Katrine Marie Guldager
Samlede noveller
Lindhardt og Ring h o f
3
NØRREPORT
9
10
Drengen, der sad på stentrappen på Nørreport Station, havde det afgjort ikke godt. Måske var han påvirket af et eller andet, måske var han hjemløs, under alle omstændigheder så han ud ad helvede til, han svedte. Kvinden, der passerede ham på trappen, slyngede et rødt uldtørklæde omkring sig, og idet hun passerede drengen, sendte hun ham et foragteligt blik. Da hun nåede op til kiosken, kom hun i tanke om, at hun ikke havde flere cigaretter. Om det var den korte øjenkontakt med drengen eller noget helt andet, kunne hun ikke afgøre, men netop da hun stod og ledte efter nogle småpenge i sin pung, kom hun til at bøje hovedet lidt for langt frem. Der var ikke tale om mere end et par centimeter, men det var også nok til, at hun tabte sine briller, og da hun bøjede sig ned for at samle dem op, kom hun til at træde på dem. De gik ikke i stykker. En venlig mand så til, at hun fik dem på igen. Uden for stationen ventede hun på grønt lys og stod over for en dame, der på mange måder lignede hende selv, hun var bare ældre. Den ældre kvinde havde også et rødt uldtørklæde på, og nu ville tilfældet, at de to røde uldtørklæder strejfede hinanden i fodgængerovergangen. 11
Den ældre kvinde gik hen til kiosken og bad om en pose slik. Mens hun stod og ventede på at få den, kom hun til at kigge ned og så, at der sad en fjer på hendes ene støvle. Idet hun bukkede sig ned, kom den beskidte dreng inden for hendes synsfelt. Drengen så faktisk ud til at have det dårligt, men kvinden tænkte, at han nok bare var træt. Så fjernede hun fjeren fra sin støvle og begav sig med forsigtige skridt ned ad stentrappen. Hendes støvler var en smule for høje, og hun var bange for at få overbalance. Pludselig hørte hun en stemme, der gjorde hende så forskrækket, at hun nær var faldet. – Kan du ikke undvære et par kroner? Det var drengen, der var vågnet af sin døs. Men naturligvis kunne hun ikke det. I stedet koncentrerede hun sig om at holde balancen. Hun tænkte på en dag for et par uger siden, da hun sammen med sin datter var kommet op ad stentrappen på Nørreport. Måske havde drengen også siddet der den dag? Eller var dagene nu begyndt at flyde sammen i hendes ulykkelige hjerne? Jo, han havde siddet der, og datteren havde bemærket noget om, at det var et temmelig dumt sted at sætte sig, midt på trappen, helt ærligt. Kvinden, der gik ned ad Købmagergade, hed Bitten og skulle mødes med en veninde på en café ved Storkespringvandet. Veninden var ikke kommet længere end til Vesterport, og toget, hun sad i, ville ikke sætte i gang foreløbig. Man ventede på politiet. Der havde været slagsmål i tredje vogns rygerkupé. Veninden besluttede sig for at gå resten af vejen. Netop da hun kom op ad trappen og drejede ned ad Hammerichsgade, så hun, at en af de kvinder, der havde været involveret i balladen, gik foran hende. 12
Bitten gik ned ad Købmagergade og standsede foran en sko forretning. Det par støvler, der havde fanget hendes interesse, var lige en anelse højere, end hun var vant til, men hun ville alligevel prøve dem. Hun satte sig ned midt i forretningen og trak de gamle støvler af, pludselig følte hun sig overvældet af træthed. Men så rejste hun sig og gik omkring i forretningen. Hun besluttede sig for, at hun ikke ville have støvlerne. Døren til skoforretningen smækkede bag hende, og det gav et sæt i drengen på stentrappen. Han rejste sig og begyndte slingrende at gå op ad trappen. På et af de sidste trin fik han overbalance og faldt ned på reposen. Han landede på fortænderne og slog den ene fortand ud, hans mund blødte. Drengens søster, der havde været involveret i balladen i S-toget, ankom til Nørreport samtidig med, at hendes bror blev lagt op på en båre, men eftersom der ikke var plads til hende i ambulancen, besluttede hun sig for at gå til Rigshospitalet. Bitten og hendes veninde fik deres første kop kaffe. De roste hinandens udseende. Bittens veninde forklarede, hvorfor hun kom for sent og fortalte om urolighederne i toget. Hun fortalte om kvinden, der havde været involveret i slagsmålet. Så talte de to veninder om en tredje, fælles veninde, som netop var blevet fyret fra sit arbejde. Var det i grunden ikke hendes egen skyld? Havde hun ikke altid klaret sig dårligt i arbejdssammenhænge? Drengen, der nu var ankommet til skadestuen, blev undersøgt af en sygeplejerske. En tandlæge blev tilkaldt for at se på hans tænder. Drengen havde ikke forstået, at hans søster havde set ham blive hentet af en ambulance, og blev ved med at snakke om, at han skulle mødes med hende. Han ville meget 13
gerne have, hvis der på en eller anden måde kunne gives en besked til hende. Søsteren var kun ganske få minutter fra Rigshospitalet, og da hun omsider nåede frem til skadestuen, hvor hendes lillebror stadig befandt sig, skældte hun ham ud. Tandlægen undersøgte drengen. – Hvorfor faldt du? spurgte han. – Jeg var så svimmel, svarede drengen. – Idiot, sagde søsteren. Den ældre kvinde fra fodgængerovergangen ankom til Ballerup, hun steg ud af toget og slyngede det røde uldtørklæde om sig. Hun skulle hjem, men først skulle hun besøge den dreng, hun havde købt slik til. Hun skulle også lave aftensmad til ham. Da aftensmaden var ved at være færdig, lod hun drengen komme ud i køkkenet, hvor han sad med dynen viklet omkring sig, som var han ét stort sår. Forældrene var taget på ferie, og drengen var blevet syg i samme øjeblik, som døren var smækket bag dem. På Nørreport lå drengens fortand stadig på trappeafsatsen, og hvis ikke det havde været for en meget tænksom ung pige med hovedtelefoner, der kom forbi, ville den sikkert være blevet fejet væk som affald. Men nu fik hun øje på tanden under et stykke slikpapir og bukkede sig ned efter den. Hun undersøgte den og blev enig med sig selv om, at det måtte være et stykke plastic. Hun stoppede op og stod og lyttede lidt. Så mærkede hun sin rotte kravle ud på hendes ene skulder og gik videre. Mens hun stod og købte en pakke cigaretter i en af kioskerne, lod hun tanden glide ud af hånden, så den faldt ned på fliserne og kom til at ligge og skinne i efterårssolen. Senere var der et 14
par visne blade, der lagde sig omkring den, så den kom til at ligge og lyse som en hvid sten i en fatning. De to veninder, der havde drukket kaffe ved Storkespringvandet, havde efterhånden brugt mange penge og følte, at de havde arbejdet hårdt. De besluttede sig for at gå op mod Nørreport. Drengen, der lå på Rigshospitalet, lå og tænkte på sin fortand. Han overvejede at forlade hospitalet for at tage ind og lede efter den. Han tog sig til munden og savnede sin tand. Drengens søster var på vej ned ad Købmagergade, hvor hun krydsede de to veninder, der styrede mod Nørreport. Bitten tog sit røde uldtørklæde på. Hun spejlede sig i et butiksvindue og var ganske godt tilfreds med det, hun så. Faktisk var hun så tilfreds, at hun sendte sig selv et lille smil. Drengens søster misforstod situationen og smilede tilbage. Bredt og tandløst. Da de to veninder kom op til Nørreport, så de en dreng komme vaklende hen mod kioskerne, de kunne ikke rigtig beslutte sig for, om de skulle hjælpe ham. Men til sidst gav de ham en hjælpende hånd, og Bitten genkendte ham som drengen, der tidligere havde siddet på stentrappen. – Jeg leder efter min tand, mumlede han. De to veninder kiggede på hinanden og rystede på hovedet. En af pigerne fra kiosken kiggede ud. – Blev du ikke hentet i en ambulance tidligere i dag? – Nej, sagde drengen. – Det var ikke mig. Jeg har bare tabt min tand.
15
HJEMKOMST
103
104
Han landede en råkold morgen i januar og kunne stadig ikke forstå, at hans far var død. Det var som et mareridt, han brændende ønskede at vågne af. Han gik ud af terminal 3 og hen i taxakøen for at få fat i en taxa. Da han satte sig ind på bagsædet, bad han chaufføren køre til Vanløse, hvor hans mor og to søstre allerede ventede ham. Det var ikke et gensyn, han glædede sig til. Han havde aldrig brudt sig særlig meget om sine to søstre, hverken den ene eller den anden. Deres mor var et omvandrende nervevrag. Sådan huskede han hende i hvert fald. De sidste tre år havde han boet i Afrika. Termometeret på hjørnet af Vesterbrogade viste minus to grader. Taxaen drejede ned ad Jernbanegade, fortsatte ud ad Gl. Kongevej. Han spekulerede på, om han havde husket at sige til vagtmanden, at han tog af sted. Marit ville fortælle det selvfølgelig, men han ville gerne have sagt det selv. Han kiggede ud gennem vinduet og tænkte, at han var ankommet til et lille, hvidt reservat. Han kløede sig i panden og mærkede en tør plet. Da han kom ud til huset i Vanløse, stod han foran døren, mens han famlede efter de nøgler, han ikke havde. Han ringede på. Hans mor åbnede døren. Hun var en lille kvinde med krøllet hår. Puddelhunden, kaldte han hende. Efter at hun var blevet skilt fra deres far, gik hun kun i stærke, klare farver. I 105
dag var det orange, valget var faldet på. Han kiggede på hendes tøj og tænkte: Ja, så bliver du da ikke overset. – Sebastian! udbrød hun og fik tårer i øjnene. Da han kom ind i huset, gjorde hun det, Sebastian altid havde hadet: Hun omfavnede ham. Hun tog hans arme og tvang ham til at lægge dem om sig. Han sagde: – Så, så, mor. Så undskyldte han sig med, at han skulle på toilettet. Han satte sig på badekarskanten og tænkte, at han aldrig ville komme igennem det. En hel uge sammen med ens familie var som et ophold i helvede. Han holdt sig på brystet, som ville han forhindre det i at eksplodere. Så rejste han sig, kiggede på sit spejlbillede og sagde: – Tag dig sammen, mand. Bagagen stod stadig i entreen, da han åbnede badeværelsesdøren og gik ind i stuen. Han gav begge sine søstre korte, afmålte knus. Hans krop syntes kun at kunne finde unaturlige og kejtede stillinger. Han sagde ting som: – Det er også trist. Så undskyldte han sig med sin træthed og gik ovenpå. Han stillede bagagen fra sig og gik over til et af de skrå vippevinduer og kiggede ned i haven, hvor der lå en væltet barnecykel. Han kunne stadig ikke forstå det. Far. Det var, som om det var en anden stemme, der sagde det. Han smed sig i en ruskindssofa, der var plettet af vin, sæd og menstruationsblod. Han faldt i søvn og drømte, at han slog nogen ihjel. Allerede før begravelsen begyndte nogle mærkelige indbrud at finde sted. Det første indbrud fandt sted en aften, hans søster 106
Stine sad i køkkenet. Det var over midnat, og Stine sad og drak te. Lige fra de var børn, havde Stine siddet oppe om natten og drukket te. Hun tænkte, sagde hun. Sebastian gjorde en grimasse, tog en kop fra skabet og satte sig ned. Han kunne ikke sove, og nu ville han læse det Kafka-fragment, han havde stirret sig blind på i flyet. Stine spurgte, om han ikke ville hente hende fra arbejde den følgende dag? Han tøvede. Det var ikke, fordi han ikke ville hjælpe sin søster, det var bare det, at sådan havde det altid været med Stine. Stine, der talte til én, som om man var hendes stik-i-rend-dreng. Sebastian skulle lige til at mumle en eller anden dårlig undskyldning, da der lød et brag ude i haven. Som noget tungt, der væltede. De rejste sig begge med et sæt, gik gennem stuen og åbnede den store skydedør ud til haven. Regnen var holdt op, det var stjerneklart. Stine gik ud i det våde græs. Sebastian sagde, at han ville gå ned i kælderen for at finde en lygte. Han troede, han vidste nøjagtigt, hvor hans far havde sine lygter, men det gjorde han ikke. Da han kom op igen, kaldte han på Stine, først stille, fordi han var bange for at vække dem ovenpå. Så mere desperat. – Slap af, sagde Stine pludselig, som trådte hun med ét skridt ud af mørket. – Hvor var du? spurgte han. – Rundt om huset, svarede Stine. Han havde stadig ikke fundet nogen lygte og gik ind igen for at lede. Han undrede sig over, hvad der kunne sige sådan en lyd. Det måtte være noget stort. Måske et menneske, der faldt? Måske et menneske, der bar på noget tungt? Da han endelig fandt en lygte, var der ikke noget at se i haven. Og der var heller ingen tegn på, at der havde været nogen. Måske kom 107
lyden inde fra naboen? Det var i hvert fald det, han prøvede at overbevise Stine om. – Det var ikke noget, sagde han. – Nej, sagde Stine. – Ingenting, sagde han. Da de kom ind i huset, blev de enige om at undersøge kælderen. Kælderen var en labyrint af gange og værksteder. Ud over de tre rum, der var, havde deres far opstillet skillevægge som gjorde, at der var endnu flere nicher. Når man kom gående ned ad trappen, så det kaotisk ud. Vejen, der ledte gennem det hele, var blevet til en sti, der sine steder var spærret af papkasser og spånplader. I bunden af kælderen var der et lille rum, der altid havde været et mysterium. Ingen havde nogensinde kunnet regne ud, hvad det skulle bruges til, endsige hvorfor huset blev bygget sådan. Det havde været Sebastians rum, da han var barn. Det var her, han havde opstillet alle sine kemiforsøg og en dag sat ild til sin fars elektronikhåndbøger. Sebastian kiggede derind og så, at vinduet var gået i stykker. Vinduet var rundt som et øje. De gik straks i gang med at reparere det. Stine gik ind i et af værkstederne og fandt en rulle plastic og noget gaffatape. Imens stod han med en lommelygte og lyste rundt på de hylder, hans far havde banket op. Der var ikke noget at se. Et par malerbøtter, en flaske terpentin. Stine kom tilbage, og han dækkede vinduet til. Der var ikke noget at være bange for. Alligevel var der noget uhyggeligt ved hele situationen. Stine tabte tapen, og han skældte hende ud. – Tag dig sammen, sagde han. Det var, som om de opholdt sig inde i deres fars hjerne. Først 108
da de havde sat ruden på plads med tape, fik han øje på revnen. En lang tyk revne, der løb fra vinduet og hele vejen hen over loftet. Han pegede på revnen, så Stine kunne se den. Men Stine trak blot på skuldrene. – Den har altid været der, sagde hun. – Det tror jeg ikke, sagde han. Samme dag, som han var kommet hjem, havde hans onkel ringet og spurgt, om de ikke skulle gå en tur. De skulle mødes ved Søerne, på Nørrebro-siden af Dronning Louises Bro. Vejret var godt, men det var koldt. Sebastian stod allerede opstillet ved statuerne på broens sydside, da han i det fjerne så sin onkel komme gående fra Østerbro. Han forstod faktisk ikke, hvorfor de skulle mødes. Han havde aldrig brudt sig om sin onkel, og han ville sikket heller aldrig komme til det. Hvorfor havde han overhovedet sagt ja? Onklen spurgte, om der var nogle praktiske ting, han kunne hjælpe med. – Det bliver nok ikke nødvendigt, sagde Sebastian. Han tænkte: Familie. Hvad skal man dog med dem? Han var blevet forkølet. Selvom han havde drukket te og spist C-vitaminer i lange baner, gik han og snøftede lidt. Han havde et af sin fars store, hvide lommetørklæder med. Så han hvert øjeblik kunne hejse det hvide flag. Men som han gik der i tavshed, misforstod onklen situationen og troede, han græd. Uden at sige noget lagde han armen om Sebastian. De gik. – Det skal nok gå, sagde onklen. Sebastian havde mest lyst til at sige: – Tror du? 109
Onklens arm lå som en død vægt på hans skulder. Sebastian havde lyst til at fjerne den, men han var bange for at virke uhøflig. Han tænkte: Det gør vel ikke noget. Men jo længere de gik, jo mere desperat blev han. Han prøvede både at sætte tempoet op, og da det ikke virkede, prøvede han at sætte det ned, så armen af sig selv ville falde ned, og hans onkel instinktivt trække den til sig. Men onklen fulgte bare med. Sebastian havde øjenkontakt med ham, men onklen smilede varmt og beroligende. Det næste indbrud skete samme dag som begravelsen. Sebastian var den første, der gik hjem. Han trak sin fars cykel hjem på villavejene, for da de skulle hen til kapellet, havde det vist sig, at der ikke var plads til alle i bilerne. Villavejene var stille, der var et par børnefamilier, der kom ud af deres huse og satte sig ind i deres biler. Da han nåede hjem til sin fars hus, låste han sig ind og stirrede ned på den post, der lå i entreen. Han tænkte: Hvordan kan man få post på sådan en dag? Så samlede han posten op og smed den på kommoden, satte sig i sofaen og stirrede desperat ud i luften. Hvis han havde været dreng, var han gået ned i kælderen for at konstruere en bombe. Langsomt blev han opmærksom på omgivelserne: sofabordet, lænestolene. Vasen med halvgamle blomster. Der var et eller andet, der ikke var, som det skulle være. Han gik hurtigt rundt fra stue til stue, til sidst gik han ud i køkkenet, hvor han så, at bagdøren var brudt op. Uden at røre noget gik han ind og ringede til politiet. Han svarede meget omhyggeligt og anspændt på alt, hvad de spurgte om, og de sagde, at de ville komme. Mens han ventede, gik han op i mukke-rummet og ringede hjem til Marit. Marit var 110
ikke hjemme, men hushjælpen tog en besked. Så gik han ned og prøvede at finde ud af, hvad der manglede, men han kunne ikke se, hvad det var. Fjernsyn og stereoanlæg stod nøjagtigt, hvor det plejede. Da det ringede på døren, vidste han ikke, om det var politiet eller begravelsesgæsterne. Desværre myldrede det ind med begravelsesgæster. Sebastian var nødt til at forklare hele situationen til alle. Faktisk kunne han lige så godt tage opstilling i døren, for alle var rystede og forvirrede og deltagende på én gang. Han havde lyst til at sige til folk, at de ikke måtte røre noget, men han vidste godt, at det var håbløst. Han kunne knap nok få folk til at tørre fødderne af. Midt i det hele ringede telefonen, det var Marit, der ringede fra Afrika. Han løftede røret med spændt forventning, men han havde knap nok nået at sige noget, før hun sagde: – Du er sådan en tøsedreng, Sebastian.
111
VOKSNE MENNESKER KAN GODT TALE OM SEX
233
234
Nu er jeg ikke forfatter, men der er alligevel en lille historie fra mit eget liv, jeg gerne vil fortælle. Min mand siger altid til mig, at jeg er dårlig til at fortælle – fordi mine historier savner begyndelse, midte og slutning. Men jeg siger, at det, der er afgørende, er, at man har noget på hjerte. Og det har jeg. Min mand siger også, at man ikke skal kritisere sine forældre, og det vil jeg faktisk give ham ret i. Men derfor kan man nu godt betvivle et par ting, de har gjort. Det har jeg i hvert fald tænkt mig at gøre i det følgende. Nu er jeg født i 1972, og dengang var tiden jo en anden. Det er næsten ubegribeligt i dag, hvor alting er blevet så konformt (hvilket er værst for de unge). Da jeg blev født, boede mine forældre i et bofællesskab i Birkerød. Man kan sige meget om bofællesskaber, men det vil jeg ikke gøre her. Jeg vil kun sige, at min mor i 1977 besluttede sig for 1) at hun ville skilles, og 2) at hun ville rejse til Indien med sin nye kæreste. Dengang var det ikke nogen særlig opsigtsvækkende beslutning, der var faktisk flere af min mors veninder, der klappede hende på skulderen og syntes, at det var flot, at hun skulle af sted. At hun gjorde sig fri. Frie fugle flyver, tamme har længsel. Sådan tror jeg nok, at man udtrykte det dengang. Dengang var der nok ikke nogen af os, der vidste, at hun 235
ville være væk så længe, og heller ikke at hun ville blive katolik og tilknyttet Mother Teresas børnehjem i Calcutta. Det var næsten midnat, da jeg blev ringet op i går. Min søsters mand fortalte, at min søster havde født inde på Rigshospitalet. Fordi jeg vidste, at min mor var i byen, ringede jeg den følgende morgen ind til hende og spurgte, om vi ikke skulle følges derind. Min mor lød glad og sagde, at hun ville møde mig ved informationen. Hun skulle nok købe blomster. Når der går så lang tid imellem, er det altid lidt mærkeligt at se min mor. Selvom hun har været i Danmark i en måned nu, er hun stadig meget solbrændt. Hendes lange fletning er den samme som dengang, hun forlod os. Der er noget tøvende, næsten sygt ved hendes gang. – Hej mor, siger jeg og giver hende et lille klem. Jeg tror, hun har glemt at købe blomster, i hvert fald har hun dem ikke med. – Hej Louise, siger hun. – Jeg har allerede været deroppe, og vi skal vist ikke forstyrre lige nu. Må jeg give en kop kaffe? Det er en af min mors faste vendinger: Må jeg give en kop kaffe? Jeg følger altid efter. Min mor er en gåde for mig. Altså ud over at hun er en kilde til uro. Så sjovt var det heller ikke at være alene med min far og min søster. Cafeteriet på Rigshospitalet er et af disse moderne, åbne cafeterier. Min mor og jeg køber en kop kaffe hver. Ved kassen står vi begge to lidt og fumler, men det ender med, at det er min mor, der betaler. Vi sætter os ved et lille bord ikke langt fra kassen, jeg trækker en stol ud til hende. Derfra hvor min mor sidder, kan hun se kassen. Jeg sidder og kigger på alle dem, der går forbi. Pludselig rejser min mor sig og siger, at hun har brug for en øl. Jeg går på toilettet. 236
Da jeg kommer tilbage, har min mor flyttet sin stol lidt, så hun bedre kan se ud over hele cafeteriet. – Nå, hvordan går det? spørger hun, da jeg sætter mig ned. – Med huset? – Det går meget godt, siger jeg og skynder mig at tilføje: – Mor. – Du skal komme og se det en dag, siger jeg. – Joh, siger hun. – Du er måske på vej tilbage til Indien, siger jeg. – Måske, siger hun og undertrykker et smil. – De kan åbenbart ikke undvære mig derude. Hun tager en lille slurk af sin øl og spørger, om vi selv maler huset, eller om vi har fået nogen til at gøre det for os. Jeg fortæller hende, at Niels Peters bror er tømrer, og at vi gennem ham har fået fat i et par malere, der vil male hele huset for os. Træværk inkluderet. De skal have 6.000 hver. – 6.000, siger min mor. – Det er godt nok billigt. – Må man ryge her? spørger hun så. Jeg peger op på et skilt, der hænger lige over vores hoveder. – Nå, siger min mor og hælder mere øl op i sit glas. Det er jo en festlig dag dette her. Vil du ikke også have en øl? Jeg ville ønske, at din far kunne have været her. Jeg siger ikke noget, jeg ved ikke, hvad jeg kan sige. Jeg kigger på uret. Klokken er lidt over ni. Min mor siger, at danskerne er blevet så anderledes. – Der er ingen, der snakker sammen mere, siger hun. – Der er intet liv. Hvis dette var Indien, ville støjniveauet være et helt andet. Der ville også lugte af noget. Prøv at lugte engang, Louise! Rigshospitalet lugter ikke af noget som helst. – Ja, siger jeg. – Eller nej. Du har sikkert ret. 237
I bagklogskabens klare lys ville jeg have ønsket, at jeg havde fyldt de efterfølgende minutter ud med et eller andet. For det er i den lille pause, der opstår, at min mor pludselig vil bekende sig til mig. – Det var jo aldrig meningen, at det skulle blive til noget med mig og Karsten. Det var en affære, Louise, og sådan var det dengang. En aften, din far var til møde, kom Karsten ind for at høre, om han kunne låne en kop sukker, han var ved at lave pandekager til sine børn. Vi havde længe gået og flirtet med hinanden, kastet sultne blikke efter hinanden på fællesarealet. Min mor læner sig ind over bordet, og jeg rykker mig automatisk væk. Hun kigger på de mennesker, der går forbi. – Nogle gange sker netop det, man prøver at undgå. Karsten var lige blevet skilt, og jeg havde fået sådan en sympati for ham. Jeg havde aldrig set en mand græde så meget over en kvinde. Jeanett, kan du huske hende? Karsten havde slet ikke nogen, han kunne læne sig opad. Og den aften med pandekagerne var han begyndt at blive glad igen. Han sagde det ikke, men jeg kunne se det på ham, da han kom ind: Det gik fremad. Og så var det, det skete. Jeg ved ikke, om jeg skal fortælle dig om det, Louise, men jeg har aldrig hverken før eller siden taget mit tøj af så hurtigt. Det var ... stærkere end mig selv, ikke? På det tidspunkt havde jeg aldrig følt mig så forbundet med et andet menneske. Forstår du, hvad det vil sige, Louise? Det var første gang. Jeg tog en slurk af min kaffe og kom til at kigge på et ældre par, der sad i nærheden af os. De havde ikke noget på bordet foran sig, ikke engang kaffe. Han holdt sine hænder i hendes, de kiggede næsten ikke på hinanden. 238
– Var det meget forkert af mig at forlade din far? Hun holdt en lille pause og kiggede intenst på mig. – Louise, var det? Hun fortsatte selv: – Et forhold uden passion er vel ikke noget forhold? Jeg måtte give lykken en chance. Nå, men du ved, hvad der skete, jeg tog til Indien med Karsten, og allerede efter en måned savnede Karsten sine børn så meget, at han ville hjem. Han græd hver morgen, og det eneste, jeg havde at trøste ham med, var ... ja, sex, Louise, det kan jeg vel godt sige til dig nu, du har jo været voksen længe, og voksne mennesker kan godt tale om sex. Min mor smilede til mig, og jeg smilede igen, men jeg så hende ikke i øjnene. Hun fortsatte: – Jeg syntes ikke, at jeg kunne tage hjem, før jeg havde gjort det, jeg var kommet for. Jeg er et andet menneske nu, Louise, hvis du vidste, hvor mange børn jeg har taget mig af i alle de år. Faktisk har jeg reddet i hundredvis af børn, og i hvert fald tyve af dem skriver til mig hver jul. Jeg er en anden nu, Louise, tror du mig? – Der er ingen, der bebrejder dig noget, sagde jeg. – Det er jeg glad for at høre, Louise, for folk skal jo også have en chance til, ikke? Jeg ved heller ikke, hvad der sker for mig lige nu, det er jo alt sammen historie. Hun tog en slurk af sin øl, og fingererede ved den lighter, hun ikke havde brug for. – Det er så lang tid siden, og jeg er jo katolik i dag, men det ved jeg godt, Louise, det er ikke rigtig noget, man forstår herhjemme i Danmark. Men jeg er faktisk en god katolik, og jeg har hjulpet mange mennesker. 239
– Det er jeg sikker på, at du har, sagde jeg. Det ældre ægtepar, der sad over for os, rejste sig og begyndte at gå. Hun støttede sig til ham, lagde sit hoved til hvile på hans skulder. Han havde sutsko på. Min mor kiggede på uret. – Vi kan godt gå derop nu, men vi kan også blive her lidt endnu, kan vi ikke, Louise? – Jeg synes, vi skulle gå derop, sagde jeg. Hun vil sikkert gerne se os, og jeg har jo også malerne, jeg skal hjem til. – Ja, sagde min mor. – Malerne. – Niels Peter er på arbejde, forklarede jeg. Jeg havde lyst til at fortælle hende, at Niels Peter og jeg ikke kan få børn. Jeg havde lyst til at fortælle hende, at vi overvejer at adoptere. Men selvom min mor nogle gange føles tæt på, så føles hun det meste af tiden meget langt væk. – Så jeg må hellere se at komme hjem, tilføjede jeg. – Ja, sagde min mor igen og smilede indforstået. – Det er os kvinder, der må tage os af hus og hjem, har jeg ikke ret? Men faktisk synes jeg ikke, min mor havde ret den dag. Hvad ved hun om det? Os kvinder? Min mand siger, at jeg ikke skal bruge tid på at kritisere min mor, og det vil jeg heller ikke gøre. Alligevel synes jeg, at hun tog fejl dengang. Det var forkert af hende at tage til Indien, og det var forkert af hende at lade os andre i stikken. Livet handler nu engang ikke bare om at jagte lykken. Livet handler også om forpligtelser og om at gøre det rigtige. Nu ender det med, at hun bliver gammel i Indien, og jeg kommer aldrig til at lære hende at kende.
240
SAMLEDE NOVELLER © Katrine Marie Guldager og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København 2013 Omslag: Alette Bertelsen Bogen er sat med Garamond hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN 978-87-11-37594-5 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2013 Bogen er en udvidet og revideret udgave af Drengen på stentrappen, 2009 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
CMYK
137 mm
Som noget nyt er der tilføjet fem noveller, der ikke tidligere har været udgivet. Desuden har litteraturkritikerne Poul Erik Tøjner, Thomas Bredsdorff, Maria Bierbaum Oehlenschläger og May Schack bidraget med hvert sit præcise, analyserende og fortolkende efterskrift til gymnasieelever og andre interesserede.
København 215 mm
„Et skævt blik på myrelivet i storbyen, hvor folk piler frem og tilbage i færd med hver deres gerninger. Man læser den i ét hug. Og så starter man forfra.“ – Berlingske Tidende
137 mm
katrine marie guldager
Samlet udgave af Katrine Marie Guldagers fremragende novellesamlinger København , Kilimanjaro og Nu er vi så her . De tre samlinger er bundet sammen på smukkeste vis, som om de fra starten var tænkt som en trilogi.
38 mm
katrine marie guldager
Kilimanjaro
„Sammenstødene mellem forskellige virkeligheder er flere steder i denne samling sammenstødene mellem mand og kvinde … med kloge Guldager i fortællestolen.“ – Information
Nu er vi så her
„Mesterlig novellesamling fra Guldager. En stribe velkomponerede fortællinger om at forholde sig til den familie, man er et produkt af.“ – Politiken
katrine marie guldager (født 1966) er cand. phil. og uddannet fra Forfatterskolen. Har udgivet romaner, noveller, digte og børnebøger. Aktuel med den anmelderroste slægtskrønike, der begyndte med Ulven.
lindhardt og ringhof
LR_Guldager_SAMLEDE NOVELLER_omslag_FINAL_august2013.indd 1
13/08/13 11.09