Juliette selskabet - læseprøve by Lindhardt og Ringhof / Forlaget Carlsen

95mm

147mm

18,5mm

147mm

95mm

”Denne sexede debut er hed læsning.” Fra bogen

www.sashagrey.com @SashaGrey #TheJulietteSociety

– Fabulous Magazine

For det første: Lad dig ikke intimidere af noget, du læser i denne bog.

For det andet: Smid dine hæmninger her.

For det tredje, det allervigtigste: Alt hvad du ser og hører, bliver mellem os …

220mm

Hvis jeg nu sagde, at der findes en hemmelig klub, hvis medlemmer rekrutteres blandt samfundets allermest magtfulde mennesker: bankdirektører, de superrige, mediemoguler, topchefer, advokater, politichefer, militærfolk med sildesalat på jakken, politikere, embedsmænd – selv distingverede præster fra den katolske kirke – ville du så tro mig? Jeg mener ikke Illuminati-gruppen. Eller Bilderberg eller Bohemian Grove eller andre af de der latterlige sammensværgelsesteorier, der findes for at fremme nogle løgnagtige galninges økonomiske interesser. Nej. På overfladen er den her forsamling en del mere uskyldig. På overfladen. Men ikke under. Klubben mødes uregelmæssigt et hemmeligt sted. Somme tider i det skjulte og somme tider helt diskret i al sin åbenlyshed. Men det foregår aldrig samme sted to gange. Og som regel ikke engang i samme tidszone.

Før vi begynder, er der noget, jeg gerne vil have på plads. Jeg vil bede dig om tre ting.

Juliette-selskabet er et hemmeligt selskab, hvor verdens magthavere mødes for at koble af og dyrke sex. Dette selskab er så hemmeligt, at kun ganske få kender til dets eksistens. Catherine læser filmvidenskab og er kæreste med Jack. En aften tager hun i byen med veninden Anna. Hun møder en tilfældig mand, og i stedet for at afvise ham, tager hun imod hans tilnærmelser, og spillet er i gang. Da Anna introducerer Catherine til Juliette-selskabet, er der ingen vej tilbage …

Forfatterfoto: © Kristin Burns

ROMAN

LINDHARDT OG RINGHOF

Tag med Sasha Grey ind i Juliette-selskabet, hvor alt kan ske.

ISBN 9788711353134

9 788711 353134 www.lindhardtogringhof.dk

mer U d k o mn d e i 20 la

Sasha Grey (f. 1988) siger selv, at hun tidligt i sit liv besluttede sig for aldrig at censurere sig selv eller gå på kompromis. Siden hun forlod sin karriere som pornofilmstjerne i en alder af 21 år, har Sasha Grey spillet med i HBO-serien Entourage og Stephen Soderbergs film The Girlfriend Experience, lavet musik med sit band og turneret som dj samt udgivet en fotobog. Juliette-selskabet er hendes første roman.

Omslag / Mikkel Henssel efter originaldesign af Duncan Spilling – LBBG med foto af Charles Roff/Trevillion Images

Sasha Grey

Juliette-selskabet PĂĽ dansk ved Julie Top-NĂ¸rgaard Roman

Lindhardt og Ringhof

Juliettet.indd 3

29/07/13 08.15

Før vi begynder, er der noget, jeg gerne vil have på plads. Jeg vil bede dig om tre ting. For det første: Lad dig ikke intimidere af noget, du læser efter denne side. For det andet: Smid dine hæmninger her. For det tredje, det allervigtigste: Alt, hvad du ser og hører, bliver mellem os. Okay. Lad os så komme til sagen.

Juliettet.indd 5

29/07/13 08.15

JOBNAME: 4 (ny ombrydning) . PAGE: 18 SESS: 82 OUTPUT: Thu Sep 20 13:31:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134080_De_tolv_151x226_minion/Materie

S Hvis jeg nu sagde, at der findes en hemmelig klub, hvis medlemmer rekrutteres blandt samfundets allermest magtfulde mennesker: bankdirektører, de superrige, mediemoguler, topchefer, advokater, politichefer, militærfolk med sildesalat på jakken, politikere, embedsmænd – selv distingverede præster fra den katolske kirke – ville du så tro mig? Jeg mener ikke Illuminati-gruppen. Eller Bilderberg eller Bohemian Grove eller andre af de der latterlige sammensværgelsesteorier, der findes for at fremme nogle løgnagtige galninges økonomiske interesser. Nej. På overfladen er den her forsamling en del mere uskyldig. På overfladen. Men ikke under. Klubben mødes uregelmæssigt et hemmeligt sted. Somme tider i det skjulte og somme tider helt diskret i al sin åbenlyshed. Men det foregår aldrig samme sted to gange. Og som regel ikke engang i samme tidszone. Og ved disse møder foretager disse mennesker ... eller, lad os bare kalde en spade for en spade og kalde dem, det de er ... universets herskere. Eller solsystemets chefer. 7

Juliettet.indd 7

29/07/13 08.15

Nå, men altså disse mennesker, disse ledere, de bruger de hemmelige møder til at få en tiltrængt pause fra at fucke verden mere op, end den allerede er i forvejen, og udtænke endnu mere sadistiske og djævelske måder at pine andre på. Deres udmarvede slaver. Og hvad gør de så på deres fridage, når de vil slappe af ? Det burde være indlysende. De knepper. Jeg kan fornemme, du ikke er helt overbevist. Lad mig sige det på en anden måde så. Har du nogensinde mødt en mekaniker, der ikke er besat af biler? En professionel fotograf, der aldrig fyrer nogle skud af, selvom lamperne i studiet er slukkede? En bager, der aldrig spiser kager? Lad os sige det, som det er ... de her ledere, de er professionelle kneppere. De knepper dig i røven for at komme foran dig. De knep per dig for at komme allerøverst på stigen. De knepper dig og tager dine penge, din frihed og din tid. Og de bliver ved med at tage røven på dig, indtil du ligger iskold i jorden med låg på. Og lidt endnu. Og hvad laver de så, når de ikke gør det? Naturligvis er det, de laver ... Eller ... der er også en anden ting, du skal vide. Magtmennesker er ligesom de kendte. De kan godt lide at hænge ud sammen. Hele tiden. De gør utroligt meget ud af at forklare, at ingen andre forstår, hvordan det er at være dem. Kun folk som dem selv forstår. Men sandheden er, at de bare ikke gider have noget at gøre med lavere socialklasser, pøbelen, de grove og beskidte, der i den grad nyder at se de rige og mægtiges fald fra tinderne. Et fald der altid, uden undtagelse, ødelægger deres karrierer og udløses af en ting: sex. 8

Juliettet.indd 8

29/07/13 08.15

Godt så. Lederne, de professionelle røvpulere, de har fundet ud af, hvordan de kan have al den sex, de vil, og udleve deres vildeste og mest løsslupne fantasier uden skandaler i kølvandet ... hvilket vel nærmest svarer til, at nogen påstår, at de har fundet ud af, hvordan man kan prutte, uden at det lugter, men lad nu det ligge ... de gør det bag lukkede døre. Sammen. I hemmelighed. Henry Kissinger sagde engang, at magt er det ultimative elskovsmiddel. Og på det tidspunkt havde han bevæget sig længe nok i magtens korridorer til at vide, hvad han talte om. Dette sted er beviset. En slags knaldeklub for landets Top 500. De Amoralske Røvhullers Klub. Verdensknaldet. Top Sex. De kalder det Juliette-selskabet. Gør det bare. Google det. Der dukker ikke noget op. Intet som helst. Så hemmeligt er det. Men for ikke at holde dig hen i uvidenhed, får du lige lidt baggrund og lidt historie. Juliette-selskabet, deres sexklub, er opkaldt efter en af de to karakterer – søstre, den anden hedder Justine – som Marquis de Sade opfandt i det 18. århundrede: En fransk adelsmand, libertiner, forfatter og revolutionær, hvis seksuelle eskapader forargede det franske aristokrati i en sådan grad, at han blev sat i Bastillen for obskønitet. Hvilket man i bagklogskabens skær nok kan kalde et virkelig dårligt træk, for dér i cellen havde han jo ikke andet at lave end at rive den af dag og nat, hvilket inspirerede Marquis’en til at skabe endnu flere og endnu værre obskøniteter. Bare for lige at markere sig. I løbet af sin tid i forskellige fængsler og sindssygehospitaler skrev han det største værk i den erotiske litteraturs 9

Juliettet.indd 9

29/07/13 08.15

historie: 120 dage i Sodoma. Den eneste bog, der overgår Bibelen i seksuel perversion og vold. Og den var næsten lige så lang. Det var selvfølgelig også Marquis’en, der råbte ud ad vinduet i sin Bastille-celle, at folket skulle storme paladset, og på den måde blev han uforvarende den franske revolutions kickstarter. Men tilbage til Juliette. Hun er den mindst kendte af de to søstre. Ikke fordi hun er den stille af dem. Næ, nej, langt fra. For ser du, Justine er ret kedelig og noget af en snerpe. En opmærksomhedssøgende sippe, der spiller martyr, til hun hænger en ud af halsen. Hun er ligesom en af den slags kendte, der plaprer løs om stoffernes svøbe og sex afhængighed, og som utrætteligt promoverer sig selv som dydigheden selv ved at dukke op i samtlige reality-rehabiliterings-tv-serier og tage tv-psykologernes ord for gode varer. Hvad så med Juliette? Juliette er fuldstændig umættelig i sin tørst efter sex og mord og enhver kødelig vellyst, hun endnu ikke har smagt. Hun knepper og slår ihjel og slår ihjel og knepper og nogle gange begge dele på samme tid. Og hun slipper altid af sted med det og skal aldrig nogensinde stå til ansvar for sine fejltrin og forbrydelser. Måske begynder du at få en fornemmelse af, hvor jeg vil hen med det her. Måske forstår du nu, hvorfor denne hemmelige klub, Juliette-selskabet, måske ikke er helt så tilforladelig, som den foregiver at være. Og hvis jeg fortalte dig, at det var lykkedes mig at trænge ind i, ja undskyld ordvalget, logens inderkreds, ville du så tro mig? Det er jo ikke, fordi jeg hører til der. Jeg læser på universitetet. Tredje år. Mit hovedfag er filmvidenskab. Jeg er ikke noget særligt. Jeg er bare en almindelig pige, der har alle de almindelige behov og længsler i livet som alle andre. 10

Juliettet.indd 10

29/07/13 08.15

Kærlighed. Tryghed. Lykke. Og at have det sjovt. Jeg elsker at have det sjovt. Jeg kan godt lide at tage lækkert tøj på og se godt ud, men jeg har ikke en særlig eksklusiv tøjsmag. Jeg kører i en lille brugt Honda, som mine forældre gav mig, da jeg blev 18, og den flyder med alt muligt ragelse, som jeg aldrig for alvor får skilt mig af med. Det var den bil, jeg fyldte med alle mine ting, da jeg flyttede hjemmefra og begyndte på college. Jeg sagde farvel til venner, jeg havde kendt, siden jeg var barn; nogle er jeg vokset fra og kan ikke rigtig forholde mig til længere, andre vil formentlig altid være i mit liv; og så har jeg fået nye venner, som har åbnet mine øjne og udvidet min horisont. Og nu skal jeg holde op med at forsøge at lyde så skideklog. Nu begynder jeg at blive lidt mere ydmyg. Jeg har en tilbagevendende seksuel fantasi. Og nej. Den handler ikke om at bolle Donald Trump i hans privatfly i ti kilometers højde over Saint Tropez. Jeg kan ikke komme i tanke om noget mere ulækkert. Min fantasi, den er mere nede på jorden – mere prosaisk og privat end det. Et par gange om ugen tager jeg forbi og henter min kæreste fra arbejde, og nogle gange, når han er der sent og ender med at være den, der lukker og slukker, så fantaserer jeg om at have det lidt sjovt på hans chefs kontor – vi har altså aldrig gjort det i virkeligheden. Men ... man har vel lov at drømme, ikke? Hans chef er senator. Eller mere præcist succesfuld advokat og wannabe-senator. Og Jack, min kæreste, arbejder på hans kampagnekontor. Og læser økonomi. Hvilket ikke efterlader os meget kærestetid, for når hans arbejdsdag er forbi, er han normalt så træt, at han falder i søvn på sofaen i samme sekund, han sparker skoene af. Om morgenen står han tidligt op for at gå til forelæsning, og der er som regel 11

Juliettet.indd 11

29/07/13 08.15

ikke engang tid til et hurtigt morgenknald. Og du ved, hvad man siger om Jack og all work and no play. Så derfor fantaserer jeg om at være den pligtopfyldende kæreste, og jeg har planlagt det hele. Jeg tager noget særligt frækt på til lejligheden. Selvsiddende strømper og høje hæle under min yndlings khakitrenchcoat magen til den Anna Karina har på i Godards Made in U.S.A. Og under frakken lækkert undertøj; måske en helt enkel sort bh og trusser og matchende strømpebånd og hofteholder. Eller måske er jeg topløs og har kun hvide knæstrømper og mine fine, små trusser på, lyserøde med prikker, de trusser gør ham helt vild. Eller også har jeg kun højhælede på med bare ben og en tætsiddende cremefarvet silkenatkjole eller negligé. Men i alle versioner har jeg et godt lag mørkerød læbestift på. Rød læbestift, det skal der til. En piges bedste ven. Kampagnekontoret holder til i et butikslokale i centrum. Der er vinduer til alle sider, og lyset er tændt hele natten, så folk ikke kan undgå at lægge mærke til den lange række af ens valgplakater med forbryderfotos af Jacks chef. STEM PÅ ROBERT DEVILLE står der med store, fede bogstaver. Så det eneste sted vi ville kunne få en smule privatliv ville være på det lille lager, på badeværelset eller på det kontor, som Bob – han vil gerne have, folk kalder ham Bob – bruger, når han er der, hvilket ikke er særlig tit. Det ligger helt bagerst tæt ved udgangen til parkeringspladsen, så han kan snige sig ind og ud uden at bruge hovedindgangen fra gaden, hvor alle kan se ham. Jeg er ret overbevist om, at der er mindst et par stykker på det kontor, der har en svaghed for at knalde på badeværelset eller på lageret i arbejdstiden, det er noget med, at man måske, måske ikke, bliver opdaget. Men det er ikke min fantasi, og da slet ikke når vi har hele kontoret for os 12

Juliettet.indd 12

29/07/13 08.15

selv. Og Jack lukker mig jo normalt ind ad bagdøren, der fører direkte ud til parkeringspladsen, hvor min bil holder og kontoret er ... lige der. Jeg bliver lige nødt til at understrege noget igen, for jeg vil ikke have, du får den forkerte opfattelse: Vi har aldrig gjort det i virkeligheden. Vi har aldrig nogensinde talt om det, mig og Jack. Jeg er ikke engang sikker på, han ville have lyst til det. Men i min fantasi er det sådan her: Lige så snart vi er kommet ind på kontoret, og døren er blevet lukket og lyset slukket, og al kysseri og fumleri er overstået ... så er det mig, der bestemmer. Jeg ville skubbe ham bagover ned i stolen, Bobs luksus-kontorstol med læderbetræk, og så skulle vi gøre det der, lige der i “magtens højborg”. Jeg ville forbyde ham at rejse sig eller røre ved sig selv eller bevæge sig så meget som en centimeter, og så ville jeg udføre en lille striptease for ham for rigtigt at vise mig frem. Først ville jeg åbne min frakke og lade den glide ned over skuldrene, så han kunne ane lidt bar hud. Så ville jeg hurtigt åbne den ene side, mens den anden stadig sad stramt ind til kroppen, så han lige får et glimt af, hvad der er indenunder. Jeg ville vende ryggen til, lade frakken falde på gulvet og bøje mig forover, så han ved, præcis hvad han kan vente sig, hvis han er en god dreng og gør, som han får besked på. Hans pik er stiv, før jeg så meget som har fået hans bukser af. Og da jeg får dem af, kan jeg se bulen i hans boksershorts. Så er det tid til noget nærkontakt. Men han må stadig ikke røre. Jeg ville stille mig foran stolen og gå ind over hans ben med ryggen til og holde fast i armlænene på stolen, mens jeg gnider og gnubber og skubber min røv, først blidt, så hårdt mod hans skridt. Så ville jeg sænke mig helt ned over ham og fange den mellem mine baller og klemme til og 13

Juliettet.indd 13

29/07/13 08.15

slappe af og klemme til og slappe af og mærke den sitre og vokse under rundingen af min ... Men jeg er ude på et sidespor. Pointen her er, at jeg ikke havde noget som helst at gøre der. I Juliette-selskabet. Sammen med de mennesker. Og det var ikke sådan, at jeg ligefrem reagerede på en annonce på Craigslist eller var til en jobsamtale for at få adgang. Lad os bare sige det sådan, at jeg havde det i mig. Et naturligt anlæg, en tilbøjelighed, en sult. Og de havde fået øje på mig. Vi kan diskutere arv eller miljø til dommedag, men dette talent er ikke noget, jeg er født med. I hvert fald ikke så vidt jeg kan bedømme. Det er snarere noget, jeg har opdaget. Men det har ligget der længe, et sted dybt i mig som en sovende agent, der først for nylig er blevet aktiveret. Når det er sagt, hvordan skal jeg så på nogen måde kunne forklare, hvad der skete den aften? Den aften, jeg stiftede bekendtskab med Juliette-selskabet.

Juliettet.indd 14

29/07/13 08.15

S Det allerførste, vi lærte på filmvidenskab, var følgende: Plottet er altid underordnet karaktererne. Altid, altid, altid. Der findes ingen undtagelse. En hvilken som helst bare nogenlunde kompetent skrive lærer vil fortælle dig det samme og tvinge dig til at gentage det, indtil du kan det i søvne. Som grundlæggende princip inden for fiktion er det lige så ufravigeligt som Einsteins relativitetsteori. Uden det princip ville al fiktion brase sammen. Tag en hvilken som helst klassisk film (eller en hvilken som helst film i det hele taget) og barber alt overflødigt væk, så ved du, hvad jeg mener. Tag for eksempel Vertigo, en film som alle filmvidenskabsstuderende som mig forventes at kende forfra og bagfra. Jimmy Stewart spiller detektiven, Scottie, der målrettet og utrætteligt forsøger at afdække sandheden. Dette kombineret med en nærmest invaliderende højdeskræk og en – grænsende til det nekrofile – besættelse af en død blondine, er hans akilleshæl og gør ham til offer for et avanceret svindelnummer. Scottie kunne også have været en politibetjent med hang til søde sager. Det havde været mere realistisk. Men det ville 15

Juliettet.indd 15

29/07/13 08.15

ikke have fungeret. Han ville have været en betjent, der på uforklarlig vis blev tiltrukket af doughnut-biksen i stedet for af den mystiske femme fatale, og Hitchcocks film ville falde fra hinanden. Voila. Plottet er altid underordnet karaktererne. Lad os tage et andet eksempel. Citizen Kane. Filmanmeldere ynder at betegne den som verdens bedste film, og med god grund, for den har det hele. En dybere mening, smukke, æstetiske billeder, mise en scene – alt det, der gør en god film til kunst og ikke bare til en avanceret reklame for Microsoft, Chrysler eller et eller andet chipsmærke, som man har indtrykket af, at moderne film er. Citizen Kane er en film om en nyhedsmogul, Charles Foster Kane, der bliver fældet af sit eget overmod og ambitionsniveau – de selvsamme egenskaber, der har bragt ham til tops. Egenskaber afledt af et massivt moderkompleks, som overskygger hans præstationer, skader hans ægteskab og i sidste ende ødelægger hans liv. Fanget i denne onde cirkel, der griber helt ind i hans inderste væsen, dør stakkels, gamle Charlie ensom og forladt, af den enkle grund, at han ikke var i stand til at give slip på sin mors bryster. Eller måske var det ikke hendes bryster ... for det sidste ord, Kane ytrer på dødslejet, da han løsner grebet og taber den snekugle – eller krystalkugle eller hvad det nu er, som ikke gjorde ham klogere på det, der ventede ham i den allernærmeste fremtid, nemlig at hans liv ikke bare var fucket op, men faktisk slut – det ord, Rosebud, altså rosenknop, var efter sigende en diskret hentydning, som Orson Welles havde flettet ind, til det kælenavn, som William Randolph Hearst (den rigtige Charles Foster Kane) brugte om sin elskerindes vagina. Rosebud. Det første ord, man hører i filmen, og det sid16

Juliettet.indd 16

29/07/13 08.15

ste, man ser, malet på en børneslæde, der bliver smidt i ovnen, mens flammerne slikker op om den og ordet, indtil det bogstavelig talt er gået op i røg. Når først man én gang har fået serveret denne lækkerbisken af en oplysning, ser man aldrig mere Citizen Kane gennem de samme briller. Man hører Rosebud, man læser Rosebud. Man tænker ‘vagina.’ Mon Orson Welles forsøgte at fortælle os noget her? Jeg tror, at han forsøgte at sige følgende: Charles Foster Kane var virkelig en motherfucker. Bogstavelig talt. Og det var, ikke overraskende, ophavet til alle hans problemer. Og igen ser vi, at plottet altid er underordnet karaktererne. Husk det nu. Der er i parentes bemærket én slags film, der ikke overholder den regel. En genre, der åbenlyst overtræder den. Faktisk ikke bare overtræder den, men vender den på hovedet, bare fordi den kan, og fordi den er inderligt ligeglad: pornofilmen. Men lad nu det ligge. Jeg har opdaget, at denne regel i lige så høj grad gør sig gældende i virkeligheden som i fiktion. Det er ikke kun i film, at det, der sker med os, er afhængigt af, hvem vi er, hvordan vi handler og hvorfor. Det gælder også i vores livshistorier, for de valg, vi tager, og de veje, vi vælger. Den vej, jeg har valgt, er der ingen, der kan se. Det er hverken en hullet markvej, en motorvej eller en jævn landevej. Jeg er ikke engang sikker på, at det er en vej, jeg har fulgt, før jeg når mit mål og kan se, hvor langt jeg er kommet, og at alle de valg, jeg har taget på vejen, førte mig hertil. Så det forholder sig altså således: For at forklare, hvordan 17

Juliettet.indd 17

29/07/13 08.15

jeg endte i Juliette-selskabet, må jeg begynde med begyndelsen. Okay, ikke helt med begyndelsen. Vi gemmer alle de pinlige babybilleder til en anden god gang. Det samme gælder alle de tvivlsomme barndomserindringer, der er knyttet til de traumer, jeg siden har slæbt rundt på. Som for eksempel den gang, jeg tissede i bukserne i søndagsskolen, mens søster Rosetta fortalte om Noahs ark. Så nej, vi begynder ikke med begyndelsen, men med noget tæt på den. Og der er noget, jeg er nødt til at fortælle om mig selv, om min egen karakter, min akilleshæl. Jeg er nødt til at begynde med Marcus, min lærer, som jeg er hemmeligt forelsket i. Er alle piger ikke hemmeligt forelskede i en eller anden? En nogenlunde ubetydelig person, som de kan projicere deres vildeste seksuelle fantasier over på? For mit vedkommende var det Marcus, som, uafvidende, blev min fetich fra første øjeblik, jeg trådte ind i hans auditorium. Marcus: lynende intelligent, uglet, smuk og genert – så genert, at han virkede afmålt – og intens. Marcus, som fascinerede mig fra det sekund, jeg så ham. Der er ikke noget, der pirrer en kvindes nysgerrighed mere end en mand, der er følelsesmæssigt fjern og svær at læse, især seksuelt. Og jeg kunne simpelthen ikke greje Marcus. Inden for filmvidenskab findes et begreb, der hedder ‘det synliges ekstase’. Det har med nydelse at gøre. Den stærke nydelse, vi oplever, når vi betragter, ser eller begriber tyde lige beviser på den fysiske krop og dens funktioner blæst op på det hvide lærred. Det er sådan jeg har det, når jeg ser på Marcus. Når jeg sidder på forreste række i auditoriet, hvor jeg bedst kan se ham, foran whiteboardet, oplyst af lysstofrør, der er lige så kraftige som buelamperne på et filmset. Jeg sidder sam18

Juliettet.indd 18

29/07/13 08.15

me sted hver gang, på forreste række i den kæmpe sal med mindst fyrre stolerækker, lige midt for, foran hans skrivebord, hvor han ikke kan undgå at lægge mærke til mig. Alligevel fanger han sjældent mit blik. Han ser heller ikke på mig, men henvender sig i stedet til salen – hele salen – bortset fra mig, og det får mig til at føle, at jeg ikke rigtig er til stede. At jeg ikke eksisterer overhovedet. Han er der, og jeg er der ikke, og det er ved at gøre mig skør – det synliges ekstase. Samtidig tænker jeg på, om han mon bare spiller kostbar, for jeg lægger ikke selv skjul på mine hensigter. De dage, jeg har forelæsning – mandag, tirsdag og fredag – klæder jeg mig på med ham i tankerne. Det har jeg også gjort i dag. Jeg har bestemt mig for nogle helt stramme cowboybukser, der fremhæver min røv, en balconette-bh, der støtter og løfter nedefra, en blå og hvidstribet tanktop, der fremhæver mine bryster og en marineblå cardigan, der indrammer og understreger dem. Når han ser på mine bryster, skal de minde ham om Brigitte Bardot i Jeg elskede dig i går, Kim Novak i Vertigo, og Sharon Stone i Basic Instinct. Er det tydeligt nok? Det håber jeg. I dag sidder jeg altså som sædvanlig til forelæsningen og lader, som om jeg tager noter, mens jeg med blikket klæder Marcus af. Han taler om Freud, Kinsey og Foucault, om fransk filmteori og det feminine blik, og jeg forsøger at følge bulen fra hans pik i de brune jakkesætbukser, som er lige nøjagtig stramme nok i skridtet til at være afslørende. Han halvt sidder, halvt står, lænet op ad sit bord, med det ene ben hængende ud over bordkanten, så det danner 19

Juliettet.indd 19

29/07/13 08.15

næsten en perfekt ret vinkel med det andet, som står solidt plantet på gulvet. Og jeg tygger på enden af en blyant og måler med blikket buksesømmen på indersiden af benet og forsøger at gætte mig frem til omfang, tykkelse og længde. Jeg skriver omhyggeligt tallene ned i øverste højre hjørne af min A4-blok, som på dette tidspunkt, tyve minutter inde i forelæsningen, er blank bortset fra en hel masse kruseduller. Og jeg bliver imponeret, når jeg udregner resultatet i hovedet. For Marcus har tydeligvis en pik, der matcher hans hjerne og mere til. Resultatet burde ikke komme bag på mig. Jeg har gjort det hundrede gange før. Jeg gør det til alle forelæsninger. Og på mirakuløs vis er det de samme tre tal, der dukker op hver gang. Det er som at få jackpot igen og igen. Og hver eneste gang udløser det den samme behagelige kuldegysning. Marcus ænser som nævnt ingenting. For ham ser det bare ud, som om jeg er opslugt af forelæsningen. Ikke, at emnet ikke interesserer mig, eller at jeg ikke hører efter. Jeg hører hvert eneste ord og tænker samtidig på det andet. Jeg multi-tasker. Marcus taler om Kinsey og den konklusion, han nåede frem til i sit banebrydende sexstudium, nemlig at kvinder ikke reagerer på samme måde på fysiske stimuli som mænd, og i nogle tilfælde overhovedet ikke. Jeg stiller mig skeptisk. Og hvis Marcus vidste, hvilken effekt, han havde på mig, ville han gøre det samme. Han bevæger sig elegant fra Kinsey over til Freud – endnu en pervers gammel mand med bizarre tanker om den kvindelige seksualitet – og nu spinder jeg nærmest af vellyst. Han skriver KASTRAKTION på tavlen. Og PENISMISUNDELSE. Så sætter han to tykke kridtstreger under hvert ord og gentager dem for at understrege sin pointe. Og 20

Juliettet.indd 20

29/07/13 08.15

man skulle måske tro, at det ville lægge en dæmper på mine hede skolepigefantasier. Det gør det overhovedet ikke. Marcus har nemlig en stemme som mørk karamel – blød og fyldig og med masser af karakter. Bare lyden af hans stemme gør mig helt ør. Men de ord, der virkelig ophidser mig, når han taler, er de allermindst sexede. Ord, der lyder afsnubbede og kolde og tekniske, men som i Marcus’ mund lyder utrolig frække – på en intellektuel måde. Det er især disse ord: Abjektion. Katarsis. Semiotik. Sublimering. Metodetriangulering. Retorik. Urtekst. Og sidst, men bestemt ikke mindst, min absolutte favorit: Hegemoni. Når Marcus taler, er det med en sådan lavmælt autoritet, at jeg fuldstændig overgiver mig. Jeg vil gøre hvad som helst for ham. Så når han siger ‘penismisundelse’, hører jeg for mig, hvordan han beder, befaler og beordrer: ‘Kom og knep mig, vil du ikke nok?’ Og selv om han ikke ser på mig, ved jeg, at han taler til mig. Mig og ingen andre. Min fascination af Marcus har ikke noget med Jack at 21

Juliettet.indd 21

29/07/13 08.15

gøre. Jeg elsker Jack og kun ham. Det her er bare en form for underholdning, en lille romantisk historie, jeg har opfundet for sjov til forelæsningerne. En pædagogisk faderfantasi, som har gjort mig vild med min lærer, og som jeg glemmer alt om, så snart jeg går ud af auditoriet. I dag når jeg ikke engang så langt. Jeg sidder og betragter Marcus’ senede arme og lange, muskuløse ben og forestiller mig, hvordan det ville føles, hvis de viklede sig om min krop, hele min krop, som når en edderkop holder fast på en flue, mens den gør sig klar til at fortære den. Jeg vil holdes fast af Marcus, fortæres af ham. Og jeg spekulerer på, om Marcus er lige så kompetent, når han knepper, som han er, når han taler om psykoanalyse og semiotik og auteurteori. Jeg lader spørgsmålet blafre i vinden. Svaret kommer temmelig overraskende bagfra, i en konspiratorisk hvisken. “Han er virkelig pervers.” Jeg vender mig og ser lige ind i et par lyse, klare, næsten lysende grønne øjne og et par store, sensuelle læber, der smiler koket. Det er sådan, jeg møder Anna. Hun læner sig frem mod mig fra rækken bagved og hvisker mig ind i øret uden at forsøge at skjule det for Marcus. Jeg ved selvfølgelig godt, hvem hun er. Vi går på samme hold. Anna er lyshåret, lille og frodig; hende den superlækre, som alle glor på. Hun er pigen, som alle piger vil være veninder med; pigen, som alle fyrene vil knalde. Jeg er opdraget katolsk og fik at vide, at sex hverken var noget, man skulle opsøge selv eller have nogen fornøjelse af. Det var først, da jeg begyndte at være sammen med Jack, længe efter at jeg havde mistet min mødom, at jeg gav slip på alle de blandede følelser og begyndte at nyde det. Jeg betragter Anna. Hun ligner en, der har det godt med 22

Juliettet.indd 22

29/07/13 08.15

sin krop, sin seksualitet og den magt, den er i besiddelse af. Hun ser ikke ud til at have nogen af mine komplekser. Hun er flirtende, fri og afslappet, og hun smiler meget. Og hun fascinerer mig. Har du nogensinde mødt et menneske og fra første øjeblik – fra det øjeblik, du så vedkommende – tænkt, at I ville blive venner? Sådan har jeg det med Anna i det øjeblik, hun siger: “Han er virkelig pervers.” Det er som at høre mig selv, som om hun ved præcis, hvad jeg tænker. Og forstår det. “Hvor vidste du det fra?” hvisker jeg. “Hvor vidste jeg hvad fra?” siger hun. “At jeg er vild med Marcus.” “Det er ret indlysende,” siger Anna. “Sådan som du kigger på ham.” Og sådan bliver det mellem os fra det øjeblik af. Der er en hemmelig forbindelse mellem os. Hvad jeg ikke ved på det tidspunkt er at hun allerede har knaldet med ham. Og de få øjeblikke, hvor Marcus fangede mit blik, og jeg bildte mig selv ind, at han så på mig? Nå, men det gjorde han altså ikke. Han så lige igennem mig. På hende.

Juliettet.indd 23

29/07/13 08.15

S “Kan du se min røv i spejlet?” siger jeg til Jack i et forsøg på at fange hans opmærksomhed. Han ligger i sengen med en pude i ryggen og læser en eller anden rapport, det er en aften i begyndelsen af efterårssemesteret. Jeg er lige kommet ud af badet, og jeg ligger nøgen med ansigtet nedad på tværs hen over sengen med armene over kors foran mig og hovedet hvilende på dem, så jeg kan se op på ham. Jeg gør mig til over for ham på samme måde, som Brigitte Bardot viste sig frem for sin distancerede mand, Michel Piccoli, i Jeg elskede dig i går. Jeg fodrer Jack med replikker fra filmen for at se, hvordan han reagerer. Det er en leg, jeg godt kan lide. Ikke for at teste, om han elsker mig, men for at finde ud af, om han begærer mig. Han kaster et hurtigt blik ind i spejlet. “Ja,” svarer han og læser så videre. Men så let slipper han ikke. “Kan du lide det, du ser?” “Hvorfor det? Skulle jeg ikke kunne det?” siger han uden så meget som at løfte blikket fra papiret. “Ser min røv stor ud?” “Du har en smuk røv,” siger han. 24

Juliettet.indd 24

29/07/13 08.15

“Men er den stor?” “Du har en smuk, stor røv.” Han møder mit blik – mit blik, ikke min røv – og smiler og vender tilbage til sin rapport. “Hvad så med mine lår?” siger jeg. Jeg rækker bagud og lader hånden glide ned over låret lige under røven, og nu hvor jeg er i gang, spreder jeg ballerne en smule, bare så han lige akkurat får et glimt at min lille, bløde kusse bagfra. “De er super,” siger han. Denne gang ser han ikke engang op. “Er det det eneste, du har at sige? At de er super?” spørger jeg. “Hvad skal jeg ellers sige?” siger han. Det kan godt være, at jeg fodrer ham med spørgsmål, men jeg har ikke tænkt mig også at servere svarene for ham. “Ser de tykke ud, sådan stolpeagtige?” “De er fine,” siger han. Hvad det så end er, han læser, så er han fuldstændig opslugt af det – på en måde, som jeg ville ønske, at han var opslugt af mig. Jeg ruller om på ryggen og trækker skuldrene bagud, så jeg svajer i ryggen. Jeg tager fat om mine bryster og skubber dem opad, så de tårner sig op som to bakketoppe og skubber blidt til dem. “Hvad kan du bedst lide, mine bryster eller mine brystvorter,” siger jeg. Jeg er stadig helt varm og rød efter badet, og mine brystvorter er lyserøde og bløde. Jeg stryger hen over dem og rundt om dem med tommelfingrene, indtil jeg kan mærke, at de begynder at blive stive. “Kan man vælge det ene uden det andet?” siger han uden at lyde den mindste smule interesseret. 25

Juliettet.indd 25

29/07/13 08.15

“Hvis du nu kunne vælge,” siger jeg. “Hvis jeg kunne vælge mellem brystvorter uden bryster eller bryster uden brystvorter?” griner han. “Ja,” siger jeg, “hvis nu du kunne vælge mellem en pige, der var fuldstændig fladbrystet, og så en med så kæmpestore bryster, at brystvorterne nærmest forsvandt.” “Dig eller en anden?” siger han. Men så beslutter han sig åbenbart for, at han ikke gider at deltage i sådan en samtale, for han venter ikke på, at jeg svarer. “Jeg synes, at de er fine, præcis som de er,” siger han. For pokker, Jack, tænker jeg, så se dog på mig. Se, hvad jeg har til dig! Du kan få det hele serveret på et sølvfad. Kvit og frit. Og jeg skal ikke have noget til gengæld. Jo mindre opmærksomhed, han viser mig, jo mere barnlig og tvær bliver jeg. “Jeg overvejer at barbere mig glat,” siger jeg og lader fingrene glide ind igennem mine kønshår og trækker i de små tætte, brune krøller. Jeg siger det kun, fordi jeg ved, at han ikke vil bryde sig om det, han tænder fuldstændig af på piger, der er helt glatbarberede. “Lad være med det,” siger han studst. “Hvorfor egentlig?” siger jeg. Nu forsøger jeg bare at provokere ham. Jeg vil gøre hvad som helst for at få en reaktion. Og det virker. Han glor irriteret på mig hen over sine knæ. Han siger ingenting, men det spiller ingen rolle, for nu hvor jeg ved, at jeg har fanget hans opmærksomhed, bestemmer jeg mig for at presse ham yderligere. “Det kan godt være, at jeg gør det alligevel,” siger jeg, så henkastet som muligt. “Lad være med det,” siger han igen, med en stemme der

Juliettet.indd 26

29/07/13 08.15

antyder, at det ikke er til diskussion. Og på en måde, der signalerer, at nu skal jeg lade ham være i fred. Jeg rækker armene op over hovedet og ruller om på siden, udelukkende for at nægte ham fornøjelsen af udsigten til mine bryster og min kusse. Han kan kysse min bare røv, kan han. Og så ligger jeg der og foregiver, at jeg ignorerer ham. Som om han ikke er ligeglad. Sådan er det stort set hele tiden mellem os i øjeblikket. Ingen kommunikation. Ingen kopulation. Når vi er hjemme, gider han godt at kysse og kæle lidt, men uanset hvor hårdt jeg arbejder for sagen, kan jeg ikke overtale ham til at gå længere. Jeg får næsten ikke noget for tiden. Han er alt for opslugt af sit arbejde. Jack har arbejdet hårdt hele sommerferien på kampagnekontoret, og nu er efterårssemesteret begyndt, og han har fået endnu mere at lave. Og har endnu mindre tid til mig. Jeg kommer ikke engang og henter ham på kontoret længere. Før jeg mødte Jack, havde ingen mand nogensinde været i nærheden af at tilfredsstille mig seksuelt. Jack har alt det, der gør en mand til en fantastisk elsker – han er følsom, omsorgsfuld, betænksom og venlig. Jeg er vild med ham. Jeg ser på Jack og tænker på Montgomery Clift i En plads i solen; vildt smuk og med et markeret kæbeparti – den amerikanske drømmemand. Det er i hvert fald sådan, jeg ser ham. Men det handler ikke kun om hans udseende. Når man ser Montgomery Clift på det hvide lærred, kan han godt bare sidde og stirre ud i den tomme luft, fordybet i sine egne tanker; man kan se, hvordan tankerne kører rundt i hovedet på ham. Sådan er Jack også. Og det er jeg helt vild med. Når Jack ikke er hjemme, onanerer jeg helt vildt, mens jeg tænker på ham. På os. Der knepper. På kontoret efter

Juliettet.indd 27

29/07/13 08.15

arbejdstid. Under et bord i kantinen på universitetet. Op ad reolerne på biblioteket. Og det er ikke bare ømme kærtegn og nussen og kyssen. Det er Jack, der tager mig hårdt. Beskidt og rå sex. Han aner ingenting om mine fantasier, for jeg fantaserer kun, når han ikke er hjemme, og jeg har aldrig nævnt noget om det. Men det er ved at nå dertil, hvor det sexliv, jeg har i fantasien, langt overgår det, jeg har i virkeligheden. Vi bor i en hyggelig toværelses lejlighed med fordelingsgang. Når alt går godt mellem os, føles det, som om vi befinder os i en tidskapsel, låst inde sammen, afsondret fra resten af verden. Vores intimitet får stedet til at virke meget større, end det egentlig er. Når det går dårligt imellem os – altså ikke ekstremt dårligt, bare de halvtrælse perioder, alle par, der bor tæt sammen, har – er det kvælende og klaustrofobisk. Aftener som denne, hvor Jack kommer hjem fra forelæsning eller fra arbejdet på kampagnekontoret og marcherer lige ind i soveværelset for at indhente noget af det, han skal have læst, og stort set bliver derinde, til han falder i søvn, føles det, som om han lukker sig inde med vilje for at slippe for mig, hvilket jeg ikke helt forstår. Jeg begynder at opfinde alle mulige undskyldninger for at gå nøgen rundt i lejligheden eller kun i undertøj. Jeg flasher min nøgne hud, jeg vil gøre hvad som helst for at få hans opmærksomhed, vække hans begær og få ham til at bevise, at han vil have mig. Jeg beslutter for eksempel helt impulsivt, at jeg vil tage et brusebad lige før aftensmaden og begynder at klæde mig af foran ham. Men det gør ikke indtryk, for han løfter ikke engang blikket, og jeg tænker, at han må være blind – blind over for min kærlighed. Jeg får overstået brusebadet så hurtigt som muligt, for 28

Juliettet.indd 28

29/07/13 08.15

jeg har i virkeligheden hverken lyst eller trænger til det, det var slet ikke det, der var formålet. Jeg tørrer mig og smører kroppen ind i olie og creme, så den glinser. Så træder jeg nøgen ud fra badeværelset, duftende af jasmin. Og så begynder spillet. Når det er et stykke tid siden, at vi har haft sex, dufter jeg sødt. Som et modent æble eller en fersken, saftspændt og lige til at spise. Plukkeklar. Jeg ved, at Jack kan lugte det, men jeg er altid i tvivl om, om andre mennesker også kan. Og hvis det er tilfældet, hvorfor så egentlig? Måske tror de bare, at det er min parfume eller creme. Ved de, at jeg er klar, modtagelig og tilgængelig? For ikke at sige decideret utilfredsstillet. Denne aften falder Jack i søvn fuldt påklædt med papirerne hvilende på brystet. Jeg samler dem sammen og lægger et tæppe over ham, så jeg ikke behøver at vække ham. Endnu en aften uden sex. Jeg rører ved mig selv og tænker på, hvordan jeg gerne ville have, at Jack opførte sig. Hvordan jeg gerne ville have, at han havde reageret. Jeg ligger nøgen på sengen på maven og siger “Kan du se min røv i spejlet?” Han smider papirerne fra sig, læner sig ind over mig, tager fat om mine balder og kysser min røv. “Hvem har dog brug for et spejl,” siger han og lægger hovedet på mine balder som på en pude. Han ser op på mig med et frækt grin. “Synes du, mine lår er pæne? Er de ikke for tykke?” siger jeg. Han lader fingrene vandre ned over bagsiden af mit ene lår og stikker dem så ind mellem benene, som han lirker fra hinanden. Jeg gør ikke modstand. 29

Juliettet.indd 29

29/07/13 08.15

“Jeg er vild med dine lår,” siger han. “Især, når du slynger dem om min hals.” Han lader sine pegefingre glide ind mellem mine ben. “Hey,” fniser jeg, “det kilder.” Jeg ruller væk fra ham og om på ryggen, jeg spiller kostbar, men i virkeligheden giver jeg ham bare mere af det, han vil have. “Hvad så med mine bryster?” siger jeg og skubber dem fremad, så han kan inspicere dem. “Hver gang jeg ser dine bryster, bliver jeg ellevild,” griner han og lægger sig ind over mig og suger hele mit bryst ind i munden, mens han kæler for mine brystvorter med tungen og lader mig mærke hans skarpe tænder. “Og min måtte,” siger jeg, “Hvordan føles den?” “Som den mest silkebløde pels,” spinder han. “Jeg ville ønske, at jeg kunne gemme mig i den.” Han lader fingrene synke ned i min måtte, mens hans tommelfinger udforsker mit skridt og glider ned i revnen og kæler for min mis. Jeg er allerede våd. Han begraver ansigtet mellem mine lår. Jeg lægger benene op over hans skuldre og lader mine skinneben hvile mod hans ryg og trækker ham ned til mig. Han trækker i krøllerne, og han presser tommelfingeren mod min skedeindgang, mens han kysser mig. Jeg kan mærke hans varme ånde mod min lyske og hans tunge, der grådigt slikker min kusse. Jeg kan mærke, hvordan jeg åbner mig for ham. Hvordan jeg får ham til at bevæge sig dybere ind. Jeg lader fingrene løbe igennem hans hår og knuger ham ind til mig, mens jeg svajer i ryggen og skubber hofterne op imod ham. Han trænger ind i mig. Jeg stønner og tager hårdere fat i ham. 30

Juliettet.indd 30

29/07/13 08.15

Han kilder mig. Indeni. Jeg klynker af lyst, for jeg vil have, at han skal vide, hvor godt det er for mig. At det alt sammen handler om bevægelsen. Og om at ramme det rigtige sted. Dét sted. Lige dér. Bliv ved. Og han bliver ved og ved, han går hele vejen. Og jeg lader ham tage mig. Jack sover sødt ved siden af mig, men jeg forestiller mig, hvordan hans tunge oppe i mig bringer mig i ekstase i ekspresfart. Jeg ser hans tunge for mig, men det er mine egne fingre, der gør hele arbejdet. Jeg pisker derudad i overhalingsbanen, jeg nærmer mig målet, jeg kan mærke, at jeg er tæt på nu. Jeg kan mærke det. Nu. Jeg kommer. Det ene stød efter det andet går igennem min krop. Jeg siger hans navn, men han svarer ikke.

Juliettet.indd 31

29/07/13 08.15

JOBNAME: 4 (ny ombrydning) . PAGE: 18 SESS: 82 OUTPUT: Thu Sep 20 13:31:08 2012 /first/Lindhardt_og_Ringhof_Fiktion/ODT2/134080_De_tolv_151x226_minion/Materie

Juliette-selskabet er oversat fra engelsk efter The Juliette Society Copyright © Sasha Grey, 2013 All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Oversættelse: Julie Top-Nørgaard Omslag: Mikkel Henssel efter originalomslag Bogen er sat med Garamond hos Lymi DTP Services og trykt hos Livonia Print Printed in Latvia ISBN 978-87-1138-592-0 1. udgave, 1. oplag ISBN 9788711353134 Særudgave Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Juliettet.indd 4

29/07/13 08.15

95mm

147mm

18,5mm

147mm

95mm

”Denne sexede debut er hed læsning.” Fra bogen

www.sashagrey.com @SashaGrey #TheJulietteSociety

– Fabulous Magazine

For det første: Lad dig ikke intimidere af noget, du læser i denne bog.

For det andet: Smid dine hæmninger her.

For det tredje, det allervigtigste: Alt hvad du ser og hører, bliver mellem os …

220mm

Før vi begynder, er der noget, jeg gerne vil have på plads. Jeg vil bede dig om tre ting.

ROMAN

LINDHARDT OG RINGHOF

Tag med Sasha Grey ind i Juliette-selskabet, hvor alt kan ske.

ISBN 9788711353134

9 788711 353134 www.lindhardtogringhof.dk

mer U d k o mn d e i 20 la

Omslag / Mikkel Henssel efter originaldesign af Duncan Spilling – LBBG med foto af Charles Roff/Trevillion Images