Kættere læseprøve

”Det emmer af Cuba, af rom, sved og sex i Paduras romaner.”

OM HAVANA-KVARTETTEN

I 1939 lå S.S. Saint Louis i Havanas havn med ni hundrede jøder, der var flygtet fra Tyskland. De havde ansøgt om indrejsetilladelse til Cuba. På

”Leonardo Paduras krimier … er godt på vej til at -POLITIKEN blive nutidsklassikere i genren.” ”Padura i topform. Hans sans for sprog og skæbner udgør stadig noget af det ypperste, krimigenren kan -INFORMATION præstere.”

kajen stod drengen Daniel Kaminsky og hans onkel og ventede på deres familie. De håbede, at familien kunne bestikke myndighederne med den skat, de havde medbragt i al hemmelighed: et lille Rembrandt-lærred, der havde tilhørt Kaminsky-familien siden det 17. århundrede. Men planen mislykkedes, skibet sejlede tilbage til Tyskland og tog ethvert håb om gensyn med familien med sig.

Mange år senere, i 2007, er maleriet på auktion i London. Daniels søn Elias

OM ADIÓS HEMINGWAY

tager fra USA til Havana for at undersøge maleriets og familiens skæbne.

”Charmerende og atmosfærefyldt kriminalroman.”

-INFORMATION

”Hemingway-yndere bør ikke gå glip af denne herligt indforståede spændingsroman, men også udenforstående kan sagtens få del i indforståelsen.”

-POLITIKEN

”Sproget, det synger, så man får lyst til at tænde en cubaner og forsvinde i tågerne.”

Det er kun en mand som kriminalkommissær Mario Conde, der kan hjælpe Elias med at oprulle familiens historie og ikke mindst historien om det gamle Rembrandt-maleri.

JYLLANDS-POSTEN

© ITZIAR GUZMAN & TUSQUETS EDITORES

Storslået familiehistorie fyldt med eksotiske cubanske kulisser og farverige karakterer.

LEONARDO PADURA KÆTTERE

”Leonardo Paduras Havana-kvartet er ’vaskeægte verdensklassekrimi’. Cubansk efterårslandskab er bedre end treeren, der var bedre end toeren, der var bedre end etteren. Og etteren var i øvrigt bedre end alle de danske og svenske journalist- og femikrimier tilsammen, ja det er faktisk en fornærmelse mod Leonardo Padura at sammenligne, for han skriver dem sønder og sammen, om det så hedder Larsson -WEEKENDAVISEN eller Läckberg.”

Kættere L EONARDO PADURA

LEONARDO PADURA er født i 1955 i Havana og bor i Cuba. Han er journalist, essayist og forfatter. Han fik sit internationale gennembrud med Havana-

kvartetten.

I 2012 blev Leonardo Padura tildelt Premio Nacional de Literatura, Cubas meste prestigefulde litterære pris.

ROMAN • LINDHARDT OG RINGHOF

JYLLANDS-POSTEN

O M S L A G : H A R V E Y M A C A U L A Y / I M P E R I E T. D K

Leonardo Padura

Kættere På dansk ved Kirsten A. Nielsen

Lindhardt og Ringhof

Kættere.indd 3

09/12/14 14.06

Kættere er oversat fra spansk efter Herejes Copyright © 2013 by Leonardo Padura All rights reserved First published in Spanish language

by Tusquets Editores, Barcelona 2013 Dansk copyright © 2015 Lindhardt og Ringhof Forlag, København Bogen er sat med Palatino af Lymi DTP-Service og trykt hos Livonia Print Sia Omslag: Imperiet / Harvey Macaulay 1. udgave, 1. oplag 2015 Printed in Latvia 2015 ISBN 978-87-71-22100-8 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Til arbejdet med denne oversættelse har oversætteren modtaget et arbejdslegat fra Kulturstyrelsen.

Alejo Carpentier-citatet er gengivet efter den danske udgave: Eksplosion i domkirken, oversat af Michael Tejn (Kbh. 1964)

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Kættere.indd 4

09/12/14 14.06

HEREJE [kætter] af græsk αίϱετιϰός hairetikós, adjektiv afledt af substantivet αἵϱεσις haíresis, ‘deling, valg’, kommer af verbet αίϱεἳσαι haireísthai, ‘vælge, dele, foretrække’, oprindeligt brugt til at karakterisere personer tilhørende andre skoler inden for tænkningen, det vil sige, at de har visse ‘præferencer’ inden for dette område. Udtrykket bruges første gang om den tidlige kirkes kristne afvigere i Irenæus af ­Lyons skrift ‘Mod Kætterne’ (i slutningen af 2. århundrede), især mod gnostikerne. Sandsynligvis har ordet indoeuropæisk oprindelse med betydningen ‘gribe, tage’. På hittitisk findes ordet šaru, og på walisisk ordet herw, begge ord har betydningen ‘krigsbytte’.

Ifølge Diccionario de la Real Academia de la Lengua Española: HEREJE. (Af eretge) 1. Person, der fornægter nogle af en religions etablerede dogmer. 2. Person, der afviger eller fjerner sig fra den officielle opfattelse fastlagt af en institution, en organisation, et akademi osv., talesprog. Cuba. Om en situation: (Estar hereje) Være meget vanskelig, især i politisk eller økonomisk henseende.

Kættere.indd 12

09/12/14 14.06

DANIELS BOG

Kættere.indd 13

09/12/14 14.06

1 Havana, 1939 Det skulle tage Daniel Kaminsky adskillige år at vænne sig til den muntre larm i en by, der i den grad var præget af babylonisk forvirring. Meget hurtigt havde han fundet ud af, at alle samtaler foregik råbende i denne by, hvor alting knirkede på grund af rust og fugtighed, bilerne bevægede sig fremad med eksplosioner og brøl fra motorer eller med konstant tudende horn, hundene gøede med eller uden grund, og hanerne galede endog ved midnatstid, mens hver eneste sælger tiltrak sig opmærksomhed ved hjælp af en fløjte, en klokke, en trompet, en skralde, en skalmeje, et pift, en højrøstet vise eller slet og ret med et hyl. Han var strandet i en by, hvor der hver aften præcis klokken ni drønede et kanonskud, uden at det drejede sig om, at der blev erklæret krig, eller at byporte skulle lukkes, og hvor der altid, både i rolige øjeblikke og i myldretid, hørtes musik og sang.

I sin første tid i Havana forsøgte drengen mange gange at fremkalde, så godt som hans næsten erindringsløse hukommelse nu tillod det, den behagelige stilhed i det jødiske kvarter i Krakow, hvor han var født og havde levet sine første år. På grund af rodløshed og rent intuitivt søgte han tilflugt i dette fortidens blårøde og kolde område som en planke, der kunne redde ham fra det skibbrud, hans liv havde forvandlet sig til, men når hans erindringer – både dem, der havde baggrund i faktiske oplevelser, og dem, han forestillede sig – stødte på virkelighedens faste grund, reagerede han straks ved at forsøge at slippe væk fra den, for i hans barndoms stille og mørke Krakow kunne råb og larm kun betyde to ting: Enten var det mar15

Kættere.indd 15

09/12/14 14.06

kedsdag, eller også nærmede en eller anden truende fare sig. I de sidste af hans år i Polen var den truende fare hyppigere end markedsdagene. Og frygten var en konstant ledsager.

Som det var forventeligt, da Daniel Kaminsky endte i denne støjende by, opfattede han i lang tid dette angreb af eksplosive lyde som en salve af alarmsignaler, der altid gjorde ham bange, indtil det med årene lykkedes ham at forstå, at stilhed som oftest gik forud for de farligste begivenheder i denne nye verden. Efter at den unge Daniel havde overstået denne etape, og det til sidst var lykkedes ham at leve i larmen uden at lytte til den, ligesom man indånder luft uden at være bevidst om hver eneste indånding, opdagede han, at han nu havde mistet evnen til at værdsætte stilhedens velgørende egenskaber. Men han skulle især vigte sig af, at det var lykkedes ham at forlige sig med Havanas larm, for samtidig havde han nået det stædigt forfulgte mål at føle, at han hørte til i denne turbulente by, hvor han til sit store held var landet, skubbet af en historisk eller guddommelig forbandelse – helt indtil sit livs slutning var han usikker på, hvilket af de to ord, der var det mest rammende.

Den dag, hvor Daniel Kaminsky begyndte at opleve det værste mareridt i sit liv og samtidig få de første anelser om sit eget store held, lå der om morgenen en gennemtrængende lugt af hav samt en usædvanlig, næsten kompakt stilhed og truede over Havana. Hans onkel Joseph havde vækket ham meget tidligere end det tidspunkt, han plejede, når han sendte ham i skole i Det Jødiske Center, hvor drengen allerede modtog undervisning i almene fag og religion foruden den nødvendige undervisning i spansk sprog, der muliggjorde hans indlemmelse i den brogede og spraglede verden, hvor han skulle bo, hvor længe vidste kun Gud. Men dagen begyndte allerede at vise sig anderledes, da hans onkel efter at have fremsagt shabbat-velsignelsen og shavuot-lykønskningen brød sin sædvanlige tilbageholdenhed og plantede et kys på drengens pande.

Onkel Joseph, der også hed Kaminsky og selvfølgelig også var polak – men blev kaldt Pepe Cartera, Pepe Tegnebog, af sine forretningsforbindelser, fordi han var dygtig til at lave punge og tegnebøger og andre læderartikler – havde altid strengt fulgt den jødiske tros forskrifter og fortsatte med det lige indtil sin død. Derfor mindede 16

Kættere.indd 16

09/12/14 14.06

han drengen om, inden han gav tilladelse til at starte på den ventende morgenmad, der stod klar på bordet, at de ikke blot skulle foretage de sædvanlige renselser og bede de sædvanlige bønner på denne specielle morgen, hvor der ved Guds nåde – Han være lovet – var sket det, at fejringen af shavuot faldt på en shabbat – shavuot var den tusindårige fest til minde om udleveringen af De Ti Bud til patriarken Moses og det jødiske folks jublende modtagelse af Toraen.

Denne morgen burde de nemlig også, som onklen mindede ham om i sit foredrag, sende mange andre bønner til Gud om, at han ved sin guddommelige mellemkomst ville hjælpe dem med på den bedste måde at løse det problem, som lige nu syntes at være blevet kompliceret på den værst tænkelige måde. Selv om disse komplikationer måske slet ikke ville komme til at berøre dem, tilføjede han og smilede gavtyveagtigt.

Efter næsten en hel time med bønner, hvor Daniel troede, at han skulle besvime af sult og søvn, tilkendegav Joseph Kaminsky endelig, at han kunne gå i gang med den overdådige morgenmad, der bestod af lun gedemælk (som om lørdagen blev stillet til dem oven på den varme ovn af italienerinden María Perupatto, der var romersk-apostolsk og derfor udvalgt af onklen som ‘shabbat-goy’).

Desuden var der nogle firkantede kiks, som hed matzot, der var kandiseret frugt og en stor portion baklava fyldt med honning, et sandt festmåltid, som fik drengen til at spørge sig selv, hvorfra hans onkel mon havde fået penge til den slags luksus. For fra disse første år skulle Daniel Kaminsky i hele resten af sit lange liv på jorden huske den umættelige og aldrig tilfredsstillede sult, der altid fulgte ham som en trofast hund – ud over at han skulle huske de pinsler, som de larmende omgivelser gav ham, samt den frygtelige uge, der startede i dette øjeblik.

Efter det usædvanlige og rigelige morgenmåltid havde drengen benyttet sig af sin forstoppelsesplagede onkels lange ophold på de fælles toiletter i den etageejendom, hvor de boede, til at gå op på husets tagterrasse. Fliserne var stadig kølige på dette tidspunkt inden solopgang, og idet han trodsede onklens forbud, dristede han sig til at læne sig ud over tagudhænget for at kigge ned på Calle Compostela og Calle Acosta midt i hjertet af Havanas stadigt vok17

Kættere.indd 17

09/12/14 14.06

sende jødekvarter. Indenrigsministeriets altid overfyldte bygning, et gammelt katolsk kloster fra kolonitiden, var fuldstændig lukket og virkede helt død. Og ingen mennesker passerede gennem den tilstødende arkade, hvorunder Calle Acosta gik og dannede den såkaldte Betlehemsbue. Biografen El Ideal, tyskernes bageri, polakkernes isenkramforretning, restauranten Moshé Pipik, som den sultne dreng altid så som den største fristelse på jorden, havde alle forhænget trukket for og lyset slukket i udstillingsvinduerne. Selv om der boede mange jøder i kvarteret, og de fleste forretninger derfor blev drevet af jøder og i nogle tilfælde var helt lukket om lørdagen, skyldtes den herskende stilhed ikke blot tidspunktet, eller at det var shabbat, shavuot og synagogedag, men den kendsgerning, at netop i dette øjeblik, mens cubanerne endnu sov, var størstedelen af de ashkenaziske og sefardiske jøder i kvarteret i gang med at udvælge deres bedste klæder og gøre sig klar til at gå ud i samme ærinde som Kaminsky’erne.

Morgenens stilhed, onklens kys, det overraskende morgenmåltid og selv det lykkelige sammentræf, at shavuot faldt på en lørdag, havde faktisk kun bekræftet Daniel Kaminskys barnlige forventning om, at det var en ganske særlig dag, der begyndte. For grunden til, at de var stået så tidligt op, var den, at det var blevet meddelt, at atlanterhavsdamperen S.S. Saint Louis skulle ankomme tæt på daggry til Havanas havn efter at være afsejlet fra Hamborg to uger forinden.

Om bord på skibet var ni hundrede og syvogtredive jøder, der havde fået tilladelse af den tyske nationalsocialistiske regering til at udvandre. Mellem passagererne om bord på S.S. Saint Louis var læge Esajas Kaminsky, hans hustru Esther Kellerstein og deres lille datter Judith, eller med andre ord: den lille Daniel Kaminskys far, mor og lillesøster.

Kættere.indd 18

09/12/14 14.06

2 Havana, 2007 Lige fra det øjeblik han åbnede øjnene – ja ovenikøbet inden det lykkedes ham at konfrontere sin skrøbelige bevidsthed, der stadig var gennemvædet af billig rom, med den kendsgerning, at han havde tilbragt natten hjemme hos Tamara, og at kvinden, der sov ved hans side, var Tamara, som det næsten nødvendigvis også måtte være – blev Mario Conde som af et mystisk kårdestød ramt af den lumske følelse af nederlag, der havde fulgt ham i nu al for lang tid. Hvad skulle han stå op til? Hvad skulle han stille op med sin dag? Det blev denne stædige følelse ved med at spørge om. Og Conde vidste ikke, hvad han skulle svare den. Tynget af denne manglende evne til at give sig selv et svar stod han op af sengen, idet han var meget forsigtig med ikke at forstyrre kvindens søvn, som hun lå dér med halvåben mund, hvorfra der løb en smule skinnende savl, og med en næsten musikalsk snorken, der var gået over i diskant måske på grund af nævnte sekret.

Da han sad ved køkkenbordet og havde drukket en kop frisklavet kaffe og tændt dagens første cigaret – som altid var en stor hjælp for ham til at genfinde sin tvivlsomme tilstand som rationelt væsen – kiggede han ud gennem døren og ud i gården, hvor det første morgenlys begyndte at indfinde sig og truede med endnu en varm septemberdag. Fraværet af forventninger var så totalt, at han i dette øjeblik besluttede sig for at trodse det på den bedste måde, han kendte, og den eneste måde, han kunne, nemlig med konfrontation og kamp.

19

Kættere.indd 19

09/12/14 14.06

Halvanden time senere, og med sveden springende ud af alle porer, vandrede samme Mario Conde gennem gaderne i Cerro-kvarteret, mens han som en middelalderlig handelsmand udbasunerede sit desperate tilbud: “Jeg køber brugte bøger! Kom og sælg dine brugte bøger!”

Siden Conde forlod politiet for næsten tyve år siden og som en redningsplanke havde kastet sig ud i den meget vanskelige, men dengang endnu indbringende aktivitet at købe og sælge brugte bøger, havde han forsøgt sig med alle måder, man kunne drive forretningen på. Lige fra den primitive metode at gå rundt i gaderne og fremsætte sit tilbud om en handel (hvilket i et godt stykke tid var meget ødelæggende for hans stolthed) til jagten på biblioteker udpeget af en informant eller en gammel kunde og videre til at stemme dørklokker i husene i El Vedado og Miramar, huse, som ved nogle bestemte træk, der var usynlige for andre (en forsømt have, en itu­ slået rude), kunne antyde den mulige eksistens af bøger og især et behov for at sælge dem. Da Conde et stykke tid senere var så heldig at lære Yoyi Duen at kende, en ung mand med et meget udpræget handelstalent, og begyndte at arbejde sammen med ham i jagten på bibliografiske perler, som Yoyi altid havde faste købere til, var han begyndt at opleve en tid med økonomisk fremgang, som havde varet i flere år og havde tilladt ham – ovenikøbet med en vis tøjlesløshed – at kaste sig over de ting, som gav ham de største fornøjelser her i livet, nemlig at læse gode bøger, spise, drikke, lytte til musik og filosofere (eller rettere: snakke fuldemandssnak) sammen med sine gode gamle venner.

Men hans forretning var ikke en bundløs brønd. Ikke siden for tre-­ fire år siden, nemlig da han var stødt ind i familien Montes de Ocas fantastiske bibliotek, der nidkært havde været passet på og lukket af i halvtreds år af søskendeparret Dionisio og Amalia Ferrero,* havde han fundet en guldåre, der var så indbringende som denne. Nu krævede hver eneste bestilling fra Yoyis kræsne kunder store anstrengelser af ham for at levere varen. Det mere og mere udpinte terræn var blevet fyldt med revner, ligesom jord udsat for lange tørkeperioder, * Fortidens tåge, Forlaget Sohn, 2010

20

Kættere.indd 20

09/12/14 14.06

og Conde var begyndt at opleve perioder, hvor tabene var hyppigere end gevinsterne, og dette tvang ham ofte til at genoptage det usle og svedige arbejde med at gå rundt i gaderne og opkøbe bøger.

Yderligere halvanden time senere, da han havde gennemtravet en stor del af Cerro-kvarteret og havde fortsat sin råben i nabokvarteret Palatino uden at opnå noget resultat, tvang trætheden, slapheden og den brutale septembersol ham til at lukke sin forretning og stige op i en bus, som pludselig dukkede op ud af ingenting og på mirakuløs vis standsede foran ham, hvorefter den førte ham hen i nærheden af hans forretningspartners hus.

Yoyi Duen var til forskel fra Conde en forretningsmand med visioner og havde derfor spredt sine aktiviteter. De sjældne og værdifulde bøger var blot en af hans mange hobbyer, forsikrede han altid, for hans virkelige interesse lå i de mere lukrative forretninger: køb og salg af huse, biler, smykker, værdigenstande. Den unge ingeniør, der aldrig havde rørt en skrue eller været ansat på en arbejdsplads, havde for lang tid siden fundet ud af – med et klarsyn, der altid forbløffede Conde – at det land, de levede i, var meget forskelligt fra det paradis, der blev beskrevet i aviserne og i de officielle taler, og han havde derfor besluttet at drage fordel af elendigheden, hvilket de dygtigste altid var i stand til. Hans evner og intelligens gjorde det muligt for ham at starte nye forretninger, som lå tæt på grænsen af det lovlige, men dog uden at overskride denne grænse, forretninger, som gav ham indtægter, der tillod ham at leve som en fyrste. Lige fra at bruge penge på mærketøj og guldsmykker til at gå fra restaurant til restaurant, altid i selskab med smukke kvinder, og bevæge sig rundt i sin Chevrolet fra 1957, model Bel Air, med kaleche. Det var en bil, der af alle ansås for at være den mest perfekte, holdbare, elegante og komfortable bil, som nogensinde var udgået fra en amerikansk bil­fabrik – og som den unge mand havde betalt en formue for, i hvert fald efter cubanske begreber. Yoyi var på alle måder et mønstereksempel på Det Nye Menneske, som var opstået af landets virkelighed: Han var ligeglad med politik, han holdt af at leve et overdådigt liv, og han var en udpræget repræsentant for nyttemoralen.

“For helvede, mand, du ligner jo en omgang lort,”sagde den unge mand, da han så Conde ankomme svedende og med et udseende, 21

Kættere.indd 21

09/12/14 14.06

der netop var blevet beskrevet med stor semantisk og skatologisk præcision.

“Tak,” nøjedes den nyankomne med at sige og lod sig falde ned i den bløde sofa, hvor Yoyi, der var nybadet efter at have brugt to timer i et privat træningscenter, havde siddet og set en baseballkamp i den amerikanske major league på sin tooghalvtredstommers plasmaskærm.

Som det plejede at ske, inviterede Yoyi ham på frokost. Tjenestepigen, der lavede maden til den unge mand, havde den dag lavet baskisk klipfisk, ris med sorte bønner, honningstegte bananer samt en salat bestående af en masse grøntsager, som Conde alt sammen satte til livs med grådighed og forslugenhed, godt hjulpet på vej af en flaske Pesquera Reserva, som Yoyi havde taget ud af det køleskab, hvor han opbevarede sine vine ved netop den temperatur, som det tropiske klima krævede.

Mens de sad med kaffen på terrassen, blev Conde igen overvældet af den nedtrykthed, der plagede ham.

“Det her går ikke længere, Yoyi. Folk har ikke engang nogen gamle aviser ...”

“Der dukker altid noget op, mand. Du skal ikke opgive håbet,” sagde den anden, mens han som sædvanlig fingererede ved den grove guldkæde og den store medaljon ligeledes af guld med et billede af jomfruen, som hvilede på hans fremspringende brystkasse, der gav ham et dueagtigt udseende – heraf hans øgenavn.

“Og hvis jeg ikke opgiver håbet, hvad satan skal jeg så gøre?”

“Jeg fornemmer i miljøet, at der venter os en stor handel,” sagde Yoyi og understregede sine ord ved at snuse til den varme septemberluft. “Og at du vil drukne i pesos ...”

Conde vidste, i hvilken retning Yoyis lugtfornemmelser gik, og han følte sig flov, for han var godt klar over, at han aflagde besøg hos den unge mand netop for at fremprovokere disse fornemmelser.

Men han havde så lidt tilbage af sin gamle stolthed, at han – når rebet strammede lidt for meget om hans hals – altid endte her med sine beklagelser. Med sine fireoghalvtreds år på bagen vidste han udmærket, at han var et typisk medlem af det, som han og hans venner for år tilbage kaldte den skjulte generation, nemlig en flok 22

Kættere.indd 22

09/12/14 14.06

individer, som blev ældre og ældre og mere og mere besejret, og som uden at kunne komme ud af deres hule havde udviklet sig (eller i virkeligheden: indskrumpet sig) til at være den mest desillusionerede og røvrendte generation i det nye land, der var ved at tage form. Da de hverken havde kræfter eller alder til at blive omskolet til kunsthandlere eller ledere i udenlandske virksomheder eller bare til blikkenslagere eller konditorer, havde de kun den mulighed at forsøge at overleve. Så mens nogle opretholdt livet ved hjælp af de dollar, de fik tilsendt af deres børn, der var stukket af til alle mulige steder i verden, klarede andre den på forskellige måder for ikke at synke ned i fuldkommen armod eller ende i fængsel, nemlig som privatlærere, chauffører, der udlejede deres udtjente biler, selvstændige dyrlæger eller massører. Men det valg at tjene til livets ophold ved at gribe til disse desperate midler var ikke let og fremkaldte en kosmisk træthed, en følelse af konstant rådvildhed og uafvendeligt nederlag, der ofte pinte den forhenværende politimand og med et kraftigt skub kastede ham ud, mod hans egen vilje og ønske, for at gennemtrave gaderne på jagt efter brugte bøger, som han i det mindste kunne tjene et par pesos på til sin overlevelse.

Efter at de havde drukket kaffen, røget et par cigaretter og snakket om livets anliggender, gabte Yoyi så højt, at hele hans krop rystede, og meddelte Conde, at tiden var inde til at tage sig en siesta, den eneste anstændige aktivitet, som en havanneser, der var stolt af at være havanneser, kunne hengive sig til på dette tidspunkt og i denne varme.

“Bare rolig, jeg skal nok gå ...”

“Du går ingen steder, mand,” sagde Yoyi, idet han lagde særligt tryk på det sidste ord, hans ofte brugte yndlingsord. “Tag drømmesengen i garagen og stil den op inde på værelset. Jeg sendte dig jo ind for at tænde for airconditionanlægget for et stykke tid siden ...

Siestaen er hellig ... Bagefter skal jeg ud, og så kører jeg dig hjem.”

Da Conde ikke havde noget bedre at foretage sig, adlød han Duen.

Selv om han var et par og tyve år ældre end den unge mand, plejede han at stole på hans energiske visdom. Sagen var også den, at oven på klipfisken og en flaske Pesquera-vin syntes siestaen at være et uomgængeligt krav dikteret af den tropiske geografiske fatalisme og det bedste af den iberiske arv.

23

Kættere.indd 23

09/12/14 14.06

Da de to mænd tre timer senere sad i den skinnende Chevrolet med kaleche, som Yoyi med stolthed førte gennem Havanas elendige gader, havde de kurs mod Condes kvarter. Kort før de nåede frem til den forhenværende politimands bopæl, bad denne Yoyi om at standse.

“Sæt mig af på hjørnet, der er noget, jeg skal have ordnet ...”

Yoyi Duen smilede og begyndte at holde bilen ind til fortovskanten.

“Foran De Desperates Bar?” spurgte Yoyi, der kendte Conde og hans sjæls svagheder og behov.

“Noget i den retning.”

“Har du stadig penge?”

“Noget i den retning,” gentog Conde. “Dem, jeg har til opkøb af bøger.” Og til afsked rakte han en hånd frem til den unge mand, der gav den et kraftigt tryk.“Tak for frokosten, siestaen og skubbet.”

“Hør her, mand. Tag nu de her, så du kan klare dig.” Fra sin plads bag rattet havde Yoyi hevet et bundt sedler op af lommen og rakte nu en del af bundet til Conde.“Et lille forskud på den gode handel, som jeg fornemmer er på vej.”

Conde kiggede på Yoyi, og uden at tænke ret længe over det tog han imod pengene. Det var ikke første gang, noget tilsvarende var sket, og da den unge mand var begyndt at snakke om sin fornemmelse for en god handel, vidste den anden, at dette ville blive afslutningen på deres afsked. Og Conde vidste også, at selv om deres forhold var opstået som et makkerskab, hvor hver især brugte sine specielle evner, satte Yoyi oprigtigt pris på ham. Derfor følte han ikke, at hans stolthed blev såret, fordi han tog imod et par sedler, der kunne give ham lidt respit.

“Ved du hvad, Yoyi? Du er den rareste skiderik i hele Cuba.”

Yoyi smilede og fingererede ved den kæmpestore medaljon, der hang i kæden på hans fremspringende brystkasse.

“Det skal du altså ikke stå og sige her, mand ... Hvis nogen hører, at jeg er rar, mister jeg prestige. Vi ses.” Og han satte den lydløse Bel Air i gang. Bilen kørte fremad, som var den La Calzadas hersker.

Eller verdens.

Mario Conde betragtede det hærgede landskab, der bredte sig foran ham, og mærkede tydeligt, hvordan dette syn skubbede hans al24

Kættere.indd 24

09/12/14 14.06

lerede elendige humør i en retning, der gjorde det endnu dår­ligere.

Dette gadehjørne havde været en del af centrum i hans kvarter, og nu lignede det en materiefyldt bums. Overvældet af en pervers nostalgi mindedes han, at da han var barn – da hans bedstefar Rufino lærte ham hemmelighederne ved kunsten at træne kamphaner og forsøgte at forberede ham følelsesmæssigt, så han blev i stand til at overleve i en verden, der i høj grad lignede en hanekampplads – kunne man netop fra det sted, hvor han stod denne eftermiddag, se den konstante travlhed på kvarterets berømte busstation, hvor hans far havde arbejdet i mange år. Men da busserne ikke kørte længere, forfaldt anlægget, som nu lignede en forsømt bilpark i dødsfasen. Mens Conchitas spisehus, Porfirios sukkerrørssaftbod, Løgner-Pancho og Albinoens pommes frites-boder, Nenitas isenkram, Wildo og Chilos barber­saloner, stationens cafeteria, Miguels fjerkræhandel, Nardo og Manolos købmandsbutik, Izquierdos cafeteria, kinesernes butik, møbelværkstedet, smedjen, de to servicestationer med hver deres værksted og bilvask, billardsalonen, bageriet La Ceiba med duften af liv ... alt dette var ligeledes forsvundet, som opslugt af en tsunami eller noget endnu værre, og det overlevede kun med nød og næppe i den genstridige hukommelse hos folk som Conde. Nu, hvor servicestationerne var omgivet af gader fyldt med huller og ødelagte fortove, havde man åbnet et cafeteria i en af dem, hvor de kun solgte deres hundeæde mod betaling i CUC, konvertible pesos, den uomgænge­ lige cubanske valuta. I den anden servicestation var der ingenting. Og i det lokale, som engang havde huset Nardo og Manolos købmandsbutik, og som mange gange var blevet ombygget til noget, der var ringere end originalen, lå der nu ud mod La Calzada en lillebitte bar beskyttet mod potentielle angreb fra sørøvere og pirater af et gitter af bøjede stålstænger. Her blev der udskænket spiritus og solgt nikotin, og Conde havde givet stedet navnet De Desperates Bar. Det var her og ikke i cafeteriet, hvor man jo skulle betale i CUC, at kvarterets drankere indtog deres billige rom på alle tidspunkter af dagen og natten, uden at kæle for den med en isterning, stående eller siddende på den beskidte jord, kæmpende med de mange gadehunde om pladsen.

Conde gik uden om nogle mørke vandpytter og tværs over La Calzada. Han gik hen til fængselsgitteret på bardisken i den nye 25

Kættere.indd 25

09/12/14 14.06

type bar. Hans tørst efter alkohol denne eftermiddag var ikke af den værste slags, men han havde behov for vederkvægelse. Og værtshusholderen Gandinga, eller Gandi, som stamkunderne kaldte ham, stod parat til at tilbyde ham den.

To store drinks og to lange timer senere, nybadet og endog parfumeret med tysk eau de cologne, en gave fra Tamaras tvillingesøster, Aymara, trådte Conde atter ud på gaden. Ved siden af åbningen i køkkendøren havde han stillet en lerskål med mad til Snavs II, som til trods for sine ti år på bagen stadig havde bevaret sin nedarvede smag for gadehundelivet, som dens far, den agtværdige og nu afdøde Snavs I, også altid havde nydt. Til sig selv havde han ikke lavet mad, for som det skete næsten hver aften, havde Josefina, hans ven Carlos’ mor, inviteret ham til at spise med, og i den slags tilfælde var det bedst at holde så meget maveplads klar som muligt. Med de to flasker rom, som han takket være Yoyis gavmildhed havde kunnet købe i De Desperates Bar, steg han på en bus. Og til trods for varmen, promiskuiteten, den lydlige og moralske voldsomhed som i en vild dans samt hans overvældende følelse af nedtrykthed fik udsigten til en mere behagelig aften ham til at erkende, at han igen følte sig nogenlunde afslappet, ja, næsten uden for den verden, som han var så utilfreds med, og som gav ham så mange stød.

At tilbringe aftenen sammen med vennerne hjemme hos Tynde Carlos, der for lang tid siden var holdt op med at være tynd, var for Mario Conde den bedste måde at slutte dagen på. Den næstbedste måde var, når han og Tamara, efter fælles overenskomst, besluttede at tilbringe aftenen sammen, og de så en af Condes yndlingsfilm – det kunne for eksempel være Chinatown, Mine aftener i Paradis, Ridderfalken eller den altid triste og gribende Så gode venner var vi vist af Ettore Scola, med en Stefania Sandrelli, der var i stand til at vække kannibalinstinkter – hvorefter de sluttede aftenen med en omgang sex, der for hver gang var mindre hektisk, mere rolig (fra begges side), men altid meget tilfredsstillende. Disse små begivenheder sammenfattede det bedste af, hvad han havde tilbage af et liv, som han med årene og efter utallige spark næsten havde mistet alle forventninger til, ud over hvad der havde at gøre med den mest vulgære overlevelse. Han havde ovenikøbet opgivet den drøm engang 26

Kættere.indd 26

09/12/14 14.06

at skrive en roman, hvori han ville fortælle en historie, der naturligvis skulle være trist og gribende ligesom dem, der var skrevet af den satan til Salinger, som kunne dø når som helst, sikkert uden at få udgivet en eneste lille historie mere.

Kun i disse rum, som Conde og hans venner stædigt holdt fast ved på kanten af den virkelige verden, og om hvis ydre grænser de havde rejst nogle høje mure for at beskytte sig mod barbariske invasioner, eksisterede et imødekommende og uforgængeligt univers, som ingen af dem – til trods for deres egne fysiske og åndelige forandringer – ønskede eller forsøgte at give afkald på, for det var denne verden, som de identificerede sig med, og hvori de følte sig som voksfigurer, næsten sikret mod omgivelsernes katastrofer og ødelæggelser.

Tynde Carlos, Haretand og Røde Candito sad allerede og snakkede ude på husets veranda. For et par måneder siden havde Carlos fået en ny, motoriseret kørestol. Vidunderet var blevet bragt fra det hinsides af den altid loyale og opmærksomme Dulcita, den mest trofaste af Tyndes ekskærester, som var blevet endnu mere trofast, efter at hun for et år siden blev enke; siden da havde hun fordoblet antallet af sine rejser fra Miami og forlænget varigheden af sine ophold på øen af en grund, der var åbenbar, men ikke offentligt afsløret.

“Er du klar over, hvad klokken er, dit bæst?”lød Tyndes hilsen, idet han startede den selvkørende stol for at komme Conde i møde og tage den pose, som han vidste indeholdt den dosis brændstof, der kunne sætte aftenen i gang.

“Tag det roligt, din slambert, klokken er jo kun halv ni ... Hvordan går det, Haretand? Hvordan har du det, Røde?” sagde han og gav hånd til de to andre venner.

“Det går ad helvede til, men jeg er tilfreds,” svarede Haretand.

“Det samme her,” sagde Candito og nikkede over mod Haretand.

“Men jeg beklager mig bare ikke. For når jeg føler lyst til at beklage mig, beder jeg en bøn.”

Conde smilede. Siden Candito opgav de livlige aktiviteter, som han havde beskæftiget sig med i mange år – drive en hemmelig bar, fremstille sko af stjålne materialer, bestyre en illegal benzintank – og gik over til den protestantiske kristendom – Conde vidste aldrig rigtig, hvilken betegnelse den havde – yndede denne mulat med det 27

Kættere.indd 27

09/12/14 14.06

rødlige hår, der nu var blevet hvidt af tidens sne – som man sagde – at løse sine problemer ved at give sig Gud i vold.

“En dag beder jeg dig om at døbe mig, Røde,” sagde Conde.“Problemet er bare, at jeg er så meget på røven, at jeg bagefter bliver nødt til at bede hele dagen lang.”

Carlos vendte tilbage til verandaen i sin selvkørende stol. På hans uvirksomme ben stod der en bakke med tre klirrende glas fyldt med rom og ét med limonade. Mens han fordelte drikkevarerne – limonaden var selvfølgelig til Candito – meddelte han: “Den gamle har næsten maden færdig.”

“Hvad vil Josefina servere for os i dag?” spurgte Haretand.

“Hun siger, at det ikke er noget særligt, for hun var ikke inspireret.”

“Hold fast!” advarede Conde, som forestillede sig, hvad der nu ville komme.

“Fordi det er så varmt,” begyndte Carlos, “starter vi med en gryde med hvide bønner, chorizo, blodpølse, lidt svinekød og kartofler ...

Til hovedret serverer hun en stegt pargo, men det er kun en lille fisk på omkring ti pund. Og der går selvfølgelig ris til, og grøntsager, for hun siger, at det er godt for fordøjelsen. Hun har lavet en salat af agurk, snittebønner, radiser og tomater.”

“Hvad med dessert?” Haretand savlede som en hund med hundegalskab.

“Det sædvanlige: halve guavafrugter med friskost ... Kan I så forstå, at hun ikke var inspireret?”

“For satan, Tynde, er den kvinde da en troldmand?” spurgte Candito, der åbenbart havde fornemmet, at hans fantastiske evne til at tro – ovenikøbet på det uhåndgribelige – var blevet sat på en prøve.

“Vidste du da ikke det?” råbte Conde og drak halvdelen af rommen i sit glas. “Det kan du ikke mene, Candito, det kan du ikke mene ...!”

“Mario Conde?”

Knap nok havde Conde hørt spørgsmålet stillet af det store menneske med hestehalen, inden han begyndte at gøre sit regnskab op: Det var flere år siden, at han havde gjort nogen til hanrej, hans bog28

Kættere.indd 28

09/12/14 14.06

forretning havde været så ren, som forretninger nu kunne være det, der var ingen ud over Yoyi, han skyldte penge ... og det var alt for længe siden, at han var holdt op som politimand, til at nogen nu skulle komme og kræve hævn. Da han til sin opgørelse føjede, at spørgsmålet lød mere håbefuldt end aggressivt, og han så udtrykket i mandens ansigt, var han lidt mere sikker på, at den ukendte i det mindste ikke syntes at være kommet i den hensigt at dræbe ham eller tæske ham.

“Ja?” Manden havde rejst sig fra en af de gamle, faldefærdige stole, som Conde havde stående på verandaen foran sit hus, og som den forhenværende politimand – til trods for deres elendige tilstand – havde lænket sammen og derefter til en søjle for at vanskeliggøre forsøg på at fjerne dem fra stedet. I halvmørket, der kun blev brudt af gade­lampens svage lys – den sidste elektriske pære, som Conde havde sat op ved sin dør, var blevet flyttet til en ukendt lampe en aften, hvor han var for fuld til at tænke på pærer og havde glemt at tage den med ind – kunne han få et første indtryk af den fremmede.

Det var en meget høj mand, måske en meter og halvfems, han var over fyrre år og vejede nok det antal kilo, der passede til hans kropsbygning. Håret var sparsomt foran og samlet i nakken i en kompenserende hestehale, som desuden opvejede hans fremstående næse.

Da Conde kom nærmere og blev i stand til at se mandens lyserøde hud og kvaliteten af hans klæder, der var formelt afslappede, blev han klar over, at det drejede sig om en person fra den anden side af havene. Et hvilket som helst af de syv have.

“Mig en fornøjelse. Mit navn er Elias Kaminsky,” sagde den fremmede, der forsøgte sig med et smil og rakte højre hånd frem mod Conde.

Den store varme og bløde hånd, der omsluttede hans, overbeviste den forhenværende politimand om, at det ikke drejede sig om en potentiel overfaldsmand, hvorfor han straks satte sin knirkende mentale computer i gang med at forsøge at finde ud af grunden til, at denne fremmede ventede på ham på den mørke veranda foran hans hus her næsten ved midnatstid. Havde Yoyi ret, således at der nu her foran ham stod en mand, som ledte efter sjældne bøger? Han 29

Kættere.indd 29

09/12/14 14.06

kunne godt se ud som en bogsamler, konkluderede Conde og satte et ansigtsudtryk op, som var han uinteresseret i en hvilken som helst handel – det havde Duen med sit handelstalent altid anbefalet ham.

“Hvad sagde De, at Deres navn var?” Conde forsøgte at blive klar i hjernen, og til hans store held var han ikke blevet alt for beruset af aftenens indtagelse af rom takket være det ernæringsmæssige chok, som Josefina havde sørget for.

“Elias, Elias Kaminsky ... Hør, De må undskylde, at jeg har sat mig til at vente her ... og så på det her tidspunkt ... Men ...” Manden, der udtrykte sig på et meget neutralt spansk, forsøgte at smile, åbenbart forlegen ved situationen. Men så besluttede han åbenbart, at det klogeste nok ville være straks at lægge sit bedste kort på bordet.

“Jeg er ven af Deres ven Andrés, lægen, ham, der nu bor i Miami.”

Med disse ord forsvandt resten af Condes anspændthed som ved et trylleslag. Det måtte være en mand på jagt efter gamle bøger, som hans ven havde sendt til ham. Mon Yoyi vidste noget om det her, og var det derfor, han var begyndt at snakke om sine fornemmelser?

“Ja, ja, selvfølgelig, han har fortalt mig lidt,” løj Conde, som ikke havde haft kontakt med Andrés i de sidste to-tre måneder.

“Fint. Men altså Deres ven sender Dem en hilsen og ...” Han rodede i lommen på sin ligeledes afslappede skjorte (en Guess-skjorte, kunne Conde konstatere). “... og har skrevet dette brev til Dem.” Conde tog imod kuverten. Det var flere år siden, at han havde fået et brev fra Andrés, så han var utålmodig efter at læse det. Der måtte være en helt usædvanlig grund til, at hans ven havde sat sig til at skrive et brev, for efter at lægen havde bosat sig i Miami, havde han som forebyggende behandling mod nostalgiens listige angreb besluttet sig for blot at opretholde en forsigtig forbindelse til den alt for kære og derfor for nutidens helbredstilstand ødelæggende fortid.

Kun to gange om året brød han stilheden og væltede sig i melankolien, nemlig på Carlos’ fødselsdag og den 31. december, når han ringede hjem til Tynde, da han vidste, at hans venner ville være samlet der om aftenen for at drikke rom og opregne tab, inklusive tabet af ham selv, hvilket skete for omkring tyve år siden, da Andrés rejste af sted for ikke at vende tilbage igen. Ligesom det hedder i boleroen.

Han havde dog sagt farvel.

30

Kættere.indd 30

09/12/14 14.06

“Deres ven Andrés arbejder på det plejehjem, hvor mine forældre boede i nogle år, indtil de døde,”fortalte manden, da han så, at Conde foldede kuverten sammen og lagde den i sin lille lomme. “Han havde et meget specielt forhold til dem. Min mor, der døde for nogle måneder siden ...”

“Jeg kondolerer.”

“Tak. Min mor var cubaner og min far polak, men han boede i Cuba i tyve år, indtil de rejste derfra i 1958.” Noget ved denne behagelige erindring fik Elias Kaminsky til at smile. “Selv om han kun boede i Cuba i disse tyve år, sagde han altid, at han var jøde af oprindelse, polak-tysker gennem sine forældre og af fødsel, legal nordamerikansk borger og i alt andet cubaner. For faktisk var han mere cubaner end noget andet. Han tilhørte det parti, hvis medlemmer spiste sorte bønner og yucca med mojo, sagde han altid ...”

“Så var vi partikammerater. Skal vi sætte os?” Conde pegede hen på stolene. Med en af sine nøgler låste han hængelåsen op, der forenede stolene som et ægtepar tvunget til samliv, og stillede dem i en position, der var mere behagelig til en samtale. Nysgerrigheden efter at finde ud af, hvorfor denne mand havde opsøgt ham, havde fortrængt noget af det mismod, der havde forfulgt ham i flere uger.

“Tak,” sagde Elias Kaminsky og satte sig ned. “Men jeg vil ikke forstyrre Dem så meget, for det er sent.”

“Hvorfor har De opsøgt mig?”

Kaminsky tog en pakke Camel frem og bød Conde, der høfligt afslog. Kun i tilfælde af atomkatastrofe eller livsfare ville han ryge det der satans søde og parfumerede skidt. Ud over at være medlem af de sorte bønner-spiseres parti var Conde også nikotin-patriot og viste det ved at tænde en af sine altødelæggende Criollos, cigaretter af sort tobak og uden filter.

“Jeg formoder, at Andrés forklarer det i brevet ... Jeg er kunstmaler, er født i Miami og bor nu i New York. Mine forældre kunne ikke klare kulden, så jeg var nødt til at efterlade dem i Florida. De havde en lejlighed på et plejehjem, hvor de lærte Andrés at kende. Til trods for deres oprindelse er det første gang, at jeg er i Cuba, og ... altså, det er en temmelig lang historie. Må jeg invitere Dem på morgenmad på mit hotel i morgen, så vi kan snakke om det? Andrés fortalte 31

Kættere.indd 31

09/12/14 14.06

mig, at De var den bedste mand til at hjælpe mig med at finde ud af noget vedrørende en historie med forbindelse til mine forældre. Åh ja, jeg betaler naturligvis for Deres arbejde, det manglede bare.”

Mens Elias Kaminsky snakkede, mærkede Conde, at hans alarmklokker gik i gang, efter at de i et stykke tid havde ringet svagt. Når Andrés dristede sig til at sende ham denne mand, som tilsyneladende ikke ledte efter sjældne bøger, måtte der være en vægtig grund til det. Men inden han drak kaffe sammen med denne fremmede, og inden han fortalte ham, at han hverken havde tid eller lyst til at involvere sig i hans historie, var der et par ting, han var nødt til at vide. Men ... fyren havde sagt, at han ville betale ham! Hvor meget?

Den dårlige økonomi, der havde forfulgt ham i de seneste måneder, slugte sultent denne oplysning. Under alle omstændigheder var det som sædvanlig det bedste at starte fra en begyndelse af.

“Er det i orden, hvis jeg læser brevet?”

“Naturligvis. Jeg ville selv være ved at dø af nysgerrighed efter at læse det.”

Conde smilede. Han åbnede døren ind til sit hus, og det første, han så, var Snavs II, der lå i sofaen, på det eneste sted, som ikke var fyldt med bogstakke. Hunden sov roligt og bevægede ikke engang halen, da Conde tændte lyset og flænsede kuverten op.

Miami, den 2. september 2007 Kære kammerat Der er lang tid til opringningen nytårsaften, men det her kunne ikke vente. Gennem Dulcita, der vendte tilbage til Cuba for nogle dage siden, ved jeg, at I alle har det godt – med lidt mindre hår, men med lidt flere kilo. Overbringeren af dette brev er IKKE en ven af mig. Jeg var NÆSTEN en ven af hans forældre, to herlige gamle mennesker, især ham den cubanske polak.

Denne herre er kunstmaler, sælger tilsyneladende ret godt og arvede nogle ting ($) efter sine forældre. JEG TROR, at han er et godt menneske. Ikke som du og jeg, men sådan omtrent.

Det, han vil bede dig om, er kompliceret. Jeg tror ikke engang, at du kan opklare sagen, men gør forsøget, for selv jeg er 32

Kættere.indd 32

09/12/14 14.06

meget forundret over denne historie. Desuden er det en af den slags, du holder meget af. Det vil du få at se.

Jeg sagde for resten til ham, at du tog hundrede dollar om dagen for dit arbejde, foruden løbende udgifter. Det lærte jeg af en Chandler-roman, som du lånte mig for satans mange år siden.

Den der, hvor der var en fyr, som talte ligesom Hemingways personer. Du er klar over, hvad det er for en, ikke?

Knus til ALLE. Jeg ved, at det i næste uge er Haretands fødselsdag. Ønsk ham tillykke fra mig. Elias har en lille fødselsdagsgave med til ham fra mig og desuden noget medicin, som Josefa bør tage.

Med kærlige og triste hilsener, din broder til EVIG tid.

Andrés PS: Sig til Elias, at han skal fortælle dig historien om fotografiet af Orestes Miñoso ...

Conde kunne ikke undgå, at hans øjne blev fugtige. Med al den ophobede træthed og frustration, foruden varmen og fugtigheden, blev ens øjne let irriterede, løj han uden skamfølelse for sig selv. I dette brev, hvor Andrés næsten intet sagde, sagde han alt, med sin tavshed og med sine fremhævelser, med sine ord skrevet med store bogstaver. At han huskede Haretands fødselsdag flere dage før selve dagen, afslørede ham. Når han ikke skrev, skyldtes det, at han hverken ville eller kunne, for han foretrak ikke at løbe den risiko at blive slået følelsesmæssigt ud af kurs. På trods af den fysiske afstand var Andrés stadig alt for tæt på, og det ville han åbenbart altid være. Den stamme, han havde tilhørt i mange år, var bestandig, PER SAECULA SAECULORUM, med store bogstaver.

Han lagde brevet oven på det ved døden afgåede russiske tv-apparat, som han ikke kunne beslutte sig for at smide på lossepladsen, og sagde til sig selv, da han mærkede nostalgiens tyngde sammen med tyngden af de vedholdende og søvnstjælende bekymringer, at det bedste middel til at klare denne uventede samtale var at væde den i alkohol. Han fandt den flaske slaverom, som han havde stående i reserve, og hældte en ordentlig portion op i to glas. Først i dette 33

Kættere.indd 33

09/12/14 14.06

øjeblik blev han fuldt bevidst om sin situation: Ville denne mand virkelig betale ham hundrede dollar om dagen for at hjælpe ham med at finde frem til et eller andet? Han blev næsten helt svimmel.

I den forsømte og forarmede verden, som Conde levede i, var hundrede dollar en formue. Hvis han nu arbejdede i fem dage? Han følte sig endnu mere svimmel, og for at få kontrol over sig selv tog han en slurk direkte af flasken. Med glassene i hånden og hjernen i fuldt sving med økonomiske planer vendte han tilbage til verandaen.

“Tør De?” spurgte han Elias Kaminsky og rakte ham glasset, som den anden tog imod, mens han mumlede en tak.“Det er billig rom ... den slags jeg drikker.”

“Den er slet ikke dårlig,” sagde den fremmede efter at have smagt forsigtigt på den.“Er det haitiansk?”spurgte han med en vinsmagers ansigtsudtryk og tog straks endnu en Camel frem og tændte den.

Conde tog en ordentlig slurk og stillede sig an, som om han prøvesmagte dette modbydelige sprøjt.

“Ja, den må være haitiansk ... Godt, hvis De synes, så lad os snakke sammen i morgen på Deres hotel, hvor De fortæller de nærmere detaljer ...” begyndte Conde, der forsøgte at skjule sin iver efter at høre, hvad det drejede sig om.“Men sig mig nu, hvad der får Dem til at tro, at jeg kan hjælpe Dem.” “Jeg har allerede sagt, at det er en lang historie. Det har en del at gøre med min fars, Daniel Kaminskys liv ... Lad os til en begyndelse sige, at jeg leder efter sporet af et maleri, der ifølge alle oplysninger er en Rembrandt.”

Conde kunne ikke andet end at smile. En Rembrandt? I Cuba?

For en del år siden, da han var ved politiet, havde et Matisse-maleri fået ham inddraget i en smertefuld historie om lidenskab og had.

Og Matisse-maleriet havde vist sig at være mere falsk end en luders sværgen ... eller en politimands.* Men omtalen af et maleri, der muligvis var af den hollandske mester, vakte Condes nysgerrighed, der blev større og større, måske på grund af forbrændingen af denne rom, der var så forfærdelig, at den lignede haitiansk rom, samt løftet om en rigelig betaling. * Cubansk efterårslandskab, Forlaget Sohn, 2009

34

Kættere.indd 34

09/12/14 14.06

“En Rembrandt ... Hvordan er den historie, og hvad har den med Deres far at gøre?” Han prøvede at skubbe lidt til den fremmede og komme med et par argumenter for at overtale ham til at fortælle mere. “På det her tidspunkt er der ikke så varmt ... og der er mere rom i flasken.”

Kaminsky tømte sit glas og rakte det til Conde.

“Sæt rommen på regningen ...”

“Jeg sætter en pære til lampen på regningen. Det vil være rart at kunne se hinandens ansigt, ikke sandt?”

Mens Conde fandt en pære frem, stillede sig op på en stol for at sætte den i lampen, og der endelig kom lys, tænkte han på, at han i virkeligheden ikke kunne gøre noget. Hvorfor pokker opmuntrede han denne mand til at fortælle sin fars historie, når det mest sandsynlige var, at han ikke kunne hjælpe ham med at finde noget som helst? Var den eneste grund, at han ville blive betalt, hvis han sagde ja? ‘Er du nået dertil, Mario Conde?’ spurgte han sig selv og foretrak i det øjeblik ikke at kaste sig ud i forsøget på at svare sig selv.

Da han havde sat sig i sin stol igen, tog Elias Kaminsky et fotografi op af den herlige lomme i sin afslappede skjorte og rakte det til Conde.

“Nøglen til det hele er måske dette fotografi.”

Det var en kopi af et gammelt fotografi. Fotografiets originale farve var blevet grålig, og man kunne se de flossede kanter på det oprindelige papstykke. På billedet sås en kvinde, mellem tyve og tredive år gammel, klædt i en mørk kjole og siddende i en lænestol med brokadebetræk og høj ryg. Ved siden af kvinden stod en dreng på omkring fem år med en hånd på kvindens lår og kiggede mod objektivet. At dømme efter klæderne og frisurerne formodede Conde, at billedet måtte være taget mellem 1920 og 1930. Efter at have studeret personerne og være blevet orienteret om, hvad sagen drejede sig om, koncentrerede han sig om et lille maleri, der hang bag ved dem, oven over et lille bord, hvorpå der stod en vase med hvide blomster. Maleriet var nok omkring fyrre gange femogtyve centimeter, at dømme efter sammenligning med kvindens hoved.

Conde greb kopien og holdt den hen i lyset for bedre at kunne studere den indrammede skikkelse. Det drejede sig om et brystbillede 35

Kættere.indd 35

09/12/14 14.06

af en mand med hår, der var skilt i midten og gik ned til skuldrene, og med et tyndt og uplejet skæg. Der udgik noget ubestemmeligt fra dette billede, især fra det fortabte og melankolske udtryk i personens øjne. Conde spurgte sig selv, om dette var et portræt af en mand eller en fremstilling af Kristus-figuren, som lignede et billede, han måtte have set i en bog med reproduktioner af Rembrandt-malerier ... Et Kristus-billede af Rembrandt i et jødisk hjem?

“Er dette billede af Rembrandt?” spurgte han uden at fjerne blikket fra fotografiet.

“Kvinden er min bedstemor, drengen er min far. De er i deres hjem i Krakow ... og det er bekræftet, at maleriet er en Rembrandt.

Man kan bedre se det med en lup ...”

Der kom straks en lup op af den afslappede skjortes lomme, og Conde studerede nu billedet ved hjælp af den, mens han spurgte: “Hvad har dette Rembrandt-maleri med Cuba at gøre?”

“Det befandt sig i Cuba. Men så forsvandt det herfra. Og for fire måneder siden dukkede det op i et auktionshus i London med henblik på salg. Det blev sat på auktion til en mindstepris på en million to hundrede tusind dollar, for snarere end at være ét færdigt værk ser det ud til at være ét udkast af flere, som Rembrandt lavede til sine store Kristus-figurer, da han arbejdede på en af sine udgaver af Pilgrimmene i Emmaus, den fra 1648. Ved De noget om dette emne?”

Conde tømte sit romglas og kiggede igen på fotografiet gennem luppen, mens han ikke kunne lade være med at spørge sig selv: Hvor mange af Rembrandts problemer – han var ret meget på røven, havde han læst – ville ikke kunne være løst med denne million dollar?

“Jeg ved ikke ret meget,” indrømmede han. “Jeg har set gengivelser af dette maleri ... Men hvis jeg ikke husker galt, så kigger Kristus opad på Pilgrimmene i Emmaus, er det ikke rigtigt?”

“Jo. Sagen er, at dette Kristus-hoved synes at være kommet i min fars families besiddelse i 1648. Men mine bedsteforældre, der var jøder og flygtede fra nazisterne, bragte det med sig til Cuba i 1939.

Det var en slags livsforsikring for dem. Og maleriet blev i Cuba. Men det gjorde de ikke. En eller anden fik fat i Rembrandt-maleriet. Og for et par måneder siden gik en anden person, der måske mente, at øjeblikket var inde, i gang med at forsøge at sælge det. Denne sælger 36

Kættere.indd 36

09/12/14 14.06

kommunikerer med auktionshuset i London gennem en postadresse i Los Angeles. Vedkommende har et ægthedscertifikat udstedt i Berlin i 1928, og et andet certifikat bekræftet af en notar og udstedt her i Havana i 1940. Netop på det tidspunkt sad mine bedsteforældre og min tante allerede i koncentrationslejr i Holland. Men takket være dette fotografi, som min far har gemt på i hele sit liv, har jeg været i stand til at standse auktionen, for der er stor opmærksomhed omkring kunstværker stjålet fra jøder før og under krigen. Jeg lyver ikke, når jeg fortæller Dem, at jeg ikke er interesseret i at få maleriet tilbage på grund af den værdi, det måtte have, selv om den er temmelig stor. Men derimod vil jeg gerne vide – og det er grunden til, at jeg sidder her og snakker med Dem lige nu – hvad der skete med dette maleri, som er min families relikvie, og med den person, som havde maleriet her i Cuba. Hvor det har været indtil nu. Jeg ved ikke, om det på nuværende tidspunkt vil være muligt at finde ud af noget, men jeg vil gerne forsøge ... og dertil har jeg brug for Deres hjælp.”

Conde kiggede ikke længere på fotografiet, men studerede den fremmede, fascineret af hans ord. Havde han hørt forkert, eller sagde denne mand, at han ikke var særlig interesseret i den lidt over en million dollar, som maleriet var værd? Hans noget slidte hjerne var begyndt at arbejde på at nærme sig denne tilsyneladende meget usædvanlige historie, der kom ham i møde. Men lige i dette øjeblik var han på helt bar bund, han vidste blot, at han havde brug for at vide mere.

“Og hvad fortalte Deres far om dette maleris ankomst til Cuba?”

“Det fortalte han mig ikke ret meget om, for det eneste, han vidste, var, at hans forældre medbragte det om bord på Saint Louis.”

“Det berømte skib, der ankom til Havana fyldt med jøder?”

“Netop. Om maleriet fortalte min far mig derimod meget. Men om den person, som havde det her i Cuba, fortalte han ikke ret meget.”

Conde smilede. Gjorde trætheden, rommen og hans dårlige humør ham ubehøvlet, eller var det hans naturlige tilstand?

“Sandheden er, at jeg ikke rigtig forstår det her ... eller at jeg slet ingenting forstår,” indrømmede han og rakte luppen til sin samtalepartner.

37

Kættere.indd 37

09/12/14 14.06

“Jeg vil gerne have Dem til at hjælpe mig med at finde sandheden, så jeg også kan forstå det her. Hør, jeg er temmelig træt lige nu, og jeg vil gerne være klar i hovedet, når jeg fortæller Dem hele denne historie. Men for at overtale Dem til at lytte til mig i morgen, hvis vi da kan mødes i morgen, vil jeg fortælle Dem et par ting. Mine forældre rejste fra Cuba i 1958. Ikke i 1959 og ikke i 1960, hvor næsten alle jøder og folk, der havde penge, rejste herfra. De flygtede fra det, de vidste ville blive et kommunistisk styre. Jeg er sikker på, at mine forældres afrejse i 1958, der var temmelig hovedkulds, havde noget at gøre med dette Rembrandt-maleri. Og efter at maleriet er dukket op i auktionshuset, ikke bare tror jeg, men er jeg overbevist om, at min fars forhold til maleriet og hans afrejse fra Cuba har en forbindelse med hinanden, der kan have været meget kompliceret ...”

“Hvordan meget kompliceret?”spurgte Conde, der nu var overbevist om, at manden var mentalt syg.

“For hvis der skete det, jeg tror, der skete, gjorde min far noget meget alvorligt.”

Conde var lige ved at eksplodere. Denne Elias Kaminsky var enten den dårligste historiefortæller, der nogensinde havde eksisteret, eller også var han en idiot med titel og diplom. Til trods for hans maleri, hans hundrede dollar om dagen og hans afslappede påklædning.

“Har De tænkt Dem at fortælle mig, hvad det var, der skete, og hvad det er, der bekymrer Dem?” Det store menneske greb sit glas og drak den rom, som Conde havde skænket op. Han kiggede på sin samtalepartner og sagde endelig: “Det er ikke let at fortælle, at man tror, at ens far, som jeg altid har betragtet som sådan, som en far, kan have været den samme person, som skar halsen over på en mand.”

Kættere.indd 38

09/12/14 14.06

”Det emmer af Cuba, af rom, sved og sex i Paduras romaner.”

OM HAVANA-KVARTETTEN

I 1939 lå S.S. Saint Louis i Havanas havn med ni hundrede jøder, der var flygtet fra Tyskland. De havde ansøgt om indrejsetilladelse til Cuba. På

”Leonardo Paduras krimier … er godt på vej til at -POLITIKEN blive nutidsklassikere i genren.” ”Padura i topform. Hans sans for sprog og skæbner udgør stadig noget af det ypperste, krimigenren kan -INFORMATION præstere.”

kajen stod drengen Daniel Kaminsky og hans onkel og ventede på deres familie. De håbede, at familien kunne bestikke myndighederne med den skat, de havde medbragt i al hemmelighed: et lille Rembrandt-lærred, der havde tilhørt Kaminsky-familien siden det 17. århundrede. Men planen mislykkedes, skibet sejlede tilbage til Tyskland og tog ethvert håb om gensyn med familien med sig.

Mange år senere, i 2007, er maleriet på auktion i London. Daniels søn Elias

OM ADIÓS HEMINGWAY

tager fra USA til Havana for at undersøge maleriets og familiens skæbne.

”Charmerende og atmosfærefyldt kriminalroman.”

-INFORMATION

”Hemingway-yndere bør ikke gå glip af denne herligt indforståede spændingsroman, men også udenforstående kan sagtens få del i indforståelsen.”

-POLITIKEN

”Sproget, det synger, så man får lyst til at tænde en cubaner og forsvinde i tågerne.”

Det er kun en mand som kriminalkommissær Mario Conde, der kan hjælpe Elias med at oprulle familiens historie og ikke mindst historien om det gamle Rembrandt-maleri.

JYLLANDS-POSTEN

© ITZIAR GUZMAN & TUSQUETS EDITORES

Storslået familiehistorie fyldt med eksotiske cubanske kulisser og farverige karakterer.

LEONARDO PADURA KÆTTERE

”Leonardo Paduras Havana-kvartet er ’vaskeægte verdensklassekrimi’. Cubansk efterårslandskab er bedre end treeren, der var bedre end toeren, der var bedre end etteren. Og etteren var i øvrigt bedre end alle de danske og svenske journalist- og femikrimier tilsammen, ja det er faktisk en fornærmelse mod Leonardo Padura at sammenligne, for han skriver dem sønder og sammen, om det så hedder Larsson -WEEKENDAVISEN eller Läckberg.”

Kættere L EONARDO PADURA

LEONARDO PADURA er født i 1955 i Havana og bor i Cuba. Han er journalist, essayist og forfatter. Han fik sit internationale gennembrud med Havana-

kvartetten.

I 2012 blev Leonardo Padura tildelt Premio Nacional de Literatura, Cubas meste prestigefulde litterære pris.

ROMAN • LINDHARDT OG RINGHOF

JYLLANDS-POSTEN

O M S L A G : H A R V E Y M A C A U L A Y / I M P E R I E T. D K