus, på cafeer, på og bag scenen på Dramaten i 8
Stockholm. Vi har siddet i tomme sminkerum på Operaen på Holmen og på Betty, i garderober og i teatrets store mødelokale. Han har erindret og fortalt uden reservationer, mens jeg har lyttet. Og leet. Der har været bump på vejen og pauser undervejs, for Peter har det med at sige ja til mere, end selv hans døgn kan rumme. Men vi er kommet igennem. Som til en premiere. Dette er et portræt af Peter Langdal, som jeg har mødt ham. Men det er også Peters egen fortælling om Peter. Uden filter. Uden korrektioner fra tredjemand, men med hjælpsomme input fra folk omkring ham. En tak til dem. Men en særlig stor tak til min redaktør, Elise Nørholm, for uendelig tålmodighed! Helle Bygum, marts 2015
9
10
»Et godt liv kræver kærlighed, mod og humor.« karen blixen
11
12
K A PI T EL 1
EN STJERNE FØDES
Det er det år, hvor alle lærer at sige Sputnik, da russerne sender en satellit ud i rummet. Albert Camus får Nobels litteraturpris, Elvis Presley grundlægger Graceland, og seks lande i Kul- og Stålunionen underskriver Romtraktaten og grundlægger Det Europæiske Fællesmarked. Det er også det år, Danmark for første gang deltager i det internationale Melodi Grand Prix, og Birthe Wilke og Gustav Winckler kysser sig til en tredjeplads. Gaderne ligger øde hen, mens det endnu unge fjernsynet sender Ungarnsindsamling, danskerne ligger under influenzadynen, og der er boom i fødselstallet. 75.458 børn kommer til verden. Et af dem er en lille dreng, som bliver Svend og Lili Langdals inderligt ønskede førstefødte. En glædelig erstatning for tvillinger, som blev født for tidligt og ikke var levedygtige. Det er søndag den 24. marts 1957. Den lille dreng kommer til at hedde Peter, og det skal vise sig, at han er et rigtigt søndagsbarn, et, som solen har skinnet på lige siden. Et menneske, som rummer store talenter, stor energi og selvsikkerhed. Og stor menneskelig ydmyghed og professionel angst. Et menneske, som med egne ord kan enormt lidt af enormt 13
mange ting, og som har haft mulighed for og evne til at sætte alle de impulser, han har fået, sammen til noget, som set i bakspejlet alligevel giver mening. »Egentlig har jeg altid været modig nok til at gøre det, jeg ikke var helt så god til. Jeg har altid spillet i orkestre, som spillede bedre end mig. Altid. Jeg har meget let ved at lade ting strømme, og jeg har brugt min forvirring konstruktivt. Tror jeg. Håber jeg.« Peter Langdal betragtes af teaterfolk, venner, kolleger – og også af sig selv – som et af de største teatermennesker, vi har, og han har »været på« faktisk fra dengang, han var lille, og det hele bare var leg. Alligevel siger han ganske alvorligt: »For øjeblikket laver jeg teater, men jeg synes faktisk, det er sjovere at spille musik. Det kan være, at når jeg har fundet ud af at lave teater, så skal jeg til at spille musik igen. En gang imellem føler jeg, jeg er en musiker, der er gået forkert.« Vi sidder i sommersolen i Peter og hans kone Maj-Britts kolonihavehus på Amager. Huset er stort og udbygget for nylig, for der skal være plads til de tre små børn, Albert på otte år, Dagmar på syv og Elvira på fem år, indimellem også sovepladser til de to store, Rumle og Camille, fra Peters første ægteskab. Der skal selvfølgelig også være plads til det transportable klaver. Der er blomsterflor, børnecykler sirligt opmarcheret, vippe og gynge, en enkelt forladt fodbold og forbløffende ryddeligt inden døre med hvide møbler og dagbladet Information smidt ulæst på spisebordet. Her emmer af hygge og liv, der leves. I huset bag ham bor hans bror, Jens, med sin kone, længere nede ad havegangen bor hans ekskone, Charlotte Sieling, og i en anden kolonihaveforening lidt længere væk bor hans aldrende forældre. Om foråret flytter alle ud til Amager, om efteråret flytter alle tilbage til Fiolstræde nummer 15, gaden, hvor Peter er født, og hvor familien har »en slægtsgård«, som de bebor med en familie på hver etage. 14
Over den gode sorte stempelkande kaffe får han nu opgaven at karakterisere sig selv: »Jeg er god til det med at give mig hen til øjeblikket, selv om jeg ofte synes, at hjernen står lidt i vejen. Så er jeg god til at lege. Det har jeg altid været, jeg kommer fra en familie, hvor vi har leget rigtig meget, og jeg leger meget med mine børn. Da de to store var små, og de skulle tage tøj på om morgenen, satte jeg mig til klaveret og spillede et stykke. Og det gør jeg også med de små. Det skal være en fest at tage tøj på, for det vil de jo helst ikke. Derfor spiller jeg en hurtig melodi i dur. Pludselig spiller jeg i mol, og så ved de, at de godt må tage tøjet af. Nu driller jeg selvfølgelig ofte, så de får tøjet af og på flere gange i de otte minutter, stykket varer. Konklusionen er, at jeg spiller mest i dur, så de ender med at have alt tøjet på, så vi kan komme ud af døren. Mange af den slags hverdagsting foregår ved at lege, og. jeg er enormt stolt af, at jeg stadig er så god til at lege, når jeg nu er så gammel, som jeg er. Men jeg er også tit blevet kritiseret for det ... ham Peter, det er ham legebarnet! Men jeg synes jo, at når jeg nu har fået mit femte barn, så kan man da ikke blive ved med at sige nedsættende, at jeg er et legebarn. Jeg synes også, at jeg tit selv vokser i mit samarbejde med andre mennesker. Jeg er rigtig god til at få folk til at arbejde sammen.« Han giver et dugfriskt eksempel fra en audition på Operaen, hvor der kom 20-25 smukke og håbefulde kvinder. Han skulle kun bruge fem af dem. »Først tænkte jeg: Hvad gør jeg? Jeg må tage dem en for en og bede dem stå på hænder og vise, hvad de kan. Men så spurgte jeg: Skal vi ikke lege noget? Det var de helt med på, og bagefter var de helt oppe at køre over det. Jeg fik de der mange mennesker til at fungere i et rum sammen, selv om de jo var konkurrenter, så alle slappede af. Jeg tror, jeg er god til at få noget til at ske. 15
Jeg har også et mod. Jeg har mod til i nuet at glemme det, jeg havde tænkt mig ... hvis nu nogle andre finder på noget, der er sjovere eller bedre. Det er en stor kvalitet, når man er instruktør, tror jeg, for det geniale opstår jo, når det, man har tænkt sig, faktisk støder sammen med noget, man ikke har tænkt sig. Og så har jeg altid mod til at sætte min egen røv på komedie, for man opnår mere, hvis man selv er parat til at smide bukserne.« En opvækst i 1950’ernes Danmark er nærmest lysår fra hans liv i dag og hans børns opvækst her i 2010’erne. Når han ser på billeder fra barndommen, kan han næsten ikke forstå, at han har levet dengang. Og når Albert på nu otte år peger på en Ford T og spørger: Var der sådan en bil til, da du var dreng, far? »Så er det sørme da lige før!« Familien flyttede fra Fiolstræde til Østerbro, da Peter var lille. »Jeg kørte med sporvogn, i bivognen, når jeg skulle i børnehave ved Nørreport Station. Og når ungerne ser billeder af den her lille dreng stå med rygsæk ude på Randersgades Skole i 1. klasse, så kan de jo slet ikke forstå det. Det er mærkeligt, at det er så længe siden.« Barndommen var præget af megen musik og megen kærlighed. Peters far, Svend, er uddannet frisør og havde sin egen salon i Fiolstræde, men kunne også »hamre fire ledvogter-akkorder af på sin gamle guitar«, som Peter udtrykker det. Hans mor, Lili, er uddannet korrespondent, spiller klaver og sang engang i radioens underholdningskor, hvad familien mindes hvert år til jul, når der er Walt Disneys juleshow i fjernsynet. »Hør, det er farmor, siger vi alle, når de synger »Når du ser et stjerneskud«, det er farmor. I koret altså.« *** 16
Lillebror Jens, kun to år yngre end Peter, er også meget musikalsk, men ellers hans modstykke. »Vi har haft en fantastisk barndom, hvor vi byggede biler sammen ud af papkasser, vi tømte alle Irma-butikkerne på Østerbro for papkasser, og vi har bygget huse i træerne, men somme tider kunne det godt være ren Kain og Abel. Engang var han ved at slå mig ihjel med en gulvskrubbe og bed mig i brystvorten. Han havde et utroligt temperament, da han var helt lille, men jeg prøvede, som jeg husker det, at tage det roligt og slappe af ... og det er jeg stadig ret god til, når de flipper ud, skuespillerne. Det går nok over, tænker jeg. Tak for hjælpen med det, Jens!« De to har aldrig fået lov at kalde hinanden storebror og lillebror, sådan var det, så de har altid bare kaldt hinanden brødre. »Men det var jo et faktum, at jeg, fordi jeg var ældre, var hurtigere til at skrive og læse, og det var selvfølgelig en udfordring for Jens. Og ja ... jeg synes, det har påvirket vores bror-forhold. Vi skulle ligesom altid det samme. Da jeg skulle på Sangskolen Sankt Annæ, skulle han også på Sangskolen, og det havde han i starten nok egentlig ikke lyst til. Vi var vildt forskellige, men vi konkurrerede om de samme ting, spillede i de samme orkestre, var forelskede i de samme piger, og vi er vildt forskellige og reagerer meget forskelligt. Jens er blevet mere introvert i sit voksne liv, mens jeg er blevet mere ekstrovert. Men da vi var halvstore, var det faktisk omvendt. Da var Jens meget en showmand, mens jeg altid sad kedeligt og nørdede for mig selv og lavede lektier og skrev noder til vores orkester. Det må være irriterende at have en bror, som hele tiden vil så fandens meget. Min bedstemor sagde: Peter, du kan blive statsminister, når du bliver stor, så kan du blive klovn, Jens. Men Jens udtrykte det meget klogere, når han sagde: Jeg vil bare gerne være Jens. 17
I privat sammenhæng er det altid ham, der siger noget sjovt, han er meget underholdende, mens det i vores professionelle liv er fuldstændig omvendt. Men ... vi elsker hinanden. Derfor blev jeg også skuffet, da jeg fyldte 40 år, og der under festen opstod den ide, at alle skulle holde en tale på tre minutter. Den eneste, der ikke ville sige noget, var Jens. Det blev jeg rigtig ked af, ikke engang i tre minutter ville han sige noget! Han sagde: Jamen det er jo implicit ... jeg måtte selv tolke, at han elsker mig. Og det ved jeg også godt, at han gør. Det er gensidigt. Hvis jeg står med en bil, der er gået i stykker klokken 3 om natten, så ringer jeg til ham, og han siger: Jeg kommer med det samme. Når vi har skullet føde, åh, nu kommer veerne, hvad nu? Så ringede jeg til Jens. Han er så ansvarlig og stiller altid op. Vi er to store mundfulde hver at rumme, men vi rummer hinanden på godt og ondt. Vi lever med vores forskelligheder. Også som gensidig inspiration. Og så har vi jo også vores gamle forældre som et fælles projekt.« *** Lejligheden på Østerbro, som familien flyttede til, da Peter var godt tre år, beskriver han som stor som et palads. Han fik sit eget værelse, og der var en spisestue med plads til at løbe rundt og et stort værelse, hvor de to drenge spillede teater og blandt andet optrådte som Gøg og Gokke. Nede på gaden legede de med en, der hed Kurt, hans far var mekaniker, og de var ni børn. Det var en helt anden verden. Hjemmet beskriver Peter som meget frit og åbent. »Vi var sikkert larmende ad helvede til. Når vores forældre skulle ud, måtte vi for eksempel selv om, om vi ville have en babysitter eller en bakke. Mærkelig form for pædagogik, men bakken bestod i to citronvand, et stykke chokolade og nogle 18
bolsjer, og så skulle vi klare os selv med den aftale, at hvis noget gik galt, skulle vi løbe ind til naboen.« Det var mor Lili, der var mest hjemme og tog sig af drengenes opdragelse. Far Svend var »ret vild«. »Vi så ikke så meget til ham, men når han kom hjem, var han altid et festfyrværkeri. Og det tænker jeg ofte på, når jeg er i Sverige for eksempel og længe væk hjemmefra, mens MajBritt kører hele showet. Der er nogen, der har gået hjemme og holdt styr på det hele, og så er det jo ret nemt at komme ind ad døren og være sjov. Engang kom han ind ad døren ... hej unger, sagde han, og så gik han ind under bruseren med alt tøjet på. Det kan alle jo huske. Han samlede også på gamle biler, og en gang imellem holdt han nede på gaden, og så tog han alle gadens unger med en tur til Langelinie i en Rolls-Royce. Han havde købt den for en halv kasse øl og 44 vandondulationer til konen, vil jeg tro ... Vi havde ikke ret mange penge, men der var sådan lidt prestige, lidt snob i, at vi skulle bo på Østerbro. Men mine forældre har altid været gode til at skabe muligheder, så vi kunne udvikle os. Og jeg tror, det er det samme, jeg kan – jeg er god til at se muligheder og skabe muligheder.« Barndommens land er også klatren over plankeværker og drengeliv i et gammelt cykelskur og at lege Robin Hood i Fælledparken. De to drenge var med Peters ord en underlig blanding af det dengang meget »prollede« Fiolstræde og det fine Nøjsomhedsvej. Og så blev de også opfattet som bløde og lidt beskyttede og anderledes, fordi de gik på Sangskolen. Det indebar blandt andet at stille op i matrostøj hver søndag for at synge i Frue Kirke. »Og det værste var jo, hvis vi mødte nogen fra gården, så det var om at have nogle meget store frakker og store halstørklæder på, selv om det var sommer. Det var et underligt blandet 19
liv. Men vi var egentlig også blevet lidt småborgerlige, min oldemor solgte violer på Nørrebrogade, min farfar og min onkel var barberer – det var de alle sammen – og de arbejdede hele døgnet, men havde jo ingen penge. Min far havde det held som fattig københavnerdreng at komme på sommerferieophold på Klintholm Gods hos Scavenius, og der blev de så glade for ham, at han kom der hver sommer. Han kunne begå sig i baggården i Fiskedamsgade, hvor han kom fra, og så komme ned og leve på det slot. Molières far var tapetserer, min far var oprindelig barber, og når man er tapetserer og frisør, så er man lidt kasteløs, for man friserer både de fine fruer, håndværkerkonerne og dem, der kun har råd til det en gang om året til jul. Han startede med at være herrebarber, men det var for kedeligt, han ville hellere krølle kællinger, som han siger. Og han er fantastisk god til det. Han er kreatør, lidt en kunstner med vilde indfald. God til at bryde rutiner, og det har jeg fået fra ham. Man skal kunne tale med alle mennesker i alle sociale lag, når man er frisør, og det tror jeg, har sat sit præg på os.« Peters mor, til gengæld, kommer fra en håndværkerfamilie på Amager. Lavere middelklasse, et pænt hjem uden mange penge, men med mange børn. Hendes bror var frihedskæmper og blev hentet af Gestapo, kom i koncentrationslejr, men kom hjem igen. Det har fyldt rigtig meget i den del af familien. »Min mor holdt fast i mange småborgerlige dyder, som at man skal aflevere sine ting til tiden og passe skolen, mens min far var mere løs i koderne. Men lige så besat af og disciplineret med sit arbejde, som jeg er. Det var et spændingsfelt. Min far sagde altid: ‘Mine knægte skal lære at føre sig frem,’ mens min mor sagde: ‘Hvornår skal de lære at føre sig tilbage?’« To stærke forældre, en både borgerlig og fri opdragelse i et hjem, hvor kammeraterne flokkedes, og hvor der måtte lar20
mes med musik fra grydelåg til klaver. Så hvem har han arvet mest efter? Svaret er, at han kæmper lidt med dem begge to. På grund af kønnet kan han nok spejle sig mest i sin far, men så alligevel ikke. »Det er de to mest velklædte drenge på Nøjsomhedsvej, sagde naboen altid. Og det var min mor meget stolt af. Min mor har også megen humor, det har min far ikke. Men disciplinen, jeg er faktisk meget disciplineret, den har jeg fra hende. Jeg kan få helt ondt i maven, hvis jeg svigter noget, selv om jeg godt ved, at livet indimellem gør ondt. Det kræver en indsats.« Men han er også vokset op med sin fars mantra om, at man skal gøre, hvad man kan. Og lidt til. Vedholdenhed lærte drengene tidligt på den hårde måde. Peter er i dag stolt af at være en ferm gør-det-selv-mand, som snildt lægger et gulv. De første erfaringer fik han, da familien havde købt et gammelt hus på Møn. »Det var virkelig en rønne, uden indlagt vand, men det var et paradis for os.« Desværre blev det blæst omkuld i stormen i 68. »Min far sagde bare: Nå, det var nok meningen. Vi bygger den op igen.« Og det gjorde de. Mor Lili sad i baghaven hele efteråret og bankede mørtel af stenene, de andre gravede ud til gulvvarme og nye vægge, men det gad den 10-11-årige Peter ikke altid. »Min bror og jeg havde nogle enorme kampe med min far, men når han var færdig i salonen, var det bare ind i folkevognen under poserne med mørtel og gipsplader og med en gryde kogt lever til to dage på skødet, og så var det af sted. Og vi skulle kraftedeme arbejde. Men vi var også stolte af det! Så vi er opdraget til, at man skal yde noget. Og det tænker jeg faktisk meget på i forhold til mine egne børn, som på mange måder er meget privilegerede. Når de siger: Jeg kunne godt tænke mig at spille trommer, så er det lige før, jeg køber et trommesæt til dem samme eftermiddag.« 21
*** Den ellers så muntre Peter bliver mere mørk og tænksom, jo længere han kommer i analysen af, hvad han har med fra sine forældre. Et sted ligger et moderopgør, som han i dag synes er uretfærdigt. »Jeg synes, jeg har kæmpet meget med den her pligtfølelse, og i mange år var det svært. Jeg syntes, der var så mange pæne ting, som jeg måtte fri af, da jeg kom på Teaterskolen. Det har jeg nok fra hende. Hun har altid været så rationel og er den eneste af de to, der læser en bog fra den ene ende til den anden. Min far har altid kun læst, hvad der står på bagsiden af dem allesammen, så han har kunnet snakke med kunderne. Det er virkelig yin og yang.« Da Peter som ung skulle iscenesætte »Peer Gynt«, hvor mor Åse er en meget vigtig rolle, skete der noget. »Jeg kan ikke holde mor Åse ud, sagde jeg. Henrik Lundgren, som var en superbegavet teaterhistoriker og dramaturg, sagde: Jamen så stryg hende. Så i hele min »Peer Gynt« var der ikke nogen mor Åse, men sådan noget kan man jo først grine af bagefter. Jeg lavede et mor-opgør gennem kunsten. Nu, hvor de er blevet gamle, er der ligesom sket noget, min far er stået af på en masse ting, og hun er trådt i karakter. Men jeg kunne ikke dengang, ligesom Peer Gynt, have denne mor Åse i mit liv.« »Peer Gynt« har tre livsfaser. Første del handler om den unge mand, der har alt for megen fantasi. Han bliver selv forvirret af det. Anden del handler om ham som handelsmand, og tredje del om at blive gammel og møde sig selv. »Jeg vil gerne lave den tre gange i mit liv, for dengang jeg lavede den, var første del og sidste del skide gode, barndom og alderdom hænger på mange måder sammen, men den mid22
terste del var noget værre lort. Da var jeg ikke blevet handelsmand, altså teaterdirektør, endnu. Første del kunne jeg identificere mig med hundrede procent, også sidste del, fordi jeg havde min gamle bedstefar, og børnebørn og bedsteforældre, de forstår næsten altid hinanden ... men jeg måtte altså fri af hende, jeg kunne ikke holde nogen mødrekarakterer ud i mine stykker. Jeg lavede »Hamlet«, og hun er kraftedeme også irriterende, hende der dronning Gertrud. Hun sidder på en samtidig med, at man ikke kan leve uden hende. Så jeg måtte fri af det der edderkoppespind – og det er i virkeligheden dybt uretfærdigt, for det handler jo bare om kærlighed. Men hvis ens far så også er fraværende, så bliver den der moderbinding større. Det var uretfærdigt og også helt tåbeligt, for min mor er altid meget åben og gæstfri og har et stort socialt samlende gen.« Peter har en halvbror. Næsten da. Det er hans næreste ven, Torben, som også gik på Sankt Annæ. Torben er født på Sundbyvester Plads. Hans far var alkoholiker, og Peter fortæller, at Torben var med i en masse lort på Amager. Hans redning var drengekoret og familien Langdal, som aldrig sagde: Skal du ikke snart hjem? Den dag han blev konfirmeret, troppede han op hos familien med sin konfirmationsgave, en firespors Sonybåndoptager i hånden. »Og så stod han der ... kan jeg sove her? Og han boede hos os sådan on and off siden. Og sådan er min mor, der er altid frikadeller nok, og der var altid mange drenge på besøg. Men det der med at bryde normer og tænke meget på, hvad man må, og hvad man ikke må, det sloges jeg rigtig meget med i rigtig mange år.« Men mor Åse, skal hun med som den lyttende, forstående mor, sådan som hendes rolle egentlig er, hvis Peter igen skal sætte »Peer Gynt« op? Ja, det skal hun. »Jeg har jo efterhånden forstået, at på mange måder er moderen, kvinden, livets kontrabas.« 23
24
helle bygum
„Nogle gange er det sådan, at nød lærer nøgen mand at pisse. Hvis man har modet og evnen til at kunne se muligheden i begrænsningerne, så kan der komme det mest fantastiske teater ud af det.“
helle bygum
Hvad er det, der gør en teaterinstruktør til en af Skandinaviens førende? Gennem halvandet år har Helle Bygum fulgt i hælene på Peter Langdal, som forlader direktørstolen på Betty Nansen Teatret efter 23 år. De har mødtes i kolonihavehuset, på og bag scenen på Dramaten i Stockholm, i tomme sminkerum på Operaen og selvfølgelig på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg.
Helle Bygum er uddannet journalist og var ansat på DR gennem 24 år med bl.a.
Dette er et portræt af Peter Langdal. Det er også Peters fortælling
den kongelige familie som særligt stofområde.
om Peter. Uden filter. Uden korrektioner fra tredjemand, men
Hun har tidligere udgivet Kongehusets Grønland
med hjælpsomme input fra folk omkring ham. Han har erindret
(2004), Margrethe – Mit liv i billeder (2010) og
og fortalt om sin barndom, opvækst, om sin egen familie – og
10 år – Kronprinsparrets 10 års bryllupsdag (2014).
selvfølgelig om sin helt store passion: teateret.
et portr æt af peter langdal f oto s : t h o m a s a .
lindhardtogringhof.dk
lindhardt og ringhof
o m s lag : s i m o n l i l h o lt
/
imperiet.dk